Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/51

< Det norske Folks Historie | 7

Det er forhen omtalt, hvorledes Kong Magnus ikke længe efter sin Hjemkomst fra det russiske Tog holdt et Raadsmøde i Kalmar, hvor han godkjendte de paa hans Vegne af Dronning Blanche indgaaede Forpligtelser med Hensyn til Laanet af de pavelige Penge, der tildeels vare og herefter fra Tid til anden bleve ham indbetalte. Det heder rigtignok i Gjeldsbrevet, at de „vare anvendte til Rigets Bedste“, hvilket skulde synes at antyde, at de allerede var modtagne og udgivne, men saaledes kan det dog ikke forholde sig, da vi, som det ovenfor er viist, af Qvitteringerne selv erfare, at flere Summer indkom først bagefter, ej at tale om hvad der kom fra Norge, hvilket altsammen først indbetaltes senere. Men hine Ord passe vist paa, hvad der var modtaget for Gjeldsbrevets Udstedelse, thi at modtage og atter udbetale Pengene var for Magnus, eller dem, der forestod hans Finantser, vistnok eet og det samme, i saa stor Forlegenhed for Penge befandt han sig, efter alle Tegn at slutte, i denne Tid. Saaledes havde han endog sat sine Kroner i Pant til Lübeck, hvilket dog forudsætter en mere en almindeligt trykkende Pengetrang[1]. Uagtet hans Finantser altid synes at have staaet paa en slet Fod, maa det dog have været Udrustningerne til Ruslands-Toget, som isærdeleshed opslugte alt hvad han kunde skaffe, og den gamle Riimkrønike har derfor vist ganske Ret, naar den, som vi have seet, taler om hans store Ubehageligheder med de udenlandske Lejetropper, der fordrede sin Sold. Det var vel ogsaa for en stor Deel om at skaffe Penge til Veje, at Kong Magnus holdt et Raadsmøde i Helsingborg, om hvilket vi forøvrigt intet andet vide, end at det sandsynligviis afholdtes i September 1351[2]. Imidlertid maa man næsten formode, at der til samme Tid har været underhandlet med de tydske Stæder, og fornemmelig med Kong Valdemar. Thi just under dette sit Ophold i Helsingborg, den 17de September, udgav Kong Magnus en bekræftet Gjenpart af Kong Erik Haakonssøns og Kong Haakon Magnussøns Breve af 1294 om Friheder for Rostocks og Wismars Borgere i Norge[3], og tillige berettes det, at tre danske og tre svenske Biskoper kom sammen i Lund hos Erkebiskopen for at handle om Fred mellem Rigerne[4]. Nu var det netop bestemt ved den endelige Fredsslutning i Vardberg mellem Magnus og Valdemar, at hvis denne søgte at forurolige Magnus i Besiddelsen af Skaane m. m., da skulde inden tolv Uger de nærmeste tre Biskoper og tre verdslige Herrer fra hver Side træde sammen i Helsingborg og efter anstillet Undersøgelse dømme Danekongen til en Bod af 30000 Mk. Sølv. (s. o. S. 286.) Vel er der i hiin Beretning kun Tale om tre Biskoper fra hver Side, og Mødet fandt Sted i Lund, og ikke i Helsingborg, saa at det vel kan være muligt, at Gjenstanden for disse Overlægninger kun vare kirkelige Anliggender. Men noget synes dog ogsaa paa denne Tid at maatte have været Kong Magnus og Kong Valdemar imellem, thi ellers vilde vel ikke deres paatænkte Forbund mod Russerne have gaaet overstyr. Vi have desuden seet, at Kong Valdemar i denne Tid virkelig omgikkes med Planer om at vinde Skaane tilbage, og at han i dette Øjemed oplagde listige Raad med Kong Magnus’s egen Svoger, Hertug Albrecht. Det er derfor ikke usandsynligt, at Magnus kan have erfaret noget herom, skjønt det rigtignok lader til, at han i alle Fald ingen Mistanke nærede til sin Svoger. Men om Magnus endog intet derom har erfaret, saa var der dog andre Spørgsmaal vedkommende de forhenværende danske Landskaber, i sig selv vigtige nok til at kunne bevirke et midlertidigt spendt Forhold mellem ham og Valdemar. Begge de unge Porser, Kongens Halvbrødre, vare døde i Pesten, og Kong Magnus tog deels som deres Lehnsherre, deels som deres eventuelle Arving, Søndrehalland i Besiddelse[5]. Men hvorledes gik det med Porsernes Befiddelse i Danmark, navnlig det holbekske Hertugdømme? Ved den sidste Overeenskomst i 1346, da Porserne afstod fra alle Fordringer paa Estland, havde Valdemar givet dem fuldkommen Æqvivalent i Holbek, og dette maa have været noget mere end en blot og bar Forlening: det maa have været en virkelig Ejendomsret, der ved deres Død gik over paa deres Arvinger, nærmest Moderen, Hertuginde Ingeborg. Men paa den anden Side er der igjen Tegn til, at de unge Porser under hine Forhandlinger, da de vare nede i Kjøbenhavn og frasagde sig Fordringerne paa Estland, have ladet sig