Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/60

< Det norske Folks Historie | 7
Det norske Folks Historie
Chr. Tønsbergs Forlag,  (II-1, s. 689-706).

Det er imidlertid ikke saa usandsynligt, at den nye pavelige Nuncius i den allerførste Tid efter sin Tilbagekomst til Norden ikke engang vovede sig ind i Sverige. Thi han forefandt der Krigsluen paany tændt, og det vilde ej have været mere end rimeligt, om han for det første betænkte sig noget, og afventede Tingenes Gang, inden han gjestede det urolige Land, hvor man desuden nu neppe havde Sands for at høre, hvad han havde at forebringe. Kong Valdemars Planer til Skaanes Gjenerhvervelse nærmede sig mere og mere sin Modenhed, hvor ugunstige end Omstændighederne synes at være dertil, da Jydernes Opstand neppe nogensinde var heftigere end nu. Men han havde desuagtet truffet sine Forholdsregler saa klogt, at Byttet allerede var ham temmelig sikkert. Hvad der senere paafulgte, sammenholdt med hvad vi allerede før have seet, vækker uvilkaarligt den Formodning, at der fremdeles var en hemmelig Forstaaelse, et listigt Spil aftalt mellem ham og Hertug Albrecht, uanseet at denne nu for ganske nyligt havde staaet paa Magnus’s Side. Men paa hvad Maade og i hvilken Udstrækning disse underfundige Intriguer bleve drevne; om egentlig alle tre Fyrster søgte at overliste hinanden indbyrdes, og at det alene kan betragtes som en tilfældig eller af Øjeblikkets Forhold fremkaldt Combination, at Albrecht og Valdemar, just da det gjaldt, vare fælles om at slaa sig til Ridder paa Magnus, eller om dette ligesaavel senere som tidligere var Aftalen mellem dem trods alle mellemkommende Hindringer, endog aabenbare Fejder, det lader sig nu ikke afgjøre. Saa meget er kun vist, at Magnus blev et Offer for disse Fyrsters overlegne Statskløgt og for sine egne Mænds Mangel paa Loyalitet.

Planen synes nu at have været den, ved forstilte Freds– eller Forliigs-Underhandlinger at hale Tiden ud og berolige Kong Magnus, medens Valdemar i al Stilhed gjorde sine Forberedelser for at kunne være færdig at slaa til, naar det udfordredes. Gjenstanden for Underhandlingerne var de Fordringer, som den ulykkelige Fejde mellem Kong Magnus og hans Søn havde givet baade Valdemar og Albrecht et Slags Ret til at fremsætte, og hvis Ikkeopfyldelse de kunde betragte som casus belli. Valdemar havde faaet Tilsagn om Helsingborg, Albrecht paastod Erstatning for de Tab, han under Krigen havde lidt. Endnu i Februar 1360, medens Valdemar laa i Jylland, lod denne opsætte et Udkast til et Forliig med Kong Magnus, ifølge hvilket deres Mellemværende skulde afgjøres af fire Mænd, opnævnte fra hver Side, og hvis disse aatte ej kunde blive enige, da af tvende andre, nemlig Hertug Erik af Saxen paa Valdemars, og Grev Henrik af Holsten paa Magnus’s Side[1]. At Albrecht af Mecklenburg vilde blive den første og fornemste af de fire Dommere som Magnus skulde opnævne, er let at indsee. For Øjeblikket kom vel ingen saadan Overeenskomst istand, men der underhandledes dog paa dette Grundlag, og Hertug Albrecht havde det især overvettes travlt med at gaa imellem begge Parter som Megler. I April lod han sig give Lejdebrev af Kong Magnus, for at kunne komme til Sverige med flere Fyrster og Herrer, og der at underhandle[2]. Imidlertid skyndte Valdemar sig at indgaa Forliig med de holstenske Grever[3] og stille de misfornøjede jydske Adelsmænd tilfreds ved kloge og betimelige Eftergivelser, idet han paa et Danehof i Kalundborg den 31te Mai udstedte en udførlig og fuldstændig. Haandfestning[4]. Endog i denne taltes der om „de Landskaber, som med Guds Hjelp herefter maatte kunne erhverves“; et Beviis nok paa, at Skaanes Gjenerobring nu var Løsenet. Og derpaa foretog han de mest omfattende Krigsrustninger. Byboerne og Klostermændene maatte paa egen Bekostning udruste Skibe og stille dem til hans Disposition. I Hast havde han en stor Hær samlet, hvormed han, vistnok omtrent ved Midten af Juni Maaned, satte over til Skaane, ledsaget af sin Søn Christopher, der nys var udnævnt til Hertug af Laaland, Hertug Erik af Saxen, og maaskee flere andre Fyrster – idetmindste kom de senere til –, og underlagde sig nu, som det synes, i meget stor Hast det aabne Land, og besatte flere Stæder, navnlig Malmø, faa at han allerede den 10de Juli, da han netop havde begyndt at belejre Helsingborg, kunde rose sig af „at Gud nu havde forhjulpet ham til Skaane, hans rette Arveland“[5]. Efterretningen herom maatte ikke være lidet overraskende for Kong Magnus, der, saaledes som det allerede er nævnt, havde opholdt sig i Mælar-Egnene den hele Vinter, ivrigt beskjeftiget med at skifte Ret og og sørge for Landets indre Rolighed, vistnok i den Formodning, at den jydske Opstand gav Valdemar for meget at bestille til at han saa snart skulde kunne staa med en stor Hær i Skaane. Endnu i Paasketiden var Magnus i Stockholm, og da var ogsaa hans Søn Kong Haakon kommen til ham, thi det føromtalte Leidebrev for Hertug Albrecht, som Magnus udstedte, er dateret fra Stockholm 4de Dag Paaske, den 8de April, og medbeseglet af Kong Haakon. Men aldrig saasnart fik de Bud om, hvad Valdemar havde taget sig til, førend de ilede ned til Skaane med saa stor en Styrke, som de i Hast kunde faa samlet, thi uagtet Valdemar umuligt kan have begyndt Fjendtlighederne førend midt i Juni, finde vi dog begge Kongerne allerede den 28de Juni i Lund, og at de da maa have været omgivne af en Krigsmagt, kan skjønnes alene deraf, at det paa denne Tid, da Valdemars Hær formodentlig allerede havde den meste Deel af Skaane inde, kunde være muligt for dem at opholde sig saa langt inde i Landskabet, som i Lund, ja at endog Hertuginde Ingeborg paa samme Tid opholdt sig hos dem[6]. Vi ville ogsaa see Erngisl Jarl og flere kongelige Høvedsmænd en Maaneds Tid derefter at ligge under Vaaben i Skaane[7]. Kongernes Ankomst maatte vel standse Valdemar noget i sit Erobringsløb, og det lader til, at han virkelig i nogen Tid lod Krigsforetagenderne hvile, om han end ikke sluttede en formelig Stilstand. At heller ikke Magnus og Haakon strax opgav Tanken om at gjøre ham Modstand, seer man deraf, at de netop paa hiin nysnævnte 28de Juni i Lund indgik et Forbund med Grev Adolf af Holsten, hvorved denne tilsagde dem sin Tjeneste mod en aarlig Løn, der tildeels endog skulde hæves af Tolden ved Skanør og Falsterbod, ligesom