Åpne hovedmenyen

Man veed ikke nøiagtigt, naar Kong Magnus kom tilbage til Sverige fra ſit finſke Tog i 1348. Muligt, at han, ſom et enkelt Brev antyder, opholdt ſig i Aabo, endnu i September, medens Rusſerne alle-, rede havde begyndt at blokere Nøteborg. Han kan dog neppe have dvælet der længe. I November var han i Uppland og Stockholm, hvor han maaſkee ogſaa har tilbragt Julen[1], men ſtrax derefter maa han have ( tiltraadt en Reiſe til Norge, thi han var i Oslo den 22de Februar 1340. Hvad hans Henſigt var med denne Vinterreiſe til Norge, angives ingenſteds. Formodentlig var det fremdeles nogle Finantsſpørgsmaal, iſær angaaende Pavetienden af de kongelige Capeller, hvilken Sag i alle Fald ivrigt beſkjeftigede ham, ſom vi ſtrax ville ſee. Erkebiſkop Arne, hvem Paven havde betroet Hoved-Indſamlingen, lader til at have taget ſig denne Sag meget ivrigt og lige fra Slutningen af 1348 at have reiſt om i Viken og paa Oplandene, neppe i andet Erende end dette[2]. Det falder da næſten af ſig ſelv, at Erkebiſkopen, naar han førſt var paa de Kanter, ogſaa indfandt ſig hos Kongen. Men vi erfare desuden udtrykkeligt, at denne virkelig havde en Sammenkomſt — der rimeligſt maa have fundet Sted i Oslo — med Erkebiſkopen, Biſkop Salomon af Oslo og Biſkop Hallvard af Hamar angaaende Pavetienden. Klerkerne ved de kongelige Capeller havde nemlig klaget over, at Tiende-Indſamlerne utilbørligen forfulgte dem med Krav og Truſler om kirkelige Tvangsmidlers Anvendelſe, naar de ej vilde betale Tienden, hvortil de ikke anſaa ſig forpligtede, og Kongen var af ſamme Mening, idet han holdt for, at det pavelige Tiendepaaleg alene gjaldt Indtægter af Beneficier, ſom udelukkende kunde kaldes kirkelige, og hvis Beſiddelſer ſaa fuldſtendigt tilhørte Kirken, at ingen anden havde noget over dem at ſige, medens derimod de Ejendomme, ſom Kongerne havde ſkjenket til ſine Capeller, blot tjente til Incumbenternes Lønning, og disſes Raadighed derover kun var Nyttesbrugen (ususfructus), ſaa længe de tjente, medens den virkelige Ejendomsret med Myndighed til at afhende og bytte fremdeles forblev hos Kongen og Norges Krone, hvad ogſaa de kongelige Stiftere oprindeligen havde forbeholdt ſig. Ligeledes var det udtrykkeligt betinget, at ved Befordringer til eller Afſettelſe fra disſe kongelige Beneficier ſkulde hverken de ſedvanlige kanoniſke Regler gjelde, eller Forfremmelſen til Prælaturer ſkee ved Valg, men alt ſkee efter Kongens Forgodtbefindende, da Kongen indſatte disſe Klerker mere, ſom om det var verdslige Embedsmænd, til Biſtand i ſine Forretninger m. m. Af alle disſe Aarſager forbød han udtrykkeligt ſine Klerker at ſvare nogen ſaadan Tiende, og om denne ſin Henſigt underrettede han mundtligt hine fire Biſkoper, da de vare hos ham[3]. Hvad