Det norske Folks Historie/7/46

Da Kong Magnus om Vaaren 1349 havde været i Skaane og haft sin Sammenkomst med Kong Valdemar, drog han i Mai op til den østlige Deel af Landet, hvor han holdt sig i eller ved Stockholm i Juni og Juli, men reiste siden omkring i Vestmanland, Sødermanland og Østergøtland[1], formodentlig især beskjeftiget med sine Forberedelser til det nye Tog mod Rusland, medens han tillige holdt Retterthing og besørgede andre Regjerings-Sysler. Ved det Rigsmøde, som holdtes paa St. Margrete-Dag, eller 23de Juli, og hvor formodentlig Erkebiskopen har været nærværende, kan saaledes Kongen selv ikke have været tilstede[2], og det vilde derfor have været saa meget mere ønskeligt at erfare noget om, hvad der paa dette Møde forhandledes og kunde blive afgjort, medens Kongen selv var fraværende. Men ikke en Tøddel er os meddeelt derom i de eldre Skrifter, det være sig nu Krøniker eller Brevskaber. Det er muligt, at der handledes om overordentlige Foranstaltninger med Hensyn til Krigen og Landets Forsvar, især da Russernes Angreb paa Haalogaland formodentlig ved denne Tid allerede havde fundet Sted og var blevet bekjendt. Det er og, som vi i det Følgende ville see, ikke usandsynligt, at Stormændene paa egen Haand havde traadt sammen for at bevirke en Forandring i Rigsstyrelsen. Men hvad der end bestemtes, og hvad end Kong Magnus havde forberedt, saa blev det vel altsammen for det første standset af den skrækkelige Pest, som nu endelig fandt sin Vej til Norge og Sverige, og som med Rette kaldes den største Landeplage, der nogensinde har overgaaet disse Lande. Det er allerede forhen omtalt, at den i 1347 var kommen til Sydfrankrige, hvorfra den med rivende Hurtighed udbredte sig til Vest og Øst, saavel til Italien som til Spanien. I Syden beskrives den som inflammatorisk, med indvortes Brenden, heftig Feber, Blodspytning og Bylder under Axler og Knæer, samt saa smitsom, at den ubetydeligste Berøring meddeelte den fra Mand til Mand, og som oftest dræbende, undertiden efter faa Timer, stunddom i to–tre Dage, sjelden længere. Om dens Ødelæggelser faar man en nogenlunde Forestilling ved at erfare, at i Florents alene skal være død 96,000, i Lübeck 900, i Danzig 13,000. Fra Frankrige kom den om Sommeren 1348 til det sydlige England og udbredede sig ligeledes mod Slutningen af Aaret til Mellemtydskland, hvor den især rasede i 1349, og hvorfra den og arbeidede sig længer østover til Polen. I England greb den voldsomt om sig og rasede næsten fem Fjerding-Aar[3]. For dens Skyld maatte Parlementet, der skulde samles i Februar 1349, udsettes, først til 14 Dage efter Paaske, siden til ubestemt Tid, og endnu mod Slutningen af Aaret maatte Kongen udstede et udtrykkeligt Forbud mod, at Folk forlod Landet af Frygt for Smitten, „eftersom en ikke ringe Deel af Rigets Befolkning i denne Pest var ødelagt og dets Skatkammer udtømt“[4]. Man vil vide, at der i London døde ikke mindre end 100,000 Mennesker. Alle Beretninger om Sygdommens Ødeleggelser i Syd- og Mellem-Europa vise, naar man sammenligner dem med hinanden, at de Egne maatte prise sig lykkelige, som alene tabte den halve Deel af sin Befolkning, og at Tabet af to Trediedele, tre Fjerdedele, ja mere, endog var det sedvanlige. Man kan saaledes nok forestille sig, hvilken Folketomhed derved maatte opstaa i Nordens allerede før tyndt nok befolkede Lande. Af de tvende forenede Riger var Norge det Land, der først hjemsøgtes af Smitten. Maaden, hvorpaa dette skete, fortælles saaledes i de islandske Annaler, efter al Sandsynlighed efter den, forhen omtalte, samtidige og troverdige islandske Prest Einar Havlidessøns Beretning[5]: „Der kom sejlende fra England en Kogg, paa hvilken der var mange Folk, og lagde ind paa Bergens Vang. Man havde kun losset lidet af Ladningen, da alle Folkene paa Skibet døde, og saasnart Godset kom op i Byen fra Skibet, døde strax Byfolkene. Og derpaa foor Smitten over hele Norge. Mandefaldet i Bergen var saa voldsomt, at der paa een Dag kom 80 Liig, hvoriblandt 14 Prester og 6 Diaconer, alene til een af Kirkerne, Englandskoggen selv sank med alle Ligene og saagodtsom hele Ladningen, uden at blive losset, og flere Skibe og Busser sank ligeledes ulossede med al sin Farm eller drev omkring vidt og bredt. Den samme Sott foor over Hjaltland, Orknøerne, Syderøerne og Færøerne[6]. Dens Beskaffenhed var denne, at man et heelt eller halft Døgn følte et haardt Sting, derpaa kom Blodbrekning, og dermed opgav man Aanden“. Symptomerne var altsaa her i Norge noget forskjellige fra hvad de var i Syden, derimod sporedes de samme siden i Rusland[7].

Det vilde have været af megen Interesse, om Annalisten ogsaa nøje havde angivet Tiden, naar hiint ulykkelige Skib landede ved Bergen og saaledes bragte Smitten til Norge. At det maa have været om Sommeren, kan man slutte allerede deraf, at der om Vinteren var liden eller ingen Skibsfart. Sandsynligviis var det i August Maaned, thi af samtidige Testamenter, som Folk, der enten allerede vare angrebne eller frygtede for at angribes, gjorde, lader det til, at det især var i September Maaned 1349, hvor Sotten var paa sit højeste i Bergen. Saaledes gjorde Hr. Nikolas Plogpening og hans Hustru Fru Ingeborg Munaansdatter, der begge i lang Tid havde staaet i Hertuginde Ingeborgs Tjeneste og til Belønning havde faaet en Gaard i Bergen af hende, begge to sit Testament den 19de September, og Nikolas synes endog allerede at have været saa haardt angreben af Sygdommen, at han, hvorvel endnu ved sin Bevidsthed, ej kunde besegle Brevet, men maatte lade sin Hustru sette sit Segl derfor[8]. Han døde formodentlig endnu samme Dag, og hans Hustru overlevede ham neppe længe. Et andet Testament af en allerede angreben Mand, Thorgeir Thorsteinssøn, er dateret Munkeliv d. 26de Septbr.[9]. Paa den Tid havde Smitten allerede naaet til Nidaroos, eller ventedes der med det første, thi Erkebiskop Arne, som formodentlig kun for kort Tid siden var kommen tilbage fra det søndenfjeldske, gjorde her sit Testament den 23de September[10]. I dette siger han vistnok selv, at han endnu var frisk paa Legeme; men længe varede det ikke, thi det berettes udtrykkeligt, at han blev et Offer for Sygdommen, tilligemed alle Chorsbrødrene, paa en ved Navn Lodin nær[11]. Dette skete den 17de October, samme Dag som en af de saaledes bortrykkede Chorsbrødre, Arnfinn Peterssøn, allerede angreben af Smitten, gjorde sit Testament (see nedenfor)[12]. For et saa tyndt befolket Land som Norge var det saaledes med rivende Fart, at Smitten greb om sig. Formodentlig bragtes dog Smitten fra Bergen til Throndhjem ved Fartøjer. Men imidlertid lader det dog til, at ogsaa de indre Egne mellem Bergen og Throndhjem, som Sogn, Valdres, Gudbrandsdalen m. m. smittedes tidligere end de sydligere og østligere beliggende, thi af Breve saavel fra Valdres som fra Lom i Gudbrandsdalen sees