Kongerne ogsaa udstedte Gjeldsbrev til ham for 100 Mk. Sølv, der skulde betales enten paa Mynten i Lund eller et andet sikkert Sted[8]. De maa da saaledes endnu have haft Haab om at vinde Skaane tilbage. Men dette Haab glap visselig snart. Valdemar havde øjensynligt faaet Overtaget, og Befolkningen selv synes at have været ham gunstigt stemt. Magnus, der i denne Tid var saa haardt presset af de pavelige Pengekrav, kan ikke have hast Midler til at hverve fremmede Tropper i tilstrækkeligt Antal, og paa nogen synderlig Hjelp af Frelsemændene i hans eget Rige, der skulde danne Kjernen af hans Hær, var der neppe at gjøre Regning, thi deels vare de ej forpligtede til at følge ham længer end til Landemæret – det vil sige det egentlige Sveriges, hvortil Skaane ej hørte –, deels vare de ham fremdeles kun lidet gunstige, ja maatte vel endog nu være dobbelt mistænkelige mod ham, da der er al Sandsynlighed for, at han atter havde Benedict Algøtssøn hos sig. Der berettes nemlig, at denne just i det samme Aar blev dræbt paa Rygnaholm, altsaa ganske nær ved Rygnabro, hvor de nysnævnte Høvedsmænd idetmindste senere paa Sommeren laa; ja efter en sildigere, ikke usandsynlig Beretning, der dog mangler positiv Hjemmel, skal endog flere af Magnaterne, „med Erngisl Jarl og Marsken Karl Ulfssøn i Spidsen“, have været hans Banemænd[9]). Hvorledes nu end Sammenhængen hermed har været, om Benedict virkelig har opholdt sig hos Kongen, eller villet snige sig til ham, er bleven greben, indsat paa Rygnaholms Slot og derpaa aflivet – under alle Omstændigheder maatte dette dog sætte ondt Blod paa begge Sider og lamme den gjensidige Tillid mellem Kongen og hans Mænd. Dog seer man, at Kong Magnus begav sig til Helsingborgs Slot og formodentlig selv overtog Forsvaret, medens man derimod ej hører tale om Haakon, saa at man næsten maa formode, at han skyndte sig tilbage, enten til Sverige eller Norge, maaskee for at samle flere Tropper, og komme sin Fader til Hjelp[10].

Men forinden noget saadant kunde skee, var allerede Skaane uigjenkaldeligt tabt. Der var begyndt Underhandlinger, og Magnus, daarligt understøttet af sine Egne, med ringe Udsigter til Hjelp andenstedsfra, og trykket af alskens Forlegenheder, maatte snart tabe Modet. De egentlige Underhandlinger mellem Magnus og Valdemar aabnedes og lededes, som det synes, af Hertug Albrecht, der i det Øjemed fik Lejdebrev for sig og sin Søn Henrik af Valdemar, dateret fra Malmø den 4de Juli 1360[11]. Men imidlertid var Valdemar selv allerede traadt i Underhandlinger med Hansestæderne, hvis mangehaande Handelsforbindelser med Skaane maatte gjøre det til en betænkelig Sag for dem at see dette Landskab skifte Herre, og hvilke han derfor ved allehaande gode Løfter maatte see til at berolige, saa at de ej gjorde fælles Sag med Magnus. Han havde derfor ladet dem anmode om at sende Befuldmægtigede til Kjøbenhavn for at raadslaa med ham, og Stæderne havde strax været villige dertil. Borgermestrene fra Wismar, Rostock, Stralsund og Greifswald ankom til Kjøbenhavn allerede i de sidste Dage af Juli, de fra Lübeck en Uges Tid sildigere, netop som Valdemar var over i Malmø[12]. Da han siden, den 7de Juli, kom til Kjøbenhavn, bad han dem undskylde, at Tiden nu var ham for knap, til at han kunde raadslaa med dem i denne Stad, men anmodede dem om at ville umage sig med ham til Helsingborg, hvortil de og vare .villige. Han skulde nemlig, som vi vide, just“nu begynde Slottets Belejring. Imidlertid havde han dem dog den 9de hos sig til Bords, og handlede foreløbigt med dem om flere Anliggender, navnligt om de Privilegier og Friheds-Breve, der nu maatte blive at udstede, og for hvilke de enedes mellem sig om at ville betale 1000, ja lige indtil 1200 Mk. lybsk, om han fordrede det. Det var den samme Dag, der siden, som vi have seet, regnedes for den, paa hvilken Helsingborgs Belejring tog sin Begyndelse, hvad enten nu Kongen selv et Øjeblik var derover og gav sine Befalinger, eller det skete i hans Navn. Den følgende Dag lod han Borgermestrene anmode om, ufortøvet at forføje sig til Helsingør, hvilket ogsaa skete, og nogle Dage efter begav de sig ogsaa over til Helsingborg, efterat have modtaget et Sikkerhedsbrev fra Kong Magnus, som Valdemar selv overbragte dem. I Følge med Valdemar var saavel Hertug Albrecht, som nogle svenske Riddere, der gave deres Forløfter for Sikkerhedsbrevet: et Tegn paa, at Underhandlingerne nu ogsaa vare i Gang mellem Fyrsterne[13]. Men den Omstændighed, at et Sikkerhedsbrev, udstedt af Magnus med Forløfte af hans Mænd, ansaaes nødvendigt, viser, at hans Krigsstyrke dog heller ikke kan have været saa ganske ubetydelig, eller indskrænket til Helsingborg alene. Strax efter Borgermestrenes Ankomst til Helsingborg anmodede Kongen dem om at tage Deel i Underhandlingerne, høre hvad han havde at forebringe og at besvare, og give ham deres Raad. De svarede først, at da deres Stæder havde Fred med Kong Magnus, vilde det stride mod deres Ære, om der i deres Nærværelse forhandledes noget, der røbede Uvilje mod ham eller kunde bringe ham Skade. Men da Kongen erklærede, „at han ikke opfordrede dem til noget Ondt, til Krig eller Uvenskab“, men alene til Fredens Gjenoprettelse, gave de villigt sit Samtykke. Man seer tydeligt nok, at det alene kom dem an paa at bevare det ydre Skin, og i saa Henseende at have deres Samvittighed frelst, thi at denne saakaldte „Fred“ netop var et stort Onde for deres Ven Magnus, da den gik ud paa at skille ham ved nogle af hans bedste og største Besiddelser, det synes ikke at have anfegtet dem stort. De ønskede helst Fred under enhver Omstændighed, for at Stædernes Handelsrørelse ikke skulde lide nogen Standsning, og Valdemar som Herre over Skaane og de vigtige Markeder ved Skanør var nu en mere betydende Person i deres Øjne end Magnus. For denne var der saaledes ingen Udsigt til at faa nogen Hjelp fra den Kant, om han maaskee et Øjeblik havde gjort sig Haab derom. Desuden søgte Valdemar udtrykkeligt at forebygge noget saadant, thi saasnart han havde modtaget Borgermestrenes Løfte, lod han dem forelægge et Hefte, der indeholdt Afskrift af en Mængde offentlige Documenter, og udpegede dem blandt disse den tidligere Fredstractat mellem ham og Stæderne, hvorved enhver af Parterne forbandt sig til, ikke at staa den andens Fjender bi, idet han sagde: „der see I selv, at der mellem