de hertil ſvarede, vides ej med Vished, men hine Grunde, der upaatvivleligt have været udtænkte af Cantſleren, maa vel have forekommet dem temmelig uimodſigelige, idetmindſte ville vi ſee, at Kongen ſtrax efter høitideligt gjentog ſit Forbud. Under Erkebiſkopens Ophold i Norge var det vel og, at Kongen udſtedte et nyt Varnadarbrev for Nidaroos Kirke, dens Klerker og Tjeneſtemænd, dateret fra Oslo den 27de Februar 1349[4]. Man erfarer fremdeles, at Kongen under dette Ophold ogſaa har hørt paa Foreſtillinger i Anledning af de ſidſte Skridt til Kronindtægternes Forbedring og eftergivet et og andet, hvorfor Billigheden talte, thi den 22de Februar ſee vi ham tilbagekalde et eldre Brev, hvori han havde inddraget Lemunſøen og Hjardalsvandet oppe i Kongs-Almindingen i Lom og Vaage under Kronen og give disſe Fiſkevand tilbage til hine Bygders Beboere[5]. Endvidere ſørgede han for Retsplejen, idet han, i Anledning af en Klage fra Mariekirkens Klerker over ſeen Rettergang, fordi Oslos By-Lagmand var for overlæsſet med Arbeide til at kunne expedere Sagerne hurtigt nok, beſtemte, den 1ſte Marts, at hvilkenſomhelſt eedſvoren Lagmand, der befandt ſig i Oslo, naar en hine Klerker der paaſtevnet Sag faldt i Retten, kunde afgjøre den paa By-Lagmandens Vegne“[6]. Det er at merke ved denne Retterbot, at den er beſeglet af Cantſleren i Kongens Nærværelſe, medens Brevet af 22de Februar, og formodentlig ogſaa det af 27de, kun er beſeglet med Kongens Secret. Vi ſee ſaaledes, at Kongen, under denne ſin korte Nærværelſe i Norge, tog ſig ivrigt af Regjeringsforretningerne, og hvis ikke ſaamange af vore gamle Brevſkaber vare tabte, vilde vi viſt have endnu flere, der vidnede om denne hans Virkſomhed. Mod Paaſken begav han ſig ned til Baagahuus, hvorfra han anden Paaſkedag (13de April) ej alene, ſom det allerede er omtalt, gjentog ſit Forbud til alle ſine Klerker, under Embeds Fortabelſe, at yde nogen Tiende, men anmodede ogſaa ligefrem Tiendeſamlerne om at afholde ſig fra at kræve den af hans Klerker, ſamt om at indſtille alle i den Anledning mod dem indledede Procesſer, „da det apoſtoliſke Sæde ſelv aldrig havde lagt ſlige Byrder paa hans Klerker og Capellaner, ja ſnarere har erklæret dem frie for ſaadanne, ſamt overhoved i alle eller iallefald de fleſte Kongen vedkommende Sager ſtedſe havde viiſt ſig gunſtigt, hvad han da og, ſom en ſand Lydighedens Søn, af det haabede at kunne fortjene“.[7] Man merker heller ikke noget Tegn til, at de kongelige Klerker herefter bleve bebyrdede med Fordringer af dette Slags. Denne Skrivelſe nævner intet om Cantſleren og har derfor vel været beſeglet med Kongens Secret, ſom ſedvanligt, uagtet Cantſleren fulgte ham til Baagahuus og der beſeglede en anden af Kongen udſtedt Skrivelſe[8].

