Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/57

Vi vende nu tilbage til Kongerne og maa atter med Beklagelſe gjentage, at Begivenhederne i Sverige nu optog den meſte Opmerkſomhed, ſaa at der lidet eller intet meldes om, hvad der foregik i Norge, ja at endog vore egne Breve tie ſtille om, hvad den unge Konge og hans Raadgivere toge ſig fore. Kong Magnus ilede ſtrax efter ſit føromtalte Ophold i Bergen tilbage til Sverige, hvor vi allerede i December 1355 finde ham i Stockholm, og hvor han forblev i hele Aaret 1356, fornemmelig opholdende ſig paa den øſtlige Kant[1], og optagen af alle de Stridigheder, der nu udbrød mellem hans Søn Erik og hans Yndling Hertug Benedict, eller rettere ham ſelv, der gjorde Yndlingens Sag til ſin egen. Skade, at vi heller ikke om denne Sag have nøjere Efterretninger, og navnligen ikke vide, hvorledes Fjendſkaben førſt brød ud. Saa meget ſeer man kun, at Erik var ſkinſyg paa Benedict formedelſt den ſtore Magt og Anſeelſe, han havde tilrevet ſig, og at han, lidet kjærligt ſtemt mod Faderen, og kjendelig paavirket og opſat imod ham, ſaavel maaſkee af Kong Valdemar, med hvis Syſterdatter han var trolovet, ſom af Hertug Albrecht og de misfornøjede ſvenſke Stormænd, ſtøttede ſig til disſe og laante dem ſit Navn at dekke ſig med, da de nu om ſider begyndte en aabenbar Fejde, hvortil de allerede længe, ſom det ſynes, havde ſøgt en bekvem Lejlighed. Det kan heller ikke ſlaa Fejl, at Kong Haakons Tronbeſtigelſe i Norge har foranlediget Erik, og med et Slags tilſyneladende Ret, til at fordre en lignende Forfremmelſe for ſit Vedkommende i Sverige; han og mange maatte vel finde det utilbørligt, at han, den eldſte af Sønnerne, ſkulde være uden Kongenavn og Forleninger, naar den yngre baade havde Kongenavn og ſaagodtſom et heelt Kongerige, og naar en Underſaat allerede havde faaet Hertugtitel og dertil uforholdsmesſigt ſtore Dele af Sverige i Forlening. Herom ſynes Striden mellem Erik og hans Fader oprindelig, og fornemmelig, at have drejet ſig. Erik havde allerede foreløbigt været hyldet ſom vordende Konge paa Morathing 1344; han havde i Bergen 1350 været ſat i Kongeſædet med Haakon, og derfor maa man formode, at han nu om Vaaren 1356 er fremkommen med en beſtemt Fordring paa, at Kongen ſkulde give ham virkelig Kongetitel og tilſtaa ham pasſende Forleninger, men at Magnus enten reent ud har afſlaaet dette eller vægret ſig ved at opfylde det i ſaadan Udſtrækning, ſom Erik og hans Tilhængere fordrede. Vi ſee Erik mod Slutningen af Aaret, og fremdeles derefter, at kalde ſig Konge, udtrykkeligen ſigende, at han var valgt af Folket ſelv, og efter hele Rigets gamle Ret, med Samtykke af alle Sveriges Mænd, var dømt til Konge. Hermed kan han maaſkee ſigte til den foreløbige Hyldning i 1344, ſom ovenfor er berørt (S. 301), men det er ogſaa muligt, at der ſkete noget ſaadant, da Kong Magnus i Marts 1356 opholdt ſig i Uppſala. Thi at de ſvenſke Krøniker ikke vide at berette om noget ſaadant, har lidet at betyde, da de juſt ved denne Tid ere ſaa overhaands mangelfulde. Paa denne Tid maa det og have været, at Erik holdt Bryllup med ſin Feſtemø Beatrix af Brandenburg og derved endmere fandt ſig foranlediget til at fordre Kongetitel og egne Forleninger[2]. Hvad der nu forreſten er ſkeet eller ikke ſkeet, da er det tydeligt nok, at Erik ikke paa langt nær opnaaede hvad han ønſkede, og at hans Fader ikke engang har villet tilſtaa ham Kongetitlen, ſom han dog fra denne Tid af antog i alle offentlige Acter, og ſom ingen uden Faderen ſynes at have gjort ham ſtridig[3]. Man erfarer ligeledes, at han gav ſin paafølgende fjendtlige Optræden mod Faderen et Udſeende, ſom om han alene vilde befri Landet for den uverdige Yndling. Dennes Handlemaade ſynes og at have været heel egenmegtig og ſkikket til at ſætte ondt Blod, ligeſom det og maatte vække Forargelſe, at Kongen dyngede alle mulige Herligheder paa ham, med Tilſideſættelſe af ſin eldſte Søn. Ikke nok med at han havde faaet Halland og Finland, gav Kongen ham Skaane at beſtyre, efterat den forrige Befalingsmand, Hallſteen Petersſøn, uviſt hvorfor, var fratraadt, og i denne Egenſkab tog han ikke i Betænkning at beſlaglegge eller inddrage den nys forud afdøde Erkebiſkop Peters efterladte Gods, medens dennes udvalgte Eftermand Jakob Nikolasſøn om Høſten 1355 var nede i Avignon for at hente ſin Bekræftelſe hos Paven. Kongen, heder det, fik rigtignok Skylden derfor. Den rette Sammenhæng torde vel alene være den, at da Erkebiſkop Peter havde været en af de føromtalte Selvſkyldnere ved det ſtore Laan, og Kongen enten allerede havde faaet Melding om den pavelige Kammerretsdom af 24de October 1355, der forpligtede ham til at betale Laanet tilbage med en Maaneds Friſt under Banns Tvang, eller han i alle Fald maatte være belavet paa et ſaadant Udfald af Procesſen, anſaa han ſig berettiget til at ſeqveſtrere Erkebiſkopens efterladte Gods, der ifølge Gjeldsbrevets udtrykkelige Lydelſe heftede for Laanet, ligeſaavel ſom hele Erkeſtolens Indtægt; et Seqveſter, hvorved han ſtrengt taget endog ligeſaameget varetog Kammerets, ſom ſin egen Tarv. Man hører heller ikke, at Johan Guilaberti ved ſin Ankomſt til Sverige det følgende Aar i nogen Maade ankede derover eller drog Kongen til Anſvar derfor, om det end var naturligt, at Erkebiſkop Jakob, da han kom tilbage med Pallium, blev forbittret og ſluttede ſig til Hertugens Fjender[4]. Ogſaa fra de tydſke Stæder hørtes Klagemaal over Hertug Benedict; de beſværede ſig til Kongen over, at deres Borgere, naar de beſøgte Kongens Riger og Lande, tyngedes med nye og uvante Toldpaalæg m. m., og bad ham iſær formaa Hertug Benedict til at lade dem nyde ſine gamle Friheder uforkrænkede[5].

Den aabenbare Tviſt mellem Kong Magnus og hans Søn Erik tog ſin Begyndelſe om Høſten 1356. Et Forſøg til at megle mindeligt Forliig mellem dem lader til at have fundet Sted ved Midſommertider i Ljodhuus, hvor baade Kong Magnus og Erngiſl Jarl, der ſtod paa Eriks Parti, ſynes at have været tilſtede, og hvor Erngiſl derfor maaſkee endog har mødt ſom Eriks Fuldmegtig[6]. Men de paafølgende Begivenheder viſe nokſom, at Forſøget, om det har fundet Sted, var forgjeves. Kong Magnus vendte tilbage igjen til Stockholm, og Erik begav ſig kort efter, formodentlig i September, til Kong Valdemar i Danmark, hans unge Frues Morbroder, neppe i anden Henſigt end at beklage ſig over ſin Fader og bede Valdemar om Hjelp imod ham. Valdemar tog venligt imod ham og viiſte ham megen Ære; man kan heller ikke tvivle paa, at han gav ham Medhold og opmuntrede ham til at gjøre Opſtand, ſkjønt han ikke aabenbart tog hans Parti, men ſnarere gav ſig Mine af at være Magnus’s Ven og virke til hans Bedſte. Fremdeles ſeer man af det følgende, at Erik enten perſonligt eller ved fortrolige Udſendinger har gjort Aftale med Hertug Albrecht af Mecklenburg, der formodentlig anſtillede ſig, ſom om han vilde varetage Stædernes Interesſer mod Hertugen, og at Albrecht har tilſagt ham ſin Hjelp i den foreſtaaende Feide. Da Erik var kommen tilbage, kaſtede han aabenbart Stridshandſken, idet han den 17de October 1356 fra Kalmar lod udgaa en almindelig Opfordring til hele det ſvenſke Folk om at ſtaa ham bi mod Benedict, ſom han kaldte ſin og Kronens Fjende, med ſtore Klager over den Skade, ſom Landet for hans Skyld havde lidt, idet ſaamange Borge og Landſkaber, der tilhørte Kronen, vare blevne afſondrede derfra, — uden dog, ſom man ſeer, at kunne paaberaabe ſig andet end dette, at Benedict havde faaet uforholdsmesſigt ſtore Forleninger. Selv giver han ſig her, maaſkee for førſte Gang, Kongetitel, idet han endog kalder ſig „Svea og Gøta Konge og Herre over Skaane“. Derimod kalder han Benedict Algotsſøn hverken Hertug eller Herre[7]. Ej længe efter drog Erik til Halland og belejrede Vardberg, Benedicts Hovedborg, og til Erik ſluttede ſig ej alene Erngiſl Jarl, flere Biſkoper og mange“verdslige Herrer, men ogſaa Hertug Albrecht, der med en tydſk Krigshær var dragen over til Skaane og tillige havde faaet Grev Adolf af Holſten, Hertug Johans Søn, i Følge med ſig[8]. Mod denne Styrke kunde Benedict ikke ſtaa ſig, men tog Flugten, der ſiges ikke hvorhen, og Vardberg faldt i Eriks Hænder. Kong Magnus ſynes vel at have gjort et Forſøg paa at komme ſin Yndling til Hjelp, thi det heder i de islandſke Annaler, at han havde Leding til Elven i 1356, og vi finde ham ſtrax efter Nytaar i Ljodhuus, omgiven af flere Herrer, hvoriblandt ogſaa Nordmændene Jon Hafthorsſøn og Orm Eyſteinsſøn, der formodentlig have fort de norſke Krigsfolk til ham, hvilke den islandſke Annaliſt her nærmeſt maa have haft for Øje[9]. Men Kongen med Rigets megtigſte Mænd og en fremmed Hær imod ſig var ej iſtand til at frelſe Benedict, og Erik optraadte i ſit Overmod aldeles ſom Herre i Landet, idet han „til Belønning“ for det Venſkab og den trofaſte Hjelp, Hertug Albrecht havde viiſt ham i at gjenvinde hans Rige, Sveriges Krones Beſiddelſer, der ſaa uforſvarligt vare bortgivne, og i Forventning om hans fremdeles Biſtand, overdrog ham Skanør og Falſterbo Slotte ſamt et tilſtødende Kirkeſogn paa tolv Aar, og med alle kongelige Rettigheder, paa en enkelt Afgift nær, og derhos forlenede begge hans Sønner, Henrik og Albrecht, arveligt med Hertugdømmet ſøndre Halland ſamt de to tilhørende Hereder af Skaane[10]. Dette viſer nokſom, at Eriks Klage over, at hans Fader uforſvarligt havde adſplittet Kronens Beſiddelſer, alene var et Skalkeſkjul, thi nu bortgav