Åpne hovedmenyen

Da Kong Magnus om Vaaren 1349 havde været i Skaane og haft ſin Sammenkomſt med Kong Valdemar, drog han i Mai op til den øſtlige Deel af Landet, hvor han holdt ſig i eller ved Stockholm i Juni og Juli, men reiſte ſiden omkring i Veſtmanland, Sødermanland og Øſtergøtland[1], formodentlig iſær beſkjeftiget med ſine Forberedelſer til det nye Tog mod Rusland, medens han tillige holdt Retterthing og beſørgede andre Regjerings-Sysler. Ved det Rigsmøde, ſom holdtes paa St. Margrete-Dag, eller 23de Juli, og hvor formodentlig Erkebiſkopen har været nærværende, kan ſaaledes Kongen ſelv ikke have været tilſtede[2], og det vilde derfor have været ſaa meget mere ønſkeligt at erfare noget om, hvad der paa dette Møde forhandledes og kunde blive afgjort, medens Kongen ſelv var fraværende. Men ikke en Tøddel er os meddeelt derom i de eldre Skrifter, det være ſig nu Krøniker eller Brevſkaber. Det er muligt, at der handledes om overordentlige Foranſtaltninger med Henſyn til Krigen og Landets Forſvar, iſær da Rusſernes Angreb paa Haalogaland formodentlig ved denne Tid allerede havde fundet Sted og var blevet bekjendt. Det er og, ſom vi i det Følgende ville ſee, ikke uſandſynligt, at Stormændene paa egen Haand havde traadt ſammen for at bevirke en Forandring i Rigsſtyrelſen. Men hvad der end beſtemtes, og hvad end Kong Magnus havde forberedt, ſaa blev det vel altſammen for det førſte ſtandſet af den ſkrækkelige Peſt, ſom nu endelig fandt ſin Vej til Norge og Sverige, og ſom med Rette kaldes den ſtørſte Landeplage, der nogenſinde har overgaaet disſe Lande. Det er allerede forhen omtalt, at den i 1347 var kommen til Sydfrankrige, hvorfra den med rivende Hurtighed udbredte ſig til Veſt og Øſt, ſaavel til Italien ſom til Spanien. I Syden beſkrives den ſom inflammatoriſk, med indvortes Brenden, heftig Feber, Blodſpytning og Bylder under Axler og Knæer, ſamt ſaa ſmitſom, at den ubetydeligſte Berøring meddeelte den fra Mand til Mand, og ſom ofteſt dræbende, undertiden efter faa Timer, ſtunddom i to—tre Dage, ſjelden længere. Om dens Ødelæggelſer faar man en nogenlunde Foreſtilling ved at erfare, at i Florents alene ſkal være død 96,000, i Lübeck 900, i Danzig 13,000. Fra Frankrige kom den om Sommeren 1348 til det ſydlige England og udbredede ſig ligeledes mod Slutningen af Aaret til Mellemtydſkland, hvor den iſær raſede i 1349, og hvorfra den og arbeidede ſig længer øſtover til Polen. I England greb den voldſomt om ſig og raſede næſten fem Fjerding-Aar[3]. For dens Skyld maatte Parlementet, der ſkulde ſamles i Februar 1349, udſettes, førſt til 14 Dage efter Paaſke, ſiden til ubeſtemt Tid, og endnu mod Slutningen af Aaret maatte Kongen udſtede et udtrykkeligt Forbud mod, at Folk forlod Landet af Frygt for Smitten, „efterſom en ikke ringe Deel af Rigets Befolkning i denne Peſt var ødelagt og dets Skatkammer udtømt“[4]. Man vil vide, at der i London døde ikke mindre end 100,000 Menneſker. Alle Beretninger om Sygdommens Ødeleggelſer i Syd- og Mellem-Europa viſe, naar man ſammenligner dem med hinanden, at de Egne maatte priſe ſig lykkelige, ſom alene tabte den halve Deel af ſin Befolkning, og at Tabet af to Trediedele, tre Fjerdedele, ja mere, endog var det ſedvanlige. Man kan ſaaledes nok foreſtille ſig, hvilken Folketomhed derved maatte opſtaa i Nordens allerede før tyndt nok befolkede Lande. Af de tvende forenede Riger var Norge det Land, der førſt hjemſøgtes af Smitten. Maaden, hvorpaa dette ſkete, fortælles ſaaledes i de islandſke Annaler, efter al Sandſynlighed efter den, forhen omtalte, ſamtidige og troverdige islandſke Preſt Einar Havlidesſøns Beretning[5]: „Der kom ſejlende fra England en Kogg, paa hvilken der var mange Folk, og lagde ind paa Bergens Vang. Man havde kun losſet lidet af Ladningen, da alle Folkene paa Skibet døde, og ſaaſnart Godſet kom op i Byen fra Skibet, døde ſtrax Byfolkene. Og derpaa foor Smitten over hele Norge. Mandefaldet i Bergen var ſaa voldſomt, at der paa een Dag kom 80 Liig, hvoriblandt 14 Preſter og 6 Diaconer, alene til een af Kirkerne, Englandskoggen ſelv ſank med alle Ligene og ſaagodtſom hele Ladningen, uden at blive losſet, og flere Skibe og Busſer ſank ligeledes ulosſede med al ſin Farm eller drev omkring vidt og bredt. Den ſamme Sott foor over Hjaltland, Orknøerne, Syderøerne og Færøerne[6]. Dens Beſkaffenhed var denne, at man et heelt eller halft Døgn følte et haardt Sting, derpaa kom Blodbrekning, og dermed opgav man Aanden“. Symptomerne var altſaa her i Norge noget forſkjellige fra hvad de var i Syden, derimod ſporedes de ſamme ſiden i Rusland[7].

Det vilde have været af megen Interesſe, om Annaliſten ogſaa nøje havde angivet Tiden, naar hiint ulykkelige Skib landede ved Bergen og ſaaledes bragte Smitten til Norge. At det maa have været om Sommeren, kan man ſlutte allerede deraf, at der om Vinteren var liden eller ingen Skibsfart. Sandſynligviis var det i Auguſt Maaned, thi af ſamtidige Teſtamenter, ſom Folk, der enten allerede vare angrebne eller frygtede for at angribes, gjorde, lader det til, at det iſær var i September Maaned 1349, hvor Sotten var paa ſit højeſte i Bergen. Saaledes gjorde Hr. Nikolas Plogpening og hans Huſtru Fru Ingeborg Munaansdatter, der begge i lang Tid havde ſtaaet i Hertuginde Ingeborgs Tjeneſte og til Belønning havde faaet en Gaard i Bergen af hende, begge to ſit Teſtament den 19de September, og Nikolas ſynes endog allerede at have været ſaa haardt angreben af Sygdommen, at han, hvorvel endnu ved ſin Bevidſthed, ej kunde beſegle Brevet, men maatte lade ſin Huſtru ſette ſit Segl derfor[8]. Han døde formodentlig endnu ſamme Dag, og hans Huſtru overlevede ham neppe længe. Et andet Teſtament af en allerede angreben Mand, Thorgeir Thorſteinsſøn, er dateret Munkeliv d. 26de Septbr.[9]. Paa den Tid havde Smitten allerede naaet til Nidaroos, eller ventedes der med det førſte, thi Erkebiſkop Arne, ſom formodentlig kun for kort Tid ſiden var kommen tilbage fra det ſøndenfjeldſke, gjorde her ſit Teſtament den 23de September[10]. I dette ſiger han viſtnok ſelv, at han endnu var friſk paa Legeme; men længe varede det ikke, thi det berettes udtrykkeligt, at han blev et Offer for Sygdommen, tilligemed alle Chorsbrødrene, paa en ved Navn Lodin nær[11]. Dette ſkete den 17de October, ſamme Dag ſom en af de ſaaledes bortrykkede Chorsbrødre, Arnfinn Petersſøn, allerede angreben af Smitten, gjorde ſit Teſtament (ſee nedenfor)[12]. For et ſaa tyndt befolket Land ſom Norge var det ſaaledes med rivende Fart, at Smitten greb om ſig. Formodentlig bragtes dog Smitten fra Bergen til Throndhjem ved Fartøjer. Men imidlertid lader det dog til, at ogſaa de indre Egne mellem Bergen og Throndhjem, ſom Sogn, Valdres, Gudbrandsdalen m. m. ſmittedes tidligere end de ſydligere og øſtligere beliggende, thi af Breve ſaavel fra Valdres ſom fra Lom i Gudbrandsdalen ſees det, at