Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/51

Det er forhen omtalt, hvorledes Kong Magnus ikke længe efter ſin Hjemkomſt fra det rusſiſke Tog holdt et Raadsmøde i Kalmar, hvor han godkjendte de paa hans Vegne af Dronning Blanche indgaaede Forpligtelſer med Henſyn til Laanet af de pavelige Penge, der tildeels vare og herefter fra Tid til anden bleve ham indbetalte. Det heder rigtignok i Gjeldsbrevet, at de „vare anvendte til Rigets Bedſte“, hvilket ſkulde ſynes at antyde, at de allerede var modtagne og udgivne, men ſaaledes kan det dog ikke forholde ſig, da vi, ſom det ovenfor er viiſt, af Qvitteringerne ſelv erfare, at flere Summer indkom førſt bagefter, ej at tale om hvad der kom fra Norge, hvilket altſammen førſt indbetaltes ſenere. Men hine Ord pasſe viſt paa, hvad der var modtaget for Gjeldsbrevets Udſtedelſe, thi at modtage og atter udbetale Pengene var for Magnus, eller dem, der foreſtod hans Finantſer, viſtnok eet og det ſamme, i ſaa ſtor Forlegenhed for Penge befandt han ſig, efter alle Tegn at ſlutte, i denne Tid. Saaledes havde han endog ſat ſine Kroner i Pant til Lübeck, hvilket dog forudſætter en mere en almindeligt trykkende Pengetrang[1]. Uagtet hans Finantſer altid ſynes at have ſtaaet paa en ſlet Fod, maa det dog have været Udruſtningerne til Ruslands-Toget, ſom iſærdeleshed opſlugte alt hvad han kunde ſkaffe, og den gamle Riimkrønike har derfor viſt ganſke Ret, naar den, ſom vi have ſeet, taler om hans ſtore Ubehageligheder med de udenlandſke Lejetropper, der fordrede ſin Sold. Det var vel ogſaa for en ſtor Deel om at ſkaffe Penge til Veje, at Kong Magnus holdt et Raadsmøde i Helſingborg, om hvilket vi forøvrigt intet andet vide, end at det ſandſynligviis afholdtes i September 1351[2]. Imidlertid maa man næſten formode, at der til ſamme Tid har været underhandlet med de tydſke Stæder, og fornemmelig med Kong Valdemar. Thi juſt under dette ſit Ophold i Helſingborg, den 17de September, udgav Kong Magnus en bekræftet Gjenpart af Kong Erik Haakonsſøns og Kong Haakon Magnusſøns Breve af 1294 om Friheder for Roſtocks og Wismars Borgere i Norge[3], og tillige berettes det, at tre danſke og tre ſvenſke Biſkoper kom ſammen i Lund hos Erkebiſkopen for at handle om Fred mellem Rigerne[4]. Nu var det netop beſtemt ved den endelige Fredsſlutning i Vardberg mellem Magnus og Valdemar, at hvis denne ſøgte at forurolige Magnus i Beſiddelſen af Skaane m. m., da ſkulde inden tolv Uger de nærmeſte tre Biſkoper og tre verdslige Herrer fra hver Side træde ſammen i Helſingborg og efter anſtillet Underſøgelſe dømme Danekongen til en Bod af 30000 Mk. Sølv. (ſ. o. S. 286.) Vel er der i hiin Beretning kun Tale om tre Biſkoper fra hver Side, og Mødet fandt Sted i Lund, og ikke i Helſingborg, ſaa at det vel kan være muligt, at Gjenſtanden for disſe Overlægninger kun vare kirkelige Anliggender. Men noget ſynes dog ogſaa paa denne Tid at maatte have været Kong Magnus og Kong Valdemar imellem, thi ellers vilde vel ikke deres paatænkte Forbund mod Rusſerne have gaaet overſtyr. Vi have desuden ſeet, at Kong Valdemar i denne Tid virkelig omgikkes med Planer om at vinde Skaane tilbage, og at han i dette Øjemed oplagde liſtige Raad med Kong Magnus’s egen Svoger, Hertug Albrecht. Det er derfor ikke uſandſynligt, at Magnus kan have erfaret noget herom, ſkjønt det rigtignok lader til, at han i alle Fald ingen Mistanke nærede til ſin Svoger. Men om Magnus endog intet derom har erfaret, ſaa var der dog andre Spørgsmaal vedkommende de forhenværende danſke Landſkaber, i ſig ſelv vigtige nok til at kunne bevirke et midlertidigt ſpendt Forhold mellem ham og Valdemar. Begge de unge Porſer, Kongens Halvbrødre, vare døde i Peſten, og Kong Magnus tog deels ſom deres Lehnsherre, deels ſom deres eventuelle Arving, Søndrehalland i Beſiddelſe[5]. Men hvorledes gik det med Porſernes Befiddelſe i Danmark, navnlig det holbekſke Hertugdømme? Ved den ſidſte Overeenskomſt i 1346, da Porſerne afſtod fra alle Fordringer paa Eſtland, havde Valdemar givet dem fuldkommen Æqvivalent i Holbek, og dette maa have været noget mere end en blot og bar Forlening: det maa have været en virkelig Ejendomsret, der ved deres Død gik over paa deres Arvinger, nærmeſt Moderen, Hertuginde Ingeborg. Men paa den