Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/59

Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 675-689).

I al denne Tid, da Kong Magnus havde ſaa mange Bekymringer af Striden med ſin Søn Erik og dennes Tilhængere, havde han ved Siden deraf ogſaa den Ubehagelighed at blive ſtrengere og ſtrengere plaget med Krav om Tilbagebetaling af det ſtore pavelige Laan, .under Truſel om Excommunication, ſom tilſidſt ogſaa virkelig paafulgte, og hvis Suſpenſion Kong Magnus kun med Nød, ſom det lader, udvirkede ved den ſærdeles Yndeſt, i hvilken han ſtod hos Paven. Men da dette ſtaar i den nøjeſte Forbindelſe med Collectorie-Anliggendet, og Nuncien Johan Guilabertis Virkſomhed i Norden under ſit tredie Beſøg der, maa vi ogſaa nærmere betragte og følge denne. Johannes var, ſom det ovenfor er nævnt, kommen til Sverige om Høſten 1356 med Breve til Kongen og Dronningen, hvori disſe paa det indſtændigſte, men dog meget venſkabeligt, anraabtes om at betale Laanet tilbage, ſamt med lignende, mere eller mindre ſtrenge, til begge Drottſeterne, Erkebiſkop Peter og Biſkop Thomas, men ved Siden deraf ogſaa med Afſkrift af hiin Dom af 24de October 1355, hvorved Kongen og Selvſkyldnerne ſamt deres Arvinger under Banns Straf forpligtede ſig at betale, ſamt med Brev til tre lübeckſke Prælater om at forelægge Kongen endnu en yderſte Friſt, og, hvis Betaling heller ikke da fulgte, ſtrax at ſkride til Excommunicationens Forkyndelſe. Der ſtod i Commisſoriet, at de, eller hvo af dem, ſom dertil opfordredes, ſtrax ſkulde ſætte ſig i Bevægelſe, og, efterat have manet Debitorerne tre Gange efter hinanden om at betale inden fire Maaneders Friſt, ſkride til Executionens Forkyndelſe, hvis Betaling endda ikke ſkete. Altſaa var det vel Meningen, at ingen af Executorerne ſkulde foretage ſig noget, førend Nuncien udtrykkeligt opfordrede dem dertil. Den af de tre Prælater, der paatog ſig Hvervet — thi det var nok, naar een gjorde det, — var Chorsbroderen Henrik Biſcop, der ſidenefter ſpillede en temmelig fremragende Rolle i disſe Forhandlinger.

Johannes Guilaberti fandt, ſom han ſelv ſiden berettede for Paven[1], den venligſte Modtagelſe hos Kongen, og det kan derfor nok hende, at han har gjort alt hvad der ſtod i hans Magt for at behandle Kongen med Lempe og ikke gaa ham altfor hvaſt paa Klingen i denne Tid, hvor han havde ſaa mange andre Plager og Bekymringer, men holde Truſlens Udførelſe ſaa længe tilbage, ſom det pasſende kunde lade ſig gjøre. For det førſte ſynes han at have haft travlt med Modtagelſen af de indkomne Collectionspenge. Den 17de September var han i Linkøping og modtog der af Biſkop Nikolaus Rumaſkatten for de tre Aar 1354—1356, ſaavelſom af Fireaarstienden hvad der var indkommet, nemlig ikke fuldt 680 Mk. ſvenſk[2]. Det ſiges i alle de over disſe Udbetalinger oprettede Documenter, at Fireaarstienden, der ſom bekjendt ſkulle betales i to Terminer aarligt i de fire Aar, alene for de fire ſidſte Terminer, altſaa de to ſidſte Aar, vedkom det pavelige Kammer. Altſaa ſeer man heraf, at der ved denne Tiendes Halvering mellem Kongen og det pavelige Kammer var gjort den Foranſtaltning, at Kongen fik alt, hvad der kom ind i de fire førſte Terminer, Kammeret alt hvad der kom ind i de fire ſidſte. Og ſaaledes havde Kong Magnus formodentlig allerede faaet en ſtor Deel af hvad han ſkulde have, ligeſom vi ville ſee, at han endnu fremdeles fik noget mere. Fra Linkøping begav Nuncien ſig til Uppſala for at modtage den i 1351 afdøde Erkebiſkop Hemings rørlige Gods, ſom allerede Pave Clemens havde ladet legge Beſlag paa og forbeholdt det pavelige Kammer, formedelſt Gjeld til dette[3], og ſom nu hans Efterfølger Erkebiſkop Peter, Biſkop Thomas af Vegſjø, og Chorsbroderen i Strengnes Byrge Gregoriusſøn paa Pavens Befaling havde regiſtreret og overleverede. Denne Forretning medtog flere Dage (11te og 12te October, 3die November), thi Efterladenſkaber opbevaredes deels i Uppſala, deels paa de to erkebiſkopelige Gaarde Arne og Karlaby, hvor man maatte begive ſig hen, og imidlertid modtog Nuncien den 16de October i Stockholm Rumaſkatten for de tre ſidſte Aar, og 185 Mkr. i Fireaarstiende af Biſkop Magnus i Veſteraas[4]. Den nysnævnte 3die November, da Regnſkabet over Erkebiſkop Hemings Gods afſluttedes paa Karlaby, modtog Nuncien ogſaa de foreſkrevne Udbetalinger af Erkebiſkop Peter, nemlig Rumaſkatten af Uppſala Diøceſe for de tre ſidſte Aar, Reſtancer af Toaarstienden, 151 Mkr., og i Fireaarstiende for de fire ſidſte Terminer lidt over 619 Mkr.[5]. Nuncien blev nu i længere Tid i Stockholm eller nær derved; den 19de November afſluttede han der ſit Regnſkab med Biſkop Thorgils i Strengnes, der betalte ſaavel Rumaſkat ſom den hidtil ikke erlagte Toaarstiende, 300 Mkr., og Fireaarstiende, lidt over 295 Mkr.