Sygdommen der meſt raſede om Høſten, ſom derfor ogſaa i de Egne ſidenefter benævnes „Manndauda-Høſten“[13], medens det i Thelemarken og paa Veſtfold iſær var ſom Vinteren, at den ſtørſte Dødelighed herſkede, hvorfor ogſaa denne Vinter der kaldtes „Manndauda-Vinteren“[14]. Formodentlig bar Smitten ſaaledes næſten ſamtidigt arbeidet ſig op fra Bergen over Vors og Sogn til Valdres, og fra Throndhjem ſydover gjennem Orkedalen til Gudbrandsdalen, idet vel ogſaa de mellemliggende Kyſt-Landſkaber ſamtidigt hjemſøgtes. Til Thelemarken og Veſtfold er Smitten derimod neppe kommen lige fra Bergen, over de ſtore, under ſaadanne Omſtændigheder ikke ſynderligt befarede Hardanger-Vidder, men derimod heller fra Øſtlandets Kyſt-Egne ved Skien, Tunsberg og Oslo, efterat den førſt havde vandret hele Vejen langs Kyſten gjennem Ryfylke og Agder. Til Oslo var den ellers maaſkee kommen — muligt med Fartøjer — allerede i October, eller idetmindſte ventede man dens Ankomſt, ſiden Chorsbroderen Arnulf Steinarsſøn, ſkjønt endnu friſk paa Legeme, den 9de October gjorde ſit Teſtament[15]. Paa Øſtlandet ſynes man at have kaldt den Tid, da Sygdommen raſede, „Manndauda-Aaret“[16], maaſkee et Tegn paa, at den her kom ſenere, formodentlig i Februar eller Marts 1350. Dette maa ogſaa ſluttes deraf, at ſamtidige Teſtamenter i ſtørre Mængde, af hvilke man maa ſlutte, at en Smitſott herſkede, ikke forekomme fra det øſtlige Sverige førend i September, October og November 1350[17], ſaaledes har Smitten vel i Begyndelſen af Aaret raſet paa Oplandene og i Viken og naaet de veſtlige Egne af Sverige om Vaaren. Til Jylland ſkal Peſten være kommen, ligeſom til Bergen, ved et Skib fra England, paa hvilket Beſætningen var død, og ſom ſtrandede paa Vendſysſel[18], og Epidemien her henføres i det bedſte ſamtidige Chronicon til 1348. I Jylland maa altſaa den Smitte, der kom veſtenfra, have mødt den, der over Holſten kom ſøndenfra. Ligeledes maa den fra Norge og Veſtergøtland af være gaaet ſydover til Smaaland, Halland og Skaane og være kommen til Øerne baade fra Øſt og Veſt. I Lübeck var den ſtærkeſt i Auguſt 1349. Til Stæderne længere øſtover kom den i 1350, og fra disſe rimeligviis til Gotland, hvor Dødeligheden var ſtærkeſt i Auguſt Maaned[19]. Finland blev neppe angrebet førend i 1351, thi til Novgorod og Pleſkov naaede Smitten ej førend i 1351 og udbredte ſig førſt i det følgende Aar til de indre Egne af Landet, hvor den omſider ophørte efterat have naaet de ſamme Egne ovenfor det ſorte Hav, fra hvilke den for 8 Aar ſiden havde begyndt ſit forfærdelige Kredsløb rundt Europa[20].

At de Ødeleggelſer, ſom denne Landfarſott anrettede i Norge, vare overvettes ſtore, derom kan man viſtnok ikke tvivle, naar man ſeer, hvad den gjorde i de øvrige Lande af Europa, og naar man veed, at Mindet derom endnu lever uudſletteligt blandt Norges Folk, ſaa at Sagnet endog beretter om hele Kirkeſogne i afſides Fjeldegne, der ſkulle være blevne aldeles blottede for Indbyggere og førſt flere Generationer derfra paany befolkede; om Gaarde og Kirker, der i ſenere Tider ſkulle have været opdagede i ſlige øde Egne, omgivne af tæt Skov, hvor der før var Bygd; ja om Menneſker, ſom man ſkal have fundet i aldeles vild Naturtilſtand, da deres Paarørende og alle de øvrige Beboere af Egnen vare døde fra dem, medens de endnu vare ſpæde Børn[21]. Hiin ſamtidige Beretning i de islandſke Annaler ſiger ſelv, at ikke mere end en Trediedeel af Norges Befolkning overlevede Peſten[22]. Nu tør det dog hende, at denne Forholds-Angivelſe, ſaavelſom de øvrige fra andre af Europas Egne, ere noget overdrevne, da man i hine Tider ingen rigtig Forſtand havde paa ſtatiſtiſke Beregninger og ved alle ſlige Lejligheder var tilbøjelig til at regne formeget. Men ſaa meget er under alle Omſtændigheder viſt, at Dødeligheden maa have været overordentlig, og ſaameget føleligere i Norge, ſom Befolkningen der var ſaa meget tyndere end i de fleſte andre Lande. Vi have allerede omtalt, at Erkebiſkop Arne døde med alle ſine Chorsbrødre, paa en nær. I Bergen døde Biſkop Thorſtein, i Stavanger Biſkop Guthorm, og paa Hamar Biſkop Hallvard, ſaaat der af alle Norges Biſkoper kun var een tilbage, nemlig Salomon i Oslo. Paa et Skib, ſom ſkulde gaa til Irland, formodentlig fra Bergen, døde ſaamange af Beſetning og Pasſagerer, at det ikke kunde komme afſted[23]. Paa Agder blev i en kort Stund ſyv Kirkeſogne folketomme; Biſkop Guthorm ſendte mange Preſter, Diakoner og Svene did, men de døde alleſammen. Mange Gaarde blev liggende øde og uopdyrkelige i en lang Rekke af Aar derfra. Endog i en ellers ſaa velbebygget Egn, ſom Oslohered, laa en Deel af Gaarden Øykren, hvis Ejer var død i Peſten, herreløs endnu i 1364, ſaa at Kongen erklærede den for hjemfalden til Kronen[24]. I Aaret 1357 foreſtillede Biſkop Thorſteins Efterfølger Gisbrikt (hvorom idet Følgende) Pave Clemens, at ſaavel Bergens By ſom hele Diøceſen var formedelſt Peſten blevne ganſke blottede for Preſter og Klerker; en lignende Foreſtilling gjorde ſamtidigt den nye Erkebiſkop, Olaf, og ſagde, at ſaagodtſom alle Preſter og Klerker vare bortdøde i Nidaroos By og Diøceſe; i 1357 klagede den daværende Biſkop i Stavanger over, at der i hans Diøceſe formedelſt Peſten var ſaa ſtor Mangel paa Preſter, at een Preſt ſtundom maatte overtage tre eller fire Kirker, og endnu ſaa ſildigt ſom i 1371 melder den daværende Erkebiſkop til Paven, at iſtedetfor at der for plejede at være omkring trehundrede Preſter i Nidaroos Diøceſe, var der nu efter de Peſtſygdomme, der havde raſet, ikke over fyrretyve[25]. Det kan ikke ſlaa Fejl, at der fra Oslo maa have været klaget paa ſamme Viis. I Sande Skibrede paa Veſtfold maatte Kongen i 1365 tillade Indbyggerne at bygge et mindre Landeverns-Skib end før, formedelſt Affolkningen[26]. I et Brev fra Øſtergøtland i Sverige, dat. 13de Juni 1353, ſiges der, at formedelſt den ſtore Dødelighed, ſom nys havde herſket, var en Mængde Gaarde lagt øde, ſaa at de neppe kunde ſelges for halv Priis, at man ſjelden eller vanſkeligt kunde finde nogen til at dyrke dem[27]. Alt dette er talende Bevis for Sygdommens ødeleggende Virkninger i Norden, og det Knæk, ſom Norge derved fik, maa have været ſaa meget føleligere, ſom Folkets Raſkhed og Handlekraft allerede forud var i kjendeligt Aftagende og nu maa være blevet lammet endda mere. Der tales heller ikke her, ſom andetſteds, om, at der i de førſte Aar efter Peſtens Ophør fødtes ſaa mange flere Børn til Verden, ſom om Naturen ſelv ſøgte at erſtatte Folketabet ſnareſt muligt[28]. Paa den anden Side er det merkeligt nok, at der af de opbevarede Brevſkaber fra de Tider ikke kan ſpores nogen kjendelig Standsning i de ſedvanlige Forretningers Gang, i Handel og Vandel. Men ſandſynligviis ere de alle udſtedte paa Steder, ſom enten endnu havde været forſkaanede for Sygdommen, eller ſom allerede havde overſtaaet den.