overtale af Valdemar ved allehaande Løfter til at slutte sig nærmere til ham, maaskee endog til underhaanden at erkjende ham som sin Lehnsherre ogsaa for Søndrehalland, eller til at give ham Løfte om at ville gjøre det, naar et dertil belejligt Øjeblik frembød sig, saavelsom at Kong Magnus er kommen undervejr dermed, thi hvad skulde vel ellers have foranlediget den allerede forhen omtalte Sløjfning af Falkenbergs Slot, der fandt Sted just i det samme Aar, som Porserne og Valdemar havde været sammen? Hvis altsaa Kong Valdemar efter Porsernes Død virkelig har gjort Demonstrationer til at ville indfordre Sønderhalland og i dette Øjemed maaskee har gjort Vanskelighed med Hensyn til Porsernes Efterladenskab i Sjæland, da var dette allerede Anledning nok til Forhandlinger af det Slags, der antydes i Fredstractaten af 1343. Og at der var vigtige Sager paa Ferde mellem begge Konger, sees noksom af de tvende Sammenkomster, de havde i det paafølgende Aar, I hvorom der nedenfor vil blive talt. Derhos er det vel heller ikke uden » med Hensyn til de skaansk-hallandske Anliggender, at K. Magnus nu tilbragte længer Tid paa de Kanter og efter et kort Ophold i det østlige Sverige atter kom tilbage, i det han nemlig fra hiin Samling i Helsingborg begav sig til Ljodhuus, hvor han var den 10de October, og det følgende Aar, efterat have været oppe i Mælar-Egnene i Februar og i Begyndelsen af Marts, allerede den 25de Marts var tilbage i Vardberg og blev paa de Kanter indtil hen i August[6]. Sildigere Forfattere ville med Bestemthed vide, at Kong Valdemar aabenbart fremkom med Fordringen paa Skaane, ja at han endog dømtes til at udrede hiin nysnævnte store Straffebod af 30000 Mk. Men efter alle Tegn at dømme berette de dette alene efter Gjetning uden at vide mere positivt om den Sag, end vi nuomstunder[7]. Paa samme Tid have vel derimod de holstenske Grever paatrængende fordret Udbetaling af de Penge, som Kongen efter Toget til Rusland var bleven dem skyldig, og Valdemar maatte heri let kunne øjne en Lejlighed til, tinder en Fejde, som han netop nu havde med dem, at vinde Kong Magnus for sig.

For nogenledes at kunne hitte Rede i disse indviklede Forhold er det nødvendigt nøjere at betragte de holstenske Grever og Kong Valdemars Stilling ligeoverfor hinanden. Det er allerede forhen (S. 493) nævnt, at Greverne Henrik og Claus i 1348 havde indgaaet et Forlig med Valdemar om paa visse Betingelser at overdrage ham Nyborg Len med Halvdelen af Fyn, samt om Maaden hvorpaa det øvrige skulde indløses. Han blev ogsaa strax sat i Besiddelse deraf og indløste ifølge samme Forlig nogle Slotte i Sjæland, Nykøping paa Falster, og nogle Slotte i Jylland. Herved var det maaskee, at Grev Henrik sattes istand til at hverve Tropper og komme Kong Magnus til Hjelp. Men formodentlig maa Valdemar enten ikke have villet eller ikke kunnet opfylde alle de indgaaede Forpligtelser, thi i Begyndelsen af 1351 erklærede Greverne ham og Riget Krig. Ogsaa Hertug Valdemar af Jylland, Kongens Svoger, gjorde fælles Sag med dem[8]. Paa samme Tid herskede der megen Gjæring mellem de jydske Adelsmænd, der fandt Kongens Regiment for haardt og hans Skatter for tunge og maaskee endnu engang tænkte paa at bringe Abels Linje paa Kongetronen. Endvidere udbrød der Privatfeide mellem Kongen og hans Drottsete, den megtige holstenske Adelsmand Nikolas Lembeke, der havde store Besiddelser i Jylland, og det forstod sig da af sig selv, at denne fik Understøttelse af Greverne. Ogsaa Hansestæderne gjorde fælles Sag med Holsterne; de fandt, heder det, at deres Friheder fornærmedes[9]. Under disse Omstændigheder synes det rimeligere, at Kong Valdemar har søgt Magnus’s Venskab og Bistand, end at han just nu saa indtrængende skulde have villet opfriske Fordringerne paa Skaane. Han gjorde, som det allerede er nævnt, seenhøstes en kort Reise over til Mecklenburg og Pomern, maaske for at søge Hjelp hos Hertug Albrecht, men vistnok forgjeves, da Albrecht paa den Tid just var i Krig med Pomern[10]. Det er derfor meget sandsynligt, at det Møde, der nu holdtes i Lund mellem de sex Biskoper, nærmest var foranstaltet af ham selv for fredeligt at afgjøre de Spørgsmaal Halland og Skaane angaaende, der efter Porsernes Død var opstaaede, og som ellers let kunde bringe Magnus til at benytte sig af Lejligheden og begynde Krig mod ham fra sin Kant, dersom dette ikke i Tide ved venskabelige Tilnærmelser blev hindret. Den kloge Valdemar maa ogsaa fuldkommen