Der kan ingen Tvivl være om, at Kongen under dette ſit Beſøg i Norge ogſaa har haft flere Forhandlinger om et nyt Tog til Rusland, thi i Sverige var et ſaadant tinder Forberedelſe, ſom man af ſamtidige Brevſkaber erfarer[9]. Hans Tilbagereiſe ſaa kort efter Nøteborgs Indtagelſe betragtedes viſtnok af de ivrige Sjæle, og neppe uden Ret, ſom forhaſtet; Fru Birgitta Byrgesdatter klager i ſine „Aabenbarelſer“ udtrykkeligt derover, og paaſtaar, at det ſkete efter Djevelens Indſkydelſer hos hans Omgivelſer[10]. Hun har vel heller ikke ladet det mangle paa mundtlige Bebreidelſer til Kongen ſelv. Efterretningen om Borgens Fald i Februar 1349, om Beſetningens ſørgelige Skjebne og Rusſernes Gruſomheder mod de Nysomvendte maatte ogſaa give ſlige Klager des ſtørre Berettigelſe, og Kongen maa fremfor nogen anden have følt ſig opfordret til at gjenoprette det forſømte og tabte. Det Tog, ſom Rusſerne gjorde til Haalogaland, havde vel ſaa tidligt paa Aaret endnu ej fundet Sted, eller om ſaa var, kunde Efterretningen derom endnu ikke være naaet til Oslo eller de Egne, hvor Kongen ferdedes: i ſaa Tilfælde vilde idetmindſte Nordmændene nu have haft en ſtærkere Opfordring til paany at gribe til Vaaben. Der berettes fra en ſikker Kilde om et Rigsmøde, ſom i dette Aar holdtes i Norge, den 23de Juli[11]. Da et ſaadant Møde ej var let at faa iſtand, maa man formode, at det blev udſkrevet i April, netop ſom Kongen ſtod i Begreb med at forlade Norge, og umiddelbart efterat Meddelelſen om Nøteborgs Fald var ankommet til ham. Fra Baagahuus begav Kong Magnus ſig til Halland og Skaane og havde her en Sammenkomſt med Danekongen (April 1349)[12]. Gjenſtanden for hvad der forhandledes ved denne Sammenkomſt nævnes ikke af paalidelige ſamtidige Chroniſter eller i Brevſkaber fra den Tid. Den lader ſig kun nogenledes ane. Gjenvindelſen af Landene hiinſides Øreſund var en Plan, ſom Kong Valdemar nok til en Tid under ugunſtige Omſtændigheder kunde ſtille i Bero, men ſom han aldrig havde opgivet, og nu, da han var kommen nogenledes til Kræfter og havde ſikkret ſig Herredømmet, ej alene over Sjæland, men og tildeels over Fyn (1348)[13], tog han den atter op. Med Magt lod ſig intet udrette, men deſto mere ved Liſt, og for det førſte ſynes det, ſom om han ved alſkens venſkabelige Tilnærmelſer har ſøgt at faa Kong Magnus i ſine Garn og lokke ham til en Godtroendhed og Tillid, ſom han ſenere kunde benytte til ſin Fordeel. Vi have ſaaledes allerede ſeet den Tilnærmelſe, ſom fandt Sted imellem dem ſaavel umiddelbart før, ſom ſtrax efter Kong Valdemars Jorſalaferd, og det imellem dem indledede Svogerſkab. Nu havde Valdemar desuden en ſæregen Grund til at ſnakke godt for Magnus og ſikkre ſig Fred fra hans Side[14]. Valdemars Svoger, Markgrev Ludvig af Brandenburg, ſtod i denne Tid i Fare for at miſte hele ſit Markgrevſkab. Den Strid, ſom i Tydſkland allerede længe havde herſket mellem det bayerſke og luxemburgſke Huus, varede fremdeles ved, ogſaa efter Keiſer Ludvigs Død. Karl af Luxemburg, der allerede var ophøjet til Kongeverdigheden, greb med Glæde Lejligheden til at gjøre Keiſer Ludvigs Søn, Markgrev Ludvig, Skade, idet han anerkjendte og underſtøttede den ſaakaldte falſke