Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 661-675).

Det er allerede ovenfor nævnt, at man ikke erfarer ſtort om, hvad der i disſe Par Aar gik for ſig i Norge, medens Erik Magnusſøn ſpillede ſin kortvarige, ikke meget heldige, politiſke Rolle i Sverige, egentlig kun ſom et Redſkab i de ſelvraadige Herrers Haand, af hvis Oprørsferd mod deres retmæsſige Konge dette kunde ſiges at være førſte Act. Der kan ikke være nogen Tvivl om, at Kong Haakon i Norge med ſpendt Opmærkſomhed fulgte disſe Begivenheder og formodentlig gjorde alt, hvad der ſtod i hans Magt, for at underſtøtte Faderen. Saaledes er det ikke uſandſynligt, at han ogſaa har ſendt Krigsfolk med, da Hr. Orm Eyſteinsſøn og Hr. Jon Hafthorsſøn, viſt ikke i anden Egenſkab end ſom Kong Magnus’s Befalingsmænd, deeltog med denne i Ledingen til Elven og Halland mod hans Søn Erik om Vinteren 1356—57. Disſe Herrer førte ſikkert Tropper med fra Kong Magnus’s egne norſke Beſiddelſer, ſaa at det viſt har ſin Rigtighed, naar de islandſke Annaler ved at omtale Kong Magnus’s „Leding til Elven“ antyde, at ogſaa Nordmændene deeltog i denne Fejde. Det lader dog ikke til, at Kong Haakon denne Gang ſelv var med, da man upaatvivleligt ellers vilde fundet ham nævnt ſom Deeltager i, eller idetmindſte ſom den fornemſte Medforlover ved Stilſtanden i Ljodhuus. Derimod var han ſenere hos ſin Fader, maaſkee allerede, da denne i de ſidſte Dage af Marts og formodentlig i Paaſken (9de April) opholdt ſig paa Baagahuus; thi vi have ovenfor ſeet, at han ſandſynligviis var tilſtede ved Fredsſlutningen i Jønkøping den 28de April, og at han i alle Fald tre Uger derefter var ſammen med ſin Fader og ſin Broder i Lund. Formodentlig var han endnu fremdeles i Auguſt og September ſammen med Faderen paa Baagahuus[1]. Derefter hører man intet fra ham førend i Begyndelſen af det følgende Aar, da han den 22de Januar i Oslo ſtadfeſtede og udvidede denne Stads Privilegier[2], hvorom nærmere nedenfor, og ſiden, ledſaget af Cantſleren, Provſt Peter Eriksſøn, gjorde en Reiſe paa Oplandene, ja maaſkee endog drog videre om i Riget. Den 8de Februar var han i Gudbrandsdalen, hvor han gjorde en Beſtemmelſe med en Gaard, henlagt til det kongelige Capell paa Steig, der nedenfor ſkal omtales[3]. Den 22de Februar var han kommen til Nes paa Raumarike, hvor han udſtedte en ſærdeles vigtig og udførlig almindelig Retterbot for det afſidesliggende Øſterdalen[4], om hvilken vi i det følgende ſkulle tale udførligere, og hvori han ſelv udtrykkeligt ſiger, at han da havde været oppe i Landſkabet. Da ſlige Foranſtaltninger, ſom de to nu omtalte, ofteſt plejede at være Følgen af Foreſtillinger, gjorte af Vedkommende til Kongen paa Stedet ſelv, kan man næſten med Sikkerhed ſlutte, at han, da han den 8de Februar var paa Faaberg, kom fra de øvrige Egne af Gudbrandsdalen, og at han fra Faaberg har taget Vejen over Hedemarken til den ſydligſte Deel af Øſterdalen (Elverheim) ſamt derfra gjennem Soløer og Oodalen er kommen til Nes paa Raumarike. Endelig finde vi ham den 16de Marts i Tunsberg, bevilgende Skiens Borgere visſe Friheder[5]. Denne Regjeringsact, ſom han udøvede i og vedkommende ſin Faders Deel af Landet, ſtaar upaatvivleligt i Forbindelſe med en højſt merkelig Begivenhed, om hvilken vi desverre ſavne nærmere Efterretninger, og ſom derfor altid vil blive gaadefuld, hvis ikke nøjere og hidtil ukjendte Oplysninger uformodet ſkulde fremkomme.

Det berettes nemlig i de islandſke Annaler, for Aaret 1358, at Hr. Orm Eyſteinsſøn blev ſat i Fangetaarn, og for 1359 eller 1360, at han paa Kongens Befaling blev henrettet[6]. Man erfarer ligeledes af ſenere Brevſkaber, at Kong Magnus inddrog hans Gods[7]. Altſaa har han været dømt og ſtraffet ſom Landraademand. Men hvori beſtod da hans virkelige eller foregivne Højforræderi? Herom nævnes intet, og vi ere kun overladte til Gjetning. Nærmeſt ligger det da viſtnok at antage, at hvad der nu forefaldt, kunde kaldes etſlags Sideſtykke til de Begivenheder, der i 1287 ſtyrtede Alf Jarl fra ſin Højde i den dybeſte Elendighed. Det vil nedenfor nærmere blive omtalt, hvorledes vi ikke ſtøde paa en eneſte Regjeringshandling af Kong Haakon, ej engang foretagen i hans Navn, førend i 1358, juſt ſom Hr. Orm ſtyrtedes; her ligger det da nær, at han, ligeſom Hr. Alf, ikke godvillig har villet givet ſin ſtore Magt fra ſlu og har følt ſig ſaa meget tryggere i denne Trods, ſom Kong Magnus havde gjengivet ham Drottſete-Verdigheden, og, ſom det lader, overdraget ham Hirdſtjornen over ſine Beſiddelſer i Norge, eller idetmindſte over Tunsbergshuus med Fehirdſle (Veſtfold og Grønafylke), medens han ſelv var fraværende i Sverige[8]. Men da han derved ſeent eller tidligt maatte optræde ſom Kong Haakons erklærede Modſtander, ſynes det ogſaa at have været en uundgaaelig Følge af dette Forhold, at han har indladt ſig