Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/52

Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 576-589).

Der høres i denne Tid ſaagodtſom intet om Tildragelſer i Norge, og det er vel ſnarere et godt end et ſlet Tegn paa, hvorledes Stemningen og Tilſtanden der maa have været. Naar Drottſeten udviklede ſaa megen Kraft og Beſtemthed imod de megtige tydſke Kjøbmænd, er det ogſaa at formode, at han ikke var mindre energiſk i ſin Styrelſe overhoved, og at han har forſtaaet at hævde Lov og Ret og overholde Fred og god Orden indenlands paa en eftertrykkelig Maade, uden at enſe, hvad der nok ogſaa var Tilfeldet, at han derved beredede ſig mange Fjender blandt de øvrige Stormænd. Vi have ovenfor nævnt, at Kongen nu kom yderſt ſjelden til Norge, og da kun til den allerſydøſtligſte Deel. Han befattede ſig nu ſaagodtſom ſlet ikke med Norges Regjering, og næſten alt, hvad han forhandlede med Norge eller rettere med Norges Raad, ſynes kun at have vedrørt Krongodſet, formodentlig med ſtadigt Henſyn til den Ordning og Deling af de kongelige Indtægter, ſom ſkulde ſkee, naar hans Søn Haakon virkelig tiltraadte Regjeringen. Den eneſte Indgriben i Norges Lovgivning, der fra hans Haand vides at have fundet Sted i denne Tid, er et Forbud, ſom han fra Baagahuus den 23de April lod udgaa til alle Gaard-Ejere i Oslo mod at holde Skomagere i ſine Huſe, der arbeidede til Salgs, tvertimod en eldre, nu ej længer opbevaret Forordning af Kong Haakon, der beſtemte, at Skomagere med ſin Bedrift ikke maatte bo andetſteds i Oslo end i den ſaakaldte Myklegaard[1]. Hvorfor han her ſelv ſkreed ind og ikke overlod denne Forføjning, ſom alt andet, til Drottſeten, lader ſig vel neppe forklare paa anden Maade, end at Drottſeten har været borte paa andre Kanter[2], eller at man, ſiden Kongen nu var i Nærheden, havde henvendt ſig umiddelbart til ham med Klage over, at Kong Haakons Anordning overtraadtes: det Hele torde vel ogſaa være en Yttring af den fjendtlige Stemning mod Tydſkerne, der nu, efter hvad vi have ſeet, herſkede i Oslo, thi man maa vel antage, at Skomagerne her, ſom i Bergen, udelukkende vare tydſke. Forreſten erfarer man af denne Forordning, at der nylig havde været en ſtor Ildebrand i Oslo, thi Kongen anfører ſom Anledningen til Forbudets Gjentagelſe, „at det var ham meldt, hvorledes flere Gaardsbønder i Oslo og andre Mænd nu før Branden holdt Skomagere i ſine Gaarde“ o. ſ. v. Man ſkulde heraf næſten formode, at Branden har lagt hele Byen i Aſke og paa den Maade bevirket en Standsning i hiin ulovlige Skomagernæring, hvis Fornyelſe man efter Byens Gjenopbyggelſe vilde ſøge at hindre.

Vi have ſeet, at Kongen tilbragte en lang Tid af Aaret 1352, lige fra Marts til ind i Auguſt, i Egnene mellem Elven og Øreſund, ſnart i Skaane, ſnart i Halland, ſnart i Ljodhuus, ſnart indenfor den norſke Grændſe paa Baagahuus eller i-Marſtrand. Hovedaarſagen hertil var vel iſær de nys ſkildrede Forhold i Danmark, ſom det var nødvendigt for ham at iagttage i Nærheden, og hyppige Underhandlinger med Danekongen. Men hans Beſøg paa Baagahuus og i Marſtrand have dog viſt ogſaa ſtaaet i Forbindelſe med den Omordning af Dronningens Morgengave, ſom ſkete i det følgende Aar. Der maa i denne Tid, paa Grund af de unge Porſers Død, ogſaa være truffet flere nye Foranſtaltninger betreffende Hertuginde Ingeborgs Beſiddelſer, og flere Forhandlinger desangaaende have fundet Sted mellem hende og hendes Søn Kongen. Det er ſaaledes allerede omtalt, hvorledes de i Vardberg den 25de Marts begge tilſammen ſkjenkede Nonnekloſtret i Skeninge alt det Gods i Hamarø, ſom var dem tilfaldet efter de afdøde unge Hertuger. Det er muligt, at Hertuginde Ingeborg paa denne Tid har været alvorlig ſyg og derfor betænkt paa at gjøre ſine teſtamentariſke Dispoſitioner, eller at hun iſær fandt Tiden belejlig dertil, medens Arveſpørgsmaalet efter hendes Sønner blev afgjort, thi omtrent en Maaned ſenere, medens Kongen var paa Baagahuus, ſkjenkede hun til Hovedøens Kloſter alt ſit Arvegods (efter ſin Moder Euphemia) paa Bygdøen (nu Ladegaardsøen) ved Oslo med underliggende Hængsø og Oxnøerne ſamt Bekkelagets Fiſkeri[3], imod at Abbeden ſkulde ſtifte et nyt Altar, hvor der to Gange om Ugen ſkulde holdes Mesſer, den ene for hendes Skytshelgen Apoſtelen Paulus, den anden for alle Helgener, og hun ſelv med alle Hendes ihukommes, hvorhos der paa hendes Aartidedag aarligt ſkulde offres en Mk. Sølv paa Altaret og et Halvpunds Voxkjerte brende, ſamt Munkene have en Tønde Øl. Endvidere gav hun til det vordende Alter i Sjælebod ſin hele Beſetning paa Bygdø, nemlig 26 Køer foruden Oxer, Heſte, Faar og Sviin, 4 Leſter Korn og alt ſit Bohave, og til Abbed Arnulf for hans Umag, forſaavidt ſom han havde hendes Ombud, al Sagøren, der tilkom hende fra dem, der havde forgrebet ſig paa hendes Gods, ſaavel ſom alle Reſtancer af hendes lovlige Indtægter i Leding, Landſkyld o. ſ. v., medens derimod det allerede indkomne ſkulde anvendes til hendes Bedſte. Endelig gav hun Hovedøens Kloſter, hende ſelv til Bønnehold og Sjælehjelp, 200 Mark forngilde[4]. Ved det ſamme Brev„ hvori disſe ſidſte Beſtemmelſer anordnedes, ſkjenkede hun ogſaa, til Bønnehold og Sjælehjelp, Lyſekloſter ſin føromtalte Gaard i Bergen, ſom hun havde kjøbt af Haakon Notarius for 60 Mk. brendt Sølv og givet den i Peſten afdøde Fru Ingebjørg Munaansdatter paa Livstid, imod at Abbeden og Munkene ſkulde holde ſaadanne Mesſer og Forbønner for Hertugindens, Fru Ingeborgs og andre Venners Sjæle, ſom Abbed Arnulf maatte komme overeens om med Abbeden og Conventet i Lyſe[5]. Gaven af Godſet paa Bygdø bekræftedes ſiden af Kongen. Hun havde ſaaledes i mindre end en Maaneds Tid gjort overvettes ſtore Gaver til hellige Steder baade i Sverige og Norge[6], og heraf ſkulde man rigtignok helſt ſlutte, at hun har troet ſit Endeligt nær; men hvor ſyg hun end kan have været, ſaa overſtod hun dog Faren dennegang, thi hun levede lang Tid derefter.

