Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/48

Efterat disſe Ting vare afgjorte, og Magnus atter kommen tilbage til det øſtlige Sverige, bragte han det omſider til at kunne gjøre ſit andet Krigstog mod Rusſerne, hvorfra rimeligviis Peſten det foregaaende Aar havde hindret ham[1]. Hans Forberedelſer dertil vare ſtore. Foruden de Krigsmænd, han fik fra Sverige og Norge, ſkal han og, ifølge den ſvenſke Riimkrønike, have haft Tropper i ſit Sold fra Danmark og Tydſkland, navnlig ſkal, ſom vi allerede ovenfor har nævnt, Grev Henrik af Holſteen have deeltaget i Toget. Dette havde maaſkee en endnu mere religiøs Charakteer end forrige Gang. Det heed, at Rusſerne ſkulde omvendes til den ſande Tro, og om Kongen ikke allerede havde henvendt ſig til Paven om Biſtand, ſkete det idetmindſte nu, idet han ved ſæregne Sendebud i Korthed underrettede ham om, hvad der var ſkeet paa det førſte Tog, og om Rusſernes Gruſomheder efter hans Bortgang, anholdende om at Paven vilde forunde ham nogen Hjelp af en eller anden Tiende, da det Folketab, hans Riger havde lidt under Peſten, gjorde ham det umuligt at drive Fjenderne tilbage ved egne Kræfter. Man erfarer tillige, at han har bedet Paven om at paabyde Korſet prediket imod den rette Troes Fjender i Rusland, og om at befale de tydſke Riddere i Eſtland og Lifland at ſtaa ham bi: en Bøn, Kongen neppe kunde fremſette uden forud at have underhandlet med Ridderne om den Sag, og modtaget deres Tilſagn[2]. Vi ville ſee, at Paven ogſaa ſkjenkede hans Andragende et villigt Øre. Men da Pavens Svar kom ſaa ſildigt, at hele Krigstoget da allerede maa have været forbi, og det dog maa have koſtet Kongen mange Penge at foretage hine Udruſtninger, ſøgte han allerede paa Forhaand af den pavelige Nuncius og Tiende-Collector, Johan Guilaberti, ſom da juſt var ankommen til Sverige, om et Laan af hvad der allerede var indkommet og fremdeles vilde indkomme ſaavel i Pavetiende ſom Rumaſkat, og vi ville i det følgende ſee, hvorledes dette mod al Forventning lykkedes ham at erholde[3]. Da imidlertid heller ikke denne foreløbige Hjelp kunde komme paa Øieblikket, er det nok muligt, at han derhos, ſom der ſiges, paadrog ſig ſtore Gjeldsforpligtelſer til Tydſkerne, iſær til Grev Henrik[4]. Mange anſeede Mænd, baade Svenſke og Norſke, vare med ham, blandt de førſte Hr. Israel Byrgesſøn, der nu fik ſit Ønſke opfyldt at drage mod Hedningerne, og blandt de ſidſte Hr. Bjarne Erlingsſøn[5]. Sit ſvenſke Rigsſegl og Fuldmagten til at beſørge de løbende Regjeringsforretninger i Sverige under hans Fravær og i hans Navn overdrog Kongen fremdeles til Drottſeten, Nikolas Thuresſøn[6]. Han vilde nu, ſom forrige Gang, begynde med at belejre Nøteborg, men endnu inden han kom did, formodentlig idet han ſkulde lægge ind i Neva-Floden, fik han Underretning om, at en rusſiſk Hær laa allerede udenfor Borgen, ſaa at det ej var at tænke paa, at han ſkulde kunne udrette noget mod den. Han vendte ſig derfor til den veſtligere Deel af Ingermanland, ved Grændſen mod Eſtland, lagde ind i Luga- eller Leuka-Floden, der falder ud i den finſke Bugt ſtrax øſtenfor Grændſefloden Narova, og beſatte Koporje, ſamt formodentlig Jama og flere andre Borge, ved hvilken Lejlighed det udtrykkeligt ſiges, at Nordmændene erobrede nogle af dem[7], Sandſynligvis fik han nu ogſaa nogen Underſtøttelſe af de tydſke Riddere og eſtniſke Adelsmænd. Der blev gjort mange Fanger, hvilke de Svenſke, ſom