Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/41

Hvad der holdt Kongen ſaa længe tilbage i Sverige, var formodentlig deels de Vanſkeligheder, han ſtødte paa ved Reviſionen af Kronindtægterne og Ordningen af Frelſemændenes Skattebyrder, deels og Forhandlinger angaaende den af ham paatænkte Fælleslov for Sverige, hvorom mere i det følgende. Han maa dog i Førſtningen have haft et Haab om, at alle disſe. Sager vilde kunne lade ſig nogenledes ordne, thi vi ſee, at han i Begyndelſen af 1346 virkelig vovede at forkynde for den ſvenſke Almue, at den herefter ikke ſkulde blive ſaa haardt betynget ſom før. Han holdt nemlig i Ljodhuus, i Begyndelſen af Februar[1], et nyt Møde med de ypperſte af ſine Raadsherrer og fik her, ſom han ſiger, disſe til eenſtemmigt at godkjende visſe Tilſagn og Beſtemmelſer, ſom han ſiden lod udgaa under ſit Navn. Han lovede nemlig højtideligt for Eftertiden ikke at ville betynge ſine Underſaatter ud over ſine lovlige Rettigheder, undtagen det ſkulde hende, at ydre eller indre Fjender, Rusſer og Hedninger, paaførte Riget Krig, eller han bortgiftede noget af ſine Børn, eller reiſte om paa Retterthing, eller i noget andet Underſaatternes Vee og Vel berørende Erende, hvorved han dog ſkulde gjøre ſit Bedſte for at falde dem ſaa lidet til Byrde ſom muligt, og Landſkabets Biſkop ſkulde med ſex Riddersmænd og ſex Bønder beſtemme de nødvendige Bidrags Størrelſe. Derhos beſtemtes det, at de, ſom formedelſt Armod paa Grund af tidligere Skattebyrder havde forladt ſin Arvegaard og Grund, men nu ønſkede at boſette ſig der igjen, ſkulde, ſaafremt dette ſkete inden et Aars Forløb, i hele ſex Aar ikke ulejliges med andre Udredſler, end hvad der behøvedes til Kongens perſonlige Udgifter og den fra gammel Tid vedtagne Transport, kaldet Huusførſel; alt dette lovede han ſkulde ſamvittighedsfuldt iagttages af ham og hans Efterfølgere, med Tilſideſettelſe af alle ſlette og ſkadelige Skikke. At han til denne Lettelſe, ſom han ſaaledes ſøgte at ſkaffe Almuen, fornemmelig tænkte paa den tilſvarende Tilvext af Indtægter, han kunde faa ved den bedre Ordning af Frelſevæſenet og Indſkrænkning af det ſkattefri Gods, ſom det laa i hans Plan at iverkſette, er umiskjendeligt, men derfor kan det heller ikke ganſke have været med deres gode Vilje, at Raadsherrerne ſamtykkede deri, og dette bliver end ſandſynligere, naar vi ſee, at Kong Magnus ſtrax efter reiſte til Norge, og førſt efter nogle Ugers Ophold her bekjendtgjorde hine Ljodhuus-Beſlutninger fra Akershuus, den 7de og 9de April[2], med en Indledning, der udtalte den inderligſte Medynk med Almuens Lidelſer, og om ikke i udtrykkelige Ord, ſaa dog i kjendelige Hentydninger veltede Skylden derfor fra ham og paa dem, der i hans Mindreaarighed og ſenere havde haft Magten. „Det er en Konges Pligt“, ſiger han her, „at tænke paa ſine Underſaatters bedſt mulige Fremgang, ſaaat de baade kunne have Fred og nyde ſit eget uhindret; vi have derfor Medlidenhed med Eder over de Lidelſer og Byrder, I have undergaaet; vi kunne ikke tilbagekalde dem i Erindringen uden Hjertets Bitterhed, og vi bede for Guds og vor indſtændige Bøns Skyld, at det maa vorde os tilgivet; Gud den almegtige veed, at vi hverken af Ærgjerrighed eller af Forfængelighed, men alene ved de ſtore Vanſkeligheder, vi lige ſiden vor Tronbeſtigelſe have haft, ere blevne nødſagede til ſligt. Giv det blot var Eder givet at kjende og forſtaa tilgavns alle vore haarde Plager, hvormed vi uundgaaeligt have været hjemſøgte: dette og andet give vi Gud, der ſtyrer Alt, og hans herlige Moder i Vold, ydmygt anraabende deres Barmhjertighed, at vi kunne ſtyre til deres Ære og Eders Vel“. Kongen ankom til Oslo, hvor han førſt ſynes at have begivet ſig hen, formodentlig ſidſt i Februar eller førſt i Marts[3]. Kanſkee det var hans Henſigt, nu endelig at forblive i Norge en længere Tid, ſom han før havde haft i Sinde, og General-Embedsmanden Johan Chriſtinesſøn ſees virkelig i hans Fraværelſe at have udøvet ſit nye Embede[4]. Men om Kongen end nok ſaa meget havde haft et ſaadant Forſæt, maatte dog de nærværende Forhold nu gjøre dets Udførelſe umulig[5], og ſelv i de faa Maaneder, han blev i eller ved Norge, var han ogſaa en Stund nede i Ljodhuus, ja maaſkee endog i Halland og Skaane, ſom det nedenfor vil ſees. Hvad han iſær drev paa i Norge, var rimeligviis de allerede paabegyndte Underſøgelſer om hans Indtægter, thi han ſendte nu ogſaa en Ombudsmand til Island i dette Øjemed. Denne Mand var den forhenværende Gulathings-Lagmand Holte Thorgrimsſøn, der tillige udnævntes til Hirdſtjore over hele Landet, medens den forrige Hirdſtjore, Hr. Grim Thorſteinsſøn, der i 1345 var kommen over til Norge, nu vendte tilbage ſom Lagmand over Nordlandet. Denne Sendelſe af Holte Thorgrimsſøn tør have været beſluttet af Kongen efter Overlæg med Biſkop Orm af Hole, der var hos ham i Oslo og her den 10de Marts 1346 fik et meget omfattende Varnadebrev af ham, i hvilket Kongen endog indrømmede Biſkopen Sagøre af alle Forbrydelſer ringere end Ubødemaal. Dette viſer, at Orm maa have været vel anſkreven hos Kong Magnus. Merkeligt nok er det, at Holte Thorgrimsſøn ved denne Lejlighed kaldes ſlet og ret Holte Bonde og heller ikke ſenere omtales ſom Ridder, det han dog ſynes at maatte have været, naar han kunde blive udnævnt til Hirdſtjore. Til Lagmand paa Sønderlandet udnævnte Kongen Jon Thorſteinsſøn, maaſkee den ſamme, der tidligere havde været Lagmand i Ryfylke (ſ. o. S. 431). Af de egentlige Regjeringsſyſler lader det ikke til, at Kongen tog ſig ſaa ſynderligt, men overlod dem fremdeles til Cantſleren og de øvrige, der maaſkee vare ham tilforordnede, thi vi ſee, at Cantſleren idetmindſte bekræftede Domme og udſtedte Landsviſtbreve i Kongens Navn, uagtet denne enten var ganſke nær ved Haanden eller idetmindſte ikke langt borte[6]. Kongen havde nok i Førſtningen Hovedet fuldt af ſine ſvenſke Anliggender, ja han ſynes endog at have været mere end ſedvanligt nedtrykt af dem, maaſkee i Følelſen af, at han allerede ved den ſidſte Kundgjørelſe paa en vis Maade havde kaſtet den førſte Feidehandſke til Stormændene. Han tænkte ogſaa, ſom man ſeer, allerede nu paa Fornyelſen af Krigen med Rusland, der ikke var ſynderlig populær i Sverige. Maaſkee har Kongen tillige følt ſig ſyg eller haft Grund til at frygte for ſin nær foreſtaaende Død. Thi ej længe efter, imod April Maaneds Ende, vendte han atter paa nogle faa Dage tilbage til Ljodhuus for her atter at ſamles med flere af ſine Raadgivere og i Forening med ſin Dronning at gjøre ſit Teſtament d. 1ſte Mai. Paa Vejen derhen, under ſin Reiſe gjennem Borgeſysſel, udøvede han den eneſte Regjeringshandling, der under hele dette hans Ophold i Norge vides at være udgaaet fra ham i hans eget Navn, idet han nemlig baade fra Valdensholm og det ej langt derfra liggende Haaleyſa (i