Kong Magnus forlod, ſom vi allerede have nævnt, Egnene ved Elven i Auguſt Maaned og tilbragte et Fjerdingaarstid i det øſtlige Sverige, tildeels beſkjeftiget med at ſidde Retterthing, men var allerede i December atter paa Vejen veſtover og tilbragte Julen ſandſynligviis enten paa Baagahuus eller Ljodhuus[7]. Fra Baagahuus lod han den 10de Februar 1353 udgaa et Brev til Lagmanden paa Hedemarken om i Forening med Provſten ved Mariekirken i Oslo, Hr. Peter Eriksſøn, at optage Vidnesbyrd angaaende en Eng, kaldet Kongsengen, ſom, efter en til ham indkommen Angivelſe, nogle Perſoner ſkulde have ſøgt at ville frahende hans Gaard Aflangerud paa Helge-Øen, idet han dog forbeholdt ſig ſelv at dømme i Sagen[8]. Altſaa var det fremdeles Kronens Indtægter og Gods, der i Norge meſt beſkjeftigede ham. Paa Baagahuus var han fremdeles i Mai Maaned[9], og her ſamledes tillige hans Søn Haakon og Rigets Raad hos ham til et Møde, hvor nu en vigtig Foranſtaltning blev bragt iſtand, der formodentlig var Hovedaarſagen til, og Frugten af, hans ſidſte forholdsviis langvarige Ophold paa denne Kant. Dette var den Ombytning af de til Dronning Blanche i Morgengave udlagte Beſiddelſer, hvorom der allerede i det foregaaende er talt. Ombytningen beſtod i, at hun iſtedetfor Tunsbergshuus, Tunsbergs Fehirdſle og alt andet, der var givet hende til Morgengave i Norge, ſkulde have Baagahuus og Marſtrand med hele Elveſysſel undtagen Øen Ordooſt[10], hele Ranrike med Vettahered[11], ſamt hele Borgeſysſel tilligemed Kongetolden og alle andre kongelige Rettigheder, Indtægter, Tjeneſter og Lydighed af Indbyggerne paa ſamme Betingelſer og med ſamme Magt og Ret, ſom hine førſt udlagte Landſkaber. Som Grund til denne Ombytning anføres deels, at hendes norſke Beſiddelſer derved kom til at ligge nærmere hendes Beſiddelſer i Sverige, deels ogſaa anden deraf flydende Nytte for hende og hendes Børn. Det beſtemtes udtrykkeligt, at om end Kong Haakon eller nogen anden retmæsſig Konge i Norge vilde have Baagahuus, Marſtrand og Elveſysſel tilbage, ſkulde hverken han eller nogen anden paa hans Vegne, indenlandſk eller udenlandſk, ligeſaalidet ſom nogen af Kong Magnus’s Raad eller Tjeneſtemænd i Norge have Ret eller Myndighed til at fratvinge hende disſe Beſiddelſer med Magt eller Dagthingning mod hendes gode Vilje, men de nu vedtagne Beſtemmelſer ſkulde ubrødeligt overholdes. Alt dette bifaldtes udtrykkeligt ſaavel af Kongeſønnen Haakon, ſom af de tilſtedeværende Raadsherrer, nemlig Erngiſl Sunesſøn, der nu var bleven Jarl paa Orknø (hvorom nedenfor), Erkebiſkop Olaf, Biſkoperne Sigfrid, Gisbrikt og Haavard, Abbed Arnulf i Hovedø, Orm Eyſteinsſøn, (der her ikke anderledes optraadte i Egenſkab af Drottſete, end ſom den, der nævnes førſt af Ridderne i Raadet), Erling Vidkunnsſøn, begge Hafthorsſønnerne, Agmund Finnsſøn, Eiliv Eilivsſøn, Jon Brynjulfsſøn, Peter Eriksſøn, Provſt til Mariekirken, Ivar Andresſøn og Svaale Alvesſøn. Alle disſe lovede og tilſagde paa Ære, Tro og Love, og forbandt ſig med Haandlag til, at de med fuldkommen Troſkab ſkulde ſtyrke, trygge og hjelpe Fru Blanche med Raad og Daad af al Magt mod enhver, der vilde gjøre hende nogenſomhelſt Fortrængſel i alt dette, og ſaavel Kongen.og Junker Haakon, ſom alle de øvrige, ſatte ſine Segl derunder (6te Mai 1353)[12]. Da Blanches tilſvarende Beſiddelſer i Sverige, ſaavidt man af enkelte Brevſkaber erfarer, beſtod af Vermeland, Dalsland, Ljodhuus og Lindholmen med tilliggende Fogderi[13], er det unegteligt, at hun ved dette Bytte fik alle ſine Herſkaber ſamlede, hvilket var uligere bekvemmere for hende, end at have dem ſpredte. Det ſynes forreſten af de foranførte Udtryk, ſom om det ej var Indtægterne alene af de nævnte Landſkaber, men ogſaa Forvaltningen derover, det vil ſige Rettigheden til ſelv at udnævne Sysſelmænd og Befalingsmænd med Forpligtelſe at holde hende dem til Haande, ſom var blevet hende til Deel. Idetmindſte havde hun for ſine ſvenſke Beſiddelſer en egen Cantſler, Brynjulf Jonsſøn, og det er ikke ſikkert, om han ikke tillige var det for de norſke; ligeſaa ſee vi Regnſkab for Beſtyrelſe af Vermeland og Oppebyrgſel af Indtægterne aflagt til hende[14]. Saa længe Forholdet mellem hende og Kongen var kjærligt, ſom hidtil, havde det ikke ſtort at betyde, om Beſtyrelſen af hendes Morgengave-Herſkaber gik i hendes Navn. Men naar Sønnerne voxede til, og der opſtod Uenighed og Skinſyge mellem dem, kunde hun derved have det i ſin Magt ſærdeles at begunſtige den ene paa den andens Bekoſtning.

