Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/50

< Det norske Folks Historie | 7

Naar man undtager disse Tiende-Indkrævninger, er det kun ubetydeligt, hvad der i de ældre Skrifter berettes om Tildragelserne vedkommende den norske Kirke. Formodentlig var der lidet eller intet at berette; Pestens Ødelæggelser maatte vel ogsaa her lamme alt kraftigere Liv, al Foretagelses-Aand for en længere Rekke af Aar. Saavidt man kan skjønne, vilde Erkebiskop Arne have afgivet en kraftig og virksom Kirke-Styrer, om et længere Liv havde været ham forundt. Vi have seet, hvorledes han i den korte Tid, han forestod Kirken, var meget paa Ferde: vistnok foranledigedes dette for en stor Deel af hans Collector-Hverv, men vi ere ogsaa berettigede til at antage, at han paa disse Reiser røktede vigtigere Hverv, især da vi ej alene erfare, at han under sin korte Embedstid holdt et Provincialconcilium[1], paa hvilket saagodtsom alle hans Formands Statuter bleve samlede i eet Generalstatut, med Tilsidesettelse af det Overflødige, men da vi ogsaa endnu besidde fra hans Haand et udførligt Hyrdebrev til „alle Guds Venner i hans eget Biskopsdømme“, indeholdende gode, kjærlige og letfattelige Formaninger og Belærelser, vedkommende Sacramenter, Gudstjeneste og Kirkeskikke, o. s. v., af det samme Slags, som det, hans Forgænger Erkebiskop Paal havde udgivet for den hele Kirkeprovins[2]. Hans Testament, hvorved han rigeligt betænkte geistlige Stiftelser, viser os ham forresten som en bemidlet Mand og betydelig Godsejer[3]. Hans hele Embedstid fra hans Indvielse af at regne angives til 3 Aar, 1 Maaned og 1 Dag, og følgelig maa han være død den 17de October, samme Dag, da den forhen nævnte Chorsbroder Arnfinn Peterssøn, allerede angreben af Pesten, gjorde sit Testament og heri endog betænkte ham selv med et Legat, uden at vide, at han da muligens allerede var død[4]. Om hans Efterfølger Olaf er man maaskee berettiget til at antage, at han, som forhen Klostergeistlig, vare en Mand af strengere Seder og alvorligere Stræben end de Seculargeistlige, og som derfor maaskee var godt skikket til at reorganisere Kirken efter den Forvirring, som Pesten havde frembragt. Han holdt ogsaa samme Aar, som han kom tilbage fra Curien, et Provincialconcilium i Nidaroos, hvorved flere Bestemmelser i det Øjemed blev vedtagne. De i Mødet deeltagende Biskoper var Gisbrikt af Bergen, Haavard af Hamar og den grønlandske Biskop Jon Skatte. Biskop Salomon af Oslo, der vel var for gammel til selv at reise til Throndhjem, sendte som Fuldmegtig sin Chorsbroder, Arne Ketilssøn. Desforuden fremmødte som de fire Domcapitlers Befuldmegtigede Baard Eindridessøn og Thorfinn Erikssøn af Nidaroos, Arne Thorsteinssøn af Oslo, Oddgeir Thorsteinssøn og Botulf Asbjørnssøn af Bergen, Peter Eindridessøn og Thore Thorkelssøn af Stavanger, samt Baard Bjørnssøn af Hamar[5]. De merkeligste Bestemmelser paa dette Møde var deels de, der tilholdt Geistligheden at føre et verdigere og anstændigere Liv end hidindtil, deels de, der søgte at rette paa de Misligheder, som den ved Pesten bevirkede Mangel paa Prester medførte. Der klages allerede i første Artikel af de vedtagne Statuter over „den forbryderske Sedvane, at den norske Provins’s Prester og andre Klerker, med Forglemmelse af sin Eed og sit sande Vel, ej alene antage Følgekoner (focariæ) og holde dem i sine Huse, men hvad der endnu var verre, forene sig med dem paa Lægfolks Viis ved Overeenskomster, Gaver og Troskabsløfter i Overvær af Kvindernes Frænder“. Tidligere Erkebiskopers Advarsler og Forbud mod dette Uvæsen havde viist sig uvirksomme, derfor bestemtes nu, „forat bekæmpe denne indgroede Uskik med nye Midler“, at enhver Prest eller Klerk, der havde modtaget kirkelig Vielse, og især naar han havde et kirkeligt Beneficium, skulde, hvis han uagtet at være paamindet af sin Biskop alligevel holdt Frille, straffes med Pengebod ifølge Eilivs Statut, og hvis han da ikke forbedrede sig, med Suspension, Excommunication og Afsettelse. Og de, der forbandt sig med sine Friller ved slige i Overeenskomster eller Gaver, skulde bøde Halvdelen af sine aarlige Indtægter, ja endog straffes end haardere, hvis Biskopen saa syntes. Endvidere bestemtes i Art. 8, at ingen Prest eller Klerk inden de hellige i Grader, der havde levet i Frilleliv, maatte begraves inden Kirkernes – Mure uden Biskopens Dispensation. Man seer heraf tydeligt nok, og l vil fremdeles see, at Coelibatsbestemmelsen endnu ikke paa langt nær havde kunnet gjennemføres i Norge, og at de Geistlige der, siden de ikke kunde indgaa et kanonisk Egteskab, fremdeles indgik de i eldre Tider ene brugelige og af den verdslige Lovgivning selv anerkjendte borgerlige Egteskaber, uden at dette i mindste Maade synes at have skadet deres Anseelse blandt deres Omgivelser. Der findes endog endnu just fra denne Tid et Brev, der giver Oplysning om, hvor koldblodigt saadanne Forbindelser anerkjendtes og de deraf opstaaende Forhold ordnedes, endog af vedkommende Geistliges nærmeste Foresatte, der selv havde været med at vedtage hine strenge Bestemmelser mod dette saakaldte Uvæsen. Brevet er nemlig udstedt den 24de November 1354 paa Siljegjord af den føromtalte Baard Bjørnssøn, Chorsbroder i Nidaroos og Hamar, i hans Egenskab af Provst over Thelemarken, samt af Thore Thjøstulfssøn, Prest