Det norske Folks Historie/7/47

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 515-521).

Kong Magnus’s vigtigste Regjeringshandling tinder hans Ophold i Norge, førend man neppe endnu var kommen nogenledes til Besindelse efter den frygtelige Landeplage, var, at han forberedede den Adskillelse af af Rigerne, der skulde finde Sted om fem Aar, naar hans anden Søn blev myndig, ved allerede nu at give ham en egen Hird med en Drottsete i Spidsen, der udførte Regjeringsforretningerne i hans Navn. De islandske Annaler fortælle nemlig om Kongens Ophold i Bergen 1350: „Kong Magnus og hans Dronning Blanche kom til Bergen, og gav han da sin Søn Erik Sverige, men Haakon Norge med Haandtag, satte dem i Kongesæde og forordnede dem en Hird, men sig selv forbeholdt han til Raadighed Haalogaland, Island, Færøerne og Hjaltland“^[1]. Noget efter heder det: „Hr. Orm Eysteinssøn blev Drottsete i Norge, beskikket dertil af Herr Haakon den Unge“. Vi ville tillige idet følgende see, hvorledes Regjeringsforretningerne i Norge lige til 1355, da Haakon den unge selv overtog Regjeringen, virkelig besørgedes af Drottseten, der udstedte Breve under Rigsseglet – dog endnu ikke i Haakons, men i Magnus’s Navn^[2], – og at Magnus i al denne Tid neppe engang var længer nord i Norge end i den sydligste Deel af Elvesyssel^[3] og her vistnok var tilstede paa et Par større.Raadsmøder, men alene, som det synes, for at afgjøre enkelte Spørgsmaal vedkommende Kronens Eiendomme og Indtægter^[4], ikke for at gribe ind i Styrelsen, og hvor Orm Eysteinssøn dog nævnes først blandt de tilstedeværende verdslige Raadsherrer. Men da det ikke er rimeligt, at han af egen Indskydelse skulde have besluttet sig til et Skridt, hvorved han paa en Maade frasagde sig Regjeringen over Norge, førend endnu Tiden dertil var kommen, maa man formode, at han her har givet efter for paatrængende Opfordringer saavel af Nordmændene i Almindelighed, som af de verdslige Raadsherrer i Særdeleshed. Thi naar den unge Haakon om fem Aar skulde tiltræde Regjeringen over Norge, var det rimeligt, at Nordmændene ansaa det at være paa høj Tid, at han nu blev stadigt i Landet hos dem og gjorde sig bekjendt med Regjeringsforretningerne – og dette maa det være, hvad der tilsigtedes „med at give ham en egen Hird“, og, som man maa slutte, at anvise ham, eller Drottseten paa hans Vegne, alle Rigs-Indtægter med Undtagelse af Indkomsterne fra de Landskaber, Kong Magnus forbeholdt sig. Og hvad de verdslige Raadsherrer angaar, da have vi seet, at de altid heller ønskede en verdslig Drottsete som sin Formand, end en geistlig Cantsler. Allerede i 1323 have vi saaledes seet, at Cantsleren Ivar Olafssøn maatte vige for Drottseten Hr. Erling; og da det senere lykkedes Biskoperne at faa stillet Paal Baardssøn som Cantsler ved Siden af Drottseten, var saavel denne som de øvrige verdslige Herrer højst misfornøjede hermed og lagde ham alle mulige Hindringer i Vejen. Kongen selv synes, naar han skulde vælge mellem begge Slags Embedsmænd, at have foretrukket en Cantsler, der som Provst ved Mariekirken var mere afhængig af ham, for en Drottsete, og som ikke havde den Støtte, som denne, i de øvrige verdslige Stormænd. Helst, lader det, ønskede han dog at være fri for dem begge og at kunne udføre Regjeringshandlingerne personligt og uden saadanne Mellemmænd. Man maa derfor antage, at de verdslige Medlemmer af Raadet, blandt hvilke der vel ogsaa nu var flere nye, yngre og overmodige komne i de Bortdødes Sted, have benyttet sig af den gunstige Lejlighed til at afnøde Kongen denne Indrømmelse, da han selv formodentlig var bekymret og nedslagen over Pestens Ødeleggelser og derhos trængte til deres Bistand til Fornyelsen af Krigen mod Russerne, der fremdeles laa ham paa Hjertet, samt medens der paa den anden Side ikke var nogen Modstand af Geistligheden at frygte, eftersom de fleste Biskoper vare omkomne i Pesten^[5]. Som den Hovedforanstaltning, hvoraf