Island ſkaanedes, merkeligt nok, denne Gang for Smitten og hjemſøgtes førſt et halvt Aarhundrede ſenere[29]. Men hverken Norge, eller det øvrige Europa, ſlap med denne Smitſott alene, thi andre, om ikke paa langt nær ſaa ødeleggende, Epidemier fulgte den i kort Mellemrum, ſom det i det følgende ſkal berettes.

Det har formodentlig været Tilfældet ved denne Epidemi, ſom andre, at den i Særdeleshed raſede blandt de ringere Klasſer, der beſad færre Midler til og mindre Forſtand paa at vogte ſig for Smitten. Dog viſer den ſtor Dødelighed blandt de Geiſtlige, at disſe ikke ſkaanedes, og det vidner rosverdigt om deres Nidkjærhed og Selvpofrelſe i at trøſte og huſvale de Syge og Døende. Af navngivne mere anſeede Mænd, ſom bleve Offere for Sygdommen, anføres ikke mange. De islandſke Annaler omtale en Hr. Bjarne, Hr. Peter og Hr. Olaf ſom bortrykkede i Bergen, men det betegnes ikke nærmere, hvilke de vare; at denne Hr. Bjarne ikke var Bjarne Erlingsſøn; ſees deraf, at den ſidſte levede endnu i 1351 og deeltog med Kong Magnus i hans andet rusſiſke Feldttog[30]. Der ere flere Stormænd, der forekomme hyppigt i Brevſkaber før 1349, men ſom man derefter ikke hører mere til; de ere ſandſynligviis døde i Peſten. Blandt dem er førſt og fremſt Hr. Ivar Agmundsſøn, der ej nævnes efter 1349, dernæſt Lagmanden paa Oplandene Agmund Saxesſøn, Sysſelmanden paa Raumarike Gerd Smidsſøn, Gulathingslagmanden Greip Thordſøn, Gunnar Hviit, Hr. Haakon Agmundsſøn, Lagmanden og Fehirden Harald Nikolasſøn, Lagmanden Nikolas Paus i Oslo, Olaf Hermansſøn i Nidaroos, Hr. Ulf Saxesſøn, der allerſidſt nævnes i Juni 1349 ſom Sysſelmand paa det kort efter angrebne Valdres, Fehirden Hr. Thorgils Smidsſøn, Kongslagmanden Thrond Krakesſøn[31]. Kongens egne Halvbrødre, Junker Haakon og Junker Knut, Sønner af Knut Porſe, døde i 1350, formodentlig da Smitſotten gik gjennem Halland[32].

Der har viſt ikke været ſaa faa, ſom ved Bortreiſe ſøgte at undgaa Smitten, og et velkomment Paaſkud hertil maatte Jubelaaret afgive, til hvilket Pave Clemens, efterat Smitten havde udraſet i Syden, paany kaldte de Troende ved ſin Bulle af 18de Auguſt 1349[33]. Blandt dem, der ſaaledes drog afſted, var Hr. Erling Vidkunnsſøn. Han reed til Rom, fortælles der, med to Svene og kom ikke hjem førend Aaret efter[34]. Kongen havde i September 1349 begivet ſig til Ljodhuus[35], maaſkee i den Henſigt at drage til Norge, og vidſte da neppe endnu noget om, at den rædſomme Smitte var kommen til Bergen og greb om ſig med ſaa rivende Fart. Men der maa dog Efterretningen have mødt ham og afſkrækket ham for at drage videre. Thi vi ſee, at han i November var paa Tilbagevejen øſtover og i Begyndelſen af det følgende Aar i det øſtlige Sverige. Men da var Smitten allerede kommen til Øſtlandet, ja maaſkee til den ſvenſke Grændſe, og i fuld Fart øſtover, ſaa at man med det førſte kunde vente den til Egnene om Mælaren. Det var derfor vel egentlig for at undgaa den, at Kongen beſluttede at drage til det afſides Jemteland, der ſandſynligviis endnu var blevet forſkaanet, og opholde ſig der til ud over Paaſke (28de Marts), ſamt derfra at begive ſig til Throndhjem, hvor man vel beregnede, at Smitten, der viſt allerede nu var i ſterkt Aftagende, indtil da maatte have udraſet. Det var dog langtfra, at denne Henſigt med Reiſen udtaltes, derimod foregav Kongen, at han vilde „fare til St. Olaf“, altſaa i Pilegrimsferd. I et Brev, udſtedt fra Veſteraas den 10de Februar 1350, bebudede han Indbyggerne i Ravunde og Hamradal i Jemteland dette ſit Komme og bød alle dem, der „havde Net og Not“, at ſørge for hans Forſyning med ferſk Fiſk. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at han tog Dronningen og begge ſine Sønner med, thi han kunde jo ikke lade dem blive tilbage, naar han ſøgte at frelſe ſig ſelv, og vi erfare desuden, at de vare hos ham i Bergen, hvorhen han begav ſig efterat have været i Throndhjem[36]. At han regnede paa at blive temmelig.længe borte, ſees deraf, at Drottſeten, Hr. Nikolas Thuresſøn, havde ligeſom tidligere faaet Fuldmagt til at udſtede Breve i hans Navn[37]. Hr. Israel havde formodentlig nedlagt Generalembedsmands-Poſten efter hans Tilbagekomſt fra Rusland. Hvor længe ellers Kongen opholdt ſig i Jemteland, naar han kom til Nidaroos, og naar han igjen reiſte derfra, derom nævnes ikke et eneſte Ord. Vi vide kun, at han i de førſte Dage af Juni var i Bergen[38] og maaſkee holdt Raadsmøde der, ſaaledes ſom det i det følgende ſkal viſes: et tydeligt Tegn paa, at Sygdommen der aldeles havde ophørt. Man maa derfor ſige, at Norge i ſaa Henſeende ſlap godt i Sammenligning med mange andre Lande, f. Ex. England, hvor den varede meget over et Aar; i ingen Egn af Norge ſynes den at have varet over et halvt Aar. Det lader ogſaa til, at den, efterat have naaet Sveriges Grændſe i de førſte Maaneder af 1350, ikke ſtrax, ſom man ventede, gik lige øſtover, men førſt imod Syd og derpaa langs Øſtkanten nordover, thi det er allerede viiſt, at den ikke yttrede ſig i Egnen om Stockholm førend ud i September, og at Stockholm endnu var ſmittefri i Begyndelſen af Auguſt maa ſluttes deraf, at Kongen, ſom lidt før Midten af Juni havde forladt Bergen til Søs og formodentlig taget Vejen omkring Nesſet til Kongehelle og Ljodhuus, ſidſt i Juli og førſt i Auguſt atter befandt ſig i Stockholms-Egnen[39]. Da Smitten omſider naaede did, var han enten allerede draget over til Eſtland eller begav ſig derhen, ſom vi i det følgende ville erfare.