Oos)[7] gav en Forordning fra Oslo, i hvilken han bekræftede Stadens eldre Privilegier og derhos deels nærmere beſtemte enkelte af dem, deels ogſaa faſtſatte nye Beſtemmelſer, ſigtende til at værne om Stadens Handel, ſaaledes fornemmelig at ingen Geſter eller Fremmede maatte ſelge ſine Varer i Smaat eller drive Landprang eller Forprang; at ingen udenlandſke eller indenlandſke Mænd maatte faa Borgerſkab i Oslo uden med Raadsmændenes og Gjaldkerens Samtykke, at alle Indbyggere i Oslo ſkulde være under een Ret, hvad Mand han ſaa ellers var, med flere andre mindre Beſtemmelſer, alt under Brevebrudsſtraf for hver den, ſom brød nogen af dem. Men denne Forordning, der ſiges at være indſeglet i Kongens egen Nærværelſe, havde ſikkert, ligeſom de øvrige med ſamme Tillæg fra denne Tid, ikke andet Indſegl end hans Secret, medens Storſeglet fremdeles blev hos Cantsleren, thi denne nævnes ikke i hele Brevet, og det kunde næſten endog ſynes, ſom om Beſtemmelſen, at alle i Oslo ſkulde være under een Ret, maatte være den fornemme Cantſler, ſom endnu havde beholdt Lendermands Rang, mindre behagelig. Teſtamentet, ſom Kongen og Dronningen gjorde i Ljodhuus, og ſom beſegledes til Vitterlighed af Erkebiſkop Heming, tre andre Biſkoper, 14 verdslige Raadsherrer, ſom altſaa maa have været tilſtede[8], indeholder intet ſærdeles merkeligt, uden disſe to Puncter, førſt at al den Gjeld ſkulde betales, ſom de havde paadraget ſig til Sveriges og Skaanes Gavn og Vern, dernæſt, at da Kongen var forbunden til at gjøre et Tog mod Guds Uvenner, ſkulde hans Teſtament-Fuldbyrdere, om han døde, ſende hundrede veludruſtede Mænd paa hans Efterladenſkabs Bekoſtning i dette Erende, hvor de bekvemmeligſt kunne komme mod Guds Fjender. Heraf maa man vel ſlutte, at han paa Pavens Opfordring havde taget Korſet. Formodentlig var det dog nok hans Henſigt, hvis han ſelv kom til at opfylde dette Løfte, da kun at gjøre det ved et nyt Tog til Rusland, og dette beſtyrkes deraf, at han, til at beſtride alle Udgifterne baade herved og ved de øvrige Udtellinger, anviiſte ſamtlige Indtægter af Finland, „Skatter, Ruugkjerven, Falkelejet“ o. ſ. v. Men det ligger i Sagens Natur, at Teſtamentet intet nærmere herom kunde indeholde. Kongen tænkte forreſten virkelig ogſaa paa at foretage eller lade foretage en Pilegrimsreiſe til ſelve den hellige Grav med hundrede Mand, ſaaledes ſom det kan ſees af de Anſøgninger, han i det følgende Aar ſendte til Paven, hvorom nedenfor. Fra Ljodhuus reiſte Kongen atter nordover[9] og var i Tunsberg den 22de Juni[10], men hvad han der udrettede, og hvad der var hans Henſigt med Fremog Tilbage-Reiſen, nævnes ingenſteds. En Maaned derefter var han atter i Stockholm og reiſte i hele Auguſt Maaned omkring fornemmelig paa Retterthing i Sødermannland, Nerike og Øſtergøtland[11], indtil han mod Slutningen af Auguſt paany drog ſydefter[12], ſaa at han midt i Maaneden befandt ſig i Lagaholm i Halland[13]. Da havde han atter belavet ſig paa en længere Fraværelſe fra det øſtlige Sverige. Han lod nemlig den 26de Auguſt, formodentlig medens han endnu befandt ſig i Veſtergøtland, en Kundgjørelſe udgaa om, at da flere, hvis Sager under hans ſidſte Borteværen vare blevne paadømte paa den af ham foreſkrevne Maade, havde ſkudt ſig fra Dommen og appelleret til ham, „ſom dog for Rigerne Sveriges og Norges Skyld ikke altid kunde være tilſtede“, havde han nu indrettet en ſaakaldet Kongsnevnd af tolv Dommere i hver Lagſaga, deri hans Navn ſkulde dømme. Denne ſidſte Reiſe foranledigedes udentvivl af de hallandſk-danſke Forhold, og det er at formode, at han ogſaa i Mai Maaned, efterat han havde gjort ſit Teſtamente, eller i Juni, efterat han var kommen tilbage fra Tunsberg, havde været nede i Halland, maaſkee endog i Skaane, forat megle mellem Kong Valdemar og Holſterne, og at overhoved Magnus’s hyppige Reiſer frem og tilbage i denne Tid torde for en Deel ſtaa i Forbindelſe med Kong Valdemars Bevægelſer og Foretagender. Denne driftige Fyrſte var nemlig fremdeles utrætteligt beſkjeftiget med at faa frigjort de enkelte Dele af Riget fra de Pantſettelſer, der hvilede paa dem, og at faa de fremmede Herrer ud af Landet. I 1345 havde hans Mænd indtaget Neſtved og Padeborg, ſiden drog hans Drottſete, Nikolaus Lembeke, over til Laaland og angreb de Slotte, ſom Holſterne der havde inde, ſaa at Grev Johan ſelv maatte komme dem til Undſetning med en megtig Hær[14]. Dette ſkete, medens Kong Valdemar ſelv var over i Eſtland, hvor han tilbragte flere Maaneder, lige fra Sommeren 1345 til Vaaren 1346, for at ordne ſine forviklede Forhold til den tydſke Orden og iſær for at tilendebringe de allerede for længere Tid ſiden med Ordenen indledede Underhandlinger om at ſelge den Eſtland[15]. Alt dette var ogſaa foreløbigt bragt i Orden, da han om Vaaren vendte tilbage til Danmark og kort efter ſin Hjemkomſt erobrede Korsør[16] og Padeborg, ſaaat altſaa nu Vordingborg var det eneſte Slot paa Sjæland, ſom endnu var i Holſternes Verge. Dette ſkred han derfor til at belejre, og Grev Johan vilde komme det til Undſetning med en Flaade, da Kong Magnus, ſom det i Detmars Krønike fortælles, lagde ſig imellem og fik et Forliig bragt iſtand, hvorved Holſterne forpligtede ſig til at overgive ham Slottet imod en Sum af 8000 Mi reent Sølv, hvorpaa virkelig Overgivelſen ſkete den 24de Auguſt[17]. Men paa den Tid var Kong Magnus oppe i Veſtergøtland, og Kong Valdemar, om han ikke allerede havde forladt Sjæland, ſaa dog i Begreb med at forlade det og drage over til Preusſen for at afſlutte Salget af Eſtland. Denne Mellemkomſt af Kong Magnus kan ſaaledes ej have fundet Sted i Auguſt, ſom det etſteds ſiges, men maa være ſkeet i Mai eller Juni, medens Kong Magnus var paa Veſtkanten og ſaaledes let kan have gjort en Skyndereiſe ned til Skaane eller endog til Sjæland[18]. En Mellemkomſt af Kong Magnus var her ſaa meget mere forklarlig, ſom hans Halvbrødre, Hertug Knut Porſes Sønner, juſt ved denne Tid maa antages at være blevne myndige[19], og Kong Valdemar maatte have deres udtrykkelige Afkald paa den Ret, de ifølge Kong Chriſtophers Lehnsbrev til deres Fader havde paa Eſtland[20], førend Salget af dette Landſkab var kommet iſtand. Vel var Afſtaaelſen paa deres Vegne ſkeet, medens de endnu vare mindreaarige, men for at Salget kunde ſkee med fuldkommen Sikkerhed, var det dog nødvendigt, at de ſelv efter at være blevne myndige fornyede Renunciationen. At Kong Magnus herved ønſkede at være tilſtede, er ſaa meget mere rimeligt, ſom der endog i Tilfelde af deres Død før ham maatte opſtaa en eventuel Arveret for ham ſelv til den ſamme Fordring. Fuldſtændigt var neppe endnu de Penge udbetalte, ſom han havde at udrede til Kong Valdemar for de afſtaaede Landſkaber[21], og dette var maaſkee en bekvem Lejlighed for ham til at faa dem afkvittede; om dette er ſkeet, vides ikke, men i alle