anden Side er der igjen Tegn til, at de unge Porſer under hine Forhandlinger, da de vare nede i Kjøbenhavn og fraſagde ſig Fordringerne paa Eſtland, have ladet ſig overtale af Valdemar ved allehaande Løfter til at ſlutte ſig nærmere til ham, maaſkee endog til underhaanden at erkjende ham ſom ſin Lehnsherre ogſaa for Søndrehalland, eller til at give ham Løfte om at ville gjøre det, naar et dertil belejligt Øjeblik frembød ſig, ſaavelſom at Kong Magnus er kommen undervejr dermed, thi hvad ſkulde vel ellers have foranlediget den allerede forhen omtalte Sløjfning af Falkenbergs Slot, der fandt Sted juſt i det ſamme Aar, ſom Porſerne og Valdemar havde været ſammen? Hvis altſaa Kong Valdemar efter Porſernes Død virkelig har gjort Demonſtrationer til at ville indfordre Sønderhalland og i dette Øjemed maaſkee har gjort Vanſkelighed med Henſyn til Porſernes Efterladenſkab i Sjæland, da var dette allerede Anledning nok til Forhandlinger af det Slags, der antydes i Fredstractaten af 1343. Og at der var vigtige Sager paa Ferde mellem begge Konger, ſees nokſom af de tvende Sammenkomſter, de havde i det paafølgende Aar, I hvorom der nedenfor vil blive talt. Derhos er det vel heller ikke uden » med Henſyn til de ſkaanſk-hallandſke Anliggender, at K. Magnus nu tilbragte længer Tid paa de Kanter og efter et kort Ophold i det øſtlige Sverige atter kom tilbage, i det han nemlig fra hiin Samling i Helſingborg begav ſig til Ljodhuus, hvor han var den 10de October, og det følgende Aar, efterat have været oppe i Mælar-Egnene i Februar og i Begyndelſen af Marts, allerede den 25de Marts var tilbage i Vardberg og blev paa de Kanter indtil hen i Auguſt[6]. Sildigere Forfattere ville med Beſtemthed vide, at Kong Valdemar aabenbart fremkom med Fordringen paa Skaane, ja at han endog dømtes til at udrede hiin nysnævnte ſtore Straffebod af 30000 Mk. Men efter alle Tegn at dømme berette de dette alene efter Gjetning uden at vide mere poſitivt om den Sag, end vi nuomſtunder[7]. Paa ſamme Tid have vel derimod de holſtenſke Grever paatrængende fordret Udbetaling af de Penge, ſom Kongen efter Toget til Rusland var bleven dem ſkyldig, og Valdemar maatte heri let kunne øjne en Lejlighed til, tinder en Fejde, ſom han netop nu havde med dem, at vinde Kong Magnus for ſig.

For nogenledes at kunne hitte Rede i disſe indviklede Forhold er det nødvendigt nøjere at betragte de holſtenſke Grever og Kong Valdemars Stilling ligeoverfor hinanden. Det er allerede forhen (S. 493) nævnt, at Greverne Henrik og Claus i 1348 havde indgaaet et Forlig med Valdemar om paa visſe Betingelſer at overdrage ham Nyborg Len med Halvdelen af Fyn, ſamt om Maaden hvorpaa det øvrige ſkulde indløſes. Han blev ogſaa ſtrax ſat i Beſiddelſe deraf og indløſte ifølge ſamme Forlig nogle Slotte i Sjæland, Nykøping paa Falſter, og nogle Slotte i Jylland. Herved var det maaſkee, at Grev Henrik ſattes iſtand til at hverve Tropper og komme Kong Magnus til Hjelp. Men formodentlig maa Valdemar enten ikke have villet eller ikke kunnet opfylde alle de indgaaede Forpligtelſer, thi i Begyndelſen af 1351 erklærede Greverne ham og Riget Krig. Ogſaa Hertug Valdemar af Jylland, Kongens Svoger, gjorde fælles Sag med dem[8]. Paa ſamme Tid herſkede der megen Gjæring mellem de jydſke Adelsmænd, der fandt Kongens Regiment for haardt og hans Skatter for tunge og maaſkee endnu engang tænkte paa at bringe Abels Linje paa Kongetronen. Endvidere udbrød der Privatfeide mellem Kongen og hans Drottſete, den megtige holſtenſke Adelsmand Nikolas Lembeke, der havde ſtore Beſiddelſer i Jylland, og det forſtod ſig da af ſig ſelv, at denne fik Underſtøttelſe af Greverne. Ogſaa Hanſeſtæderne gjorde fælles Sag med Holſterne; de fandt, heder det, at deres Friheder fornærmedes[9]. Under disſe Omſtændigheder ſynes det rimeligere, at Kong Valdemar har ſøgt Magnus’s Venſkab og Biſtand, end at han juſt nu ſaa indtrængende ſkulde have villet opfriſke Fordringerne paa Skaane. Han gjorde, ſom det allerede er nævnt, ſeenhøſtes en kort Reiſe over til Mecklenburg og Pomern, maaſke for at ſøge Hjelp hos Hertug Albrecht, men viſtnok forgjeves, da Albrecht paa den Tid juſt var i Krig med Pomern[10]. Det er derfor meget ſandſynligt, at det Møde, der nu holdtes i Lund mellem de ſex