Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/54

Medens de nys omtalte Underhandlinger mellem Kong Magnus og Nabofyrſterne ſtode paa, og han øjenſynligt trykkedes af Gjeldsforpligtelſer til de tydſke Stæder og maaſkee til mange andre, ſom han ikke kunde tilfredsſtille, begyndte ogſaa det ſtore Laan af de pavelige Penge, ſom havde været tilſtaaet ham i 1351, at volde ham Ulejligheder. Det er ovenfor nævnt, at de fra Sverige indkomne Penge allerede ſkulde have været tilbagebetalte inden Udgangen af 1351, og de fra Norge inden 1352. Dette var nu en phyſiſk Umulighed, da de ikke engang alle vare indkomne inden den Tid, navnlig de norſke, der ikke kom ind førend i Juli 1353: ſaaledes kunde der ikke for det førſte være Tale om nogen Tilbagebetaling. Imidlertid reiſte Johannes Guilaberti tilbage til Curien, formodentlig deels for at aflægge Regnſkab over hvad han indtil da havde udrettet og indhente nye Inſtructioner for ſin videre Virkſomhed, deels ogſaa for at gjøre den nye Pave ſin Opvartning. Vi have ſeet, at han før ſin Afreiſe fra Norden ſendte en liden Remisſe til det pavelige Kammer gjennem Handelshuſet Malabayla. Det er muligt, at Innocentius den 6te i Førſtningen har tænkt paa at kalde ham tilbage og benytte et andet Sendebud, muligt ogſaa, at Paven alene vilde ſkaffe en af ſine Yndlinger en extra Indtægt, thi ved Skrivelſe af 8de Februar 1353 beſkikkede han ſin Tjeneſtemand og Sergeant d’armes Raimund af Galance „for visſe Anliggenders Skyld“ til ſin Nuncius i Sverige, Norge og Danmark, og tilſtod ham i Godtgjørelſe derfor to florentinſke Guldgylden daglig, hvilke Penge ſkulde udredes af den ſvenſke Geiſtlighed ſelv. Der findes ogſaa et Brev ſkrevet den 1ſte Februar derefter af Abbed Gaucelin, en af de Executorer, ſom Paven i denne Anledning havde indſat, til den ſvenſke Geiſtlighed om at udrede disſe Penge under partielt Banns Tvang[1]. Heraf følger dog ikke, at Raimund virkelig kom til Norden; han behøvede kun at ſette ſig i Bevægelſe, for at Diæterne ſkulde løbe, og da der ikke er Spor af hans Nærværelſe i de tre Riger, ſkulde man formode, at han alene er kommet et Stykke paa Vejen og derpaa vendt om igjen, uden at have berørt nordiſk Grund, men efter imidlertid at have optjent en liden Sum Penge for den Maaned eller to, han rimeligvis har været undervejs, og ſom den ſvenſke Gejſtlighed viſt har maattet rykke ud med. Om Innocentius den 6te ikke fra før af, ſom Cardinal, havde kjendt Johan Guilaberti’s Dygtighed ſom Inddriver og Forretningsmand, maa han vel idetmindſte efter hans Tilbagekomſt til Curien 1353 have kunnet overbeviſe ſig herom. Denne hans Tilbagereiſe til og Ophold ved Curien falder i Høſtmaanederne af 1353, da han den 18de Juli endnu var i Oslo, og i Januar 1354 allerede var kommen tilbage til Sverige og lod Skrivelſer udgaa om at indbetale Fireaarstienden[2]. Han maa have faaet fornyet Fuldmagt til at varetage Paveſtolens Tarv i Norden, altſaa til at indkræve Reſtancer, og navnlig til at fordre det ſtore Laan tilbage, ſom Kongen havde faaet. Egentlig var det dog kun Sverige, hvilket hans Sendelſe nu gjaldt, idetmindſte kom han denne Gang ikke til Norge. De af ham udſtedte Qvitteringer og andre i Anledning af hans Sendelſe oprettede Documenter viſe, at han i Sverige nu, foruden at tilbagefordre det ſtore Laan af Kongen og iagttage alle nødvendige Forſigtighedsregler i Tilfelde af ſlet eller ingen Betaling, ſkulde inddrive Rumaſkatten for Aarene 1351—53 og den føromtalte Toaarstiende, der egentlig var en Forlængelſe af Clemens d. 6tes Treaarstiende af 1343; ſamt endelig hvad der var indkommet af den nye Fireaarstiende til Deling mellem Kongen