Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/44

< Det norske Folks Historie | 7

Paa Baagahus opholdt nu Kong Magnus sig over en Maaneds Tid[1], beskjeftiget, som det synes, med allehaande Regjeringsforretninger, af hvilke der nu maa have været mange for ham at besørge, som ikke vel havde kunnet afgjøres ved Cantsleren, Hirdstjoren eller andre hans Ombudsmænd alene. Saaledes sørgede han for Retsplejen[2], og tilstod Bremens Borgere fri Handel paa Bergen mod alene at erlægge den Told, som af Kongerne Magnus og Erik var fastsat, saaat de fritoges fra den af Kong Haakon V paalagte[3]. Men ved ingen af disse, som overhoved ved intet under hele dette hans Ophold i Norge af ham udstedt Brev, nævnes der noget om Cantslerens Medvirkning, saaat man altsaa enten maa antage, at denne midlertidigt har nedlagt sit Embede, eller at Kongen fremdeles alene har beseglet med sit Secret, overladende de løbende Forretninger til Cantsleren. I alle Fald see vi atter denne optræde, ikke i Egenskab af Cantsler, men som slet og ret „Arne Aslakssøn“ idetmindste i eet af de Brevskaber, der udstedtes ved det Raads- eller Høvdinge-Møde, som nu holdtes i Oslo, medens han senere, i Kongens Fraværelse, atter viser sig som Cantsler: det maa derfor nok have været en vedtagen Sag, at han idetmindste ved Høvdingemøder midlertidigt nedlagde denne Verdighed. I Julen maa Kongen have haft det festligt hos sig paa Baagahuus og samlet mange højbyrdige Mænd ved sit Hof, thi vi see, at blandt dem, der strax efter deeltog i Høvdingemødet i Oslo, var der ikke mindre end fem, der her kaldes Riddere, medens de ved Modet i Ljodhuus et halvt Aar forud kun kaldes Emner„ altsaa maa Kongen ifølge gammel Vedtægt og Hirdskraaens saagodtsom udtrykkelige Bud have dubbet dem dertil ved Julehøjtiden. Disse fem var Sigurd Hafthorssøn, Bjarne Erlingssøn, Thorgils Smidssøn, Borgar Anundssøn og Orm Eysteinssøn[4]. Saaledes har da vel nu etslags Forsoning fundet Sted mellem Kongen og den førstnævnte, skjønt unegtelig ogsaa den Tanke ligger .nær, at Kongen denne Gang har viist sig mere end almindelig forekommende mod Høvdingerne og uddeelt Titler i større Mængde, end ellers, for at vinde dem og stemme dem des gunstigere for sine Krigsplaner.

Dagen, hvortil Mødet i Oslo var bestemt, vides ikke, men af enkelte under det udstedte Brevskaber sees, at det afholdtes ti Løbet af Februar. Som tilstedeværende nævnes Erkebiskopen, Biskop Hallvard af Hamar og Biskop Salomon af Oslo, Arne Aslakssøn (Cantsleren), Hr. Erling Vidkunnssøn, Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Ivar Agmundssøn, Hr. Agmund Guthormssøn, Hr. Borgar Anundssøn, Hr. Ulf Saxessøn, Hr. Guthorm Erikssøn, Hr. Thorgils Smidssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøn, Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Orm Eysteinssøn, Olaf Alfssøn, Thrond Krakessøn og Gunnar Hviit. Men da disse kun tilfældigvis nævnes som Medudstederne af den Dom, hvorom der her strax efter vil blive handlet, er det heel rimeligt, at ogsaa flere vare tilstede. Saaledes kan det gjerne være, at Biskoperne fra Island var der, hvilke netop var komne til Norge Aaret forud[5], som det i det Følgende vil sees. Kongens Hovedhensigt med dette Møde var formodentlig at gjøre en endelig Aftale om den Krig, som han havde fore, og at der har været tilsagt ham nogen Hjelp fra Høvdingernes Side maa sluttes deraf, at nogle af disse idetmindste senere fulgte ham i Feldten[6], og at han endnu samme Aar havde Leding ude fra Norge. Men desverre savnes enhver Efterretning om disse Forhandlinger. Desforuden seer man, at den Sag, der allerede længe havde ligget Kongen saa meget paa Hjertet, Ordningen