i Stemplinger med Kongeſønnen Erik i Sverige, eller med Hertug Albrecht, eller med flere af de misfornøjede ſvenſke Herrer, ja at han maaſkee endog har pønſet paa at ſpille Tunsbergshuus i Fjendernes Hænder. Han havde ſtore Ejendomme i Elveſysſel, hvor han vel ogſaa ofte og i længere Tider opholdt ſig, og der var ſaaledes Lejlighed nok for ham og de ſvenſke Herrer til at komme ſammen og oplægge Raad med hinanden. I ſaa Fald maa han rigtignok have opgivet al Forbindelſe og Venſkab med Benedict Algøtsſøn, om der overhoved har været nogen nærmere Forbindelſe mellem dem, men ogſaa det var tænkeligt og kunde maaſkee endog bedre forklare Kongernes ſtore Forbittrelſe paa ham. Formodentlig har da Kong Haakon, ved Efterretningen om hans forræderſke Stemplinger, i Haſt begivet ſig til Tunsberg og ſat ſig i Beſiddelſe af Tunsbergshuus, det være ſig nu ved Magt eller Liſt, og paa ſamme Maade faaet ham ſelv i ſin Vold, enten dette nu ſkete i Tunsberg eller andetſteds i Viken[9]; han har ladet ham ſætte i Fangetaarn, da han vel neppe paa egen Haand kunde lade ham dømme og afſtraffe, men maatte vente dermed, indtil Kong Magnus ſelv kom til Norge eller beſtemte, hvorledes der ſkulde forholdes; og imidlertid har han paa Faderens Vegne overtaget Beſtyrelſen af dennes Landſkaber, indtil nærmere Foranſtaltninger desangaaende kunde treffes. Saaledes forklares unegtelig bedſt Haakons Optræden i Tunsberg og Skiensſysſel ſom midlertidig Landsherre[10]. Hr. Orm nævnes endnu ſom Drottſete i en offentlig Act vedkommende det ſtore Laan, udſtedt i Linkøping den 11te Marts 1358[11]. Den 16de var det, ſom vi have ſeet, at Kong Haakon i Tunsberg bevilgede Skiens Borgere hine Friheder, altſaa maa det vel have været omtrent paa ſamme Tid, at Hr. Orm blev greben og fængſlet, hvis forreſten det af os ovenfor antagne er rigtigt. Kong Magnus var ſidſt i Mai 1358 paa Baagahuus, hvor han den 29de atter forlængede Stilſtanden med Lübeck paa et Aar[12], men hans Ophold der var ſikkert kortvarigt, da han i den Tid maa have været optagen af Underhandlingerne med Kong Valdemar og Forberedelſerne til den nye Fejde med Erik. Siden kom Kong Haakon, ſom vi vide, ſelv til ſin Fader paa Vardberg, fulgte ham til Skaane, deeltog i det nye Forliig med Erik i Lund, reiſte derfra med Faderen over til Kjøbenhavn og trolovede ſig med Margrete Valdemarsdatter, forblev ſiden hos ſin Fader i Skaane under Valdemars og Eriks Krigstog i dette Landſkab og deeltog i Mødet i Søderkøping. Han vendte ſaaledes ej tilbage førend i November 1359. Kong Magnus ſelv kom i hele Aaret 1359 neppe til Norge. Der findes vel et i hans Navn udſtedt Landsviſtbrev for en Drabsmand i Thelemarken, dateret Tunsberg den 5te December 1359[13], men der ſtiles ikke udtrykkeligt, at han ſelv, men kun at hans Dronning Blanche var nærværende ved Beſeglingen, og da man nu ſenere netop finder et paa lignende Maade i hans Navn udſtedt og i Dronningens Nærværelſe beſeglet Brev, ved hvis Udferdigelſe det er ſaagodtſom viſt, at han ej var tilſtede[14], er man ogſaa berettiget til at ſlutte, at han heller ikke var nærværende, da hiint Brev udſtedtes, ſaa meget mere ſom vi allerede den 5te Januar 1360 finde ham i Stockholm, hvorhen han vel til Nød kunde være kommen fra Tunsberg i Mellemtiden, men fra hvis Omegn det dog ej er rimeligt, at han ſidſt i November ſkulde have gjort en Snar-Reiſe til Tunsberg for allerede ſidſt i December at vende tilbage til det øſtlige Sverige, hvor han havde nok at tage vare[15]. Han maa altſaa have ſendt Dronningen i Følge med Kong Haakon til Norge med ſit Segl og Fuldmagt til at afgjøre alle Regjeringsſager i de ham tildeelte Landſkaber paa hans Vegne; og af flere Breve, derefter denne Tid ere udgivne vedkommende disſe Landſkaber, ſkulde man formode, at Blanche fremdeles har beholdt etſlags Overbeſtyrelſe deraf, idetmindſte af Navn, medens den egentlige Beſtyrelſe ſees at have været betroet Kong Haakon, naar Magnus ſelv ej var tilſtede[16]. Vi erfare ligeledes, at Blanche efter denne Tid opſlog ſin Hovedreſidens paa Tunsbergshuus, og at hun maaſkee ſlet ikke mere kom til Sverige, maaſkee iſær paa Grund af det Folkeſnak, der, hvad enten det nu havde ſin Rigtighed eller ej, var opkommet og udbredt i Sverige blandt Sønnen Eriks talrige Tilhængere om, at hun ſkulde have ladet ham rydde af Vejen, og ſom nok kunde gjøre hende Opholdet der ſaa ubehageligt, at hun fandt det bedſt at blive aldeles borte derfra og tage ſit Tilhold i Norge, hvor Rygtet maaſkee endnu ikke ret var naaet frem, og hvor man vel heller ikke fæſtede faa megen Tiltro dertil, eller i alle Fald formedelſt hendes Søns Kong Haakons Indflydelſe, og fordi Erik der ingen Tilhængere havde, bedømmede hende meget mildere end i Sverige, hvor Fleerheden idetmindſte blandt Høvdingerne havde holdt med Erik og ſikkert beklagede hans Død[17].