i Siljegjord, og de bevidne her, at Sira Guthorm Thorlaugssøn, Prest paa Eidsborg, vedgik for dem, at Gunnhild Atlesdatter, da hun kom til ham, ejede 12 bugilde Merker foruden opredt Seng og Gangklæder, samt at han gav hende 8 Mk. forngilde[6]. Muligt, at dette Document blev oprettet, fordi Sira Guthorm nu ifølge Concilbestemmelsen skulde sende Gunnhild fra sig, men der gjøres dog ingen Ophevelser over dette Forhold selv. – En Hentydning til Pestens Ødeleggelser indeholder Statuternes 5te Artikel, der bestemmer, „at da i disse Tider desverre Mangelen paa geistlige Personer medfører, at der til Sjælesørgere ofte tages enfoldige og uvidende Personer, saa paalegges det de overordnede Prester at undervise disse yngre i deres Embedsforretninger og især om Messens Regler, om Daaben, om den sidste Salvelse, om Begravelsesforretninger, m. m., samt ofte at examinere dem heri“. Der blev tillige vedtaget Bestemmelser sigtende til at hindre Lægmænds Indgreb i Kirkens Rettigheder; saaledes bestemtes det i Art. 2, at afdøde Beneficiariers Gods, naar det ej var adskilt fra Kirkens, skulde nøje bevares af Biskopen og hans Fuldmegtige, indtil en retferdig Deling mellem Kirken og den Afdødes Arvinger kunde finde Sted, samt at de Lægmænd, der ved verdslig Domstols Mellemkomst vilde tilegne sig denne Bevaring, skulde, hvis de ej inden en Maaned efter Biskopens Anmodning ophørte dermed, underkastes Forbud mod at komme ind i nogen Kirke, og hvis de endda ikke adløde, være forfaldne i Excommunicationsstraf. Art. 10 bestemte, at enhver Klerk, der søgte Beskyttelse af Kongen eller anden verdslig Magt forat undgaa Straf af sine geistlige Dommere, skulde være excommuniceret af selve Verket; Art. 10, at enhver Klerk, der førte Sag mod sin Kathedralkirkes Ret og Frihed, eller conspirerede imod dem, skulde være Excommunicationsstraf hjemfalden. Endelig bestemte Art. 15, at hvis nogen Lægmand med sit Vidende tvertimod den fordum mellem Kongedømmet og Kirken indgangne, og fra begge Sider besvorne Composition (altsaa den tunsbergske af 1277), tiltog sig Behandling og Afgjørelse af Sager, der hørte under geistlig Domstol, eller drog en Klerk mod hans Vilje for en verdslig Ret, eller dømte angaaende Klerkers og Kirkens Ejendom uden vedkommende Gejstliges Opfordring eller mod deres Forbud, skulde han af selve Verket falde under Excommunicationsstraf. Heraf kan man see, at Erkestolen i Nidaroos trods de tidligere Forhandlinger fremdeles betragtede Compositionen af 1270 som gjeldende og ventede kun paa Lejlighed til at gjennemføre dens Bestemmelser, hvilke ogsaa saavidt man kan see, efterhaanden bleve de raadende, da det jo heller ikke kan negtes, at de stemmede ganske med, hvad der nu var vedtaget over hele den romersk-katholske Verden. Artiklens 16–21, 28, 29, indeholder ligeledes nærmere, fordetmeste allerede forhen fastsatte, Bestemmelser om Excommunicationsstraf for andre Indgreb af Verdslige i Geistlighedens Rettigheder, eller Forgribelser paa Kirkens Immunitet. Endelig bekræftedes, som allerede ovenfor nævnt, i Art. 6 Erkebiskop Arnes Generalstatut. Alle disse Bestemmelser udfærdigedes den 23de August 1351 og besegledes af de ovenfor nævnte Personer[7].

I det paafølgende Aar 1352 holdt Erkebiskop Olaf atter et Provincial-Concilium, hvortil han udfærdigede Tilsigelsesbrevene i Juni Maaned, da han var paa Visitatsreise oppe i de nordlige Dele af Haalogaland. Man har endnu Tilsigelsesbrevet til Biskop Sigfrid i Stavanger, dateret Kapelvaag (i Vaagen) den 1ste Juni. Han yttrer her – formodentlig efter en staaende Formel i saadanne Breve – at Metropolitanerne ifølge de hellige Fedres Decreter vare forpligtede til hvert Aar, uden nogen Undskyldning, at holde Provincial-Conciliet for at raadslaa om, hvad der kunde tjene til at rette paa de Undergivnes Feil og forbedre deres Seder. Og derfor havde han besluttet at holde Concilium i Bergen, hvor Biskop Sigfrid skulde see til personligen at indfinde sig og derhos tilholde sit Capitel at afgive Møde ved Fuldmegtige, saafremt de vilde undgaa den Straf, der var fastsat for dem, der udeblev efter Indkaldelse til Provincial-Concilium[8]. Ligelydende Skrivelser maa samtidigt være afgangne til de andre Biskoper. Sigfrid var sandsynligviis paa denne Tid, da Conciliet skulde holdes, allerede under Vejs til Avignon for at tilvende sig Oslos Biskopsstol, thi man finder ingen Tegn til, at han har været tilstede i Bergen, og naar han, som vi have seet, allerede fik sit Ønske opfyldt den 14de October, maa han vel og have tiltraadt Reisen til Curien før Midten af August. Derimod var Gyrd, som han pønsede paa at fortrænge, tilstede ved Conciliet i sin kortvarige Egenskab af Biskop i Oslo, ligesaa Biskop Haavard af Hamar; om Gisbrikt, der hørte hjemme i Bergen, kan der ej være nogen Tvivl[9]. Af tilstedeværende Chorsbrødre fra forskjellige Capitler nævnes den føromtalte Arne Ketilssøn fra Oslo, der ogsaa Aaret forud mødte paa Biskop Salomons Vegne[10]. Forresten er intet opbevaret af hvad der besluttedes paa dette Concilium, som synes at være blevet holdt en fjorten Dage sildigere end den af Erkebiskopen tilstevnte Dag. Man seer kun, at flere Biskoper og Capitler under dette Møde have gjort Regnskab for sine Udbetalinger til de pavelige Under-Collectorer, der maaskee selv var tilstede.

