Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/55

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Det Tidspunkt var imidlertid indtraadt, da Kongens Søn Haakon havde naaet Myndigheds-Alderen, det vil sige sit 15de Aar, og saaledes ifølge i Bestemmelserne i 1343 skulde bestige Tronen. Dette skete ogsaa, og, saavidt man kan see, i al Rolighed og Orden, uden politiske Storme. Men uheldigviis berette de samtidige Kilder saa lidet derom, at man hverken veed med Vished at angive Dagen, naar, eller Stedet, hvor Kongehyldingen skete. Alt hvad vi vide om Tiden, er, at denne maa have fundet Sted paa en Dag mellem 8de og 17de August 1355[1], og da en saadan Hylding altid skulde skee paa en Søndag eller stor Festdag, have vi altsaa her at gjette mellem Søndag den 9de, Laurentiimesse den 10de, Mariemesse fyrre den 15de, og Søndagen den mine. Hvilken af disse Dage man skal give Fortrinet, er umuligt at afgjøre. Hvad Stedet angaar, da kan der vel neppe være Spørsmaal om andre end enten Haugathing ved Tunsberg, eller ogsaa Bergen, naar det ikke var selve Ørething ved Throndhjem, og saa langt drog Kongerne neppe op. Thi det er ikke tænkeligt, at Hyldingen skulde have foregaaet, uden at Kong Magnus og Drottseten var nærværende, og da begge endnu den 21de Juli næst forud vare heelt nede i Helsingborg og neppe reiste umiddelbart Dagen efter derfra, kunne de nok have været i Tunsberg, ja endog i Bergen til den 10de August, men derimod ikke godt i Throndhjem. Rimeligst er det her at gjette paa Bergen, hvor baade Kongen og Hr. Orm idetmindste sees at have været den 18de October, og hvorhen man vanskeligt skulde formode, at andet nu kunde have ført dem end netop en saa vigtig Act, som Junker Haakons Hylding.

Der er al Sandsynlighed for, at Kongens og Drottsetens Ophold i Helsingborg saa kort før Hyldingen stod i nogen Forbindelse med denne, om end Hovedformaalet med Kongens Reise did havde været at treffe den fredelige Overeenskomst eller slutte den Trygd med Danekongen, som vi i det foregaaende have omtalt, og som sluttedes ved St. Hansdags-Tider. Vi finde idetmindste hiin 21de Juli foruden Orm Drottsete, der nys var kommen fra de vestlige Egne af Norge[2], baade Kongens Yndling, den nysudnævnte Hertug Benedict, og Erngisl Jarl nede hos ham den 24de Juni, da Danekongen var tilstede, og skjønt man ikke med Bestemthed veed andet af, hvad der skete ved denne Sammenkomst, end at der underhandledes med Gesandter fra den nederlandske Stad Kampen, der var kommen i et spendt Forhold til de forenede Riger paa Grund af nogle Misgjerninger, flere af dens Borgere havde begaaet i 1352 saavel paa Skanør Marked, som andensteds i Rigerne, men hvilke nu, da Staden tilstrækkeligt havde ydmyget sig for Kongen, blev den tilgivne, som det udtrykkeligt heder, efter Overlæg med de tre nævnte Herrer og andre af Kongens nærmeste Tjenestemænd; saa kan dette dog neppe have været Hovedgjenstanden for deres Forhandlinger[3]. Thi Drottsetens Nærværelse kunde vel paa en Maade siges at være nødvendig eller idetmindste ikke overflødig herved, forsaavidt der ogsaa var Tale om Norges Rettigheder ligeoverfor den nederlandske Stad, men en saadan Raadslagning som denne, mellem Kongen, hans Yndling Hertug Benedict, den nybagte Jarl, nu halv svensk halv norsk Magnat, og den norske Drottsete, samt nogle andre unavngivne Hofmænd uden mere anseede Raadsherrers Nærværelse, har dog noget uformeligt ved sig og synes mere at skyldes den Omstændighed, at de nævnte Herrer allerede vare forsamlede for at afgjøre andre vigtige Anliggender, end at de af den Aarsag alene skulle være kaldte sammen. Hovedhensigten med disse Raadslagninger har vel derfor snarest været den at overlægge om Maaden, hvorpaa det gjensidige Forhold mellem Kongen og hans Sønner nu bedst kunde ordnes, og de farlige Følger forebygges, som Ærgjerrighed og Skinsyge mellem Brødrene ellers kunde foranledige. Det var, som vi allerede have seet, ikke Meningen, at naar Kong Haakon nu fik Kongenavn og tiltraadte Regjeringen i Norge, hans eldre Broder Erik da ogsaa skulde faa Kongenavn i Sverige eller nogen Deel at raade over. Men da det ej var at vente, at han, ærgjerrig, som han var, og lidet kjærligt stemt imod Faderen, skulde finde sig deri, især efterat Benedict Algøtssøn, skjønt kun en ringe Undersaat, havde faaet saa uforholdsmessigt store Forleninger, og da han desuden nu snart skulde have Bryllup med sin Festemø, Beatrix af Brandenbnrg, kunde der være Anledning til at befrygte alt af ham og hans Venner, hvis man ikke gjorde ham nogle Indrømmelser. Og naar man nu seer, at Erngisl Jarl siden viiste sig som en af Eriks vigtigste Tilhængere, maa man og formode, at han har indfundet sig ved disse intime Forhandlinger paa hans Vegne og med hans Fuldmagt. Man har ligeledes Grund til at antage, at Danekongen, der var Morbroder til Kong Eriks vordende Hustru, har talt hans Sag. Men hvad der end har været forhandlet, Erik vedkommende, saa vise de paafølgende Begivenheder, at Resultatet var utilfredsstillende.

