Det norske Folks Historie/7/56

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 622-638).

Der nævnes ikke stort om hvad der tildrog sig i Norge i de nærmeste Aar efter Kong Haakons Regjerings-Tiltrædelse. De Begivenheder, der nu fulgte Slag i Slag paa hinanden i Sverige, og som endte med Unionens fuldkomne Opløsning, optog saaledes Kongernes og vel ogsaa Høvdingernes Opmerksomhed, at man neppe foretog sig synderligt af Betydenhed i selve Landet; de fremmede Chronister have alene Øje for hvad der skete i Sverige, og de islandske Annaler dvæle i denne Tid næsten ikke ved andre Anliggender end Øens egne, neppe af anden Grund end fordi der virkelig var lidet eller intet at berette om Tildragelser i Norge. Vi ville derfor ogsaa et Øjeblik vende os fra Hovedlandet til dets Bilande og Skatlande, navnlig Island, og gjenoptage den afbrudte Traad af Fortællingen om de voldsomme Gjæringer og politiske Storme, som foruroligede Øen en lang Rekke af Aar ved Midten af Aarhundredet og forstørstedelen fremkaldtes ved Misgreb af de geistlige og verdslige Herrer, som Ligegyldighed eller kortsynet Politik bragte Magthaverne i Norge til at sende Islendingerne paa Halsen. Vi have seet, at (S. 308) Island i Aaret 1343 fik tvende Biskoper paa een Gang, Jon Sigurdssøn, en islandsk Munk, til Skaalholt, og den stavangerske Chorbroder Orm Aslakssøn til Hole. De vare begge myndige og voldsomme, men det var dog især Orm, som nu i en lang Rekke af Aar blev Islendingernes Anstødssteen og maaskee Hovedaarsagen til de fleste Uroligheder. Biskop Jon begyndte, som vi have seet, med at lade tre Munke i Thykkebø Kloster sette i Jærn, fordi de, som det heder, havde banket sin Abbed Thorlak og ført et løsagtigt Levnet. Det samme gjorde ogsaa Biskop Orm med tre Munke i Madrevalle Kloster, men han synes ikke at have kunnet anføre saa gyldige Grunde, thi det heder kun, at han fængslede dem for de Aarsager, han selv angav. Han blev ogsaa mere forhadt end Jon, mest, som det synes, for sin Ødselhed med sin Kirkes Gods og de Udpresninger, hvori han derfor igjen gjorde sig skyldig, hvilket vare saamegetmere følelige paa denne Tid, som Island hjemsøgtes af Uaar og megen anden Nød. Biskop Jon gav ham imidlertid i dette Stykke ej meget efter. Samme Aar, som Biskoperne kom til Landet (1343), vendte ogsaa, som det ovenfor er nævnt, Hr. Grim Thorsteinssøn tilbage, nu i Egenskab af Hirdstjore over hele Vesterlandet, Sønderlandet og Østerlandet lige til Helkunduheiden, med Myndighed til at indsette Lagmænd baade nordenfor og søndenfor. Biskoperne, fortælles der, vedbleve at være haarde mod Læge og Lærde, og det anføres som Exempel paa Biskop Orms Ødselhed og utilladelige Omgang med sin Biskopsstols Gods, at han endog gjorde et kostbart Bryllup paa Hole for en af sine Yndlinger^[1] og udstyrede ham, da han var fattig, med mange Penge, der hørte Biskopsstolen til. Biskop Jon holdt streng Efterregning med de Riigmænd, der havde Kirker i Varetægt, saavelsom med mange andre, „der tyktes ham at have faret urigtigt frem“. Han holdt tillige, siges der, i de sidste Dage af Juni 1344 hjemme paa Skaalholt det første Diøcesanconcilium „paa norsk Viis“, og visiterede Vestfjordene om Sommeren. Men det var netop disse hyppige Visitationer, hvorover Islendingerne nu især klagede, og hvorved Biskoperne fornemmelig synes at have betynget Bønderne med sine store Følger, for hvilke der skulle skaffes Kost og Rideskyds med mere. Biskop Orm synes hjemme i Norge som pavelig Collector at være bleven saa gammel i alskens Indkrævnings- og Inddrivnings-Forretninger, at han ogsaa som Biskop ikke beskjeftigede sig med stort andet, naar man undtager, at han i 1344 lod den hellige Biskop Gudmunds Been optage „for Jertegns Skyld“, hvorved det skal have viist sine at den Dug, hvori de i 30 Aar havde ligget indsvøbt, siden de sidst bleve vaskede, var uforraadnet og reen^[2]. Forresten tales der fremdeles om Drab, om Afsettelser af Klosterforstanderne og om andre Tegn til Uvæsen. I 1344 kom den føromtalte Chorsbroder Aslak (Arnessøn) tilbage til Island, men denne Gang med kongelig Myndighed. Det siges dog ikke hvad hans Erende var, men da vi see baade Biskop Orm og Fuldmegtige for Biskop Jon saavelsom Hr. Grim Thorsteinssøn og flere andre anseede Lægmænd i det følgende Aar tilligemed Sira Aslak selv at drage til Norge, maa man næsten formode, at han har haft Befaling til at indstevne dem til Norge for at faa de Tvistigheder bilagte, der havde reist sig mellem Biskoperne og Lægmændene. Tillige maa han fra Erkebiskopen have haft det Hverv fremdeles at visitere, og at indkalde Biskoperne til det Provincialconcilium, som i September samme Aar skulde holdes i Bergen. Biskop Jons Fuldmegtige vare den oftere omtalte Sira Runulf, der ogsaa havde været brugt af hans Formænd i lignende Sendelser, og Presten Sira Einar Havlidessøn. Det er ovenfor (S. 451) viist, at alligevel hverken de eller Biskop Orm kom til at overvære Mødet, hvad der nu kan have været Aarsag dertil, da i alle Fald Sira Aslak selv kom tidsnok til at deeltage i Forhandlingerne. Aarsagen, hvorfor Biskop Jon selv blev hjemme, var maaskee især den, at han laa i Strid med den anseede Gisle Philipssøn i Hage og havde excommuniceret ham den 29de Juni 1344; det kom til Forliig mellem dem, medens de Andre vare i Norge. Ingen af disse kom tilbage førend i 1346, imidlertid sendtes en Islending, Gudmund Snorressøn, ud som Sysselmand, der siges ikke hvor. De til Norge indstevnte Herrer saavelsom Biskop Orm have vist været beordrede at møde lige for Kongen selv og hans Cantsler Arne for her at faa sit Mellemværende bilagt, og Biskop Orm maa ved denne Lejlighed ganske været gaaet af med Sejren, thi vi see, at han i Oslo den 10de Marts 1346 fik et i de gunstigste og mest omfattende Udtryk affattet Beskyttelsesbrev af Kongen, medens denne derimod tog Hirdstjornen fra Hr. Grim Thorsteinssøn og beskikkede ham alene til Lagmand paa Nordlandet, medens han derimod udnævnte den forrige Gulathingslagmand Holte Thorgrimssøn til Hirdstjore over hele Øen, med udtrykkeligt Paalæg om, at han skulde have Indseende med de kongelige Ejendomme. Ligeledes udnævntes til Lagmand paa Sønderlandet Jon Thorsteinssøn, vistnok ogsaa en Nordmand, forhen Lagmand i Ryfylke, medens den forrige Lagmand Thord Eyjulfssøn gik af: altsammen Tegn