Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 689-706).

Det er imidlertid ikke ſaa uſandſynligt, at den nye pavelige Nuncius i den allerførſte Tid efter ſin Tilbagekomſt til Norden ikke engang vovede ſig ind i Sverige. Thi han forefandt der Krigsluen paany tændt, og det vilde ej have været mere end rimeligt, om han for det førſte betænkte ſig noget, og afventede Tingenes Gang, inden han gjeſtede det urolige Land, hvor man desuden nu neppe havde Sands for at høre, hvad han havde at forebringe. Kong Valdemars Planer til Skaanes Gjenerhvervelſe nærmede ſig mere og mere ſin Modenhed, hvor ugunſtige end Omſtændighederne ſynes at være dertil, da Jydernes Opſtand neppe nogenſinde var heftigere end nu. Men han havde desuagtet truffet ſine Forholdsregler ſaa klogt, at Byttet allerede var ham temmelig ſikkert. Hvad der ſenere paafulgte, ſammenholdt med hvad vi allerede før have ſeet, vækker uvilkaarligt den Formodning, at der fremdeles var en hemmelig Forſtaaelſe, et liſtigt Spil aftalt mellem ham og Hertug Albrecht, uanſeet at denne nu for ganſke nyligt havde ſtaaet paa Magnus’s Side. Men paa hvad Maade og i hvilken Udſtrækning disſe underfundige Intriguer bleve drevne; om egentlig alle tre Fyrſter ſøgte at overliſte hinanden indbyrdes, og at det alene kan betragtes ſom en tilfældig eller af Øjeblikkets Forhold fremkaldt Combination, at Albrecht og Valdemar, juſt da det gjaldt, vare fælles om at ſlaa ſig til Ridder paa Magnus, eller om dette ligeſaavel ſenere ſom tidligere var Aftalen mellem dem trods alle mellemkommende Hindringer, endog aabenbare Fejder, det lader ſig nu ikke afgjøre. Saa meget er kun viſt, at Magnus blev et Offer for disſe Fyrſters overlegne Statskløgt og for ſine egne Mænds Mangel paa Loyalitet.

Planen ſynes nu at have været den, ved forſtilte Freds— eller Forliigs-Underhandlinger at hale Tiden ud og berolige Kong Magnus, medens Valdemar i al Stilhed gjorde ſine Forberedelſer for at kunne være færdig at ſlaa til, naar det udfordredes. Gjenſtanden for Underhandlingerne var de Fordringer, ſom den ulykkelige Fejde mellem Kong Magnus og hans Søn havde givet baade Valdemar og Albrecht et Slags Ret til at fremſætte, og hvis Ikkeopfyldelſe de kunde betragte ſom casus belli. Valdemar havde faaet Tilſagn om Helſingborg, Albrecht paaſtod Erſtatning for de Tab, han under Krigen havde lidt. Endnu i Februar 1360, medens Valdemar laa i Jylland, lod denne opſætte et Udkaſt til et Forliig med Kong Magnus, ifølge hvilket deres Mellemværende ſkulde afgjøres af fire Mænd, opnævnte fra hver Side, og hvis disſe aatte ej kunde blive enige, da af tvende andre, nemlig Hertug Erik af Saxen paa Valdemars, og Grev Henrik af Holſten paa Magnus’s Side[1]. At Albrecht af Mecklenburg vilde blive den førſte og fornemſte af de fire Dommere ſom Magnus ſkulde opnævne, er let at indſee. For Øjeblikket kom vel ingen ſaadan Overeenskomſt iſtand, men der underhandledes dog paa dette Grundlag, og Hertug Albrecht havde det iſær overvettes travlt med at gaa imellem begge Parter ſom Megler. I April lod han ſig give Lejdebrev af Kong Magnus, for at kunne komme til Sverige med flere Fyrſter og Herrer, og der at underhandle[2]. Imidlertid ſkyndte Valdemar ſig at indgaa Forliig med de holſtenſke Grever[3] og ſtille de misfornøjede jydſke Adelsmænd tilfreds ved kloge og betimelige Eftergivelſer, idet han paa et Danehof i Kalundborg den 31te Mai udſtedte en udførlig og fuldſtændig. Haandfeſtning[4]. Endog i denne taltes der om „de Landſkaber, ſom med Guds Hjelp herefter maatte kunne erhverves“; et Beviis nok paa, at Skaanes Gjenerobring nu var Løſenet. Og derpaa foretog han de meſt omfattende Krigsruſtninger. Byboerne og Kloſtermændene maatte paa egen Bekoſtning udruſte Skibe og ſtille dem til hans Dispoſition. I Haſt havde han en ſtor Hær ſamlet, hvormed han, viſtnok omtrent ved Midten af Juni Maaned, ſatte over til Skaane, ledſaget af ſin Søn Chriſtopher, der nys var udnævnt til Hertug af Laaland, Hertug Erik af Saxen, og maaſkee flere andre Fyrſter — idetmindſte kom de ſenere til —, og underlagde ſig nu, ſom det ſynes, i meget ſtor Haſt det aabne Land, og beſatte flere Stæder, navnlig Malmø, faa at han allerede den 10de Juli, da han netop havde begyndt at belejre Helſingborg, kunde roſe ſig af „at Gud nu havde forhjulpet ham til Skaane, hans rette Arveland“[5]. Efterretningen herom maatte ikke være lidet overraſkende for Kong Magnus, der, ſaaledes ſom det allerede er nævnt, havde opholdt ſig i Mælar-Egnene den hele Vinter, ivrigt beſkjeftiget med at ſkifte Ret og og ſørge for Landets indre Rolighed, viſtnok i den Formodning, at den jydſke Opſtand gav Valdemar for meget at beſtille til at han ſaa ſnart ſkulde kunne ſtaa med en ſtor Hær i Skaane. Endnu i Paaſketiden var Magnus i Stockholm, og da var ogſaa hans Søn Kong Haakon kommen til ham, thi det føromtalte Leidebrev for Hertug Albrecht, ſom Magnus udſtedte, er dateret fra Stockholm 4de Dag Paaſke, den 8de April, og medbeſeglet af Kong Haakon. Men aldrig ſaaſnart fik de Bud om, hvad Valdemar havde taget ſig til, førend de ilede ned til Skaane med ſaa ſtor en Styrke, ſom de i Haſt kunde faa ſamlet, thi uagtet Valdemar umuligt kan have begyndt Fjendtlighederne førend midt i Juni, finde vi dog begge Kongerne allerede den 28de Juni i Lund, og at de da maa have været omgivne af en Krigsmagt, kan ſkjønnes alene deraf, at det paa denne Tid, da Valdemars Hær formodentlig allerede havde den meſte Deel af Skaane inde, kunde være muligt for dem at opholde ſig ſaa langt inde i Landſkabet, ſom i Lund, ja at endog Hertuginde Ingeborg paa ſamme Tid opholdt ſig hos dem[6]. Vi ville ogſaa ſee Erngiſl Jarl og flere kongelige Høvedsmænd en Maaneds Tid derefter at ligge under Vaaben i Skaane[7]. Kongernes Ankomſt maatte vel ſtandſe Valdemar noget i ſit Erobringsløb, og det lader til, at han virkelig i nogen Tid lod Krigsforetagenderne hvile, om han end ikke ſluttede en formelig Stilſtand. At heller ikke Magnus og Haakon ſtrax opgav Tanken om at gjøre ham Modſtand, ſeer man deraf, at de netop paa hiin nysnævnte 28de Juni i Lund indgik et Forbund med Grev Adolf af Holſten, hvorved denne tilſagde dem ſin Tjeneſte mod en aarlig Løn, der tildeels endog ſkulde hæves af Tolden ved Skanør og Falſterbod, ligeſom Kongerne ogſaa udſtedte Gjeldsbrev til ham for 100 Mk. Sølv, der ſkulde