os allerede er besvoren og dagthinget Fred“. Tillige lovede han at være beredt til at opfylde, hvad de maatte forlange af ham, og formodentlig har han ved denne Lejlighed overrakt dem et Brev, udstedt og dateret den 10de Juli, udenfor Helsingborg Slot, hvorved han efter Samraad med de Venner, Frænder, Høvedsmænd og Raadgivere, der nu laa i Feldten med ham, lovede „de menige Kjøbmænd og Stæder“, fornemmelig dem fra Lübeck, der besøgte hans Land (Skaane) med Fred og Kjøbmandskab, og ej vilde skade ham eller hans, eller paa anden Maade forbrød sig, at ville „hege og skjerme dem“, saa at de skulde være sikkre og „felige“ for ham og hans, og alle, der adlød ham[14]. Den følgende Dag (Thorsdag den 16de Juli), lod Valdemar dem atter kalde til sig og underrettede dem nu om, at han ved de nu stedfindende Underhandlinger havde fremsat endeel Ankeposter mod Kong Magnus, hvis Rigtighed denne i Førstningen havde benegtet, men at han siden, bragt til Besindelse og bedre Erkjendelse af Hertug Albrecht og Andre, der vare forvissede om Ankeposternes Rigtighed, var kommen til ham i Klostret fra sit Slot, og havde erkjendt deres Rigtighed, hvorpaa Sagens Afgjørelse var bleven overladt til Voldgiftsmænd, fire paa hver Side, nemlig paa Valdemars Biskop Magnus af Børglum, Hertug Erik af Saxen, Stig Anderssøn og Bo Falk; paa Magnus’s Hertug Albrecht, Nikolas Abrahamssøn (Arnbjørnssøn?), Andres Nikolassøn og Jon Christinessøn. To Dage efter drog Kongen over til Helsingør, ledsaget af Borgermestrene, der nu formodentlig anbefalede sig, efterat Kongen havde lovet dem at afgjøre deres Hovedanliggende, Erhvervelsen af et udførligere Frihedsbrev[15], naar han nu næste Gang samledes med sit Raad, nemlig den 29de Juli. Ved at henskyde Sagens Afgjørelse til hine aatte Mænd fulgte man egentlig det Udkast til Fredsslutning, som Kong Valdemar allerede om Vinteren forud havde ladet opsætte. Man veed ikke nøjagtigt, hvorledes Dommen lød, eller naar den afsagdes, men kun saa meget, at Magnus maatte opgive Helsingborgs Slot, skjønt „paa mange Betingelser“, uden at man dog kjender disse[16]. Det er imidlertid ikke saa vanskeligt at gjette sig til, hvorledes det Hele nogenledes har gaaet for sig. Naar Valdemar, som han selv fortalte de tydske Borgermestre, havde fremsat flere Ankeposter mod Magnus, da maa den vigtigste af disse have været den, at Magnus forholdt ham Helsingborgs Slot, som han tidligere havde forpligtet sig til at overlade ham; og naar det, som han ogsaa sagde til dem, lykkedes Hertug Albrecht at overbevise Magnus om Rigtigheden af hans Fordringer, saa følger heraf, at Magnus især ved Albrechts Forestillinger eller Trusler lod sig aftvinge Løftet om at opgive Slottet. Albrecht har da formodentlig deels bedet ham betænke den farlige, næsten hjelpeløse Tilstand, hvori han befandt sig, deels ogsaa fremsat sine egne Fordringer paa Erstatning siden forrige Krig med saadant Eftertryk, at Magnus neppe havde noget andet Valg end at give efter. Der er imidlertid saagodtsom fuld Vished for, at Magnus ikke overgav Slottet til Valdemar, med hvem han nu neppe vilde eller kunde forlige sig, men derimod til Albrecht, for at beholde og forsvare det midlertidigt, enten til Sikkerhed for hine selvsamme Fordringer, eller som upartisk Fredsmegler, indtil et endeligt Forliig kunde komme istand, og at Albrecht siden overlod det til Valdemar, paa flere for ham selv højst fordeelagtige Betingelser, men ganske vist tvertimod Kong Magnus’s Ønske og sit eget Løfte til denne. Thi ej upaalidelige tydske Chronister tale udtrykkeligt om noget saadant[17], og Albrecht selv lod to Aar efter tvende Biskoper udstede en bekræftet Afskrift af hiint Brev af 1350, hvorved Kong Valdemar lovede at betale ham 10000 Mark Sølv, naar han kunde skaffe ham Helsingborgs Slot[18]; da det nu heraf er klart, at han betragtede denne Forpligtelse som indtraadt og bestaaende for Valdemar – thi ellers vilde han ikke fundet det Umagen værd at lade Brevet fornye – maa han ogsaa fra sin Side have anseet Betingelsen opfyldt; med andre Ord, han erklærede egentlig herved selv, at han vilde betragtes som den, der havde bragt Helsingborg i Valdemars Hænder. Saavidt man kan skjønne, har Magnus, kort efter at han havde bekvemmet sig til at henskyde Sagens Afgjørelse under 8 Dommere, altsaa formodentlig omkring den 18de Juli, da Kong Valdemar, som det lader, veltilfreds vendte tilbage til Helsingør, overgivet Slottet til Hertug Albrecht, og med sine egne Krigsmænd trukket sig et Par Mile længere mod Nord, til Rygnabro ved Engelholm, hvor han for det første lod dem blive tilbage forat hindre Fjenden fra at trænge ind i Halland, medens han selv ilede op til det øvre Sverige, maaskee for at sikre sig Forsterkning, om den skulde behøves. Der gives nemlig Breve, som vise, at Kong Magnus i de første Dage af August var heelt oppe i Østergøtland og Sødermanland[19], medens derimod Erngisl Jarl med flere Krigshøvdinger laa ved Rygnabro, saaledes som det ovenfor er nævnt, og tilstod den 13de August paa Kongerne Magnus’s og Haakons Vegne Hertug Albrecht et Par Dages Lejde til at besøge dem og vende tilbage til Helsingborg[20]. Det er heraf klart, at Magnus endnu ikke betragtede Krigen tilendebragt, men alene midlertidigt afbrudt ved en Vaabenhvile, og hans Besøg idet øvre Sverige, hvorfra han allerede i September var kommen tilbage til Halland[21], kan saaledes neppe have haft anden Hoved-Hensigt end den nys antydede. Imidlertid vedblev Underhandlingerne ved Helsingborg, og de drejede sig nu ikke mere om Stridsspørsmaalet mellem Magnus og Valdemar, men derimod om Valdemars og Albrechts eget Mellemværende, og om dennes Forhold til andre tydske Fyrster: med andre Ord, om de Betingelser, paa hvilke han var villig at overlade Valdemar Slottet. Den 10de August sluttedes der tvende Tractater mellem Albrecht og Hertug Erik af Saxen, fornemmelig angaaende Grevskabet Schwerin, og en anden mellem Valdemar selv, Hertug Erik, Hertug Valdemar af Slesvig m. fl. paa den ene og Albrecht, Churfyrsterne af Brandenburg og Saxen m. fl. paa den anden Side, hvori Valdemar og hans Søn Christopher blandt andet forbandt sig til, hvis det Gode ej kunde hjelpe, at staa Albrecht og hans Sønner af al Magt bi til at faa Erstatning af den svenske Krone for hvad Skade de havde lidt i den sidste skaanske Krig[22]. Allerede her seer man