Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 706-728).

Kong Valdemars Erobringsplaner indſkrænkede ſig ikke til Skaane og de tilliggende Landſkaber alene, men de ſtrakte ſig ogſaa langt videre, til Dele af det ſvenſke Rige, hvortil han ikke kunde paaſkyde endog den ringeſte Skygge af Ret, uden den, der tillod enhver krigførende Part at tage ſaa meget fra ſin Modſtander, ſom han formaaede. Han agtede nemlig hverken mere eller mindre end at underlægge ſig Øerne Øland og Gotland. Det maa fornemmelig have været Staden Visbys rige Skatte, der lokkede ham. Krigen med Magnus frembød ham nemlig en Lejlighed til at plyndre eller brandſkatte den, ſom han ellers vanſkeligt vilde kunne faa, og ſom han derfor maatte benytte. Vel var det at forudſee, at han derved vilde komme i Fjendſkab med Hanſeſtæderne, til hvis Forbund Visby hørte, men ſaavidt man kan ſee var Valdemar belavet derpaa. Han havde ſmigret dem og givet dem de bedſte Løfter, for at berolige dem og holde dem i Uvirkſomhed, ſaa længe han endnu var ifærd med at erobre Skaane, for at de ej ſkulde være ham hinderlige heri; men da han førſt var ſikker paa ſit Bytte, tog han ikke i Betænkning at bryde med dem ligeſaa godt førſt ſom ſidſt. Saavidt man kan ſkjønne, maa han allerede umiddelbart efter Undertvingelſen af Skaane, hvor han forblev til Begyndelſen af Sommeren[1], have gjort Forberedelſer til Toget, hvis Henſigt ogſaa Kong Magnus ſynes at have anet. Thi denne, der henimod Juul var vendt tilbage til det øvre Sverige, drog endnu i Hjertet af Vinteren, ej længe efter Nytaar 1361, over til Eſtland, neppe i anden Henſigt, end at forſøge, om han kunde faa Ridderne og Stæderne i Lifland overtalte til at gjøre fælles Sag med ſig imod Valdemar, ved at ſkildre dem de Tab og Ulemper, ſom ogſaa de vilde lide, hvis det lykkedes Valdemar at bemægtige ſig et ſaadant Middelpunkt for den øſterſøiſke Handel, ſom Gotland og Visby. Og endog under ſit Ophold her i Eſtland lod han fra Staden Hapſal den 13de Februar udgaa et Brev til Autoriteterne i Visby, hvorved han befalede dem at ſørge for at holde det ſedvanlige Antal Krigsfolk og Skibe i Beredſkab, for, ſaa ſnart de opfordredes af Drottſeten Nikolas Thuresſøn, at kunne rykke ud til Rigets Forſvar[2]. Det ſeer dog ikke ud til, at Magnus udrettede ſtort, enten ved ſin Reiſe eller ſin Skrivelſe. I Marts var han atter hjemme i Sverige, og lod nu ogſaa her et almindeligt Krigs-Opbud udgaa[3] idet han fremdeles advarede Gotlendingerne ved en Skrivelſe fra Stockholm af 1ſte Mai, i hvilken han meldte dem at han havde bragt i Erfaring, hvorledes nogle af hans Uvenner, til hans og hele Rigets Skade, hemmeligt lagde Raad op om at anfalde Øen, ſaaſom den laa dem ſaa nær, med en ſterk Krigsmagt; hvorfor han bad dem at være paa ſin Poſt og holde Vagt baade Nat og Dag[4]. Men det hjalp altſammen ikke. Man ſkulde have troet, at Hanſeſtæderne havde været paa ſin Poſt og vilde have grebet til Vaaben i Tide, forat forekomme Valdemar, men det lader til, at de endnu ikke troede ham dumdriſtig nok til at vove et aabenbart Brud. Imidlertid var han færdig med ſine Udruſtninger, og drog allerede i Juli afſted med en veldig Hær og Flaade, førſt til Øland, ſom han herjede og erobrede tilligemed Slottet Borgholm, ſiden til Gotland, hvor han i flere Trefninger ſlog Bønderne, der ſøgte at gjøre ham Modſtand, tvang Visby til Overgivelſe, udpresſede en overvettes ſtor Brandſkat, men plyndrede de riigt ſmykkede Kirker og Kloſtre, ſaa at han ſkal have ført ſtore Skatte med ſig ſom Krigsbytte, da han efter mere end en Maaneds Ophold paa Øen drog bort igjen. Over begge de erobrede Øer indſatte han danſke Fogder, og tilkjendegav derved nokſom ſin Henſigt at ville lægge dem til det danſke Rige. Den ſamme Henſigt lagde han for Dagen ved — rigtignok førſt efterat have givet Staden et Knæk, ſom den aldrig ſkal have forvundet — at udgive et Stadfeſtelſesbrev paa Staden Visbys gamle Friheder og tilſtaa dens Borgere ſamme Rettigheder i Danmark, ſom de andre danſke Stæders Borgere[5].

Der findes ikke Tegn til, at der fra Magnus’s og de ſvenſke Herrers Side blev lagt Valdemar ſaameget ſom et Halmſtraa i Vejen under hele dette Krigstog. Alt tyder hen paa, at den gjenſidige Misforſtaaelſe og Mistillid mellem ham og Høvdingerne nu havde naaet den Højde, at al Handlekraft paa begge Sider lammedes. Ogſaa Kong Haakons Forhold i denne Tid er gaadefuldt. Man ſkulde have ventet at finde ham enten længſt øſter i Norge, beſkjeftiget med Krigsruſtninger for at komme ſin Fader til Hjelp, eller endog i det ſydlige Sverige, i Spidſen for en norſk Hærſtyrke. Men i dets Sted finde vi ham, ledſaget af Cantſleren, i Bergen, beſkjeftiget med Lovgivnings-Syſler, ſom om han enten ſlet ikke vidſte noget af, hvad der i denne Tid foregik i Sverige og Danmark, eller ſom om det var ham ligegyldigt og ſlet ikke vedkom ham[6]. Og dog ſkete der juſt i denne Tid Ting, der ej alene i højeſte. Maade vedkom ham, men hvorved endog hans eget Navn blev brugt. Raadet, der nu øjenſynligt havde taget Ledningen af det Hele i ſin Haand, og hvis hemmelige Samvirken med Hertug Albrecht er umiskjendelig, fordrede,.at Kong Haakons Trolovelſe med Margrete, Kong Valdemars Datter, ſkulde hæves, og at han i dets Sted ſkulde forloves med Elſebe eller Eliſabet, en Syſter af Grev Henrik i Holſten. Den førſte Aftale derom ſynes at være gjort i Februar, ved Faſtelavnstider, men man kjender ikke Sammenhængen dermed[7]. Et Geſandtſkab, beſtaaende af 8 Raadsherrer, hvoriblandt Erngiſl Jarl, Benedict Philipsſøn, Karl Ulfsſøn, og maaſkee flere, der tidligere havde ſtaaet paa Eriks Magnusſøns Parti, afgik ſiden ved Midſommerstid til Holſten, og ſlutte.de i Kong Haakons Navn et Forbund med Henrik, hvorved Haakon forpligtede ſig til at tage Jomfru Elſebe, ſom han allerede havde „haandtroet“, til Huſtru, og at Henrik og hans Broder Nikolas ſkulde til Sikkerhed for de Penge, Kong Magnus ſkyldte dem (maaſkee paa Grund af det tidligere Gjeldsforhold) og formedelſt de gode Tjeneſter, de ventede ſig af dem, ſtille dem Kalmar Slot og Fogderi ſamt Mynten ſammeſteds til Pant, indtil Pengene vare betalte. Dette, heder det, lovede Haakon med ſin Faders Samtykke, og med Erkebiſkop Peters, ſamt Biſkoperne Thyrgils’s og Nikolas’s (af Skara) Raad, og ſkulde det ſkee, at Haakon ej tog Elſebe til Egte, og Greverne derved leed nogen Skade, da ſkulde begge Konger holde dem ſkadesløſe og alle deres Mænd i Sverige og Norge ſkulde hjelpe Greverne og vende ſig til dem med Slotte og Lande, indtil al deres Skade og Bekoſtning var dækket[8]. Med andre Ord, Geſandterne lovede i begge Kongers Navn, at hvis Trolovelſen blev brudt, ſkulde de opſige Kong Magnus deres underſaatlige Troſkab og i hans Sted tage Grev Henrik til Konge[9]. Da Kong Haakon paa denne Tid var i Bergen, er det højſt ſandſynligt, at han ikke havde mindſte Anelſe om at dette Geſandtſkab afgik, og at man udſtedte Breve i hans Navn, hvorved der paabandtes ham Forpligtelſer af ſaa ſtor Vigtighed. Formodentlig har man da her benyttet en af de Blanketter, han havde meddeelt til den paatænkte Forbundstractat med Stæderne (ſee nedenfor) og man har erholdt Magnus’s Samtykke, hvad enten denne nu for Øjeblikket virkelig var ſaa forbittret paa Valdemar, at han gjerne gav det, eller det er blevet ham aftrodſet, medens derimod Haakon maaſkee netop ved at holde ſig ſaa langt borte fra Sverige og Krigsſkuepladſen tilkjendegav, at han ikke ønſkede at bryde med Valdemar, men heller iagttage etſlags Neutralitet.