Fald er intet rimeligere, end at han tinder Paaſkud af at varetage ſin og ſine Halvbrødres Tarv har benyttet ſig af den Ret, Forliget af 2den Auguſt 1343, Artikel 4 (ſ. o. S. 281) hjemlede ham til ſelv at indløſe Vordingborg, det vil ſige ſende Tropper derhen, ligeſom tidligere til Kjøbenhavn, og beholde det i ſit Navn, til Sikkerhed for hiin Fordring paa Eſtland, indtil Valdemar bekvemmede ſig til at give et pasſende Æqvivalent, hvilket neppe ſkete, førend han i Auguſt, da Valdemar, ſom det heed, affandt ſig med hine Junkere ved Hertugdømmet Holbek, det vil vel ſige ved at eftergive Fordringer, ſom hvilede derpaa[22]; og heri kunde det nok være muligt, at ogſaa de Penge ere indbegrebne, ſom Kong Magnus ſkulde have. De 8000 Mk., ſom betaltes til Holſterne, ere ſaaledes formodentlig førſt anviiſte til Magnus og ſiden af denne igjen til de holſtenſke Herrer. Derefter maa de to unge Junkere perſonligt have indfundet ſig hos Valdemar, fraſagt ſig Fordringen og faaet ſig Holbek overdraget, ſiden Kong Valdemar den 15de Auguſt fra Kjøbenhavn kunde give en Erklæring om, „at Junkerne Haakon og Knut, Hertug Knuts Sønner, i hans og hans Raadsherrers Nærværelſe frivilligt havde fraſagt ſig alle Privilegier og Inſtrumenter, ſom Kong Chriſtopher havde givet dem over Eſtland, og overleveret dem til ham højtideligt med Afkald paa alle Retsmidler, hvorimod han havde givet dem fuldkommen Erſtatning i Hertugdømmet Holbek, ſaaledes at hverken de eller Kongen af Sverige, eller nogen anden herefter ſkulde have nogen Ret til Eſtland“[23]. Faa Dage derefter blev Vordingborg Slot overgivet til Valdemar, ſom ſaaledes endelig var Herre over hele Sjæland, og umiddelbart derpaa drog han over til Preusſen, hvor nu, da intet længer var i Vejen for Salget, dette allerede kom i Stand den 29de Auguſt, for 19000 Mk. br. Sølv, og den førſte Udbetaling af 900 Mkr. allerede ſkete den 6te September til Kongen ſelv[24], der ved ſamme Lejlighed perſonligt var tilſtede ved fin Broder Ottos Optagelſe i den tydſke Orden. Den formelige Overgivelſe af Landſkabet ſkete noget ſenere ud paa Aaret, i November[25], efterat Kong Valdemar imidlertid var kommen tilbage til Danmark. Muligt, at Kong Magnus endnu havde et og andet at afhandle med Valdemar, da han om Høſten 1346 atter begav ſig til Halland. Men der maatte ogſaa være meget at ordne for ham i Anledning af, at hans Halvbrødre nu formodentlig have tiltraadt, eller idetmindſte fordret at tiltræde ſit fedrene Hertugdømme Søndre-Halland. Hvorledes det hermed er gaaet til, vides ſlet ikke: Krønikerne tie derom, og der findes ingen Brevſkaber, ſom oplyſe det. Men at Kongen ingen ret Tiltro har haft til ſine unge Halvbrødre og frygtet for, at de maaſkee vilde gjøre ſig uafhængige, eller give ſig under Kong Valdemar, er man berettiget til at ſlutte deraf, at Falkenberg Slot juſt i dette Aar blev ødelagt, og Throtte Petersſøn, ſom hidtil var Befalingsmand der, forflyttet til Vardberg. I Fejde er det neppe ſkeet, men formodentlig paa Beſaling af Kongen, der ikke kunde ønſke, at et ſaa faſt Punkt, ſom ſikkrede Overgangen over Ethra-Aa til Nordre-Halland, ſkulde være i hans Halvbrødres Hænder[26]. Skade, at vi vide ſaa lidet om denne vigtige Sag, ſaavelſom om Kongens Moder, Hertuginde Ingeborgs Stilling, efterat Sønnerne havde naaet Myndigheds-Alderen. Hun kaldte ſig endnu i ſamme Aar og fremdeles „Hertuginde i Sverige, Halland og Samsø“[27], og har formodentlig meſtendeels opholdt ſig der i Egnen, for hvilken ogſaa Kong Magnus maa have haft en vis Forkjærlighed, ſiden han lod ſine i en ſpæd Alder afdøde Børn begrave ved Aas Kloſter i Nordre-Halland og tillagde det Indtægter og fordeelagtige Privilegier[28].

Kong Valdemar anvendte de erholdte Penge og den nys erhvervede Fredstilſtand paa en heel beſynderlig Maade, idet han, maaſkee for at opfylde et Løfte man havde maaſkee endog taget Korſet), endnu i December Maaned ſamme Aar drog over Lübeck til Marienburg, i Følge med Hertug Erik den yngre af Søren„ og en heel Deel Adelsmænd, førſt, ſom det heed, for at ſtride mod Littauerne, og ſiden, da der for Øjeblikket ikke var nogen Krig med dette Folk, videre lige til Jeruſalem, uden engang at indhente pavelig Tilladelſe dertil, hvilket i hine Tider var nødvendigt, da man ellers blev ſat i Bann. Han forrettede ſin Andagt ved den hellige Grav og blev her ſlaaet til Ridder af Hertug Erik, hvorefter han igjen ſlog flere af ſit Følge til Riddere. Han var hjemme i Danmark igjen allerede ved St. Hansdags-Tider 1347 og ſøgte ſtrax ved Curien om Abſolution for ſig og ſit Følge, „da de havde foretaget Reiſen alene af Fromhed, og ej af Foragt for de hellige Nøgler“. Paven bevilgede ham ſtrax (11te September 1347), hvad han forlangte, og overdrog Biſkopen af Roeskilde at meddele Abſolutionen[29]. Det var maaſkee dette, der ſtod Kong Magnus for Hovedet, da ogſaa han omtrent paa ſamme Tid ſøgte Paven om at maatte drage til den hellige Grav eller ſende hundrede Mand paa ſin Bekoſtning. Hermed forenede han dog maaſkee ogſaa en Handelsſpeculation, thi han ſøgte ved ſamme Lejlighed om uden Excommunications, Suſpenſions eller Interdicts Straf at maatte ſende Falke til Sultanen af Babylon (Cairo) og andre Lande, ikke til Foræring, ſom i gamle Dage, men til Salg, for om muligt derved at kunne faa betalt noget af den Gjeld, der ſaa haardt trykkede ham, „iſær formedelſt den ſlette Forvaltning af Landet i hans Barndom, og de Forpligtelſer, Beſtyrerne i den Tid havde paabyrdet ham“. Paven tillod ham det, ſaa ofte han vilde, i en Tid af fem Aar, naar der kun ej ved ſamme Lejlighed bragtes Sager til Hedningerne, der kunde anvendes til chriſtne Folks Skade[30]. Det ſynes ikke ſaa urimeligt, at Kongen kan have afſendt disſe Falke med de ſelvſamme Mænd, der drog i Pilegrimsferd paa hans Vegne. Men en Mængde Falke maa det have været, eller og maa de have været umaadeligt betalte, hvis det virkelig ſkulde lønne ſig at ſende dem ſaa lang Vej for at ſelge dem. Det er af det Foregaaende bekjendt, at alle Jagthøge og Falke i Norge alene tilhørte Kongen og Erkebiſkopen, og vi erfare af Biſkop Haakons Brevvexling, at der ved Fehirdſlen i Bergen altid havdes et Forraad af dem; paa den Tid laa der en ung Skotlænder i Bergen, ſandſynligviis afſendt af Kong David ſelv, for at ſkaffe Falke[31], og ſlige Sendebud indtraf viſt meget hyppigt. Formodentlig havde man og Falke ved de andre Fehirdſler, men neppe ſaa mange ſom i Bergen, thi her indbetaltes alle de kongelige Rettigheder fra Island, hvor iſær de fleſte Falke fangedes. Beſynderligt ſkulde det være, hvis Kongen virkelig har haft nogen Fordeel af dette Falkeſalg. Men alene det, at han forſøgte derpaa, viſer, i hvilken Nød han maa have befundet ſig, thi hans Forfedre vilde viſt have fundet det under ſin Verdighed at ſelge Falke og ikke forære dem til fremmede Fyrſter.