betales enten paa Mynten i Lund eller et andet ſikkert Sted[8]. De maa da ſaaledes endnu have haft Haab om at vinde Skaane tilbage. Men dette Haab glap visſelig ſnart. Valdemar havde øjenſynligt faaet Overtaget, og Befolkningen ſelv ſynes at have været ham gunſtigt ſtemt. Magnus, der i denne Tid var ſaa haardt presſet af de pavelige Pengekrav, kan ikke have haſt Midler til at hverve fremmede Tropper i tilſtrækkeligt Antal, og paa nogen ſynderlig Hjelp af Frelſemændene i hans eget Rige, der ſkulde danne Kjernen af hans Hær, var der neppe at gjøre Regning, thi deels vare de ej forpligtede til at følge ham længer end til Landemæret — det vil ſige det egentlige Sveriges, hvortil Skaane ej hørte —, deels vare de ham fremdeles kun lidet gunſtige, ja maatte vel endog nu være dobbelt mistænkelige mod ham, da der er al Sandſynlighed for, at han atter havde Benedict Algøtsſøn hos ſig. Der berettes nemlig, at denne juſt i det ſamme Aar blev dræbt paa Rygnaholm, altſaa ganſke nær ved Rygnabro, hvor de nysnævnte Høvedsmænd idetmindſte ſenere paa Sommeren laa; ja efter en ſildigere, ikke uſandſynlig Beretning, der dog mangler poſitiv Hjemmel, ſkal endog flere af Magnaterne, „med Erngiſl Jarl og Marſken Karl Ulfsſøn i Spidſen“, have været hans Banemænd[9]). Hvorledes nu end Sammenhængen hermed har været, om Benedict virkelig har opholdt ſig hos Kongen, eller villet ſnige ſig til ham, er bleven greben, indſat paa Rygnaholms Slot og derpaa aflivet — under alle Omſtændigheder maatte dette dog ſætte ondt Blod paa begge Sider og lamme den gjenſidige Tillid mellem Kongen og hans Mænd. Dog ſeer man, at Kong Magnus begav ſig til Helſingborgs Slot og formodentlig ſelv overtog Forſvaret, medens man derimod ej hører tale om Haakon, ſaa at man næſten maa formode, at han ſkyndte ſig tilbage, enten til Sverige eller Norge, maaſkee for at ſamle flere Tropper, og komme ſin Fader til Hjelp[10].

Men forinden noget ſaadant kunde ſkee, var allerede Skaane uigjenkaldeligt tabt. Der var begyndt Underhandlinger, og Magnus, daarligt underſtøttet af ſine Egne, med ringe Udſigter til Hjelp andenſtedsfra, og trykket af alſkens Forlegenheder, maatte ſnart tabe Modet. De egentlige Underhandlinger mellem Magnus og Valdemar aabnedes og lededes, ſom det ſynes, af Hertug Albrecht, der i det Øjemed fik Lejdebrev for ſig og ſin Søn Henrik af Valdemar, dateret fra Malmø den 4de Juli 1360[11]. Men imidlertid var Valdemar ſelv allerede traadt i Underhandlinger med Hanſeſtæderne, hvis mangehaande Handelsforbindelſer med Skaane maatte gjøre det til en betænkelig Sag for dem at ſee dette Landſkab ſkifte Herre, og hvilke han derfor ved allehaande gode Løfter maatte ſee til at berolige, ſaa at de ej gjorde fælles Sag med Magnus. Han havde derfor ladet dem anmode om at ſende Befuldmægtigede til Kjøbenhavn for at raadſlaa med ham, og Stæderne havde ſtrax været villige dertil. Borgermeſtrene fra Wismar, Roſtock, Stralſund og Greifswald ankom til Kjøbenhavn allerede i de ſidſte Dage af Juli, de fra Lübeck en Uges Tid ſildigere, netop ſom Valdemar var over i Malmø[12]. Da han ſiden, den 7de Juli, kom til Kjøbenhavn, bad han dem undſkylde, at Tiden nu var ham for knap, til at han kunde raadſlaa med dem i denne Stad, men anmodede dem om at ville umage ſig med ham til Helſingborg, hvortil de og vare .villige. Han ſkulde nemlig, ſom vi vide, juſt“nu begynde Slottets Belejring. Imidlertid havde han dem dog den 9de hos ſig til Bords, og handlede foreløbigt med dem om flere Anliggender, navnligt om de Privilegier og Friheds-Breve, der nu maatte blive at udſtede, og for hvilke de enedes mellem ſig om at ville betale 1000, ja lige indtil 1200 Mk. lybſk, om han fordrede det. Det var den ſamme Dag, der ſiden, ſom vi have ſeet, regnedes for den, paa hvilken Helſingborgs Belejring tog ſin Begyndelſe, hvad enten nu Kongen ſelv et Øjeblik var derover og gav ſine Befalinger, eller det ſkete i hans Navn. Den følgende Dag lod han Borgermeſtrene anmode om, ufortøvet at forføje ſig til Helſingør, hvilket ogſaa ſkete, og nogle Dage efter begav de ſig ogſaa over til Helſingborg, efterat have modtaget et Sikkerhedsbrev fra Kong Magnus, ſom Valdemar ſelv overbragte dem. I Følge med Valdemar var ſaavel Hertug Albrecht, ſom nogle ſvenſke Riddere, der gave deres Forløfter for Sikkerhedsbrevet: et Tegn paa, at Underhandlingerne nu ogſaa vare i Gang mellem Fyrſterne[13]. Men den Omſtændighed, at et Sikkerhedsbrev, udſtedt af Magnus med Forløfte af hans Mænd, anſaaes nødvendigt, viſer, at hans Krigsſtyrke dog heller ikke kan have været ſaa ganſke ubetydelig, eller indſkrænket til Helſingborg alene. Strax efter Borgermeſtrenes Ankomſt til Helſingborg anmodede Kongen dem om at tage Deel i Underhandlingerne, høre hvad han havde at forebringe og at beſvare, og give ham deres Raad. De ſvarede førſt, at da deres Stæder havde Fred med Kong Magnus, vilde det ſtride mod deres Ære, om der i deres Nærværelſe forhandledes noget, der røbede Uvilje mod ham eller kunde bringe ham Skade. Men da Kongen erklærede, „at han ikke opfordrede dem til noget Ondt, til Krig eller Uvenſkab“, men alene til Fredens Gjenoprettelſe, gave de villigt ſit Samtykke. Man ſeer tydeligt nok, at det alene kom dem an paa at bevare det ydre Skin, og i ſaa Henſeende at have deres Samvittighed frelſt, thi at denne ſaakaldte „Fred“ netop var et ſtort Onde for deres Ven Magnus, da den gik ud paa at ſkille ham ved nogle af hans bedſte og ſtørſte Beſiddelſer, det ſynes ikke at have anfegtet dem ſtort. De ønſkede helſt Fred under enhver Omſtændighed, for at Stædernes Handelsrørelſe ikke ſkulde lide nogen Standsning, og Valdemar ſom Herre over Skaane og de vigtige Markeder ved Skanør var nu en mere betydende Perſon i deres Øjne end Magnus. For denne var der ſaaledes ingen Udſigt til at faa nogen Hjelp fra den Kant, om han maaſkee et Øjeblik havde gjort ſig Haab derom. Desuden ſøgte Valdemar udtrykkeligt at forebygge noget ſaadant, thi ſaaſnart han havde modtaget Borgermeſtrenes Løfte, lod han dem forelægge et Hefte, der indeholdt Afſkrift af en Mængde offentlige Documenter, og udpegede dem blandt disſe den tidligere Fredstractat mellem ham og Stæderne, hvorved enhver af Parterne forbandt ſig til, ikke at ſtaa den andens Fjender bi, idet han ſagde: „der ſee I ſelv, at der mellem os allerede er beſvoren og dagthinget Fred“. Tillige