Valdemars Tog til Gotland rev endelig Sløret fra Hanſeſtædernes Øjne, og de ſaa nu tydeligt nok, at hans venſkabelige Tilnærmelſe mod dem havde været forſtilt. Formodentlig tog han ogſaa allerede nu Maſken ganſke af, idet han, ſom det i Detmars Krønike heder, „begyndte at forfølge Kjøbmændene, og ikke holdt ſine Løfter og Breve, hvilke han før havde givet dem om Friheder i Skaane“[10]. Endnu i Mai havde de aftalt det nærmere om at ſende ham 4000 Mk. lybſk for at erholde disſe Frihedsbreve, og fordeelt Bidraget dertil mellem ſig[11]. Men ſidſt i Juli eller førſt i Auguſt, ſom Budſkabet om Valdemars Landgang paa Gotland og Angreb paa Visby kunde have naaet Stæderne, og derfor vel ogſaa netop i den Anledning, forſamlede deres udvalgte Raadmænd ſig i Greifswalde, og beſluttede den 1ſte Auguſt, at indtil Maanedens Udgang maatte ingen af Stædernes Kjøbmænd, der ſejlede gjennem Øreſund eller andenſteds, bringe Varer til den danſke eller ſkaanſke Kyſt, under Straf paa Liv og Gods, medens derimod i den ſamme Tid baade Krigsfolk og Levnetsmidler ſkulde kunne udføres fra deres Havne for Sveriges og Norges Kongers Regning, men ingen for Kongen af Danmarks; der maatte ikke ſendes Skibe til Skaane, uden for at bortbringe det Stædernes Borgere tilhørende Gods, ſom der maatte forefindes, og disſe Skibe maatte ikke være ladte med Varer, men alene være forſynede med den nødvendige Proviant for Mandſkabet paa Frem- og Tilbage-Reiſen; viiſte det flg, at de trods dette Forbud havde indladt Varer, ſkulde disſe ſtrax aflades, og hverken Skipper eller Skibsfolk faa nogen Løn[12]. Dette er det førſte aabenbare Tegn paa at Stæderne nu betragtede Valdemar ſom deres Fjende, og ſig ſelv allerede ſom halv om halv paa Krigsfod med ham. Og til ſamme Tid ſpore vi ogſaa en ſtørre Driftighed i Kong Magnus’s Udruſtninger. Penge, ſom han altid manglede, fik han ved at laane 4400 Mk. ſv. af nogle for det pavelige Kammer indſamlede Penge, formodentlig Rumaſkat og Reſtancer paa de udſkrevne Tiender, der endnu ikke vare krævede af Pavens Udſendinger, men laa under Biſkopernes Forvaring. Disſe havde ogſaa i Førſtningen Betænkeligheder ved at tilſtaa ham Laanet, men beſluttede lig dog dertil, da Kongen gav dem Pantebrev paa 88 Skippund Kobber af hvad der udbragtes af Kobberberget, ſkjønt rigtignok kun med Prioritet efter Hertug Albrecht og en anden Fordringshaver (15de Auguſt 1361)[13]. Strax efter afgik der Geſandter fra Sverige til Lübeck for at ſlutte Forbund med Stæderne mod Valdemar i begge Kongers Navn. Disſe Geſandter vare Biſkop Nikolas af Linkøping, Erngiſl Jarl, Nikolas Thuresſøn Drottſete, Jon Hjerne, Peder Bonde, Benedict Philipsſøn, Bo Jonsſøn, Anund Hemingsſøn, Thorkil Erngiſlsſøn, Arnvid Gøtſtavsſøn og Karl Ulfsſøn, de fleſte hørende til det mod Kong Magnus fjendtligt ſtemte Parti, men ſom var ſaa megtigt, at det vel neppe havde været muligt for Kongen at velge Andre. Flere af dem havde, ſom vi have ſeet, nys været med at ſlutte Giftermaalstractaten med de holſtenſke Grever. De fik med ſig et heelt Set Blanketter, forſynede med begge Kongers Segl, en Tillid, ſom disſe neppe viiſte dem med ſin gode Vilje og ſom de heller ikke fortjente. Viſtnok blev det dem forbudet at give Brevene fra ſig, førend de havde været forelagte Kongerne til Ratification[14], og man medgav dem derhos en Inſtruction, der nøje foreſkrev, hvorvidt de kunde gaa i deres Løfter og Indrømmelſer, ligeſom det og før deres Reiſe i en Raadsſamling udtrykkeligt blev beſtemt, at de ingen Fuldmagt ſkulde have til at pantſette Slotte eller Landſkaber. Men det viiſte ſig ſnart, at de ikke anſaa ſig bundne ved noget af disſe Forbehold. Det beſynderligſte ved dette Geſandtſkab var, at det ogſaa ſkulde handle i Kong Haakons Navn, altſaa paa Norges Vegne, uagtet der ikke var en eneſte Nordmand deriblandt, med mindre man vil regne Erngiſl Jarl til en halv Nordmand, fordi han var Jarl. af Orknø og ſaaledes vel ogſaa havde Sæde i det norſke Raad. Men Kong Haakon dulgte ſiden heller ikke for, at han alene af Ungdoms Uerfarenhed havde ladet ſig forlede til at ſette ſit Segl for disſe Blanketter, og beklagede det oprigtigt. Geſandterne kom førſt til Lübeck, hvor de den 22de Auguſt udgav det førſte Brev i Kongernes Navn, nemlig en Erklæring om, at da Stadens Magiſtrat havde ſaa ofte viſt ſig velvillig og velſindet mod dem og deres Forfædre, erklærede de herved, med fine tro Mænds Samtykke, alle de Tviſtigheder, ſom hidtil kunde have herſket imellem dem paa den ene og Lübeckerne paa den anden Side, for aldeles ophørte og bilagte. Herpaa var endnu intet at klage, om det end klinger noget beſynderligt, at Kongernes Segl ſiges at være vedhængte „med deres fulde Vidende og efter Befaling“[15]. Men derpaa begav Geſandterne ſig til Greifswalde, hvor Befuldmegtigede ſamledes fra alle Hanſeſtæderne ved Øſterſøen og mange andre Stæder, for at raadſlaa og enes med om Betingelſerne for det Forbund, der nu ſkulde indgaaes. Dette Forbund kom ogſaa iſtand den 9de September, men paa Betingelſer, der ſtod i ligefrem Strid mod Fuldmagten. Kongerne Magnus og Haakon erkjendte herved, at de havde forbundet ſig med Søſtæderne Lübeck, Wismar, Roſtock, Stralſund, Greifswalde, Anklam, Stettin og Kolberg, og forpligtede ſig til at underſtøtte dem med 2000 Riddere og Svene, med Skibe og alt hvad dertil behøvedes, imod Kongen af Danmark og hans Hjelpere ſamt alle dem, der havde røbet eller herefter røvede eller gjorde Ondt paa Søen, navnlig paa Skaane, Gotland og Øland. I den Anledning, heder det, ſatte de Stæderne til Sikkerhed Slottet Baagahuus med Marſtrand og øvrige Indtægter, ſamt alt hvad dertil havde hørt fra gammel Tid, for deres Omkoſtninger med at udruſte Skibe og Krigsfolk, eller ved at udløſe dem fra Fangenſkab, eller hvad Skade de maatte lide paa de Skibe, de kjøbte eller hyrede. Kongerne ſkulde være ferdige til at begynde Felttoget med dem førſtkommende Mortensdag, og da bekrige Danekongen, og tilføje hans Skibe og Folk Skade; hvad de da vandt, ſkulde deles efter Mandtal. Hvis de i Forening angreb Skaane, da ſkulde Kongen iſtedetfor Baagahuus lade dem faa Vardbergs Slot med Tilbehør[16], ſaafremt de ikke heller vilde beholde det førſte. Anvendte de ſtørre Bekoſtning paa disſe Slotte, end de indbragte, da ſkulde dette legges til Krigsomkoſtningerne, omvendt ſkulde et muligt Overſkud af Slottenes Indtægter fradrages disſe. Lykkedes det dem at erobre Skaane, da ſkulde Kongen overlevere dem Slottene Helſingborg, Skanør og Falſterbod med Tilhørende, Lund med Mynten, ſamt Markedet paa Falſterbod, Skanør og i Malmø med al Tolden i Skaane, undtagen hvad der var pantſat til en tidligere Fordringshaver, medens Kongen ſkulde beholde Lindholm, Trelleborg, Yſtad, Aaoos og Symreshavn m. m.; naar Stæderne fik de nysnævnte ſkaanſke Beſiddelſer, da ſkulde de tilbagegive Vardberg eller Baagahuus, men beholde hine indtil de havde faaet alle ſine Krigsomkoſtninger betalte; da førſt ſkulde de tilbagegive Helſingborg og to Aar efter alt det øvrige. Blev nogen af disſe Slotte ſiden belejret af Fjenden, ſkulde Kongerne komme dem til Hjelp, blev det dem fravundet, ſkulde de holde dem ſkadesløſe. Vilde Kongerne ſiden, efter Overlæg med Stæderne, drage fjendtligt ind i det egentlige Danmark, og de der vandt nogen Fordeel, ſkulde denne deles efter Mandtal; angreb den danſke Konge nogen af Stæderne ſelv, ſkulde Kongerne komme dem til Hjelp med al deres Magt, og ingen Fred indgaa, førend alt var bragt til Ende. Saa længe de levede, ſkulde de ikke blive nogen af Stædernes Fjender. De ſkulde ikke pantſette Skaane uden med Stædernes Samtykke, og disſe ſkulde være nærmeſt til at beholde Landſkabet, om de vilde. Blev Skaane ikke indtaget, ſkulde Stæderne dog beholde hine førſtnævnte Slotte, indtil alt deres Udlæg var godtgjort. Derimod forpligtede Stæderne ved deres Fuldmegtige ſig til at holde disſe ſamme Betingelſer, og ligeledes ingen Fred at ſlutte, indtil alt var tilendebragt; Lübeck ſkulde udruſte 6 Kogger og 6 Skuder med 600 bevæbnede Mænd og Krigsmaſkiner; Stralſund og Greifswalde tilſammen ligeſaa meget, Kolberg, Stettin og Anklam ligeſaa[17], i alt ſkulde de ſkaffe 2000 Mand, ligeſom Kongerne, være ferdige til at begynde Toget Mortensdag, og da drage til Skaane, Øland og Gotland for at tilbageerobre dem, imod at faa de dem tilſagte Slotte overleverede; naar de havde faaet ſine Udlæg godtgjorte, ſkulde de levere Slottene tilbage; døde imidlertid en af Kongerne, ſkulde de levere dem til den anden, og døde begge Kongerne, til Erkebiſkopen af Uppſala ſamt Biſkoperne af Strengnes, Linkøping og Skara, ſamt ſex Riddere og Svene, ſom Biſkoperne dertil udkaarede af Raadet. Ligelydende Exemplarer af denne Overeenskomſt udferdigedes i Kongernes Navn til alle de forbundne Stæder, og Stæderne gav igjen hver for ſig deres Gjenbreve, ligeſom de forbød al Handel med Danmark, og udſkrev hos ſine egne Borgere den ſaakaldte Pundtold til Krigsſtyr[18].

