Åpne hovedmenyen

Samtidigt med alle de her omtalte Congresſer og Underhandlinger fortælle de ſvenſke Krøniker om en Regjeringshandling af Kongen, der, om den virkelig fandt Sted paa den Tid, hvortil den henføres, maa have ſtaaet i den allernøjeſte Forbindelſe dermed. Kong Magnus havde nemlig, formodentlig allerede i længere Tid, kaſtet ſin Yndeſt i en aldeles uforholdsmæsſig Grad paa den ſvenſke Herre Benedict Algøtsſøn, hvilken han tilſidſt endog ophøjede til Hertug ſaavel af Finland ſom Nordre- og Søndre Halland, eller, ſom Titlen lød, „Hertug af Øſterlandene ſamt begge Hallande“. Denne Ophøjelſe ſkal efter de ſvenſke Krøniker have fundet Sted allerede den 2den Februar 1353, altſaa medens Kongen opholdt ſig paa Baagahuus eller maaſkee i Ljodhuus, og forholder det ſig virkelig ſaa, da maa man formode, at denne Sag har været Gjenſtand for ivrige Forhandlinger baade med Kong Valdemar under dennes tvende Sammenkomſter med Kongen i 1352, og med Hertug Albrecht, der ej alene paa ſin Huſtrus Vegne havde private Arvefordringer efter Porſerne, men ogſaa, efter hvad man i det følgende erfarer, paa ſine Sønners Vegne ſynes at have tragtet efter at efterfølge dem i Forleningen. Det bliver under denne Forudſætning ſandſynligt, at ogſaa de paafølgende Underhandlinger i 1354 drejede ſig om den Sag. Alt vel overvejet, er det dog ſandſynligere, at Kongen ikke gjorde dette uheldige Skridt førend i 1355, og at han dermed ſnarere overraſkede idetmindſte Hertug Albrecht og vakte hans ſtore Forbittrelſe, end at han foreløbigt ſkulde have aftalt det med ham eller nogen anden[1].

Hvor længe denne hans Yndeſt for Benedict Algotsſøn havde vedvaret, er ligeſaa uviſt, ſom hvad Rolle Benedict ſelv tidligere havde ſpillet, og hvilken Ætt han tilhørte. Sandſynligviis var han dog en Søn af den daværende Lagmand i Veſtergøtland, Algot Benedictsſøn, der allerede nævnes 1322 og ſynes at være nær forbunden med ſelve Kongeſtammen[2]. I Aaret 1334 gav Kong Magnus Algot Benedictsſøn ſom ſin „kjære og troe Mand“ det Hverv at ſette Nonnerne af Gudheems Kloſter i Beſiddelſe af Kongsgaarden Rakkeby, hvortil Kongen ønſkede Kloſtret forflyttet[3], og et Beviis paa, at Kongen allerede havde megen perſonlig Yndeſt for ham, eller i alle Fald at Kongens Yndeſt for Sønnen ogſaa bar rige Frugter for Faderen, var dette, at Algot ved Kongens Gavmildhed endog fik ſtore og indbringende Beſiddelſer i Norge. Kongen ſkjenkede ham nemlig paa Livstid al det Gods, ſom Hr. Audun Hugleiksſøn i ſin Tid havde ejet, og ſom ved hans Domfeldelſe var tilfaldet Kronen, beliggende fornemmelig i Nordfjord, og altſaa, ſom man ſeer, lige ſiden Hr. Auduns Henrettelſe i 1302 beſtyret ſom en ſamlet Masſe. Naar denne Gave til Algot ſkete, vides uheldigvis ikke; men da det maa anſees meget ſjeldent, ja vel endog ſtridende mod Foreningens Grundſetninger, at Kongen gav ſvenſke Mænd ſaa ſtore Beſiddelſer eller Forleninger i Norge, vidner den om den overordentlige Grad af Yndeſt, hvori enten allerede Algot ſelv, eller Sønnen Benedikt har ſtaaet[4]. Sandſynligviis fik Algøt disſe Beſiddelſer førſt, efterat Benedict var bleven Kongens erklærede Yndling. Nyere Hiſtorieſkrivere have ligefremt yttret en Mening, at der herſkede en utilladelig Kjærlighedsforſtaaelſe mellem Benedict og Dronning Blanche, og at det var hende, hvem han egentlig ſkyldte ſin Ophøjelſe[5]. Men de ſamtidige Kilder vide aldeles intet herom, der findes ikke engang noget Spor eller Tegn til, at Samtiden har haft det mindſte at udſette paa Blanches egteſkabelige