alt det øvrige fulgte, maa man have fordret, at den unge Kong Haakon herefter skulde forblive i Landet og have sin egen Hird. Men hvorledes dette gik til, om Sagen allerede har været forberedt tidligere: f. Ex. paa hiint føromtalte Mode, der holdtes Sommeren forud rinder Kongens Fraværelse^[6], eller den først var indledet under hans Ophold i Throndhjem, eller om der ikke engang her havde været Tale derom, men at han i Bergen blev tagen med Overraskelse, er ligesaa ubekjendt, som hvorvidt denne Forretning skete ved et formeligt Raadsmøde, eller ved et Hyldingsthing paa Christkirkegaarden efter gammel Skik^[7], eller alene ved en af de sedvanlige Hof-Højtider. At noget lignende, idetmindste hvad Fordelingen af Rigets Indtægter mellem begge Konger angaar, allerede længe forud havde været forberedt, have vi ovenfor (S. 249) seet, hvor der handles om, at Kong Magnus saa tidligt som i 1340 søgte at unddrage Skatlandene og Haalogaland m. m. fra Bergens Fehirdsle og legge dem umiddelbart under sit eget Fadebuur. Men for den Sags Skyld kan gjerne denne Foranstaltning i 1350 ligefuldt være kommen Kongen noget uforvarende paa. Et Raadsmøde synes og i denne Anledning at maatte være holdt, uagtet vi ikke med Vished kan paavise, hvilke af Raadsherrerne der vare tilstede, ja uagtet det endog, som det strax vil sees, maa ansees temmelig vist, at Hr. Orm Eysteinssøn, der nu som Drottsete sattes i Spidsen for Regjeringen, ikke paa den Tid var i Bergen, men udnævntes først til sit høje Embede, efterat Kongen paa Tilbagereisen til Sverige var kommen til Østlandet. Ligeledes bliver det sandsynligt, at Kongen dog idetmindste fra Throndhjem af har forberedet dette Skridt, eller idetmindste været vidende om, at vigtige Regjeringssager skulde forhandles i Bergen, siden vi see, at Cantsleren, der under hans Ophold i Throndhjem endnu var i Oslo, beskjeftiget med de løbende Forretninger^[8], indfandt sig hos ham i Bergen, sikkert efter hans og Raadsherrernes udtrykkelige Tilsigelse. Formodentlig er det Hele gaaet saaledes til, at de her omtalte Foranstaltninger først ere blevne aftalte paa et Raadsmøde, med det Forbehold, at de skulde træde i Kraft, saasnart Arne Cantsler havde overgivet Rigsseglet, og Hr. Orm var bleven udnævnt til Drottsete, medens Arne beroligedes og overtaltes til at give sit Samtykke ved Løftet om Stavangers Biskopsstol, hvortil det ikke kunde være Kongen vanskeligt at forhjelpe ham, og hvortil vi allerede have seet, at han virkelig blev valgt. Hvad den Højtidelighed angaar, som Annalerne beskrive, nemlig at Kong Magnus satte begge sine Sønner i kongelige Højsæder og tildeelte dem hver sit Rige, da er det ikke ret sandsynligt, at det er gaaet ganske saaledes til. Thi for det første kunde Overdragelsen af Sveriges Krone til Erik ikke godt skee uden i selve Sverige og i Nærværelse af det svenske Raad, for det andet var der ikke Tale om hans Succession til Tronen førend efter Faderens Død. Idetmindste kan det alene have været Haakon, hvilken Kong Magnus beskikkede en egen Hird, thi hvis Erik skulde have en Hird, maatte den da bestaa af svenske Mænd, og de kunne ikke der have været tilstede. Muligt, at Kong Magnus, naar han, som rimeligt er, efter de nye Bestemmelsers Vedtagelse i en større Hof-Cirkel, eller maaskee endog paa et offentligt Møde, har bekjendtgjort Beslutningerne og hilset Haakon som vordende Konge, ogsaa har haft Erik ved sin Side og ikke vel kunnet stillet ham, som den eldste, ringere end Haakon, den yngste, især da han jo dog ogsaa var udseet til Konge i Sverige, hvorvel i en fjernere Fremtid, ja maaskee endog allerede hyldet. Men dette maa ogsaa have været det Hele. Forfatteren af Beretningerne i Annalerne, der ikke omtaler Mødet og Beslutningerne paa Vardberg 1343, har maaskee antaget, at alt, hvad der nu skete alene som en Følge af og Bekræftelse paa disse, er fra først af blevet besluttet og anordnet i Bergen.