Erkebiskop Olaf fik endnu samme Aar, han var kommen hjem til Norge, og ifølge en Ansøgning, som han umiddelbart derefter maa have indsendt til Curien, den Ret bevilget af Paven, at han, naar han holdt Messe i fuldt Ornat, eller naar han selv eller en anden i hans Nærværelse predikede, kunde selv eller ved den, der holdt Prediken, tilstaa enhver af de Nærværende, der bekjendte og angrede sine Synder, hundrede Dages Fritagelse fra de dem ilagte Pønitentser[11]. Omtrent samtidigt meddelte Paven en heel Deel anseede Personer i Norge det sedvanlige Confessionale, eller Tilladelse til at velge en Skriftefader, der ved Dødssengen kunde give fuldstændig Absolution. Da Rekken af dem, der fik denne Tilladelse, begynder med Olaf selv, er det og højst sandsynligt, at han har udvirket den for dem alle. De øvrige ere Biskop Salomon af Oslo, Biskop Jon af Garde i Grønland, Biskop Haavard af Hamar, Biskop Orm af Hole, Hr. Sigurd Hafthorssøn, Lodin Thoressøn Chorsbroder i Nidaroos, Hr. Agmund Finnssøn, Biskop Gisbrikt af Bergen, Hr. Ivar Oma, Ridder, og hans Hustru Fru Ingerid, af Bergens Diøcese, samt Botulf Asbjørnssøn, Kolbein Eindridessøn og Sigurd Ivarssøn, Chorsbrødre i Bergen[12]. Da man fra samme Tid forefinder en lignende Bevilgning som den førstnævnte til hver af Kongens Sønner Haakon og Erik[13], nemlig at den Prest, der ved højtidelig Messe predikede i deres Nærværelse, kunde eftergive Tilhørerne 40 Dage af den dem ilagte Pønitents, og denne Bevilgning siges at være given efter Kongens og hans Sønners Ansøgning, maa man formode, at Erkebiskopen og Kongen have benyttet fælles Sendebud, der altsaa maa være afgaaet fra Norden strax efter Kong Magnus’s Tilbagekomst fra Rusland. Alt dette synes at vise, at Olaf stod paa en god Fod baade med Curien og med Kongen. Dette synes ogsaa at fremgaa deraf, at der i Aaret 1354 – de nærmere Omstændigheder derved ville i det følgende blive omhandlede – oprettedes en Byttecontract mellem Erkebiskopen og Kongen eller rettere Drottseten i hans Navn[14], hvorved Kronen skulde have Kastelle-Klostret i Kongehelle med Jordegods og Indtægter med Forpligtelse til at underholde de to Prestbrødre, som besørgede Messer og Tider i Klostret[15], og Erkestolen til Vederlag et tilsvarende Marketal af Kronens Jordegods i Nidaroos Biskopsdømme mod at underholde Presten og Klerken, der besørgede Messer og Tider i Folsknens Kirke paa Nordmøre, hvilken Contract dog ej kom til Udførelse, hvad enten nu Kongen negtede sit Samtykke, eller de senere politiske Begivenheder hindrede det[16]. Vi have forøvrigt her yderligere Beviser paa de Ødeleggelser, Pesten havde anrettet, naar der ikke var flere end to Munke tilbage af det hele Convent, og naar Erkebiskopen som Grund til Byttet anfører, at han hverken kunde finde nogen Læg eller Lærd, hvem han kunde betro Klostrets Bestyrelse.

Om den nye osloske Biskop Sigfrids Indtvingelse paa Norges rigeste Biskopsstol i den allerede valgte og indviede Gyrds Sted er der allerede nys forhen talt. Sigfrid, der aabenbart har været en Yndling af Paven, maaskee ogsaa af Kongen, havde formodentlig levet saalænge i Syden og ved Curien, at han aldeles var bleven en Prælat med det egte sydlandske Stempel, verdsligsindet, egennyttig, men smidig og statsklog. Det er merkeligt nok, at ingen Spor findes til, at Gyrd gjorde ham Pladsen stridig; endnu neppe mere end et halvt Aar efter Sigfrids Ankomst til Oslo have vi seet Gyrd nok saa fredeligt indtage Pladsen efter ham som „forhen udvalgt Biskop“, altsaa vel formodentlig som Chorsbroder med den tomme Biskopstitel[17]. Det vidner enten om en saare fredelig og føjelig Charakter hos ham, eller og om den Respekt, man endog i det fjerne Norden fremdeles havde for Pavens Bud. Imidlertid kan det vel ogsaa, som nys antydet, være, at Gyrd allerede strax havde faaet Løfte om at holdes skadesløs ved Stavangers Biskopsstol, hvortil han maaskee endog vilde være udnævnt noget før, hvis ikke Paveskiftet var indtruffet. Ellers vides der lidet eller intet saavel om hans som om hans Medbeiler Sigfrids kirkelige Virksomhed, der desuden for begge, især Gyrd, blev meget kortvarig. Vi have allerede seet, hvorledes Gyrd strax efter sin Ophøielse paa Stavangers Biskopsstol benyttede sin Indflydelse til at udvirke Befordringer for et Par af sine Venner, navnlig den osloske Chorsbroder Arne Thorsteinssøn, som allerede foruden sit Canonicat i Oslo havde faaet et paa Hamar og nu tillige paa Gyrds Anbefaling fik et i Bergen. En anden Ven, for hvem han indlagde Forbøn, var den svenske Prest Jon Ludolfssøn af Uppsala Biskopsdømme og Vicarius ved Nikolai Kirke i Stockholm. Denne fik Exspectance paa et Canonicat i Strengnes eller ogsaa et Beneficium under Uppsala Kirke. Samme Dag, altsaa vel ifølge hans Andragende, meddeltes der ogsaa Confessionaler til ham selv, til Biskop Haavard af Hamar, til Biskop Gisbrikt af Bergen, til Drottseten Hr. Orm med Hustru Fru Boothild, til Chorsbrødrene Arne Ketilssøn og Arne Thorsteinssøn, til Erkepresten i Oslo Hallvard Bjarnessøn, til Hr. Agmund Finnssøn og til en vis Gertrud Halldorsdatter i Oslo’s Diøcese (23 Jan. 1354[18]). Gyrd døde allerede inden det følgende Aars Høst. Ved hans Udnævnelse havde Paven, som sedvanligt i disse Tider, reserveret sig Besettelsen af Biskopsstolen ved hans Afgang, men desuagtet skreed Capitlet til Valg, enten virkelig uvidende, eller anstillende sig uvidende om Reservationsdecretet. Valget faldt paa den føromtalte Botulf Asbjørnssøn, egentlig Chorsbroder i Bergen og Prest til Peterskirken sammesteds, men tillige Indehaver af et Canonicat i Stavanger og saaledes Medlem af denne Kirkes Capitel. Botulf, ligeledes, som det heed, uvidende om Reservationsdecretet, modtog Valget, men fik dog siden nogen Tvivl, om der ikke muligens skulde være skeet “en Reservation, og fandt det raadeligst at begive sig til Curien for der at faa Sagen bragt i Rigtighed. Her casserede vel Paven Valget, men fandt dog for godt ved Provision at udnævne ham til Biskop (7de October 1355[19]). Derpaa blev Botulf indviet af den i den fransk-engelske Historie saa bekjendte Talleyrand, Cardinalbiskop af Albano og fik Tilladelsen til at drage hjem den 15de November[20]. De Beneficier, han før havde haft, blev saaledes „ledige ved Curien“ og hjemfaldne til Pavens egen Provision, men Botulf udvirkede endnu før sin Afreise Tilladelse til selv at besette dem, „da der, deels paa Grund af Beneficiernes egen Ubetydelighed, deels formedelst Mangelen paa Geistlige overhoved i Norge, og Landets store Afstand fra Curien, neppe var at formode, at nogen vilde drage derned for at søge om dem, hvorfor det var at befrygte, at de altfor længe vilde henstaa ubesatte[21]“. Samtidigt skaffede han og sin Frænde Agmund Olafssøn, Chorsbroder i Nidaroos og Prest ved Havudsegl (Hadsel) i Vesteraalen, samt kanonisk Retsstuderende et Canonicat med Præbende ved Hamars Kirke, allerede i Pave Clemens’s Tid ledigblevne ved Curien formedelst den forrige Indehaver Brynjulf Haraldssøns Død sammesteds, og indvirkede for en anden af sine Venner, Sigurd Vinaldssøn, Prest til St. Mariæ Kirke i Tolga, et Canonicat med Præbende ved Stavangers Kirke, uden at de saaledes begunstigede Personer derfor behøvede at give Slip paa de Beneficier, som de allerede havde[22]. Men de Begunstigelser, der var blevne Botulf til Deel, havde dog vist lidet at sige mod de tunge Gjeldsforpligtelser, hans nys opnaaede Verdighed paadrog ham. Der hvilede nu nemlig mindst et dobbelt Beløb af Servitspenge paa hans Biskopsstol. Sigfrid var naturligvis ved sin Udnævnelse dertil under sit Ophold i Curien bleven den sedvanlige Sum skyldig, saavel til Kammeret, som til Cardinaler og Officialer, men da han blev forflyttet til Oslo saa kort Tid efter, og førend endnu Summen var betalt, faldt kun en Deel deraf paa ham, og det øvrige skulde udredes af hans Efterfølger, der dog, som det synes, slap at udrede noget nyt Beløb for sin Part, da han ej var bleven indviet ved Curien og desuden beklædte Embedet i for kort Tid til at kunne afbetale noget af hiin Restance-Sum. Botulf derimod, som var indviet ved Curien, maatte nu ej alene overtage Restancerne efter Sigfrid, men ogsaa forpligte sig til at udrede de nye Summer, som hans egen Udnævnelse og Indvielse medførte. Disse Udredelser faldt ham, som man letteligt kan begribe, yderst vanskelige. Endnu i 1357 var han ikke kommen videre end til gjennem sin Fuldmegtig Jacob Lucæ af Prato, at betale Afdrag paa de Sigfridske Restancer, og den pavelige Kæmereer maatte bevilge ham Henstand med det øvrige „paa Grund af den Masse af Byrder, der hidtil havde gjort det og endnu gjorde det umuligt for ham at skaffe Pengene til Veje[23]“.