og Kamret. Hiin Toaarstiende blev, ſom det ſynes, ſlet ikke erlagt, ja neppe engang forlangt i Norge, hvad nu end Grunden dertil kan have været. Fremdeles ſkulde han, ſom man ſeer, eftergranſke, om der ikke endnu ſkulde være Reſtancer tilbage i Sverige af Clemens den 1ſtes Sexaarstiende. Idetmindſte haves endnu en Thingsvidne-Art, optagen af Biſkop Sigmund af Strengnes den 5te Juli 1354, angaaende Udredelſen af Sexaarstienden til de oftere omtalte pavelige Nuncier i 1326. Der verſerede, heder det, en Sag herom mellem Biſkopen og Johan Guilaberti, og denne ſynes at have paaſtaaet, at Sexaarstienden enten ſlet ikke, eller ikke tilbørligt havde været betalt. Det godtgjordes dog med Vidner, at den havde været ganſke udredet, og hermed maatte vel Johan Guilaberti lade ſig nøje[3]. Om lignende Krav fremſattes mod de øvrige Biſkoper, eller om man lod det bero ved dette, er uviſt. De fleſte Udtellinger, der fandt Sted til Nuncien, ſkete mellem Juni og December, og da fik han allerede af de fleſte ſvenſke Biſkopsdømmer ikke ubetydelige Beløb af Fireaarstienden[4]. Da denne ſkulde deles ligt mellem Kongen og Paven, maa den førſte derved have faaet nogen Hjelp i ſin haarde Betryk, men ſtort kan det ikke have været.

Imidlertid havde vel Nuncien ogſaa begyndt ſine Paamindelſer til Kongen om at indbetale Laanet, thi der var ikke længer nogen Grund for ham til at vente dermed, og de Foranſtaltninger, ſom i den Anledning ſkete, var af den Natur, at de allerede maa have været ſatte i Verk ſidſt i 1354 eller førſt i 1355. Han har vel neppe et Øjeblik været uvidende om Kongens Uformuenhed til at gjenbetale Laanet, men maa alligevel for Formens Skyld og forat ſikre ſig alle Retsmidler have fremſat et formeligt Krav, ej alene til ham, men til Dronningen og alle de øvrige, der havde givet Forløfte. Disſe var dog ikke ſaa mange, ſom man ved Udſtedelſen af Gjeldsbrevet i 1351 havde paaregnet. Det Samtykke og Medforløfte af de Stormænd, ſom da ej havde været tilſtede, men ſom man dog havde bebudet ſom aldeles utvivlſomt, var virkelig ikke paafulgt, hvad enten nu disſe Mænd vægrede ſig ved at give det, eller at man havde forſømt at tilvejebringe det. Af de øvrige var Erkebiſkop Heming af Uppſala død allerede i 1351, Peter i Lund og Sigge i Skara døde i Løbet af 1355, kort efter at Nuncien maa antages at have fremſat ſin Fordring; Forpligtelſen til at tilſvare denne indſkrænkedes derved til et faa meget mindre Antal Perſoner, og den blev ogſaa i ſamme Forhold vanſkeligere for hver enkelt at efterkomme. Om Kongen har givet Nuncien noget Løfte om Afdrag, vides ikke, men viſt er, at ingen Afbetaling ſkete, og at Nuncien derfor indankede denne Sag for det pavelige Kammer, hvis Jurisdiction Parterne i denne Sag havde underkaſtet ſig. Dette gjorde han formodentlig perſonligt, da han nemlig ſelv i Aaret 1355 reiſte tilbage til Avignon. Kongen, Dronningen og hans Medforlovere, hvoriblandt og Orm Drottſete, maatte nu antage en Fuldmegtig eller Procurator ved Curien, Johannes Palaſini, Preſt ved Apians Kirke i Elne Diøceſe. Om denne Mand var Kongens faſte Procurator, eller antagen alene for denne Lejlighed, vides ikke. Der kunde ikke være Tale om at fragaa Gjelden, men alene om at udvirke ſaa lang Udſettelſe og ſaa taalelige Vilkaar ſom muligt. Det ſynes derfor at have været efter Overeenskomſt mellem ham paa den ene Side og den pavelige Kæmereer Erkebiſkop Stephan af Toulouſe ſamt Skatmeſteren Biſkop Reginald af Palencia paa den anden, at han den 24de October 1355 mødte i Kammer-Retten for den pavelige General-Kammer-Auditor’s, Johannes Maurelli’s Stedfortræder, Johannes Faber, Preſt til Corunſac, og