Desforuden udſtedte Geſandterne, ligeledes i begge Kongers Navn, nye og meget udſtrakte Frihedsbreve for Stædernes Borgere i begge Riger. Der tilſagdes dem herved ſikker Frem— og Tilbage-Reiſe til og fra Rigerne, til Lands og Vands, og uhindret Ret til at handle med ſine Varer, naar de betalte ordentlig Told; bleve de røvede i Rigerne eller paa Vejene did, da ſkulde Kongen forfølge Røverne, ſom om det havde været deres eget Gods, indtil fuld Erſtatning var givet; paa Markederne i Skaane udvidedes de tydſke Kjøbmænds Friheder. Kom de til nogen By i Norge, ſkulde de ſom tidligere betale i Told et Pund af bedſte Slags Kornvarer, ſom de havde i Ladningen, udtagen af det ſaakaldte Fluur eller fiint Hvedemeel, men være fritagne for al anden Afgift, navnlig en Told, ſom Kong Haakon den 5te havde paalagt, og ſom herved aldeles afſkaffedes. Naar en hanſeatiſk Kjøbmand kom til Sverige eller Norge, ſkulde han kunne føre ſine Varer over Land fra Hav til Hav, og uhindret ſejle med dem til Veſterhavet, hvor han vilde. Salt ſkulde de i begge Riger kunne ſelge til Indſødte eller Fremmede, ſaa meget de vilde, men ikke mindre til hver enkelt Kjøber, end et Skippund, og deraf ſkulde de ikke erlegge nogen Told. De ſkulde kunne ſejle til og ind i Nevafloden og videre, ſamt overalt ellers i Kongernes Riger og Lande, og der drive deres Handel. Hvis de havde ført Varer til Rigerne, ſom de ikke kunde faa afſat, da ſkulde de kunne føre dem ud igjen mod Toldafgift. Meenedere eller æreløſe Mænd, eller letferdige Kvinder ſkulde ikke kunne føres ſom Vidner mod Kjøbmændene i de dem vedkommende Retsſager. Alle eldre Privilegier, tilſtaaede Stædernes Borgere, ſkulde forblive i Kraft[19].

Ved at gjennemlæſe disſe Acter maa man iſær forundres over — man kunde næſten ſige den Frekhed, hvormed Geſandterne tog ſig til at give Løfter og indgaa Forpligtelſer, vedkommende Norge, uagtet der ikke fandtes en eneſte Nordmand i deres Midte. Ja man kan gjerne ſige, at det her fornemmelig gik ud over Norge, thi de Slotte, ſom Stæderne fra førſt af ſkulde have til Sikkerhed for deres Krigsomkoſtninger, indtil de kunde faa de ſaa meget attraaede ſkaanſke Slotte i ſin Beſiddelſe, vare norſke, og ved Siden af de Friheder, ſom Kjøbmændene fik i Skaane, der endnu ej var erobret, og hvor det ſlet ikke var viſt, om disſe Friheder nogenſinde vilde blive til Virkelighed, fik de i Norge Indrømmelſer, ſom i dette rolige og lydige Land øjeblikkeligt kunde træde i Kraft. For Sveriges Vedkommende indrømmedes ſaaledes i Virkeligheden næſten intet, eller ſaare lidet, for Norges overmaade meget, og det efterat Kong Haakon nys forud i Bergen havde bekræftet de Friheder, ſom— Stæderne hidtil havde nydt. Vel var det ſaa, at Haakon, ſom vi have ſeet, havde været uforſigtig nok til at lade ſit Segl ſette under de Blanketter, Faderen medgav Geſandterne, og viſtnok hørte Baagahuus og Marſtrand til Dronningens Morgengave og den Deel af Norge, der egentlig var undtaget fra Kong Haakons Regjering, og ſtod under Kong Magnus; men alligevel var det dog en himmelraabende Uret, at disſe ſvenſke Mænd, uden at tælle en eneſte Nordmand iblandt ſig — hvis ikke de maaſkee, ſom ſagt, for Øjeblikket lod Erngiſl Jarl gaa for en ſaadan — pantſatte norſke Slotte og bevilgede Handelsrettigheder i Norge. Men dette er ikke det eneſte, om end maaſkee det førſte, Exempel paa, at det ved ſlige Lejligheder, hvor der ſluttedes Tractater i de fælles Unionskongers Navn, fornemmelig gik ud over Norge.

Ifølge Geſandternes Inſtrux ſkulde nu Overeenskomſten førſt forelægges Kongerne til Ratification, inden disſes Forpligtelſesbreve udleveredes. Men herom brød ikke Geſandterne ſig. De udleverede uden Videre de nu med disſe Forpligtelſes-Artikler udfyldte, af Kongerne beſeglede Blanketter, og modtog i deres Sted Stædernes Gjenbreve. Kong Haakon vidſte ſaaledes ikke, hvad de havde lovet i hans Navn; ja han fik det ikke engang for det førſte at vide, thi Geſandterne gjemte endog Stædernes Gjenbreve bort for ham, at han ej ſkulde faa dem at ſee: i den Grad var de ſig bevidſte at have handlet utilbørligt og overtraadt deres Fuldmagt[20]. Man ſkulde næſten tro, at de have handlet ligeſaa med Trolovelſesacten, og at Haakon heller ikke for det førſte erfoor, hvad der ſtod i den.

Mod Slutningen af September vare begge Kongerne, Erkebiſkop Olaf, Biſkoperne i Oslo, Bergen, Hamar og Stavanger, begge Hafthorsſønnerne og Hr. Agmund Finnsſøn, altſaa de ypperſte af Raadets gejſtlige og verdslige Medlemmer, forſamlede paa Baagahuus, neppe i anden Henſigt, end at overlægge om disſe Anliggender, og afgjøre, hvorvidt man kunde godkjende de Forpligtelſer, ſom Geſandterne maatte have indgaaet for Norges Vedkommende[21]. Thi at de havde modtaget Blanketterne og ſaaledes ogſaa etſlags Fuldmagt fra Haakon, kunde nu ej være ubekjendt. Hvad Beſked Geſandterne have bragt, og hvad de have fundet for godt at melde, vides ikke; med Magnus regnede de det viſt ikke ſaa nøje, men med Haakon og de norſke Rigsraader var det en anden Sag. Havde de givet Stæderne Tilſagn om Baagahuus og Marſtrand, ſaa maatte de dog nævne noget derom, for at forberede Vedkommende paa at Stæderne med det førſte vilde fordre Løftet opfyldt, hvis det ellers ikke var deres Mening, at den kongelige Befalingsmand underhaanden ſkulde aabne Portene for Stædernes Krigsfolk. Hvad der nu forhandledes eller ej — ſaa meget er viſt, at Baagahuus ej blev aftraadt, og at de Tropper, ſom Lübeck og Stralſund med ſtor Bekoſtning havde udruſtet og afſendt, for at tage Slottet i Beſiddelſe, maatte vende tilbage med uforrettet Sag[22]. Dette vakte naturligviis megen Misnøje hos Stæderne, og maatte udøve en hemmende Virkning paa Krigsruſtningerne. Der blev heller ikke foretaget noget Krigstog i dette Aar, ſaaledes ſom Aftalen førſt lød, og ſandſynligviis er Tiden gaaet hen med gjenſidige Bebrejdelſer og Forklaringer. I Sverige maa der og have herſket megen Uro og Forvirring, ſiden det heder, at Kong Magnus den 11te November i Sønnen Haakons Navn blev ſat faſt paa Kalmar Slot[23]. Ifølge den Krønike, der beretter dette, men dog ej er ſamtidig med Begivenheden, ſkulde dette være ſkeet paa Haakons egen Befaling, og efter Overlæg med Raadsherrerne. Dette kan dog, om det ellers forholder ſig ſaa, neppe have været alvorligt meent fra Haakons Side, da han ſtod paa en intet mindre end god Fod med Raadsherrerne, og derimod altid viiſte ſin Fader ſønlig Kjærlighed og Ærefrygt. Snarere er det ſkeet for et Syns Skyld, og maaſkee endog efter hemmelig Aftale med Faderen, da dette maaſkee var det eneſte Middel til at hindre et aabenbart Oprør af Raadsherrerne, der viſt nok fremdeles bearbeidedes af den ſnedige Hertug Albrecht. Kong Haakons Plan var aabenbart den, at holde gode Miner med Herrerne, indtil Opſtanden for det førſte var forebygget, og han havde ſikkret ſig ſelv Tronfølgen i Sverige, der ifølge Forliget i Jønkøping tilkom ham, naar hans Broder Erik døde uden at efterlade ſig Børn. Dette kunde alene ſkee derved at han tilſyneladende ſluttede ſig til Herrerne, og ved deres Hjelp blev valgt til Konge. Rigsraadet ſees ogſaa at have anerkjendt denne hans Ret, der ſiges rigtignok ikke mod hvilke Indrømmelſer fra hans Side; thi allerede førſt i November, kalder Haakon ſig „Sveriges Fyrſte“, og udførte ſiden kongelige Regjeringshandlinger, uagtet han endnu ikke havde andet end ſit norſke Secret at beſegle med[24]. Den 15de Februar 1362 opnaaede Haakon virkelig at blive valgt til Sveriges Konge i Uppſala, med alle Biſkopernes og de verdslige Raadsherrers Samtykke[25]. Ved denne Lejlighed var ogſaa Kong Magnus ſelv tilſtede, og da var han i alle Fald fri, om det ellers virkelig har ſin Rigtighed med, at han nogenſinde var fængſlet. Thi den eneſte Krønike, ſom beretter dette, lægger til, at Haakon af Angergivenhed ſatte ham paa fri