det, at Sygdommen der mest rasede om Høsten, som derfor ogsaa i de Egne sidenefter benævnes „Manndauda-Høsten“[13], medens det i Thelemarken og paa Vestfold især var som Vinteren, at den største Dødelighed herskede, hvorfor ogsaa denne Vinter der kaldtes „Manndauda-Vinteren“[14]. Formodentlig bar Smitten saaledes næsten samtidigt arbeidet sig op fra Bergen over Vors og Sogn til Valdres, og fra Throndhjem sydover gjennem Orkedalen til Gudbrandsdalen, idet vel ogsaa de mellemliggende Kyst-Landskaber samtidigt hjemsøgtes. Til Thelemarken og Vestfold er Smitten derimod neppe kommen lige fra Bergen, over de store, under saadanne Omstændigheder ikke synderligt befarede Hardanger-Vidder, men derimod heller fra Østlandets Kyst-Egne ved Skien, Tunsberg og Oslo, efterat den først havde vandret hele Vejen langs Kysten gjennem Ryfylke og Agder. Til Oslo var den ellers maaskee kommen – muligt med Fartøjer – allerede i October, eller idetmindste ventede man dens Ankomst, siden Chorsbroderen Arnulf Steinarssøn, skjønt endnu frisk paa Legeme, den 9de October gjorde sit Testament[15]. Paa Østlandet synes man at have kaldt den Tid, da Sygdommen rasede, „Manndauda-Aaret“[16], maaskee et Tegn paa, at den her kom senere, formodentlig i Februar eller Marts 1350. Dette maa ogsaa sluttes deraf, at samtidige Testamenter i større Mængde, af hvilke man maa slutte, at en Smitsott herskede, ikke forekomme fra det østlige Sverige førend i September, October og November 1350[17], saaledes har Smitten vel i Begyndelsen af Aaret raset paa Oplandene og i Viken og naaet de vestlige Egne af Sverige om Vaaren. Til Jylland skal Pesten være kommen, ligesom til Bergen, ved et Skib fra England, paa hvilket Besætningen var død, og som strandede paa Vendsyssel[18], og Epidemien her henføres i det bedste samtidige Chronicon til 1348. I Jylland maa altsaa den Smitte, der kom vestenfra, have mødt den, der over Holsten kom søndenfra. Ligeledes maa den fra Norge og Vestergøtland af være gaaet sydover til Smaaland, Halland og Skaane og være kommen til Øerne baade fra Øst og Vest. I Lübeck var den stærkest i August 1349. Til Stæderne længere østover kom den i 1350, og fra disse rimeligviis til Gotland, hvor Dødeligheden var stærkest i August Maaned[19]. Finland blev neppe angrebet førend i 1351, thi til Novgorod og Pleskov naaede Smitten ej førend i 1351 og udbredte sig først i det følgende Aar til de indre Egne af Landet, hvor den omsider ophørte efterat have naaet de samme Egne ovenfor det sorte Hav, fra hvilke den for 8 Aar siden havde begyndt sit forfærdelige Kredsløb rundt Europa[20].

At de Ødeleggelser, som denne Landfarsott anrettede i Norge, vare overvettes store, derom kan man vistnok ikke tvivle, naar man seer, hvad den gjorde i de øvrige Lande af Europa, og naar man veed, at Mindet derom endnu lever uudsletteligt blandt Norges Folk, saa at Sagnet endog beretter om hele Kirkesogne i afsides Fjeldegne, der skulle være blevne aldeles blottede for Indbyggere og først flere Generationer derfra paany befolkede; om Gaarde og Kirker, der i senere Tider skulle have været opdagede i slige øde Egne, omgivne af tæt Skov, hvor der før var Bygd; ja om Mennesker, som man skal have fundet i aldeles vild Naturtilstand, da deres Paarørende og alle de øvrige Beboere af Egnen vare døde fra dem, medens de endnu vare spæde Børn[21]. Hiin samtidige Beretning i de islandske Annaler siger selv, at ikke mere end en Trediedeel af Norges Befolkning overlevede Pesten[22]. Nu tør det dog hende, at denne Forholds-Angivelse, saavelsom de øvrige fra andre af Europas Egne, ere noget overdrevne, da man i hine Tider ingen rigtig Forstand havde paa statistiske Beregninger og ved alle slige Lejligheder var tilbøjelig til at regne formeget. Men saa meget er under alle Omstændigheder vist, at Dødeligheden maa have været overordentlig, og saameget føleligere i Norge, som Befolkningen der var saa meget tyndere end i de fleste andre Lande. Vi have allerede omtalt, at Erkebiskop Arne døde med alle sine Chorsbrødre, paa en nær. I Bergen døde Biskop Thorstein, i Stavanger Biskop Guthorm, og paa Hamar Biskop Hallvard, saaat der af alle Norges Biskoper kun var een tilbage, nemlig Salomon i Oslo. Paa et Skib, som skulde gaa til Irland, formodentlig fra Bergen, døde saamange af Besetning og Passagerer, at det ikke kunde komme afsted[23]. Paa Agder blev i en kort Stund syv Kirkesogne folketomme; Biskop Guthorm sendte mange Prester, Diakoner og Svene did, men de døde allesammen. Mange Gaarde blev liggende øde og uopdyrkelige i en lang Rekke af Aar derfra. Endog i en ellers saa velbebygget Egn, som Oslohered, laa en Deel af Gaarden Øykren, hvis Ejer var død i Pesten, herreløs endnu i 1364, saa at Kongen erklærede den for hjemfalden til Kronen[24]. I Aaret 1357 forestillede Biskop Thorsteins Efterfølger Gisbrikt (hvorom idet Følgende) Pave Clemens, at saavel Bergens By som hele Diøcesen var formedelst Pesten blevne ganske blottede for Prester og Klerker; en lignende Forestilling gjorde samtidigt den nye Erkebiskop, Olaf, og sagde, at saagodtsom alle Prester og Klerker vare bortdøde i Nidaroos By og Diøcese; i 1357 klagede den daværende Biskop i Stavanger over, at der i hans Diøcese formedelst Pesten var saa stor Mangel paa Prester, at een Prest stundom maatte overtage tre eller fire Kirker, og endnu saa sildigt som i 1371 melder den daværende Erkebiskop til Paven, at istedetfor at der for plejede at være omkring trehundrede Prester i Nidaroos Diøcese, var der nu efter de Pestsygdomme, der havde raset, ikke over fyrretyve[25]. Det kan ikke slaa Fejl, at der fra Oslo maa have været klaget paa samme Viis. I Sande Skibrede paa Vestfold maatte Kongen i 1365 tillade Indbyggerne at bygge et mindre Landeverns-Skib end før, formedelst Affolkningen[26]. I et Brev fra Østergøtland i Sverige, dat. 13de Juni 1353, siges der, at formedelst den store Dødelighed, som nys havde hersket, var en Mængde Gaarde lagt øde, saa at de neppe kunde selges for halv Priis, at man sjelden eller vanskeligt kunde finde nogen til at dyrke dem[27]. Alt dette er talende Bevis for Sygdommens ødeleggende Virkninger i Norden, og det Knæk, som Norge derved fik, maa have været saa meget føleligere, som Folkets Raskhed og Handlekraft allerede forud var i kjendeligt Aftagende og nu maa være blevet lammet endda mere. Der tales heller ikke her, som andetsteds, om, at der i de første Aar efter Pestens Ophør fødtes saa mange flere Børn til Verden, som om Naturen selv søgte at erstatte Folketabet snarest muligt[28]. Paa den anden Side er det merkeligt nok, at der af de opbevarede Brevskaber fra de Tider ikke kan spores nogen kjendelig Standsning i de sedvanlige Forretningers Gang, i Handel og Vandel. Men sandsynligviis ere de alle udstedte paa Steder, som enten endnu havde været forskaanede for Sygdommen, eller som allerede havde overstaaet den.