og Forbedringen af hans Indtægter, var paa Bane. Der blev saaledes af de nysnævnte Høvdinger paa kongelig Begjering afgjort ved Dom, hvorledes Almuen paa Hedemarken og Raumarike skulde udrede sin Visøre og Leding til Kongen. Han fordrede nemlig, at de skulde erlægge den i det saakaldte forngilde Øre, det vil sine, at de Mark, Øre, Ertoger eller Peninger, hvortil enhver Gaard stod ansat i Skat, skulde betegne Penge af den Gehalt, som Mynten havde i det foregaaende Aarhundrede, da tre Mk. i indenlandske myntede Penge svarede til een Mark brendt Sølv, medens Almuen, som man kan skjønne, vilde dermed alene have den nu omløbende Mynt betegnet, i hvilken Forholdet mellem brendt Sølv og myntede Penge var som 5 til 1. Almuen fra de nævnte Fylker blev indstevnet til Oslo for at svare for sig og sendte vel, som sedvanligt ved slige Leiligheder, sine Fuldmægtige. Kongen anmodede de nævnte Herrer om at træde sammen i en Dom og, efter at have hørt hvad begge Parter havde at forebringe, at afgjøre Trætten. De samledes i Biskopsgaarden ei Oslo, og efter omhyggelige Undersøgelser fandt de, at Kongen havde Ret, især da Bønderne selv maatte indrømme, at de tog sin Landskyld efter den forngilde Cours. Saaledes dømtes der da, (16de Febr.), at Almuen baade i By og Hereder skulde yde Kongen forngilde Penge i Visøre og Leding, og hvor rede Penge ikke havdes, at en Hud skulde gjelde for to Øre, et Bukkeskind for en Øre, et Gedeskind for en halv, efter gammel Cours[7]. Denne Dom maa ansees for Resultatet af de Undersøgelser, Guthorm Erikssøn og Thrond Krakessøn faa Aar tidligere havde anstillet. Det er ikke usandsynligt, at ogsaa Protokollerne fra Undersøgelserne i Viken og andetsteds i Landet have været fremlagte, og at der har været afsagt flere Domme eller Afgjørelser af lignende Slags som den nysomtalte, men hvorom vi ej længer have Brevskaber tilbage. I Gudbrandsdalen synes idetmindste de samme Ørelag at have været fastsatte, men det kan hende, at Almuen der ingen Vanskeligheder har gjort ved at underkaste sig dem[8]. Paa dette Møde besørgede Kongen desuden andre vigtige Regjeringsforretninger. Saaledes gav han en Forordning, der just ikke vidner fordelagtig om Retstilstanden i Landet, idet den søger at afskrekke fra at kjøbe Folk til Meeneed eller leje Snigmordere til at rydde anden Mand af Vejen. Den setter Ubødemaals Straf for Ophavsmanden, og Straf af Brendemerkning for Snigmorderen selv. I den samme Forordning indskerpes ogsaa Lovens Straf for den, der stikker sagesløs Mand med Kniv, bider ham eller skyder paa ham, men tillader han rigtignok at løse sig fra Straffen med 8 Ertoger og 13 Mkr., og den byder endelig, at den tinder Forfølgelse værende Mand, der har taget Dagsbrev til at nyde midlertidig Fred, skal, naar han i denne Tid stikker eller hugger nogen eller gjør anden Ustyr, have forbrudt hiin Fred[9]. En anden Forordning gav han, hvorved han forbød udenlandske Kjøbmænd at handle paa Norge nordenfor Bergen og paa Skatlandene, en Fornyelse af det eldre Forbud under Kong Haakon[10]. Endvidere stadfestede han Mariekirkens eldre Privilegier og bød udtrykkeligt, at de skulde have Rang over de saakaldte Chorprester[11]. Og endelig tilholdt han alle Mænd i Tunsbergs Provstedømme at betale Kirkerne sin Ret og Skyldighed under Brevebruds Straf[12]. Ved ingen af disse Forordninger eller kongelige Skrivelser nævnes der et Ord om, at Cantsleren beseglede; det heder kun, at de besegledes i Kongens Overvær, og ved den sidstnævnte tilføjes, at det skete med hans Secret. Saaledes maa man vel antage, at de alle kun have været beseglede med dette, og at Cantsleren fremdeles beholdt Storseglet hos sig.