have faaet sit Ønske opfyldt, thi Magnus forholdt sig ej alene rolig, men det vidner endog om en større Tilnærmelse mellem Kongerne, at Magnus selv kom i et spendt Forhold med Hansestæderne, saa at det i det følgende Aar, som vi ville see, var nødvendigt at megle en „Stilstand„ mellem dem. I Begyndelsen af 1352 vilde Valdemar, tryg fra den Kant, drage over til Fyn og Jylland med en Hær, men kunde ikke komme over Beltet, og da han formodentlig indsaa, at han for Øjeblikket intet her kunde foretage, søgte han en ny Sammenkomst med Kong Magnus og reiste lige op til Ørebro for at finde ham. Dette maa have været i Hjertet af Vinteren, sidst i Januar Maaned, thi alene paa den Tid kan Magnus i hele den første Halvdeel af 1352 have været i Ørebro[11]. Det kan alene have været meget vigtige Aarsager, som bevægede Kong Valdemar til at foretage en saa besværlig Skyndereise. Enten maa han da være bleven bange for, at Kong Magnus skulde gjennemskue hans underfundige Planer og falde ham i Ryggen, naar han paany drog i Felten mod Holsterne, eller han maa have villet sikkre sig hans Deeltagelse ved den forestaaende Fredsmegling og have aftalt med ham, hvad der strax efter sattes i Virksomhed. Valdemar ilede nu, fortælles der, atter til Sjæland og satte med sin Hær over til Fyn. Her, berettes der endvidere, „kom mange Fyrster ham imøde, men han og Hertug Albrecht af Mecklenburg begav sig til en Landsby, hvor han forhandlede med Fyrsterne om deres Mellemværende, saaledes at der fra begge Sider valgtes Voldgiftsmænd, til hvem Slottene og Befæstningerne bleve overgivne, for at de desto kraftigere kunde forpligtes til at gjøre Ende paa Striden“. Nogen endelig Dom blev dog ikke afsagt førend i det følgende Aar[12]. Derimod blev der nu holdt et Møde i Helsingborg, hvor Hertug Albrecht af Mecklenburg og flere andre Fyrster – naturligviis først og fremst de holstenske Grever,– vare tilstede, ej at tale om begge Kongerne, Magnus og Valdemar[13]. Tiden, naar dette Møde blev

holdt, opgives ikke, men da Kong Magnus den største Deel af Vaaren og Sommeren holdt sig paa de Kanter, kan det have været naarsomhelst i den Tid. Formodentlig var det i April eller Mai. Efter hvad der nys var foregaaet skulde man snarest formode, at der ogsaa her blev handlet om Fred mellem Valdemar og Greverne, og at man saaledes først har gjort et Forsøg paa at henskyde Voldgiftskjendelsen under Kong Magnus og Hertug Albrecht. Men hvad der end i dette Stykke har været forsøgt, kan dog intet videre været kommet ud deraf, thi ellers vilde et Opgjør, som fandt Sted i det følgende Aar, have været overflødigt. Desuden var Kong Magnus nu snarere paa en vis Maade en Part i Sagen, da han unegteligt under den sidste Feide havde begunstiget Kong Valdemar. Det er ikke usandsynligt, at baade Lübeckerne og Grev Henrik af Holsteen, der desuden endnu havde store Pengesummer tilgode hos ham, nu have truet ham med en Krig, der fremdeles maatte være ham meget ubelejlig. Derfor maa man vel antage, at Hovedøjemedet med denne Sammenkomst var at gjenoprette den gode Forstaaelse mellem . Kong Magnus selv og de andre krigførende Partier. . Dette bestyrkes ogsaa deels deraf, at Albrecht af Mecklenburg virkelig fik Fuldmagt til, i Forening med fire svenske Raadsherrer, at slutte en Stilstand med Lübeckerne paa hans Vegne, hvilken og virkelig kom istand og af Magnus siden bekræftedes den 9de August[14], deels af den Omstændighed, at han senere hen, først i August, havde paa Baagahuus en særskilt Sammenkomst med Grev Henrik og her indgik et Forlig med ham, hvis Hovedbetingelser formodentlig ved det større Møde i Helsinghorg allerede har været antydet. Det er meget muligt, at der her ogsaa har været forhandlet noget om Skaane, men isaafald er det vist skeet med al Varsomhed fra Valdemars Side, da det for Øjeblikket ikke kunde være tilraadeligt for ham at gjøre slet Magnus til Uven. Derimod kan man, efter hvad der var aftalt i 1350 mellem Valdemar og Hertug Albrecht, ikke tvivle om, at disse to havde benyttet Tiden til underhaanden at fremme sin egentlige Planer saa meget som muligt, og man kan ikke see disse tvende listige Mænd tilsammen i Raadslagning med Kong Magnus uden Forestillingen om, at denne er bleven ynkeligt ført bag Lyset og overtalt til at indgaa paa Ting, der i Længden alene kunde bringe ham Skade. Et saadant Indtryk faar man idetmindste af det nysnævnte Forliig, som Kong Magnus d. 1ste Aug. paa Baagahuus afsluttede med Grev Henrik[15] ,og „hvorved alt skulde være afgjort mellem dem om Jorder, Slotte, Gjeld, Befestninger, Skade, Interesse, Tvistigheder, Had, Misfornøjelse og Uvenlighed, som hidtil havde været dem imellem, og aldeles nedlægges, saa at Greverne herefter ikke skulde kunne søge Kongen, Dronningen, Børn, Eftermænd, Arvinger eller Rigernes Kroner.