Albrecht at optræde ikke som Magnus’s Ven, eller idetmindste som den upartiske Voldgiftsmand, men som den strenge, ja endog fjendtlige, Fordringshaver. Imidlertid tales der dog ikke i disse Tractater, og kunde der ikke tales om Helsingborgs Overgivelse til Valdemar, eller om de yderligere Fordele, Albrecht derved skulde opnaa, thi denne Sag var af en altfor delicat Natur til at kunne gjøres til Gjenstand for almindelige Forhandlinger. Den maa have været afgjort ved en hemmelig Overeenskomst mellem Valdemar og Albrecht alene. Men saameget synes vist, at de bleve enige om at bedrage ej alene Magnus, men ogsaa Valdemars gamle Ven og Frænde, Hertug Erik. Valdemar, forteller den paalidelige Detmar, „dagthingede mellem Hertugerne Albrecht og Erik saaledes, at denne skulde overlade Albrecht Slottet Plaue, imod at Albrecht overlod ham Gadebusch, hvilket siden skulde ombyttes med Boitzenburg; og Hertug Erik aftraadte følgelig Plaue, men fik hverken Gadebusch eller Boitzenburg, derimod fik Kongen Helsingborg for denne Dagthingnings Skyld, og saaledes blev den gode Hertug Erik bedragen“[23]. Da Albrecht endnu den 2–0de September var i Helsingborg, er det sandsynligt, at han har ventet med Overgivelsen af Slottet til Valdemar, indtil han fik Efterretning om at hans Mænd havde besat Plaue, og at han da i al Stilhed har ladet Valdemar besætte Slottet. Dette faar man og nærmest ud af den gamle tydske Forfatter Cranz’s Ord, naar han siger, at Valdemar fik Helsingborg af Albrecht for sin Umag, paa et andet derimod, at Valdemar tog det fra Albrechts Befalingsmand, forbittret over at Hertugen sveeg sit Løfte til Hertug Erik[24]. Thi denne Overgivelse af Slottet ved Hertug Albrecht for egen Fordeels Skyld var en saa skammelig Sag, at han, hvor meget han end satte sig ud over alle Ærlighedshensyn, dog neppe kunde være bekjendt at lade den skee anderledes end ved en forstilt Overrumpling ved Valdemars Mænd. Nogen Dom er under disse Omstændigheder neppe bleven afsagt, ligesaa lidet som nogen Fred kom istand; tvertimod see vi nu netop Valdemar at underkaste sig de øvrige skaanske Slotte og modtage Adelsmændenes Troskabseed, medens Magnus, der formodentlig var kommen til Halland for at afvente Dommen, nu ilede tilbage til det østlige Sverige for at gjøre hvad Forberedelser han kunde til et Krigstog mod Valdemar i Løbet af det følgende Aar[25].

Paa denne Maade synes det ifølge de paalideligste Efterretninger at være gaaet til med Skaanes Tilbage-Erobring, og vi have dvælet udførligere derved, end det egentlig med Hensyn til Norges Anliggender kunde synes nødvendigt, fordi denne Begivenhed danner etslags Vendepunkt i Kong Magnus’s Historie, der heller ikke er uden Indflydelse paa Norges Skjebne, og fordi den har fremkaldt saa mange haarde og krænkende Domme over Kongens Ferd og dynget saa megen Skjendsel over hans Navn, at det endog maa ansees som en simpel Retfærdigheds-Handling at stille Sagen i sit rette Lys, og frigjøre ham fra Beskyldinger, af hvilke de fleste ved nærmere Undersøgelse af de rette Forhold sees at være forhastede og falske, og heller ikke fremsatte af samtidige Chronister[26]. Den lempeligste af disse Beskyldninger er den, at han lod sig overliste af Valdemar, der, som det heder, erhvervede Skaane ved List og Svig, misbrugende Magnus’s Enfoldighed. Denne Beskyldning medfører unegtelig paa en vis Maade Sandhed; Magnus lod sig virkelig overliste saavel af Valdemar, som især af Hertug Albrecht, men Spørsmaalet er om en anden i hans Sted vilde have været stort klogere; for en Mand af Ære maatte det idetmindste være vanskeligt at tænke sig Muligheden af saamegen Svig og Underfundighed, som den, der her fandt Sted. Denne Beskyldning er fremsat i et Chronicon, der synes at være nedskrevet omkring 1415[27]. I et andet, omtrent samtidigt dermed, men nedskrevet i Visby, heder det, at Valdemar deels ved Trusler, deels ved Løfter fik Magnus til at aftræde ham Skaane for intet, uden at høre sit Raad, og at han ligeledes tilbød ham at tage Gotland, om han kunde[28]. At den sidste Beskyldning er aldeles usand, ville vi i det følgende see, og den første fortjener derfor heller ikke nogen Tiltro. Vi finde herefter ingen Bedømmelse over Kongens Ferd, førend Riimkrøniken ved Midten af det 15de Aarhundrede overdynger ham med Smædeord, men meddeler tillige hele Begivenheden saa forvirret og stridende mod Tidsfølgen, at den alene derved viser sig fuldkommen uvederheftig. Den lader nemlig Magnus og Valdemar besvogre sig indbyrdes ved Giftermaalet mellem Haakon og Margrete, og ved denne Lejlighed aftale saavel, at Valdemar skulde faa Skaane m. m. frit igjen, som endog at han siden skulde fare til Gotland og straffe Indbyggerne, fordi de ej vilde yde Magnus tilstrækkelig Skat; men dette lader den, vel at merke, skee efterat der allerede var afgaaet et Gesandtskab fra Sverige for at aftale det Giftermaal mellem Kong Haakon og en holstensk Fyrstedatter, hvorom der i det følgende vil blive Tale: derved falder det Hele bort, og man kan alene undskylde Forfatteren med at denne Fremstilling af Sagen paa hans Tid var bleven saa almindelig, at han selv festede Lid dertil[29]. Efter Riimkrøniken følger Ericus Olai, der vel retter paa hiin chronologiske Fejl, men dog fortæller det Hele yderst forvirret. Han siger, at Valdemar lokkede Magnus til Samtaler med sig, og deels ved Smiger, deels ved Trusler fik ham til at gjøre Afkald paa Skaane m. m., samt udlevere ham Adkomstbrevene, uden at forlange Kjøbesummen tilbage, medens derimod Valdemar lovede at være Magnus behjelpelig med at styrte de svenske Raadsherrer i Fordærvelse, hvilket var Magnus’s ivrigste Ønske; saaledes overgav han Skaane, hvorved der opstod en grundet Mistanke om at begge Konger havde forbundet sig om at udrydde Raadsherrerne. Ligeledes overlod han, heder det, Øland og Gotland til Valdemar. Ved denne Leilighed tales der og om Benedict Algøtssøns Ophøjelse. Det er tydeligt at see, at han ikke veed mere om Sagen, end hvad han har fundet for sig i Riimkrøniken og de nysanførte, kortfattede Krøniker[30]. Ham have igjen de følgende Historieskrivere fulgt i Hovedsagen, om de end hver for sig kunne have fremstillet Sagen paa sin egen Maade. Kun en eneste Stemme har, saavidt vides, blandt de eldre Historieskrivere udtalt Mistanke mod Beskyldningerne, og antydet Sagens rette Sammenhæng[31].