Ej længe derefter maa Magnus have forladt Oslo og begivet sig østover til Sverige, da vi i April finde ham ved Grenna i Linkøping[13], vistnok i fuld Travlhed med sine Udrustninger mod Rusland, ligesom vi ogsaa see flere af hans Omgivelser iferd med at gjøre Forberedelser til dette Tog[14]. I Norge blev formodentlig ogsaa strax Leding udbudt, thi allerede i de første Dage af Juni var Kongen ferdig at drage afsted[15]. Der tales meget i den yngre svenske Riimkrønike om, at han imod Fru Birgitta Byrgesdatters Advarsler, som hun paastod grundede sig paa Aabenbarelser af Christus og den hellige Jomfru selv, brugte udenlandske Lejetropper, baade fra Tydskland og Danmark. Det har vist fuldkommen sin Rigtighed, at han raadførte sig med Fru Birgitta, thi hendes efterladte saakaldte Aabenbarelser bevidne dette, og det synes desuden paa den Tid næsten at have været en Sedvane at raadspørge hende som etslags Orakel ved vigtige Foretagender[16]. Det er ogsaa i fra selv heel rimeligt, at Kongen foruden indenlandske Krigsmænd har lejet tydske Tropper, thi det var jo netop i hine Tider Skik og Brug. Men i St. Birgittas Aabenbarelser staar der rigtignok ikke et Ord om hiin Advarsel mod at bruge fremmede Tropper, og med Vished veed man intet derom. Naar der tillige fortælles, at Grev Henrik af Holsten deeltog med Kongen i Toget, da er dette endog aldeles urigtigt, thi Grev Henrik var under hele Krigen i 1348 paa ganske andre Kanter[17]. Det vil i det følgende vises, at Beretningen om Tydskernes Anvendelse i Krigen, hvis den ikke er aldeles greben ud af Luften, maaskee især grunder sig derpaa, at de tydske Riddere og Herrer i Estland maaskee deeltog i det andet Felttog 135l, ligesom vi strax nedenfor ville see, at de allerede samtidigt med Kong Magnus’s første Tog gjorde en Diversion fra sin Kant mod Pleskov, hvilket maaskee kan have været aftalt, da Sendebud fra Estland strax for Kongens Afreise var i Stockholm og der fik hans Bekræftelse (29de Maj) paa det Forsikkringsbrev, som Kong Christopher d. 2den i sin Tid havde givet dem[18]. Overhovedet synes det, som om Riimkrønikens Skildring mere sigter til det andet Tog i 1351, end til det første[19]. For sin Afreise indsatte Kongen Fru Birgittas egen Broder, Hr. Israel Byrgessøn, Lagmand i Uppland, til sin Generalembedsmand for Sverige i Johan Christinessøns Sted[20]. Strax efter Pints (8de Juni) drog han afsted med en betydelig Styrke[21]. Da han var kommen til Bjørkø ved Indseilingen til Viborg, sendte Novgoroderne flere anseede Mænd, hvoriblandt den nysnævnte Tysiatskoj Abraham og Kosma Tverdislavitsh, allerede bekjendt af den forrige Fredsslutning, (see S. 246) til ham for at underhandle, dog blev Abraham tilbage i Orechovetz (Nøteborg) efter Anmodning af Besetningen. Magnus fordrede paany, at alle Russerne skulde gaa over til hans Tro. Da de fremdeles vægrede sig herved, afbrødes Underhandlingerne, Sendebudene ilede tilbage til Nøteborg, og Magnus sejlede op til Borgen, som han begyndte at belejre med hele sin Krigsstyrke (24de Juni). Paa Efterretningen herom sendte Novgoroderne Hjelpetropper, der skulle