Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 482-490).

Paa Baagahus opholdt nu Kong Magnus ſig over en Maaneds Tid[1], beſkjeftiget, ſom det ſynes, med allehaande Regjeringsforretninger, af hvilke der nu maa have været mange for ham at beſørge, ſom ikke vel havde kunnet afgjøres ved Cantſleren, Hirdſtjoren eller andre hans Ombudsmænd alene. Saaledes ſørgede han for Retsplejen[2], og tilſtod Bremens Borgere fri Handel paa Bergen mod alene at erlægge den Told, ſom af Kongerne Magnus og Erik var faſtſat, ſaaat de fritoges fra den af Kong Haakon V paalagte[3]. Men ved ingen af disſe, ſom overhoved ved intet under hele dette hans Ophold i Norge af ham udſtedt Brev, nævnes der noget om Cantſlerens Medvirkning, ſaaat man altſaa enten maa antage, at denne midlertidigt har nedlagt ſit Embede, eller at Kongen fremdeles alene har beſeglet med ſit Secret, overladende de løbende Forretninger til Cantſleren. I alle Fald ſee vi atter denne optræde, ikke i Egenſkab af Cantſler, men ſom ſlet og ret „Arne Aslaksſøn“ idetmindſte i eet af de Brevſkaber, der udſtedtes ved det Raads- eller Høvdinge-Møde, ſom nu holdtes i Oslo, medens han ſenere, i Kongens Fraværelſe, atter viſer ſig ſom Cantſler: det maa derfor nok have været en vedtagen Sag, at han idetmindſte ved Høvdingemøder midlertidigt nedlagde denne Verdighed. I Julen maa Kongen have haft det feſtligt hos ſig paa Baagahuus og ſamlet mange højbyrdige Mænd ved ſit Hof, thi vi ſee, at blandt dem, der ſtrax efter deeltog i Høvdingemødet i Oslo, var der ikke mindre end fem, der her kaldes Riddere, medens de ved Modet i Ljodhuus et halvt Aar forud kun kaldes Emner„ altſaa maa Kongen ifølge gammel Vedtægt og Hirdſkraaens ſaagodtſom udtrykkelige Bud have dubbet dem dertil ved Julehøjtiden. Disſe fem var Sigurd Hafthorsſøn, Bjarne Erlingsſøn, Thorgils Smidsſøn, Borgar Anundsſøn og Orm Eyſteinsſøn[4]. Saaledes har da vel nu etſlags Forſoning fundet Sted mellem Kongen og den førſtnævnte, ſkjønt unegtelig ogſaa den Tanke ligger .nær, at Kongen denne Gang har viiſt ſig mere end almindelig forekommende mod Høvdingerne og uddeelt Titler i ſtørre Mængde, end ellers, for at vinde dem og ſtemme dem des gunſtigere for ſine Krigsplaner.

Dagen, hvortil Mødet i Oslo var beſtemt, vides ikke, men af enkelte under det udſtedte Brevſkaber ſees, at det afholdtes ti Løbet af Februar. Som tilſtedeværende nævnes Erkebiſkopen, Biſkop Hallvard af Hamar og Biſkop Salomon af Oslo, Arne Aslaksſøn (Cantſleren), Hr. Erling Vidkunnsſøn, Hr. Jon Hafthorsſøn, Hr. Ivar Agmundsſøn, Hr. Agmund Guthormsſøn, Hr. Borgar Anundsſøn, Hr. Ulf Saxesſøn, Hr. Guthorm Eriksſøn, Hr. Thorgils Smidsſøn, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, Hr. Bjarne Erlingsſøn, Hr. Orm Eyſteinsſøn, Olaf Alfsſøn, Thrond Krakesſøn og Gunnar Hviit. Men da disſe kun tilfældigvis nævnes ſom Medudſtederne af den Dom, hvorom der her ſtrax efter vil blive handlet, er det heel rimeligt, at ogſaa flere vare tilſtede. Saaledes kan det gjerne være, at Biſkoperne fra Island var der, hvilke netop var komne til Norge Aaret forud[5], ſom det i det Følgende vil ſees. Kongens Hovedhenſigt med dette Møde var formodentlig at gjøre en endelig Aftale om den Krig, ſom han havde fore, og at der har været tilſagt ham nogen Hjelp fra Høvdingernes Side maa ſluttes deraf, at nogle af disſe idetmindſte ſenere fulgte ham i Feldten[6], og at han endnu ſamme Aar havde Leding ude fra Norge. Men desverre ſavnes enhver Efterretning om disſe Forhandlinger. Desforuden ſeer man, at den Sag, der allerede længe havde ligget Kongen ſaa meget paa Hjertet, Ordningen og Forbedringen af hans Indtægter, var