Om Biskop Gisbrikts Virksomhed i Løbet af denne Tid vides ikke stort, ligesaalidet som om Biskop Haavards, hvilken desuden kun var kortvarig, medens derimod Gisbrikt og Botulf forestod sine Biskopsstole i en lang Rekke af Aar[24]. Ogsaa hviler der et stort Mørke over, hvorledes det i denne Tid og lang Tid forud stod til med Færøernes Biskopsstol. Vi have seet, at Signar i Aaret 1343 var bleven afløst af Haavard, om hvilken forøvrigt intet andet vides, end at han døde i 1348. Efter Haavard nævnes i den gamle Biskopsfortegnelse, hvorom deri det foregaaende er talt, en vis Arne, og efter denne igjen en anden Arne, med Tilnavn Svæla[25], om hvilken man veed, at han i Aaret 1365 tilfeldigvis ved Storm blev fordreven til Island og opholdt sig der en Vinter[26]. Det er saaledes umuligt at vide, om det er den første eller den anden af begge disse Arner, der i Januar 1360 fik tre Andragender bevilgede af Paven, af hvilke det ene handlede om, at hans Forretningsfører Gerlach Speckin maatte bekræftes i Besiddelsen af et nyserhvervet Canonicat i Bützow i Mecklenburg, og det andet om Befordring for en svensk Prest under Uppsala Diøcese[27]. Imidlertid skulde man vel snarest slutte, at det var den yngre Arne, naar man seer hen til, at saadanne Ansøgninger fra Biskoper om Befordring for deres Venner oftest indgaves og bleve bevilgede paa den Tid, da de selv laa nede ved Curien for at faa sin Provision, saaat der altsaa idetmindste er Sandsynlighed for, at han netop nu var bleven udnævnt til Biskop. Han kaldes „Broder Arne“, hvilket viser, at han var Klostergeistlig. Hans Forbindelse med tydske og svenske Geistlige vækker Formodning om, at han har været en af de kongelige Klerker, der havde fulgt Kongen paa hans Reiser og derved var kommen i Berørelse med Klerker deels fra Sverige, deels fra Mecklenburg i Hertug Albrechts Tjeneste. Umuligt kunde det ikke være, at den førstnævnte af begge hine Arner ej var nogen anden end den grønlandske Biskop Arne, der i 1343 troedes død, men derpaa i 1349 paa sin gamle Alder kan være bleven forflyttet til Færøerne, ligesom i sin Tid den første Biskop i Garde, Arnald, forflyttedes til Hamar; thi vist er det, at han i 1349 enten maa være død eller forflyttet[28], og at man maa have været vidende herom i Norge, da Broder Jon Erikssøn, der i 1343 ved en Fejltagelse indviedes til hans Efterfølger, efter 1349 altid, endog i Pavebreve, kaldes „Biskop af Garde“ og i denne Egenskab, som vi have seet, deeltog i Provincialconciliet i Bergen 1351[29]. Men til Grønland begav Jon sig for det første ikke, og kom aldrig did. Han forblev indtil Videre i Norge, foretrækkende, som det synes, her at vente paa Lejlighed til at faa en bedre og bekvemmere Biskopsstol, fremfor at drage over et farefuldt Hav til det fjerne fattige Grønland.

De kirkelige Begivenheder paa Island hænge saa nøje sammen med de verdslige, at de bedst omhandles idet Følgende i Forening med disse.

