Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/49

< Det norske Folks Historie | 7

Det er allerede ovenfor nævnt, at Pave Clemens i Aaret 1343 havde paalagt Geistligheden en ny Treaars-Tiende, der siden, i 1345, uagtet idetmindste Norges Geistlige havde gjort Indvendinger derimod, udvidedes til at blive en Femaars-Tiende, (s. o. S. 450, 451.) Det er ligeledes nævnt, at der endnu var nogle Restancer tilbage af de eldre Sexaars- og Treaars-Tiender, saavelsom af Rumaskatten, hvilke Erkebiskop Arne, da han var nede ved Curien for at indvies, fik det Hverv at inddrive, saaat det er heel sandsynligt, at ogsaa Inddrivelsen af den nye Treaars- eller Femaars-Tiende for det første overdroges ham. Sedvanligviis plejede ved slige Lejligheder Curien, naar den beregnede, at allerede endeel Penge vare indkomne og deponerede, at skikke en egen Nuncius for at modtage dem, indsamle det øvrige og sende eller personligt bringe de indsamlede Summer til det pavelige Kammer. Dette skete ogsaa nu. Saaledes see vi, at Pave Clemens ved en Bulle af 28de April 1348 udnævnte en Chorsbroder fra Majorca og Indehaver af Valram Kirke i Beziers Diøcese, ved Navn Viljam af Pareto, til sin Nuncius i Norge, Danmark og Sverige, eller Nidaroos, Lands og Uppsalas Kirkeprovindser, “forat udrette Pavens og den romerske Kirkes Erender“. Hvilke Erender disse vare, siges ikke, men naar man veed, at Femaarstienden nys var paalagt, og at de Bestikkelser, der tidligere udferdigedes til Nuncier i samme Erende, ere affattede næsten ligelydende med denne, kan man neppe tvivle om, at hans Hverv var at samle Tienden[1]. Et andet Spørgsmaal er, om han virkelig kom afsted. Vel fik han nemlig den 28de Mai næstefter bevilget et Beneficium for sig selv i Tournay Kirke, (han havde søgt om et i Uppsala,) og et andet i Agde Diøcese for en Frænde, som han agtede at tage med til Norden[2], men man hører ikke mere til ham, og det er højst sandsynligt, at han er død af Pesten, thi allerede den 1ste December 1348 beskikkede Paven en ny Nuncius til Nordens Riger og Kirkeprovindser, nemlig Peter af Gent, Sogneprest til St. Martins Kirke i Zomerghem under Tournay Diøcese. Denne Mand fik udtrykkelig Befaling at modtage de allerede indsamlede Penge eller dem, som herefter maatte blive indsamlede, og sende dem til Kammeret gjennem solide Købmænd eller paa anden Maade, som det sikkrest kunde skee[3]. Derhos fik han under 5te December en Fuldmagt af dette merkelige Indhold, „at da Hs. Hellighed havde erfaret, at enkelte saavel geistlige som verdslige Personer i Danmark, Norge og Sverige tvertimod de apostoliske Forbud sendte Varer og andre forbudne Sager til Saracener og Vantroende, eller understøttede eller begunstigede Folk, der sendte dem, hvorfor de vare forfaldne under de for slig Forbrydelse bestemte Straffe, vilde han, af Omsorg for deres Sjæles Frelse, aabne dem en Vej til at forsones med Kirken, og bemyndigede saaledes Peter til at absolvere dem fra hine Straffe m. m., saafremt de først havde udredet ham paa den romerske Kirkes Vegne saa meget, som de havde vundet paa hiin skjendige Handel, at anvende til den katholske Troes Forsvar eller andre fromme Formaal efter det apostoliske Sædes nærmere Bestemmelse“[4]. Hvis man ikke her skal tro, at flere, der havde at bestille med den ovenfor omtalte Falkehandel hos Sultanen af Kairo, ogsaa mod Pavens udtrykkelige Forbud havde medbragt og solgt saadanne Varer, der kunde regnes til Krigsfornødenheder, – hvad der dog synes lidet rimeligt –, maa man antage, hvad der og har mest Sandsynlighed for sig, at hiin forbudne Handel alene havde fundet Sted med Russerne, og at Saracenerne her kun ere nævnte, fordi Curien sedvanligvis plejede at nævne dem under eet med de øvrige Vantroende. Under samme Dag fik denne Mand ogsaa Anbefalingsbreve eller Creditiver til Kong Magnus, Kong Valdemar og Nordens trende Erkebiskoper[5]. Forresten hører man heller ikke videre til ham, og det er det sandsynligste, at han ligesaa lidet som sin Forgænger kom til Norden. Thi allerede i det følgende Aar beskikkede Paven en ny Nuncius og Tiendesamler. Dette var den føromtalte sydfranske Klerk og Lovkyndige Johannes Guilaberti (Jean de Guilbert) fra Narbonne, der nu i over ti Aar fik at bestille med det hele Indkrævningsvæsen og tillige paa andre Maader kom til at gribe dybt ind i de forenede Rigers, isærdeleshed Sveriges, politiske Forhold. Han var af fornem Ætt og maa, efter de hyppige Begunstigelser at slutte, der baade af Clemens den 6te og dennes Eftermand Innocentius den 6te blev ham til Deel[6], have staaet særdeles godt anskrevet ved Curien, hvilket han og forsaavidt fortjente, som man af hele hans Virksomhed her i Norden faar det bestemte Indtryk, at han har været meget ivrig i at udføre sine Hverv og en særdeles dygtig Forretningsmand. Da Paven beskikkede ham til sin Nuncius, var han Chorsbroder i Verdun og havde derhos et Capellani i Carpentras, uden dog endnu at have modtaget nogen geistlig Vielse. Sin første Beskikkelse som Nuncius fik han ved Bulle af 1ste October 1349[7]. Paven overdrog ham her at fordre, inddrive og modtage alle Pengesummer eller Fordringer af hvad Slags nævnes kunde, som den romerske Kirke havde til Gode eller kunde faa til Gode i de tre Riger eller Kirkeprovinser, med Ret til at anvende alle kirkelige Tvangsmidler mod de Gjenstridige, hvor højt opsatte Personer de end maatte være. Han kom dog ikke strax afsted, formodentlig afskrækket ved Efterretningen om Pesten, som just da rasede i Norge. Thi han var endnu ikke afreist den 18de Mai 1350, paa hvilken Dag Paven tilstod ham flere Naadesbeviisninger, som han havde søgt om, navnlig det ledigblevne Decanat i Dorpat, et Canonicat ved St. Pauls Kirke under Narbonnes Diøcese, Retten til, skjønt fraværende paa sin Sendelse, at nyde Indtægterne af Beneficier i Verdun, samt for Presten Villjam Planesa, der som Secretær skulde følge ham paa hans Reiser, et Diaconat i Narbonne[8]. Han var altsaa da endnu ikke afreist. Men længe har han neppe udsat sin Afreise efter den Tid. Efter al Sandsynlighed kom han til Norge eller Sverige endnu førend Kong Magnus havde tiltraadt sit Tog til Rusland, og maa have haft flere og alvorlige Overlegninger med ham og hans Raad. Thi vistnok allerede da er det blevet foreløbigt aftalt mellem dem, hvad der siden bestemtes ved lovformelig Contract, at Alt, hvad der var kommet eller herefter maatte komme ind af de Pengesummer, som i begge Riger skyldtes Pavestolen, skulde Kong Magnus faa til Laans imod behørig Sikkerhed, saaledes at Pengene efterhaanden af Biskoperne eller Collectorerne indbetaltes umiddelbart til Kongen eller hans Fuldmegtig. Skade, at vi savne nøjere Efterretninger om disse vigtige Forhandlinger. Da Nuncien umuligt kan have vovet paa egen Haand at tilstaa Kongen 4 en saa stor