Åpne hovedmenyen

Imidlertid havde ogſaa Magnus bragt det vigtige Spørgsmaal om Tronfølgen og begge Rigers fremtidige Adſkillelſe fra hinanden foreløbigt paa det Rene. Et Raadsmøde blev i den Anledning for Norges Vedkommende holdt paa Vardberg den 15de Auguſt. Hvorledes dette Møde har været forberedet, og hvorledes Kongen omſider blev dreven dertil, det vides ikke. Man kan alene ſkjønne ſaa meget, at de Høvdinger, der tidligere ſtod i Spidſen for Oppoſitionen, nu ere blevne de raadende, ſiden vi netop ſee dem at udgjøre Fleertallet blandt de verdslige Raads-Herrer, der deeltog i Mødet. Heller ikke er det uden Betydning, at Hr. Erling og Sigurd Hafthorsſøn nu havde ſluttet ſig nærmere ſammen, idet Sigurd om Høſten 1342 havde egtet hans Datter Ingebjørg[1]; dette bidrog vel og til, at Erling nu traadte mere afgjørende frem og lagde ſit indflydelſesrige Ord i Vegtſkaalen. Det er ikke uſandſynligt, at det var denne Sag, ſom Kongen allerede Aaret forud havde villet have behandlet ved det paatænkte Kirke- og Rigsmøde i Kongehelle, der ikke blev af, formodentlig paa Grund af Krigstilſtanden. Nu ſaa det fredeligere ud, og derfor var der intet til Hinder for, at et ſaadant Møde kunde holdes. Sandſynligviis havde vel ogſaa de fleſte Herrer, ſom her vare tilſtede, allerede været i Helſingborg og deeltaget i Freds-Forhandlingerne, idetmindſte dem med Stæderne, der ligeſaa meget vedkom Norge, ſom Sverige. Om forreſten ogſaa Prælaterne, der ligeledes maa have været ſamlede, juſt afgav Møde paa Vardberg, og ikke ſnarere i Oslo, eller Kongehelle, indenfor Landets Grændſer, er vanſkeligt at ſige, men man kan med temmelig Sikkerhed ſlutte fra, hvad der ſiden fandt Sted for Sveriges Vedkommende, at de fleſte Biſkoper eller deres Fuldmægtige, ſaavelſom Abbeder og andre Kloſterforſtandere ſamt Fuldmægtige for Domcapitlerne maa have været ſamlede etſteds og under eet afgivet. deres Samtykke til Foranſtaltningen ſkriftligt[2]. De verdslige Herrer var Erling Vidkunnsſøn, Ivar Agmundsſøn, Jon Hafthorsſøn, Haakon Agmundsſøn, Agmund Guthormſøn, Ulf Saxesſøn, Riddere, og Sigurd Hafthorsſøn, Bjarne Erlingsſøn, Agmund Finnsſøn, Gerd Smidsſøn og Eiliv Eilivsſøn, Svene[3]. Disſe Herrer bevidnede, at ſamme Dag, 15de Auguſt, da de traadte ſammen i Raad med Kong Magnus, Konge af Norge, Sverige, Skaane og Halland, hørte de ham erklære, at han nu efter frivilligt Overlæg havde beſluttet, hvad de forud havde indſtændigt og ſamdrægtigt villet anholde om, nemlig at udnævne ſin yngſte Søn, Junker Haakon, til Konge over hele Norge, hvortil al deres Hu ſtod; ledet derfor af den himmelſke Naade og til Fredens bedre Bevaring mellem ſine Sønner og begge Riger, erklærede og indſatte han herved Junker Haakon til Konge over Norge og Skatlandene, og gav ham Norges Rige med Skatter og Skyld og al kongelig Heder m. m. De (Herrerne) godkjendte derfor, efterſom Kongens og Prælaternes derom udſtedte Breve nærmere forklarede, med Glæde dette Skridt, og antog herved ſamme Junker Haakon for ſig, Arvinger, Venner og Tilhængere til Konge over hele Norges Rige, lovende ham og hans Moder Dronning Blanche tro og huld Tjeneſte, iſær da ſamme Kong Haakon havde været opfød med dem i Norge, dog med forbeholdt Ret for Kong Magnus, hans Fader, til at byde, ordne og faſtſette med Henſyn til dem, Underſaatterne og Rigets Anliggender ganſke ſaaledes, ſom han fandt det tjenligt for Rigets og Sønnens Bedſte, lige indtil Kong Haakon var kommen til Skjels Aar og Alder. Heller ikke vilde de tillade, at nogen anden blev tagen til Norges Konge, ſaa længe Kong Haakon levede og ej ſamtykkede deri. Skulde det ſkee, at hans Broder Junker Erik ſom eldſte Søn, tvertimod denne ſin Faders Anordning, vilde tilrive ſig Kongedømmet over Norge, medens Kong Haakon eller hans Børn vare i Live, da ſkulde de af alle Kræfter og al Magt ſtaa ham imod, hvilket de ogſaa haabede, at Sveriges Høvdinger vilde love, ſaaledes at de ikke i mindſte Maade vilde ſtaa Junker Erik bi, om han forſøgte paa noget ſaadant. Men ligeledes lovede de paa den anden Side, at hvis Kong Haakon vilde trenge ſig ind i Sveriges Rige, medens Junker Erik og hans Børn vare i Live, da ſkulde de heri ej hjelpe eller begunſtige ham. Skulde begge Brødrene eller een af dem ville omſtøde disſe Faderens Indretninger ved Udlændingers Hjelp og ſaaledes forſøge et fjendtligt Indbrud i et af Rigerne, da ſkulde begge Riger tilſammen med forenede Kræfter ſtaa ham imod. Skulde endelig Kong Magnus faa flere Børn, da lovede de at ſtaa ethvert af dem, af hvad Kjøn det var, bi til at nyde den Ret og Heder, ſom ſamme tilkom efter Rigernes Love og erkjendte Vedtægter. Alt dette ſkulde med Guds Hjelp bringes endnu bedre iſtand, naar de bedſte og forſtandigſte Mænd af begge Riger traadte ſammen forat raadſlaa om, hvad der kunde være bedſt og tjenligſt for Kongens Børn og Rigerne med deres Indbyggere, ſaa at der mellem begge disſe Brødre og de Syſkende, de herefter maatte faa, ſamt Rigerne ſelv kunde herſke en varig Fred.

