Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 473-481).

Efter al Sandſynlighed var Kong Magnus allerede før Udgangen af Aaret 1346 draget nordover. Han tilbragte idetmindſte de førſte Maaneder efter Julen i det øſtlige Sverige, under idelig Omreiſen, iſær paa Retterthingene[1]. Han kom lige op til Dalarne, hvor han gav Falu Kobberverk den førſte bekjendte Skraa, og han vilde ogſaa have beſøgt Jemteland, hvor han allerede ſynes at have beſtilt den nødvendige Gegngerd, da han den 14de Februar fra Falun lod melde, at han denne Gang ej kunde komme, og at Gegngerden ſkulde udredes til Sysſelmanden. Hvad der i denne Tid holdt ham ſaa faſt i Svithjod, var neppe ſaameget hans Dommerſyſler, ſom Forhandlingerne om Antagelſen af den nye almindelige Lovbog for hele Landet, der nu ved hans Foranſtaltning var bleven udarbeidet. Hvad Tid man begyndte at legge Haand paa dette Arbeide, vides ej med Vished, dog kan det i alle Fald ej være ſkeet, førend efterat Kongen var bleven myndig, iſær da man under hans Mindreaarighed netop havde ladet ſig nøje med at gjennemgaa, forbedre og bekræfte de ældre Landſkabs-Love. Nytten af en eneſte fælles Lovgivning for hele Landet maatte vel paatrenge ſig Enhver, men alligevel ligger den Tanke nær, at Kongens Øjne iſær ere blevne aabnede derfor ved en ſaadan Fælleslovs gode Frugter for hans andet Rige, Norge, der nu allerede i mere end et halvt Aarhundrede havde været i Beſiddelſe af dette Gode. Derfor bør vel og Æren for at have ſat et ſaa nyttigt Foretagende i Verk nærmeſt tillægges ham ſelv, ikke hans Raadgivere; hans raſtløſe Omflakken i Sverige ogſaa i de nærmeſt foregaaende Aar, lige fra Fredsſlutningen af, er formodentlig ej mindre at tilſkrive hans Iver for at drive denne Sag, end hans Samvittighedsfuldhed i at udføre ſine Dommerpligter, og naar vi ret betragte denne hans Virkſomhed, maa vi atter erkjende hans oprigtige Iver og utrættelige Beſtræbelſer for at fremme ſine Underſaatters Tarv og raade Bod paa de Onder, der under Formynderregjeringen havde indſneget ſig. Udkaſtet til den nye Lov var ferdigt i Begyndelſen af 1347 og ſkulde prøves ſamt antages paa et Raadsmøde, der afholdtes i Ørebro ſtrax efter Paaſke (i April Maaned).“ Denne Lovbog kunde vel neppe egentlig være Frelſemændene behagelig, da den nøjedes med alene at tage billigt, men ikke utilbørligt, Henſyn til deres Fordringer, og ſaaledes hverken opoffrede Kronens eller Folkets Rettigheder, navnligt udtrykkeligt berørte Tilbage-Erhvervelſen af de Kronen frakomne Ejendomme. Alligevel blev den vedtagen af de verdslige Herrer; derimod indkom der Proteſter fra Geiſtlighedens Side omtrent af ſamme Slags ſom de, der i ſin Tid af Norges Geiſtlighed fremſattes mod Landsloven. Disſe Proteſter ſynes dog ikke at have hindret dens Antagelſe og Anvendelſe i alt, hvad der vedkom den borgerlige Lovgivning, idetmindſte ſaalænge Kongen endnu nogenledes kunde haandheve ſin Myndighed og ſette ſin Vilje igjennem. Da han endelig, ſom vi ville ſee, laa under i Kampen med det overmegtige Ariſtokrati, blev vel ogſaa hans nye Lovbog, ſom man ſenere har kaldet Medal-Lagen, tilſideſat, indtil den endelig omtrent hundrede Aar ſenere med højſt ubetydelige Forandringer blev gjenindført[2].