Begunstigelse, hvorved Kammeret endog udsattes for Tab, maa han nødvendigviis have haft Pavens Bemyndigelse dertil, skjønt denne heller ikke nu forefindes. Man maa ligeledes antage det skeet efter Samraad med Nuncien, at Kongen indgav hiint føromtalte Andragende til Curien om at faa nogen Pengehjelp ved en ny Tiende, og at Nuncien anbefalede det paa det bedste, thi Andragendet synes efter det Foranførte at være afgaaet netop paa den Tid, da man maa antage, at i Kongen og Nuncien maa have været sammen. Da Magnus, som vi have seet, altid var i saadan Pengemangel, at man neppe kan begribe, hvorfra han fik Midlerne til at hverve de Tropper, hvormed han drog til Rusland, og til at udruste sine egne Mænd, synes det temmelig vist, at han allerede strax underhaanden har skaffet sig Laan mod Anviisning paa de Pengesummer, der skulde tilflyde ham, naar hiin Aftale med Nuncien var bragt paa det Rene ved lovformelige Documenter. Dette skete dog ikke førend i Marts 1351, under Kongens Fraværelse, paa et stort Møde af Raadsherrer og andre Høvdinger, som Dronning Blanche i sin Mands Navn holdt i Jønkøping, og hvor tillige, merkeligt nok, Drottseten Orm Eysteinssøn deeltog for Norges Vedkommende, hvilket egentlig synes at have været mere, end hans Embede berettigede ham til. De svenske tilstedeværende Herrer vare Biskop Peter af Linkøping, Nikolas Markussøn, Provst i Linkøping og Kongens Cantsler; Hr. Nikolas Arnbjørnssøn, Nikolas Thuressøn, Drottsete, Hr. Karl Neskonnungssøn, Hr. Anund Sture, Hr. Gøtstav Arvidssøn, Hr. Nikolas Aakessøn, Erngisl Sunessøn, Riddere, og Johan Christinassøn, Sven, allesammen Raadsherrer, samt Hr. Nikolas Ingevaldssøn, Foged i Stockholm, Hr. Magnus Gislessøn, Ridder, Halsteen Peterssøn, Befalingsmand over Skaane, Algøt Benediktssøn, Lagmand i Vestergøtland, Nikolas Magnussøn, Peter Lindormssøn og Benedikt Thuressøn, Svene. De kom sammen, heder det i Documentet, og raadslog den 19de Marts i det Værelse hos Minoriterne i Jønkøping, hvor Dronning Blanche da opholdt sig i det bestemte Erende at afhandle forskjellige, begge Riger vedkommende, Anliggender. Og i Betragtning af den store Trang i begge Riger og de store Krigsfarer, hvori Rigerne nu stadigt befandt sig, og som fremdeles kunde befrygtes, samt forat undgaa mange andre offentlige og private Tab, fandt de det højst ønskeligt, om man kunde Der laant de indkomne pavelige Penge for dermed at sikkre sig Vaaben, Tropper og andre Forsvarsmidler, imod siden i visse Terminer at tilbagebetale dem i Flandern til den eller dem, som Pavesædet maatte befuldmegtige til at modtage dem. Herom blev man da enig med Johannes Guilaberti, der ogsaa var tilstede, paa følgende Betingelser: a) alle de Penge, som de paa Rigernes Vegne deputerede Modtagere, nemlig for Sverige Hr. Nikolas Drottsete, Hr. Gøtstav Arvidssøn og Sogneprest Johan i Køping, for Norge Hr. Orme Drottsete og Abbed Arnulf i Hovedø, erholdt udbetalte efter Nunciens Ordre af de pavelige Penge, skulde tilbagebetales Nuncien eller hvem han eller Kammeret maatte give Fuldmagt dertil i Brügge i Flandern i godt Sølv, efter Coursen 6 Mk. svenske Penge paa een fiin kølnsk Mark, førstegang 1200 Mk. fiint Sølv af de fra Sveriges Kirker modtagne Penge inden førstkommende St. Hansdag, og Resten inden St. Michelsdag efter; skete ikke Betaling til den Tid, skulde al deraf flydende Skade og Rente godtgjøres; b) Dronningen stillede til Sikkerhed hele sin Medgift, Biskopen sin Kirke, sine Indtægter og sit Gods o. s. v., og de øvrige ligeledes sine Ejendomme; c) Dronningen, Biskopen og de øvrige lovede med fast Stipulation, at Kongen, naar han kom tilbage, saavelsom de øvrige fraværende Herrer, Erkebiskop Peter i Lund, Heming i Uppsala, og de øvrige svenske Biskoper, samt Raadsherrerne og Ridderne Gøtstav Sunessøn, Karl Tukessøn, Ketil Glysing, Israel Byrgessøn, Throtte Peterssøn, Laurents Karlssøn, Magnus Knutssøn, Nikolas Dannæs, Magnus Gudmarsøn, Gregorius Styrbjørnssøn, Sigge Magnussøn, Andres Æskilssøn og Laurents Karlssøn, og Svenen Nikolas i Revlaste, der ligeledes vare fraværende[9], skulde godkjende denne Contract og underkaste sig de samme Forpligtelser, og vægrede de sig derved paa Grund af Fraværelsen, skulde de nu tilstedeværende alene overtage Forpligtelserne[10]. Herefter skete nu en heel Deel Udbetalinger, men saa langsomt, at der alene af denne Grund ej længer kunde være Tale om at tilbagebetale saa meget af Laanet som 1200 Mk. brendt eller 7200 Mk. svensk inden næste St. Hanstid, thi meget indkom først efter den Tid. Merkeligt er det, at hverken i Sverige eller Norge var der ved denne Lejlighed,Tale om anden Tiende end Treaarstienden. Det synes, som om man ikke har erkjendt de følgende to Aars Tiende, eller ikke villet betale dem. Den, som betalte først af alle, var Biskop Thomas af Vegsjø, som allerede den 9de Marts, førend Contracten var sluttet, betalte Rumaskatten for 7 Aar og endeel af Pavetienden, siden, den 11te Juli, endeel af den eldre Pavehjelp. De øvrige Indbetalinger skete for Vesteraas d. 1ste Mai, for Uppsala 2den Juni, for Strengnes 3die og 15de Juni, for Linkøping 15de Juni og 9de Juli, for Skara 28de Juni, 17de Sept. og 8de Octbr.[11]. De to Erkebiskoper og de øvrige fem Biskoper gave siden efter Løfte sine særskilte Ratifications- og Tiltrædelsesbreve, hvorved de underkastede sig den samme solidariske Ansvarlighed som Udstederne af Hovedbrevet, stillende baade sine Kirker og sin private Ejendom som Sikkerhed. Kongens Ratification blev given paa et stort Raadsmøde, som han ej længe efter sin Tilbagekomst til Sverige, i den første Halvdel af Juli Maaned, holdt i Kalmar. Han overtog her ved Brev af 12te Juli tilligemed Dronningen alle de af denne indgaaede Forpligtelser og stillede sine Riger og al sin Ejendom til Sikkerhed, efterat han med hende og Raadsherrerne havde gjennemgaaet Regnskabet over hvad der allerede var modtaget af Nikolas Thuressøn og Hr. Gøtstav Arvidssøn, og erkjendte, at dette tilsammen beløb sig til en Sum af 12000 Mk. svensk, for hvilken han saaledes blev det pavelige Kammers Debitor, samt tillige, at denne Sum allerede havde været anvendt efter Bestemmelsen til Sveriges Riges Nytte og Fornødenhed[12]. Sidenefter indkom der, som vi see, ogsaa flere andre Summer, hvilke dog ikke altsammen synes at have tilflydt Kongen, men endeel at være sendte lige ned til det pavelige Kammer. Fra de verdslige, tidligere fraværende, Raadsherrer, fulgte derimod ingen Bekræftelse, og Udstederne af det første Gjeldsbrev bleve saaledes virkelig nødsagede til alene at overtage Forpligtelserne. Om Modtagelsen af Penge fra Norge var der, og kunde der, endnu ikke godt være Tale; vi ville ogsaa see, at kun den mindste Deel deraf indbetaltes i dette Aar og det meste i 1352, samt at Regnskabet ikke afsluttedes førend i 1353.