Det er allerede slemt nok, at de samtidige Kilder indeholde saa lidet eller slet intet om Dagen, da Kong Haakon tiltraadte Regjeringen; men endnu uheldigere er det, at de ikke nævne noget om den statsretslige Stilling, Kong Magnus nu kom til at indtage i Norge ligeoverfor sin Søn. Man skulde have ventet at finde et Par Ord derom i de islandske Annaler, men den hele Begivenhed forbigaaes der med fuldkommen Taushed. Aarsagen lader sig dog gjette og skal strax blive paapeget. Da det sees af mange offentlige Acter, at Kong Magnus ogsaa efter Kong Haakons Tiltrædelse stundom deeltog i norske Regjeringshandlinger, har man hidtil for det meste antaget, at Kong Haakon, deels paa Grund af sin Ungdom, deels af sønlig Kjærlighed og Hengivenhed for sin Fader, vedblev at betragte denne som sin Medkonge, saa længe han levede, fortrinsviis i alle Regjeringssager vedkommende Udlandet; at saaledes Forholdet mellem dem skulde have været svævende og vilkaarligt, og at Magnus mere af sin Søn blev stiltiende taalt, end baade af ham og Folket retmessigt anerkjendt som hans Medregent. Denne Antagelse er dog neppe rigtig. Et saadant svævende Forhold i Anliggender af saa stor Vigtighed vilde stride mod Begreber om god statsretlig Orden til alle Tider og isærdeleshed i den Tidsalder, hvori Magnus og Haakon levede, hvor man ikke kunde tænke sig Regjeringsmyndighed uden virkelig Besiddelse, og hvor altsaa Magnus vilde have været en fuldkommen Nullitet, hvis han ikke tillige virkelig havde haft Dele af Riget til sin Raadighed. Nøjagtig Undersøgelse af alle de Regjeringshandlinger, vedkommende Norge eller norske Landskaber, hvori Magnus enten alene eller ved Siden af Haakon optræder som Hersker, viser netop, at visse Dele af Riget fremdeles blev under hans Bestyrelse og unddragne Haakons, og at de Acter, som de udstedte i Fællesskab, mest var saadanne, som lige meget berørte begges Rigsdele[4]. De Dele, om hvilke vi saaledes med Vished vide, at de fremdeles forbeholdtes ham, vare Dronningens forrige Morgengave eller Tunsbergshuus og Tunsbergs Fehirdsle, altsaa Vestfold og Skidusysla, med Undtagelse maaskee af den vestligste Deel af Thelemarken, og ligeledes, skjønt naturligviis i Dronningens Navn, saa længe hun levede, hendes nærværende Morgengave, Ranafylke og Borgesyssel, samt endelig af Skatlandene Island. Naar da, som vi have seet allerede ved Forandringen i 1350, „Haalogaland, Island, Færøerne og Hjaltland“ forbeholdtes Kongen, er det sandsynligst at antage, at den samme Foranstaltning allerede nu er bleven staaende ved Magt, idetmindste kun med nogle faa Forandringer, saaledes f. Ex. maaskee den, at Kongen maaskee har givet Slip paa Haalogaland og Hjaltland for fremdeles at kunne beholde Tunsbergs Fehirdsle med Skidusysla, som han formodentlig allerede havde haft som et Lehn for sig selv og unddraget Drottsetens Styrelse siden Mageskifte i 1353, da Dronningen fik, hvad han rimeligviis indtil da havde haft paa samme Maade, nemlig Borgesyssel og Ranafylke. Man kan saaledes let begribe, at Islendingerne, der nedskrev Annalerne, ikke fandt Kong Haakons Tiltrædelse i 1355 saa særdeles vigtig at optegne, da det særegne statsretlige Forhold, hvori de vare komne til Norges egentlige Konge og Rigets øvrige Dele, allerede var opstaaet i 1350. Hvorledes det altsaa nu forholder sig med Delingen i alle dens Enkeltheder, og om det end indtil videre maa erklæres uvist, om Magnus fik Haalogaland eller noget Stykke deraf, eller om han fik beholde de øvrige Skatlande i Vesterhavet, saa maa det dog nu ansees hævet over enhver Tvivl, at Delingen fandt Sted, og at Magnus beholdt idetmindste Tunsbergs Fehirdsle med Skienssyssel i sit eget og Borgesyssel med Ranafylke i Dronningens Navn, samt Island under sin egen Bestyrelse, og uden at Haakon i Regelen havde nogen Ret til at befatte sig dermed. Det bliver da ogsaa sandsynligst, at det statsretlige Forhold, som i Slutningen af det forrige Aarhundrede havde fundet Sted mellem Kong Erik og Hertug Haakon, nu tildeels fornyedes, dog med den væsentlige Forskjel, at Magnus, skjønt han nu kun beholdt den mindste Deel af Riget tilbage, dog som Haakons Fader og den, fra hvem dennes Magt var udgaaet, umuligt har kunnet tage sin Rigsdeel til Lehn af Sønnen, men denne derimod snarere har faaet sin Deel til Lehn af Faderen, skjønt paa saadant Vilkaar, at denne ikke skulde kunne befatte sig med Regjeringssysler i Sønnens Deel, uden dennes eget Ønske eller i Tilfælde af at han døde eller blev udygtig til selv at befatte sig med Styrelsen. Ved Kong Haakons Hylding maa man saaledes formode, at det er gaaet noget anderledes til end sedvanligt, idet Hovedceremonien vel bestod i, at Kong Magnus selv gav ham Kongenavn og forlenede ham med Kongeriget, hvilket dog ej hindrer, at ogsaa efter gammel Skik en Bonde kan have hilset Haakon som Konge paa Folkets Vegne.