Hvilke Læge-Midler man her i Norden anvendte mod Sygdommen, vides ikke. Man ſkulde næſten tro, at den har været ſaa dræbende, at der ikke engang var Tanke eller Tale om at anvende legemlige Midler, men at man alene har taget ſin Tilflugt til Bønner og Procesſioner og andre kirkelige Handlinger, hvorved man haabede at kunne nedbede Guds Naade og Barmhjertighed. Smitten, fortæller de islandſke Annaler, ophørte .derved, at Pave Clemens bød at ſynge en Mesſe, ſom han ſelv componerede, fem Gange, og ſtaa paa Knæ med Lys. Denne Mesſe begynder ſaaledes: Recordare hominum o. ſ. v., derhos digtede han ogſaa en.Bøn, der begynder med Ordene: „Benedictio domini patris“ o. ſ. v. og føjede dertil ſtore Syndsforladelſer og Indulgenſer“[40]. Der findes endnu en Anordning for Bergen om Mesſer og Procesſioner til Afvendelſe af Peſt, viſtnok udgiven førſt henved hundrede Aar derfra af den daværende Biſkop, men dog ſaaledes at man tydeligt kan ſee, at dette kun er en Opfriſkning af en eldre Beſtemmelſe. „Til Hjelp mod Peſten,“ heder det her, “er der af os og vort Capitel faſtſat, at der i fem Dage efter hinanden ſkal holdes Mesſer med det Officium „Recordare“, og at hver og een, der er tilſtede, ſkal have i ſin Haand et brendende Lys og offre en Pening, hvilket Offer ſiden ſkal uddeles blandt de Fattige af forſtandige Mænd. Alle, ſom ere tilſtede ved disſe Mesſer og Procesſioner, ſkulle gaa uden Sko og faſte i fire paa hinanden følgende Dage, ſamt derpaa angergivne og bekjendende ſine Synder modtage det hellige Sakrament Søndagen efter. Ordenen af Stationerne (de Steder, hvortil Procesſionen ſkulde gaa) er denne: Onsdag til Predikebrødrene, Thorsdag til Minoriterne, Fredag til Syſtrene i Nonneſeter, Løverdag til Munkeliv og Søndag til Chriſtkirken. Man ſkulde derhos anraabe Gud om Naade, og Jomfru Maria, St. Anna og de øvrige Helgener om deres Forbøn hos Gud, at han vilde afvende den forfærdelige Plage[41]. Lignende Beſtemmelſer have vel og været tagne for de øvrige Stæder og ſaavidt muligt for Landet. Det er let at begribe, at mange ved Gaver til Kirker, hellige Samfund og Fattige have ſøgt at gjøre ſig verdige til Guds naadige Beſkjermelſe, om de endnu ikke vare angrebne, eller til hans Tilgivelſe, naar de allerede følte Døden nærme ſig, og at derfor denne Tid i økonomiſk Henſeende egentlig maa have været fordeelagtig for Kirken, hvis Ejendom ſaaledes betydeligt forøgedes. Men Fordelen ſporedes dog viſt ikke i den førſte Generation, hvor der ikke paa langt nær var Folk nok til at dyrke Jorden. Endnu femti Aar efter Peſten tales der om Gaardparter, ſkjenkede til en Kirke i „Store Manndauden“, men intet ſom indbragte[42]. Overhovedet ſkulde man vel formode, og det var, maa man haabe, viſt ogſaa Tilfeldet paa mange Steder her i Norge, at en ſaa alvorlig Ryſtelſe, ſom denne Landfarſott, opſkræmte mange Sløve og Sorgløſe af deres aandelige Dvale og vakte Folket til en ſandere Religiøſitet end hidtil, om end ikke Sværmeriet gik ſaavidt ſom i Tydſkland, hvor det affødte Flagellanternes modbydelige Omtog. Men rigtignok ſeer man ogſaa Exempler paa det modſatte, thi allerede om Sommeren 1350, kort efterat Sygdommen var ophørt, klagede Biſkop Salomon i Oslo over, at de Mænd, der bragte ſit Korn til Salg i Byen, „ligge daglig i ſtørre Drik, end man nogenſinde før har ſeet Folk pleje, og glemme derved Guds og den hellige Kirkes Rettigheder og Tiende, medens Landet legges øde, ubeboet og uſaaet formedelſt disſe Mænds Udriſtighed og mangfoldige Uſkikke“[43]. Var dette maaſkee Tegn paa etſlags vild Fortvivlelſe over den ſkrækkelige Ulykke, ſom om man endog havde opgivet Haabet om at komme til Kræfter og meente, at intet Arbeide kunde nytte, og at man gjorde bedſt i at bedøve ſig ved Drik og Sviir for at glemme Sorgen ſaa længe man kunde? Uſandſynligt er det ikke. I et Land ſom Norge, og iſær i de Tider, ſynes det, ſom om Modløsheden og Fortvivlelſe efter en ſaadan Ødeleggelſe maatte være dobbelt ſaa ſtor, ſom andenſteds, og at der maatte gaa en lang Række af Aar hen, inden man nogenledes kom til Beſindelſe.

Det er naturligt, at man førſt og fremſt ſøgte at faa alle de ledige Biſkopsſtole beſatte. I Nidaroos, hvor vi have ſeet, at alle Chorsbrødrene vare døde paa een nær ved Navn Lodin (Thoresſøn,) betragtede denne ene ſig berettiget til at vælge en Erkebiſkop og valgte Olaf, Abbed i Nidarholms Kloſter[44]. Dette Valg vilde under alle Omſtændigheder have været underkjendt ſom ukanoniſk og blev ſaamegetmere nu af Paven anſeet ugyldigt, ſom denne allerede under Erkebiſkop Arnes Embedstid, ſandſynligviis ſtrax efter hans Udnævnelſe, havde reſerveret ſig ſelv Beſettelſen, naar Stolen næſte Gang blev ledig. Imidlertid havde dog Olaf paa Grund af hiint Valg begivet ſig til Avignon, og Paven, der formodentlig ikke kjendte nogen anden, ſom kunde være bedre ſkikket dertil, udnævnte ham ved Proviſion (3die November 1350) og lod ham ſiden efter hans Indvielſe tildele Pallium paa ſedvanlig Maade (3die November[45]). Da hans forrige Embede ſom Abbed i Nidarholm ſaaledes var blevet ledigt „ved ſelve det apoſtoliſke Sæde“ og altſaa reſerveret Pavens umiddelbare Beſettelſe ved Proviſion, udnævnte denne dertil Hallvard, en Munk i ſamme Kloſter, der formodentlig havde ledſaget Olaf paa Reiſen til Curien[46]. Erkebiſkop Olaf kom tilbage til Norge den 11te April, efterat han formodentlig havde lagt Reiſen om England og opholdt ſig der en Stund, thi i Følge med ham, fortælles der, var Hr. Erling Vidkunnsſøn[47], ſom paa ſin Tilbagereiſe var bleven taget til Fange i England, uviſt af hvad Aarſag, og ſom nu blev udløſt af Erkebiſkopen med Guld og Sum, hvilket Udleg han ſiden godtgjorde ved at give Øen Thjøtta og Gaarden Telgareim paa Haalogaland til Erkeſtolen[48]. I Thorſteins Sted valgtes af Chorsbrødrene enſtemmigt Gisbrikt, engelſk af Fødſel, til Biſkop i Bergen. Han var formodentlig den ſamme Sira Gisbrikt, ſom allerede Biſkop Haakon omtaler i ſine Breve, Preſt til Laurentiikirke i Bergen 1337 og tillige Chorsbroder ved Chriſtkirken i 1340[49]. Hans Vale blev bekræfter af Domcapitlet i Nidaroos efter Arnes Død[50]. Siden blev han indviet af Biſkop Salomon, den eneſte gjenlevende Biſkop i Norge, tilligemed Gyrd Ivarsſøn, forhen Abbed ved Jonskloſtret i Bergen, der i den 1348 afdøde Biſkop Jons Sted (hvorom nedenfor) var bleven udvalgt til Biſkop i Skaalholt og bekræftet til dette Embede allerede af Erkebiſkop Arne. Til at ſtaa bi og deeltage i Indvielſen fik man Orm, Biſkop af Hole, og den forhen omtalte, til Biſkop i Garde indviede Jon Skalle, hvilke begge da tllfældigviis befandt ſig i Norge. Gisbrikt havde, førend han blev valgt, under Peſten aflagt det Løfte at ville valfarte til Rom, formodentlig til