han ſelv lignende Forleninger, og det endog til Arv, hvad dog Magnus hidtil ikke havde gjort, ej engang til Hertug Benedict. Der tales om, at Kong Valdemar ſendte en af ſine Mænd, Bo Falk, til Skibs i Erende til Kong Magnus, men at Erik fik ham opſnappet, formodentlig i Farvandet udenfor Vardberg[11]; heraf ſkulde man ſlutte, hvad der ogſaa af de følgende Begivenheder bekræftes, at Valdemar, der aabenbart helſt ſaa, at begge Fyrſter ſtode nogenlunde med lige Kræfter over for hinanden, for at de deſto bedre kunde ſvække hinanden indbyrdes og tilſidſt deſto lettere at ligge under for ham, nu frygtede for, at Erik ſkulde ganſke faa Overhaand, og derfor paa en ſelv for Erik og Hertug Albrecht mistænkelig Maade nærmede ſig Magnus. Hvorledes dette nu forholdt ſig, ſaa maatte Kong Magnus bekvemme ſig til ej alene at aabne Underhandlinger med ſin Søn og ſlutte en Stilſtand ſamt Trygd med ham i Ljodhuus, men ogſaa at undergive Tviſtens Afgjørelſe til Hertug Albrecht og Grev Adolf ſom Voldgiftsmænd og Dommere, idet begge Parter forpligtede ſig paa Forhaand til at adlyde og rette ſig efter deres Kjendelſe. Brevet, hvori Kongen og hans Søn vedtog denne Forpligtelſe, er dateret den 14de Januar 1357, og ſom Med-Forlovere ſatte elleve Herrer af begge Partier ſine Segl for Acten, af hvilke de fem, nemlig Jon Hafthorsſøn, Orm Eyſteinsſøn, Andres Nicolasſøn, Throne Petersſøn, Hallſteen Petersſøn, maa have ſtaaet paa Kong Magnus’s Side, da de øvrige ſex var Kong Eriks Tilhængere, nemlig Nikolas Arnbjørnſøn, Nikolas Thuresſøn, Magnus Nikolasſøn, Jon Thrugøtsſøn, Karl Ulfsſøn og Laurents Karlsſøn[12]. Stilſtands-Acten, der nu er tabt, men hvori der udtrykkeligt maa have været beſtemt en Dag, da Dommen ſkulde afſiges, var formodentlig af ſamme Datum og beſeglet af de ſamme Forlovere. Imidlertid ſeer man, at Erik og Hertug Albrecht optraadte i de øſtlige Egne af Landet ſom Herrer[13], medens Kong Magnus neppe kom længer øſtover end til Skara, men opholdt ſig fremdeles i Egnene ved Elven, deriblandt ogſaa paa Baagahuus[14]. Dog erfarer man af den endelige Dom, at der ogſaa rinder Stilſtanden forefaldt enkelte Fjendtligheder mellem begge Parter. Den 28de April blev Voldgiftskjendelſen afſagt og det endelige Forliig afſluttet i Minoriterkloſtret i Jønkøping, hvor Kong Magnus og formodentlig ogſaa hans Søn Erik vare perſonligt tilſtede. Kongen maatte underkaſte ſig højſt ydmygende Vilkaar. Der ſkulde, ſaaledes lød de, herefter være ubrødelig Fred mellem Kong Magnus og hans Tilhængere paa den ene Side og hans Søn Erik og dennes Tjenere og Hjelpere, navnlig Erkebiſkop Jakob og de øvrige Biſkoper, ſamt Erngiſl Jarl, paa den anden. Kongen ſkulde aldrig i ſine Lande, Slotte eller Befæſtninger modtage eller taale Hr. Benedict Algotsſøn eller hans Broder Hr. Knut Algøtsſøn, eller Hr. Arnbjørn Munaansſøn[15], eller andre hans Tilhængere; han ſkulde ikke tillade, at de med hans Vidende ſamlede ſig eller holdt til i Sverige, Norge, Halland eller Skaane, ligeſaalidt ſom han middelbart eller umiddelbart ſkulde yde dem Biſtand; handlede han herimod, og det kunde beviſes for det ſvenſke Raad, da ſkulde Medforloverne og hans øvrige Mænd kunne ſætte ſig fjendtligt derimod og tage Eriks Parti, indtil der raadedes Bod derpaa, uden at han ſelv var berettiget til at tage det ilde op, og hvis Benedict, Knut, Arnbjørn eller nogen af deres øvrige Tilhængere blev fangen, da ſkulde Kong Magnus aldrig hevne det. Kongen overlod efter modent Overlæg og med Raadets Samtykke ſin Søn Erik Landſkaberne Skaane med Øen Hveden, Bleking, Liſter, Søndre-Halland, Øſtergøtland, Kalmars Fogderi, Verend, Njudung, Jønkøpings Fogderi, Viſingsø og hele Smaaland undtagen Finnveden, og alle Øſterlandene, nemlig Finnland eller Aabo’s Biſkopsdømme, med Slotte, Befæſtninger og alt Tilbehør, forbeholdende ſig ſelv Stockholm med Tilliggelſer, hele den Deel af Svithjod, der kaldtes „Ovanſkogs“, Geſtrekeland, Helſingland, Gottland, Øland, Veſtergøtland, Dalsland, Vermeland, Nordre-Halland og Finnveden, ligeledes med Slotte og andet Tilbehør. Borgene i de føromtalte, Kongen forbeholdte, Landſkaber, fornemmelig Vardberg, ſkulde beſtyres til Nytte og Vern for Sveriges Rige og ikke overgives til andre end Erik ſom hans lovlige Efterfølger, eller dennes Sønner, om han fik nogen, eller hvis Erik døde uden at efterlade Sønner, til Kong Haakon, der da med det ſvenſke Raads Samtykke ogſaa ſkulde efterfølge Kongen paa Sveriges Trone, og de, der nu eller herefter udnævntes til Befalingsmænd paa ſamme Slotte, ſkulde udſtede en ſkriftlig Revers i dette Øjemed. Fra disſe Slotte ſkulde heller ikke Erik eller hans Deel af Riget eller hans Tilhængere bekriges eller forulejliges, men derimod forſvares og underſtøttes; det ſamme ſkulde omvendt ſkee fra Eriks Side. Hverken Kongens eller Eriks Slotte ſkulde efterdags uden paa Sveriges gamle Raadsherrers Forlangende pantſettes eller afhændes. Eriks Tilhængere ſkulde uhindret faa beholde ſine Ejendomme og Godſer beliggende i Kongens Deel, og omvendt Kongens Tilhængere i Eriks. De Pantſettelſer, ſom Kongen allerede havde gjort i de Erik tilfaldne Landſkaber, og omvendt de, ſom Erik havde gjort i Kongens, ſkulde ſtaa ved Magt, indtil Landſkabets nuværende Herre indfriede dem. Den ene af Parterne havde ikke at blande ſig i, om nogen i den andens Deel begik en Forbrydelſe og forfaldt i Straf, men havde denne Beſiddelſer i begges Dele og dømtes fredløs, ſkulde begge deeltage i Confiſcationen. Derſom der mellem Eriks Underſaatter opſtod ſaa vanſkelige Sager, at de ikke kunde afgjøres af ham og hans Raadsherrer, da ſkulde de henſkydes til Afgjørelſe af Kongen og de gamle Raadgivere for hele Riget, ſom til en højere Domſtols. Alle Breve og Privilegier, udſtedte til Dronning Blanche angaaende hendes Morgengave, ſkulde ſtaa ved Magt. Begge Voldgiftsmændene forſømte heller ikke Lejligheden til at ſørge for ſin egen Fordeel. De tilkjendte ſig ſelv efter Hertuginde Ingeborg af Øland, der ej længe forud maa have været afgaaet ved Døden, alt hvad der ved hendes Død var paa Borgholms Slot og paa Øen, undtagen hvad der var anvendt til Slottets Nytte eller hvad hun i ſit Teſtament havde bortſkjenket[16], hvorimod hendes Moder Dronning Iſabelle, der endnu levede, ſkulde faa hendes Koſtbarheder og Godſer andenſteds i Sverige, ſom hun var arveberettiget til. Fremdeles beſtemte de, at Kong Magnus ſkulde overgive alle Breve og Privilegier, ſom Kongen af Danmark havde udſtedt angaaende Skaane, til fire Biſkoper og fire blandt de fornemſte af det ſvenſke Raad, der ſkulde opbevare dem til Kongernes og hele Rigets Nytte. Heraf ſkulde man altſaa ſlutte, at disſe Breve ikke vare fordærvede eller udleverede til Kong Valdemar, ſom enkelte have paaſtaaet. Al den Skade, der af den ene Part var tilføjet den anden i Mellemtiden efter Oprettelſen af Stilſtanden i Ljodhuus, ſkulde godtgjøres efter Vurdering af udvalgte Mænd fra begge Sider, og begge Parters Mænd og Tjenere, fangne under Krigen, hvoriblandt Kongens Cantſler (Johan Karlsſøn, Provſt i Linkøping) ſkulde ſettes paa fri Fod, ſaavelſom de, der vare fangne under Stilſtanden, navnlig Ridderen Andres Nikolasſøn, og deres gode Ejendomme gives dem tilbage eller erſtattes dem efter hine udvalgte Mænds Dom. Vadſtena Gaard i Øſtergøtland ſkulde den af Kongerne have, der kunde beviſe ſin bedre Ret til den[17], og hvad Gods Kong Magnus for ſine Penge havde kjøbt i ſamme Landſkab. ſkulde han beholde. Endelig ſkulde alle Indbyggere af Øſt-Landene (Finnland m. m.) ligeſom forhen uhindret kunne forhandle ſine Varer i Stockholm[18]. Kong Magnus maatte endvidere den 1ſte Mai ſtrax efter udſtede ſærſkilt Forpligtelſesbrev til Hertug Albrecht paa 12000 Mk. ſvenſk og for den Sum give ham Anviisning paa Kron-Indtægterne for tre Aar af Kobberberget, Dalarne og tre Hereder i Fjadrundaland, under Forløfte af ſex Raads-Medlemmer[19]. Saaledes var nu ogſaa Sverige bleven deelt mellem Fader og Søn, ligeſom Norge, og det er tydeligt nok at ſee, at Erik, der havde de fleſte og mægtigſte Høvdinger i Landet paa ſin Side, ſpillede Meſter ved Skiftet, thi det var Landets ſtørſte og bedſte Stykker, der tilfaldt ham. Man fandt det vel endog i ſin Orden, at ligeſom Haakon havde faaet det meſte af Norge, ſkulde Erik have det meſte af Sverige. Begge Kongeriger tilſammen udgjorde altſaa nu i Virkeligheden trende ſærſkilte Riger, af hvilke Magnus’s laa i Midten, paa begge Sider af Rigsgrændſen. Dets veſtlige og nordveſtlige Grændſe var førſt den nuværende Grændſe mellem Bratsbergs og Nedenes Amter; derpaa gik den over Hardangervidden til Sammenſtødet mellem Haddingdal og Numedal, indſluttede denne med Sandsverv og Eker til Dramsfjorden, gik derfra over til Borgeſysſel indtil Rigsgrændſen og faldt ſidenefter ſammen med denne. Øſt- eller rettere Sydøſtgrændſen begyndte ved Ethra Aa, gik derfra i Nordøſt til Vetteren og ſiden gjennem denne til den nordligſte Ende, hvorfra den vendte ſig øſtover, ſamt over Kolmorden til Braaviken, og fulgte derpaa Øſterſøen og Botnhavet indtil Begyndelſen af Norrbotn, eller Grændſen mellem Finnland og Helſingeland[20]. Hvad der laa veſtenfor og nordenfor hiin føromtalte Nordøſtgrændſe, tilhørte Kong Haakon, med Undtagelſe af Island, der forblev under Magnus’s Højhed; hvad der laa ſøndenfor og øſtenfor den ſidſtnævnte Sydøſtgrændſe, Finnland uberegnet, tilhørte Erik, med Undtagelſe af Øland og Gottland, der ligeledes forblev i Kong Magnus’s Beſiddelſe.