De her ved denne Lejlighed deels bekræftede og fornyede, deels fra Nyt af antagne Bestemmelser maa saaledes fornemmelig have indeholdt disse Hovedpunkter:

1. Den unge Kong Haakon forbliver herefter i Norge og faar sin egen Hird med en Drottsete i Spidsen.

2. Denne Drottsete beklædes med samme Myndighed som Hr. Erling i 1323, saaledes at han i Forening med Raadet skal bestyre den hele Forvaltning, have Fehirdslerne under sin Overopsigt og selv besørge de løbende Regjeringsforretninger, samt benytte Rigsseglet, dog endnu kun i Kong Magnus’s Navn.

3. Fra hine Fehirdsler undtages Indtægterne af Skatlandene og Haalogaland m. m., der forbeholdes Kong Magnus. Ligeledes synes det, som om Baagahuus Fehirdsle og Borgesyssel forbeholdtes ham^[9]. Formodentlig var det ej alene de blotte Indtægter, men ogsaa den virkelige Forvaltning af hine Landskaber, der saaledes blev ham forbeholdt^[10].

4. Cantsleren nedlægger sit Embede, og Hr. Orm Eysteinssøn beskikkes til Drottsete samt Storseglbevarer.

Tiden, naar dette Møde bar været holdt, eller disse Beslutninger vedtagne, maa have været-de sidste Dage af Mai, thi allerede den 2den Juni lod Kongen udgaa et Brev til Indbyggerne af Hole Biskopsdømme, hvorom der i det Følgende vil blive Tale, i hvilket han strengelig indstevnede flere af dem til at møde i Norge for sin eller Drottsetens Domstol. Dette Brev er beseglet af Cantsler Arne i Kongens Nærværelse. Maaskee har Arne saaledes endog beseglet det Brev, hvori hans egen forestaaende Aftrædelse fra Cantslerverdigheden forkyndtes.

Kong Magnus opholdt sig sidenefter nogle faa Dage i Bergen og afgjorde formodentlig mange Regjeringssager, af hvilke vi dog kun vide Besked om een, nemlig om nogle Begunstigelser, han forundte de Kjøbmænd af den tydske Hansa, der opholdt sig i Bergen. De havde under hans Ophold i Bergen klaget for ham over, at de Levnetsmidler, som de behøvede, kunde de ikke engang for sine Penge finde tilfals paa Byens almindelige Torv, udenfor hvilket de dog hidtil ikke havde Lov til at indkjøbe dem; og Kongen, som fandt deres Klage grundet, tillod dem herefter at gjøre slige Indkjøb saavel udenfor som indenfor Bergens Takmarker, dog kun til eget Forbrug, ikke til Udsalg. Ligeledes brøde de klaget over, at de ikke kunde faa sine Debitorer til at betale hvad de skyldte, og Kongen bød derfor alle, der skyldte dem Penge, at betale disse inden en Maaneds Forløb, under Brevebruds Straf, og paalagde Fehirden og Sysselmanden i manglende Fald med Strenghed at inddrive Summen. I denne Forordning, dateret den 7de Juni, staar der intet om, at den er beseglet af Cantsleren: maaskee er den kun beseglet med Kongens Secret^[11]. Kort derpaa forlod Kongen Bergen, formodentlig med hele sin Familie, og med Cantsleren, thi den 14de Juni var han kommen til Karmsund, hvor han skjenkede Lysekloster nye Friheder, nemlig at de Mænd, som Abbeden nedsatte paa sine Bugaarde, skulde nyde samme Frelse som Klostrets Brødre, at sex af dem, som Abbeden selv kunde opnævne, skulde nyde Fritagelse fra alle Nevninger og Ledingfærd, og Abbeden have Ret til selv at dømme dem samt sine og Klostrets daglige Svener i alle Sager, undtagen dem hvorfor Livs- eller Legemsstraf var fastsat, eller i Aleigemaal. Dette er det sidste Brev, som Arne Cantsler vides at have beseglet. Formodentlig er Kongen strax efter sejlet ind til Stavanger, og har faaet Arne udvalgt til Biskop i Guthorms Sted, hvorefter Arne, strax maa have tilbagegivet Rigsseglet og tiltraadt sin Reise til Avignon, i fra hvilken han ikke skulde komme tilbage^[12]. Siden har Kongen formodentlig fortsat sin Reise til Tunsberg, eller maaskee lige til Baagahuus, og paa et af disse Steder udnævnt Hr. Orm til sin Drottsete og over; draget den unge Haakon til hans Varetægt. Det sandsynligste er, at det skete i Tunsberg, da vi see, at Hr. Orm ogsaa, ligesom Hr. Ivar, kort efter at han var bleven Drottsete, fik en egen Syssel, idetmindste finde vi ham senere i Besiddelse af Vestfolden og Tunsbergshuus^[13]. Vist er det, at Udnævnelsen er skeet for den 3die August, thi paa denne Dag, da Kong Magnus allerede forlængst var kommen tilbage til det østlige Sverige, udgav han fra Tunsberg en Forordning i Kongens Navn og under Storseglet^[14]. Det er udgivet i Anledning af den forhen omtalte Klage fra Biskop Salomon, over at Bønderne undlod at gjøre den rette Tiende, under Paaskud af at man ikke kunde faa Folk nok til at terske Kornet, men førte dog dagligdags Korn til Byen (Oslo) og laa i større Fylderi, end hidtil havde været Tilfældet. Drottseten erklærede i Kongens Navn, at denne ikke vilde taale slig Uskik, hvorved Kirkens Ret leed Afbrek, og fastsatte Boder og Straf saavel for dem, der ikke ydede Tienden ordentlig, som for de kongelige Sysselmænd, der viste sig efterladne i at skaffe Kirken Ret. Han optraadte saaledes allerede her med fuld kongelig Myndighed.