Om Johannes Guilaberti, som vi antage, var kommen til Sverige allerede førend Kongen tiltraadte sit Tog til Rusland, kunde han vel neppe skride til Udførelsen af sit Indkræver-Hverv, saalænge alle havde Hænderne fulde med Udrustningen. Men siden, og endnu inden Udgangen af 1359, meldte han sig hos Erkebiskop Heming og fremlagde sin Fuldmagt til at indsamle det pavelige Kammers Tilgodehavende, nemlig Rumaskatten, Restancerne af Clemens d. 5tes Sexaarstiende, den Sexaarstiende, som var udskreven af Johannes d. 22de, Pave Clemens’s Treaarstiende af 1343 og Toaarstiende af 1345 mod Tyrkerne, Annaterne af de ledige Beneficier, og frivillige Subsidier til det hellige Land m. m. (3die Decbr. 1350). Erkebiskopen svarede hertil, at Rumaskatten i Sverige ikke betaltes med en Pening for hvert Hoved, men saaledes, at i Uppsalas Diøcese med Undtagelse af Helsingeland, Aangermanland og Jemteland, enhver Bonde, som pløjede og saaede, kun betalte en Pening og i de øvrige Diøceser kun en halv Pening for sig og hele sit Huus, men de andre, som hverken pløjede eller saaede, betalte intet, hvorhos der af hine tre nordlige Landskaber aldrig var ydet nogen saadan Skat, ligesaa lidet som den nogensinde var fordret. Clemens d. 5tes Sexaarstiende, sagde han, var allerede bleven betalt til Johan af Serone og Bernard de Ortulis; Johannes den 22des Sexaarstiende var igjen bleven eftergiven af Benedictus den 12te, Clemens den 6tes Treaarstiende mod Tyrkerne derimod var samlet og ventede alene Collectorens Anordning, hvorimod man lige til nu aldrig havde hørt det mindste om Toaarstienden. Annaterne var det overdraget Biskop Peter i Linkøping at opkræve, og af Testamenter samt Kirkeblokkene, der endnu ej var aabnede, var heller ikke noget endnu indkommet[13]. Det er besynderligt nok, at Collectoren kunde gjøre Fordring paa Johannes den 22des Sexaarstiende, hvad enten han tiltog sig dette af egen Magtfuldkommenhed, eller efter Kammerets Ordre, thi han maatte jo dog vide, at dette Paalæg var ophævet af Benedict den 12te[14]. Man seer ogsaa, at han ikke gjorde videre Paastand derpaa. Besynderligt er det paa den anden Side, at man i Sverige endnu ikke vidste noget om Bullen af 1345, der forlængede Clemens den 6tes Treaarstiende endnu i to Aar. Men at den heller ikke endnu havde naaet Norge, sees deraf, at der ligesaalidt her som i Sverige for det første betaltes mere end Treaarstienden. Siden blev vistnok, idetmindste i Sverige, Toaarstienden opkrævet.

Men medens disse Penge opkrævedes og indbetaltes, havde Pave Clemens allerede bønhørt Kongens Andragende om en ny Tiendehjelp og tillige truffet andre Foranstaltninger for at skaffe ham saa megen Bistand som muligt, idet han befalede Korset prediket mod Russerne og opfordrede baade de tydske Riddere og Kongen af Polen til at gjøre fælles Sag med ham. Det var et formeligt Opraab til Kamp mod Russer og Hedninger langs hele den russiske Grændse. De pavelige Buller, som handle herom, ere daterede den 14de Marts 1351. I Bullen om Tienden, der er stilet til Geistligheden i Sverige og Norge, yttrer Paven, at han i Betragtning af de mange og svære Byrder, der allevegne fra, især i disse Tider, strømmede sammen over den romerske Kirke, allerede havde tænkt paa at udskrive en Tiende af de geistlige Indtægter i begge hine Riger for et vist Tidsrum, da han af Kong Magnus gjennem dennes Sendebud fik Efterretning om, hvad der var udrettet til Karelernes og Ingrernes Omvendelse, og om de skrækkelige Grusomheder, som Russerne siden, efter Kongens Tilbagetog, anrettede mod de nys Omvendte, hvilket Kongen paa Grund af det store Folketab, hans Riger havde lidt i Pesten, ej uden overordentlig Bistand kunde forhindre, hvorfor han ydmygt anholdt hos Paven om nogen Hjelp formedelst en Tiende. Denne Kongens Nød vilde Paven gjerne see til at lindre og havde derfor efter Overlæg med sine Cardinaler besluttet at udskrive en Tiende af alle geistlige Indtægter i Sverige og Norge i fire Aar fra førstkommende Kyndelmisse at regne (alt saa fra 2den Febr. 1352 til s. Dag 1356) til lige Deling mellem det pavelige Kammer og Kong Magnus. Denne Tiende skulde Collectorerne i hvert af hine fire Aar indkræve og samle i to Terminer, nemlig 1ste Mai og 11te November, og hver Gang afgive Halvdelen til Kongen, eller den, hvem han paa sine Vegne gav Fuldmagt til at modtage den[15]. Til Overcollectorer udnævntes ved Skrivelse af samme Dag Biskop Peter af Linkøping, Biskop Thomas af Vegsjø og Abbed Arnulf i Hovedø Kloster, med udstrakt Myndighed til at anvende de kirkelige Tvangsmidler. For at undgaa al Tvivl og Bryderi med Hensyn til Beregningen skulde Pengene hæves i den paa hvert Sted i Omløb værende Myntsort[16]. Fremdeles fik Erkebiskoperne i Nidaroos, Uppsala og Lund, ved Skrivelse af samme Dag, Befaling om at lade Korset predike i alle tre Riger og nærliggende Øer mod hine Vantroende, med Tilsagn om at de, der nu tog Korset imod dem, skulde nyde samme Syndsforladelse og øvrige Fordele, som om de personlig drog til det hellige Land[17]. Samme Dag lod Paven endvidere Anmodning udgaa til Højmesteren og Ridderne i Lifland om at staa Kong Magnus bi, naar han dertil opfordrede dem, idet de sendte nogle tappre Mænd af sin egen Midte til Karelernes og Ingrernes Land for at hjelpe til deres Forsvar[18]. Biskoperne i Øsel og Dorpat, saavelsom Provsten i Riga, fik ligeledes Befaling om at forbyde alle Kjøbmænd og andre at bringe Russerne Vaaben, Krigsfornødenheder eller anden Hjelp, under de strengeste kirkelige Straffe[19]. Og endelig udskrev Paven fremdeles paa samme Dag efter Anmodning af den polske Kong Kasimir og til hans Hjelp mod Russer, Littauer eller Tatarer af den polske Geistligheds Indtægter en Fireaarstiende fra næste Allehelgensdag at regne, der ligeledes skulde deles halvt mellem Paven og Kongen. Man synes næsten med Vished at maatte antage, at han ogsaa her har ladet Korset predike[20].

Alt dette var nu vistnok en god Hjelp, men til Krigen mod Russerne kom det forseent, siden Stilstanden maa have været sluttet og Fangerne udvexlede i Dorpat, førend hine Buller af 14de Marts kunne antages at have naaet Sverige og Finland. Men saa vilde jo rigtignok alligevel de Penge, som denne halve Fireaarstiende skulde indbringe Kongen, komme vel tilpas som Hjelp til at afdrage den store Gjeld, hvori han nu var kommen deels til Pavestolen, deels ogsaa til Grev Henrik og andre, der havde deeltaget i Krigen. Det lader ogsaa til, at Kong Magnus strax efter sin Hjemkomst har plejet Underhandlinger med Curien om at faa denne Tiende forlænget til fem Aar, og at Kong Valdemar i Danmark, ved at høre om denne Begunstigelse, der blev Magnus til Deel, ogsaa har søgt at opnaa det samme, ja at han endog har underhandlet med Pavestolen derom i Forening med Magnus. Men desverre savne vi nærmere Underretning om, hvorledes disse Underhandlinger bleve ledede. Vi erfare kun, at da Pave Clemens i Begyndelsen af August 1351 udnævnte Johannes Guilaberti til at modtage den Halvdeel af den nye Tiende, der skulde tilkomme Pavestolen, tales deri “ flere desangaaende udstedte Breve ikke om „Fireaarstienden“, men om „Femaarstienden“, og ej om Norge og Sverige alene, men ogsaa om Danmark, hvorhos det heder, at Paven nu har paalagt denne Tiende efter Ansøgning og Bøn af Kongerne Magnus og Valdemar og tilstaaet dem begge Halvdelen deraf[21]. Man maa formode, at Paven nu enten allerede har udstedt en Bulle, hvorved Tiendepaalegget i Tiden udstraktes til endnu et Aar, og i Rummet ogsaa til Danmark, eller har tænkt at lade en saadan Bulle udgaa og foreløbigt ladet de dertilhørende Breve affatte, uden dog at være ganske bestemt derpaa. Thi ved Siden af det Brev, hvori det paalægges Johannes Guilaberti at indkræve Pavens Halvdeel af Femaarstienden i alle tre Riger, er der og et andet af samme Datum og affattet aldeles i samme Udtryk, med den Forskjel, at det alene taler om Fireaarstienden, om Kong Magnus, og om dennes Riger, uden at nævne noget om Valdemar og Danmark. Det maa saaledes antages, at der er blevet sendt to Sæt Breve op til Johannes, eet, der betegner Tienden som Femaarstiende for alle tre Riger, og et andet, der alene taler om Fireaarstienden for Norge og Sverige, for at han efter Omstændighederne kunde bruge hiint eller dette. Og saavidt man veed, kom han heller ikke til at bruge det første, thi senere er der alene Tale om Fireaarstienden, og der findes heller ingen Spor af, at nogen saadan Tiende ved denne Tid er paalagt i Danmark, eller at Johannes Guilaberti overhoved havde noget med Kong Valdemar og hans Rige at bestille[22]. Formodentlig har Johannes Guilaberti selv overtydet sig om, at en Forlængelse af Tiendepaalegget i Sverige og Norge og en Udstrækning deraf til Danmark vilde møde en Uvilje, for hvilken Curien ej burde udsette sig.