Fod Chriſti Himmelfartsdag, altſaa 26de Mai 1362; men da der findes et Domsbrev, udſtedt af Magnus i Søderkøping den 20de Marts, var han idetmindſte allerede da i Frihed og fuld Udøvelſe af ſine kongelige Rettigheder. Og der haves endydermere et Brev til Indbyggerne i Uppſala Biſkopsdømme, ſkrevet af Kong Haakon i Ljodhuus den 27de April, hvori han forkynder, at da han og hans Fader nu her i Ljodhuus vare blevne forligte med hinanden, ſkulde alt Fjendſkab ogſaa ophøre mellem deres Mænd indbyrdes. Naar Krøniken kan fare med Tant i ſin Beretning om Magnus’s Befrielſe, kan man heller ikke ſynderligt ſtole paa, hvad den beretter om hans Fængſling. Og hvad der gjør denne Beretning endnu mere mistænkelig, er den Omſtændighed, at Kalmar Slot og By paa denne Tid maa have været i Grev Henriks Beſiddelſe, ſaa at det er lidet ſandſynligt, at Haakon ſkulde have villet lade ſin Fader indſette der, og ligeſaa lidet ſandſynligt, at Grev Henrik havde ſluppet ham løs, naar han førſt havde faaet ham i ſin Magt. Af det nysnævnte Brev ſeer man dog, at der der har været en Fejde, eller Antydninger til en Fejde mellem Magnus’s Tilhængere og Raadet, og at Haakon for en kort Tid gjorde fælles Sag med dette, enten af en Svaghed, ſom han ſtrax angrede, eller for et Syns Skyld, for at erhverve Kronen. Uſandſynligt er det heller ikke, at Dronning Blanche har haft nogen Deel i Rolighedens Gjenoprettelſe, da man erfarer, at hun i Marts dette Aar befandt ſig i Stockholm[26]. Hvorom alting er, faa ſeer man, at den indvortes Rolighed og den gode Forſtaaelſe nogenledes var oprettet om Vaaren 1362, ſaaat man atter kunde begynde at tænke paa Krigen mod Danmark. Ogſaa Hanſeſtæderne vare blevne formildede, formodentlig ved Løfter om Skadesløsholdelſe, fordi de ikke fik Baagahuus; Forbundet var endydermere blevet tiltraadt af Bremen, Hamburg og Kiel, og Tiden, da man ſkulde være færdig til at begynde Fjendtlighederne, var bleven udſat til Midfaſte Søndag eller 27de Marts[27]. At begynde Krigen ſaa tidligt, ſynes dog Aarstiden at maatte forbyde, men at der imidlertid fra Hanſeſtædernes Side blev arbeidet alvorligt paa Krigsruſtningerne, ſeer man deraf, at Staden Bremen netop paa ſelvſamme Midfaſte Søndag ſluttede Contract med nogle tydſke Herremænd, hvorved disſe forpligtede ſig til for en vis Sold at tjene paa Raadets Kogge mod Kong Valdemar[28]. Noget ſenere ſendte Kong Magnus og Haakon Ridderen Hermann v. Vigen til Lübeck for at kjøbe Levnetsmidler og leje Skibe for deres Regning; da rede Penge manglede, maatte Ridder Hermann i Kongens Navn den 1ſte Mai udſtede et Gjeldsbrev til Lübecks Raad og Stad paa henved 200 Mk. lybſk, deels, ſom det anføres i Gjeldsbrevet, for flere Slags Spiſe— og Drikkevarer, deels ogſaa for fem Krigsſkibe, der udruſtedes til Kongernes Brug, og hvoraf de tre betroedes til Grev Henrik, de to til Grev Adolf. Brevet blev ſiden til ydermere Sikkerhed forſynet med Forløfte og Beſegling af Biſkop Nikolas af Linkøping, Erngiſl Jarl, Nikolas Thuresſøn, Johan Hjerne, Peter Bonde, Benedict Philipsſøn, Karl Ulfsſøn, Bo Jonsſøn og flere Herrer[29], kort, de ſamme Mænd, der Aaret forud havde ſluttet Forbundstractaten, og ſom nu atter bleve ſendte ned, eller maaſkee rettere tiltvang ſig at blive ſendte ned, med Breve og mundtlig Beſkeed, for i Kongernes Navn at anmode Stæderne om, allerførſt at vende ſig mod Helſingborg, og begynde Belejringen af dette Slot, om end Kongerne ikke ſtrax vare der tilſtede, da de med det allerførſte ſkulde indfinde ſig i Spidſen for det belovede Antal Tropper. Det var formodentlig ogſaa efter Overlæg med disſe Geſandter, at Overanførſelen over Toget, ſom det fortælles, betroedes Grev Henrik[30].

Imidlertid gik det dog kun ſeent med Krigsruſtningerne, da det ikke lader til at Stædernes Flaade ſtak i Søen førend ſidſt i Mai eller førſt i Juni[31]. Men den Krigsmagt, ſom de da omſidder havde faaet bragt ſammen, var efter de Tiders Forhold uſedvanlig ſtor. Hvis hver enkelt Stads Contingent var nøje den ſamme, ſom man Aaret forud havde aftalt, da har den ſamlede Flaade udgjort 27 Kogger og 25 mindre Skibe med 2730 væbnede Mænd. Men det lader til, at idetmindſte Lübeck har grebet ſig endnu mere an, thi Stadens gamle Chroniſt, Detmar, angiver, at Staden (hvis Contingent kun var 600 Væbnede) havde i alt 1500 Mand dagligt at beſpiſe, og ſenere paaſtod Stæderne, at de havde ſendt 1000 Mand over det aftalte Antal. Detmar ſiger ogſaa udtrykkeligt, at Folket fra Stæderne var „over al Maade talrigt“[32]. Imidlertid var ogſaa Kong Magnus, ſaavidt man kan ſee, rykket i Feldten, ja havde maaſkee haft et Sammenſtød med Kong Valdemar i Halland. Thi i de førſte Dage af Juni havde han opſlaaet ſin Lejr ved Vardberg, og det lader endog til, at han ved denne Lejlighed havde faaet Hjelpetropper fra Norge, ſiden Jemtelands Sysſelmand, Nikolas Djakn, var hos ham, og hjalp ham med et Pengelaan af 350 Mk. ſvenſk, hvorfor Kongen til Godtgjørelſe overlod ham tvende, formodentlig i Nordrehalland liggende, Gaarde[33]. Det er i og for ſig ikke uſandſynligt, at Kong Valdemar har truet med at angribe Vardberg, ja maaſkee endog allerede nu gjort et Tog ind i Nordrehalland, og at Magnus ſaaledes har maattet være paa ſin Poſt for at møde ham. Men den megtige hanſeatiſke Flaades Ankomſt i Øreſund maatte under alle Omſtændigheder nødſage Valdemar til for det førſte at opgive alle Forſøg paa at trænge videre frem mod Norden, og ſaaledes er det let at forſtaa, hvorledes det kunde gaa til, at Magnus den 22de Juni kunde være i Varnheem i Veſtergøtland, og den 29de atter i Ljodhuus. Hans Nærværelſe i Halland var nemlig ikke for det førſte nødvendig, og han er maaſkee ilet tilbage, deels for at paaſkynde Krigsruſtningerne, deels ogſaa for at møde Geſandterne, naar de, ſom han ventede, ſnart kom tilbage, da han netop af dem ventede ſig den ſtørſte Biſtand. Der var ogſaa udgaaet Udbud til de norſke Sysſelmænd, navnlig Hr. Agmund Finnsſøn, men de ſynes ej at have forhaſtet ſig[34]. Stædernes Henſigt ſynes i Førſtningen at have været den at angribe Kjøbenhavn, hvortil de anſaa ſig ſterke nok uden Biſtand af Kong Magnus. Men Budſkabet, ſom Geſandterne medbragte fra Kongerne, beſtemte dem til at vende ſig mod Helſingborg, uagtet de, ſom de ſiden paaſtode, ikke havde Styrke nok til paa een Gang baade at belejre Slottet til Lands og forſvare Adgangen fra Søſiden[35]. Men de ſtolede trygt paa, at Kongerne om en føje Tid vilde komme dem til Undſetning. Haabet gik dog ikke i Opfyldelſe. Stædernes Krigshøvdinger ventede og ventede, men ingen Konger kom, og Kongerne ventede ligeſaa forgjeves paa at Geſandterne ſkulde komme tilbage. De ſamme Stormænd, der havde været ſaa hidſige paa at begynde Krig, og i at paabyrde Kongerne hine Forpligtelſer mod deres Vilje eller idetmindſte uden deres Fuldmagt eller Samtykke, viiſte ſig langt fra ſaa ivrige, da det gjaldt at opfylde Forpligtelſerne. Saavidt man kan ſee, ſandt de bedre ſin Regning ved at ligge nede i Holſten og knytte den egenmægtigt ſluttede Trolovelſe endnu faſtere, end at ile tilbage til Sverige, for at ſtaa deres Konger bi. Thi St. Jakobs-Dag, den 25de Juli, ſkulle de paa Slottet Plan i Holſten, allerede have højtideligholdt Copulations-Acten per procurationem, ſom det heder, ſaaledes at Herrmann v. Vitzen foreſtillede Kong Haakons Perſon, og Bruden bortgaves af ſin Broder Grev Henrik (der ſaaledes da heller ikke var ved Flaaden), og Grev Adolf, hvorhos de Aaret forud indgangne Sikkerheds-Forpligtelſer paany bleve indgaaede i en endnu ſtrengere og mere bindende Form[36]. Imidlertid laa Stædernes Flaade og Krigsmagt for Helſingborg, og beſtod Slottet nok ſaa ivrigt med ſine Krigsmaſkiner, blandt hvilke der ſandſynligviis ogſaa var nogle Kanoner. Men da Kongerne ikke efter Beſtemmelſen indfandt ſig, kunde de intet ſynderligt udrette; de kunde