Den nærmere Beſtemmelſe, ſom Kong Magnus nu tog med Henſyn til ſine Beſiddelſer i Norge, maa altſaa have beſtaaet deri, at Beſtyrelſen deraf overdroges til Dronning Blanche og Kong Haakon i Forening, ſaaledes at hun reſiderede paa Tunsbergshuus, havde hans Segl i ſit Verge og var berettiget til at udføre de løbende Regjeringshandlinger i hans Navn, medens dog Kong Haakon var den egentlige Regent, og ligeledes, naar han ſelv var tilſtede, berettiget til at udſtede Kongebrev i ſit eget Navn, ſaa at endog Dateringen midlertidigt regnedes fra hans Regjerings-Aar, og Norge altſaa nu i Virkeligheden kunde ſiges at være gjenforenet under een Konge. Men det er ikke uſandſynligt, at denne Beſtemmelſe egentlig førſt er tagen efter Hertug Benedicts Drab i 1360, og at det oprindeligt har været Meningen at overdrage ham Tunsbergshuus med Tunsbergs Fehirdſle, hvor han maaſkee allerede var tilſtede og i Virkeligheden udøvede den Myndighed, hvortil Dronningen laante ſit Navn, men at man for det førſte kun vilde ſee Tiden lidt an og vente, indtil den oprørte Stemning hos de Svenſke nogenledes havde lagt ſig[18].

Hr. Orm Eyſteinsſøns Henrettelſe henføres deels til 1359, deels til 1360[19]. Formodentlig ſkete den ved Juletider 1359—60, da Blanche, ſom vi have ſeet, nys var kommen til Tunsberg, ſandſynligviis ledſaget af ſin Søn Kong Haakon, der ligeſom hun ſelv havde været tilſtede ved Mødet i Søderkøping den 18de November, og hvem vi i alle Fald finde i Tunsberg den 5te Februar 1360, ſaa at der er al Rimelighed for, at han har ledſaget ſin Moder paa den hurtige og beſværlige Vinterreiſe lige fra Øſtergøtland, gjennem Landſkaber, hvor Folket maaſkee var yderſt opbragt paa hende, og hvor hun ſaaledes neppe engang vilde have været ſikker uden en ſaadan Beſkyttelſe. Om Orms Henrettelſe meldes ikke andet, end at han blev „halshuggen efter Kongernes Befaling“. Altſaa maa han være bleven dømt til Døden ſom Landsforræder og hans Gods inddraget. Dog ſynes det, ſom om Inddragningen ikke har været fuldſtændig, idetmindſte opføres mange Aar ſenere flere Aargange af Tiende ſom gammel Gjeld, hvilket han (det vil da vel ſige hans Bo) ſkyldte en Mængde Kirker i Elveſysſel, og herom ſynes der ej at kunne have været Tale, hvis alt Godſet var confiſkeret, med mindre Meningen var den, at Kronen ſkulde ſvare til Gjelden, ſom paadragen allerede medens Hr. Orm levede[20]. Man erfarer ogſaa, at han efterlod en Søn ved Navn Eyſtein, hvem han allerede i ſit levende Live ſkjenkede alt ſit Gods i Stangenes, hvilket ſaaledes undgik Inddragningen; men at Eyſtein ogſaa arvede mere end dette, ſees deraf, at han kunde give ſin Huſtru det altſammen til Morgengave[21]. Formodentlig har man da ikke gjennemført Confiſkationen i ſin hele Strenghed, men af Naade ladet Sønnen beholde noget af Fedrenegodſet. Hvis Hertug Benedict har været tilſtede under denne Proces, ſaa tyder det rigtignok ikke paa noget ſynderligt Venſkab mellem ham og Orm, at han ikke ved ſin Indflydelſe ſøgte at frelſe dennes Liv. Men det er vel at merke, at hvis et ſaadant Venſkab eller en nærmere Forbindelſe forhen havde beſtaaet, da maatte det være Orm, ſom førſt havde brudt den ved et Forhold, der i den Grad maa have vakt Kongernes Forbittrelſe, at de, ſom man tydeligt kan ſee, med ubønhørlig Strenghed ſøgte hans Død. Har der nu desforuden været aabnet Hertug Benedict Udſigt til at blive hans Eftermand i Syslen eller Statholderſkabet, da forklarer dette end mere, hvorfor han ej kom ham til Hjelp, om der ellers overhoved for ham var nogen Lejlighed dertil.

De faa Foranſtaltninger med Henſyn til Lovgivningen og Rigsſtyrelſen, der ere os levnede fra Kong Haakons førſte Regjeringsaar, vidne om en rosverdig Beſtræbelſe hos ham eller den, der egentlig ſtyrede under ham (formodentlig Cantſleren) efter at ramme Folkets Tarv og rette paa flere Mangler, ligeſom ogſaa den Reiſe, han foretog i 1358, ſynes at viſe, at han perſonligt ønſkede at underſøge Forholdene for deſto bedre at kunne afhjelpe Misligheder. Det kan ikke betvivles, at derſom vi havde fuldſtændigt alt, hvad der i dette Aar eller rettere dette Halvaar er udgaaet af Forordninger og andre adminiſtrative Beſtemmelſer, vilde det ikke være noget ubetydeligt Antal. Men merkeligt er det, at denne l hans Virkſomhed ikke begynder førend med 1358, og at der ikke engang ſ findes ſaa meget ſom et Landsviſtbrev fra ham i Tiden fra hans Regjeringstiltrædelſe i Auguſt 1355 og indtil Begyndelſen af 1358[22]. Dette kan ikke alene grunde ſig i den tilfældige Omſtændighed, at de muligtviis udgivne Breve og Forordninger kunne være tabte. Der maa have været en ſæregen Aarſag dertil. Alene hans Ungdom kan ikke have været i Vejen, ligeſaalidet ſom hans Fraværelſer hos Faderen i Sverige, om de maaſkee have været hyppigere, end vi af de forhaandenværende Oplysninger kunne paapege; thi Cantſleren maatte, ligeſom han ſidenefter gjorde, kunne have udſtedt Breve i hans Navn. Derfor maa man næſten formode, hvad der ovenfor er antydet, at Orm Eyſteinsſøns Fald har ſtaaet i nogen Forbindelſe hermed; at denne maaſkee, engang i Beſiddelſe af Magten, og paany ophøjet til Drottſete af Kong Magnus, har lagt den unge Konge Hindringer i Vejen for at gjøre ſin Myndighed gjeldende, og at derved etſlags Mellemrige er opſtaaet, ſom vedvarede, indtil Kong Haakon i Begyndelſen af 1358 fik Magten i Hænde og Hr. Orm ſtrax efter paa en ſaa voldſom Maade blev ſtyrtet.