Imidlertid gik Regjeringsforretningerne i Norge ſin Gang, idet ſ Cantſleren fremdeles i Kongens Navn udſtedte og beſeglede Breve, og „ forſamlede Raadsherrer, det være ſig nu en faſt nedſat Commisſion, eller forſkjellige til ſærſkilte Moder ſammenkaldte Herrer, afgjorde endog meget vigtige Anliggender. Saaledes blev den 12te Januar hiin Dom afſagt i Oslo om Hafthorsſønnernes Ret til Borgeſysſel, hvorom der allerede ovenfor er talt. Disſe Dommere vare Biſkop Salomon, Hr. Ivar Agmundsſøn, Cantſler Arne, Agmund Finnsſøn, Hr. Ulf Saxesſøn, Ole Helgesſøn, Bjarne Erlingsſøn, Eiliv Eilivsſøn, Orm Eyſteinsſøn, Gunnar Thoraldesſøn, Olaf Alfsſøn, Borgar Anundsſøn, Thord Eriksſøn, Nikolas Paus, Lagmand i Oslo, og Hallvard Agmundsſøn, Lagmand i Jemteland, altſaa Biſkopen og tolv kongelige Mænd, hvoriblandt Cantsleren, og to Lagmænd. Det ſiges i Dombrevet, at de traadte ſammen paa Kongens Befaling. Heraf følger det ſlet ikke, at Kongen har været perſonligt tilſtede; thi Befalingen kunde meddeles dem ſkrifte ſligt, igjennem Cantſleren, og da vi finde Kongen i Linkøping 11 Dage efter, bliver det i alle Fald ſandſynligere, at han tilbragte Julen i det øſtlige Sverige, hvor vi ogſaa ſee, at han udſtedte Breve til Norge kun under ſit Secret, da Storſeglet var efterladt hos Cantſleren. Men da vi ikke vide det mindſte om, hvad Kongen tog ſig for, eller hvor han var i Tiden fra 16de September 1346, da han var i Lagaholm, og d. 23de Januar, da han var i Linkøping, opſtaar der jo altid en Mulighed for, at han paa Tilbagevejen fra Halland kunde have gjort et Beſøg i Oslo, ja endog have opholdt ſig der en god Stund, hvor lidet ſandſynligt det end er. Af de forſamlede Dommere ſynes idetmindſte Agmund Finnsſøn at være tilkaldt for denne ſærſkilte Anledning, da han fire Uger efter var hjemme i ſin Sysſel i Stavanger[3]. Dommen faldt, ſom det allerede er berettet, imod Hafthorsſønnerne, idet Dommerne efter behørigt Overlæg fandt, at Kong Haakon ikke kunde bortforlene en ſaa ſtor Deel af ſit Rige paa længere Tid end ſine Levedage, „da Herredømmet og Befalingen over Thegner og Almue ſaavelſom al anden Rigsſtyrelſe i Norge alene tilkommer den, ſom ifølge ret Arv er kommen til Norges Kongerige“. Hermed maa ſaaledes denne Sag være bleven afgjort, idetmindſte til Kongens, om ikke til Hafthorsſønnernes Tilfredshed. Fra Ørebro lagde Kongen Vejen over det til hans Huſtru ſom Livgeding udlagte Vermeland, for, ſom han ſagde, at holde Retterthing[4]. Derfra begav han ſig til Ljodhuus, hvor Biſkopen af Skara og flere Herrer, navnlig Befalingsmanden over Skaane, var hos ham (25de Mai), og hvor der maaſkee fremdeles blev raadſlaaet om de hallandſke og danſke Anliggender[5]. Umiddelbart derefter gjorde han, hvis man kan ſtole paa de gamle Brevſkaber, en af ſine næſten utroligt hurtige Reiſer, idet vi den 28de Mai finde ham i Vegſjø[6], men derfra drog han igjen veſtover og gjorde endog et lidet Beſøg til Norge, formodentlig til Oslo eller Tunsberg, ſiden han d. 8de Juli laa for Anker tinder Jarlsø, hvor han denne Dag lod en Skrivelſe udgaa til alle dem, der boede mellem Stad og Rigets nordlige Endemerker, om deres Leding og Landværnsſkibe[7]. Henſigten med