paa, at just det, hvorover de indfødte Islendinger især klagede, nemlig at Nordmænd sattes til Bestyrere, ved Biskop Orms Forestillinger maa være blevet fastholdt i endnu større Udstrekning end før, og at Klagemaalene ere blevne erklærede uberettigede og utilbørlige. I Varnadarbrevet erklærer Kongen, at han, Gud og hans Moder Jomfru Maria og alle hellige Mænd til Ære, tager sin Ven Biskop Orm, hans Svene, som han dagligen holder paa sin Kost, hans Jorder, Gaarde, Skibe, o. s. v., kort alt det Gods, som han og hans Kirke lovligt eje eller ejende vorde udi Land og Løsøre, i Guds Vold og sin kongelige Beskyttelse, forbydende enhver, af hvad Stand eller Stilling han monne være, at gjøre ham eller Kirken eller hans Svene m. m. nogen vrang Paagang, saafremt de ikke vil udsætte sig for Kongens Vrede og strenge Refselse, og for at fældes til Brevebruds-Bod, 8 Ertoger og 13 Mkr., samt svare den Forurettede fuld Erstatning og Halvdelen dertil paa Grund af dette Brevs Krænkelse. Derhos har han gjort den Bestemmelse, at Biskop Orm skal selv nyde og tage enkelte Sagøre af sine daglige Svene med Undtagelse af Aleigemaal, Thegngilde, Brevebrud og Fredkjøb. Alle og Enhver, fornemmelig Sysselmænd, Lagmænd, haandgangne Mænd og kongelige Ombudsmænd, tilholdes at skaffe Biskopen ufortøvet Ret, hvor det gjelder, baade med Hensyn til hans Gjeldsfordringer og alt andet, og det befales dem paa det strengeste, uden mindste Vanskelighed at betale ham inden fire Maaneder fra Paakrævningen alt, hvad de retteligen skylde ham til et Beløb af ti Mkr. eller derover, saafremt de ikke ville svare 4 Mkr. i Brevebrud og endda ligefuldt udrede Gjelden^[3]. Med dette Brev vendte Orm tilbage til Island og følte sig vel nu saa tryg, at han vovede at gaa endnu videre end før. Begge Biskoperne, berettes der, „bleve faa haarde mod Folk i-Landet og udpressede saaledes Penge af dem, at man neppe tyktes at kunne holde det ud“. Og allerede paa det første Althing efter hans Tilbagekomst, i 1347, forenede Nordlendingefjerdingens Lægmænd sig om at Møre aabenbar Modstand. De erklærede, at de vilde have den gamle Sedvane overholdt og ikke vilde vide af nogen nye Paafund af ham, eller andre Slags Omreiser, end man fra gammel Tid var vant til, og de fastsatte en sterk Pengebod for hver den, som ikke holdt fast ved dette. Derhos forfattede de endnu paa Althinget efter selve Hirdstjoren Holtes Raad et Klagebrev til Kong Magnus, hvori de nøje udviklede hvad der var den gamle Skik, som de ønskede overholdt, med Biskopernes Visitatsreiser og Antallet af deres Følge, idet de bad Kongen paa det indstændigste at give sin Bekræftelse herpaa. Tolv Bønder fra Nordlandet satte sine Segl derunder^[4]. Hele Almuen erklærede sig siden enig deri paa tre Thing, formodentlig Leidarthing, der holdtes umiddelbart efter Althinget. Orm merkede nu, at han var gaaet for vidt, og tilbød sig paa Hegranes Leidarthing at ville lade det blive ved det Gamle, med enkelte Undtagelser. Men man var saa opbragt paa ham, at man ikke engang vilde høre hvad han sagde, og Bønder og Almue svarede ham kun med Skrig og Negtelser. Da fandt Orm det raadeligst at drage over til Norge for at forsvare sig for Kongen og søge Hjelp hos ham, og Jon, der var næsten ligesaa forhadt i sit Biskopsdømme, fulgte med ham paa det samme Skib, saa at der den paafølgende Vinter (1347–1348) ingen Biskop var i Landet. Det maa dog ikke have lykkets Orm i Løbet af Vinteren at finde Kong Magnus, uagtet denne før Juul kom til Baagahuus og i Februar holdt et Høvdingemøde i Oslo. Siden blev der endnu mindre Udsigt dertil, da Kongen om Vaaren vendte tilbage til Sverige, og om Sommeren gjorde sit første Tog til Rusland. Men det lader til, at Orm ikke vovede sig tilbage til Island, førend han enten havde faaet Kongen i Tale og erhvervet yderligere Bistand hos ham, eller hans Biskopsdømmes Indbyggere var blevne noget mildere stemte for ham, thi han forblev indtil videre i Norge og overtalte, efter hvad man maa formode, sin Collega Jon til at reise over med Brev fra ham og søge at megle Fred for ham med Nordlendingerne under hans Fraværelse. Jon reiste ogsaa om Sommeren 1348 og begav sig endnu samme Høst til Hole, hvor han stevnede Bønderne til Things. De indfandt sig talrige, og han lod formodentlig Biskop Orms Brev oplæse for dem. Men de vilde i aldeles ikke vide af noget Forliig, uden naar de beholdt sine gamle Friheder, heller ikke vilde de have ham til Megler eller Voldgiftsmand. Jon vendte derfor med uforrettet Sag hjem til Skaalholt og blev kort efter syg og døde (12te December 1348). Efterretningen om hans Død kom naturligviis ikke til Norge førend ud i det følgende Aar, og til hans Efterfølger valgtes da, som det forhen er nævnt, Gyrd Ivarssøn, Abbed ved Jonsklostret i Bergen, altsaa atter en Nordmand. Men den store Mandedød, som kort efter indtraf, foraarsagede, at han ikke kunde blive indviet førend i det følgende Aar, og da der i 1350 ikke gik noget Skib fra Norge til Island, kom han ikke ud til sit Sæde førend i 1351, saaat Island følgelig i halvtredie Aar var uden Biskop, da Orm fremdeles opholdt sig i Norge^[5]. Imidlertid var det endelig lykkets Orm, under Kongens Ophold i Bergen 1350, da Regjeringsforandringen fandt Sted, at tale sin Sag for ham og stemme ham ganske til sin Fordeel, thi Kongen lod et meget skarpt Brev udgaa til Bønderne i Hole Biskopsdømme (2den Juni 1350), hvori han yttrede, at gode Mænd nu nys havde berettet for ham og hans Raad, hvor utilbørligt man havde faret frem, og viist sig ulydige mod Guds og Kirkens Ret, idet de havde gjort Stempling imod deres Kirkes Formand, hans kjære Ven Biskop Orm, og vilde understaa sig at give Regler for hans Reise og Antallet af hans Følge, naar han skulde udføre sine Embedssysler. Da dette, siger Kongen videre, ej kunde taales, bød ham dem alle og enhver at vise Biskop Orm og andre lærde Mænd, hans Ombudsmænd, al den Lydighed, som Hole Kirke og dens Formænd havde nydt, lige indtil denne Uenighed begyndte, og særskilt indstevntes Benedict Kolbeinssøn, hans Søn Kolbein, og 6 andre Bønder til at møde for Kongen selv eller Drottseten og stande til Rette efter Landets Love, samt see Sagen afgjort af Erkebiskopen og Kongen, eller Drottseten og Rigsraadet, om Kongen ei var i Landet. Undlod de det, skulde de straffes som Landraademænd^[6].