Island skaanedes, merkeligt nok, denne Gang for Smitten og hjemsøgtes først et halvt Aarhundrede senere[29]. Men hverken Norge, eller det øvrige Europa, slap med denne Smitsott alene, thi andre, om ikke paa langt nær saa ødeleggende, Epidemier fulgte den i kort Mellemrum, som det i det følgende skal berettes.

Det har formodentlig været Tilfældet ved denne Epidemi, som andre, at den i Særdeleshed rasede blandt de ringere Klasser, der besad færre Midler til og mindre Forstand paa at vogte sig for Smitten. Dog viser den stor Dødelighed blandt de Geistlige, at disse ikke skaanedes, og det vidner rosverdigt om deres Nidkjærhed og Selvpofrelse i at trøste og husvale de Syge og Døende. Af navngivne mere anseede Mænd, som bleve Offere for Sygdommen, anføres ikke mange. De islandske Annaler omtale en Hr. Bjarne, Hr. Peter og Hr. Olaf som bortrykkede i Bergen, men det betegnes ikke nærmere, hvilke de vare; at denne Hr. Bjarne ikke var Bjarne Erlingssøn; sees deraf, at den sidste levede endnu i 1351 og deeltog med Kong Magnus i hans andet russiske Feldttog[30]. Der ere flere Stormænd, der forekomme hyppigt i Brevskaber før 1349, men som man derefter ikke hører mere til; de ere sandsynligviis døde i Pesten. Blandt dem er først og fremst Hr. Ivar Agmundssøn, der ej nævnes efter 1349, dernæst Lagmanden paa Oplandene Agmund Saxessøn, Sysselmanden paa Raumarike Gerd Smidssøn, Gulathingslagmanden Greip Thordsøn, Gunnar Hviit, Hr. Haakon Agmundssøn, Lagmanden og Fehirden Harald Nikolassøn, Lagmanden Nikolas Paus i Oslo, Olaf Hermanssøn i Nidaroos, Hr. Ulf Saxessøn, der allersidst nævnes i Juni 1349 som Sysselmand paa det kort efter angrebne Valdres, Fehirden Hr. Thorgils Smidssøn, Kongslagmanden Thrond Krakessøn[31]. Kongens egne Halvbrødre, Junker Haakon og Junker Knut, Sønner af Knut Porse, døde i 1350, formodentlig da Smitsotten gik gjennem Halland[32].

Der har vist ikke været saa faa, som ved Bortreise søgte at undgaa Smitten, og et velkomment Paaskud hertil maatte Jubelaaret afgive, til hvilket Pave Clemens, efterat Smitten havde udraset i Syden, paany kaldte de Troende ved sin Bulle af 18de August 1349[33]. Blandt dem, der saaledes drog afsted, var Hr. Erling Vidkunnssøn. Han reed til Rom, fortælles der, med to Svene og kom ikke hjem førend Aaret efter[34]. Kongen havde i September 1349 begivet sig til Ljodhuus[35], maaskee i den Hensigt at drage til Norge, og vidste da neppe endnu noget om, at den rædsomme Smitte var kommen til Bergen og greb om sig med saa rivende Fart. Men der maa dog Efterretningen have mødt ham og afskrækket ham for at drage videre. Thi vi see, at han i November var paa Tilbagevejen østover og i Begyndelsen af det følgende Aar i det østlige Sverige. Men da var Smitten allerede kommen til Østlandet, ja maaskee til den svenske Grændse, og i fuld Fart østover, saa at man med det første kunde vente den til Egnene om Mælaren. Det var derfor vel egentlig for at undgaa den, at Kongen besluttede at drage til det afsides Jemteland, der sandsynligviis endnu var blevet forskaanet, og opholde sig der til ud over Paaske (28de Marts), samt derfra at begive sig til Throndhjem, hvor man vel beregnede, at Smitten, der vist allerede nu var i sterkt Aftagende, indtil da maatte have udraset. Det var dog langtfra, at denne Hensigt med Reisen udtaltes, derimod foregav Kongen, at han vilde „fare til St. Olaf“, altsaa i Pilegrimsferd. I et Brev, udstedt fra Vesteraas den 10de Februar 1350, bebudede han Indbyggerne i Ravunde og Hamradal i Jemteland dette sit Komme og bød alle dem, der „havde Net og Not“, at sørge for hans Forsyning med fersk Fisk. Det forstaar sig af sig selv, at han tog Dronningen og begge sine Sønner med, thi han kunde jo ikke lade dem blive tilbage, naar han søgte at frelse sig selv, og vi erfare desuden, at de vare hos ham i Bergen, hvorhen han begav sig efterat have været i Throndhjem[36]. At han regnede paa at blive temmelig.længe borte, sees deraf, at Drottseten, Hr. Nikolas Thuressøn, havde ligesom tidligere faaet Fuldmagt til at udstede Breve i hans Navn[37]. Hr. Israel havde formodentlig nedlagt Generalembedsmands-Posten efter hans Tilbagekomst fra Rusland. Hvor længe ellers Kongen opholdt sig i Jemteland, naar han kom til Nidaroos, og naar han igjen reiste derfra, derom nævnes ikke et eneste Ord. Vi vide kun, at han i de første Dage af Juni var i Bergen[38] og maaskee holdt Raadsmøde der, saaledes som det i det følgende skal vises: et tydeligt Tegn paa, at Sygdommen der aldeles havde ophørt. Man maa derfor sige, at Norge i saa Henseende slap godt i Sammenligning med mange andre Lande, f. Ex. England, hvor den varede meget over et Aar; i ingen Egn af Norge synes den at have varet over et halvt Aar. Det lader ogsaa til, at den, efterat have naaet Sveriges Grændse i de første Maaneder af 1350, ikke strax, som man ventede, gik lige østover, men først imod Syd og derpaa langs Østkanten nordover, thi det er allerede viist, at den ikke yttrede sig i Egnen om Stockholm førend ud i September, og at Stockholm endnu var smittefri i Begyndelsen af August maa sluttes deraf, at Kongen, som lidt før Midten af Juni havde forladt Bergen til Søs og formodentlig taget Vejen omkring Nesset til Kongehelle og Ljodhuus, sidst i Juli og først i August atter befandt sig i Stockholms-Egnen[39]. Da Smitten omsider naaede did, var han enten allerede draget over til Estland eller begav sig derhen, som vi i det følgende ville erfare.