Man kan ikke tvivle paa, at Prælaterne havde udſtedt en Skrivelſe af ſamme Indhold, men den er desverre tabt, medens derimod de verdslige Herrers Hyldingsbrev endnu er til, forſynet med deres Segl. Tilfeldigviis har man for Sveriges Vedkommende netop Prælaternes ſkriftlige Forbindelſe i denne Sag, medens man derimod ſavner de verdslige Herrers, og begge disſe Actſtykker, det norſke, udſtedt af de verdslige Herrer, og det ſvenſke, udſtedt af Prælaterne, tjene derfor til at kaſte Lys paa hinanden indbyrdes. De ſvenſke Prælater afgav denne Forbindelſe, ſom det allerede er nævnt, ved Fredscongresſen paa Vardberg den 18de Novemher 1343[4], og i det ſamme Document, hvorved de ſikkrede Kong Magnus og den ſvenſke Krone Beſiddelſen af Landene paa denne Side Sundet. Da alle Biſkoperne og dertil Repræſentanter for Rigets vigtigſte geiſtlige Inſtitutioner have udſtedt Documentet, medens man tillige af andre der udſtedte Breve ſee, at formodentlig hele det verdslige Raad og derhos Deputerede fra Borgerne i Skeninge var tilſtede, kan man ſaa meget mindre tvivle paa, at ogſaa de verdslige Stænder ſamtidigt have udſtedt ſin Forſikkring, thi det var øjenſynligt et almindeligt Rigsmøde, ſom her blev holdt. Hovedpunkterne vedkommende Tronfølgen og Unionens Opløsning ere disſe: at Udſtederne forpligte ſig til paa behørigt Sted at velge Kongens eldſte Søn, Junker Erik, til Sveriges Konge, og at tjene ham med al Troſkab, dog med Forbehold for Kong Magnus at føre Regjeringen, ſaa længe han er i Live; — at hvis Kong Magnus ſkulde falde fra, ville de troligt ſtaa Dronning Blanche og Erik bi og forſvare hans Rettigheder i Sverige og Skaane; — at hvis han er mindreaarig, ſkal der ſettes ham en indfød Formynder, og alle Rigets Slotte ſtyres af Indfødde, indtil han bliver myndig; — at hvis han dør uden Børn, ſkulle de velge en anden af Kong Magnus’s yngre Sønner, ſom maatte findes bekvem, til Konge over Sverige og Skaane, — at hvis det ſkulde hende ſig i Kong Eriks eller hans Børns levende Live, at hans Broder Haakon, der nu er beſtemt til Norges Kongetrone, vil tilrive ſig Sveriges og Skaanes Styrelſe, da ſkulle de af al Magt ſtaa ham imod, hvorhos og de norſke Herrer havde lovet iſaafald ej at ſtaa ham bi, ligeſom de ſvenſke nu herved love ikke at hjelpe Erik, om han vil trenge ſig ind i Norges Regjering; — at hvis begge Brødrene, eller nogen af dem, vil omſtyrte disſe Beſtemmelſer og dertil anvende udenlandſk Hjelp, da ſkulle begge Riger ſom eet ſette ſig derimod; — at hvis Kong Magnus faar flere Børn, da ſkulle de hjelpe og underſtøtte ethvert af dem i Nydelſen af ſin Ret og Heder, efterſom det pasſer for deres Stand og Kjøn, alt efter Rigernes Love og Sedvaner; — at de af alle Kræfter og ſamdrægtigt ville modſtaa hver den, ſom ſøger at modarbeide, hindre eller tilintetgjøre disſe Beſtemmelſer; — ſamt at de hermed ikke ville have gjort nogen Afbrek i Sveriges og Skaanes gamle Rettigheder og Sedvaner med Henſyn til Kongevalg, ſaaat naar Erik, eller den anden af Kong Magnus’s Sønner, der i hans Sted maatte blive valgt til Konge, er død, ſkal Retten til at velge Konge atter tilfalde Udſtederne og deres Arvinger.