Med dette Brev til sin Betryggelse vovede endelig Orm i det følgende Aar at vende tilbage til Island, hvor han nu ogsaa atter havde en Collega ved Siden. Men at Nordlendingerne endnu ikke tabte Mødet, sees deraf, at Orm endog satte en af de Indstevnte, Kolbein Benedictssøn, i Bann og lod fire af hans Svene føre som Fanger til Hole og lægge i Lænker for at tvinge dem til at underkaste sig en streng Pønitens. Dette bevægede dog Kolbein til at gaa til Forliig med Biskopen, og de øvrige Indstevnte gave ligeledes forsaavidt efter, som de efterkom Kongens Stevning og i 1352 drog over til Norge. Men muligtviis havde de ogsaa Haab om at faa Kongen omstemt ved at fremstille Sagen anderledes for ham, end Biskopen hidtil havde gjort. Og dette skal virkelig være lykkets dem, thi i det følgende Aar, siges der, kom de hjem med Kongebrev om, at Kongen ej vilde tillade Biskoperne at paatvinge Indbyggerne nye Skikke, og at Biskop Orm skulde løse de øvrige af sine Modstandere, som han havde bannsat. Dog var de Fordele, som de havde opnaaet, neppe saa store, som de gav dem ud for. Kongens Brev af 1350 viser, at Orm maa have paastaaet, at han netop holdt sig til og vilde have gjennemført, hvad der var gammel Sedvane, saaat et Forbud mod at indføre nye Skikke ikke egentlig havde stort at betyde– Og derimod seer man, at Kongen i 1353, samme Aar, som de Indstevnte vendte tilbage, lod udgaa et Brev til Islendingerne, der indeholdt den Beskyldning mod dem, at de søgte at besvige Kronen for dens retmæssige Indtægter. Det heed nemlig her, at „gode Mænd saavel fra Norge som Island havde angivet for ham, at Bønder og megtige Mænd i Landet baade norden- og sydentil vare blevne Biskoperne Gods og Penge skyldige, baade for Aager og Tiendesvig, hvorfor Kirkens Forstandere havde anklaget dem, uden at dog nogen Dom var falden, da man svigagtigt havde villet unddrage Kronen den Halvdeel af Boden, som skulde tilfalde den;“ da han nu ikke kunde finde sig i en saadan Ulydighed, bød han alle og enhver, der havde betalt Bøder til Biskoperne eller deres Ombudsmænd for de nævnte Forseelser, inden tre Maaneder fra dette Brevs Forkyndelse ogsaa: at betale ligesaameget til Hirdstjoren paa Kronens Vegne, eller stille ham Sikkerhed for Betalingen, naar de ikke i Lagmandens Nærværelse kunde bevise, at de intet skyldte til Kronen; i manglende Fald skulde de svare Brevebruds-Straf, 8 Ertoger og 13 Mkr. Og derhos bød han Hirdstjoren at stevne Enhver, der ikke vilde underkaste sig dette Bud, med tolv Maaneders Varsel til at møde paa Baagahuus for ham selv og der at stande til Rette. Udstedelsesdagen mangler vel paa dette Brev, men da det er givet paa Baagahuus, hvor Kongen opholdt sig med sit Raad i Mai Maaned, er det sandsynligst, at det er udstedt der^[7], og det er endog heel rimeligt, at de indstevnte Islendingers Sag netop har været behandlet og afgjort paa dette Raads-Møde, hvor saavel Erkebiskopen, der skulde være med at paadømme den, som Drottseten vare tilstede, foruden tre andre Biskoper og flere verdslige Herrer. Saaledes er det ogsaa højst rimeligt, at det sidstnævnte Kongebrev var et af dem, som de til Norge indstevnede Islendinger selv bragte med ilet, da de drog hjem igjen. Rigtig tilfreds med Afgjørelsen maa Orm dog ikke have været, siden han i 1354 atter drog til Norge. Hans Bestræbelser gik nu, som man seer, ud paa at faa udvirket en kongelig Befaling om, at den Christenret, eller de Christenrets-Bestemmelser, der gjaldt paa Sønderlandet, fornemmelig med Hensyn til Tiende og Visitatser, ogsaa skulde udstrækkes til hans Biskopsdømme, og deraf maa man slutte, at der fremdeles havde været Strid mellem ham og hans Diøcesanfolk om disse Punkter. Han opnaaede hvad han vilde, idet Kongen under sit Ophold i Bergen om Høsten 1355, kort efterat Haakon havde faaet Kongenavn, lod udgaa en Skrivelse til Indbyggerne i Hole Biskopsdømme, hvori det heed, at da Biskop Orm havde klaget over, at flere Mænd i hans Biskopsdømme ej vilde udrede den pligtige Tiende af Helligdagsveide og andre Gjenstande, og ikke vilde tillade ham at holde Visitation efter Christenretten, paabød herved Kongen, der ikke taalte, at nogen Mands, og allermindst Kirkens og dens Formænds Ret krænkedes, at de skulde udrede Tiende hvert Aar efter Landets Lov og Christenretten og svare Biskopen Visitation og Rideskyds, som Lovbogen bød; iligemaade, at den Christendomsret, der gik paa