Om Hr. Orm Eysteinssøns Ætt og tidligere Livsbane vides ikke stort. Han maa have hørt hjemme i Ranafylke. Der nævnes ingensteds, hvo hans Fader var, men det maa vist have været en riig og anseet Mand, thi Orm selv synes at have haft store Ejendomme, de fleste i Elvesyssel^[15]. Han nævnes ingensteds i de til vor Tid opbevarede Brevskaber førend den 1ste April 1339: da befandt han sig paa Dyngjuhuus, der maa have været en af de nys opførte Borge, paa Øen Dyngja (Dyngø) udenfor Ranrike; han var maaskee selve Befalingsmanden derover^[16]. Da førte han endnu ingen Herretitel og var altsaa endnu kun Sven. Dette var han ogsaa den 12te Januar 1347, da han med andre kongelige Raadgiver deltog i Dommen angaaende Hafthorssønnernes Ret til Borgesyssel. (s. o. S. 475). Altsaa var han da bleven Medlem af Raadet. Han deeltog, endnu som Sven, i det Raadsmøde i Juli samme Aar, under hvilket Kongen og Dronningen gjorde sit Testament (s. o. S. 477), og det maa ansees som et Tegn paa deres Tillid og Velvilje for ham, at de udnævnte ham til en af Executorerne. Men Aaret efter, ved Raadsmødet i Oslo i Februar 1348, finde vi ham som Ridder. Hans Hustru heed Boothild^[17], men man kjender intet til hendes Slegtskabsforhold. Da det lader til, at deres Søn blev gift allerede før Hr. Orms Død 1360, maa de selv have været gifte før 1340, og Orm befandt sig vel derfor ved 1350 i sin kraftigste Manddoms-Alder. Da han, som man seer, var en af Raadets yngste Medlemmer, maa det vel for en stor Deel være den Yndest, hvori han stod hos Kongen og Dronningen, der hjalp ham til Drottseteverdigheden. Men hans glimrende Bane var, som vi ville see, heel kortvarig, og det tog en bedrøvelig Ende med ham. Man maa derfor slutte, enten at Valget ikke har været heldigt, og at han ikke har bestyret sit Embede tilbørlig, eller at han er bleven Offer for en eller anden Hof-Kabale, der maaskee endog kan have staaet i Forbindelse med Benedikt Algøtssøns Fald, hvorom i det Følgende.