her baade erkjendte Gjeldens Rigtighed, ſamt underkaſtede ſine Committenter den Dom, Kammer-Retten maatte felde. Dette gik ifølge det vidtløftige derom oprettede Notarialdocument ſaaledes til, at Kæmereeren og Skatmeſteren i Henhold til det Pasſerede (der optoges i Notarialdocumentet) fordrede Dom for, at Procuratoren og i hans Navn de Forpligtede ſkulde til en af hine pavelige Embedsmænd ſelv efter Godtbefindende faſtſat Termin udrede Summen i Brügge, ſaaledes ſom det fra førſt af var beſtemt; hvorpaa Procuratoren erkjendte Rigtigheden af alt hvad der var fremſat vedkommende Gjelden ſaavelſom ſine Committenters Forpligtelſe og underkaſtede Sagen i eet og alt til Kammerrettens Paakjendelſe. Denne dømte nu, at Summen ſkulde være udredet i Brügge paa den foreſkrevne Maade, og at i manglende Fald den Excommunicationsſtraf, ſom de Forpligtede ſelv havde underkaſtet ſig i Tilfelde af mislig Betaling, ſkulle kunne tilkjendes dem. Dette var vel ingen ſynderlig gunſtige Vilkaar, men det maa vel allerede have været anſeet ſom en Begunſtigelſe, at Excommunicationsſtraffen ikke ſtrax blev foreſkreven ſom indtrædende ipso facto[5].

Med denne Dom og formodentlig med nye Inſtructioner blev Johannes Guilaberti ſendt tilbage til Norden. Hans Beſkikkelſesbrev, ſom nu ej længer er til, maa formodentlig have været udſtedt i November 1355, thi den 28de i denne Maaned udſtedte Paven en ſærſkilt Befaling til ham om at indbetale alt, hvad han maatte faa inddrevet, enten i Brügge eller Brüsſel til de florentinſke Kjøbmænd Lorenzo Spinelli, Bancho Davantini og Perozzo Corſini, af det florentinſke Handelshuus Alberti Antichi, der havde forpligtet ſig til at beſørge Remisſerne til Kammeret, og ſom derfor og havde Fuldmagt til at meddele ham Qvittering i dettes Navn[6]. Herom udſtedtes ogſaa under ſamme Datum et Brev til de nysnævnte Kjøbmænd. Johannes Guilaberti kom dog ikke afſted førend i Begyndelſen af det følgende Aar. Maaſkee var det Pavens Henſigt at ſee Tiden noget an, om ikke Betalingen af Laanet nu ifølge den nysomtalte Dom ſkulde komme; men paa den anden Side ſynes rigtignok ogſaa Erfaring at maatte have viiſt, at et ſaadant Haab vilde være altfor ſangvinſk. Imidlertid viiſte Curien ſom ſedvanligt endnu megen Langmodighed og Ulyſt til at gaa et ſaa fromt Kongepar ſom Magnus og Blanche alvorligt paa Klingen. Paven forſøgte endnu ved indtrængende Bønner og ved at ſkildre ſin egen Nød at bringe dem til at betale. Saaledes ſkrev han den 25de Februar 1356 til dem begge hver ſit Brev, ſom Johannes Guilaberti ſkulde overlevere, og ſom ere ret oplyſende baade om den Kjærlighed og Langmodighed, Paven i det længſte nærede mod Kongen og Dronningen, og tillige om den Nød, hvori han ſelv maa have befundet ſig. „Derſom du, kjæreſte Søn“, ſiger Paven, „betænkte, hvilke Byrder af Omkoſtninger og hvilke forſkjellige Slags Trængſler der uophørlig trykke den romerſke Kirke, din Moder, og ſom jo ikke kunne være dig ubekjendte, da de ere vidt og bredt notoriſke, tro vi for viſt, og tvivle ſlet ikke paa, at din Hengivenhed for Kirken vilde røres til Medlidenhed, og dit Hjerte bøjes, ſaa at du ej alene ufortøvet vilde tilfredsſtille den i hvad du virkelig er den ſkyldig, men at du dertil ogſaa af dine egne Penge rigeligen vilde komme den til Hjelp, da det ſønlige Forhold har det ved ſig, at man ſtaar ſin i Nød beſtedte Moder bi og ſøger baade kjærligt og virkſomt at afhjelpe hendes Trang. Men da formodentlig enten Mængden af de Forretninger, der optage dig, eller den lange Afſtand har gjort, at du ikke ret har overvejet disſe Trængſler og Byrder, ville vi herved korteligen beſkrive dem for din Storhed og