Sønderlandet, skulde gjelde over hele Landet, og at ingen maatte understaa sig at søge Ret efter nogen anden Lov end den, alt under Brevebrudsstraf, nemlig Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr., for hver den, som ej rettede sig herefter, eller som mod Kirkens Frihed og Ret ulejligede Hole Biskop, der desuden skulde nyde Fuldrettesbod dobbelt efter Lov og Dom samt de eldre ham tilstaaede Varnadarbreve^[8]. Det er dette Brev, dateret 18de October 1355, der er beseglet af Hr. Orm Eysteinssøn i Egenskab af kongelig Secretær, saaledes som det ovenfor er nævnt. Ved den Christenret, der her nævnes, kan man alene tænke paa den yngre af Arne, deri Tidens Løb havde faaet Hevd paa Sønderlandet, ja endog, som Biskop Gyrd udtrykkeligt yttrede i en Skrivelse af 1354^[9], var bleven vedtaget over hele Skaalholts Biskopsdømme, uagtet det, saavidt vides, egentlig kun var den eldre Christenret, der der havde lovlig Gyldighed, da hverken Arnes, eller Erkebiskop Jons i Norge nogensinde havde faaet kongelig Bekræftelse. Men ligesom mange Bestemmelser af Jons Christenret dog i Tidens Løb var blevne anvendte og havde faaet Hevd, hvor de eldre norske Christenretter enten vare ufuldstændige eller endog stridende mod sildigere Concilstatuter og kirkelig Vedtægt, saaledes var det formodentlig gaaet paa samme Maade med den derefter af Arne formede Christenret paa Island. Biskop Orm havde ikke den Tilfredsstillelse, strax at kunne bringe denne Skrivelse til Island, thi i Aaret 1355 gik der heller ikke noget Skib derover. I det følgende Aar synes han dog at være vendt tilbage, men kun for at dø; han afgik nemlig ved Døden paa Hole den 1ste November 1356^[10], medens Biskop Gyrd i Skaalholt var udenlands, saa at Øen nu atter en Vinter var uden Biskop.

Biskop Gyrd i Skaalholt synes at have været en ret ivrig og driftig Mand, der flittigt bereiste sit vidtløftige District og holdt godt Indseende med Biskopsstolens, samt overhoved med Kirkernes, Gods og Rettigheder. Men om han viiste ligesaamegen Iver i at fremme Gudsfrygt og kirkeligt Liv blandt de til hans aandelige Forsorg anbetroede Menigheder, derom nævnes intet. Ved sin Ankomst forefandt han Broder Eystein Asgrinissøn som Official eller Bestyrer af Biskopsstolen i Vacancen, den samme som Biskop Jon i sin Tid havde ladet sette i saa streng Forvaring, men som sidenefter endog af denne selv maa være tagen til Naade igjen. Det lader til, at den anseede og talentfulde Eystein ogsaa i den første Tid efter Gyrds Ankomst havde megen Indflydelse hos denne. Dette saa man i en Strid, som de begge havde med den kongelige Hirdstjore, og som snarere synes at have været Eysteins end Biskopens. I den 1348 eller 1349 afdøde Holte Thorgrimssøns Sted^[11] beskikkede Kongen nemlig til Hirdstjore over det hele Land samt Sysselmand over Districtet østenfor Thjorsaa med Østfjordene en vis Olaf Bjarnessøn, der kom ud til Øen i 1352. Da denne i 1353 havde ladet en Mand fængsle for en Forbrydelse, befriede Guthorm Asgrimssøn, kaldet Eldjarn, der sandsynligviis endog var en Broder af Eystein, Fangen med Magt af Fængslet; Hirdstjoren anklagede igjen Guthorm paa Althinget, fik ham dømt til Døde og lod ham henrette. Herom, siges der, opstod en stor Strid mellem Biskop Gyrd og Broder Eystein paa den ene, og Hirdstjoren paa den anden Side. Endelig blev der paa et talrigt Møde i Skaalholt stiftet etslags Forliig mellem dem den 19de Juli, men Olaf Hirdstjore, siges der, drog strax efter over til Norge med de Beviisligheder, han i den nysnævnte Sag havde kunnet skaffe, sandsynligvis for at klage til Kongen^[12]. Heraf blev der dog intet, eller om det skete, kom der intet ud deraf. De er endog muligt, at Kongen gav hans Modstandere fuldkommen Ret, thi han synes at have fratraadt Hirdstjore-Embedet, det være sig nu frivilligt eller paa Kongens Bud, og besluttede derimod Aaret efter i Følge med den ovennævnte Sysselmand Gudmund Snorressøn at gjøre en Pillegrimsferd til St. Jago di Compostella. De sejlede fra Norge paa et Handelsskib, men det gik under med alle dem, der vare ombord. Man faar af hiin korte Beretning det Indtryk, at det egentlig var den urolige Broder Eystein, som vilde Hirdstjoren til Livs og tage Hevn for Guthorm, og at Biskopen kun efter hans Overtalelse tog Deel i Striden. Siden blev dog Forholdet mindre godt imellem dem og endte med formeligt Fjendskab, som det i det Følgende skal vises.