paa Bane. Der blev ſaaledes af de nysnævnte Høvdinger paa kongelig Begjering afgjort ved Dom, hvorledes Almuen paa Hedemarken og Raumarike ſkulde udrede ſin Visøre og Leding til Kongen. Han fordrede nemlig, at de ſkulde erlægge den i det ſaakaldte forngilde Øre, det vil ſine, at de Mark, Øre, Ertoger eller Peninger, hvortil enhver Gaard ſtod anſat i Skat, ſkulde betegne Penge af den Gehalt, ſom Mynten havde i det foregaaende Aarhundrede, da tre Mk. i indenlandſke myntede Penge ſvarede til een Mark brendt Sølv, medens Almuen, ſom man kan ſkjønne, vilde dermed alene have den nu omløbende Mynt betegnet, i hvilken Forholdet mellem brendt Sølv og myntede Penge var ſom 5 til 1. Almuen fra de nævnte Fylker blev indſtevnet til Oslo for at ſvare for ſig og ſendte vel, ſom ſedvanligt ved ſlige Leiligheder, ſine Fuldmægtige. Kongen anmodede de nævnte Herrer om at træde ſammen i en Dom og, efter at have hørt hvad begge Parter havde at forebringe, at afgjøre Trætten. De ſamledes i Biſkopsgaarden ei Oslo, og efter omhyggelige Underſøgelſer fandt de, at Kongen havde Ret, iſær da Bønderne ſelv maatte indrømme, at de tog ſin Landſkyld efter den forngilde Cours. Saaledes dømtes der da, (16de Febr.), at Almuen baade i By og Hereder ſkulde yde Kongen forngilde Penge i Visøre og Leding, og hvor rede Penge ikke havdes, at en Hud ſkulde gjelde for to Øre, et Bukkeſkind for en Øre, et Gedeſkind for en halv, efter gammel Cours[7]. Denne Dom maa anſees for Reſultatet af de Underſøgelſer, Guthorm Eriksſøn og Thrond Krakesſøn faa Aar tidligere havde anſtillet. Det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Protokollerne fra Underſøgelſerne i Viken og andetſteds i Landet have været fremlagte, og at der har været afſagt flere Domme eller Afgjørelſer af lignende Slags ſom den nysomtalte, men hvorom vi ej længer have Brevſkaber tilbage. I Gudbrandsdalen ſynes idetmindſte de ſamme Ørelag at have været faſtſatte, men det kan hende, at Almuen der ingen Vanſkeligheder har gjort ved at underkaſte ſig dem[8]. Paa dette Møde beſørgede Kongen desuden andre vigtige Regjeringsforretninger. Saaledes gav han en Forordning, der juſt ikke vidner fordelagtig om Retstilſtanden i Landet, idet den ſøger at afſkrekke fra at kjøbe Folk til Meeneed eller leje Snigmordere til at rydde anden Mand af Vejen. Den ſetter Ubødemaals Straf for Ophavsmanden, og Straf af Brendemerkning for Snigmorderen ſelv. I den ſamme Forordning indſkerpes ogſaa Lovens Straf for den, der ſtikker ſagesløs Mand med Kniv, bider ham eller ſkyder paa ham, men tillader han rigtignok at løſe ſig fra Straffen med 8 Ertoger og 13 Mkr., og den byder endelig, at den tinder Forfølgelſe værende Mand, der har taget Dagsbrev til at nyde midlertidig Fred, ſkal, naar han i denne Tid ſtikker eller hugger nogen eller gjør anden Uſtyr, have forbrudt hiin Fred[9]. En anden Forordning gav han, hvorved han forbød udenlandſke Kjøbmænd at handle paa Norge nordenfor Bergen og paa Skatlandene, en Fornyelſe af det eldre Forbud under Kong Haakon[10]. Endvidere ſtadfeſtede han Mariekirkens eldre Privilegier og bød udtrykkeligt, at de ſkulde have Rang over de ſaakaldte Chorpreſter[11]. Og endelig tilholdt han alle Mænd i Tunsbergs Provſtedømme at betale Kirkerne ſin Ret og Skyldighed under Brevebruds Straf[12]. Ved ingen af disſe Forordninger eller kongelige Skrivelſer nævnes der et Ord om, at Cantſleren beſeglede; det heder kun, at de beſegledes i Kongens Overvær, og ved den ſidſtnævnte tilføjes, at det ſkete med hans Secret. Saaledes maa man vel antage, at de alle kun have været beſeglede med dette, og at Cantſleren fremdeles beholdt Storſeglet hos ſig.