Hvilke Læge-Midler man her i Norden anvendte mod Sygdommen, vides ikke. Man skulde næsten tro, at den har været saa dræbende, at der ikke engang var Tanke eller Tale om at anvende legemlige Midler, men at man alene har taget sin Tilflugt til Bønner og Processioner og andre kirkelige Handlinger, hvorved man haabede at kunne nedbede Guds Naade og Barmhjertighed. Smitten, fortæller de islandske Annaler, ophørte .derved, at Pave Clemens bød at synge en Messe, som han selv componerede, fem Gange, og staa paa Knæ med Lys. Denne Messe begynder saaledes: Recordare hominum o. s. v., derhos digtede han ogsaa en.Bøn, der begynder med Ordene: „Benedictio domini patris“ o. s. v. og føjede dertil store Syndsforladelser og Indulgenser“[40]. Der findes endnu en Anordning for Bergen om Messer og Processioner til Afvendelse af Pest, vistnok udgiven først henved hundrede Aar derfra af den daværende Biskop, men dog saaledes at man tydeligt kan see, at dette kun er en Opfriskning af en eldre Bestemmelse. „Til Hjelp mod Pesten,“ heder det her, “er der af os og vort Capitel fastsat, at der i fem Dage efter hinanden skal holdes Messer med det Officium „Recordare“, og at hver og een, der er tilstede, skal have i sin Haand et brendende Lys og offre en Pening, hvilket Offer siden skal uddeles blandt de Fattige af forstandige Mænd. Alle, som ere tilstede ved disse Messer og Processioner, skulle gaa uden Sko og faste i fire paa hinanden følgende Dage, samt derpaa angergivne og bekjendende sine Synder modtage det hellige Sakrament Søndagen efter. Ordenen af Stationerne (de Steder, hvortil Processionen skulde gaa) er denne: Onsdag til Predikebrødrene, Thorsdag til Minoriterne, Fredag til Systrene i Nonneseter, Løverdag til Munkeliv og Søndag til Christkirken. Man skulde derhos anraabe Gud om Naade, og Jomfru Maria, St. Anna og de øvrige Helgener om deres Forbøn hos Gud, at han vilde afvende den forfærdelige Plage[41]. Lignende Bestemmelser have vel og været tagne for de øvrige Stæder og saavidt muligt for Landet. Det er let at begribe, at mange ved Gaver til Kirker, hellige Samfund og Fattige have søgt at gjøre sig verdige til Guds naadige Beskjermelse, om de endnu ikke vare angrebne, eller til hans Tilgivelse, naar de allerede følte Døden nærme sig, og at derfor denne Tid i økonomisk Henseende egentlig maa have været fordeelagtig for Kirken, hvis Ejendom saaledes betydeligt forøgedes. Men Fordelen sporedes dog vist ikke i den første Generation, hvor der ikke paa langt nær var Folk nok til at dyrke Jorden. Endnu femti Aar efter Pesten tales der om Gaardparter, skjenkede til en Kirke i „Store Manndauden“, men intet som indbragte[42]. Overhovedet skulde man vel formode, og det var, maa man haabe, vist ogsaa Tilfeldet paa mange Steder her i Norge, at en saa alvorlig Rystelse, som denne Landfarsott, opskræmte mange Sløve og Sorgløse af deres aandelige Dvale og vakte Folket til en sandere Religiøsitet end hidtil, om end ikke Sværmeriet gik saavidt som i Tydskland, hvor det affødte Flagellanternes modbydelige Omtog. Men rigtignok seer man ogsaa Exempler paa det modsatte, thi allerede om Sommeren 1350, kort efterat Sygdommen var ophørt, klagede Biskop Salomon i Oslo over, at de Mænd, der bragte sit Korn til Salg i Byen, „ligge daglig i større Drik, end man nogensinde før har seet Folk pleje, og glemme derved Guds og den hellige Kirkes Rettigheder og Tiende, medens Landet legges øde, ubeboet og usaaet formedelst disse Mænds Udristighed og mangfoldige Uskikke“[43]. Var dette maaskee Tegn paa etslags vild Fortvivlelse over den skrækkelige Ulykke, som om man endog havde opgivet Haabet om at komme til Kræfter og meente, at intet Arbeide kunde nytte, og at man gjorde bedst i at bedøve sig ved Drik og Sviir for at glemme Sorgen saa længe man kunde? Usandsynligt er det ikke. I et Land som Norge, og især i de Tider, synes det, som om Modløsheden og Fortvivlelse efter en saadan Ødeleggelse maatte være dobbelt saa stor, som andensteds, og at der maatte gaa en lang Række af Aar hen, inden man nogenledes kom til Besindelse.

Det er naturligt, at man først og fremst søgte at faa alle de ledige Biskopsstole besatte. I Nidaroos, hvor vi have seet, at alle Chorsbrødrene vare døde paa een nær ved Navn Lodin (Thoressøn,) betragtede denne ene sig berettiget til at vælge en Erkebiskop og valgte Olaf, Abbed i Nidarholms Kloster[44]. Dette Valg vilde under alle Omstændigheder have været underkjendt som ukanonisk og blev saamegetmere nu af Paven anseet ugyldigt, som denne allerede under Erkebiskop Arnes Embedstid, sandsynligviis strax efter hans Udnævnelse, havde reserveret sig selv Besettelsen, naar Stolen næste Gang blev ledig. Imidlertid havde dog Olaf paa Grund af hiint Valg begivet sig til Avignon, og Paven, der formodentlig ikke kjendte nogen anden, som kunde være bedre skikket dertil, udnævnte ham ved Provision (3die November 1350) og lod ham siden efter hans Indvielse tildele Pallium paa sedvanlig Maade (3die November[45]). Da hans forrige Embede som Abbed i Nidarholm saaledes var blevet ledigt „ved selve det apostoliske Sæde“ og altsaa reserveret Pavens umiddelbare Besettelse ved Provision, udnævnte denne dertil Hallvard, en Munk i samme Kloster, der formodentlig havde ledsaget Olaf paa Reisen til Curien[46]. Erkebiskop Olaf kom tilbage til Norge den 11te April, efterat han formodentlig havde lagt Reisen om England og opholdt sig der en Stund, thi i Følge med ham, fortælles der, var Hr. Erling Vidkunnssøn[47], som paa sin Tilbagereise var bleven taget til Fange i England, uvist af hvad Aarsag, og som nu blev udløst af Erkebiskopen med Guld og Sum, hvilket Udleg han siden godtgjorde ved at give Øen Thjøtta og Gaarden Telgareim paa Haalogaland til Erkestolen[48]. I Thorsteins Sted valgtes af Chorsbrødrene enstemmigt Gisbrikt, engelsk af Fødsel, til Biskop i Bergen. Han var formodentlig den samme Sira Gisbrikt, som allerede Biskop Haakon omtaler i sine Breve, Prest til Laurentiikirke i Bergen 1337 og tillige Chorsbroder ved Christkirken i 1340[49]. Hans Vale blev bekræfter af Domcapitlet i Nidaroos efter Arnes Død[50]. Siden blev han indviet af Biskop Salomon, den eneste gjenlevende Biskop i Norge, tilligemed Gyrd Ivarssøn, forhen Abbed ved Jonsklostret i Bergen, der i den 1348 afdøde Biskop Jons Sted (hvorom nedenfor) var bleven udvalgt til Biskop i Skaalholt og bekræftet til dette Embede allerede af Erkebiskop Arne. Til at staa bi og deeltage i Indvielsen fik man Orm, Biskop af Hole, og den forhen omtalte, til Biskop i Garde indviede Jon Skalle, hvilke begge da tllfældigviis befandt sig i Norge. Gisbrikt havde, førend han blev valgt, under Pesten aflagt det Løfte at ville valfarte til Rom, formodentlig til