det fortælles, raadede ham til at dræbe, medens Tydſkerne meente, at han heller burde give dem fri, imod at de eedeligt forbandt ſig til at betale ham ſtore Løſepenge, lode ſig døbe til den rette Tro og lovede at faa ſine Landsmænd til at gjøre det ſamme. Dette Raad fulgte Magnus til Manges Forargelſe: Rusſerne maatte ſverge ham Troſkabseed og indgaa de nysnævnte Forpligtelſer: derpaa bleve de døbte og Skjegget rager af dem, hvorefter de fik Tilladelſe til at drage bort. Formodentlig maa de da have lovet at komme ſnart igjen, medbringende alle dem, ſom de havde vundet for den rette Tro, thi imidlertid laa Kongen ganſke uvirkſom med ſin Hær ved Koporje, fortærende de medbragte Levnetsmidler. Men iſtedetfor at omvende ſine Landsmænd til den katholſke Lære faldt de ſelv fra, ſamlede en ſtor Hær af Rusſer, Littauer og Tatarer og beſatte Elvens Udløb, ſaa at Magnus og hans Hær kom i den ſtørſte Forlegenhed og formodentlig vilde have været fangne, hvis de ikke med uſigelig Møje havde faaet gravet en Canal til Søen ved Luga-Mundingen og derigjennem vare ſlupne ud. Men ved Bortfarten paakom der dem udenfor Narova-Mundingen en heftig Storm, hvorved de miſtede mange Folk og Skibe[8]. De fleſte af de Overblevne drog formodentlig hjem, blandt dem Grev Henrik[9], men han ſelv blev for det førſte tilbage i Eſtland, hvor vi i Begyndelſen af December finde ham i Reval[10]. Sandſynligviis vilde han, da Fjendtlighederne alligevel maatte hvile, vente her, indtil han fik Svar paa ſine Andragender til Paven, og imidlertid perſonlig underhandle med Ridderne om at komme ham til Hjelp. Han undſaa ſig vel ogſaa ved at komme hjem, førend han nogenledes havde oprettet ſit Tab, der af de Svenſke lagdes hans Lettroenhed og Eenviished til Laſt; de meente, at hvis han havde lydt deres Raad og ladet Rusſerne dræbe, da han havde dem i ſin Magt, vilde alt have gaaet ganſke anderledes[11]. Han forblev i de Egne lige til Vaaren. I Februar var han endog heelt nede i Riga, hvor han tog Stadens Øvrighed og ſamtlige Borgerſkab i ſin Beſkyttelſe, ſtrengeligen forbydende alle ſine Befalingsmænd eller deres Undergivne ſamt overhoved enhver af ſine Mænd at gjøre dem nogenſomhelſt Ulempe eller Forhindring, naar de kom i hans Riger og Lande, og kunde opviſe Pas fra Landmeſteren i Lifland eller Comthuren paa Dünamünde, men heller at yde dem al mulig Biſtand[12]. I Riga blev ogſaa Hr. Israel Byrgesſøn ſyg og døde[13]. I Begyndelſen af April var Kongen kommen tilbage til Hapſal i Eſtland[14]. Imidlertid havde Novgoroderne gjort et ødeleggende Tog mod Viborg i Finland, hvis Forſtad de opbrændte, ſlog Beſætningen, der gjorde et Udfald, og herjede den omliggende Egn med ſin ſedvanlige Grumhed, (Marts 1351[15]). Efterretningen herom maa formodentlig have kaldt Kongen over til Finland, hvor han i Midten af Mai var i Aabo[16], og da han paa den Tid endnu ikke kunde vide, at Paven den 14de Marts havde tilſtaaet ham alt, hvad han begjerede, og paa det kraftigſte opfordret Ridderne til at ſtaa ham bi, maa han ſandſynligvis have opgivet Haabet om for denne Gang at udrette mere, og begivet ſig tilbage til Sverige, hvor vi finde ham i Stockholm Pintſedagen den 5te Juni[17]. Ja det ſynes endog, ſom om han for ſin Afreiſe under Riddernes Megling har ſluttet etſlags Stilſtand med Rusſerne, hvorved det beſtemtes, at de Fanger, Rusſerne havde beholdt efter Tilbageerobringen af Nøteborg 1349, ſkulde udvexles mod de