Åpne hovedmenyen

Naar man undtager disſe Tiende-Indkrævninger, er det kun ubetydeligt, hvad der i de ældre Skrifter berettes om Tildragelſerne vedkommende den norſke Kirke. Formodentlig var der lidet eller intet at berette; Peſtens Ødelæggelſer maatte vel ogſaa her lamme alt kraftigere Liv, al Foretagelſes-Aand for en længere Rekke af Aar. Saavidt man kan ſkjønne, vilde Erkebiſkop Arne have afgivet en kraftig og virkſom Kirke-Styrer, om et længere Liv havde været ham forundt. Vi have ſeet, hvorledes han i den korte Tid, han foreſtod Kirken, var meget paa Ferde: viſtnok foranledigedes dette for en ſtor Deel af hans Collector-Hverv, men vi ere ogſaa berettigede til at antage, at han paa disſe Reiſer røktede vigtigere Hverv, iſær da vi ej alene erfare, at han under ſin korte Embedstid holdt et Provincialconcilium[1], paa hvilket ſaagodtſom alle hans Formands Statuter bleve ſamlede i eet Generalſtatut, med Tilſideſettelſe af det Overflødige, men da vi ogſaa endnu beſidde fra hans Haand et udførligt Hyrdebrev til „alle Guds Venner i hans eget Biſkopsdømme“, indeholdende gode, kjærlige og letfattelige Formaninger og Belærelſer, vedkommende Sacramenter, Gudstjeneſte og Kirkeſkikke, o. ſ. v., af det ſamme Slags, ſom det, hans Forgænger Erkebiſkop Paal havde udgivet for den hele Kirkeprovins[2]. Hans Teſtament, hvorved han rigeligt betænkte geiſtlige Stiftelſer, viſer os ham forreſten ſom en bemidlet Mand og betydelig Godsejer[3]. Hans hele Embedstid fra hans Indvielſe af at regne angives til 3 Aar, 1 Maaned og 1 Dag, og følgelig maa han være død den 17de October, ſamme Dag, da den forhen nævnte Chorsbroder Arnfinn Petersſøn, allerede angreben af Peſten, gjorde ſit Teſtament og heri endog betænkte ham ſelv med et Legat, uden at vide, at han da muligens allerede var død[4]. Om hans Efterfølger Olaf er man maaſkee berettiget til at antage, at han, ſom forhen Kloſtergeiſtlig, vare en Mand af ſtrengere Seder og alvorligere Stræben end de Seculargeiſtlige, og ſom derfor maaſkee var godt ſkikket til at reorganiſere Kirken efter den Forvirring, ſom Peſten havde frembragt. Han holdt ogſaa ſamme Aar, ſom han kom tilbage fra Curien, et Provincialconcilium i Nidaroos, hvorved flere Beſtemmelſer i det Øjemed blev vedtagne. De i Mødet deeltagende Biſkoper var Gisbrikt af Bergen, Haavard af Hamar og den grønlandſke Biſkop Jon Skatte. Biſkop Salomon af Oslo, der vel var for gammel til ſelv at reiſe til Throndhjem, ſendte ſom Fuldmegtig ſin Chorsbroder, Arne Ketilsſøn. Desforuden fremmødte ſom de fire Domcapitlers Befuldmegtigede Baard Eindridesſøn og Thorfinn Eriksſøn af Nidaroos, Arne Thorſteinsſøn af Oslo, Oddgeir Thorſteinsſøn og Botulf Asbjørnsſøn af Bergen, Peter Eindridesſøn og Thore Thorkelsſøn af Stavanger, ſamt Baard Bjørnsſøn af Hamar[5]. De merkeligſte Beſtemmelſer paa dette Møde var deels de, der tilholdt Geiſtligheden at føre et verdigere og anſtændigere Liv end hidindtil, deels de, der ſøgte at rette paa de Misligheder, ſom den ved Peſten bevirkede Mangel paa Preſter medførte. Der klages allerede i førſte Artikel af de vedtagne Statuter over „den forbryderſke Sedvane, at den norſke Provins’s Preſter og andre Klerker, med Forglemmelſe af ſin Eed og ſit ſande Vel, ej alene antage Følgekoner (focariæ) og holde dem i ſine Huſe, men hvad der endnu var verre, forene ſig med dem paa Lægfolks Viis ved Overeenskomſter, Gaver og Troſkabsløfter i Overvær af Kvindernes Frænder“. Tidligere Erkebiſkopers Advarſler og Forbud mod dette Uvæſen havde viiſt ſig uvirkſomme, derfor beſtemtes nu, „forat bekæmpe denne indgroede Uſkik med nye Midler“, at enhver Preſt eller Klerk, der havde modtaget kirkelig Vielſe, og iſær naar han havde et kirkeligt Beneficium, ſkulde, hvis han uagtet at være paamindet af ſin Biſkop alligevel holdt Frille, ſtraffes med Pengebod ifølge Eilivs Statut, og hvis han da ikke forbedrede ſig, med Suspenſion, Excommunication og Afſettelſe. Og de, der forbandt ſig med ſine Friller ved ſlige i Overeenskomſter eller Gaver, ſkulde bøde Halvdelen af ſine aarlige Indtægter, ja endog ſtraffes end haardere, hvis Biſkopen ſaa ſyntes. Endvidere beſtemtes i Art. 8, at ingen Preſt eller Klerk inden de hellige i Grader, der havde levet i Frilleliv, maatte begraves inden Kirkernes — Mure uden Biſkopens Dispenſation. Man ſeer heraf tydeligt nok, og l vil fremdeles ſee, at Coelibatsbeſtemmelſen endnu ikke paa langt nær havde kunnet gjennemføres i Norge, og at de Geiſtlige der, ſiden de ikke kunde indgaa et kanoniſk Egteſkab, fremdeles indgik de i eldre Tider ene brugelige og af den verdslige Lovgivning ſelv anerkjendte borgerlige Egteſkaber, uden at dette i mindſte Maade ſynes at have ſkadet deres Anſeelſe blandt deres Omgivelſer. Der findes endog endnu juſt fra denne Tid et Brev, der giver Oplysning om, hvor koldblodigt ſaadanne Forbindelſer anerkjendtes og de deraf opſtaaende Forhold ordnedes, endog af vedkommende Geiſtliges nærmeſte Foreſatte, der ſelv havde været med at vedtage hine ſtrenge Beſtemmelſer mod dette ſaakaldte Uvæſen. Brevet er nemlig udſtedt den 24de November 1354 paa Siljegjord af den føromtalte Baard Bjørnsſøn, Chorsbroder i Nidaroos og Hamar, i hans Egenſkab af Provſt over Thelemarken, ſamt af Thore Thjøſtulfsſøn, Preſt i Siljegjord, og de bevidne