“ Betingelserne vare disse: at Grev Henrik skulde egte en Niece af Dronning Blanche, altsaa vel en namursk Grevedatter, og med hende faa 5000 Mk. Sølv kølnsk Vegt, i Medgift, at Kong Magnus erkjendte at være Grev Henrik skyldig 8000 Mk. Sølv, nemlig 5000 i det nysnævnte Udstyr, og 3000 for de Tjenester, Greven og hans Broder Grev Claus eller Arvinger herefter skulde bevise Kongen, Dronningen, deres Børn, Eftermænd og Kroner; at disse 8000 Mk. Sølv skulde betales i Sølv eller Guld, 1200 i sex Aar efter hinanden hver Mortensdag, og Aaret derefter de sidste 800; at døde Bruden, førend Greven kom til at egte hende, skulde Kongen slippe med de 4000 Mk. Sølv; døde hun efter Bryllupet uden Børn, skulde Greven og Arvinger betale Kongen, Dronningen og Børn 4000 Mk. tilbage 4 Aar efter hendes Dødsdag; døde Greven før Bryllupet, skulde Kongen betale hans Broder Claus 4000 Mk., men døde Greven efter Bryllupet, uden Børn, skulde hun have Landskabet Segeberg med Slotte, Befestninger og alle Rettigheder til Livgeding, men vilde hun gifte sig igjen eller vende tilbage til sit Fedreland, skulde de holstenske Grever gjenkjøbe det for 6000 Mk. Sølv sex Aar efter Grevens Død; døde han og efterlod Børn med hende, da beholdt hun det paa Livstid, undtagen om hun igjen giftede sig eller drog til sit Fedreland, i hvilket Tilfelde hun skulde have 3000 Mk., og de øvrige 3000 tilfalde Børnene; at Kongen forbandt Dronningen, sine Børn og Eftermænd til fast Venskab med Greverne, saaledes at muligtviis opkomne Stridigheder mellem deres Venner skulde søges forligte ved tvende Raadsherrer, en fra hver Side; og om nogen af Kongens Tjenere fornærmede Grevens Mænd eller omvendt, skulde tvende Mænd paa hver Side dømme dem imellem efter Landsloven. Kongens Gjenpart af dette Forlig besegledes af ham, Dronningen, og hans Raadsherrer Gøtstav Tunessøn, Karl Neskonungssøn, og Benedict Algotssøn[16]. Et Bevis paa det Venskab, der herefter skulde herske mellem Kongen og Greven, var det vel, at denne imidlertid havde udvirket hos Paven en Tilladelse for Grev Henrik og hans Brødre til at lade holde Gudstjeneste for sig paa Steder, der vare underkastede kirkeligt Interdict[17].

Har Kong Valdemar kjendt noget til Bestemmelserne i dette Forlig, hvad man vel neppe kan tvivle om, da maa han, trods den tilsyneladende Begunstigelse, der blev Grev Henrik til Deel, dog have glædet sig derover, thi det var let at forudsee, at de Pengeforpligtelser, Kong Magnus herved paatog sig, og som det nu neppe var rimeligt for ham at efterkomme, meget snart maatte bringe ham i den piinligste Forlegenhed, i et spendt Forhold til Greverne og i Afhængighed af Danekongen, hvis denne i hans Nød rakte ham Haanden. Herved var mere udrettet en med end formelig Krig, som det for Tiden maatte være Valdemar ubelejligt at begynde. Der fortælles nu om ham, at han selv ikke længe efter Mødet i Helsingborg begav sig til Ljodhuus[18], og at begge Konger der „med Udelukkelse af alle Medbejlere forbandt sig godt med hinanden“. Det maa vel have været omtrent paa den samme Tid, da Grev Henrik var hos Kongen paa Baagahuus, men om det var før eller efter, vides ikke, ligesaa lidet som der andetstedsfra erfares noget udtrykkeligt om, hvad Kongerne forhandlede med hinanden om, og hvori deres „gode Forbindelse“ bestod. Kong Valdemars Politik var altid, og især i denne Tid, saa dyb, indviklet og uudgrundelig, at der udfordres en Masse af sikkre, positive historiske Actstykker for nogenledes at finde Rede deri, og de savnes her. Saa meget er kun klart, at alt, hvad han nu foretog med eller ligeoverfor Magnus, sigtede til Gjenerhvervelsen af Skaane, Halland og Bleking, men Maaden, hvorpaa han bearbeidede Magnus for sine Planer, bliver idetmindste før den Tid, da han for Alvor ret satte disse Intriguer i Verk, indhyllet i Mørke. Af hvad der senere fandt Sted bliver det rimeligt, at han fornemmelig har berørt Magnus’s svage Side, hans Harme over de svenske Magnaters tiltagende Opposition, og at han ideligt har fremhævet ham Fordelen af en Giftermaalsforbindelse mellem begge Kongefamilier. Det er allerede forhen