denne Reiſe var vel iſær at møde Erkebiſkop Arne, der netop ved denne Tid kom hjem, og overlægge med ham og flere af Norges Stormænd om de henſigtsmæsſigſte Foranſtaltninger med Henſyn til den Krig, der nu foreſtod mod Rusland. Thi ej alene var det, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, upaatviveligt Magnus’s eget Ønſke at kunne begynde Krigen næſte Aar, naar den forrige Fred var udløben, for at ſikkre ſit Riges Grændſer, men Rusſerne ſkulle ſelv allerede Aaret forud begyndt Fjendtlighederne paany ved at herje i Sverige og indtage en Borg[8], og Indbyggerne af Karelen og Ingermanland, idetmindſte de af dem, ſom allerede var chriſtnede af romerſk-katholſke Preſter, ſkal ſelv have anraabt ham om Hjelp[9]. Kongen fandt det derfor nødvendigt allerede i dette Aar at drage over til Finland, og i Norge maa han ligeledes have gjort alvorlige Forberedelſer til Krigen, thi den nysnævnte Skrivelſe til de nordlige Kyſtfylkers Indbyggere ſigter deels aabenbart til at ſikre dem mod ſaadanne Indfald af Rusſer og Kareler, ſom under de forrige Krige havde fundet Sted iſær paa Haalogaland, og ſom vi ogſaa nu ville ſee fornyede, deels maaſke endog til at ſkaffe en Ledingsflaade fra de Kanter, der kunde bruges til Angrebskrig mod Rusland. Han bad nemlig Indbyggerne i hine Kyſt-Landſkaber at have ſine Landeverns-Skibe fuldtallige og i god Stand, ſaaledes at nye ſkulde bygges, hvor der ingen fandtes, og de gamle og forfaldne iſtandſættes, alt inden et Aar fra Brevets Bekjendtgjørelſe, og under en Bod af ſex Ører for hver den, ſom unddrog ſig denne Forpligtelſe. Endvidere bød han Enhver, Lærd ſom Læg, at yde den pligtige Skibsbygnings-Leding og Udfare-Leding; fritagne herfra var alene de haandgangne Mænd og de Huuskarle, der enten foor med Kongen eller med de Huusbønder, der ſkulde holde Huuskarle, (altſaa fornemmelig med Sysſelmændene), og ſkulde Preſterne oplæſe Stevnebrevene ved Kirkedørene, eller hvor det beleiligſt kunde ſkee. Dette viſer nokſom, at hans Henſigt var til næſte Sommer at udbyde Leding fra Norge. Nordmændene, fortælle de islandſke Annaler, havde ingen Lyſt til at drage med ham i fremmede Riger, og derfor henvendte han ſig til Paven om Biſtand og lovede at chriſtne Folk i Rusland: det vil ſige omvende ei alene Kareler og Ingrer fra Hedendommen, men og Rusſerne fra den græſke til den, romerſk-katholſke Lære, om han fik Magt dertil[10]. Herom var der ſaaledes nok at overveje med Erkebiſkopen og de øvrige Herrer. Han havde ogſaa virkelig en Sammenkomſt med Erkebiſkopen og ikke mindre end fire Lydbiſkoper, nemlig, Salomon af Oslo, Hallvard af Hamar, Thorſtein af Bergen, og Guthorm af Stavanger, ſamt Cantſleren og tretten andre Herrer, nemlig Ridderne Erling Vidkunnsſøn, Jon Hafthorsſøn, Ivar Agmundsſøn, Agmund Guthormsſøn, Agmund Finnsſøn, Hallſtein Simonsſøn, og Svenerne Bjarne Erlingsſøn, Sigurd Hafthorsſøn, Eiliv Eilivsſøn, Orm Eyſteinsſøn, Gunnar Hviit, Olaf Alfsſøn og Thrond Krakesſøn, hvilke alle vare fra ſaamange forſkjellige Kanter af Riget, at Indkaldelſen — da man ej kan forudſætte, at de alene tilfældigviis var komne til Viken — maa være ſkeet flere Maaneder forud. Men da de allerede en Uge efter