Under dette ſit Ophold paa Baagahuus, og formodentlig efter Overlæg med Raadet, bekræftede ogſaa Kong Magnus, ſom det allerede er nævnt, den anden Fornyelſe af Stilſtanden med Lübeck og udſtedte tillige et Brev til Islendingerne om at udrede deres Tiende ordentligt, hvorom der i det følgende vil blive handlet[15]. Formodentlig udſendtes ogſaa herfra Anſøgning til Paven, ſom den 1ſte Juli næſtefter blev bevilget[16], om at den Predikning af Korſet mod Rusſerne, hvortil Pave Clemens allerede havde givet Tilladelſe, ogſaa nu maatte fortſettes efter den Maade, hvorpaa den ſkete i Frankrige mod de Vantroende, og ſom formodentlig medførte flere Fordele for ham ſelv[17]. Dette viſer ſaaledes, at Magnus endnu ikke havde ſlaaet Krigen mod Rusland af Tankerne. Samtidigt udvirkede han og enkelte Beneficier for flere Geiſtlige af ſine eller Dronningens Omgivelſer, blandt dem den før nævnte Brynjulf Jonsſøn, Dronningens Cantſler, der fik et Canonicat med Præbende i Skara. Endelig anholdt han om, og fik bevilget, at de Kloſtergeiſtlige, der ofte plejede at beſøge ham og hans Dronning, eller hans Moder Hertuginden, eller tildeels endog boede hos dem, maatte, naar de ſad de ſad ved deres Bord, og det ikke var Faſtedag, kunne nyde Kjødſpiſer, om dette end ifølge deres Kloſter-Regler var dem forbudt. En ſaadan Begunſtigelſe ſatte man i de Tider megen Priis paa, ſaa ubetydelig den og nu maa ſynes for os. Efter disſe Forhandlinger begav Kongen ſig atter til Sverige for en Tid[18], medens Drottſeten begav ſig til Throndhjem for der at ſkifte Ret[19]. Men i October var Kong Magnus atter paa Baagahuus, hvor han og kaldte til ſig Hirdſtjoren Hr. Agmund Guthormsſøn, og maaſkee flere andre Herrer. Formodentlig ſkulde vel endnu enkelte Ting vedkommende Dronningens Morgengave og de hende tilkommende Indtægter bringes i Orden[20]. Her paa Baagahuus fik Kongen et Beſøg af ſin Svoger Grev Ludvig af Namur, maaſkee i Anledning af Grev Henriks paatænkte Giftermaal. Ludvig traadte paa nogen Tid i hans Tjeneſte mod en Løn af 100 Mk. aarligt, ſaaſnart de pantſatte Indtægter af Markedet i Skaane atter tilfaldt Kongen[21]. I den følgende Maaned finde vi denne i Helſingborg, hvor han atter ſynes at have haft en Sammenkomſt med ſin Svoger Hertugen af Mecklenburg og Grev Henrik, efterſom han den 15de overdrog dem begge ſin Fuldmagt til at underhandle med Lübeck om Forlængelſe af Stilſtanden, og tre Dage efter befuldmegtigede den førſte til paa lignende Maade at underhandle med Roſtock, Wismar og Stralſund[22].

Umiddelbart derefter gjorde Kong Magnus en af ſine beſynderlige Skynde-Reiſer, førſt til Stockholm, ſiden heelt op i Geſtrekeland, ja maaſkee endog endnu længere. I Stockholm var han den 19de Januar 1354 og holdt Retterthing; den 19de Februar var han ved Høſunda Kirke i Geſtrekeland[23]. Det er muligt, at denne Reiſe ſtod i Forbindelſe med en, ſom det ſynes alvorlig Trætte, der herſkede mellem den ofteomtalte, viſtnok noget voldſomme og myndige Sysſelmand i Jemteland, Nikolas Petersſøn, og en vis Farthegn af Helſingeland, der vel har været en af de mere anſeede Mænd i dette Landſkab. I September 1353 havde de begge været i Stockholm og undergivet Afgjørelſen af deres Trætte til de tre ſvenſke Herrer Nikolas Ambjørnsſøn, Magnus Giſlesſøn og Gregorius Styrbjørnsſøn, og forpligtet ſig til førſtkommende Nytaarsdag at indfinde ſig paa Magnus Gislesſøns Gaard Erby[24]. Om de holdt ſig dette Løfte efterretteligt, erfares ikke, men uſandſynligt er det ej, at Kongens Indſkriden omſider har været befundet nødvendig, og at han, da han den 19de Februar var i Geſtrekeland, da endog havde været heelt oppe i Helſingeland og nu befandt ſig paa Tilbagevejen til Stockholm, hvor han maaſkee tilbragte Paaſken[25].

