Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/42

Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 469-473).

Allerede om Vinteren forud, medens Kong Magnus opholdt ſig i Ljodhuus og raadſlog med ſine ſvenſke Stormænd, var Erkebiſkop Paal død i Nidaroos den 1ſte Februar 1346[1]. Man maa give ham det Lov, at han i de tolv Aar, han beſtyrede Erkeſtolen, udviklede megen Virkſomhed og Embeds-Iver, idet han hyppigt holdt Provincialconcilier, ſørgede for god Orden i ſin Provins .og paaſaa omhyggeligt ſin Kirkes Rettigheder. Man har endnu fra ham en kortfattet Fremſtilling af de vigtigſte Troeslærdomme, Kirkebud, Regler for Kirkeſkikke, ſom ved Barnedaab, Skriftemaal, Altergang, Egteſkabslysning, Confirmation, m. m., der i ſig ſelv intet Nyt eller Særegent indeholder, men kun ſynes at være en til Menigmands Tarv og efter hans Fatte-Evner afpasſet Anviisning, beſtemt til at forelæſes i Kirkerne, maaſkee og til at udbredes i Afſkrifter, og formodentlig har været vedtagne paa et af hans Concilier, ſiden den kaldes „Synodalia“[2]. Men ved flere Lejligheder gjør hans Optræden et mindre godt Indtryk, baade før hans Ophøjelſe paa Erkeſtolen, da han endnu var Cantſler, og efterat han havde opnaaet Landets højeſte kirkelige Verdighed. Som Cantſler ſynes han at have haft Geiſtlighedens eenſidige Fordeel mere for Øje, end det vel kunde beſtaa med hans Stilling ſom Kronens Embedsmand, og ſom Erkebiſkop lagde han en Ængſtelighed med Henſyn til ſine virkelige eller indbildte Rettigheder for Dagen baade ligeoverfor Kongen og i ſine Forhandlinger med Erkebiſkopen i Uppſala, der endog kunde kaldes Smaalighed. Efter hans Død ſkreed Chorsbrødrene ved Nidaroos Kirke ſtrax til Valg af hans.Efterfølger paa foreſkreven Maade og udvalgte eenſtemmigt den oftere omtalte Chorsbroder og Biſkop Haakons Ven Arne Einarsſøn, med Tilnavn Vade, der allerede var Official, og ſaaledes viſtnok den meeſt anſeede iblandt dem. Det tjente desuden maaſkee og til hans Anbefaling, at han var en Søn af Erkebiſkop Eilivs Syſter Ingebjørg[3]. Han modtog Valget og reiſte om Sommeren tilligemed nogle Udſendinger fra Capitlet til Paveſædet for at faa Bekræftelſe, indſettende den førnævnte Sira Aslak til Official[4]. Pave Clemens overdrog efter Skik og Brug nogle Cardinaler at prøve Valgets Rigtighed, og da disſe intet derimod havde at erindre, meddeelte Paven under 30te Auguſt 1346 ſin Bekræftelſe, idet han ogſaa ſamme Dag udgav de ſedvanlige Anbefalingsbreve for ham til Capitlet, Stadens og Diøceſens geiſtlige og verdslige Indvaanere, alle Provinſens Lydbiſkoper og Kongen[5]. Nogle faa Dage efter lod Paven ham, der allerede havde Presbyterat-Graden, indvie til Biſkop af Gaucelin, Cardinalbiſkop af Albano, og Pallium tildele af to Cardinaldiaconer, der tillige modtog hans ſedvanlige Lydigheds-Eed, hvorefter Paven den 16de September gav ham Tilladelſe til at drage hjem[6]. Han blev dog, ſom det ſynes, endnu nogen Tid ved Curien, thi det er ſikkert, at han ej kom hjem til Norge førend ved Midſommerstid i det næſte Aar, og ſaaledes var det ganſke viſt tinder hans Ophold i Avignon, at han modtog to pavelige Skrivelſer, daterede den 25de September, altſaa kun ni Dage ſenere end hiin Tilladelſe til Hjemreiſen, hvori det paalagdes ham og han befuldmegtigedes til ſelv, eller ved andre, at efterſpore og inddrive ſaavel den Rumaſkat, der ſkyldtes Paveſtolen i hans Provins, ſom de Reſtancer, der endnu ſtode tilbage baade af Sexaars-Tienden og Treaars-Tienden[7]. Formodentlig fik han vel ogſaa det Hverv at indſamle den nys paalagte Treaars- og Toaars-Tiende, ſkjønt ingen Breve derom ere levnede, og det rigtignok kort efter betroedes andre ſærſkilte Udſendinger.