Troſkab. Hun var, ſom man af Fru Birgittas Aabenbarelſer kan ſlutte, ved ſin Ankomſt til Sverige endnu næſten et Barn, ungdommelig letſindig, og efter den ſtrenge Fru Birgittas Mening „verdslig af Seder“, men ikke engang Fru Birgitta kaſter mindſte Stænk paa hendes egteſkabelige Troſkab, tvertimod bebrejder hun hende og Kongen for overdreven og misforſtaaet Kydſkhed, idet de, efterat have faaet de to Sønner, havde beſluttet at leve ſammen ſom Syſter og Broder: en Beſlutning, der fra Kongens Side maaſkee enten kan være opſtaaet af, eller ſenere have været Aarſag til, den Tilbøjlighed til unaturlige Laſter, hvorfor han beſkyldtes, men ſom de i alle Fald ikke længe ſynes at have overholdt, da det lader til, at de ogſaa efter Haakons Fødſel havde Børn ſammen, der døde i en ſpæd Alder[6]. I alle Fald ſkulde man da formode, at det ſnarere var Kongen end Dronningen, hvis Yndeſt for Benedict Algotsſøn krænkede Sedelighedens Fordringer. Dette faar nu ſtaa ved ſit Verd, viſt er det, at Benedict dukker med eet op ſom Kongens erklærede Yndling, efterat man forud har hørt lidet eller intet til ham[7]. Det er merkeligt nok, at hans Gunſt- og Magt-Periode, der kun var kortvarig, paa det nærmeſte falder ſammen med Drottſeten Orm Eyſteinsſøns ikke meget langvarige Velmagtstid i Norge, og den af en Hiſtorieſkriver i de allerſidſte Tider udtalte Formodning, at der har været en Forbindelſe mellem dem begge, har derfor meget for ſig[8]. Vi have ſeet, at Orm Eyſteinsſøn hørte hjemme i Elveſysſel, altſaa lige ved Veſtergøtlands Grændſe, hvor hans Æt ſaaledes kan have ſtaaet i den nærmeſte Berørelſe med den veſtgøtiſke Lagmands; vi have ſeet Orm Eyſteinsſøn deeltage i det ſvenſke Rigsmøde i Jønkøping viſtnok ſom Norges Drottſete, men dog ogſaa ſom om han ſkulde være Medlem af det ſvenſke Ariſtokrati: hvo veed, om ikke hans Huſtru Boothild har været ſvenſk af Fødſel, maaſkee endog en Syſter af Benedict Algotsſøn, og om ikke derfor disſe to megtige Mænd have følt ſig desmere opfordrede til at underſtøtte hinanden indbyrdes? Desverre ville vel disſe Spørsmaal neppe nogenſinde kunne blive beſvarede. Benedict Algotsſøn blev eller var i 1352 gift med en Sigrid Nikolasdatter[9]. Nyere Hiſtorieſkrivere berette, at han ogſaa havde været gift med Ingeborg, en Datter af Hr. Ulf Arnbjørnsſøn (Sparre), og at han ved at forſkyde hende gjorde ſig hendes megtige Frænder til afſagte Fjender[10]. At et ſaadant Fjendſkab virkelig fandt Sted, er viſt nok, ſom vi i det følgende ville ſee, men om Aarſagen til Fjendſkabet var den her angivne, eller om Benedict overhoved har været gift med Ingeborg Ulfsdatter, det maa ſtaa ved ſit Verd, da vi aldeles ſavne ſikkre, ſamtidige Vidnesbyrd derom. Forholder det ſig rigtigt, da maa det i alle Fald være ſkeet før Giftermaalet med Sigrid i 1352; thi Sparrernes Fjendſkab mod ham var allerede udbrudt før 1356, og det er ikke ſandſynligt, at han i Løbet af den korte Tid ſkulde have miſtet Sigrid, egtet Ingeborg, og derpaa forſkudt hende. Vi dvæle ſaa udførligt ved denne ſvenſke Mand og hans Familieforhold, fordi de Ubehageligheder, den overvættes Yndeſt, der blev ham til Deel, forvoldte Kongen, ogſaa udøvede en kjendelig Indflydelſe paa Forholdene i Norge, hvor han desuden ogſaa ſynes at have haft flere Forbindelſer end den ovenfor gjetningsviis antydede med Drottſeten. Allerede den Omſtændighed, at hans Fader fik det ſtore nordfjordſke Gods, maatte ved Siden af hans Yndeſt hos Kongen give ham en ikke ringe Indflydelſe paa de politiſke Forhold i Norge.