Ej længe derefter maa Magnus have forladt Oslo og begivet ſig øſtover til Sverige, da vi i April finde ham ved Grenna i Linkøping[13], viſtnok i fuld Travlhed med ſine Udruſtninger mod Rusland, ligeſom vi ogſaa ſee flere af hans Omgivelſer iferd med at gjøre Forberedelſer til dette Tog[14]. I Norge blev formodentlig ogſaa ſtrax Leding udbudt, thi allerede i de førſte Dage af Juni var Kongen ferdig at drage afſted[15]. Der tales meget i den yngre ſvenſke Riimkrønike om, at han imod Fru Birgitta Byrgesdatters Advarſler, ſom hun paaſtod grundede ſig paa Aabenbarelſer af Chriſtus og den hellige Jomfru ſelv, brugte udenlandſke Lejetropper, baade fra Tydſkland og Danmark. Det har viſt fuldkommen ſin Rigtighed, at han raadførte ſig med Fru Birgitta, thi hendes efterladte ſaakaldte Aabenbarelſer bevidne dette, og det ſynes desuden paa den Tid næſten at have været en Sedvane at raadſpørge hende ſom etſlags Orakel ved vigtige Foretagender[16]. Det er ogſaa i fra ſelv heel rimeligt, at Kongen foruden indenlandſke Krigsmænd har lejet tydſke Tropper, thi det var jo netop i hine Tider Skik og Brug. Men i St. Birgittas Aabenbarelſer ſtaar der rigtignok ikke et Ord om hiin Advarſel mod at bruge fremmede Tropper, og med Vished veed man intet derom. Naar der tillige fortælles, at Grev Henrik af Holſten deeltog med Kongen i Toget, da er dette endog aldeles urigtigt, thi Grev Henrik var under hele Krigen i 1348 paa ganſke andre Kanter[17]. Det vil i det følgende viſes, at Beretningen om Tydſkernes Anvendelſe i Krigen, hvis den ikke er aldeles greben ud af Luften, maaſkee iſær grunder ſig derpaa, at de tydſke Riddere og Herrer i Eſtland maaſkee deeltog i det andet Felttog 135l, ligeſom vi ſtrax nedenfor ville ſee, at de allerede ſamtidigt med Kong Magnus’s førſte Tog gjorde en Diverſion fra ſin Kant mod Pleſkov, hvilket maaſkee kan have været aftalt, da Sendebud fra Eſtland ſtrax for Kongens Afreiſe var i Stockholm og der fik hans Bekræftelſe (29de Maj) paa det Forſikkringsbrev, ſom Kong Chriſtopher d. 2den i ſin Tid havde givet dem[18]. Overhovedet ſynes det, ſom om Riimkrønikens Skildring mere ſigter til det andet Tog i 1351, end til det førſte[19]. For ſin Afreiſe indſatte Kongen Fru Birgittas egen Broder, Hr. Israel Byrgesſøn, Lagmand i Uppland, til ſin Generalembedsmand for Sverige i Johan Chriſtinesſøns Sted[20]. Strax efter Pints (8de Juni) drog han afſted med en betydelig Styrke[21]. Da han var kommen til Bjørkø ved Indſeilingen til Viborg, ſendte Novgoroderne flere anſeede Mænd, hvoriblandt den nysnævnte Tyſiatſkoj Abraham og Kosma Tverdiſlavitſh, allerede bekjendt af den forrige Fredsſlutning, (ſee S. 246) til ham for at underhandle, dog blev Abraham tilbage i Orechovetz (Nøteborg) efter Anmodning af Beſetningen. Magnus fordrede paany, at alle Rusſerne ſkulde gaa over til hans Tro. Da de fremdeles vægrede ſig herved, afbrødes Underhandlingerne, Sendebudene ilede tilbage til Nøteborg, og