Giſler, Kongen havde medtaget til Sverige, nemlig Abraham, Kosma, o. fl., (ſee ovenfor) thi Udvexlingen fandt virkelig Sted i Dorpat, og den 9de Juni kom hine rusſiſke Herrer hjem til Novgorod[18]. Mere udrettede Magnus ikke mod Rusſerne, og han havde af denne Krig, ſom han havde begyndt i en ſaa velment Henſigt, alene høſtet Skam og Skade og gjort ſig endnu mindre likt blandt Svenſkerne, end han før var. Han havde viſtnok i Sinde at komme igjen for at hevne ſin Skendſel, da han endnu i 1353 anholdt Paven om Fornyelſe af Korspredikningen mod Rusſerne, og Novgoroderne maa ogſaa have ventet ham, ſiden de fandt det nødvendigt ſtrax efter at befæſte Nøteborg bedre end før og omgive den med en Steenmuur[19]. Men uagtet Magnus, ſom vi ville ſee, baade fik den forlangte Pengehjelp af Paven, og mere til, blev der dog intet af noget nyt Krigstog. Hertil kan det vel for en ſtor Deel have bidraget, at Peſten nu ogſaa kom til Rusland, ſaa at det var farligt at begive ſig hen til de Egne. Men Hovedaarſagen var aabenbart den, at Krigen var aldeles upopulær i Sverige, og at Magnus mødte for ſtor Modſtand hos ſine egne Mænd, til at han kunde faa noget nyt Krigstog iſtand.

  1. Det er yderſt vanſkeligt med fuldkommen Sikkerhed at beſtemme Tiden for dette Tog, da Angivelſerne herom ere højſt ſvævende og indbyrdes afvigende. Riimkrøniken nævner ingen Tid. Den eneſternsſtſke Beretning, man har, den, ſom indeholdes i det ſaakaldte „Kong Magnus’s Teſtament“, hvorom mere nedenfor, lader Kongen gjøre det andet Tog efter Nøteborgs Tilbageerobring, altſaa i 1350. De isl. Annaler derimod nævne 1351. Naar man ſkal ſlutte fra de forhaandenværende Brevſkaber, der viſe, hvor Kongen opholdt ſig i anden Halvdeel af 1350 og førſte Halvdeel af 135l, bliver det dog næſten til Vished, at Toget ſkete om Høſten, maaſkee ſeenhøſtes 1359, og at de isl. Annaler kun nævne 135l, fordi Kongen førſt da vendte tilbage, og Toget ſaaledes førſt da kunde anſees ſom endt. Der har nemlig hidtil ikke været opdaget et eneſte Brev udſtedt af Kongen mellem den 25de Auguſt 1350, da han endnu var i Fygld i Sverige, og den 5te December 1350, da han var i Reval. Derimod haves der fra 1351 Breve (ſ. nedenfor), der viſe, at han den 18de Februar var i Riga, den 2den April i Hapfal, den 13de og 15de Mai i Aabo, og endelig den 5te Juni i Stockholm. Ikke at tale om, at han til dette Felttog heller maatte vælge Høſten, da Vandene var aabne, end Tiden mellem Januar og April, da Iſen i de Egne tillægger alle Vande, og hvor ſaadan Udgravning og Ulykke paa Søen, ſom udgjør et af de væſentligſte Punkter i Beretningen, ej kunde finde Sted, ſaa kan man neppe engang i Mellemrummene mellem hine anførte Dage af 135l finde nogen Tid lang nok til, at alt det ſkulde have foregaaet, ſom Beretningen omtaler, medens derimod den Omſtændighed, at der intet Brev forefindes fra eller om Kongen i den lange Tid fra Auguſt til December 1350, viſer, at han da maa have været beſkjeftiget i fjernere Egne med krigerſke Syſler. Endvidere kan i alle Fald Grev Henrik af Holſten vanſkeligt have være med ham om Vaaren eller Eftervinteren 1351, thi den 27de April var Grev Henrik paa Nyborg i Fyn (Schl. Holſt. Lauenb. Urk. II. S. 229) og havde ſaaledes allerede forladt Magnus, medens man derimod intet hører fra ham i anden Halvdeel af 1350, ſaaat han altſaa juſt da kan have deeltaget i Toget. Alt dette ſynes at maatte betegne Høſten 1350 ſom den rette Tid.