have vundet en ikke ubetydelig Sejr over Kongens Mænd paa et Sted kaldet Shabtshe, men da ogsaa Tydskerne i Estland (enten Ridderne eller de estlandske Herrer), paa samme Tid gjorde et Indfald i Egnen om Pleskov, maatte de drage tilbage igjen; den russiske Storfyrst Simeon, til hvem der sendtes Bud om snarlig Hjelp, lovede vel at komme, men udeblev, og saaledes lykkedes det endelig Magnus efter sex Ugers Belejring (6te August) at indtage Borgen, efter en Capitulation, hvorved Besetningen fik fri Afmarsch, medens Kosma, Abraham og aatte eller ni andre Bojarer bleve i hans Vold som Gisler. Imidlertid havde han underkastet sig en Deel af det omliggende Landskaber og faaet de indfødte Indbyggere, Ingrer, Voter og Kareler, til at lade sig døbe, deels med det gode, deels med Tvang. At de bleve døbte, viser, at de betragtedes som Hedninger, hvilket vel og mange af dem virkeligt vare[22]. Paa Island og rimeligviis ogsaa i Norge gik siden det Sagn, at Kongen havde tvunget selve den russiske Storfyrste til at antage den rette Tro[23]. Efter saaledes at have nogenledes udrettet, hvad han vilde, vendte Magnus tilbage til Sverige med Gislerne[24], efterladende en Besetning i Nøteborg, vel forsynet med Levnetsmidler og andre Krigsfornødenheder[25]. Men aldrig saasnart var han borte, førend Novgoroderne viste sig paany (15de August) og indsluttede Borgen, som de nu blokerede eller belejrede lige til ind i Februar 1340, da de endelig vovede en Storm og indtog den med stor Blodsudgydelse[26]. De fleste af Besetningen – blandt dem maaskee ogsaa enkelte Nordmænd – bleve nedhuggede, og kun nogle faa gjorte til Fanger for at benytte dem til Udvexling mod de Gisler, Kong Magnus havde taget med sig. Derpaa gik det ud over de stakkels Kareler og Ingrer, der bleve frygteligt straffede for deres Frafald; nogle bleve nedsablede, andre hængte paa Træer, andre lod man sønderrive af vilde Hunde, eller aflivede dem ved forskjellige andre Piinsler. Det forstaar sig, at de bleve tvungne til at vende tilbage til den græske Tro[27]. Siden gjorde Russerne et Herjetog lige op til Haalogaland, som herjedes med Ild og Sverd lige til Bjørkø[28]. Imidlertid havde Pleskoverne ogsaa slaaet Angrebet fra Estland tilbage, indtaget en Borg, som de tydske Herrer havde anlagt ved Narova, og dræbt Besetningen. Saa heldigt som dette Tog var begyndt, saa uheldigt var det derfor i.sine Følger baade for Sverige og Norge. Man maa formode, at Skylden for det forhastede Tilbagetog ej saa meget laa hos ham, som hos Herrerne, der fulgte ham paa Toget. Han selv brendte af Begjerlighed efter at tage Hevn over de grumme Fjender, men vi ville snart see, hvorledes en megtigere Haand end Menneskernes hindrede ham deri og frembragte en nødtvungen Stilstand i alle Krigsforetagender.

  1. ↑ I det sv. Rigsarchiv findes og et Brev udstedt af Kongen fra Baagahnus 1ste Decbr. 1347, og vi see af det følgende, at han opholdt sig her endnu d. 18de Januar. Naar derhos Portban omtaler et Brev, som Kongen d. 19de Decbr. skulde have udstedt fra Borgo i Finland, er dette upaatvivleligt en Misforstaaelse af „Baagahuus“.