Jubilæet, men dette blev ikke af, deels formedelst den lange Vej, deels og fordi han meente, at hans Fraværelse kunde blive til Skade for hans Kirke. Han søgte derfor siden Paven om Fritagelse fra hans Løfte og fik den mod at udbetale en ligesaa stor Sum til det pavelige Kammer, som han vilde have udgivet, om han var reist, og mod at udføre andre Fromhedsgjerninger efter sin Skriftefaders Anviisning[51]. Ligeledes bevilgede Paven ham i Anledning af den Mangel paa Prester, den store Dødelighed havde afstedkommet, at ti illegitimt fødte Personer, og ligesaamange, der var yngre end fem og tyve Aar, maatte forfremmes til Beneficier og til geistlige Ordensgrader[52]. Gisbrikt var saaledes faktisk anerkjendt af Paven; alligevel fandt han det nødvendigt nogle Aar derefter (i 1354) at søge Bekræftelse paa sit Valg af Pave Clemens’s Eftermand Innocentius den 6te, idet han, som han sagde, ikke var vis paa, om ikke hans Biskopsstol paa den Tid, han valgtes, var reserveret for Pavens egen Besettelse. Denne Bekræftelse blev havt ogsaa strax tildeelt, med udtrykkelig Godkjendelse af hvad han i Mellemtiden havde gjort og forordnet[53]. I Stavanger maa Biskop Guthorm være død snarere mod Slutningen, end ved Begyndelsen af Pesten, thi Valget af hans Efterfølger skete ikke førend i 1350. Chorsbrødrene valgte da enstemmigt Cantsleren Arne Aslakssøn, der blandt sine flere Canonicater ogsaa besad et ved Stavangers Domkirke, og netop, som vi ville see, havde nedlagt sit Cantsler-Embede. Formodentlig skete dette Valg i Midten af Juni, da han selv var med Kongen paa disse Kanter[54]. Kongen har da vist selv været inde i Stavanger og ved sin Indflydelse faaet ham valgt. Men da han var uegte født, kunde han alene postuleres og maatte derfor drage til Curien for at faa Bekræftelse. Her døde han, inden Sagen endnu var afgjort, og Biskopsstolen[55] kunde derved paa en vis Maade siges at være bleven „ledig ved Curien“, idetmindste betragtede Pave Clemens den saaledes, thi han udnævnte strax dertil ved Provisionsbrev af 30te Mai 1351 Predikebroderen Sigfrid fra Linkøping, der i længere Tid havde levet i Avignon som Poenitentiarius for „den danske Tunge“, det vil sige for Nordens Folk, og som af de Begunstigelser, han nød, at dømme, maa have staaet i høj Gunst ved Curien[56]. Sigfrid blev indviet af Cardinal-Biskopen af Præneste og skulde derpaa sidst i Juni begive sig til Norge[57]; han synes ogsaa at være kommen derop[58], men alene for strax efter at lade sig forflytte til Oslos mere indbringende Biskopsstol, som det i det følgende skal omtales.

Efter Biskop Hallvard i Hamar fulgte en Olaf, om hvem ogsaa en gammel Biskopsrække[59] taler, men som maa have beklædet Biskopsstolen meget kort, neppe mere end nogle faa Maaneder. Thi da Capitlet efter hans Død til sin Eftermand valgte en af sin egen Midte, Chorsbroderen Haavard, var Erkestolen i Nidaroos endnu ikke besat efter Arne, men Capitlet i Nidaroos maatte bekræfte Valget, ligesom det havde gjort med Gisbrikt (og formodentlig ogsaa med Olaf), og Salomon i Oslo maatte ligeledes udføre denne Indvielse[60]. Da dette saaledes maa være foregaaet før end November 1350, da Abbed Olaf udnævntes til Erkebiskop, falder hiin Biskop Olafs Død saa langt tilbage i 1350, at man endog maa formode at han, ligesom sin Formand, er bleven et Offer for Pesten, medens den endnu rasede paa Oplandene. Haavard forestod efter sin Indvielse i flere Aar Hamars Biskopsstol uanfegtet; han deeltog i Provincialconciliet 1351 (hvorom nedenfor), og modtog idetmindste to Gange pavelige Breve, hvori han kaldtes „Biskop af Hamar“, altsaa factisk anerkjendtes som saadan[61]. Alligevel blev han efter Paveskiftet af Enkelte gjort opmerksom paa, at der dog nok før hans Valg „var skeet nogen Reservation betreffende Hamars .Kirke“ og ligesom Gisbrikt i Bergen fandt han det derfor tryggest at henvende sig til Pavestolen med Bøn om Bekræftelse i sin Verdighed „til Beroligelse af sin Samvittighed“. Han, saavelsom Gisbrikt, havde nu saa meget mere Aarsag til at føle sig utrygge i Besiddelsen af deres Embeder, som man nylig, endog før Paveskiftet, ved Besettelsen af Oslo Biskopsstol efter Biskop Salomons Død (hvorom i det følgende) havde haft Exempel paa, at hverken eenstemmigt Valg, eller canonisk Confirmation og Indvielse altid kunde sikkre Indehaveren af en Biskopsstol mod at fortrænges af en begunstiget Medbejler, der meldte sig med en pavelig Provisionsbulle s Lommen. Den ansøgte Bekræftelse blev ham, som vi ville see, ikke negtet, og uagtet den først kom i Juli 1355, kunne vi saaledes dog sette hans Biskopsverdigheds Begyndelse lige fra 1350[62]. Biskop Villjam paa Orknø var formodentlig allerede for flere Aar tilbage død, da Pesten kom til Øerne. Han efterfulgtes af en Biskop af samme Navn, om hvis Tiltrædelsestid vi dog ej vide andet, end at den maa have fundet Sted før 1352[63]. Derimod er det ikke usandsynligt, at Biskop Thomas paa Syderøerne bortrykkedes af Pesten, siden det fortælles, at han døde den 20de Septbr. 1348[64]. Han var den sidste Biskop der, som indviedes af Nidaroos Erkebiskop. Til hans Eftermand udvalgte hele Diøcesens Geistlighed, som her udøvede sin gamle Valgret, med Tilsidesettelse af Capitlet, Abbed Villjam i Klostret Russin, og da han havde Tvivl om Valgets Gyldighed, forsaavidt Paven ved Provision kunde have forbeholdt sig Besettelsen, begav han sig lige til Curien, hvor Paven, efterat have ladet Valget prøve af tre Cardinaler, bekræftede det den 27de April 1349, idet han dog ogsaa ved en af de sedvanlige Følgeskrivelser anbefalede ham til Erkebiskopen i Nidaroos, som hans rette Metropolitan, saa at det ej var Pavens Hensigt derved at løse ham fra det Baand, der bandt ham og Syderøerne til Norges Kirkeprovins[65]. Han blev indviet af Cardinalbiskopen af Ostia og fik Tilladelse til Hjemreisen den 6te Mai[66]. Men inden han endnu forlod Curien, androg han blandt mange andre Sager hos Paven om, at han „i Betragtning af den lange, besværlige og farlige Søreise, der gjorde det vanskeligt og betænkeligt for ham at drage over til Norge“, maatte sende en anden i sit Sted, naar Erkebiskopen i Nidaroos fordrede hans Opvartning eller kaldte ham personligt til sig, kortsagt overhoved maatte fritages for personligen at indfinde sig hos ham udenfor Syderøernes Diøcese. Paven tillod ham alene for denne Gang at sende en Fuldmegtig i sit Sted til Erkebiskopen for at aflegge ham den sedvanlige Lydigheds-Eed[67]. Saaledes vedblev den kirkelige Forbindelse mellem Syderøerne og Norges Erkestol fremdeles, uagtet den var saa løs som muligt, og uagtet det herefter endog synes at være blevet Skik og Brug, at Syderø-Biskoperne drog lige til Curien for at faa sin Indvielse.