lade dig ſaaledes vide, at vi for at tilbageerobre Kirkens Landſkaber, hvoraf den ſtørſte Deel har været os berøvet ved nogle Tyranners Uforſkammethed, have paataget og fremdeles paatage os ſtore og uudholdelige Byrder og Bekoſtninger, og at ſaavel herved, ſom formedelſt Formindſkelſer i Kirkens Indtægter, der tildeels ſkyldes netop hine Landſkabers Optagelſe af Andre, vort og Kirkens Skatkammer er ſaa udtømt, at det ſettes ud af Stand til for Eftertiden at udholde ſamme Byrder. Og derfor paaminde, bede og formane vi din Durchlauchtighed indſtændigt, og bede dig endnu indſtændigere, at du ſeer til at gjøre os Rede og Rigtighed for de os og Kammeret tilhørende Penge, ſom du nu allerede for lang Tid ſiden fik laant af vor kjære Søn Johan Guilaberti, Decanus i Dorpat og det apoſtoliſke Sædes Nuncius, og at du uden længere Tidsforhaling vil lade den indbetale til os eller vore Folk i Flandern, ſom du har lovet, ſaaledes at vi hos dig, ſom vi og tro, ville finde ſønlig Kjærlighed og Medlidenhed, og at vi ej nødes til at anvende noget andet Middel; thi da vi ikke kunne taale nogen yderligere Udſettelſe heri, ville vi ellers ſøge ved Rettens Middel at holde vor Kirke ſkadesløs“[7]. I ſamme Tone, eller maaſke endnu venligere, ſkrev han til Dronning Blanche, idet han takkede hende for al udviiſt Venlighed mod Nuncien. „Vi have“, ſkrev han, „erfaret af vor kjære Søn Johan Guilaberti, Decanus i Dorpat, baade medens han endnu var i hine Egne, og nu efter hans Tilbagekomſt til det apoſtoliſke Sæde, hvorledes du af oprigtig og ſønlig Kjærligheds Hengivenhed for os og den romerſke Kirke, hvilken vi efter Guds Vilje foreſtaa, bar underſtøttet ſamme Nuncius i Udførelſen af vore og ſelve Kirkens Anliggender baade venligt, kraftigt og betimeligt, hvorfor vi aflegge din Storhed vor rigeligſte Tak, tilbyde dig med Taknemmelighed de apoſtoliſke Gunſtbeviisninger, og ſkulle, ſaavidt vi kunne det med Gud, befordre dine Ønſker med faderlig Hengivenhed. Da vi ellers nu trykkes ulideligen af de haarde og heftige Trængſler, ſom vi i Korthed beſkrive for din berømmelige Mand, vor egen kjære Søn, Kong Magnus, i et andet Brev, og derfor paa det kjærligſte bede ham om, at han ikke vil udſette med at gjøre os og Kirken Rede og Rigtighed for de Penge, han i ſin Tid laante af ſamme Nuncius, og han, ſom du veed, lovede at betale tilbage, paakalde vi i denne Sag din Biſtands megtige Hjelp og bede din Durchlauchtighed indſtændigt, i Forhold til din Ærbødighed for os og det apoſtoliſke Sæde, at gjøre dig virkſom Umag for, at Kongen i dette Stykke efterkommer vor Begjering og for Alvor ſtrider til dens Udførelſe. Iligemaade, at du nu, naar ſamme Nuncius paa vor Befaling vender tilbage til hine Egne, tager venligt imod ham, ſom vi herved anbefale, og lader ham nyde din Hjelp, Yndeſt og Beſkyttelſe i at fremme ſine Hverv, idet du maa være forvisſet om, at vi med Guds Hjelp ville gjengjelde din Fromhed med Gunſtbeviisninger“[8]. I dette Brev lod Paven ikke engang den fjerneſte Hentydning falde til ſtrengere Midlers Anvendelſe. Ligeſaa venligt og lemfeldigt udtrykte han ſig i to ligelydende Breve, ſom han ſamme Dag ſkrev, et til hver af de tvende Drottſeter, Nikolas Thuresſøn i Sverige og Orm Eyſteinsſøn i Norge[9]. Derimod udtalte han ſig beſtemtere i to indbyrdes ligelydende Breve af ſamme Datum til Erkebiſkop Peter i Uppſala og Biſkop Thomas i Vegſjø, der begge var af de uheldige, ſom havde lovet at indeſtaa for Laanet. Brevene indeholde i Førſtningen kun Anbefalinger for den til Norden tilbagevendende Johan Guilaberti, og Paven bevidner dem ſin Taknemmelighed for den Forekommenhed, de allerede under hans