Kong Magnus, der i denne Tid trykkedes saa haardt af alskens Pengeforlegenheder, greb nu blandt sine andre Forholdsregler ogsaa til den højst mislige og fordærvelige, at han bortforpagtede Øens Indtægter paa en vis Tid. I Aaret 1354, da Olaf Bjarnessøn enten allerede var omkommen paa Søen, eller idetminste havde fratraadt Hirdstjore-Embedet, kom Ivar Vigsussøn af Holm, sedvanligviis kaldet Ivar Holm^[13], ud til Island med det kongelige Budskab, at han havde lejet hele Landet med Skatter og Skylder paa tre Aar og derhos var udnævnt til Hirdstjore for samme Tid. En anden Beretning lyder saaledes, at han havde kjøbt Skatterne og alle kongelige Sager (Sagøren) for tre Aar. Saaledes er det endog ikke usandsynligt, at Kongen for at faa flere Penge paa engang har solgt eller rettere pantsat Indtægterne for tre Aar moden rund Sum engang for alle, som Ivar Holm bar vidst at skaffe ham, og som man kan være vis paa ikke paa langt nær svarede til Afgiftens virkelige Totalbeløb, medens det derimod nu var Ivar Holms Fordeel i disse tre Aar at udbringe Indtægterne til det højst mulige Beløb, det vil sige udsuge Folket saa meget som muligt, hvilket ogsaa var ham saa meget lettere, som han selv var beklædt med Hirdstjore-Embedet, og der saaledes ikke stod ham nogen overordnet Embedsmand ved Siden, som kunde see ham paa Fingrene. Men lignende Foranstaltninger med Island blev desverre fra denne Tid af ikke sjeldne, og det lader til, at Kong Magnus, idet han forbeholdt det for sig selv ved Delingen med sin Søn, i Ordets egentligste Forstand har betragtet Landet som et Skatland og intet andet. Dog maa man til Kongens Undskyldning sige, at slige Pantsetninger af Landskaber eller enkelte Stæder eller Districter i hiin Tid hørte til Dagens Orden og ikke fremstillede sig for nogen af Parterne, ej engang for vedkommende Indbyggere, i det forhadte Lys, hvori vi nu betragte det. Man seer ogsaa, at Islendingerne ikke gave Kong Magnus, men heller sine egne Høvdinger Skylden for alt, hvad de under hans Regjeringstid maatte døje, og at de tvertimod havde Hengivenhed for ham og betragtede hans Foretagender idet bedste Lys. Denne Ivar Holm, der nu blev Hirdstjore, var tre Aar forud bleven udnævnt til Sysselmand over Vestfjordene og Sønderlandet indtil Thjorsaa og var kommen ud til Landet i samme Skib som Biskop Gyrd. Han maa saaledes i 1352 eller 1353 være vendt tilbage til Norge, snarest i det sidste Aar, samtidigt med Olaf Bjarnessøn, hvem han maaskee har bidraget til at skille ved Hirdstjore-Embedet for selv at faa det. Det er ikke usandsynligt, at Ivar kan have været en Sønnessøn af den Ivar Jonssøn Holm, der i 1307 bragte kongelige Retterbøder til Island og i 1312 nævnes med Herretitel^[14].

Det er ovenfor omtalt, at Island var heldigt nok til at gaa fri for den store Mandedød, der hjemsøgte Norge og det øvrige Europa. Dog slap det ikke ganske for smitsomme Sygdomme, thi i Aaret 1347 udbrød paa Sønderlandet en Bylde- eller Koppe-Sygdom (bólnasótt), der anrettede faa store Ødelæggelser, at ikke de eldste Folk kunde erindre noget lignende. I Strøget mellem Hviitskeggshvamm og Botnsaa ved Borgarfjorden døde over 400 Mennesker, ligesaa i Floen og ved Ølvus. Det følgende Aar gik Sygdommen paa Nordlandet og angreb næsten hvert eneste Menneske yngre end 40 Aar, og mange eldre, ja den fandtes endog paa nyfødte Børn, ved hvis Fødsel Moderen døde. Der tales ogsaa om andre Plager, fornemmelig af sterk Frost; især var Vinteren 1347–48 saa haard med Snee og Iis, at ingen kunde mindes noget saadant, Havet frøs rundt om Landet, saa at man godt kunde ride udenom det fra Nes til Nes. J 1350 var der sterk Frost endog om Højsommeren. Det Aar maa have været slemt, da der heller ikke kom et eneste Skib fra Norge, og saaledes al Tilførsel manglede. Blandt andet var der saadan Mangel paa Viin, at man maatte ophøre med at holde Messe i Annexkirker og Bedehuse. Samme Aar skete der et Ild-Udbrud af Hnappafells-Jøklen paa Østerlandet, der ødelagde hele det kaldte Lille-Hered og ledsagedes af et saadant Mørke, at man ikke kunde see Vej for sig midt paa Dagen. Overhoved synes dette at have været en meget ulykkelig Periode for Øen.

Om den formodentlig mere og mere hensygnende Coloni paa Grønland berettes der fremdeles meget lidet. Communicationen mellem dette fjerne Land og Norge maatte være heel sjelden og ringe, naar Erkebiskop Paal, som vi have nævnt, i Aaret 1343 kunde indvie Jon Skalle til Biskop paa Grønland, medens Biskop Arne endnu levede. Dette erfarede man vel i 1346, da, som det fortælles, Knarren kom fra Grønland i god Behold med overmaade meget Gods^[15]. Dette Skib, Knarren, var, som det synes, et kongeligt Skib, udrustet for Kongens Regning, og man skulde næsten tro, at det nu var saagodtsom det eneste, der underholdt Forbindelsen mellem Landene. Det rige Udbytte af Ladningen i 1346 har maaske bidraget noget til, at Kongen og Dronningen i deres Testament Aaret efter betænkte Kirken paa Garde med 100 Mkr. Peninger, til kostbare Kirkeklæder^[16]. Mandedøden i Norge har vel foranlediget en fuldkommen Afbrydelse af al Forbindelse mellem Grønland og Norge paa nogle Aar, især efterat Kong Magnus i 1348 havde fornyet det eldre Forbud mod, at udenlandske Kjøbmænd handlede paa Skatlandene og Norge nordenfor Bergen^[17]. Det er saaledes meget muligt, at „Knarren“, efter at være kommen til Norge med sin rige Ladning i 1346, ikke afgik til Grønland igjen førend i 1354, da Kong Magnus eller rettere Drottseten i hans Navn forordnede i Bergen, seent om Høsten^[18], at den atter skulde afgaa derhen, og satte til Høvedsmand over den Paal Knutssøn fra Onarheim, der i 1345 havde været Ombudsmand i Bergen for hans Moder Hertuginden, og i 1347 og 1348 Gulathings-Lagmand, givende ham fuld Raadighed til at antage i Skibets Besetning hvem han vilde, baade haandgangne Mænds og andre Mænds Svene, og tilføjede, at Kongen gjorde dette til Guds Ære og til Sjælebod for sig selv og sine Fedre, der i sin Tid havde indført Christendommen paa Grønland, som han heller ikke nu vilde lade forfalde. Forresten veed man intet om, hvorvidt denne Expedition kom istand, eller om dens Udfald.