En af hans heftigſte Fjender paa Grund af ſine nøje Forbindelſe med Sparre-Ætten var en anden ſvenſk Mand, der ligeledes paa denne Tid kom til at indtage en fremragende Stilling blandt Norges Ariſtokrati, og ſaaledes, uagtet han fremdeles vedblev at være ſvenſk og lidet befattede ſig med Norges Anliggender, dog ogſaa undertiden optraadte i Egenſkab af norſk Magnat. Dette var den forhen omtalte, megtige Erngiſl Sunesſøn. Hans Ætt og Slægtsſkabsforhold ere allerede tildeels berørte ovenfor (S. 318), og det er der viiſt, at han, uviſt naar, men ſandſynligviis omkring 1343, var bleven gift med en Datter af den daværende Jarl over Orknø, Maliſe af Stratherne. Af et Gavebrev til Kalmars Nonnekloſter af 1360 erfares det, at denne hans Huſtru heed Annot, og at han tidligere havde været gift med en Mæreta[11], hvilken, ſom man af et andet Brev ſeer, havde bragt ham Beſiddelſer i Øſtergøtland og Ovenſkogs, ſom det heed, nemlig i Uppſalas og Strengnes’s Biſkopsdømmer, mod hvilke Ejendomme han i 1348 tilbyttede ſig endeel Godſer i Smaaland og Halland af Ridderne Hr. Andres Æſkilsſøn[12]. Erngiſl’s Syſter Chriſtine var gift med den nysomtalte Ulf Arnbjørnsſøn (Sparre) og ſaaledes Moder til hiin Ingeborg, ſom Benedict Algotsſøn ſkal have forſkudt. Om Erngiſl berettes det, at han, formodentlig efter Svigerfaderen Maliſe Jarls Død, drog over til Orknøerne og fik i Kraft af ſin Huſtrus Arveret en Deel af Øerne[13]. Dette ſynes at maatte være ſkeet i Mellemtiden mellem 12te Juli 1351, da han var tilſtede ved Raadsmødet i Kalmar, og den 10de April 1353[14], da han pantſatte noget Jordegods til en af ſine forrige Undergivne for 50 Mk. Peninger, thi i Løbet af disſe ſyv Fjerdingaar forekommer han ikke i kongelige Breve, ſkjønt han hørte til Raadet, og det er derhos højſt rimeligt, at hans Reiſe til Orknø falder i den Tid, ligeſom og, at den for det førſte kun har forvoldt ham endeel Udgifter, hvortil han maatte reiſe Penge ved Laan og Pantſettelſer. I dette Pantſettelſesbrev kalder han ſig endnu kun ſlet og ret „Erngiſl Sunesſøn“, men ikke mere end 26 Dage derfra finde vi ham under Titel af „Jarl i Orknøerne“, og ſom den ypperſte af Norges Raad medbeſeglende det Document, der blev oprettet paa Baagahuus den 6te Mai 1353 angaaende Ombytningen af Dronningens Morgengave. Erngiſl nævnes her allerførſt blandt de tilſtedeværende Herrer, endog førend Erkebiſkopen ſelv og alle Biſkoperne. Det er ſaaledes heel ſandſynligt, at Kongen har udnævnt ham til Jarl ved dette ſelvſamme Møde, og da ſaadanne Udnævnelſer fornemmelig plejede at finde Sted paa de ſtørre Feſtdage, er det rimeligſt at antage, at den Ser ſkeet paa Himmelfartsdagen den næſtforegaaende 2den Mai, hvorved altſaa Kongen tillige maa have bekræftet ham i de Beſiddelſer, han havde arvet paa Øerne. Vi ville i det følgende ſee, at denne Titel ſenere blev gjort ham ſtridig af andre Prætendenter, og at den neppe indbragte ham andre Fordele end den tomme Rang; imidlertid er dog denne hans Ophøjelſe i 1353 et Tegn paa, at han da maa have ſtaaet ſig godt med Kongen, og da dette neppe vilde have været muligt, hvis Benedict Algotsſøn allerede da havde været Kongens erklærede Yndling, bliver det herved end mere ſandſynligt, at den ſidſte ikke kom ret i Vejret førend i 1355[15].