[6]. Den 16de December modtog han, fremdeles i Stockholm og paa det kongelige Slot, Regnſkab af Biſkop Thomas i Vegſjø, der foruden Rumaſkat betalte 5 Mkr., indkomne af frivillige Gaver i Kirkeblokkene, og lidt over 72 Mkr. i Fireaarstiende[7]. Ikke lang Tid forud, (den 28de October) havde Kongen af Erkebiſkop Peter og Biſkop Thomas modtaget 1231 Mkr. 12 Ør. 1 Ertog ſv. Pen. af den ham tilkommende Andeel af Fireaarstienden[8]. Da Kongen paa denne Tid ſelv var i Stockholm, er det ſandſynligt, at Nuncien netop nu forkyndte ham Dommen og ſatte ham en Friſt, inden hvilken Betalingen ſkulde være ſkeet, hvis han ej vilde udſette ſig for Excommunication. Man hører nu en Tidlang intet til Nuncien, der formodentlig ej har kunnet foretage ſig ſynderligt paa Grund af Krigen, ſom nu udbrød mellem Kongen og hans Søn Erik, og ſom derfor vel har holdt ſig rolig i det øvre Sverige, hvor vi ogſaa gjenfinde ham den. 17de November 1357, da han i Minoriterkloſtret i Stockholm modtog nogle Penge, ſom en Chorsbroder i Uppſala var ſkyldig i Annater. Han har altſaa ej været ledig, men gjort hvad han efter Omſtændighederne kunde for at inddrive Reſtancer af forſkjellige Slags. Kort efter begav han ſig veſtover for at drage til Norge og der fortſætte ſine Opkrævninger. Den 12te December 1357 var han i Skeninge og modtog der en liden Sum i Annater; den 19de Marts 1358 gjeſtede han Biſkop Nikolas af Skara paa hans Gaard Sekkeſtad og modtog her foruden Rumaſkat og et ubetydeligt Beløb indkomne frivillige Gaver henved 730 Mkr. i Fireaarstiende, ſamt den hele Toaarstiende, 1459 Mkr., der dog liqvideredes i et tidligere for meget oppebaaret Beløb;[9] desforuden modtog han Annatpenge af et Par Chorsbrødre. Det er ikke uſandſynligt, at Aarſagen, hvorfor Nuncien juſt nu reiſte til Norge og ſøgte at undgaa at ſtøde ſammen med Kongen, var den, at han, ſom man ſeer, nu endelig havde maattet anmode Executorerne om at ſkride ind og tillige givet den pavelige Kammer-Ret Melding om Sagernes Stilling, ſamt opfordret den til at tage de nødvendige Forholdsregler, under hvilke Omſtændigheder det maatte være mindre behageligt for ham at være nær tilſtede. Dette maa nemlig være ſkeet ved Juletider, thi den 30te Mai 1358, altſaa noget over fem Maaneder derefter, udſtedte Kammer-Auditoren en Skrivelſe til Erkebiſkoperne og Biſkoperne af Köln, Mainz, Bremen, Lübeck, Schwerin, Ratzeburg, Verden, Lund, Uppſala, Linkøping, Veſteraas, Strengnes, Skara, Aabo, Roeskilde, Ribe, Slesvig, Odenſe, Viborg, Aarhuus og Vegſjø, om at da han nu forgjeves havde ladet Kongen førſte, anden og tredie Gang paaminde om at betale Gjelden, var denne derved forfalden under den i ſaa Fald beſtemte Excommunication, og det paalagdes herved hine Erkebiſkoper og Biſkoper, paa alle Søndage og Feſtdage, under Klokkeringning ſamt tændte og ſiden ſlukkede Lys, at erklære ham excommuniceret, indtil nærmere Befaling indløb om at holde inde dermed[10]. Chorsbroderen Henrik Biſcop, den af de tre Executorer, der beſørgede Forretningerne, maa ſaaledes omtrent ved Juletider, efter Nunciens Anmodning, have fremſtillet ſig for Kongen, medens denne opholdt ſig i Halland eller Skaane, og der have oplæſt Dommen ſamt fordret Betalingen inden fire Maaneder, hvis Kongen ikke vilde udſætte ſig for Excommunicationsſtraffen, og Nuncien maa formodentlig ſamtidigt have tilſkrevet Kammerretten om at have hiin Skrivelſe rede, hvis Betalingen efter de fire Maaneders Forløb ej paafulgte. Derhos erfarer man, at Henrik Biſcop, ſom formodentlig havde vanſkeligt for at komme til Erkebiſkop Jakob i Lund, der paa denne Tid befandt ſig i Linkøping ſom Erik Magnusſøns Fange, overdrog dennes Cantſler, Chorbroder Markus af Linkøping, at oplæſe Dommen for ham. Dette ſkete den 1ſte Marts 1358, ved hvilken Lejlighed Markus overdrog til Jakob, formodentlig i hans Egenſkab af Primas for Sverige, ogſaa at beſørge Dommen forkyndt for de øvrige Selvſkyldnere, da han ſelv, ſom han ſagde, havde formeget at beſtille med Kong Eriks Forretninger, til at han kunde vinde Tid dertil. Heraf ſeer man forreſten, at Henrik Biſcop da endnu ikke havde naaet at forkynde Dommen og forelægge den yderſte Friſt for andre end Kongen ſelv[11]. Naar Skrivelſen fra Curien om at forkynde Kongen excommuniceret ikke udſtedtes førend den 30te Mai, kan man neppe have hørt noget til dens Virkninger i Norden førend langt hen paa Sommeren, om den iøvrigt nogenſinde blev ſat i Verk eller afſendt fra Curien, thi paafaldende er det, at den endnu ligger i det pavelige Archiv, og man ſkulde ſaaledes nok kunne formode, at den af en eller anden Grund er bleven holdt tilbage, indtil den var bleven overflødig. Men hvorledes nu end dette forholder ſig, da er det dog viſt, at Kongen blev excommuniceret. Spørgsmaalet er kun, om det ſkete ifølge Auditorens Skrivelſe og paa den af ham antydede Viis, eller paa en anden, mindre iøjnefaldende Maade, f. Ex. alene ved Henrik Biſcop. Dette ſkulde man, naar man ſeer hen til det paafølgende, antage for rimeligſt. Underligt er det forreſten, at der ej findes Spor til, at Nuncien har blandet ſig i Striden mellem Kong Magnus og hans Søn ved at optræde ſom Megler. Det eneſte, hvoraf man maaſkee fjernt ſkulde kunne gjette noget ſaadant, er, at da han den 12te December 1357 var i Skeninge, havde Erik den 8de været i Norrkøping, ej langt derfra, ſaa at de rimeligviis havde ſtødt ſammen, ſamt at man ej længer derefter end den 5te Februar finder Kong Magnus og hans Moder i Skeninge[12]. Dette kunde maaſkee udtydes ſom en Art af Forſøg til en Sammenkomſt under Nunciens Megling, men der er i alle Fald ikke kommet noget ſynderligt ud deraf.