Kongens Ophold ved Jarlsø ſamledes med ham i den ſvenſke Stad Ljodhuus, hvortil han ikke fra førſt af kan have indkaldt dem, maa man formode, at han oprindelig havde tænkt at holde dette Møde i Tunsberg eller Oslo, men ikke fundet alle de indkaldte Herrer ſamlede, og derfor, efter at have ventet ſaa længe, ſom det var ham muligt, med Henſyn til hans viſtnok allerede, da beſtemte Reiſe til Finland, har begivet ſig tilbage til Ljodhuus, hvor han vel ogſaa endnu havde noget at udrette, førend han tiltraadte Reiſen øſtover, men imidlertid perſonligt overtalt Erkebiſkopen og de allerede ankomne andre Herrer til efter faa Dages Forløb at komme efter med de ſenere indtrufne og give deres Minde til, at han for denne Gang holdt Mødet i en ſvenſk Stad, der dog laa ſaa lige ved Grændſen, at man kun behøvede at ro over Elven for at være paa norſk Grund ved Thorſkebakke[11]. Som Grund hertil anførte han vel, enten at han havde ſaa travlt og ſkulde ſaa ſnart øſtover — han reiſte virkelig igjen ſnart efter afſted — at han ikke havde Tid til at vente ſaa langt veſter ſom i Tunsberg eller Oslo, indtil alle de Indkaldte vare ankomne, eller at han ønſkede ogſaa til ſamme Tid at overlægge med de ſvenſke Raadsherrer, ſom vare hos ham, om den bedſte Maade at indrette Krigsførelſen paa. Hvad der forhandledes om Krigen, vides ikke, men Kongen maa formodentlig have mødt den Modſtand, ſom ovenfor er antydet, eller ogſaa kun et betinget Tilſagn om Medvirkning, og derfor vel underhaanden have overlagt med Erkebiſkop Arne om den bedſte Maade at ſkaffe Pavens Medvirkning i at give Toget en religiøs, korstogsmæsſig, Charakteer, forbeholdende ſig, ſom man af det foregaaende kan ſkjønne, nærmere at handle med ſine norſke Høvdinger om denne Sag paa et nyt Møde, der maaſkee allerede nu berammedes til næſte Aars Februar Maaned i Oslo. Idetmindſte blev et ſaadant Møde holdt, ſom vi ville ſee. Det eneſte, der fra Mødet i Ljodhuus 1347 er levnet os, er Kongen og Dronningens Teſtament for Norge, dateret den 15de Juli. Da de allerede havde gjort ſit ſvenſke Teſtament, var det vel under alle Omſtændigheder deres Agt at gjøre et lignende for Norge, men den foreſtaaende Krig, maaſkee og alvorligere Stemning, frembragt ved de mange ængſtelige Naturoptrin, der i de ſidſte Tider havde fundet Sted, og de dunkle Rygter, ſom upaatvivleligt allerede nu gik om den forfærdelige Sygdom, der havde viſt ſig i Øſten, kan have fremſkyndet Beſlutningerne. Det kunde forreſten ſynes at vidne om heldigere Reſultater af Kongens Beſtræbelſer for at ordne ſine Financer og gjenvinde ſine Indtægter, end andre af hans Yttringer og Handlinger give at forſtaa, naar han og Dronningen i Indledningen til dette Teſtament udtrykkeligen ſige, „at Gud af ſin Naade havde overflødigt ophøiet og med timelige Goder beriget dem fremfor andre Menneſkernes Sønner“; men dette maa vel mere antages for en lidetſigende Talevending, end for en Tilkjendegivelſe af de virkelige Forhold. Man ſkulde imidlertid ſlutte til ſtor Overflod af den førſte Gave, ſom i Teſtamentet omtales, nemlig til Vadſtena Kloſter, hvor de“ allerede i det ſvenſke Teſtament havde beſtemt at ville begraves[12]. De ſkjenkede