Sammenligne vi nu disſe tvende Forpligtelſesbreve nærmere med hinanden, da ville vi finde den væſentlige Forſkjel, at medens de norſke Herrer udtrykkeligt erklære, at Kong Magnus’s Formynderſkab før Haakon ſkal ophøre, naar denne bliver myndig, og at følgelig Haakon da ſelv ſkal overtage Regjeringen, heder det i det ſvenſke Document, at Kong Magnus ſkal beholde Regjeringen for hele ſin Livstid, ſaa at Erik altſaa førſt ved Faderens Død ſkal beſtige Tronen. Heraf fulgte da ogſaa, at Haakon ſtrax af Faderen fik Kongenavn, medens Erik derimod vedblev ſom før ſlet og ret at kaldes Junker Erik, da han alene var udſeet til Tronfølger[5]. Dette viſer end mere, hvor beſtemt man fra begge Sider var paa, at Rigerne ſnareſt muligt ſkulde adſkilles. Havde man ogſaa for Norge truffet den ſamme Beſtemmelſe ſom for Sverige, at Kong Magnus ſkulde føre Regjeringen indtil ſin Død, da var Adſkillelſen bleven henſkudt i en fjern Fremtid, thi Magnus var endnu en ung Mand, kun 28 Aar gammel. Nu derimod var man — ſaavidt noget kunde lade ſig beſtemme forud — ſikker paa, at begge Riger vilde faa hver ſin Regjering i 1355, naar Haakon havde fyldt ſit 15de Aar, thi da vilde han blive Norges Konge med fuld Myndighed, medens Magnus alene vilde blive Konge over Sverige og Skaane, med Erik til Tronfølger. Det kunde ellers ved førſte Øjekaſt ſynes noget beſynderligt, at ikke det modſatte Forhold blev anordnet, ſaaledes at Erik ved ſin Myndighedsalder ſkulde blive uafhængig Konge i Sverige, og Faderen vedblive at regjere i Norge med Haakon ſom udſeet Tronfølger, thi baade vilde man derved have faaet Adſkillelſen fremſkyndet et Aars Tid, og Norges Regjeringsform, hvorved alt drejede ſig om Kongens Perſonlighed, udkrævede derhos langt mere en Konge i den kraftigſte Manddoms-Alder, end Sveriges, under hvilken man ret godt, ſaaledes ſom før, kunde hjelpe ſig med en Rigsraads-Regjering. Men ikke at tale om, at Magnus, ſom Folkunge-Ætling i lige nedſtigende Linje paa Mandsſiden, derfor ogſaa, naar man endelig ſkulde velge mellem eet af Rigerne, maatte betragte ſig ſom mere tilhørende Sverige end Norge, kan man lettelig forſtaa, at han iſær efter de ſidſte ſtore Erhvervelſer fra Danmark, ſom han endnu ſynes at have omfattet med ſynderlig Forkjærlighed, ej godt kunde løsrive ſig fra Sverige. Endelig tør det vel ogſaa hende, at han netop for Eriks Skyld fandt det raadeligſt at blive i Sverige for ved ſin perſonlige Nærværelſe at ſikkre ham Tronen lige overfor det overmægtige Ariſtokrati, der allerede nokſom havde lagt ſin Uregjerlighed for Dagen, og hvis Regimente under hans egen Mindreaarighed ſtod ſom et afſkrækkende Exempel. Forreſten ſynes dog den Omſtændighed, at Magnus valgte at beholde Sverige for ſig, og at de ſvenſke Herrer, ſom det lader, villigt gik ind paa at beholde ham hos ſig, at vidne ſterkt imod den af ſildigere Chroniſter opſtillede og ſiden ideligt gjentagne Paaſtand, at han allerede i de førſte Aar af ſin Regjering ſkulde have været ſaa forhadt i Sverige. Hermed bortfalder ogſaa det føromtalte Udſagn af disſe, at Magnus blev tvungen til dette Skridt af ſit ſvenſke Raad, der følte ſig oprørt og forurettet over hans laſtefulde Levnet. Thi hvis ſaa er, da havde vel netop de ſvenſke Herrer ikke for nogen Priis villet beholde ham i Landet, og de vilde vel have ſørget for ſnareſt muligt at faa Tronfølgeren, Junker Erik, unddragen hans Paavirkning. At Kong Magnus forreſten heri nok gav efter for et beſtemt Ønſke hos ſine Underſaatter og for en temmelig ſterkt og tydeligt udtalt offentlig Mening, er umiskjendeligt; men denne Mening har aabenbart været mere almindeligt og indtrængende fremſat fra norſk Side, end fra ſvenſk, da man i Norge paa Grund af Statsforfatningen langt mere levende følte Ulemperne af Kongens hyppige og langvarige Fraværelſer, end i Sverige. I Norge havde Høvdingerne virkelig gjort truende Demonſtrationer, der nu efter denne Foranſtaltning aldeles ophørte og veeg Pladſen for den fuldkomneſte Loyalitet: Beviis nok paa, at det var dette, man havde villet, intet andet; man var endog beſkeden nok til at nøje ſig med, at den nye, og ſom man haabede, bedre Tingenes Orden udſattes til et beſtemt Punkt i Fremtiden, og ikke ſtrax ſkulde indtræde. Man gav hele Sagen derfor ogſaa den høflige Vending, ſom om den var udgaaet fra Kongen ſelv, og kun bifaldt af Herrerne. I Sverige derimod maa man ſnarere antage, at Foranſtaltningen virkelig fra førſt af blev bragt paa det Rene af Kongen, ſom en nødvendig Følge af hvad der beſtemtes i Norge. Dog kan man heller ikke vel tænke ſig denne vigtige Sag indledet uden efter foregaaende Underhandlinger umiddelbart mellem begge Rigers Raad og Høvdinger indbyrdes.

Den Foranſtaltning, der nu var ſkeet, var i og for ſig ganſke uſedvanlig og uden foregaaende Exempel i Rigernes eldre Hiſtorie. Den maatte derfor ogſaa uundgaaeligt ledſages af uſedvanlige Formaliteter. For det førſte vides ikke tidligere enten i Norge eller Sverige Prælaterne og Høvdingerne hver for ſig at have udſtedt ſaadanne Erklæringer, Vedtagelſer eller Forpligtelſer, ſom de ovenfor omtalte. At man nu valgte denne Fremgangsmaade, kom vel netop for en ſtor Deel af Sagens egen Uſedvanlighed, og fordi man fandt det nødvendigt ved ſæregne og udtrykkelige Actſtykker at forebygge enhver Proteſt, ſom den ſkete Afvigelſe fra de gjeldende Succesſionslove ſenere muligviis kunde fremkalde. Deels ſeer man ogſaa af det følgende, at de Begreber om en beſtemt Stands-Inddeling, der nu mere og mere begyndte at blive almindelige, maa have gjort ſig gjeldende.