I April 1358 var Nuncien kommen til Oslo, hvor han den 27de i Domkirkens Sacriſti og i Overvær af Biſkop Sigfrid og Abbed Jon i Hovedø ſamt Broder Magnus Jonsſøn, en Predikebroder fra Roeskilde, opgjorde Regnſkab med Biſkop Haavard af Hamar. Denne indbetalte: i Rumaſkat for de fire Aar 1354—1357 31 Mk. 2 Ert. 3 Pen. norſk; i Fireaarstiende 360 Mkr. norſk[13]. Fra Oslo maa han være dragen til Søs lige til Stavanger, hvor han var den 23de Mai og i et Kammer paa Biſkopsgaarden opgjorde Regnſkab med Biſkop Botulf, i Overvær af Preſt og Landprovſt Audun paa Stødle ſamt nogle af Nunciens Følge[14]. Botulf indbetalte i Rumaſkat for de fem Aar 1353—1357 18 Mkr. norſk Courant[15], deels i Kalve- og Lammeſkind, deels i norſk Smaamynt; i Afdrag paa Reſtancer af Treaarstiende 4 Mr. Ører 2 Ertoger norſke Penge og i Fireaarstiende 198 Mk. 6 Ører Ertoger 1 Pen. norſk[16]. Fra Stavanger reiſte Nuncien videre til Bergen, hvor han en Dag i Juli[17], og i Overvær af Predikebrødrene Aake Ivarsſøn og Valter, ſamt Guthorm Haraldsſøn Preſt til Mariekirken, modtog Opgjør af Biſkop Gisbrikt ſamt hans Chorsbrødre Oddgeir Thorſteinsſøn og Helge Hallſteinsſøn, der i Rumaſkat for de 6 Aar 1353—1358 betalte 215 Mk. 1 Øre i de nu casſerede kobberblandende Myntſorter, kaldte Gunnarspening og Floſepening[18], 19 Sh. 8 P. Sterling, beregnet til 6 Mk. 4 Ør. 12 Pen.; 4 gamle franſke Guld-Écus af Kong Philips, beregnede til 4 Mk. 4 Ører, ſamt 4 Piemonteſiſke Guldgylden, beregnede til 4 Mk. norſk Courant. Alle disſe Penge havde i ſin Tid været hævede af en afgangen Chorsbroder Olaf Simonsſøn. Dernæſt betalte de, fremdeles i Rumaſkat, hævet for de fire Aar 1353—1357 af Chorsbroder Sigurd Ivarsſøn, 85 Mk. 6 Ører 2 Ertoger norſk Courant; 21 Mk. 6 Ør. i den nu casſerede ſvenſke Mynt[19], beregnet til 14 Mk. 4 Ører; i ſmaa norſke Penge, ſedvanligt kaldet Skevpeninger, 5 Mkr., fremdeles 13 Sh. 2 Pen. Sterl., beregnet til 4 Mk. 3 Ører 3 Pen. norſk Courant. Endelig betalte de hvad Chorsbroderen Erlend Jonsſøn havde hævet for Aaret 1357, nemlig 32 Mk. 2 Ør. norſk Courant og 2 Sti. 7 Pen. Sterl. beregnede til 7 Ører, ſamt 4 Ører 1 Ertog i Skevpeninger, beregnede til det ſamme i daværende norſke Courant. For de 4 Aar 1349, 1350, 1351 og 1352 havde daværende Abbed Arnulf i Hovedø og Ingjald, nu Prior ſammeſteds, modtaget Opgjør. Endvidere betalte Biſkopen og Chorsbrødrene i Reſtancer paa Treaarstiende 5 Mk.; og ſom endnu ubetalte Fordringer opſtilledes 72 Mk. hos Magiſter Capellarum, 6 Mk. hos Preſten til Fane, og 3 Mk. hos Preſten til Herdla, hvilke disſe Geiſtlige ſom kongelige Klerker fordrede ſig fritagne for at betale. Af frivillige Gaver i Kirkeblokken var der indkommet 1 Mk. norſk Courant, 3 Sh. 1 Pen. Sterling, beregnet til 1 Mk. 6 Pen. norſk, og 1 Øre casſeret ſvenſk Mynt, beregnet til 2 Ertoger 6 Pen. norſk Courant. Endelig betaltes i Fireaarstiende 512 Mk., 3 Ører norſk Courant, hvori iberegnet 19 Mk. casſeret ſvenſk Mynt, der, omendſkjønt den var ringere i Verdi, end den nu gængſe norſke Courant, dog blev tagen i Betaling ſom jevngod dermed, fordi Collectorerne edeligen godtgjorde, at de havde modtaget den, førend Casſationen var bleven bekjendtgjort i Byen; ſamt 6 Pd. Sterling, beregnet til 40 Mk. norſk Courant. Hertil kom et Legat, ſom en af Bergens Indbyggere havde givet til det hellige Lands Befrielſe, nemlig 10 Mk. 6 Ør. 2 Ert. 6 Pen. norſk Courant, hvori iberegnet 21 Sh. 4 Pen. Sterl., beregnede til 7 Mk. 2 Eet. 6 Pen. norſk, og en Sølvſkee vejende 1 Ør., beregnet til 6 Ør. norſk. Fra Bergen begav Nuncien ſig ſandſynligviis til Nidaroos, hvor han, fremdeles i Juli Maaned[20], gjorde Afregning med Erkebiſkopen og Capitlet, eller dettes Repræſentant Chorsbroder Haakon Aamundesſøn, i Domkirkens Sacriſti, og i Overvær af Predikebroderen Nikolas ſamt den i Oslo boende franſke Kjøbmand Johan Leblanc[21] og Andres Sigurdsſøn, den hamarſke Biſkops Tjener. Der betaltes i Rumaſkat, ſamlet af hiin Chorsbroder Haakon i Aarene 1353—1357, 73 Mk. norſk gangbar Smaamynt, hvori iberegnet 4 Sh. 2 Pen. Sterling, ſamt en liden Sølvſkaal beregnet til 5 Sh. Sterling, og 23 Mk. i casſerede ſvenſke Penge, der gjaldt mindre end deres paalydende Verdi. Fremdeles betaltes i Fireaarstiende, ſamlet af Chorsbroder Haakon og hans Collega Lodin Thorerſøn 973 Mk. 1 Øe. 6 Pen. norſk Courant, heri iberegnet 11 Sh. 3 Pen. Sterling, ſamt omtrent 300 Mk. casſeret ſvenſk Smaamynt. Fra Nidaroos er Nuncien da formodentlig dragen over Land, maaſkee ledſaget af hiin Andres Sigurdsſøn, til Oslo, hvor han endnu den 24de Juli i Domkirkens Sacriſti og i Overvær af flere Predikebrødre, hvoriblandt Nikolas, Biſkop Sigfrids Broder[22], modtog Regnſkab af Biſkopen for Rumaſkat og Fireaarstiende. I Rumaſkat betaltes for de ſex Aar fra 1352 til 1357 incluſive 239 Mk. 7 Ør. 6 Pen., og i Fireaarstiende 1075 Mk 2 Ert. 2 Pen. Fremdeles Annater af den Præbende under Oslo Kirke, der