Med Collectionen i Norge gik det, som sagt, langsommere, maaskee for en Deel paa Grund af Pestens Eftervirkninger, da saamange af Biskoperne, der hver i sin Diøcese skulde forestaa Indsamlingen, vare døde, og tillige en Mængde af de Personer, der skulde betale Tienden, ej længer vare i Live. Collectionen besørgedes her af Overcollectoren Abbed Arnulf, der til sin Medhjelp eller Undercollector havde taget Munken Ingjald Jonssøn af sit eget Kloster. Den første Indbetaling til dem skete i Bergen den 20de August 1351 af det derværende Capitel, medens Biskop Gisbrikt formodentlig maa have været borte paa Visitats[23]. Der betaltes hvad der af Treaarstienden for Bergens Diøcese da var kommet ind, nemlig 431 Mkr., 5 Ører, 2 Ertoger i gængse Penge, 50 Pd. 15 sh. 1 P. Sterling, 3 Gylden og to Guld-Scudi; og i Rumaskat 73 Mkr., 1 Øre og to Pen. norsk, samt 3 Pd. 16 Sh. 6 Pen. Sterling. Resten, heed det, var for en stor Deel ikke kommet ind formedelst den store Dødelighed, som havde hersket. Dernæst indbetaltes i Oslo den 31te October Treaarstienden for Stavangers Diøcese ved tre Fuldmegtige for Biskop Sigfrid saavelsom en Chorsbroder derfra til de samme Collectorer med 500 Mk. norsk, uden at der var Tale om Rumaskatten. Den 5te November 1351 skete paa en Gaard ved Navn Øye i Oslos Diøcese Indbetalinger for dette ved Erkepresten Hallvard Bjarnessøn, Officialen Gyrd Atlessøn og Chorsbroderen Jon Thorleifssøn. I Treaarstiende betaltes 4757 Mkr. 5 Ører, og i Rumaskat 478 Mkr. 3 Ører 2 Ertoger, altsammen i norske Penge. Derefter skete ingen Udbetaling, førend paa Provincialconciliet i Bergen, hvorom der i det følgende vil blive Tale, i August–September 1352; Biskop Haavard af Hamar betalte her den 3die September i Treaarstiende 750 Mk., og i Rumaskat kun 15 Mk., altsammen i norske Penge. Kort efter, den 18de September, bekjendte Bergens Domcapitel tilligemed nogle Undercollectorer, at de fremdeles, men med stor Vanskelighed, paa Grund af den overhaands Dødelighed, havde faaet ind i Treaarstiende, 250 Mk. norsk, 11 Pd. 5 Sh. Sterling, 1 Royal, 3 smaa Gylden, og 1 Mk. 7 Øre 2 Ertoger Sølv, samt i Rumaskat for det sidste Aar 27 Mk. i norske Penge og 4 Sh. 9. Pen. Sterling. Dagen efter betalte Erkebiskop Olaf, der endnu opholdt sig i Bergen, for sin Diøcese til Kong Magnus’s befuldmegtigede Sendebud i Treaarstiende 2100 Mk. norsk[24]. Alle de øvrige nævnte Summer vare ligeledes blevne udbetalte, middelbart eller umiddelbart, til Kong Magnus. Over alle disse Udbetalinger skete siden en nøjagtig Efterregning den 18de Juli 1353, da Johannes Guilaberti selv var i Oslo. Der blev ved denne Lejlighed oprettet et lovformeligt Notarialdocument over de indbetalte Summer, hvori de alle, ifølge udtrykkeligt Pavebrev, reduceredes til deres Verdi i sedvanlige Norske Penge. Thi ej alene var, som vi have seet, enkelte af Summerne betalte i fremmede Myntsorter, men vi erfare ogsaa.af dette Document selv, at der paa Vestkanten gik en noget bedre Myntsort, kaldet „større Mark“, der forholdt sig til de sedvanlige som 9 til 8, og hvorved man saaledes vandt en Øre paa Marken; i denne Pengesort, hvorom man ikke tidligere hører Tale, vare alle de fra Bergens og Halvdelen af de fra Stavangers Diøcese indkomne Summer betalte, uden at der i selve Indbetalingsbrevene nævnes noget derom. Endvidere sees der heraf, at der fra Hamar var indbetalt 19 Mkr. i Kobber af den Myntsort, som kaldtes Gunnarspeningen (maaskee efter Gunnar Hviit?), men som nu var afskaffet og ikke gjaldt mere, hvorfor dette Beløb, som verdiløst, ikke engang er indtaget i selve Indbetalingsbrevet. Vi erfare forresten heraf, at Coursen havde forringet sig siden de forrige Tiendeopkrævninger i 1327 og 1333; da fik man for 1 Mk. norsk 3 til 322 Sh. Sterling, nu derimod ikke mere end 2[25]. Efter disse Redactioner viste det sig, at den indkomne Treaarstiende for Bergen i Alt udgjorde 1252 Mk., 7 Ører, 2 Ertoger og 7 Peninger, og Rumaskatten 143 Mk., 2 Ertoger og 7 Peninger, Treaarstienden for Stavanger 531 Mk. Det er allerede ovenfor nævnt, at Treaarstienden for Oslo var 4756 Mk., 5 Ører, Rumaskatten 478 Mk., 3 Ører, 2 Ertoger, Treaarstienden for Hamar 750 Mk., og Rumaskatten 15 Mk.; Treaarstienden for Nidaroos 2100 Mk. Altsaa var Treaarstienden for Oslo alene større end for alle de andre fire Diøceser tilsammentagne, hvilket vel for en stor Deel maa tilskrives Diøcesens større Velstand og Beneficiernes større Rigdom paa Indtægter, men dog tillige umiskjendeligt vidner om, at Dødeligheden blandt Geistligheden, og derfor vel overhoved blandt Befolkningen, i Egnen der ikke havde været saa stor: hvad der og bestyrkes deraf, at vi fra Oslos Biskop ej finde saadanne Klager over Affolkningen, som fra Nidaroos, Bergen og Stavanger. Hamars Diøcese indbragte ogsaa ved de forrige Indkrævninger lidet i Sammenligning med Oslo’s og Nidaroos’s, men nu gav den dog et bedre Udbytte end Bergens. Aarsagen, hvorfor slet ingen Rumaskat betaltes for Nidaroos og Stavanger, angives ikke. Heller ikke kan der for enhver af de tre andre have været betalt Rumaskat for lige mange Aar, thi naar man, ifølge de tidligere. Collectorers Regnskab, veed, at ved 1328 et Aars Rumaskat for Oslo udgjorde henved 60 Mk., for Stavanger c. 10 Mk., for Bergen c. 30 Mk., for Nidaroos c. 26 Mk., og for Hamar c. 10 Mk., maa man slutte, at den fra Oslo nu har været betalt for 8 Aar, og fra Hamar alene for halvandet eller maaskee to; hvad Bergen angaar, da siges det udtrykkeligt, at det var for fire Aar, hvilket er heel merkeligt, da vi derved endog for Aarene nærmest efter Pesten faa et større Beløb end det i 1328, da dog Befolkningen maa have været større end i 1350 og 1351. Men maaskee var den stegen saaledes i de nærmeste Aar før Pesten, eller var Velstanden saaledes tiltagen, at Skatten selv virkelig var bleven større[26].