Dette Andragende var ellers ikke det eneſte og vigtigſte, ſom Kongen ved denne Lejlighed lod fremſette for Curien. Han indgav en heel Mængde Anſøgninger og ſendte dem to af ſine Capellaner, nemlig Magnus Øſteinsſøn af Surunda, Chorsbroder i Linkøping og Skara, og Tidemann Ulfredsſøn, Canonicus i Aabo. Han medgav disſe ogſaa flere Foræringer til Paven, hvoriblandt endeel hvide Falke. Den merkeligſte og vigtigſte af disſe Anſøgninger varet fornyet Andragende om, at den danſke Konges Afſtaaelſe af Skaane og Halland m. m. maatte blive bekræftet af Curien, hvilket, ſom vi erindre, Pave Clemens’s Formand havde afſlaaet, under Paaſkud af at man ikke havde underſøgt Forholdene og hørt alle rette Vedkommendes Forklaring. Kongen anførte til ſin Fordeel, at Skaane, Halland, Bleking, Liſter og Hveden laa i Sammenhæng med Sverige, og var i ſin Tid ved hans Driftighed ſaavel ved Kjøb, ſom ved anden Adkomſt blevne erhvervede fra den danſke Konge, over hvilken Afſtaaelſe authentiſke Brevſkaber vare blevne oprettede, forſynede med begge Kongers Segl, og Gjenparter af disſe Brevſkaber vedlagdes, da man ej torde udſette Originalerne ſelv for Faren af at bringes den lange Vej. Det er ikke ſaa uſandſynligt, at de nys omtalte Forhandlinger om Halland, ſom Kong Magnus formodentlig har haft med Kong Valdemar, og den fuldſtændige Afbetaling af Kjøbeſummen har ladet ham anſee dette for en pasſende Tid til at fornye Andragendet; han har maaſkee og ventet ſig ſtørre Medgjørlighed af Clemens, end af Benedict. Paven ſynes ogſaa ſelv at have modtaget Andragendet med Gunſt, thi han gav virkelig ſit liigt og overlod Udferdigelſen af Brevet derom til ſin Cantſler, dog rigtignok kun forſaavidt en Bekræftelſe kunde gives uden at have hørt den anden Part[32]. Men uheldigviis have vi ikke den egentlige Skrivelſe, ſom i den Anledning udferdigedes, og vi erfare ſaaledes ikke, hvad den pavelige Cantſler har beſtemt ſig til. Man maa næſten formode, at han ikke har vovet at give nogen ubetinget Bekræftelſe, og at Sagen ſaaledes kom til at henſtaa ſom før.

De øvrige Andragender angik forholdsviis mindre vigtige Anliggender, men det er dog ikke uden Interesſe at kjende dem, fordi man deraf ſeer, hvad det iſær laa ham paa Hjertet at udvirke af Paven, ligeſom og hvorledes Sager, der vedkom det ene Rige, ved ſaadanne. Lejligheder af Kongen ganſke ſloges ſammen med dem, der vedkom det andet. I den Orden, hvori Andragenderne findes opſtillede i det Paven til Reſolution forelagte Sammendrag[33], ere de følgende: a) at da Kongen paa Grund af ſin ſærdeles Hengivenhed for den hellige Jomfru dagligen lader Mesſe ſynge til hendes Ære, og ſaa ofte det er muligt, med Muſik (cum nota), bedes Paven at forunde enhver, der med ſand Anger og Bekjendelſe overværer denne Mesſe i Kongens Nærværelſe, Indulgens paa hundrede Dage, eller ſaalænge det maatte behage Hans Hellighed;“ b) om Bekræftelſen paa Erhvervelſen af Skaane m. m., ſaaledes ſom ovenfor nævnt; c) at da Kongen har beriget Aas Ciſtercienſerkloſter i Halland med visſe Indtægter, Privilegier og Hedersbeviisninger, ſamt ladet ſine Børn begrave der, og overhoved bærer ſtor Hengivenhed for ſamme Kloſter, vilde det behage Paven at bekræfte ſamme Privilegier, hvoraf Gjenparter medfulgte, da man ikke vovede at ſende Originalerne den lange farlige Vej[34]; d) at det maatte tilſtedes Kongen ved enhver Kathedralkirke i ſit Rige een Gang at udnævne og ifølge apoſtoliſk Autoritet at præſentere to Perſoner, hvoraf den ene ſkulde have en højere geiſtlig Verdighed, den anden et Canonicat eller en Præbende; e) at Kongen og Dronningen hver for ſig maatte kunne velge ſig en Skriftefader, der, naarſomhelſt det behøvedes, kunde abſolvere og diſpenſere dem i Tilfelde, ellers reſerverede for det pavelige Sedes egen Abſolution og Dispenſation; f) at ſaaſom Kongen allerede har faaet ſig bevilget, at ſaa ofte ſom der holdes Prediken i Kongens Nærværelſe, Predikanten, hvis han er Biſkop, kan meddele et Aars, hvis han er af ringere Grad, 60 Dages Indulgens, vilde det behage Paven at udſtrekke disſe Tidsbeſtemmelſer[35]; g) at Kongens (ſvenſke) Secretær Nicolaus Markusſøn, Sognepreſt til Malmø, maatte faa Proviſion eller Exſpectance paa det førſte ledige Canonicat eller højere geiſtlige Embede i den lundſke Kirke[36]; h) at en Yvan Markvardsſøn maatte faa et Canonicat og en Præbende i den ſchwerinſke Kirke; i) at Kongen maatte ſende Falke til Sultanen for at ſelge dem (ſ. o.); k) at der paa Grund af den ſtore Mangel paa offentlige Notarier i Kongens Riger maatte tillades en Biſkop, hvem Kongen overdrog dette Hverv, at beſkikke med apoſtoliſk Autoritet tredive ſaadanne, hvilke Kongen udnævner; l) at Kongen i paakommende Nødstilfelde kan lade Mesſe holde for ſig før Dagens Frembrud; m) at han kunde drage i Pilegrimsferd til den hellige Grav med 100 Mænd eller ſende hundrede Mænd i ſit Navn, ſaaledes ſom ovenfor; n) at Ridderen Magnus Nikolasſøn (formodentlig den, der i 1340 afgav Deſignationen over Inventariet paa Baagahuus Slot) og Berthold Skalle[37] maatte, ſkjønt endnu fraværende, faa Abſolution, fordi de uden pavelig Tilladelſe havde foretaget en ſaadan Reiſe til den hellige Grav; o) at da Kongen af Fromhed agtede at grundlegge og datere et Capell paa en af Malmene i Stockholm, maatte de Capellaner, ſom derved i ſin Tid bleve anſatte, kunne begrave derved alle afdøde Fattige i Byen uden at ſpørge vedkommende Sognepreſter om Lov; p) at Kongen, uden at ſpørge Biſkoperne eller vedkommende overordnede Geiſtlige ad, maatte tage Klerker fra hvilkenſomhelſt Stad eller Diøceſe i ſine Riger i ſin Tjeneſte, og at disſe ſkulde nyde Indtægterne af alle ſine Beneficier, ſaalænge de tjene Kongen; q) at enhver Biſkop i Kongens Riger maatte kunne dispenſere ti eller tolv af ulovlig Forbindelſe fødte Perſoner, ſom Kongen nævner, fra den i deres Fødſel liggende Hindring