her, at Sira Guthorm Thorlaugsſøn, Preſt paa Eidsborg, vedgik for dem, at Gunnhild Atlesdatter, da hun kom til ham, ejede 12 bugilde Merker foruden opredt Seng og Gangklæder, ſamt at han gav hende 8 Mk. forngilde[6]. Muligt, at dette Document blev oprettet, fordi Sira Guthorm nu ifølge Concilbeſtemmelſen ſkulde ſende Gunnhild fra ſig, men der gjøres dog ingen Ophevelſer over dette Forhold ſelv. — En Hentydning til Peſtens Ødeleggelſer indeholder Statuternes 5te Artikel, der beſtemmer, „at da i disſe Tider desverre Mangelen paa geiſtlige Perſoner medfører, at der til Sjæleſørgere ofte tages enfoldige og uvidende Perſoner, ſaa paalegges det de overordnede Preſter at underviſe disſe yngre i deres Embedsforretninger og iſær om Mesſens Regler, om Daaben, om den ſidſte Salvelſe, om Begravelſesforretninger, m. m., ſamt ofte at examinere dem heri“. Der blev tillige vedtaget Beſtemmelſer ſigtende til at hindre Lægmænds Indgreb i Kirkens Rettigheder; ſaaledes beſtemtes det i Art. 2, at afdøde Beneficiariers Gods, naar det ej var adſkilt fra Kirkens, ſkulde nøje bevares af Biſkopen og hans Fuldmegtige, indtil en retferdig Deling mellem Kirken og den Afdødes Arvinger kunde finde Sted, ſamt at de Lægmænd, der ved verdslig Domſtols Mellemkomſt vilde tilegne ſig denne Bevaring, ſkulde, hvis de ej inden en Maaned efter Biſkopens Anmodning ophørte dermed, underkaſtes Forbud mod at komme ind i nogen Kirke, og hvis de endda ikke adløde, være forfaldne i Excommunicationsſtraf. Art. 10 beſtemte, at enhver Klerk, der ſøgte Beſkyttelſe af Kongen eller anden verdslig Magt forat undgaa Straf af ſine geiſtlige Dommere, ſkulde være excommuniceret af ſelve Verket; Art. 10, at enhver Klerk, der førte Sag mod ſin Kathedralkirkes Ret og Frihed, eller conſpirerede imod dem, ſkulde være Excommunicationsſtraf hjemfalden. Endelig beſtemte Art. 15, at hvis nogen Lægmand med ſit Vidende tvertimod den fordum mellem Kongedømmet og Kirken indgangne, og fra begge Sider beſvorne Compoſition (altſaa den tunsbergſke af 1277), tiltog ſig Behandling og Afgjørelſe af Sager, der hørte under geiſtlig Domſtol, eller drog en Klerk mod hans Vilje for en verdslig Ret, eller dømte angaaende Klerkers og Kirkens Ejendom uden vedkommende Gejſtliges Opfordring eller mod deres Forbud, ſkulde han af ſelve Verket falde under Excommunicationsſtraf. Heraf kan man ſee, at Erkeſtolen i Nidaroos trods de tidligere Forhandlinger fremdeles betragtede Compoſitionen af 1270 ſom gjeldende og ventede kun paa Lejlighed til at gjennemføre dens Beſtemmelſer, hvilke ogſaa ſaavidt man kan ſee, efterhaanden bleve de raadende, da det jo heller ikke kan negtes, at de ſtemmede ganſke med, hvad der nu var vedtaget over hele den romerſk-katholſke Verden. Artiklens 16—21, 28, 29, indeholder ligeledes nærmere, fordetmeſte allerede forhen faſtſatte, Beſtemmelſer om Excommunicationsſtraf for andre Indgreb af Verdslige i Geiſtlighedens Rettigheder, eller Forgribelſer paa Kirkens Immunitet. Endelig bekræftedes, ſom allerede ovenfor nævnt, i Art. 6 Erkebiſkop Arnes Generalſtatut. Alle disſe Beſtemmelſer udfærdigedes den 23de Auguſt 1351 og beſegledes af de ovenfor nævnte Perſoner[7].

I det paafølgende Aar 1352 holdt Erkebiſkop Olaf atter et Provincial-Concilium, hvortil han udfærdigede Tilſigelſesbrevene i Juni Maaned, da han var paa Viſitatsreiſe oppe i de nordlige Dele af Haalogaland. Man har endnu Tilſigelſesbrevet til Biſkop Sigfrid i Stavanger, dateret Kapelvaag (i Vaagen) den 1ſte Juni. Han yttrer her — formodentlig efter en ſtaaende Formel i ſaadanne Breve — at Metropolitanerne ifølge de hellige Fedres Decreter vare forpligtede til hvert Aar, uden nogen Undſkyldning, at holde Provincial-Conciliet for at raadſlaa om, hvad der kunde tjene til at rette paa de Undergivnes Feil og forbedre deres Seder. Og derfor havde han beſluttet at holde Concilium i Bergen, hvor Biſkop Sigfrid ſkulde ſee til perſonligen at indfinde ſig og derhos tilholde ſit Capitel at afgive Møde ved Fuldmegtige, ſaafremt de vilde undgaa den Straf, der var faſtſat for dem, der udeblev efter Indkaldelſe til Provincial-Concilium[8]. Ligelydende Skrivelſer maa ſamtidigt være afgangne til de andre Biſkoper. Sigfrid var ſandſynligviis paa denne Tid, da Conciliet ſkulde holdes, allerede under Vejs til Avignon for at tilvende ſig Oslos Biſkopsſtol, thi man finder ingen Tegn til, at han har været tilſtede i Bergen, og naar han, ſom vi have ſeet, allerede fik ſit Ønſke opfyldt den 14de October, maa han vel og have tiltraadt Reiſen til Curien før Midten af Auguſt. Derimod var Gyrd, ſom han pønſede paa at fortrænge, tilſtede ved Conciliet i ſin kortvarige Egenſkab af Biſkop i Oslo, ligeſaa Biſkop Haavard af Hamar; om Gisbrikt, der hørte hjemme i Bergen, kan der ej være nogen Tvivl[9]. Af tilſtedeværende Chorsbrødre fra forſkjellige Capitler nævnes den føromtalte Arne Ketilsſøn fra Oslo, der ogſaa Aaret forud mødte paa Biſkop Salomons Vegne[10]. Forreſten er intet opbevaret af hvad der beſluttedes paa dette Concilium, ſom ſynes at være blevet holdt en fjorten Dage ſildigere end den af Erkebiſkopen tilſtevnte Dag. Man ſeer kun, at flere Biſkoper og Capitler under dette Møde have gjort Regnſkab for ſine Udbetalinger til de pavelige Under-Collectorer, der maaſkee ſelv var tilſtede.