ikke engang efterlade tilſtrækkeligt Mandſkab ombord paa Skibene for at bevogte disſe. Ogſaa Grev Henrik var, ſom vi have ſeet, efter al Rimelighed fraværende, for at fremme Giftermaals-Anliggendet. Og imidlertid benyttede Valdemar ſig af Lejligheden, kom ſejlende med ſine Skibe, og angreb den ſlet forſvarede hanſeatiſke Flaade med et ſaadant Held, at han bemægtigede ſig tolv ſtore Kogger fulde af Levnetsmidler, Vaaben og mange andre Slags Krigsfornødenheder, og drog bort med dem, uden at de Tydſke kunde hindre det. Dog havde han det ſtore Uheld, der efter Detmars Mening endog mere end opvejede Sejren, at hans eneſte Søn Hertug Chriſtopher blev ſaa farlig ſaaret af et Kaſtevaaben — maaſkee en Kanonkugle — at han fra den Dag aldrig fik ſin Helſe igjen, og døde Aaret efter, ſom det nedenfor vil blive omtalt[37]. Lübeckerne gav ſiden deres Borgermeſter Johan Wittenborg, der førte Overcommandoen i Grev Henriks Fraværelſe, Skylden for Nederlaget, kaſtede ham ved Hjemkomſten i Fængſel, anlagde Sag imod ham, og fik ham ſenere dømt fra Livet. Tydſkernes Stilling ved Helſingborg blev nu heel kritiſk. Kong Valdemar blev fremdeles liggende med ſin Flaade i Øreſund, og ſperrede ganſke Adgangen for dem til at faa Forſterkning hjemmefra; de hørte endnu intet fra de forbundne Konger, og da de omſider endog mistvivlede om at ſlippe bort med Livet, hvis det ſkulde vare ſaaledes ved[38], maatte de bekvemme ſig til at indgaa etſlags Capitulation, af hvis Betingelſer vi kun kjende disſe, at der blev indgaaet en Vaabenhvile og taget en Dag, ſom det heder, indtil de førſte Dage af November, da Geſandter baade fra Stæderne og Danmark ſkulde ſamles i Roſtock for nærmere at underhandle om Fred eller Stilſtandens Forlængelſe[39]. Imidlertid havde Kongerne, da de omſider ſaa, at Herrerne ſlet ikke vendte tilbage, ſamlet hvad Tropper de uden deres Hjelp kunde opdrive, og med dem begivet ſig ned i Sønderhalland. Men ved Halmſtad, ſom forſvaredes af Hertug Chriſtopher, mødte de Sendebud fra Stæderne, ſom meldte dem, at der var indgaaet Stilſtand[40]. Ifølge Stædernes Mening og Ønſke ſkulde ogſaa de være indbegrebne deri, men herpaa vilde Hertugen ikke indlade ſig, hvad enten han nu ingen Befaling derom havde modtaget af ſin Fader, eller at denne førſt vilde benytte Lejligheden til endnu mere at udvide ſit Herredømme hiinſides Sundet. Thi Chriſtopher gjorde kort efter et Indfald i Finnveden, den ſydveſtligſte, til Halland grændſende Deel af Smaaland, ſom han erobrede og ſikrede ſig ved at opkaſte Skandſer paa forſkjellige Steder[41]. Sandſynligviis fulgte der nu en Række af gjenſidige Bebrejdelſer mellem de Allierede, thi idetmindſte bleve ſlige Bebrejdelſer fremſatte aatte Aar ſenere, og det er derfor umuligt andet end at de ogſaa fremſattes ſtrax. Stæderne ankede over at Kongerne havde ſveget ſine Forpligtelſer ved ikke at komme dem til Hjelp ved Helſingborg, Kongerne klagede over at Stæderne mod givet Løfte havde indladt ſig i Separat-Underhandlinger med Danekongen, og.indgaaet Stilſtand med ham. Dog ſkete der endnu et Forſøg paa at gjenoprette det gode Forhold og den indbyrdes Tillid. Geſandter fra Stæderne indfandt ſig mod Udgangen af September i Søderkøping hos begge Kongerne og Raadet, blandt hvis Medlemmer nu ogſaa de fleſte af de ſaa længe udeblevne Sendebud vare tilſtede: de var dog ſaaledes omſider komne hjem, da deres Biſtand ej længer behøvedes. Her kom man til etſlags Enighed, iſær da Kongerne, „uagtet de meget vel vidſte, at deres Sendebud havde indgaaet de fleſte Forbundsvilkaar imod deres Vidende og Vilje, dog, for at alt kunde blive godt imellem dem indbyrdes“, vedtog at overlade Stæderne Øland og Borgholm, der imidlertid, ſaavelſom Gotland, havde forjaget de danſke Beſætninger, i Stedet for Baagahuus, ſom havde været dem lovet, og hvis Savn de tog ſig ſaa nær, at deres Mænd endog forgreb ſig paa Kongens Ejendom, og truede Befalingsmanden, Lodin Eivindsſøn, paa Livet[42]. I Overgivelſes-Brevet, ſom udſtedtes af begge Kongerne den 28de September, og beſegledes af tolv Raadsherrer, hvoriblandt Biſkop Magnus af Veſteraas, Erngiſl Jarl, Hr. Nikolas Thuresſøn, Hr. Benedict Philipsſøn, o. fl. heed det blandt andet, at alle de Breve, ſom Kongerne forhen havde givet Stæderne, fremdeles ſkulle ſtaa ved fuld Magt, hvilket idetmindſte Stæderne ogſaa fortolkede om alle de øvrige Artikler af Forbundstractaten, ſom derfor efter deres Mening endnu ſkulde være i fuld Kraft, paa den nysnævnte Ombytning af de tvende Slotte nær[43]. Man ſkulde formode, at der ogſaa har været raadſlaaet om de foreſtaaende Freds- eller Stilſtands-Underhandlinger, eller at disſe idetmindſte have været paa Bane, men man ſynes i alle Fald ikke at være kommet til noget tilfredsſtillende Reſultat, thi den 7de November tilſkrev begge Konger Stæderne et Brev fra Stockholm, hvori de klagede over, at de endnu ikke, ſiden de tydſke Sendebud vare dragne hjem fra Søderkøping, havde faaet et eneſte Brev eller Budſkab om, hvorledes de herefter agtede at forholde ſig med Henſyn til Krigen mod Danmark, og bad dem derfor paa det indſtændigſte om, øjeblikkeligt at melde dem, hvad de i ſaa Henſeende havde gjort eller fremdeles agtede at gjøre[44]. Men da dette Brev indløb til Stæderne, tildeels endog førend det blev ſkrevet, vare allerede Underhandlingerne i Roſtock bragte til Ende. Thi den 6te November var de Deputerede fra de fire øſterſøiſke Stæder Lübeck, Wismar, Roſtock og Stralſund paa de øvrige Hanſeſtæders Vegne blevne enige med Kong Valdemars Geſandt Hr. Fikke Molteke, Høvedsmand paa Vordingborg, om Betingelſerne for en Stilſtand paa noget over et Aar, og den 10de November blev Brevet derom udferdiget. Det beſtemtes her, at der mellem Kong Valdemar paa den ene Side, og Kongerne Magnus og Haakon med deres Mænd ſamt alle Stæder af den tydſke Hanſe paa den anden, ſkulde være Vaabenſtilſtand til og med Helligtrekongersdag over et Aar (altſaa til 6te Januar 1364). I denne Tid ſkulde der frit kunne drives Handel og Kjøbmandſkab mellem begge Parter; Fangerne paa begge Sider ſkulde frigives, en nærmere Dagthingning mellem Herrerne ſamt Stæderne og Kongen ſkulde finde Sted næſte Valdborgsdag (7de Mai 1363). Kongerne af Sverige og Norge ſkulde vedtage denne Overeenskomſt inden næſte Helligtrekongersdag[45] mellem Halmſtad og Lagaholm, Hertugen af Slesvig og hans Søn inden 6te December paa Fyn, Grev Henrik og hans Broder Claus ligeſaa, Grev Adolf inden ſamme 6te Decbr. paa Femern, Hertug Erik af Saxen inden 6te Januar i Lübeck, og alle de andre tydſke Herrer, der enten vare eller vilde være Danekongens Hjelpere og deeltage i Dagthingningen, inden Juul i Damgarten. Med Fikke Molteke gav 9 andre Riddere og Svene, hvoriblandt ikke færre end ſex Molteker, deres Forløfte, og paa Stædernes Vegne de ti Raadmænd deres foreløbige Forløfte, indtil Ratificationsbrevene kunde udfærdiges; disſe ſkulde inden Juul være udvexlede i Roſtock; Fikke Molteke ſkulde da have overleveret Kong Valdemars, forſynet med hans og hans Søns, Erkebiſkop Nikolas af Lunds, to andre Biſkopers, og tretten Ridderes Segl, og Raadmændene ſkulde ligeſaa udlevere Stædernes, forſynede med deres Segl. Umiddeibart derpaa afgik Hr. Fikke Molteke, ledſaget af et Sendebud fra Roſtock, til Kong Magnus, for at melde ham den ſluttede Overeenskomſt, fra Lübeck blev der ſkrevet om den ſamme Sag til de veſtlige Stæder, fra Stralſund til de øſtlige, og fra Wismar til Bergen[46]. Den 16de November udſtedte de fem Stæder Lübeck, Hamburg, Roſtock, Stralſund og Greifswalde en Bekjendtgjørelſe af Overeenskomſten, og ſamme Dag udgav Kong Valdemar fra Vordingborg en lignende Bekjendtgjørelſe, ledſaget af en Erklæring om at ville overholde den, beſeglet af ham, hans Søn, tre Biſkoper og tretten Riddere, hvoraf de fleſte vare de ſamme, ſom nævnes i Stilſtandsbrevet[47].