Efter de herſkende Love eller Vedtægter ſkulde enhver ny Konge perſonligt fremſtille ſig paa visſe, til Hylding beſtemte, Thing, fornemmelig Ørething, og der lade ſig Riget tildømme og ſig ſelv tage til Konge af det forſamlede Folk, hvorved en af de tilſtedeværende anſeede Bønder eller Geiſtlige gav ham Kongenavnet paa de Øvriges Vegne, og derpaa ſaavel han ſelv, ſom Veitſlemænd, Embedsmænd og Bønder aflagde de gjenſidige Hyldings-Eder. Men en ſaadan Hylding eller Antagelſe til Konge blev her udſat, indtil Haakon opnaaede Myndigheds-Alderen, hvorimod man, tildeels maaſkee fordi man ej kunde føre det ſpæde Barn om til alle Hyldingsſteder, foruden at man ogſaa her helſt ønſkede ſkriftlig Sikkerhed, ſammenkaldte Udſendinger eller Fuldmægtige fra Byerne og Landdiſtricterne til Baagahuus den paafølgende Sommer og lod dem her, formodentlig efter mundtlig Forhandling og højtidelig Vedtagelſe, udſtede en ſkriftlig Forſikkring, hvorved de godkjendte den ſkete Foranſtaltning og lovede Kong Haakon underſaatlig Troſkab og Lydighed, naar han i ſin Tid tiltraadte Regjeringen. Det er ſaaledes tydeligt at ſee, at denne Act egentlig indeholder, hvad man i ſenere Tider vilde kalde Tredieſtands, eller Borger- og Bonde-Standens Tilſlutning til, hvad der tidligere var afgjort og vedtaget af Geiſtlighed og Ridderſkab, og ſaaledes have vi her i Norges Hiſtorie det førſte Exempel paa en virkelig Deling af Indbyggerne i tre forſkjellige Stænder, Geiſtlighed, Ridderſkab eller Adel, og Borgere eller Bønder: en Deling, der aabenbart er fremkaldt af de politiſke Begreber, ſom Forbindelſen med Sverige og det nærmere Samkvæm med Nabolandene ogſaa meddeelte til Norge. Vi have endnu et ſaadant Brev tilbage, udſtedt paa Baagahuus den 17de Juli 1344, af „alle Bymænd i Nidaroos, Bergen, Oslo og Tunsberg, ſamt alle Bønder og Almue fra Stjordølafylke, Gauldølafylke, Naumdølafylke, baade Overhalven og Nederhalven, Sunnmøre, Sunnhørdaland, Gulathingslagen og Hørdaland, med deres Indſegl. Men dette er ikke Repræſentanter for hele Norges Befolkning[6], thi om man endog tager „ Gulathingslagen“ i den meſt udſtrakte Betydning, ſaaledes at den ſkulde indbefatte hele Ryfylke og Agder — hvilket her aabenbart ikke er Tilfældet — ſaa mangle dog baade Haalogaland, Nordmøre, hele Viken med Oplandene, og de fleſte af de throndhjemſke Fylker, ſamt Vikens ſydligſte Byer. Denne Omſtændighed lader ſig neppe forklare anderledes, end at ogſaa de øvrige Landſkaber og Byer, eller rettere Deres Repræſentanter, have udſtedt een eller flere lignende Forſikkringer, der i Tidens Løb ere tabte. Men under denne Forudſetning bliver det dog ligefuldt beſynderligt, at i ſaafald ikke de Landsdele, der høre nærmeſt ſammen, ogſaa have udſtedt Forſikring ſammen, at f. Ex. tre Fylker af Froſtathinget ſkulde nævnes tilſammen med Sunnmøre, Gulathingslagen og de fire Byer, og ſaaledes maaſkee i et andet Brev, om vi havde det, Nordmøre og de andre Fylker i Thrøndelagen nævnes tilſammen med Viken og Oplandene. Da nu dog Sammenſtillingen heller ikke kan anſees tilfældig eller vilkaarlig, men der maa have været en beſtemmende Aarſag dertil, kan man neppe ſøge denne i nogen anden Omſtændighed, end den, ſom berøres i ſelve Forſikkrings-Brevet, men hvorom der ſavnes nogen nærmere Meddelelſe eller noget ſærſkilt Document, uagtet ſaadant paaberaabes, nemlig at Kong Magnus med Kongenavnet havde givet Haakon en Deel af Riget — naturligviis kun rinder hans Mindreaarighed, og alene til Underhold for ham ſelv og de Omgivelſer, hans ſtadige Ophold i Norge gjorde nødvendige — altſaa forbeholdende ſig ſelv det øvrige. Det var heel rimeligt, at man lod Indbyggerne af de Landsdele, der ſaaledes overdroges til Haakon, udſtede Brev for lig, og derimod de øvrige, hvis Indtægter fremdeles ſkulde oppeberges af Kong Magnus, udſtede et andet eller flere ſærſkilte Breve — det vil ſige, hvis man overhoved fandt dette nødvendigt, thi det kunde jo være muligt, at man med Henſyn til dem ej regnede det ſaa nøje, og at dette maaſkee endog kan være Aarſagen til, at ſaadanne Breve ej findes. Under denne Forudſetning var det altſaa de her ovenfor nævnte Byer og Landſkaber, ſom udgjorde den til Kong Haakons Underholdning henlagte Deel af Landet, og hvad der følgelig blev tilbage for Kongen, det var altſaa da førſt og fremſt Haalogaland med Skatlandene, dernæſt ſex Fylker af Thrøndelagen, Jemteland og Herdalen, Oplandene med hele Viken, Ryfylke og Egdafylke, ſamt de mindre Byer, der ej havde ſæregne Lagmænd[7]. Dette beſtyrkes ogſaa baade af den ovenfor omtalte Ordning af Indtægterne, ſom