Da der nu var hengaaet omtrent en Generation, ſiden Unionen var bleven ſtiftet, og mange af dem, der da vare Spædbørn eller fødtes kort efter, nu vare voxede op til Mænd under disſe Forhold og i Bevidſtheden om, at begge Riger hørte ſammen, om juſt ikke nødvendigviis under een Konge, ſaa dog under een Kongeſlægt, kan man heraf ogſaa lettere forklare, hvorledes ſaadanne Forleninger uden ſtrengt Henſyn til Indfødsret, ſom de nys nævnte, nu lettere kunde ſkee end før og neppe engang vakte ſynderlig Forargelſe. Hvis man nøjere kjendte.de ſtore Slægters Familieforhold i begge Lande, vilde vi viſt allerede ſtøde paa hyppige Indgiftninger fra det ene Land idet andet, og maaſkee paa mange Børn af ſlige Egteſkabet, berettigede til Arvegods i begge Riger. Vi have nu ſeet Algøt Benedictsſøn og Erngiſl Sunesſøn faa Beſiddelſer inden Norges Omraade, og ligeledes omvendt Hr. Jon Hafthorsſøn ved ſit Giftermaal med en ſvenſk Dame at erhverve Beſiddelſer i Sverige. Ogſaa Sigurd Hafthorsſøn havde, uviſt hvorledes, erhvervet Ejendomme i Vermeland, og vi have omtalt Sandſynligheden af, at Hr. Orm Eyſteinsſøn ligeledes ejede Jordegods i Sverige, ſaa at han kunde optræde blandt dets Magnater, ligeſom Erngiſl Jarl blandt de norſke. Saaledes ſtøde vi egentlig paa det ſamme Phænomen her blandt det verdslige Ariſtokrati, ſom vi allerede have mødt blandt Kirkens Embedsmænd. Unionen havde allerede ſelv udviklet Spirerne til en nærmere Sammenſmeltning mellem begge Nationer, og disſe Spirer var allerede komne ſaa vel til Kræfter, da Foreningen atter for en kort Tid løsnedes noget, at denne Adſkillelſe ſelv ikke længer havde ſaa meget at betyde, men at Bevidſtheden hos Nationerne om at høre nærmere ſammen fremdeles vedligeholdt ſig, og at nye Forbindelſer mellem de enkelte Slægter maaſkee endog hyppigere end forhen bleve ſtiftede. Endogſaa Sprogene i begge Riger, altid meget lige indbyrdes, var nu paa god Vej til ganſke at ſmelte ſammen. De mange ſvenſke Geiſtlige, ſom anſattes i Norge, de hyppigere Forbindelſer og den idelige Omgang mellem de forenede ſvenſke og norſke Familier, bragte idetmindſte Taleſproget, tildeels endog Skriftſproget, i de højere Kredſe i Norge til at nærme ſig det ſvenſke. Det kunde vel ved førſte Øjekaſt ſynes, ſom om det var en Skade for Norge, at dets eldgamle, velklingende, paa ſtrengt-grammatiſke Former rige Sprog nu ſtod i Begreb med ganſke at vige Pladſen for et dengang endnu visſelig lidet tækkeligt Overgangsſprog, med mere afſlidte end afſlebne Former, uden ſtrenge Regler, og derfor maaſkee ikke engang af to Individer, der kunde ſkrive, ſkrevet paa en og ſamme Maade, men ſnart nærmende ſig Oldſproget, ſnart det Svenſke, ſnart en eller anden Bygdedialect. Og ſom en end ſtørre Skade kunde det vel anſees, at derved ogſaa den gamle herlige Literatur blev forſømt og forglemt og tilſidſt ſaavelſom Sproget alene kom til at fredes og bevare ſig paa Island. Men ved nærmere Betragtning vil man finde, at Skaden kun er tilſyneladende. Hvorſomhelſt man vender ſig i det civiliſerede Europa paa den Tid og den nærmeſt foregaaende, iagttager man ſamme Phænomen. Den nøje Berørelſe, hvori de forſkjellige Nationaliteter lige ſiden Folkevandringerne vare komne med hinanden, og ſom mere og mere udjevnede deres meſt iøjnefaldende Contraſter, maatte ogſaa yttre ſin Virkning paa Sprogene. I Egne, hvor der taledes tvende Sprog, et oprindeligt, et andet tilhørende ſenere Indvandrere, og hvor det ene ikke formaaede ganſke at opſluge det andet, maatte der tidligere eller ſildigere opſtaa et Blandingsſprog, i Førſtningen uformeligt og vilkaarligt, ſiden mere og mere afſlebet, uddannet og underkaſtet beſtemte Regler. Saaledes i Italien, Frankrige, Spanien, England, idet paa ethvert