Biſkoper, nærmeſt var foranſtaltet af ham ſelv for fredeligt at afgjøre de Spørgsmaal Halland og Skaane angaaende, der efter Porſernes Død var opſtaaede, og ſom ellers let kunde bringe Magnus til at benytte ſig af Lejligheden og begynde Krig mod ham fra ſin Kant, derſom dette ikke i Tide ved venſkabelige Tilnærmelſer blev hindret. Den kloge Valdemar maa ogſaa fuldkommen have faaet ſit Ønſke opfyldt, thi Magnus forholdt ſig ej alene rolig, men det vidner endog om en ſtørre Tilnærmelſe mellem Kongerne, at Magnus ſelv kom i et ſpendt Forhold med Hanſeſtæderne, ſaa at det i det følgende Aar, ſom vi ville ſee, var nødvendigt at megle en „Stilſtand„ mellem dem. I Begyndelſen af 1352 vilde Valdemar, tryg fra den Kant, drage over til Fyn og Jylland med en Hær, men kunde ikke komme over Beltet, og da han formodentlig indſaa, at han for Øjeblikket intet her kunde foretage, ſøgte han en ny Sammenkomſt med Kong Magnus og reiſte lige op til Ørebro for at finde ham. Dette maa have været i Hjertet af Vinteren, ſidſt i Januar Maaned, thi alene paa den Tid kan Magnus i hele den førſte Halvdeel af 1352 have været i Ørebro[11]. Det kan alene have været meget vigtige Aarſager, ſom bevægede Kong Valdemar til at foretage en ſaa beſværlig Skyndereiſe. Enten maa han da være bleven bange for, at Kong Magnus ſkulde gjennemſkue hans underfundige Planer og falde ham i Ryggen, naar han paany drog i Felten mod Holſterne, eller han maa have villet ſikkre ſig hans Deeltagelſe ved den foreſtaaende Fredsmegling og have aftalt med ham, hvad der ſtrax efter ſattes i Virkſomhed. Valdemar ilede nu, fortælles der, atter til Sjæland og ſatte med ſin Hær over til Fyn. Her, berettes der endvidere, „kom mange Fyrſter ham imøde, men han og Hertug Albrecht af Mecklenburg begav ſig til en Landsby, hvor han forhandlede med Fyrſterne om deres Mellemværende, ſaaledes at der fra begge Sider valgtes Voldgiftsmænd, til hvem Slottene og Befæſtningerne bleve overgivne, for at de deſto kraftigere kunde forpligtes til at gjøre Ende paa Striden“. Nogen endelig Dom blev dog ikke afſagt førend i det følgende Aar[12]. Derimod blev der nu holdt et Møde i Helſingborg, hvor Hertug Albrecht af Mecklenburg og flere andre Fyrſter — naturligviis førſt og fremſt de holſtenſke Grever,— vare tilſtede, ej at tale om begge Kongerne, Magnus og Valdemar[13]. Tiden, naar dette Møde blev

holdt, opgives ikke, men da Kong Magnus den ſtørſte Deel af Vaaren og Sommeren holdt ſig paa de Kanter, kan det have været naarſomhelſt i den Tid. Formodentlig var det i April eller Mai. Efter hvad der nys var foregaaet ſkulde man ſnareſt formode, at der ogſaa her blev handlet om Fred mellem Valdemar og Greverne, og at man ſaaledes førſt har gjort et Forſøg paa at henſkyde Voldgiftskjendelſen under Kong Magnus og Hertug Albrecht. Men hvad der end i dette Stykke har været forſøgt, kan dog intet videre været kommet ud deraf, thi ellers vilde et Opgjør, ſom fandt Sted i det følgende Aar, have været overflødigt. Desuden var Kong Magnus nu ſnarere paa en vis Maade en Part i Sagen, da han unegteligt under den ſidſte Feide havde begunſtiget Kong Valdemar. Det er ikke uſandſynligt, at baade Lübeckerne og Grev Henrik af Holſteen, der desuden endnu havde ſtore Pengeſummer tilgode hos ham, nu have truet ham med en Krig, der fremdeles maatte være ham meget ubelejlig. Derfor maa man vel antage, at Hovedøjemedet med denne Sammenkomſt var at gjenoprette den gode Forſtaaelſe mellem . Kong Magnus ſelv og de andre krigførende Partier. . Dette beſtyrkes ogſaa deels deraf, at Albrecht af Mecklenburg virkelig fik Fuldmagt til, i Forening med fire ſvenſke Raadsherrer, at ſlutte en Stilſtand med Lübeckerne paa hans Vegne, hvilken og virkelig kom iſtand og af Magnus ſiden bekræftedes den 9de Auguſt[14], deels af den Omſtændighed, at han ſenere hen, førſt i Auguſt, havde paa Baagahuus en ſærſkilt Sammenkomſt med Grev Henrik og her indgik et Forlig med ham, hvis Hovedbetingelſer formodentlig ved det ſtørre Møde i Helſinghorg allerede har været antydet. Det er meget muligt, at der her ogſaa har været forhandlet noget om Skaane, men iſaafald er det viſt ſkeet med al Varſomhed fra Valdemars Side, da det for Øjeblikket ikke kunde være tilraadeligt for ham at gjøre ſlet Magnus til