Om dette var den Indretning, de norske Herrer havde tænkt sig i 1343, da de paa en vis Maade tvang Magnus til at love Haakon Regjeringen, naar han blev myndig, er vel temmelig uvist. De havde da, som det synes, meent, at han skulde have hele Norge, og at dette saaledes ganske skulde adskilles fra Sverige. Ja i Acten af 1343 heder det endog, at Magnus gav Haakon Kongenavn, og Haakon kaldes der virkelig Konge. Men allerede da havde Kong Magnus, som vi vide, underhaanden gjort Foranstaltninger til at beholde idetmindste Skatlandene for sig selv, og i 1350 skete den af os allerede omtalte Modification, hvorved Skatlandene og Haalogaland virkelig bleve forbeholdte Magnus, samt formodentlig ogsaa den Deel af Viken, der siden gaves Dronningen i Vederlag for hendes oprindelige Morgengave. Heller ikke blev Haakons Kongetitel af nogen Varighed, ikke engang efter 1350; han kaldes overalt simpelt hen Junker Haakon eller Hr. Haakon, Kongens Søn, lige, indtil hans virkelige Regjeringstiltrædelse i 1355. Og ved denne beholdt dog Magnus i alle Fald Størstedelen af Viken, og af Skatlandene idetmindste Island. Hiin Mening, at Norge og Sverige nu skulde ganske skilles ad, blev altsaa, om Høvdingerne havde haft den i 1343, ikke opnaaet, da Magnus vedblev fremdeles at være Konge i Sverige og havde dog meget store og vigtige norske Landskaber at raade over. Foreningen var saaledes i og for sig ikke stort løsere end før. Men idet Væsentlige havde dog Høvdingerne opnaaet hvad de især ønskede, nemlig at have en af Sverige uafhængig Konge i Landet selv, og efter hine Tiders statsretslige Forestillinger kunde de heller ikke ansee den nu skete Ordning af Forholdene for ubillig eller saa skadelig, som den i Virkeligheden maatte være. Men den var dog unegtelig en Afvigelse fra, hvad der var bestemt i 1343, og en Afvigelse saa stor, at den nødvendigviis maa have været Gjenstand for og Resultat af alvorlige og vistnok langvarige Forhandlinger, hvorom vi nu desverre savne Efterretninger. Det ligger nærmest at antage, at det Hele allerede blev aftalt og bestemt i 1350, da den første udtrykkelige Udsondring af visse Landskaber fandt Sted, og det er ikke usandsynligt, at disse Indrømmelser skete til Bedste for Magnus, fordi han allerede da, tidligere end det oprindeligt var bestemt, bekvemmede sig til at opgive Regjeringen over Størstedelen af Norge; med andre Ord, at man da fra begge Sider kom hinanden imøde og samtykkede i visse Modificationer af Vardberg-Actens Artikler, saaledes at Kongen gik ind paa Høvdingernes Ønske om at foregribe Tidspunktet, da Norge skulde faa en egen Regjering, imod at disse fandt sig i Landets Deling, og deri at Haakon ikke fik Kongetitel førend ved den egentlige Hylding, naar han selv tiltraadte Regjeringen. Men hvorvidt de Landskaber, som Magnus beholdt efter 1355, vare ganske de samme som de, der tildeeltes ham i 1350 (vi see her bort fra Ombytningen af Morgengave-Landene, da denne ingen videre Indflydelse havde paa det Administrative), eller om han i 1355 maatte afgive nogle deraf, f. Ex. Haalogaland, Hjaltland o. s. v., derom savne vi, som sagt, al paalidelig Efterretning. Vi kunne alene efter det ovenfor udviklede sige saa meget, at Sandsynligheden er for det sidste.

Det var en nødvendig Følge af Haakons Tronbestigelse som myndig Konge, at Hr. Orm Eysteinssøns Embede som Drottsete og Seglbevarer ophørte. Thi Drottsete-Embedet var nu engang i Norge kommen til at blive eenstydende med Rigsforstanderskabet. Derfor see vi ham ogsaa kort efter denne Forandring (8de October) indsegle en Forordning, som Kong Magnus udgav for Island fra Bergen, maaskee under det samme Ophold der, som Kongehyldingen allerførst havde foranlediget, i den beskedne Egenskab af Kongens Secretær[5], medens han endnu i samme Aars Begyndelse som Drottsete i Kongens Navn havde udgivet og beseglet en Stevning til Østerdølerne, der uretteligen havde tilegnet sig et Vand og nogle Skove, tilhørende Kronen, om at møde i Oslo for Kongens Foged og Lagmanden, m. flere, ja endog saa sildigt som den 18de Juni, ligeledes i Kongens Navn, som Drottsete, havde udstedt et Forbud mod, at Kongens Forkjøbsret tilsidesattes i Bergens Fehirdsle[6]. Dog see vi Hr. Orm allerede Aaret efter optræde som Kong Magnus’s Drottsete og Sysselmand paa Vestfold[7], formodentlig derfor og som Hirdstjore og Befalingsmand paa Tunsbergshuus, det vil da vel sige, at han nu var den, som i Magnus’s Navn skulde raade over hans Deel af Riget, saa ofte og saa længe som Kongen var i Sverige. I Drottsetens Sted sees derimod den unge Kong Haakon at have antaget en Cantsler til Seglbevarer og Raadets Formand, og da denne Cantsler tilligemed Raadet, som vi ville erfare, i en Rekke af Aar stod ved hans Side som medvirkende i de fleste Regjeringshandlinger af nogen Vigtighed, maa man vel formode, at en Cantslers Udnævnelse har paa Grund af Kongens Ungdom udtrykkeligt været forlangt af Høvdingerne ved Hyldingen, og at der saaledes i Virkeligheden ikke skete anden Forandring, end at Cantsleren nu fik den Myndighed, som Drottseten før havde udøvet, mest af den Grund, at efter den nu hevdede Sedvane kunde en fast Drottsete alene staa ved Siden af en umyndig eller hyppigt fraværende Konge, en Cantsler derimod ogsaa ved Siden af en myndig, medens man dog kunde nedlægge saa stor Magt i hans Hænder, at han blev den virkelige Regent, saa længe Kongen, hvorvel efter Loven myndig, dog endnu i sig selv var et Barn. I Valget af Cantsler holdt Haakon, eller den, der ledede hans Skridt, sig den Bestemmelse efterrettelig, som bød, at Embedet skulde være forenet med Provstedømmet over Mariekirken i Oslo, thi den nye Cantsler blev Hr. Peter Erikssøn, der havde været Provst ved denne Kirke formodentlig lige siden Arne Aslakssøns Død i 1351[8]. Det maa formodentlig have været en temmelig fremragende Personlighed, om vi end ikke kjende stort til hans politiske og administrative Virksomhed. Eet er forresten merkeligt ved de Breve, som deels siges at være skrevne af ham selv, deels ere beseglede af ham og saaledes skrevne under hans Opsigt, nemlig at Sproget er usedvanligt godt og reent for de Tider, uden de ellers saa hyppige Svecismer[9]. Skulde man heraf slutte, at han overhoved har søgt at holde svensk Indflydelse borte og støttede sig til samt paa en vis Maade stod i Spidsen for det Parti, der betragtede Unionen med ugunstige Øjne og helst vilde have den ganske opløst, men i Mangel deraf saa løs som muligt? Dette er saa langt fra at være usandsynligt, at det meget mere passer ganske med hele Aanden i den Agitation, der fremkaldte den Foranstaltning, som nu bragte ham Cantsler-Verdigheden, og som nødsagede Drottseten, der vist var saa svensksindet og unionell som muligt, til at træde af.