Vi have her allerede ved Sigfrids Befordring til tvende norske Biskopsstole seet, at en svensk Mand ved Provision kunde erholde et geistligt Embede i Norge, og vi ville i det følgende see lignende Tilfælde hyppigt indtreffe, endog ved underordnede geistlige Embeder. Dette maa vel for en stor Deel tilskrives den Mangel paa geistlige Personer, der efter Pesten herskede i Norge; at Svenske fortrinsviis søgtes, kan vel og tildeels komme deraf, at Sproget lagde dem mindre end andre Nationers Geistlige Hindringer i Vejen. Men ved Siden af disse medvirkende Aarsager er det ogsaa umiskjendeligt, at Unionsforholdet mellem Sverige og Norge har bidraget meget til at knytte begge Landes Klerus nærmere sammen. Udgjorde allerede hele den katholske Geistlighed et eneste stort Samfund, hvori Nationalitetshensyn kun spillede en underordnet Rolle, da maatte disse have endnu mindre at betyde mellem norske og svenske Geistlige, der næsten talte det samme Modersmaal, og som nu i verdslig Henseende lød under een og samme Fyrste. Kongen selv gjorde neppe synderlig Forskjel; vi have ovenfor seet, hvorledes han i sine Ansøgninger til Paven, der nærmest angik Sverige, og som frembares af svenske Klerker, ogsaa optog Sager vedkommende Nordmænd[30], og for Paven og hans Omgivelser var det vel neppe nogensinde klart, hvorledes det indbyrdes Forhold var beskaffent mellem de Riger, der lød under Kong Magnus’s Scepter. Ved Curien var man vant til at slaa hele Norden sammen under den ene Fællesbenævnelse „den danske Tunge“ eller „den danske Provins“, og saaledes gjorde man sig vel der ikke den ringeste Betænkelighed, idetmindste ingen af Nationalitetshensyn, mod at ansætte hvilkensomhelst Klerk af den danske Tunge i hvilketsomhelst geistligt Embede inden Nordens tre Riger[31]. Men eet er, hvorledes Forholdene betragtedes af Kongen og Curien, der stode over dem, et andet, hvorledes de opfattedes af de mere underordnede. Og her er det merkeligt, at Forestillingen om Eenhed eller idetmindste om den inderligste Forening mellem begge Riger i aandeligt Henseende ogsaa synes at være bleven herskende blandt den norske Geistlighed selv[32], idet norske Biskoper – hvad vi allerede have seet Exempler paa – i Ansøgninger til Curien om Befordring for Venner og Afhængige ligesaavel nævne svenske Geistlige og svenske Beneficier, som norske. Saaledes f. Ex. see vi netop den nysnævnte Biskop Arne af Færø, hvilken dog Navnet noksom betegner som en Nordmand, i hiint ovenomtalte Andragende bede om, at Gregorius Peterssøn, Prest under Uppsala Diøcese, maa faa det ved den forrige Indehavers Befordring til Linkøpings Provsti ledigblevne Sognekald Løsta med Annexet Junaker. Paa samme Viis see vi Biskop Gyrd af Stavanger i Aaret 1354 søge en Befordring for den svenske Geistlige Jon Ludolfssøn, saaledes som det ovenfor er nævnt. Paa lignende Maade fik den svenske Geistlige Jon Rotgerssøn i 1353 Exspectance paa et Canonicat med Præbende ved Hamars Domkirke, skjønt han tidligere havde faaet Hattala Sognekald i Finland; og en anden, vistnok ogsaa svensk Klerk, Konrad Ingulfssøn, fik en lignende Exspectance ved Oslo’s Domkirke[33]. Vi ville i det følgende see, hvorledes Sigfrids Efterfølger paa Oslos Biskopsstol, selv en Nordmand, dog fik det Beneficium, han hidtil havde beklædt, besat med en Svensk og ligeledes skaffede en anden svensk Mand et Beneficium, skjønt allerede den Tid var indtruffen, hvor Norge og Sverige i politisk Henseende paa det nærmeste var adskilte fra hinanden. Men dette – man kunde sige geistlige – Fællesskab vedligeholdt sig fremdeles, ja tiltog endog snarere end aftog. Der kan ingen Tvivl være om, at netop dette geistlige Fællesskab har været en mægtig Drivfjeder til at befordre de unionelle Tendentser og forberede den større politisk-dynastiske Union, som ved Aarhundredets Slutning kom istand. Det synes rimeligt, at da Norge igjen kom lidt til Kræfter, og de Geistliges Antal igjen blev nogenlunde fuldstændiggjort efter Pestens Ødeleggelser, da ogsaa stundom norske Geistlige bleve ansatte i Sverige.

Efter nu nærmere at have iagttaget, hvorledes det gik med alle disse pavelige Reservationer og Provisioner, der i den Tidsperiode, som vi her have for os, kunne siges at være bleven til staaende Regel, bliver det ogsaa lettere at indsee, hvor store, idetmindste tilsyneladende, Fordele ej alene Pavestolen, men ogsaa Cardinalcollegiet, Pavens hele Hofholdning og formodentlig det hele Contorpersonale i Pavens Cancelli havde af dette System, som det derfor maatte ligge i alles Interesse at vedligeholde, saalænge det lod sig gjøre. For det Første havde den blotte Omstændighed, at saa mange Beneficier nu bortgaves ved Curien, den Følge, at desto flere Embeder bleve ledige sammesteds, altsaa hjemfaldt til den pavelige Disposition ifølge de Reservationsdecreter, som hver Pave nu, den ene efter den anden, ved sin Tiltrædelse i Reglen udstedte. Tidligere kunde dette ikke godt indtreffe, uden naar de udvalgte Erkebiskoper vare nede ved Curien for at modtage Bekræftelse paa sit Valg, og ved deres Indvielse alle de Beneficier bleve ledige ved Curien, som de hidtil havde haft, medens de Beneficier, der paa lignende Maade tilhørte de til Lydbiskoper udvalgte Prælater, der sedvanligviis indviedes hjemme, ogsaa kun bleve ledige „udenfor Curien“ og derved unddroges den pavelige Disposition. Men Provisions-Systemet medførte, at nu ogsaa Aspiranterne til Biskops-Embederne maatte drage til Avignon, hvis de vilde gjøre sig noget Haab om at opnaa den attraaede Verdighed: de modtog saaledes sin Udnævnelse og Indvielse der, og følgelig bleve alle deres hidtil hafte Beneficier først der vacante. Der opstod saaledes allerede her en Masse større og mindre Beneficier, som alene kunde besettes af Paven, og da det nu, især i hine Tider, hvor alle Efterretninger gik saa langsomt, deels var vanskeligt fjernt fra Avignon at vide, hvilke Embeder der paa denne Maade vare forbeholdte Pavens egen Disposition, deels ogsaa var at vente, at enhver, der allerede befandt sig ved Curien, vilde have større Udsigt til Befordring, end den, som sad hjemme, fulgte heraf, at ogsaa underordnede Geistlige i Masseviis maatte flokke ned til Avignon for ved enhver gunstig Lejlighed at være ved Haanden. Men heraf fulgte igjen, at ogsaa enhver af disse, der ved pavelig Provision ombyttede et eller flere mindre Beneficier med et større, atter efterlod hine som „ledige ved Curien“ til pavelig Forføjning. Thi skjønt det ofte var Tilfældet, at begunstigede Klerker fik besidde flere Beneficier paa een Gang, indtraf det dog stundom, at hans nye og det forrige Beneficium vare altfor uforenlige med hinanden, og det blev da udtrykkeligt paalagt Candidaten, at han, naar han var kommen i virkelig Besiddelse af det nye, skulde opgive det gamle, hvilket imidlertid ligefuldt betragtedes, som om det var blevet vacant fra den Dag, Provisionsbrevet var udferdiget. Det laa forøvrigt i Sagens Natur, at jo flere Beneficier der saaledes bleve ledige ved Curien, desto mindre Rede havde man saavel ved denne selv, som hjemme i Landene paa, hvilke der kunde bortgives og hvilke ikke, og derfor betegnede det fleste Ansøgninger om og Provisionsbreve til mindre geistlige Embeder ikke engang noget bestemt Beneficium, men „det første ledigblivende“, saaledes som det ovenfor (S. 346–347) er viist. Og om et saadant endog ikke egentlig kunde siges at være blevet ledigt ved Curien, gjorde dette alligevel intet til Sagen, thi her forudsattes Paven at benytte sig af sin specielle Reservationsret, og han kunde derfor i Massevis give Exspectancer paa „det først ledigblevne Beneficium af den eller den Indtægt, der ellers skulde bortgives af N. N. Biskop“. Men denne store Sammenstimlen af al Verdens Geistlige til Avignon, som herved foranledigedes, kunde for det.–første nu ikke andet end bidrage til denne Stads Opkomst og Flor; thi var end, som vi nys have seet, mange af dem meget fattige og henslæbede dernede en kummerlig Tid under lang Solliciteren, saa indfandt der sig dog ogsaa en Mængde rige Prælater, der gave mange Penge ud og saaledes indirecte berigede det pavelige Skatkammer. Dog end mere vandt dette ved de Pengesummer, som Provisionssystemet umiddelbart afkastede. Der var nu for det første alle Expeditionsgebyrerne for de utallige Provisionsbreve, der hvert havde sin Taxt, efter Embedets Anseelse og Indtægternes Størrelse. Men fremfor alt afgav Biskopernes Servitspenge en riig Indtægtskilde. I den forrige Tid, da alt gik i sin Orden, og Lydbiskoperne ordineredes hjemme, kunde der ikke være Tale om Servitspenge for andre end Erkebiskoperne. Nu derimod maatte enhver Biskop, som indviedes ved Curien, ligeledes betale dem, saaledes som vi allerede have seet, .deels til det pavelige Kammer, deels til Cardinalcollegiet, deels til „Familiarer og Officialer“. Naar nu, som det fremgaar af Qvitteringsbøgerne, disse Servitspenge til det pavelige Kammer for enhver Biskop udgjorde gjennemsnitligt 250 Guldgylden, og man dog allermindst for hvert Aar kan regne halvhundrede Biskopsprovisioner, bliver denne Indtægtspost alene 17500 Guldgylden eller noget over 1850 Pund Sterling, der svarer til det Tidobbelte i vore Dage[34]. Og ligesaa meget fik Cardinalerne. Det var saaledes ikke at forundre sig over, at Pave, Cardinaler og det hele Hof- og Cancellie-Personale gjorde alt hvad de kunde for at overholde dette System uden at kunne eller ville see dets fordærvelige Følger.