Kong Haakons førſte bekjendte Forordning[23], nemlig en Fornyelſe af Faderens Friheds- og Rettigheds-Brev for Oslo (ſee ovenf. S. 455), er merkelig, fordi den Ord til andet gjentager de fleſte Beſtemmelſer i dette, og navnlig dem, over hvilke der nys var blevet klaget ſaa ſterkt fra Roſtock, fordi de ſigtede til at hindre de ſaakaldte „gjeſtkomne Mænd“ fra at vinde Fordelen fra Byens boſatte Borgere ved Udſalg i Smaat, Opkjøb af hinanden indbyrdes, Bisſekræmmeri paa Landet og Forprang. Altſaa havde disſe Klager ikke hjulpet. Aarſagen kan maaſkee have været det ſpendte Forhold, hvori Hertug Albrecht, Roſtocks Skytsherre paa den Tid, ſtod med Kong Magnus og følgelig med Kong Haakon. For Stadens Borgere nedſattes derimod den i det forrige Frihedsbrev faſtſatte Bod for Vagtforſømmelſe fra fire Mkr. til 12 Ører. Endvidere blev det Borgerne indſkærpet at holde ſig alle de Beſtemmelſer efterrettelige, ſom Lagmanden, Raadmændene og Gjaldkyren faſtſatte og bekjendtgjorde paa Bymøde, naar de ej ſtreed mod Loven. Dette var vel en Foranſtaltning, ſom Kongens hyppige Fraværelſer i Sverige gjorde nødvendig. Ligeledes beſtemtes det, at alle Nordmænd og de, der vare i ſin Ret og Frihed, ſkulde, ſom forhen, uhindret kunne udlosſe ſit Gods, men at de intet maatte ſelge, førend de havde gjort Anmeldelſe hos den kongelige Ombudsmand om, hvad Varer de havde bragt af hvad der kunde høre til den ſaakaldte „Koſt“, det vil ſige „Nødvendighedsartikler“, ſaa at han kunde nyde det førſte Kjøb efter Lovens Bud. Altſaa indſkærpedes, ſom man ſeer, Kongens Forkjøbsret, dog ſeer man tillige, at den ikke gjordes gjeldende uden til Nødvendigheds-Artikler[24]. Fremdeles bekræftedes og indſkærpedes et ældre Brev, ſom Kong Haakon (Haakonsſøn) og Kong Magnus (hans Søn) havde givet Staden angaaende Vejenes Vedligeholdelſe, men ſom nu desverre ej længer kjendes. Det tillodes endvidere alle Nordmænd og med dem lige berettigede at handle paa Stræderne og i Strædesboder med forſkjellige Slags Skind og andre fra Landet kommende Varer, undtagen Malt, Meel, Smør og Kvæg; men i Gaardene maatte ingen handle. Tilſidſt heder det, „at denne Beſtemmelſe ſkal gjelde ubrødeligt og ikke indbegribes under noget af Kongens Tilbagekaldelſesbreve, lige indtil Kongen med hele Rigsraadets Samtykke finder, at andet er nyttigere og belejligere for Staden“. Heraf ſynes man at maatte ſlutte, for det førſte at Kong Haakon maa have udſtedt eller var i Begreb med at udſtede flere Breve, hvorved han tilbagekaldte deels eldre Privilegier, deels Syſler og Veitſler, for det andet, at han maa have haft i Sinde med Tid og Stunder at holde et ſtort almindeligt Raadsmøde for at afgjøre flere vigtige Anliggendet. At han virkelig allerede havde udgivet flere Breve af det førſte Slags, kan neppe betvivles, deels fordi det maa have hørt til det ſedvanlige ved ethvert Tronſkifte, deels og fordi man efter hans Tronbeſtigelſe ſeer flere nye Folk i Syſlerne, — f. Ex. Hr. Sigurd Hafthorsſøn paa nedre Hedemarken — ſamt fordi der heller ikke mangler mere ligefremme Antydninger til, at ſaadant idetmindſte ſenere ſkete[25].

Forordningen, ſom Kong Haakon udſtedte under ſit Ophold paa Faagaberg, angik kun en ſærſkilt Forføjning med noget Jordegods, der laa til et af hans Capeller, men man ſeer dog ſaa meget deraf, at Kongen paa denne ſin Reiſe ogſaa har haft Indſeende med Krongodſet. Sognepreſten paa Froon i Gudbrandsdalen, Asſur, havde lige ſiden Mandedøden betjent Capellet paa Steig, hvis Preſt formodentlig var et af Peſtens Offere. Kongen lod det blive derved, uden at udnævne nogen nu Capellpreſt, og overdrog derfor nu ogſaa hiin Sognepreſt Nyttesbrugen af Gaarden Grov, der havde ligget til Preſte-Embedet ved Capellet, ſamt gav ham tillige ſom Godtgjørelſe for den Tjeneſte, han allerede havde beſørget, tolv forngilde Ører aarligt i to Aar af den kongelige Viſtegjeld i Froons Sogn.