  2. Alt dette vil ſees af Pavens Buller af 14de Marts 1351, hvorom der nedenfor bliver Suk. Da Expeditionen ved Curien, iſær i Sager ſom denne, var ſeen, er det ikke formeget regnet, naar vi antage, at Kongens Geſandtſkab, hvorved Bullerne udvirkedes, var afgaaet mindſt fem Maaneder forud, altſaa i October 1350.
  3. See nedf. S. 530, fgg., hvor der handles om Kongens Contract med den pavelige Nuncius. Ogſaa Mesſenius hentyder dertil i ſin Scondia, T. 3, L. 13, T. XII. S. 188.
  4. At Kong Magnus var kommen i ſtore Gjeldsforpligtelſer til Grev Henrik, der endog ledede til et ſpendt Forhold mellem dem, ſees af det Forliig paa Baagahus af 1352, ſom Suhm anfører XIII. 273, og ſom vi ſenere komme til nærmere at omtale.
  5. Om Hr. Israel, ſ. o. S. 488. Hr. Bjarne nævnes i de isl. Annaler S. 284.
  6. Vi ſee nemlig, at Hr. Nikolas Thuresſøn har under Kongens Fravær udſtedt og beſeglet Breve i hans Navn, et dateret Skeninge den 29de Marts 1351 og beſeglet med Kongens Juſtitsſegl (omtalt af Lagerbring III. 601), ligeledes endog et privat Gavebrev, dateret Stockholm den 20de April 1351, hvor Kongens Segl kun er paatrykt til Bekræftelſe.
  7. De isl. Annaler, l. c. „Norgesmændene fik vundet nogle Borge, men mere blev der heller ikke udrettet“.
  8. Denne Fremſtilling (Suomi, 1848, S. 101 fg.) er grundet deels paa den korte Beretning, der findes i det i Rusland forfattede Teſtament eller Haandſkrift (Gramota), deels paa Riimkrøniken. Hiint beſynderlige Product, der findes optaget i flere rusſiſke Annalbøger, er et i Kong Magnus’s Navn ſkrevet Advarſelsbrev til hans Underſaatter, hvori han ogſaa gjennemgaar de vigtigſte Begivenheder af ſit eget Liv og ſkildrer ſine Misgreb med mørke Farver. Magnus foregives at ſkrive det fra et rusſiſk Kloſter, hvortil han ſkulde have taget ſin Tilflugt paa ſine gamle Dage, medens man i Norge og Sverige troede ham druknet paa Norges Kyſt. Det er altſaa ſammenſmedet efter Magnus’s Død og indeholder meget baade ſandt og uſandt. Det uſande eller fordrejede er dog egentlig kun det, hvorom man i Rusland ej kunde vide nogen ſynderlig Beſked, nemlig om Magnus’s Levnet og Virken i ſine egne Riger, hvorimod Krigsbegivenhederne paa rusſiſk Grund ſynes at være nok ſaa rigtigt fortalte. Saaledes fortælles der ganſke ordentligt i al Korthed om Krigen i 1348 og 1349, om Nøteborgs Erobring ved Magnus og Tilbagerobring ved Rusſerne. Derpaa heder det: „jeg drog Aaret derefter atter med en Krigshær til Nøteborg, og et Bud mødte mig, at en novgorodſk Hær laa ved Nøteborg, da drog jeg til Koporje og blev der om Natten. Der fik jeg at vide, at Novgoroderne vare ved Landets Grændſe, og jeg flygtede over Havet. Men en ſterk Storm opſtod, — — — og en Mængde af mit Mandſkab