Eſter Midſommer vendte Kongen atter tilbage til Egnene ved Elven, hvor han den 26de Juli fornyede ſine og ſin Morfader Kong Haakons Varnadarbrev for Mariekirken i Oslo, dens hele Perſonale, og alle dens Ejendomme[26]. Faa Dage efter, 2den Auguſt, ſluttedes det Mageſkifte med Erkebiſkop Olaf, Kaſtelle Kloſter betræffende, ſom allerede er omtalt, og var da foruden Erkebiſkopen ſelv ogſaa flere andre geiſtlige og verdslige Medlemmer af Raadet tilſtede og bekræftede Overeenskomſten ved at ſette ſine Segl hos, nemlig Biſkoperne Sigfrid og Gyrd, ſamt Provſt Peter ved Mariekirken, og Drottſeten Hr. Orm Eyſteinsſøn, Hr. Jon Hafthorsſøn, Hr. Agmund Guthormsſøn og Hr. Sigurd Hafthorsſøn. Ved denne Overeenskomſt er den Omſtændighed at merke, at Hr. Orm Eyſteinsſøn, der ved det tidligere Raadsmøde, da Ombytningen af Dronningens Morgengave fandt Sted, ikke optræder ſom Drottſete, men alene ſom Rigsraadets førſte verdslige Medlem, her kaldes „Drottſete i Norge“ og maaſkee endog i denne Egenſkab har beſeglet med Storſeglet. Dette kan kun forklares paa een af to Maader, enten, at Kongen, uagtet han dog paa den Tid var paa Baagahuus, ikke har deeltaget i Overeenskomſten, ja at denne endog er ſluttet mod hans Ønſke af et enkelt Parti blandt Raadsherrerne, eller og, at Drottſeten her nærmeſt er optraadt ſom Repræſentant for Kongeſønnen Haakon, da de Kronejendomme, om hvis Afſtaaelſe til Vederlag for Kaſtelle Kloſter der nu var Tale, laa i den Deel af Riget (det Throndhjemſke), der ikke var forbeholdt Kong Magnus, og hvorover denne derfor ikke havde nogen Dispoſitionsret. Dette ſidſte torde maaſkee være den ſandſynligſte Forklaringsmaade. Men imidlertid kunde det nok være muligt, at den Omſtændighed, at Haakon ikke her, ſom ved Ombytningen af Morgengaven Aaret forud, ſelv var tilſtede og gav ſit udtrykkelige Samtykke — hvad nu Grunden dertil kan have været — ſiden har ſkaffet et maaſkee endog velkomment Paaſkud til at lade det hele Mageſkifte gaa tilbage.

Hovedhenſigten med Kong Magnus’s Ophold paa Baagahuus eller i Egnene mellem Elven og Skaane denne Sommer var dog neppe ſaa meget at ordne Dronningens Anliggender og hvad der vedkom hans egne Indtægter, ſom at ſamles med Hertug Albrecht af Mecklenburg og formodentlig, under hans Megling, paany at underhandle med Kong Valdemar om de ſkaanſke Landſkaber. Der var nemlig i denne Tid ganſke viſt noget i Gjære disſe Landſkaber vedkommende, og der plejedes temmelig langvarige og ivrige Underhandlinger mellem begge Konger, men desverre berettes det ikke, hvad der egentlig underhandledes om. Alt hvad der herom meldes, indſkrænker ſig dertil, at Kong Valdemar, efterat have dæmpet en Opſtand af Friſerne og derpaa ved St. Hans Tider holdt et Danehof i Nyborg, drog over til Sjæland og ſendte derfra, ligeſom før, tre Biſkoper til Helſingborg for her at mødes med ligeſaamange ſvenſke Biſkoper ſaavelſom andre af Kong Magnus’s Raadsherrer. Og derpaa, heder det videre, blev der ſendt mange Mellembud frem og tilbage, indtil endelig begge Konger ſamledes i Helſingborg ved Michelsdagstider (29de Septbr.)[27]. Men hvad der var Gjenſtand for disſe Underhandlinger og for Kongens perſonlige Samtaler, derom nævnes, ſom ſagt, ikke et eneſte Ord, ligeſaalidtſom der er opbevaret noget ſkriftligt Mindesmerke derom. Vi ere ene og alene overladte til Gjetningens vide og uſikkre Feldt. Her ligger det visſeligt nærmeſt at tænke paa, at der atter har været noget paa Bane om Skaane, men da det paa ( — den anden Side nu maatte være yderſt ubelejligt og meget farligt for Valdemar at komme i Krig med Magnus, kan det alene have været med megen Lempelighed og Forſigtighed, at Spørgsmaalet vagtes. Det maa formodentlig anſees ſom Reſultatet af disſe Forhandlinger, at Kongerne det følgende Aar ved St. Hans-Tider atter mødtes i Helſingborg, og at der da ſluttedes en Trygd (midlertidig Fred eller i Stilſtand?) mellem Rigerne[28]. Men altſaa var det dog nødvendigt at ſlutte en ſaadan Stilſtand eller ved ſærſkilt Overeenskomſt at forlænge Stilſtanden mellem Rigerne, med andre Ord, det tegnede ſig til Feide imellem dem, og hvorom? Neppe om andet end om Skaane. Man faar endog det Indtryk, at den kloge Valdemar har gjort ſig ſaa hyppige Erender over til Magnus for derved at faa Anledning til perſonligt at viſe ſig for Skaaningerne, bearbeide dem i ſine Interesſer, vinde deres Hengivenhed og forberede deres Overgang til ham, naar han engang for Alvor ſøgte at vinde disſe Landſkaber tilbage.