dertil den umaadelige Gave af 6000 Mk. i norſke Penge, for hvilken Kongen pantſatte Øen Ordooſt (nu urigtigt ſkrevet Orouſt) i Elveſysſel, ſaaledes at hans Efterfølgere ſkulde kunne indløſe den i en Tid af ti Aar i det høieſte, i hvilken Kloſtret ſkulde nyde alle kongelige Indtægter, deraf undtagen Sagøren. Til Chriſtkirken i Nidaroos ſkjenkede de 150 Mk. norſk til dens Bygning eller Vedligeholdelſe med endeel ſmukke Mesſeklæder, og oprettede af det Gods, der ved Hr. Sigurd Lande var dem tilfaldt, 10 Markebool til Høitideligholdelſe af deres Aartid med Mesſer og Beſpiisning af 30 Fattige, 26 Markebool (ligeledes efter Hr. Sigurd Lande) til en Præbende, hvortil Kongen og efter hans Død Dronningen ſkulde have Præſentationsret, ſamt til Oprettelſen af et Alter i ſamme Kirke til Ære for St. Olaf og Erik, hvorved Indehaveren af hiin Præbende ſkulde holde viſt foreſkrevne Mesſer. Til Kathedralkirkerne i Bergen, Stavanger, Hamar, Kirkevaag, Skaalholt og Hole gav de Mesſeklæder, til hver af dem lige meget. Kathedralkirken i Grønland fik 100 Mk. Peninger i koſtbare Kirkeklæder. Domkirken i Oslo fik ej alene koſtbare Altarklæder, men ogſaa 20 Mkbool til den hellige Jomfrus Altar paa Nordſiden med Forpligtelſe for Vicaren derved til at holde deres Aartider, ſamt til at beſpiſe 40 Perſoner. Beſynderligt nok, nævnes ikke Kathedralkirken paa Færøerne, uagtet de andre Kathedralkirker inden Norges Omraade ere betænkte; det ſynes alene at maatte være en Forglemmelſe. Apoſtelkirken i Bergen betænktes med 60 Mk. Peninger og 10 Mkb. Jord til dens Commune, St. Mariækirke i Oslo med 100 Mk. Peninger og 10 Markebool Jord[13]. Mindre Gaver ſkjenkedes til Fane, Herdla, Lede, Stikleſtad Kirker, til St. Thomas Kirke i Canterbury, og til den hellige Ludvigs Kirke i St. Denis ved Paris. Kloſtrene i Norge bleve rigeligt betænkte, og til Uddeling mellem de Fattige gaves for hver Fehirdſle, 40 Mk. Peninger. Til Executorer udnævntes Erkebiſkopen, Biſkop Salomon af Oslo, og Biſkop Halland af Hamar, ſamt Hr. Ivar Agmundsſøn, Bjarne Erlingsſøn og Orm Eyſteinsſøn. Man ſeer heraf, hvo der var hans meſt betroede Mænd. Fehirden i Oslo, Thorgils Smidsſøn eller hans Eftermand, ſkulde efter Teſtatorernes Død oppeberge hele Skatten af Fehirdſlen og udbetale Legaterne uden at være anſvarlig for Akershuus med Henſyn til andre, end den længſtlevende af dem ſelv og deres Executorer, men derimod være pligtig aarlig at aflægge disſe det nøjagtigſte Regnſkab, ligeſom og den længſtlevende i Forening med Executorerne ſkulde beſkikke hans Eftermand, naar dette behøvedes. Til Bekræftelſe paa dette Teſtament, fatte ſaavel Kongen og Dronningen ſelv, ſom alle de ovennævnte Geiſtlige og verdslige Herrer, ſit Segl derunder[14]. Det mærkeligſte herved er, at Cantſleren, uagtet han ſom Provſt ved Mariekirken nævnes førend alle Ridderne, dog ikke kalder ſig Cantſler eller Provſt, men alene „Chorsbroder i Oslo og Hamar“. Man maa ſaaledes antage, at han her under Forſamlingen midlertidigt havde maattet nedlægge Cantſlerværdigheden og overdrage Kongen Storſeglet, ſom han dog ved Kongens Bortreiſe atter fik tilbage. At Kongen havde Haſtværk med at komme øſtover, ſees deraf, at han