Åpne hovedmenyen

Kong Magnus’s vigtigſte Regjeringshandling tinder hans Ophold i Norge, førend man neppe endnu var kommen nogenledes til Beſindelſe efter den frygtelige Landeplage, var, at han forberedede den Adſkillelſe af af Rigerne, der ſkulde finde Sted om fem Aar, naar hans anden Søn blev myndig, ved allerede nu at give ham en egen Hird med en Drottſete i Spidſen, der udførte Regjeringsforretningerne i hans Navn. De islandſke Annaler fortælle nemlig om Kongens Ophold i Bergen 1350: „Kong Magnus og hans Dronning Blanche kom til Bergen, og gav han da ſin Søn Erik Sverige, men Haakon Norge med Haandtag, ſatte dem i Kongeſæde og forordnede dem en Hird, men ſig ſelv forbeholdt han til Raadighed Haalogaland, Island, Færøerne og Hjaltland“[1]. Noget efter heder det: „Hr. Orm Eyſteinsſøn blev Drottſete i Norge, beſkikket dertil af Herr Haakon den Unge“. Vi ville tillige idet følgende ſee, hvorledes Regjeringsforretningerne i Norge lige til 1355, da Haakon den unge ſelv overtog Regjeringen, virkelig beſørgedes af Drottſeten, der udſtedte Breve under Rigsſeglet — dog endnu ikke i Haakons, men i Magnus’s Navn[2], — og at Magnus i al denne Tid neppe engang var længer nord i Norge end i den ſydligſte Deel af Elveſysſel[3] og her viſtnok var tilſtede paa et Par ſtørre.Raadsmøder, men alene, ſom det ſynes, for at afgjøre enkelte Spørgsmaal vedkommende Kronens Eiendomme og Indtægter[4], ikke for at gribe ind i Styrelſen, og hvor Orm Eyſteinsſøn dog nævnes førſt blandt de tilſtedeværende verdslige Raadsherrer. Men da det ikke er rimeligt, at han af egen Indſkydelſe ſkulde have beſluttet ſig til et Skridt, hvorved han paa en Maade fraſagde ſig Regjeringen over Norge, førend endnu Tiden dertil var kommen, maa man formode, at han her har givet efter for paatrængende Opfordringer ſaavel af Nordmændene i Almindelighed, ſom af de verdslige Raadsherrer i Særdeleshed. Thi naar den unge Haakon om fem Aar ſkulde tiltræde Regjeringen over Norge, var det rimeligt, at Nordmændene anſaa det at være paa høj Tid, at han nu blev ſtadigt i Landet hos dem og gjorde ſig bekjendt med Regjeringsforretningerne — og dette maa det være, hvad der tilſigtedes „med at give ham en egen Hird“, og, ſom man maa ſlutte, at anviſe ham, eller Drottſeten paa hans Vegne, alle Rigs-Indtægter med Undtagelſe af Indkomſterne fra de Landſkaber, Kong Magnus forbeholdt ſig. Og hvad de verdslige Raadsherrer angaar, da have vi ſeet, at de altid heller ønſkede en verdslig Drottſete ſom ſin Formand, end en geiſtlig Cantſler. Allerede i 1323 have vi ſaaledes ſeet, at Cantſleren Ivar Olafsſøn maatte vige for Drottſeten Hr. Erling; og da det ſenere lykkedes Biſkoperne at faa ſtillet Paal Baardsſøn ſom Cantſler ved Siden af Drottſeten, var ſaavel denne ſom de øvrige verdslige Herrer højſt misfornøjede hermed og lagde ham alle mulige Hindringer i Vejen. Kongen ſelv ſynes, naar han ſkulde vælge mellem begge Slags Embedsmænd, at have foretrukket en Cantſler, der ſom Provſt ved Mariekirken var mere afhængig af ham, for en Drottſete, og ſom ikke havde den Støtte, ſom denne, i de øvrige verdslige