Magnus ſejlede op til Borgen, ſom han begyndte at belejre med hele ſin Krigsſtyrke (24de Juni). Paa Efterretningen herom ſendte Novgoroderne Hjelpetropper, der ſkulle have vundet en ikke ubetydelig Sejr over Kongens Mænd paa et Sted kaldet Shabtſhe, men da ogſaa Tydſkerne i Eſtland (enten Ridderne eller de eſtlandſke Herrer), paa ſamme Tid gjorde et Indfald i Egnen om Pleſkov, maatte de drage tilbage igjen; den rusſiſke Storfyrſt Simeon, til hvem der ſendtes Bud om ſnarlig Hjelp, lovede vel at komme, men udeblev, og ſaaledes lykkedes det endelig Magnus efter ſex Ugers Belejring (6te Auguſt) at indtage Borgen, efter en Capitulation, hvorved Beſetningen fik fri Afmarſch, medens Kosma, Abraham og aatte eller ni andre Bojarer bleve i hans Vold ſom Giſler. Imidlertid havde han underkaſtet ſig en Deel af det omliggende Landſkaber og faaet de indfødte Indbyggere, Ingrer, Voter og Kareler, til at lade ſig døbe, deels med det gode, deels med Tvang. At de bleve døbte, viſer, at de betragtedes ſom Hedninger, hvilket vel og mange af dem virkeligt vare[22]. Paa Island og rimeligviis ogſaa i Norge gik ſiden det Sagn, at Kongen havde tvunget ſelve den rusſiſke Storfyrſte til at antage den rette Tro[23]. Efter ſaaledes at have nogenledes udrettet, hvad han vilde, vendte Magnus tilbage til Sverige med Giſlerne[24], efterladende en Beſetning i Nøteborg, vel forſynet med Levnetsmidler og andre Krigsfornødenheder[25]. Men aldrig ſaaſnart var han borte, førend Novgoroderne viſte ſig paany (15de Auguſt) og indſluttede Borgen, ſom de nu blokerede eller belejrede lige til ind i Februar 1340, da de endelig vovede en Storm og indtog den med ſtor Blodsudgydelſe[26]. De fleſte af Beſetningen — blandt dem maaſkee ogſaa enkelte Nordmænd — bleve nedhuggede, og kun nogle faa gjorte til Fanger for at benytte dem til Udvexling mod de Giſler, Kong Magnus havde taget med ſig. Derpaa gik det ud over de ſtakkels Kareler og Ingrer, der bleve frygteligt ſtraffede for deres Frafald; nogle bleve nedſablede, andre hængte paa Træer, andre lod man ſønderrive af vilde Hunde, eller aflivede dem ved forſkjellige andre Piinſler. Det forſtaar ſig, at de bleve tvungne til at vende tilbage til den græſke Tro[27]. Siden gjorde Rusſerne et Herjetog lige op til Haalogaland, ſom herjedes med Ild og Sverd lige til Bjørkø[28]. Imidlertid havde Pleſkoverne ogſaa ſlaaet Angrebet fra Eſtland tilbage, indtaget en Borg, ſom de tydſke Herrer havde anlagt ved Narova, og dræbt Beſetningen. Saa heldigt ſom dette Tog var begyndt, ſaa uheldigt var det derfor i.ſine Følger baade for Sverige og Norge. Man maa formode, at Skylden for det forhaſtede Tilbagetog ej ſaa meget laa hos ham, ſom hos Herrerne, der fulgte ham paa Toget. Han ſelv brendte af Begjerlighed efter at tage Hevn over de grumme Fjender, men vi ville ſnart ſee, hvorledes en megtigere Haand end Menneſkernes hindrede ham deri og frembragte en nødtvungen Stilſtand i alle Krigsforetagender.