Det kunde maaskee ansees som et Tegn paa det samme antiunionelle Parties Overhaand efter Haakons Tronbestigelse, at vi ogsaa nu finde en af dets ypperste Repræsentanter, Hr. Sigurd Hafthorssøn, i Besiddelse af Syssel og saaledes anvendt som kongelig Embedsmand, medens han under Kong Magnus, som vi have seet, ikke opnaaede dette og saaledes altid maa have været betragtet af denne med Ugunst eller Mistro, skjønt han forøvrigt paa Grund af sin Byrd og sine store Besiddelser ikke kunde udelukkes fra Kongens Raad. Vi finde ham nemlig nu som Sysselmand paa søndre Hedemarken[10]. Han nævnes vel ikke udtrykkeligt som saadan førend i Mai 1358, men heraf følger ikke, at han ej kan have været udnævnt tidligere, især da der fra Tiden mellem 1355 og 1358 ej engang forefindes Breve fra Hedemarken af den Beskaffenhed, at der kunde blive Anledning til at omtale Sysselmanden; da det nu er rimeligst, at alle saadanne nye Udnævnelser fandt Sted nærmest efter Kong Haakons Tronbestigelse, bør man vel ogsaa nærmest henføre Hr. Sigurds Udnævnelse til den Tid. Vi finde ham i Bergen ganske kort Tid efterat Kong Magnus og sandsynligviis ogsaa Kong Haakon havde været der[11], ligesaa en anden af Norges yngre Magnater, Hr. Jon Brynjulfssøn, saa at derved den Formodning opstaar, at de begge og maaskee mange andre havde overværet Hyldingen og deeltaget i de Forhandlinger, som gik forud for denne, ligesom derved den Formodning bestyrkes, at de Forandringer i Syslernes Besettelse, som den nye Konge fandt for godt at gjøre, skete ved samme Lejlighed. Men Hr. Sigurd Hafthorssøn var nu vel ogsaa Norges rigeste og megtigste Mand. Hans Svoger, den tinge Hr. Bjarne Erlingssøn, om hvem intet mere erfares, siden han deeltog i Toget til Rusland 1350–51, var død kort efter dette, formodentlig i 1353, før Faderen, og havde paa det Yderste bedet denne om at lade Systeren Ingeborg, der var gift med Hr. Sigurd, faa hele Giske-Godset. Denne Anmodning havde Hr. Erling opfyldt, idet han ved sit Brev, dateret Nes i Raumsdalen 24de Januar 1354, skjenkede hende forlods af alt sit endnu uskiftede Gods Giske med alle Lunnender, Etne, Hafstein, Selver, Eggever, Laxefiske, med Korn, Bo og Heste og alt andet smaat og stort, der havde tilhørt Gaarden fra eldre og nyere Tider, bedende Kong Magnus og alle andre gode Mænd i Landet, at de vilde forsvare hende i Besiddelsen af denne Gave, hvis mod Formodning Nogen vilde paatale den. Og skulde det vise sig, at hans øvrige Svigersønner eller Døttre ikke vilde godkjende dette, da skulde Ingeborg have Fjerdings- og Tiende-Gave af hele det uskiftede Bo[12]. Ej længe efter døde Hr. Erling, ifølge de islandske Annaler i 1355, og da det lader til, at de øvrige Arvinger ej gjorde nogen Vanskeligheder, succederede Sigurd saaledes til dette rige Gods, der foruden Hovedgaarden Giske, der i sig selv ikke var stor, indbefattede en Mængde underliggende Gaarde paa Sunnmøre. Endvidere erfarer man af senere Breve, at Fru Ingeborg ogsaa maa have arvet Bjarkø og Bjarkøgodset paa Haalogaland, Slegtens anden Ættegaard, og maaske endnu mere[13]; det er imidlertid ikke vist, om Sigurd og Ingeborg fik dette umiddelbart ved Hr. Erlings Død, eller senere, thi flere af dennes Døttre døde kort efter, saa at derved nye Skifter kunne have været foranledigede. Saaledes fortælle de islandske Annaler, at Fru Sigrid Erlingsdatter døde i 1356[14], og det er allerede ovenfor (S. 390), omtalt, at denne Sigrid neppe kan have været Datter af nogen anden end Hr. Erling. I 1358 omkom ligeledes Fru Gyrid Erlingsdatter og hendes Mand Hr. Eiliv Eilivssøn ved et ulykkeligt Tilfelde paa Søen[15], og de efterlod vel en Datter Margrete, men det er ikke sagt, at denne succederede til alle Moderens Besiddelser, idetmindste maa hun vel som et foreldreløst Barn være kommen under Hr. Sigurds Formynderskab[16]. Stovreim-Godset gik sandsynligviis til Otte Reymar eller Rømer, hvis Hustru Gerthrud formodentlig ogsaa var en Datter af Erling. Men desuagtet var Hr. Sigurd nu bleven en af de største Godsejere ogsaa i det nordlige og vestlige Norge, hvor han forhen ikke havde haft. Besiddelser, og med de nye Erhvervelser tillagte hvad han før havde i den østlige og sydlige Deel af Landet, hvilket i 1353 ogsaa var blevet forøget med nye Ejendomme paa Raumarike, Hedemarken, Hadeland og Agder, med Laxefiske i Soknedal, – Arvegods efter Hr. Sigurd Erlendssøn[17] – maa han, saavidt skjønnes, have været rigere end nogen anden Mand i hele Riget. Endelig sees han siden ogsaa at have faaet Ejendomme i Vermeland, hvad nu Anledningen dertil kan have været[18].