Det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Kong Haakon har været tilſtede ved dette Mode og deeltaget i Forhandlingerne, ſaaledes at man, om man havde Rigsacten fuldſtændig, vilde have fundet hans Navn ſom den fornemſte af Medforloverne. Vi ſee nemlig, at han neppe tre Uger efter var ſammen med ſin Fader og ſin Broder Erik paa et Raadsmøde i Lund, hvor Erkebiſkopen af Uppſala og fem andre Biſkoper ſaavelſom ti verdslige Raadsherrer vare tilſtede, og hvor formodentlig flere af de Anliggender bleve ordnede, ſom Delingen gjorde det nødvendigt at tage under en nærmere Behandling[21]. Det ſynes og ſaa meget mere at have været i ſin Orden, at Kong Haakon tog Deel i alle disſe Forhandlinger, ſom han i ſelve Forliigs-Acten, ſaavidt vides for førſte Gang, nævnes ſom fremtidigt Tronfølger i Sverige i Tilfælde af Eriks Afgang uden Sønner, ja endog ſom antagen dertil med Raadets Samtykke, gaa at han følgelig i højeſte Maade var interesſeret i disſe Anliggender, og hans udtrykkelige Godkjendelſe af de her beſtemte Punkter ikke kunde undværes.

Ifølge Forliigsacten ſkulde Kong Magnus og hans Søn Erik gjenſidigt tilgive dem, der i denne Fejde havde været imod dem. Blandt disſe var og, ſom vi have ſeet, Erngiſt Jarl, der ligeſom de fleſte øvrige ſvenſke Stormænd havde taget Eriks Parti, og hvem derfor ogſaa Kong Magnus, idetmindſte indtil Videre, havde frataget Jarldømmet og ladet dets Indtægter ſeqveſtrere. Nu derimod maa man antage, at han fik det tilbage igjen, ſaameget mere ſom vi ſenere finde ham, idetmindſte tilſyneladende, i god Forſtaaelſe baade med Kong Magnus og Kong Haakon. Imidlertid havde dette Seqveſter givet Anledning til, at der paa den føromtalte Alexander de le Ard’s, Maliſe Jarls eldſte Datterſøns, Vegne, fremſattes Fordringer paa Jarldømmet. Den ſkotſke Magnat Duncan Andersſøn lod udgaa et Manifeſt til Øernes Indbyggere, at han havde Maliſe Jarls rette og lovlige Arving i ſin Varetægt, og da denne havde ubeſtridelig Ret til Jarldømmet, hvis Indtægter, ſom han erfarede, vare blevne ſeqveſterede paa Kongens Befaling, vilde han herved have Orknøingerne anmodede om, at de ikke vilde tillade, at noget af ſamme Indtægter førtes boet, førend hiin lovlige Arving var bleven dem foreſtillet, hvilket med det førſte ſkulde ſkee; i modſat Fald vilde han kræve dobbelt Erſtatning af dem baade for ſig og Arvingen, naar han nu ſnareſt mulig indfandt ſig paa Orknø; idet han dog forreſten ogſaa vilde ſvare Kongen den Net, ſom ham tilkom. Dette gav han dem at betænke og raadede dem til at opføre ſig fornuftigt, ſaa at de ikke gave enten ham eller Arvingen Aarſag til at bruge haardere Fremferd mod dem. Da Orknøingerne havde modtaget dette truende Manifeſt, lod de ſtrax den 25de November i deres fælles Navn ſkrive et Brev til begge Konger, hvori de indtog Manifeſtet og anholdt om, at man vilde tage Forholdsregler mod denne Fare, ſom truede dem[22]. Hvad Kongerne foretog i den Anledning, vides ikke; ſandſynligviis er Truſelen neppe kommen til Udførelſe, da der ikke længer var Anledning til at paaſtaa Arvingens Ret varetaget, naar Erngiſl havde faaet Jarldømmet tilbage og Seqveſtret var ophevet. Man ſkulde have troet, at Erik og hans Tilhængere nu havde opnaaet, hvad de vilde, og udpresſet nok Afſtaaelſe af Kong Magnus, men de umiddelbart følgende Begivenheder viſe, at Enden var ikke endda, og at Magnus, for at faa Fred, maatte gjøre endnu flere Indrømmelſer. Sagen var den, at den Hjelp, Erik havde faaet af Hertug Albrecht, var ham ſaare dyr, og at han ikke godt paa egen Haand kunde rede ſig ud af de Forpligtelſer, han i den Anledning havde paataget ſig. Saaledes maatte han endnu under ſit Ophold i Lund (den 24de Mai) udſtede ſin Forpligtelſe til, i Løbet af Sommeren at ſkaffe de endnu manglende Beſeglinger paa Forleningsbrevet med ſøndre Halland, og lade det overlevere til Hertug Albrecht eller Fuldmægtig inden førſtkommende 6te October paa Skanør eller andenſteds[23], og to Dage efter maatte Hr. Nikolas Thuresſøn med ſyv andre af hans fornemſte Tilhængere i Malmø paa hans Vegne tilſammen forbinde ſig til at betale nogle mecklenburgſke Adelsmænd en Sum af lidt over 510 Mk. brendt i Erſtatning for nogle Heſte, ſom de havde miſtet i den ſidſte Fejde, under Forpligtelſe til at lide Maning i Lund, hvis Betaling ej ſkete til den 16de October, og desforuden erſtatte Fordringshaverne det Udlæg, de maatte have, eller det Tab, de maatte lide ved at ſkulle kræve dem perſonligt[24]. Dette viſer nokſom, at Albrecht og hans Adelsmænd maa have været brydſomme Forbundne, og at han ikke nøjede ſig med de ſtore Fordele, han allerede havde opnaaet. Deels for at opdrive Penge hertil og formodentlig meget andet, deels vel ogſaa for at tage ſine nye Forleninger i Beſiddelſe, var det formodentlig, at Erik om Sommeren drog over til Finnland, medens Magnus blev tilbage i Halland eller deromkring[25]. Da Erik om Høſten var kommen tilbage fra Finnland, lod han, uden at man kan ſee med hvad Ret, visſe opnævnte Mænd blandt Indbyggerne i Uppland og andre hans Faders Beſiddelſer beordre til at møde i Arboga, og forandrede ſiden denne Beſtemmelſe derhen, at de ſkulde indfinde ſig i Veſteraas for at lade ſig føre af Finvid Ragnarſøn, en af hans Mænd, til Arboga, hvor denne ſkulde ſige dem nærmere, hvad de havde at gjøre. Denne ſidſte Befaling[26] er udſtedt den 21de Oktbr. fra Veſteraas, der laa i hans Faders Landsdeel, og han indſkjærper endydermere de Opnævnte „at fare ſpageligen frem i hans Lande“, ſom om disſe Landſkaber ſkulde tilhøre ham. Altſaa maa han have optraadt, ſom om han var Herre derover, hvad nu end Henſigten med Udſkrivningen af denne Samling har været, om det var for at begynde en ny Fejde, eller for at tiltvinge ſig en Skat. Der er Tegn til, at Erik ogſaa udførte andre Regjeringshandlinger i disſe Landſkaber, ſom om han, og ikke Faderen, var deres rette Herre[27]. Overhoved ſeer man, at Forholdet mellem Fader og Søn atter var ſpendt. Tilſidſt maatte Magnus virkelig bekvemme ſig til at indgaa et nyt Forliig, hvorved han midlertidigt forøgede Eriks Beſiddelſer, hvad enten det nu var, fordi Erik antog en truende Stilling, og Magnus følte ſig for afmægtig til at kunne gjøre ham Modſtand, eller det virkelig, ſom det i Afſtaaelſesbrevet heder, ſkete „af faderlig Medlidenhed med Sønnens Kval, Bekymmer og Gjeld“. Han overlod ham paa henved to Aar, eller til Michelsdag 1359, Stockholm med alle Oplandene oven Skogs, undtagen Nerike og Gaarden Konungsnes, paa det Vilkaar, at Indtægterne ſkulde deles ligt imellem dem, og Halvdelen af hvad Bønderne udredede anvendes til Betaling af Eriks Gjeld, Halvdelen til Erſtatning af hvad Magnus havde udgivet. Døde Kongens Moder, eller hjemfaldt der Pant eller Lehn til Kronen, eller indløſtes, ſkulde Indkomſterne ogſaa heraf deles ligt mellem Fader og Søn. Kun med deres fælles Samtykke ſkulde nye Forleninger, Pantſettelſer eller Afhændelſer finde Sted, eller Lagmænd og Heredshøvdinger udnævnes. Erik maatte ikke opbyde Kongens Mænd til Krigsferd, undtagen naar der ſkete almindeligt Opbud til Rigets Vern. Forøvrigt ſkulde Jønkøpings-Forliget beſtaa uforandret, al gammel Uenighed og Mistanke paa begge Sider ſkulde ophøre, og hvis nogen ny opkom, ſkulde den bilægges af to Mænd paa Kongens, og to Mænd paa Eriks Side. Dette nye Forliig er dateret den 22de November 1357, uden at Stedet navngives; man ſkulde formode, at det var etſteds paa Grændſen mellem begges Beſiddelſer, ſom i Jønkøping eller deromkring[28].