Sted Afvigelſen fra det oprindelige Landsſprog ſtod i det nøjeſte Forhold til det fremmede Elements oprindelige Forſkjellighed fra hiint. Saaledes blev Forandringen i Italien og Spanien, hvor Striden kun for en liden Deel fandt Sted mellem germaniſke og romaniſke Elementer, men meſt mellem forſkjellige romaniſke Dialecter indbyrdes, ringere end i Frankrige, hvor de germaniſke Elementer allerede gjorde ſig noget ſterkere gjeldende; i England gik det germaniſke Element endog ſejerrigt ud af Kampen. Men paa ethvert Sted, enten ſaa Kampen var ſterkere eller ſvagere, maatte nødvendigviis de regelmesſige grammatiſke Bøjningsformer, der ere egne for alle de gamle Sprog, ſaaledes ſom de kunde udvikle ſig uden Paavirkning af fremmede Elementer, være det førſte, der gik i Løbet. Folk, der maatte tale hvad man kalder „gebrokkent“ med hinanden for at forſtaa hinanden, kunde ikke anvende dem og hjalp ſig — ſom det endnu i lignende Tilfælde ſkeer — med Partikler. Phænomenet gjentog ſig overalt; Bortkaſtelſe af de fleſte Bøjningsendelſer og Optagelſen ideres Sted af Partikler, eller Omvendelſe af visſe Omſkrivninger, blev nu charakteriſtiſk for den nyere europæiſke Sprogeultur. Og da nu ogſaa Norden laa i Europa, og da ligeledes ogſaa her nogen Sprogkamp af lignende Slags havde fundet Sted, ſaa kunde heller ikke Nordens Folkeſlag undgaa at berøres af den ſamme Sprogbevægelſe, hvorvel de ſtridende Elementer var langt mindre forſkjellige end i Syd- og Mellem-Europa; thi der var her ingen Strid mellem germaniſke og romaniſke, men alene mellem germaniſke Elementer indbyrdes.

Det ligger i Sagens Natur, at Kampen mellem Nordiſk og Tydſk begyndte tidligſt og derhos var ſtørſt i Danmark, Tydſklands Naboland, og at det danſke Sprog derfor allerede for en ſtor Deel havde ſkilt ſig ved det overflødige Bøjnings-Endelſer og overhoved tilegnet ſig de væſentligſte Kjendetegn paa den nyere europæiſke Sprogcultur, førend man endnu i Sverige og Norge ſporede Tegn til nogen Forandring. Men det er af det allerede udviklede klart, at naar det nyere danſke Sprog, ſelv i hiin eldre, mere uformelige Skikkelſe, hvori vi kjende det fra det 13de og 14de Aarhundrede, kom i Berørelſe med det ſvenſke og norſke, maatte det, ſom ungdommeligere, friſkere, og belivet af den nyere Culturbevægelſes Aande, faa Overhaand over hine, der nu egentlig tilhørte en forgangen Culturperiode og ſtod lige overfor det ſom udlevede Oldinger mod en Yngling, eller ſom en uddøende Vegetation mod en fremſkridende. Saaledes vilde vel under alle Omſtændigheder ſeent eller tidligt den Sprogforandring have ſkeet baade i Sverige og Norge, ſom vi vide fandt Sted fornemmelig i det 14de Aarhundrede, førſt, ſom rimeligt var, i Sverige, ſiden i Norge, og den vilde alene kunne have været forebygget ved en Naturrevolution, ſaa voldſom, at den næſten maa anſees utænkelig, en Naturrevolution, der maatte have lagt et ſtort Hav eller uoverſtigelige Fjelde mellem Danmark og de to øvrige Riger. Men den vilde maaſkee ikke have gaaet faa hurtigt for ſig, hvis ikke de politiſke Forhold havde været ſaa ſærdeles ſkikkede til at fremſkynde den. De mangehaande Berørelſer, hvori fornemmelig Sverige kom med Danmark lige fra Midten af det 13de Aarhundrede, de ſvenſke og danſke Stormænds hyppige Samkvem, fornemmelig Erhvervelſen af Halland og Skaane, — alt dette maatte indvirke paa det ſvenſke Sprog, medens dette igjen ved Unionen mellem Sverige og Norge kom til at indvirke paa det norſke. At denne Sprogindvirkning paa Grund af de politiſke Forhold blev noget ſterkere, end den ellers vilde have været, og at derfor den Sprogforandring, ſom under alle Omſtændigheder vilde være uundgaaelig, ſaaſandt Sverige og Norge ikke vilde have ſtillet ſig