omtalt, at noget saadant kan have været paa Bane i 1347, og hvis det da foreløbig var bestemt, at Kong Valdemars Datter Ingeborg skulde egte Kong Magnus’s Søn Haakon, havde Kong Magnus saameget mere Grund til at være misfornøjet med Valdemar, da Ingeborgs Haand efter Margretes Død lovedes til Henrik af Mecklenburg (s. o. S. 496), at Valdemar alene af den Aarsag nok kunde finde det Umagen værd at gjøre saa store Anstrengelser for at sikre sig Magnus’s Neutralitet under Krigen med de holstenske Grever, som vi aabenbart har seet ham at gjøre. Nu er der stor Sandsynlighed for, at Kong Valdemar atter har bragt disse Giftermaalsplaner paa Bane og underhaanden tilbudt sig at ophæve Forbindelsen mellem sin Datter Ingeborg og Hertug Albrechts Søn; vi ville idetmindste see, hvorledes Valdemar senere efter nogle paafølgende Forhandlinger mellem begge Konger virkelig lod Ingeborg hente tilbage fra Mecklenburg, hvor hun allerede havde været sendt hen. Muligt og, at Valdemar i Kongens Forlegenhed tilbød eller virkelig laante ham Penge forat gjøre ham desto mere afhængig af sig; vi ville idetmindste see, at han senere, formodentlig som Pant, var kommen i Besiddelse af den i sin Tid mellem Sverige og Norge omtvistede gotiske Deel af Hisingen. At Valdemars Besøg hos Magnus og „Forbund“ med ham stod i den nøjeste Forbindelse med Grev Henriks, der ogsaa havde opsøgt Kongen „med Fjernelse af alle Medbejlere“, kan ej betvivles, saa meget mere som Freden mellem Valdemar og de holstenske Grever nu i Virkeligheden allerede var oprettet og i det følgende Aar ved flere særlige Overeenskomster blev bekræftet. Men den nøjere Forbindelsestraad mellem hvad der ved begge hine Fyrstemøder paa Tomandshaand blev forhandlet, savne vi af Mangel paa oplysende Actstykker. Det er umiskjendeligt, at Kong Magnus og Grev Henrik hver paa sin Side have været oprigtige, men noget vel godtroende, og at Nordens listigste Politikere, Valdemar og Albrecht af Mecklenburg, have gaaet imellem dem og benyttet dem begge som Redskaber for sine omfattende Planer.

Det var kort før hiin Sammenkomst mellem Grev Henrik og Kong Magnus, at denne fra Marstrand af (d. 14de Juli) gav Heine Stywe Fuldmagt til at indløse sine til Lübeck pantsatte Kroner, og ej længe efter (d. 9de August) bekræftede han den Stilstand, som Hertug Albrecht og de fire svenske Raadsherrer havde sluttet med Lübeck. Den bestemtes at skulle vedvare indtil næste Aars Pints, og i Mellemtiden skulde Lübecks Borgere frit kunne besøge alle Kongens Riger, Sverige, Norge og Skaane, samt andre hans Besiddelser og Privilegier[19]. Fristen var vel kort, men han havde allerede, som det lader, givet Greverne af Holsten Fuldmagt til at fornye Stilstanden paa to Aar, naar den var udløben[20], og den blev ogsaa ganske rigtig fornyet, ej alene i 1353, men ogsaa senere Gang efter Gang, altid med meget korte Frister[21]. Dette kan vanskeligt forklares anderledes, end at baade Stæderne og Kongen ønskede at holde Lejligheden aaben til at faa de bestaaende Handelsforhold ordnede anderledes, idet hine altid søgte at udvide sine Friheder og harmedes over de Forbud, der sigtede til at værne om Kronens og de indfødte Kjøbmænds Rettigheder, medens Kongen og hans Undersaatter allerede fandt de dem indrømmede Privilegier uforholdsmessigt store og harmedes over den Frekhed, hvormed de stadigt søgte at omgaa eller ligefrem overtræde hine Forbud. Magnus maatte selv ved denne Lejlighed fornye, ja tildeels endog udvide de dem tilstaaede Rettigheder paa deres Laste- og Handelspladse (Vitten) ved Skanør[22]. Men i Norge, hvor det egentlig var Drottseten, Hr. Orm, der førte Regimentet, synes man tvertimod at have gaaet frem mod dem med en i lang Tid ukjendt Strenghed, og at det udtrykkeligt er bleven paalagt de kongelige Befalingsmænd at see de tydske Kjøbmænd strengt paa Fingrene og hindre dem fra at tiltage sig endnu flere Friheder, end de allerede havde. Der haves endnu i Rostocks Archiv fra Slutningen af Aaret 1354 et Concept til en Klage[23], som denne Stad tilligemed flere andre af Stænderne agtede at indgive til Kong Magnus over de foregivne Ulemper, som deres Kjøbmænd skulde lide i Oslo og i Nærheden deraf (formodentlig Tunsberg), og hvoraf man seer, at de i Særdeleshed forargedes over Oslos nye Privilegier af 1346, og tillige erfares, at de tydske Kjøbmænd havde været saa lidet vant ved, at de paabudte Indskrænkninger overholdtes, at de betragtede det som en uhørt og utaalelig