Det hele Beløb, som Kongen saaledes fik fra Norge, var 10028 Mk., 3 Ører, 1 Ertog og sex Peninge, hvilket tillagt de 12000 Mk., han havde faaet fra Sverige, udgjorde noget over 22000 Mk.[27], eller efter den i Indbetalingsbrevene selv anførte Cours 2937 Pd. Sterling, eller 19560 Guldgylden, hvilken Sum han altsaa nu var Pavestolen skyldig. Dette Laan maa nu være kommet ham udmerket vel til Gode, og det bevidnedes udtrykkeligt, „at Pengene havde været anvendte til Rigernes Bedste“. Men vi ville dog see, hvorledes dets Afbetaling siden voldte ham uendeligt Bryderi, og at overhoved kun en ubetydelig Deel deraf nogensinde blev tilbagebetalt, saaat Heftelsesbrevene derfor endnu den Dag idag ligge uindfriede i det pavelige Archiv.

Det synes, som om Island, Grønland, Færøerne og Orknøerne skulde have været dette Tiendepaalæg underkastede, og man kan ikke tvivle paa, at de derom udstedte Pavebreve ogsaa ere blevne sendte did. Men der nævnes intet om, at nogen Tiende virkelig indkom derfra. Nunciens egne Regnskaber og Qvitteringsbøger synes at maatte have indeholdt noget derom, hvis nogen Indbetaling derfra havde fundet Sted, men der findes ikke et eneste Ord, som tyder hen dertil, og saaledes maa man da formode, at de, som havde med Indkrævningen derfra, endnu intet havde gjort ved Sagen. Paa Island var desuden ogsaa Tiden nu højst ubelejlig for en saadan Indkrævning, da der just, som vi i det følgende ville see, herskede en heftig Strid mellem Indbyggerne og Biskoperne. Der nævnes intet om nogen Tiende-Indkrævning paa Island førend i 1369[28].

Imidlertid havde Nuncien ogsaa, som en endnu opbevaret Qvittering viser, sendt en Remisse af 4500 Gylden til det pavelige Kammer gjennem det i den Tid meget virksomme Handelshuus Malabayla fra Asti. En af dettes Medlemmer, Antonio Malabayla, der tillige besørgede de fleste Pengeforsendelser for den polsk-ungarske Collection, indbetalte hine Penge til det pavelige Kammer den 21de Februar 1253[29]. Hvilke Penge dette kan have været, er vanskeligt at sige, thi af den nye Fireaarstiende, hvoraf Kamret skulde have det Halve, var neppe endnu noget indkrævet, og hvad der indkom af de andre Pengesummer, der skyldtes Pavestolen, var lovet Kongen til Laan. Men formodentlig standsede Udbetalingerne til dette fra Collectorerne, efterat de allerede omtalte Pengesummer vare blevne Kongen udbetalte, hvilket ej alene meget godt kan have fundet Sted, men ogsaa rimeligviis har fundet Sted længe førend det nys nævnte endelige Opgjørs-Instrument blev affattet, saaat der ogsaa bagefter kan være kommet Restancer ind, der nu gik lige til den pavelige Kasse. Dette er den rimeligste Maade at forklare Sagen paa.

Ej længe efter hiint nysomtalte Opgjør med Collectorerne maa den pavelige Nuncius have forladt Norden og være vendt tilbage til Curien, thi allerede i det følgende Aar see vi ham berede sig til hvad han selv kaldte, sit andet Komme til Norden. Dog veed man ikke rigtigt Tiden, naar han afreiste. Endnu i 1352 søgte han Curien om nye Indrømmelser, hvoriblandt disse, at han maatte erholde saavel et Canonicat og en Præbende som Provsteværdigheden ved Uppsala Domkirke, der nys vare blevne ledige, samt tillige at han, der allerede var fritagen for at lade sig ordinere til nogen geistlig Grad, saa længe endnu ikke de ham tildeelte Beneficier vare forbundne med nogen Sognekirke, om endog et eller flere af dem medførte Sjælesorg, alligevel, saalænge han var i det pavelige Kammers Tjeneste, eller idetmindste i syv Aar, maatte have Sæde og Stemme i vedkommende Domcapitler og nyde alle med Beneficierne forbundne Indtægter, ganske som om han havde modtaget Indvielse til de hellige Grader. Alt dette blev ham bevilget (21de October 1352), det sidste dog paa Vilkaar, at han inden et Aar skulde lade sig ordinere idetmindste til Subdiaconus[30]. Saaledes have vi i ham et Exempel paa, hvorledes geistlige Titler, Rettigheder og Embeder endog af det højere Slags kunde meddeles Mænd, der ikke engang havde nogen geistlig Indvielse. Embederne bleve naturligviis bestyrede af Vicarier mod en ringe Løn, medens de begunstigede Indehavere nød den største Deel af Indtægterne.

Endnu medens Johan Guilaberti opholdt sig i Norden, havde man et andet Exempel paa den Vilkaarlighed og Hensynsløshed, hvormed Pavestolen kunde begunstige sine egne Yndlinger. Det er allerede nævnt, at den pavelige Pønitentiarius for den danske Provins, Predikeren Broder Sigfrid af Linkøping, strax ved Arne Aslakssøns Død var bleven udnævnt ved Provision til Biskop i Stavanger den 30te Mai 1351. Det er ogsaa nævnt, at han sandsynligviis kom til Norge og personligt tog Biskopsstolen i Besiddelse, om ej før, saa i 1352, efterat der dog allerede, som man erfarer, i October 1351 havde indfundet sig tre Fuldmegtige paa hans Vegne, hvoraf to Predikebrødre, ligesom han selv[31]. Men kort efter – Tiden vides ikke nøjagtigt– døde den gamle Biskop Salomon i Oslo, der allerede i længere Tid synes at have været meget svag og sygelig[32], og da Oslo’s Biskopsstol, som vi have seet, var mange Gange indtægtsrigere end Stavangers, var det ganske rimeligt, at Sigfrid gjorde alt hvad der stod i hans Magt for at blive forflyttet til den, og saaledes begav han sig strax tilbage til Curien (om han ikke allerede var der) for at sette dette igjennem. Det lykkedes ham ogsaa. Den 14de October decreterede Pave Clemens ikke mindre end tre nye Biskops-Udnævnelser for Norden. Til Erkebiskop i Uppsala i den allerede Aaret forud (15de Mai) afdøde Hemings Sted udnævnte han den hidtilværende Biskop i Linkøping, Peter Thorgilssøn af Færingetuna; til Biskop i hans Sted udnævnte han Kongens Cantsler Nikolas Markussøn, hidtil Provst i Linkøping, og endelig i Salomons Sted Broder Sigfrid af Linkøping, alt paa Grund af foregaaende Special-Reservationer. Uagtet det formelige Provisionsbrev for den nye Erkebiskop af Uppsala ikke udferdigedes førend under 18de November, underrettede Paven dog allerede den 14de October Kong Magnus i en eneste kort Skrivelse om alle disse tre Udnævnelser. Naar man seer hen til, at de egentlig alle tre vedkom linkøpingske Prælater, der vist var meget nøje kjendte og forbundne med hverandre, kan man ikke tilbageholde Formodningen om, at det er den indflydelsesrige Broder Sigfrid, som har drevet det Hele. Men hvad der ved denne Transaction vækker Uvillje og klart viser, hvilke Misligheder dette Provisionsvæsen medførte, er, at der imidlertid allerede ad lovlig Vej var udvalgt en ny Biskop i Oslo, der nu uden videre blev fortrængt. I behørig Tid efter Salomons Død var Chorsbrødrene i Oslo traadte sammen til Valgcapitel og havde enstemmigt udvalgt Officialen Gyrd Atlessøn, der endog havde modtaget Confirmation og Indvielse af Erkebiskop Olaf samt deeltaget i Conciliet 1351, da hans Valg dog omstyrtedes ved Sigfrids Provision. Som Grund til Omstyrtningen anførtes, at Paven allerede i Salomons levende Live havde reserveret