efter Erkebiſkop Paal var bleven overdragen til Sira Thore Gunnarſøn, 30 Mk. norſk, ſamt en Sølvſkaal med forgyldt Fod, vejende 19 Øre, og et Stykke Guldbrokade, vurderet for 5 Guldgylden, teſtamenteret af Sira Eiliv, Preſt ved St. Andreas Kirke i Oslo, i Hjelp til det hellige Land. Hermed vare hans Opkrævninger for Norge denne Gang ſluttede. I Rumaſkat havde han modtaget noget over 720 Mk. norſk, i Fireaarstiende lidt over 3119 Mk., tilſammen omtrent 3840 Mk., hvilket tillagt de ovennævnte Smaaſummer kan regnes paa det nærmeſte for 3900 Mk.; efter den angivne Cours af 3 Sh. Sterling for 1 Mk. norſk Courant udgjør altſaa dette 585 Pd. Sterling, hvilken omtrent ſvarer til det Tidobbelte i vore Penge: juſt ingen betydelig Sum at bringe hjem til den pavelige Kasſe[23].

Nuncien begav ſig nu atter til Sverige, hvor han i September Maaned befandt ſig paa Stockholms Slot. Da Kongeſønnen Erik ſamtidigt var der, tyder dette ſaaledes paa en venſkabelig Forbindelſe og visſe Forhandlinger mellem dem, og det torde ikke være ſaa uſandſynligt, at Nuncius idetmindſte har forſøgt paa at tilvejebringe en bedre Forſtaaelſe mellem ham og Faderen. Aarſagen, hvorfor Nuncien nu opholdt ſig i Stockholm, ſynes forøvrigt at være den, at han endnu ikke havde modtaget Indbetalingerne fra Aabo Biſkopsdømme. Disſe ſynes heller ikke at være indkomne: der findes ingen Qvittering enten for Rumaſkat eller Fireaarstiende derfra, men alene for Annater, indbetalte af et Par enkelte Chorsbrødre. Ogſaa fra nogle andre Chorsbrødre i Strengnes og Uppſala, modtog Nuncien ved ſamme Lejlighed Annatpenge. Det hele Beløb af den i Sverige nu indkomne Fireaarstiende var omtrent 2580 Mk., altſaa ikke ſaa ſtort, ſom det fra Norge, men det maa erindres, at intet var indkommet fra Finnland, og at maaſkee ogſaa allerede noget var indbetalt tidligere. Beløbet for begge Riger tilſammen var ſaaledes omtrent 5700 Mk. eller 855 Pd. Sterling, ſvarende til det Tidobbelte i vore Tider, altſaa et temmelig tarveligt Udbytte. Da nu ellers dette Beløb kun ligger indenfor Grændſerne af den Halvdeel af Fireaarstienden, ſom tilfaldt Paven, maa det anſees for viſt, at Kongen for ſin Part idetmindſte har faaet ligeſaa meget, om ikke noget mere; ſtort mere kan det dog heller ikke have været, os ſaaledes tør man vel antage, at de Pengeſummer, der ved denne Tiende er kommen i Kongens Hænder, ikke have overſteget 6000 Mk. ſvenſke Penge eller 900 (9000) Pund Sterling, ſvarende til 4050 (40500) Speciedalere. Denne Sum, der desuden indkom ſtykkeviis, kan ikke have forſlaaet langt.

Efter denne Tid hører man ikke noget til Johannes Guilaberti, førend om Vaaren 1360, da han befandt ſig ved Curien, og der var Tale om at ſende ham paany til Norden, ſaaledes ſom det ſtrax nedenfor ſkal omtales. Han maa vel ſaaledes være vendt tilbage til Avignon enten endnu om Høſten 1358, eller, hvad der er det ſandſynligſte, efter Erik Kongeſøns Død om Sommeren 1359, da man vanſkeligt kan antage, at han forlod Norden førend han havde oppebiet Udfaldet af Striden. Paa den Tid maa baade. Kong Magnus, og de øvrige endnu levende Selvſkyldnere have været lyſte i Bann, uden at der dog findes Spor til at dette blev iagttaget, endmindre til hvad deraf ſenere Hiſtorieſkrivere har været paaſtaaet, at Rigerne for den Sags Skyld bleve belagte med Interdict, ſkjønt vi rigtignok ville ſee, at dette ſenere idetmindſte holdtes i Baghaanden, trods en Conſtitution af Pave Bonifacius den 3de, ifølge hvilken Interdict ej maatte forkyndes paa Grund af Gjeldsſager[24]. Der er ſenere gjort ſtore Ophævelſer over at Kongen ſaaledes, ſom det heder, trodſede Excommunicationen. Men om her virkelig nogen Trods havde fundet Sted, vilde Brøden ſnarere have været de excommunicerede Biſkopers, end Kongens, og Paven vilde ikke fremdeles have vedblevet at behandle Kongen med ſaa megen Lempe, ja endog at tilſkrive ham med en ſaa umiskjendelig Velvillje, ſom vi ville erfare af de Skrivelſer, vi ſtrax herefter komme til at omtale. Den rette Sammenhæng torde nok være den, at Johannes Guilaberti ſelv, og Henrik Biſcop, der enten fulgte ham til Curien, eller indtraf omtrent ſamtidigt med ham, baade for deres Afreiſe fra Norden have indrømmet alle Vedkommende en midlertidig Henſtand med Excommunicationens Iverkſettelſe, indtil de havde foredraget Sagen for Paven, og derhos ſtrax ved deres Ankomſt til Avignon have gaaet i Forbøn for Kongen om at Friſten endnu i nogen Tid maatte forlænges. Dog er det ikke uſandſynligt, at de misfornøjede og ſtridige Stormænd, hvis Betragtningsmaade af Forholdene egentlig er den, der udtaler ſig i Riimkrøniken og i Ericus Olai’s Krønike, og ſom allerede ſees at have gjort ſig gjeldende hos Fru Birgitta[25], der under ſit nuværende Ophold i Rom neppe kjendte Sagens rette Sammenhæng, ſiden have benyttet hiin over Kongen ſvævende Bannſettelſe ſom et vigtigt Paaſkud til at ſvigte den Troſkab, de ſkyldte ham.