Haardhed, naar Befalingsmændene engang gjorde Alvor af at see dem nøje efterlevede. Saaledes klagede de over, „at de ikke maatte sælge sine Ting i Smaat, men alene i større Partier, som Malt, Øl, Meel og Sild i hele eller halve Lester, og .Klæde i hele Stykker“, som om dette Forbud, der sidst havde været gjentaget i hine Privilegier for Oslo af 1346, var noget nyt og ikke allerede egentlig havde bestaaet lige siden Kong Haakons Handelsforordning af 1316. Ligeledes klagedes der over, „at gjestkomne Mænd ikke fik Lov til at handle med hinanden indbyrdes, hvilket dog Kjøbmændene der fra gammel Tid havde plejet“. Det var vel egentlig først de sidste Privilegier for Oslo, der udtrykkeligt udtalte dette, men det laa i Sagens Natur og var desuden antydet i den eldre Handelsforordning af 1316. Overtrædelsen heraf saavelsom af den nysomtalte Paragraph maatte gjøre det aldeles umuligt for nogen indenbyes Handelsmand at bestaa, og at Forbudet – hvad man af Klagen maa slutte – hidtil ej havde været overholdt, viser, hvor ynkeligt det maa have staaet til med de indfødte Nordmænds Kjøbmandsskab. Med større Føje klagedes der over, „at Forbudet mod de fremmede Kjøbmænds Vintersidderi nu overholdtes saa strengt, at enhver, som ikke var borte inden tre Dage efter Høstterminens Udløb, skulde straffes med en betydelig Bod, og at de kongelige Befalingsmænd virkelig paa Grund deraf havde ladet enkelte Efterliggeres Gods og Varer beslaglægge“. Hvis denne strenge Fremgangsmaade, som rimeligt er, skyldes Drottsetens, Hr. Orm Eysteinssøns, Foranstaltninger, maa man idetmindste erkjende, at han var en energisk Mand, som søgte med Strenghed og Kraft at overholde Lovenes Bud og varetage Landets Borgeres Rettigheder lige overfor Udlændingerne. Om Klagen virkelig blev indgiven vides ikke, men i alle Fald har den intet synderligt udrettet, da Magnus’s Søn Haakon, efterat være bleven Konge, ordlydende fornyede de samme Privilegier for Oslo, hvori hine Forbud vare optagne, og end skarpere gjentog disse Forbud for Tunsberg, medens rigtignok paa den anden Side Tydskerne haardnakket vedblev at overtræde dem, formodentlig med større eller mindre Held, eftersom Befalingsmændene vare strenge til.

  1. ↑ See Kong Magnus’s Brev dateret Marstrand den 14de Juli 1352, hvorved han giver Helene Stywe Fuldmagt til at gjenløse hans pantsatte Kroner og bringe dem fra Tydskland til Sverige (Lappenbergs Sartorius II. S. 422). At det var til Lübeck, de vare pantsatte, sees deraf, at Brevet selv findes i Lübecks Archiv.
  2. ↑ Den danske Chronicon af 1357 for Aaret 1351 (Scr. r. D. III. 526) siger: Rex Sveciæ parliamentum tenet in Helsingborg. At dette Møde holdtes i September maa sluttes deraf, at Kongen udstedte to Breve fra Helsingborg den 17de September, nemlig det ene, der strax nedenfor omtales, Bekræftelse af Rostocks og Wismars Privilegier; det andet vedkommende Finland, Porthan ad Juusten. S. 261.
  3. ↑ Suhm XIII. S. 258. Her staar der, at de eldre Kongers Breve var af 1292, men dette maa være en Fejltagelse, da der ej kan være meent noget andet end det af 6te Juli 1294, s. o. IV. S. 234–240.
  4. ↑ Det danske Chr. af 1357, l. c. Mødet synes at have været holdt allersidst i Aaret, da det omtales efter Kong Valdemars Hjemkomst fra Tydskland den 16de November.
  5. ↑ At han tog det i Besiddelse sees noksom deraf, at han kort efter bortforlenede det til sin Yndling Benedikt Algotssøn. Men der er ogsaa udtrykkelige Vidnesbyrd om, at han i sit eget og sin Moders Navn inddrog deres private Besiddelser som Arvegods. Der haves saaledes et Brev, udstedt paa Vardberg den 25de Marts 1352 af Kong Magnus og hans Moder Hertuginde Ingeborg „til Sverige, Halland og Samsø“, hvorved de skjenke alt det Gods, der er dem tilfaldet i Hamars ved Hertugerne Haakons og Knuts Død, m. m. til St. Martins Nonnekloster l Skeninge. Allerede i Februar 1350, formodentlig umiddelbart efter Hertugernes Død, havde Kong Magnus indfordret Hamarø-Godset, thi der findes, som vi allerede have seet, i det svenske Rigsarchiv et Brev udstedt i Stockholm af Søn Hafthorssøn den 21de Febr. 1350, hvorved han uden Gjenløsningsret, men mod Erstatning afstaar til Kong Magnus Halvdelen af det Gods i Hamars, som han havde faaet med sin Hustru Birgitte Knutsdatter, og som Kongen nu havde tilbagekaldt. (Jfr. ovf. S. 394). Dette kan ikke forstaaes anderledes, end at Birgitte har været Medarving til Hamarø-Godset, som Konge nu søgte at samle under eet.