sig Besettelsen af Oslos Biskopsstol, og at Valget derfor, skjønt det i sig selv var foregaaet aldeles kanonisk, og ikke af Ulydighed mod, men alene af Uvidenhed om det over Embedet hvilende Reservationsdecret, dog ligefuldt var ugyldigt. I slige Tilfælde plejede Paven ellers, om han end underkjendte Valget, dog ved Provision at udnævne den Valgte, derfor var hans Fremgangsmaade her næsten exempelløst haard, hvilket aabenbart alene er at tilskrive Sigfrids Indflydelse, og Sagen faar et dobbelt hadefuldt Udseende derved, at Sigfrid endog synes at have maattet være vidende om Gyrds Valg, da han bevirkede sin egen Provision. Thi dersom Salomon, hvad man maa antage, var død endnu i 1351, maatte det nye Valg være foretaget inden Vaarens Begyndelse og saaledes have været Sigfrid fuldkommen bekjendt, førend han begyndte at virke til sin egen Fordeel. Ja, da han idetmindste om Sommeren synes at have været oppe i Norge, maa han over Hals og Hoved være reist ned til Avignon for at faa Gyrds Valg omstyrtet til sin Fordeel. Dette kunde endda nogenledes lade sig forsvare, hvis der var Omstændigheder forhaanden, der gjorde Gyrd mindre skikket eller mindre verdig til at beklæde nogen Biskopsstol, men ikke engang denne Indvending kan her have været tilstede, da Gyrd sidenefter dog tilsidst befordredes til den Biskopsstol, som Sigfrid havde forsmaaet[33]. Sigfrid erhvervede sig ogsaa andre Begunstigelse ved Pavestolen. I Betragtning af – hvad han i sin Ansøgning selv paaberaabte sig – at han ved sin Befordring til Stavangers Biskopsstol havde forpligtet sig til at betale det pavelige Kammer og Cardinalerne Servitspenge, og desuden havde paadraget sig andre Gjeldsforpligtelser til sit Ophold, til at indrette sig standsmessigt, til sin Indvielse, og til andre sine og Kirkens Nødvendigheder, uden dog i de femten Maaneder, han havde forestaaet samme Kirke, at have kunnet erholde noget af dens Indtægter, anholdt han om nu at maatte indfordre alt hvad han af de samme Indtægter havde tilgode paa den Tid, han forflyttedes, af alle dem, der havde modtaget dem og sad inde dermed. Dette blev ogsaa den 24de October bevilget ham, saaledes at han skulde kunne gjøre det med samme Ret, som om han endnu beklædte den stavangerske Biskopsstol. Det blev derhos paalagt Erkebiskopen Stephan af Toulouse og Biskop Haavard af Hamar samt Johannes Guilaberti som „Conservatorer“ at hjelpe ham til sin Ret i dette Stykke, om det skulde behøves[34]. Endvidere blev det tinder samme Datum bevilget ham, at sex af hans Klerker, der dagligen gik til hans Bord, skulde i ti Aar nyde Indtægterne af de Beneficier, de havde, uden at behøve at residere derved. Til Conservatorer, at see dette saaledes ordnet, udnævtes Biskoperne af Carpentras, Linkøping og Vesteraas[35]. Da nu Sigfrid saaledes kom op til Norge med sin Udnævnelse og disse Bevilgninger, hvilket vel skete sidst i 1352 eller først i 1353[36], maatte Gyrd, skjønt allerede indviet til Biskop og formodentlig i Besiddelse af Biskopsstolen, uden videre vige og blev, som man kaldte det, „Biskop uden Kirke“, eller „Biskop i den katholske Kirke“, da Titelen, som han engang havde faaet ved Indvielsen, ikke mere kunne berøves ham. Men i Virkeligheden var han atter kun Chorsbroder i Oslo og maatte finde sig i at staa under Sigfrid i et Aars Tid, indtil Pave Clemens’s Eftermand strax i Begyndelsen af det følgende Aar forbarmede sig over ham og ved Provisionsbrev af 8de Januar 1354 gav ham den af Sigfrid forsmaaede Biskopsstol, der nu formedelst Sigfrids Befordring under Opholdet i Avignon var bleven „ledig ved det apostoliske Sæde“ og saaledes hjemfalden til Pavens Provisionsret[37]. Muligt, at dette dog skyldtes Sigfrids Bestræbelser, og at det den hele Tid havde været dennes Hensigt, kun saaatsige at gjøre et Bytte med Gyrd, men at han alene oppebiede, at hiint Regnskab over hans Indtægter af Stavanger skulde blive afsluttet. Man maa formode, at Gyrd ved denne Lejlighed selv var nede ved Curien, siden han tillige faa Dage efter Udnævnelsen fik nogle Andragender bevilgede (23de Januar)[38]. Pavens Brev synes at have hjulpet godt til, at Sigfrid fik sit Tilgodehavende og kunde klare for sig, thi den 18de August 1354 indbetalte han ganske rigtigt til Kammeret ved sin Efterfølger i Pønitentiar-Embedet, Nikolas, og sin Klerk Jon Ødinssøn, det hele Servitsgebyr, 250 Guldgylden og Restancen af de fire mindre Servitser til Pavens Embedsmænd m. m. 37 Guldgylden, hvorfor Kæmereren Erkebiskop Stephan af Toulouse meddelte ham sin Qvittering[39].

Pave Clemens døde den 6te December 1352. Hans Efterfølger var Stephan d’Albert (af Limousin), Cardinalbiskop af Ostia, der udvalgtes den 18de og kronedes den 30te samme Maaned under Navn af Innocentius d. 6te. Han var en kundskabsriig, kraftig og statsklog Mand, hvis Interesser mere vare optagne af Bestræbelsen for at gjenvinde Herredømmet over Kirkestatens Stæder i Italien og for at megle Fred mellem England og Frankrige, end med de fjernere Landes kirkelige Anliggender. Hans Krige i Italien forvoldte ham store Udgifter, og derfor trængte han ligesaavel som sine Forgængere til at forøge sine Indtægter ved forskjellige overordentlige Midler[40]. Han begyndte først og fremst ligesom sin Forgænger strax ved sin Tiltrædelse at reservere sig Besettelsen af alle ved det apostoliske Sæde ledigblivende geistlige Embeder. Desforuden reserverede han sig ogsaa særskilt en Mængde, og fornemmelig, som det synes, alle Biskopsstole. Man maa endog formode, at han har givet Befaling til at lade anstille en streng Undersøgelse om, hvorvidt de nærværende Indehavere af Beneficier besad dem med Rette, eller kun med Tilsidesettelse af hans Formands Reservationsdecret. Dette har vel, i Forening med det nys ved Sigfrids Provision til Oslo Biskopsstol givne Exempel, især bidraget til, at baade Gisbrikt i Bergen og Haavard i Hamar, som vi have seet, begyndte at blive urolige og derfor fandt det raadeligst at søge Bekræftelse hos den nye Pave, der vel og strax gav den, men dog lod idetmindste Haavard forstaa, at der virkelig var en Reservation, og at hans Valg saaledes i sig selv var ugyldigt, indtil det nu paany bekræftedes.

Innocentius paalagde for det første ingen ny Tiende, men han drev ivrigt paa at faa de Kammeret tilkommende Restancer inddrevne saavelsom at fremskynde Tilbagebetalingen af Kong Magnus’s Laan. Derfor sendte han ogsaa Johannes Guilaberti strax efter hans Tilbagekomst til Curien anden Gang til Norden. Hans Optræden i denne Sendelse og de Forlegenheder, hvormed Kongen nu fik at kæmpe, ville i det følgende blive omtalte.

  1. ↑ Regest. Clement. VI. Secret ann. 6. ep. 3369, 3370, 3371, 3372.
  2. ↑ Regest. Supplicat. Clement. VI. ann. 7. part. I. fol. 101. Den her nævnte Frænde heed Gaucelinus de Quercu (Duchêne?)
  3. ↑ Regest. Clement. VI. Secr. ann. 7. fol. 99. ep. 387, 388.
  4. ↑ Sammesteds ep. 389.
  5. ↑ Sammesteds fol. 96. 97. ep. 377–381.
