Det norske Folks Historie/7/42
Allerede om Vinteren forud, medens Kong Magnus opholdt sig i Ljodhuus og raadslog med sine svenske Stormænd, var Erkebiskop Paal død i Nidaroos den 1ste Februar 1346[1]. Man maa give ham det Lov, at han i de tolv Aar, han bestyrede Erkestolen, udviklede megen Virksomhed og Embeds-Iver, idet han hyppigt holdt Provincialconcilier, sørgede for god Orden i sin Provins .og paasaa omhyggeligt sin Kirkes Rettigheder. Man har endnu fra ham en kortfattet Fremstilling af de vigtigste Troeslærdomme, Kirkebud, Regler for Kirkeskikke, som ved Barnedaab, Skriftemaal, Altergang, Egteskabslysning, Confirmation, m. m., der i sig selv intet Nyt eller Særegent indeholder, men kun synes at være en til Menigmands Tarv og efter hans Fatte-Evner afpasset Anviisning, bestemt til at forelæses i Kirkerne, maaskee og til at udbredes i Afskrifter, og formodentlig har været vedtagne paa et af hans Concilier, siden den kaldes „Synodalia“[2]. Men ved flere Lejligheder gjør hans Optræden et mindre godt Indtryk, baade før hans Ophøjelse paa Erkestolen, da han endnu var Cantsler, og efterat han havde opnaaet Landets højeste kirkelige Verdighed. Som Cantsler synes han at have haft Geistlighedens eensidige Fordeel mere for Øje, end det vel kunde bestaa med hans Stilling som Kronens Embedsmand, og som Erkebiskop lagde han en Ængstelighed med Hensyn til sine virkelige eller indbildte Rettigheder for Dagen baade ligeoverfor Kongen og i sine Forhandlinger med Erkebiskopen i Uppsala, der endog kunde kaldes Smaalighed. Efter hans Død skreed Chorsbrødrene ved Nidaroos Kirke strax til Valg af hans.Efterfølger paa foreskreven Maade og udvalgte eenstemmigt den oftere omtalte Chorsbroder og Biskop Haakons Ven Arne Einarssøn, med Tilnavn Vade, der allerede var Official, og saaledes vistnok den meest anseede iblandt dem. Det tjente desuden maaskee og til hans Anbefaling, at han var en Søn af Erkebiskop Eilivs Syster Ingebjørg[3]. Han modtog Valget og reiste om Sommeren tilligemed nogle Udsendinger fra Capitlet til Pavesædet for at faa Bekræftelse, indsettende den førnævnte Sira Aslak til Official[4]. Pave Clemens overdrog efter Skik og Brug nogle Cardinaler at prøve Valgets Rigtighed, og da disse intet derimod havde at erindre, meddeelte Paven under 30te August 1346 sin Bekræftelse, idet han ogsaa samme Dag udgav de sedvanlige Anbefalingsbreve for ham til Capitlet, Stadens og Diøcesens geistlige og verdslige Indvaanere, alle Provinsens Lydbiskoper og Kongen[5]. Nogle faa Dage efter lod Paven ham, der allerede havde Presbyterat-Graden, indvie til Biskop af Gaucelin, Cardinalbiskop af Albano, og Pallium tildele af to Cardinaldiaconer, der tillige modtog hans sedvanlige Lydigheds-Eed, hvorefter Paven den 16de September gav ham Tilladelse til at drage hjem[6]. Han blev dog, som det synes, endnu nogen Tid ved Curien, thi det er sikkert, at han ej kom hjem til Norge førend ved Midsommerstid i det næste Aar, og saaledes var det ganske vist tinder hans Ophold i Avignon, at han modtog to pavelige Skrivelser, daterede den 25de September, altsaa kun ni Dage senere end hiin Tilladelse til Hjemreisen, hvori det paalagdes ham og han befuldmegtigedes til selv, eller ved andre, at efterspore og inddrive saavel den Rumaskat, der skyldtes Pavestolen i hans Provins, som de Restancer, der endnu stode tilbage baade af Sexaars-Tienden og Treaars-Tienden[7]. Formodentlig fik han vel ogsaa det Hverv at indsamle den nys paalagte Treaars- og Toaars-Tiende, skjønt ingen Breve derom ere levnede, og det rigtignok kort efter betroedes andre særskilte Udsendinger.