Det er imidlertid sikkert nok, at der allerede samtidigt, idetmindste blandt et vist Parti i Sverige, har opstaaet et heftigt Skrig mod Kong Magnus som den, der af Svaghed, ja endog ved at spille under Dekke med Rigets argeste Fjende, lod de Landskaber, hvis Erhvervelse havde kostet saa mange Opofrelser, fravindes Riget og falde i denne Fjendes Hender[32]. Men det lader dog ikke til, at dette Skrig blev almindeligt, førend Magnus atter, som vi ville see, havde kastet sig i Valdemars Arme, og sluttet sig nøjere til ham end nogensinde, thi da først synes han at have givet formeligt Afkald paa Skaane, som Valdemar hidtil kun i Kraft af Erobringens Ret havde besiddet. Man holdt sig neppe saa meget op over at Magnus ikke kunde staa sig mod Valdemars Overmagt, som at han siden selv godkjendte Erobringen og frasagde sig Ret til Landskaberne. Det kan heller ikke negtes, at Magnus her kom til at staa i et meget ubehageligt Lys, og at de, der ikke nøje kjendte Sagens Sammenhæng, men bagefter lagde sammen alt, hvad de havde seet siden Erik begyndte Opstanden, kunde komme til at drage Slutninger, der i høj Grad gjorde en saadan Mistanke, som den her omtalte, sandsynlig. Det var et yderst uheldigt, utilgiveligt Skridt af Magnus, at han, for at faa en Støtte mod sin Søn Erik, indgik hiint Forbund med Valdemar, og virkelig lovede ham Helsingborg. Deraf udspandt sig den hele Ulykke. At Magnus, som vi have seet, næsten øjeblikkeligt angrede dette Løfte, at han derved endog kom paa en spendt Fod med Valdemar, at han efter ringe Evne gjorde denne Modstand, da han med Overmagt brød ind i Skaane, for at tiltvinge sig Løftets Opfyldelse, at han siden, som vi ville see, saa langt fra at nedlægge Vaavnene, tvertimod beredede sig paa en alvorligere Kamp mod Valdemar – alt dette glemte man, da han paany forbandt sig med denne; da heed det, at han den hele Tid havde spillet under Dække med ham, at han med Flid havde ladet ham indtage Skaane, da opfriskedes vel ogsaa Talen om at Dronning Blanche havde forgiftet sin Søn, og alt dette, sagde man, skete for at nedtrykke og ødelegge Raadet og Frelsemændene, da det jo egentlig var dem, og ikke Erik selv, fra hvem Opstanden oprindeligt var udgaaet. Men hvad var det vel, som atter bragte Magnus til at kaste sig i Valdemars Arme? Det var, som vi paa sit Sted nærmere ville see, intet andet end de Stemplinger, der fremdeles dreves af de samme Aristokrater, som havde Munden saa fuld af Beskyldninger imod ham, og som – der kan ej være mindste Tvivl derom – understøttedes eller idetmindste begunstigedes af Hertug Albrecht. Jo mere man betragter denne rænkefulde Mands Ferd, des mere træder han frem som Kong Magnus’s og Sveriges onde Aand, som den egentlige Ophavsmand til alle Ulykker. Vi see ham allerede henved ti Aar forud indgaa et hemmeligt Forbund med Valdemar om at skaffe ham Helsingborg; vi see ham siden, under forstilt Venskab for Magnus, og med frek Tilsidesættelse af indgaaede Forpligtelser, at udføre denne Plan, og derpaa kræve sin Løn; vi see ham endnu under Opholdet i Helsingborg, da Magnus, i Tillid til hans Ærlighed, havde begivet sig til det øvre Sverige, besøge de Høvdinger, som Magnus havde efterladt ved sin Krigshær, altsaa vel for at underhandle med dem personligt og underhaanden vinde dem for sig; vi see ham endelig faa Aar efter i Forbund med flere af de selvsamme Høvdinger om at støde Magnus fra Tronen, og besette den med hans egen Søn Magnus. Behøver man vel stort bedre Vidnesbyrd om at han den hele Tid har haft dette Maal for Øje, at hans Bestræbelser uafladeligt have gaaet ud derpaa, at han gjennem alle sine mangehaande Vendinger og tilsyneladende Omskiftninger af Parti, dog kun har søgt at udføre denne Plan, uden Hensyn til Ret eller Sandhed, til Frændskab eller Venskabs Og naar man seer de samme Stormænd, der siden forbandt sig med ham, netop at være de verste til at bebrejde Magnus Skaanes Tab, og dertil endog for en stor Deel at knytte deres Hoved-Anke imod ham, ihvorvel mange, eller de fleste af dem, dog unegteligt selv havde været tilstede, da Landet erobredes, og meget godt maatte kunne vide, hvorledes dette egentlig gik til; – kan man vel da tilbageholde Formodningen om, at der, istedetfor at have været noget aftalt Spil mellem Magnus og Valdemar, som de paastod, tvertimod lige siden Underhandlingerne ved Helsingborg og Rygnabro har været en hemmelig Aftale og et forrædersk Forbund mellem dem selv og Hertug Albrecht[33], og at de som det saa ofte plejer at skee, for at faa Beskyldningen for hemmelige og forræderske Stemplinger vendt fra sig selv, have kastet dem over paa Kong Magnus, og dette med saa meget mere Held, da han, mødende Kulde og Uredelighed paa alle Kanter, næsten ikke havde noget andet Valg end at fornye det tidligere Forbund med Valdemar[34]. Meget af dette, som vi her kun have antydet, for ej at foregribe Fortællingens Tidsfølge, vil i det Følgende blive nærmere omhandlet. Her have vi alene strax forsøgt at vise, hvorledes denne indviklede og i flere Henseender gaadefulde Sag forekommer os at kunne bedst og rimeligst forklares. Hovedmanden for det Hele er og bliver Hertug Albrecht, og Fru Birgitte havde stor Ret, da hun i sin Tid advarede Kongen mod at drage ham ind i Landet og give ham Besiddelser[35].