Den udførligere Forordning eller Retterbot, ſom Kong Haakon den 22de Februar 1358 fra Nes) paa Raumarike gav Øſterdølingerne, er i det Væſentlige en Gjentagelſe af den, hvilken Kong Haakon Magnusſøn den eldre ſom Hertug gav for Ringerike, Hadeland og Raumarike m. fl.[26] i 1297 og 1298 (ſ. o. II. 2. S. 264—273), kun med den Forandring, ſom faldt af ſig ſelv, at der beſtemmes et andet Sted for Normalvegten end Gran, Njardarhov og Oslo (Art. 5), nemlig Ullinshov (Gaarden, hvor Ullensakers Kirke ſtaar paa Raumarike), at der i Artikelen om Rideſkyds, ſom herefter ej ſkulde udredes for andre end Kongen, Biſkopen og Kongens Sendebud (Art. 8), nu ogſaa ved Siden af disſe nævnes Kongens Fader, Kong Magnus, og at den Artikel udelades, der handler om Lagthinget paa Eidsvold eller paa Njardarhov (Art. 6), ſamt at Lensmændenes Antal (Art. 4) indſkrænkes til een, indfød i Landſkabet og kun betingelſesviis haandgangne Mænd. Forøvrigt gjentages Artikel for Artikel i Retterboten af 1297 Ord til andet, paa et Par Udeladelſer nær[27], og ſkulde man deraf ſlutte, at flere af de Forbedringer, ſom denne Retterbot indførte, f. Ex. om at fattige Lejemænd ikke maatte tvinges til at eje Vaaben, at Rideſkyds ej ſkulde ydes i Fleng, at Sysſelmænd og deres Lensmænd ej maatte fordre Skyldeveitſler eller andre Udgifter, at Lensmændene ſkulde være indfødte i Landſkabet, og helſt ikke haandgangne Mænd, nu førſt kom Øſterdalen til Gode. Hvad ſom derimod er egent for denne Retterbot, er Indledningen, der viſer, hvor afſides Øſterdalen dengang anſaaes at være beliggende, og den allerførſte Artikel, der handler om Jærntilvirkning. „Da vi nu ſidſt var hos Eder“, heder det, „bad I os, at vi ſkulde give Eder nogle Retterbøter, ſom kunde være Eder til Hjelp og Lettelſe i de Dele, hvori I længe fandt Eder haardt betyngede; Gud og de gode Mænd, ſom dagligen omgaaes med os, vide nok, at vi ville opretholde Lov og Ret for alle vore Thegner og heller forbedre den i alle Dele, end at krenke den. Og da vi nu ej ville være uden Eders Erindring og Kjærlighed, ſkjønt I ere ſaa langt fra Hovedbygden (fjarri aðalbygðinni), ſom og da vi fandt Eder villige imod os, da vi nu ſidſt vare ſammen, og vi haabe, at I fremdeles ville blive os og Kronen villige og lydige i alle Stykker, ſaa ville vi, at I ſkulle vide, at vi have givet Eder disſe Naader og Retterbøter, ſom herefter følger: førſt, at I ingen Skat eller Told ſkal udrede mere, end I fra gammel Tid havde at yde os, og Eders Forfedre hidtil have udredet til vore Forfedre; dernæſt, at I og alle Andre, ſom ville drive Jærntilvirkning i vores Almenninger, herefter ſkulle frit og uhindret kunne nyde ſit Virke og ſin Malm efter den Sedvane, ſom fra gammel Tid har beſtaaet der i Dalen; ligeledes ſkulle J frit kunne føre Eders Varer til Hedemarken eller andenſteds og der omſætte dem mod de Varer, I finde for godt, uden at hindres eller ulejliges af vore Ombudsmænd“. Disſe Beſtemmelſer ere de førſte, der findes i vor Lovgivning om Jærntilvirkning, ſom man dog tillige deraf ſeer maa have været dreven i Øſterdalen fra gammel Tid, og det er derfor ikke ſaa uſandſynligt, at vi vilde have fundet den omtalt i den gamle Eidſiva-Lov, om denne havde været bevaret ligeſom den gamle Gulathings- og Froſtathings-Lov, ſkjønt det rigtignok paa den anden Side er paafaldende, at den nyere Landslov, der dog ſkulde ramme alle Landsdeles Tarv, og ſom øjenſynligt har optaget endeel af Eidſiva-Lagen[28], ikke ogſaa ſkulde have optaget, hvad denne muligviis indeholdt om hiin Bedrift. Naar der i Retterboten tales om Sysſelmandens Lensmand, da er det neppe rimeligt, at denne Sysſelmand var egen og udelukkende for de afſidesliggende, tyndt befolkede Øſterdale, men disſe laa efter al Sandſynlighed under Syſlen paa ſøndre Hedemarken, altſaa nu under Hr. Sigurd Hafthorsſøn. Merkeligt nok, havde ogſaa Kong Magnus, eller Orm Drottſete kort før henvendt ſin Opmerkſomhed paa Øſterdalen, da nemlig Hr. Orm i Kongens Navn den 21de Januar 1355 udgav hiint ovenfor berørte Brev fra Oslo til alle Øſterdølingerne, hvori han klagede over, at flere iblandt dem vovede at forurette ham i den Grad, at de vilde tilegne ſig og fravriſte Kronen ſaavel Hermund-Vandet ſom Faludals-Skogen (i Serna Sogn, dengang hørende til Øſterdalen, nu derimod ſiden 1644 til Veſtre Dalerne i Sverige), hvilket ſtreed baade mod gammel Sedvane og de Breve, ſom Kongens Moderfader Kong Haakon derom havde udſtedt; han bød derfor, at alle de, der tilegnede ſig hine Herligheder, under Brevebruds Straf og Kongens Unaade inden to Maaneder ſkulde møde for Kongens Foged og Lagmand i Oslo ſamt de øvrige, ſom disſe maatte nævne i Dom med ſig, for at faa deres paaſtaaede Ret underſøgt og paakjendt, ligeſom ogſaa fire navngivne Mænd indſtevnedes ſom Vidner, ligeledes under Brevebruds Straf[29]. Det er ej uſandſynligt, at den Opmerkſomhed, der her blev Øſterdalen til Deel, var en Følge af den Forbindelſe, hvori Norge nu var kommen med Sverige og iſær med det tilgrændſende Vermeland, Dronningens Livgeding, hvorved Landſkabet maaſkee oftere kom til at blive bereiſt eller idetmindſte beſøgt. Iſær er det rimeligt, at det netop var hine Underſøgelſer om Kronens Rettigheder til visſe Skove og Fiſkevand, ſom nu i 1358 bragte Kong Haakon derhen.

Det Frihedsbrev, ſom Kong Haakon i 1358 udgav for Skien, eller rettere for Indbyggerne af hele Skiens Sysſel, da han i Faderens Navn efter Hr. Orms Fald havde Beſtyrelſen, gaar ud paa, at de herefter ſkulde uhindret i Staden ſelv kunne tilvirke Malt, kjøbe og ſelge Korn ſamt andre Varer og handle med Hardſteen, ſaaledes ſom gammel Skik og Brug havde været[30]. Handelen med Hardſtene (Bryneſtene fra Eidsborg) var meget gammel der, ſom vi allerede have ſeet i Kong Sverres Hiſtorie (ſ. o. III. S. 165, 173), hvor der fortælles, at Heklungerne i Slaget i Norefjorden 1184 kaſtede med Hardſtene, ſom de havde ført med ſig fra Skien. Dette er det førſte Frihedsbrev, man kjender for Skien. Det blev kun beſeglet med Haakons Secret, da han her kun optraadte midlertidigt i Faderens Fraværelſe, og hans eget Rigsſegl derfor ej kunde anvendes; det var desuden viſtnok hos Cantſleren i Oslo. Brevet blev ſiden fornyet, eller rettere ſagt, et aldeles ligelydende blev udgivet af Kong Magnus den 5te October 1365[31], ſom det i det Følgende ſkal omtales: et tydeligt Tegn paa, at Kong Haakons Brev kun betragtedes ſom midlertidigt gjeldende. Derimod bekræftede han dem begge i et Brev af 26de November 1371, ſom det paa ſit Sted nærmere ſkal viſes[32].