Stormænd. Helſt, lader det, ønſkede han dog at være fri for dem begge og at kunne udføre Regjeringshandlingerne perſonligt og uden ſaadanne Mellemmænd. Man maa derfor antage, at de verdslige Medlemmer af Raadet, blandt hvilke der vel ogſaa nu var flere nye, yngre og overmodige komne i de Bortdødes Sted, have benyttet ſig af den gunſtige Lejlighed til at afnøde Kongen denne Indrømmelſe, da han ſelv formodentlig var bekymret og nedſlagen over Peſtens Ødeleggelſer og derhos trængte til deres Biſtand til Fornyelſen af Krigen mod Rusſerne, der fremdeles laa ham paa Hjertet, ſamt medens der paa den anden Side ikke var nogen Modſtand af Geiſtligheden at frygte, efterſom de fleſte Biſkoper vare omkomne i Peſten[5]. Som den Hovedforanſtaltning, hvoraf alt det øvrige fulgte, maa man have fordret, at den unge Kong Haakon herefter ſkulde forblive i Landet og have ſin egen Hird. Men hvorledes dette gik til, om Sagen allerede har været forberedt tidligere: f. Ex. paa hiint føromtalte Mode, der holdtes Sommeren forud rinder Kongens Fraværelſe[6], eller den førſt var indledet under hans Ophold i Throndhjem, eller om der ikke engang her havde været Tale derom, men at han i Bergen blev tagen med Overraſkelſe, er ligeſaa ubekjendt, ſom hvorvidt denne Forretning ſkete ved et formeligt Raadsmøde, eller ved et Hyldingsthing paa Chriſtkirkegaarden efter gammel Skik[7], eller alene ved en af de ſedvanlige Hof-Højtider. At noget lignende, idetmindſte hvad Fordelingen af Rigets Indtægter mellem begge Konger angaar, allerede længe forud havde været forberedt, have vi ovenfor (S. 249) ſeet, hvor der handles om, at Kong Magnus ſaa tidligt ſom i 1340 ſøgte at unddrage Skatlandene og Haalogaland m. m. fra Bergens Fehirdſle og legge dem umiddelbart under ſit eget Fadebuur. Men for den Sags Skyld kan gjerne denne Foranſtaltning i 1350 ligefuldt være kommen Kongen noget uforvarende paa. Et Raadsmøde ſynes og i denne Anledning at maatte være holdt, uagtet vi ikke med Vished kan paaviſe, hvilke af Raadsherrerne der vare tilſtede, ja uagtet det endog, ſom det ſtrax vil ſees, maa anſees temmelig viſt, at Hr. Orm Eyſteinsſøn, der nu ſom Drottſete ſattes i Spidſen for Regjeringen, ikke paa den Tid var i Bergen, men udnævntes førſt til ſit høje Embede, efterat Kongen paa Tilbagereiſen til Sverige var kommen til Øſtlandet. Ligeledes bliver det ſandſynligt, at Kongen dog idetmindſte fra Throndhjem af har forberedet dette Skridt, eller idetmindſte været vidende om, at vigtige Regjeringsſager ſkulde forhandles i Bergen, ſiden vi ſee, at Cantſleren, der under hans Ophold i Throndhjem endnu var i Oslo, beſkjeftiget med de løbende Forretninger[8], indfandt ſig hos ham i Bergen, ſikkert efter hans og Raadsherrernes udtrykkelige Tilſigelſe. Formodentlig er det Hele gaaet ſaaledes til, at de her omtalte Foranſtaltninger førſt ere blevne aftalte paa et Raadsmøde, med det Forbehold, at de ſkulde træde i Kraft, ſaaſnart Arne Cantſler havde overgivet Rigsſeglet, og Hr. Orm var bleven udnævnt til Drottſete, medens Arne beroligedes og overtaltes til at give ſit Samtykke ved Løftet om Stavangers