Jubilæet, men dette blev ikke af, deels formedelſt den lange Vej, deels og fordi han meente, at hans Fraværelſe kunde blive til Skade for hans Kirke. Han ſøgte derfor ſiden Paven om Fritagelſe fra hans Løfte og fik den mod at udbetale en ligeſaa ſtor Sum til det pavelige Kammer, ſom han vilde have udgivet, om han var reiſt, og mod at udføre andre Fromhedsgjerninger efter ſin Skriftefaders Anviisning[51]. Ligeledes bevilgede Paven ham i Anledning af den Mangel paa Preſter, den ſtore Dødelighed havde afſtedkommet, at ti illegitimt fødte Perſoner, og ligeſaamange, der var yngre end fem og tyve Aar, maatte forfremmes til Beneficier og til geiſtlige Ordensgrader[52]. Gisbrikt var ſaaledes faktiſk anerkjendt af Paven; alligevel fandt han det nødvendigt nogle Aar derefter (i 1354) at ſøge Bekræftelſe paa ſit Valg af Pave Clemens’s Eftermand Innocentius den 6te, idet han, ſom han ſagde, ikke var vis paa, om ikke hans Biſkopsſtol paa den Tid, han valgtes, var reſerveret for Pavens egen Beſettelſe. Denne Bekræftelſe blev havt ogſaa ſtrax tildeelt, med udtrykkelig Godkjendelſe af hvad han i Mellemtiden havde gjort og forordnet[53]. I Stavanger maa Biſkop Guthorm være død ſnarere mod Slutningen, end ved Begyndelſen af Peſten, thi Valget af hans Efterfølger ſkete ikke førend i 1350. Chorsbrødrene valgte da enſtemmigt Cantſleren Arne Aslaksſøn, der blandt ſine flere Canonicater ogſaa beſad et ved Stavangers Domkirke, og netop, ſom vi ville ſee, havde nedlagt ſit Cantſler-Embede. Formodentlig ſkete dette Valg i Midten af Juni, da han ſelv var med Kongen paa disſe Kanter[54]. Kongen har da viſt ſelv været inde i Stavanger og ved ſin Indflydelſe faaet ham valgt. Men da han var uegte født, kunde han alene poſtuleres og maatte derfor drage til Curien for at faa Bekræftelſe. Her døde han, inden Sagen endnu var afgjort, og Biſkopsſtolen[55] kunde derved paa en vis Maade ſiges at være bleven „ledig ved Curien“, idetmindſte betragtede Pave Clemens den ſaaledes, thi han udnævnte ſtrax dertil ved Proviſionsbrev af 30te Mai 1351 Predikebroderen Sigfrid fra Linkøping, der i længere Tid havde levet i Avignon ſom Poenitentiarius for „den danſke Tunge“, det vil ſige for Nordens Folk, og ſom af de Begunſtigelſer, han nød, at dømme, maa have ſtaaet i høj Gunſt ved Curien[56]. Sigfrid blev indviet af Cardinal-Biſkopen af Præneſte og ſkulde derpaa ſidſt i Juni begive ſig til Norge[57]; han ſynes ogſaa at være kommen derop[58], men alene for ſtrax efter at lade ſig forflytte til Oslos mere indbringende Biſkopsſtol, ſom det i det følgende ſkal omtales.

Efter Biſkop Hallvard i Hamar fulgte en Olaf, om hvem ogſaa en gammel Biſkopsrække[59] taler, men ſom maa have beklædet Biſkopsſtolen meget kort, neppe mere end nogle faa Maaneder. Thi da Capitlet efter hans Død til ſin Eftermand valgte en af ſin egen Midte, Chorsbroderen Haavard, var Erkeſtolen i Nidaroos endnu ikke beſat efter Arne, men Capitlet i Nidaroos maatte bekræfte Valget, ligeſom det havde gjort med Gisbrikt (og formodentlig ogſaa med Olaf), og Salomon i Oslo maatte ligeledes udføre denne Indvielſe[60]. Da dette ſaaledes maa være foregaaet før end November 1350, da Abbed Olaf udnævntes til Erkebiſkop, falder hiin Biſkop Olafs Død ſaa langt tilbage i 1350, at man endog maa formode at han, ligeſom ſin Formand, er bleven et Offer for Peſten, medens den endnu raſede paa Oplandene. Haavard foreſtod efter ſin Indvielſe i flere Aar Hamars Biſkopsſtol uanfegtet; han deeltog i Provincialconciliet 1351 (hvorom nedenfor), og modtog idetmindſte to Gange pavelige Breve, hvori han kaldtes „Biſkop af Hamar“, altſaa factiſk anerkjendtes ſom ſaadan[61]. Alligevel blev han efter Paveſkiftet af Enkelte gjort opmerkſom paa, at der dog nok før hans Valg „var ſkeet nogen Reſervation betreffende Hamars .Kirke“ og ligeſom Gisbrikt i Bergen fandt han det derfor tryggeſt at henvende ſig til Paveſtolen med Bøn om Bekræftelſe i ſin Verdighed „til Beroligelſe af ſin Samvittighed“. Han, ſaavelſom Gisbrikt, havde nu ſaa meget mere Aarſag til at føle ſig utrygge i Beſiddelſen af deres Embeder, ſom man nylig, endog før Paveſkiftet, ved Beſettelſen af Oslo Biſkopsſtol efter Biſkop Salomons Død (hvorom i det følgende) havde haft Exempel paa, at hverken eenſtemmigt Valg, eller canoniſk Confirmation og Indvielſe altid kunde ſikkre Indehaveren af en Biſkopsſtol mod at fortrænges af en begunſtiget Medbejler, der meldte ſig med en pavelig Proviſionsbulle ſ Lommen. Den anſøgte Bekræftelſe blev ham, ſom vi ville ſee, ikke negtet, og uagtet den førſt kom i Juli 1355, kunne vi ſaaledes dog ſette hans Biſkopsverdigheds Begyndelſe lige fra 1350[62]. Biſkop Villjam paa Orknø var formodentlig allerede for flere Aar tilbage død, da Peſten kom til Øerne. Han efterfulgtes af en Biſkop af ſamme Navn, om hvis Tiltrædelſestid vi dog ej vide andet, end at den maa have fundet Sted før 1352[63]. Derimod er det ikke uſandſynligt, at Biſkop Thomas paa Syderøerne bortrykkedes af Peſten, ſiden det fortælles, at han døde den 20de Septbr. 1348[64]. Han var den ſidſte Biſkop der, ſom indviedes af Nidaroos Erkebiſkop. Til hans Eftermand udvalgte hele Diøceſens Geiſtlighed, ſom her udøvede ſin gamle Valgret, med Tilſideſettelſe af Capitlet, Abbed Villjam i Kloſtret Rusſin, og da han havde Tvivl om Valgets Gyldighed, forſaavidt Paven ved Proviſion kunde have forbeholdt ſig Beſettelſen, begav han ſig lige til Curien, hvor Paven, efterat have ladet Valget prøve af tre Cardinaler, bekræftede det den 27de April 1349, idet han dog ogſaa ved en af de ſedvanlige Følgeſkrivelſer anbefalede ham til Erkebiſkopen i Nidaroos, ſom hans rette Metropolitan, ſaa at det ej var Pavens Henſigt derved at løſe ham fra det Baand, der bandt ham og Syderøerne til Norges Kirkeprovins[65]. Han blev indviet af Cardinalbiſkopen af Oſtia og fik Tilladelſe til Hjemreiſen den 6te Mai[66]. Men inden han endnu forlod Curien, androg han blandt mange andre Sager hos Paven om, at han „i Betragtning af den lange, beſværlige og farlige Søreiſe, der gjorde det vanſkeligt og betænkeligt for ham at drage over til Norge“, maatte ſende en anden i ſit Sted, naar Erkebiſkopen i Nidaroos fordrede hans Opvartning eller kaldte ham perſonligt til ſig, kortſagt overhoved maatte fritages for perſonligen at indfinde ſig hos ham udenfor Syderøernes Diøceſe. Paven tillod ham alene for denne Gang at ſende en Fuldmegtig i ſit Sted til Erkebiſkopen for at aflegge ham den ſedvanlige Lydigheds-Eed[67]. Saaledes vedblev den kirkelige Forbindelſe mellem Syderøerne og Norges Erkeſtol fremdeles, uagtet den var ſaa løs ſom muligt, og uagtet det herefter endog ſynes at være blevet Skik og Brug, at Syderø-Biſkoperne drog lige til Curien for at faa ſin Indvielſe.