Kong Magnus allerede for flere Aar ſiden havde truffet eller idetmindſte forberedt, hvorved han forbeholdt ſig ſelv Haalogaland med Skatlandene[8], og af den Landſkabsfordeling, der tidligere havde fundet Sted mellem Kong Erik og Hertug Haakon, hvorved netop en Deel af Skatlandene tilligemed Ryfylke og en ſtor Deel af Viken kort til at udgjøre en Part for ſig[9], ſamt endelig af de Foranſtaltninger, Kong Magnus ſees ved denne Tid at have haft fore med Henſyn til de kongelige Indtægter af flere Fehirdſler og Diſtricter, og hvorom der nedenfor vil blive handlet[10]. Forſikkringsbrevets Hovedindhold er følgende: „at ſaaſom Kong Magnus med Samtykke af Rigſens Raad i Norge har givet ſin yngre Søn Kong Haakon Kongenavn i Norge med en Deel af Landet (með einum hluta lands í Noregi), under ſaadanne Betingelſer, ſom nævnes i de derom udſtedte Breve, ſaa love de alleſammen paa ſin Tro, Sandferdighed og Ære, at de ſkulle være ſamme Kong Haakon hulde og troe Tjeneſtemænd til al Heder, Lydighed og Føjelighed, efter hvad de ere ſin rette Norges Konge“ſkyldige, ſaaſnart han ſelv tager Rigsſtyrelſen i Norge, efter ſin Faders Anordning, ſaaledes ſom denne lyder, forbeholdt og uſkadt indtil den Tid al Kong Magnus’s Magt og Myndighed baade over Land og Thegner i Norge; kan det indtreffe, at Kong Haakon falder fra uden egtefød Søn, da ſkal det fare efter ret og gammel Konge-Arv i Norge; men hender det, at Junker Erik, hans Broder, ſom efter ſin Faders og hele det ſvenſke Rigsraads Anordning ſkal velges til Konge i Sverige efter ſin Faders Frafald, vil eller agter at trenge ſig til Norges Rige, medens Kong Haakon eller dennes egtefødte Søn er i Live, da ſkulle de, ſom det ſømmer ſig for dem efter deres Heder, ſette ſig mod ham med al ſin Magt, og ligeledes, hvis Kong Haakon vil trenge ſig til Sverige, ſkulde de heri aldrig hjelpe ham. Skulde det og hende ſig, at begge Brødre eller den ene af dem med Udlendingers Hjelp vil bryde denne deres Faders Anordning og trenge ſig hver til den andens Rige, da ſkulle begge Riger hjelpe hinanden ſaa ofte, ſom behøves, for at denne deres Faders Anordning kan holdes ubrødeligt, begge Rigerne til evindelig Fred[11]. Skulde Kong Magnus faa flere Børn, da ſkulle de hjelpe disſe til at faa hver ſit Land og Lunnende efter Loven og Landets Ret og vedtagen Sedvane i begge Riger, og ſaaledes at den af Brødrene udlegger meſt til ſine Syſkende, ſom har det ſtørſte og mægtigſte Land“.

Vi ſee for det førſte heraf, at Kongens Brev, der nu ſavnes, maa have indeholdt en Beſtemmelſe om, hvilke Landſkaber og Byer den til Kong Haakons Underholdning henlagte Deel af Riget indeholdt en Beſtemmelſe, der maaſkee og har været optagen i Prælaternes, nu tabte Brev. Dernæſt findes her det Tillæg, at der efter Kong Haakons Død ſkal forholdes efter den rette gamle Konge-Arv, hvoraf man altſaa ſeer, at Udſtederne have fundet det nødvendigt at indføre etſlags Forbehold mod den Afvigelſe fra den ſedvanlige Konge-Arv, ſom ſkete derved, at Kongens yngſte Søn blev Konge fremfor den eldre. Men desforuden ſynes Tillægget „den rette gamle“ at viſe, at man her udtrykkeligt har villet have den nyere, af Kong Haakon Magnusſøns indførte, Tron-Arvefølge tilſideſat, og derimod den eldre, beſtemt af Kong Magnus Haakonsſøn, igjen erklæret for den gjeldende, hvilket og bekræftes der af, at vi endnu i de fleſte Afſkrifter af Norges Landslov, der dog ſaagodtſom alle ere yngre end Arveloven af 1302, alligevel kun finde den eldre, fra Kong Magnus’s Tid, indført, og heller ikke udeladt i de faa, hvor den yngre er optagen, men indført paa ſit Sted i Loven, medens den yngre mere er tilføjet ſom etſlags Anhang[12]. Endelig findes heller ikke i de øvrige Forſikkringsbreve den Beſtemmelſe, at den af Brødrene, der fik det ſtørſte og mægtigſte Rige, ſkulde bidrage meſt til de andre Syſkendes Underholdning. Dette maa vel ſaaledes være vedtaget paa det Møde, hvorved Forſikkringsbrevet er udſtedt, og hvor ganſke viſt Raadet eller en Deel deraf maa have været tilſtede, ſaavelſom Kongen ſelv. Denne, der endnu den 30te Mai var paa Vardberg[13], begav ſig i Juni til Sødermanland, til et ſtort Biſkops- og Høvdinge-Møde i Telge[14], og drog derfra førſt i Juli over Arboga og Skara veſtover til Baagahuus[15], men gjorde dog, ſom det ſynes, umiddelbart efter Mødet paa Baagahuus en Skyndereiſe til det øſtlige Sverige, ſkjønt han havde udnævnt en ny Drottſete, Ridderen Nikolas Thuresſøn; vi finde ham nemlig den 1ſte Auguſt i Veſteraas[16], og 14 Dage derefter var han dog atter i Veſten, nemlig i Lagaholm i Halland, hvorfra