Af andre Mænds, der ved Kong Haakons Tronbestigelse kom i Skuddet er det vanskeligt at paapege nogen enkelt, mere fremragende. Det er allerede forhen omtalt, at man ved de nye Embedsbesettelser, der sees at have fundet Sted mellem 1350 og 1356, som oftest ikke godt kan vide, om de ere en Følge af, at Mandedøden havde gjort Embederne ledige, eller om de forrige Indehavere endnu levede, men havde maattet gjøre Plads for andre paa Grund af Tronskiftet[19]. Ogsaa veed man om de nye Embedsmænd ikke stort andet, end hvad de heed, og man erfarer derfor heller ikke noget om, hvad de udrettede, saa at det kun er af liden Interesse at holde nærmere Regning med dem. En af de Sysselmænd, der blev i Embedet, og som saaledes maa have staaet sig godt med den unge Konge og hans Omgivelser, var Hr. Agmund Finnssøn i Ryfylke. Men han var saa mægtig, at det neppe engang vilde lade sig gjøre at styrte ham, om man end nok saa meget kunde have ønsket det. Imidlertid synes det, som om han, og det maaskee endog allerede i længere Tid, ved Siden af sin Syssel i Ryfylke ogsaa tillige var Sysselmand i Indre Sogn, eller man maa snarere antage, at han har haft Overbestyrelsen eller været Hirdstjore over hele Gulathingslagen eller den største Deel deraf. Thi i Aaret 1359 nævnes Joseph Karlhovedssøn paa Kaupangr som hans „Ombudsmand“, ikke „Lensmand„ i Udførelsen af Sysselmands-Forretningerne[20] i Indre Sogn, og allerede i et Pavebrev af 1350 nævnes Hr. Agmund som henhørende under Bergens Diøcese, medens han nogle Aar senere siges at henhøre under Stavangers[21], hvor han egentlig hørte hjemme, saa at man kan slutte, at han snart opholdt sig paa et, snart paa et andet Sted. Dette faar nu staa ved sit Verd; det er idetmindste heel rimeligt, at det saaledes forholdt sig, thi vi have allerede seet Hr. Agmund Guthormssøn indtage en lignende Stilling i østre Viken, og sandsynligviis Hr. Ivar Agmundssøn ligesaa i Tunsbergs Fehirdsle og Skienssyssel.

  1. ↑ See Brevene af 17de og 18de August 1362, D. N. IV. 432, 454, af hvilke det sidste endog baade har Aarstallet og Kongeaaret, saa at ingen Tvivl kan herske. Disse Dage siges her at falde i Haakons 8de Aar, altsaa faldt 17de taug. 4361 i hans 6te, 1360 i hans 6te, 1358 i hans 4de, 1356 i hans 2det, 1355 i hans første, med andre Ord, Dagen, hvorfra der regnes, maa ligge forud for 17de August. I Norges g. L. III. 191 findes en Retterbot af Kong Haakon, dateret Bergen Søndag før Laurentiidag i Kong Haakons 17de Aar; da Haakon ligefra Begyndelsen til Midten af August 1371 laa i Lejr ved Stockholm, som det nedenfor vil sees, maa dette 17de Aar være 1372, og Dagen følgelig den 8de August; altsaa ligger Dagen i 1355, hvorfra Aarene regnes, efter denne. Der gives nogle Breve, hvor Dateringen aabenbart ved Fejlskrift eller Fejllæsning er urigtigt angivet, men.hvoraf man dog har sluttet, at Kong Haakons Regjeringstiltrædelse stundom regnedes fra 1345 eller 1346. Dette er for det første et, udstedt paa Stokke ved Tunsberg i Magnus’s 35te og Haakons 8de Aar, d. 1ste Januar (D. N. III. 329). Da 1ste Januar i Magnus’s 35te Aar falder i 1354, skulde Haakons Regjeringsaar efter dette regnes fra 1346. Men Dateringens Urigtighed er indlysende; der skulde vist enten staa fimtanda ok xxxta eller fimta ok xxxxta istedetfor fimta ok xxxda, og Aaret saaledes blive Magnus’s 45de eller 1364; men da ogsaa dette ej vilde blive Haakons 8de, men 9de, maa man antage, at Nedskriveren, der som Vestfylding var mindre vant ved at regne efter Haakons Aar (see nedenfor) har angivet dette urigtigt. Det andet er udstedt Søndag før Pints i Magnus’s 29de og Haakons 1ste Aar, hvilket altsaa skulde være i Mai 1345 (Samll. V. 590), men man kan være temmelig vis paa, at et X her er udeglemt, og at der skal læses XXXVII, saaat Aaret bliver 1357. Endvidere findes der to Breve, begge udstedte i Stockholm den 13de Marts 1362, den ene en Forordning for Tunsberg, given af begge Konger tilsammen, N. g. Love III. S. 182), det andet et Gavebrev af Kong Magnus (Suhm XIII. 844), men begge to med Datering baade efter Magnus’s og Haakons Aar, nemlig 43de og 6te; formodentlig ere de begge, der ej længer haves i Original, skrevne af en og samme Secretær, der har regnet Haakons Regjeringsaar fejl, nemlig til det 6te istedetfor det 7de.
  2. ↑ Orm Drottsete var nemlig endnu den 19de Juni paa Agvaldsnes, hvor han i Kongens Navn udgav en Forordning for Bergen, nedenfor, S. 618, og Norges gl. Love, III. 174. Sandsynligviis kom han da fra Bergen og var paa Vejen nedover til Kongen.
  3. ↑ Dipl. Norv. V. 222.