Nu var da for en kort Tid Freden nogenledes gjenoprettet mellem Fader og Søn. Men aldeles venſkabelig var det ej, og kunde det vel heller ikke være mellem dem. Kong Magnus ſøgte i et nærmere Forbund med Kong Valdemar en Modvegt mod Eriks, Meklenburgernes og Magnaternes Overvold i Sverige, og man ſeer, at der maa have været plejet livlige Underhandlinger derom mellem begge Konger lige ſiden den Tid, da Vardberg belejredes. Det falder derfor igjen af ſig ſelv, at Erik og Hertug Albrecht ſluttede ſig til Valdemars Fjender og allerede den 9de Januar 1358 tilligemed flere andre forbundne Fyrſter ſendte ham en Krigserklæring[29]. Kong Valdemars Stilling var paa denne Tid noget betænkelig, thi om Vaaren 1357 var den langvarige Gjæring i Jylland omſider udbrudt i en alvorlig Opſtand, ſom ogſaa udbredte ſig til Fyn, og Oprørerne underſtøttedes ſaavel af de holſtenſke Grever ſom af Hertug Valdemar[30]. Dog havde Kong Valdemar med megen Klogſkab organiſeret Forſvaret og allerede vundet flere Fordele over ſine Fjender; det var aabenbart at forudſee, at han, efterat have ydmyget dem, vilde vende ſin mod Skaane under Paaſkud af at komme Magnus til Hjelp, og deraf kan man forklare, at Erik og Hertug Albrecht haſtede ſaa med at ſlutte ſig til hans Fjenders Tal. Dette Skridt fremkaldte en tilſvarende Bevægelſe fra Kong Magnus’s Side, thi i Begyndelſen af Marts ſee vi ham nede i Skaane, ja endog i Beſiddelſe af Helſingborg Slot, ſom han dog formodentlig Aaret forud ifølge Forliget til Jønkøping havde maattet overgive til Erik eller dennes Tilhængere[31]. Der maa altſaa have fundet virkelige Fjendtligheder eller fjendtlige Demonſtrationer Sted, og Helſingborg maa enten ved Liſt eller Magt være kommen i Magnus’s Vold. Desuagtet ſees det, at Erik, det være ſig nu af Mangel paa Penge og Folk eller af andre Aarſager, ikke ſelv tog perſonlig Deel i Krigen, men holdt ſig den længſte Tid af Aaret oppe i Sverige[32], overladende Byrden af den hele Fejde til Hertug Albrecht, der vel ogſaa i Midten af Auguſt Maaned 1358 med en ſtor Hær kom til Skaane for derfra at drage over til Sjæland, men fandt, at Kong Valdemar havde gjort ſaa gode Forſvarsanſtalter der, at et Angreb ej var at tænke paa, og derfor afſtod fra ſit Forehavende, ja ſendte endog en af ſine Medforbundne, Hertug Barnim af Stettin, over til Valdemar for at dagthinge om en Stilſtand, der ſluttedes med den Aftale, at der ſenere ſkulde holdes et Fredsmøde i Stralſund. Her, ſiges der, underkaſtede flere af Herrerne, Hertuger og Grever — men det nævnes ikke hvilke — ſig Valdemar og aflagde ham Hylding, ligeſom det ogſaa beſtemtes, at han ſkulde have en perſonlig Sammenkomſt med jydſke Herrer ved Nyborg. Her vilde han dog, maaſkee af Frygt for Forrædere, ikke perſonligt indfinde ſig, men ſendte ſin Søn og nogle Andre i ſit Sted, hvilke udvirkede, at Befuldmegtigede fra Jyderne fulgte dem under Leide til Slagelſe for her at underhandle med Kongen. Denne ſynes ikke engang oprigtigt at have ønſket Fred under nærværende Omſtændigheder, thi han lod længe vente paa ſig, og, da han endelig kom, lille Juulaften, forelagde ham dem Betingelſer, ſom de fandt ſaa haarde, at de i Harme forkaſtede dem og vendte tilbage efterat have opſagt Stilſtanden med 8 Dages Varſel[33].

Valdemar havde vel i det Hele taget været heldig mod ſine Fjender, men det ſeer dog ud til, at hans ſtolte Holdning for en Deel grundede ſig paa det nøjere Forbund, hvori han nu var kommen med Kong Magnus, og den Sikkerhed, han havde for, ikke at blive faldt i Ryggen fra Skaane af, ſiden Nøglen til dette Landſkab, Helſingborgs Slot, var i Kong Magnus’s Hænder. Dennes Stilling var ogſaa umiskjendeligt bedre end forhen. Det er tydeligt at ſee, at Tingene gik tungt for Erik, og at denne ikke høſtede ſynderlige Fordele af ſin Opſtand. Den 9de October maatte han i Lund udſtede Gjeldsbreve ogſaa til de holſtenſke Hertuger, et paa 1800, et paa 3000 Mk. br., at udbetale inden Udgangen af 1361[34]. Muligt at flere af hans Tilhængere havde forladt ham; dette var idetmindſte Tilfældet med en af de nærmeſte, Erkebiſkop Jakob i Lund, med hvem han ſkal være kommen i Uenighed om Øen Bornholm, eller om andre Erkeſtolen tilhørende Beſiddelſer, ja han havde endog ladet ham ſætte faſt[35], ſaaat dette endog meget muligt kan have været det Paaſkud, ſom Magnus tog til at begynde aabenbare Fjendtligheder og med dobbelt Iver drive Underhandlingerne med Kong Valdemar, med det Reſultat, at nu virkelig en Trolovelſe mellem Kong Haakon og Valdemars Datter Margrete blev aftalt. Kong Haakon, der i Begyndelſen af Aaret havde gjort en ſtørre Rundreiſe paa Oplandene, hvorom der i det følgende ſkal blive talt, tom ſelv i October 1358 perſonligt ned til Vardberg[36], og det er ikke uſandſynligt, at han bragte ſin Fader nogen Hjelp. Det aftaltes, at han, hans Fader og Moder i Julen ſkulde beſøge Kong Valdemar i Kjøbenhavn, og i den Anledning var det ogſaa, at Kong Valdemar ſkyndte ſig ſaa tilbage fra Mødet med de jydſke Herrer i Slagelſe. Men Kong Magnus kunde dog ikke indfinde ſig til den beſtemte Tid[37]. Eriks Anliggender ſynes at have optaget ham. I de førſte Dage af December ſaa nemlig Erik ſig nødt til perſonligt at begive ſig til ham, ſom da opholdt ſig i Lund, og indgaa et nyt Forliig, hvorved han underkaſtede ſig den Kjendelſe, ſom denne den 2den Søndag efter Paaſke i det følgende Aar ſkulde afſige i Helſingborg, og gav Biſkop Nikolas af Linkøping, Erngiſl Jarl og Hr. Nikolas Thuresſøn Fuldmagt til paa ſine Vegne at afgjøre det fornødne med Kong Magnus, Dronning Blanche, Kong Haakon og Erkebiſkop Jakob angaaende Slotte, Landſkaber o. ſ. v. Som dem, der med Magnus ſkulde være indbegrebne i dette Forliig og ſaaledes betragtedes ſom Medforbundne i Fejden mod Erik, nævnes udtrykkeligt Dronning Blanche, Kong Haakon, og fornemmelig „vor kjære Broder Kong Valdemar af Danmark, hans Tjenere og Hjelpere“. Kongen lovede paa ſin Side, at naar han havde afſagt denne Kjendelſe, og Erik vilde efterkomme den, ſkulde han inden 8Dage give ham Helſingborg tilbage, og hvis Kongen døde inden hiin beſtemte Dag, ſkulde den, der ſorte Befalingen paa Slottet i hans Navn, ligeledes overlade det til Erik. Told af Magnus’s Mænd, hvorblandt ni Riddere, beſeglede Brevet med ham[38]. Da dette Forliig kom ſaa ſildigt iſtand ſom 10de December, er det let forklarligt, at andre i Forbindelſe dermed ſtaaende Forhandlinger ogſaa i de følgende Dage kan have opholdt Magnus ſaa længe, at det var umuligt for ham at indfinde ſig hos Kong Valdemar i Juledagene. Det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at han har holdt ſin Beſtemmelſe, at trolove Haakon med Kong Valdemars Datter, hemmelig for Erik og dennes Mænd, og at han derfor helſt vilde ſee dem borte og hjemdragne til det øvre Sverige, førend han ſkred til Udførelſen. Erik dvælede heller ikke længe dernede, thi allerede i Januar var han i Søderkøping, og i Februar og Marts i Stockholm[39]. Strax efter Eriks Bortreiſe, det maa have været i Januar eller Februar 1359, drog Magnus med ſin Dronning og Kong Haakon over til Kjøbenhavn, og her blev den ſkjebneſvangre Trolovelſe indgaaet, uagtet Margrete endnu kun gik i ſit ſyvende Aar. Men Haakon var heller ikke mere end atten Aar gammel, og Afſtanden mellem dem i Alder var ſaaledes ikke ſaa uforholdsmesſigt ſtor. Da dette Skridt allerede i og for ſig var en fjendtlig Demonſtration mod Erik, og det ſaaledes ikke var at vente, at denne nu længere vilde reſpectere det ſidſt ſluttede Forliig, faldt det af ſig ſelv, at Magnus og Valdemar raadſlog om, hvorledes de paa bedſte Maade kunde verge ſig mod ham og hans Ven Hertug Albrecht. Men det er af de faa og ringe Efterretninger, der ere os levnede om disſe Raadſlagninger, øjenſynligt, at den liſtige Valdemar har benyttet ſig af Magnus’s og Dronning Blanches bittre Stemning mod Erik og de ſvenſke Høvdinger til at optænde deres Harme ſaaledes, at de glemte baade hvad de ſkyldte Riget og Familieforhold. Magnus, der, ſom der fortælles, ſaa ſig foragtet og