han ſiden begav ſig ned til Skaane og tilbragte her omtrent en Maaneds Tid[17]. Henſigten med denne Frem- og Tilbage-Reiſen var maaſkee iſær at opdrive Penge til Beſtridelſen af alle de Forpligtelſer, ſom hvilede paa ham: og det lykkedes ham virkelig ogſaa paa Mødet i Telge at faa Løfte om et betydeligt Laan af Geiſtligheden, ſom ikke engang denne kunde udrede faa hurtigt, Kongen behøvede det, uden at Trediedelen af alle de Tiender, der laa til Kirkernes Bygning, anviiſtes den for det løbende Aar. Men det tør vel ogſaa hende, at Kongen har forberedt det nødvendige til det foreſtaaende Valg af Sønnen Erik til Sveriges Tronfølger. Thi dette ſkete endnu i dette Aar d. 6te December[18] paa et Raadsmøde og Retterthing i Uppſala, hvorhen Kongen begav ſig i November Maaned, ledſaget, ſom det ſynes, ogſaa af ſin Dronning. Hvorledes forreſten Valget ſkete, om det kun var ved en ny Raadsbeſlutning, eller der virkelig holdtes et Allsherjarthing, hvorved Riget tildømtes Tronfølgeren, og Folkets Deputerede hyldede ham, anføres ingenſteds; det ſkulde dog ſynes, ſom om det ſidſte, om end ikke fuldſtændigt, er ſkeet, da Erik ſenere paaberaabte ſig en ſaadan Akt, ſkjønt han rigtignok ikke førend langt ſenere begyndte at føre Kongenavn[19]. Saaledes var da omſider denne for begge Riger ſaa vigtige og ſkjebneſvangre Sag bragt paa det Rene, ihvorvel det ej erfares, at den i Acten af 1343 bebudede Sammenkomſt af Mænd fra begge Riger fandt Sted. Det Tillæg, hvormed Beretningen herom ledſages i en af de eldre ſvenſke Aarbøger, „at fra denne Tid af Splidagtighed ret begyndte i Sverige“, er ikke ganſke rigtigt, thi det er uimodſigeligt, at begge Riger nu virkelig en Tidlang havde Fred, baade hvert iſær indvortes, og begge med hinanden indbyrdes. Gemytterne var virkelig blevne beroligede, iſær i Norge, hvortil altſaa i Grunden meget lidet udfordredes. Ogſaa med Danmark og Hanſe-Stæderne var der nu Fred i en Række af Aar. Kong Valdemar gjemte ſine næſte Forſøg paa at gjenerhverve Landſkaberne hiinſides Øreſund til belejligere Tider, idet han nu førſt og fremſt beſkjeftigede ſig med at vinde Øerne og Jylland tilbage fra de tydſke Panthavere, rigtignok for, naar hiin belejligere Tid kom, og naar han havde befeſtet ſin Magt, at vende ſig ſaa meget eftertrykkeligere og farligere mod ſin forhen altfor megtige Nabo i Norden, hvis Velde imidlertid var blevet ſvekket ved Rigernes Adſkillelſe og Familietviſt. Og hvad Stæderne angaar, ſaa havde de, hvad enten nu den beſluttede Adſkillelſe egentlig var deres Verk eller ej, eller idetmindſte befordret og tilſkyndet ved deres Paavirkninger, i alle Fald den ſtørſte Grund til at glæde ſig derover og med Længſel imødeſee den Tid, da de tvende Riger virkelig ſkulde afſondre ſig fra hinanden.

  1. Den 29de Sept. 1342 er den Skrivelſe fra Pave Clemens d. 6te dateret, hvorved Dispenſation meddeeltes dem til at gifte ſig med hinanden, uagtet Slægtſkab. (Reg. comm. Clem. VI. an. I. p. 9. fol. 193, ep. 86, jfr. Regesta supplicationum Clem. VI. ann. I. p. 1. fol. 222). Brevet er henvendt til Biſkop Salomon i Oslo. Erkebiſkopen af Nidaroos og Biſkop Hallvard paa Hamar, heder det, havde i et Andragende til Paven yttret, at da begge de unge Folk hørte til de højbyrdigſte i Riget, og nogle andre højbyrdige og fornemme Mænd af Riget var komne overens om, at de ſkulde indgaa Egteſkab til Vedligeholdelſe af Fred og Enighed mellem begges Nærmeſte og deres Tilhængere, og til at forebygge de Farer, der vilde opſtaa for hele Riget, derſom der blev Splid mellem dem, havde de begge trolovet ſig i Forventning af Dispenſation. Det ſiges her, at de var beſlægtede med hinanden i 4de Grad, og dette maa naturligviis og forholde ſig ſaaledes, da de ellers ej havde behøvet at ſøge Dispenſation; men dette Slægtſkab kan dog nu ikke paaviſes. Thi det paaviſelige, fra den fælles Stamfader Baard Guthormsſøn, (nemlig Baard — Skule Jarl — Droning Margrete — Kong Magnus — Kong Haakon — Agnes — Sigurd Haſthorsſøn, og Baard — Ingebjørg paa Thornberg — Erling Alfsſøn — Ingebjørg Erlingsdatter — Elin Thoresdatter — Ingebjørg Erltngsdatter) er endog efter den canoniſke Regnemaade 6te og 5te Led. Noget nærmere kommer man ved Rækken: Kong Haakon Haakonsſøn — Cecilia, gift med Hr. Gregorius Andresſøn — Andres — Gyrid — Erling Vidkunnsſøn — Ingebjørg; men ſelv dette giver femte Led i begge Linjer. Der maa altſaa være endnu et tredie nærmere, nu ubekjendt Slægtſkabsbaand. I Pavebrevet ſiges Sigurd at høre til Oslos, og Ingebjørg til Nidaroos Diøceſe; altſaa regnedes Erlings Hjem da enten for Bjarkø eller Giſke.