druknede ved Mundingen af Narova, og jeg vendte tilbage til mit Land med en ringe Levning af Hæren“. Af Riimkrønikens ret charakteriſtiſke Beretning hidſætte vi følgende: „Han ſankade ſig en här ſtark både af Tyſkland ok Danmark, Hertogen af Holſten ok ſlike flera, ty ward hans angiſt deſto mera. Det gick ſom Jungfru Maria honom ſade; da han til Rysſeland lade, han wann alt det före gick, ok ſina ſtörſta owänner alla i händer fick. Då rådde de Swenſka ſwå med dem fara, att de mot Chriſtnom ej mera (måtte) wara; de Tyſke rådde dem låta lifwa, „ſölf ok gull måge de oſs gifwa“. Jomfru Mariæ råd Konnungen förſmådde ok gjorde ſom de Tyſka honom rådde; de Rysſa lofwade honom ſölf ok gull, ok ſworo honom wara hult, ok chriſtna tro taka ſik uppå, ok fly (ɔ: mage det ſaa) att landet gjorde ſwå: han loot dem raka ſkägg ok döpa, ok fria ſiden fara og köpa. Medan Rysſa ſkulle fara ok wända dera land alt tillchriſtna tro ok Konungshand, då förtärde Konungen ſin ſpisning meſta, ok timan förgick den allrabäſta, ſom han ſkulle hafwa ſik brukat, ok ſina owänner underdukat. Då Rysſa kommo i dera behold, ſankade de ſwa ſtoran fold af Rysſa, Lettoga og Tattar, ok beſtällado konungen der han war, ok loto honom ſee i allo thy, at ſkäggen waro wuxen igen af ny. Haden (d. e. havde han) rakat hufwuden af dera hals, då hade de ej gjort tholikt fals. Han grof ſik ut at Lewkamynne, heller hade de fangit honom inne: ſwå kom han hem med ſkam och ſkade, ty han ej lydde jomfru Maria råde. Utlänninga twingade honom mångfald, för än han fik betala dera ſold; han ſatte många land i pant ok tvingade almågen ſwå förſant — oſv“. Her ſeer man ſtrax, at Riimkrønikens Beretning om, hvorledes Kongen blev indeſtængt i Leuka eller Luga, ſigter til den ſamme Begivenhed, ſom Teſtamentets, nemlig at Rusſerne havde ſperret ham Adgangen til Grændſen, medens han laa ved Koporje (beliggende i Egnen ved Luga), ſaaat han maatte ſee til at undkomme ad en anden Vej.
  9. Grev Henrik var nemlig allerede den 27de April i Nyborg, ſ. ovenfor.
  10. See Arvidſon, Saml. til Finlands Hiſtorie. I. S. 4.
  11. Dette maa man i alle Fald ſlutte af Riimkrønikens Ord, ſee ovenfor.
  12. Lagerbring III. 413. Det ſkulle ellers ſynes, ſom om Magnus nu virkelig havde faaet noget at ſige over Lifland eller en Deel deraf, hvad det nu end kan have været, ſiden de eſtlandſke Adelsmænd, ſom vi have ſeet, i 1348 lod ham vidimere Chriſtopher d. 2den Forſkrivning, og ſiden Erkebiſkop Vromold af Riga, da han reiſte hjem fra Avignon efter modtagen Indvielſe, lod ſig under 1ſte Marts 1349 give ſærſkilt Anbefaling til Kong Magnus, med Ben om venlig Modtagelſe. Men dette maa vi overlade andre at udgranſke. Reg, Clem. VI. Secr. an. 7. fol. 162. ep. 787.