haanet af ſin Søn, — det vil da vel ſige, at Valdemar ſkildrede Forholdet ſaaledes — bad Valdemar om Hjelp og lovede i ſaa Fald at indrømme ham Helſingborgs Slot[40]. Dette var det, hvad Valdemar vilde, og hvad han i mange Aar havde ſtundet efter. Helſingborgs Slot var Nøglen til Skaane, og naar han førſt havde faaet det i ſin Vold, var Skaane hans, og han ſtod ved Maalet. Han var ſaa ivrig paa at faa denne Plan udført, at han, ſom man kan ſee, øjeblikkeligt ſamlede Krigsfolk og ſatte over til Skaane[41]. Det lader dog til, at Magnus, da han kom til nogen Beſindelſe, begyndte at angre ſine overilede Løfter, og at han i alle Fald ikke ved ſtrax at oplade Helſingborg til Valdemar eller tage virkſomt Deel i hans Krigsforetagender aabenbart vilde viſe ſig ſom den førſte til at bryde den med Sønnen nys ſluttede Fred. Dette var formodentlig Aarſagen, hvorfor Valdemar førſt rettede ſine Bevægelſer mod den øſtlige Deel af Skaane og mod Bleking, hvor han indtog Sølvesborg tilligemed andre Slotte[42]. Men Mangel paa Proviant nødſagede ham, beſynderligt nok, til ſnart at vende tilbage igjen, og da denne Mangel, ſom vanſkeligt kunde have opſtaaet, hvis Magnus havde underſtøttet ham efter Aftale, er et Tegn paa, at denne har været aldeles uvirkſom, kan man let forſtaa, at Valdemar kunde nære nogen Uvilje eller Mistanke til ham, og, ſom det heder, „for dog ikke at vende tomhændet tilbage“ førte to af Magnus’s egne Krigsmænd fangne med ſig til Sjæland og lod dem ſtrengt bevogte. Han vilde vel i deres Perſoner idetmindſte have en Sikkerhed for Opfyldelſen af Kongens Løfte om Helſingborg. Men Magnus, afſkrækket herved, tænkte nu mindre end nogenſinde paa at opgive Slottet. Imidlertid havde ogſaa Erik ſamlet en talrig Hær af Frelſemænd og Bønder, med hvilken han i Begyndelſen af April rykkede ind i Skaane og erobrede de af Valdemar tagne Slotte tilbage[43]. Magnus og Haakon ſynes ikke at have gjort nogen videre Skridt for at ſtandſe hans Fremgang, men holdt ſig, ſaavidt man kan ſee, roligt i Helſingborg[44]. Thi efter ſom Sagerne ſtod maatte de nu helſt ønſke Forliget gjenoprettet. Der blev ogſaa ſluttet et Forliig, men man erfarer hverken, hvorledes Vilkaarene lød, eller naar og hvor det blev indgaaet. Aarſagen er vel den, at da Erik ſaa kort efter døde, tabte det ſtrax al Betydning. Formodentlig blev det indgaaet i Mai Maaned, og paa et eller andet Sted i Nærheden af Helſingborg. Vilkaarene kunne ikke have været ſynderlig fordeelagtige for Magnus, uagtet han dog beholdt det ſidſtnævnte Slot, thi der fortælles, at „Erik nu blev ſaa overmodig, at han endog forgreb ſig mod Gud og Kirken“. Dette beſtod rigtignok kun deri, at han gav Befaling til, at nogle Flygtninger, der havde ſøgt Friſted i en Kirke, ſkulde dræbes, og da man ikke kunde faa dem ſlæbt ud derfra, lod ſætte Ild paa den, ſaa at den brandt op med alle Helligdomme og en heel Mængde Folk. Denne Beretning lader formode, at Erik efter Forliget med Haardhed har forfulgt og ſtraffet dem, der havde taget Parti imod ham. Men, føjer Beretningen til, „hans Mangel paa Ærbødighed mod Gud blev ikke uſtraffet, thi ej længe efter bortrykkedes baade han ſelv, og hans Huſtru med Barn, af en braad og ynkelig Død“[45]. Disſe pludſelige Dødsfald vakte ſtrax en ſterk Mistanke mod Dronning Blanche, at hun ſkulde have ladet ham forgive. I de islandſke Annaler heder det, at Erik døde af Gift, og hans Huſtru i Barſelſeng med Tvillinger. Den ſvenſke Riimkrønike paaſtaar endog, at Blanche med Kongens Samtykke forgav baade Erik og Beatrix, og at Erik paa ſit yderſte ſkulde have ſigtet hende ſom ſin Morderſke[46]. Det kan ikke negtes, at hans Død kom meget belejligt for Kong Magnus, og at Blanche vel heller ikke har haft ſynderligt tilovers for ham, men det ſynes dog næſten utroligt, at hun ſkulde kunne have begaaet en ſaa unaturlig Forbrydelſe, iſær da man ellers ikke finder Spor af nogen Grumhed eller ſærdeles Ondſkab hos hende; hun var maaſkee letſindig og forfængelig, men uden ſikkert Beviis kan man dog ikke antage, at hun ſkulde have ſtræbt ſin egen Søn efter Livet. Den danſke Krønike, der aabenbart er ſamtidig, giver ikke engang mindſte Antydning til noget ſaadant, og dens Ord tyder aabenbart kun paa en peſtartet Sygdom. En ſaadan yttrede ſig juſt ved disſe Tider, fornemmelig i 1360, nemlig Smaakopperne, der iſær bortrev Børn og derfor kaldtes Barnedøden[47]. Den kunde vel allerede have taget ſin Begyndelſe i 1359 og blandt ſine førſte Offre have bortrykket Erik og hans Huſtru, førend man endnu havde lært den nærmere at kjende og derfor øjeblikkelig ſatte den i Forbindelſe med den forargelige Strid, ſom ſaa længe havde herſket mellem ham og Foreldrene. Dette er idetmindſte en højſt rimelig Forklaringsmaade af Oprindelſen til dette Rygte, der ſiden har været gjentaget af ſenere Forfattere, ja endog været ſat i en højſt vilkaarlig og af Luften greben Forbindelſe med Blanches foregivne Kjærlighedshiſtorie med Benedict Algotsſøn, for hvilken der, ſom allerede ovenfor nævnt, ikke findes Spor af Hjemmel. Eriks Død maa være indtruffen i Juni eller førſt i Juli, og formodentlig medens han endnu opholdt ſig i Skaane[48]. Allerede den 25de Juli havde Raadet, ſom da var forſamlet i Telge, modtaget Efterretning derom fra Kongen. For denne bortryddede Eriks Død unegteligt alle Vanſkeligheder for det førſte, thi da Kongen underrettede Raadet om, at alle de Landſkaber, der havde tilhørt Erik, nu faldt tilbage til ham, vovede de ikke at fremkomme med nogen Proteſt, men ſendte Biſkop Nikolas af Linkøping, Erngiſl Jarl og Throtte Petersſøn til ham med Bøn om, at han vilde beſtemme Tid og et Sted i den mellemſte Deel af Riget, hvor han kunde ſamles med dem og Rigets Mænd forat raadſlaa om og afgjøre, „hvorledes Kronen og Riget ſamt hele Sveriges Almue kunde bevares og opretholdes“. Dette var altſaa en fuldkommen Underkaſtelſe. I Anledning heraf udſkrev Kongen[49] et Rigsmøde i Kalmar til den 13de October, hvor foruden Raadet ogſaa udvalgte Afſendinger af Landalmuen, Kjøbſtedsborgerne og Geiſtligheden ſkulde forſamle ſig, ſamt desuden enhver anden af Rigets Mænd, der for Landets eller ſit eget Bedſte vilde indfinde ſig. Kongen havde gjerne, lagde han til, valgt et andet Sted længere oppe i Landet, end Kalmar, derſom han der havde anſeet ſig ret ſikker. Altſaa troede han dog ikke rigtig Freden. Med Henſyn til Hertug Albrecht, yttrede han endelig, behøvede man ej at have nogen Betænkelighed, ſaa at nogen deraf tog Anledning til at udeblive, da det for hans Vedkommende ſkulde have ſit Forblivende ved Beſtemmelſerne i den forrige Dagthingning. Sagen var nemlig den, at han ſelv nys (den 17de Auguſt) havde ſluttet Forbund med ham imod Kong Valdemar[50]. Thi da han allerede under ſidſte Fejde var bleven misfornøjet med denne, og nu efter Sønnens Død ikke mere trængte til hans Hjelp, nærmede han ſig atter Albrecht, der, idetmindſte ſaa længe han ſelv endnu laa i Krig med Valdemar, fandt det nyttigt at have Magnus til Allieret[51]. Magnus lovede her at hjelpe Hertugen mod Kong Valdemar baade til Lands og Vands med hele ſin Magt, ikke at indlade ſig i noget Forliig med ham, uden at Hertugen deeltog deri, og ikke at gjøre Hertugen anſvarlig for de Uheld, han ſelv maatte have, m. m. Der findes intet, ſom oplyſer, om Magnus virkelig tog Deel i Krigen. Man veed ikke engang, om Mødet i Kalmar blev holdt[52]. Derimod ſee vi, at Kong Magnus i Søderkøping i Øſtergøtland den 18de November 1359[53] indgik en Dagthingning med Sveriges Prælater og Høvdinger og udſtedte en Forſikring, hvilken ogſaa Dronning Blanche og Kong Haakon beſeglede, og hvis Hovedindhold var: at Hertug Benedict fremdeles ſkulde være ganſke udelukket fra Sverige, da Rigets Mænd havde beviiſt og fremdeles vilde beviſe, at han var „forvunden og udſvoren med Rigets Ret, ſaa at han ej kunde have Landsviſt eller Fred i Riget; at om Hertug Benedict inden næſte Paaſke atter fik Kongens Brev paa nogle Lande og Slotte, og ſyntes Kongen eller hans Søn, at de for deres Æres Skyld vilde