allerede den 23de var i Ørebro, den 26de i Havnaſker, der maa være at ſøge etſteds i Mælaren, og den 30te i Stockholm[15]. Fra Ørebro lod han hiin føromtalte Skrivelſe (ſ. o. S. 373) udgaa til Jemtelendingerne om at udrede deres Skat ordentligt og ikke hindre dens Udbetaling til Sysſelmanden. Han opholdt ſig ikke længe i eller ved Stockholm, thi allerede i Midten af Auguſt var han i den øſtlige Deel af Finland[16] og havde ſandſynligviis endog været lige inde i Ladoga ved de rusſiſke Grændſer for at underſøge Forholdene, maaſke endog prøve paa, om han kunde tilbageerobre den tabte Borg. Heraf blev der vel neppe denne Gang noget, men det er muligt, at Kong Magnus allerede nu ſendte det Budſkab af Klerke og Munke til Novgorod, hvorom de rusſiſke Aarbøger tale[17], hvorved han ſkulde have udbedet ſig, at man vilde ſende en rusſiſk Geiſtlig for at ſamtale om Troeslæren med en af hans egne Klerker[18], paa det at han kunde høre, hvilken Lære der var bedſt, og, hvis da Rusſernes viiſte ſig at være den bedſte, gaa over til den, medens de omvendt i modſat Fald ſkulde antage hans, derſom de ej vilde, at han ſkulde hjemſøge dem med Ufred. Saaledes kan det nu vel umuligt forholde ſig, da ej engang den Tanke kan være falden Magnus ind, at ſelv han under nogen Betingelſe ſkulde kunne forſage ſin Tro, men vel er det muligt, ja det maa endog anſees for næſten viſt, at han høitideligt har ladet dem opfordre til at forene ſig med den romerſk-katholſte Kirke for derved i Afſlags-Tilfælde at kunne give ſit foreſtaaende Krigstog den religiøſe Charakter, der var nødvendig til at ſikkre ham ſine Underſaatters villige Hjelp og Paveſtolens Biſtand. Ved Modtagelſen af dette Budſkab, ſiges der, overlagde Novgorods Erkebiſkop Baſilius (Vaſilij), Posſadniken Theodor (Feodor) Danilovitſh, og Tyſiatſkojen Abraham (Avram) med det ſamlede Borgerſkab og lod ſvare Magnus, at han, hvad Troeslæren angaar, fik henvende ſig til ſelve Patriarchen i Conſtantinopel, da de ikke ſelv ønſkede at tviſte med ham om Troen. Om dette Svar bragtes Magnus tilbage af hans egne Udſendinger — hvilket er det rimeligſte —, eller om han førſt fik det i det følgende Aar, da han virkelig havde tiltraadt Krigstoget, ſiges ikke[19]. I Begyndelſen af September vendte Magnus tilbage igjen til Sverige; den 1ſte og 2den September var han i Aabo[20], d. 3die Oktober finde vi ham atter i Stockholm[21], hvorfra han kort efter over Sødermanland, Øſtergøtland, Veſtergøtland[22] reiſte til Norge og var allerede inden November Maaneds Udgang ankommen til Baagahuus[23]. Imidlertid havde rimeligviis Cantſler Arne fremdeles udſtedt Breve, vedkommende de løbende Regjeringsforretninger, i hans Navn og under Storſeglet[24], medens Hr. Agmund Guthormsſøn ligeſom før lod Hirdſager eller Klager over de kongelige Embedsmænd paakjende, ſaaledes ſom vi have ſeet af Forhandlingerne vedkommende Jemtelendingernes Klager over deres Sysſelmand Nikolas Petersſøn, (ſ. o. S. 373). I hele denne Tid førte Kongen intet andet norſk Segl med ſig, end ſit Secret, og lod dermed ſine Forordninger for Norge beſegle i ſin Nærværelſe. Paa denne Viis er nemlig hans føromtalte Skrivelſe til Jemtelendingerne beſeglet.