  6. ↑ At han var af fornem Ætt, sees af et sildigere Pavebrev (af 21de Marts 1356), hvorved Innocentius den 6te saavel „propter nobilitatem generis“, som fordi han var det apostoliske Sædes Nuncius, skjenkede ham nye Gunstbeviisninger. De Beneficier, han ifølge de derom bevarede Pavebreve vides at have faaet, vare a) et Capellani i Carpentras, b) et Canonicat med Præbende i Verdun, c) et Canonicat ved St. Pauls Kirke i Narbonne, d) det her strax efter omtalte Decanat med Præbende (1350), efter hvilket han senere sedvanligviis benævnes, men som han rigtignok aldrig fik i sin Besiddelse, da Capitlet i Dorpat ej vilde anerkjende Provisionen, hvoraf der udspandt sig en vidtløftig Proces, e) Provste-Embedet i Uppsala (1350 eller 1351), som han rigtignok heller ikke fik i sin Besiddelse og resignerede allerede 1356; f) et Canonicat i Würtzburg og g) et Archidiaconat i Kintzelsawe under Würtzburgs Diøcese (1356).
  7. ↑ Bullen er indført i hans Qvitteringsbog i det Vatic. Archiv.
  8. ↑ Reg. Supplic. Clement. VI. ann. 8. p. 1. fol. 82 verso. Han fik ved samme Lejlighed ogsaa bevilget Confessionaler for flere af sine Venner, alle i Narbonne.
  9. ↑ Hermed er det ikke sagt, at alle disse fraværende Herrer vare med i Krigen; om Biskop Thomas af Vegsjø er det f. Ex. vist, at han i Forvejen var hjemme paa Kronoberg. Men mange af dem, især de verdslige, var dog sikkert med Kongen, og vi vide det med Vished om Hr. Israel Byrgessøn, hvis han ei paa denne Tid allerede var død, hvad der er høist sandsynligt, men hvad man da endnu ikke vidste i Sverige.
  10. ↑ Original-Documentet herom findes endnu i det pavelige Archiv.
  11. ↑ Qvitteringsbrevene for disse Indbetalinger findes indført i en Papiirscodex i det pavelige Archiv, indeholdende saavel Afskrifter af den nysnævnte Gjeldscontract med de paafølgende Godkjendelser og Tilslutninger, som Qvitteringer fra alle de tre Gange Johannes Guilaberti var her oppe i Norden som navnlig Collector, nemlig 1351, 1354 og 1356. De svenske Qvitteringsbreve for 1351 ere følgende: 2den Juni 1381 i Stockholm, modtaget ved Gøtstav Arvidssøn af Uppsala Capitel under Vacancen, af Rumaskatten for 1328 til 1340 med 980 Mk. 10 Pen. sv., og af Treaarstienden 1889 Mk. svensk; den 15de Juni 1351, i Kalmar, af Biskop Peter af Linkøping og Capitlet 1241 Mk. 3 Øre 2 Ert. 2 Pen. i Rumaskat for 1333–1350, 2039 Mk. 1 Øre af Treaarstienden og 20 Mk. i subsidium terræ sanctæ; 9de Juli 1351, i Kalmar, af samme Biskop for Gotland 44 Mrk. 9 Øre 1 Ert. Gotlandsk, svarende til 132 Mk. 6 Øre sv., samt 25 Mk. 3 Øre 1 Ert. 6 Pen. sv., alt af Treaarstienden; 28de Juli i Søderkøping af Biskop Sigge i Skara 729 Mk. 2 Øre sv. i Rumaskat for 1328–1360, 230 Mk. sv. af Indtægter af geistlige Embeder, for 5 Aar: den 17de Sept, i Ljodhuus, 396 Mk. 3 Ør. 6 Pen. af Sexaarstienden; den 1ste Mai 1351, i Vesterlanda, af Biskop Egisl i Vesteraas 308 Mk. 7 Er. 2 Ert. 4 Pen. sv. i Rumaskat for 1333–1350, og 558 Mk. 6 Ør. af Treaarstienden; 3die Juni 1351 i Stockholm af Biskop Sigmund i Strengnes 597 Mk. 2 Ert. sv. i Rumaskat for 1328–1350, og 89 Mk. 6 Ør. af Treaarstienden; den 15de Juni, i Telge, ved Nikolas Drottsete, af Biskop Sigmund paa Biskop Thomas i Vegsjøs Vegne 1000 Mk.sv. (af Treaarstienden?) samt 50 Mk. i subsidium terræ sanctæ; d. 1ste Juni, i Stockholm, ved Biskop Heming i Aabo 333 Mk. sv. i Treaarstiende; 9de Marts 1351, paa Kronoberg, af Biskop Thomas 126 Mk. 6 Ert. 2 Pen. sv. i Rumaskat for 1333–1350, og 216 Mk. 3½ Ør. i Treaarstiende; den 11te Juli i Kalmar af Biskop Thomas 86 Mk. sv. „til Underkuelsen af de lombardiske Rebeller“.
  12. ↑ Dette Ratificationsbrev saavelsom Erkebiskop Peters, dateret Kalmar den 11te Juli, ere ligeledes indtagne i den ovennævnte Codex. Efter Peters Brev anføres ogsaa i Korthed, at ligelydende Breve findes fra Erkebiskop Heming, Biskoperne Sigge, Sigmund, Egisl, Heming og Thomas. Disse sees af et senere Document, denne Sag vedkommende, at have været saaledes daterede: Erbiskop Hemings den 1ste April, Biskop Hemings d. 11te Juni, Sigmunds d. 12te Juni, Egisl’s og Thomas’s d. 16de Juni og Sigges d. 25de Juni. Dette Brev siger ogsaa udtrykkeligt, at de verdslige Herrer, hvis Godkjendelse var lovet, ikke gave nogen saadan. Summerer man sammen, hvad der var indkommet før den 12te Juli, bliver dette kun lidet over 9590 Mk. svensk, men formodentlig regnede man med, hvad der senere i samme Aar skulde indkomme, og som beløb sig til lidt over 2555 Mk. svensk.
  13. ↑ Brev i det sv. Rigsarchiv (Processen mod Erkebiskop Heming), Lagerbring III. S. 603, Celse’s Bullarium p. 121.
  14. ↑ See ovenfor S. 178.
  15. ↑ Regest. Clement. VI. commun. ann. 9. lib. 2. p. 2. fol. 124. ep. 1365.
  16. ↑ Sammesteds ep. 1366.
  17. ↑ Sammesteds, ep. 9. lib. 3. p. 2. fol. 199. ep. 910.
  18. ↑ Sammesteds, lib. 2. p. 2. fol. 163. ep. 1535, Theiners Monumenta Poloniæ I. No. 701.
  19. ↑ Sammesteds, No. 700.
  20. ↑ Sammesteds, No. 702. Denne Bulle har aldeles samme Indledning og bruger, hvor ikke de særegne Forhold gjør en Forandring nødvendig, aldeles samme Udtryk som Bullen til Norges og Sveriges Geistlighed, vorved den paalægges. Det er øjensynligt at see, at de begge ere skrevne under eet, hvilket ogsaa vekker Forestillingen om, at Kong Magnus og Kongen af Polen have staaet i umiddelbare Underhandlinger med hinanden.