unde ham nogen Beſiddelſe“, da ſkulde det være „i andre Lande ſaa langt fra Sverige, at dette eller dets Indbyggere ingen Ulempe ſkulde have deraf“; at hverken Kongen, hans Huſtru eller hans Søn ſkulde ſøge Hevn eller Straf over Nogenſomhelſt formedelſt den Fejde, der havde fundet Sted i Riget for Hertugens Skyld; at Kongen ſkulde holde alle Bønder i Sverige og Skaane, høje ſom ringe, ved Lov og Ret og forſvare Kirker, Kloſtre, Riddere, Svene, Bønder og Kjøbmænd mod al Uret; at da Kongen og Rigsraadet havde erfaret, at mange i denne Orlog havde miſtet ſit Gods, ſom de vel havde Ret til at indtale, ſkulde nu i hver Lagſaga to gode Mænd med Lagmanden underſøge og afgjøre deslige Sager, ſaaat Enhver kunde faa ſit igjen, ſom dertil var berettiget. Alt dette lovede Magnus og Haakon ubrødeligt at holde, og det er ikke uſandſynligt, at ogſaa Haakon har udſtedt en ſærſkilt Forſikkring derom. — Heraf ſkulde man visſelig formode, at det berammede Rigsmøde har været udſat og forlagte til Søderkøping, og at Høvdingerne have ſtillet Kongen en ſaadan Sikkerhed, at han nu ej tog i Betænkning at begive ſig ſaa langt op i Landet. Her i Søderkøping er vel ſaaledes det egentlige Forliig ſluttet mellem Kongen og Eriks forrige Tilhængere, og der har viſtnok været udſtedt mange flere Breve og gjenſidige Forſikkringer desangaaende, ſom nu ere tabte. Vi ſee ogſaa Kongen ſtrax efter ferdes om og ſkifte Lov og Ret i de øvre Dele af Sverige, hvor han endnu i Auguſt ej havde vovet at komme, og ligeledes ſee vi Mænd, der før var Eriks ivrigſte Tilhængere, nu idetmindſte tilſyneladende for en Tid at optræde ſom hans loyale Underſaatter[54]. Begge Riger ſtode nu ſaaledes atter kun under tvende Konger, Magnus og hans Søn Haakon. Men hvor meente man vel, at Hertug Benedict, der altſaa fremdeles har holdt ſig etſteds i Nærheden, til Ængſtelſe for de ſvenſke Herrer, ſkulde faa hine nye Forleningen) Det maa ganſke viſt have været etſteds i Norge, iſær ſiden ogſaa Kong Haakon udtrykkeligt nævnes ſom den, der vilde „unde ham noget“. Nærmeſt ligger det her at tænke paa det føromtalte Audunſke Gods i Nordfjord m. m., ſom før havde været overdraget hans Fader, der nu formodentlig var død, men Omſtændigheder, der ſtrax i det følgende ſkulle oplyſes, tale ogſaa ſterkt for, at Kongen maaſkee har tiltænkt ham en ſtørre Forlening[55].

  1. Kongen og Benedict Algotsſøn var den 8de Decbr. 1355 i Stockholm, Dipl. N. III. 287, ligeledes finde vi Magnus i Stockholm den 21de og 23de Febr. Den 21de Marts var han i Uppſala (ved Markedet?), den 1ſte April ſad han Dom paa Thorsharg (Thorshella), den 13de Mai var han atter i Stockholm, den 2den Juli formodentlig i Ljodhuus (D. N. II. 332), den 25de atter i Stockholm, den 18de Septbr. i Arboga, den 28de i Stockholm, ligeſaa 28de Octbr. og 15de Novbr.
  2. Tiden, da Erik holdt Bryllup, kjendes ikke med Sikkerhed; man ſeer kun af et Brev, han udgav i Stockholm den 25de Octbr. 1356, at det var højtideligholdt en Tid forud (jam dudum), Lagerbring III. 424.
  3. Det er allerede ovenfor omtalt, at uagtet Erik ſelv altid kaldte ſig Konge, finder man aldrig, at Kong Magnus ſelv har givet ham denne Titel, men at han alene kaldte ham „ſin Førſtefødte“, medens han derimod efter 1355 ſtedſe kaldte ſin Søn Haakon Konge. Saaledes f. Ex. netop i Forliget til Jønkøping 1357, hvor Fredsmeglerne, Hertug Albrecht og Grev Adolf, i Intimationen betitle baade Magnus og Erik ſom Konger, Erik endog desforuden ſom „Herre til Skaane“, medens Kongen ſelv kun kalder Erik ſin „primogenitus“, Haakon derimod „dei gratia Norvegiæ rex“. Det maa altſaa heraf ſluttes, at hvordan nu end den af Erik paaberaabte Hylding og Kongedømmelſe har været beſkaffen, ſaa har Kongen ikke villet ret anerkjende den.
  4. Om denne Tildragelſe fortælles der kun i det danſke Chron. af 1357, Scr. r. D. VI. Der ſtaar, at det biſkopelige Gods (bona episcopalia) af Hertugen „aldeles confiſkeredes“ (omnino sunt confiscata). Dette kan dog neppe tages i anden Betydning end ovenfor fremſat, iſær da den, der har nedſkrevet Beretningen, aabenbart viſer ſig ſom Hertugens afſagte Fjende. „Bona episcopalia“ er desuden tvetydigt; det kan betegne Erkebiſkopens private Efterladenſkab, eller Biſkopsſtolens Gods. Men begge Dele heftede ifølge Gjeldsbrevet for Laanet. Der ſiges ellers ikke, naar det ſkete; man ſeer kun, at det maa have været en god Stund efter Kongernes Møde i Helſingborg den 24de Juni, og ſnarere ſeent om Høſten, medens Kong Magnus var i Bergen. Dette pasſer og dermed, at Erkebiſkop Jacob ej kom hjem med Pallium førend 1356.
  5. See Lappenbergs Sartorius II. S. 430, og Lagerbring III. S. 422. Brevet, der findes i Concept i det roſtockſke Archiv, mangler Aarstal, men er dateret 1ſte Auguſt, formodentlig 1356, da Klagen over Hertugen meſt vel angaar ham ſom Befalingsmend over Skaane. Og disſe Klagemaal have vel formodentlig dannet det oſtenſible Paaſkud til, at Hertug Albrecht tog aabenbart Parti med Erik Magnusſøn.
  6. See Folke Jonsſøns Gjeldsbrev, dateret Ljodhuus d. 2den Juli 1356, (Dipl. N. II. 332), hvorved han tilſtaar at være Kong Magnus ſkyldig 200 Mkr. Peninger, at betale paa Opfordring, dog ſaaledes at heraf ſkulde afgaa, hvad en Ride-Heſt koſtede, der ſkulde overlades til Erngiſl Jarl. Heraf maa man ſlutte, at baade Kongen og Erngiſl have været ſammen i Ljodhuus, og at der tillige har været private Pengeſager omhandlede mellem dem. Ellers kunde man, naar man med Styffe (Bidrag &c. S. XII) antager, at Eriks Bryllup med Beatrix ej fandt Sted førend om Sommeren 1356, ikke finde det uſandſynligt, at det har ſtaaet i Ljodhuus ved de Tider, og at dette har været Anledningen ſaavel til Kongens ſom Jarlens Nærværelſe. Men da maa man og antage, at Striden mellem Kongen og hans Søn førſt efter den Tid tog ſin Begyndelſe.
  7. Brevet er meddeelt hos Lagerbring, til. S. 429. At dette var hans førſte aabenbare Skridt raa Oprørsbanen maa ſluttes deraf, at han ikke beſegler det med „det Segl, han hidtil havde brugt;“ han havde altſaa endnu ikke faaet noget Kongeſegl ferdigt.
  8. Vardbergs Belejring og Hertugens Forjagelſe omtales i Krøniker, medd. i Scr. R. Sv. I. S. 29, 58 (ogſaa Scr. R. D. I. 390); den ſidſte Begivenhed ogſaa i Chron. af 1357, Scr. R. D. VI. 530. Vi finde Erik ved eller paa Vardberg den 27de Decbr., da de Forleningsbreve, ſom ſtrax herefter ſkal omtales, bleve udſtedte, og de Herrer, ſom medbeſeglede disſe, vare altſaa, om juſt ikke tilſtede, da Beſeglingen bagefter kunde erhverves, dog i alle Fliid ſtam gunſtige: det var Erkebiſkop Jacob af Lund, Erkebiſkop Peter af Uppſala, Biſkoperne Nikolai af Linkøping, Magnus af Veſteraas, Thyrgils af Strengnes, Heming af Aabo, Thomas af Vegſjø, Erngiſl Jarl, Nikolas Thuresſøn, Ketil Glyſing, Gøtſtav Arvidsſøn, Johannes Chriſtinesſøn og flere Andre. Endnu den 28de October havde Kong Magnus modtaget af Erkebiſkop Peter og Biſkop Thomas noget over 1231 Mkr. ſv. ſom den ham tilkommende Halvdeel af Fireaarstienden fra deres Diøceſer, altſaa havde de da endnu ikke erklæret ſig for Erik.
  9. See isl. Annaler, Udg. S. 288. Naar det her heder, at Kongen havde Leding ude til Elven, kan Annaliſten neppe have meent en udelukkende af ſvenſke Krigsfolk beſtaaende Udruſtning, men maa nærmeſt have haft de Tropper for Øje, der ogſaa afgik fra Norge.
  10. Styffe, Bidrag, No. 17, 18, S. 25—32.
  11. See Chron. af 1357, Scr. R. D. VI. 530: „Erik fik Overhaand over Benedict og jagede ham af Landet. Bo Falk, der fulgte til Skibs for at ſøge hans (viſtnok Eriks) Fader i Kong Valdemars Erende, blev fangen af ham“.
  12. Styffe, Bidrag No. 19, S. 33. At Stilſtand ſluttedes med en beſtemt Dag ſees af det endelige Forlig og ligger i Sagens Natur.
  13. Den 4de April gav.Erik et Varnadarbrev for Vreta Kloſter, dateret paa Vreta (Dalin II. 522); og den 15de April overlod Hertug Albrecht i Steninge Kloſtret i denne Stad paa ſin Huſtrus Vegne den Deel af Godſerne Hamar og Farthæs i Halland, ſom han havde at fordre efter ſine Halvbrødre Haakon og Knut Porſe.