  1. Breve i det ſvenſke Rigsarchiv viſe, at Kongen var den 23de Januar 1347 i Linkøping, den 14de Februar paa Kobberberget, d. v. ſ. i Falun, hvor han ſendte den Beſked om Gegngerden, ſom ſtrax herefter omtales, til Jemteland, (trykt i Dipl. N. V. 192, og i Norges gl. L. III. 168.), den 19de Februar i Veſteraas, den 24de i Huſeby i Dalarne, hvor han udgav Skraaen for Kobberverket (trykt i Kroningsſwärds Dipl. Dalekarl. I. S. 14), 4de Marts i Stockholm, 12te paa Retterthing i Søderkøping, 17de i Skeninge, 22de Marts i Veſteraas og endelig fra 8—17de April i Ørebro.
  2. Om Medallagen, ſee Lagerbring III. 245, 380, 545 fgg., hvilket her har været min eneſte Kilde, da Loven ſelv med Apparater endnu ej er udgiven, ſkjønt med det førſte en Udgave, der viſt intet lader tilbage at ønſke, ſkal kunne ventes fra Dr. Schlyters kyndige Haand. At Loven virkelig blev antagen, ſeer man blandt andet deraf, at Hr. Ketil Glyſing, Fru Cecilia Glyſingsdatters Broder, lod ſig den 3die Auguſt 1354 af Kongen give Stadfeſtelſe paa et af hende udſtedt Gavebrev, hvorved hun, „i de gamle Love“ ſkjenkede ham og Arvinger noget Jordegods „med Feſte og Skjel og alle øſtergøtſke Love“; Kongen bad, at ingen ſkulde gjøre Ketil eller hans Arvinger Ejendommen derover ſtridig under Paaſkud af, at Gaven var „ſkeet i de gamle Love, førend de nye gaves eller lyſtes“. Altſaa blev den nye Lov lyſt til Thinge. Der gives ogſaa flere Haandſkrifter af den, men uden Kirkebaalkerne, formedelſt de Geiſtliges Proteſt.
  3. Dipl. Norv. I. 303.
  4. Breve fra Hamard i Vermeland af 28de April, Thingvalle af 29de, Mildesvik af 2den Mai, alle i det ſvenſke Rigsarchiv.
  5. Breve i det ſv. Rigsarchiv, der ellers kun handler om en Gods-Transaction, vedkommende Rakkeby (fordum Gudheim Kloſter.
  6. Der findes nemlig et Brev fra Kong Magnus dateret fra Vegſjø „anden Dag efter Trefoldighed,“ (28de Mai), hvori han tildømmer Hr. Haakon Læma noget Jord; et andet Brev .fra ham af ſamme Datum har ſom Udſtedelſesſted Ryd, der formodentlig maa ligge i Nærheden af Vegſjø.
  7. Norges gl. Love. III. S. 169. Brevet er dateret Tredievaage, ſom antoges at være Mariæ Bebudelſes Dag (25de Marts), indtil Lange i „Aarsberetning fra det kgl. Danſke Geheimearchiv“ II. Tillæg S. 73—79, viiſte, at dermed betegnes paa Øſtlandene Seljumannemesſe eller 8de Juli.