I Forbindelse med de allerede omtalte Finans-Operationer søgte Pave Clemens ogsaa ved fortsatte Reservationer af geistlige Embedsbesettelser at skaffe Penge idet pavelige Skatkammer. Den 13de September 1347 emanerede der fra Curien en Bulle[8], hvori Paven yttrede, at han, i Betragtning af at det pavelige Kammere Indtægter vare saa smaa og ubetydelige, at de ej strak til at bestride de mangfoldige Byrder, som paalaa det, samt for at afhjelpe denne Mislighed ved honette og tilladelige Midler, havde allerede Dagen efter sin Indvielse den 20de Mai 1342 forbeholdt sig eet Aars Indtægter af alle geistlige Beneficier, Verdigheder o. s. v., som da vare ledige eller i et Tidsrum af to Aar maatte blive ledige ved det apostoliske Sæde eller hvorsomhelst andensteds, naar det ifølge speciel apostolisk Reservation tilkom Pavestolen selv at besette dem; men at han, da det viiste ilet, at den Forlegenhed, hvori Kammeret befandt sig, alligevel ikke var fjernet, havde udstrakt hiin Tilegnelse af et Aars Indtægter først til to Aar foruden hine[9], og nu endvidere til tvende andre Aar, efter disse tvende, altsaa i det Hele til sex Aar fra 20de Mai 1342 at regne, eller til samme Dag i Aaret 1348. Til at indkræve disse Indtægter beskikkedes for Danmark Erkebiskop Peter i Lund, og for Sverige og Norge Biskop Peter Thorgilssøn i Linkøping[10]. Som sedvanligt forstod det sig af sig selv, at Paven senere vilde sende særegne Sendebud for at modtage de saaledes indsamlede Penge, inddrive hvad der maatte staa tilbage, og bringe de saaledes tilvejebragte Summer ned til Curien. Brevenes Datering gjør det sandsynligt, at de sendtes til Norden med Kong Magnus’s hjemvendende Gesandter. Men det lader ikke til, at der i alle Fald i Sverige og Norge for det første blev gjort noget ved den Sag.
Endnu et andet Middel til at bringe flere Penge i det pavelige Skatkammer udtænkte Clemens den 6te, idet han allerede i det første Aar af sit Pontificat, den 27de Januar 1343, lod udgaa den bekjendte Bulle Unigenitus, hvorved han forkortede den af Pave Bonifacius den 8de fastsatte Tid mellem Jubelaarene fra 100 til 50 Aar, og saaledes paabød et Jubelaar allerede i 1350[11]. Alle de troende Christne, som i dette Aar, bekjendende og angrende sine Synder, indfandt sig i Rom og dagligt besøgte Apostlerne Peters og Paulus’s Kirker samt den lateranske Hovedkirke dagligt idetmindste i 15 Dage, skulde faa fuldkommen Tilgivelse for alle sine Synder. Det var herved afseet paa, at Udsigten til de store Indulgenser vilde lokke en Mængde Pilegrimme til Rom og med dem en stor Masse Penge, hvoraf baade Staden, der nok kunde trænge til det, og det pavelige Skatkammer vilde nyde godt. Siden kom der vistnok meget i Vejen, der truede med at hindre denne Plans Udførelse, fornemmelig Nicolaus (Cola) di Rienzi’s Tribunat og Herredømme i 1347, men vi ville idet Følgende see, hvorledes Paven, efter ganske at have undertrykt denne Bevægelse, ved fornyede Rundskrivelser kaldte alle troende Christne til Jubilæet i den evige Stad og havde den Tilfredsstillelse at see Opfordringen efterkommet af store Skarer, der imidlertid ogsaa havde faaet en alvorligere Vækkelse, end man i Aarhundreder havde haft, i den forfærdelige Landfarsot, som herjede Europa, og som, efterat have hjemsøgt det vestlige Asien og Egnene ved det sorte Hav, allerede mod Slutningen af 1347 forplantedes til Sydfrankrige, for derfra at brede sig ud til alle Kanter, og endelig to Aar derefter at herje Nordens Riger.
- ↑ Isl. Annaler, S. 268.
- ↑ Norges gl. Love, III. S. 284–294. Et Uddrag deraf findes i Keysers d. N. Kirkes Historie II. S. 298–302.
- ↑ See Br. af 14de Marts 1336, Dipl. N. III. 184, hvorved Arne skjenker Chorsbrødrene og Communen 3½ Punds Leje i Gemlen i Skaun og 1 Spanns Leje i Vormedal i Orkedal for sin Moder Ingebjørgs Lejested foran det nye Capel (Nystunken) i Christkirken. Bagpaa dette Brev staar der skrevet „Testament for Ingebjørg, Erkebiskop Eilivs Syster, om Gemlen i Skaun“.
- ↑ Isl. Annaler, S. 270.
- ↑ Om Valget m. m. see Bekræftelsesbullen af 30te August 1346, Regest. Clement. VI. commun. ann. V. lib. 3. fol. 50. ep. 19. Heraf sees det, at Flatø- og Skaalholt-Annalerne fejle, naar de henføre Arnes Indvielse til 1347, Isl. Ann. S. 272. Et Haandskr. af Lagmands-Annalerne har rigtigt 1346.
- ↑ Regest. Clement. VI. commun. ann. V. part. 2. fol. 94. ep. 133.
- ↑ Regest. Clement. VI. Secret. ann. V. fol. 135. ep. 584.
- ↑ Regest. Clement. VI. Secret. ann. VI. ep. 331.
- ↑ Saavel den allerførste Reservationsbulle af 20de Mai som den strax efter omtalte, formodentlig af 1345, hvorved Tiden forlængedes til 2 Aar mere, findes, saavidt vides, ikke nu blandt Regesterne.
- ↑ Sammesteds, ep. 332.
- ↑ Bullen Unigenitus saaledes, som Skik og Brug er, benævnt efter Begyndelsesordet („Unigenitus dei filius“) findes aftrykt paa flere Steder, sidst i Theiners „Monumenta Poloniæ“ etc. I. 523, No. 689.