Over Forholdene paa Orknøerne og Hjaltland i denne Tid hviler der et næsten uigjennemtrængeligt Mørke. Vi have seet, at den svenske Magnat Hr. Erngisl Sunessøn i 1353 havde faaet Titel af Jarl som Svigersøn af den sidste Jarl Malise af Stratherne, men om han blev Jarl over alle Orknøerne eller kun en Deel af dem, ligesom mange af de tidligere Jarler, er uvist. Det heder nemlig, „at han i Kraft af sin Hustrus Arveret fik en Deel af Orknøernes Land“^[19], og dette kan forstaaes baade om Jarldømmet eller Regjeringen, og om den blotte Ejendomsret til Jarlegodset. Det første synes at være det rimeligste; men hvorledes det da forholdtes med den øvrige Deel, bliver en Gaade. Man kan kun formode, at Kongen midlertidigt har ladet den bestyre af en Befalingsmand eller Hirdstjore i sit Navn, indtil de øvrige Arvinger, samtlige Dattersønner af Malise Jarl, og om hvis Tilværelse man neppe kunde være uvidende, vilde fremstaa og bevise sine Adkomster, eller og at han virkelig har haft den Tanke at benytte sig af Lejligheden til at inddrage Øen under Kronen. En saadan Befalingsmand eller Hirdstjore finde vi idetmindste senere paa Øerne, førend det endnu var afgjort, hvem den egentlige Jarleverdighed skulde tilfalde^[20]. Desuden var samtlige Dattersønner af Malise Jarl endnu mindreaarige, thi endog den, der maa ansees for at være den eldste af dem, Alexander af le Ard, hvis Moder var Mathilde, Datter af Malises første Egteskab, nævnes ikke udtrykkeligt førend tyve Aar senere^[21], og af et Brev, som hans Værge i Skotland skrev til Orknøingerne i 1355 for at sikkre ham hans Rettigheder, og som i det Følgende vil blive omtalt, seer man ganske bestemt, at han da endnu maa have været et Barn^[22]. Som Lagmand paa Orknøerne 1338 og maaskee senere nævnes en Sigurd Sighvatssøn, der formodentlig var en Søn af den Sighvat Kolbeinssøn^[23], der i 1325 beklædte det samme Embede, og som synes at have hørt hjemme i eller ved Bergen, et Bevis paa, at man til Lagmænd helst valgte indfødte Nordmænd. Forøvrigt erfarer man af senere Breve, at Biskopen paa Øerne, Viljam, med sine Tilhængere laa i en stadig Opposition, ja endog i aabenbar Strid med de kongelige Befalingsmænd. Dette kan vel nærmest forklares deraf, at Biskopen, saavelsom Størstedelen af Øens Presteskab, samtlige Skotter, har været misfornøjet over den Myndighed, som de norske Herrer nu atter begyndte at udøve paa Øen. Thi i over halvandet hundrede Aar, ligesiden Harald Madadssøns Tid, havde Jarlerne været af skotsk Herkomst, og deres skotske Omgivelser formodentlig været de raadende, hvorimod nu en Tidlang Magten forblev hos de kongelige Befalingsmænd, der vel ogsaa for største Delen omgav sig med Nordmænd og støttede sig til, samt forsvarede den norske, sikkert allerede noget fortrykte, Hovedbefolkning, medens derimod de mange skotske Herrer, der allerede under Jarlernes Beskyttelse havde faaet Fodfeste i. Landet, og som bevidst eller ubevidst strævede efter at denationalisere det og drage det fra Norge til Skotland, sluttede sig til Biskopen og Geistligheden. Saadan var idetmindste Sagernes Stilling der paa Øerne nogle Aar senere^[24]. Af Sproget i Brevskaber, der fra den Tid ere levnede, seer man bedst, hvor sterk allerede Denationaliseringen maa have været. Det er ikke usandsynligt, at Øernes Løsrivelse fra Norge allerede vilde være skeet i den forvirrede Tid, der begyndte lidt efter Kong Haakons Tronbestigelse og hindrede Kongerne i at tænke paa stort andet end de svenske Anliggender, hvis ikke heldigvis de særegne Omstændigheder vare indtrufne, som vi her have omtalt, og som saaatsige opfriskede det norske Herredømme, saaledes at dette Landskab endnu i et Aarhundrede kunde bevares for den norske Krone.

Om Hjaltland ved Delingen i 1355 kom til at lyde under Kong Magnus eller ej, er, som vi allerede have yttret, noget tvivlsomt, siden det udtrykkeligt siges, at det i 1350 blev forbeholdt ham; imidlertid synes det dog, som om idetmindste eet af de paa Hjaltland efter 1355 udstedte Breve, der endnu forefindes, maatte have været dateret efter Kong Magnus’s Regjeringsaar, hvis han da virkelig var vedbleven at være Landsherre; men da de nu regne alle efter Kong Haakons Tiltrædelsestid, maa man vel, som sagt, formode, at Øerne ved Haakons Tronbestigelse bleve lagte til dennes Deel og under Bergens Fehirdsle. Forøvrigt nævnes der intet om, hvorledes det blev bestyret, og af hvem. Man seer kun, at Hjaltland i 1360, og saaledes vel ogsaa i 1355, havde en egen Lagmand^[25]. Af det forhen omtalte saakaldte Saude-Brev, eller den store Forordning, som Hertug (senere Kong) Haakon i 1298 udgav for Færøerne, skulde man slutte, at disse og Hjaltland da havde fælles Lagmand, eftersom det udtrykkeligt siges, at Hr. Sigurd Lagmand paa Hjaltland da var sendt til Færøerne^[26]. Man erfarer imidlertid ikke, om denne Foranstaltning længe stod ved Magt. De fleste Breve, som vi for denne Periode have fra Hjaltland, vedkomme fornemmelig den føromtalte Fru Herdiis Thorvaldsdatter, hvis Fader Hr. Thorvald Thoressøn af Papø havde været Sysselmand eller kongelig Befalingsmand paa Hjaltland, og tillige vistnok den rigeste Godsbesidder der paa Øerne. Vi have tillige seet, at hans Søn Thorvald Thorvaldssøn i Aaret 1330 fik pavelig Dispensation til at egte Øsa, Datter af Hr. Haakon Thoressøn, og det er ikke usandsynligt, at han blev Faderens Eftermand i Syslen. Han kunde for Alderens Skyld gjerne have levet paa den Tid, da Haakon blev Konge, men da man ingensteds hører ham omtale, og man heller ikke erfarer, at han efterlod sig Børn, er det sandsynligst, at han er død barnløs ikke mange Aar efter Giftermaalet, og at hans Syster Herdiis arvede ham. Det er ovenfor viist, at Herdiis, som først var gift med Fehirden Svein Sigurdssøn, efter al Sandsynlighed blev gift med Bjarne Erlingssøn i 1344, og at hun ved hans Ophøjelse til Ridderverdigheden fik den Titel af Frue, som vi senere see hende tillagt. Hermed passer det da ogsaa godt at vi i den nærmeste Tid efter Hr. Bjarnes Død eder indtraf formodentlig i 1353, s. o. S. 620), nemlig i Aaret 1355, finde hende paa Hjaltland, beskjeftiget med deels at afhænde, deels at tilkjøbe flg Jordegods. Saaledes aftraadte hun den 10de Aug. 1355 paa sin Fedrenegaard Papø Gaarden Ey (Uya) til en Mand, af hvis Arvinger hun nogle Aar senere lod den kjøbe tilbage^[27], og den 14de April 1355 kjøbte hun en heel Deel Jordegods paa forskjellige Steder i Øerne. Man erfarer af Kjøbebrevet herom, at hun holdt sin egen Prest eller Huuscapellan, et Tegn paa at hun levede paa en stor Fod^[28]. Formodentlig reiste hun strax efter at have faaet sine Anliggender ordnede tilbage til Norge, idetmindste see vi i 1360 en Fuldmegtig optræde paa hendes Vegne: et Tegn paa, at hun da ikke selv var i Øerne^[29]. Hun havde sikkert ogsaa store Besiddelser i Norge; navnlig maa man, under Forudsetningen af, at hun havde været gift med Bjarne Erlingssøn, antage, at hun beholdt Bjarkø efter hans Død, saa længe hun levede, og at det først ved hendes Død, der indtraf 1364, kom i Sigurd Hafthorssøns Hænder.