Erkebiſkop Olaf fik endnu ſamme Aar, han var kommen hjem til Norge, og ifølge en Anſøgning, ſom han umiddelbart derefter maa have indſendt til Curien, den Ret bevilget af Paven, at han, naar han holdt Mesſe i fuldt Ornat, eller naar han ſelv eller en anden i hans Nærværelſe predikede, kunde ſelv eller ved den, der holdt Prediken, tilſtaa enhver af de Nærværende, der bekjendte og angrede ſine Synder, hundrede Dages Fritagelſe fra de dem ilagte Pønitentſer[11]. Omtrent ſamtidigt meddelte Paven en heel Deel anſeede Perſoner i Norge det ſedvanlige Confesſionale, eller Tilladelſe til at velge en Skriftefader, der ved Dødsſengen kunde give fuldſtændig Abſolution. Da Rekken af dem, der fik denne Tilladelſe, begynder med Olaf ſelv, er det og højſt ſandſynligt, at han har udvirket den for dem alle. De øvrige ere Biſkop Salomon af Oslo, Biſkop Jon af Garde i Grønland, Biſkop Haavard af Hamar, Biſkop Orm af Hole, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, Lodin Thoresſøn Chorsbroder i Nidaroos, Hr. Agmund Finnsſøn, Biſkop Gisbrikt af Bergen, Hr. Ivar Oma, Ridder, og hans Huſtru Fru Ingerid, af Bergens Diøceſe, ſamt Botulf Asbjørnsſøn, Kolbein Eindridesſøn og Sigurd Ivarsſøn, Chorsbrødre i Bergen[12]. Da man fra ſamme Tid forefinder en lignende Bevilgning ſom den førſtnævnte til hver af Kongens Sønner Haakon og Erik[13], nemlig at den Preſt, der ved højtidelig Mesſe predikede i deres Nærværelſe, kunde eftergive Tilhørerne 40 Dage af den dem ilagte Pønitents, og denne Bevilgning ſiges at være given efter Kongens og hans Sønners Anſøgning, maa man formode, at Erkebiſkopen og Kongen have benyttet fælles Sendebud, der altſaa maa være afgaaet fra Norden ſtrax efter Kong Magnus’s Tilbagekomſt fra Rusland. Alt dette ſynes at viſe, at Olaf ſtod paa en god Fod baade med Curien og med Kongen. Dette ſynes ogſaa at fremgaa deraf, at der i Aaret 1354 — de nærmere Omſtændigheder derved ville i det følgende blive omhandlede — oprettedes en Byttecontract mellem Erkebiſkopen og Kongen eller rettere Drottſeten i hans Navn[14], hvorved Kronen ſkulde have Kaſtelle-Kloſtret i Kongehelle med Jordegods og Indtægter med Forpligtelſe til at underholde de to Preſtbrødre, ſom beſørgede Mesſer og Tider i Kloſtret[15], og Erkeſtolen til Vederlag et tilſvarende Marketal af Kronens Jordegods i Nidaroos Biſkopsdømme mod at underholde Preſten og Klerken, der beſørgede Mesſer og Tider i Folſknens Kirke paa Nordmøre, hvilken Contract dog ej kom til Udførelſe, hvad enten nu Kongen negtede ſit Samtykke, eller de ſenere politiſke Begivenheder hindrede det[16]. Vi have forøvrigt her yderligere Beviſer paa de Ødeleggelſer, Peſten havde anrettet, naar der ikke var flere end to Munke tilbage af det hele Convent, og naar Erkebiſkopen ſom Grund til Byttet anfører, at han hverken kunde finde nogen Læg eller Lærd, hvem han kunde betro Kloſtrets Beſtyrelſe.

Om den nye osloſke Biſkop Sigfrids Indtvingelſe paa Norges rigeſte Biſkopsſtol i den allerede valgte og indviede Gyrds Sted er der allerede nys forhen talt. Sigfrid, der aabenbart har været en Yndling af Paven, maaſkee ogſaa af Kongen, havde formodentlig levet ſaalænge i Syden og ved Curien, at han aldeles var bleven en Prælat med det egte ſydlandſke Stempel, verdsligſindet, egennyttig, men ſmidig og ſtatsklog. Det er merkeligt nok, at ingen Spor findes til, at Gyrd gjorde ham Pladſen ſtridig; endnu neppe mere end et halvt Aar efter Sigfrids Ankomſt til Oslo have vi ſeet Gyrd nok ſaa fredeligt indtage Pladſen efter ham ſom „forhen udvalgt Biſkop“, altſaa vel formodentlig ſom Chorsbroder med den tomme Biſkopstitel[17]. Det vidner enten om en ſaare fredelig og føjelig Charakter hos ham, eller og om den Reſpekt, man endog i det fjerne Norden fremdeles havde for Pavens Bud. Imidlertid kan det vel ogſaa, ſom nys antydet, være, at Gyrd allerede ſtrax havde faaet Løfte om at holdes ſkadesløs ved Stavangers Biſkopsſtol, hvortil han maaſkee endog vilde være udnævnt noget før, hvis ikke Paveſkiftet var indtruffet. Ellers vides der lidet eller intet ſaavel om hans ſom om hans Medbeiler Sigfrids kirkelige Virkſomhed, der desuden for begge, iſær Gyrd, blev meget kortvarig. Vi have allerede ſeet, hvorledes Gyrd ſtrax efter ſin Ophøielſe paa Stavangers Biſkopsſtol benyttede ſin Indflydelſe til at udvirke Befordringer for et Par af ſine Venner, navnlig den osloſke Chorsbroder Arne Thorſteinsſøn, ſom allerede foruden ſit Canonicat i Oslo havde faaet et paa Hamar og nu tillige paa Gyrds Anbefaling fik et i Bergen. En anden Ven, for hvem han indlagde Forbøn, var den ſvenſke Preſt Jon Ludolfsſøn af Uppſala Biſkopsdømme og Vicarius ved Nikolai Kirke i Stockholm. Denne fik Exſpectance paa et Canonicat i Strengnes eller ogſaa et Beneficium under Uppſala Kirke. Samme Dag, altſaa vel ifølge hans Andragende, meddeltes der ogſaa Confesſionaler til ham ſelv, til Biſkop Haavard af Hamar, til Biſkop Gisbrikt af Bergen, til Drottſeten Hr. Orm med Huſtru Fru Boothild, til Chorsbrødrene Arne Ketilsſøn og Arne Thorſteinsſøn, til Erkepreſten i Oslo Hallvard Bjarnesſøn, til Hr. Agmund Finnsſøn og til en vis Gertrud Halldorsdatter i Oslo’s Diøceſe (23 Jan. 1354[18]). Gyrd døde allerede inden det følgende Aars Høſt. Ved hans Udnævnelſe havde Paven, ſom ſedvanligt i disſe Tider, reſerveret ſig Beſettelſen af Biſkopsſtolen ved hans Afgang, men desuagtet ſkreed Capitlet til Valg, enten virkelig uvidende, eller anſtillende ſig uvidende om Reſervationsdecretet. Valget faldt paa den føromtalte Botulf Asbjørnsſøn, egentlig Chorsbroder i Bergen og Preſt til Peterskirken ſammeſteds, men tillige Indehaver af et Canonicat i Stavanger og ſaaledes Medlem af denne Kirkes Capitel. Botulf, ligeledes, ſom det heed, uvidende om Reſervationsdecretet, modtog Valget, men fik dog ſiden nogen Tvivl, om der ikke muligens ſkulde være ſkeet “en Reſervation, og fandt det raadeligſt at begive ſig til Curien for der at faa Sagen bragt i Rigtighed. Her casſerede vel Paven Valget, men fandt dog for godt ved Proviſion at udnævne ham til Biſkop (7de October 1355[19]). Derpaa blev Botulf indviet af den i den franſk-engelſke Hiſtorie ſaa bekjendte Talleyrand, Cardinalbiſkop af Albano og fik Tilladelſen til at drage hjem den 15de November[20]. De Beneficier, han før havde haft, blev ſaaledes „ledige ved Curien“ og hjemfaldne til Pavens egen Proviſion, men Botulf udvirkede endnu før ſin Afreiſe Tilladelſe til ſelv at beſette dem, „da der, deels paa Grund af Beneficiernes egen Ubetydelighed, deels formedelſt Mangelen paa Geiſtlige overhoved i Norge, og Landets ſtore Afſtand fra Curien, neppe var at formode, at nogen vilde drage derned for at ſøge om dem, hvorfor det var at befrygte, at de altfor længe vilde henſtaa ubeſatte[21]“. Samtidigt ſkaffede han og ſin Frænde Agmund Olafsſøn, Chorsbroder i Nidaroos og Preſt ved Havudſegl (Hadſel) i Veſteraalen, ſamt kanoniſk Retsſtuderende et Canonicat med Præbende ved Hamars Kirke, allerede i Pave Clemens’s Tid ledigblevne ved Curien formedelſt den forrige Indehaver Brynjulf Haraldsſøns Død ſammeſteds, og indvirkede for en anden af ſine Venner, Sigurd Vinaldsſøn, Preſt til St. Mariæ Kirke i Tolga, et Canonicat med Præbende ved Stavangers Kirke, uden at de ſaaledes begunſtigede Perſoner derfor behøvede at give Slip paa de Beneficier, ſom de allerede havde[22]. Men de Begunſtigelſer, der var blevne Botulf til Deel, havde dog viſt lidet at ſige mod de tunge Gjeldsforpligtelſer, hans nys opnaaede Verdighed paadrog ham. Der hvilede nu nemlig mindſt et dobbelt Beløb af Servitspenge paa hans Biſkopsſtol. Sigfrid var naturligvis ved ſin Udnævnelſe dertil under ſit Ophold i Curien bleven den ſedvanlige Sum ſkyldig, ſaavel til Kammeret, ſom til Cardinaler og Officialer, men da han blev forflyttet til Oslo ſaa kort Tid efter, og førend endnu Summen var betalt, faldt kun en Deel deraf paa ham, og det øvrige ſkulde udredes af hans Efterfølger, der dog, ſom det ſynes, ſlap at udrede noget nyt Beløb for ſin Part, da han ej var bleven indviet ved Curien og desuden beklædte Embedet i for kort Tid til at kunne afbetale noget af hiin Reſtance-Sum. Botulf derimod, ſom var indviet ved Curien, maatte nu ej alene overtage Reſtancerne efter Sigfrid, men ogſaa forpligte ſig til at udrede de nye Summer, ſom hans egen Udnævnelſe og Indvielſe medførte. Disſe Udredelſer faldt ham, ſom man letteligt kan begribe, yderſt vanſkelige. Endnu i 1357 var han ikke kommen videre end til gjennem ſin Fuldmegtig Jacob Lucæ af Prato, at betale Afdrag paa de Sigfridſke Reſtancer, og den pavelige Kæmereer maatte bevilge ham Henſtand med det øvrige „paa Grund af den Masſe af Byrder, der hidtil havde gjort det og endnu gjorde det umuligt for ham at ſkaffe Pengene til Veje[23]“.