  13. See ovenfor S. 488, Not. 1. Før ſin Død, fortælles der i Revelationerne, gik han op i Kathedralkirken og ſatte ſin Ring paa den hellige Jomfrus Billedes Haand, anbefalende ſig til hendes Barmhjertighed. Formodentlig blev han da vel og begraven i ſamme Kirke.
  14. Den 9de April gav han Padis Kloſter Patronatsretten over Borgø Kirke i Finland. — Bunge, Liv-Eſt. Kurl. Urk. B. III. 158.
  15. De novgorodſke Annaler, Suomi VIII. S. 100. Det ſtaar her, at Novgoroderne drog med Nameſtnikens Søn Boriſov, med Tyſiatſkojen Johan Theodors Søn og nogle Vojevoder at bekrige Nemetzerne, kom til Viborg Mandagen den 21de Marts og opbrændte Forſtaden, hvorpaa Nemetzerne gjorde et Udfald, men bleve angrebne og med Tab drevne ind i Byen igjen af Novgoroderne, der nu herjede Egnen omkring Byen og dræbte Koner og Børn“.
  16. Breve, indeholdende yderligere Begunſtigelſer for Padis Kloſter, daterede Aabo, 13de og 15de Mai 1351, hos Bunge, l. c. S. 158—161.
  17. Porthan, Sylloge, 414.
  18. De novgorodſke Annaler, Suomi f. 1848, S. 109, 101. Der ſtaar umiddelbart efter hiin Beretning om Novgorodernes Viborg-Tog: „Samme Aar drog Novgoroderne til Jurjev (Dorpat) og udvexlede de Nemetzer, ſom de i Orechov havde taget til Fange, imod Abraham, Kosma, Alexander og Andreas med flere af deres Mænd, der var hiinſides Havet hos den ſvenſke Konge Magnus, og kom de alle … velbeholdne til Novgorod den 9de Jun, Martyren St. Alexanders Dag“. Nu er det vel ſaa, at alt dette, baade Toget til Viborg og Udvexlingen i Dorpat, i Annalerne, idetmindſte den trykte Udgave, henføres til Aar 6858 (Septbr. 1349—1350), hvorved altſaa Viborgstoget ſkulde falde i Marts 1350 og Udvexlingen i Dorpat mellem Marts og 1ſte Septbr. ſamme Aar. Men at Begivenheden er urigtigt henført til 6858 iſtedetfor 6859, er øjenſynligt alene af den Grund, at Udvexlingen af Fangerne dog jo ej kunde finde Sted umiddelbart, førend Kongen bekrigede Rusſerne, men maatte ſkee derefter — og hans Tog falder jo netop i det Aar, ſom Rusſerne betegne med 6859 —; desuden er i den trykte Udgave af Annalerne Aaret 6859 ganſke overſprunget, hvilket viſer, at her en Fejl maa have fundet Sted, hvilket let kan forklares ſaaledes, at da Nøteborgs Indtagelſe om Vaaren 1349 (6857) omtales under 6856, ere de ubetydelige Begivenheder, der ſkulde omtales under 6858, henførte til 6857, og fremdeles Krigen i 6859 til 6858, indtil endelig Fejlen er rettet ved Springet fra 6858 til 6860. Men heldigviis meddele Annalerne ſelv ogſaa et aldeles poſitivt og ubeſtrideligt Vidnesbyrd om, at 6859 (1350—51) er det rette Aar, idet de udtrykkeligt ſige, at Dagen, da Novgoroderne kom til Viborg, var Mandagen den 21de Marts. Thi den 21de Marts 1350 faldt paa en Søndag, medens derimod netop i 1351 den 21de Marts var en Mandag. Denne Omſtændighed ſætter Sagen udenfor enhver Tvivl.
  19. Dette henføres i de novgorodſke Annaler til 6860 (1351—1352,)Suomi l. c. S. 105. Formodentlig ſkete det allerede om Høſten 1351.