I Februar 1360, da Kong Haakon opholdt ſig i Tunsberg, ſom vi ovenfor have ſeet, ſandſynligviis ſtrax efter Hr. Orm’s Henrettelſe, udgav han ogſaa for Bergen en Forordning, hvori han indſkerpede den kongelige Forkjøbsret, eller egentlig fornyede den i Faderens Navn udgivne Forordning af 19de Juni 1355[33]. Her betegnes dog de Gjenſtande noget nærmere, ſom ſkulde falbydes den kongelige Ombudsmand før end nogen Anden: det var Tømmer, Tagſpaan, Ved og andre lignende Sager. Han ſtadfeſtede her ogſaa alle de tidligere Breve, ſom hans Fader og han ſelv før havde udgivet om Kongsgaardens Behov, hvad enten de handlede om Islandsfarere, Sekkegjeld eller andet. Men disſe Breve ere nu ej længer til. Ogſaa dette Brev blev formodentlig kun indſeglet med Secretet, ſkjønt Cantſleren maaſkee var tilſtede, thi et andet Brev, ſom Kongen udgav ſamme Dag, paa ſamme Sted, og under ſamme Beſeglingsformel („innsiglat oss sjálfum hjáverandum“) vides med Vished ej at være beſeglet med Storſeglet, men med Secretet. Dette Brev angaar netop Cantſleren og hans Ret til at udſtede Kongebrev. Det bemyndiger Hr. Peter Eriksſøn, der her kun kaldes Provſt ved Mariekirken, til paa Kongedømmets Vegne og med Capitlets Raad at bortbytte Jordegods, tilhørende Mariekirken, mod andet, der laa bekvemmere og fordeelagtigere, hvad enten det var henlagt til Kirkens Vedligeholdelſe eller til Provſtedømmet, eller til Præbenderne, ſamt til at udferdige Stadfeſtelſesbreve derpaa i Kongens Navn, ſaa længe han har Indſeglet[34].

De fem førſte af Kong Haakons Regjeringsaar ere forøvrigt merkelige ved flere høitſtaaende og fremragende Perſoners Død. Hr. Erling Vidkunnsſøn døde, ſom det er nævnt, i 1355, ſkjønt uviſt om før eller efter Haakons Tiltrædelſe; hans Datter Sigrid Aaret efter. I 1358 døde Enkedronningen Iſabelle, meget alderſtegen, mindſt henved 78 Aar gammel, ligeledes Biſkop Sigfrid i Oslo, og Hr. Jon Brynjulfsſøn, ſamt endelig Hr. Eiliv Eilivsſøn og hans Huſtru Fru Gyrid, disſe ſidſte tvende ved en Ulykke paa Søen. I Bergen var der 1356 en ſtor Dødelighed, ſandſynligviis en peſtartet Sygdom. Den kan maaſkee have forvoldt enkelte af disſe Dødsfald[35]. Sigfrid efterfulgtes paa Oslo’s Biſtopsſtol af Hallvard Bjarnesſøn, hidtil Erkepreſt[36]. Det gik her, ſom ſaa ofte i denne Tid: Capitlet udvalgte ham, uagtet Paven ved Sigfrids Udnævnelſe havde forbeholdt ſig Proviſionen, naar Erkeſtolen næſte Gang blev ledig, og Hallvard modtog Valget, begav ſig til Paven, der, „formodende at Capitlet og han ikke havde været vidende om hiin Reſervation“, viſtnok erklærede Valget ugyldigt, men udnævnte dog ligefuldt Hallvard ved Proviſionsbrev af 23de October 1359 til Biſkop og anbefalede ham ved de ſedvanlige Skrivelſer til Capitlet m. fl., til Erkebiſkopen og til Kong Haakon. Ifølge Hallvards egen Anſøgning beſattes det ledige Erkepreſt-Embede med den ſtrengneſiſke Chorsbroder Stigande Stephansſøn, der dog kun meget kort beklædte dette Embede, hvis han overhoved nogenſinde tiltraadte det[37]. Samtidigt ſynes den oftere nævnte Arne, Færøernes Biſkop, at have været ved Curien og faaet ſin Udnævnelſe.

  1. Dette beſtyrkes af det ovenfor omtalte Brev, D. N. I. 350, der er et Vidnesbyrd om, at Provſt Peter Eriksſøns Lensmand fl dennes Egenſkab af, Sysſelmand paa Follo) den 30te Auguſt lod oplæſe Kong Haakons Brev, “ hvorved denne med en Maaneds Varſel ſtevnede Thryrik paa Hove til at møde paa Baagahuus „for vor Herre Kongen“. Hermed ſynes nu viſtnok Kong Magnus at være meent, da der vel ellers vilde have ſtaaet „for ſig“; men da Indſtevningen, der formodentlig ſkete ved Haakon, fordi den vedkom en Mand i hans Landsdeel, maa være ſkeet efter Faderens Anmodning, faar man Indtrykket af, at Haakon paa den Tid opholdt ſig hos denne.
  2. Norges gl. Love III. S. 176. Forordningen er beſeglet af Cantſleren Provſt Peter; dette er den førſte Gang, vi hidtil have fundet ham nævnt i denne Egenſkab.
  3. Dipl. N. II. 338.
  4. Originalen, endnu utrykt, i det norſke Archiv.
  5. Norges gl. Love, III. S. 170.
  6. Isl. Annaler for 1358, Udg. S. 294, og for 1359 eller 1360, S. 296. Der ſtaar viſtnok paa førſte Sted „Eysteinn Ormssunr“„ men det er klart, at dette alene kan være en Skriv-eller Trykfejl for „Orms Eysteinssunar“, iſær da dette Navn ſkrives rigtigt paa det andet Sted, hvor Henrettelſen omtales.
  7. Man ſeer dette af Kong Magnus’s Brev af 27de Marts 1362 (Dipl. N. II. 368), hvorved han ſkjenker en af ſine Sverre de Havet (Græsgaarde) i Tunsberg, ſom nu tilhørte ham, men ſom Orm havde kjøbt af Fru Margrete Brynjulfsdatter. Altſaa havde Kongen inddraget endog hvad Hr. Orm havde kjøbt for ſine egne Penge.