  4. ↑ Da det er af megen Vigtighed at bringe denne hidtil ikke iagttagne Kjendsgjerning paa det Rene, vil jeg her nævne alle de Beviissteder derfor, som findes i de hidtil trykte Kilder, og som allerede i sig selv ere afgjørende nok, da jeg ikke tvivler paa, at alt, hvad der herefter vil fremkomme, alene vil bekræfte min Antagelse. Breve, der umiddelbart nævne Magnus som Herre over Tunsbergshuus, Vestfolden og Skidusyssel og som førende Regjeringen derover, ere: Drabsforhør fra Heitradal paa Grenland, indberettet af Sysselmanden Aste Bergulfssøns Fuldmegtig til Kong Magnus, dateret Kleppen den 1ste Juli i Magnus’s 37te Aar (1356), altsaa ikke engang regnende Aaret efter Haakons Tronbestigelse, (D. N. II. 336); Drabsforhør fra Sandsverd paa Vestfold, indberettet til Kong Magnus af hans Drottsete Orm Eysteinssøns Ombudsmand, dat. Kaupmannsnes 5te Dec. i Magnus’s 38te Aar (1356), Dipl. Norv. I. 350. Landsvistbrev af Kong Magnus, formodentlig for en Tyresdøl, altsaa fra Thelemarken, da Brevet findes paa Gaarden Roaldstad i Tyresdal, dateret Tunsberg den 5te Decbr. 1359, D. N. II. 355: Breve af 13de og 27de Marts 1362, hvorved Kong Magnus bortgiver Jordegods ved og i Tunsberg, Suhm XIII. 844; D. N. II. 368; Landsvistbrev af Kong Magnus udstedt paa Tunsbergshuus 21de April 1362, D. N. I. 374; Landsvistbrev udstedt af samme Konge sammesteds 1ste Juli 1363, D. N. II. 372; Befaling af Kong Magnus til sin Fehirde paa Tunsbergshuus m. fl. om at undersøge Dronningens Efterladenskab, dat. 7de Jan. 1364, D. N. III. 335; Indberetning fra Sysselmanden i Skidusyssel om et Drabsforhør i Hviteseid i Thelemarken, til Kong Magnus, dat. 26de Febr. 1364, D. N. II. 380; Kong Magnus’s Privilegier for Skien, dat. 5te Octbr., N. gl. L. III. S. 187; Kong Magnus’s Brev om Landevernsskib til Indbyggerne i Sande Skibrede paa Vestfold, dat. 14de Octbr. 1365, D. N. II. 385; Kong Magnus’s Privilegier for Skien af 1371, N. gl. L. III, S. III. 189; Kong Magnus’s Landsvistbrev for en Mand i Nissedal i Thelemarken, dat. 25de Febr. 1372, D. N. I. 416; Kong Magnus’s Bud om Ledingen i Varna og Vaale i Borgesyssel, dat. c. 1372, D. N. II. 430. Her see vi saaledes ganske bestemt Vestfolden, Skienssyssel og Borgesyssel at sortere under Kong Magnus’s Befaling, og det ej alene saaledes at denne nød Indtægterne deraf, men at han formelig regjerede Landskaberne. Og i al denne Tid findes derimod intet Brev vedkommende de her nævnte Landskabers Styrelse fra Kong Haakon, uden hans Privilegier for Skien af 16de Marts 1358, en Drabs-Indberetning til ham fra Lensmanden i Thelemarkens Vestdale, dat. Aaseland (i Mo) 15de Marts 1358, D. N. V. 230, en Drabs-Indberetning til ham fra Bruggaberg (Brunkeberg) i Thelemarken dateret 12te Septbr. 1358, og hans Landsvistbrev i samme Sag, dat. 5te August 1359, D. N. I. 359, 364; hans og Kong Magnus’s i Fællesskab udgivne Stadfestelse paa og Udvidelse af Tunsbergs Privilegier, dateret Stockholm 13de Marts 1362, N. gl. L. III. S. 182, Kong Haakons Stadfestelse af Skiens Privilegier, udstedt mellem 1365 og 1371, omtalt i Kong Magnus“s føromtalte Stadfestelsesbrev af dette Aar, Indberetning til Kong Haakon om det samme Drab, hvis Udover fik Landsvist ved Kong Magnus’s foromtalte Brev af 25de Februar 1372, D. N. I. 420. Men herved er at merke, at naar Haakon deeltog med Magnus i at give Privilegier for Tunsberg, var det i sin Orden, da Haakon jo skulde succedere sin Fader, og Privilegierne derfor ogsaa gjelde for hans Levetid; Privilegiebrevene for Skien maa have været givne, deels efter Drottsetens Fald, da Haakon bestyrede Faderens Landsdeel (see nedenfor), deels medens Magnus sad fangen i Sverige; og naar Kong Haakon modtog Indberetninger fra Bruggeberg i Thelemarken og Thelemarkens Vestdale, samt gav Landsvistbreve i den Anledning, da kan det deels være at forklare af denne Grund, deels deraf, at Vedkommende sandsynligviis have maattet tage Landsvist af begge Konger for ikke atvære fredløse i den største Deel af Landet, og at derfor ogsaa Indberetning har været sendt til dem begge, men at tilfældigviis kun de Breve, der vedkomme Kong Haakon, ere opbevarede; dette bestyrkes endydermere deraf, at den sidstnævnte Indberetning til Kong Haakon af 1372, i den Sag, hvor Magnus udsteder Landsvistbrevet, er yngre end dette, hvoraf man da ligefrem maa slutte, at Magnus ligeledes har faaet en Indberetning, der ej er opbevaret. I alle Fald kommer det jo mest an paa selve Landsvistbrevet, og dette er jo dog udstedt af Magnus. Af alle de øvrige hidtil trykte Breve, er der ikke et eneste, udstedt af Haakon, der vedrører de nævnte Egne, og heraf maa man dog nu med Vished slutte, at Haakon i Regelen ej har haft noget med dem at bestille. Heller ikke findes noget Brev af Haakon vedkommende Ranafylke. Omvendt forekommer der heller ikke noget Brev af Kong Magnus, vedkommende Rigets øvrige Dele, naar undtages begge Kongernes fælles Bortgivelse af Audun Hugleikssøns Gods til Otto Rømer, dat. 1361 og 1372, D. N. II. 365, 422, men dette kan forklares deraf, at K. Magnus’s udtrykklige Bekræftelse har været anseet nødvendig; ligeledes findes et Forbud af Magnus til Bergens Indbyggere, dateret 1ste Mai 1373, men der er stort Spørgsmaal om Dateringens Rigtighed (det er en megen sildig Afskrift, gamle norske Love III. 193). Beviser nok ere allerede anførte til at godtgjøre den ovenfor fremsatte Mening vedkommende Tunsbergs Fehirdsle med Borgesyssel og Skienssyssel. Men end større Bestyrkelse ligger deri, at medens ellers alle Breve fra de øvrige Egne af Norge strax fra August 1355 af regne Aarene efter Haakons Tiltrædelsesdag, naar ej Aarstallet skrives med Tal, bibeholde netop de fleste fra de nysnævnte Landskaber Aars-Regningen efter Magnus’s Tronbestigelse. Dette er nu først og fremst Tilfældet med de nævnte Indberetninger til Magnus, men derhos ogsaa med følgende Privatbreve: fra Ramnes paa Vestfold 12te Marts 1363, D. N. IV. 434; fra Tunsberg 22de og 27de Feber. 