Da Valdemar havde fuldendt Skaanes Erobring, vendte han sig ogsaa mod Halland, og havde allerede ved Aarets Udgang underlagt sig den søndre Deel deraf. Nordre Halland blev endnu nogle Aar i Kong Magnus’s Hænder, og det er vel endog ikke saa usandsynligt, at Valdemar for det første ikke har gjort noget Forsøg paa at indtage det, da det i længere Tid end de øvrige Landskaber, hvorom der nu var Spørsmaal, havde ligget under svensk Herredømme, og formodentlig nu endog betragtedes som et fuldkommen svensk Landskab. Søndrehalland havde derimod endog efter Afstaaelsen til Magnus været afsondret derfra som et eget Lehn under de unge Porser, og der er vel endog et Spørgsmaal, om ikke allerede disse, da de i 1346 var hos Valdemar for at faa Sagen om Estland afgjort, havde ladet sig overtale til underhaanden at overdrage ham deres Ret til hiint Landskab mod anden Godtgjørelse, og at alene deres Død, der indtraf saa kort derefter, har gjort Forandring i denne Aftale. Men ogsaa Hertug Albrecht havde nu, som vi vide, Fordring paa Søndre-Halland, da Erik Magnussøn i December 1357 havde forlenet hans Sønner Henrik og Albrecht dermed, og det er ingenlunde usandsynligt, at Valdemar fornemmelig under dette Paaskud har sat sig i Besiddelse deraf, og at Albrecht ved „de mange Dagthingninger“, hvorom Detmar taler, har overført sin Ret paa ham, imod andre Fordele. Vist er det, at Valdemar allerede den 7de Januar 1361 udfærdigede Privilegier for Halmstad l), med andre Ord, opførte sig som Landets Herre; lignende Breve udstedte han noget tidligere for Malmø, og lidt senere for andre skaanske Byer. Saaledes oppebiede han ikke nogen formelig Afstaaelse fra Magnus. Denne vedblev ogsaa paa sin Side fremdeles i sin Kongetitel at kalde sig Skaanes Herre, og tilkjendegav derved noksom sin Hensigt, endnu ikke at opgive sin Ret til det i sin Tid saa dyrt og møjsommeligt erhvervede Landskab.

  1. ↑ Suhm, III. S. 835. Man seer tydeligt, at dette kun er et Concept, da ikke engang Huller til Seglremmer findes anbragte.
  2. ↑ Styffe, Bidrag etc. No. 24. S. 41.
  3. ↑ Naar Forliget sluttedes, vides ikke nøjagtigt, see Suhm XIII. 401, jfr. Heinze Gesch. Valdemars. S. 401.
  4. ↑ Suhm, XIII.
  5. ↑ Om Valdemars Udrustninger see Chr. af 1363 i Asmuss. og Mich. Archiv. l. c. 225. At det forøvrigt maa være gaaet saaledes til, som her ovenfor antydet, idetmindste hvad Tiden angaaer, skjønt Skaanes Indtagelse ellers plejer at henføres til en noget sildigere Tid af Aaret, er af flere Omstændigheder indlysende. For det første siges det udtrykkeligt i Erkebiskop Nikolas’s Biskopskrønike (Scr. R. D. VI. S. 630), at Kong Valdemar begyndte Helsingborgs Belejring den 9de Juli (in profesto Canuti regis & martyris), og Erkebiskop Nikolas havde selv været et samtidigt Vidne til disse Begivenheder. Desuden findes der endnu i Lübecks Archiv et af Kong Valdemar udstedt og med hans Segl forsynet Sikkerhedsbrev for de (hanseatiske) Kjøbmænd, der ville besøge hans Land (d. e. Skaane), dateret „foran Helsingborg Slot Fredag før St. Margrete-Aften 1360“, hvori det udtrykkeligt heder, „at eftersom Gud nu havde forhjulpet ham til hans Arveland Skaane, saa havde han efter Samraad med fine Frænder og Venner, saavelsom de Høvedsmænd og andre Mænd, der nu laa i Felten med ham og vare hos ham, besluttet følgende“ o. s. v. Brevet er aftrykt i Lappenbergs Sartorius li. 476. Fredag før St. Margrete kan enten være 10de eller 17de Juli, alt eftersom man regner St. Margrete-Dag til 13de eller 20de Juli. Nu er det vel saa, at man i alle norske og svenske, samt de fleste danske Kalendariet: kun finder den sidstnævnte Dag helliget St. Margrete, medens derimod alle tydske, idetmindste nordtydske, have hendes Navn ved den 13de; men da dette Brev er skrevet paa Plattydsk, altsaa af en tydsk Secretær, bør man antage, at han ogsaa har regnet Dagen paa tydsk Viis, saameget mere som der i den Beretning, der samtidigt blev opsat af en rostocksk Gesandtskabsnotar, og som vi strax efter komme til at omhandle, tales om St. Margretedag paa en Maade, der tydeligt viser, at dermed menes den 13de Juli. Men sæt endog, at hiin Udstedelsesdag er den 17de og ikke den 10de Juli; Forskjellen gjør lidet til Sagen, og Valdemar betragtede sig alligevel endnu i Juli som Skaanes Herre, hvis Erobring saaledes gaar forud for Belejringen af Helsingborg, og kan heller ikke være skeet i en saadan Haandevending, at den ej idetmindste maa have medtaget en tre eller fire Uger, altsaa taget sin Begyndelse Endnu i Juni. Vi ville strax nedenfor see, at Valdemar den 4de Juli var i Malmø, altsaa havde han vel da besat denne Stad. Naar Styffe i fine „Bidrag“ S. XXVII, XXIX, antager, at hiin Angivelse i Biskopskrøniken, at Helsingborgs Belejring begyndte den 9de Juli, er urigtig, og at man heller i dets Sted burde sætte den 10de August, da har han formodentlig ikke bemerket det nysanførte Brev, der er uimodsigeligt. Hans Hovedgrund, at Valdemar ifølge den nysnævnte Gesandtskabsberetning havde Stædernes Borgermestre til Bords hos sig i Kjøbenhavn den 9de, og den 10de sendte dem Bud, at han skulde paa Jagt, bliver af mindre Vegt, naar man betænker den korte Afstand mellem Kjøbenhavn og Helsingborg, der gjorde det muligt for ham i saa Timer at komme frem og tilbage. Ogsaa Chronisten af 1363 antyder, at Valdemar var brudt ind i Skaane en god Stund førend Magnus kom til.
  6. ↑ Der findes i det sv. Rigsarchiv et Brev, udstedt af Hertuginde Ingeborg i Lund den 28de Juni, hvorved hun qvitterer sin Foged Laurents Ingebjørnssøn for alt hvad han paa hendes Vegne havde oppebaaret af Daavø, en af hendes Besiddelser i øvre Sverige. Dette er, saavidt vides, den sidste Gang man finder hende nævnt. Hun levede neppe længe efter den Tid.
  7. ↑ See Leidebrevet for Hertug Albrecht af 13de August, Styffe, Bidrag, No. 24. S. 42, og udstedt af Erngist Jarl, Magnus Nikolassøn, Fjallar Pisk og Gotskalk Skarpenberg. Det lyder paa, at han skulde kunne besøge dem ved Rygnabro, hvilken de altsaa maa have holdt besat som et vigtigt strategisk Punkt (nemlig paa Hovedlandevejen fra Halland), og i hvis Nærhed de saa ledes maa have ligget, følgelig som Krigshøvedsmænd. Jfr. Styffe, Bidrag, S. XXIX.
  8. ↑ Herom udstedtes tvende Breve, begge aftrykte i Schl. Holst. Lau. Urkundersamling, II. S. 240, 241, det sidste ogsaa i Scr. r. D. VII. S. 352. Endvidere udstedtes et tredie Brev, hvorved Kongen overtog Erik Magnussøns Gjeldsforpligtelser til de holstenske Grever, s. o. S. 653.