  2. ↑ Det ovennævnte Brev til Ryfvlke-Lagmanden af 25de Novbr. 1347.
  3. ↑ Br. af 13 Januar 1348, Dipl. Norv. V. 197.
  4. ↑ See Dommen af 16de Febr. 1348, især sammenholdt med den af Jan. 1347.
  5. ↑ See Isl. Annaler, Udgaven S. 272.
  6. ↑ Bjarne og flere anseede Mænd fulgte nemlig Kongen iallefald i 1351, som de isl. Annaler berette.
  7. ↑ Denne Dom er aftrykt i N. gl. Love III. 171 efter et Par gamle Lov-Haandskrifter fra c. 1400 og 1450. Skade, at vi ej have Originalen, thi derved kunde vi maaske faa Rede paa flere Besynderligheder i den Maade, hvorpaa Udstederne opregnes. De verdslige Herrer forekomme nemlig i den Orden: Erling Vidkunnssøn, Jon Hafthorssøn, Ivar Agmundssøn, Agmund Guthormssøn, Bjarne Erlingssøn, Arne Aslakssøn, Sigurd Hafthorssøn, Orm Eysteinssøn, Borger Anundssøn, Ulf Saxessøn, Thorgils Smidssøn, Guthorm Erikssøn, Riddere, og Olaf Alfssøn, Thrond Krakessøn, Gunnar Hviit, Svener. Men det synes utroligt og stemmer idetmindste ikke med hvad der ellers altid iagttoges, at nybagte Riddere som Bjarne og Sigurd settes foran eldre, som Ulf Saxessøn og Guthorm Erikssøn. End mere forunderligt er det, at Cantsleren Arne Aslakssøn nævnes midt imellem Ridderne. Her synes man virkelig at maatte antage, at Afskriverne have forrykket Originalens Orden.
  8. ↑ See Brev fra Vaage af 16de Februar 1349 (D. N. V. 207), hvorved Alf Erlingssøn indberetter i Sysselmanden Erik Slembes Navn, at en Olaf Grimssøn modtog Kongens Visøre til den Cours af en Kohud for 4 Ertoger, et Toaars Bukkeskind for 1 Øre, Aarsgammelt Bukkeskind for 2 Ertoger, et Gedeskind for 1 Ertog o. s. v. Her er Pengene satte endnu lidt højere end i Dommen af 1348.
  9. ↑ Forordn. af 18de Febr. 1348 i N. gl. Love III. S. 173.
  10. ↑ Sammesteds S. 170. Datum angives forskjelligt i de forskjellige, allesammen daarlige, Afskrifter, men 18de Decbr. er vist det rette, da ogsaa den nysomtalte Forordning og Beskyttelsesbrevet for Mariekirken er af denne Dag.
  11. ↑ Breve af 18de og 20de Februar i Dipl. N. 289, 290.
  12. ↑ Br. af 19 Febr. 1348 i Dipl. N. I. 310.
  13. ↑ Br. i det svenske Rigsarchiv af ilde April. See Lagerbring III. 615.
  14. ↑ See Breve i det sv. Rigsarchiv, hvorved Rørek Bonde bortbytter sin Deel af Lina og Hallestad til sin Broder Peder Bonde mod hans Deel i Husabystrand, paa Vilkaar at Throtte Peterssøn og Johan Hjærne {{sperret|inden et Aar efter Kongens Tilbagekomst fra Russerne skulle vurdere de bortbyttede Ejendomme. Heraf maa man vel slutte, at Rørek, Throtte og Johan skulde være med paa Toget. Hr. Erngisl Sunessøn solgte den 28de Mai sit Gods i Uppland og Sødermanland, vist af samme Grund. Byrge Magnussøn og hans 2 Sønner solgte 17 April deres Gods til Kongens Marsk Steen Thuressøn.