1364, D. N. III. 343, 344: fra Tunsberg 14de October 1365, D. N. II. 385: fra Rordal paa Vestfold 1365, D. N. III. 347: fra Sandsverv 9de Febr. og og 8de Marts 1366, D. N. I. 388 og III. 349; fra Tunsberg 15de Marts 1366, D. N. IV. 454: fra Sandehered af 16de Novbr. 1371, D. N. I. 413; fra Tunsberg 19de Marts 1372, D. N. I. 419: fra Skien af 1ste Dec. 1372 D. N. III. 387; fra Borgesyssel af 11te Octbr. 1373, D. N. III. 386, ligesaa af 20de Mai 1374, D. N. II. 433; fra Tunsberg af 28de Febr. 1374 og 18de April 1375, D. N. III. 391, 397. Der findes vel nogle faa Breve fra de nævnte Egne, der angive Aarene efter Haakon, nemlig: fra Tunsberg 24de Marts 1359, D. N. IV. 327, og 18de Septbr. 1360, D. N. IV. 411, Indberetningen til Haakon fra Bruggeberg af 1358; Brev fra Idd af 1360, D. N. I. 368; Brev af 1363 fra Stokke ved Tunsberg, dateret, skjønt urigtigt, baade efter Haakon og Magnus, D. N. III. 329; Brev fra Kaupmannsnes af 31te Jan 1364, D. N. I. 381; fra Saude paa Grenland af 12te Febr. 1368, og fra Sandehered paa Vestfold April 1368, D. N. I. 398, 401; fra Gerpen ved Skien 15de Jan. 1370, D. N. I. 405, og fra Thjødling paa Vestfold 10de Septbr. 1374, D. N. III. 394; men foruden at det i sig selv var højst rimeligt, at man ogsaa i Magnus’s Deel stundom daterede efter den egentlige Konges Regjeringstid, ere flere af disse Dateringer fra de Tider, da Drottseten var styrtet, og Kong Haakon midlertidigt bestyrede Faderens Landsdele, samt da Magnus sad fangen i Sverige og saaledes maaskee af flere betragtedes som politisk død; idetmindste see vi Lagmanden i Skien, Sigurd Gyrdssøn, i 1368, medens Magnus var fangen, regne Aarene efter Haakon (D. N. I. 398), og i 1373, da han var befriet, igjen efter Magnus (D. N. III. 387). Naar Haakon først betragtedes som Landets egentlige Konge, kan man ikke altid af den Omstændighed, at et Brev er dateret efter hans Aar, slutte, at Dateringsstedet netop laa i hans Deel af Landet, thi en saadan Datering var nu Reglen, derimod viser just Undtagelsen fra denne Regel, nemlig Dateringen efter Magnus, at vedkommende Dateringssted laa i dennes Deel. Saaledes kunne vi vel gaa videre i vore Slutninger og ansee det for vist, at naar et Brev fra Enningdalen af 1373 regner Aaret efter Kong Magnus’s Tiltrædelse, (D. N. I. 422), hørte ogsaa Ranafylke til hans Deel. Allerede tidligere, i 1360, regnede Presten til Thjorn, Vinalde Henrikssøn, der siden blev Erkebiskop, Aarene efter Magnus’s Tid, men da levede endnu Dronningen, og Elvesyssel var endnu hendes Morgengave. Altsaa kunne vi vel paa det nærmeste ansee os forvissede om, at da Kong Haakon tiltraadte Regjeringen, undtoges derfra for det farne Dronningens Morgengave, Ranafylke og Borgesyssel, og derhos Tunsbergs Fehirdsle med Skiens Syssel, de sidste som Kong Magnus’s særskilte Deel, men altsammen under hans Bestyrelse. Fra alle de øvrige Dele af det egentlige Norge lige indtil Haalogalands Grændse dateres altid efter Kong Haakons Aar, og formodentlig har da Magnus ikke hersket der. Derimod er det tvivlsomt, hvad man skal antage om Haalogaland: man har kun et eneste Brev derfor, udstedt i den ovenfor betegnede Periode, nemlig et af Lagmanden Agmund Arnsteinssøn, dateret Vaagen 3die August (D. N. IV. 376), men dette angiver Aaret efter Aarstal, uden at nævne nogen Konge. Muligt at dette skal vidne om, at Lagmanden selv ikke var paa det Rene, om han skulde staa under Haakon eller Magnus. Jemteland vekker ligeledes Tvivl; thi i Aaret 1364 gav Haakon det en Retterbot (gl. n. L. III. S. 185), medens Aaret i 1363 betegnes med Aarstal (D. N. III. 332) og i 1374 regnes efter Kong Magnus’s Tiltrædelse (D. N. III. 390). Af dette skulde man slutte, at Kong Haakon først havde haft det, men at det siden kom i Magnus’s Besiddelse. Man kan jo ikke vide, hvad nye Overeenskomster og Fordelinger, de kan have enets om sig imellem efter Kong Eriks og Dronning Blanches Død. Hvad Hjaltland angaar, da regnes her idetmindste alle Aarstal fra Kong Haakons Tiltrædelse, og det lader ikke til, at Magnus har haft noget derover at sige, medens derimod Erngisl Jarl naa Orknøerne snarere var hans, end Haakons Vasall, siden man ej finder noget Forleningsbrev fra Haakon førend efter Magnus’s Død. Island derimod vedblev at staa under Magnus, hvilket sees af Kong Magnus’s Forordning til Islendingerne af 18de October 1355, (Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 436); ligesom man der endnu den 1ste Juli 1375, førend man havde erfaret Kong Magnus’s Død, regnede Aaret for det 56de af hans Regjering (Finn Jonssøn, II. S. 213). Af Breve, som Kongerne have udstedt i Fællesskab, findes foruden de nysnævnte ogsaa en Fornyelse af Stilstanden med Lübeck af 6te April 1359 (D. N. III. 303), ligeledes et Gjeldsbrev, som de udstedte i Tunsberg 28de Mai 1373 (III. 353), men det første af disse Breve vedkommer det hele Rige, det andet dem selv personligt, derfor var det i sin Orden, at de her optraadte i Fællesskab.