  1. I det ſv. Rigsarchiv findes og et Brev udſtedt af Kongen fra Baagahnus 1ſte Decbr. 1347, og vi ſee af det følgende, at han opholdt ſig her endnu d. 18de Januar. Naar derhos Portban omtaler et Brev, ſom Kongen d. 19de Decbr. ſkulde have udſtedt fra Borgo i Finland, er dette upaatvivleligt en Misforſtaaelſe af „Baagahuus“.
  2. Det ovennævnte Brev til Ryfvlke-Lagmanden af 25de Novbr. 1347.
  3. Br. af 13 Januar 1348, Dipl. Norv. V. 197.
  4. See Dommen af 16de Febr. 1348, iſær ſammenholdt med den af Jan. 1347.
  5. See Isl. Annaler, Udgaven S. 272.
  6. Bjarne og flere anſeede Mænd fulgte nemlig Kongen iallefald i 1351, ſom de isl. Annaler berette.
  7. Denne Dom er aftrykt i N. gl. Love III. 171 efter et Par gamle Lov-Haandſkrifter fra c. 1400 og 1450. Skade, at vi ej have Originalen, thi derved kunde vi maaſke faa Rede paa flere Beſynderligheder i den Maade, hvorpaa Udſtederne opregnes. De verdslige Herrer forekomme nemlig i den Orden: Erling Vidkunnsſøn, Jon Hafthorsſøn, Ivar Agmundsſøn, Agmund Guthormsſøn, Bjarne Erlingsſøn, Arne Aslaksſøn, Sigurd Hafthorsſøn, Orm Eyſteinsſøn, Borger Anundsſøn, Ulf Saxesſøn, Thorgils Smidsſøn, Guthorm Eriksſøn, Riddere, og Olaf Alfsſøn, Thrond Krakesſøn, Gunnar Hviit, Svener. Men det ſynes utroligt og ſtemmer idetmindſte ikke med hvad der ellers altid iagttoges, at nybagte Riddere ſom Bjarne og Sigurd ſettes foran eldre, ſom Ulf Saxesſøn og Guthorm Eriksſøn. End mere forunderligt er det, at Cantſleren Arne Aslaksſøn nævnes midt imellem Ridderne. Her ſynes man virkelig at maatte antage, at Afſkriverne have forrykket Originalens Orden.
  8. See Brev fra Vaage af 16de Februar 1349 (D. N. V. 207), hvorved Alf Erlingsſøn indberetter i Sysſelmanden Erik Slembes Navn, at en Olaf Grimsſøn modtog Kongens Visøre til den Cours af en Kohud for 4 Ertoger, et Toaars Bukkeſkind for 1 Øre, Aarsgammelt Bukkeſkind for 2 Ertoger, et Gedeſkind for 1 Ertog o. ſ. v. Her er Pengene ſatte endnu lidt højere end i Dommen af 1348.
  9. Forordn. af 18de Febr. 1348 i N. gl. Love III. S. 173.
  10. Sammeſteds S. 170. Datum angives forſkjelligt i de forſkjellige, alleſammen daarlige, Afſkrifter, men 18de Decbr. er viſt det rette, da ogſaa den nysomtalte Forordning og Beſkyttelſesbrevet for Mariekirken er af denne Dag.
  11. Breve af 18de og 20de Februar i Dipl. N. 289, 290.
  12. Br. af 19 Febr. 1348 i Dipl. N. I. 310.
  13. Br. i det ſvenſke Rigsarchiv af ilde April. See Lagerbring III. 615.
  14. See Breve i det ſv. Rigsarchiv, hvorved Rørek Bonde bortbytter ſin Deel af Lina og Halleſtad til ſin Broder Peder Bonde mod hans Deel i Huſabyſtrand, paa Vilkaar at Throtte Petersſøn og Johan Hjærne {{sperret|inden et Aar efter Kongens Tilbagekomſt fra Rusſerne ſkulle vurdere de bortbyttede Ejendomme. Heraf maa man vel ſlutte, at Rørek, Throtte og Johan ſkulde være med paa Toget. Hr. Erngiſl Sunesſøn ſolgte den 28de Mai ſit Gods i Uppland og Sødermanland, viſt af ſamme Grund. Byrge Magnusſøn og hans 2 Sønner ſolgte 17 April deres Gods til Kongens Marſk Steen Thuresſøn.