Paa ſin Reiſe til Curien, maaſkee hos Henrik Biſcop i Lübeck eller etſteds i denne Stad, ſynes Johannes Guilaberti at have nedlagt alle de Penge, han førte med ſig fra Norden, nemlig hine 5700 Mk. ſvenſk eller norſk Courant, og dertil henved 900 Mk. i Rumaſkat, Annaler o. ſ. v., tilſammen omtrent 6600 Mi. ſvenſk norſk Courant eller henved 6000 Gylden. Thi i de pavelige Kammer-Regnſkaber findes antegnet, at den føromtalte Kjøbmand fra Aſti, Antonio Malabayla, den 15de Mai 1360 modtog af den pavelige Skatmeſter 10000 Guldgylden i rede Penge, og 6000i en Anvisning paa den pavelige Collector for Sverige og Norge, der ſkulde udbetale ham dem i Tydſkland[26]. Denne Collector kan ikke være nogen anden end Henrik Biſcop, der juſt i dette Erende reiſte til Norden.

Imidlertid, maaſkee førend Johannes Guilaberti og Henrik Biſcop endnu var komne til Avignon i 1359, havde Pave Innocentius beſluttet at ſende et nyt Sendebud, Klerken Egghard af Basdaw fra Verdens Biſkopsdømme, til Sverige og Norge. Idetmindſte udferdigedes der Pas og Anbefaling for ham til alle geiſtlige og verdslige Herſkere paa hans Vej den 8de Septbr. 1359[27]. Men der findes ingen Spor til at han har været i Norden, faa at det vel kan være, at denne Sendelſe er bleven indſtillet, efterat Johan Guilaberti og Henrik Biſcop imidlertid vare ankomne. Man fandt det formodentlig meſt henſigtsmæsſigt at ſende disſe. Omkring 18de Mai udferdigedes deres Inſtruxer og Følgebreve. Imidlertid var det dog maaſkee alene Henrik Biſcop, hvem det egentlige Inddrivningsverk nu overdroges, uagtet Johannes Guilaberti fremdeles kaldtes Collector. Thi kun om ham er der Tale, hvor der handles om Excommunicationens Forkyndelſe eller Udſettelſe. Johannes Guilabertis Hovedhverv ſynes det nemlig at have været, i Forening med Henrik Biſcop at foreſtaa Lands Erkeſtol. Erkebiſkop Jacob var, det vides ej hvorledes, kommen paa fri Fod, men havde tilladt ſig flere Vilkaarligheder og aldeles forſømt ſine kirkelige Forretninger, ſaa at det endog heder om ham, at han ikke ſom Erkebiſkop ſang en eneſte Mesſe[28]. Det ſynes endog ſom om han ſtrax efter ſin Frigivelſe begav ſig til Bornholm, formodentlig fordi han der følte ſig mere ſikker. Paven erklærede ham derfor ſuſpenderet, indſatte Johannes Guilaberti ſamt Henrik Biſcop til midlertidige Beſtyrere af Erkeſtolen og paalagde derhos den ſidſte at indſtevne Erkebiſkopen for Curien, paa Grund af hans voldelige og upasſende Fremferd mod Provſten i Lund, Nikolas Axelsſøn[29]. Meningen var altſaa vel den, at Johannes Guilaberti for det førſte ſkulde opſlaa ſin Bolig i Lund, medens Henrik Biſcop drog videre.

Det fornemſte af de Breve, ſom Henrik Biſcop bragte med, var en pavelig Skrivelſe til Kong Magnus af 18de Mai 1360, hvorved denne fik Udſettelſe af Excommunicationen indtil det følgende Aars Paaſke. I dette Brev roſte Paven ham ſærdeles for den Gjeſtfrihed og Beſkyttelſe, ſom hine to Sendebud havde nydt hos ham. „De have nys“ ſkrev han, „med glade Miner berettet os om den kongelige Gavmildhed og Beſkyttelſe, hvormed du underſtøttede dem ſelv, deres Folk og deres Gods“. Dette har vel bidraget meget til at ſtemme Paven gunſtigt for Kongen, men desuden havde denne nu virkelig faaet afbetalt noget, om end ikke ſaa meget, thi Gjelden, der tidligere beløb ſig til over 19000 Guldgylden, angives nu kun til 15000, og der ſiges udtrykkeligt, at Kongen havde afbetalt endeel. Dette maa vel “altſaa være ſkeet ved Hjelp af hans Andeel af Fireaarstienden, og naar vi nys have ſeet Johannes Guilaberti modtage denne paa enkelte Steder for nogle af de førſte Terminer, da have vi heri maaſkee netop disſe Afbetalinger. „Det gjorde os ondt at høre“, ſkriver Paven, „at du formedelſt altfor ſildig Betaling har paadraget dig de apoſtoliſke Straffedomme, og at disſe ere blevne offentlig forkyndte over dig; men formedelſt din Trones kongelige Glands, for hvilken vi med Rette have venſkabeligt Henſyn, ſuſpendere vi ved førnævnte Henrik de ſamme Domme indtil førſtkommende Paaſke af vor ſærdeles Naade, hvilken vi og gjerne, min Søn, udſtrakte videre for dig og dine, hvis ikke den umaadelige Byrde af Udgifter, der paahviler os for de al Verden bekjendte Krige vedkommende Kirkens Landſkaber, altfor meget trykkede os. Derfor bede og formane vi dig alvorligt, at du formedelſt den Ærbødighed, du ſkylder Gud og det apoſtoliſke Sæde, ſamt formedelſt din kongelige Trones Herlighed foranſtalter Reſten af Summen ufortøvet udbetalt, ſaaledes at Gjelden kan faa en Ende, og at det apoſtoliſke Sæde kan føle ſig opfordret til yderligere Gunſtbeviisninger, hvorom, ſamt om hvad dermed ſtaar i Forbindelſe, førnævnte Henrik vil kunne underrette dig med ligeſaa ſtor Troværdighed, ſom om du hørte det af vor egen Mund“[30]. Hvad dette var for Gunſtbeviisninger, vides ikke; formodentlig var det dog kun enkelte