udenfor hele den nyere Culturbevægelſe, blev noget fremſkyndet, er i ſig ſelv, med al den Kjærlighed og Ærbødighed, vi maa have for Fedrenes ærverdige Sprog og herlige Literatur, ſaa langt fra at beklage, at vi meget mere maa være Forſynet taknemmeligt, fordi det ſaa meget ſnarere bragte os ud af en forældet, henſygnende Culturperiode og ſtillede os ved Begyndelſen af en nyere og friſkere. Vi maa glæde os over, at vi, uagtet Landenes afſides Beliggenhed, tilſidſt ogſaa kunde blive berørte af den nyere Culturbevægelſes Luftninger, og vi maa erkjende, at vi i dette Stykke endog vare heldigere end Tydſklands Folk, juſt fordi i Norden Sprogkampen har været ſtørre og Sprogene derfor ſelv have antaget en mere bøjelig og med den nyere Culturbevægelſes Aand ſtemmende Charakter, end det tydſke, der med alle ſine Fortrin dog ikke har formaaet ſaaledes at frigjøre ſig for den eldre Sprogperiodes grammatiſke Ubehjelpeligheder, ſom de nordiſke. Kun paa Island, og tildeels paa Færøerne, hvor uden nogen ſaadan Naturrevolution ſom den nysomtalte, dog et Hav danner en beſtemt Afſperring, har det været muligt for det eldre Sprog at vedligeholde ſig med ſit hele fuldſtændige Apparat af Bøjningsendelſer og alle andre Kjendetegn paa en forlængſt afſluttet og tilbagelagt Sprogperiode. Men her kommer det til Gode, at Sproget i en Rekke af Aarhundreder har, ſaagodtſom udlukkende af Islendingerne, været ſaaledes bearbeidet og ved en i Forhold til Folketallet næſten utrolig literær Virkſomhed gjort ſaa vel ſkikket til at udtrykke alt hvad Folket behøver at tilegne ſig af den nyere Culturs Begreber og Tankeforbindelſer, at ingen Ulemper ſpores af dets tungvindte Apparat for dette ſelv; og vi kunne derfor med ſaa meget bedre Samvittighed udtale Ønſket om, at det endnu længe maatte leve og trives ſom den ædleſte og ærverdigſte Levning fra vor Oldtid.

  1. Benedict Algøtsſøns Ophøjelſe til Hertug 1353 omtales i det Chronicon 266—1430, ſom er meddelt i Scr. Sv. I. S. 22—32, og ligeledes i det andet fra 826—1415, ſom meddeles ſammeſteds S. 50 fgg., ſaavelſom i Benzelii Monumenta p. 81. Scr. R. D. I. p. 587. Paa førſte Sted (S. 29) ſtaar der: „1353: Hr. B. Algotsſøn udnævntes af Hr. Magnus, Sveriges Konge, til Hertug i Finland og Halland;“ paa ſidſte (S. 58): „1353: Hr. Magnus udn. Hr. B. Algotsſøn til Hertug i Finland og Halland omkring Kyndelmesſe“. Men ſammenligner man begge Chronica med hinanden, ſaa vil man ſee, at enten den, der udarbeidede det ene, har benyttet det andet, eller at de begge ere forfattede efter et tredie, eldre, da ſaamange af de Notitſer, der indeholdes i begge to, næſten ſtemme Ord for Ord. Derfor kan ikke disſe to Notitſer betragtes anderledes end ſom eet Vidnesbyrd, der desuden er nedſkrevet maaſkee 60 Aar efter den omhandlede Begivenhed. Derimod tales der idet næſten ſamtidige, højſt paalidelige, danſke Chron. af 1357, (Scr. R. D. VI. 530) førſt ved 1356 om Benedicts Ophøjelſe til Hertug. Og det ſynes dog næſten umuligt, at han, hvis han allerede var bleven Hertug i Halland 1353 og en ſaa nøje Ven af Magnus, ikke med et Ord ſkulde været omtalt i nogen af de Breve, Kong Magnus har udſtedt mellem 1353 og 1355, ikke engang i Familietractaten af 1354. Han var jo dog med ſom Forlover ved Tractaten med Grev Henrik 1352. I Brevſkaber har man hidtil ikke fundet ham nævnt ſom Hertug førend i det fornyede Frihedsbrev for Borgerne af Kampen, ſom K. Magnus udſtedte den 21de Juli 1355 (Dipl. N. V. 222). Derfor er det visſelig rimeligere, at han førſt i 1355 fik ſin Ophøjelſe. Alt ſynes at vidne om, at denne ſkete hurtigt og overraſkede ſaavel Kongeſønnen Erik ſom Hertug Albrecht. Var den ſkeet allerede i 1353, ſaa vilde vel og Erik tidligere have gjort Ophævelſer derover.