  2. Naar det nemlig i de verdslige Herrers Brev af 15de Auguſt heder: „ſaaledes ſom Kong Magnus’s og Norges Riges Prælaters Breve angaaende denne Sag nøjere forklare og antyde“, da betegner dette aabenbart ikke, ſom Enkelte have antaget, at Kong Magnus tidligere ſkulde have raadført ſig med Prælaterne, men alene at baade Kongen ſelv og Prælaterne omtrent ſamtidigt med de verdslige Herrer have udſtedt ſærſkilte Breve om denne Sag, hvilke maaſkee, iſær Kongens, kunne have været noget udførligere. Aldeles paa ſamme Maade have ſikkert de ſvenſke Prælater og verdslige Herrer tre Maaneder ſenere i Vardberg udſtedt deres Breve vedkommende Eriks Ophøjelſe raa Tronen, af hvilke dog kun Prælaternes er os opbevaret. Dog tør det vel hende, at Prælaternes Brev er blevet et Par Dage tidligere udſtedt, iſær hvis de norſke Prælater ej ſamledes i Vardberg, og at derfor de verdslige Herrers Brev ved begge Lejligheder har været affattet kortere og med Henviisning til Prælaternes, medens derimod idetmindſte de ſvenſke Prælaters Brev ej omtaler de verdslige Herrers, der dog nødvendigviis maa have været udſtedt, hvad man kan ſkjønne alene deraf, at hele Raadet og enkelte By-Deputerede var tilſtede. I Not. 38 til Werlauffs Afhandl. om Unionen mellem Norge og Sverige (Nord. Tidsſkr. III. S. 537) omtales en Optegnelſe af Arne Magnusſen, ifølge hvilke denne ſkulde have ſeet den Originalact med Underſkrifter og Segl, „hvor tillige Eriks Udnævnelſe omtales“. Dette er noget dunkelt; ſandſynligviis mener Arne Magnusſen kun det ovenfor omhandlede Document, udſtedt af de norſke verdslige Herrer, ſom indtil de ſenere Tider kun kjendtes af Langebeks Afſkrift, efter hvilken den er trykt hos Suhm, XIII. 788 og i Samll. V. 575, men ſom endnu findes i det danſke Geheimearchiv heel og holden, og efter hvilken Orig. den er aftrykt i Dipl. N. II. 258, og i Dipl. Sv. 3725. Hvilke de norſke forſamlede Prælater var, er, ſom ſagt, vanſkeligt at ſige, men eet maa dog merkes, hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at i 1343, formodentlig om Sommeren, indviedes ikke færre end ſer nye Biſkoper, og dette maa have foranlediget en Forſamling af de fleſte af Landets Biſkoper tilligemed andre højtſtaaende Geiſtlige, ved hvilken Forſamling da og den her omhandlede Sag ſandſynligviis har været afgjort og Skrivelſen udſtedt. Af de islandſke Annaler S. 260 ſees, at de to nysindviede islandſke Biſkoper kom til Island, den ene den 7de September, og den anden den 20de September: dette antyder en Afreiſe fra Norge i de førſte Dage af September og pasſer godt med, at Sammenkomſten, hvorved de indviedes, kan have fundet Sted omkring den 15de Auguſt.
  3. Naar vi her ikke ſee Hr. Finn Agmundsſøn nævnt, men derimod hans Søn, da er det vel, fordi Hr. Finn enten nys var død eller ſaagodtſom laa paa ſit Yderſte, thi de isl. Annaler henføre hans Død til 1343. Han nævnes allerſidſt i et Brev, udſtedt i Stavanger 18de Marts 1343, Dipl. N. V. 162.
  4. Dipl. Sv. 3746, jfr. ovenfor Side 287.
  5. Det er allerede nokſom paapeget af Styffe, Bidrag o. ſ. v. S. XXI. Han kaldes ſaaledes ſlet og ret Junker Erik i det norſke Hyldingsbrev af 1344, ſaavelſom efter det ſaakaldte „Valg“ i Dec. ſ. A., ſee nedenfor. Det førſte hidtil bekjendte Brev af ham, hvori han kalder ſig Konge, er hans Krigsmanifeſt mod Benedict Algotsſøn af 18de Oct. 1356, medens han ſenere ved Siden af ſin Fader ej benævnes ſaaledes, ſaa at man vel maa antage, at Titelen har været uſurperet. I Prælaternes Forſikkringsbrev af 18de November 1343 forekommer vel Benævnelſen „Ericus rex“ eller „Rex Ericus“, men alene for at betegne den Stilling, han ſenere vilde komme til at indtage. Thi viſt er det, ſom nys anført, at han længe efter denne Tid vedblev at kaldes domicellus Ericus, Junker Erik.
  6. Brevet er aftrykt i Dipl. N. I. 290 og Dipl. Sv. 3812. Ved Benævnelſen af de Landſkaber, hvis Indbyggere have udſtedt det, møder den Beſynderlighed, at flere Fylker nævnes ſtykkeviis, nemlig Naumdølafylke og Hørdafylke, medens andre derimod regnes ind under den mere omfattende Benævnelſe Gulathingsloven, hvis Udſtrækning endog ikke rigtigt er antydet. Men formodentlig var det allerede paa denne Tid blevet almindeligt at betragte Naumdølafylke, i Lighed med Haalogaland, ſom tvende Fylker hver for ſig, dog under Navnet Halvfylker eller Halver, her under Benævnelſen Øvre.—Halden og Nedre-Halden, hvoraf den førſte Benævnelſe endnu er bibeholdt til vore Tider, da, ſom bekjendt, Raneims og Grongs Preſtegjeld endnu tilſammen kaldes „Overhalven“; medens Benævnelſen „Nederhalven“ er gaaet af Brug, (i begge Aftryk af Brevet, baade det norſke og det ſvenſke Diplomatarium, ſtaar der forreſten ved Feillæsning „indri halfuu“ iſtedetfor nidrihalfuu); hvad Hørdafylke angaar, da maa „Hordaland“ her aabenbart betegne Nordhørdaland og Vors, ſiden Sunnhørdaland udtrykkeligt nævnes. Ved „Gulathingslag“ kan da kun det øvrige, der tilſammen med de allerede nævnte Gulathingslags Dele dannede denne, være meent, altſaa førſt og fremſt Firdafylke og Sygnafylke med Valdres og Haddingjadal. I videſte Forſtand ſkulde nu ogſaa hele Ryfylke, og Egdafylke med Tilbehør regnes med, men da disſe havde allerede forlængſt faaet et eget Lagthing paa Agvaldsnes ſamt ſæregen Lagmand, kan man efter den daværende Sprogbrug ikke udſtrække „Gulathingslagen“ paa den Tid videre, end hvad der ſorterede under Gulathings Lagmand. Endnu en Beſynderlighed er det, af de Segl, ſom endnu er tilbage (det er i alt ſyv, nemlig Nidaroos, Bergens, Oslos, Overhalvens, Stjordølafylkes og Sundhørdelands), er det ſundhørdelandſke egentlig kun Onarheims Gildebrødres.
  7. Nærmere betegnet, faldt ſaaledes paa den anden Deel, foruden de veſtlige Skatlande: Haalogaland med Finmarken, hele Ind-Thrøndelagen, Strindafylke og Orkdølafylke, Nordmørafylke og Raumsdal, hele Ryfylke og Egdafylke med Tilbehør, ſamt hele Viken og Oplandene, paa Stæderne Oslo og Tunsberg nær.