lovede han at være beredt til at opfylde, hvad de maatte forlange af ham, og formodentlig har han ved denne Lejlighed overrakt dem et Brev, udſtedt og dateret den 10de Juli, udenfor Helſingborg Slot, hvorved han efter Samraad med de Venner, Frænder, Høvedsmænd og Raadgivere, der nu laa i Feldten med ham, lovede „de menige Kjøbmænd og Stæder“, fornemmelig dem fra Lübeck, der beſøgte hans Land (Skaane) med Fred og Kjøbmandſkab, og ej vilde ſkade ham eller hans, eller paa anden Maade forbrød ſig, at ville „hege og ſkjerme dem“, ſaa at de ſkulde være ſikkre og „felige“ for ham og hans, og alle, der adlød ham[14]. Den følgende Dag (Thorsdag den 16de Juli), lod Valdemar dem atter kalde til ſig og underrettede dem nu om, at han ved de nu ſtedfindende Underhandlinger havde fremſat endeel Ankepoſter mod Kong Magnus, hvis Rigtighed denne i Førſtningen havde benegtet, men at han ſiden, bragt til Beſindelſe og bedre Erkjendelſe af Hertug Albrecht og Andre, der vare forvisſede om Ankepoſternes Rigtighed, var kommen til ham i Kloſtret fra ſit Slot, og havde erkjendt deres Rigtighed, hvorpaa Sagens Afgjørelſe var bleven overladt til Voldgiftsmænd, fire paa hver Side, nemlig paa Valdemars Biſkop Magnus af Børglum, Hertug Erik af Saxen, Stig Andersſøn og Bo Falk; paa Magnus’s Hertug Albrecht, Nikolas Abrahamsſøn (Arnbjørnsſøn?), Andres Nikolasſøn og Jon Chriſtinesſøn. To Dage efter drog Kongen over til Helſingør, ledſaget af Borgermeſtrene, der nu formodentlig anbefalede ſig, efterat Kongen havde lovet dem at afgjøre deres Hovedanliggende, Erhvervelſen af et udførligere Frihedsbrev[15], naar han nu næſte Gang ſamledes med ſit Raad, nemlig den 29de Juli. Ved at henſkyde Sagens Afgjørelſe til hine aatte Mænd fulgte man egentlig det Udkaſt til Fredsſlutning, ſom Kong Valdemar allerede om Vinteren forud havde ladet opſætte. Man veed ikke nøjagtigt, hvorledes Dommen lød, eller naar den afſagdes, men kun ſaa meget, at Magnus maatte opgive Helſingborgs Slot, ſkjønt „paa mange Betingelſer“, uden at man dog kjender disſe[16]. Det er imidlertid ikke ſaa vanſkeligt at gjette ſig til, hvorledes det Hele nogenledes har gaaet for ſig. Naar Valdemar, ſom han ſelv fortalte de tydſke Borgermeſtre, havde fremſat flere Ankepoſter mod Magnus, da maa den vigtigſte af disſe have været den, at Magnus forholdt ham Helſingborgs Slot, ſom han tidligere havde forpligtet ſig til at overlade ham; og naar det, ſom han ogſaa ſagde til dem, lykkedes Hertug Albrecht at overbeviſe Magnus om Rigtigheden af hans Fordringer, ſaa følger heraf, at Magnus iſær ved Albrechts Foreſtillinger eller Truſler lod ſig aftvinge Løftet om at opgive Slottet. Albrecht har da formodentlig deels bedet ham betænke den farlige, næſten hjelpeløſe Tilſtand, hvori han befandt ſig, deels ogſaa fremſat ſine egne Fordringer paa Erſtatning ſiden forrige Krig med ſaadant Eftertryk, at Magnus neppe havde noget andet Valg end at give efter. Der er imidlertid ſaagodtſom fuld Vished for, at Magnus ikke overgav Slottet til Valdemar, med hvem han nu neppe vilde eller kunde forlige ſig, men derimod til Albrecht, for at beholde og forſvare det midlertidigt, enten til Sikkerhed for hine ſelvſamme Fordringer, eller ſom upartiſk Fredsmegler, indtil et endeligt Forliig kunde komme iſtand, og at Albrecht ſiden overlod det til Valdemar, paa flere for ham ſelv højſt fordeelagtige Betingelſer, men ganſke viſt tvertimod Kong Magnus’s Ønſke og ſit eget Løfte til denne. Thi ej upaalidelige tydſke Chroniſter tale udtrykkeligt om noget ſaadant[17], og Albrecht ſelv lod to Aar efter tvende Biſkoper udſtede en bekræftet Afſkrift af hiint Brev af 1350, hvorved Kong Valdemar lovede at betale ham 10000 Mark Sølv, naar han kunde ſkaffe ham Helſingborgs Slot[18]; da det nu heraf er klart, at han betragtede denne Forpligtelſe ſom indtraadt og beſtaaende for Valdemar — thi ellers vilde han ikke fundet det Umagen værd at lade Brevet fornye — maa han ogſaa fra ſin Side have anſeet Betingelſen opfyldt; med andre Ord, han erklærede egentlig herved ſelv, at han vilde betragtes ſom den, der havde bragt Helſingborg i Valdemars Hænder. Saavidt man kan ſkjønne, har Magnus, kort efter at han havde bekvemmet ſig til at henſkyde Sagens Afgjørelſe under 8 Dommere, altſaa formodentlig omkring den 18de Juli, da Kong Valdemar, ſom det lader, veltilfreds vendte tilbage til Helſingør, overgivet Slottet til Hertug Albrecht, og med ſine egne Krigsmænd trukket ſig et Par Mile længere mod Nord, til Rygnabro ved Engelholm, hvor han for det førſte lod dem blive tilbage forat hindre Fjenden fra at trænge ind i Halland, medens han ſelv ilede op til det øvre Sverige, maaſkee for at ſikre ſig Forſterkning, om den ſkulde behøves. Der gives nemlig Breve, ſom viſe, at Kong Magnus i de førſte Dage af Auguſt var heelt oppe i Øſtergøtland og Sødermanland[19], medens derimod Erngiſl Jarl med flere Krigshøvdinger laa ved Rygnabro, ſaaledes ſom det ovenfor er nævnt, og tilſtod den 13de Auguſt paa Kongerne Magnus’s og Haakons Vegne Hertug Albrecht et Par Dages Lejde til at beſøge dem og vende tilbage til Helſingborg[20]. Det er heraf klart, at Magnus endnu ikke betragtede Krigen tilendebragt, men alene midlertidigt afbrudt ved en Vaabenhvile, og hans Beſøg idet øvre Sverige, hvorfra han allerede i September var kommen tilbage til Halland[21], kan ſaaledes neppe have haft anden Hoved-Henſigt end den nys antydede. Imidlertid vedblev Underhandlingerne ved Helſingborg, og de drejede ſig nu ikke mere om Stridsſpørsmaalet mellem Magnus og Valdemar, men derimod om Valdemars og Albrechts eget Mellemværende, og om dennes Forhold til andre tydſke Fyrſter: med andre Ord, om de Betingelſer, paa hvilke han var villig at overlade Valdemar Slottet. Den 10de Auguſt ſluttedes der tvende Tractater mellem Albrecht og Hertug Erik af Saxen, fornemmelig angaaende Grevſkabet Schwerin, og en anden mellem Valdemar ſelv, Hertug Erik, Hertug Valdemar af Slesvig m. fl. paa den ene og Albrecht, Churfyrſterne af Brandenburg og Saxen m. fl. paa den anden Side, hvori Valdemar og hans Søn Chriſtopher blandt andet forbandt ſig til, hvis det Gode ej kunde hjelpe, at ſtaa Albrecht og hans Sønner af al Magt bi til at faa Erſtatning af den ſvenſke Krone for hvad Skade de havde lidt i den ſidſte ſkaanſke Krig[22]. Allerede her ſeer man Albrecht at optræde ikke