Men imidlertid havde ogſaa Hertug Albrecht af Mecklenburg været hos Kongen paa Baagahuus omtrent ſamtidigt med de nysnævnte geiſtlige og verdslige Raadsherrer, og da dette Sammentref ikke kan anſees ſom tilfeldigt, maa man antage, at ſaavel han, ſom de norſke Raadsherrer have indfundet ſig der efter Kongens udtrykkelige Ønſke. Førſt og fremſt bar vel hans Erende været at meddele og nærmere omhandle Udfaldet af det ham overdragne Hverv, at underhandle paa Kongens Vegne med Stæderne Roſtock, Wismar og Stralſund. Thi at denne Underhandling endnu ikke havde ledet til nogen Overeenskomſt, og at der endnu var mange Punkter tilbage at berigtige, erfarer man “ allerbedſt af de Klagemaal over de nye Privilegier for Oslo m. m., ſom, efter hvad vi have ſeet, ſenere hen i dette Aar bleve opſatte i Roſtock forat omſendes og vedtages af de andre Stæder og derpaa rimeligviis i forelægges Kongen eller Drottſeten og Raadet. Det er derfor højſt ſandſynligt, at Hertug Albrecht nu har haft foreløbige Conferencer med de ſidſte om dette Anliggende og maaſke har ſøgt at overtale Drottſeten til at gaa mindre ſtrengt tilverks. Men desforuden maa det, naar man ſeer hen til, at de føromtalte Underhandlinger med Kong Valdemar netop fandt Sted i Tiden fra ſidſt i Juni til ſidſt i September, altſaa baade før og efter Sammenkomſten i Baagahuus, og naar man derhos overvejer, i hvilket nært Forhold Hertugen ſtod til begge Parter, næſten anſees ſom afgjort, at han ogſaa, om juſt ikke ledede dem, ſaa dog idetmindſte tog en virkſom Deel deri. Hvis der tidligere kunde have indtraadt nogen Misſtemning i Anledning af, at ogſaa Kong Magnus ſøgte Svogerſkab med Valdemar, ſaa længe denne kun havde een Datter, der allerede var feſtet til Albrechts Søn, da ophørte nu denne Vanſkelighed, efterſom Valdemars Dronning Heilwig. Aaret forud havde født ham endnu en Datter, den i hele Nordens Hiſtorie ſiden ſaa indgribende Margrete. Da et Giftermaal mellem hende og Haakon Magnusſøn omſider virkelig kom iſtand, og da vi erfare, at det da laa baade ham ſelv og hans Foreldre ſynderligt paa Hjerte at bringe det iſtand, er det mere end ſandſynligt, at det allerede nu har været bragt paa Bane, og ikke af nogen anden end Hertug Albrecht. Det maa have været noget ſaadant, hvorved han nu i en højere Grad end nogenſinde vandt Magnus’s Hengivenhed og Tillid. Thi denne ſluttede, her paa Baagahuus, den 9de Auguſt, et Forbund med ham, ſom paa det nærmeſte kunde kaldes en Familietractat. Ved denne, der ſiges at være ſluttet efter modent Overleg og Samtykke af begge Parters Raadgivere, beſtemmes følgende: a) Kong Magnus, hans Børn og Efterfølger optage Hertug Albrecht, hans Børn og Efterfølgere til ſtue tro Mænd og Vasſaller; b) for den Troſkabshylding, ſom Hertugen allerede har aflagt til Kongen, og ſom hans Børn og Efterkommere herefter ſkulle aflegge til Kongens Børn og Efterkommere, ſkal der aarligt, førſte Aar paa St. Hans-Dag, de følgende Aar paa St. Mortensdag, ved Helſingborg af Kongens Skatkammer promte og uhindret udbetales Hertugen o. ſ. v. 200 Mk. brendt Sølv eller 1000 Mkr. ſkaanſke Peninge; c) Hertug Albrecht o. ſ. v. ſkal troligen tjene Kongen o. ſ. v. og med broderlig Oprigtighed og udſøgt Troſkab omhyggeligen ſøge hans og Rigernes Gavn, Ære og Fordeel, ſom det bør ſig en tro Tjener mod ſin Herre, hvorſomhelſt det kan ſkee hans Ære uforkrænket: og omvendt ſkal Kongen o. ſ. v., paa Anmodning, naar Nøden kræver det, dagthinge for Hertugen til Beſkyttelſe af dennes Rettigheder, forſaavidt det kan ſkee Kongens Ære uforkrænket; d) Hertugens Søſtæder og Søhavne ſkulle ſtaa aabne for Kongens troe Tjenere, ſaaledes at disſe frit og uhindret der kunne ſamle Lejetropper til Kongens Brug, opkjøbe alſkens Nødvendigheder, leje Skibe dertil, og uden nogenſomhelſt Hinder eller Reclamation føre dem ud, ligeſom de og ſkulle kunne ferdes der i fuldkommen Fred og Sikkerhed, ſaafremt de ikke ere blevne offentligt dømte fredløſe der, eller der af nogen Aarſag er opſtaaet Krig mellem Kongen og ſamme Byer; i førſte Tilfælde ſkulle de dog, naar de vare i Kongens Erende, nyde Lejde; e) Hertugens Underſaatter ſkulle, om de ville, kunne tage Tjeneſte hos Kongen eller hans Arvinger mod Sold; f) Kongen ſkal have fuldſtændig Myndighed til ad Rettens eller venſkabelig Overeenskomſts Vej at bilegge alle de Tviſtigheder, hvori Hertugen eller hans . Arvinger maatte komme med nogen anden, og omvendt ſkal Hertugen med fire af Kongens Raadsherrer have fuld Myndighed til at afgjøre alle de Trætter, hvori Kongen kunde komme; g) mellem Kongen og Hertugen eller Arvinger, og mellem deres Riger og Lande, ſkal der overholdes ubrødelig Enighed, Forbund og Fred, men hvis der, hvad ikke formodes, ſkulde opſtaa nogen Misſtemning eller Uenighed mellem dem, af hvilkenſomhelſt Aarſag, da ſkulle tre af Kongens og tre af Hertugens Raadgivere, efter aflagt Eed paa at ville være upartiſke, have fuld Myndighed til at afgjøre Tviſten ad Rettens eller Overeenskomſtens Vej, og kunne de ikke blive enige, da ſkulle de tilſammen velge en ſyvende, der efter aflagt Eed og nøje Overvejelſe af alle Punkter har at erklære ſig for en af de to ſtridende Meninger, hvilket Udſlag begge Parter paa Forhaand forpligte ſig til at godkjende og efterkomme, og