ſidſte Beſøg i Sverige havde viiſt ham. Men derpaa heder det: „Da vor kjæreſte Søn i Chriſto, Kong Magnus, uagtet hyppige Paamindelſer fra os ved vore Nuncier og Breve, om at tilbagebetale de Penge, han, ſom du veed, ſkylder os og den romerſke Kirke, og hvorfor baade du og andre have ſtillet os og Kirken Selvſkyldnercaution, dog ikke har fundet for godt at gjøre os Fyldeſt, har vor kjære Søn Johan Maurelli, Provſt ved Hellig Kors Kirke i Lüttich, vor Kammer-Auditor, hændet Dom over ham lydende paa Excommunication og andre Straffe; hvorfor vi til vore øvrige Bønner ogſaa føje denne, at du ved Offentliggjørelſe og Executionen af ſamme Dom vil viſe dig ſaa gunſtig i Ord og Gjerning, at din Fromhed yderligere berømmes af Frugterne, og du ikke ſelv kommer til at lide nogen Skade; thi i Fald Kongen gjør Vanſkeligheder eller fremdeles gjør Forhaling med Tilbagebetalingen, ſkulde vi jo nødvendigviis maatte have Regres til dig og de øvrige Medſkyldnere“[10]. Denne lille Advarſel, der formodentlig ogſaa er kommen til andre da endnu levende geiſtlige Cautioniſter, viſer, at det nu var Pavens Alvor at bruge ſtrengere Midler. Beſynderligt er det ellers, at Paven ikke ſkrev paa ſamme Maade til Biſkop Nikolas af Linkøping, der dog i ſin forrige Stilling ſom Cantſler havde deeltaget i Forløftet. Men til ham, ſaavelſom til Erkebiſkop Olaf i Nidaroos og Biſkop Sigfrid i Oslo, hvilke ej hørte til Cautioniſternes Tal, ſkrev han den 1ſte Marts Breve, hvori han alene ſagde dem Complimenter for den Venlighed og Hjelpſomhed, de havde viiſt Nuncien under hans forrige Beſøg, og bad dem at vedblive dermed ſamt at hjelpe ham til at faa udført ſit Hverv, naar han nu atter kom til Norden[11]. Men det vigtigſte Brev, Kongens Gjeld vedkommende, der nu udferdiges, var et, dat. den 22de Marts, hvorved Kammerauditoren, Johannes Maurelli, efter Pavens udtrykkelige Forlangende om at bringe Dommen i Udøvelſe, paalagde Biſkopen og Decanen i Lübeck, ſaavelſom den fornævnte Henrik Biſcop, Chorsbroder ſammeſteds, under Straf, hvis de undlod det, for Biſkopen af at underkaſtes Forbud mod at træde ind i nogen Kirke, for de andre af Excommunication, peremtoriſk at forelægge Kongen, Dronningen, og de øvrige Medforlovere en Friſt af fire Maaneder fra Forkyndelſesdagen at regne, inden hvilken de enten ſkulde have tilbagebetalt Laanet til Paven ſelv eller Kammeret, eller til de nævnte florentinſke Kjøbmænd, eller og ſkulde paaviſe en lovlig Grund, hvorfor de meente ſig fritagne derfor, ſamt, i Tilfælde af at ingen af Delene ſkete, da at ſkride til Executionens Forkyndelſe. Iligemaade paalagdes det ved ſamme Skrivelſe hine Executorer at indſtevne de imidlertid afdøde Erkebiſkopers og Biſkopers Efterfølgere og Arvinger, der ifølge Contracten ligeledes vare pligtige at tilſvare Gjelden, med 120 Dages Friſt til at møde for Kammerretten i Avignon, der at høre Procedure og at modtage Dom, hvilken, om de udeblev, vilde overgaa dem in contmnaciam[12].

Med disſe Breve, og tillige med Anbefalingsbreve, ogſaa dat. d. 25de Febr. til Meſtere, Schepens og Raadet i Tournay, til Borgermeſtere og Raadmændene i Lübeck, til Biſkopen i Lübeck, til Chorsbroderen i Lübeck Henrik Biſcop, pavelig Capellan, ſamt til Greverne Henrik og Claus i Holſten, begav nu Johan Guilaberti ſig atter til Norden, efterat han den 31te Marts 1356 havde nedlagt i det pavelige Kammer de vigtigſte Brevſkaber vedkommende Kongens Gjeld[13]. Til Belønning for hans egne Fortjeneſter og formodentlig til deſto ſtørre Skjerpelſe af hans Iver havde Paven derhos den 21de Marts 1356 givet ham de Beneficier i den Würzburgſke Diøceſe, hvorom der ovenfor har været Tale[14].