ſom Magnus’s Ven, eller idetmindſte ſom den upartiſke Voldgiftsmand, men ſom den ſtrenge, ja endog fjendtlige, Fordringshaver. Imidlertid tales der dog ikke i disſe Tractater, og kunde der ikke tales om Helſingborgs Overgivelſe til Valdemar, eller om de yderligere Fordele, Albrecht derved ſkulde opnaa, thi denne Sag var af en altfor delicat Natur til at kunne gjøres til Gjenſtand for almindelige Forhandlinger. Den maa have været afgjort ved en hemmelig Overeenskomſt mellem Valdemar og Albrecht alene. Men ſaameget ſynes viſt, at de bleve enige om at bedrage ej alene Magnus, men ogſaa Valdemars gamle Ven og Frænde, Hertug Erik. Valdemar, forteller den paalidelige Detmar, „dagthingede mellem Hertugerne Albrecht og Erik ſaaledes, at denne ſkulde overlade Albrecht Slottet Plaue, imod at Albrecht overlod ham Gadebuſch, hvilket ſiden ſkulde ombyttes med Boitzenburg; og Hertug Erik aftraadte følgelig Plaue, men fik hverken Gadebuſch eller Boitzenburg, derimod fik Kongen Helſingborg for denne Dagthingnings Skyld, og ſaaledes blev den gode Hertug Erik bedragen“[23]. Da Albrecht endnu den 2—0de September var i Helſingborg, er det ſandſynligt, at han har ventet med Overgivelſen af Slottet til Valdemar, indtil han fik Efterretning om at hans Mænd havde beſat Plaue, og at han da i al Stilhed har ladet Valdemar beſætte Slottet. Dette faar man og nærmeſt ud af den gamle tydſke Forfatter Cranz’s Ord, naar han ſiger, at Valdemar fik Helſingborg af Albrecht for ſin Umag, paa et andet derimod, at Valdemar tog det fra Albrechts Befalingsmand, forbittret over at Hertugen ſveeg ſit Løfte til Hertug Erik[24]. Thi denne Overgivelſe af Slottet ved Hertug Albrecht for egen Fordeels Skyld var en ſaa ſkammelig Sag, at han, hvor meget han end ſatte ſig ud over alle Ærlighedshenſyn, dog neppe kunde være bekjendt at lade den ſkee anderledes end ved en forſtilt Overrumpling ved Valdemars Mænd. Nogen Dom er under disſe Omſtændigheder neppe bleven afſagt, ligeſaa lidet ſom nogen Fred kom iſtand; tvertimod ſee vi nu netop Valdemar at underkaſte ſig de øvrige ſkaanſke Slotte og modtage Adelsmændenes Troſkabseed, medens Magnus, der formodentlig var kommen til Halland for at afvente Dommen, nu ilede tilbage til det øſtlige Sverige for at gjøre hvad Forberedelſer han kunde til et Krigstog mod Valdemar i Løbet af det følgende Aar[25].

Paa denne Maade ſynes det ifølge de paalideligſte Efterretninger at være gaaet til med Skaanes Tilbage-Erobring, og vi have dvælet udførligere derved, end det egentlig med Henſyn til Norges Anliggender kunde ſynes nødvendigt, fordi denne Begivenhed danner etſlags Vendepunkt i Kong Magnus’s Hiſtorie, der heller ikke er uden Indflydelſe paa Norges Skjebne, og fordi den har fremkaldt ſaa mange haarde og krænkende Domme over Kongens Ferd og dynget ſaa megen Skjendſel over hans Navn, at det endog maa anſees ſom en ſimpel Retfærdigheds-Handling at ſtille Sagen i ſit rette Lys, og frigjøre ham fra Beſkyldinger, af hvilke de fleſte ved nærmere Underſøgelſe af de rette Forhold ſees at være forhaſtede og falſke, og heller ikke fremſatte af ſamtidige Chroniſter[26]. Den lempeligſte af disſe Beſkyldninger er den, at han lod ſig overliſte af Valdemar, der, ſom det heder, erhvervede Skaane ved Liſt og Svig, misbrugende Magnus’s Enfoldighed. Denne Beſkyldning medfører unegtelig paa en vis Maade Sandhed; Magnus lod ſig virkelig overliſte ſaavel af Valdemar, ſom iſær af Hertug Albrecht, men Spørsmaalet er om en anden i hans Sted vilde have været ſtort klogere; for en Mand af Ære maatte det idetmindſte være vanſkeligt at tænke ſig Muligheden af ſaamegen Svig og Underfundighed, ſom den, der her fandt Sted. Denne Beſkyldning er fremſat i et Chronicon, der ſynes at være nedſkrevet omkring 1415[27]. I et andet, omtrent ſamtidigt dermed, men nedſkrevet i Visby, heder det, at Valdemar deels ved Truſler, deels ved Løfter fik Magnus til at aftræde ham Skaane for intet, uden at høre ſit Raad, og at han ligeledes tilbød ham at tage Gotland, om han kunde[28]. At den ſidſte Beſkyldning er aldeles uſand, ville vi i det følgende ſee, og den førſte fortjener derfor heller ikke nogen Tiltro. Vi finde herefter ingen Bedømmelſe over Kongens Ferd, førend Riimkrøniken ved Midten af det 15de Aarhundrede overdynger ham med Smædeord, men meddeler tillige hele Begivenheden ſaa forvirret og ſtridende mod Tidsfølgen, at den alene derved viſer ſig fuldkommen uvederheftig. Den lader nemlig Magnus og Valdemar beſvogre ſig indbyrdes ved Giftermaalet mellem Haakon og Margrete, og ved denne Lejlighed aftale ſaavel, at Valdemar ſkulde faa Skaane m. m. frit igjen, ſom endog at han ſiden ſkulde fare til Gotland og ſtraffe Indbyggerne, fordi de ej vilde yde Magnus tilſtrækkelig Skat; men dette lader den, vel at merke, ſkee efterat der allerede var afgaaet et Geſandtſkab fra Sverige for at aftale det Giftermaal mellem Kong Haakon og en holſtenſk Fyrſtedatter, hvorom der i det følgende vil blive Tale: derved falder det Hele bort, og man kan alene undſkylde Forfatteren med at denne Fremſtilling af Sagen paa hans Tid var bleven ſaa almindelig, at han ſelv feſtede Lid dertil[29]. Efter Riimkrøniken følger Ericus Olai, der vel retter paa hiin chronologiſke Fejl, men dog fortæller det Hele yderſt forvirret. Han ſiger, at Valdemar lokkede Magnus til Samtaler med ſig, og deels ved Smiger, deels ved Truſler fik ham til at gjøre Afkald paa Skaane m. m., ſamt udlevere ham Adkomſtbrevene, uden at forlange Kjøbeſummen tilbage, medens derimod Valdemar lovede at være Magnus behjelpelig med at ſtyrte de ſvenſke Raadsherrer i Fordærvelſe, hvilket var Magnus’s ivrigſte Ønſke; ſaaledes overgav han Skaane, hvorved der opſtod en grundet Mistanke om at begge Konger havde forbundet ſig om at udrydde Raadsherrerne. Ligeledes overlod han, heder det, Øland og Gotland til Valdemar. Ved denne Leilighed tales der og om Benedict Algøtsſøns Ophøjelſe. Det er tydeligt at ſee, at han ikke veed mere om Sagen, end hvad han har fundet for ſig i Riimkrøniken og de nysanførte, kortfattede Krøniker[30]. Ham have igjen de følgende Hiſtorieſkrivere fulgt i Hovedſagen, om de end hver for ſig kunne have fremſtillet Sagen paa ſin egen Maade. Kun en eneſte Stemme har, ſaavidt vides, blandt de eldre Hiſtorieſkrivere udtalt Mistanke mod Beſkyldningerne, og antydet Sagens rette Sammenhæng[31].