Af de verdslige Embedsmænd i Norge ſynes de fleſte at være blevne bortrykkede i Peſten. Idetmindſte er der faa af dem, vi ovenfor have omtalt, ſom nævnes efter 1350, og næſten i alle Embeder finde vi efter denne Tid nye Mænd. Saaledes vides ikke med Vished andre. Lagmænd at have overlevet Peſten end Sørkve Arnesſøn til Froſtathing og Gaute Aslaksſøn i Tunsberg[68]. Paa Haalogaland finde vi allerførſt Agmund Arnſteinsſøn 1356[69]; hvo der var Lagmand i Nidaroos By efter Bjørn Thordsſøn vides ikke; i Jemteland omtales ikke Lagmand Jørund Hafrsſøn efter 1348, og i hans Sted nævnes en ny Lagmand Berſe Bergthorsſøn[70]. Hverken Gulathingslagmanden Paal Knutsſøn eller Bergens-Lagmanden Ingemund Jonsſøn nævnes efter 1348; i Bergen nævnes ingen førend en Gunnar Hjarandesſøn i 1361, ſom Gulathingslagmand derimod Thorſtein Jonsſøn allerede i 1351[71]. I Ryfylke forekommer ikke Thore Halldorsſøn efter 1347, men allerede i 1351 Eindride Asbjørnsſøn[72]. Efter Thord Lagmand i Skien, der ſandſynligviis var død før Peſten, nævnes Ulf Thordsſøn i October 1349; om han overlevede Peſten, vides ikke, thi efter Ulf kjender man ingen Lagmand førend Sigurd Gyrdsſøn i 1370. I Oslo nævnes efter Sigurd Hafthorsſøn endnu før Peſten, i Mai 1349, Thorleif Narvesſøn, derpaa Nikolas Sigurdsſøn i Marts 1351, men allerede en Maaned derefter Guthorm Gudbrandsſøn lige til 1364, dog ſtundom afløſt af Thrond Bjarnesſøn[73]. Paa Oplandene nævnes i 1353 en Erik ſlembe, ſom havde været Sysſelmand over den nordre Deel i 1349; i 1358 var han afløſt af Sigurd Eriksſøn[74]. Om Vikens Lagmænd ſavnes nøjere Efterretninger. Kongslagmanden Thrond Krakesſøn nævnes heller ikke efter 1348. Af nye Fehirder nævnes Arne Arnthorsſøn i Nidaroos 1353, og efter ham Reidar Jonsſøn 1358[75]. Af Sysſelmænd nævnes de føromtalte Svale Alvesſøn paa Haalogaland i 1356 og Aſte Bjørgulfsſøn i Skien 1354—1356; dog er det muligt, at flere Sysſelsmænds-Omſkiftninger ogſaa havde ſin Grund i de Regjeringsforandringer i 1350 og 1355, ſom vi i det følgende komme til at omtale. Med Vished vides af de tidligere Sysſelmænd ikkun Agmund Finnsſøn i Ryfylke og Nikolas Djakn i Jemteland at have overlevet Peſten. Men allerede af dette, vi her have anført, er det aabenbart, at Peſten ogſaa maa have gjort ſtore Huller i Embedsmændenes Rækker, og man kan deraf ſlutte, hvor ſtor Ødeleggelſen maa have været blandt Mængden.

    Recordare at viſe. Det meſte deraf er aftrykt i Manſas „de Epidemiis“ og derefter igjen hos Ilmoni.

  1. Breve i det ſvenſke Rigsarchiv viſe, at K. Magnus var den 10de Mai i Alvaſtra, 31te Mai, 7de og 23de Juni, ſamt 2den Juli i Stockholm, 19de Juli i Uppſala, 25de og 26de i Veſteraas, 31te Juli og 1ſte Auguſt i Strengnes, 5te Auguſt i Troſa Sogn, 8de og 9de Auguſt i Nykøping, 25de og 29de Sept. i Ljodhuus.
  2. Naar nemlig Kongen var den 19de Juli i Uppſala, og den 25de i Veſteraas, kan han umuligt have været i Oslo, eller endog i Ljodhuus, den 23de.
  3. En ret god Fremſtilllng af Peſtens Gang og Virkninger findes i Häſer’s Lehrbuch der Geſchichte der Medicin und der epidemiſchen Krankheiten, II. Bd. S. 114 fgg. Med Henſyn til Norge er dog den Fejl indløben, at Peſtens Ankomſt did henføres til 1348 iſtedetfor 1349. Om Peſtens Ødeleggelſer i Avignon og blandt Pavens egne Omgivelſer faar man en ret god Foreſtilling ved at gjennemgaa de pavelige Regnſkabsbøger for 1348 og 1349 og ſammenligne dem med de næſtforegaaende; i de her optagne Gage-Fortegnelſer ſtaa nemlig alle pavelige Hof-Embedsmænd opregnede, lige fra Vicecantſleren til de ringeſte Skrivere, og det er paafaldende, hvor mange af disſe der viſe ſig at være døde i Peſtmaanederne. I de isl. Annaler ſtaar det, at Pave Clemens lod indvie Rhonen og Ligene kaſte deri. De isl. Annaler ſige ogſaa, at der i London blev kun 14,000 Menneſker i Live.
  4. Rymeri foedera etc., Breve af 1ſte Januar, 10de Marts og 1ſte December 1349. Saa ſildigt ſom i December altſaa var Sygdommen endnu ikke ganſke ophørt.
  5. Isl. Annaler, Udg. S. 280.
  6. Til Orknøerne og Syderøerne kom Smitten rimeligviis ikke fra Norge, men derimod fra det nærliggende Skotland. Maaſkee kom den og ad den Vej over Hjaltland til Færøerne. Detmar vil vide, at Smitten til Norge kom fra Flandern.
  7. Om Rusland, ſee de novgorodſke Annaler, Suomi 1848, S. 104, 105. Det er bekjendt, at Sygdommen i Frankrige kaldtes la Mort bleue, den blaa eller ſorte Død; ſaaledes benævntes den ogſaa i Tydſkland, ſtunddom og „der jähe Tod“ (Detmar, Udg. S. 263). I Sverige kaldtes den Digerdøden, i Danmark, ſom i Tydſkland, den ſorte Død, hos os Mannadauden, Store Mannadauden.
  8. Munklivsbogen S. 85. Hertuginde Ingeborg ſkjenkede ved Brev af 10de Decbr. 1346 Nikolas Plogpening og hans Huſtru Ingeborg Munaansdatter for lang og tro Tjeneſte den Gaard i Bergen, ſom hun havde faaet efter Haakon Notarius (Dipl. N. I. 300), med Forbehold, at den ſkulde falde tilbage til hende, hvis de ikke efterlod Børn. Dette indtraf ogſaa formedelſt Egteparrets Død, og derfor kunde Hertuginden ved ſit Teſtament af 23de April 1352 overdrage Gaarden til Lyſekloſter (Dipl. N. II. 312). Gaarden ſiges her at ligge indenfor næſt ved Dronning-Gaarden. Nikolas og Ingeborg ſkjenkede ſelv ved fine Teſtamenter 10 Laupers Bool i Hvamsø Sogn til Munkeliv Kloſter, i hvis Kirke de betingede ſig Gravſted.
  9. Mklvb. S. 50. Ogſaa denne Mand betingede ſig Gravſted der.
  10. Dipl. N. V. 212.
  11. Isl. Annaler l. c.
  12. Dipl. N. II. 305.
  13. See Brev fra Valdres af 3 Juni 1372, Dipl. N. V. 269. Brev fra Mo i Lom af 31te Juni 1380, hvor der ogſaa oplyſes, at en Magnhild paa Hamar døde Allehelgensaſten (31te Oktober) i ſtore Manddøde-Høſten.
  14. I Brev af 31te Marts 1358 bevidner Jon Preſt paa Rollag i Numedal, at han i Manddøde-Vinteren ſelv var tilſtede, da en Anund Helgesſøn, der blev begraven ved Mels Kirke i Thelemarken, døde før 8de Dag Juul (Nytaar), Dipl. N. I. 355. Dipl. N. III. 420 indeholder et Vidnesbyrd om, at paa Gaarden Kirveſtad paa Sandsverv levede i Imbredagene før Juul i det ſtore Manddøde-Aar kun en eneſte Pige af hele Ætten.