  15. ↑ See hans Brev af 4de Juni, dateret Liduhavn nærved Stockholm, i det sv. Rigsarchiv. Der kan ingen Tvivl være om, at han laa der med Flaaden. Det handler om, at han giver Hr. Israel Byrgessøn visse Godser i Vederlag for andre, som denne havde overladt ham. Brevet er medbeseglet af Dronningen, Erkebiskopen, Biskop Peter af Linkøping, Sigge af Skara og Thomas af Vegsjø, samt Hr. Gisle Elinesøn, Gøtstav Tunessøn, Nicl. Arnbjørnssøn, Knut Folkessøn, Karl Neskonungssøn, Karl Tukessøn, Amund Sture, Laurents Karlssøn, Puke Glysing, Steen Thuressøn, Riddere, og Johan Christinessøn, Sven. Altsaa holdtes her ogsaa et Høvdingemøde; dog maa man vel antage, at mange af de nævnte Herrer ogsaa fulgte med paa Toget.
  16. ↑ Om St. Birgitta, Datter af Hr. Byrge Peterssøn og Enke efter Hr. Ulf Gudmarssøn, er det her overflødigt at tale nærmere, da udførlig Besked om l hende findes saavel hos Lagerbring som i andre historiske Skrifter s navnlig Langes „de Norske Klostres Historie“, Side 53 ff. Hendes saakaldte „Aabenbarelser eller Revelationes“, om hvilke det nu er oplyst, at de virkelig ere forfattede eller oprindeligt dicterede af hende selv, indeholde blandt megen mystisk og uforstaaelig Tale dog en og anden ikke uvigtig Antydning til de Begivenheder, som i Sverige forefaldt inden hendes Afreise derfra, hvilken man ogsaa heraf kan see fandt Sted ikke i 1346, som det almindeligt siges, men idetmindste efter 1348, fra hvilket Aar vi ogsaa, som ovenfor viist, (S. 478) endnu have et af hende i Skeninge udstedt Brev. Vi see saaledes deraf, som det strax nedenfor nærmere skal omtales, at hun i 1348 overtalte sin Broder Hr. Israel Byrgessøn til at modtage Generalembedsmands-Posten istedetfor at følge Kongen paa Toget til Rusland. Hendes Orakelfvar til Kongen om det forestaaende Tog indeholdes i Revelationernes 8de Bogs 39te, 40de, 42de, 43de, 44de og 45de Cap. Deres Indhold er i Korthed dette: at han bor have godt Mod, dueligt Legeme, frivillige og brave Vasaller og Krigere, at han i Forvejen bor gjennemreise sit Rige og forvisse sig om, hvorledes Lov og Ret overholdes, at han skal have to Faner, en fremstillende Christi Lidelse, en anden Retfærdighedens Sverd, medbringe dydige Klerker og Munke af forskjellige Ordener, ikke medtage for mange Krigere eller stole for meget paa sin Styrke, at han skal tilbyde de Vantro Fred, Tro og Frihed, og kun skride til Straf og Udryddelse, hvis de foragte hans Tilbud. Det sees af Cap. 43, at hun efter Kongens Hjemkomst dadlede ham og hans Mænd baade for Tilbagetoget i sig selv, og fordi de gav sig og ikke Gud, Æren for Sejren. I alle disse Svar nævnes ikke Magnus’s Navn, han betegnes kun som „en Konge i Sverige“. Man seer ogsaa af Cap. 46, at han havde en Biskop med paa Toget, thi denne Biskop tilholdes her strax at oprette en Kathedralkirke, naar endeel af Hedningernes Land er indtaget. Denne Biskop var maaskee Henning af Aabo, men maaske og en af de fire ovennævnte. St. Birgitta forlod neppe Sverige førend til Jubilæet 1350, eller i 1349, som det udtrykkeligt siges i Ser. R. D. p. 258, (see nedenfor S 488 Note 3).