Det er imidlertid ſikkert nok, at der allerede ſamtidigt, idetmindſte blandt et viſt Parti i Sverige, har opſtaaet et heftigt Skrig mod Kong Magnus ſom den, der af Svaghed, ja endog ved at ſpille under Dekke med Rigets argeſte Fjende, lod de Landſkaber, hvis Erhvervelſe havde koſtet ſaa mange Opofrelſer, fravindes Riget og falde i denne Fjendes Hender[32]. Men det lader dog ikke til, at dette Skrig blev almindeligt, førend Magnus atter, ſom vi ville ſee, havde kaſtet ſig i Valdemars Arme, og ſluttet ſig nøjere til ham end nogenſinde, thi da førſt ſynes han at have givet formeligt Afkald paa Skaane, ſom Valdemar hidtil kun i Kraft af Erobringens Ret havde beſiddet. Man holdt ſig neppe ſaa meget op over at Magnus ikke kunde ſtaa ſig mod Valdemars Overmagt, ſom at han ſiden ſelv godkjendte Erobringen og fraſagde ſig Ret til Landſkaberne. Det kan heller ikke negtes, at Magnus her kom til at ſtaa i et meget ubehageligt Lys, og at de, der ikke nøje kjendte Sagens Sammenhæng, men bagefter lagde ſammen alt, hvad de havde ſeet ſiden Erik begyndte Opſtanden, kunde komme til at drage Slutninger, der i høj Grad gjorde en ſaadan Mistanke, ſom den her omtalte, ſandſynlig. Det var et yderſt uheldigt, utilgiveligt Skridt af Magnus, at han, for at faa en Støtte mod ſin Søn Erik, indgik hiint Forbund med Valdemar, og virkelig lovede ham Helſingborg. Deraf udſpandt ſig den hele Ulykke. At Magnus, ſom vi have ſeet, næſten øjeblikkeligt angrede dette Løfte, at han derved endog kom paa en ſpendt Fod med Valdemar, at han efter ringe Evne gjorde denne Modſtand, da han med Overmagt brød ind i Skaane, for at tiltvinge ſig Løftets Opfyldelſe, at han ſiden, ſom vi ville ſee, ſaa langt fra at nedlægge Vaavnene, tvertimod beredede ſig paa en alvorligere Kamp mod Valdemar — alt dette glemte man, da han paany forbandt ſig med denne; da heed det, at han den hele Tid havde ſpillet under Dække med ham, at han med Flid havde ladet ham indtage Skaane, da opfriſkedes vel ogſaa Talen om at Dronning Blanche havde forgiftet ſin Søn, og alt dette, ſagde man, ſkete for at nedtrykke og ødelegge Raadet og Frelſemændene, da det jo egentlig var dem, og ikke Erik ſelv, fra hvem Opſtanden oprindeligt var udgaaet. Men hvad var det vel, ſom atter bragte Magnus til at kaſte ſig i Valdemars Arme? Det var, ſom vi paa ſit Sted nærmere ville ſee, intet andet end de Stemplinger, der fremdeles dreves af de ſamme Ariſtokrater, ſom havde Munden ſaa fuld af Beſkyldninger imod ham, og ſom — der kan ej være mindſte Tvivl derom — underſtøttedes eller idetmindſte begunſtigedes af Hertug Albrecht. Jo mere man betragter denne rænkefulde Mands Ferd, des mere træder han frem ſom Kong Magnus’s og Sveriges onde Aand, ſom den egentlige Ophavsmand til alle Ulykker. Vi ſee ham allerede henved ti Aar forud indgaa et hemmeligt Forbund med Valdemar om at ſkaffe ham Helſingborg; vi ſee ham ſiden, under forſtilt Venſkab for Magnus, og med frek Tilſideſættelſe af indgaaede Forpligtelſer, at udføre denne Plan, og derpaa kræve ſin Løn; vi ſee ham endnu under Opholdet i Helſingborg, da Magnus, i Tillid til hans Ærlighed, havde begivet ſig til det øvre Sverige, beſøge de Høvdinger, ſom Magnus havde efterladt ved ſin Krigshær, altſaa vel for at underhandle med dem perſonligt og underhaanden vinde dem for ſig; vi ſee ham endelig faa Aar efter i Forbund med flere af de ſelvſamme Høvdinger om at ſtøde Magnus fra Tronen, og beſette den med hans egen Søn Magnus. Behøver man vel ſtort bedre Vidnesbyrd om at han den hele Tid har haft dette Maal for Øje, at hans Beſtræbelſer uafladeligt have gaaet ud derpaa, at han gjennem alle ſine mangehaande Vendinger og tilſyneladende Omſkiftninger af Parti, dog kun har ſøgt at udføre denne Plan, uden Henſyn til Ret eller Sandhed, til Frændſkab eller Venſkabs Og naar man ſeer de ſamme Stormænd, der ſiden forbandt ſig med ham, netop at være de verſte til at bebrejde Magnus Skaanes Tab, og dertil endog for en ſtor Deel at knytte deres Hoved-Anke imod ham, ihvorvel mange, eller de fleſte af dem, dog unegteligt ſelv havde været tilſtede, da Landet erobredes, og meget godt maatte kunne vide, hvorledes dette egentlig gik til; — kan man vel da tilbageholde Formodningen om, at der, iſtedetfor at have været noget aftalt Spil mellem Magnus og Valdemar, ſom de paaſtod, tvertimod lige ſiden Underhandlingerne ved Helſingborg og Rygnabro har været en hemmelig Aftale og et forræderſk Forbund mellem dem ſelv og Hertug Albrecht[33], og at de ſom det ſaa ofte plejer at ſkee, for at faa Beſkyldningen for hemmelige og forræderſke Stemplinger vendt fra ſig ſelv, have kaſtet dem over paa Kong Magnus, og dette med ſaa meget mere Held, da han, mødende Kulde og Uredelighed paa alle Kanter, næſten ikke havde noget andet Valg end at fornye det tidligere Forbund med Valdemar[34]. Meget af dette, ſom vi her kun have antydet, for ej at foregribe Fortællingens Tidsfølge, vil i det Følgende blive nærmere omhandlet. Her have vi alene ſtrax forſøgt at viſe, hvorledes denne indviklede og i flere Henſeender gaadefulde Sag forekommer os at kunne bedſt og rimeligſt forklares. Hovedmanden for det Hele er og bliver Hertug Albrecht, og Fru Birgitte havde ſtor Ret, da hun i ſin Tid advarede Kongen mod at drage ham ind i Landet og give ham Beſiddelſer[35].