  14. Den 28de Februar udſtedte Magnus et Varnadarbrev for en Nicolas Preſt til Svanga, dateret fra Vik, formodentlig etſteds i Vermeland, (Lagerbring III. 558); den 21de Marts var han i Skara; den 28de Marts gav han fra Baagahuus en Anordning, vedkommende en Retsſag i Vermeland (D. N. III S. 249). At flere, hvoriblandt den nysnævnte Hr. Andres Nikolasſøn, blev fangne under Stilſtanden, ſees af den endelige Forligsakt.
  15. Hvad dette er for en Hr. Arnbjørn, der i den paa Latin forfattede Forliigsakt kaldes Dominus Abernus Monamusson, vides ikke. Af Fadernavnet Monam, Monan eller Munaan ſkulde man næſten ſlutte, at han har været en Nordmand, men heller ikke i norſke Breve findes der noget om ham.
  16. Her bruges den Talemaade, at de nævnte Ting ſkulde „ubeſkaaret gjengives og overleveres dem“ (integre restitui et etiam assignari), hvilket ſynes at antyde, at disſe Herrer havde en vis Ret dertil, ſom om de ſkulde have laant Penge til Hertuginden eller hun naa anden Maade havde været dem forpligtet. Heller ikke indſees det, hvorledes de ellers, om de end vare nokſaa uforſkammede, ſkulde finde paa at tilkjende ſig noget af hendes Efterladenſkab. Men der findes ingen nærmere Oplysning om denne Sag. Naar Hertuginden var død, vides ikke. Man har kun et Brev af Kong Magnus, dateret Stockholm den 23de Februar 1356, hvorved han bekræfter en af hende ſkeet Gave af Jordegods, og hvori han kalder hende „carissima mater nostra“, men ikke med Tillæget „bonæ menmriæ“, hvorfor man maa antage, at hun da endnu var i Live, men laa paa ſit Yderſte og havde gjort ſit Teſtament. Hendes Moder, Dronning Iſabelle, døde ifølge de isl. Annaler S. 294 i Aaret 1358.
  17. Det er beſynderligt nok, at Kloſtret paa Vadſtena her ikke omtales med et eneſte Ord, thi det var dog allerede idetmindſte beſtemt, at Kloſtret der ſkulde anlægges, og Kong Magnus havde teſtamenteret en Mængde Penge dertil, ſ. o. S. 478.
  18. Denne Voldgiftskjendelſe med Kong Magnus’s deri indtagne Forpligtelſe er aftrykt i Anhanget til Hadorphs Udgave af Riimkrøniken 2det B. S. 41—51. Men der maa ogſaa have exiſteret et Exemplar med Eriks Forpligtelſe; ligeledes ſavnes i Aftrykket Omtale af Medforlovere og Medbeſeglere, der dog ikke kunne have manglet. Blandt disſe var idetmindſte, ſom man maa formode, Biſkoperne Nikolas af Skara øg Thyrgils af Strengnes, Nikolas Arnbjørnsſøn, Gøtſtav Arvidsſøn, Nikolas Thuresſøn, Throtte Petersſøn, Anund Sture, Magnus Gisleſøn og Jon Hjerne, da det er viſt, at de vare tilſtede.
  19. Styffe, Bidrag, No. 20, S. 34. Herederne vare Simbehundare, Thorstuna og Aashundare, og det beſtemtes, at hvad der af Indtægten før hvert overſteg 4000 Mk., ſkulde afdrages paa Capitalen. Medforloverne og Medbeſeglerne paa dette Brev vare netop de nysnævnte Biſkoper og verdslige Herrer.
  20. Denne Grændſe, hovedſagelig regnet fra Ulutſkræ, angives paa flere Steder, hvoriblandt ogſaa Dipl. N. III. 395.
  21. Brev af 18de Mai i det ſv. Rigsarchiv. Dette Brev indeholder, at Kong Magnus til Vederlag for det ofte omtalte Hamar eller Hamars Gods i Nordhalland, ſom Hertuginde Ingeborg havde overladt Skeninge Kloſter, og til Liqvidation af 700 Mrk., ſom Løsning for det af hende pantſatte Farthæs, overdrog Kloſtret nogle af fine nysnævnte Godſer i Øſtergøtland, at beholde ſaalænge, indtil Voldgiftsmænd havde afgjort, om endmere burde tilſkydes. Brevet er beſeglet af Kongen ſelv, hans Sønner Erik og Haakon, Erkebiſkop Peter, Biſkoperne Nikolas i Linkøping, Nikolas i Skara, Magnus i Veſteraas, Thyrgils i Strengnes, Thomas i Vegſjø, Hr. Nik. Arnbjørnsſøn, Hr. Nik. Thuresſøn, Hr. Ketil Glyſing, Hr. Gøtſtav Arvidsſøn, Hr. Laurents Karlsſøn, Hr. Benedict Philipsſøn, Hr. Throtte Petersſøn, Hr. Magnus kolasſøn, alle Riddere, Jon Chriſtinesſøn og Nik. Magnusſøn, Svene. Det er utænkeligt, at alle disſe Herrer ſkulde være komne ſammen for dette ubetydelige Anliggendes Skyld. Det maa have været langt vigtigere Sager, hvorom de raadſlog med Kongerne.
  22. Dipl. N. II. 337. At den unavngivne Arving maa have været Alexander af le Ard er allerede ovenfor (S. 635) nævnt, og der kunde vel heller ikke være nogen anden, da de øvrige vilde være for unge dertil, baade Henrik Sinclair og Maliſe Sparre; den ſidſte blev vel desuden opdragen i Sverige.
  23. Styffe, Bidrag, No. 21, S. 36. Hvorvidt Lehnsbrevet udleveredes til den beſtemte Dag, vides ikke, men, at det udleveredes, ſeer man deraf, at det med ſine Segl endnu findes i det ſtorhertugelige mecklenburgſke Archiv.
  24. Styffe, Bidrag, No. 22, S. 38. Summen angives til 510 Mrk., 10 Gros, 2 Skilling.
  25. Man finder Kong Magnus i Fjeraas i Halland d. 3die Juni, og Sønnen Erik i Viborg i Finnland d. 15de Auguſt, i Aabo den 7de September (Porthan ad Juusten. S. 260). Porthan anfører S. 466 ogſaa et Brev, der ſiges at være udſtedt af Magnus i Aabo den 8de Sept. 1357, men det er tydeligt, at Aaret er fejlſkrevet for 1347. At Magnus var paa Baagahuus eller i detmindſte ventedes der ſidſt i September 1357, maa man næſten ſlutte af Dipl. N. I. 350, hvorom mere nedenfor.
  26. Den er aftrykt hos Lagerbring, til. 438. Da der i denne Beſaling heder, at de allerede til Arboga opnævnte Folk ſkulle indfinde ſig i Veſteraas, er det klart, at der er udgaaet en tidligere Befaling til dem om at møde frem i Slængte. Befalingen er udſtedt til Indbyggerne „i Upplandene og ſydheds;“ det ſidſte maa betyde „Syd for Heden eller Heiden“, og det kunde maaſkee verre et Spørgsmaal, om ikke dette Udtryk ſtaar i Modſætning til „Ovanſkogs“; i ſaa Tilfælde har Erik alene meent Indbyggerne ſøndenſkogs og de af Upplandene (Folklandene ved Mælaren), der led under ham, og ſaaledes ikke henvendt Befalingen til andre end ſine egne Undergivne. Men han har dog befalet dem at møde frem i Arboga og Veſteraas, der tilhørte hans Fader.
  27. F. Ex. hans Stadfæſtelſe af Faderens Gavebrev til Vorfruberges Kloſter i Anledning af den rusſiſke Piges Indſettelſe, dateret Strengnæs den 23de October 1357.
  28. Et Udtog af Brevet findes hos Suhm XIII. 355. Men beſynderligt nok omtales det ſlet ikke af Lagerbring, tragtet det berøres af Suhm II. S. 518.
  29. See Fortſættelſen af det danſke Chron. af 1357, i Michelſens og Asmusſens Archiv für Geſch. Schlesvig, Holſt. u. Lauenburg, II. S. 215.
  30. Herom ſee nysnævnte Chr. i Michelſ. og Asm. Archiv II. S. 214 fgg.
  31. Der findes et Brev af Kong Magnus, dateret Helſingborg 6te Marts (Tirsdag efter Oculi, 3die Søndag i Faſte), hvori han gjør et Jordebytte med Hr. Throtte Petersſøn; ligeledes udſteder han den 4de Marts fra Helſingborg et Beſkyttelſesbrev for Stralſunderne (Lappenbergs Sartor., II. S. 446). At han virkelig havde Helſingborgs Slot i ſin Vold ſees deraf, at han ſenere ved Sammenkomſten med Erik i Lund forpligtede ſig til under visſe Betingelſer at give det tilbage (skulum wi hánum Helsingborgs hws etc. áter andwarda). Dog ſee vi ogſaa af ei Brev, ſom Hr. Nikolas Thuresſøn udſtedte, at denne Mand, Eriks Tilhænger, ſamme Dag var i Helſingborg. Mon han altſaa da dagthingede med Kongen juſt paa den Dag om Slottets Overgivelſe? Den 10de April var han borte derfra, i Veſtervik, hvor han paa Eriks Vegne afhændede Jordegods. Ved hiint Document af 6te Marts bortbyttede han Jordegods til ſin Maag (Svigerſøn) Anund Hemingsſøn, der ſynes at have været en Søn af Heming Hemingsſøn, Dronning Blanches Foged i Vermeland. Skulde maaſkee denne Forbindelſe have gjort ham noget mere vaklende i ſin Troſkab mod Erik, helſt da denne ſandſynligviis har ladet ham og de øvrige Forlovere i Stikken med Henſyn til den mecklenburgſke Gjeld? Det ſkulde forreſten ſynes af et Brev, ſom Kongens Moder Hertuginde Ingeborg udſtedte i Skeninge den 5te Februar, og hvorved hun ſkjenkede Kloſtret alt ſit Gods i Bjelbo mod at holde hendes Forældres, hendes Mænds, hendes Sønners og hendes egen Aartid, ſom om ogſaa Magnus da havde været der, ſaa langt inde i Eriks Landsdeel, ſiden Brevet er medbeſeglet af ham. Men man kan ikke ſlutte noget beſtemt herfra, da hans Segl kan være ſenere tilføjet, ſom det i de Tider ofte ſkete.