  8. Dette ſees af det forhen omtalte Brev af 5te Decbr. 1356 (Dipl. N. I. 349), hvorved Hr. Orms Ombudsmand i Sandsverv paa Veſtfold indberette et Drabsforhør til Kong Magnus, og hvor Orm, der Aaret forud, ſom vi have ſeet, alene kaldes Kong Magnus’s Secretær, udtrykkeligen kaldes „hans Drottſete i Norge“. Han var altſaa baade Kongens Drottſete, det vil ſige Repræſentant, ſamt Seglbevarer, og tillige Befalingsmand over Veſtfold.
  9. Da Kong Haakons Frihedsbrev for Skien kun er beſeglet med hans Secret, maa man antage, at han ej har anſeet ſig berettiget til at bruge ſit eget Storſegl; ſ. n. S. 673.
  10. Naar man hermed ſammenligner de Dateringer efter Haakons Regjeringstiltrædelſe i Breve fra Magnus’s Landsdeel, der ovenfor S. 613, 614 ere anførte, vil man omtrent kunne ſee, hvor længe denne hans førſte midlertidige Beſtyrelſe af disſe Landſkaber varede, nemlig fra 1358 til Udgangen af 1362, altſaa netop i den Tid, da Magnus var ſaa beſkjeftiget med de ſkaanſke Anliggender (ſee nedenfor), at han viſt ikke godt kunde overtage Regjeringen i Norge.
  11. Nemlig den føromtalte Act, hvorved Eriks Cantſler Markus forkyndte Erkebiſkop Jakob af Lund Kammerretsdommen af 1355 i Linkøping; her nævnes Orm Drottſete udtrykkeligt ſom en af de endnu levende Selvſkyldnere. Maaſkee Orm nok allerede var fængſlet paa den Tid, men ikke ſaa tidligt, at man kunde vide Beſkeed derom i Linkøping. Man maa dog have vidſt det i det veſtlige Thelemarken den 18de Marts, ſiden hiint Drabsforhør fra Aaſeland (ſ. o. S. 631) af dette Datum er henvendt til Kong Haakon.
  12. Lappenbergs Sartorius II. S. 453.
  13. Dipl. N. II. 355.
  14. Landsviſtbrev, dat. Tunsberg 1ſte Juli 1363 (Dipl. N. II. 372); den 5te Juli var Kongen nede i Halland, paa Aas Kloſter (Lagerbring III. 467); det er ikke ſandſynligt, at han i de mellemliggende tre Dage var dragen fra Tunsberg til Halland, iſær da han neppe drog den hele Vej til Søs.
  15. See Domsbrev i det ſvenſke Rigsarchiv, forhen anført. Der findes ligeledes et andet Domsbrev af Magnus, udſtedt i Arboga den 25de Januar, og et Mandat af Ørebro den 29de; overhoved ſees det, at han i hele den førſte Deel af 1360 opholdt ſig i Sverige, og det er virkelig den ſtørſte Sandſynlighed for, at han umiddelbart efter Modet i Kalmar, eller hvor nu dette Mode blev holdt, og det der indgaaede Forliig med afdøde Eriks forrige Tilhængere er dragen til Mælar-Landſkaberne for paany at tage dem i Beſiddelſe og ordne Et og Andet i den Anledning.
  16. De efter denne Tid udſtedte, endnu exiſterende Breve, hvori Blanche nævnes, ere disſe: af 29de September 1361, hvor hun tilſammen med Kongerne Magnus og Haakon ſamt flere geiſtlige og verdslige Herrer paa Baagahuus beſeglede det føromtalte Gavebrev af Audun Heſtakorns Gods til Otto Rømer (Dipl. N. II. 365); Kong Magnus’s Gavebrev paa Orm Eyſteinsſøns forrige Hader i Tunsberg, dateret Stockholm d. 27de Marts 1362, og medbeſeglet af Blanche; det føromtalte Landsviſtbrev af 1ſte Juli 1363, beſeglet i Tunsberg i hendes Nærværelſe, det vil ſige udſtedt af hende i Kongens Navn; (Dipl. N. II. 372); Kong Magnus’s Brev af 7de Januar 1364 til Fehirden paa Tunsbergshuus m. fl. om at optage Inventarium over hendes Efterladenſkaber. (Dipl. N. III. 335.) Man ſeer ganſke beſtemt af hiine Breve, at hun nu paa en Maade var bleven optagen i Landsſtyrelſen, thi hvorfor ſkulde ellers hendes Medbeſegling nu være nødvendigere end fort Man ſeer ligeledes af de anførte Landsviſtbreve, udſtedte af hende under Kongens Fravær, ſaavelſom af den Omſtændighed, at hun alene medbeſeglede Brevet paa de Tunsbergſke Haver, at denne hendes Styrelſen-Myndighed netop gjaldt Tunsberg og Tunsbergs Fehirdſle: begge Landsviſtbrevene vedkomme nemlig Skiensſysſel. Om Kong Haakons midlertidige Myndighed over Kong Magnus’s Landsdeel er allerede ovenfor talt.
  17. Efter 1359 finder man ikke Dronning Blanche omtalt i ſvenſke Breve. Hun nævnes ſom medbeſeglende hiint kongelige Gavebrev af 1362, der udſtedtes i Stockholm, men det ſiges ikke, at „de begge“ vare hos (Dipl. N. II. 368), altſaa er det nok muligt, at hendes Segl er ſenere tilføjet; i alle Fald kan dette have været et kort Beſøg. At hun, havde ſit egentlige Tilhold paa Tunsbergshuus ſees deraf, at hendes Indbo der forefandtes, faa at Kongen maatte give Fehirden der Befaling til at optage Regiſtratur derover.
  18. Forſikringsbrevet af Søderkøping nævner udtrykkeligt om Land og Huus, der ſkulde være under Hertug Benedict; det er vanſkeligt at vide, hvad „Huus“ eller Slot dette ſkulde være, naar det ej var Tunsbergshuus, da Slottene i Ranafylke laa for nær ved Sveriges Grændſe.
