Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/34

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Imidlertid havde ogsaa Magnus bragt det vigtige Spørgsmaal om Tronfølgen og begge Rigers fremtidige Adskillelse fra hinanden foreløbigt paa det Rene. Et Raadsmøde blev i den Anledning for Norges Vedkommende holdt paa Vardberg den 15de August. Hvorledes dette Møde har været forberedet, og hvorledes Kongen omsider blev dreven dertil, det vides ikke. Man kan alene skjønne saa meget, at de Høvdinger, der tidligere stod i Spidsen for Oppositionen, nu ere blevne de raadende, siden vi netop see dem at udgjøre Fleertallet blandt de verdslige Raads-Herrer, der deeltog i Mødet. Heller ikke er det uden Betydning, at Hr. Erling og Sigurd Hafthorssøn nu havde sluttet sig nærmere sammen, idet Sigurd om Høsten 1342 havde egtet hans Datter Ingebjørg[1]; dette bidrog vel og til, at Erling nu traadte mere afgjørende frem og lagde sit indflydelsesrige Ord i Vegtskaalen. Det er ikke usandsynligt, at det var denne Sag, som Kongen allerede Aaret forud havde villet have behandlet ved det paatænkte Kirke- og Rigsmøde i Kongehelle, der ikke blev af, formodentlig paa Grund af Krigstilstanden. Nu saa det fredeligere ud, og derfor var der intet til Hinder for, at et saadant Møde kunde holdes. Sandsynligviis havde vel ogsaa de fleste Herrer, som her vare tilstede, allerede været i Helsingborg og deeltaget i Freds-Forhandlingerne, idetmindste dem med Stæderne, der ligesaa meget vedkom Norge, som Sverige. Om forresten ogsaa Prælaterne, der ligeledes maa have været samlede, just afgav Møde paa Vardberg, og ikke snarere i Oslo, eller Kongehelle, indenfor Landets Grændser, er vanskeligt at sige, men man kan med temmelig Sikkerhed slutte fra, hvad der siden fandt Sted for Sveriges Vedkommende, at de fleste Biskoper eller deres Fuldmægtige, saavelsom Abbeder og andre Klosterforstandere samt Fuldmægtige for Domcapitlerne maa have været samlede etsteds og under eet afgivet. deres Samtykke til Foranstaltningen skriftligt[2]. De verdslige Herrer var Erling Vidkunnssøn, Ivar Agmundssøn, Jon Hafthorssøn, Haakon Agmundssøn, Agmund Guthormsøn, Ulf Saxessøn, Riddere, og Sigurd Hafthorssøn, Bjarne Erlingssøn, Agmund Finnssøn, Gerd Smidssøn og Eiliv Eilivssøn, Svene[3]. Disse Herrer bevidnede, at samme Dag, 15de August, da de traadte sammen i Raad med Kong Magnus, Konge af Norge, Sverige, Skaane og Halland, hørte de ham erklære, at han nu efter frivilligt Overlæg havde besluttet, hvad de forud havde indstændigt og samdrægtigt villet anholde om, nemlig at udnævne sin yngste Søn, Junker Haakon, til Konge over hele Norge, hvortil al deres Hu stod; ledet derfor af den himmelske Naade og til Fredens bedre Bevaring mellem sine Sønner og begge Riger, erklærede og indsatte han herved Junker Haakon til Konge over Norge og Skatlandene, og gav ham Norges Rige med Skatter og Skyld og al kongelig Heder m. m. De (Herrerne) godkjendte derfor, eftersom Kongens og Prælaternes derom udstedte Breve nærmere forklarede, med Glæde dette Skridt, og antog herved samme Junker Haakon for sig, Arvinger, Venner og Tilhængere til Konge over hele Norges Rige, lovende ham og hans Moder Dronning Blanche tro og huld Tjeneste, især da samme Kong Haakon havde været opfød med dem i Norge, dog med forbeholdt Ret for Kong Magnus, hans Fader, til at byde, ordne og fastsette med Hensyn til dem, Undersaatterne og Rigets Anliggender ganske saaledes, som han fandt det tjenligt for Rigets og Sønnens Bedste, lige indtil Kong Haakon var kommen til Skjels Aar og Alder. Heller ikke vilde de tillade, at nogen anden blev tagen til Norges Konge, saa længe Kong Haakon levede og ej samtykkede deri. Skulde det skee, at hans Broder Junker Erik som eldste Søn, tvertimod denne sin Faders Anordning, vilde tilrive sig Kongedømmet over Norge, medens Kong Haakon eller hans Børn vare i Live, da skulde de af alle Kræfter og al Magt staa ham imod, hvilket de ogsaa haabede, at Sveriges Høvdinger vilde love, saaledes at de ikke i mindste Maade vilde staa Junker Erik bi, om han forsøgte paa noget saadant. Men ligeledes lovede de paa den anden Side, at hvis Kong Haakon vilde trenge sig ind i Sveriges Rige, medens Junker Erik og hans Børn vare i Live, da skulde de heri ej hjelpe eller begunstige ham. Skulde begge Brødrene eller een af dem ville omstøde disse Faderens Indretninger ved Udlændingers Hjelp og saaledes forsøge et fjendtligt Indbrud i et af Rigerne, da skulde begge Riger tilsammen med forenede Kræfter staa ham imod. Skulde endelig Kong Magnus faa flere Børn, da lovede de at staa ethvert af dem, af hvad Kjøn det var, bi til at nyde den Ret og Heder, som samme tilkom efter Rigernes Love og erkjendte Vedtægter. Alt dette skulde med Guds Hjelp bringes endnu bedre istand, naar de bedste og forstandigste Mænd af begge Riger traadte sammen forat raadslaa om, hvad der kunde være bedst og tjenligst for Kongens Børn og Rigerne med deres Indbyggere, saa at der mellem begge disse Brødre og de Syskende, de herefter maatte faa, samt Rigerne selv kunde herske en varig Fred.