for at opnaa geiſtligt Embede; r) at Chorsbrødrene Magnus, Kongens Sendebud, ſaavelſom Sven af Ljodhuus[38] Chorsbroder i Skara, maatte faa Tilladelſe til at udvelge en Skriftefader med Ret til at abſolvere dem fra alle deres Synder o. ſ. v.; s) at der maatte tilſtaaes Eiliv Eilivsſøn og Gyrid Erlingsdatter, der var beſlegtede med hinanden i 4de Grad, den føromtalte Dispenſation til at kunne indgaa Egteſkab (ſee ovenfor S. 390); t) at der maatte tilſtaaes de troende Chriſtne, der beſøgte Kongens Capell i Stockholm, visſe Indulgenſer. Paven indvilgede paa det nærmeſte alle Andragender, idet han reſolverede under 8de September[39]: a) at Indulgenſerne for dem, der bivaanede Jomfru Marias Mesſer i Kongens Overvær, beſtemtes til 40 Dage[40]; b) om Bekræftelſen paa Kjøbet af Skaane m. m. ſom ovenfor; c) at Privilegierne for Aas Kloſter ſkulde bekræftes, naar det af Kongen angivne kunde lovligt conſtateres; d) at Kongen ſkulde kunne udnævne een Perſon ved hver Kathedralkirke til et Canonicat eller en Præbende, ſom han havde anſøgt, men at han til højere Verdigheder alene kunde udnævne een ved hver af ſex Kathedralkirker, ſom han ſelv maatte beſtemme; e) at Kongen og Dronningen kunde velge en ſaadan Skriftefader, ſom de havde ſøgt om[41]; f) at den Biſkop, der predikede i Kongens Nærværelſe, kunde give Indulgens paa eet Aar og 40 Dage, en ringere Geiſtlig paa 100 Dage[42]; g og h), at de nævnte Perſoner kunde erholde de attraaede Beneficier; i) at Afſendelſer og Salget af Falke kunde ſkee i fem Aar, ſaaledes ſom ovenfor nævnt; k) at der kunde beſkikkes tyve Notarier (altſaa dog ikke tredive, ſom Kongen havde ſøgt utro; l, m, n) at de anſøgte Tilladelſer og Abſolutioner bevilgedes[43]; o) at de Fattige i Stockholm uhindret ſkulde kunne begraves ved det Capell, ſom Kongen agtede at bygge paa Malmen, med Forbehold af vedkommende Sognepreſts Ret[44]; p) at Kongen i ſin Levetid kunde tage tyve ſaadanne Geiſtlige, ſom hans Anſøgning omtalte, i ſin Tjeneſte, og at disſe kunde nyde Indtægterne af de Beneficier, de havde eller maatte erholde, uden at reſidere paa Stedet[45]; q) at Dispenſation for illegitim Fødſel ſkulde kunne meddeles 24 af Kongen opnævnte Perſoner fødte udenfor Egteſkab og 30 af ham opnævnte Sønner af Geiſtlige: her bevilgedes altſaa mere, end Kongen ſøgte om; s, t, u) at de to Chorsbrødre kunde velge ſig en ſaadan Skriftefader for at abſolvere dem paa det Yderſte, at Eiliv og Gyrid kunde faa Giftermaals-Dispenſation, og at ſtore Indulgenſer kunde gives ved Capellet i Stockholm. Sendebudene forſømte ikke Lejligheden til ogſaa at ſøge om enkelte Fordele for ſine Venner. Blandt disſe nævnes en pavelig Skriver og Abbreviator (Copiſt) ved Navn Magiſter Guillaume de Bega, om hvem det heder, at han længe havde troligt arbeidet i den romerſke Curie for Kong Magnus’s Anliggender og endnu herefter vilde faa at beſtille dermed; de ſøgte for ham om, at han, uagtet han allerede havde et Canonicat med Præbende og en Sognekirke under Rhodez Diøceſe, ogſaa maatte faa en højere Verdighed ved en i Condom Diøceſe, hvori han ligeledes veie Chorsbroder[46]. Alle disſe Anſøgninger bevilgedes, og et Par Dage derefter (den 12te September) ſkrev Paven følgende ſærdeles venlige Brev tilbage: „Til „vor kjæreſte Søn i Chriſto, Kong Magnus af Sverige. Dine til os „ankomne Capellaner og Sendebud, vore kjære Sønner, Magnus af „Surunda, Chorsbroder i Linkøping, og Tidemann Ulfredsſøn, Chorsbroder i Aabo, have vi ſaavel af Conſideration for Afſenderen ſom i „Betragtning af deres egen Bravhed modtaget venligen, og ſaaſom vi, allerkjæreſte Søn, gjerne ledſage dine Ønſker med apoſtoliſk Yndeſt, have vi velvilligt hørt paa, hvad ſamme Sendebud paa dine Vegne forſtandigt have fremſat for os, og ſaavidt vi med Gud have kunnet det, naadigt bevilget det, ſaaledes ſom de, der nu vende tilbage til dig, mundtligen ville kunne berette, og med hvilke vi ogſaa ſvare dig angaaende det Giftermaal, om hvilket du med dem tilſkrev os. De hvide Falke og andre kongelige Gaver, ſom du med ſønlig Hengivenhed har ſendt os, have vi med faderlig Kjærlighed modtaget, og takke derfor din Fortreffelighed ſaa meget deſto inderligere, jo ſtørre vi deraf kunne ſkjønne, at Virkningen er af din Hengivenhed for os. Avignon, 12te September, i vort Pavedoms ſjette Aar“[47]. Paven antyder her ſaa let ſom muligt, at han ikke fuldſtændigt havde kunnet indvilge alle Andragender. Formodentlig ventede dog heller ikke Kongen at faa dem i eet og alt bevilgede, og det ſynes kun ogſaa da at have været Skik og Brug at anſøge om mere, end hvad man venter at faa, for at være ſaa meget ſikkrere paa at faa dette. Men ilde er det, at vi ikke erfare mere om det Giftermaal, hvorom Paven taler i ſit Brev. Kongen ſynes at have ſkrevet ſærſkilt til Paven derom, og dette Brev er, ſom de fleſte andre til Curien indkomne Breve, nu tabt eller ſandſynligviis ſtrax tilintetgjort. Pavens Svar maa man af hans Udtryk i den nysanførte Skrivelſe antage har været mundtligt, og dette ſynes at vidne om, at han i denne Sag anſaa en ſærdeles Forſigtighed nødvendig. Det ſandſynligſte, ja ſaa at ſige det eneſte, man her kan gjette paa, er en Giftermaalsplan for en af Kongens Sønner, ſkjønt de endnu var mindreaarige, og da nu efter en paalidelig Beretning[48] allerede Aaret forud det Egteſkab ſkal have været aftalt, der længe efter kom iſtand mellem Kongens eldſte Søn Erik, og den brandenburgſke Markgrev Ludvigs Datter Beatrix, maa man ſnareſt formode, at det er dette, hvortil der her ſigtes, og ſom Magnus maaſkee havde Betænkeligheder ved at aftale uden udtrykkelig Tilladelſe af Paven, ſaaſom Beatrix var Datterdatter af Keiſer Ludvig, hvilken Paverne betragtede ſom ſin bittreſte Fjende, og ſom allerede længe havde været excommuniceret[49] og erklæret afſat. Da Keiſer Ludvig døde kort efter[50], ophørte vel hine Betænkeligheder