Uven. Derimod kan man, efter hvad der var aftalt i 1350 mellem Valdemar og Hertug Albrecht, ikke tvivle om, at disſe to havde benyttet Tiden til underhaanden at fremme ſin egentlige Planer ſaa meget ſom muligt, og man kan ikke ſee disſe tvende liſtige Mænd tilſammen i Raadſlagning med Kong Magnus uden Foreſtillingen om, at denne er bleven ynkeligt ført bag Lyſet og overtalt til at indgaa paa Ting, der i Længden alene kunde bringe ham Skade. Et ſaadant Indtryk faar man idetmindſte af det nysnævnte Forliig, ſom Kong Magnus d. 1ſte Aug. paa Baagahuus afſluttede med Grev Henrik[15] ,og „hvorved alt ſkulde være afgjort mellem dem om Jorder, Slotte, Gjeld, Befeſtninger, Skade, Interesſe, Tviſtigheder, Had, Misfornøjelſe og Uvenlighed, ſom hidtil havde været dem imellem, og aldeles nedlægges, ſaa at Greverne herefter ikke ſkulde kunne ſøge Kongen, Dronningen, Børn, Eftermænd, Arvinger eller Rigernes Kroner.“ Betingelſerne vare disſe: at Grev Henrik ſkulde egte en Niece af Dronning Blanche, altſaa vel en namurſk Grevedatter, og med hende faa 5000 Mk. Sølv kølnſk Vegt, i Medgift, at Kong Magnus erkjendte at være Grev Henrik ſkyldig 8000 Mk. Sølv, nemlig 5000 i det nysnævnte Udſtyr, og 3000 for de Tjeneſter, Greven og hans Broder Grev Claus eller Arvinger herefter ſkulde beviſe Kongen, Dronningen, deres Børn, Eftermænd og Kroner; at disſe 8000 Mk. Sølv ſkulde betales i Sølv eller Guld, 1200 i ſex Aar efter hinanden hver Mortensdag, og Aaret derefter de ſidſte 800; at døde Bruden, førend Greven kom til at egte hende, ſkulde Kongen ſlippe med de 4000 Mk. Sølv; døde hun efter Bryllupet uden Børn, ſkulde Greven og Arvinger betale Kongen, Dronningen og Børn 4000 Mk. tilbage 4 Aar efter hendes Dødsdag; døde Greven før Bryllupet, ſkulde Kongen betale hans Broder Claus 4000 Mk., men døde Greven efter Bryllupet, uden Børn, ſkulde hun have Landſkabet Segeberg med Slotte, Befeſtninger og alle Rettigheder til Livgeding, men vilde hun gifte ſig igjen eller vende tilbage til ſit Fedreland, ſkulde de holſtenſke Grever gjenkjøbe det for 6000 Mk. Sølv ſex Aar efter Grevens Død; døde han og efterlod Børn med hende, da beholdt hun det paa Livstid, undtagen om hun igjen giftede ſig eller drog til ſit Fedreland, i hvilket Tilfelde hun ſkulde have 3000 Mk., og de øvrige 3000 tilfalde Børnene; at Kongen forbandt Dronningen, ſine Børn og Eftermænd til faſt Venſkab med Greverne, ſaaledes at muligtviis opkomne Stridigheder mellem deres Venner ſkulde ſøges forligte ved tvende Raadsherrer, en fra hver Side; og om nogen af Kongens Tjenere fornærmede Grevens Mænd eller omvendt, ſkulde tvende Mænd paa hver Side dømme dem imellem efter Landsloven. Kongens Gjenpart af dette Forlig beſegledes af ham, Dronningen, og hans Raadsherrer Gøtſtav Tunesſøn, Karl Neskonungsſøn, og Benedict Algotsſøn[16]. Et Bevis paa det Venſkab, der herefter ſkulde herſke mellem Kongen og Greven, var det vel, at denne imidlertid havde udvirket hos Paven en Tilladelſe for Grev Henrik og hans Brødre til at lade holde Gudstjeneſte for ſig paa Steder, der vare underkaſtede kirkeligt Interdict[17].

Har Kong Valdemar kjendt noget til Beſtemmelſerne i dette Forlig, hvad man vel neppe kan tvivle om, da maa han, trods den tilſyneladende Begunſtigelſe, der blev Grev Henrik til Deel, dog have glædet ſig derover, thi det var let at forudſee, at de Pengeforpligtelſer, Kong Magnus herved paatog ſig, og ſom det nu neppe var rimeligt for ham at efterkomme, meget ſnart maatte bringe ham i den piinligſte Forlegenhed, i et ſpendt Forhold til Greverne og i Afhængighed af Danekongen, hvis denne i hans Nød rakte ham Haanden. Herved var mere udrettet en med end formelig Krig, ſom det for Tiden maatte være Valdemar ubelejligt at begynde. Der fortælles nu om ham, at han ſelv ikke længe efter Mødet i Helſingborg begav ſig til Ljodhuus[18], og at begge Konger der „med Udelukkelſe af alle Medbejlere forbandt ſig godt med hinanden“. Det maa vel have været omtrent paa den ſamme Tid, da Grev Henrik var hos Kongen paa Baagahuus, men om det var før eller efter, vides ikke, ligeſaa lidet ſom der andetſtedsfra erfares noget udtrykkeligt om, hvad Kongerne forhandlede med hinanden om, og hvori deres „gode Forbindelſe“ beſtod. Kong Valdemars Politik var altid, og iſær