Efterretningen om denne Stilſtand blev juſt ikke modtagen med Glæde af alle Vedkommende. Raadmændene i Visby ſkrev den 15de December[48], at de havde hørt, hvorledes der førſt ſkulde være ſluttet en Vaabenhvile, ſiden en Stilſtand med Danekongen, og udbad ſig nærmere Underretning derom; de haabede, at Stæderne ej vilde lade dem i Stikken, hvilket ej alene vilde blive til Skade for dem ſelv, men ogſaa for den hele Hanſe. De preusſiſke Stæder klagede den 18de December[49] over, at uagtet de havde betalt ſin Contingent til Øreſunds Fredning og deres Godſes Bevaring, var det dog blevet plyndret af Danekongen og hans Tilhængere, og efter Fjendtlighedernes Ophør endog indført og udført i Stædernes Havne, uden at blive anholdt; den ſidſt afſluttede Stilſtand havde allerede været forkyndt for en Maaned ſiden, uden at de havde modtaget officiel Underretning derom, hvilket de tog meget ilde op, og haabede at ſaa klækkelig Forklaring derover. Imidlertid vilde de overlade det til Stædernes Beſtemmelſe, om de ſelv burde forlige ſig med Danekongen for en Tid eller for ſtedſe; de havde endnu flere danſke Fanger, og omvendt var der flere preusſiſke Fanger i Danmark. Endelig indløb Brev fra Kong Magnus, dateret Skara den 21de December 1362[50], hvori han meldte, at han havde faaet Stædernes Skrivelſe om den afſluttede Stilſtand, og at han, om han ønſkede at indſluttes deri, maatte tilkjendegive Danekongen ſin Vedtagelſe deraf inden førſtkommende 6te Januar mellem Lagaholm og Halmſtad. Denne Vedtagelſe, ſkrev han, havde han intet imod at meddele, og ſkulde ufortøvet ſende Geſandter til Kong Valdemar i den Anledning, uanſeet at Valdemar efter Stilſtandens Indgaaelſe havde tilføjet ham ſtor Skade, men han bad dog ogſaa om, at Stæderne vilde viſe ſig velvillige og oprigtige, naar det gjaldt om hans og hans Lands Velfærd, og han haabede, at hvis Danekongen ikke vilde holde de indgangne Stilſtande, eller fremdeles tilføjede hans Lande og Mænd Skade, da vilde Stæderne yde ham virkſom Hjelp og gjengjelde Danekongen Lige for Lige. Iøvrigt forundrede han ſig over, at Stæderne ikke efter Løfte havde villet tillade ham ved ſine Mænd at udføre de Levnetsmidler, ſom han havde ladet opkjøbe hos dem, og bad dem derfor nu ikke længer at lægge nogen Hindring i Vejen for dem, ſom han nu i den Anledning ſendte. Saaledes ſeer man, at Forſtaaelſen mellem de Allierede var intet mindre end god, og at Kong Magnus iſær havde Grund til at anſee ſig brøſtholden, da Stæderne ej alene ved den haſtige Separatſtilſtand havde behandlet ham uærbødigt og uforbindtligt, havde ſlaaet Haanden af ham, og derved gjort Danekongen det muligt, at tilføje ham den Skade, hvorover han klagede, men ogſaa ved det nysomtalte Forbud mod Udførſel af Levnetsmidler viiſt ſig formeligt fjendtlige imod ham, og det vel endog ſnareſt af egennyttige Henſyn, da det lader til, at de paa den Maade vilde ſikkre ſig Betalingen af det føromtalte Laan og andre Gjeldspoſter. Kongerne havde derimod paa ſin Side redeligt opfyldt ſin Forpligtelſe, at overlade dem Borgholm og Øland, der paa denne Tid allerede havde tydſk Beſetning[51].

  1. Det er ovenfor nævnt, at Valdemar den 7de Januar 1361 var f Halmſtad. Den 22de Febr. ſtadfæſtede han Privilegierne for Staden Væ i denne Stad ſelv: den 1ſte, 7de, 14de og 21de Marts, 5te April og 29de Mai var han i Lund, udøvende forſkjellige Regjeringshandlinger, ſee Suhm XIII. 409, 410.
  2. Brevet er aftrykt i Strelows Guthilandiſke Chronica S. 163, 164, formodentlig efter Originalen, ſom paa hans Tid maaſkee endnu fandtes i Visbys Raadſtue-Archiv. Den 17de December 1360 var Magnus i Ørebro, den 3die Jan. 1361 i Skeninge, ifølge Breve i det ſv. Rigsarchiv.
  3. Man har Breve fra Magnus, daterede Stockholm den 4de Marts, Gran i Upland d. 7de Mai, Stockholm 31te Mai, Konungsnes 3die Juni, Veſteraas 11te Juni, og Stockholm 3die Juli. I dette ſidſte fritager han St. Klara Kloſters underhavende for den nys paabudne Udſkrivning, altſaa ſees heraf, at en Udſkrivning havde fundet Sted i Løbet af Mai eller Juni.
  4. Ogſaa dette Brev er aftrykt hos Strelow, S. 166. Suhm (XII. 432) har viſt fuldkommen Ret, naar han mener, at Strøm» urigtigt har læſt amicis, hvor der ſtaar inimicis, ſaa at Magnus paa den Maade kommer til at ſige at „nogle af hans Venner hemmelig lagde Raad op mod ham og Riget“. Saaledes kunde han ikke have udtrykt ſig, om han endog her ikke meente Valdemar, eller hidtil havde betragtet ham, eller dem, han ſigtede til, ſom ſine Venner, thi i det Øjeblik, de pønſede paa hans og Rigets Skade, ſom han ſiger, vare de hans Uvenner, og desuden er Talemaaden „quidam de nostris inimicis“ ſedvanlig ved ſlige Lejligheder.
  5. Om dette Tog, ſee yderligere Lagerbring III. S. 469—473, og Suhm XIII. S. 443 fgg. Det berettes korteligt i Chr. af 1357—63, l. c. S. 225. Visby-Annalerne (Scr. r. D. I. 259) viſe, at Valdemar landede paa Gotland d. 21de Juli, altſaa maa han have beſøgt Øland i Midten af Maaneden og have tiltraadt Toget i dens Begyndelſe. Den ſidſte Sejr, Valdemar vandt over Øboerne, ſkete den 27de Juli, ſom det udtrykkeligt er anført paa det Kors, Valdemar lod opreiſe paa Valpladſen. Han forblev ifølge de ſamme Visby-Annaler paa Øen indtil 28de Auguſt.
  6. Den 15de Juni ſtadfeſtede Kong Haakon Bergens Privilegier, ſaavelſom Hanſeaternes Friheder i Staden, N. gl. Love III. S. 160; den 18de Juni gav han en Anordning om Stadens Kjøbmænds Ret til at ſejle overalt i Riget og paa Skatlandene (ſammeſteds S. 181 (Dipl. N. IV.); og den 23de Juni ſtadfeſtede han Munkeliv Kloſters Privilegier (Munkelivsbogen S. 9, 10). Ved alle disſe Breve heder det, at de indſegledes af Cantſleren i Kongens Nærværelſe.
  7. I Brevet af 29de Juni heder det nemlig at Haakon allerede havde „haandtroet“ Elſebe, og hos Corner (rigtignok under 1362), at Elſebe var bleven bortfeſtet til Haakon ved Faſtelavnstider; men Corner har ofte urigtige Aarstal.
  8. Brevet findes endnu i Original i det danſke Geheime-Archiv; det er aftrykt hos Suhm, XIII. 337, og i Schl. Holſt. Lauenb. Urkunden, II. S. 242, No. 194. Datum er tydeligt nok, men desverre angives ikke Udferdigelſes-Stedet, der dog maa have været etſteds i Holſten eller Nordtydſkland, ſiden det er ſkrevet paa Tydſk. Kongens ſtore norſke Rigsſegl hænger endnu ved, tilligemed ſyv andre Segl.
  9. Saaledes er ogſaa dette Tilſagn bleven forklaret af Crantz, (Svecica V. 30, S. 315, Saxonia IX. 32 p. 253) og Corner (hos Eccard, II. 1104, 1105), og vi ville ſee, at Riget virkelig ſkal være blevet Grev Henrik tilbudet, da Kongerne havde frafaldt Overeenskomſten.
  10. Detmar, S. 284. Denne er ellers her noget uordentlig i Aars-Angivelſerne; han henfører det ſidſtnævnte til 1362 ihvad der dog maaſkee paa en vis Maade kan forſvares, da den egentlige Krig førſt da begyndte) og omtaler derimod Valdemars Gotlandstog under 1360.
  11. Brev af 19de Mai 1361, Lappenbergs Sartorius II. S. 490.
  12. Sammeſteds S. 490, 491. Da ſelve disſe Artikler ere daterede den 1ſte Auguſt (Petri àd vincula), maa de Deputerede have ſamlet ſig mindſt een eller to Dage forud, ſom 30te eller 31te Juli; man kan da foreſtille ſig, at der netop er kommen forſkjellige Iilbud til Stæderne om Valdemars Angreb paa Visby, og at Borgermeſtrene øjeblikkeligt have forſamlet ſig paa det dertil for alle belejligſt liggende Greifswalde. Mere end et Par Dage behøvede nemlig ikke en hurtigſejlende Skude for at tomme fra Visby til Lübeck, og var den afgaaet fra Gotland den 25de, kunde nok Borgermeſtrene allerede den 31te være i Greifswalde.
  13. Brev i ſv. Rigsarchiv; hos Suhm, XIII. 446, aftrykt i Langebeks Afhandl. om Bergverker i Norden, Khavnſke Vid. Sem. Skr. VII. 321.
  14. Egentlig ſtaar der, ſom det nedenfor vil ſees, at de førſt efterat have været forelagt Kongerne ſkulde „ingrosſeres“, det vil egentlig ſige reenſkrives; Meningen bliver den ſamme; Fuldmagten og Seglene vedkom kun de foreløbige Udkaſt til Tractaten.