Man kan ikke tvivle paa, at Prælaterne havde udstedt en Skrivelse af samme Indhold, men den er desverre tabt, medens derimod de verdslige Herrers Hyldingsbrev endnu er til, forsynet med deres Segl. Tilfeldigviis har man for Sveriges Vedkommende netop Prælaternes skriftlige Forbindelse i denne Sag, medens man derimod savner de verdslige Herrers, og begge disse Actstykker, det norske, udstedt af de verdslige Herrer, og det svenske, udstedt af Prælaterne, tjene derfor til at kaste Lys paa hinanden indbyrdes. De svenske Prælater afgav denne Forbindelse, som det allerede er nævnt, ved Fredscongressen paa Vardberg den 18de Novemher 1343[4], og i det samme Document, hvorved de sikkrede Kong Magnus og den svenske Krone Besiddelsen af Landene paa denne Side Sundet. Da alle Biskoperne og dertil Repræsentanter for Rigets vigtigste geistlige Institutioner have udstedt Documentet, medens man tillige af andre der udstedte Breve see, at formodentlig hele det verdslige Raad og derhos Deputerede fra Borgerne i Skeninge var tilstede, kan man saa meget mindre tvivle paa, at ogsaa de verdslige Stænder samtidigt have udstedt sin Forsikkring, thi det var øjensynligt et almindeligt Rigsmøde, som her blev holdt. Hovedpunkterne vedkommende Tronfølgen og Unionens Opløsning ere disse: at Udstederne forpligte sig til paa behørigt Sted at velge Kongens eldste Søn, Junker Erik, til Sveriges Konge, og at tjene ham med al Troskab, dog med Forbehold for Kong Magnus at føre Regjeringen, saa længe han er i Live; – at hvis Kong Magnus skulde falde fra, ville de troligt staa Dronning Blanche og Erik bi og forsvare hans Rettigheder i Sverige og Skaane; – at hvis han er mindreaarig, skal der settes ham en indfød Formynder, og alle Rigets Slotte styres af Indfødde, indtil han bliver myndig; – at hvis han dør uden Børn, skulle de velge en anden af Kong Magnus’s yngre Sønner, som maatte findes bekvem, til Konge over Sverige og Skaane, – at hvis det skulde hende sig i Kong Eriks eller hans Børns levende Live, at hans Broder Haakon, der nu er bestemt til Norges Kongetrone, vil tilrive sig Sveriges og Skaanes Styrelse, da skulle de af al Magt staa ham imod, hvorhos og de norske Herrer havde lovet isaafald ej at staa ham bi, ligesom de svenske nu herved love ikke at hjelpe Erik, om han vil trenge sig ind i Norges Regjering; – at hvis begge Brødrene, eller nogen af dem, vil omstyrte disse Bestemmelser og dertil anvende udenlandsk Hjelp, da skulle begge Riger som eet sette sig derimod; – at hvis Kong Magnus faar flere Børn, da skulle de hjelpe og understøtte ethvert af dem i Nydelsen af sin Ret og Heder, eftersom det passer for deres Stand og Kjøn, alt efter Rigernes Love og Sedvaner; – at de af alle Kræfter og samdrægtigt ville modstaa hver den, som søger at modarbeide, hindre eller tilintetgjøre disse Bestemmelser; – samt at de hermed ikke ville have gjort nogen Afbrek i Sveriges og Skaanes gamle Rettigheder og Sedvaner med Hensyn til Kongevalg, saaat naar Erik, eller den anden af Kong Magnus’s Sønner, der i hans Sted maatte blive valgt til Konge, er død, skal Retten til at velge Konge atter tilfalde Udstederne og deres Arvinger.