Den Omstændighed, at Hjaltland siden Kong Sverres Tider ikke længer stod under Orknø-Jarlerne, men umiddelbart under de norske Konger selv, bidrog øjensynligt meget til, at Skoterne her fik langt mindre Indpas, end paa Orknøerne, og at Sprog og Nationalitet holdt bedre Stand imod det skotske Væsen. Thi medens man, som nys nævnt, i Orknø-Breve allerede finde en sterk Brydning mod det skotsk-engelske, ere de hjaltlandske endnu lige saa reent norske som de bedste fra Norge selv, og renere end de mange, hvis Sprog allerede røbe en Paavirkning af det svenske. Det seer heller ikke ud til, at den ringere Geistlighed talte mange Skotter i sin Midte; de fleste Prester paa Hjaltland, man finder omtalte, have norske Navne, og stundom bleve de og ansatte lige fra Norge af, som f. Ex. i 1321, da Erkebiskop Eiliv udnævnte Prester til Raudarthings og Thveitathings Kirker, som Biskop Viljam havde undladt i rette Tid at besette, hvorfor Udnævnelsen tilkom Erkebiskopen. Saadant som dette, er vist oftere indtruffet. De, som Eiliv udnævnte, vare bergenske Geistlige^[30], og overhoved synes det, hvad ogsaa Beliggenheden gjør rimeligt, at Bergen var det Sted i Norge, hvormed Hjaltland især stod i Forbindelse. Det erfares endog, at Hjaltland efter et frivilligt Løfte af Indbyggerne, for at deres Land skulde være frugtbart, svarede en aarlig Afgift til St. Sunnivas Alter i Bergen af Meel, kaldet Sunnive Meel^[31]. Men ellers stod vistnok den kirkelige Bestyrelse af Hjaltland under Archidiaconen, der upaatvivleligt enten udvalgtes af Capitlet i Kirkevaag, eller maaskee umiddelbart udnævntes af Biskopen, og denne Prælat var derfor vistnok stedse eller fordetmeste en Skotte. I 1360 nævnes som Archidiacon en Villjam Jonssøn af Buchan, der endnu findes i Embedet 1369^[32] og maaskee allerede var udnævnt ved den Tid, vi her nærmest have for Øje.

1. Isl. Annaler. Personerne, som giftedes, heed Bratt og Oddny, men der nævnes ikke mere om dem.
2. Jertegnet bestod vel netop heri, at Dugen var heel og reen. Herom, saavelsom om alt dette, vedkommende Island, see Isl. Ann. Udg. S. 260–288.
3. Finn Jonssons isl. Kirkehistorie, I. p. 431.
4. Her tales og om et Brev fra en Prest Erik Thorsteinssøn, som Jon havde med, men det siges ikke, hvo denne var.
5. Om Biskops Orms Deeltagelse i Højtideligheden ved Gyrds og flere Biskopers Indvielse ved Biskop Salomon, s. o. S. 410.
6. Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 433.
7. Finn Jonssøns isl. Kirkehisk. I. S. 535. Vistnok var Kongen paa Baagahuus ogsaa i November 1353 (Dipl. N. IV. 364), men der nævnes da intet om, at Raadet var hos ham, og det er rimeligere, at han hørte de Indstevnte i dettes Nærværelse.
8. Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie I. S. 436.
9. I denne Skrivelse af 1354 paaberaaber saaledes Gyrd sig baade „gammelt og nyt Lovmaal“ med Hensyn til den Bestemmelse, at Tiende af Jordegods skulde svares i det Sogn, hvor Godset ligger“, (den samme Bestemmelse, som ogsaa Orm holdt fast ved i 1347), og citerer ordlydende et Sted i Arnes Christenret, Cap .14 (þeim er rétt tíundar heimta sem á jörbu býr), med den Bemerkning, at det siges i den Christenret, „som har været samtykket baade af Lærde og Læge over hele Skaalholts Biskopsdømme“. Finn Jonssøns K. Hist. II. S. 109. Jfr. dog Keyser, den Norske Kirkes Historie II. S. 357.
10. Isl. Annaler, Udg. S. 288. Det er dog her ej ret klart, om Orm døde paa Hole eller ej; i nogle Haandskrifter staar der kun „Andaðiz Ormr biskup Aslaksson“ i andre andaðiz Ormr biskup Aslaksson á Hólum, og dette „à Hólum“ kunde til Nød ogsaa tages, som om det ej gik paa „andaðiz“ og betegnede Stedet, hvor han døde, men kun paa „biskup“ og alene betegnede hans Biskopsstol. Saavel Finn Jonssøn (l. c.) som Espolin (Íslands Árbœkr) have derfor antaget, at han døde i Bergen. Men herved er det dog at merke, at ingensteds, hvor Orm tidligere omtales i Annalerne, benævnes han anderledes end „Ormr biskup“ da det var unødvendigt at betegne ham som Biskop paa Hole, efterat det engang var sagt, at han var bleven indviet dertil; Tillægget á Hólum synes derfor alene at kunne betegne Dødsstedet.