  8. Den isl. Lagmands-Annal, (Isl. Ann. Udg. S. 269 jfr. XXXV), melder, „at Rusſernes Konge i 1346 herjede paa Sveriges Rige og indtog efter Sigende en Stad ved Navn Sexborg“. Herom melder rigtignok de rusſiſke Annaler intet. Hvad der ſkal forſtaaes ved Sexborg, vides heller ikke. Men ogſaa ved 1348 omtales det (S. 276), at Kongen vilde erobre den tilbage.
  9. Dette ſiger Paven i ſin Bulle af 14de Marts 1351, hvorom nedenfor.
  10. De isl. Annaler ved 1348, Udg. S. 276.
  11. See ovenfor IV. 1. S. 87.
  12. Her omtales Kloſtret ſom kun paatænkt eller idetmindſte ikke færdigt; i det norſke Teſtamente derimod nævnes det, ſom om det allerede var i fuld Stand, hvilket det dog ikke kan have været, ſkjønt det viſtnok da allerede var paabegyndt, maaſke under St. Bergittas egen Opſigt, thi at hun ikke, ſom det almindeligviis heder, havde forladt Sverige allerede i 1346, ſees deraf, at man har et Brev fra hende, dateret Skeninge den 29de Juli 1348 (Br. i ſv. Rigsarchiv). Den ſtore Gave, hvormed Kongen betænkte det vordende Kloſter, viſer, hvilken Enthuſiasme der maa have herſket for dette Foretagende.
  13. Her ſiges der, at Kongen desuden giver Mariekirken de Ejendomme, der var ham tilfaldne i Haddingdal, paa Valders og paa Hadeland efter Erik Djupe, til Erſtatning for de 26 Markebool efter Sigurd Lande, ſom Kongen ſkjænkede til Nidaros Chriſtkirke, og ſom han oprindeligen havde givet Mariekirken, men atter taget tilbage.
  14. Dette Teſtament har været flere Gange aftrykt, førſt hos Suhm XIII. S. 807 ff., dernæſt i Handl. rör. Skand. hiſt. T. XII. derpaa i Samll. V. S. 579 ff., og endelig i Dipl. Norv. V. 193. Originalen findes i det ſvenſke Rigsarchiv.
  15. Breve i det ſvenſke Rigsarchiv.
  16. Breve, dateret Kirkjoſund, der ſynes at have været i den viborgſke Skærgaard, af 17de og 21de Auguſt, Arvidſens Handll. I. 2.
  17. De novgorodſke Aarbøger for Aaret 6857 (1ſte September 1347—48). De begynde Aaret med at omtale denne Sendelſe og antyde derved, at den fandt Sted i Septbr. 1347.
  18. De rusſiſke Aarbøger betjene ſig her af det beſynderlige Ord „Philoſopher“ om de Mænd, der fra begge Sider ſkulde afſendes til Disputationen.
  19. De rusſiſke Annaler tale om et Geſandtſkab af tvende Herrer, ſom de ſendte til Magnus, og ſom allerede traf ham i Spidſen for hans Krigshær, men dette er ſnarere ſkeet, da han kom tilbage til hine Egne 1348. Saaledes have vi og forſtaaet det, ſom det nedenfor vil ſees.
  20. Breve fra Magnus, daterede Aabo 1ſte og 5te Septbr., nævnes af Porthan i Noterne til Juuſten Chron. episc. Aboens. S., 269 270. Sammeſteds omtales et Brev fra ham, dateret Vardø paa Aaland den 10de September.
  21. Breve fra Stockholm, dateret 3die Oktober, ſee Gahms Beſkr. over Øland S. 229.
  22. Man har i det ſv. Rigsarchiv Breve fra Magnus, udſtedte i Vor Fru-Berge Kloſter i Sødermanland den 9de Oktober. og fra Skara den 20de Oktober. Altſaa har han vel taget Vejen over Strengnes, Linkøping, Skara og Ljodhuus.
  23. Brev af 25de Novbr. Dipl. Norv. IV. 321.
  24. Arne kalder ſig nemlig Cantſler i Brev af 10de Aug. 1347, Dipl. N. IV. 317.