i denne Tid, ſaa dyb, indviklet og uudgrundelig, at der udfordres en Masſe af ſikkre, poſitive hiſtoriſke Actſtykker for nogenledes at finde Rede deri, og de ſavnes her. Saa meget er kun klart, at alt, hvad han nu foretog med eller ligeoverfor Magnus, ſigtede til Gjenerhvervelſen af Skaane, Halland og Bleking, men Maaden, hvorpaa han bearbeidede Magnus for ſine Planer, bliver idetmindſte før den Tid, da han for Alvor ret ſatte disſe Intriguer i Verk, indhyllet i Mørke. Af hvad der ſenere fandt Sted bliver det rimeligt, at han fornemmelig har berørt Magnus’s ſvage Side, hans Harme over de ſvenſke Magnaters tiltagende Oppoſition, og at han ideligt har fremhævet ham Fordelen af en Giftermaalsforbindelſe mellem begge Kongefamilier. Det er allerede forhen omtalt, at noget ſaadant kan have været paa Bane i 1347, og hvis det da foreløbig var beſtemt, at Kong Valdemars Datter Ingeborg ſkulde egte Kong Magnus’s Søn Haakon, havde Kong Magnus ſaameget mere Grund til at være misfornøjet med Valdemar, da Ingeborgs Haand efter Margretes Død lovedes til Henrik af Mecklenburg (ſ. o. S. 496), at Valdemar alene af den Aarſag nok kunde finde det Umagen værd at gjøre ſaa ſtore Anſtrengelſer for at ſikre ſig Magnus’s Neutralitet under Krigen med de holſtenſke Grever, ſom vi aabenbart har ſeet ham at gjøre. Nu er der ſtor Sandſynlighed for, at Kong Valdemar atter har bragt disſe Giftermaalsplaner paa Bane og underhaanden tilbudt ſig at ophæve Forbindelſen mellem ſin Datter Ingeborg og Hertug Albrechts Søn; vi ville idetmindſte ſee, hvorledes Valdemar ſenere efter nogle paafølgende Forhandlinger mellem begge Konger virkelig lod Ingeborg hente tilbage fra Mecklenburg, hvor hun allerede havde været ſendt hen. Muligt og, at Valdemar i Kongens Forlegenhed tilbød eller virkelig laante ham Penge forat gjøre ham deſto mere afhængig af ſig; vi ville idetmindſte ſee, at han ſenere, formodentlig ſom Pant, var kommen i Beſiddelſe af den i ſin Tid mellem Sverige og Norge omtviſtede gotiſke Deel af Hiſingen. At Valdemars Beſøg hos Magnus og „Forbund“ med ham ſtod i den nøjeſte Forbindelſe med Grev Henriks, der ogſaa havde opſøgt Kongen „med Fjernelſe af alle Medbejlere“, kan ej betvivles, ſaa meget mere ſom Freden mellem Valdemar og de holſtenſke Grever nu i Virkeligheden allerede var oprettet og i det følgende Aar ved flere ſærlige Overeenskomſter blev bekræftet. Men den nøjere Forbindelſestraad mellem hvad der ved begge hine Fyrſtemøder paa Tomandshaand blev forhandlet, ſavne vi af Mangel paa oplyſende Actſtykker. Det er umiskjendeligt, at Kong Magnus og Grev Henrik hver paa ſin Side have været oprigtige, men noget vel godtroende, og at Nordens liſtigſte Politikere, Valdemar og Albrecht af Mecklenburg, have gaaet imellem dem og benyttet dem begge ſom Redſkaber for ſine omfattende Planer.

Det var kort før hiin Sammenkomſt mellem Grev Henrik og Kong Magnus, at denne fra Marſtrand af (d. 14de Juli) gav Heine Stywe Fuldmagt til at indløſe ſine til Lübeck pantſatte Kroner, og ej længe efter (d. 9de Auguſt) bekræftede han den Stilſtand, ſom Hertug Albrecht og de fire ſvenſke Raadsherrer havde ſluttet med Lübeck. Den beſtemtes at ſkulle vedvare indtil næſte Aars Pints, og i Mellemtiden ſkulde Lübecks Borgere frit kunne beſøge alle Kongens Riger, Sverige, Norge og Skaane, ſamt andre hans Beſiddelſer og Privilegier[19]. Friſten var vel kort, men han havde allerede, ſom det lader, givet Greverne af Holſten Fuldmagt til at fornye Stilſtanden paa to Aar, naar den var udløben[20], og den blev ogſaa ganſke rigtig fornyet, ej alene i 1353, men ogſaa ſenere Gang efter Gang, altid med meget korte Friſter[21]. Dette kan vanſkeligt forklares anderledes, end at baade Stæderne og Kongen ønſkede at holde Lejligheden aaben til at faa de beſtaaende Handelsforhold ordnede anderledes, idet hine altid ſøgte at udvide ſine Friheder og harmedes over de Forbud, der ſigtede til at værne om Kronens og de indfødte Kjøbmænds Rettigheder, medens Kongen og hans Underſaatter allerede fandt de dem indrømmede Privilegier uforholdsmesſigt ſtore og harmedes over den Frekhed, hvormed de ſtadigt ſøgte at omgaa eller ligefrem overtræde hine Forbud. Magnus maatte ſelv ved denne Lejlighed fornye, ja tildeels endog udvide de dem tilſtaaede