  15. See hans Brev af 4de Juni, dateret Liduhavn nærved Stockholm, i det ſv. Rigsarchiv. Der kan ingen Tvivl være om, at han laa der med Flaaden. Det handler om, at han giver Hr. Israel Byrgesſøn visſe Godſer i Vederlag for andre, ſom denne havde overladt ham. Brevet er medbeſeglet af Dronningen, Erkebiſkopen, Biſkop Peter af Linkøping, Sigge af Skara og Thomas af Vegſjø, ſamt Hr. Gisle Elineſøn, Gøtſtav Tunesſøn, Nicl. Arnbjørnsſøn, Knut Folkesſøn, Karl Neskonungsſøn, Karl Tukesſøn, Amund Sture, Laurents Karlsſøn, Puke Glyſing, Steen Thuresſøn, Riddere, og Johan Chriſtinesſøn, Sven. Altſaa holdtes her ogſaa et Høvdingemøde; dog maa man vel antage, at mange af de nævnte Herrer ogſaa fulgte med paa Toget.
  16. Om St. Birgitta, Datter af Hr. Byrge Petersſøn og Enke efter Hr. Ulf Gudmarsſøn, er det her overflødigt at tale nærmere, da udførlig Beſked om l hende findes ſaavel hos Lagerbring ſom i andre hiſtoriſke Skrifter ſ navnlig Langes „de Norſke Kloſtres Hiſtorie“, Side 53 ff. Hendes ſaakaldte „Aabenbarelſer eller Revelationes“, om hvilke det nu er oplyſt, at de virkelig ere forfattede eller oprindeligt dicterede af hende ſelv, indeholde blandt megen myſtiſk og uforſtaaelig Tale dog en og anden ikke uvigtig Antydning til de Begivenheder, ſom i Sverige forefaldt inden hendes Afreiſe derfra, hvilken man ogſaa heraf kan ſee fandt Sted ikke i 1346, ſom det almindeligt ſiges, men idetmindſte efter 1348, fra hvilket Aar vi ogſaa, ſom ovenfor viiſt, (S. 478) endnu have et af hende i Skeninge udſtedt Brev. Vi ſee ſaaledes deraf, ſom det ſtrax nedenfor nærmere ſkal omtales, at hun i 1348 overtalte ſin Broder Hr. Israel Byrgesſøn til at modtage Generalembedsmands-Poſten iſtedetfor at følge Kongen paa Toget til Rusland. Hendes Orakelfvar til Kongen om det foreſtaaende Tog indeholdes i Revelationernes 8de Bogs 39te, 40de, 42de, 43de, 44de og 45de Cap. Deres Indhold er i Korthed dette: at han bor have godt Mod, dueligt Legeme, frivillige og brave Vaſaller og Krigere, at han i Forvejen bor gjennemreiſe ſit Rige og forvisſe ſig om, hvorledes Lov og Ret overholdes, at han ſkal have to Faner, en fremſtillende Chriſti Lidelſe, en anden Retfærdighedens Sverd, medbringe dydige Klerker og Munke af forſkjellige Ordener, ikke medtage for mange Krigere eller ſtole for meget paa ſin Styrke, at han ſkal tilbyde de Vantro Fred, Tro og Frihed, og kun ſkride til Straf og Udryddelſe, hvis de foragte hans Tilbud. Det ſees af Cap. 43, at hun efter Kongens Hjemkomſt dadlede ham og hans Mænd baade for Tilbagetoget i ſig ſelv, og fordi de gav ſig og ikke Gud, Æren for Sejren. I alle disſe Svar nævnes ikke Magnus’s Navn, han betegnes kun ſom „en Konge i Sverige“. Man ſeer ogſaa af Cap. 46, at han havde en Biſkop med paa Toget, thi denne Biſkop tilholdes her ſtrax at oprette en Kathedralkirke, naar endeel af Hedningernes Land er indtaget. Denne Biſkop var maaſkee Henning af Aabo, men maaſke og en af de fire ovennævnte. St. Birgitta forlod neppe Sverige førend til Jubilæet 1350, eller i 1349, ſom det udtrykkeligt ſiges i Ser. R. D. p. 258, (ſee nedenfor S 488 Note 3).