  19. Af Annalerne have to Haandſkrifter (Flatø- og Skaalholts) 1360; to, eller rettere eet (da de ſees at have fælles Kilde) 1358, og eet (Lagmands) 1359; men herved er at merke, at hine trende ogſaa henføre Kong Eriks Død til 1360, ſaaat de dog angive ſamme Aar for Orms Henrettelſe ſom for denne, og at hine tvende, der nævne 1358, ere yderſt daarlige, ſaaat de endog omtale Eriks Død under 1351. Det ſidſtnævnte Haandſkrift har derimod ogſaa Eriks Død rigtigt angiven. Under alle Omſtændigheder har man ej paa Island erfaret Orms Henrettelſe førend 1360.
  20. Denne Optegnelſe findes i Tillægget til den ſaakaldte „Rode Bog“ eller Fortegnelſe af Kirkegodſet i Oslo’s Diøceſe omkring 1400. Der opgives her, at følgende Kirker havde tre Aargange Tiende til Gode ſom gammel Gjeld af Hr. Orm: Skriksvik, Hankaas, Herekſtad, Bevje, Maggarjodr, Riſtarjodr, Lyng, Grindarjodr, Aukland, Audsmaal, Noreim, Solberg, Spikkarjodr, Holte„ Jorland, Karlaby, Yttraby, Klauvadal, Steinkirkja, Valle, Langeland, Myklaby, Thorpe, Stodle, Rjodr, Thegneby og Bernſjarddal, den ſidſte „efter hans og hans Moder Ragnas Arvinger“. Dette er, paa nogle faa nær, alle Kirkerne mellem Gudmaren og Elven.
  21. Vidnesbyrd herom af 1366 (Dipl. N. II. 389). Da dette Brev nu er i det danſke Geheimearchiv og ſaaledes i ſin Tid har været i det norſke kongelige Archiv, maa det vel have været udſtedt i Anledning af Inddragningen, forat godtgjøre, at Kronen ingen Ret havde til Stangenesgodſet, der nu var i Orms Svigerdatters Beſiddelſe.
  22. Den eneſte Undtagelſe kunde være den, ſom omtales i hiint Vidnesbrev af 30te Auguſt 1357, hvorved to Mænd paa Follo erklære, at de hiin Dag paa Aas hørte Provſt Peters Lensmand, (nemlig i Syſlen paa Follo, der laa til Mariekirken), Lodin Hallkelsſøn oplæſe Kong Haakons Brev, hvorved han „ſelv for ſig ſtevnede Thryrik paa Hove med en Maaneds Varſel for vor Herre Kongen paa Baagahuus“. Men da Udtrykket her ſynes at viſe, at det ej var for Haakon, men for Magnus, at hiin Thryrik indſtevntes, og at Haakon, ſom formodentlig juſt da var hos Faderen, alene har udført et ham af Faderen givet Hverv, (Dipl. N. I. 350), bliver dette i allefald ikke at betragte ſom nogen vigtigere Regjeringshandling.
  23. Norges gl. Love III. S. 176—178.
  24. Saaledes og i Kong Magnus’s (eller Drottſetens) Forordning for Bergen om Kongens Forkjøbsret, af 19de Juni 1355. Norges gl. L. III. 174.
  25. Kongens Brev fra Oslo af 30te Novbr. 1368, Dipl. N. II. 402.
  26. See Norges gl. Love III. S. 27—30.
  27. Disſe Udeladelſer ere Art. 10, om de „Tilgaver“, ſom Landsdrottnerne og deres Ombudsmænd havde lagt paa Almuen, og hvorved endogſaa Hertugens egne Rettigheder var bleven beſvegne, men ſom herved afſkaffedes; ligeledes førſte Halvdeel af Art. 11, der indeholder et lignende Forbud mod at tage Skyldeveitſler af ſine Landbønder. Formodentlig var vel disſe Forbud overflødige for Øſterdalen eller pasſede af andre Grunde ikke til Forholdene der. Saaledes indeholder Retterboten for Øſterdalen hiin eldre Retterbots Art. 1, 2, 3, 4, 5, 7, 8, 9, 12, 13, 14, 15 uforandrede, eller med de faa nødvendige Forandringer, (her maa dog bemærkes, at den Artikel, der ſvarer til Art. 1, nævner Halvdelen, ikke Trediedelen af Sagøren); Art. 6 og 10 er heelt, Art. 11 halvt udeladt.
  28. F. Ex. om Vejarbeide og Baugreid, Landsloven VII. 46, om Elgejagt, ſſt. VII. 60.
  29. Dipl. N. II. 327. De indſtevnte Vidner vare Bjørn paa Grodaſetr (Grønneſet i Tryſil?) Leif paa Tryſil, Aasmund paa Mo (uviſt hvor) og Thoralv paa Sudrhuus (Sørhuus i Tryſil). Faludalsſtogen maa være Dalen langs Falu- eller Fulu-Elven, der ved Fulunes forener ſig med den fra Tryſil kommende Ljør-Elv og danner Veſtre-Dalelven; Hermundsvatn er det nuværende Hormund- eller Hermund Sø, ſtrax øſtenfor Fulu-Elven, og forbunden med Dalelven ved en kort Aa, der falder i denne ſtrax ſøndenfor Fulunes. Begge Dele ligger i Serna Sogn.
  30. Norges gl. Love, III. S. 178, No. 90.
  31. Sammeſteds, S. 187, No. 98.
  32. Sammeſteds, S. 189, No. 100.
  33. Sammeſteds, S. 179, No. 91.
  34. Dipl. N. II. 358, aftrykt efter en Vidisſe af ſ. Aar (No. 360), hvor det udtrykkeligt anføres, at Kongens Brev var beſeglet med Secretet.
  35. Isl. Annaler Udg. S. 288, 294.
  36. Regest. Innoc. VI. commun. an. 7. fol. 52. p. 65. Han kaldes her ved Feilſkrift Havardus. Han omtales ſom Erkepreſt meget ofte i Breve fra den Tid.
  37. Proviſionsbrevet af 2den Jan. 1360; Reg. Innoc. VI. Cod. chart. I. XXII. (an. 8) fol. 77. vs. Ogſaa Hallvards Supplicationsrolle af ſamme Dag, hvoraf man ſaaledes kan ſee, at han den 2den Juli 1360 endnu var i Avignon. Han anholdt her blandt andet om, i Betragtning af den Afgang i Antallet af Geiſtlige i hans Diøceſe, ſom Peſten og Krigen havde bevirket, at maatte ordinere endeel „Skolarer“, dog ej under 20 Aar, til Preſter, hvad der og bevilgedes.