  21. ↑ De Breve, som herom forefindes i de forskjellige pavelige Regestbøger, ere følgende: Pavens Brev til Johannes Guilaberti af 6te Aug. 1351, hvori han melder ham, at han efter Kong Magnus’s og Kong Valdemars Anmodning har paalagt Geistligheden i deres Riger en Femaarstiende, hvoraf de selv skulde beholde Halvparten, og den anden Halvpart modtages af de tre Overcollectorer for siden at udbetales ham (Rg. Element. VI. Secr. ann. 10. fol. 37, i Concept i Innocent. VI. archetyp. epist. ann. 9. 10. No. 238). b) Pavens Brev til Joh. Guilaberti af 8de August, hvori han udtrykkeligt befaler ham at modtage af Overcollectorerne den pavelige Halvdeel af {{sperret|Femaarstienden for de tre Riger (sammesteds). c) Pavens Breve til K. Magnus og K. Valdemar af 8de August, hvori han anbefaler Joh. Guilaberti, beskikket til at modtage den pavelige Halvdeel af Femaarstienden i deres Riger (sammesteds fol. 49, i Concept l. c. No. 245). d) Pavens Brev af 8de August til Joh. Guilaberti, hvorved han underretter denne om, at han efter Kong Magnus’s Bøn har i dennes Riger paalagt Geistligheden en Fireaarstiende, samt at Johannes af Overcollectorerne skal inddrive den pavelige Halvdeel deraf. Hvad der især synes at betegne denne Redaction som den, ved hvilken det havde sit Forblivende, er den Omstændighed, at Brevet ej staar i de egentlige Brevregester, hvor ogsaa slige Breve, der afgik uden at være fuldkommen bestemte til at anvendes, ofte ere indførte, men i en Codex, indeholdende saakaldte Cameralbreve fra Clemens den 6tes og Innocentius den Sted Tid (litteræ camerales, ann. I–IV. fol. 1), thi her maa Brevet antages at være indført saaledes, som der var vedlagt Joh. Guilaberti’s Regnskaber. Det er ellers Skade, at der ikke efter Søn. Guilaberti forefindes saadanne Regnskabsbøger, som efter Joh. de Serone og Bernard de Ortulis samt Petrus Gervasii. Man vilde deraf vistnok have faaet nøje Underretning om denne Sag saavelsom om mange andre af den største Interesse, navnlig vilde man deraf kunne faa lidt nærmere Besked om Tiden, da Kongen krigede i Rusland 1350–51.
  22. ↑ Han kaldte sig dog ogsaa Nuncius og Collector for Danmark, men dette kan alene have været paa Grund af Udtrykkene i hans første Beskikning af 1349.
  23. ↑ Gisbrikt maa paa denne Tid baade have været valgt og indviet, thi den skaalholtske Biskop Gyrd, som indviedes med ham, var i 1351 kommen tilbage til Island, see Isl. Annaler, Udg. S. 282.
  24. ↑ Dipl. N. I. 327, 328, 332, 333, 334. Alle disse Breve ere her aftrykte efter daarlige og fejlfulde Afskrifter. Originalerne findes endnu i det pavelige Archiv, men i meget daarlig Stand, da de høre blandt den Masse af Archivsager, som Connetablen af Bourbon efter Indtagelsen af Rom 1527 lod bruge til Underlag for sine Soldaters Heste. Det maa forøvrigt ved disse Indbetalingsbreve bemerkes, at de ej ere Qvitteringer, tvertimod Bevidnelser fra Biskoperne og Capitlerne selv, om hvormeget de havde betalt, til Legitimation for Beløbet af Kongens Gjeld. Saaledes er det just ikke afgjort, at Betalingerne have skeet der, hvor Brevene ere udstedte.
  25. ↑ See ovf. S. 97–100, hvor det er viist, at 1 Pd. Sterling i Regelen udgjorde 6 Mk. norsk, stundom 6⅔; men her i 1353 er det sat til 7½ Mk., og en Sh. Sterl. følgelig til 3 Ører.
  26. ↑ Det er ellers merkeligt, at Rumaskatten for Bergen endog i det sidste Aar (1350–51) ansettes til 27 Mk. 3 Ører samt 4 Sh. 9 Pen. Sterl., eller i de sedvanlige norske Penge tilsammen lidt over 32 Mkr. Altsaa har den selv da ikke været saa ringe som i 1328. Forresten synes det, som om man af disse Angivelser af Rumaskattens aarlige Beløb i Rigets Velmagtsdage maatte kunne slutte tilbage til Folkemængden, siden Christenrettens Bud var, at enhver, der ejede 3 Mk. talt, skulde udrede Skatten.
  27. ↑ Et Originaldocument af 24de Oct. 1355, der gjør Regnskab for hele Maaden, hvorpaa denne Gjeld stiftedes, findes endnu i det pavelige Archiv. Det er et Notarialdocument over Gjeldens Anerkjendelse ved Kongens Procurator, optaget i Avignon i Anledning af den Proces, der nu anlagdes mod Kong Magnus til Laanets Tilbagebetaling, og er redigeret i offentlig Form af en apostolisk og keiserlig autoriseret Notarius publicus Ægidius filius quondam Berardi de Mevania Spoletanæ dioecesis) og forsynet med hans Segl. Det er skrevet med særdeles fiin Skrift paa et overordentligt stort Stykke Pergament. Det er det samme, som omtales ovenfor S. 534, Noten.
  28. ↑ See Isl. Annaler, Udg. S. 318.
  29. ↑ Rationes collectoriæ Poloniæ et Hungariæ 1346–1353 et Episcopatus Cracoviensis 1355, (i det pavelige Archiv,) fol. 154. Theiners Monumenta Poloniæ, S. 567.
  30. ↑ Regest. Suppl. Clement. 14 an. 11. fol. 140. Johannes Guilaberti søgte her tillige om et Par Begunstigelser for andre Klerker, en af Tournay og en af Avignon. Ogsaa den 19de Juli s. A. havde han faaet nogle Ansøgninger bevilgede, nemlig for sin Ledsager og Secretær, den føromtalte Villjam af Plansea, for Notarien Ivar Nikolassøn af Linkøping, der havde tjent ham ved Collectoriet (af ham ere mange af de forhen nævnte Documenter oprettede), og som nu fik et Canonicat i Strengnes, o. s. v. Merkeligt nok kalder Johan Guilaberti sig i disse Suppliker kun Klerk fra Narbonne.
  31. ↑ See Qvitteringen af 31te Octbr. 1351, Dipl. N. I. 328.
  32. ↑ Den Omstændighed, at han ikke selv gjorde Regnskab for den indsamlede Pavetiende v. 5te Novbr. 1351 (s. o. S. 539) viser, at han da enten maa have været død, eller meget svag.
  33. ↑ I Provisionsbrevet for Gyrd til Stavangers Biskopsstol tales der om „Gyrds store Dyders Fortjenester, hvormed den Allerhøjeste har “smykket hans Person“.
  34. ↑ Ansøgningen herom, med det pavelige Fiat: Clement. VI. Reg. ann. X. fol. 146. Resolutionen selv Clement. VI. commun. ann. XI. lib. 1. fol. 309. cap. 702.
  35. ↑ Resolutionen, sammesteds, fol. 277. ep. 607.
  36. ↑ At Sigfrid idetmindste for den 6te Mai var kommen til Norge og havde tiltraadt sin Biskopsstol, sees deraf, at han var tilstede ved det Raadsmøde paa Baagahuus, da Dronningens Morgengave ombyttedes: Dipl. N. II. 319. Da det føromtalte Regnskab over Pavetienden m. m. aflagdes i Oslo den 18de Juli 1353, var baade Sigfrid og Gyrd tilstede, den sidste kaldes her kun „udvalgt til Biskop i Oslo“.
  37. ↑ Dipl. N. IV. 365.
  38. ↑ Regest. Suppl. Innoc. VI. ann. 2. fol. 14. vs. Gyrd faar her bevilget, at han og ti andre Personer, som han selv kan opnævne i Cancelliet, maa tage sig en Confessor med Ret til absolvere ham in articulo mortis m. m. (see nedenfor S. 555.)
  39. ↑ Innoc. VI. liber quitanciarum fol. 36.
  40. ↑ I Regnskabet over Innocentius’s Indtægter og Udgifter for Aaret 1355, aflagt af hans Skatmester Reginald, Biskop af Palencia, findes der blandt Udgiftsposterne følgende: „Til Udgifter for at fremme den romerske Kirkes Anliggender i Italien, anbetroede til Ægidius, Cardinalbiskop af Sabina (dette er den bekjendte krigerske Cardinal d’Albornoz, der af Paven havde faaet det Hverv at undertvinge de frafaldne italienske Landskaber), iberegnet 1500 Gylden udbetalte til Forsvar og Bevogtning af Grevskabet Venaissin, der umiddelbart henhører under den romerske Kirke, men foruden og udover alle de Pengesummer, der ere udbetalte af Nuncierne i Tuscien og Lombardiet, samt Skatmesteren i Benevent, og foruden Indtægterne af de den romerske Kirke tilhørende Landskaber i Italien, 192,000½ Guldgylden og 52 Solidi“. Dette betegner en for den Tid umaadelig Pengesum.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/49&oldid=80336»