  17. Grev Henrik af Holſten var den 22de Juli 1348, da Kong Magnus laa for Nøteborg, paa Nebbe-Gaard i Sjæland, ſee nedenfor S. 493, Note 4, og 22de Septbr. 1348 paa Ørkel (paa Fyn), Lüb. Urk. B. No. 910. Da Riimkrøniken udtrykkeligt ſiger, at han var med paa Toget, tør man ikke reentud benegte det, men det“ maa da have været paa Kongens andet Tog, i 1350—51, ſaaledes ſom det nedenfor nærmere ſkal omhandles.
  18. See Grams „Forbedringer“. Khavnſke Selſkabs Skrivter, IV. S. 47.
  19. Der er faa Begivenheder i Sveriges Hiſtorie, ſom er blevet mere mishandlede af ſenere Chroniſter og nyere Hiſtorieſkrivere, end denne Krig med Rusland. Lige fra Ericus Olai af har man nemlig lagt Riimkrønikens uvederheftige Beretning til Grund her, ſom ellers ved Fremſtillingen af Kong Magnus’s Hiſtorie. Uagtet det nok er muligt, at Riimkrønikens Beretning, nedſkreven mange Aar ſenere, kan indeholde enkelte Omſtændigheder fra Kongens førſte Tog, f. Ex. om de undertvungne Indbyggeres Daab, ſaa vil man dog, naar man nærmere gjennemgaar den, (vi ville i det Følgende korteligen meddele den) ſee, at den i ſin Heelhed ikke pasſer paa Toget i 1348, ſaaledes ſom det fortælles i de paalideligſte Kilder, og at den derfor maa gjelde Kongens andet Tog. Den væſentligſte Forſkjel er, at Riimkrøniken lader Magnus blive belejret af Rusſerne og komme i Nød, medens de ſamtidige Beretninger om Toget i 1348 tvertimod lade ham ſejre og indtage Stenberg. Disſe Beretninger, ſkjønt fra mange forſkjellige Hold, ere dog ſaa merkeligt ſamſtemmende, at man ikke et Øieblik kan tvivle om deres Rigtighed. Den vigtigfte og fuldſtændigſte er a) den i de rusſiſke Annaler for 6856 (1347—48), ſom vi ovenfor iſær have fulgt. (Suomi f. 1848 S. 96—100). De ſige udtrykkeligt, at Novgoroderne ſende ſine Tropper mod Kongen den 24de Juni, at Magnus indtog Nøteborg den 6te Auguſt, at Novgoroderne ſtrax efter hans Bortgang begyndte Belejringen d. 15de Auguſt og indtog Borgen den 24de Febr. i det følgende Aar. Dernæſt følger b) Detmars lübeckſke Krønike VI. 270), der fortæller, at Kongen tiltraadte ſit Tog efter Pints (8de Juni) 1348, begyndte at belejre Pekenſaari (det finſke Navn paa Nøteborg) ved St. Hansdags-Tider, og indtog den efter 6 Ugers Forløb (altſaa ved 6te Auguſt), og drog derpaa hjem, men at Rusſerne ſiden ved Faſtelavnstider (ſtrax efter 22de Febr.) 1349 tog Borgen tilbage. Fremdeles haves c) nogle kortere danſke og ſvenſke Annaler Scr. Rer. Dan. V. 532 fgg. ſamt Scr. R. Sv. I. 61 fgg. Her ſtaar der for 1348, at Kong Magnus med en talrig Hær drog til Rusland og overvandt Pekenſaari, hvorhos der i den Bearbeidelſe af de visbyſke Minoriters Chronicon, der findes i Scr. R. D. I. 251 fgg. findes følgende Notits (S.258), der er udeladt i den Bearbeidelſe af ſamme Diarium, der findes i Scr. R. Sv. S. 32—39: „Merk, at i 1340 ſat dette er Skrivfejl for 1348 ſees ſtrax) gjorde Kong Magnus med en veldig Hær et Indfald i Rusland og indtog Pekenſaari ſamt endeel af Landet, men i det følgende Aar indtog Rusſerne Borgen og dræbte Beſætningen. Da forlod ogſaa St. Birgitta Sverige og drog til Rom“. Endelig have vi i de isl. Annaler (Udg. S. 276, 284,) der udtrykkelig omtaler to Tog, ſom Kongen gjorde til Rusland, et i 1348 og et i 1350—51.