Det vides ikke, naar Johan Guilaberti kom til Sverige i Aaret 1356; man veed alene, at han var der i Begyndelſen af November[15]. Sandſynligviis er han kommen temmelig ſeent afſted og har vel ogſaa reiſt langſomt. Om hans Virkſomhed i den førſte Tid af hans Ankomſt veed man ikke andet, end hvad der ſtaaer i Forbindelſe med Indkrævningen af Rumaſkatten og Fireaarstienden; derimod hører man endnu i et Par Aars Tid ikke ſtort om Kongens Gjeld, ligeſom det er viſt, og i det følgende nærmere vil blive omtalt, at der heller ikke blev Tale om nogen Excommunication og Paaleggelſe af Interdict førend i 1358. Da man nu ikke kan formode, at en ſaa dygtig og nidkjær Agent ſom Johan ſkulde have forſømt at handle med tilbørlig Raſkhed, maa man næſten formode, at der ved denne Lejlighed har fra Kammerets Side, af Conſideration for Kongen, og neppe uden efter Tilkjendegivelſe af Pavens eget Ønſke, været anvendt flere end ſedvanlige Formaliteter for at ſkaffe Kongen ſaa lang Henſtand ſom muligt. Dette ſynes allerede at fremgaa deraf, at Kammer-Auditoren, uagtet Dommen lød paa een Maaneds Friſt fra Afſigelſesdagen, dog ved hiin ſenere Skrivelſe, længe efter at Friſten var udløben, udſatte den til 4 Maaneder fra Forkyndelſen. Er nu ikke Johan Guilaberti kommen til Sverige før Høſten 1356, og da maaſkee ikke har forkyndt Dommen førend i October eller November, udſattes derved Friſten til Februar eller Marts 1357. Derpaa har det vel lykkets Kongen og de Medforbundne at faa en ny Udſettelſe, og ſaaledes har vel Sagen ſlæbt ſig hen indtil i Begyndelſen af 1358, da der formodentlig ej længer var nogen Forevending for at udhale Bannlysningen, og denne ſaaledes idetmindſte for et Syns Skyld maatte forkyndes.

  1. See Celſes Bullarium, S. 124, jfr. Lagerbring, III. S. 610, 611.
  2. See Joh. Guilabertis Skrivelſe af 25de Jan. 1354 til Biſkopen af Linkøping om at udrede Fireaarstienden, Celſes Bullarium, S. 25.
  3. Vidnesdocumentet findes i ſamtidig Afſkrift i det ſvenſke Rigsarchiv. Paa Johan Guilabertis Vegne mødte ſom hans Fuldmegtig den ſtrengneſiſke Chorsbroder Byrge Gregoriusſøn, der ſiden blev Erkebiſkop i Uppſala. Man erfarer heraf, at Biſkop Styrbjørn i Strengnes havde i dyre Domme maattet laane Penge af Hr. Erngiſl Jonsſøn, Erngiſt Neskonungsſøn Marſk, Karl Neskonungsſøn og Magnus Nicolasſøn for at tilfredsſtille Collectorerne. Blandt Vidnerne var den føromtalte Herlog Dansſøn, forhen Kjeldermeſter hos Biſkop Styrbjørn, nu Vaabenſven hos Hr. Jon Hafthorsſøn.
  4. Qvitteringerne ere daterede for Strengnes 1ſte Juni, for Veſteraas 18de Juni, for Skara 8 Novbr., for Linkøping 18de Novbr., for Uppſala og Vegſjø 9de Decbr. Det erfares tillige af disſe Qvitteringer, at der i Sverige var ſlaaet en ny Mynt, der ſkulde gjelde fra 22de Febr. 1354 af.
  5. Originalbrev i det pavelige Archiv. Man ſkulde formode, at ogſaa Johannes Guilaberti var tilſtede ved disſe Forhandlinger, dog finder man ikke hans Navn i Brevet.