1. De isl. Ann., Udg. S. 282. Den første Beretning om Kongens Ankomst til Bergen og hans to Sønners Ophøjelse i Kongesædet, findes i Flatø-Annalerne, Lagmands-Annalerne og de skaalholtske Annaler, hvorimod Beretningen om Orm Eysteinssøns Udnævnelse til Drottsete alene findes i Flatø-Annalerne. Alle henføre disse Ting til 1350, undtagen en enkelt Bearbejdelse af Lagmands-Annalerne, der næsten altid er et Aar forud og derfor henfører dem til 1349.
2. Paa slige i Kongens Navn af Hr. Orm udstedte Breve ville vi i det følgende see flere Prøver, saa at vi her blot behøve at anføre nogle faa Exempler, nemlig det nedenfor omtalte af 3die Aug. 1350, udstedt medens Kongen var i Stockholm, og et fra Oslo den 21de Jan. 1355, udstedt medens Kongen var østover i Sverige. Dipl. N. II. 327.
3. Nemlig i Baagahuus og Marstrand, see Breve fra 1352 i N. gl. L. III. 86. Lappenbergs Sartorius II. 422, af 1353 i Dipl. N. II. 315, 319; i det svenske Rigsarchiv o. s. v.
4. Nemlig Mødet paa Baagahuus i Mai 1353, da blandt andet Dronning Blanche Morgengave blev ombyttet med andet Gods, (Dipl. N. II. 319), og ligeledes paa Baagahuus i August 1354, da Kongen mageskiftede endeel Jordegods med Erkebiskop Olaf, (Dipl. N. II. 326).
5. Jevnfør hermed ogsaa Keyser: „Den norske Kirkes Historie“, II. S. 359–364.
6. See ovenfor, S. 497.
7. See Ex. ovenfor, III. S. 585.
8. Der haves nemlig et Brev, udstedt i Oslo paa sedvanlig Maade i Kongens Navn af Cantsler Arne den 10de April 1350, kun en simpel Stadfestelse af et Gavebrev, Dipl. N. V. 214. Men da var vel Kongen i Throndhjem, siden han skulde opholde sig i Jemteland ud over Paaske d. 28de Marts og derfra drage til St. Olaf.
9. Dette synes at maatte sluttes deraf, at da Kongen liden, i 1353, havde faaet den til Dronning Blanche udlagte Livgeding, Tunsbergs Fehirdsle, mod andet Gods i Elvesyssel, nævnes han, og ikke Haakon, som Herre derover.
10. De isl. Annaler sige udtrykkeligen, at Kongen fik disse forbeholdne Landskaber „til ríkis“, altsaa til raade over. Dette bliver saameget mere sandsynligt, som det i det følgende vil vises, at Kong Magnus efter Haakons Thronbestigelse virkelig maa bane beholdt Vestfolden og flere andre Landskaber under sin umiddelbare Styrelse.
11. Dipl. N. III. 272. Originalen er endnu i Behold med vedhængende Segl i Lübecks Archiv, men uheldigviis anføres det ikke i Dipl. N., om dette Segl er Storseglet eller Secretet.
12. See ovenfor S. 511. Da Arne i Provisionsbrevet for Biskop Sigfrid hverken kaldes Cantsler eller Provst til Mariekirken, men kun Chorsbroder i Stavanger, er det højst rimeligt, at han har frasagt sig begge disse Embeder allerede førend Valget blev foretaget.
13. Nemlig efterat det føromtalte Mageskifte havde fundet Sted i 1553: muligt dog og, at den ej blev ham overdraget, førend efterat Kong Haakon havde tiltraadt Regjeringen, thi vi have intet eldre Brev, der viser ham som Sysselmand over Vestfolden end hiint af 1356, Dipl. N. I. 314. Da han her fremdeles kaldes Kong Magnus’s Drottsete, man maa altsaa formode, at Magnus har ladet ham beholde denne Verdighed for sin Rigs-Deel. Men hvis Orm tiltraadte Syslen allerede i 1353, maa man antage, at han da ogsaa forhen havde Baagahuus m. m. Mere herom i det Følgende.
14. Den arnamagn. Saml. Fasc. 53. No. 13. Dipl. N. VI.
15. I Biskop Eysteins Jordebog af c. 1400 sees det, at hans Arvinger skyldte Tiende til ikke mindre end 35 Kirker i Elvesyssel, hvilket viser, at han maa have haft Jordegods i dem alle.
16. Dipl. N. IV. 236. Han kjøber her Gods paa Blaker, Raumarike; af et andet Brev (II. 368), sees det, at han tilkjøbte sig nogle Hader i Tunsberg, i et tredie (II. 389), at han ejede Gods i Stangenes i Ranrike.
17. Dette sees af en pavelig Tilladelse for ham og Boothild til at vælge sig en Confessor m. m., dateret Avignon 23de Jan. 1354. Regest. Innoc. VI. cod. chart. T. 8. (an. 2.) fol. 617.