Da Valdemar havde fuldendt Skaanes Erobring, vendte han ſig ogſaa mod Halland, og havde allerede ved Aarets Udgang underlagt ſig den ſøndre Deel deraf. Nordre Halland blev endnu nogle Aar i Kong Magnus’s Hænder, og det er vel endog ikke ſaa uſandſynligt, at Valdemar for det førſte ikke har gjort noget Forſøg paa at indtage det, da det i længere Tid end de øvrige Landſkaber, hvorom der nu var Spørsmaal, havde ligget under ſvenſk Herredømme, og formodentlig nu endog betragtedes ſom et fuldkommen ſvenſk Landſkab. Søndrehalland havde derimod endog efter Afſtaaelſen til Magnus været afſondret derfra ſom et eget Lehn under de unge Porſer, og der er vel endog et Spørgsmaal, om ikke allerede disſe, da de i 1346 var hos Valdemar for at faa Sagen om Eſtland afgjort, havde ladet ſig overtale til underhaanden at overdrage ham deres Ret til hiint Landſkab mod anden Godtgjørelſe, og at alene deres Død, der indtraf ſaa kort derefter, har gjort Forandring i denne Aftale. Men ogſaa Hertug Albrecht havde nu, ſom vi vide, Fordring paa Søndre-Halland, da Erik Magnusſøn i December 1357 havde forlenet hans Sønner Henrik og Albrecht dermed, og det er ingenlunde uſandſynligt, at Valdemar fornemmelig under dette Paaſkud har ſat ſig i Beſiddelſe deraf, og at Albrecht ved „de mange Dagthingninger“, hvorom Detmar taler, har overført ſin Ret paa ham, imod andre Fordele. Viſt er det, at Valdemar allerede den 7de Januar 1361 udfærdigede Privilegier for Halmſtad l), med andre Ord, opførte ſig ſom Landets Herre; lignende Breve udſtedte han noget tidligere for Malmø, og lidt ſenere for andre ſkaanſke Byer. Saaledes oppebiede han ikke nogen formelig Afſtaaelſe fra Magnus. Denne vedblev ogſaa paa ſin Side fremdeles i ſin Kongetitel at kalde ſig Skaanes Herre, og tilkjendegav derved nokſom ſin Henſigt, endnu ikke at opgive ſin Ret til det i ſin Tid ſaa dyrt og møjſommeligt erhvervede Landſkab.

  1. Suhm, III. S. 835. Man ſeer tydeligt, at dette kun er et Concept, da ikke engang Huller til Seglremmer findes anbragte.
  2. Styffe, Bidrag etc. No. 24. S. 41.
  3. Naar Forliget ſluttedes, vides ikke nøjagtigt, ſee Suhm XIII. 401, jfr. Heinze Geſch. Valdemars. S. 401.
  4. Suhm, XIII.
  5. Om Valdemars Udruſtninger ſee Chr. af 1363 i Asmusſ. og Mich. Archiv. l. c. 225. At det forøvrigt maa være gaaet ſaaledes til, ſom her ovenfor antydet, idetmindſte hvad Tiden angaaer, ſkjønt Skaanes Indtagelſe ellers plejer at henføres til en noget ſildigere Tid af Aaret, er af flere Omſtændigheder indlyſende. For det førſte ſiges det udtrykkeligt i Erkebiſkop Nikolas’s Biſkopskrønike (Scr. R. D. VI. S. 630), at Kong Valdemar begyndte Helſingborgs Belejring den 9de Juli (in profesto Canuti regis & martyris), og Erkebiſkop Nikolas havde ſelv været et ſamtidigt Vidne til disſe Begivenheder. Desuden findes der endnu i Lübecks Archiv et af Kong Valdemar udſtedt og med hans Segl forſynet Sikkerhedsbrev for de (hanſeatiſke) Kjøbmænd, der ville beſøge hans Land (d. e. Skaane), dateret „foran Helſingborg Slot Fredag før St. Margrete-Aften 1360“, hvori det udtrykkeligt heder, „at efterſom Gud nu havde forhjulpet ham til hans Arveland Skaane, ſaa havde han efter Samraad med fine Frænder og Venner, ſaavelſom de Høvedsmænd og andre Mænd, der nu laa i Felten med ham og vare hos ham, beſluttet følgende“ o. ſ. v. Brevet er aftrykt i Lappenbergs Sartorius li. 476. Fredag før St. Margrete kan enten være 10de eller 17de Juli, alt efterſom man regner St. Margrete-Dag til 13de eller 20de Juli. Nu er det vel ſaa, at man i alle norſke og ſvenſke, ſamt de fleſte danſke Kalendariet: kun finder den ſidſtnævnte Dag helliget St. Margrete, medens derimod alle tydſke, idetmindſte nordtydſke, have hendes Navn ved den 13de; men da dette Brev er ſkrevet paa Plattydſk, altſaa af en tydſk Secretær, bør man antage, at han ogſaa har regnet Dagen paa tydſk Viis, ſaameget mere ſom der i den Beretning, der ſamtidigt blev opſat af en roſtockſk Geſandtſkabsnotar, og ſom vi ſtrax efter komme til at omhandle, tales om St. Margretedag paa en Maade, der tydeligt viſer, at dermed menes den 13de Juli. Men ſæt endog, at hiin Udſtedelſesdag er den 17de og ikke den 10de Juli; Forſkjellen gjør lidet til Sagen, og Valdemar betragtede ſig alligevel endnu i Juli ſom Skaanes Herre, hvis Erobring ſaaledes gaar forud for Belejringen af Helſingborg, og kan heller ikke være ſkeet i en ſaadan Haandevending, at den ej idetmindſte maa have medtaget en tre eller fire Uger, altſaa taget ſin Begyndelſe Endnu i Juni. Vi ville ſtrax nedenfor ſee, at Valdemar den 4de Juli var i Malmø, altſaa havde han vel da beſat denne Stad. Naar Styffe i fine „Bidrag“ S. XXVII, XXIX, antager, at hiin Angivelſe i Biſkopskrøniken, at Helſingborgs Belejring begyndte den 9de Juli, er urigtig, og at man heller i dets Sted burde ſætte den 10de Auguſt, da har han formodentlig ikke bemerket det nysanførte Brev, der er uimodſigeligt. Hans Hovedgrund, at Valdemar ifølge den nysnævnte Geſandtſkabsberetning havde Stædernes Borgermeſtre til Bords hos ſig i Kjøbenhavn den 9de, og den 10de ſendte dem Bud, at han ſkulde paa Jagt, bliver af mindre Vegt, naar man betænker den korte Afſtand mellem Kjøbenhavn og Helſingborg, der gjorde det muligt for ham i ſaa Timer at komme frem og tilbage. Ogſaa Chroniſten af 1363 antyder, at Valdemar var brudt ind i Skaane en god Stund førend Magnus kom til.
  6. Der findes i det ſv. Rigsarchiv et Brev, udſtedt af Hertuginde Ingeborg i Lund den 28de Juni, hvorved hun qvitterer ſin Foged Laurents Ingebjørnsſøn for alt hvad han paa hendes Vegne havde oppebaaret af Daavø, en af hendes Beſiddelſer i øvre Sverige. Dette er, ſaavidt vides, den ſidſte Gang man finder hende nævnt. Hun levede neppe længe efter den Tid.
  7. See Leidebrevet for Hertug Albrecht af 13de Auguſt, Styffe, Bidrag, No. 24. S. 42, og udſtedt af Erngiſt Jarl, Magnus Nikolasſøn, Fjallar Piſk og Gotſkalk Skarpenberg. Det lyder paa, at han ſkulde kunne beſøge dem ved Rygnabro, hvilken de altſaa maa have holdt beſat ſom et vigtigt ſtrategiſk Punkt (nemlig paa Hovedlandevejen fra Halland), og i hvis Nærhed de ſaa ledes maa have ligget, følgelig ſom Krigshøvedsmænd. Jfr. Styffe, Bidrag, S. XXIX.
  8. Herom udſtedtes tvende Breve, begge aftrykte i Schl. Holſt. Lau. Urkunderſamling, II. S. 240, 241, det ſidſte ogſaa i Scr. r. D. VII. S. 352. Endvidere udſtedtes et tredie Brev, hvorved Kongen overtog Erik Magnusſøns Gjeldsforpligtelſer til de holſtenſke Grever, ſ. o. S. 653.