Biſkopsſtol, hvortil det ikke kunde være Kongen vanſkeligt at forhjelpe ham, og hvortil vi allerede have ſeet, at han virkelig blev valgt. Hvad den Højtidelighed angaar, ſom Annalerne beſkrive, nemlig at Kong Magnus ſatte begge ſine Sønner i kongelige Højſæder og tildeelte dem hver ſit Rige, da er det ikke ret ſandſynligt, at det er gaaet ganſke ſaaledes til. Thi for det førſte kunde Overdragelſen af Sveriges Krone til Erik ikke godt ſkee uden i ſelve Sverige og i Nærværelſe af det ſvenſke Raad, for det andet var der ikke Tale om hans Succesſion til Tronen førend efter Faderens Død. Idetmindſte kan det alene have været Haakon, hvilken Kong Magnus beſkikkede en egen Hird, thi hvis Erik ſkulde have en Hird, maatte den da beſtaa af ſvenſke Mænd, og de kunne ikke der have været tilſtede. Muligt, at Kong Magnus, naar han, ſom rimeligt er, efter de nye Beſtemmelſers Vedtagelſe i en ſtørre Hof-Cirkel, eller maaſkee endog paa et offentligt Møde, har bekjendtgjort Beſlutningerne og hilſet Haakon ſom vordende Konge, ogſaa har haft Erik ved ſin Side og ikke vel kunnet ſtillet ham, ſom den eldſte, ringere end Haakon, den yngſte, iſær da han jo dog ogſaa var udſeet til Konge i Sverige, hvorvel i en fjernere Fremtid, ja maaſkee endog allerede hyldet. Men dette maa ogſaa have været det Hele. Forfatteren af Beretningerne i Annalerne, der ikke omtaler Mødet og Beſlutningerne paa Vardberg 1343, har maaſkee antaget, at alt, hvad der nu ſkete alene ſom en Følge af og Bekræftelſe paa disſe, er fra førſt af blevet beſluttet og anordnet i Bergen.

De her ved denne Lejlighed deels bekræftede og fornyede, deels fra Nyt af antagne Beſtemmelſer maa ſaaledes fornemmelig have indeholdt disſe Hovedpunkter:

1. Den unge Kong Haakon forbliver herefter i Norge og faar ſin egen Hird med en Drottſete i Spidſen.

2. Denne Drottſete beklædes med ſamme Myndighed ſom Hr. Erling i 1323, ſaaledes at han i Forening med Raadet ſkal beſtyre den hele Forvaltning, have Fehirdſlerne under ſin Overopſigt og ſelv beſørge de løbende Regjeringsforretninger, ſamt benytte Rigsſeglet, dog endnu kun i Kong Magnus’s Navn.

3. Fra hine Fehirdſler undtages Indtægterne af Skatlandene og Haalogaland m. m., der forbeholdes Kong Magnus. Ligeledes ſynes det, ſom om Baagahuus Fehirdſle og Borgeſysſel forbeholdtes ham[9]. Formodentlig var det ej alene de blotte Indtægter, men ogſaa den virkelige Forvaltning af hine Landſkaber, der ſaaledes blev ham forbeholdt[10].

4. Cantſleren nedlægger ſit Embede, og Hr. Orm Eyſteinsſøn beſkikkes til Drottſete ſamt Storſeglbevarer.

Tiden, naar dette Møde bar været holdt, eller disſe Beſlutninger vedtagne, maa have været-de ſidſte Dage af Mai, thi allerede den 2den Juni lod Kongen udgaa et Brev til Indbyggerne af Hole Biſkopsdømme, hvorom der i det Følgende vil blive Tale, i hvilket han ſtrengelig indſtevnede flere af dem til at møde i Norge for ſin eller Drottſetens Domſtol. Dette Brev er beſeglet af Cantſler Arne i Kongens Nærværelſe. Maaſkee har Arne ſaaledes endog beſeglet det Brev, hvori hans egen foreſtaaende Aftrædelſe fra Cantſlerverdigheden forkyndtes.