Sammenligne vi nu disse tvende Forpligtelsesbreve nærmere med hinanden, da ville vi finde den væsentlige Forskjel, at medens de norske Herrer udtrykkeligt erklære, at Kong Magnus’s Formynderskab før Haakon skal ophøre, naar denne bliver myndig, og at følgelig Haakon da selv skal overtage Regjeringen, heder det i det svenske Document, at Kong Magnus skal beholde Regjeringen for hele sin Livstid, saa at Erik altsaa først ved Faderens Død skal bestige Tronen. Heraf fulgte da ogsaa, at Haakon strax af Faderen fik Kongenavn, medens Erik derimod vedblev som før slet og ret at kaldes Junker Erik, da han alene var udseet til Tronfølger[5]. Dette viser end mere, hvor bestemt man fra begge Sider var paa, at Rigerne snarest muligt skulde adskilles. Havde man ogsaa for Norge truffet den samme Bestemmelse som for Sverige, at Kong Magnus skulde føre Regjeringen indtil sin Død, da var Adskillelsen bleven henskudt i en fjern Fremtid, thi Magnus var endnu en ung Mand, kun 28 Aar gammel. Nu derimod var man – saavidt noget kunde lade sig bestemme forud – sikker paa, at begge Riger vilde faa hver sin Regjering i 1355, naar Haakon havde fyldt sit 15de Aar, thi da vilde han blive Norges Konge med fuld Myndighed, medens Magnus alene vilde blive Konge over Sverige og Skaane, med Erik til Tronfølger. Det kunde ellers ved første Øjekast synes noget besynderligt, at ikke det modsatte Forhold blev anordnet, saaledes at Erik ved sin Myndighedsalder skulde blive uafhængig Konge i Sverige, og Faderen vedblive at regjere i Norge med Haakon som udseet Tronfølger, thi baade vilde man derved have faaet Adskillelsen fremskyndet et Aars Tid, og Norges Regjeringsform, hvorved alt drejede sig om Kongens Personlighed, udkrævede derhos langt mere en Konge i den kraftigste Manddoms-Alder, end Sveriges, under hvilken man ret godt, saaledes som før, kunde hjelpe sig med en Rigsraads-Regjering. Men ikke at tale om, at Magnus, som Folkunge-Ætling i lige nedstigende Linje paa Mandssiden, derfor ogsaa, naar man endelig skulde velge mellem eet af Rigerne, maatte betragte sig som mere tilhørende Sverige end Norge, kan man lettelig forstaa, at han især efter de sidste store Erhvervelser fra Danmark, som han endnu synes at have omfattet med synderlig Forkjærlighed, ej godt kunde løsrive sig fra Sverige. Endelig tør det vel ogsaa hende, at han netop for Eriks Skyld fandt det raadeligst at blive i Sverige for ved sin personlige Nærværelse at sikkre ham Tronen lige overfor det overmægtige Aristokrati, der allerede noksom havde lagt sin Uregjerlighed for Dagen, og hvis Regimente under hans egen Mindreaarighed stod som et afskrækkende Exempel. Forresten synes dog den Omstændighed, at Magnus valgte at beholde Sverige for sig, og at de svenske Herrer, som det lader, villigt gik ind paa at beholde ham hos sig, at vidne sterkt imod den af sildigere Chronister opstillede og siden ideligt gjentagne Paastand, at han allerede i de første Aar af sin Regjering skulde have været saa forhadt i Sverige. Hermed bortfalder ogsaa det føromtalte Udsagn af disse, at Magnus blev tvungen til dette Skridt af sit svenske Raad, der følte sig oprørt og forurettet over hans lastefulde Levnet. Thi hvis saa er, da havde vel netop de svenske Herrer ikke for nogen Priis villet beholde ham i Landet, og de vilde vel have sørget for snarest muligt at faa Tronfølgeren, Junker Erik, unddragen hans Paavirkning. At Kong Magnus forresten heri nok gav efter for et bestemt Ønske hos sine Undersaatter og for en temmelig sterkt og tydeligt udtalt offentlig Mening, er umiskjendeligt; men denne Mening har aabenbart været mere almindeligt og indtrængende fremsat fra norsk Side, end fra svensk, da man i Norge paa Grund af Statsforfatningen langt mere levende følte Ulemperne af Kongens hyppige og langvarige Fraværelser, end i Sverige. I Norge havde Høvdingerne virkelig gjort truende Demonstrationer, der nu efter denne Foranstaltning aldeles ophørte og veeg Pladsen for den fuldkomneste Loyalitet: Beviis nok paa, at det var dette, man havde villet, intet andet; man var endog beskeden nok til at nøje sig med, at den nye, og som man haabede, bedre Tingenes Orden udsattes til et bestemt Punkt i Fremtiden, og ikke strax skulde indtræde. Man gav hele Sagen derfor ogsaa den høflige Vending, som om den var udgaaet fra Kongen selv, og kun bifaldt af Herrerne. I Sverige derimod maa man snarere antage, at Foranstaltningen virkelig fra først af blev bragt paa det Rene af Kongen, som en nødvendig Følge af hvad der bestemtes i Norge. Dog kan man heller ikke vel tænke sig denne vigtige Sag indledet uden efter foregaaende Underhandlinger umiddelbart mellem begge Rigers Raad og Høvdinger indbyrdes.

Den Foranstaltning, der nu var skeet, var i og for sig ganske usedvanlig og uden foregaaende Exempel i Rigernes eldre Historie. Den maatte derfor ogsaa uundgaaeligt ledsages af usedvanlige Formaliteter. For det første vides ikke tidligere enten i Norge eller Sverige Prælaterne og Høvdingerne hver for sig at have udstedt saadanne Erklæringer, Vedtagelser eller Forpligtelser, som de ovenfor omtalte. At man nu valgte denne Fremgangsmaade, kom vel netop for en stor Deel af Sagens egen Usedvanlighed, og fordi man fandt det nødvendigt ved særegne og udtrykkelige Actstykker at forebygge enhver Protest, som den skete Afvigelse fra de gjeldende Successionslove senere muligviis kunde fremkalde. Deels seer man ogsaa af det følgende, at de Begreber om en bestemt Stands-Inddeling, der nu mere og mere begyndte at blive almindelige, maa have gjort sig gjeldende.