  9. ↑ Benedicts Drab paa Rygnaholm omtales kort og godt i Chr. af 1389, Scr r. D. VI. 533. Det er Messenius (Scondia XII. 195) som har den udførligere Beretning om at Drabet skete ved Erngisl og maaskee Karl Ulfssøn. Ganske kan dette ej være grebet ud af Luften, og han maa vist have haft noget positivt for sig, kun er Spørgsmaalet, om han ikke her, som saa ofte, har behandlet blotte Gisninger, grundede paa en vilkaarlig Combination af Data, der i sig selv ej staa i Forbindelse med hinanden, som historiske Visheder, og ej alene berettet dem som notoriske Facta, men og deraf udledet andre Slutninger, som han da igjen har berettet med samme Sikkerhed, og altid uden at anføre nogen Kilde. Nu er det, som vi have seet, aldeles vist, at Erngisl Jarl laa ved Rygnabro i August 1360; at ogsaa Karl Ulfssøn i denne Tid var nede i Skaane, sees deraf, at han tilligemed Erngisl Jarl nævnes som Medbesegler i et af de nys nævnte Breve vedkommende Grev Adolf af Holsteen, der udstedtes i Lund den 28de Juni, og at han da ogsaa var med ved Rygnabro, er idetmindste sandsynligt, skjønt han rigtignok ikke blev Marsk førend under K. Albrecht. Altsaa er det unegteligt meget muligt, at det med Benedicts Drab gik saaledes til, som Messenius siger. Men det kan ogsaa ligesaa gjerne narre muligt, at Messenius paa en eller anden Maade har erfaret de nævnte Herrers Nærværelse ved Rygnabro, og strax egenmegtigt sat den i Forbindelse med Benedicts Drab paa Rygnaholm. Og er det saa, da er vel Historien om hans Giftermaal med og Forskydelse af Karl Ulfssøns Syster en ny og ligesaa lidet hjemlet Gisning. Saameget bliver vel altid rimeligt, at da Benedict blev dræbt paa Rygnaholm, og endeel af Magnus’s Høvdinger laa ved Rygnabro, er Benedicts Drab hovedsageligt at tilskrive dem; men som Aarsag dertil behøver man ikke at gjette paa nogen særegen Hevngjerrighed fra Jarlens Side, thi det Had, som alle de svenske Stormænd nærede til Benedict, forklarer det tilstrækkeligt, og desuden var han jo ved Forliget til Søderkøping erklæret fredløs i Sverige.
  10. ↑ Man hører intet til Haakon for hele den øvrige Deel af 1360, og ej førend Sommeren 1361, da vi finde ham i Bergen.
  11. ↑ Lejdebrevet er aftrykt i Rostocks Wöchentl. Nachrichten f. 1754, No. 14. S. 53. Dette Brev viser saaledes, at Kong Valdemar allerede den 4de Juli maa have været Herre over Malmø, førend han begyndte Belejringen af Helsingborg.
  12. ↑ Hvad der her berettes om disse Underhandlinger, er taget af en højst merkelig Beretning, opsat af en Skriver, der ledsagede de rostockske Borgermestre og som udførligt meddeler, hvad der passerede og forhandledes mellem dem og Kongen fra deres Ankomst den 26de Juni til den 19de Juli. Den er aftrykt i Lappenbergs Sartorius XIII. 415–420. Den dreier sig vistnok mest om Stædernes Anliggender, men indeholder dog ogsaa meget, der kaster Lys paa de øvrige Forhandlinger, og især paa Kong Valdemars Bevægelser, hvilke i denne Tid netop ere saa vigtige at kjende, for at faa noget Lys i Sammenhængen med Skaanes Indtagelse. Vi see saaledes, at den 23de Juni, Dagen efter Rostockernes Ankomst, var Kong Valdemar ikke i Skaane, men i Nestved; det er altsaa rimeligt, at Magnus og Haakons Ankomst til Skaane har bragt ham til at vende tilbage til Sjæland paa nogle Dage, for at skaffe flere Tropper eller Krigsfornødenheder til Veje.
  13. ↑ Den nærmere Sammenhæng berettes saaledes: Thorsdagen den 9de Juli havde Kongen Borgermestrene til Bords. Fredagen den 10de havde de selv en Sammenkomst i Minoriterklostret, hvor der blandt andet raadsloges om nogle trykkende Bestemmelser, som de tydske Kjøbmænd i Bergen havde vedtaget. Samme Dag efter Middag sendte Kongen dem Bud, og bad dem undskylde, at han nu reed paa Jagt, men lovede næste Dag, Løverdag, til Middagstid at komme tilbage til Kjøbenhavn. Men om Aftenen i Mørkningen, tom der en Tjener og bad dem ufortøvet følge efter Kongen til Helsingør. Altsaa var han ej reden paa Jagt, men til Helsingør, for at sætte over til Helsingborg, og det er et Spørgsmaal, om ikke endog Ordene „at ride paa Jagt“, kun var et af hans sedvanlige spøgende Udtryk, og at han meente at „drage i Felten“. Borgermestrene begav sig ufortøvet til Helsingør, og der findes nu ingen Optegnelse førend fra Tirsdagen den 14de Juli, da Kong Valdemar, som ovennævnt, kom over til Helsingør, med Sikkerhedsbrevet fra Kong Magnus. At Borgermestrene nu drog over til Helsingborg, siges ikke udtrykkeligt, men det forstaaes af sig selv, thi det var den oprindelige Aftale, og de havde alene ventet paa Sikkerhedsbrevet. Allerede Dagen efter lod Kongen dem kalde til sig, som det siges, i Klostret, nemlig det Kloster i Helsingborg, hvor han under Belejringen havde opslaaet sin Bolig; og hvor Beretningen slutter, nemlig d. 19de Juli, heder det, at Kongen „sejlede over til Helsingør og bad dem at følge med“; altsaa maa de da haveværet i Helsingborg.
  14. ↑ Det er dette merkelige Brev, som vi allerede ovenfor have omtalt, og hvor Kong Valdemar allerede den 10de Juli, i Felten udenfor Helsingborgs Slot, udtrykkeligt siger, „at Gud nu havde forhjulpet ham til hans Arveland Skaane“.
  15. ↑ Udkast til et saadant Frihedsbrev, samt derhos og til en Forsonings- og Fredstraktat mellem Kong Valdemar og Stæderne findes i det rostockske Archiv, og er aftrykt i Lappenbergs Sartorius ti. S. 480–482. Der findes imidlertid ingen virkeligt udstedte, beseglede Breve af saadant Indhold, hvilket ogsaa lader sig forklare deraf, at Valdemar saa snart efter kom i Fejde med Hansestæderne og kaldte stue Løfter tilbage.
  16. ↑ Saaledes udtrykker det paalidelige Chron. af 1357–63 sig (Asmussens og Michelsens Archiv l. c. S. 225.) Dets Ord ere disse: „Valdemar samlede en stor Hær, drog ledsaget af sin Søn Christopher med væbnet Haand ind i Skaane, og belejrede mandeligen Helsingborgs Slot, idet endelig Magnus, Sveriges Konge, kom og seende at han ej var istand til at staa ham imod, opgav frivilligt (libere) Slottet paa mange Betingelser (eller maaskee rettere „efter mange foreløbige Underhandlinger“: Textens Ord ere: multis conditionibus interjectis) Det er imidlertid at merke, at Textens Ord egentlig efter den rette latinske Construction skulde antyde, at det var Valdemar, som ikke kunde gjøre Modstand og derfor opgav Slottet, men dette maa alene skrives paa den slette Latinitets Regning.