Kong Magnus opholdt ſig ſidenefter nogle faa Dage i Bergen og afgjorde formodentlig mange Regjeringsſager, af hvilke vi dog kun vide Beſked om een, nemlig om nogle Begunſtigelſer, han forundte de Kjøbmænd af den tydſke Hanſa, der opholdt ſig i Bergen. De havde under hans Ophold i Bergen klaget for ham over, at de Levnetsmidler, ſom de behøvede, kunde de ikke engang for ſine Penge finde tilfals paa Byens almindelige Torv, udenfor hvilket de dog hidtil ikke havde Lov til at indkjøbe dem; og Kongen, ſom fandt deres Klage grundet, tillod dem herefter at gjøre ſlige Indkjøb ſaavel udenfor ſom indenfor Bergens Takmarker, dog kun til eget Forbrug, ikke til Udſalg. Ligeledes brøde de klaget over, at de ikke kunde faa ſine Debitorer til at betale hvad de ſkyldte, og Kongen bød derfor alle, der ſkyldte dem Penge, at betale disſe inden en Maaneds Forløb, under Brevebruds Straf, og paalagde Fehirden og Sysſelmanden i manglende Fald med Strenghed at inddrive Summen. I denne Forordning, dateret den 7de Juni, ſtaar der intet om, at den er beſeglet af Cantſleren: maaſkee er den kun beſeglet med Kongens Secret[11]. Kort derpaa forlod Kongen Bergen, formodentlig med hele ſin Familie, og med Cantſleren, thi den 14de Juni var han kommen til Karmſund, hvor han ſkjenkede Lyſekloſter nye Friheder, nemlig at de Mænd, ſom Abbeden nedſatte paa ſine Bugaarde, ſkulde nyde ſamme Frelſe ſom Kloſtrets Brødre, at ſex af dem, ſom Abbeden ſelv kunde opnævne, ſkulde nyde Fritagelſe fra alle Nevninger og Ledingfærd, og Abbeden have Ret til ſelv at dømme dem ſamt ſine og Kloſtrets daglige Svener i alle Sager, undtagen dem hvorfor Livs- eller Legemsſtraf var faſtſat, eller i Aleigemaal. Dette er det ſidſte Brev, ſom Arne Cantſler vides at have beſeglet. Formodentlig er Kongen ſtrax efter ſejlet ind til Stavanger, og har faaet Arne udvalgt til Biſkop i Guthorms Sted, hvorefter Arne, ſtrax maa have tilbagegivet Rigsſeglet og tiltraadt ſin Reiſe til Avignon, i fra hvilken han ikke ſkulde komme tilbage[12]. Siden har Kongen formodentlig fortſat ſin Reiſe til Tunsberg, eller maaſkee lige til Baagahuus, og paa et af disſe Steder udnævnt Hr. Orm til ſin Drottſete og over; draget den unge Haakon til hans Varetægt. Det ſandſynligſte er, at det ſkete i Tunsberg, da vi ſee, at Hr. Orm ogſaa, ligeſom Hr. Ivar, kort efter at han var bleven Drottſete, fik en egen Sysſel, idetmindſte finde vi ham ſenere i Beſiddelſe af Veſtfolden og Tunsbergshuus[13]. Viſt er det, at Udnævnelſen er ſkeet for den 3die Auguſt, thi paa denne Dag, da Kong Magnus allerede forlængſt var kommen tilbage til det øſtlige Sverige, udgav han fra Tunsberg en Forordning i Kongens Navn og under Storſeglet[14]. Det er udgivet i Anledning af den forhen omtalte Klage fra Biſkop Salomon, over at Bønderne undlod at gjøre den rette Tiende, under Paaſkud af at man ikke kunde faa Folk nok til at terſke Kornet, men førte dog dagligdags Korn til Byen (Oslo) og laa i ſtørre Fylderi, end hidtil havde været Tilfældet. Drottſeten erklærede i Kongens Navn, at denne ikke vilde taale ſlig Uſkik, hvorved Kirkens Ret leed Afbrek, og faſtſatte Boder og Straf ſaavel for dem, der ikke ydede Tienden ordentlig, ſom for de kongelige Sysſelmænd, der viſte ſig efterladne i at ſkaffe Kirken Ret. Han optraadte ſaaledes allerede her med fuld kongelig Myndighed.