Efter de herskende Love eller Vedtægter skulde enhver ny Konge personligt fremstille sig paa visse, til Hylding bestemte, Thing, fornemmelig Ørething, og der lade sig Riget tildømme og sig selv tage til Konge af det forsamlede Folk, hvorved en af de tilstedeværende anseede Bønder eller Geistlige gav ham Kongenavnet paa de Øvriges Vegne, og derpaa saavel han selv, som Veitslemænd, Embedsmænd og Bønder aflagde de gjensidige Hyldings-Eder. Men en saadan Hylding eller Antagelse til Konge blev her udsat, indtil Haakon opnaaede Myndigheds-Alderen, hvorimod man, tildeels maaskee fordi man ej kunde føre det spæde Barn om til alle Hyldingssteder, foruden at man ogsaa her helst ønskede skriftlig Sikkerhed, sammenkaldte Udsendinger eller Fuldmægtige fra Byerne og Landdistricterne til Baagahuus den paafølgende Sommer og lod dem her, formodentlig efter mundtlig Forhandling og højtidelig Vedtagelse, udstede en skriftlig Forsikkring, hvorved de godkjendte den skete Foranstaltning og lovede Kong Haakon undersaatlig Troskab og Lydighed, naar han i sin Tid tiltraadte Regjeringen. Det er saaledes tydeligt at see, at denne Act egentlig indeholder, hvad man i senere Tider vilde kalde Trediestands, eller Borger- og Bonde-Standens Tilslutning til, hvad der tidligere var afgjort og vedtaget af Geistlighed og Ridderskab, og saaledes have vi her i Norges Historie det første Exempel paa en virkelig Deling af Indbyggerne i tre forskjellige Stænder, Geistlighed, Ridderskab eller Adel, og Borgere eller Bønder: en Deling, der aabenbart er fremkaldt af de politiske Begreber, som Forbindelsen med Sverige og det nærmere Samkvæm med Nabolandene ogsaa meddeelte til Norge. Vi have endnu et saadant Brev tilbage, udstedt paa Baagahuus den 17de Juli 1344, af „alle Bymænd i Nidaroos, Bergen, Oslo og Tunsberg, samt alle Bønder og Almue fra Stjordølafylke, Gauldølafylke, Naumdølafylke, baade Overhalven og Nederhalven, Sunnmøre, Sunnhørdaland, Gulathingslagen og Hørdaland, med deres Indsegl. Men dette er ikke Repræsentanter for hele Norges Befolkning[6], thi om man endog tager „ Gulathingslagen“ i den mest udstrakte Betydning, saaledes at den skulde indbefatte hele Ryfylke og Agder – hvilket her aabenbart ikke er Tilfældet – saa mangle dog baade Haalogaland, Nordmøre, hele Viken med Oplandene, og de fleste af de throndhjemske Fylker, samt Vikens sydligste Byer. Denne Omstændighed lader sig neppe forklare anderledes, end at ogsaa de øvrige Landskaber og Byer, eller rettere Deres Repræsentanter, have udstedt een eller flere lignende Forsikkringer, der i Tidens Løb ere tabte. Men under denne Forudsetning bliver det dog ligefuldt besynderligt, at i saafald ikke de Landsdele, der høre nærmest sammen, ogsaa have udstedt Forsikring sammen, at f. Ex. tre Fylker af Frostathinget skulde nævnes tilsammen med Sunnmøre, Gulathingslagen og de fire Byer, og saaledes maaskee i et andet Brev, om vi havde det, Nordmøre og de andre Fylker i Thrøndelagen nævnes tilsammen med Viken og Oplandene. Da nu dog Sammenstillingen heller ikke kan ansees tilfældig eller vilkaarlig, men der maa have været en bestemmende Aarsag dertil, kan man neppe søge denne i nogen anden Omstændighed, end den, som berøres i selve Forsikkrings-Brevet, men hvorom der savnes nogen nærmere Meddelelse eller noget særskilt Document, uagtet saadant paaberaabes, nemlig at Kong Magnus med Kongenavnet havde givet Haakon en Deel af Riget – naturligviis kun rinder hans Mindreaarighed, og alene til Underhold for ham selv og de Omgivelser, hans stadige Ophold i Norge gjorde nødvendige – altsaa forbeholdende sig selv det øvrige. Det var heel rimeligt, at man lod Indbyggerne af de Landsdele, der saaledes overdroges til Haakon, udstede Brev for lig, og derimod de øvrige, hvis Indtægter fremdeles skulde oppeberges af Kong Magnus, udstede et andet eller flere særskilte Breve – det vil sige, hvis man overhoved fandt dette nødvendigt, thi det kunde jo være muligt, at man med Hensyn til dem ej regnede det saa nøje, og at dette maaskee endog kan være Aarsagen til, at saadanne Breve ej findes. Under denne Forudsetning var det altsaa de her ovenfor nævnte Byer og Landskaber, som udgjorde den til Kong Haakons Underholdning henlagte Deel af Landet, og hvad der følgelig blev tilbage for Kongen, det var altsaa da først og fremst Haalogaland med Skatlandene, dernæst sex Fylker af Thrøndelagen, Jemteland og Herdalen, Oplandene med hele Viken, Ryfylke og Egdafylke, samt de mindre Byer, der ej havde særegne Lagmænd[7]. Dette bestyrkes ogsaa baade af den ovenfor omtalte Ordning af Indtægterne, som