  17. ↑ Dette vil sees strax nedenfor, hvor Detmars, Corners og Stange Udsagn nærmere omtales, og det er meget muligt, at det samme netop antydes ved de „multæ interjectæ conditiones“, hvorom det nysanførte Chronicon taler.
  18. ↑ See ovenfor S. 496, 497. Vidimationen af 3die Septbr. 1362 omtales i Styffe Bidrag S. 18, jevnfør S. XXIX, XXX.
  19. ↑ Styffe anfører (Bidrag S. XXVIII.) et Brev, som Magnus udstedte i Skeninge Mandag efter „de syv Brødres Dag“ (septem fratrum): og forklarer denne Benævnelse ganske rigtigt ved „Syvsoverdagen“, der ellers kaldes „septem dormientes“ 27de Juli, hvorved Mandagen derefter bliver 3die August, da den 10de Juli, som ellers i den romerske Kalender kaldes Syvbrødredagen, i de nordiske var Knut Konges Dag, og vi desuden have seet, at Magnus Mandagen derefter, eller den 13de Juli, var i Helsingborg. Den 7de August udstedte Magnus et Brev paa Konungsnes, en ogsaa ovenfor omtalt Kongsgaard, beliggende paa Færinge-Øen i Mælaren. Altsaa var han i de Egne allerede fra Begyndelsen af August, medens hans Mænd laa ved Rygnabro.
  20. ↑ Dette Brev (udstedt af Erngisl Jarl, Magnus Nikolassøn, Fjallar Piil og Gotskalk Skarpenberg), er allerede ovenfor omtalt; Originalen findes i det storhertugelige Archiv i Schwerin, og det er aftrykt i Styffes Bidrag, No. 25, S. 42. Det er udstedt af hine Krigsmænd i begge Kongerne Magnus og Haakons Navn, og gjelder for Albrecht og hans Ledsagere. Det maa være dette Brev, hvortil Suhm sigter, naar han (XIII. 423) siger, at den 13de August udstedtes sikkert Lejde for Albrecht og hans Søn Henrik af Kongerne Magnus og Haakon samt de svenske og norske Stænder, uden at han dog anfører, hvorfra han har det; han lægger ligeledes til, at Valdemar, Christopher og Hertug Erik udstedte et lignende Lejdebrev.
  21. ↑ Magnus udstedte den 25de September 1360 paa Vardberg et Pantebrev til Peter Duve for 600 Mkr. Sølv, Styffe, Bidrag S. XXX.
  22. ↑ Udtog af disse Tractater ere meddelte hos Suhm, XII. 420–423. Den ene (mellem Albrecht og Erik) er trykt hos Scheidt vom deutschen Adel, S. 40–416.
  23. ↑ For Tydeligheds Skyld meddele vi her Detmars Ord i sin Helhed: Darna deghedingede de konink van Denemarken Woldemer twisschen hertoghen Alberte van Mekelenborch unde hertoghen Eriken van Sassen, dat h. Erik scholde deme van Mekelenborch Plawe antworden, unde de van Mekelenborch scholde emc Godebuz weder antworden: dat scholde he beholden so langhe, dat he eme Boytzeneborch antworde. De hertoge van Sassen antworde Plawe van sik in des mit Mekelenborch hant, men deme wart der slote nén, weder Godebuz edder Boytzeneborch, men deme koninghe wart Helsingeborch dorch desser deghedinge willen: aldus wart de gode hertoghe Erik van Sassen bedroghen. – Corner (Eccard I. S. 1103), gjentager Detmars Ord, men har urigtigt Aarstallet 1361.
  24. ↑ Det første siger Corner i sin Saxonia l. IX. 30. p. 175, tilføjende, at Albrecht havde faaet Helsingborg af Kongen (hvilken Konge?) fordi han havde tjent ham i Krig; det sidste i Dania (l. VII. c. 37. p. 175).
  25. ↑ I Chr. af 1357–63 (l. c.) heder det, at Valdemar, efterat have faaet Helsingborgs Slot, ogsaa fik Adelsmændenes Borge, og at disse Adelsmænd selv bad ham om Tilgivelse og hyldede ham frivilligt; kun Slottet Lindholm erhvervede han deels ved Trusler deels ved en stor Sum Penge.
  26. ↑ Vi have her seet hvad Chron. af 1357–63 berette; ogsaa Erkebiskop Nikolaus, der var samtidig med Begivenheden, taler i sit Chron. alene om at Valdemar med Magt indtog Skaane (Scr. r. D. VI. 531). Chron. af 1389 (Scr. r. D. VI. 533) siger ogsaa kun, at Valdemar med sterk Haand erholdt Skaane og Slottet Helsingborg ved Magnus’s Resignation.
  27. ↑ Scr r. S. I. 58.
  28. ↑ Sammesteds, S. 44.
  29. ↑ Scr. r. Sv. I. 2. S. 56. Herom mere i det følgende.
  30. ↑ Scr. r. Sv. II. S. 107.
  31. ↑ See Richardsons Hallandia S. 126–129 jvfr. Suhm XIII. 437. At Magnus endnu i 1363 havde Nordrehalland, sees af hvad Lagerbring meddeler III. 467, foruden af andre Data, der paa sit Sted ville blive omtalte.
  32. ↑ Nemlig Laurentius Petri, i hans svenske Historie, Scr. r. Sv. II. S. 97. Han anfører denne for Magnus gunstige Forklaring med Tillæg, at ogsaa andre „åro ock wid thenne meningen, att detta alt skall wara dichtat in på Konung Magnus ut af hans afwundsmän“. Altsaa holdt der sig dog ved Siden af de vrange Beskyldninger ogsaa en retfærdigere Anskuelse af Sagen.
  33. ↑ Dette sees allerbedst af Fru Birgittas Yttringer i det oftere citerede Cap. 80 af Tillægsbogen (extravagantes) af hendes Aabenbaringer. Her fremsettes flere haarde Beskyldninger mod Kongen, blandt hvilke denne „at han var Kronens Ransmand, og Forræder mod sine egne Tjenere og Undersaatter, som han frivilligt havde overgivet i deres verste Fjenders Hænder med hele Skaane.“ Birgttta, som da var i Rom, dømte naturligviis kun efter hvad hendes Venner havde fortalt hende, mundtligt eller skriftligt.
  34. ↑ Man maa dog altid have for Øje, at vi her tale om Tiden før Kong Haakons Giftermaal, eller rettere førend Stormændene i Sverige tillod sig at ville paatvinge ham en Hustru og derved .noksom lagde deres Stemplinger med Albrecht for Dagen, som det i det følgende skal vises. Thi en anden Sag var det, da de netop ved disse Stemplinger neppe havde overladt ham andet Valg, end at søge Valdemars Venskab og Beskyttelse. Da forholdt det sig vistnok unegtelig saa, at Magnus gjorde Valdemar Indrømmelser, og maaskee gav etslags frivilligt Afkald paa de sydligere Landskaber, men vel at merke efterat Valdemar allerede factisk var bleven deres Herre, og derfor behøvede han dog ikke tidligere, under Erobringen selv, at have været i Ledtog med ham.
  35. ↑ Det er allerede ovenfor (S. 495) viist, hvorledes Fru Birgitta advarede Kong Magnus mod „en stor fremmed Herre“, der ikke kan være nogen anden end Hertug Albrecht.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/60&oldid=80845»