Af de verdslige Embedsmænd i Norge synes de fleste at være blevne bortrykkede i Pesten. Idetmindste er der faa af dem, vi ovenfor have omtalt, som nævnes efter 1350, og næsten i alle Embeder finde vi efter denne Tid nye Mænd. Saaledes vides ikke med Vished andre. Lagmænd at have overlevet Pesten end Sørkve Arnessøn til Frostathing og Gaute Aslakssøn i Tunsberg[68]. Paa Haalogaland finde vi allerførst Agmund Arnsteinssøn 1356[69]; hvo der var Lagmand i Nidaroos By efter Bjørn Thordssøn vides ikke; i Jemteland omtales ikke Lagmand Jørund Hafrssøn efter 1348, og i hans Sted nævnes en ny Lagmand Berse Bergthorssøn[70]. Hverken Gulathingslagmanden Paal Knutssøn eller Bergens-Lagmanden Ingemund Jonssøn nævnes efter 1348; i Bergen nævnes ingen førend en Gunnar Hjarandessøn i 1361, som Gulathingslagmand derimod Thorstein Jonssøn allerede i 1351[71]. I Ryfylke forekommer ikke Thore Halldorssøn efter 1347, men allerede i 1351 Eindride Asbjørnssøn[72]. Efter Thord Lagmand i Skien, der sandsynligviis var død før Pesten, nævnes Ulf Thordssøn i October 1349; om han overlevede Pesten, vides ikke, thi efter Ulf kjender man ingen Lagmand førend Sigurd Gyrdssøn i 1370. I Oslo nævnes efter Sigurd Hafthorssøn endnu før Pesten, i Mai 1349, Thorleif Narvessøn, derpaa Nikolas Sigurdssøn i Marts 1351, men allerede en Maaned derefter Guthorm Gudbrandssøn lige til 1364, dog stundom afløst af Thrond Bjarnessøn[73]. Paa Oplandene nævnes i 1353 en Erik slembe, som havde været Sysselmand over den nordre Deel i 1349; i 1358 var han afløst af Sigurd Erikssøn[74]. Om Vikens Lagmænd savnes nøjere Efterretninger. Kongslagmanden Thrond Krakessøn nævnes heller ikke efter 1348. Af nye Fehirder nævnes Arne Arnthorssøn i Nidaroos 1353, og efter ham Reidar Jonssøn 1358[75]. Af Sysselmænd nævnes de føromtalte Svale Alvessøn paa Haalogaland i 1356 og Aste Bjørgulfssøn i Skien 1354–1356; dog er det muligt, at flere Sysselsmænds-Omskiftninger ogsaa havde sin Grund i de Regjeringsforandringer i 1350 og 1355, som vi i det følgende komme til at omtale. Med Vished vides af de tidligere Sysselmænd ikkun Agmund Finnssøn i Ryfylke og Nikolas Djakn i Jemteland at have overlevet Pesten. Men allerede af dette, vi her have anført, er det aabenbart, at Pesten ogsaa maa have gjort store Huller i Embedsmændenes Rækker, og man kan deraf slutte, hvor stor Ødeleggelsen maa have været blandt Mængden.

    Recordare at vise. Det meste deraf er aftrykt i Mansas „de Epidemiis“ og derefter igjen hos Ilmoni.

  1. Breve i det svenske Rigsarchiv vise, at K. Magnus var den 10de Mai i Alvastra, 31te Mai, 7de og 23de Juni, samt 2den Juli i Stockholm, 19de Juli i Uppsala, 25de og 26de i Vesteraas, 31te Juli og 1ste August i Strengnes, 5te August i Trosa Sogn, 8de og 9de August i Nykøping, 25de og 29de Sept. i Ljodhuus.
  2. Naar nemlig Kongen var den 19de Juli i Uppsala, og den 25de i Vesteraas, kan han umuligt have været i Oslo, eller endog i Ljodhuus, den 23de.
  3. En ret god Fremstilllng af Pestens Gang og Virkninger findes i Häser’s Lehrbuch der Geschichte der Medicin und der epidemischen Krankheiten, II. Bd. S. 114 fgg. Med Hensyn til Norge er dog den Fejl indløben, at Pestens Ankomst did henføres til 1348 istedetfor 1349. Om Pestens Ødeleggelser i Avignon og blandt Pavens egne Omgivelser faar man en ret god Forestilling ved at gjennemgaa de pavelige Regnskabsbøger for 1348 og 1349 og sammenligne dem med de næstforegaaende; i de her optagne Gage-Fortegnelser staa nemlig alle pavelige Hof-Embedsmænd opregnede, lige fra Vicecantsleren til de ringeste Skrivere, og det er paafaldende, hvor mange af disse der vise sig at være døde i Pestmaanederne. I de isl. Annaler staar det, at Pave Clemens lod indvie Rhonen og Ligene kaste deri. De isl. Annaler sige ogsaa, at der i London blev kun 14,000 Mennesker i Live.
  4. Rymeri foedera etc., Breve af 1ste Januar, 10de Marts og 1ste December 1349. Saa sildigt som i December altsaa var Sygdommen endnu ikke ganske ophørt.
  5. Isl. Annaler, Udg. S. 280.
  6. Til Orknøerne og Syderøerne kom Smitten rimeligviis ikke fra Norge, men derimod fra det nærliggende Skotland. Maaskee kom den og ad den Vej over Hjaltland til Færøerne. Detmar vil vide, at Smitten til Norge kom fra Flandern.
  7. Om Rusland, see de novgorodske Annaler, Suomi 1848, S. 104, 105. Det er bekjendt, at Sygdommen i Frankrige kaldtes la Mort bleue, den blaa eller sorte Død; saaledes benævntes den ogsaa i Tydskland, stunddom og „der jähe Tod“ (Detmar, Udg. S. 263). I Sverige kaldtes den Digerdøden, i Danmark, som i Tydskland, den sorte Død, hos os Mannadauden, Store Mannadauden.
  8. Munklivsbogen S. 85. Hertuginde Ingeborg skjenkede ved Brev af 10de Decbr. 1346 Nikolas Plogpening og hans Hustru Ingeborg Munaansdatter for lang og tro Tjeneste den Gaard i Bergen, som hun havde faaet efter Haakon Notarius (Dipl. N. I. 300), med Forbehold, at den skulde falde tilbage til hende, hvis de ikke efterlod Børn. Dette indtraf ogsaa formedelst Egteparrets Død, og derfor kunde Hertuginden ved sit Testament af 23de April 1352 overdrage Gaarden til Lysekloster (Dipl. N. II. 312). Gaarden siges her at ligge indenfor næst ved Dronning-Gaarden. Nikolas og Ingeborg skjenkede selv ved fine Testamenter 10 Laupers Bool i Hvamsø Sogn til Munkeliv Kloster, i hvis Kirke de betingede sig Gravsted.
  9. Mklvb. S. 50. Ogsaa denne Mand betingede sig Gravsted der.
  10. Dipl. N. V. 212.
  11. Isl. Annaler l. c.
  12. Dipl. N. II. 305.
  13. See Brev fra Valdres af 3 Juni 1372, Dipl. N. V. 269. Brev fra Mo i Lom af 31te Juni 1380, hvor der ogsaa oplyses, at en Magnhild paa Hamar døde Allehelgensasten (31te Oktober) i store Manddøde-Høsten.
  14. I Brev af 31te Marts 1358 bevidner Jon Prest paa Rollag i Numedal, at han i Manddøde-Vinteren selv var tilstede, da en Anund Helgessøn, der blev begraven ved Mels Kirke i Thelemarken, døde før 8de Dag Juul (Nytaar), Dipl. N. I. 355. Dipl. N. III. 420 indeholder et Vidnesbyrd om, at paa Gaarden Kirvestad paa Sandsverv levede i Imbredagene før Juul i det store Manddøde-Aar kun en eneste Pige af hele Ætten.