Kong Magnus allerede for flere Aar siden havde truffet eller idetmindste forberedt, hvorved han forbeholdt sig selv Haalogaland med Skatlandene[8], og af den Landskabsfordeling, der tidligere havde fundet Sted mellem Kong Erik og Hertug Haakon, hvorved netop en Deel af Skatlandene tilligemed Ryfylke og en stor Deel af Viken kort til at udgjøre en Part for sig[9], samt endelig af de Foranstaltninger, Kong Magnus sees ved denne Tid at have haft fore med Hensyn til de kongelige Indtægter af flere Fehirdsler og Districter, og hvorom der nedenfor vil blive handlet[10]. Forsikkringsbrevets Hovedindhold er følgende: „at saasom Kong Magnus med Samtykke af Rigsens Raad i Norge har givet sin yngre Søn Kong Haakon Kongenavn i Norge med en Deel af Landet (með einum hluta lands í Noregi), under saadanne Betingelser, som nævnes i de derom udstedte Breve, saa love de allesammen paa sin Tro, Sandferdighed og Ære, at de skulle være samme Kong Haakon hulde og troe Tjenestemænd til al Heder, Lydighed og Føjelighed, efter hvad de ere sin rette Norges Konge“skyldige, saasnart han selv tager Rigsstyrelsen i Norge, efter sin Faders Anordning, saaledes som denne lyder, forbeholdt og uskadt indtil den Tid al Kong Magnus’s Magt og Myndighed baade over Land og Thegner i Norge; kan det indtreffe, at Kong Haakon falder fra uden egtefød Søn, da skal det fare efter ret og gammel Konge-Arv i Norge; men hender det, at Junker Erik, hans Broder, som efter sin Faders og hele det svenske Rigsraads Anordning skal velges til Konge i Sverige efter sin Faders Frafald, vil eller agter at trenge sig til Norges Rige, medens Kong Haakon eller dennes egtefødte Søn er i Live, da skulle de, som det sømmer sig for dem efter deres Heder, sette sig mod ham med al sin Magt, og ligeledes, hvis Kong Haakon vil trenge sig til Sverige, skulde de heri aldrig hjelpe ham. Skulde det og hende sig, at begge Brødre eller den ene af dem med Udlendingers Hjelp vil bryde denne deres Faders Anordning og trenge sig hver til den andens Rige, da skulle begge Riger hjelpe hinanden saa ofte, som behøves, for at denne deres Faders Anordning kan holdes ubrødeligt, begge Rigerne til evindelig Fred[11]. Skulde Kong Magnus faa flere Børn, da skulle de hjelpe disse til at faa hver sit Land og Lunnende efter Loven og Landets Ret og vedtagen Sedvane i begge Riger, og saaledes at den af Brødrene udlegger mest til sine Syskende, som har det største og mægtigste Land“.

Vi see for det første heraf, at Kongens Brev, der nu savnes, maa have indeholdt en Bestemmelse om, hvilke Landskaber og Byer den til Kong Haakons Underholdning henlagte Deel af Riget indeholdt en Bestemmelse, der maaskee og har været optagen i Prælaternes, nu tabte Brev. Dernæst findes her det Tillæg, at der efter Kong Haakons Død skal forholdes efter den rette gamle Konge-Arv, hvoraf man altsaa seer, at Udstederne have fundet det nødvendigt at indføre etslags Forbehold mod den Afvigelse fra den sedvanlige Konge-Arv, som skete derved, at Kongens yngste Søn blev Konge fremfor den eldre. Men desforuden synes Tillægget „den rette gamle“ at vise, at man her udtrykkeligt har villet have den nyere, af Kong Haakon Magnussøns indførte, Tron-Arvefølge tilsidesat, og derimod den eldre, bestemt af Kong Magnus Haakonssøn, igjen erklæret for den gjeldende, hvilket og bekræftes der af, at vi endnu i de fleste Afskrifter af Norges Landslov, der dog saagodtsom alle ere yngre end Arveloven af 1302, alligevel kun finde den eldre, fra Kong Magnus’s Tid, indført, og heller ikke udeladt i de faa, hvor den yngre er optagen, men indført paa sit Sted i Loven, medens den yngre mere er tilføjet som etslags Anhang[12]. Endelig findes heller ikke i de øvrige Forsikkringsbreve den Bestemmelse, at den af Brødrene, der fik det største og mægtigste Rige, skulde bidrage mest til de andre Syskendes Underholdning. Dette maa vel saaledes være vedtaget paa det Møde, hvorved Forsikkringsbrevet er udstedt, og hvor ganske vist Raadet eller en Deel deraf maa have været tilstede, saavelsom Kongen selv. Denne, der endnu den 30te Mai var paa Vardberg[13], begav sig i Juni til Sødermanland, til et stort Biskops- og Høvdinge-Møde i Telge[14], og drog derfra først i Juli over Arboga og Skara vestover til Baagahuus[15], men gjorde dog, som det synes, umiddelbart efter Mødet paa Baagahuus en Skyndereise til det østlige Sverige, skjønt han havde udnævnt en ny Drottsete, Ridderen Nikolas Thuressøn; vi finde ham nemlig den 1ste August i Vesteraas[16], og 14 Dage derefter var han dog atter i Vesten, nemlig i Lagaholm i Halland, hvorfra han