  15. Teſtamentet, dateret Oslo, d. 9. Octbr. 1349, Dipl. N. IV. 350.
  16. Dipl. N. III. 290, 311.
  17. Teſtamenter i det ſv. Rigsarchiv, vedkommende Skokloſter, af 7de Septbr. og 3die Novbr. 1350, andre fra Smaaland af 21 Sept., Linkøping af 10 Nov. fra Vad af 29 Oct. o. fl.
  18. Den merkelige Fortælling om, hvorledes Smitten allerførſt kom til Jylland, findes efter Michelſens Slægtebog i Hoffmann’s „danſke Adelsmænd“ II. Side 36.
  19. Suhm, XIII. S. 238.
  20. See Ilmoni, Bidrag till Nordens Sjukdomshiſtoria I. S. 133, 134—136.
  21. Hvad disſe Sagn angaar, da henviſes fornemmelig til Faye’s „Norges Sagn“. At de fleſte af dem, eller rettere ſagt alle, ere ſenere Opdigtelſer, kan der ej være nogen Tvivl om. Dette viſer ſig f. Ex. ſtrax ved Sagnet om Hedalens Kirke i Valders, der knytter ſig til Gaardsnavnet Ildjarnsſtad, fordi den Jæger, der opdagede Kirken, havde et Ildſtaal med ſig og kaſtede det over den. Hvis Gaardens Navn virkelig er Ildjarnsſtad og ikke Iljarnsſtad, da er den opkaldt efter en Mand med det i eldre Tider hyppigt forekommende Navn Eldjarn. Ildſtaalet vilde man neppe heller kalde eldjarn. Der taltes om de ſaakaldte „Fundnegaarde“, „Fundnemarker“, de ſkulde være opdagede efter Peſten, men Navnet har intet med fundin (fundet) at gjøre, thi Gaardene hede i gamle Brevſkaber ikke Funnigarðr, Funnnamörk, men Fornigardr, Fornamörk, af forn, gammel, og forekomme viſtnok tidligere end Peſten. Sagnet om „Rypen“ i Joſtedal, der ſkulde være fundet ganſke forvildet efterat have ernæret ſig ſom et vildt Dyr fra Barnsbeen af, viſer ſig ved førſte Øiekaſt at være fabelagtigt; i „Bergens Kalvſkind“, ſluttet ved 1351, tales der baade om Peſten og flere Gaarde i Joſtedalen.
  22. I de forſkjellige ſv. Annaler ſtaar der, at efter Peſten, der af alle henføres til 1350, i Uppland neppe levede ⅙ af Befolkningen tilbage (Scr. r. Sv. I. 29), at den ej alene angreb Menneſker, men ogſaa Kvæg (ſſt. S. 58, jvfr. S. 34, 66).
  23. Alt dette omtales paa det ovenanførte Sted i de isl. Annaler, hvor der dog urigtigt ſtaar „Agdenes“ iſtedetfor „Agder“. Blandt dem, der ſkulde drage ud til Island, men bleve angrebne af Smitten og døde, var ogſaa en Sira Runulf, formodentlig den ſamme anſeede Geiſtlige, der oftere havde været i Norge ſom Sendebud for Biſkopen i Skaalholt. De to andre navngivne Mænd heed Broder Haamund og Broder Thorvald, de var altſaa Kloſtermænd. I Udgaven ſtaar disſe Navne efter „Guthorm biskup af Stafangri“ og med urigtige Caſusformer „bróðir Hámundar, broður Þorvalds“.
  24. Brev af 18de Auguſt 1364, Dipl. N. II. 384. Regest. Clemens. VI. commun. ann. X. l. 3 f. 22. p. 100, 106. Rg. Innocent VI.; Cod. Chartac. T. XV. (ann. 5) fol. 375.
  25. Dipl. Norv. V. 268.
  26. Dipl. Norv. II. 385.
  27. Brev i det ſvenſke Rigsarchiv.
  28. Man troede nemlig i enkelte Egne at bemerke, at der i de nærmeſte Aar efter Sygdommen fødtes hyppigere Tvillinger og Trillinger til Verden, end ellers. See Häſer, l. c. S. 138.
  29. At Island forſkaanedes ſiges udtrykkeligt i de islandſke Annaler, l. c. Om Grønland nævnes der intet udtrykkeligt, men der er ingen Spor af, at det blev angrebet, formodentlig fordi Communicationen med Norge aldeles ophørte. Til Island kom den egentlige Peſt førſt i 1402 og 1403.
  30. See de isl. Annaler ved 1351, S. 298. Man ſkulde friſtes til at antage, at der i det oprindelige Haandſkrift, hvorfra Beretningen om Peſten er tagen, ikke bar ſtaaet „Hr. Bjarne, Hr Peter og Olaf“ men „Sira Bjarne“ o. ſ. v., og at de ſaaledes alle bar været geiſtlige, iſær Chorsbrødre. De Papirafſkrifter, hvorfra man nu kjender Stedet, ere ſaa ſlet ſkrevne, at ſlige Fejl der ikke ere uſedvanlige, desuden tales der umiddelbart forud netop om hine 14 Preſter og 6 Diaconers Død.
  31. Alt dette vil kunne ſees ved ovenfor S. 420 fgg. at gjennemgaa de der nævnte Embedsmænds Navne og legge Merke til, naar de forſvinde.
  32. Det oftere omtalte danſke Chronicon 1357, Scr. rer. Dan. VI. 525.
  33. Dipl. Norv. I. 318. Denne Bulle blev formodentligt ligelydende udſtedt ogſaa til de andre Erkebiſkoper, idetmindſte i Norden.
  34. Isl. Annaler ved 1351, Udg. S. 282, ſee ogſaa nedenfor.
  35. Vi finde nemlig Kongen i Ljodhuus d. 25de og 29de September; Breve i det ſvenſke Rigsarchiv.
  36. Dipl. Norv. III. 271. Der tales her ogſaa om et andet Brev, ſom Kongen 7 havde udſtedt i Anledning af ſin Reiſe; ſandſynligviis har han vel udſendt ſ flere ſaadanne i Forvejen.
  37. Brev i det ſvenſke Rigsarchiv, dateret Enkøping den 19de Marts 1350. Paa den Tid har Kongen neppe været i Enkøping, da han viſt allerede var afreiſt til Jemteland. Det er et Prohibitionsbrev, udſtedt i Kongens Navn, teste dapifero. Et Brev, aldeles udſtedt paa ſamme Maade fra Skeninge, er dateret den 29de Marts 135l, medens Kongen var i Eſtland.
  38. Vi have Breve af Magnus, daterede fra Bergen den 2den og 7de Juni, ſee Finn Jonsſøns Kirkehiſt. I. 433, Dipl. Norv. III. 272, ligeledes et dateret fra Karmſund (altſaa paa Vejen ſydefter) den 14de (Dipl. N. II. 307). Naar der i Aabo Tidn. f. 1785, Bihang pag. 95, meddeles et Brev, ſom Kong Magnus ſkal have udſtedt i Aabo d. 18de Maj 1350, da maa dette være en Fejl og Brevet at henføre til 1351.
  39. Breve i det ſv. Rigsarchiv, daterede Svartſjø den 27de Juli og Stockholm d. 4de og 9de Auguſt. Den 25de Auguſt var K. Magnus paa et Sted, kaldet Fyged, hvis Beliggenhed vi ej kjende. Det bør tilføjes, at Fru Birgitta, maaſkee ved ſin Afreiſe, ogſaa havde bedet Kongen, der havde været ulydig mod Jfr. Marias Raad (om Krigen?) at gaa til Paven og bede ham om Abſolution for ſine Synder, ikke i et prægtigt Optog, men ydmygt og beſkedent, med et tarveligt Følge. Dette ſkete vel i 1349, umiddelbart før Fru Birgittas egen Afreiſe, og hun tænkte vel nærmeſt paa Jubilæet. (Revelationes VIII. 52).