  9. Benedicts Drab paa Rygnaholm omtales kort og godt i Chr. af 1389, Scr r. D. VI. 533. Det er Mesſenius (Scondia XII. 195) ſom har den udførligere Beretning om at Drabet ſkete ved Erngiſl og maaſkee Karl Ulfsſøn. Ganſke kan dette ej være grebet ud af Luften, og han maa viſt have haft noget poſitivt for ſig, kun er Spørgsmaalet, om han ikke her, ſom ſaa ofte, har behandlet blotte Gisninger, grundede paa en vilkaarlig Combination af Data, der i ſig ſelv ej ſtaa i Forbindelſe med hinanden, ſom hiſtoriſke Visheder, og ej alene berettet dem ſom notoriſke Facta, men og deraf udledet andre Slutninger, ſom han da igjen har berettet med ſamme Sikkerhed, og altid uden at anføre nogen Kilde. Nu er det, ſom vi have ſeet, aldeles viſt, at Erngiſl Jarl laa ved Rygnabro i Auguſt 1360; at ogſaa Karl Ulfsſøn i denne Tid var nede i Skaane, ſees deraf, at han tilligemed Erngiſl Jarl nævnes ſom Medbeſegler i et af de nys nævnte Breve vedkommende Grev Adolf af Holſteen, der udſtedtes i Lund den 28de Juni, og at han da ogſaa var med ved Rygnabro, er idetmindſte ſandſynligt, ſkjønt han rigtignok ikke blev Marſk førend under K. Albrecht. Altſaa er det unegteligt meget muligt, at det med Benedicts Drab gik ſaaledes til, ſom Mesſenius ſiger. Men det kan ogſaa ligeſaa gjerne narre muligt, at Mesſenius paa en eller anden Maade har erfaret de nævnte Herrers Nærværelſe ved Rygnabro, og ſtrax egenmegtigt ſat den i Forbindelſe med Benedicts Drab paa Rygnaholm. Og er det ſaa, da er vel Hiſtorien om hans Giftermaal med og Forſkydelſe af Karl Ulfsſøns Syſter en ny og ligeſaa lidet hjemlet Gisning. Saameget bliver vel altid rimeligt, at da Benedict blev dræbt paa Rygnaholm, og endeel af Magnus’s Høvdinger laa ved Rygnabro, er Benedicts Drab hovedſageligt at tilſkrive dem; men ſom Aarſag dertil behøver man ikke at gjette paa nogen ſæregen Hevngjerrighed fra Jarlens Side, thi det Had, ſom alle de ſvenſke Stormænd nærede til Benedict, forklarer det tilſtrækkeligt, og desuden var han jo ved Forliget til Søderkøping erklæret fredløs i Sverige.
  10. Man hører intet til Haakon for hele den øvrige Deel af 1360, og ej førend Sommeren 1361, da vi finde ham i Bergen.
  11. Lejdebrevet er aftrykt i Roſtocks Wöchentl. Nachrichten f. 1754, No. 14. S. 53. Dette Brev viſer ſaaledes, at Kong Valdemar allerede den 4de Juli maa have været Herre over Malmø, førend han begyndte Belejringen af Helſingborg.
  12. Hvad der her berettes om disſe Underhandlinger, er taget af en højſt merkelig Beretning, opſat af en Skriver, der ledſagede de roſtockſke Borgermeſtre og ſom udførligt meddeler, hvad der pasſerede og forhandledes mellem dem og Kongen fra deres Ankomſt den 26de Juni til den 19de Juli. Den er aftrykt i Lappenbergs Sartorius XIII. 415—420. Den dreier ſig viſtnok meſt om Stædernes Anliggender, men indeholder dog ogſaa meget, der kaſter Lys paa de øvrige Forhandlinger, og iſær paa Kong Valdemars Bevægelſer, hvilke i denne Tid netop ere ſaa vigtige at kjende, for at faa noget Lys i Sammenhængen med Skaanes Indtagelſe. Vi ſee ſaaledes, at den 23de Juni, Dagen efter Roſtockernes Ankomſt, var Kong Valdemar ikke i Skaane, men i Neſtved; det er altſaa rimeligt, at Magnus og Haakons Ankomſt til Skaane har bragt ham til at vende tilbage til Sjæland paa nogle Dage, for at ſkaffe flere Tropper eller Krigsfornødenheder til Veje.
  13. Den nærmere Sammenhæng berettes ſaaledes: Thorsdagen den 9de Juli havde Kongen Borgermeſtrene til Bords. Fredagen den 10de havde de ſelv en Sammenkomſt i Minoriterkloſtret, hvor der blandt andet raadſloges om nogle trykkende Beſtemmelſer, ſom de tydſke Kjøbmænd i Bergen havde vedtaget. Samme Dag efter Middag ſendte Kongen dem Bud, og bad dem undſkylde, at han nu reed paa Jagt, men lovede næſte Dag, Løverdag, til Middagstid at komme tilbage til Kjøbenhavn. Men om Aftenen i Mørkningen, tom der en Tjener og bad dem ufortøvet følge efter Kongen til Helſingør. Altſaa var han ej reden paa Jagt, men til Helſingør, for at ſætte over til Helſingborg, og det er et Spørgsmaal, om ikke endog Ordene „at ride paa Jagt“, kun var et af hans ſedvanlige ſpøgende Udtryk, og at han meente at „drage i Felten“. Borgermeſtrene begav ſig ufortøvet til Helſingør, og der findes nu ingen Optegnelſe førend fra Tirsdagen den 14de Juli, da Kong Valdemar, ſom ovennævnt, kom over til Helſingør, med Sikkerhedsbrevet fra Kong Magnus. At Borgermeſtrene nu drog over til Helſingborg, ſiges ikke udtrykkeligt, men det forſtaaes af ſig ſelv, thi det var den oprindelige Aftale, og de havde alene ventet paa Sikkerhedsbrevet. Allerede Dagen efter lod Kongen dem kalde til ſig, ſom det ſiges, i Kloſtret, nemlig det Kloſter i Helſingborg, hvor han under Belejringen havde opſlaaet ſin Bolig; og hvor Beretningen ſlutter, nemlig d. 19de Juli, heder det, at Kongen „ſejlede over til Helſingør og bad dem at følge med“; altſaa maa de da haveværet i Helſingborg.
  14. Det er dette merkelige Brev, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, og hvor Kong Valdemar allerede den 10de Juli, i Felten udenfor Helſingborgs Slot, udtrykkeligt ſiger, „at Gud nu havde forhjulpet ham til hans Arveland Skaane“.
  15. Udkaſt til et ſaadant Frihedsbrev, ſamt derhos og til en Forſonings- og Fredstraktat mellem Kong Valdemar og Stæderne findes i det roſtockſke Archiv, og er aftrykt i Lappenbergs Sartorius ti. S. 480—482. Der findes imidlertid ingen virkeligt udſtedte, beſeglede Breve af ſaadant Indhold, hvilket ogſaa lader ſig forklare deraf, at Valdemar ſaa ſnart efter kom i Fejde med Hanſeſtæderne og kaldte ſtue Løfter tilbage.
  16. Saaledes udtrykker det paalidelige Chron. af 1357—63 ſig (Asmusſens og Michelſens Archiv l. c. S. 225.) Dets Ord ere disſe: „Valdemar ſamlede en ſtor Hær, drog ledſaget af ſin Søn Chriſtopher med væbnet Haand ind i Skaane, og belejrede mandeligen Helſingborgs Slot, idet endelig Magnus, Sveriges Konge, kom og ſeende at han ej var iſtand til at ſtaa ham imod, opgav frivilligt (libere) Slottet paa mange Betingelſer (eller maaſkee rettere „efter mange foreløbige Underhandlinger“: Textens Ord ere: multis conditionibus interjectis) Det er imidlertid at merke, at Textens Ord egentlig efter den rette latinſke Conſtruction ſkulde antyde, at det var Valdemar, ſom ikke kunde gjøre Modſtand og derfor opgav Slottet, men dette maa alene ſkrives paa den ſlette Latinitets Regning.