  15. Testamentet, dateret Oslo, d. 9. Octbr. 1349, Dipl. N. IV. 350.
  16. Dipl. N. III. 290, 311.
  17. Testamenter i det sv. Rigsarchiv, vedkommende Skokloster, af 7de Septbr. og 3die Novbr. 1350, andre fra Smaaland af 21 Sept., Linkøping af 10 Nov. fra Vad af 29 Oct. o. fl.
  18. Den merkelige Fortælling om, hvorledes Smitten allerførst kom til Jylland, findes efter Michelsens Slægtebog i Hoffmann’s „danske Adelsmænd“ II. Side 36.
  19. Suhm, XIII. S. 238.
  20. See Ilmoni, Bidrag till Nordens Sjukdomshistoria I. S. 133, 134–136.
  21. Hvad disse Sagn angaar, da henvises fornemmelig til Faye’s „Norges Sagn“. At de fleste af dem, eller rettere sagt alle, ere senere Opdigtelser, kan der ej være nogen Tvivl om. Dette viser sig f. Ex. strax ved Sagnet om Hedalens Kirke i Valders, der knytter sig til Gaardsnavnet Ildjarnsstad, fordi den Jæger, der opdagede Kirken, havde et Ildstaal med sig og kastede det over den. Hvis Gaardens Navn virkelig er Ildjarnsstad og ikke Iljarnsstad, da er den opkaldt efter en Mand med det i eldre Tider hyppigt forekommende Navn Eldjarn. Ildstaalet vilde man neppe heller kalde eldjarn. Der taltes om de saakaldte „Fundnegaarde“, „Fundnemarker“, de skulde være opdagede efter Pesten, men Navnet har intet med fundin (fundet) at gjøre, thi Gaardene hede i gamle Brevskaber ikke Funnigarðr, Funnnamörk, men Fornigardr, Fornamörk, af forn, gammel, og forekomme vistnok tidligere end Pesten. Sagnet om „Rypen“ i Jostedal, der skulde være fundet ganske forvildet efterat have ernæret sig som et vildt Dyr fra Barnsbeen af, viser sig ved første Øiekast at være fabelagtigt; i „Bergens Kalvskind“, sluttet ved 1351, tales der baade om Pesten og flere Gaarde i Jostedalen.
  22. I de forskjellige sv. Annaler staar der, at efter Pesten, der af alle henføres til 1350, i Uppland neppe levede ⅙ af Befolkningen tilbage (Scr. r. Sv. I. 29), at den ej alene angreb Mennesker, men ogsaa Kvæg (sst. S. 58, jvfr. S. 34, 66).
  23. Alt dette omtales paa det ovenanførte Sted i de isl. Annaler, hvor der dog urigtigt staar „Agdenes“ istedetfor „Agder“. Blandt dem, der skulde drage ud til Island, men bleve angrebne af Smitten og døde, var ogsaa en Sira Runulf, formodentlig den samme anseede Geistlige, der oftere havde været i Norge som Sendebud for Biskopen i Skaalholt. De to andre navngivne Mænd heed Broder Haamund og Broder Thorvald, de var altsaa Klostermænd. I Udgaven staar disse Navne efter „Guthorm biskup af Stafangri“ og med urigtige Casusformer „bróðir Hámundar, broður Þorvalds“.
  24. Brev af 18de August 1364, Dipl. N. II. 384. Regest. Clemens. VI. commun. ann. X. l. 3 f. 22. p. 100, 106. Rg. Innocent VI.; Cod. Chartac. T. XV. (ann. 5) fol. 375.
  25. Dipl. Norv. V. 268.
  26. Dipl. Norv. II. 385.
  27. Brev i det svenske Rigsarchiv.
  28. Man troede nemlig i enkelte Egne at bemerke, at der i de nærmeste Aar efter Sygdommen fødtes hyppigere Tvillinger og Trillinger til Verden, end ellers. See Häser, l. c. S. 138.
  29. At Island forskaanedes siges udtrykkeligt i de islandske Annaler, l. c. Om Grønland nævnes der intet udtrykkeligt, men der er ingen Spor af, at det blev angrebet, formodentlig fordi Communicationen med Norge aldeles ophørte. Til Island kom den egentlige Pest først i 1402 og 1403.
  30. See de isl. Annaler ved 1351, S. 298. Man skulde fristes til at antage, at der i det oprindelige Haandskrift, hvorfra Beretningen om Pesten er tagen, ikke bar staaet „Hr. Bjarne, Hr Peter og Olaf“ men „Sira Bjarne“ o. s. v., og at de saaledes alle bar været geistlige, især Chorsbrødre. De Papirafskrifter, hvorfra man nu kjender Stedet, ere saa slet skrevne, at slige Fejl der ikke ere usedvanlige, desuden tales der umiddelbart forud netop om hine 14 Prester og 6 Diaconers Død.
  31. Alt dette vil kunne sees ved ovenfor S. 420 fgg. at gjennemgaa de der nævnte Embedsmænds Navne og legge Merke til, naar de forsvinde.
  32. Det oftere omtalte danske Chronicon 1357, Scr. rer. Dan. VI. 525.
  33. Dipl. Norv. I. 318. Denne Bulle blev formodentligt ligelydende udstedt ogsaa til de andre Erkebiskoper, idetmindste i Norden.
  34. Isl. Annaler ved 1351, Udg. S. 282, see ogsaa nedenfor.
  35. Vi finde nemlig Kongen i Ljodhuus d. 25de og 29de September; Breve i det svenske Rigsarchiv.
  36. Dipl. Norv. III. 271. Der tales her ogsaa om et andet Brev, som Kongen 7 havde udstedt i Anledning af sin Reise; sandsynligviis har han vel udsendt s flere saadanne i Forvejen.
  37. Brev i det svenske Rigsarchiv, dateret Enkøping den 19de Marts 1350. Paa den Tid har Kongen neppe været i Enkøping, da han vist allerede var afreist til Jemteland. Det er et Prohibitionsbrev, udstedt i Kongens Navn, teste dapifero. Et Brev, aldeles udstedt paa samme Maade fra Skeninge, er dateret den 29de Marts 135l, medens Kongen var i Estland.
  38. Vi have Breve af Magnus, daterede fra Bergen den 2den og 7de Juni, see Finn Jonssøns Kirkehist. I. 433, Dipl. Norv. III. 272, ligeledes et dateret fra Karmsund (altsaa paa Vejen sydefter) den 14de (Dipl. N. II. 307). Naar der i Aabo Tidn. f. 1785, Bihang pag. 95, meddeles et Brev, som Kong Magnus skal have udstedt i Aabo d. 18de Maj 1350, da maa dette være en Fejl og Brevet at henføre til 1351.
  39. Breve i det sv. Rigsarchiv, daterede Svartsjø den 27de Juli og Stockholm d. 4de og 9de August. Den 25de August var K. Magnus paa et Sted, kaldet Fyged, hvis Beliggenhed vi ej kjende. Det bør tilføjes, at Fru Birgitta, maaskee ved sin Afreise, ogsaa havde bedet Kongen, der havde været ulydig mod Jfr. Marias Raad (om Krigen?) at gaa til Paven og bede ham om Absolution for sine Synder, ikke i et prægtigt Optog, men ydmygt og beskedent, med et tarveligt Følge. Dette skete vel i 1349, umiddelbart før Fru Birgittas egen Afreise, og hun tænkte vel nærmest paa Jubilæet. (Revelationes VIII. 52).