  6. Clement. VI. et Innoc. VI. literæ camerales, ann. 1—4 fol. Formodentlig var det vel ogſaa disſe Kjøbmænd, til hvilke de af Kongen laante Penge ſkulde tilbagetales i Brügge, eller og maaſkee Handelshuſet Malabayla, der ligeledes havde Pavens og Curiens Pengeforretninger. Saaledes har man en Generalqvittering (ſmſt. fol. 177), udſtedt den 21de Nov. 1355 (kun 7 Dage forud) af Pave Innocentius til Antonio og Guideto Malabayla, hvori han melder, at efterat han havde givet ſin Skatmeſter Biſkop Reginald Ordre til med to andre Mænd at underſøge Malabaylernes Regnſkab, blev det befundet, at disſe blandt andet i Aarene fra 1348 til 6te Decbr. 1352 havde ſaavel af Kammerets Folk ſom af Nuncierne i England, Polen, Danmark og Norge ſamt andre Egne modtaget Penge og Koſtbarheder, der omſatte i Gylden udgjorde 36964 Guldgylden og 10½ Gros i Sølv. Det ſkulde være ret interesſant at vide, hvormeget der af denne Sum kom fra Norge. Det ſees ligeledes af Skatmeſteren Biſkop Reginalds Regnſkab for Aaret fra 31te Decbr. 1354—1355, approberet af Paven den 29de Mai 1358, at der i det Aar var indkommet fra Nuncierne i England, Sardinien, Portugal, Polen, Ungarn, Bøhmen, Aragon, Danmark, Sverige og Norge ſamt Kirkeprovinſerne Køln, Toulouſe, Auch, Vienne, Tarantaiſe, Lyon, Bordeaux, Tours, Sens, Rouen, Reins, Skrue, Air, Bourges og Narbonne 36052 Gylden, 9844½ Scudi, 9 Pariſergylden, 500 ſpanſke Doblas, 18 franſke, 6 Kroner, 6 Angeli, 16 Pavilions, 20 Lions, 91 „Cathedræ“, 22 Aigneaux, 1904 Moutons, 98 Royaux fra Majorca, 9 Maravedis i Guld, 466 Gros de Tours, 124 alt. provençalſk, 7 Pd., 8 Sous, 1 Pen. pavelig Mynt.
  7. Regest. Innoc. VI. Secret. ann. 4 fol. 23. Om den Finansnød, hvoraf Paven leed i denne Tid, og ſom han ſaa ynkeligt beſkriver i Brevet til Kongen, faar man den bedſte Foreſtilling ved at betragte Udgifterne og Indtægtspoſterne i det nysomtalte Regnſkab for 1355. Her opføres ſom Indtægtspoſier: a) Census og Visitationes (Prælaters Afgifter ved deres Beſøg) omtrent 19150 Guldgylden; b) Servitspenge omtrent 39200 Guldgylden; c) forſkjellige Indtægter, hvoriblandt dog ogſaa 14500 laante af fem Cardinaler, omtrent 200000 Guldgylden; d) Cancellieſportler (emolumenta bullæ) omtr. 3650 Guldgylden; e) fra Nuncierne, ſom ovenanført, 36052 Gylden foruden endeel mindre Pengeſummer, der tilſammen med hine mindſt maa have udgjort 50000 Gylden; f) Indtægter af Avignons Kirke og Biſkopsdømme, foruden Naturalindtægter i Korn, Hø, Viin, o. ſ. v., omtr. 3200 Gylden; g) af den ſaakaldte pecunia tricecimæ omtr. 15500 Gylden; h) af decimæ florenorum omtr. 6200 Gylden; i) af Subſidier fra private Perſoner, 3100 Gylden. Disſe Indtægtspoſter, hvoraf Hovedſummen i Originalregnſkabet opføres i Gylden, men endeel mindre Biſummer ogſaa, hvad vi allerede have ſeet Exempel paa ved Nunciernes Indbetalinger, i mange andre forſkjellige Myntſorter, have vi her paa det nærmeſte reduceret til runde Tal i Gylden. Den ſamlede Indtægtsſum løber da ſaaledes op til 340000 Gylden, medens den i Regnſkabet ſelv opføres til 318229½ Gylden, 18897⅙ Scudi og en Mængde meget ſmaa Summer i alleſlags Myntſorter. Udgiftspoſterne ere derimod: a) Til Kjøkkenet omtr. 12730 Gylden; b) til Bageriet m. m. c. 2500 Gylden; c) til Viin c. 6000 Gylden; d) til Stalden c. 1940 Gl. e) til Meublement m. m. c. 820 Gl.; f) til Bygning paa de pavelige Paladſer i Avignon og Pont