En af disse synes dog at maatte have fremtraadt saa iøjnefaldende, at man formeligt maa have lukket Øjnene derfor, uagtet det netop var en af de Misligheder, som man ved Provisionssystemet foregav at ville afhjelpe. Det var den lange Tid, hvori mangt et Beneficium kom til at henstaa ledigt, uagtet det idetmindste ved Biskopsprovisionerne var en staaende Talemaade, „at Hans Hellighed var betænkt paa en snar Besættelse af den ledige Biskopsstol, for at den ikke skulde udsættes for de * Ulemper, der flød af en altfor lang Vacance“[35]. Vi have allerede seet Exempler herpaa i flere af de Beneficier, som bleve ledige, da Hr. Paal Baardssøn ophøjedes paa Erkestolen. Han havde haft Beneficier, som det lader, i saagodtsom alle norske Diøceser, idetmindste i dem, hvor der fandtes Canonicater og Præbender. Disse Beneficier bleve saaledes ledige den 15de December 1333[36]. Et af dem var et Canonicat med Præbende ved den orkneyske Kirke. Dette blev ikke besat førend den 21de Juli 1343, da Pave Clemens overdrog det til Chorsbroderen i Oslo Thore Guthormssøn, saaledes at denne ved Siden deraf beholdt sit osloiske Canonicat[37]. Der siges udtrykkeligt i Provisionsbrevet, at hine Beneficier havde staaet ledige lige siden Paals Indvielse. Det er allerede tidligere nævnt, at Paal Baardssøn i Aaret 1322 havde faaet St. Nikolai Capell i Undradal i Sogn. Dette, der ligeledes blev ledigt ved hans Befordring, og som beregnedes efter Tiendetaxten til en aarlig Indtægt af 10 Mk. Sølv, blev ikke besat af Paven førend den 24de Octbr. 1348, da det overdroges den bergenske Chorsbroder Orm Agmundssøn, skjønt det rigtignok ved denne Lejlighed heed, „at der i Mellemtiden ved den ordinære Autoritet havde været indtrængt andre i Embedet, den ene efter den anden“, hvilket naturligviis vil sige, at Biskoperne havde benyttet sin lovlige Ret til at besætte det. Her havde altsaa i Virkeligheden Vacancen ikke været saa lang, og Skaden følgelig ikke saa stor, men besynderligt er det at see Begreberne saaledes forrykkede, at den, der paa ordentlig Viis var beskikket til et Kald, der ellers vilde have henstaaet ledigt, kaldes „indtrængt“, medens derimod den, der virkelig var indtrængt og maaskee nu kom for at fortrænge den rette Incumbent, betragtes som den lovlige Ihændehaver. Den samme Forføjning skete samme Dag, og med Tillæg af samme Bemerkning om Indtrængelse af andre Candidater ved den ordinære Autoritet, med det Canonicat ved Bergens Christkirke, som Paal Baardssøn havde haft. Det blev med tilhørende Præbende overdraget til Botulf Asbjørnssøn, den samme, der siden blev Biskop i Bergen[38]. Det følgende Aar fik den forhen omtalte Arne Ketilssøn, Chorsbroder i Oslo, en Præbende ved Hamars Domkirke, som Paal Baardssøn havde haft, og som ved dennes Ophøielse paa Erkestolen var blevet ledig, uden at der tales om nogen midlertidig „Indtrængelse“[39] af andre, medens det dog ej er afgjort, at en saadan ej havde fundet Sted. Dette være nu, som det vil – i ethvert Tilfælde maatte Provisionssyftemet gjøre Skade; thi enten forvoldte det, at Embederne i altfor lang Tid stode ledige, eller og opstod der Forvirring og mangehaande Ubehageligheder, naar – hvad vi nu allerede ofte have seet Exempler paa-en ved Curien udnævnt Candidat fremlagde sit Provisionsbrev og ved et paveligt Magtsprog fortrængte en Mand, der maaskee i en lang Aarrække havde været i uforstyrret og velfortjent Besiddelse af Embedet[40].

  1. ↑ Dette maa man slutte deraf, at Erkebiskop Olaf i sit Synodalstatut af 1352, hvor han bekræfter Erkebiskop Arnes Generalstatut (Gl. n. L. III. 303.) udtrykkeligt kalder det „Statutum Arnonis archiepiscopi“, og denne Benævnelse bruges ikke uden om Statuter, vedtagne paa et Concilium. Tiden, da dette Concil holdtes, kan neppe have været nogen anden end Sommeren 1349, da Erkebiskop Arne, som vi have seet, var sydpaa i Landet, og den Gjetning ligger derfor nær, at det har været holdt samtidigt med hiint „Parliamentum“ paa Margretedag (20de Juli), hvorom det danske Chronicon (s. o. S. 493) beretter.
  2. ↑ Norges gl. L. III. S. 295–301. Jfr. Keyser, Norges Khist. II. S. 307 fgg. Det kan umuligt være dette Hyrdebrev, som paa det nysanførte Sted forstaaes ved „Erkebiskop Arnes Statut“, thi deels er det ej affattet i Statutform, deels gjelder det, som Intimationen udtrykkeligt angiver, kun Arnes eget Biskopsdømme.