  15. Lappenbergs Sartorius, II. S. 491. Originalen findes i det lübeckſke Archiv. Her regnes Marſtrand ſom etſlags Tilbehør til Baagahuus; dette er egentlig ogſaa Tilfældet i Brevet af 1353 om Dronningens Morgengave.
  16. Heraf ſeer man tydeligt, at Kong Magnus endnu havde Vardbergs Slot inde, altſaa endnu ikke havde miſtet Nordrehalland. For Stæderne gjaldt det, ſeer man, at have et faſt Punkt ſaa nær ved Skaane ſom muligt.
  17. Af Krigsmaſkiner nævnes her „Verk“ og „Blider“; ved de. førſte forſtodes maaſkee Kanoner, ſom paa den Tid allerede kjendtes. Mere herom nedenfor.
  18. Tractaten er aftrykt i Casſel’s Samml. Ungedruckter Urkunden S. 419, og meddeelt i Uddrag hos Suhm XIII. 450—452, men enkelte Fejl ere indløben, navnlig at der blandt de Mænd, der i Tilfelde af begge Kongernes Afgang ſkulde modtage Slottene, nævnes Biſkopen af Stavanger iſtedetfor Biſkopen af Strengnes. Stædernes Gjenbreve m. m., ere trykte i Lappenbergs Sartorius S. 493 fgg. Stædernes Reces om Pundtold m. m. er trykt hos Casſel S. 428.
  19. Frihedsbrevet er trykt i Dreyers Specimen S. 124, ſamt hos Thormod Torvesſøn, Hiſt. N. IV. 489, og Willebrandt, Hanſ. Chr. m. 24, ſamt meddeelt i Uddrag hos Suhm, XIII. 450—452.
  20. Dette ſiger Kong Haakon udtrykkeligt, i de ſenere Forhandlinger paa Baagahuus 1379. Hans Ord ere følgende: „Vor Herre Fader overlod disſe ſine Geſandter under Confidens og Troſkab fine Pergamentsbreve, ogſaa, desverre, forſynede med vort Segl, ſaaſom vi dengang vare uerfarne og ej havde naaet Modenhedens Aar. Dette ſkete for at de, naar de vare blevne enige om Forbunds-Betingelſerne, ſkulde ſiden kommen til vor Fader og os, og derpaa førſt lade Brevene ingrosſere; men ikke under nogen anden Form eller Betingelſe udlevere dem. Nu derimod gav de dem fra ſig, ingrosſerede efter deres egen Vilje, og udleverede dem til Stæderne; men Stædernes Gjenbreve gjemte de ſaaledes, at vi ikke engang fik dem at ſee. Heraf viſer det ſig, at de indgik disſe Dagthingninger mere til vor Faders og vor Skade, end til nogen Nytte og Gavn.“
  21. Dipl. N. II. 365. Dette Brev, dateret 29de Septbr. 1361, indeholder den Skjenkelſe af Audun Heſtakorns Gods til Otto Rømer efter Algøt Benedictsſøn, hvorom der forhen er talt, og ſom vi og i det efterfølgende komme til at omtale nærmere, og det er medbeſeglet af alle de ovenfor nævnte Perſoner. Men det er let at begribe, at disſe ikke i dette Øjemed alene vare komne langvejs fra til Baagahuus. Øjemedet har aabenbart været at raadſlaa om de Forhandlinger, der nu vare i Gang.
  22. See Stædernes Indlæg af 1370 i Lappenbergs Sartorius H. S. 686. „De klage“, heder det, „over, at da de ſendte deres Bud for at modtage Baagahuus Slot, bleve de heri ſkuffede, fordi det ſamme Slot med Tilbehør ej blev dem overgivet, ſkjøndt dog Lübeckernes Geſandter i denne Legation havde tilſat 600 Mkr. og de ſtralſundſke ligeſaameget“. Her tales vel kun om Geſandter, men det er klart, at disſe ogſaa maatte have Tropper med til at beſette Slottet. Desuden vilde der imodſat Fald ikke være medgaaet 1200 Mk. til denne Expedition, ſom det i Klagen foregaves.
  23. See de visbyſke Minoriters Annaler af hin„ Scr. r. Sv. I. p. 44. Scr. r. D. I. 259. Der ſtaar: „Da Gotland og Øland vare undertvungne, ſatte Sveriges Adelsmænd ſig op imod Kong Magnus, iſær fordi hans Søn Kong Haakon med Faderens Samtykke, men tvertimod Rigsraadernes Løfte, egtede Margrete, Kong Valdemars Datter; hvorfor Kong Haakon ſluttede lig til Rigsraaderne, tog ſin Fader tilfange i Kalmars Sognekirke Mortensdag, og ſatte ham paa Slottet, men frigav ham fra ſamme Fangenſkab, rørt af Angergivenhed, paa Chriſti Himmelfartsdag“. Alt dette fortælles under Aaret 1361, men omfatter ogſaa 1362, da det næſte Aar, ſom udtrykkeligt derpaa anføres, er 1363. Men man ſeer letteligt, hvor forvirret og uchronologiſk Beretningen er, ſiden Magnus’s foregivne Fængſling ſettes efter Haakons Giftermaal, og ſom begrundet derved.
  24. Brev af Haakon, dat. Vimmerby d. 2den Novbr. 1361, i det ſv. Rigsarchiv, og hans Stadfeſtelſesbrev paa Skeninge Kloſters Ret til noget Jordegods, dateret Skeninge 6te Dag Juul (30te Decbr.) 1361, Lagerbring III. 483.
  25. Brevet, opbevaret i det ſv. Rigsarchiv, omtalt hos Lagerbring III. 483, og aftrykt hos Suhm XIII 840, handler egentlig om at optage Finlands Lagmand blandt Deeltagerne i Kongevalget, men Kongen ſiger her udtrykkelig, at denne Beſtemmelſe vedtoges „med Kong Magnus’s og Raadets Samtykke“, paa ſamme Dag ſom han valgtes til Sveriges Konge. De ſamme havde da naturligvis bifaldt og foranſtaltet Valget. Brevet er medbeſeglet af Kong Magnus, Erkebiſkopen, Biſkoperne i Linkøping, Skara, Strengnes, Veſteraas, Aabo og Vegſjø, Erngiſl Jarl, Nikolas Thuresſøn, Benedict Philipsſøn, Karl Ulfsſøn af Sofa, Gøtſtav Arvidsſøn, Magnus Gislesſøn, Narve Ingevaldsſøn, Riddere, Arvid Gøtſtavsſøn og Bo Jonsſøn, Svene, Uppſala St. Sigfrids Dag. Disſe Mænd vare altſaa tilſtede ved og ſamtykte i Valget.
  26. Dipl. Norv. II. 368. jfr. ovf. S. 366.
  27. Dette ſees deraf, at i den Gjenpart af Tractaten, der vedkommer Bremen, Hamburg og Kiel, og ſom forreſten har ſamme Datum ſom de øvrige, nemlig 9de Septbr. 1361, af den heel naturlige Grund, at alle de ovenomtalte Blanketter vare udfærdigede paa denne Dag, er Tiden, da man ſkulde være færdig, beſtemt til Midfaſte Søndag iſtedetfor Mortensdag. Lappenbergs Sartorius, II. S. 493.
  28. Sammeſteds, S. 500.
  29. Sammeſteds S. 500, 501. Brevet er viſtnok dateret Lübeck den 1ſte Mai, men dette er formodentlig kun Dagen, da Herrmann v. Vitzen ſluttede Laanet, os heraf følger ikke, at hine Herrers Beſegling ſkete ſamtidigt. Vi ville i det følgende ſee, at Kong Magnus den hele Sommer forgjeves ventede deres Tilbagekomſt, og derfor er det viſtnok ſandſynligſt, at de førſt ſenere indtraf i Lübeck og ſatte ſine Segl til det allerede oprettede Document. Den 17de Juni var Biſkop Nikolas, og, ſom det ſynes, ogſaa Hr. Nikolas Thuresſøn, i Kalmar, ifølge et Brev af denne Dag, opbevaret i det ſv. Rigsarchiv, hvorved Biſkopen afhænder noget Jordegods til Hr. Nikolas. Da var de altſaa endnu ikke afreiſte fra Sverige, men ſtode formodentlig paa Reiſen. Dog er det ikke ſagt, at alle reiſte, fordi deres Segl ſattes under Documentet.
  30. Dette ſiges udtrykkeligt i Chron. af 1357—63, l. c. S. 226.
  31. Suhm, XIII. 463 mener, at Toget ej ſkete førend i Juni, da det paafølgende Søſlag angives at have fundet Sted d. 8de Juli. Imidlertid er dette, ſom det vil ſees, juſt ikke ſaa ſikkert, og man maatte ſnarere holde ſig til den Omſtændighed, der ſtrax nedenfor vil blive omtalt, at Kong Magnus, der den 4de Juni laa ved Vardberg, den 22de og 29de var atter i Veſtergøtland, ſom ogſaa til den allerede ovenfor omtalte Kjendsgjerning, at Biſkop Nikolas og Hr. Nikolas Thuresſøn, der var blandt de Sendebud, der ſkulde anmode Stæderne om at rette det førſte Angreb paa Helſingør, og ſaaledes vel maatte have indfundet ſig i Lübeck førend Flaaden endnu afgik, eller idetmindſte have gjeſtet Flaaden førend denne endnu havde naaet Øreſund, ikke var afreiſte fra Kalmar den 17de Juni. Men man ſeer af Hertug Albrechts Qvitteringsbrev af 4de Juni 1362 (Suhm XIII. 463), at Wismarerne allerede da havde gjort Fanger. Og det er, ſom ſagt, vel heller ikke ſaa viſt, om alle de, der beſeglede Brevet, ogſaa forlod Sverige. Det maa her bemerkes, at Detmar (S. 285) urigtigt henfører Toget til 1363.