Valdemar, formodentlig en Bedrager, der udgav ſig for den ſidſte Markgreve af den gamle anhaltſke Stamme, der allerede ſiden 1319 havde troet været død. Kong Magnus’s Svoger, Albrecht af Mecklenburg, ſom ſaa, at der ved denne Røre var noget at vinde, tog tilligemed Hertug Barnim af Stettin, Fyrſte af Rügen, Parti for den falſke Valdemar og høſtede ogſaa ſtrax Løn derfor, idet Kong Karl d. 4de ophøiede Albrecht tilligemed hans Broder Johan fra Undervaſaller under Brandenburg til umiddelbare Rigsfyrſter af Mecklenburg med Hertugs-Titel. Men desforuden forlenede han Barnim med Rügen, uagtet dette var et danſk Lehn, og der paaſtaaes ogſaa, at Albrecht paa ſamme Maade forlenedes med Roſtock, der ligeledes ſtod under danſk Lehnshøjhed. Kong Valdemar, ſom allerede ikke godt kunde ſee paa, at man berøvede Ludvig ſine Beſiddelſer, maatte i denne Krænkelſe af hans egen Lehnshøjhed finde ſig dobbelt opfordret til at gribe til Vaaben for Svogeren. Men da Albrecht af Mecklenburg tillige var en Svoger og Forbundsfælle af Kong Magnus, havde han nok Grund til at befrygte Fjendtligheder fra den Kant, hvis han ikke beroligede Magnus eller ſikkrede ſig hans Neutralitet, forinden han drog over til Tydſkland. Dette har da vel været hans Hovedhenſikt med denne Sammenkomſt, ſom han, og ikke Magnus, maa have ſøgt, ſiden Valdemar begav ſig over til denne, ikke omvendt. Og ſaa meget ſeer man af de paafølgende Begivenheder, at han maa have opnaaet ſin Henſigt, thi Magnus holdt ſig ſtille og uvirkſom, hvad Midler nu den kloge Valdemar kan have anvendt, enten han ſmigrede Magnus-’s Forfengelighed ved at foreſpejle ham, hvad der og ſiden ſkete, at han ſkulde blive valgt til Voldgiftsmand ved Bileggelſe af Striden, eller at han med tilſyneladende villigt Øre har hørt paa de Beklagelſer, Kong Magnus viſt allerede nu har ladet falde over de ſvenſke Stormænds mere og mere tiltagende Gjenſtridighed, og tilbudt ham ſin Hjelp mod dem, hvis han i Tidens Løb ſkulde komme til at behøve den. Højſt rimeligt kan det da være, at Valdemar allerede nu har følt ſig for hos Magnus med Henſyn til Skaane, om hvis Gjenerhvervelſe han ikke mere end et Aar derefter, ſom vi ville ſee, ſluttede et Forbund med ſin forrige Fjende Hertug Albrecht, der, om muligt, ſpillede et endnu mere falſk Spil mod ſin Svoger, end Valdemar, og for hvem endog Fru Birgitta paa det eftertrykkeligſte havde advaret Kong Magnus[15]. Efter en yngre Beretning, der dog alene kan være grundet paa et løſt Sagn, ſkal Valdemar ved denne eller en anden Samtale med Magnus have bedet om at maatte faa dennes Adkomſtbreve til Skaane at ſee, og derpaa, da Magnus var godtroende nok til at give ham dem, ſtrax have holdt Voxſeglene til Ilden og ſmeltet dem, ſaa at Brevene derved bleve ugyldige[16]. Dette klinger viſtnok altfor uſandſynligt, til at man kan antage det for andet end en Afſpejling af Mængdens Foreſtillinger om Valdemars Liſt og Magnus’s Godtroendhed. Men endog ſom ſaadan vilde den ikke være uden Betydning. Snarere ſkulde man dog være tilbøjelig til at tro, at Valdemar endnu ikke efter Løfte havde fremſkaffet de Brevſkaber, han ifølge den ſidſte Fredsſlutning var pligtig at udlevere i beſeglet Stand, og at han havde