  2. Der har været ſtredet meget om Benedicts Herkomſt; Ericus Olai, der ſkriver fuld af Animoſitet mod Magnus og lægger en utrolig Uvidenhed for Dagen ſaavel om Begivenhederne i og for ſig, ſom om Chronologien, kalder ham endog „en ringe Mand“, hvilket man ſikkert ikke behøver at enſe. Naar vi ſee, at Algøt Benedictsſøn havde faaet Beſiddelſer i Norge af Kongen ſelv, kan man vel ikke tvivle paa, at Algøt var den begunſtigede Benedicts Fader, og han kaldes udtrykkeligt Lagmand i Veſtergøtland, hvor han deeltager i det oftomtalte Møde i Jønkøping 1351. Mesſenius ſiger ogſaa (XIII. 190), at B. var Søn af Algøt Veſtgøtalagmand; uheldigviis angiver han aldrig Hjemmel, men han kan dog ikke have grebet dette af Luften og maa vel derfor have haſt noget for ſig. Han ſiger ligeledes, at han var af Folkunge-Ætten. Dette beſtyrkes af det Brev d. 1322 (D. S. 2333), hvortil ovenfor er hentydet, og hvor Ingegerd Svantepolksdatter, ſelv beſlægtet med Kongeætten, ſynes ſom Vidner til en Gave, hun gjør, kun at have ſamlet Frænder og Nærmeſte om ſig; blandt dem er ogſaa Algot. Lagerbring (III. 419) ſiger, at B. førte en Løve i ſit Skjold. Ellers vil man gjøre ham til et Medlem af Ætten Grip. Hans Broder var Knut Algøtsſøn, formodentlig den ſamme, der egtede Sigvid Ribbings Enke Mæreta, Datter af St. Birgitta, ſ. o. S. 394.
  3. Dipl. S. 3064. I 1337 gav Algøt Benedictsſøn, formodentlig den ſamme, noget Jordegods med ſin Datter Birgitta til Vreta Kloſter.
  4. See ovf. VI. 2. S. 452. Dipl. Norv. II. 365. Dette er et Brev, udſtedt af Kongerne Magnus og Haakon 1361, hvorved de give Otto Romer med Huſtru det Krongods i Nordfjord og andenſteds, ſom Algot Benedictsſøn havde faaet af begge Kongerne („af os“) paa Livstid. Altſaa maa han have været død i eller for 1361, hvilket pasſer med, at vi finde ham i Live endnu i 1356, han omtales nemlig under det Aar i det oftomtalte Chr. af 1357. Naar vi af hint Brev ſee, at begge Konger havde givet ham hin ſtore Forlening i Norge, med andre Ord at dette var ſkeet efter Haakons Tronbeſtigelſe i 1355, da faa vi ogſaa heraf en Beſtyrkelſe paa, at Sønnens Ophøjelſe ei kan have fundet Sted faa langt forud ſom i 1353. Algøt Benedictsſøn nævnes ogſaa i et Kongebrev af 3die Octbr. 1344 (Dipl. Sv. 3850) ſom Sven. Formodentlig er det ogſaa han, der den 27de Novbr. 1352 paa Fridin medbeſeglede Benedict Algøtsſøns Morgengavebrev, ſkjønt han ikke udtrykkelig nævnes ſom Udſtederens Fader. Naar vi derimod finde en Algøt Benedictsſøn, der d. 24de Juni 1368 udſtedte en Panteforſkrivning paa Jordegods i Fridin, da maa dette være Hertug B.s Søn, thi hans Fader var efter det foranførte død allerede før Udgangen af 1361.
  5. Dette ſiges allerførft af Mesſenius (III. 16 og XII. 190); det har ſiden været gjentaget ſom hiſtoriſk Vished, men ſynes, ſom ſaameget andet af hvad Mesſenius anfører, at være blot og bar Gjetning af ham ſelv, fremſat ſom Factum. Dette har da Dalin (II. S. 509 faa) endvidere bearbeidet, idet han overhoved, og fornemlig i Kong Magnus’s Hiſtorie, opſtiller de vilkaarligſte Combinationer ſom ubeſtridelige Facta. Det vilde være ſpildt Møje at efterviſe alle de Fejl, han ſaaledes har begaaet, og ſom ſenere Opdagelſer gjøre end mere iøjnefaldende. Han, ſom ſaa mange, har formodentlig ſtaaet i den Tro, at man alene ved ſlige Digtninger kan fortjene Navn af en „Hiſtorieſkriver“.