de Sorgue m. m. c. 8000 Gl.; g) til forſkjellige Udgifter ved Modtagelſen af Kong Peter af Aragon, (hvoriblandt c. 460 Gylden til en ham af Paven foræret Hat og Belte) tilſ. c. 23300 Gl.; h) Gager til pavelige Embedsmænd c. 40000 Gl.; i) Almisſer c. 10000 Gl.; k) Udgifter ved Bullen 143 Gl.; l) til Gjenvindelſen af de italienſke Landſkaber c. 192000 Gl.; m) Huusleje til Tjeneſtemænd c. 800 Gl.; n) Bevogtning af Avignon c. 14000 Gl.; o) contant udbetalt til Paven og af ham anvendt 36000 Gl.; dette tilſammen udgjør efter vor omtrentlige Beregning henimod 340000 Cl.; medens det i Documentet ſelv endog opføres til over 345416 Gl., ſaaledes at Aarets Deficit altſaa var henved 28000 Cl. Imidlertid var dog ogſaa Skatmeſteren blevet noget ſkyldig paa det foregaaende Aars Regnſkab, ſaa at denne Sum deri kunde afkvittes, ja at Paven endog fik en Ubetydelighed til Gode, nemlig henved 2600 Gylden, men altſaa dog ikke paa langt nær hvad han havde laant af Cardinalerne, og nu formodentlig ogſaa af Andre, men ſom ikke kom ind i dette Aars Regnſkab.
  8. Regest Innoc. Secr. VI. ann. 4. fol. 23, 24.
  9. Sammeſteds.
  10. Archetyp. epist. Innoc. VI. ann. 4 ep. 230. Dette er det originale Concept til Brevet, med Rettelſer og Forbedringer.
  11. Regest. Innoc. VI. Secr. ann. 4. fol. 26. Det i Reg. indførte Brev er til Olaf; nedenfor tilføjes der, at ligelydende er udſtedte til Biſkoperne Nikolas og Sigfrid.
  12. Indtaget i et ſenere Forkyndelſesdokument for Erkebiſkopen af Lund, hvoraf ſamtidig Afſkrift findes i det vaticanſke Archiv.
  13. Reg. Innoc. VI. Secr. ann. 4. fol. 23, 25. Den her nævnte Henrik Biſcop blev kort efter, ſom vi ville ſee, udnævnt til Johan Guilabertis Medhjelper og ſpillede ſenere hen ſelv en ikke ringe Rolle ſom pavelig Agent. Originalfortegnelſen over de Breve, ſom Nuncien den 31te Marts 1356 deponerede i det pavelige Kammer, er endnu til i det vaticanſke Archiv. Hvert af Brevene er her betegnet ved Anførelſe af førſte og ſidſte Stavelſe i dets næſtøverſte og dets næſtnederſte Linje. Heraf ſeer man da, at de nedl. Breve vare følgende: a) Originalgjeldsbeviſet af 19de Marts 1351, der ſees ogſaa at have været forſynet med Kongens Segl; det er endnu til; b) En Overeenskomſt mellem Kongen og hans Raad, denne Sag angaaende (tabt); c) Ratification m. m. givne af Kongen efter hans Hjemkomſt (ſynes at maatte være Documentet af 12te Juli 1351, men angivet forſkjelligt); d) Det ſtore Regnſkabsbrev om hvad der var indkommet fra Norge; e, f, g, h, i, k, l) Ratificationsbreve udſtedte af Erkebiſkop Peter i Lund, Erkebiſkop Heming i Uppſala, Biſkoperne Sigge i Skara, Egiſl i Veſteraas, Heming i Aabo, Sigmund i Strengnes og Thomas i Emma; m) Det nysomtalte ſtore Domsbrev.
  14. Det er nemlig et Canonicat i ſelve Würzburg og Archidiaconatet i Kintzelſawe i Würzburgs Diøceſe, „uagtet at Joh. G. beſad et faſt Capellani i Carpentras Kirke og havde faaet Proviſion til et Canonicat i Dorpat med Decanatet, og i Uppſala med Præpoſituren m. m., hvoraf han dog ej endnu var kommen i legemlig Beſiddelſe, og ſom han ſkulde give Slip paa, naar han kom i ſaadan Beſiddelſe af hint Archidiaconat“. Denne Udnævnelſe ſkete „formedelſt hans adelige Byrd, og fordi han var det apoſt. Sædes Nuncius i Danmark, Sverige og Norge“.
  15. Det tidligſte af de af ham udſtedte Qvitteringsbreve for Rumaſkat m. m. i Sverige begynder med 3die November.