Rettigheder paa deres Laſte- og Handelspladſe (Vitten) ved Skanør[22]. Men i Norge, hvor det egentlig var Drottſeten, Hr. Orm, der førte Regimentet, ſynes man tvertimod at have gaaet frem mod dem med en i lang Tid ukjendt Strenghed, og at det udtrykkeligt er bleven paalagt de kongelige Befalingsmænd at ſee de tydſke Kjøbmænd ſtrengt paa Fingrene og hindre dem fra at tiltage ſig endnu flere Friheder, end de allerede havde. Der haves endnu i Roſtocks Archiv fra Slutningen af Aaret 1354 et Concept til en Klage[23], ſom denne Stad tilligemed flere andre af Stænderne agtede at indgive til Kong Magnus over de foregivne Ulemper, ſom deres Kjøbmænd ſkulde lide i Oslo og i Nærheden deraf (formodentlig Tunsberg), og hvoraf man ſeer, at de i Særdeleshed forargedes over Oslos nye Privilegier af 1346, og tillige erfares, at de tydſke Kjøbmænd havde været ſaa lidet vant ved, at de paabudte Indſkrænkninger overholdtes, at de betragtede det ſom en uhørt og utaalelig Haardhed, naar Befalingsmændene engang gjorde Alvor af at ſee dem nøje efterlevede. Saaledes klagede de over, „at de ikke maatte ſælge ſine Ting i Smaat, men alene i ſtørre Partier, ſom Malt, Øl, Meel og Sild i hele eller halve Leſter, og .Klæde i hele Stykker“, ſom om dette Forbud, der ſidſt havde været gjentaget i hine Privilegier for Oslo af 1346, var noget nyt og ikke allerede egentlig havde beſtaaet lige ſiden Kong Haakons Handelsforordning af 1316. Ligeledes klagedes der over, „at gjeſtkomne Mænd ikke fik Lov til at handle med hinanden indbyrdes, hvilket dog Kjøbmændene der fra gammel Tid havde plejet“. Det var vel egentlig førſt de ſidſte Privilegier for Oslo, der udtrykkeligt udtalte dette, men det laa i Sagens Natur og var desuden antydet i den eldre Handelsforordning af 1316. Overtrædelſen heraf ſaavelſom af den nysomtalte Paragraph maatte gjøre det aldeles umuligt for nogen indenbyes Handelsmand at beſtaa, og at Forbudet — hvad man af Klagen maa ſlutte — hidtil ej havde været overholdt, viſer, hvor ynkeligt det maa have ſtaaet til med de indfødte Nordmænds Kjøbmandsſkab. Med ſtørre Føje klagedes der over, „at Forbudet mod de fremmede Kjøbmænds Vinterſidderi nu overholdtes ſaa ſtrengt, at enhver, ſom ikke var borte inden tre Dage efter Høſtterminens Udløb, ſkulde ſtraffes med en betydelig Bod, og at de kongelige Befalingsmænd virkelig paa Grund deraf havde ladet enkelte Efterliggeres Gods og Varer beſlaglægge“. Hvis denne ſtrenge Fremgangsmaade, ſom rimeligt er, ſkyldes Drottſetens, Hr. Orm Eyſteinsſøns, Foranſtaltninger, maa man idetmindſte erkjende, at han var en energiſk Mand, ſom ſøgte med Strenghed og Kraft at overholde Lovenes Bud og varetage Landets Borgeres Rettigheder lige overfor Udlændingerne. Om Klagen virkelig blev indgiven vides ikke, men i alle Fald har den intet ſynderligt udrettet, da Magnus’s Søn Haakon, efterat være bleven Konge, ordlydende fornyede de ſamme Privilegier for Oslo, hvori hine Forbud vare optagne, og end ſkarpere gjentog disſe Forbud for Tunsberg, medens rigtignok paa den anden Side Tydſkerne haardnakket vedblev at overtræde dem, formodentlig med ſtørre eller mindre Held, efterſom Befalingsmændene vare ſtrenge til.

  1. See Kong Magnus’s Brev dateret Marſtrand den 14de Juli 1352, hvorved han giver Helene Stywe Fuldmagt til at gjenløſe hans pantſatte Kroner og bringe dem fra Tydſkland til Sverige (Lappenbergs Sartorius II. S. 422). At det var til Lübeck, de vare pantſatte, ſees deraf, at Brevet ſelv findes i Lübecks Archiv.
  2. Den danſke Chronicon af 1357 for Aaret 1351 (Scr. r. D. III. 526) ſiger: Rex Sveciæ parliamentum tenet in Helsingborg. At dette Møde holdtes i September maa ſluttes deraf, at Kongen udſtedte to Breve fra Helſingborg den 17de September, nemlig det ene, der ſtrax nedenfor omtales, Bekræftelſe af Roſtocks og Wismars Privilegier; det andet vedkommende Finland, Porthan ad Juusten. S. 261.
  3. Suhm XIII. S. 258. Her ſtaar der, at de eldre Kongers Breve var af 1292, men dette maa være en Fejltagelſe, da der ej kan være meent noget andet end det af 6te Juli 1294, ſ. o. IV. S. 234—240.
  4. Det danſke Chr. af 1357, l. c. Mødet ſynes at have været holdt allerſidſt i Aaret, da det omtales efter Kong Valdemars Hjemkomſt fra Tydſkland den 16de November.