  32. Den 23de og 27de Mai ſamt 4de Juni var Erik i Stockholm, ligeſaa 22de Auguſt.
  33. Chron. i Asm. og Mich. Archiv S. 219. 220.
  34. Scr. r. D. VII. p. 353.
  35. Som Aarſag til Uvenſkabet opgiver Magnus Matthiæ (series episc. p. 51) en Tviſt om Bornholm; Svaning, at der tviſtedes om Erkeſtolens Indtægter. Den rette Grund var vel, at han vilde ſikre ſig mod, at Erkebiſkopen tog Parti med Valdemar. (Suhm XIII. 375). Om Fængſlingen fortælles der i det danſke Chr. af 1389, Scr. r. D. VI. 533, og der ſiges den at have fundet Sted 1358 i Aaos (Aahuus ved Helgeaa), hvilket viſt ogſaa er ganſke rigtigt, iſær da Huitfeld i ſin Biſkopskrønike betegner Dagen, den 5te Februar. Chr. Nicolai Archiepiscopi (Scr. r. D. VI. 530) taler og derom, men angiver urigtigt Aaret til 1359. Sandſynligviis var Jakob endnu fangen d. 1ſte Marts 1358, da Eriks Cantſler Markus, Chorsbroder i Linkøping, i denne Stad ſom Fuldmegtig for Henrik Biſcop, den pavelige Inddriver, forkyndte ham den føromtalte Dom af 1355 og paalagde ham at betale ſin Andeel af det ſtore Laan under Banns Straf. Samtid. Copi i det vaticanſke Archiv.
  36. Den 23de Oktober ſee vi Haakon medbeſegle et Brev, hvorved Kong Magnus i Vardberg pantſatte Gaarden Aranes til Peter Duva.
  37. Dette ſiges udtrykkeligt i det ofte anførte Chron. l. c. p. 220; vel nævnes ikke, at Kong Haakon ventedes, men da vi af Brevene ſee, at han da var hos Faderen, falder dette af ſig ſelv.
  38. Hadorphs Udgave af Riimkrøniken, 2det Bind, S. 32.
  39. Breve af Erik i det ſv. Rigsarchiv, daterede Søderkøping d. 24de Januar, Stockholm d. 2den Febr., Enkøping d. 15de Febr. Veſteraas d. 17de Febr.
  40. Saaledes i Fortſettelſen af Chr. af 1357, (Michelſ. & Asmuſs. Archiv l. c. S. 221), det eneſte ſikkre og ſamtidige, man har om denne Sag. Mesſenius’s Beretning (III. 19), at Brevene paa Skaane ved denne Lejlighed blev brændt, ligeſom tilfældigviis ved Vaade-Ild, er kun en Gjentagelſe med Variation af den tidligere Beretning om Seglenes Smeltning, og viſtnok uhjemlet; mere torde vel derimod Huitfelds Beretning (S. 539) have for ſig, at Valdemar ſkjenkede Magnus to Sogne paa Hiſingen, thi det er forhen (S. 573) viiſt, at Magnus kan have pantſat disſe 1352.
  41. Det maa have været allerede i Febr. eller Marts, ſiden Chr. af 1357—63 udtrykkeligt beretter, at Valdemar var dragen hjem, førend Erik kom med ſin Hær til Skaane, og did var han allerede kommen før 13de April, ſee nedenfor. Kongens Beſøg hos Valdemar og Trolovelſen maa altſaa være ſkeet i Januar 1359.
  42. Saaledes det nysnævnte Chronicon. Valdemar maa have gjort Begyndelſen med Malmø, da man har et Brev dateret 1ſte Mai fra en Borger i denne Stad, Matthæus Merr, til Raadet i Lübeck, hvori han klager over, at da Valdemar med en heel Mængde Folk (cum magna turba populorum) var kommen til Skaane, havde Brevſkriveren betroet en Lübecker, Hans Berthof, en Pakke Varer at gjemme, for at Fjenden ej ſkulde røve dem, men Pakken var forkommet. Lappenbergs Sartorius II. 464.
  43. Allerede før 2den Marts havde Erik begyndt at udſkrive Tropper, thi ved Brev, dateret fra Stockholm denne Dag, fritog han Vorfruberges Kloſter, Bønder og Lejlændinger fra „den nys paabegyndte Udſkrivning“ (Br. i ſv. Rigsarchiv). Den 4de Marts laante Nic. Thuresſøn paa hans Vegne 200 Mk. Pen. af Gudheems Kloſter (ſammeſteds). Den 13de April udſtedte Erik „fra ſin Hær i Skaane“ Beſkyttelſesbrev til Lübecks, Roſtocks, og maaſkee flere tydſke Stæders Borgere, hvori det heder, at han i disſe Dage var kommen med ſin Hær til Skaane, at det gjorde ham ondt at høre, at nogle af hine Borgere, der med ſine Varer var ankommen til Skaane, havde lidt Plyndring, hvorfor han herved tog dem i ſin Beſkyttelſe, ſtrengeligen forbydende Enhver at gjøre dem Fortred. (Lappenbergs Sartorius II. 463). Hans Hær kaldtes ifølge det danſke Chronicon „Knubbehæren“, maaſkee rettere „Klubbehæren“, fordi Bønderne muligtviis for ſtørſtedelen ej havde andre Vaaben end Klubber. At Erik erobrede Slottene tilbage, ligger, ſom det ſynes, i Krønikens Ord, „at han efter Forliget med Faderen „omſtyrtede alt hvad Valdemar havde gjort;“ dette var ikke muligt, hvis der laa danſk Beſætning i Slottene. Ligeledes ſiges der, at hans Hær fortærede de faa Forraad, ſom de Danſke havde levnet. Det ſeer overhoved mere ud til, at de Danſke have ilet tilbage af paniſk Skræk for „Klubbehæren“, end af Mangel paa Proviant.
  44. Den 6te April fornyede de i Forening paa Helſingborg Stilſtanden med Lübeck. Dipl. N. III. 303.
  45. Det danſke Chron. l. c. S. 222.
  46. Isl. Annaler, Udgaven S. 296, hvor dog tre Haandſkrifter urigtigt henføre Eriks Død til 1360, to til 1361, og to rigtigt til 1359. Der ſtaar her alene, at han blev forgiven (eitraðr) i Sverige, uden at der ſiges af hvem. Rimkrønikens Ord (Scr. R. Sv. I. 2. S. 55), ere disſe: „thå förgaf hon med beggja thera råde Erik, ſom konung i Sverike var, och hon ſjelf til werldene bar, ſom han i ſitt yterſta ſade, at modren honom thet gjordt hade.“ Dette har igjen Ericus Olai varieret paa ſin Maade (Scr. R. Sv. II. S. 105), og fra ham er det igjen gaaet over til andre nyere Forfattere.
  47. Chron. i Scr. R. Sv. I. 29, ved 1360.
  48. Der findes endnu i det ſvenſke Rigsarchiv et Domsbrev, udgivet af Erik Pintſedagen den 9de Juni, men ſom desverre mangler Stedsangivelſe. Hans Død falder altſaa mellem 9de Juni, og ſaamange Dage før den 2.5de Juli, ſom udfordredes for det af Kongen udſendte Sendebud til at naa Sødertelge den ſidſtnævnte Dag. Den 3die Mai var han i Klakkethorp i Skaane og udſkrev derfra en ny Skatte-Udredſel. (Dipl. i ſv. Rigsarchiv)
  49. Brevet er dateret Lund den 29de Auguſt 1359. Det beſtemtes her, at der til Rigsdagen ſkulde møde 4 Almuesmænd af hver Lagſaga, visſe Mænd fra hver Kjøbſtad, og to Chorsbrødre med Biſkopen fra hver Kathedralkirke.
  50. Styffe, Bidrag No. 23, S. 30. Tractaten er dateret Falſterbod den 17de Auguſt 1359.
  51. Albrecht havde imidlertid hjulpet de holſtenſke Grever i at bemegtige ſig Femern, ſee det danſke Chr. l. c. S. 223.
  52. Der tales ingenſteds i de forhaandenværende Krøniker og Brevſkaber om et ſaadant Møde ſom virkelig afholdt, men paa den anden Side gives der heller intet Brev, ſom viſer, at Magnus ikke til den beſtemte Tid kan have været i Kalmar. Man har nemlig intet Brev fra ham i Tiden mellem den nysnævnte 29de Auguſt, da han ſkrev hiint Brev i Lund, og den 5te December, da han maaſkee med Dronning Blanche var i Tunsberg (Dipl. N. II. 355).
  53. Forſikringsbrevet er aftrykt hos Hadorph, S. 32—34.
  54. Vi ſee Magnus ſaaledes d. 5te Januar 1360 afſige Dom i Stockholm, den 10de Marts i Jønkøping, med Nikolas Thuresſøn til Vidne, den 21de tilſammen i Stockholm med Erngiſl Jarl, Karl Ulfsſøn, Nikolas Thuresſøn, o. fl., ja i ſamme Aar endog Erngiſt Jarl ſom en af hans Krigshøvdinger. (Styffe, Bidrag No. 25, S. 42.) Der maa ſaaledes i alle Fald have fundet en Act Sted, hvorved Herrerne gik Magnus til Haande.
  55. Hvor Benedict den hele Tid opholdt ſig, ſiges ingenſteds, men man ſkulde næſten tro, det havde været i Norge, og da rimeligſt i de hans Fader ſkjenkede Beſiddelſer; er da Faderen paa denne Tid død, var det heel rimeligt, at Gavebrevet fornyedes for ham ſelv. At intet ſaadant forefindes, maaſkee ej engang udſtedtes, forklares nokſom deraf, at Benedict allerede det følgende Aar blev dræbt, ſom det nedenfor ſkal berettes. Ellers er det heller ikke ſaa uſandſynligt, at han kan have haft Tilhold hos Orm Drottſete paa Tunsbergshuus. Viſtnok var det ved Fredsſlutningen i Jønkøping beſtemt, at Benedict heller ikke maatte opholde ſig i Norge, men da dennes Artikler ved de ſenere Begivenheder og Forhandlinger factiſk vare tilſideſatte, ſaa kan ikke hiint Forbud mere have lagt nogen Hindring i Vejen eller forvoldt Kongen og hans Mænd Betænkeligheder. At han maa have været i Nærheden og truffet Aftale med Kongen, ſeer man endog af ſelve den Omſtændighed, at der nu var Tale om at give ham Forleninger i Norge.