  20. Hr. Israel kaldes nemlig Officialis generalis i det nys citerede Brev fra Liduhavn af 4de Juni. I St. Birgittas Revelationes (VI. 95) ſtaar der, ſom vi allerede ovenfor har antydet, at „en højbyrdig Stormand i Sverige, ved Navn Hr. Israel, anmodedes paa det ivrigſte af Kongen om at paatage ſig Rigets Styrelſe, men vægrede ſig, da han heller vilde gaa mod Hedningerne og dø for den ſande Tro; at St. Birgitta overtalte ham til at paatage ſig Embedet for denne Gang, trøſtende ham med, at Guds Moder paa en anden Maade nok vilde føre ham til ſig, hvilket og ſkete, da han nogle Aar ſenere drog ud mod de Vantro og døde i Riga. Herved ſigtes til Kongens andet Tog, hvori Hr. Israel deeltog, ſom det vil ſees af det vigtige Gjeldsdocument af 19de Marts 1351, hvorom der i det følgende vil blive handlet.
  21. Man ſkulde tro, at Kong Magnus i Mai 1348 havde foreløbigt været i Finland for at ordne et og andet, naar man hos Dalin, Sv. Hiſt. S. 48, finder et Brev citeret under Datum Aabo Fredag før Philippi og Jacobi Dag (25de April) 1348. Men i Porthans Noter til Juuſtens Biſkopskrønike S. 272 ſtaar det og citeret, og Dateringen lyder der „Datum Abo in Curia nostra Ørebro &c, hvor det er tydeligt, at „Abo“ er indkommet ved en Skrivfejl, og at Brevet er udſtedt fra Ørebro. Ellers er der en anden mistænkelig Omſtændighed ved dette Brev, at Dagen, den 25de April, ikke ligefrem er betegnet „St. Marcus’s Dag“; det kunde nok derfor være muligt, at det henhører til et andet Aar. Et andet Brev, ſom Dalin ſammeſteds citerer, S. 488, Note, er ogſaa fejlagtigt dateret fra Kunio i Finland d. 10de Febr. 1348, thi paa den Tid var Kongen, ſom vi have ſeet, i Norge. Hvis man kjendte Originalens Betegnelſe af Dagen, vilde Fejlens Oprindelſe formodentlig kunne paaviſes.
  22. Dette bevidne baade de rusſiſke Annaler og Paven i ſin Bulle. Men merkeligt nok ſiges der ogſaa i Erkebiſkop Nicolaus’s Chronicon (citeret af Lagerbring III. 395), at Kong Magnus i 1348 indtog Pekenſaari og fangede Rusſernes Konge. Man maa vel have antaget Tyſiatſkoſen Abraham for Kongen.
  23. Dette berettes nemlig i de isl. Annaler S. 276.
  24. Det er formodentlig ved denne Lejlighed, at han ogſaa bragte med ſig til Sverige en rusſiſk Pige, hvilken han ſatte i Vor Fru-Berge Kloſter og ſkjenkede endeel Gods med hende, ſee Brev af 25de Aug. i 1350 i ſv. Rigsarchiv, jvfr. Lagerbring III. S. 400.
  25. Detmar ſiger, at Beſetningen kun udgjorde 400 Mand. De rusſiſke Annaler ſette den til 800 Mand, hvilket ſynes rimeligere.
  26. I de rusſiſke Annaler fortælles der, at Novgoroderne vel lige fra 15de Auguſt 1348 ſtod for Borgen, (altſaa blokerede bero„ men at de Mandagen i Theodors Ugen (formodentlig Faſtelavnsmandag d. 23de) begyndte at beſtorme den, og indtoge den Tirsdagen d. 24de. Detmar ſiger ogſaa, at de indtoge den ved Faſtelavnstider.
  27. Saaledes fortælles der i Pavens Bulle, naturligviis efter Beretninger fra Sverige. Raynaldi Annales VI. T. 16 p. 324.
  28. Isl. Annaler, Udg. S. 280.