  5. At han tog det i Beſiddelſe ſees nokſom deraf, at han kort efter bortforlenede det til ſin Yndling Benedikt Algotsſøn. Men der er ogſaa udtrykkelige Vidnesbyrd om, at han i ſit eget og ſin Moders Navn inddrog deres private Beſiddelſer ſom Arvegods. Der haves ſaaledes et Brev, udſtedt paa Vardberg den 25de Marts 1352 af Kong Magnus og hans Moder Hertuginde Ingeborg „til Sverige, Halland og Samsø“, hvorved de ſkjenke alt det Gods, der er dem tilfaldet i Hamars ved Hertugerne Haakons og Knuts Død, m. m. til St. Martins Nonnekloſter l Skeninge. Allerede i Februar 1350, formodentlig umiddelbart efter Hertugernes Død, havde Kong Magnus indfordret Hamarø-Godſet, thi der findes, ſom vi allerede have ſeet, i det ſvenſke Rigsarchiv et Brev udſtedt i Stockholm af Søn Hafthorsſøn den 21de Febr. 1350, hvorved han uden Gjenløsningsret, men mod Erſtatning afſtaar til Kong Magnus Halvdelen af det Gods i Hamars, ſom han havde faaet med ſin Huſtru Birgitte Knutsdatter, og ſom Kongen nu havde tilbagekaldt. (Jfr. ovf. S. 394). Dette kan ikke forſtaaes anderledes, end at Birgitte har været Medarving til Hamarø-Godſet, ſom Konge nu ſøgte at ſamle under eet.
  6. Der gives Breve af Magnus, daterede Ljodhuus 9de og 10de Octbr., Porthans ad Juust. S. 261. Breve i det ſv. Rigsarchiv viſe, at han var 29de Novbr. paa Bad, uviſt hvor, 5te Febr. 1352 i Eſkilstuna, 5de og 9de Febr. i Strengnes, 22de Febr. i Skeninge, ſtedſe paa Retterthing, 8de Marts i Strengnes, 25de Marts i Vardberg, ſ. o., 23de April i Baagahuus, ſ. o., 10de Juni paa Vardberg, 14de Juli i Marſtrand, ſ. o.
  7. Huitfeld taler meſt herom, men det er umiskjendeligt, hvad ogſaa allerede Lagerbring bemerker, at han ikke har andet haft for ſig end det nysnævnte Chron. af 1357, og at Tilſætningerne ere hans egne Forklaringer efter Gjetning Saaledes ſiger han S. 506, at „K. af Sverige holdt en Landdag i Helſingborg og raadſlog med Sine om hvad han ſkulde gjøre, fegte ogſaa hemmelig Kong Valdemars Venſkab, hvilken dog ikke vilde indlade ſig i Krig, uden at han fik Skaane igjen“; derpaa tales, ſom i Chron., om Valdemars Reiſe til Tydſkland og Hjemkomſt St. Edmunds Dag, og ſaa fortælles der igjen om de ſer Biſkopers Sammenkomſt hos Erkebiſkopen af Lund, med følgende aabenbart ſelvgjorte Tillæg: „thi det var paa Tider, K. Valdemar fordrede Skaane igjen, medens de Tydſke ikke kunne ſelge dem det, de ikke havde Ret til“. Ved 1354, hvor der atter var et ſaadant Biſkopsmøde, gjentager H. omtrent det ſamme. Mesſenius (Scondia III. S. 15, 16) gjengiver paa det nærmeſte disſe Beretninger, men tilføjer hver Gang, at de forſamlede Biſkoper fordrede Kong Valdemar, ſom Fredsforſtyrrer, dømt i den faſtſatte Bod af 30000 Mk. Sølv. Dette kan alene være hans egen Tilſætning.
  8. Dette fortælles udtrykkeligt i det d. Chron. af 1357. Scr. R. D. VI. S. 526. At Aarſagen til Feiden var Misligholdelſe af Forliget til Nebbe, ſees af Voldgiftsdommen af 1352.
  9. Dette ſiger Huitfeld, S. 504.
  10. Chr. af 1357. l. c. jfr. Suhm XIII. 250.
  11. Om Mødet mellem Kongerne i Ørebro melder Chr. af 1357 ſtrax i Begynd. af 1352 og da denne beretter Alt for hvert Aar i chronologiſk Orden, ſees allerede deraf, at Tiden maa have været førſt i Aaret. Efter dette Møde fortælles om Kong Valdemars Tilbagereiſe til Sjæland, Tog til Fyen og Forligsmødet, der maa have fundet Sted før Opgjøret ſelv den 25de Marts. Derpaa tales om et „Parlement“ i Helſingborg, og et nyt Møde mellem begge Konger i Ljodhuus, der ej kan have fundet Sted til anden Tid end mellem 25de Marts og Midten af Auguſt, da Magnus var i hine ſydveſtlige Egne. Da man ingen Breve har fra Magnus, udſtedte i Januar 1352, veed man heller ikke nøje, hvor han i den Maaned opholdt ſig, men den 3die Februar var han i Veſteraas og kan ſaaledes heel vel den 31te Januar eller 1ſte Febr. have været i Ørebro, kun en Dagsreiſe derfra.
  12. Der ſynes at være ikke ringe Forvirring i, hvad Huitfeld beretter om denne Sag, (S. 507—509). Saaledes taler han om en Voldgiftskjendelſe, ſom Grev Johan af Holſten afſagde i Pløn, „Søndag efter Lætare“ (det maa da vel være „Søndagen Lextare“, den 18de Marts, thi hvorfor ſkulde ikke den næſte Søndag benævnes med ſit rette Navn Judica, eller in passione?“) 1352 mellem Kong Valdemar og Greverne Henrik og Claus (ogſaa aftr. hos Suhm XIII. 260), men denne Voldgift ſynes kun — forſaavidt man af det ubehjelpelige Sprog kan faa nogen Mening — alene at have været midlertidig. Desuden var jo ogſaa Johan ſelv en af Parterne. Men den egentlige Voldgiftskjendelſe ſynes at have været den, ſom Hertug Erik den yngre af Saxen og Grev Gerhard af Hoya afſagde i Nyborg den 3die April 1353, (Huitfeld 511, Suhm XIII. 275). Siden optraadte igjen i Nykjøbing Grev Henrik ſom partiel Voldgiftsmand mellem Kongen og Grev Johan.