Om Hr. Orm Eyſteinsſøns Ætt og tidligere Livsbane vides ikke ſtort. Han maa have hørt hjemme i Ranafylke. Der nævnes ingenſteds, hvo hans Fader var, men det maa viſt have været en riig og anſeet Mand, thi Orm ſelv ſynes at have haft ſtore Ejendomme, de fleſte i Elveſysſel[15]. Han nævnes ingenſteds i de til vor Tid opbevarede Brevſkaber førend den 1ſte April 1339: da befandt han ſig paa Dyngjuhuus, der maa have været en af de nys opførte Borge, paa Øen Dyngja (Dyngø) udenfor Ranrike; han var maaſkee ſelve Befalingsmanden derover[16]. Da førte han endnu ingen Herretitel og var altſaa endnu kun Sven. Dette var han ogſaa den 12te Januar 1347, da han med andre kongelige Raadgiver deltog i Dommen angaaende Hafthorsſønnernes Ret til Borgeſysſel. (ſ. o. S. 475). Altſaa var han da bleven Medlem af Raadet. Han deeltog, endnu ſom Sven, i det Raadsmøde i Juli ſamme Aar, under hvilket Kongen og Dronningen gjorde ſit Teſtament (ſ. o. S. 477), og det maa anſees ſom et Tegn paa deres Tillid og Velvilje for ham, at de udnævnte ham til en af Executorerne. Men Aaret efter, ved Raadsmødet i Oslo i Februar 1348, finde vi ham ſom Ridder. Hans Huſtru heed Boothild[17], men man kjender intet til hendes Slegtſkabsforhold. Da det lader til, at deres Søn blev gift allerede før Hr. Orms Død 1360, maa de ſelv have været gifte før 1340, og Orm befandt ſig vel derfor ved 1350 i ſin kraftigſte Manddoms-Alder. Da han, ſom man ſeer, var en af Raadets yngſte Medlemmer, maa det vel for en ſtor Deel være den Yndeſt, hvori han ſtod hos Kongen og Dronningen, der hjalp ham til Drottſeteverdigheden. Men hans glimrende Bane var, ſom vi ville ſee, heel kortvarig, og det tog en bedrøvelig Ende med ham. Man maa derfor ſlutte, enten at Valget ikke har været heldigt, og at han ikke har beſtyret ſit Embede tilbørlig, eller at han er bleven Offer for en eller anden Hof-Kabale, der maaſkee endog kan have ſtaaet i Forbindelſe med Benedikt Algøtsſøns Fald, hvorom i det Følgende.

  1. De isl. Ann., Udg. S. 282. Den førſte Beretning om Kongens Ankomſt til Bergen og hans to Sønners Ophøjelſe i Kongeſædet, findes i Flatø-Annalerne, Lagmands-Annalerne og de ſkaalholtſke Annaler, hvorimod Beretningen om Orm Eyſteinsſøns Udnævnelſe til Drottſete alene findes i Flatø-Annalerne. Alle henføre disſe Ting til 1350, undtagen en enkelt Bearbejdelſe af Lagmands-Annalerne, der næſten altid er et Aar forud og derfor henfører dem til 1349.
  2. Paa ſlige i Kongens Navn af Hr. Orm udſtedte Breve ville vi i det følgende ſee flere Prøver, ſaa at vi her blot behøve at anføre nogle faa Exempler, nemlig det nedenfor omtalte af 3die Aug. 1350, udſtedt medens Kongen var i Stockholm, og et fra Oslo den 21de Jan. 1355, udſtedt medens Kongen var øſtover i Sverige. Dipl. N. II. 327.
  3. Nemlig i Baagahuus og Marſtrand, ſee Breve fra 1352 i N. gl. L. III. 86. Lappenbergs Sartorius II. 422, af 1353 i Dipl. N. II. 315, 319; i det ſvenſke Rigsarchiv o. ſ. v.