Om Biſkop Gisbrikts Virkſomhed i Løbet af denne Tid vides ikke ſtort, ligeſaalidet ſom om Biſkop Haavards, hvilken desuden kun var kortvarig, medens derimod Gisbrikt og Botulf foreſtod ſine Biſkopsſtole i en lang Rekke af Aar[24]. Ogſaa hviler der et ſtort Mørke over, hvorledes det i denne Tid og lang Tid forud ſtod til med Færøernes Biſkopsſtol. Vi have ſeet, at Signar i Aaret 1343 var bleven afløſt af Haavard, om hvilken forøvrigt intet andet vides, end at han døde i 1348. Efter Haavard nævnes i den gamle Biſkopsfortegnelſe, hvorom deri det foregaaende er talt, en vis Arne, og efter denne igjen en anden Arne, med Tilnavn Svæla[25], om hvilken man veed, at han i Aaret 1365 tilfeldigvis ved Storm blev fordreven til Island og opholdt ſig der en Vinter[26]. Det er ſaaledes umuligt at vide, om det er den førſte eller den anden af begge disſe Arner, der i Januar 1360 fik tre Andragender bevilgede af Paven, af hvilke det ene handlede om, at hans Forretningsfører Gerlach Speckin maatte bekræftes i Beſiddelſen af et nyserhvervet Canonicat i Bützow i Mecklenburg, og det andet om Befordring for en ſvenſk Preſt under Uppſala Diøceſe[27]. Imidlertid ſkulde man vel ſnareſt ſlutte, at det var den yngre Arne, naar man ſeer hen til, at ſaadanne Anſøgninger fra Biſkoper om Befordring for deres Venner ofteſt indgaves og bleve bevilgede paa den Tid, da de ſelv laa nede ved Curien for at faa ſin Proviſion, ſaaat der altſaa idetmindſte er Sandſynlighed for, at han netop nu var bleven udnævnt til Biſkop. Han kaldes „Broder Arne“, hvilket viſer, at han var Kloſtergeiſtlig. Hans Forbindelſe med tydſke og ſvenſke Geiſtlige vækker Formodning om, at han har været en af de kongelige Klerker, der havde fulgt Kongen paa hans Reiſer og derved var kommen i Berørelſe med Klerker deels fra Sverige, deels fra Mecklenburg i Hertug Albrechts Tjeneſte. Umuligt kunde det ikke være, at den førſtnævnte af begge hine Arner ej var nogen anden end den grønlandſke Biſkop Arne, der i 1343 troedes død, men derpaa i 1349 paa ſin gamle Alder kan være bleven forflyttet til Færøerne, ligeſom i ſin Tid den førſte Biſkop i Garde, Arnald, forflyttedes til Hamar; thi viſt er det, at han i 1349 enten maa være død eller forflyttet[28], og at man maa have været vidende herom i Norge, da Broder Jon Eriksſøn, der i 1343 ved en Fejltagelſe indviedes til hans Efterfølger, efter 1349 altid, endog i Pavebreve, kaldes „Biſkop af Garde“ og i denne Egenſkab, ſom vi have ſeet, deeltog i Provincialconciliet i Bergen 1351[29]. Men til Grønland begav Jon ſig for det førſte ikke, og kom aldrig did. Han forblev indtil Videre i Norge, foretrækkende, ſom det ſynes, her at vente paa Lejlighed til at faa en bedre og bekvemmere Biſkopsſtol, fremfor at drage over et farefuldt Hav til det fjerne fattige Grønland.

De kirkelige Begivenheder paa Island hænge ſaa nøje ſammen med de verdslige, at de bedſt omhandles idet Følgende i Forening med disſe.