forſtaaet at berolige Magnus ved alſkens Udflugter og glimrende Løfter. Valdemar gik over til Mecklenburg med en Hær, herjede Øen Poel ved Wismar og erobrede Stargard, men blev her belejret af Hertug Albrecht og ſlap kun ud, da Markgrev Ludvigs Broder kom ham til Undſetning og nødte Albrecht til at opheve Belejringen, ſkjønt denne i det paafølgende Slag vandt en betydelig Sejr. Valdemar drog nu til Berlin, forfulgt af Albrecht, men her kom det til Megling og Stilſtand, og Tviſten blev virkelig henſkudt til Kong Magnus’s Afgjørelſe, der ſkulde afſiges ved Pintſetid det følgende Aar. Denne Afgjørelſe kom dog ikke til at finde Sted, da Sagen allerede forinden blev afgjort paa en anden Maade, idet Keiſeren ſelv og de øvrige krigførende Fyrſter i Februar 1350 havde en Sammenkomſt i Bautzen, hvor den falſke Valdemar erklæredes for en Bedrager, Ludvig fik Brandenburg tilbage imod at hylde Keiſeren ſom ſin Lehnsherre og afſtaa ham Overlauſitz ſamt gjøre Afkald paa Lehnshøjheden over Mecklenburg m. m., og Kong Valdemar fik en ſtor Sum Penge i Krigsomkoſtninger. Siden erkjendte ogſaa baade Albrecht og Barnim Kong Valdemars Lehnshøjhed for Roſtock og Rügen, og desforuden aftaltes der (8de Mai) et Giftermaal mellem Albrecht og Kong Valdemars eldſte Datter Margrete[17]. Margrete døde vel kort efter, men Albrecht reiſte ſtrax over til Danmark og fik den yngre, forhen omtalte Ingeborg ſat i hendes Sted. Og hvilke lumſke Planer der nu aftaltes mellem dem imod Kong Magnus, ſees bedſt deraf, at det i Giftermaalscontracten ſelv (udſtedt fra Tornborg d. 23de Octbr. 1350) indførtes, at Hertug Albrecht ſkulde hjelpe Valdemar til at vinde alle de Lande tilbage, ſom hans Faderbroder Kong Erik og Fader Kong Chriſtopher i ſin Tid havde beſiddet[18]. Thi at der herunder ikke alene forſtodes Landene veſtenfor Øreſund, men ogſaa Skaane, Halland og Bleking, erfares nokſom deraf, at Kong Valdemar elleve Dage ſenere fra Kjøbenhavn gav Hertug Albrecht Brev paa, at hvis det ved dennes Hjelp lykkedes ham at faa Helſingborgs Slot i ſin Magt, ſkulde han inden et halvt Aar derefter betale Albrecht 10000 Mk. brendt Sølv eller ogſaa ſtille ham Laaland til Pant[19]. Men om dette falſke Spil blev naturligviis Kong Magnus holdt uvidende, og han vedblev endnu i en Rekke af Aar at ſkjenke Hertug Albrecht ſin Tiltro.

  1. Man har i det ſv. Rigsarchiv Breve fra ham dat. Vaala i Uppland den 9de og Stockholm den 30te December.
  2. Erkebiſkop Arnes Indulgensbrev for Løkers Kirke paa Høland, dat. Thrygſtad d. 24de Novbr. 1348, og et lignende for Fegringens Kirke, dat. Lunner paa Hadeland den 3die Juni 1349, Dipl. N. II. 297. 302.
  3. Dette ſiges udtrykkeligt i den paafølgende Kundgjørelſe fra Baagahuus, hvorom nedenfor.
  4. Dipl. N. II. 299.
  5. Dipl. N. I. 315.
  6. Dipl. N. V. 207.
  7. Brev fra Baagahus af 13de April 1349. (Den Arnamagn. Saml. Faſc. 53, No. 11.)
  8. Gave-Brev fra Baagahuus af 8de April 1349, indſeglet af Cantſleren i Kongens Nærværelſe. Dipl. N. VI.
  9. Et Brev i det ſv. Rigsarchiv fra Knut Boſe, dat. d. 1ſte Mai, indeholder, at denne ſelger en Gaard i Svenarum til Nydale Kloſter, med Forbehold af Gjenløsningsret, hvis han kommer tilbage fra Toget til Rusland.