ſkal ikke Freden eller Forbundet mellem dem herved rokkes, men fremdeles vedblive uſvækket; h) naar Kongens og Hertugens Bern have naaet den lovbeſtemte Myndigheds-Alder og begyndt at bruge egne Segl, ſkulle de lade lignende Breve oprette og beſegle dem. Ved Kongens Gjenpart af dette Brev, der endnu opbevares i det mecklenburgſke Archiv i Schwerin, er det imidlertid at merke, at uagtet det i Indledningen beder, at Foreningen er ſluttet efter Overleg med begge Parters Raadgivere, ſtaar der dog intet om, at disſe vare med at beſegle Brevet, for hvilket der kun har hængt et eneſte Segl, her endog kun ſynes at have været Kongens Secret[29]. Heraf ſynes man at maatte ſlutte, at Kongen, uagtet denne Tale om Overleg med Raadsherrerne, dog i alle Fald ikke har raadført ſig med dem, der vare tilſtede hos ham paa Baagahuus, ſkjønt deres Samtykke nu maatte være ſaa meget mere nødvendigt, ſom den ſtørſte Deel af Riget, hvis Styrelſe hans Søn Haakon i næſte Aar ſelv ſkulde tiltræde, allerede nu ikke egentlig ſtod under Maguus’s, men under Drottſetens og Raadets Opſigt, og en Tractat, indgaaet af Kongen alene, derfor nu blot kunde være forbindende for Sverige og for den liden Deel af Norge ſom Kongen havde forbeholdt ſig ſelv. Men heller ikke om ſvenſke Raadsherrers Tilſtedeværelſe melder Brevet et Ord. Det kan ikke engang opdages, at der under Kongens Ophold paa Baagahuus har været ſvenſke Raadsherrer tilſtede, ſkjønt idetmindſte tre Biſkoper og i alle Fald neppe færre af de verdslige Raadsmedlemmer omtrent paa ſamme Tid, eller ikke længe forud, vare i Helſingborg og ſaaledes ej langt fra Haanden[30]. Der hviler derfor noget Mistænkeligt over hele denne Overeenskomſt, ſom om Magnus ſtjal ſig til at indgaa den uden Raadsherrernes Vidende. Den ſtod heller ikke længe ved Magt, og de kort efter følgende Begivenheder ſynes at berettige os til den Tro, at Hertugen alene indgik den for at gjøre Kong Magnus ſaa meget tryggere og for ſaa meget mere uhindret at kunne befordre ſin egen og ſin Ætts Fordeel paa hans Bekoſtning. Det var ellers altſaa i Følge denne Familie-Tractat, at Hertugen ſtrax efter, den 8de Auguſt, ſom Kong Magnus’s Ombudsmand, meglede den nye Forlængelſe af Stilſtanden med Lübeck, hvorom der ovenfor er talt[31].

  1. N. gl. L. III. S. 173. Brevet er her aftrykt efter Originalen. Det ſiges udtrykkeligt at være indſeglet i Kongens Overvær, altſaa vel med hans Secret; Seglet ſelv er borte.
  2. Vi ville i det følgende ſee, at Drottſeten i det følgende Aar gjorde en Reiſe til Throndhjem for at ſkifte Lov og Ret. Han gjorde maaſke ſlige Embedsreiſer hvert Aar.
  3. Det er ovenfor (VI. 1. S. 319) viiſt, at Dronning Euphemia havde faaet hele Bygdøen med Tilligelſer i Morgengave eller Livgeding. Dette var vel ved hendes Død enten ganſke eller for en Deel gaaet over til Datteren. Om Hængsø ſee „Norſke Samlinger“ 8vo. II (1858). 313.
  4. Om denne Gave udſtedtes der tvende Breve, begge daterede Baagahuus St. Georgii Dag (23de April) 1352. I det ene bortgiver Hertuginden ſit Arvegods paa Bygdøen m. v., mod at Abbeden ſkulde oprette et Altar o. ſ. v., ved det andet giver hun dette nye Altar ſin Beſetning af Kvæg og Beholdning af Korn m. m. Originalerne til det førſte er nu tabt, og man kjender det kun i en nyere danſk Overſettelſe (Adversar. Huitfeld Ms. Arnamagn. 22. b. fol. ſamt kgl. Bibl. i Kbhavn, eldre Saml. 2850 qv.), hvor der i Dateringen urigtigt ſtaar „Gregorius“ iſtedetfor „Georgius“. Det andet er endnu til i Original og aftrykt i Dipl. N. II. 312.
  5. Om Fru Ingebjørg Munaansdatter ſ. o. S. 499.
  6. Man ſeer, at Hertuginden med ſynderlig Forkjærlighed omfattede Hovedøens i Munkekloſter i Norge og Skeninge Nonnekloſter i Sverige. I det følgende Aar formaaede hun endvidere ſin Søn Kongen til at ſkjenke dette Kirken paa Bjelbo, Familiens Ættegods. Brev af 29de Aug. 1350 i det ſv. Rigsarchiv.
  7. Endnu forhaandenværende Breve, udſtedte af Kong Magnus, viſe, at han var den 30te Auguſt i Grenna i Smaaland, 11te Septbr. i Jønkøping, 17de i Stockholm, 4de October i Ørebro, 6—9de Novbr. i Nykøping og 5te December i Skara, altſaa paa Vejen veſtover. Den 10de Febr. 1353 derimod var han, ſom vi ſee, paa Baagahuus.
  8. Dipl. N. II. 315. Der ſiges udtrykkeligt, at dette Brev er beſeglet i Kongens Nærværelſe, altſaa kan der ingen Tvivl være om, at han da var paa Baagahuus. Det ſees endog, merkeligt nok, at Kongen har beſeglet dette Brev med ſit ſtore Segl, ſom altſaa Drottſeten, hvis han ei var tilſtede, hvad der er det rimeligſte, maa have afgivet for en kort Tid. Beſynderligt er det, at der i det ſy. Rigsarchiv findes et Brev af Kongen, udſtedt 11te Febr. Mandag efter Invocavit ſ. A. fra Strengnes. Er dette ingen Feiltagelſe, maa det være udſtedt af Drottſeten i hans Navn.
  9. Vi finde ham tidligſt der den 3die Mai, da han tildømte Biſkop Nicolaus i Linkøping, hans forhenværende Cantſler, Ret til at afhende nogle uindløſte ham haandfaaede Panter.
  10. Ordooſt var, ſom vi have ſeet, pantſat eller overladt til Dragsmarks Kloſter, (ſ. o. S. 479.)
  11. Hvorfor Vettahered, der udgjorde en Deel af Ranrike, her nævnes ſærſkilt, ligeſom et Landſkab for ſig ſelv, er vanſkeligt at ſkjønne. Muligt at det hidtil havde dannet en ſærſkilt Forlening.