  6. Om Birgittas Beſkyldninger mod Kongen, ſ. o. S. 180. Om Dronningen (thi det kan ej være nogen anden end Blanche, ſom menes) ſiges der i Revelationerne VIII. 9, at hun blev gift med Kongen i en altfor ung Alder, i Cap. 10, at hun var for verdslig og talte gjerne upasſende Spøg „loquitur scurrilia“ — hun har vel gjort ſig lyſtig over Fru Birgittas Syner og Advarſler), i Capitel 10 tales der om Kongeparrets utidige Kydſkhedsløfte, der ſaavidt ſkjønnes for Dronningens Vedkommende tildeels tilſkrives hendes Magelighed og „Sky for Smerter“. Hertil ſigter vel Ericus Olai, naar han taler om, at Kongen afholdt ſig fra Dronningen, overgivende ſig til „damnatissima libido“, at Dronningen i Førſtningen var nokſaa tilfreds dermed „af Haab om Hellighed og Afholdenhed“, men dog, tilſidſt aabenbarede Sagen for Prælater og andre, hvorved ſlemme Rygter opkom; dog, tilføjer han, levede de nokſaa ærbart og kjærligt ſammen. Af de føromtalte Andragender til Paven i 1347, hvor der tales om, at de havde ladet ſine Børn begrave ved Aas Kloſter i Halland, ſees det, at de havde haft Børn foruden Erik og Haakon; men var nu, ſom Fru Birgitta antyder, Dronningen neppe engang fuldvoxen i 1335, da hun blev gift, kan hun neppe have haft Børn før Erik; de, der begravedes ved Aas, maa ſaaledes have været fødte efter Erik og Haakon, altſaa kan hiint Afholdenhedsløfte ej have haft ſtort at betyde eller været længe overholdt.
  7. Han nævnes, ſaavidt vides, allerførſt ſom Vidne ved Kong Magnus’s føromtalte Ratification af Gjeldsbrevet til Nuncien, dateret Kalmar 12te Juli 1351. Han fører her allerede Riddertitel.
  8. Keyſer, den norſke Kirkes Hiſtorie II. 8.
  9. Man har endnu hans Morgengavebrev, dateret Fridin 27de Novbr. 1352, hvorved han giver Sigrid ſin Gaard i Hylleoos tilligemed en Mølle i Fagreſand, Vatsbohered i Veſtergøtland.
  10. Dette ſiges ligeledes af Mesſenius, l. c., og er ſenere gjentaget. Han ſynes, ſom ſagt, ikke vel at kunne have grebet et ſaadant Faktum af Luften, men noget ſikkert Vidnesbyrd derom har det været os umuligt at finde. Fjendſkabet mellem B. og Sparrerne kunde man vel og forklare af de heftige Partiſtridigheder, der paa den Tid raſede i Sverige.
  11. Ved Brev af 21de Decbr. 1360 ſkjenker han Gods paa Øland til Kalmar Nonnekloſter i Sjælebod for ſine to Huſtruer Mæreta og Annot. Det ſidſte Navn, der er ſkotſk, viſer, at hun maa have været Maliſe Jarls Datter. Det er ogſaa klart, at hun maa have levet, da han blev Jarl (1353), ſiden det orknøiſke Genealogi-Brev udtrykkeligt ſiger, at han ingen Børn havde med hende; hvis hun havde været død før den Tid, vilde han ingen Fordring have haft paa Arv efter Maliſe.
  12. Der gives rigtignok et andet Brev af 1349, hvorved han tilbagegiver Hr. Anders dennes Gods i Smaaland og Halland, hvilket han havde haft til Pant, men det ſynes da ej at kunne have været det ſamme, ſom det, hun tilbyttede ſig, men noget andet og mere.
  13. Det orknøſke Slægts-Brev, Symbolæ ad. hist. Norv. S. 24.
  14. Brev i det ſvenſke Rigsarchiv. Dette Brev er dateret „Holtaboda-Ø“. Beliggenheden kjender jeg ikke.
  15. Om Erngiſl Jarl er det forøvrigt at merke, at han efter Annot endnu havde en tredie Huſtru ved Navn Ingeborg, der levede i 1378, da han gjorde ſit Teſtament. Mesſenius bar om disſe tre Giftermaal i ſit Theatrum nobilitatis Svecanæ p. 47 givet højſt urigtige Forklaringer. Han lader Erngiſt førſt være gift med „Margareta“, hvis Faders Ravn han ej nævner, derpaa med Ingeborg, Datter af Magnus Gudmarsſøn, og endelig med „Agneta“ hvilken ſidſte da vel ſkal være „Annot“. Muligt, at M. har Ret deri, at Ingeborg var Datter af Magnus Gudmarsſøn. I ſaa Fald var hiin Syſkendebarn til Mæreta, Ulf Gudmarsſøns og Fru Birgittas Datter, der var gift med den nysnævnte Knut Algøtsſøn.