af ſig ſelv. Men da Beatrix tillige var en Syſterdatter af Kong Valdemar, og maaſkee endog har været opfød i Danmark efter ſin Moders Død 1341[51], bliver det ſaagodtſom afgjort, at det er Kong Valdemar, ſom har indledet dette Parti, og at Aftalen derom mellem begge Konger er bleven gjort ved Sammenkomſten om Sommeren 1347, da der handledes om Vordingborgs Udløsning og ſandſynligviis om Porſernes Afkald paa Eſtland. Thi naar det, ſom vi ville ſee, var den kloge Valdemars Plan ved Giftermaal at forbinde Magnus’s Huus med ſit, og derved muligens drive det til ad fredelig Vej at bringe de Provinſer tilbage til Danmarks Krone, ſom det ved Vaabenmagt vilde blive ham vanſkeligt at komme i Beſiddelſe af, er intet ſandſynligere, end at det ſamme allerede nu har været en af hans Yndlingsideer. Det er endog højſt rimeligt, at der efter Valdemars Tilbagekomſt fra Jeruſalem ogſaa har været underhandlet om et Giftermaal mellem Kong Magnus’s anden Søn Haakon og en af Valdemars Døttre, enten den eldſte, Margrete, eller den anden, Ingeborg, der netop var fød i April 1347, medens Kong Valdemar var borte paa ſin Jorſalaferd[52]. Hvad der i høj Grad beſtyrker disſe Formodninger, er den Omſtændighed, at den pavelige Indvilgelſe paa Kong Valdemars Andragender er dateret den 11te September, altſaa to Dage efter hans Indvilgelſe paa Kong Magnus’s, og Dagen før hans Brev til denne; dette viſer, at der enten ſamtidigt maa have været ſvenſke og danſke Sendebud ved Curien, eller at Kong Magnus’s Afſendinger ogſaa have beſørget Kong Valdemars Erender[53]. I ſidſte Fald bliver det viſt, i førſte idetmindſte ſandſynligt, at begge Konger have haft et eller flere fælles Anliggender ved Paveſtolen at beſørge; men desuagtet maa man vel antage, at Valdemar intet har erfaret om det Andragende fra Kong Magnus, der gik ud paa at faa Salget af Skaane m. m. bekræftet af Paven. Ej længe efter tiltraadte vel Sendebudene Hjemreiſen, dog ſynes de endnu den 14de September at have været i Avignon, efterſom Paven paa denne Dag meddeelte Hertuginde Ingeborg Tilladelſe til at velge ſig en Skriftefader, der kunde afløſe hende paa det yderſte de reſerverede Tilfelde[54]. Thi formodentlig fik de ogſaa denne Tilladelſe med, ligeſom de vel og havde medbragt Anſøgningen derom.

  1. I Brevene fra Akershuus, hvor Mødets Beſlutning meddeeltes, heder det nemlig, at disſe udſtedtes „efter eenſtemmig Beſlutning af vore ypperſte Raadsherrer i Sverige, der ſamledes med os før Mariæ Renſelſesſeſt (Kyndelmisſe) i Ljodhuus“. Altſaa var det og under dette Møde, at Kongen udſtedte det nysanførte Gavebrev til Dronning Blanche af 1ſte Februar.
  2. Der findes tre ligelydende Exemplarer af denne Kundgjørelſe, en for Uppſala, en for Strengnes og en for Linkøping Diøceſer, de to førſte udſtedte 7de, det ſidſte 9de April 1346; man kan ikke tvivle om, at der ogſaa har været udſtedt Exemplarer, nu tabte, til de andre Biſkopsdømmer. Jvfr. Lagerbring, 3die D. S. 376.
  3. Varnadarbrevet for Biſkop Orm er udſtedt fra Oslo og beſeglet i Kongens Nærværelſe 10de Marts, ſee Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſt. I. S. 431; af 26de Febr. findes en Bekræftelſe paa en Dom, udſtedt i hans Navn, (Dipl. N. III. 236), men da det ej udtrykkeligt tilføjes, at han var ſelv nærværende, er det ſandſynligt, at Cantſleren har udſtedt det paa egen Haand, ſee nedenfor.
  4. Den 24de Marts bortlejer nemlig Johannes Chriſtinesſøn i Egenſkab af General-Embedsmand en Kongsgaard. — Dipl. i ſv. Rigsarchiv.
  5. Man ſeer ſaaledes af et Brev, K. Magnus udſtedte den 26de Auguſt til alle i Upplands Lagſaga, at de, ſom havde været dømte i hans Fraværelſe paa den af ham foreſkrevne Maade, havde ſkudt ſig fra Dommen og appelleret til Kongen, ſee nedenfor S. 457.
  6. See for det førſte det allerede omtalte Bekræftelſesbrev, udſtedt i Oslo den 26de Februar 1346 (Dipl. N. III. 236). Havde Kongen her været tilſtede, vilde der udtrykkeligt have været tilføjet „os ſelv nærværende“, altſaa maa Brevet have været udferdiget af Cantſleren paa egen Haand, uagtet det er højſt ſandſynligt, at Kongen allerede da var kommen til Oslo. Siden finde vi et Landsviſkbrev, udſtedt i Kongens Navn paa ſamme Maade fra Oslo og beſeglet af Cantſleren den 21de Juni 1346 (Dipl. N. I. 297), medens derimod et Gavebrev, udſtedt af Kongen fra Tunsberg den 22de Juni (Dipl. N. II. 284) ſiges at være beſeglet i hans Nærværelſe; hiint er ſaaledes udſtedt af Cantſleren i Kongens Fravær, og beſeglet med Rigsſeglet, dette udſtedt af Kongen ſelv, og formodentlig beſeglet med Secretet. (Det er ellers at mærke, at det ſidſte i Dipl. N. er urigtigt henført til 21de Juni).
  7. Forordningen er trykt i Norges gl. Love efter en Lovcodex fra omkring 1400, III. S. 165. Her er den dateret fra Haaleyſa, nu Haaløs i Oos Sogn ved Rakkeſtad-Elven. Men den findes ogſaa i den ſaakaldte „Privilegiebog for Chriſtiania“ fra c. 1624 i det norſke Rigsarchiv, omſat i det nyere Sprog; her nævnes ſom Udſtedelſesſted „Wallentzøhuuß“, d. e. Huſet eller Borgen Valdensø, Valdensholm i Glommen (ſ. ovf. III. 552, IV. 1. 537) omtrent en Miils Vej nordligere. Kongen maa altſaa paa Gjennemreiſen have udſtedt een Gjenpart paa Valdensholmen, en anden paa Haaløs, en Miil ſydligere, og man ſeer heraf, at han har lagt Vejen over disſe to Steder, formodentlig for at komme til Sarpsborg, og derpaa drage videre ſydefter. I den nyere Paraphraſe findes Aaret urigtigt angivet til Kongens 22de Regjeringsaar (1341) iſtedetfor det 27de (1346). Thi ſtrax efter Paaſken 134l (Udſtedelſesdagen er nemlig betegnet ſom Tirsdag efter Paaſkeugen) var Kongen i Stockholm, Dipl. Sv. 3561, 3568.
  8. Teſtamentet er dateret 1ſte Mai og aftrykt i „Handl. rör. Skand. historia“, T. 12. S. 3—37. Kongen ſees her ogſaa at have betænkt udenlandſke Kirker, navnlig Rocamadour (ſ. o. IV. 2. S. 555), Aachen, Sant Jago o. fl.