siden begav sig ned til Skaane og tilbragte her omtrent en Maaneds Tid[17]. Hensigten med denne Frem- og Tilbage-Reisen var maaskee især at opdrive Penge til Bestridelsen af alle de Forpligtelser, som hvilede paa ham: og det lykkedes ham virkelig ogsaa paa Mødet i Telge at faa Løfte om et betydeligt Laan af Geistligheden, som ikke engang denne kunde udrede faa hurtigt, Kongen behøvede det, uden at Trediedelen af alle de Tiender, der laa til Kirkernes Bygning, anviistes den for det løbende Aar. Men det tør vel ogsaa hende, at Kongen har forberedt det nødvendige til det forestaaende Valg af Sønnen Erik til Sveriges Tronfølger. Thi dette skete endnu i dette Aar d. 6te December[18] paa et Raadsmøde og Retterthing i Uppsala, hvorhen Kongen begav sig i November Maaned, ledsaget, som det synes, ogsaa af sin Dronning. Hvorledes forresten Valget skete, om det kun var ved en ny Raadsbeslutning, eller der virkelig holdtes et Allsherjarthing, hvorved Riget tildømtes Tronfølgeren, og Folkets Deputerede hyldede ham, anføres ingensteds; det skulde dog synes, som om det sidste, om end ikke fuldstændigt, er skeet, da Erik senere paaberaabte sig en saadan Akt, skjønt han rigtignok ikke førend langt senere begyndte at føre Kongenavn[19]. Saaledes var da omsider denne for begge Riger saa vigtige og skjebnesvangre Sag bragt paa det Rene, ihvorvel det ej erfares, at den i Acten af 1343 bebudede Sammenkomst af Mænd fra begge Riger fandt Sted. Det Tillæg, hvormed Beretningen herom ledsages i en af de eldre svenske Aarbøger, „at fra denne Tid af Splidagtighed ret begyndte i Sverige“, er ikke ganske rigtigt, thi det er uimodsigeligt, at begge Riger nu virkelig en Tidlang havde Fred, baade hvert især indvortes, og begge med hinanden indbyrdes. Gemytterne var virkelig blevne beroligede, især i Norge, hvortil altsaa i Grunden meget lidet udfordredes. Ogsaa med Danmark og Hanse-Stæderne var der nu Fred i en Række af Aar. Kong Valdemar gjemte sine næste Forsøg paa at gjenerhverve Landskaberne hiinsides Øresund til belejligere Tider, idet han nu først og fremst beskjeftigede sig med at vinde Øerne og Jylland tilbage fra de tydske Panthavere, rigtignok for, naar hiin belejligere Tid kom, og naar han havde befestet sin Magt, at vende sig saa meget eftertrykkeligere og farligere mod sin forhen altfor megtige Nabo i Norden, hvis Velde imidlertid var blevet svekket ved Rigernes Adskillelse og Familietvist. Og hvad Stæderne angaar, saa havde de, hvad enten nu den besluttede Adskillelse egentlig var deres Verk eller ej, eller idetmindste befordret og tilskyndet ved deres Paavirkninger, i alle Fald den største Grund til at glæde sig derover og med Længsel imødesee den Tid, da de tvende Riger virkelig skulde afsondre sig fra hinanden.

  1. ↑ Den 29de Sept. 1342 er den Skrivelse fra Pave Clemens d. 6te dateret, hvorved Dispensation meddeeltes dem til at gifte sig med hinanden, uagtet Slægtskab. (Reg. comm. Clem. VI. an. I. p. 9. fol. 193, ep. 86, jfr. Regesta supplicationum Clem. VI. ann. I. p. 1. fol. 222). Brevet er henvendt til Biskop Salomon i Oslo. Erkebiskopen af Nidaroos og Biskop Hallvard paa Hamar, heder det, havde i et Andragende til Paven yttret, at da begge de unge Folk hørte til de højbyrdigste i Riget, og nogle andre højbyrdige og fornemme Mænd af Riget var komne overens om, at de skulde indgaa Egteskab til Vedligeholdelse af Fred og Enighed mellem begges Nærmeste og deres Tilhængere, og til at forebygge de Farer, der vilde opstaa for hele Riget, dersom der blev Splid mellem dem, havde de begge trolovet sig i Forventning af Dispensation. Det siges her, at de var beslægtede med hinanden i 4de Grad, og dette maa naturligviis og forholde sig saaledes, da de ellers ej havde behøvet at søge Dispensation; men dette Slægtskab kan dog nu ikke paavises. Thi det paaviselige, fra den fælles Stamfader Baard Guthormssøn, (nemlig Baard – Skule Jarl – Droning Margrete – Kong Magnus – Kong Haakon – Agnes – Sigurd Hasthorssøn, og Baard – Ingebjørg paa Thornberg – Erling Alfssøn – Ingebjørg Erlingsdatter – Elin Thoresdatter – Ingebjørg Erltngsdatter) er endog efter den canoniske Regnemaade 6te og 5te Led. Noget nærmere kommer man ved Rækken: Kong Haakon Haakonssøn – Cecilia, gift med Hr. Gregorius Andressøn – Andres – Gyrid – Erling Vidkunnssøn – Ingebjørg; men selv dette giver femte Led i begge Linjer. Der maa altsaa være endnu et tredie nærmere, nu ubekjendt Slægtskabsbaand. I Pavebrevet siges Sigurd at høre til Oslos, og Ingebjørg til Nidaroos Diøcese; altsaa regnedes Erlings Hjem da enten for Bjarkø eller Giske.