Vi have her allerede ved Sigfrids Befordring til tvende norſke Biſkopsſtole ſeet, at en ſvenſk Mand ved Proviſion kunde erholde et geiſtligt Embede i Norge, og vi ville i det følgende ſee lignende Tilfælde hyppigt indtreffe, endog ved underordnede geiſtlige Embeder. Dette maa vel for en ſtor Deel tilſkrives den Mangel paa geiſtlige Perſoner, der efter Peſten herſkede i Norge; at Svenſke fortrinsviis ſøgtes, kan vel og tildeels komme deraf, at Sproget lagde dem mindre end andre Nationers Geiſtlige Hindringer i Vejen. Men ved Siden af disſe medvirkende Aarſager er det ogſaa umiskjendeligt, at Unionsforholdet mellem Sverige og Norge har bidraget meget til at knytte begge Landes Klerus nærmere ſammen. Udgjorde allerede hele den katholſke Geiſtlighed et eneſte ſtort Samfund, hvori Nationalitetshenſyn kun ſpillede en underordnet Rolle, da maatte disſe have endnu mindre at betyde mellem norſke og ſvenſke Geiſtlige, der næſten talte det ſamme Modersmaal, og ſom nu i verdslig Henſeende lød under een og ſamme Fyrſte. Kongen ſelv gjorde neppe ſynderlig Forſkjel; vi have ovenfor ſeet, hvorledes han i ſine Anſøgninger til Paven, der nærmeſt angik Sverige, og ſom frembares af ſvenſke Klerker, ogſaa optog Sager vedkommende Nordmænd[30], og for Paven og hans Omgivelſer var det vel neppe nogenſinde klart, hvorledes det indbyrdes Forhold var beſkaffent mellem de Riger, der lød under Kong Magnus’s Scepter. Ved Curien var man vant til at ſlaa hele Norden ſammen under den ene Fællesbenævnelſe „den danſke Tunge“ eller „den danſke Provins“, og ſaaledes gjorde man ſig vel der ikke den ringeſte Betænkelighed, idetmindſte ingen af Nationalitetshenſyn, mod at anſætte hvilkenſomhelſt Klerk af den danſke Tunge i hvilketſomhelſt geiſtligt Embede inden Nordens tre Riger[31]. Men eet er, hvorledes Forholdene betragtedes af Kongen og Curien, der ſtode over dem, et andet, hvorledes de opfattedes af de mere underordnede. Og her er det merkeligt, at Foreſtillingen om Eenhed eller idetmindſte om den inderligſte Forening mellem begge Riger i aandeligt Henſeende ogſaa ſynes at være bleven herſkende blandt den norſke Geiſtlighed ſelv[32], idet norſke Biſkoper — hvad vi allerede have ſeet Exempler paa — i Anſøgninger til Curien om Befordring for Venner og Afhængige ligeſaavel nævne ſvenſke Geiſtlige og ſvenſke Beneficier, ſom norſke. Saaledes f. Ex. ſee vi netop den nysnævnte Biſkop Arne af Færø, hvilken dog Navnet nokſom betegner ſom en Nordmand, i hiint ovenomtalte Andragende bede om, at Gregorius Petersſøn, Preſt under Uppſala Diøceſe, maa faa det ved den forrige Indehavers Befordring til Linkøpings Provſti ledigblevne Sognekald Løſta med Annexet Junaker. Paa ſamme Viis ſee vi Biſkop Gyrd af Stavanger i Aaret 1354 ſøge en Befordring for den ſvenſke Geiſtlige Jon Ludolfsſøn, ſaaledes ſom det ovenfor er nævnt. Paa lignende Maade fik den ſvenſke Geiſtlige Jon Rotgersſøn i 1353 Exſpectance paa et Canonicat med Præbende ved Hamars Domkirke, ſkjønt han tidligere havde faaet Hattala Sognekald i Finland; og en anden, viſtnok ogſaa ſvenſk Klerk, Konrad Ingulfsſøn, fik en lignende Exſpectance ved Oslo’s Domkirke[33]. Vi ville i det følgende ſee, hvorledes Sigfrids Efterfølger paa Oslos Biſkopsſtol, ſelv en Nordmand, dog fik det Beneficium, han hidtil havde beklædt, beſat med en Svenſk og ligeledes ſkaffede en anden ſvenſk Mand et Beneficium, ſkjønt allerede den Tid var indtruffen, hvor Norge og Sverige i politiſk Henſeende paa det nærmeſte var adſkilte fra hinanden. Men dette — man kunde ſige geiſtlige — Fællesſkab vedligeholdt ſig fremdeles, ja tiltog endog ſnarere end aftog. Der kan ingen Tvivl være om, at netop dette geiſtlige Fællesſkab har været en mægtig Drivfjeder til at befordre de unionelle Tendentſer og forberede den ſtørre politiſk-dynaſtiſke Union, ſom ved Aarhundredets Slutning kom iſtand. Det ſynes rimeligt, at da Norge igjen kom lidt til Kræfter, og de Geiſtliges Antal igjen blev nogenlunde fuldſtændiggjort efter Peſtens Ødeleggelſer, da ogſaa ſtundom norſke Geiſtlige bleve anſatte i Sverige.

Efter nu nærmere at have iagttaget, hvorledes det gik med alle disſe pavelige Reſervationer og Proviſioner, der i den Tidsperiode, ſom vi her have for os, kunne ſiges at være bleven til ſtaaende Regel, bliver det ogſaa lettere at indſee, hvor ſtore, idetmindſte tilſyneladende, Fordele ej alene Paveſtolen, men ogſaa Cardinalcollegiet, Pavens hele Hofholdning og formodentlig det hele Contorperſonale i Pavens Cancelli havde af dette Syſtem, ſom det derfor maatte ligge i alles Interesſe at vedligeholde, ſaalænge det lod ſig gjøre. For det Førſte havde den blotte Omſtændighed, at ſaa mange Beneficier nu bortgaves ved Curien, den Følge, at deſto flere Embeder bleve ledige ſammeſteds, altſaa hjemfaldt til den pavelige Dispoſition ifølge de Reſervationsdecreter, ſom hver Pave nu, den ene efter den anden, ved ſin Tiltrædelſe i Reglen udſtedte. Tidligere kunde dette ikke godt indtreffe, uden naar de udvalgte Erkebiſkoper vare nede ved Curien for at modtage Bekræftelſe paa ſit Valg, og ved deres Indvielſe alle de Beneficier bleve ledige ved Curien, ſom de hidtil havde haft, medens de Beneficier, der paa lignende Maade tilhørte de til Lydbiſkoper udvalgte Prælater, der ſedvanligviis indviedes hjemme, ogſaa kun bleve ledige „udenfor Curien“ og derved unddroges den pavelige Dispoſition. Men Proviſions-Syſtemet medførte, at nu ogſaa Aſpiranterne til Biſkops-Embederne maatte drage til Avignon, hvis de vilde gjøre ſig noget Haab om at opnaa den attraaede Verdighed: de modtog ſaaledes ſin Udnævnelſe og Indvielſe der, og følgelig bleve alle deres hidtil hafte Beneficier førſt der vacante. Der opſtod ſaaledes allerede her en Masſe ſtørre og mindre Beneficier, ſom alene kunde beſettes af Paven, og da det nu, iſær i hine Tider, hvor alle Efterretninger gik ſaa langſomt, deels var vanſkeligt fjernt fra Avignon at vide, hvilke Embeder der paa denne Maade vare forbeholdte Pavens egen Dispoſition, deels ogſaa var at vente, at enhver, der allerede befandt ſig ved Curien, vilde have ſtørre Udſigt til Befordring, end den, ſom ſad hjemme, fulgte heraf, at ogſaa underordnede Geiſtlige i Masſeviis maatte flokke ned til Avignon for ved enhver gunſtig Lejlighed at være ved Haanden. Men heraf fulgte igjen, at ogſaa enhver af disſe, der ved pavelig Proviſion ombyttede et eller flere mindre Beneficier med et ſtørre, atter efterlod hine ſom „ledige ved Curien“ til pavelig Forføjning. Thi ſkjønt det ofte var Tilfældet, at begunſtigede Klerker fik beſidde flere Beneficier paa een Gang, indtraf det dog ſtundom, at hans nye og det forrige Beneficium vare altfor uforenlige med hinanden, og det blev da udtrykkeligt paalagt Candidaten, at han, naar han var kommen i virkelig