I Forbindelſe med de allerede omtalte Finans-Operationer ſøgte Pave Clemens ogſaa ved fortſatte Reſervationer af geiſtlige Embedsbeſettelſer at ſkaffe Penge idet pavelige Skatkammer. Den 13de September 1347 emanerede der fra Curien en Bulle[8], hvori Paven yttrede, at han, i Betragtning af at det pavelige Kammere Indtægter vare ſaa ſmaa og ubetydelige, at de ej ſtrak til at beſtride de mangfoldige Byrder, ſom paalaa det, ſamt for at afhjelpe denne Mislighed ved honette og tilladelige Midler, havde allerede Dagen efter ſin Indvielſe den 20de Mai 1342 forbeholdt ſig eet Aars Indtægter af alle geiſtlige Beneficier, Verdigheder o. ſ. v., ſom da vare ledige eller i et Tidsrum af to Aar maatte blive ledige ved det apoſtoliſke Sæde eller hvorſomhelſt andenſteds, naar det ifølge ſpeciel apoſtoliſk Reſervation tilkom Paveſtolen ſelv at beſette dem; men at han, da det viiſte ilet, at den Forlegenhed, hvori Kammeret befandt ſig, alligevel ikke var fjernet, havde udſtrakt hiin Tilegnelſe af et Aars Indtægter førſt til to Aar foruden hine[9], og nu endvidere til tvende andre Aar, efter disſe tvende, altſaa i det Hele til ſex Aar fra 20de Mai 1342 at regne, eller til ſamme Dag i Aaret 1348. Til at indkræve disſe Indtægter beſkikkedes for Danmark Erkebiſkop Peter i Lund, og for Sverige og Norge Biſkop Peter Thorgilsſøn i Linkøping[10]. Som ſedvanligt forſtod det ſig af ſig ſelv, at Paven ſenere vilde ſende ſæregne Sendebud for at modtage de ſaaledes indſamlede Penge, inddrive hvad der maatte ſtaa tilbage, og bringe de ſaaledes tilvejebragte Summer ned til Curien. Brevenes Datering gjør det ſandſynligt, at de ſendtes til Norden med Kong Magnus’s hjemvendende Geſandter. Men det lader ikke til, at der i alle Fald i Sverige og Norge for det førſte blev gjort noget ved den Sag.

Endnu et andet Middel til at bringe flere Penge i det pavelige Skatkammer udtænkte Clemens den 6te, idet han allerede i det førſte Aar af ſit Pontificat, den 27de Januar 1343, lod udgaa den bekjendte Bulle Unigenitus, hvorved han forkortede den af Pave Bonifacius den 8de faſtſatte Tid mellem Jubelaarene fra 100 til 50 Aar, og ſaaledes paabød et Jubelaar allerede i 1350[11]. Alle de troende Chriſtne, ſom i dette Aar, bekjendende og angrende ſine Synder, indfandt ſig i Rom og dagligt beſøgte Apoſtlerne Peters og Paulus’s Kirker ſamt den lateranſke Hovedkirke dagligt idetmindſte i 15 Dage, ſkulde faa fuldkommen Tilgivelſe for alle ſine Synder. Det var herved afſeet paa, at Udſigten til de ſtore Indulgenſer vilde lokke en Mængde Pilegrimme til Rom og med dem en ſtor Masſe Penge, hvoraf baade Staden, der nok kunde trænge til det, og det pavelige Skatkammer vilde nyde godt. Siden kom der viſtnok meget i Vejen, der truede med at hindre denne Plans Udførelſe, fornemmelig Nicolaus (Cola) di Rienzi’s Tribunat og Herredømme i 1347, men vi ville idet Følgende ſee, hvorledes Paven, efter ganſke at have undertrykt denne Bevægelſe, ved fornyede Rundſkrivelſer kaldte alle troende Chriſtne til Jubilæet i den evige Stad og havde den Tilfredsſtillelſe at ſee Opfordringen efterkommet af ſtore Skarer, der imidlertid ogſaa havde faaet en alvorligere Vækkelſe, end man i Aarhundreder havde haft, i den forfærdelige Landfarſot, ſom herjede Europa, og ſom, efterat have hjemſøgt det veſtlige Aſien og Egnene ved det ſorte Hav, allerede mod Slutningen af 1347 forplantedes til Sydfrankrige, for derfra at brede ſig ud til alle Kanter, og endelig to Aar derefter at herje Nordens Riger.

  1. Isl. Annaler, S. 268.
  2. Norges gl. Love, III. S. 284—294. Et Uddrag deraf findes i Keyſers d. N. Kirkes Hiſtorie II. S. 298—302.
  3. See Br. af 14de Marts 1336, Dipl. N. III. 184, hvorved Arne ſkjenker Chorsbrødrene og Communen 3½ Punds Leje i Gemlen i Skaun og 1 Spanns Leje i Vormedal i Orkedal for ſin Moder Ingebjørgs Lejeſted foran det nye Capel (Nyſtunken) i Chriſtkirken. Bagpaa dette Brev ſtaar der ſkrevet „Teſtament for Ingebjørg, Erkebiſkop Eilivs Syſter, om Gemlen i Skaun“.
  4. Isl. Annaler, S. 270.
  5. Om Valget m. m. ſee Bekræftelſesbullen af 30te Auguſt 1346, Regest. Clement. VI. commun. ann. V. lib. 3. fol. 50. ep. 19. Heraf ſees det, at Flatø- og Skaalholt-Annalerne fejle, naar de henføre Arnes Indvielſe til 1347, Isl. Ann. S. 272. Et Haandſkr. af Lagmands-Annalerne har rigtigt 1346.
  6. Regest. Clement. VI. commun. ann. V. part. 2. fol. 94. ep. 133.
  7. Regest. Clement. VI. Secret. ann. V. fol. 135. ep. 584.
  8. Regest. Clement. VI. Secret. ann. VI. ep. 331.
  9. Saavel den allerførſte Reſervationsbulle af 20de Mai ſom den ſtrax efter omtalte, formodentlig af 1345, hvorved Tiden forlængedes til 2 Aar mere, findes, ſaavidt vides, ikke nu blandt Regeſterne.
  10. Sammeſteds, ep. 332.
  11. Bullen Unigenitus ſaaledes, ſom Skik og Brug er, benævnt efter Begyndelſesordet („Unigenitus dei filius“) findes aftrykt paa flere Steder, ſidſt i Theiners „Monumenta Poloniæetc. I. 523, No. 689.