  13. Dette Møde omtales kun i Chron. af 1357 l. c. og kaldes der Parliamentum, hvorfor Huitfeld kalder det en Herredag, men da Kong Valdemar ikke kunde holde nogen ſaadan i anden Mands Land, og Ordet „parliamentum“, ogſaa kan overſættes „Møde, Sammenkomſt, Forhandling“, maa man her heller gjengive det ved „Fyrſtecongres“. At Magnus var tilſtede, ſiges ikke udtrykkeligt, men det falder af ſig ſelv, thi ellers havde man ikke behøvet at holde Modet i Helſingborg; at Valdemar var der, ligger i Krønikens Ord, naar den ſiger, at han vendte tilbage til Sjæland efter Mødets Slutning. At Grev Henrik var tilſtede, ſynes af Chroniſten at forudſettes og kan tillige ſluttes deraf, at han ſtrax efter indfandt ſig hos Kongen paa Baagahuus. Chroniſten tillægger, at Valdemar bekoſtede Fyrſternes Reiſe gjennem Sjæland.
  14. Lappenbergs Sartorius S. 425.
  15. Dette Forlig meddeles i danſk Paraphraſe af Suhm XIII. 273, hvor dog uheldigviis Dateringen ej er anført, ſkjønt Originalen findes i det danſke Geheime-Arkiv.
  16. Det er Skade, at Originalen til dette Brev ingenſteds er meddelt, da der er flere dunkle Punkter deri foruden Spørgsmaalet om Dateringen. Saaledes er det ſlemt, at man ej engang erfarer Navnet paa den Dame, Henrik ſkulde egte. Giftermaalet kom heller ikke iſtand, hvad nu Grunden kan have været. Henrik blev tilſidſt gift med Kongens egen Niece Ingeborg, Datter af Hertug Albrecht, Enke efter Ludvig Romulus af Brandenburg. Corner (Chr. nov. 1090) vil vide, at Kong Magnus, til hvem det, ſom vi have ſeet, var overdraget i 1349 at afſige Voldgiftskjendelſe mellem de ſtridende Parter i den brandenburgſke Feide (ſ. o. S.496) virkelig, uagtet Voldgiften ved Forliget i Bautzen var bleven overflødig, beſtemte blandt andet, at Markgrev Ludvig Romelus ſkulde egte hiin Ingeborg, men han henfører Kjendelſen til 1353.
  17. Reg. Suppl. Clement. ann. 11. fol. 73. Reſol. er dateret 17de Juli, altſaa netop ſaa lang Tid efter den, da Kongen og Greven rimeligviis førſte Gang vare ſamlede, ſom det behøvedes for at komme fra Sverige til Curien.
  18. Dette Navn der i Aftrykkene af Chronicon ſkrives „Lychofum“, „Lychosiam“ fordi en eller anden Afſkriver har forvexlet th eller ch, (der er i den Tids Haandſkrifter ofte umuligt at ſkjelne mellem dem), medens der naturligviis i Originalen har ſtaaet „Lythosiam“, har givet tidligere Granſkere Anledning til mange unyttige Gjetninger, idet de næſten ligeſom med Flid have holdt ſig fra det, der burde ligge nærmeſt, Ljodhuus eller Ende. Mesſenius gjengiver det uden Videre med „Lykkeby“, Lagerbring med „Lykkeby“ eller „Lykkaas“, Thormod Torvesſøn med „Lichovia“, Meurs med „Lyconia“, hvilket Gram retter til „Lyckowe“. I og for ſig er ogſaa Ljodhuus det rimeligſte Sted, da vi allerede have ſeet, at Kongen opholdt ſig der i Egnen juſt paa de Tider.
  19. Lappenbergs Sartorius. II. S. 422.
  20. See de tre holſtenſke Grevers Brev, udſtedt i Lübeck den 29de Auguſt 1352, hvorved de erklære at ville overtage Fuldmagt af Kong Magnus (naturligviis til at underhandle), hvis der i de to Aar fra næſte Pints at regne udbryder Krig. Dipl. N. III. 279. Dette maa have været aftalt mellem Kongen og Grev Henrik, da de nys vare ſammen paa Baagahuus.
  21. Fornyelſerne ere nemlig fra Løverdag efter Pints 18de Marts 1353 til 2den Febr. 1354 (ſammeſteds); fra 11te Nov. 1354 paa et Aar (Styffe, Bidrag No. 16), fra 11te Nov. 1355 til 24de Juni 1356 (Dipl. N. II. 285), og derpaa endnu to Aar (Sartorius 423), fra 29de Mai 1358 paa et Aar (ſammeſteds S. 453), fra St. Hans 1359 paa to Aar (Dipl. N. III. 308).
  22. Lappenbergs Sartorius, S. 424, 428. Her blev det blandt andet forbudet at tage Vaabnene fra nogen af Kjøbmændene, førend de fik komme ind i ſit Herberge, medens de derimod tidligere ſkal have maattet aflevere dem.
  23. Lappenbergs Sartorius, II. S. 434.