  9. Han var i Ljodhuus endnu den 3die Mai ifølge et Brev i det ſvenſke Rigsarchiv.
  10. See ovf.; det af ham her udſtedte Brev er kun en Bortſtjenkelſe af et lidet Grundſtykke i Oslo til en Kolbjørn Thorleifsſøn.
  11. Alt dette fremgaar af Breve i det ſv. Rigsarchiv; den 22de, 23de, 26de og 27de Juli var Kongen i Stockholm baade med Dronningen og med en ſtor Deel af ſit Raad. Den 5te Auguſt var han i Bjurſund paa Fode, den 11te Auguſt i Ørebro, den 18de i Grenna i Øſtergøtland.
  12. Den 22de og 23de Auguſt var han nemlig paa Gøkheem i Veſtergøtland. Da var og flere af hans Raadsherrer, hvoriblandt Johan Chriſtinesſøn, tilſtede.
  13. Han udſtedte her et Brev, hvori han tillod Erkebiſkopen i Uppſala aarligt at udføre af ſin Tiende 50 Leſter Korn toldfrit. Jvfr. Lagerbring S. 377.
  14. See iſær Detmar, ved 1346, ligeſaa Chron. i Scr. r. D, T. VI. S. 526.
  15. Kong Valdemar ſees at have udſtedt Breve fra Reval lige fra 25de Juni 1345 til 24de Februar 1346, ſee Regesta Danica. Den 18de April var han i Kjøbenhavn (Suhm XIII. 152, 171). Med Salget af Eſtland var Sammenhængen denne. Valdemar og hans Broder Otto havde allerede før den førſtes Tronbeſtigelſe overladt Eſtland til ſin Svoger Markgrev Ludvig af Brandenburg ſom Pant for den Medgift, deres Syſter Margrete ſkulde have haft, og i Aaret 1341 havde Valdemar virkelig befalet ſin Statholder at overgive det til Markgreven eller hans Ombudsmænd. Denne afſtod derimod i Febr. 134i ſin Ret til den tydſke Orden mod 6000 Mark Sølv, og Kong Valdemar tilligemed hans Dronning udſtædte virkelig den 21de Mai derefter et formeligt Salgsbrev til Ordenen, hvorved denne for Afſtaaelſen af hans Ret til Eſtland ſkulde betale 13000 Mark. Hermed gik det dog i Langdrag, og i April 1343 udbrød en farlig Bonde-Opſtand, der gjorde det aldeles umuligt at bringe Handelen til Ende. Ordenen maatte komme Herrerne i Eſtland til Hjelp og fik ſom Pant for Omkoſtningerne herved flere af Landets Slotte i ſin Beſiddelſe. Da Kong Valdemar ſiden lod dem opfordre til at give dem tilbage, vægrede de ſig, og dette foranledigede Kongen til ſelv at drage derover. Og da blev endelig Salget fuldkommen aftalt og bragt paa det Rene. Valdemar ſkulde nu have 19000 Mk. Sølv, men Markgrev Ludvig ligefuldt ſine 6000, og derfor oprettedes to Salgsbreve, et med Valdemar og et med Markgreven. See Monumenta Livoniæ antiqua III., Side 46.
  16. Detmar (S. 250) henfører Erobringen af Korsør til 1345, hvilket dog neppe er rigtigt.
  17. Dagen nævnes udtrykkeligt i det paalidelige Chronicon i Sc. R. D. VI. S. 526. Det er Detmar (S. 262), der beretter, at Kong Magnus lagde ſig imellem.
  18. Suhm (XIII. S. 153) ſiger, uviſt efter hvad Hjemmel, at Kong Magnus bragte i et Kloſter i Kjøbenhavn den 23de Auguſt et Forliig tilveje, hvorved Grev Johan overgav Vordingborg og Laaland til Kongen for 8000 Mk., og at derpaa Vordingborg blev overgivet den 24de Auguſt. Den 23de Auguſt var Kongen, ſom vi have ſeet, paa Gøkheem i Veſtergøtland og kunde ſaaledes ikke være i Kjøbenhavn. Men derimod er det højſt rimeligt, at Underhandlingerne have været drevne og afſluttede i Mai eller Juni, og at Kongen beholdt Vordingborg ſom etſlags Pant, ſaalænge der handledes med ham og Knut Porſes Sønner om det endelige Afkald paa Retten til Eſtland, ſee nedenfor.
  19. Knut Porſe var nemlig død i Mai 1330 (S. o. S. 119), og da han havde Bryllup i Juni 1327, maa hans Børn være fødte mellem 1328 og 1330, følgelig i 1346 ikke kunne have været yngre end 16 og ikke eldre end 18 Aar.
  20. Herom ſee ovenfor S. 118.
  21. I Auguſt 1343 ſtod idetmindſte 4000 Mark Sølv igjen (ſ. o. S. 282), og naar det ſiden i Fredsſlutningen af 18de November heder, at Kong Valdemar havde faaet de 8000 Mk., ſom vare ſtipulerede for Sønderhalland, kan der alene menes, at Magnus havde ſtillet ham fuld Sikkerhed derfor.
  22. Hvorledes den egentlige Sammenhæng er med Holbek, er vanſkeligt at ſige; Knut Porſe fik det allerede af Hertug Valdemar i dennes korte Kongetid 1326 (ſ. o. S. 86) og har viſtnok ſidenefter beholdt det ligeſaavel ſom Samsø, med hvilket det det lader til at have været forenet til eet Hertugdømme. Sidenefter have vi ſeet, at ved de paafølgende Forviklinger ved Kjøbet af Skaane m. m. kom der og til at hvile Gjeld paa Samsø (ſ. o. S. 143).
  23. Brevet er aftrykt i Monum. Livon. antiqua III. S. 41.
  24. Salgsbrevet er aftrykt ſammeſteds, S. 44, og Qvitteringen S. 48.
  25. See Brev af 4de November 1346, ſammeſteds S. 55.
  26. Beretningen om Falkenbergs Nedbrydelſe findes i det med 1415 ſluttende Chronicon, Scr. R. D. I. 387, Scr. R. Sv. I. 58. Hvitfeldt (S. 493) har den beſynderlige Fortælling, at det ſkete ved „Hertug Erik i Sverige, der fortykte, at Hr. Bent Algutsſøn ſkulde det indehave“. Dette er en fuldkommen Anachronisme. At Throne Petersſøn forflyttedes til Vardberg ſees af Brev af 18de Juni 1349, Orig. i det ſvenſke Rigsarchiv. Falkenberg ligger vel paa den nordlige Bred af Sæm, men regnedes dog til Sønderhalland, ſom man ſeer deraf, at Sigvid Ribbing var Høvedsmand der. Maaſkee har dens Beliggenhed givet Anledning til Tviſt om, hvem det ſkulde tilhøre, og Striden er bleven afgjort derved, at Befæſtningerne raſeredes.
  27. Brev af 10de December 1346, Dipl. N. I. 300.
  28. Dette vil ſees af hans ſtrax nedenfor omtalte Anſøgning til Paven.
  29. Der har været megen Strid om Aaret, naar denne Reiſe fandt Sted, ſee Suhm, XIII. S. 127, fg., men at 1347 er det rette Aar, ſkjønnes deels af de forſkjellige, nu bekjendte Breve, der viſe, at Valdemar hverken i 1345 eller 46 (til hvilke Aar enkelte henføre Reiſen) var ſaa længe borte fra Norden, at han i den Tid kunde have været i Jeruſalem, deels af det pavelige Abſolutionsbrev, dateret Avignon tertio id. Sept. ann. 6. (d. e. 11te September 1347), Regest. Clement. VI. ann. 6. lib. 2. ep. 770, fol. 253. Man har og endnu den Supplicationsrolle, hvori Valdemar blandt meget andet ogſaa ſøger om denne Abſolution, og ſom Paven under eet bifaldt nysanførte Dag (Regest. Supplic. Clement. VI. ann. 6. part. 2. fol. 83). Valdemar var endnu i Marienburg den 13de Februar 1347 og udſtedte Qvittering for 5te Afdrag paa Kjøbeſummen for Eſtland (Monum. Livon. ant. III. 63), men den 26de var han reiſt videre, thi da qvitterede Ridder Frederik von Lochen for 6te Afdrag i hans Navn (ſammeſteds S. 69), og vi høre ej mere til Kong Valdemar, førend vi den 24 Juni finde ham i Kjøbenhavn (Suhm XIII. 173).