11. Hans Død omtales i Annalerne under begge Aar, første Gang med det Tillæg, „at faa beklagede den“.
12. Isl. Ann. Udg. S. 284. Denne Begivenhed staar i Udgaven henførte til 1351, uagtet det udtrykkeligt nedenfor sees, at Olaf ikke kom til Island førend i 1352. Men de samme Haandskrifter, der omtale Olafs Ankomst, henføre udtrykkeligt Guthorm Asgrimssøns Henrettelse og deraf følgende Tvist til 1353.
13. Han kaldes udtrykkeligt Ivarus de Holm, altsaa Ivar af Holm, i det Brev, hvorved den pavelige Nuncius Guido de Croix i 1364 indsatte ham til Undercollector af de pavelige Indtægter, Dipl. N. III. 339.
14. See ovenfor, IV. 2. S. 335, jfr. isl. Annaler, Udgaven 182, 202.
15. Isl. Annaler 1346, Udg. S. 276. Grønlandske historiske Mindesmerker, III. S. 14. Om det Skib fra Grønland, der i 1347 blev forslaaet fra Markland til Island, er ovenfor talt, S. 314.
16. See ovenfor S. 485.
17. See ovenfor S. 479.
18. Kong Magnus’s Brev herom er meddelt i Grønlands hist. Mindesmerker III. S. 121 efter en nyere dansk og meget slet og forvirret stilet Paraphrase, da Originalen desverre er tabt. Indholdet lader sig dog godt forstaa, men Dateringen er noget tvivlsom. Brevet er nemlig dateret „Bergen Mandag efter Simons og Indre Dag i Kong Magnus’s 36 Regjeringsaar, og beseglet af Drottseten Orm Eysteinssøn“. Dette skulde saaledes være 1354, da Simons og Indre Dag er 28de October. Herved er rigtignok at merke, at vi ellers ikke af noget Brev eller nogen Optegnelse erfare, at Kongen eller Drottseten har været i Bergen om Høsten 1354, hvorimod det er vist, som vi have seet, at de var der den 18de October 1355. Imidlertid er der heller ikke noget Brev, som vidner om, at enten Kongen eller Drottseten ikke var der i October 1374; om Kongen høre vi intet mellem 9de August 1354, da han var paa Baagahuus, og 9de Decbr. 1354, da han var i Uppsala; om Drottseten høre vi ligeledes intet fra han var hos Kongen paa Baagahuus i August 1354, og til han udstedte Forordningen til Østerdølerne i Kongens Navn fra Oslo i Januar 1355, saa at der er intet i Vejen for, at han om Høsten kan have været i Bergen, især da der ej staar tilføjet, at han beseglede Brevet i Kongens Nærværelse. Men „Mandag efter 28de October“ maa være urigtigt, da det er 3die November, som aldeles bestemt vilde have været kaldet „Mandag efter Allehelgensdag“. Man maa altsaa her antage, at den skjødesløse Afskriver eller Oversætter har skrevet „Mandag efter“ istf. „Mandag før“, og at Udstedelsesdagen er 27de October. Paal Knutssøn kaldes „Powell Knudsson paa Anarm“, dette „Anarm“ er aabenbart Onarheim, da vi ser af Dipl. N. VI. 316, at han i 1347 kjøbte halve Thveit i Onaheim.
19. Det orkn. Slægtsdiplom i Symbolæ ad hist. ant. rer. norv. p. 24.
20. See Forliigsbrevet af 25de Mai 1369, (Dipl. V. I. 404), hvoraf man erfarer, at Haakon Jonssøn paa den Tid maa have været kongelig Befalingsmand paa Orknøerne. Sidenefter ville vi see Alexander af le Ard udnævnt, ikke til Jarl, men kun til Befalingsmand med Ret til at oppebære en Deel af de kongelige Indtægter, indtil han faar beviist sin Ret til Jarledømmet. Dipl. N. II. 437.
21. See ovf. S. 318. Muligt, at Alexander af le Ard var fremtraadt tidligere, thi Forleningsbrevet af 1375 er vel nærmest udstedt, fordi Kong Haakon først efter Faderens Død i 1375 var bleven den egentlige Overlehnsherre over Øerne, men i alle Fald høre vi ham ej før omtalt, og de to andre Dattersønner af Malise, Henrik Sinclair og Malise Sparre, fremtræde endnu senere.
22. Vi antage nemlig, som det paa sit Sted skal vises, at denne unavngivne Arving efter Malise Jarl, hvorom der her handles, var Alexander af le Ard.
23. Munkelivsbogen S. 65, jfr. 111, 138, 155. Man seer heraf, at Sighvat Kolbeinssøn, førend han blev Lagmand, boede i eller ved Bergen (1300, 1321) og tilligemed sin Broder Olaf Laag havde Jordegods i Egnen. Ogsaa Sigurd Sighvatssøn var i 1338 i Norge.
24. See det føromtalte Forligsbrev i 1369.
25. Brev af 3die Marts 1360, Dipl. N. III. 310. Den her nævnte Lagmand heed Hallstein Thorsteinssøn.
26. Norges gamle Love III. S. 33.
27. Dipl. N. I. 340, jfr. III. 310. Dette Brev af 10de Aug. 1355 dateres endnu efter Kong Magnus’s Regjeringsaar. Dersom man havde knurret forudsette, at man paa Hjaltland nøje vidste Dagen, naar Haakon skulde hyldes, vilde vi heraf kunne slutte, at denne da endnu ej var tagen til Konge. Men da en saadan Forudsætning er højst usandsynlig, afgiver Brevet intet Beviis.
28. Denne Huuscapellan heed Jon Knutssøn, „Fru Herdises Prest“. Desforuden nævnes i samme Brev en Sigvalde Halfdanssøn, Kirkeprest i Papø.
29. Dipl. N. III. 310. Denne Fuldmegtig var netop den nysnævnte Prest Sigvalde Halfdanssøn til Papø.
30. Samll. VI. S. 502. De saaledes udnævnte Prester heed Thorkel Haanevssøn og Herbrand. Muligt, at den første oprindeligt har været fra Øerne, hvor Navnet Haanev var hyppigt.
31. Suhm, XIII. S. 368. Naar der tales om „Frugtbarhed“, synes det, som om man nærmest maatte have tænkt paa riigt Fiskeri.
32. See det nysnævnte Brev af 1360, Dipl. N. III. 310, samt Forliget af 1369, D. N. I. 404. I 1391 var der en Archidiaconus ved Navn Walter af Buchan, maaskee Brodersøn af denne, D. N. II. 525.