  32. Detmar, l. c. S. 285. Om Contingenten, ſ. o. S. 731. Dog heder det i Recesſer: af 27de Juli 1363 (Lappenbergs Sartorius II. S. 527), at Antallet paa de Væbnede, Bremerne iberegnede, var i alt kun 2700 Mand efter Beſtemmelſen.
  33. Br. af 4de Juni idet ſv. Rigsarchiv. Magnus overlader her Hr. Nikolas Djakn de af Hr. Throtte Pedersſøn kjøbte Ejendomme Limberg og Svenstorp ſom Godtgjørelſe for 350 anf. Sv., hvormed denne troligt havde hjulpet Kongen i Lejren ved Vardberg.
  34. Hr. Agmund var endnu ikke dragen afſted d. 20de Juni, Dipl. N. II. 370.
  35. Det heder førſt hos Huitfeld, (S. 526), ſiden ogſaa hos Suhm (.l-Till. 363), at Stædernes Flaade førſt belejrede og plyndrede Kjøbenhavn, hvor de gjorde riigt Bytte, men bleve angrebne og ſlagne d. 8de Juli af Hertug Chriſtopher, ſom her fik ſit farlige Saar, ſamt at Flaaden da førſt vendte ſig mod Helſingborg. Ser paaberaabes fornemmelig Gerdes’s lybſke Krønike (p. 46.) Men hverken Detmar (og den ham følgende Corner) eller Chron. af 1357—63 veed det mindſte om denne Plyndring af Kjøbenhavn 1362; ligeſaalidet nævnes noget derom i de Indlæg, ſom Kong Haakon og Stæderne udvexlede med hinanden i 1370, og hvor Krigsforetagenderne ere ſaa omſtændelig angivne, at en ſaa vigtig Begivenhed ſom Kjøbenhavns Plyndring umuligt kunde have været forbigaaet. Tvertimod ſige Stæderne endog (Lappenbergs Sartorius II. S. 692) „at deres Flaade, ankommen til Øreſund, vilde have været ſterk nok til at kunne belejre Kjøbenhavn, men at den, efter Kongernes Ønſke, overbragt ved Geſandterne og Breve, vendte ſig mod Helſingborg.“ Dette er et udtrykkeligt Vidnesbyrd om, at Kjøbenhavn denne Gang blev uantaſtet. Fortællingen om at Staden plyndredes i 1362 maa ſaaledes hidrøre fra en Forvexling af det Tog, der ſkete i dette Aar, med det ſenere af 1368, hvorved visſelig Kjøbenhavn blev plyndret, ſee nedenfor, jevnf. Suhm XII. 613.
  36. Dette fortælles udførligt hos Corner (Eccard II. 1105), ſom her nødvendigviis maa have haft et Dokument for ſig, hvilket vi nu ej kjende. Han ſiger at Bruden ſtod mellem ſin Broder Henrik og Grev Adolf, og copuleredes til Hermann v. Vitzen, der foreſtillede Kong Haakons Perſon. Corner citerer her endog udtrykkeligt Magiſter Eilhard Schonevelts Chronica, der nu neppe mere er til. Han tilføjer S. 1105, at det blev aftalt, at hvis Giftermaalet gik overſtyr ved Henriks Brede, ſkulde denne ej alene tilbagegive Kalmar, men ogſaa betale 60000 Mk. brendt; var derimod Kong Magnus Aarſagen til at det ej kom iſtand, ſkulde alle Vaſaller og Høvdinger i Sverige med deres Slotte, Lande og Underhavende ſkille ſig fra Kong Magnus, og underkaſte ſig Henrik ſom deres lovmesſige Herre. Uagtet Corner her kun nævner Hermann v. Vitzen, er det dog aabenbart, at de øvrige nysnævnte Geſandter maa have været tilſtede eller i Nærheden, og faaet Acten iſtand, thi Kong Haakon ſiger udtrykkeligt i ſin Foreſtilling af 1370, at Aarſagen, hvorfor han og hans Fader ej kunne komme Stædernes Krigsmænd til Hjelp ved Helſingborg, var den, at de førſt maatte oppebie de Geſandters Tilbagekomſt, der tidligere havde ſluttet Alliancetractaten af 1361, men at netop de ſamme Geſandter lod for længe vente paa ſig: altſaa var de i Lübeck eller Holſten juſt omkring den 25de Juli, da Belejringen allerede for længſt maa have været begyndt. Og desuden have vi nys ſeet dem at beſegle det af Hermann v. Vitzen paa Kongernes Vegne udſtedte Gjeldsbrev af 1ſte Mai; den Slutning ligger ſaaledes nær, at ligeſom Herman v. Vitzen ved begge Lejligheder repræſenterede Haakons Perſon og havde hans Fuldmagt, ſaaledes var ogſaa Geſandterne ved begge Lejligheder tilſtede ſom de, der egentlig beſtemte hvad der ſkulde ſkee og ſanctionerede hvad der var ſkeet. Det er dog viſtnok en Fejltagelſe, naar Suhm (XIII. 466) nævner Erkebiſkopen af Uppſala ſom en af Geſandterne.
  37. Detmar, l. c. Chron. af 1357—63 ſiger kun, at Valdemar fangede nogle af Belejrerne til Lands, andre ombord paa Skibene, og dræbte endeel, men tog tilſidſt alle deres Skibe. Dette er dog viſtnok en Overdrivelſe. Stæderne udtrykte ſig i deres Remonſtrationsſkrivelſer af 1370 kun ſaaledes derom, at deres Folk „af Fjenderne bleve ſlagne og fangne og leed uendelige Tab paa Skibe, Gods“ m. m. Cranz (Vandalia l. 8. cap. 37 p. 199) ſiger at det var en „bombarda“, hvoraf Chriſtopher blev ſaaret, dog nævne de ſamtidige Krøniker intet derom; det er dog ſlet ikke uſandſynligt at man da kjendte Ildvaaben i Nordtydſkland og Danmark, da de allerede havde været anvendte i Slaget ved Cresſy i Frankrige 1346, og man desuden har et Brev, udſtedt 25de Juni 1372 af den bekjendte jydſke Ridder Erland Kalf, hvor „Byskrwd“ (d. e. Bøsſe-Krud) udtrykkeligt nævnes, ſee Suhm XIII. 870. Jvfr. Grams Afhandling i Kh. Vid. S. Skrifter. I 253. Dagen, da dette Slag fandt Sted, angives af Magnus Matthiæ til 18de Juli, uviſt med hvad Hjemmel.
  38. Dette ſiges udtrykkeligt i Stædernes Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 639.
  39. At det ſaaledes gik til, ſees ved at ſammenholde Stædernes Udſagn i det ſamme Indlæg, at deres Mænd, nødſagede af de nysnævnte mislige Omſtændigheder, „maatte ſkjønt mod ſin Vilje indgaa Trygd eller Stilſtand med Kongen“, med den Omſtændighed, at en længere Stilſtand ſiden ſluttedes i Stralſund den 10de Novbr. Vi have allerede haft ſaa mange Exempler paa Fremgangsmaaden i de Tider ved ſlige Lejligheder ſom den nysnævnte, at vi endog med Vished kunne vide, at der her førſt, ſom det heder, blev taget en Dag, det vil ſige ſluttet foreløbig Stilſtand indtil en beſtemt Dag i Fremtiden, da Befuldmegtigede fra begge Sider ſkulde ſamles og Fredsunderhandlinger begyndte.
  40. See Kongens og Stædernes Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 689, 693.
  41. Indlæggene af 1370, Lappenbergs Sartorius, l. c. S. 689. 693. Kong Haakon havde i Marts forlenet Marſken Magnus Nikolasſøn med Finnveden; det havde vel altſaa nærmeſt været dennes Sag at forſvare Landſkabet.
  42. Lappenbergs Sartorius, II. S. 699.
  43. Sammeſteds, S. 501. Om dette Møde i Søderkøping tales der oftere i Indlæggene af 1370, l. c. S. 689. 692. Der ſtaar paa førſte Sted udtrykkeligt, at Stædernes Geſandter kom til Kongerne i Søderkøping, og i Brevet af 7. Nov. 1362, ſom ſtrax nedenfor omhandles, tales der ligeledes om at Stædernes Geſandter adſkiltes fra dem i Søderkøping. Saaledes kan neppe den Antagelſe være rigtig, at Overeenskomſten i Søderkøping ſkete i 1361, Styffe, Bidrag S. XXXII.
  44. Lappenbergs Sartorius II. 500.
  45. Saaledes ſtaar det i Huitfelds danſke Paraphraſe af denne Overeenskomſt. At denne Tidsfriſt var ſat for Kongerne, ſees af Kong Magnus’s Brev derom af 21de Decbr. 1362. Dog findes denne Friſt ej anført i den hos Lappenberg aftrykte Copie.
  46. Lappenbergs Sartorius, II. S. 503—506.
  47. Huitfeld, S. 529. Lappenbergs Sartorius II. S. 507. Stilſtanden omtales ogſaa i Chronicon af 1357—63, Asmusſens & Mich. Archiv l. c. S. 226.
  48. Lappenbergs Sartorius, II. S. 513. Man ſeer af denne Skrivelſe, at ogſaa Visby havde betalt ſin ſedvanlige Krigscontingent eller Pundtold, et Tegn til at Staden dog nu maa være kommet noget til Kræfter efter Brandſkatningen, og at endog Stockholm (det vil ſige de tydſke Kjøbmænd i denne Stad) havde forbundet ſig dertil, men at denne Told da endnu ej var indkommen. Tolden fra Visby var dennegang indbetalt til Borgholms Slot.
  49. Sammeſteds, S. 510.
  50. Sammeſteds, S. 513.
  51. Dette ſees deels af det nysanførte Brev fra Visby, hvor det heed, at Pundtolden var bleven erlagt til „Huſet paa Øland“; deels af Stædernes Receſs dat. 1ſte Januar 1363, der blandt andet indeholder dette, at man var bleven enig om, at Hr. Johan Glesſouwe ſkulde bibeholde Commandoen over Borgholm, indtil næſte St. Hans, Lappenbergs Sartorius II. 508.