  4. Nemlig Mødet paa Baagahuus i Mai 1353, da blandt andet Dronning Blanche Morgengave blev ombyttet med andet Gods, (Dipl. N. II. 319), og ligeledes paa Baagahuus i Auguſt 1354, da Kongen mageſkiftede endeel Jordegods med Erkebiſkop Olaf, (Dipl. N. II. 326).
  5. Jevnfør hermed ogſaa Keyſer: „Den norſke Kirkes Hiſtorie“, II. S. 359—364.
  6. See ovenfor, S. 497.
  7. See Ex. ovenfor, III. S. 585.
  8. Der haves nemlig et Brev, udſtedt i Oslo paa ſedvanlig Maade i Kongens Navn af Cantſler Arne den 10de April 1350, kun en ſimpel Stadfeſtelſe af et Gavebrev, Dipl. N. V. 214. Men da var vel Kongen i Throndhjem, ſiden han ſkulde opholde ſig i Jemteland ud over Paaſke d. 28de Marts og derfra drage til St. Olaf.
  9. Dette ſynes at maatte ſluttes deraf, at da Kongen liden, i 1353, havde faaet den til Dronning Blanche udlagte Livgeding, Tunsbergs Fehirdſle, mod andet Gods i Elveſysſel, nævnes han, og ikke Haakon, ſom Herre derover.
  10. De isl. Annaler ſige udtrykkeligen, at Kongen fik disſe forbeholdne Landſkaber „til ríkis“, altſaa til raade over. Dette bliver ſaameget mere ſandſynligt, ſom det i det følgende vil viſes, at Kong Magnus efter Haakons Thronbeſtigelſe virkelig maa bane beholdt Veſtfolden og flere andre Landſkaber under ſin umiddelbare Styrelſe.
  11. Dipl. N. III. 272. Originalen er endnu i Behold med vedhængende Segl i Lübecks Archiv, men uheldigviis anføres det ikke i Dipl. N., om dette Segl er Storſeglet eller Secretet.
  12. See ovenfor S. 511. Da Arne i Proviſionsbrevet for Biſkop Sigfrid hverken kaldes Cantſler eller Provſt til Mariekirken, men kun Chorsbroder i Stavanger, er det højſt rimeligt, at han har fraſagt ſig begge disſe Embeder allerede førend Valget blev foretaget.
  13. Nemlig efterat det føromtalte Mageſkifte havde fundet Sted i 1553: muligt dog og, at den ej blev ham overdraget, førend efterat Kong Haakon havde tiltraadt Regjeringen, thi vi have intet eldre Brev, der viſer ham ſom Sysſelmand over Veſtfolden end hiint af 1356, Dipl. N. I. 314. Da han her fremdeles kaldes Kong Magnus’s Drottſete, man maa altſaa formode, at Magnus har ladet ham beholde denne Verdighed for ſin Rigs-Deel. Men hvis Orm tiltraadte Syſlen allerede i 1353, maa man antage, at han da ogſaa forhen havde Baagahuus m. m. Mere herom i det Følgende.
  14. Den arnamagn. Saml. Faſc. 53. No. 13. Dipl. N. VI.
  15. I Biſkop Eyſteins Jordebog af c. 1400 ſees det, at hans Arvinger ſkyldte Tiende til ikke mindre end 35 Kirker i Elveſysſel, hvilket viſer, at han maa have haft Jordegods i dem alle.
  16. Dipl. N. IV. 236. Han kjøber her Gods paa Blaker, Raumarike; af et andet Brev (II. 368), ſees det, at han tilkjøbte ſig nogle Hader i Tunsberg, i et tredie (II. 389), at han ejede Gods i Stangenes i Ranrike.
  17. Dette ſees af en pavelig Tilladelſe for ham og Boothild til at vælge ſig en Confesſor m. m., dateret Avignon 23de Jan. 1354. Regest. Innoc. VI. cod. chart. T. 8. (an. 2.) fol. 617.