  17. ↑ Grev Henrik af Holsten var den 22de Juli 1348, da Kong Magnus laa for Nøteborg, paa Nebbe-Gaard i Sjæland, see nedenfor S. 493, Note 4, og 22de Septbr. 1348 paa Ørkel (paa Fyn), Lüb. Urk. B. No. 910. Da Riimkrøniken udtrykkeligt siger, at han var med paa Toget, tør man ikke reentud benegte det, men det“ maa da have været paa Kongens andet Tog, i 1350–51, saaledes som det nedenfor nærmere skal omhandles.
  18. ↑ See Grams „Forbedringer“. Khavnske Selskabs Skrivter, IV. S. 47.
  19. ↑ Der er faa Begivenheder i Sveriges Historie, som er blevet mere mishandlede af senere Chronister og nyere Historieskrivere, end denne Krig med Rusland. Lige fra Ericus Olai af har man nemlig lagt Riimkrønikens uvederheftige Beretning til Grund her, som ellers ved Fremstillingen af Kong Magnus’s Historie. Uagtet det nok er muligt, at Riimkrønikens Beretning, nedskreven mange Aar senere, kan indeholde enkelte Omstændigheder fra Kongens første Tog, f. Ex. om de undertvungne Indbyggeres Daab, saa vil man dog, naar man nærmere gjennemgaar den, (vi ville i det Følgende korteligen meddele den) see, at den i sin Heelhed ikke passer paa Toget i 1348, saaledes som det fortælles i de paalideligste Kilder, og at den derfor maa gjelde Kongens andet Tog. Den væsentligste Forskjel er, at Riimkrøniken lader Magnus blive belejret af Russerne og komme i Nød, medens de samtidige Beretninger om Toget i 1348 tvertimod lade ham sejre og indtage Stenberg. Disse Beretninger, skjønt fra mange forskjellige Hold, ere dog saa merkeligt samstemmende, at man ikke et Øieblik kan tvivle om deres Rigtighed. Den vigtigfte og fuldstændigste er a) den i de russiske Annaler for 6856 (1347–48), som vi ovenfor især have fulgt. (Suomi f. 1848 S. 96–100). De sige udtrykkeligt, at Novgoroderne sende sine Tropper mod Kongen den 24de Juni, at Magnus indtog Nøteborg den 6te August, at Novgoroderne strax efter hans Bortgang begyndte Belejringen d. 15de August og indtog Borgen den 24de Febr. i det følgende Aar. Dernæst følger b) Detmars lübeckske Krønike VI. 270), der fortæller, at Kongen tiltraadte sit Tog efter Pints (8de Juni) 1348, begyndte at belejre Pekensaari (det finske Navn paa Nøteborg) ved St. Hansdags-Tider, og indtog den efter 6 Ugers Forløb (altsaa ved 6te August), og drog derpaa hjem, men at Russerne siden ved Fastelavnstider (strax efter 22de Febr.) 1349 tog Borgen tilbage. Fremdeles haves c) nogle kortere danske og svenske Annaler Scr. Rer. Dan. V. 532 fgg. samt Scr. R. Sv. I. 61 fgg. Her staar der for 1348, at Kong Magnus med en talrig Hær drog til Rusland og overvandt Pekensaari, hvorhos der i den Bearbeidelse af de visbyske Minoriters Chronicon, der findes i Scr. R. D. I. 251 fgg. findes følgende Notits (S.258), der er udeladt i den Bearbeidelse af samme Diarium, der findes i Scr. R. Sv. S. 32–39: „Merk, at i 1340 sat dette er Skrivfejl for 1348 sees strax) gjorde Kong Magnus med en veldig Hær et Indfald i Rusland og indtog Pekensaari samt endeel af Landet, men i det følgende Aar indtog Russerne Borgen og dræbte Besætningen. Da forlod ogsaa St. Birgitta Sverige og drog til Rom“. Endelig have vi i de isl. Annaler (Udg. S. 276, 284,) der udtrykkelig omtaler to Tog, som Kongen gjorde til Rusland, et i 1348 og et i 1350–51.