af de ſedvanlige kirkelige Indrømmelſer eller Fritagelſer, hvorpaa man i hine Tider ſatte ſaa megen Priis. Samtidigt ſkrev Paven ogſaa til Dronningen ſaavel ſom til de ſvenſke Biſkoper, foreholdt dem alvorligt deres Forpligtelſer, og bad dem indſtændigt om at opfylde dem ſamt at faa Kongen til at gjøre ſin Pligt. „Da vi“, ſiger han, „trykkede af Byrderne ved Krigen i Lombardiet, altfor meget, — vi tilſtaa det ugjerne — trænge ſaavel til hine Penge, ſom til endnu flere, bede og formane vi dig indſtændigt, at du ved dig og Sine anbringer ſaa virkſomme Foreſtillinger hos Kongen og dem af hans Mænd, ſom du finder det tjenligſt, at disſe Summer kunne faaes tilbage fra ham; ellers maa du have for Øje, at da du engang har gjort denne Gjeld til din egen, vil den ufortøvet, uden at træde nogen Ret for nær, blive krævet af dig“[31]. Men at det dog nu var Pavens Henſigt, at forſøge de yderſte Tvangsmidler, ſeer man deraf, at Henrik Biſcop ved Skrivelſe af ſamme Dag virkelig fik Fuldmagt til at paalægge ſaavel Sverige, ſom Norge og Skaane kirkeligt Interdict, uden at Pave Bonifacius’s eller andre Beſtemmelſer heri ſkulde gjøre nogen Hindring. „Da vi“, ſiger Paven, „have i en af de vigtigſte Anliggender prøvet fuldkommen Tiltro til din Conduite, bemyndige vi dig herved, af Grunde, ſom vi mundtligt have forklaret dig, til, naar det tykkes dig henſigtsmesſigt, hvilket vi overlade til din egen Samvittighed at afgjøre, at belægge Rigerne med kirkeligt Interdict, ſimpelthen eller kun til en Tid, og tillige til at hæve det, trods vor Forgænger Bonifacius’s og andre modſatte Beſtemmelſer[32].

Ej længe efter reiſte Henrik Biſcop afſted, efterat han ogſaa for ſig ſelv havde faaet endeel Begunſtigelſer af Curien[33]. Johannes Guilaberti kom neppe mere til Norden. Thi det er viſt, at han døde ved Curien enten i det ſamme, eller i det følgende Aar, og da man ej mere hører til ham i de nordlige Lande, er det ſandſynligt, at han ikke engang tiltraadte nogen Reiſe derhen, men at han formedelſt Sygdom eller Alderdomsſvaghed er bleven tilbage i Avignon, og der afgaaet ved Døden. Det ſidſte, man hører fra ham, er fra 17de Juni 1360[34]. Om Henrik Biſcops Virkſomhed i Norden erfares der heller ikke ſtort for det førſte. Det kan alene ſluttes af ſenere Brevſkaber, at han har haft flere Forhandlinger med Kongen og de ſvenſke Prælater om den Sag, og at han, omendſkjønt Betalingen endnu gik i noget Langdrag, ſaa at han endog ſtundom var nødt til, idetmindſte at true med Excommunication, ſtundom vel og for en kort Tid at forkynde den, dog ikke fandt det nødvendigt, at ſkride til Interdict, og at Kongen fremdeles blev i den bedſte Forſtaaelſe med Curien. Men for det førſte havde dog Kongen nu Fred indtil Paaſke 1361, og derved var allerede meget vundet.

  1. Denne taler nemlig udtrykkeligt derom i ſit ſenere Brev til Kongen af 18de Mai 1360, ſee nedenfor Side 686.
  2. Rumaſkatten beløb ſig til 128 Mkr. 5 Ører 2 Pen. ſvenſk Courant, og Fireaarstienden nøjagtigt til 679 Mkr. 5 Er. 2 Ert. ſv. C. Alt hvad vi her meddele om hele denne Indkrævning i Sverige og Norge, er hentet fra en i det pavelige Archiv opbevaret, omtrent ſamtidig, Afſkrift af de originale Qviteringsbreve. Ogſaa af Originalerne til disſe findes nogle faa, (de ſkulde nemlig udferdiges in duplo, for at et Expl. kunde forblive hos vedkommende Biſkop, og et nedlægges i det pavelige Archiv), men disſe Originaler ere meget ilde medfarne og tildeels ulæſelige.
  3. Denne Gjeld angives ikke udtrykkeligt, men man ſkulde af enkelte Antydninger formode, at den var paadragen for Reſtancer af Toaarstienden. Egentlig havde allerede Joh. Guilaberti under ſit forrige Ophold i Sverige foretaget Beſlaglæggelſen og ladet optage Inventarier over Effecterne; disſe bleve nu paany verificerede, og de Effecter, der befandtes med Rette at kunne kaldes een afdøde Erkebiſkops Privat-Ejendom, overleverede til Nuncien.
  4. Summen var nøjagtigt: Rumaſkat 35 Mkr. 5 Er. 14 Pen. ſv. P., af frivillige Gaver i Kirkeblokken 10 Mkr., og i Fireaarstiende 185 Mkr. 2 Ør. ſv. P.
  5. Summerne vare nøjagtigt: Rumaſkat 102 Mkr. 1 Ør. 2 Pen. ſv.; Toaarstiende 151 Mkr. 3 Ør. 1 Ertog, hvortil dog egentlig kom 130 Mkr., ſom Erkebiſkop Heming havde ſkyldet, og ſom man havde liqvideret i hans Bo, ſamt 14 Mkr., ſom Decanen i Uppſala, Sigfrid, der ſiden blev Biſkop i Skara, ligeledes havde været ſkyldig; Fireaarstiende 619 Mkr. 3 Ør. 1 Ertog.
  6. Summerne var nøjagtigt: Rumaſkat 63 Mkr., og 295 Mkr. 3 Ører i Ertog i Fireaarstiende, ſamt 300 Mkr., deels i Reſtancer paa Toaarstiende, deels for de fire førſte Terminer af Fireaarstienden. Hvorledes det hænger ſammen med dette ſidſte, er vanſkeligt at forſtaa, da jo Kongen ſkulde have hvad der indkom for de førſte Terminer. Men maaſkee tog Nuncien det med Kongens Samtykke i Afdrag paa hans Gjeld.