  10. Revelationes Sanctæ Birgittæ, VIII. 47.
  11. I det gode danſke Chronicon af 1356 i Scr. R. D. III. S. 525 ſtaar der udtrykkeligt: Paa St. Margretes Dag holdtes et „Parlement“ i Norge.
  12. Dette omtales i det ſamme Chronicon: „Kongen gik over til Halland til Sveakongen“. Tiden for denne Sammenkomſt angives her ikke, kun ſeer man, at den maa have fundet Sted før 3die Mai, da et „Parlement“ i Roeskilde paa denne Dag umiddelbart derpaa omtales. Men at Kong Magnus netop i April var paa de Kanter, ſees deraf, at han udſtedte Breve fra Helſingborg d. 15de og 25de April 1349. (Suhm XIII. 218).
  13. Denne Erhvervelſe idetmindſte af en Deel af Fyn ſkete ved den vigtige Tractat med Grev Henrik og Claus, dateret Nebbe Gaard paa Sjæland d. 22de Juli 1348 (Huitfeld 496—498, Schl. Holſt. l. Urkund. II. S. 212. Kong Valdemar havde klogt benyttet ſig af en Fejde mellem Grev Henrik og den mægtige holſtenſke Adelsmand Henneke Hummersbüttel paa Borgen Stege ved Oldesloe, idet han nemlig.førſt gjorde Forſøg paa at undſette Borgen, ſom Henrik belejrede formedelſt al den Skade, dens Indehaver tilføjede Borgeres og Bønders fredelige Virkſomhed, Men„ da Forſøget mislykkedes, tilkjøbte ſig Borgen for 5000 Mi. S. Da fandt Henrik det raadeligſt at indgaa hiin Overenskomſt med ham, hvorved han mod at faa Stege afqvittede hine 5000 Mark af de 41000, hvorfor Fyn ſtod pantſat; 5000 ſkulde Kongen betale i Afdrag; desforuden ſkulde han overdrage Greverne Jordegods i Holſten af 5000 Mks. aarlig Indtægt. Derfor ſkulde han faa Nyborg med Halvdelen af Fyn, og med Henſyn til Indløsningen af den anden Deel opſtilledes de nøjagtigſte Betingelſer.
  14. Om det følgende ſee iſær Grams Forbedringer, S. 56—66, Stenzel, Geſch. Preusſens I. 120. Dahlmann, Geſch. Dänemarks I. 498, 499.
  15. Se St. Birgittas „RevelationesVII. 17. Her fraraader Chriſtus gjennem Fru Birgittas Mund Kongen at hvide ſig til Ven med „en ſtor fremmed Herre“ og føre ham.ind i ſit Rige, da det var en liſtig Ræv, ſom, hvis han bare fik en liden Deel af Landet, ei vilde hvile, førend han fik mere. Man kunde ved førſte Øjekaſt gjette paa, at det var Kong Valdemar ſelv, ſom her menes, men at det er Albrecht ſees deraf, at der udtrykkeligt ſiges, at „Kongens Raadgivere og Kongen ſelv ſkulde gjøre ſin yderſte Flid for, at de Penge, der endnu ſkyldtes ham af hans Medgift, kunde blive ham udbetalte“. Denne „Aabenbaring“ kan maaſkee tilhøre Tiden i 1339, da der handledes om Medgiftens Udbetaling (ſ. o. S. 235), men maaſkee og en noget ſenere Tid, da man ej med Beſtemthed veed, naar den endelige Udbetaling ſkete.
  16. See Grams Notæ ad Meursium col. 510, Suhm XIII. 203.
  17. See herom fremdeles Gram, Forbedringer o. ſ. v. See og Suhm XIII. S. 220—227. Brevet om Margretes Bortfeſtelſe til Albrecht er trykt hos Gram, l. c. S. 211—212.
  18. Giftermaalscontracten er trykt hos Gram, l. c. S. 213—214.
  19. See Styffe: Bidrag etc. S. 17.