  8. See ovenfor, S. 240. Da Magnus ſiden, ſom det heder, i 1350 overdrog ſin Søn Norges Rige, kun forbeholdende ſig Haalogaland med Skatlandene, er han ſaaledes gaaet et Skridt videre i fine Indrømmelſer; Haakon blev da, ſom det vil ſees, paa en vis Maade ſtillet under en egen Formynderregjering, og da behøvedes ej alene mere til Hofholdning og Styrelſens Omkoſtninger, men det var og nødvendigt, at ſaameget ſom muligt af Riget var ſamlet.
  9. S. o. IV. 1. 547.
  10. Her ville vi kun foreløbigt paapege, hvorledes Kongen i 1344 og de følgende Aar lod optage Liſter over Krongodſet i Viken, ſee Dipl. N. IV. 278, 279, 305; det er egentlig en Fortſættelſe af de ſamme Foranſtaltninger, hvis Begyndelſe betegnes med Optagelſen af Inventariet paa Baagahuus, og ſom igjen ſynes at ſtaa i Forbindelſe med Flytningen til Vardberg.
  11. Dette Sted er egentlig en nøjagtig Overſettelſe af de tilſvarende Steder i de to andre Forſikkringsſkrivelſer, der ere forfattede paa Latin, medens denne ſidſte er forfattet paa Norſk.
  12. See ovf. IV. 2. S. 397, 398, jfr. Norges gl. Love III. S. 44.
  13. Dipl. Sv. 3787, 3788. Det ſidſte Brev er vel ikke udtrykkeligt dateret fra Vardberg, men da det foregaaende af 29de Mai er dateret derfra, og begge vedkomme Lübeck, er det klart, at de ere udſtedte paa eet og ſamme Sted.
  14. See Dipl. Sv. 3796, 3797. Disſe Breve ere udſtedte fra Telge den 27de Juni, og i det ſidſte forekommer Ordene „in concilio Telgensi, communicato concilio (rettere consilio) venerabilium patrum dominorum episcoporum ac consiliariorum nostrorum dilectorum regni Sveciæ. Da ſlige Møder plejede at berammes til en vis ſtørre Feſtdag, er det tydeligt, at dette Møde her maa have været berammet til St. Hans-Dag den 24de Juni. Den 30te Juni ſees Kong Magnus, ledſaget ak flere geiſtlige og verdslige Raadsherrer, at have opholdt ſig paa det nærliggende Thynnelsø, Dipl. Sv. 3798—3802.
  15. Den 2den Juni var han i Strengnes (Dipl. Sv. 3803), den 3die i Arboga (ſamſt. 3803:, den 8de i Skara (3808); da var han ſaa nær ved Ljodhuus og Baagahuus, at det er øjenſynligt, at han var paa Vejen hidhen, ſaa at man kan anſee hans Nærværelſe her, (ſom desuden falder af ſig ſelv), aldeles vis, uagtet den ikke udtrykkeligt omtales.
  16. Dipl. Sv. 3815. Var det ikke fordi, at dette Brev udtrykkeligt ſiges at være udſtedt „Arosiæ in præsentia nostra“, kunde man friſtes til at antage det udferdiget af den nye Drottſete i Kongens Navn, ſiden denne nævnes ſom Vidne, og ſiden der beſegles med et eget Segl, kaldet sigillum ad causas, Domsſeglet. Men hiint Tillæg viſer, at Kongen virkelig var der og ſaaledes maa være reiſt temmelig hurtigt frem og tilbage.
  17. Fuldmagten til at underhandle om Fred med Herrerne i Eſtland er dateret fra Lagaholm d. 15de Auguſt (Dipl. Sv. 3807), den 25de Auguſt var Kongen paa Tumathorp i Skaane (ſmſt. 3826)„ 31te Aug. og 1ſte Sept. paa Træleborg i Skaane (ſmſt. 3830 og 3831), 10de og 11te Septbr. i Helſingborg (ſmſt. 3832, 3833), 20de Sept. atter i Lagaholm (ſmſt. 3846) og 3die Oct. paa et Sted kaldet Herland tilligemed Dronningen og flere Herrer, aabenbart paa Vejen til Uppland (3850); 7de og 9de Novbr. var han paa ſin Gaard Valby, formodentlig nærved Niſeberge Kloſter (ſmſt. 3855, 3866), og 11te Novbr. i Ørebro (Dipl. N. V. 174, Dipl. Sv. 3858).
  18. Dipl. Sv. 3863, 3864, 3865 viſe, at der holdtes Raads- eller Høvdingemøde i Uppſala d. 6te Septbr., og at Erik da tillige der blev valgt, viſer Sven Thuresſøns Qvittering af ſamme Dag, der ſiges at være udgivet „in eledtione Erici filii domini Magni dei gr. regis Sveciæ“. Den 9de og 13de holdtes, ſom det ſees, Retterthing (Dipl. Sv. 3866, 3867). Eriks Valg den 6te Decbr. omtales og i de visbyſke Minoriters Annaler Scr. R. Sv. I. 45, og Scr. R. D. I. 258. Her ſtaar der „Ericus … patre vivente electus est in regem Sveciæ“, og „Haquinus factus est rex Norvegiæ“, altſaa antydes aabenbart, at Eriks Kongetitel kun var tilkommende.
  19. Erik ſkriver i ſit Manifeſt af 18de Oct. 1356 til Sveriges Biſkoper, Riddere, Borgere og Almue ang. Benedict Algotsſøn om „Kronen i Sverige, til hvilken vi af Eders Naader (Biſkoperne) ere valgte, og efter al Rigſens gamle Ret med alle Sveriges Mænds Samtykke ere dømte til Konge“. (Lagerbrings Sv. H. III. 429). Ellers maa vel en ſaadan Dom paa en eller anden Maade være gaaet forud.