  17. Dette vil ſees ſtrax nedenfor, hvor Detmars, Corners og Stange Udſagn nærmere omtales, og det er meget muligt, at det ſamme netop antydes ved de „multæ interjectæ conditiones“, hvorom det nysanførte Chronicon taler.
  18. See ovenfor S. 496, 497. Vidimationen af 3die Septbr. 1362 omtales i Styffe Bidrag S. 18, jevnfør S. XXIX, XXX.
  19. Styffe anfører (Bidrag S. XXVIII.) et Brev, ſom Magnus udſtedte i Skeninge Mandag efter „de ſyv Brødres Dag“ (septem fratrum): og forklarer denne Benævnelſe ganſke rigtigt ved „Syvſoverdagen“, der ellers kaldes „septem dormientes“ 27de Juli, hvorved Mandagen derefter bliver 3die Auguſt, da den 10de Juli, ſom ellers i den romerſke Kalender kaldes Syvbrødredagen, i de nordiſke var Knut Konges Dag, og vi desuden have ſeet, at Magnus Mandagen derefter, eller den 13de Juli, var i Helſingborg. Den 7de Auguſt udſtedte Magnus et Brev paa Konungsnes, en ogſaa ovenfor omtalt Kongsgaard, beliggende paa Færinge-Øen i Mælaren. Altſaa var han i de Egne allerede fra Begyndelſen af Auguſt, medens hans Mænd laa ved Rygnabro.
  20. Dette Brev (udſtedt af Erngiſl Jarl, Magnus Nikolasſøn, Fjallar Piil og Gotſkalk Skarpenberg), er allerede ovenfor omtalt; Originalen findes i det ſtorhertugelige Archiv i Schwerin, og det er aftrykt i Styffes Bidrag, No. 25, S. 42. Det er udſtedt af hine Krigsmænd i begge Kongerne Magnus og Haakons Navn, og gjelder for Albrecht og hans Ledſagere. Det maa være dette Brev, hvortil Suhm ſigter, naar han (XIII. 423) ſiger, at den 13de Auguſt udſtedtes ſikkert Lejde for Albrecht og hans Søn Henrik af Kongerne Magnus og Haakon ſamt de ſvenſke og norſke Stænder, uden at han dog anfører, hvorfra han har det; han lægger ligeledes til, at Valdemar, Chriſtopher og Hertug Erik udſtedte et lignende Lejdebrev.
  21. Magnus udſtedte den 25de September 1360 paa Vardberg et Pantebrev til Peter Duve for 600 Mkr. Sølv, Styffe, Bidrag S. XXX.
  22. Udtog af disſe Tractater ere meddelte hos Suhm, XII. 420—423. Den ene (mellem Albrecht og Erik) er trykt hos Scheidt vom deutſchen Adel, S. 40—416.
  23. For Tydeligheds Skyld meddele vi her Detmars Ord i ſin Helhed: Darna deghedingede de konink van Denemarken Woldemer twisschen hertoghen Alberte van Mekelenborch unde hertoghen Eriken van Sassen, dat h. Erik scholde deme van Mekelenborch Plawe antworden, unde de van Mekelenborch scholde emc Godebuz weder antworden: dat scholde he beholden so langhe, dat he eme Boytzeneborch antworde. De hertoge van Sassen antworde Plawe van sik in des mit Mekelenborch hant, men deme wart der slote nén, weder Godebuz edder Boytzeneborch, men deme koninghe wart Helsingeborch dorch desser deghedinge willen: aldus wart de gode hertoghe Erik van Sassen bedroghen. — Corner (Eccard I. S. 1103), gjentager Detmars Ord, men har urigtigt Aarstallet 1361.
  24. Det førſte ſiger Corner i ſin Saxonia l. IX. 30. p. 175, tilføjende, at Albrecht havde faaet Helſingborg af Kongen (hvilken Konge?) fordi han havde tjent ham i Krig; det ſidſte i Dania (l. VII. c. 37. p. 175).
  25. I Chr. af 1357—63 (l. c.) heder det, at Valdemar, efterat have faaet Helſingborgs Slot, ogſaa fik Adelsmændenes Borge, og at disſe Adelsmænd ſelv bad ham om Tilgivelſe og hyldede ham frivilligt; kun Slottet Lindholm erhvervede han deels ved Truſler deels ved en ſtor Sum Penge.
  26. Vi have her ſeet hvad Chron. af 1357—63 berette; ogſaa Erkebiſkop Nikolaus, der var ſamtidig med Begivenheden, taler i ſit Chron. alene om at Valdemar med Magt indtog Skaane (Scr. r. D. VI. 531). Chron. af 1389 (Scr. r. D. VI. 533) ſiger ogſaa kun, at Valdemar med ſterk Haand erholdt Skaane og Slottet Helſingborg ved Magnus’s Reſignation.
  27. Scr r. S. I. 58.
  28. Sammeſteds, S. 44.
  29. Scr. r. Sv. I. 2. S. 56. Herom mere i det følgende.
  30. Scr. r. Sv. II. S. 107.
  31. See Richardſons Hallandia S. 126—129 jvfr. Suhm XIII. 437. At Magnus endnu i 1363 havde Nordrehalland, ſees af hvad Lagerbring meddeler III. 467, foruden af andre Data, der paa ſit Sted ville blive omtalte.
  32. Nemlig Laurentius Petri, i hans ſvenſke Hiſtorie, Scr. r. Sv. II. S. 97. Han anfører denne for Magnus gunſtige Forklaring med Tillæg, at ogſaa andre „åro ock wid thenne meningen, att detta alt ſkall wara dichtat in på Konung Magnus ut af hans afwundsmän“. Altſaa holdt der ſig dog ved Siden af de vrange Beſkyldninger ogſaa en retfærdigere Anſkuelſe af Sagen.
  33. Dette ſees allerbedſt af Fru Birgittas Yttringer i det oftere citerede Cap. 80 af Tillægsbogen (extravagantes) af hendes Aabenbaringer. Her fremſettes flere haarde Beſkyldninger mod Kongen, blandt hvilke denne „at han var Kronens Ransmand, og Forræder mod ſine egne Tjenere og Underſaatter, ſom han frivilligt havde overgivet i deres verſte Fjenders Hænder med hele Skaane.“ Birgttta, ſom da var i Rom, dømte naturligviis kun efter hvad hendes Venner havde fortalt hende, mundtligt eller ſkriftligt.
  34. Man maa dog altid have for Øje, at vi her tale om Tiden før Kong Haakons Giftermaal, eller rettere førend Stormændene i Sverige tillod ſig at ville paatvinge ham en Huſtru og derved .nokſom lagde deres Stemplinger med Albrecht for Dagen, ſom det i det følgende ſkal viſes. Thi en anden Sag var det, da de netop ved disſe Stemplinger neppe havde overladt ham andet Valg, end at ſøge Valdemars Venſkab og Beſkyttelſe. Da forholdt det ſig viſtnok unegtelig ſaa, at Magnus gjorde Valdemar Indrømmelſer, og maaſkee gav etſlags frivilligt Afkald paa de ſydligere Landſkaber, men vel at merke efterat Valdemar allerede factiſk var bleven deres Herre, og derfor behøvede han dog ikke tidligere, under Erobringen ſelv, at have været i Ledtog med ham.
  35. Det er allerede ovenfor (S. 495) viiſt, hvorledes Fru Birgitta advarede Kong Magnus mod „en ſtor fremmed Herre“, der ikke kan være nogen anden end Hertug Albrecht.