  6. ↑ Der gives Breve af Magnus, daterede Ljodhuus 9de og 10de Octbr., Porthans ad Juust. S. 261. Breve i det sv. Rigsarchiv vise, at han var 29de Novbr. paa Bad, uvist hvor, 5te Febr. 1352 i Eskilstuna, 5de og 9de Febr. i Strengnes, 22de Febr. i Skeninge, stedse paa Retterthing, 8de Marts i Strengnes, 25de Marts i Vardberg, s. o., 23de April i Baagahuus, s. o., 10de Juni paa Vardberg, 14de Juli i Marstrand, s. o.
  7. ↑ Huitfeld taler mest herom, men det er umiskjendeligt, hvad ogsaa allerede Lagerbring bemerker, at han ikke har andet haft for sig end det nysnævnte Chron. af 1357, og at Tilsætningerne ere hans egne Forklaringer efter Gjetning Saaledes siger han S. 506, at „K. af Sverige holdt en Landdag i Helsingborg og raadslog med Sine om hvad han skulde gjøre, fegte ogsaa hemmelig Kong Valdemars Venskab, hvilken dog ikke vilde indlade sig i Krig, uden at han fik Skaane igjen“; derpaa tales, som i Chron., om Valdemars Reise til Tydskland og Hjemkomst St. Edmunds Dag, og saa fortælles der igjen om de ser Biskopers Sammenkomst hos Erkebiskopen af Lund, med følgende aabenbart selvgjorte Tillæg: „thi det var paa Tider, K. Valdemar fordrede Skaane igjen, medens de Tydske ikke kunne selge dem det, de ikke havde Ret til“. Ved 1354, hvor der atter var et saadant Biskopsmøde, gjentager H. omtrent det samme. Messenius (Scondia III. S. 15, 16) gjengiver paa det nærmeste disse Beretninger, men tilføjer hver Gang, at de forsamlede Biskoper fordrede Kong Valdemar, som Fredsforstyrrer, dømt i den fastsatte Bod af 30000 Mk. Sølv. Dette kan alene være hans egen Tilsætning.
  8. ↑ Dette fortælles udtrykkeligt i det d. Chron. af 1357. Scr. R. D. VI. S. 526. At Aarsagen til Feiden var Misligholdelse af Forliget til Nebbe, sees af Voldgiftsdommen af 1352.
  9. ↑ Dette siger Huitfeld, S. 504.
  10. ↑ Chr. af 1357. l. c. jfr. Suhm XIII. 250.
  11. ↑ Om Mødet mellem Kongerne i Ørebro melder Chr. af 1357 strax i Begynd. af 1352 og da denne beretter Alt for hvert Aar i chronologisk Orden, sees allerede deraf, at Tiden maa have været først i Aaret. Efter dette Møde fortælles om Kong Valdemars Tilbagereise til Sjæland, Tog til Fyen og Forligsmødet, der maa have fundet Sted før Opgjøret selv den 25de Marts. Derpaa tales om et „Parlement“ i Helsingborg, og et nyt Møde mellem begge Konger i Ljodhuus, der ej kan have fundet Sted til anden Tid end mellem 25de Marts og Midten af August, da Magnus var i hine sydvestlige Egne. Da man ingen Breve har fra Magnus, udstedte i Januar 1352, veed man heller ikke nøje, hvor han i den Maaned opholdt sig, men den 3die Februar var han i Vesteraas og kan saaledes heel vel den 31te Januar eller 1ste Febr. have været i Ørebro, kun en Dagsreise derfra.
  12. ↑ Der synes at være ikke ringe Forvirring i, hvad Huitfeld beretter om denne Sag, (S. 507–509). Saaledes taler han om en Voldgiftskjendelse, som Grev Johan af Holsten afsagde i Pløn, „Søndag efter Lætare“ (det maa da vel være „Søndagen Lextare“, den 18de Marts, thi hvorfor skulde ikke den næste Søndag benævnes med sit rette Navn Judica, eller in passione?“) 1352 mellem Kong Valdemar og Greverne Henrik og Claus (ogsaa aftr. hos Suhm XIII. 260), men denne Voldgift synes kun – forsaavidt man af det ubehjelpelige Sprog kan faa nogen Mening – alene at have været midlertidig. Desuden var jo ogsaa Johan selv en af Parterne. Men den egentlige Voldgiftskjendelse synes at have været den, som Hertug Erik den yngre af Saxen og Grev Gerhard af Hoya afsagde i Nyborg den 3die April 1353, (Huitfeld 511, Suhm XIII. 275). Siden optraadte igjen i Nykjøbing Grev Henrik som partiel Voldgiftsmand mellem Kongen og Grev Johan.