  40. Isl. Annaler, l. c.
  41. See Suhm, XIII. 217. Det lader til, at denne Anordning i ſin nærværende Form er givet 1445 af Biſkop Olaf, men dog kun er en Gjentagelſe af den eldre. Dette ſynes ogſaa Anvendelſen af Pave Clemens’s Officium
  42. Nemlig i „den røde Bog“ eller Biſkop Eyſteins Fortegnelſe over Kirkegodſet i Oslo Diøceſe, optagen omkring 1400, hvor der f. Ex. ſtaar fol. 28, hvor Lunder Kirkes Gods paa Grenland omtales: „disſe Jorder ſtod ſkrevne til Kirken i Store Manndauden, og faaes intet af: Kleppe 2 Ertog. Bool, Ovene 1½ Laups Land, Søyden, 1 Ertogs Bool, Lunde nedre ½ Laups Land“. Andre Gaver af Gods m. m. til Kirken omtales i ſamme Bog f. Ex. fol. 93 r., hvor der ſiges, at en Gyrd paa Haug gav for ſig og ſin Søn til Eidsſkogs Kirke i ſtore Manndauden 1 Mk. Bool i Madruthveit. Ligeledes havde Kirken faaet ½ M. B. i Laufſveinsgard. Fol. 90 ſiges der, at Einar Klerk overdrog til Rakkeſtad Kirke 272 Øresbool i øvre Greinaſtad „for alt det Gods, ſom han havde oppebaaret i Store Manndauden, paa Korſets og Olafs-Rodens Vegne“.
  43. Brev udſtedt i Kongens Navn af Orm Drottſete, i Tunsberg, Smug. 1350. Dipl. N. VI.
  44. Isl. Annaler, l. c.
  45. Dipl. N. I. 322. 323, 324. Reg. Clem. VI. commun. an. IX. lib. 3. part. 1. fol. 85. ep. 390.
  46. Reg. Clem. VI. commun. an. IX. lib. 1. fol. 26, 27. ep. 50.
  47. De isl. Annaler ved 1351, S. 282. Der ſtaar udtrykkeligt, at Erkebiſkopen kom til Norge i Følge med Hr. Erling Natten efter Palmeſøndag (altſaa 11te April): dog menes vel hermed kun, at han betraadte norſk Grund; til Nidaroos maa han førſt ſenere være kommen.
  48. Erkebiſkop Aſlak Bolts Jordebog, fol. 132.
  49. Samll. V. S. 113. 145.
  50. Saaledes ſtaar der udtrykkeligt i det pavelige Bekræftelſesbrev af 1354, hvorom der ſtrax nedenfor vil blive handlet. I de isl. Annaler ſtaar derimod, at Gisbrikt og Gyrd begge vare confirmerede af Erkebiſkop Arne. Formodentlig var det kun Gyrd, der havde faaet denne Confirmation; det var neppe muligt, at Arne, ſom døde allerede i Septbr. eller Octobr. 1349, kunde confirmere Gisbriits Valg.
  51. Pavebrev af 4de Auguſt 1351, Reg. Clement. VI. commun. an. X. lib. 3. fol. 21. cap. 95.
  52. Pavebrev af 18de Juli 1351, ſammeſteds, fol. 22. ep. 100. Faa Dage efter (den 27de Juli) fik Gisbrikt Tilladelſe til at vælge ſig en Confesſor o. ſ. v. ſammeſteds, de abs. in art. mortis, ep. 120.
  53. Pavebrev af 28de Mai 1354, Regest. Innoc. VI. cod. chart. T. VI. (an. 2) fol. 477.
  54. Han beſeglede nemlig Breve i Kongens Nærværelſe i Bergen den 2den Juni og den 14de Juni, ſom det i det følgende vil ſees.
  55. Alt dette berettes i Proviſionsbullen for Biſkop Sigfrid, ſom ſtrax nedenfor omtales.
  56. Regest. Clement. VI. commun. an. X. lib. 1. fol. 5. ep. 9. Den 5te Aug. 1350 fik han, ſom poenitentiarius Daciæ, bevilget for en af ſine Klerker Ingeld Jonsſøn fra Uppſala, der ſtuderede i Paris, et Canonicat med Præbende i Aabo, og for en anden, Harald, et ved Indehaverens Død paa Reiſen fra Jubilæet ledigt blevet Canonicat med Præbende i Skara. Clement. VI. Reg. Supplic. ann. 9. fol. 3. Den 19de Apr. 1351 meddeelte han i Avignon ſom pavelig Poenitentiar for Prov. Daciæ et Confesſionale for en ſvenſk Preſt.
  57. Hjemſendelſesbullen er dateret 27de Juni 1351, Reg. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 99. ep. 745.
  58. At Sigfrid virkelig kom til Norge ſees iſær deraf, at Erkebiſkop Olaf den 1ſte Juni 1352 indkaldte ham til Provincialconcilium i Bergen, (Dipl. N. IV. 357), men han maa ſtrax efter være, eller var maaſkee allerede da reiſt tilbage til Avignon, hvor han opholdt rig, da han den 14de October udnævntes til Biſkop i Oslo.
  59. Nemlig Fortegnelſen over de norſke Biſkoper, aftrykt i „Norſk Tidsſkr.“ V. 44.
  60. Alt dette, ſaavelſom de øvrige, her meddeelte Omſtændigheder ved Haavards Valg, meddeles i Confirmationsbullen for Hamar af 31te Juli 1355.
  61. Nemlig to forſkjellige „Confesſionaler“ eller Tilladelſer til at velge ſig en Confesſor, der kunde give ham fuldſtændig Abſolution in articulo mortis, den ene given af Clemens d. 6te, 14de Juli 1351 (Regest. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 66), den anden af Innocentius den 6te, 14de Januar 1354 (Reg. Innocentii VI. cod. chart. T. VIII. ann. 2. f. 617).
  62. Det vækker undertiden nogen Urede, at Haavards Navn ſtundom, iſær i pavelige Skrivelſer, ſkrives urigtigt Hallvard, f. Ex. i det ſidſtnævnte Confesſionale af 1354, ligeledes i Tienderegnſkabet af 1353, hvorom der nedenfor vil blive handlet. Det er let at ſkjønne, at iſær de pavelige Secretæren, der ikke forſtod ſig paa de norſke Navne, og i ſaa lang Tid havde været vante ved at ſee „Hallvardus episcopus Hamarensis“, nu have forvexlet begge Navn, og ſtundom ſkrevet „Hallvard“, ſom før. Da man ſiden, i 1359, fik en Biſkop Hallvard i Oslo, opſtod igjen nye Fejltagelſer, thi nu kaldte man ſtundom denne Haavard.
  63. Dette ſees deraf, at den anden Villjam endnu er indført med den førſte Haand i hiin føromtalte Biſkopsfortegnelſe.
  64. Chron. Reg. Manniæ etc. S. 30.
  65. Chron. Reg. Manniæ. Udgaven af 1860, S. 162, 165.
  66. Sammeſteds, S. 166. Han blev altſaa ikke indviet af Paven ſelv, ſom det heder i Chron. Reg. Mann. S. 31.
  67. Anſøgningsrollen med Pavens Reſolution af 14de Juni 1349 findes i Clement. VI. Regest. Supplic. ann. III. p. 2. fol. 63. At Villjam da endnu opholdt ſig ved Curien, ſynes at fremgaa deraf, at han en Maaned forud, den 7de Mai, fik Tilladelſe af Paven til at optage et Laan paa 1200 Guldgylden, (Chron. Reg. Mann. S. 167) hvilket neppe ſkete andenſteds end i ſelve Avignon og vel altid maatte medtage nogen Tid. Desuden er det rimeligſt, at han ventede, indtil han fik Reſolution paa ſine Andragender.
  68. See ovf. S. 424, 430.
  69. Dipl. N. IV. 376.
  70. Sammeſteds III. 277.
  71. Sammeſteds IV. 423, II. 308.
  72. Sammeſteds III. 275.
  73. Sammeſteds IV. 346. 352, 353, 355, 372. V. 220. 378, 385, 403, II. 360. IV. 414. I. 384. Det viſer ſig heraf, at Thrond nævnes ſom Lagmand i Sept. 1355, Sept. 1357 og 9de Juli 1358, Guthorm 1351—1354, Octbr. 1356 og Sept. 1359—1364.
  74. Dipl. Norv. V. 207. II. 315, 342.
  75. Dipl. Norv. V. 217. 227.