  3. ↑ Ved dette Testament (Dipl. N. V. 212) betingede han sig først Gravsted i Christkirken ved sin Frænde Erkebiskop Gimsø Fødder, og gav derfor hele Gaarden By paa Byneset med fuld Besetning. Der er neppe en eneste Kirke eller geistlig Stiftelse i Nidaroos, som han ej har betænkt, deels med Jordegods, deels med Penge og Klenodier, og han yttrer nedenfor i Testamentet, at hans Arvinger skulde have alle hans Ejendomme i Ytterøen og Skeynafylke, thi dem havde han arvet, hvorimod han for fine kirkelige Indtægter havde kjøbt de bort-testamenterede, hvilke for det meste laa i Gauldøla- og Orkdølafylke. Endvidere betænkte han fattige Paarørende. Der gives tillige en af Pave Clemens under 3die Septbr. 1349 bevilget Supplication for ham, der saaledes maa være indgiven under hans Sommerophold i det sydlige Norge nys forud, hvori han anholder for den osloske Chorsbroder Gyrd Atlessøn, den samme, der siden blev Biskop i Oslo og Stavanger, om et Canonicat ved Hamars Kirke. Arne kalder Gyrd her sin familiaris, hvilket i de Tiders Sprog betegner „hørende til“ Betjeningen, til Huuspersonalet“. Han var maaskee hans Capellan.
  4. ↑ Jfr. ovf. S.500. Arnes Dødsdag, 17de Ocbr., kan udfindes ved at sammenholde hiin Angivelse om Tiden, hvori han beklædte sit Embede, hentet fra Scr. R. D. 616, med den her ovenfor (S. 471) meddelte Datum af det Brev, hvori Paven omtaler hans Indvielse og giver ham Tilladelse til at drage hjem. Dette Brev er nemlig dateret 16de September 1346 og maa være udstedt paa selve Indvielsesdagen, da det netop er 3 Aar, 1 Maaned og i Dag forud for hiin 17de October, paa hvilken Arne endnu var, eller af sine Nærmeste troedes at være i Live. Var nu Indvielsen tidligere, da maatte han og have været død før 17de October, hvilket han ifølge Arnfinns Testament ikke var; og var han derimod død efter 17de October, kunde han igjen ikke have været indviet saa tidligt som 16de Septbr., hvad han dog ifølge Pavens Brev var. Saaledes har formodentlig denne samme 17de October været en af de mest ødelæggende Pestdage i Nidaroos, da Erkebiskop Arne og Chorsbroderen Arnfinn laa dødssyge paa een Gang, maaskee faa Skridt fra hinanden, og den ene maaskee allerede var død, uden at den anden vidste noget derom.
  5. ↑ Om flere af de her nævnte Mænd faar man af pavelige Provisionsbreve og Supplicationsroller lidt nærmere Oplysninger. Samtidigt med hiin Ansøgning fra Erkebiskop Arne, hvorpaa der kom pavelig Resolution den 3dje Septbr. 1349, fik ogsaa Arne Ketilssøn og Arne Thorsteinssøn Ansøgninger bevilgede. Den første, som da allerede var Chorsbroder i Oslo, fik et Canonicat og en Præbende under Hamar Kirke, hvilke i sin Tid havde været et af Erkebiskop Paals mange Beneficier i hans Cantslertid, og som ved hans Befordring til Erkebiskop bleve ledige ved selve Curien. Altsaa havde da disse Beneficier staaet ubesatte lige siden Paals Ophøielse paa Erkestolen, og hvo havde imidlertid nydt Indtægterne? Arne Thorsteinssøn, dengang endnu kun „Klerk under Oslos Diøcese“, fik Hofs Kirke paa Thotn, der var bleven ledig ved Curien formedelst den forrige Incumbent Brynjulfs Død i Avignon. (Reg. Suppl. Clem. VI. ann. 8. p. 2. fol. 151). Canonicatet i Oslo maa han have faaet under Pesten, ligesaa et i Hamar; siden søgte Gyrd for ham om, at han, skjønt han allerede havde disse Canonicater, der indbragte 34 Gylden, ogsaa maatte faa et i Bergen, hvilket bevilgedes ved Res. af 23de Jan. 1354 (Reg. Suppl. Innoc. III. ann. 2. fol. 14, Reg. Innoc, VI. cod. chart. T. 6 fol. 306). Botulf Asbjørnssøn var allerede i 1348 Chorsbroder i Stavanger og fik da, efter Ansøgning, ved Res. af 24de Octbr. 1348 ogsaa et Canonicat med Præbende i Bergen, der ligeledes havde staaet til Pavens Disposition siden Erkebiskop Paals Befordring (Reg. Suppl. Clement. VI. ann. 7. p. 1 fol. 299). Han var ogsaa Prest til St. Peters Kirke i Bergen. Baard Bjørnssøn nævnes i et Brev af 1354, hvilket vi strax nedenfor komme til at omtale, som Chorsbroder baade i Nidaroos og Hamar samt Provst i Thelemarken.
  6. ↑ Dipl. N. I. 342.
  7. ↑ Norges gl. L. III. 301–306. Udførligere Meddelelse af Bestemmelsernes Indhold findes i Keysers: „den norske Kirkes Historie“ II. 344–358.
  8. ↑ Dipl. N. IV. 357.
  9. ↑ Gyrd nævnes i Egenskab af Biskop i-Oslo som overbærende en Gave af Jordegods, der skete i Bergen den 21de Sept.; (Dipl. N. II. 313). Haavard af Hamar udstedte i Bergen den 3die Sept. 1352 sit Brev om, hvormeget han havde betalt de pavelige Collectorer i Pavetiende og Rumaskat (Dipl. N. I. 332). Erkebiskop Olaf kundgjorde ligeledes fra Bergen den 19de Septbr., hvormeget han havde betalt (Dipl. N. I. 334). Dette var maaskee allerede efterat Conciliet var sluttet, thi af den Omstændighed, at ikke Gisbrikt, men Domcapitlet i Bergen, Dagen forud gav sit Brev om de samme Udbetalinger, maa man slutte, at Biskopen selv ej længer var i Byen. Formodentlig er det da holdt nærmere den 3die September. Gisbrikt var i Bergen den 30te Juni (Dipl. N. I. 331).
  10. ↑ See nysnævnte Brev, hvor Biskop Gyrd nævnes.
  11. ↑ Reg. Clement. VI. commun. ann. 10 lib. 4. p. 104. ep. 776.
  12. ↑ Sammesteds lib. 4. p. 2. fol. 166 og lib. 3. de abs. in art. mort. ep. 120–124. Dateringerne af alle disse Confesfionaler, thi der er eet for hver, ere fra 22de Juni til 27de Juli. De fleste ere fra 14de Juli, det for Olaf selv af 10de Juli. Af de her nævnte Personer er Chorsbroderen Lodin Thoressøn i Nidaroos upaatvivleligt den samme Lodin, der havde overlevet Pesten og ene valgt Olaf til Erkebiskop.