  30. Brevet, der meddeler Bevilgningen, findes i Regest. Clem. VI. commun. ann. VI. lib. 4. fol. 111. ep. 200.
  31. I ſit Brev til Kongen af 3die November 1337 (Samll. V. 108) ſkrev Biſkop Haakon: „Vi beder Eder ej at tage det ilde op, at vi underrette Eder om den ſkotſke Sven, der fulgte med os og havde Brev fra Eder paa, at Fehirden ſkulde affinde ham en hvid Terciel; han fik dog ingen, fordi der, ſom vi hørte, hverken fandtes nogen hvid eller graa: nu ſtaar det til Eders Naade at beſtemme, hvad der videre ſkal ſkee i denne Sag; vi ſaa dog gjerne for Eders Skyld, at han heller maatte blive affundet med en hvid Formeel, om den end var daarlig, eller ſaa mange graae, ſom dertil ſvarede, fremfor at han noget Øjeblik ſkulde ſige, at han havde længe ventet for tilſidſt intet at faa“. Om det ſamme Anliggende ſkrev Biſkopen ſamme Dag til Bjarne Erlingsſøn (ſammeſteds S. 104), og endelig den 31te Januar (ſammeſteds S. 113): „Saavidt vi erindre, have vi henvendt os til Eder om Thomas ſkotſke’s Erende, og bede Eder endnu engang, medens Provſten er ſaa nær vor Herre Konge, at erfare, hvorledes han vil have det tilendebragt“. Det er ikke uſandſynligt, at denne Thomas ſkotſke ſtod under Beſkyttelſe af Enkedronningen, den daværende ſkotſke Konges Faderſyſter. Uagtet vel de fleſte Falke kom fra Island og Norge, ſees der dog ogſaa at have været drevet Falkefangſt i Sverige og Finland, ſaaledes er der et Brev fra Kong Magnus, dateret Svartſjø den 25de Marts 1355, hvorved han overdrog Alvaſtra Kloſter Falkefangſten ved Gaarden „Svæsthinger“, og i Kongens ſvenſke Teſtamente (ſee ovenfor) nævnes blandt Indtægterne af Finland ogſaa „Falkeiejet“.
  32. Den pavelige Reſolution lyder Ord til andet ſaaledes: Fiat par Cancellarium, si fuerint parte non vocata confirmanda.
  33. Dette Sammendrag findes indført i Regest. Supplic. Clement. VI. ann. 6. post. 2. fol. 64—65.
  34. Dette Aas Kloſter kaldes i latinſke Breve Asilum. Stedet kaldes endnu „Kloſtret“ og ligger i Viſkerdalen ved Kloſterfjorden.
  35. I den ſenere ſærſkilte Reſolution herpaa ſiges der udtrykkeligt, at allerede Pave Johannes den 22de havde bevilget de her i Andragendet omtalte Indulgenſer; uafhængig heraf maa altſaa den Bevilgning af 24de Juli 1343 have været, hvorved enhver, der predikede for Kongen og Dronningen, uden Henſyn til hans kirkelige Rang, kunde meddele 100 Dages Aflad. See ovenfor S. 343.
  36. Denne Mand blev ſiden Cantſler og Provſt, ſamt endelig Biſkop i Linkøping, ſom det nedenfor vil ſees.
  37. Saaledes maa formodentlig det latinſke Navn „Bertholdus calvus“ gjengives.
  38. Denne Sven af Ljodhuus (Sveno de Lythosia) maa have været en højtbetroet Mand, thi i 1337 var han Kongens Foged paa Lindholms Slot, ſee ovenfor S. 188, Not. 1.
  39. Flere af de i Anledning af disſe Reſolutioner ſærſkilt fra Curien udferdigede Breve findes indførte i Regeſterne, ſom det nedenfor vil ſees, alle daterede den 8de September.
  40. Den ſpecielle Tilladelſe findes i Regest. Clem. VI. commun. ann. VI. lib. 4. post. 2. fol. 132. ep. 161.
  41. Den ſærſkilte Tilladelſe hertil findes ſammeſteds fol. III. ep. 199, 202.
  42. Den ſærſkilte Tilladelſe ſammeſteds fol. 132. op. 163.
  43. Den ſærſkilte Tilladelſe til Mesſen før Dagens Anbrud, ſammeſteds fol. 318 ep. 6, til Pilegrimsferden, med ſamme Betingelſe ſom til Falkeforſendelſen, ſammeſteds fol. III. ep. 201.
  44. Den ſærſkilte Tilladelſe ſammeſteds fol. 132. ep. 162.
  45. Den ſærſkilte Tilladelſe, med hosfølgende Conſervatorier til Provſten l Linkøping, Decanus ſammeſteds, og Archidiaconus i Skara, ſammeſteds fol. 27 ep. 37.
  46. Regest. Supplic. Clem. VI. ann. VI. p. 2. fol. 65 verso. Kirken, hvori Guillaume de Bega ønſkede en højere Verdighed, kaldes ecclesia Sti. Vincentii de Mansoagennesii, Condomiensis dioecesis; Canonicatet, han havde, var i eccl. beatæ Mariæ de Cabanesio, Ruthenensis dioecesis.
  47. Regest. Clement. VI. Secret. ann. VI. ep. 330.
  48. Nemlig Chron. i Scr. Rer. Dan. VI. S. 525.
  49. See Pave Johannes den 22des Brev til Sveriges Geiſtlighed af 5te Mai 1329, Dipl. Sv. 2714.
  50. Nemlig 18de October eller St. Lucas’s Dag, ſee Detmar, S. 267.
  51. Dette antages med ſtor Rimelighed af Gram, „Forbedringer til K. Valdemars Hiſtorie“, Kjøbenh. Selſk. Skrifter, 4de Deel. S. 55.
  52. Hendes Fødſel henføres i Chronicon Scr. R. D. VI. p. 526 udtrykkeligt til Paaſkedag 1347. Vi ville ſenere ſee, hvorledes Valdemar under en anden politiſk Combination, hvorved han nærmede ſig Albrecht af Mecklenburg, her feſtede førſt Margrete, ſiden, efter hendes Død, Ingeborg, til dennes Søn, og at Haakon fik hans flere Aar yngre Datter Margrete (opkaldt efter ſin eldſte, i 1350 afdøde Syſter).
  53. Man ſkulde næſten formode, at Valdemars Andragender ere forfattede, medens han i Juni 1347 opholdt ſig i Lübeck (ſee Suhm XIII. 173), og at Magnus’s Sendebud have ledſaget ham did eller indfundet ſig hos ham der, thi foruden hiin Bøn om Abſolution indeholder hans Anſøgnings-Rolle kun Andragender om kirkelige Forfremmelſer for tre af hans Hofklerker, hvoraf to vare fra Lübeck eller dets Naboſkab, nemlig hans Cantſler, Henrik Vogt, Klerk fra Verdens Diøceſe, for hvem han ſøgte om Wittſtocks Sognekirke i Havelbergs Diøceſe, og Dietrich Coesveld, en lübeckſk Klerk, for hvem han ſøgte om et Canonicat og en Præbende i Lübeck. Den tredie var Johan Holt, Klerk fra Tournay, for hvem han ſøgte om et Canonicat ved St. Donatiens Kirke i Brügge.
  54. Regest. Clement. VI. commun. ann. VI. lib. 4. p. 2. fol. 301. ep. 274. Forøvrigt kan man her ikke ſee, om det er Hertuginde Ingeborg, Kongens Moder, eller den anden af ſamme Navn, Hertug Valdemars Enke, der menes; Brevet nævner nemlig kun „Ingeborg Hertuginde af Sverige“.