  13. ↑ Dette Møde omtales kun i Chron. af 1357 l. c. og kaldes der Parliamentum, hvorfor Huitfeld kalder det en Herredag, men da Kong Valdemar ikke kunde holde nogen saadan i anden Mands Land, og Ordet „parliamentum“, ogsaa kan oversættes „Møde, Sammenkomst, Forhandling“, maa man her heller gjengive det ved „Fyrstecongres“. At Magnus var tilstede, siges ikke udtrykkeligt, men det falder af sig selv, thi ellers havde man ikke behøvet at holde Modet i Helsingborg; at Valdemar var der, ligger i Krønikens Ord, naar den siger, at han vendte tilbage til Sjæland efter Mødets Slutning. At Grev Henrik var tilstede, synes af Chronisten at forudsettes og kan tillige sluttes deraf, at han strax efter indfandt sig hos Kongen paa Baagahuus. Chronisten tillægger, at Valdemar bekostede Fyrsternes Reise gjennem Sjæland.
  14. ↑ Lappenbergs Sartorius S. 425.
  15. ↑ Dette Forlig meddeles i dansk Paraphrase af Suhm XIII. 273, hvor dog uheldigviis Dateringen ej er anført, skjønt Originalen findes i det danske Geheime-Arkiv.
  16. ↑ Det er Skade, at Originalen til dette Brev ingensteds er meddelt, da der er flere dunkle Punkter deri foruden Spørgsmaalet om Dateringen. Saaledes er det slemt, at man ej engang erfarer Navnet paa den Dame, Henrik skulde egte. Giftermaalet kom heller ikke istand, hvad nu Grunden kan have været. Henrik blev tilsidst gift med Kongens egen Niece Ingeborg, Datter af Hertug Albrecht, Enke efter Ludvig Romulus af Brandenburg. Corner (Chr. nov. 1090) vil vide, at Kong Magnus, til hvem det, som vi have seet, var overdraget i 1349 at afsige Voldgiftskjendelse mellem de stridende Parter i den brandenburgske Feide (s. o. S.496) virkelig, uagtet Voldgiften ved Forliget i Bautzen var bleven overflødig, bestemte blandt andet, at Markgrev Ludvig Romelus skulde egte hiin Ingeborg, men han henfører Kjendelsen til 1353.
  17. ↑ Reg. Suppl. Clement. ann. 11. fol. 73. Resol. er dateret 17de Juli, altsaa netop saa lang Tid efter den, da Kongen og Greven rimeligviis første Gang vare samlede, som det behøvedes for at komme fra Sverige til Curien.
  18. ↑ Dette Navn der i Aftrykkene af Chronicon skrives „Lychofum“, „Lychosiam“ fordi en eller anden Afskriver har forvexlet th eller ch, (der er i den Tids Haandskrifter ofte umuligt at skjelne mellem dem), medens der naturligviis i Originalen har staaet „Lythosiam“, har givet tidligere Granskere Anledning til mange unyttige Gjetninger, idet de næsten ligesom med Flid have holdt sig fra det, der burde ligge nærmest, Ljodhuus eller Ende. Messenius gjengiver det uden Videre med „Lykkeby“, Lagerbring med „Lykkeby“ eller „Lykkaas“, Thormod Torvessøn med „Lichovia“, Meurs med „Lyconia“, hvilket Gram retter til „Lyckowe“. I og for sig er ogsaa Ljodhuus det rimeligste Sted, da vi allerede have seet, at Kongen opholdt sig der i Egnen just paa de Tider.
  19. ↑ Lappenbergs Sartorius. II. S. 422.
  20. ↑ See de tre holstenske Grevers Brev, udstedt i Lübeck den 29de August 1352, hvorved de erklære at ville overtage Fuldmagt af Kong Magnus (naturligviis til at underhandle), hvis der i de to Aar fra næste Pints at regne udbryder Krig. Dipl. N. III. 279. Dette maa have været aftalt mellem Kongen og Grev Henrik, da de nys vare sammen paa Baagahuus.
  21. ↑ Fornyelserne ere nemlig fra Løverdag efter Pints 18de Marts 1353 til 2den Febr. 1354 (sammesteds); fra 11te Nov. 1354 paa et Aar (Styffe, Bidrag No. 16), fra 11te Nov. 1355 til 24de Juni 1356 (Dipl. N. II. 285), og derpaa endnu to Aar (Sartorius 423), fra 29de Mai 1358 paa et Aar (sammesteds S. 453), fra St. Hans 1359 paa to Aar (Dipl. N. III. 308).
  22. ↑ Lappenbergs Sartorius, S. 424, 428. Her blev det blandt andet forbudet at tage Vaabnene fra nogen af Kjøbmændene, førend de fik komme ind i sit Herberge, medens de derimod tidligere skal have maattet aflevere dem.
  23. ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 434.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/51&oldid=80339»