  7. Summerne vare nøjagtigt: Frivillige Gaver i Kirkeblokkerne 5 Mkr. 6 Pen., Rumaſkat 19 Mkr. 1 Ør. 3 Pen. — Fireaarstiende 72 Mkr. 1 Ør. 4 Pen. ſv. P.
  8. Qvittering i det ſvenſke Rigsarchiv.
  9. Summerne vare nøjagtigt; Rumaſkat 47 Mkr. ½ Øre ſv. P. Frivillige Gaver i Kirkeblokkene 11½ Mk. Fireaarstiende 729 Mkr. 6 Ører; Toaarstiende 1459 Mkr. 4 Ører. Dertil kom, heder det, 136 Mit: for de førſte Terminer af Fireaarstienden, men ſom tilligemed Toaarstienden blev liqvideret i hvad der forhen beviisligt var formeget oppebaaret i foregivne Reſtancer af Sexaarstienden. Ogſaa her maa der vel ſiges det ſamme om hine førſte Terminer af Fireaarstienden, ſom ovenfor.
  10. Originalbrev i det pavelige Archiv.
  11. Den forhen omtalte, ſamtidige Copi i det pavelige Archiv. Det kunde ved førſte Øiekaſt ſynes noget underligt, at Cantſler Markus gav Erkebiſkop Jakob en ſaadan Commisſion, naar denne var fangen, men man maa dog antage, at han ikke egentlig holdtes i Fængſel, og meget godt fra ſit Opholdsſted i Linkøping kunde omſende ſkriftlige Paamindelſer eller Gjenparter af de ham forelæſte Acter.
  12. Alt dette fremgaar af, hvad der ovenfor er fremſtillet i Beretningen om Feiden mellem Magnus og Erik.
  13. Det tilføjes her udtrykkeligt, at alle hine Merker i norſk Courant vare lige med den nu gjældende ſvenſke Myntſort.
  14. Der ſtaar „Audueno Curato et præposito rurali in Stadhum (der formodentlig maa læſes Stadhlum) Johanne de Reppre filio Andree de Reppre quondam, et Johanne Corneti, famulis domini nuncii, Bergensis, Tornacencis et Canmracensis dioecesium. Man ſeer ſaaledes, at Provſt Andreas hørte til Bergens Stift.
  15. Een Mark af denne ſiges her udtrykkeligt at ſvare til tre Sh. Sterling.
  16. Heri, ſiges der, var iberegnet 6 Mkr. brendt Sølv, to Écus, en keiſerlig, en af forhenværende Kong Philip af Frankrige, begge tilſammen regnede for 18 Ører 2 Ertoger; ſamt 2 piemonteſiſke Gylden, tilſ. for 2 Mkr., og 9 Pd. 9 Sh. 6 Pen. Sterling, regnede for 63 Mkr. 4 Ert.
  17. Dagen er ikke angiven, men det maa have været allerførſt i Juli, ſiden han endnu den 24de ſamme Maaned kunde være tilbage i Oslo efterat have lagt Vejen om Nidaroos.
  18. Disſe Slags casſerede (reprobata) Pengeſorter ſiges at være cuprea, d. e. af Kobber, hvilket neppe betegner, at de vare Kobberpenge, men alene at de vare ſterkt blandede med Kobber.
  19. Om denne ſvenſke Myntſort heder det, at den før gik ligt og til ſamme Cours, ſom den endnu brugelige norſke; man ſeer, at den ſiden regnedes ⅓ mindre. Dette maa da være den Myntſort, der var afſkaffet fra 22de Februar 1354 af, (ſe ovenf.)
  20. Ogſaa her er Maanedsdagen udeladt. Det maa vel have været omtrent ved den 12te.
  21. Han kaldtes derfor ogſaa „Francés“ d. e. „français“; der ſtaar: Johannes dictus Leblanc, aliàs Francés, mercator et habitator Osloensis.
  22. Der ſtaar nemlig: præsentibus religiosis veris fratribus Thorberno lectore, Nicolao germano domini Episcopi, Magno Johannis, Johanne de Olstate (eller Obstate), Osloensis, Bergensis, Roskildensis et de Carmis, (Cammis, Caminis?) conventuum ordinis prædicatorum. Thorbjørn Lector var altſaa fra Conventet i Bergen, Nicolaus, Biſkopens Broder, fra Oslo, Magnus Jensſøn var fra Roskilde og Johan af Olſtedt eller Obſtedt maaſkee fra Camin.
  23. Man ſeer her fremdeles, at Oslo Biſkopsſtol, om ikke i ſig ſelv var den ſtørſte og indtægtsrigeſte for Biſkopen, dog var den, der indeholdt de fleſte og bedſt lønnede geiſtlige Embeder. Forholdet mellem alle fem Biſkopsſtole kan efter de angivne Summer betegnes ſom: Oslo 11, Nidaroos, 10, Bergen 5, Hamar 4, Stavanger 2.
  24. At Kongen excommuniceredes, erfares nokſom allerede af det Pavebrev af 18de Mai 1360, ſom vi ſtrax her nedenfor komme til at omtale. At de øvrige Selvſkyldnere deelte Skjebne med ham, ſiges udtrykkeligt i det Document denne Sag angaaende af 21de Juli 1363, der ligeledes i ſin Tid vil blive omtalt. Der ſtaar nemlig „at Auditoren Johannes Maurelli excommunicerede ſaavel Kongen, ſom Medſkyldnerne, blandt dem ogſaa Biſkop Nikolas af Skara i Egenſkab af Biſkop Sigges Efterfølger. Af disſe geiſtlige Medſkyldnere levede endnu den 22de Marts 1364, da en betydelig Afbetaling fandt Sted, Erkebiſkop Peter og Biſkoperne Nikolas af Skara, Nikolas af Linkøping, Thyrgils af Strengnes, Heming af Aabo, og Magnus af Veſteraas. Om Excommunicationen tales der i Riimkrøniken, og der anføres ſom Grund, „at Kongen handlede mod Kirkens Frihed“; dette er, ſom man ſeer, urigtigt. Ericus Olai (Scr. r. Sv. II.) kommer Sagen noget nærmere, ved at angive, at han havde hævet de Penge, der tilhørte det apoſtoliſke Kammer; her ſigtes, ſom man ſeer, til Laanet, men Sandheden kommer dog ikke frem, hvad enten nu Forfatteren ej har kjendt den eller med Flid fordulgt den. Derhos tillegger han, at Riget belagdes med Interdict, hvilket i alle Fald ej ſkete førend ſenere, da Henrik Biſcop i 1360 havde faaet Fuldmagt dertil, ſee nedenfor. Den ovenomtalte Bonifacius d. 8des Conſtitution (Extravagantes VIII. C. 2) ſiger udtrykkeligt, at intet Interdict kan paalægges formedelſt Gjeld i Penge.