  20. ↑ Hr. Israel kaldes nemlig Officialis generalis i det nys citerede Brev fra Liduhavn af 4de Juni. I St. Birgittas Revelationes (VI. 95) staar der, som vi allerede ovenfor har antydet, at „en højbyrdig Stormand i Sverige, ved Navn Hr. Israel, anmodedes paa det ivrigste af Kongen om at paatage sig Rigets Styrelse, men vægrede sig, da han heller vilde gaa mod Hedningerne og dø for den sande Tro; at St. Birgitta overtalte ham til at paatage sig Embedet for denne Gang, trøstende ham med, at Guds Moder paa en anden Maade nok vilde føre ham til sig, hvilket og skete, da han nogle Aar senere drog ud mod de Vantro og døde i Riga. Herved sigtes til Kongens andet Tog, hvori Hr. Israel deeltog, som det vil sees af det vigtige Gjeldsdocument af 19de Marts 1351, hvorom der i det følgende vil blive handlet.
  21. ↑ Man skulde tro, at Kong Magnus i Mai 1348 havde foreløbigt været i Finland for at ordne et og andet, naar man hos Dalin, Sv. Hist. S. 48, finder et Brev citeret under Datum Aabo Fredag før Philippi og Jacobi Dag (25de April) 1348. Men i Porthans Noter til Juustens Biskopskrønike S. 272 staar det og citeret, og Dateringen lyder der „Datum Abo in Curia nostra Ørebro &c, hvor det er tydeligt, at „Abo“ er indkommet ved en Skrivfejl, og at Brevet er udstedt fra Ørebro. Ellers er der en anden mistænkelig Omstændighed ved dette Brev, at Dagen, den 25de April, ikke ligefrem er betegnet „St. Marcus’s Dag“; det kunde nok derfor være muligt, at det henhører til et andet Aar. Et andet Brev, som Dalin sammesteds citerer, S. 488, Note, er ogsaa fejlagtigt dateret fra Kunio i Finland d. 10de Febr. 1348, thi paa den Tid var Kongen, som vi have seet, i Norge. Hvis man kjendte Originalens Betegnelse af Dagen, vilde Fejlens Oprindelse formodentlig kunne paavises.
  22. ↑ Dette bevidne baade de russiske Annaler og Paven i sin Bulle. Men merkeligt nok siges der ogsaa i Erkebiskop Nicolaus’s Chronicon (citeret af Lagerbring III. 395), at Kong Magnus i 1348 indtog Pekensaari og fangede Russernes Konge. Man maa vel have antaget Tysiatskosen Abraham for Kongen.
  23. ↑ Dette berettes nemlig i de isl. Annaler S. 276.
  24. ↑ Det er formodentlig ved denne Lejlighed, at han ogsaa bragte med sig til Sverige en russisk Pige, hvilken han satte i Vor Fru-Berge Kloster og skjenkede endeel Gods med hende, see Brev af 25de Aug. i 1350 i sv. Rigsarchiv, jvfr. Lagerbring III. S. 400.
  25. ↑ Detmar siger, at Besetningen kun udgjorde 400 Mand. De russiske Annaler sette den til 800 Mand, hvilket synes rimeligere.
  26. ↑ I de russiske Annaler fortælles der, at Novgoroderne vel lige fra 15de August 1348 stod for Borgen, (altsaa blokerede bero„ men at de Mandagen i Theodors Ugen (formodentlig Fastelavnsmandag d. 23de) begyndte at bestorme den, og indtoge den Tirsdagen d. 24de. Detmar siger ogsaa, at de indtoge den ved Fastelavnstider.
  27. ↑ Saaledes fortælles der i Pavens Bulle, naturligviis efter Beretninger fra Sverige. Raynaldi Annales VI. T. 16 p. 324.
  28. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 280.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/44&oldid=79513»