Beſiddelſe af det nye, ſkulde opgive det gamle, hvilket imidlertid ligefuldt betragtedes, ſom om det var blevet vacant fra den Dag, Proviſionsbrevet var udferdiget. Det laa forøvrigt i Sagens Natur, at jo flere Beneficier der ſaaledes bleve ledige ved Curien, deſto mindre Rede havde man ſaavel ved denne ſelv, ſom hjemme i Landene paa, hvilke der kunde bortgives og hvilke ikke, og derfor betegnede det fleſte Anſøgninger om og Proviſionsbreve til mindre geiſtlige Embeder ikke engang noget beſtemt Beneficium, men „det førſte ledigblivende“, ſaaledes ſom det ovenfor (S. 346—347) er viiſt. Og om et ſaadant endog ikke egentlig kunde ſiges at være blevet ledigt ved Curien, gjorde dette alligevel intet til Sagen, thi her forudſattes Paven at benytte ſig af ſin ſpecielle Reſervationsret, og han kunde derfor i Masſevis give Exſpectancer paa „det førſt ledigblevne Beneficium af den eller den Indtægt, der ellers ſkulde bortgives af N. N. Biſkop“. Men denne ſtore Sammenſtimlen af al Verdens Geiſtlige til Avignon, ſom herved foranledigedes, kunde for det.—førſte nu ikke andet end bidrage til denne Stads Opkomſt og Flor; thi var end, ſom vi nys have ſeet, mange af dem meget fattige og henſlæbede dernede en kummerlig Tid under lang Solliciteren, ſaa indfandt der ſig dog ogſaa en Mængde rige Prælater, der gave mange Penge ud og ſaaledes indirecte berigede det pavelige Skatkammer. Dog end mere vandt dette ved de Pengeſummer, ſom Proviſionsſyſtemet umiddelbart afkaſtede. Der var nu for det førſte alle Expeditionsgebyrerne for de utallige Proviſionsbreve, der hvert havde ſin Taxt, efter Embedets Anſeelſe og Indtægternes Størrelſe. Men fremfor alt afgav Biſkopernes Servitspenge en riig Indtægtskilde. I den forrige Tid, da alt gik i ſin Orden, og Lydbiſkoperne ordineredes hjemme, kunde der ikke være Tale om Servitspenge for andre end Erkebiſkoperne. Nu derimod maatte enhver Biſkop, ſom indviedes ved Curien, ligeledes betale dem, ſaaledes ſom vi allerede have ſeet, .deels til det pavelige Kammer, deels til Cardinalcollegiet, deels til „Familiarer og Officialer“. Naar nu, ſom det fremgaar af Qvitteringsbøgerne, disſe Servitspenge til det pavelige Kammer for enhver Biſkop udgjorde gjennemſnitligt 250 Guldgylden, og man dog allermindſt for hvert Aar kan regne halvhundrede Biſkopsproviſioner, bliver denne Indtægtspoſt alene 17500 Guldgylden eller noget over 1850 Pund Sterling, der ſvarer til det Tidobbelte i vore Dage[34]. Og ligeſaa meget fik Cardinalerne. Det var ſaaledes ikke at forundre ſig over, at Pave, Cardinaler og det hele Hof- og Cancellie-Perſonale gjorde alt hvad de kunde for at overholde dette Syſtem uden at kunne eller ville ſee dets fordærvelige Følger.

En af disſe ſynes dog at maatte have fremtraadt ſaa iøjnefaldende, at man formeligt maa have lukket Øjnene derfor, uagtet det netop var en af de Misligheder, ſom man ved Proviſionsſyſtemet foregav at ville afhjelpe. Det var den lange Tid, hvori mangt et Beneficium kom til at henſtaa ledigt, uagtet det idetmindſte ved Biſkopsproviſionerne var en ſtaaende Talemaade, „at Hans Hellighed var betænkt paa en ſnar Beſættelſe af den ledige Biſkopsſtol, for at den ikke ſkulde udſættes for de * Ulemper, der flød af en altfor lang Vacance“[35]. Vi have allerede ſeet Exempler herpaa i flere af de Beneficier, ſom bleve ledige, da Hr. Paal Baardsſøn ophøjedes paa Erkeſtolen. Han havde haft Beneficier, ſom det lader, i ſaagodtſom alle norſke Diøceſer, idetmindſte i dem, hvor der fandtes Canonicater og Præbender. Disſe Beneficier bleve ſaaledes ledige den 15de December 1333[36]. Et af dem var et Canonicat med Præbende ved den orkneyſke Kirke. Dette blev ikke beſat førend den 21de Juli 1343, da Pave Clemens overdrog det til Chorsbroderen i Oslo Thore Guthormsſøn, ſaaledes at denne ved Siden deraf beholdt ſit osloiſke Canonicat[37]. Der ſiges udtrykkeligt i Proviſionsbrevet, at hine Beneficier havde ſtaaet ledige lige ſiden Paals Indvielſe. Det er allerede tidligere nævnt, at Paal Baardsſøn i Aaret 1322 havde faaet St. Nikolai Capell i Undradal i Sogn. Dette, der ligeledes blev ledigt ved hans Befordring, og ſom beregnedes efter Tiendetaxten til en aarlig Indtægt af 10 Mk. Sølv, blev ikke beſat af Paven førend den 24de Octbr. 1348, da det overdroges den bergenſke Chorsbroder Orm Agmundsſøn, ſkjønt det rigtignok ved denne Lejlighed heed, „at der i Mellemtiden ved den ordinære Autoritet havde været indtrængt andre i Embedet, den ene efter den anden“, hvilket naturligviis vil ſige, at Biſkoperne havde benyttet ſin lovlige Ret til at beſætte det. Her havde altſaa i Virkeligheden Vacancen ikke været ſaa lang, og Skaden følgelig ikke ſaa ſtor, men beſynderligt er det at ſee Begreberne ſaaledes forrykkede, at den, der paa ordentlig Viis var beſkikket til et Kald, der ellers vilde have henſtaaet ledigt, kaldes „indtrængt“, medens derimod den, der virkelig var indtrængt og maaſkee nu kom for at fortrænge den rette Incumbent, betragtes ſom den lovlige Ihændehaver. Den ſamme Forføjning ſkete ſamme Dag, og med Tillæg af ſamme Bemerkning om Indtrængelſe af andre Candidater ved den ordinære Autoritet, med det Canonicat ved Bergens Chriſtkirke, ſom Paal Baardsſøn havde haft. Det blev med tilhørende Præbende overdraget til Botulf Asbjørnsſøn, den ſamme, der ſiden blev Biſkop i Bergen[38]. Det følgende Aar fik den forhen omtalte Arne Ketilsſøn, Chorsbroder i Oslo, en Præbende ved Hamars Domkirke, ſom Paal Baardsſøn havde haft, og ſom ved dennes Ophøielſe paa Erkeſtolen var blevet ledig, uden at der tales om nogen midlertidig „Indtrængelſe“[39] af andre, medens det dog ej er afgjort, at en ſaadan ej havde fundet Sted. Dette være nu, ſom det vil — i ethvert Tilfælde maatte Proviſionsſyftemet gjøre Skade; thi enten forvoldte det, at Embederne i altfor lang Tid ſtode ledige, eller og opſtod der Forvirring og mangehaande Ubehageligheder, naar — hvad vi nu allerede ofte have ſeet Exempler paa-en ved Curien udnævnt Candidat fremlagde ſit Proviſionsbrev og ved et paveligt Magtſprog fortrængte en Mand, der maaſkee i en lang Aarrække havde været i uforſtyrret og velfortjent Beſiddelſe af Embedet[40].

  1. Dette maa man ſlutte deraf, at Erkebiſkop Olaf i ſit Synodalſtatut af 1352, hvor han bekræfter Erkebiſkop Arnes Generalſtatut (Gl. n. L. III. 303.) udtrykkeligt kalder det „Statutum Arnonis archiepiscopi“, og denne Benævnelſe bruges ikke uden om Statuter, vedtagne paa et Concilium. Tiden, da dette Concil holdtes, kan neppe have været nogen anden end Sommeren 1349, da Erkebiſkop Arne, ſom vi have ſeet, var ſydpaa i Landet, og den Gjetning ligger derfor nær, at det har været holdt ſamtidigt med hiint „Parliamentum“ paa Margretedag (20de Juli), hvorom det danſke Chronicon (ſ. o. S. 493) beretter.