  40. Isl. Annaler, l. c.
  41. See Suhm, XIII. 217. Det lader til, at denne Anordning i sin nærværende Form er givet 1445 af Biskop Olaf, men dog kun er en Gjentagelse af den eldre. Dette synes ogsaa Anvendelsen af Pave Clemens’s Officium
  42. Nemlig i „den røde Bog“ eller Biskop Eysteins Fortegnelse over Kirkegodset i Oslo Diøcese, optagen omkring 1400, hvor der f. Ex. staar fol. 28, hvor Lunder Kirkes Gods paa Grenland omtales: „disse Jorder stod skrevne til Kirken i Store Manndauden, og faaes intet af: Kleppe 2 Ertog. Bool, Ovene 1½ Laups Land, Søyden, 1 Ertogs Bool, Lunde nedre ½ Laups Land“. Andre Gaver af Gods m. m. til Kirken omtales i samme Bog f. Ex. fol. 93 r., hvor der siges, at en Gyrd paa Haug gav for sig og sin Søn til Eidsskogs Kirke i store Manndauden 1 Mk. Bool i Madruthveit. Ligeledes havde Kirken faaet ½ M. B. i Laufsveinsgard. Fol. 90 siges der, at Einar Klerk overdrog til Rakkestad Kirke 272 Øresbool i øvre Greinastad „for alt det Gods, som han havde oppebaaret i Store Manndauden, paa Korsets og Olafs-Rodens Vegne“.
  43. Brev udstedt i Kongens Navn af Orm Drottsete, i Tunsberg, Smug. 1350. Dipl. N. VI.
  44. Isl. Annaler, l. c.
  45. Dipl. N. I. 322. 323, 324. Reg. Clem. VI. commun. an. IX. lib. 3. part. 1. fol. 85. ep. 390.
  46. Reg. Clem. VI. commun. an. IX. lib. 1. fol. 26, 27. ep. 50.
  47. De isl. Annaler ved 1351, S. 282. Der staar udtrykkeligt, at Erkebiskopen kom til Norge i Følge med Hr. Erling Natten efter Palmesøndag (altsaa 11te April): dog menes vel hermed kun, at han betraadte norsk Grund; til Nidaroos maa han først senere være kommen.
  48. Erkebiskop Aslak Bolts Jordebog, fol. 132.
  49. Samll. V. S. 113. 145.
  50. Saaledes staar der udtrykkeligt i det pavelige Bekræftelsesbrev af 1354, hvorom der strax nedenfor vil blive handlet. I de isl. Annaler staar derimod, at Gisbrikt og Gyrd begge vare confirmerede af Erkebiskop Arne. Formodentlig var det kun Gyrd, der havde faaet denne Confirmation; det var neppe muligt, at Arne, som døde allerede i Septbr. eller Octobr. 1349, kunde confirmere Gisbriits Valg.
  51. Pavebrev af 4de August 1351, Reg. Clement. VI. commun. an. X. lib. 3. fol. 21. cap. 95.
  52. Pavebrev af 18de Juli 1351, sammesteds, fol. 22. ep. 100. Faa Dage efter (den 27de Juli) fik Gisbrikt Tilladelse til at vælge sig en Confessor o. s. v. sammesteds, de abs. in art. mortis, ep. 120.
  53. Pavebrev af 28de Mai 1354, Regest. Innoc. VI. cod. chart. T. VI. (an. 2) fol. 477.
  54. Han beseglede nemlig Breve i Kongens Nærværelse i Bergen den 2den Juni og den 14de Juni, som det i det følgende vil sees.
  55. Alt dette berettes i Provisionsbullen for Biskop Sigfrid, som strax nedenfor omtales.
  56. Regest. Clement. VI. commun. an. X. lib. 1. fol. 5. ep. 9. Den 5te Aug. 1350 fik han, som poenitentiarius Daciæ, bevilget for en af sine Klerker Ingeld Jonssøn fra Uppsala, der studerede i Paris, et Canonicat med Præbende i Aabo, og for en anden, Harald, et ved Indehaverens Død paa Reisen fra Jubilæet ledigt blevet Canonicat med Præbende i Skara. Clement. VI. Reg. Supplic. ann. 9. fol. 3. Den 19de Apr. 1351 meddeelte han i Avignon som pavelig Poenitentiar for Prov. Daciæ et Confessionale for en svensk Prest.
  57. Hjemsendelsesbullen er dateret 27de Juni 1351, Reg. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 99. ep. 745.
  58. At Sigfrid virkelig kom til Norge sees især deraf, at Erkebiskop Olaf den 1ste Juni 1352 indkaldte ham til Provincialconcilium i Bergen, (Dipl. N. IV. 357), men han maa strax efter være, eller var maaskee allerede da reist tilbage til Avignon, hvor han opholdt rig, da han den 14de October udnævntes til Biskop i Oslo.
  59. Nemlig Fortegnelsen over de norske Biskoper, aftrykt i „Norsk Tidsskr.“ V. 44.
  60. Alt dette, saavelsom de øvrige, her meddeelte Omstændigheder ved Haavards Valg, meddeles i Confirmationsbullen for Hamar af 31te Juli 1355.
  61. Nemlig to forskjellige „Confessionaler“ eller Tilladelser til at velge sig en Confessor, der kunde give ham fuldstændig Absolution in articulo mortis, den ene given af Clemens d. 6te, 14de Juli 1351 (Regest. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 66), den anden af Innocentius den 6te, 14de Januar 1354 (Reg. Innocentii VI. cod. chart. T. VIII. ann. 2. f. 617).
  62. Det vækker undertiden nogen Urede, at Haavards Navn stundom, især i pavelige Skrivelser, skrives urigtigt Hallvard, f. Ex. i det sidstnævnte Confessionale af 1354, ligeledes i Tienderegnskabet af 1353, hvorom der nedenfor vil blive handlet. Det er let at skjønne, at især de pavelige Secretæren, der ikke forstod sig paa de norske Navne, og i saa lang Tid havde været vante ved at see „Hallvardus episcopus Hamarensis“, nu have forvexlet begge Navn, og stundom skrevet „Hallvard“, som før. Da man siden, i 1359, fik en Biskop Hallvard i Oslo, opstod igjen nye Fejltagelser, thi nu kaldte man stundom denne Haavard.
  63. Dette sees deraf, at den anden Villjam endnu er indført med den første Haand i hiin føromtalte Biskopsfortegnelse.
  64. Chron. Reg. Manniæ etc. S. 30.
  65. Chron. Reg. Manniæ. Udgaven af 1860, S. 162, 165.
  66. Sammesteds, S. 166. Han blev altsaa ikke indviet af Paven selv, som det heder i Chron. Reg. Mann. S. 31.
  67. Ansøgningsrollen med Pavens Resolution af 14de Juni 1349 findes i Clement. VI. Regest. Supplic. ann. III. p. 2. fol. 63. At Villjam da endnu opholdt sig ved Curien, synes at fremgaa deraf, at han en Maaned forud, den 7de Mai, fik Tilladelse af Paven til at optage et Laan paa 1200 Guldgylden, (Chron. Reg. Mann. S. 167) hvilket neppe skete andensteds end i selve Avignon og vel altid maatte medtage nogen Tid. Desuden er det rimeligst, at han ventede, indtil han fik Resolution paa sine Andragender.
  68. See ovf. S. 424, 430.
  69. Dipl. N. IV. 376.
  70. Sammesteds III. 277.
  71. Sammesteds IV. 423, II. 308.
  72. Sammesteds III. 275.
  73. Sammesteds IV. 346. 352, 353, 355, 372. V. 220. 378, 385, 403, II. 360. IV. 414. I. 384. Det viser sig heraf, at Thrond nævnes som Lagmand i Sept. 1355, Sept. 1357 og 9de Juli 1358, Guthorm 1351–1354, Octbr. 1356 og Sept. 1359–1364.
  74. Dipl. Norv. V. 207. II. 315, 342.
  75. Dipl. Norv. V. 217. 227.