  13. ↑ Reg. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 148. ep. 855, 856.
  14. ↑ Dipl. N. II. 326.
  15. ↑ Det er allerede ovenfor (III. S. 40) omtalt, at Kastelle-Klostret var kommet til at ligge under Nidaroos Erkestol.
  16. ↑ See Lange: „de norske Klostres Historie“, S. 482. Mere herom nedenfor.
  17. ↑ Han var netop tilsammen med Biskop Sigfrid og nogle andre osloske Chorsbrødre tilstede ved den føromtalte Regnskabsaflæggelse for Pavetienden m. m. den 18de Juli 1353, see S. 545.
  18. ↑ Regest. Innoc. VI. commun. an. II. de abs. in artic. mortis, 114–122.
  19. ↑ Alt dette berettes i det pavelige Provisionsbrev af denne Dag, Reg. Innoc. VI. commun. an. 3. lib. 1. p. 1.
  20. ↑ Reg. Innoc. VI. cod. chart. T. 10. fol. 489 vs. Man kan i Reglen altid antage, hvad der ogsaa tydeligt bekræftes af hvad der ovenfor er anført om Erkebiskop Arne, at disse Hjemreise-Tilladelser ere daterede samme Dag som Indvielsen.
  21. ↑ Pav. Bulle af fl. Dec. 1355, Reg. Innoc. VI. commun. an. 3. lib. 2. p. 2. f. 263. cap. 319.
  22. ↑ Innoc. VI. Reg. Suppl. an. 3. p. 3. fol. 274. Botulf udvirkede ved samme Lejlighed en Befordring for en Prest fra Øsels Diøcese.
  23. ↑ Qvittering dat. 20de Apr. 1357 fra Kæmereren, Erkebiskop Stephan af Toulouse, i „Liber quitanciarum“ Innoc. VI. fol. 431 vs.
  24. ↑ Nemlig til 1370–1380.
  25. ↑ See Biskopsrekken i Langes „Norsk Tidsskrift“ V. S. 44.
  26. ↑ Isl. Annaler ved 1365, Udg. S. 314.
  27. ↑ Reg. Suppl. Innoc. VI. ann. 8. fol. 2. Resolutionen er dateret den 21de Januar 1360. Arne kalder sig her frater Arno Episcopus Ferensis in Norvegia, og tillige Pavens „devota creatura“; af Tillægget „frater“ fremgaar, at han var Klostergeistlig, af „devota creatura“, at han var udnævnt ved Provision.
  28. ↑ Dette sees deraf, at de isl. Annaler ved 1368 (Udg. S. 318) udtrykkeligt sige, at Grønland da havde været biskopsløst i nitten Aar.
  29. ↑ See ovenfor S. 549. Det er ligeledes S. 553 omtalt, hvorledes Jon, Biskop af Garde, i 1351 fik paveligt Confessionale.
  30. ↑ See ovenfor S. 466, ang. Ansøgningen om Slægtskabsdispensation for Eiliv Eilivssøn og Gyrid Erlingsdatter.
  31. ↑ Dette maatte og for en stor Deel bestyrkes ved det efter den svenske Prælat Nikolas Sigfastsøns Forslag indstiftede Pønitentiar-Embede for hele den danske Tunge, s. o. S. 331.
  32. ↑ Fra 1347 forefindes der en af 2den April af Paven bifaldt Ansøgning fra „endeel fattige Prester og Klerker af Riget Sverige“, der ingen Beneficier havde faaet, og som var kommen ned til Avignon for at søge, men havde at kæmpe med den yderste Mangel og Elendighed. Blandt disse nævnes ni svenske, men ogsaa en norsk, Andres Steinarssøn, Klerk fra Oslos Diøcese og juridisk Studerende. Ligesaa nævnes en svensk, Sigfrid Olafssøn, Klerk, af Uppsala Diøcese, der søgte om et Beneficium under Hamars Biskop (Clement. VII. Regest. Suppl. an. 5. p. 1. fol. 95.)
  33. ↑ Bulle af 28de Juni 1352, i Regest. Clement. VI. commun. ann. 11. lib. 2. de prebendis vacaturis, ep. 21. 22. Til Conservatorer for Jon Rotgerssøn udnævntes Biskopen af Carpentras, Biskopen i Oslo og Abbeden i Hovedø, til Conservatorer for Konrad Biskopen af Carpentras, Abbeden af Hovedø og Decanen i Dorpat (Johannes Guilaberti).
  34. ↑ Ogsaa de ved Provision udnævnte Klosterforstandere maatte betale Servitspenge. Endnu findes i det pavel. Archiv Abbed Hallvards, Erkebiskop Olafs Eftermands, Originalobligation for 15 Mk. br. Selv eller 75 Gylden, dat. i 1353.
  35. ↑ See f. Ex. Provisionsbrevet for Erkebiskop Olaf i Dipl. N. I. 322.
  36. ↑ Denne Dag blev nemlig Paal indviet, see ovenfor, S. 147.
  37. ↑ Reg. Clement. VI. commun. ann. 2. lib. 5. literæ gratiarum de canonicatibus et præbendis vacantibus, ep. 11.
  38. ↑ Clement. VI. Reg. Suppl. ann. 7. p. 1. fol. 299.
  39. ↑ Clement. VI. Reg. Suppl. ann. 8. p. 2. fol. 151.
  40. ↑ Til større Sikkerhed for den, der fik Provisionsbrev, plejede der sedvanligviis at indrykkes i dette, „at hvilkensomhelst anden Ihændehaver strax skulde vige ham Pladsen“. Dette gik dog ikke altid saa let fra Haanden, og et af de bedste Exempler derpaa afgiver netop den ofte omtalte pavelige Nuncius Johan Guilaberti’s Udnævnelse til Decanus i Dorpat. Biskopen og Capitlet i Dorpat vilde aldeles ikke erkjende Udnævnelsen, og Decanatet blev ad lovlig Vej besat med tre Candidater efter hinanden, uden at Johan Guilaberti fik en eneste Skilling af Indtægterne; og denne maatte begynde en vidtløftig Proces derom, paa hvilken han ikke oplevede at see Enden. Der findes endnu i det vaticanske Archiv et løst Ark med Overskrift „In causa Tarbatensi“, indeholdende Copi af en af Biskopen og Capitlet i Dorpat i August 1360 notarialiter fremsat Appell mod de Executorers Fremgangsmaade, som i sin Tid, da Provisionen skete, vare paa sedvanlig Viis blevne beskikkede for Johannes. Denne døde Aaret efter, og Erkebiskop Bromold i Riga ansøgte da om, at hans Frænde, Nikolaus af Tisenhusen, Indehaver af Decanatet, med hvem Johan i flere Aar havde procederet, nu maatte faa pavelig Provision, hvilket ogsaa bevilgedes. Innoc. VI. Regest. Suppl. an. 9. p. 2. fol. 247.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/50&oldid=80340»