  2. Norges gl. L. III. S. 295—301. Jfr. Keyſer, Norges Khiſt. II. S. 307 fgg. Det kan umuligt være dette Hyrdebrev, ſom paa det nysanførte Sted forſtaaes ved „Erkebiſkop Arnes Statut“, thi deels er det ej affattet i Statutform, deels gjelder det, ſom Intimationen udtrykkeligt angiver, kun Arnes eget Biſkopsdømme.
  3. Ved dette Teſtament (Dipl. N. V. 212) betingede han ſig førſt Gravſted i Chriſtkirken ved ſin Frænde Erkebiſkop Gimsø Fødder, og gav derfor hele Gaarden By paa Byneſet med fuld Beſetning. Der er neppe en eneſte Kirke eller geiſtlig Stiftelſe i Nidaroos, ſom han ej har betænkt, deels med Jordegods, deels med Penge og Klenodier, og han yttrer nedenfor i Teſtamentet, at hans Arvinger ſkulde have alle hans Ejendomme i Ytterøen og Skeynafylke, thi dem havde han arvet, hvorimod han for fine kirkelige Indtægter havde kjøbt de bort-teſtamenterede, hvilke for det meſte laa i Gauldøla- og Orkdølafylke. Endvidere betænkte han fattige Paarørende. Der gives tillige en af Pave Clemens under 3die Septbr. 1349 bevilget Supplication for ham, der ſaaledes maa være indgiven under hans Sommerophold i det ſydlige Norge nys forud, hvori han anholder for den osloſke Chorsbroder Gyrd Atlesſøn, den ſamme, der ſiden blev Biſkop i Oslo og Stavanger, om et Canonicat ved Hamars Kirke. Arne kalder Gyrd her ſin familiaris, hvilket i de Tiders Sprog betegner „hørende til“ Betjeningen, til Huusperſonalet“. Han var maaſkee hans Capellan.
  4. Jfr. ovf. S.500. Arnes Dødsdag, 17de Ocbr., kan udfindes ved at ſammenholde hiin Angivelſe om Tiden, hvori han beklædte ſit Embede, hentet fra Scr. R. D. 616, med den her ovenfor (S. 471) meddelte Datum af det Brev, hvori Paven omtaler hans Indvielſe og giver ham Tilladelſe til at drage hjem. Dette Brev er nemlig dateret 16de September 1346 og maa være udſtedt paa ſelve Indvielſesdagen, da det netop er 3 Aar, 1 Maaned og i Dag forud for hiin 17de October, paa hvilken Arne endnu var, eller af ſine Nærmeſte troedes at være i Live. Var nu Indvielſen tidligere, da maatte han og have været død før 17de October, hvilket han ifølge Arnfinns Teſtament ikke var; og var han derimod død efter 17de October, kunde han igjen ikke have været indviet ſaa tidligt ſom 16de Septbr., hvad han dog ifølge Pavens Brev var. Saaledes har formodentlig denne ſamme 17de October været en af de meſt ødelæggende Peſtdage i Nidaroos, da Erkebiſkop Arne og Chorsbroderen Arnfinn laa dødsſyge paa een Gang, maaſkee faa Skridt fra hinanden, og den ene maaſkee allerede var død, uden at den anden vidſte noget derom.
  5. Om flere af de her nævnte Mænd faar man af pavelige Proviſionsbreve og Supplicationsroller lidt nærmere Oplysninger. Samtidigt med hiin Anſøgning fra Erkebiſkop Arne, hvorpaa der kom pavelig Reſolution den 3dje Septbr. 1349, fik ogſaa Arne Ketilsſøn og Arne Thorſteinsſøn Anſøgninger bevilgede. Den førſte, ſom da allerede var Chorsbroder i Oslo, fik et Canonicat og en Præbende under Hamar Kirke, hvilke i ſin Tid havde været et af Erkebiſkop Paals mange Beneficier i hans Cantſlertid, og ſom ved hans Befordring til Erkebiſkop bleve ledige ved ſelve Curien. Altſaa havde da disſe Beneficier ſtaaet ubeſatte lige ſiden Paals Ophøielſe paa Erkeſtolen, og hvo havde imidlertid nydt Indtægterne? Arne Thorſteinsſøn, dengang endnu kun „Klerk under Oslos Diøceſe“, fik Hofs Kirke paa Thotn, der var bleven ledig ved Curien formedelſt den forrige Incumbent Brynjulfs Død i Avignon. (Reg. Suppl. Clem. VI. ann. 8. p. 2. fol. 151). Canonicatet i Oslo maa han have faaet under Peſten, ligeſaa et i Hamar; ſiden ſøgte Gyrd for ham om, at han, ſkjønt han allerede havde disſe Canonicater, der indbragte 34 Gylden, ogſaa maatte faa et i Bergen, hvilket bevilgedes ved Reſ. af 23de Jan. 1354 (Reg. Suppl. Innoc. III. ann. 2. fol. 14, Reg. Innoc, VI. cod. chart. T. 6 fol. 306). Botulf Asbjørnsſøn var allerede i 1348 Chorsbroder i Stavanger og fik da, efter Anſøgning, ved Reſ. af 24de Octbr. 1348 ogſaa et Canonicat med Præbende i Bergen, der ligeledes havde ſtaaet til Pavens Dispoſition ſiden Erkebiſkop Paals Befordring (Reg. Suppl. Clement. VI. ann. 7. p. 1 fol. 299). Han var ogſaa Preſt til St. Peters Kirke i Bergen. Baard Bjørnsſøn nævnes i et Brev af 1354, hvilket vi ſtrax nedenfor komme til at omtale, ſom Chorsbroder baade i Nidaroos og Hamar ſamt Provſt i Thelemarken.
  6. Dipl. N. I. 342.
  7. Norges gl. L. III. 301—306. Udførligere Meddelelſe af Beſtemmelſernes Indhold findes i Keyſers: „den norſke Kirkes Hiſtorie“ II. 344—358.
  8. Dipl. N. IV. 357.
  9. Gyrd nævnes i Egenſkab af Biſkop i-Oslo ſom overbærende en Gave af Jordegods, der ſkete i Bergen den 21de Sept.; (Dipl. N. II. 313). Haavard af Hamar udſtedte i Bergen den 3die Sept. 1352 ſit Brev om, hvormeget han havde betalt de pavelige Collectorer i Pavetiende og Rumaſkat (Dipl. N. I. 332). Erkebiſkop Olaf kundgjorde ligeledes fra Bergen den 19de Septbr., hvormeget han havde betalt (Dipl. N. I. 334). Dette var maaſkee allerede efterat Conciliet var ſluttet, thi af den Omſtændighed, at ikke Gisbrikt, men Domcapitlet i Bergen, Dagen forud gav ſit Brev om de ſamme Udbetalinger, maa man ſlutte, at Biſkopen ſelv ej længer var i Byen. Formodentlig er det da holdt nærmere den 3die September. Gisbrikt var i Bergen den 30te Juni (Dipl. N. I. 331).