  12. Brevet herom er aftrykt efter Originalen, der nu opbevares i det danſke Geheime-Archiv, i Dipl. N. II. 319.
  13. See herom ovf. S. 188.
  14. Der findes i det ſv. Rigsarchiv (Tidsſaml. No. 37) et af 6 Mænd, hvoriblandt „Brynjulf Jonsſøn, Dronningens Cantſler“, den 23de Marts 1354 udſtedt Brev om et Overfald paa Heming Hemingsſøn, der ſees at have indſamlet Kongens Skat, altſaa var Foged eller Ombudsmand; et andet Brev, udſtedt af Dronning Blanche paa Baagahuus 1358, indeholder en Erkjendelſe af, at den ſamme Heming Hemingsſøn havde aflagt rigtigt Regnſkab for hende over alt hvad han hidindtil havde modtaget, oppeborget og hævet af Vermeland. Det maa altſaa kun være en ſedvansmesſig Talemaade, naar den af ham ſamlede Skat i 1354 kaldes „Kongens Skat“ og ikke udtrykkeligt „Dronningens Skat“, hvis man ellers ikke ſkal antage, at endeel af Skatten fra Vermeland ogſaa tilfaldt Kongen. Den, der nævnes førſt af hine ſer Mænd, er Nikolas af Thingvalle, Chorsbroder i Skara; han har formodentlig været Preſt til Thingvalle (ej langt fra det nuværende Karlſtad) og Provſt over Vermeland. Brynjulf Jonsſøn, Dronningens Cantſler, var ligeledes, ſom vi af det her ſtrax nedenfor omtalte Pavebrev ſee, Chorsbroder i Skara. Men af Maaden, hvorpaa hiint Brev af 1354 er bogſtaveret, iſærdeleshed af den Omſtændighed, at f der betegnes med det ellers alene i Norge og paa Island brugelige Skrifttegn, ſkulde man antage, at Nedſkriveren var en Nordmand, og da han vel maa have været en af de to geiſtlige Medudſtedere, Nikolas eller Brynjulf, ſkulde man efter Navnet at dømme nærmeſt gjette paa den ſidſte.
  15. Lappenbergs Sartorius, S. 423, Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie I. S. 435.
  16. Reg. Suppl. Innoc. VI. ann. 1. p. 2. fol. 503. jfr. Reg. cod. chart. ann. I. p. 5. fol. 173.
  17. Saaledes maa man vel forſtaa Udtrykkene i Supplicationsrollen, der hentyde til en ſtaaende Formular og derfor ikke engang udfylde en Sætning: „quatenus prædicationem crucis eidem per dominum Clementem successorem vestrum contra Ruthenos concessam, juxta formam Francorum regii etc. Dette maa vel omtrent udfyldes ſaaledes: quatenus … concessam, juxta formam Francorum regi datam dignetur (sanctitas vestra) renovare, eller noget lignende. Der ſigtes vel til Bullen, hvorved Kong Philip af Frankrige fik Overbefalingen ved det paatænkte Korstog mod Tyrkerne.
  18. Den 26de Auguſt 1353 var Kong Magnus i Jønkøping, den 29de i Skeninge, hvor han ſkjenkede Kloſtret Patronatsretten til Bjelbo, ſaaledes ſom ovenfor er nævnt.
  19. Den 10de Septbr. 1353 udſtedtes fra Throndhjem i Kongens Navn og under hans Segl et Stevningsbrev til Svein paa Aſpe og Arnthor i Skard om at møde Sigurd Ottarsſøn for Sørkve Lagmand i Anledning af Tviſten om Gaarden Lyng i Verdalen (ſee ovenfor S. 406.) Det ſlutter med den ſedvanlige Formel „Hr. Orm Eyſteinsſøn. Drottſete i Norge, indſeglede“. Altſaa har Drottſeten været i Throndhjem i Regjeringsanliggender og formodentlig udſtedt mange andre, nu tabte, Breve under Storſeglet. Dipl. N. III. 281.
  20. Af et Brev, udſtedt paa Thumn den 3die October 1353 af tre Mænd fra Borgeſysſel, ſees det, at disſe den 28de September næſt forud indfandt ſig paa Thumn ifølge Indkaldelſe af Hr. Agmund Guthormsſøn, der da, ſom det allerede er viiſt, var Sysſelmand eller udførte en Sysſelmands Forretninger der, for at modtage Regnſkab over den Arv, ſom han havde modtaget for Munaan Aamundesſøns Børn og afhændet til en anden Mand, Gunulf paa Berg, men ſom nu en vis Thorgaut Jonsſøn, der var kongelig Hirdmand og hyppigt anvendtes i mange Erender, (ſee Dipl. N. II. 340, 409, Isl. Ann. ved 1371), ſkulde modtage paa Dronning Blanches Vegne. Dette viſer, at Dronningen nu allerede udøvede den Ret over Borgeſysſel, ſom Mageſkiftet Aaret forud hjemlede hende. Formodentlig maa Munaans Efterladenſkab enten have være forbrudt eller og af Dronningen været taget under hendes Beſtyrelſe i Børnenes Mindreaarighed. Der ſiges fremdeles i Brevet, at efterat de nævnte tre Mænd havde biet forgjeves paa Thumn efter Thorgaut og Gunulf lige til Onsdag efter Michelsdag (2den October), og de nu ikke kunde vente længer, da de ſelv havde travlt, og Hr. Agmund ſtod reiſefærdig til at drage til Kongen paa Baagahuus, optog de Inventariet paa egen Haand, og med Henſyn til enkelte Effecter, der manglede, erklærede Hr. Agmund, at han ſkulde berigtige dette med Dronningen, naar han nu traf hende. (Dipl. N. III. 363). Heraf ſeer man altſaa, at Kongen havde indkaldt Hr. Agmund til ſig paa Baagahuus og maaſkee ſelv allerede var indtruffen der med Dronningen, ſamt at der ſkulde handles om Sager, vedkommende dennes nye Beſiddelſer. Det er ikke uſandſynligt, at Hr. Agmund nu ſkulde fravige Syslen og derefter gjøre Regnſkab for det Gods, hvormed han ſad inde. Thorgaut Jonsſøn ſkulde da maaſkee enten afløſe ham ſom Sysſelmand eller midlertidigt modtage hine Regnſkaber.