  2. ↑ Naar det nemlig i de verdslige Herrers Brev af 15de August heder: „saaledes som Kong Magnus’s og Norges Riges Prælaters Breve angaaende denne Sag nøjere forklare og antyde“, da betegner dette aabenbart ikke, som Enkelte have antaget, at Kong Magnus tidligere skulde have raadført sig med Prælaterne, men alene at baade Kongen selv og Prælaterne omtrent samtidigt med de verdslige Herrer have udstedt særskilte Breve om denne Sag, hvilke maaskee, især Kongens, kunne have været noget udførligere. Aldeles paa samme Maade have sikkert de svenske Prælater og verdslige Herrer tre Maaneder senere i Vardberg udstedt deres Breve vedkommende Eriks Ophøjelse raa Tronen, af hvilke dog kun Prælaternes er os opbevaret. Dog tør det vel hende, at Prælaternes Brev er blevet et Par Dage tidligere udstedt, især hvis de norske Prælater ej samledes i Vardberg, og at derfor de verdslige Herrers Brev ved begge Lejligheder har været affattet kortere og med Henviisning til Prælaternes, medens derimod idetmindste de svenske Prælaters Brev ej omtaler de verdslige Herrers, der dog nødvendigviis maa have været udstedt, hvad man kan skjønne alene deraf, at hele Raadet og enkelte By-Deputerede var tilstede. I Not. 38 til Werlauffs Afhandl. om Unionen mellem Norge og Sverige (Nord. Tidsskr. III. S. 537) omtales en Optegnelse af Arne Magnussen, ifølge hvilke denne skulde have seet den Originalact med Underskrifter og Segl, „hvor tillige Eriks Udnævnelse omtales“. Dette er noget dunkelt; sandsynligviis mener Arne Magnussen kun det ovenfor omhandlede Document, udstedt af de norske verdslige Herrer, som indtil de senere Tider kun kjendtes af Langebeks Afskrift, efter hvilken den er trykt hos Suhm, XIII. 788 og i Samll. V. 575, men som endnu findes i det danske Geheimearchiv heel og holden, og efter hvilken Orig. den er aftrykt i Dipl. N. II. 258, og i Dipl. Sv. 3725. Hvilke de norske forsamlede Prælater var, er, som sagt, vanskeligt at sige, men eet maa dog merkes, hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at i 1343, formodentlig om Sommeren, indviedes ikke færre end ser nye Biskoper, og dette maa have foranlediget en Forsamling af de fleste af Landets Biskoper tilligemed andre højtstaaende Geistlige, ved hvilken Forsamling da og den her omhandlede Sag sandsynligviis har været afgjort og Skrivelsen udstedt. Af de islandske Annaler S. 260 sees, at de to nysindviede islandske Biskoper kom til Island, den ene den 7de September, og den anden den 20de September: dette antyder en Afreise fra Norge i de første Dage af September og passer godt med, at Sammenkomsten, hvorved de indviedes, kan have fundet Sted omkring den 15de August.
  3. ↑ Naar vi her ikke see Hr. Finn Agmundssøn nævnt, men derimod hans Søn, da er det vel, fordi Hr. Finn enten nys var død eller saagodtsom laa paa sit Yderste, thi de isl. Annaler henføre hans Død til 1343. Han nævnes allersidst i et Brev, udstedt i Stavanger 18de Marts 1343, Dipl. N. V. 162.
  4. ↑ Dipl. Sv. 3746, jfr. ovenfor Side 287.
  5. ↑ Det er allerede noksom paapeget af Styffe, Bidrag o. s. v. S. XXI. Han kaldes saaledes slet og ret Junker Erik i det norske Hyldingsbrev af 1344, saavelsom efter det saakaldte „Valg“ i Dec. s. A., see nedenfor. Det første hidtil bekjendte Brev af ham, hvori han kalder sig Konge, er hans Krigsmanifest mod Benedict Algotssøn af 18de Oct. 1356, medens han senere ved Siden af sin Fader ej benævnes saaledes, saa at man vel maa antage, at Titelen har været usurperet. I Prælaternes Forsikkringsbrev af 18de November 1343 forekommer vel Benævnelsen „Ericus rex“ eller „Rex Ericus“, men alene for at betegne den Stilling, han senere vilde komme til at indtage. Thi vist er det, som nys anført, at han længe efter denne Tid vedblev at kaldes domicellus Ericus, Junker Erik.
  6. ↑ Brevet er aftrykt i Dipl. N. I. 290 og Dipl. Sv. 3812. Ved Benævnelsen af de Landskaber, hvis Indbyggere have udstedt det, møder den Besynderlighed, at flere Fylker nævnes stykkeviis, nemlig Naumdølafylke og Hørdafylke, medens andre derimod regnes ind under den mere omfattende Benævnelse Gulathingsloven, hvis Udstrækning endog ikke rigtigt er antydet. Men formodentlig var det allerede paa denne Tid blevet almindeligt at betragte Naumdølafylke, i Lighed med Haalogaland, som tvende Fylker hver for sig, dog under Navnet Halvfylker eller Halver, her under Benævnelsen Øvre.–Halden og Nedre-Halden, hvoraf den første Benævnelse endnu er bibeholdt til vore Tider, da, som bekjendt, Raneims og Grongs Prestegjeld endnu tilsammen kaldes „Overhalven“; medens Benævnelsen „Nederhalven“ er gaaet af Brug, (i begge Aftryk af Brevet, baade det norske og det svenske Diplomatarium, staar der forresten ved Feillæsning „indri halfuu“ istedetfor nidrihalfuu); hvad Hørdafylke angaar, da maa „Hordaland“ her aabenbart betegne Nordhørdaland og Vors, siden Sunnhørdaland udtrykkeligt nævnes. Ved „Gulathingslag“ kan da kun det øvrige, der tilsammen med de allerede nævnte Gulathingslags Dele dannede denne, være meent, altsaa først og fremst Firdafylke og Sygnafylke med Valdres og Haddingjadal. I videste Forstand skulde nu ogsaa hele Ryfylke, og Egdafylke med Tilbehør regnes med, men da disse havde allerede forlængst faaet et eget Lagthing paa Agvaldsnes samt særegen Lagmand, kan man efter den daværende Sprogbrug ikke udstrække „Gulathingslagen“ paa den Tid videre, end hvad der sorterede under Gulathings Lagmand. Endnu en Besynderlighed er det, af de Segl, som endnu er tilbage (det er i alt syv, nemlig Nidaroos, Bergens, Oslos, Overhalvens, Stjordølafylkes og Sundhørdelands), er det sundhørdelandske egentlig kun Onarheims Gildebrødres.
  7. ↑ Nærmere betegnet, faldt saaledes paa den anden Deel, foruden de vestlige Skatlande: Haalogaland med Finmarken, hele Ind-Thrøndelagen, Strindafylke og Orkdølafylke, Nordmørafylke og Raumsdal, hele Ryfylke og Egdafylke med Tilbehør, samt hele Viken og Oplandene, paa Stæderne Oslo og Tunsberg nær.