  10. See nysnævnte Brev, hvor Biſkop Gyrd nævnes.
  11. Reg. Clement. VI. commun. ann. 10 lib. 4. p. 104. ep. 776.
  12. Sammeſteds lib. 4. p. 2. fol. 166 og lib. 3. de abs. in art. mort. ep. 120—124. Dateringerne af alle disſe Confesfionaler, thi der er eet for hver, ere fra 22de Juni til 27de Juli. De fleſte ere fra 14de Juli, det for Olaf ſelv af 10de Juli. Af de her nævnte Perſoner er Chorsbroderen Lodin Thoresſøn i Nidaroos upaatvivleligt den ſamme Lodin, der havde overlevet Peſten og ene valgt Olaf til Erkebiſkop.
  13. Reg. Clement. VI. commun. ann. X. lib. 4. p. 2. fol. 148. ep. 855, 856.
  14. Dipl. N. II. 326.
  15. Det er allerede ovenfor (III. S. 40) omtalt, at Kaſtelle-Kloſtret var kommet til at ligge under Nidaroos Erkeſtol.
  16. See Lange: „de norſke Kloſtres Hiſtorie“, S. 482. Mere herom nedenfor.
  17. Han var netop tilſammen med Biſkop Sigfrid og nogle andre osloſke Chorsbrødre tilſtede ved den føromtalte Regnſkabsaflæggelſe for Pavetienden m. m. den 18de Juli 1353, ſee S. 545.
  18. Regest. Innoc. VI. commun. an. II. de abs. in artic. mortis, 114—122.
  19. Alt dette berettes i det pavelige Proviſionsbrev af denne Dag, Reg. Innoc. VI. commun. an. 3. lib. 1. p. 1.
  20. Reg. Innoc. VI. cod. chart. T. 10. fol. 489 vs. Man kan i Reglen altid antage, hvad der ogſaa tydeligt bekræftes af hvad der ovenfor er anført om Erkebiſkop Arne, at disſe Hjemreiſe-Tilladelſer ere daterede ſamme Dag ſom Indvielſen.
  21. Pav. Bulle af fl. Dec. 1355, Reg. Innoc. VI. commun. an. 3. lib. 2. p. 2. f. 263. cap. 319.
  22. Innoc. VI. Reg. Suppl. an. 3. p. 3. fol. 274. Botulf udvirkede ved ſamme Lejlighed en Befordring for en Preſt fra Øſels Diøceſe.
  23. Qvittering dat. 20de Apr. 1357 fra Kæmereren, Erkebiſkop Stephan af Toulouſe, i „Liber quitanciarumInnoc. VI. fol. 431 vs.
  24. Nemlig til 1370—1380.
  25. See Biſkopsrekken i Langes „Norſk Tidsſkrift“ V. S. 44.
  26. Isl. Annaler ved 1365, Udg. S. 314.
  27. Reg. Suppl. Innoc. VI. ann. 8. fol. 2. Reſolutionen er dateret den 21de Januar 1360. Arne kalder ſig her frater Arno Episcopus Ferensis in Norvegia, og tillige Pavens „devota creatura“; af Tillægget „frater“ fremgaar, at han var Kloſtergeiſtlig, af „devota creatura“, at han var udnævnt ved Proviſion.
  28. Dette ſees deraf, at de isl. Annaler ved 1368 (Udg. S. 318) udtrykkeligt ſige, at Grønland da havde været biſkopsløſt i nitten Aar.
  29. See ovenfor S. 549. Det er ligeledes S. 553 omtalt, hvorledes Jon, Biſkop af Garde, i 1351 fik paveligt Confesſionale.
  30. See ovenfor S. 466, ang. Anſøgningen om Slægtſkabsdispenſation for Eiliv Eilivsſøn og Gyrid Erlingsdatter.
  31. Dette maatte og for en ſtor Deel beſtyrkes ved det efter den ſvenſke Prælat Nikolas Sigfaſtſøns Forſlag indſtiftede Pønitentiar-Embede for hele den danſke Tunge, ſ. o. S. 331.
  32. Fra 1347 forefindes der en af 2den April af Paven bifaldt Anſøgning fra „endeel fattige Preſter og Klerker af Riget Sverige“, der ingen Beneficier havde faaet, og ſom var kommen ned til Avignon for at ſøge, men havde at kæmpe med den yderſte Mangel og Elendighed. Blandt disſe nævnes ni ſvenſke, men ogſaa en norſk, Andres Steinarsſøn, Klerk fra Oslos Diøceſe og juridiſk Studerende. Ligeſaa nævnes en ſvenſk, Sigfrid Olafsſøn, Klerk, af Uppſala Diøceſe, der ſøgte om et Beneficium under Hamars Biſkop (Clement. VII. Regest. Suppl. an. 5. p. 1. fol. 95.)
  33. Bulle af 28de Juni 1352, i Regest. Clement. VI. commun. ann. 11. lib. 2. de prebendis vacaturis, ep. 21. 22. Til Conſervatorer for Jon Rotgersſøn udnævntes Biſkopen af Carpentras, Biſkopen i Oslo og Abbeden i Hovedø, til Conſervatorer for Konrad Biſkopen af Carpentras, Abbeden af Hovedø og Decanen i Dorpat (Johannes Guilaberti).
  34. Ogſaa de ved Proviſion udnævnte Kloſterforſtandere maatte betale Servitspenge. Endnu findes i det pavel. Archiv Abbed Hallvards, Erkebiſkop Olafs Eftermands, Originalobligation for 15 Mk. br. Selv eller 75 Gylden, dat. i 1353.
  35. See f. Ex. Proviſionsbrevet for Erkebiſkop Olaf i Dipl. N. I. 322.
  36. Denne Dag blev nemlig Paal indviet, ſee ovenfor, S. 147.
  37. Reg. Clement. VI. commun. ann. 2. lib. 5. literæ gratiarum de canonicatibus et præbendis vacantibus, ep. 11.
  38. Clement. VI. Reg. Suppl. ann. 7. p. 1. fol. 299.
  39. Clement. VI. Reg. Suppl. ann. 8. p. 2. fol. 151.
  40. Til ſtørre Sikkerhed for den, der fik Proviſionsbrev, plejede der ſedvanligviis at indrykkes i dette, „at hvilkenſomhelſt anden Ihændehaver ſtrax ſkulde vige ham Pladſen“. Dette gik dog ikke altid ſaa let fra Haanden, og et af de bedſte Exempler derpaa afgiver netop den ofte omtalte pavelige Nuncius Johan Guilaberti’s Udnævnelſe til Decanus i Dorpat. Biſkopen og Capitlet i Dorpat vilde aldeles ikke erkjende Udnævnelſen, og Decanatet blev ad lovlig Vej beſat med tre Candidater efter hinanden, uden at Johan Guilaberti fik en eneſte Skilling af Indtægterne; og denne maatte begynde en vidtløftig Proces derom, paa hvilken han ikke oplevede at ſee Enden. Der findes endnu i det vaticanſke Archiv et løſt Ark med Overſkrift „In causa Tarbatensi“, indeholdende Copi af en af Biſkopen og Capitlet i Dorpat i Auguſt 1360 notarialiter fremſat Appell mod de Executorers Fremgangsmaade, ſom i ſin Tid, da Proviſionen ſkete, vare paa ſedvanlig Viis blevne beſkikkede for Johannes. Denne døde Aaret efter, og Erkebiſkop Bromold i Riga anſøgte da om, at hans Frænde, Nikolaus af Tiſenhuſen, Indehaver af Decanatet, med hvem Johan i flere Aar havde procederet, nu maatte faa pavelig Proviſion, hvilket ogſaa bevilgedes. Innoc. VI. Regest. Suppl. an. 9. p. 2. fol. 247.