  25. See Revel. St. Birgiitæ, Extravag. Cap. 80. En, ſiger hun, ſkal gaa til Kongen, (ſ. o. S. 180) og bebreide ham flere Ting, blandt andet „at det er tvivlſomt, om han har den rette Tro, ſiden han, forbuden Kirken, dog lige fuldt er traadt ind i Kirker, og har hørt Mesſe“. Dette har igjen aabenbart Ericus Olai benyttet (Scr. r. Sv. II. 107) og varieret.
  26. Miscellanea Cameralia 1341—1365 i det pavelige Archiv fol. Mk. Der ſtaar at Antonio M. ſkulde modtage hine 6000 Gylden „in partibus Alamaniæ“ af Collectorerne for Sverige og Norge. Den ſedvanlige Cours i de Tider var, at en Gylden gik lige med 1 Mkr. Penninger af det Slags, hvoraf der gik 5 paa 1 Mk. brendt; men da det nu ved dette Laan udtrykkeligt var beſtemt, at en Mark brendt ſkulde regnes til 6 Mk Pen., maa man for at finde Forholdet førſt dividere hine 6000 med 6, og ſiden multiplicere med 5; dette gjør egentlig 5500, men da denne Regning kun er omtrentlig, bliver Differencen ikke af Betydenhed.
  27. Innocent. VI Archetyp. epist. an. 7.
  28. Dette ſidſte fortælles i Erkebiſkop Nikolaus’s Krønike. I den pavelige Skrivelſe om hans Suſpenſion heder det, at han ſom ofteſt var fraværende fra ſit Sæde og forſømte dets Styrelſe. Fraværelſen ſynes dog ifølge det Foranførte at have været for en ſtor Deel ufrivillig.
  29. Regest. Innocent. VI. Secreta ann. 8 fol. 28. Brevet om Stevningen er af 19de Mai. Det heder her, at han paa ſelve Domkirkegaarden i Lund og inden Kirkens Fredhelligt havde med væbnet Haand og Voldsanvendelſe ladet gribe Nikolaus Axelsſøn, der endog tillige var pavelig Nuncius, ſamt holdt ham fremdeles fangen. Samme Dag udferdigedes der Skrivelſer til forſkjellige Prælater i Norden og Tydſkland om ved Kirkerne at publicere disſe Forføjninger. Jfr. Bzovii Annales. XII. 1274.
  30. Secret. Innocent. ann. 8 fol. 26. Brevet findes ogſaa i Orginalconcept, i Archetyp. epist. Innoc. VI. ann. 7.
  31. Dette Brev findes alene i Concept, nemlig i Innoc. VI. archetyp. epist. ann. 7. Ved dette Sted, der handler om at ordentlig Betaling forventes, er der tilføjet i Margen af den, der corrigerede Conceptet: „attende: non penas. Dette kan enten betegne et udtrykkeligt Forbud mod at nogen Straffeclanſul indføres eller og næſten det .Modſatte: en Erindring om at en ſaadan nødvendig Clauſul her ej var indført. Det førſte er dog det ſandſynligſte.
  32. Secret. Innoc. VI., ann. 8. fol. 27.
  33. For det førſte nemlig, at han ogſaa under ſin Fraværelſe i Norden maatte nyde Indtægterne af ſine geiſtlige Embeder, uagtet han ikke kunde beſørge dem. Dette blev ham tilſtaaet ved Bevilgning af 24de Mai 1360. Men desforuden findes ogſaa en heel Supplicationsrolle bevilget af Paven den 17de Juni derefter, og indgiven af „Collectoren i Sverige, Norge og Danmark“, angaaende Beſættelſen af flere ved langvarig Ledighed tinder Curien devolverede Beneficier, og ſom indeholder flere Begunſtigelſer, tilſtaaede Henrik Biſcop. Man ſkulde ei Øjeblik endog næſten kunne antage, at Anſøgningerne vare indgivne af ham ſelv, men ved nærmere Betragtning viſer det ſig dog, at Forfatteren maa have været Johannes Guilaberti, thi Henrik Biſcop omtales ſom en fra ham ſorſkjellig Perſon. Anſøgeren anholder om, at disſe Beneficier maa overdrages til visſe herefter nævnte Perſoner, der kunde bevare dem for, at deres Indtægter ſkulle uſurperes af Lægfolk, og hvoraf flere endog baade havde ſtaaet Collectoren bi i Sverige, og fremdeles kunde ſtaa ham bi. Førſt og fremſt anſøges for Henrik Biſcop, Pavens Capellan, Bacallar i Lovkyndighed og bevandret i den canoniſke Ret, ſamt nu afſendt til Kongen af Sverige, om et Canonicat med Præbende i Lund. Blandt andre paa denne Maade begunſtigede maa vi nævne „Johannes de Alto“, der i Sverige ſkulde arbeide i Pavens Anliggender, og ſom nu fik et Canonicat med Præbende i Lund, ſamt en vis Johan Rudolfsſøn, der ſkulde erholde den ovenfor omtalte, til Erkepreſt i Oslo udnævnte Stigande Stephansſøns hidtil nydte Beneficium, Ivinala i Finnland, naar Stigande var kommen i rolig Beſiddelſe af Erkepreſt-Embedet. Innoe. VI. Reg. Suppl. ann. 8. fol. 127.
  34. See den her ſtrax ovenfor omtalte Supplicationsrolle. Han:maa være død en temmelig god Stund for den 30te October 1361, thi da fik Bromold, Erkebiſkop i Riga, ſin Anſøgning bevilget om at hans Frænde Nikolas af Tiſenhuſen, kunde faa Proviſion raa Decanatet i Dorpat efter ham (ſ. o. S. 564.) Det heder her udtrykkeligt, at Johannes Guilaberti var død ved Curien.