  8. ↑ See ovenfor, S. 240. Da Magnus siden, som det heder, i 1350 overdrog sin Søn Norges Rige, kun forbeholdende sig Haalogaland med Skatlandene, er han saaledes gaaet et Skridt videre i fine Indrømmelser; Haakon blev da, som det vil sees, paa en vis Maade stillet under en egen Formynderregjering, og da behøvedes ej alene mere til Hofholdning og Styrelsens Omkostninger, men det var og nødvendigt, at saameget som muligt af Riget var samlet.
  9. ↑ S. o. IV. 1. 547.
  10. ↑ Her ville vi kun foreløbigt paapege, hvorledes Kongen i 1344 og de følgende Aar lod optage Lister over Krongodset i Viken, see Dipl. N. IV. 278, 279, 305; det er egentlig en Fortsættelse af de samme Foranstaltninger, hvis Begyndelse betegnes med Optagelsen af Inventariet paa Baagahuus, og som igjen synes at staa i Forbindelse med Flytningen til Vardberg.
  11. ↑ Dette Sted er egentlig en nøjagtig Oversettelse af de tilsvarende Steder i de to andre Forsikkringsskrivelser, der ere forfattede paa Latin, medens denne sidste er forfattet paa Norsk.
  12. ↑ See ovf. IV. 2. S. 397, 398, jfr. Norges gl. Love III. S. 44.
  13. ↑ Dipl. Sv. 3787, 3788. Det sidste Brev er vel ikke udtrykkeligt dateret fra Vardberg, men da det foregaaende af 29de Mai er dateret derfra, og begge vedkomme Lübeck, er det klart, at de ere udstedte paa eet og samme Sted.
  14. ↑ See Dipl. Sv. 3796, 3797. Disse Breve ere udstedte fra Telge den 27de Juni, og i det sidste forekommer Ordene „in concilio Telgensi, communicato concilio (rettere consilio) venerabilium patrum dominorum episcoporum ac consiliariorum nostrorum dilectorum regni Sveciæ. Da slige Møder plejede at berammes til en vis større Festdag, er det tydeligt, at dette Møde her maa have været berammet til St. Hans-Dag den 24de Juni. Den 30te Juni sees Kong Magnus, ledsaget ak flere geistlige og verdslige Raadsherrer, at have opholdt sig paa det nærliggende Thynnelsø, Dipl. Sv. 3798–3802.
  15. ↑ Den 2den Juni var han i Strengnes (Dipl. Sv. 3803), den 3die i Arboga (samst. 3803:, den 8de i Skara (3808); da var han saa nær ved Ljodhuus og Baagahuus, at det er øjensynligt, at han var paa Vejen hidhen, saa at man kan ansee hans Nærværelse her, (som desuden falder af sig selv), aldeles vis, uagtet den ikke udtrykkeligt omtales.
  16. ↑ Dipl. Sv. 3815. Var det ikke fordi, at dette Brev udtrykkeligt siges at være udstedt „Arosiæ in præsentia nostra“, kunde man fristes til at antage det udferdiget af den nye Drottsete i Kongens Navn, siden denne nævnes som Vidne, og siden der besegles med et eget Segl, kaldet sigillum ad causas, Domsseglet. Men hiint Tillæg viser, at Kongen virkelig var der og saaledes maa være reist temmelig hurtigt frem og tilbage.
  17. ↑ Fuldmagten til at underhandle om Fred med Herrerne i Estland er dateret fra Lagaholm d. 15de August (Dipl. Sv. 3807), den 25de August var Kongen paa Tumathorp i Skaane (smst. 3826)„ 31te Aug. og 1ste Sept. paa Træleborg i Skaane (smst. 3830 og 3831), 10de og 11te Septbr. i Helsingborg (smst. 3832, 3833), 20de Sept. atter i Lagaholm (smst. 3846) og 3die Oct. paa et Sted kaldet Herland tilligemed Dronningen og flere Herrer, aabenbart paa Vejen til Uppland (3850); 7de og 9de Novbr. var han paa sin Gaard Valby, formodentlig nærved Niseberge Kloster (smst. 3855, 3866), og 11te Novbr. i Ørebro (Dipl. N. V. 174, Dipl. Sv. 3858).
  18. ↑ Dipl. Sv. 3863, 3864, 3865 vise, at der holdtes Raads- eller Høvdingemøde i Uppsala d. 6te Septbr., og at Erik da tillige der blev valgt, viser Sven Thuressøns Qvittering af samme Dag, der siges at være udgivet „in eledtione Erici filii domini Magni dei gr. regis Sveciæ“. Den 9de og 13de holdtes, som det sees, Retterthing (Dipl. Sv. 3866, 3867). Eriks Valg den 6te Decbr. omtales og i de visbyske Minoriters Annaler Scr. R. Sv. I. 45, og Scr. R. D. I. 258. Her staar der „Ericus … patre vivente electus est in regem Sveciæ“, og „Haquinus factus est rex Norvegiæ“, altsaa antydes aabenbart, at Eriks Kongetitel kun var tilkommende.
  19. ↑ Erik skriver i sit Manifest af 18de Oct. 1356 til Sveriges Biskoper, Riddere, Borgere og Almue ang. Benedict Algotssøn om „Kronen i Sverige, til hvilken vi af Eders Naader (Biskoperne) ere valgte, og efter al Rigsens gamle Ret med alle Sveriges Mænds Samtykke ere dømte til Konge“. (Lagerbrings Sv. H. III. 429). Ellers maa vel en saadan Dom paa en eller anden Maade være gaaet forud.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/34&oldid=78822»