  5. ↑ Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, I. S. 437. Man skulde dog vel ellers ikke formode, at „secreter“ er Skrivfejl for dróttseti? Brevet er kun aftrykt efter en Papirafskrift, formodentlig endog temmelig ny, og Originalen findes ikke. Men der skulde dog meget til at læse Drottsete saaledes fejl, og det passer aldeles med Forholdene, at Orm umiddelbart efter Hyldingen var uden Drottsetetitel.
  6. ↑ Dipl. N. II. 1355. Norges gl. L. III. S. 174. Det første Brev er dateret Oslo 21de Jan. 1355, da Kong Magnus var i det østlige Sverige; det andet fra Agvaldsnes den 18de Juni, da Kongen var i Skaane. Høsten forud (d. 27de October) havde Hr. Orm ligeledes som Drottsete i Kongens Navn afsendt et Skib fra Bergen til Grenland (see nedenfor).
  7. ↑ Brev af 5te Decbr. 1357, Drabsforhør fra Sandsverv, indberettet af Hr. Orms Ombudsmand.
  8. ↑ I de hidtil forefundne Regnskaber fra hin Tid forekommer Hr. Peter allerførst som Provst ved Mariekirken den 10de Febr. 1353 (Dipl. N. II. 315). Da der ingensteds er Tale om nogen Provst i Mellemtiden efter Arne Aslakssøns Død ved Curien, der sikkert indtraf ganske eller umiddelbart for 30te Mai 1351, da Sigfrid udnævntes til Biskop i Stavanger (s. o. S. 511), er det at formode, at Peter er bleven udnævnt til Provst strax efterat Budskabet om Arnes Død var kommet til Norge, altsaa hen i 1351. Man har intet Brev, hvor han nævnes som Cantsler, eldre end 8de Januar 1358 (Dipl. N. II. 338), men da man overhoved ikke har nogen Forordninger eller større Kongebreve af Kong Haakon eldre end denne Dag, hindrer dette ikke, at hans Udnævnelse til Cantsler kan være skeet tidligere, naar dette forresten, hvad der i nærværende Tilfelde ikke kan negtes, er det overvejende sandsynlige. Thi at han i enkelte Breve af 1356 og 1357 (som D. N. IV. 374, 385, I. 350) alene kaldes Provst til Mariekirken, gjør intet til Sagen, da disse Breve kun vedkom hans Embede som saadan, og da han i Breve af samme Slags, udstedte efter den Tid, da han med Vished vides at være Cantsler, ligefuldt vedblev alene at benævnes Provst o. s. v. (D. N. II. 358. IV. 412, o. fl.)
  9. ↑ F. Ex. i den store Retterbot for Østerdalen af 1358, der i det følgende vil blive omtalt.
  10. ↑ Brev af 25de Mai 1358, udstedt af Lagmanden paa Oplandene og Thord Jonssøn, Hr. Sigurd Hafthorssøns Lensmand. (Dipl. N. II.). At da hans Syssel har været søndre Hedemarken, sees deraf, at Brevet vedkommer Gaarden Themben i Skogabygden (Stange Prestegjeld).
  11. ↑ Han nævnes som Medbesegler af et Skjøde, dateret Bergen 16de Nov. 1355, udstedt af Peter Haakonssøn til Hr. Jon Brynjulfssøn, Dipl. N. I. 345.
  12. ↑ Dipl. N. II. 323.
  13. ↑ Vi see nemlig Hr. Sigurd og Fru Ingeborg som Besiddere af og boende paa Bjarkø i 1367, Dipl. N. II. 394, 395. Maaskee de dog ikke fik det førend efter Fru Herdiis Thorvaldsdatters Død 1364, forudsat at denne var gift med Hr. Bjarne Erlingssøn.
  14. ↑ Isl. Annaler ved 1356, udg. S. 288.
  15. ↑ Smst., ved 1358, S. 294. Der staar kun simpelthen: „Hr. Eiliv Eilivssøn og Fru Gyrid druknede“, men de nærmere Omstændigheder derved oplyses ikke.
  16. ↑ At Margrete var Eilivs og Fru Gyrids Datter, oplyses af hende selv i et Brev af 1422 (Dipl. N. I. 683), hvor hun kundgjør, at hun og Sigurd Jonssøn (Dattersøn af Fru Ingeborg Erlingsdatter og Hr. Sigurd Hafthorssøn) vare beslegtede paa den Maade, at Fru Ingeborg og hendes Moder Fru Gyrid vare Fuldsyskende. Hun kalder sig her selv Margrete Eilivsdatter.
  17. ↑ Dipl. N. I. 284, s. o. S. 394.
  18. ↑ See Dipl. N. III. S. 308; man seer heraf, at en „Hustru Elin og Arnthor Peterssøn“ havde overladt ham Gaarden Aamot i Vermeland, men Brevet er sikkert meget senere end 1359, hvortil det er henført.
  19. ↑ See ovf. S. 514, 515.
  20. ↑ Dipl. N. I. 363.
  21. ↑ I det Confessionale, der blev ham tilstaaet i Juli 1350, s. o. S. 553, siges han at være „Bergensis dioecesis“, derimod kaldes han i et lignende af 1354 s. o. S. 555 „Stavangrensis dioecesis“. Og i dette Stykke toge Curiens Skrivere vist ikke Fejl.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/55&oldid=80344»