  21. Brev af 16de November 1353, Dipl. N. IV. 364.
  22. Styffe, Bidrag o. ſ. v. No. 13, 14.
  23. Breve i det ſvenſke Rigsarchiv, det førſte en Dom, det andet“et Leidebrev, begge beſeglede med Kongens Domsſegl; man kan ikke her formode, at de ere udſtedte af Drottſeten i hans Navn, da denne ej engang nævnes.
  24. Nik. Petersſøns og Farthegns Brev af 20de Septbr. 1353, i det ſv. Rigsarchiv.
  25. Breve i det ſv. Rigsarchiv viſe, at Kongen den 23de Marts (Midfaſte Søndag) 1354 var ved Svanga i Uppland, den 31te Marts maaſkee paa Kjætaſtad i Øſtergøtland, men 26de April (anden Løverdag efter Paaſke) i Stockholm, Lagerbring III. S. 555. Endnu den 21de Mai var Kongen i Stockholm (Porthan ad Juusten p. 258); den 16de var han i Ørebro, hvor han udnævnte Dommere i en Jordetrætte mellem Nonnerne i Riſeberge Kloſter og Heming Hemingsſøn, der, ſom vi have ſeet, var Dronningens Foged i Vermeland. Muligt, at ogſaa dette vedrørte Dronningens Interesſer.
  26. Dipl. N. IV. 370. Her hentyder Kongen ſelv til, at han ſjeldnere var i Norge, og at flere maaſkee benyttede ſig deraf til at handle imod hans Befalinger og Breve.
  27. Dette fortælles i det paalidelige Chronicon af 1357, Scr. r. D. IV. 527, 528. Huitfeld (S. 509) vil vide, at Erendet, hvorom Biſkoperne ſkulde raadſlaa, var „om Skaane, hvilket han (Kong Valdemar) meente, at Grev Johan ikke havde maattet afhende, efterſom det kun var hans Pant, og den Hylding, ſom Landet til Kong Magnus havde gjort, kun var ſkeet paa fornævnte Opladelſe og derfor ikke kraftig; tillige ſkulde de tale om Nørrehalland og Søndrehalland, ſom kun var Fru Ingeborg forlenet her af Riget, og hvormed Grev Johan ſig aldrig havde befattet“. At dette har været de Punkter, hvorom Forhandlingerne drejede ſig, er ſaa rimeligt at gjette paa, at man netop deraf maa fatte Mistanke om, at det alene er en Gjetning af ham ſelv og ingen paa beſtemte Data grundet Beretning, ſom Huitfeld meddeler. Mesſenius (Scondia T. III. S. 16) gaar endog endnu videre, idet han atter lader de ſer Biſkoper idømme Valdemar den føromtalte Mulct. Men hvor lidet han her er at ſtole paa, ſees nokſom deraf, hvad han umiddelbart efter tilføjer, at Valdemar, efter Sammenkomſten med Magnus den 29de Septbr., gav ſin Ærgrelſe Luft ved at hjemſøge og haardeligt ſtraffe de ſtakkels Friſer. Dette Tog mod Friſerne ſkete nemlig allerførſt i Aaret 1354, og den hele Combination, ſaavelſom Fortællingen om Mulcten, ſkyldes aabenbart alene Mesſenius’s egen Phantaſi. Af et Brev, hvis Indhold Suhm anfører (XIII. 280) efter Brings Monument. scaniæ, hvor det findes meddeelt S. 110), og hvorved „Valdemar, Daners og Slavers Konge, ſamt Hertug i Eſtland, erklærer ſig at indløſe og udfrie alle de af Kong Magnus til Hertug Valdemar af Jylland og Grev Johan udgivne Breve, hvorved disſe eller nogen anden faar Ret til at indløſe Skaane m. m. for 34000 Mkr. Sølv“, ſkulde man ved førſte Øjekaſt ſlutte, at der i denne Tid havde været Tale om en ſaadan Gjenløsning, thi Brevet er dateret Vardberg Fredag før Ceciliesdag 1353. Men naar man nærmere betragter det, ſeer man tydeligt, at Dateringen er fejlagtig, nemlig at der er udeglemt et X foran L, ſaa at der ſkal læſes MCCCXLIII. (1343), ikke MCCCLIII. (1353), hvorved Brevet ganſke naturligt ſlutter ſig til Rekken af de øvrige Breve, der udſtedtes, Skaanes Afſtaaelſe vedkommende, paa Mødet i Vardberg, November 1343 (ſ. o. S. 286, 287), og af hvilke det ſidſte er dateret 20de November eller Thorsdag for St. Ceciliesdag (Dipl. Sv. 3747). Denne Datering efter St. Ceciliesdag er egentlig allerede tilſtrækkelig til at viſe det, thi derved bliver Brevet udſtedt den 21de Novbr. og det ſidſte i den hele Rekke, medens derimod Fredag før Ceciliedag 1353 (d. 15de Novbr.) vilde falde ſaa langt forud for ſelve Helgendagen (d. 22de), at man ſnarere havde benævnt den efter en nærmere Dag, ſom „Fredag efter Briccius (den 13de), eller efter Mortensdag. Desuden kalder Valdemar ſig efter Salget af Eſtland ikke længer i fine Breve „Hertug i Eſtland“, og allerede deraf fremgaar det, at Brevet er eldre end 1346. Nærmere Sammenligning af Brevet ſne: de øvrige fra Vardberg 1343 viſer overhoved, ein man end ikke havde de nysanførte Kjendetegn at gaa efter, at Brevet nødvendigviis maa være udſtedt ſamtidigt med disſe.
  28. Chron. af 1357, l. c. S. 529.
  29. Styffe, Bidrag o. ſ. v. No. 15, S. 20—23.
  30. Underhandlingerne i Helſingborg med de tre danſke Biſkoper maa nemlig ifølge Chron. 1357 have fundet Sted i Løbet af Juli eller Auguſt. Et ſvenſkt Anliggende afgjorde ellers Kongen under dette Ophold paa Baagahuus, den 3die Auguſt, nemlig den ovenfor omtalte Bekræftelſe af Fru Cecilie Gluſings Datters Gave-Brev efter de gamle Love. Men heller ikke herved omtales nogen Raadsherre ſom nærværende.
  31. Styffe, Bidrag, No. 16, S. 24.