Åpne hovedmenyen
Chr. Tønsbergs Forlag (II-1s. 728-740).

Kong Magnus og hans Søn Haakon maatte under disſe Omſtændigheder føle ſig meget ilde tilmode. Sveriges mægtigſte Mænd vare om ikke deres aabenbare, ſaa dog idetmindſte deres hemmelige Fjender, handlede underfundigt mod dem, trodſede deres Myndighed, paabyrdede dem Forpligtelſer, ſom de ſelv ikke med en Finger lettede dem at overholde, indviklede dem i Krige, uden at yde dem den pligtige Hjelp, og gav dem dog Skylden for det uheldige Udfald. Kongernes Allierede, Hanſeſtæderne, vare nu ligeledes ſnarere at betragte ſom deres Fjender. Krigen havde ikke ſkaffet dem den Erſtatning og Opreisning, ſom de ventede, men ſnarere Skam og Skade, og uagtet den hele Alliance og Krigsplan var opgjort mellem dem og de ſvenſke Raadsherrer, uden at ſpørge Kongerne ad, eller idetmindſte uden at rette ſig efter deres Ønſke, lagde de dog Kongerne til Laſt, at Krigen ikke blev ført med bedre Held. Det maatte være aabenbart for enhver, der nærmere betragtede Forholdene, at baade Høvdingerne i Sverige og Stædernes ledende Mænd behandlede Kongerne ſom Skue-Figurer, der alene vare til for at laane ſit Navn, og ſom ikke ſelv maatte have nogen Vilje, men paa hvilke man dog var berettiget til at dynge alt Anſvar og al Skyld for, hvad der gik galt. En ſaadan Tilværelſe maatte være dem uudholdelig, om de end kun beſad en Gniſt af Æresfølelſe. Og til hvem ſkulde de vende ſig om Trøſt og Biſtand? Deres andre Allierede, de holſtenſke Grever, vare jo nu i den inderligſte Forſtaaelſe med de ſvenſke Raadsherrer. Hertug Albrecht havde i den ſidſte Tid, ſiden ſit diplomatiſke Meſterſtykke ved Helſingborg, iagttaget et venſkabeligt Forhold med Valdemar og overholdt en ſtreng Neutralitet for ſit eget Vedkommende, omendſkjønt hans Stæder Wismar og Roſtock havde deeltaget i Krigen[1]. Til ham nyttede det derfor ikke at nærme ſig, og desuden maatte vel Kongerne nu have faaet Øjnene op for hans Troløshed. Det kunde ſynes heel naturligt, at Kongerne allerede for længe ſiden havde begivet ſig til Norge, kaſtet ſig i Nordmændenes Arme, og opfordret dem til at yde Hjelp. Thi Norge var i alle Fald roligt, og Indbyggerne ſine Konger hengivne; det havde heller ikke endnu, ſaavidt man kan ſee, haft nogen Ulempe af Krigen. Man ſeer ogſaa tydeligt nok af hvad der ſiden fandt Sted, at Kongerne maa have haft dette for Øje. Men det kunde dog alene have været ſom den alleryderſte Udvej, da de derved maatte opgive Haabet om at gjenvinde Magt og Anſeelſe i Sverige, anderledes end med væbnet Haand, og herpaa maatte de dog i det længſte betænke ſig. Krigen ſelv var neppe populair i Norge; vi vilde ellers upaatvivlelig have ſeet flere norſke Høvdinger deeltage deri. I dets Sted ſynes de nu, uagtet Ledingsbud var udgaaet til dem, at have nøiet og været lunkne, medens de derimod ſidenefter, ſom vi ville ſee, vare nok ſaa ivrige, da det gjaldt at gjøre Stæderne al den Fortred de kunde. Tydſkernes Anmasſelſer vare nemlig ſaa ſtore i Norge, at Nordmændene ej kunde andet end være forbittrede paa dem, og betragte en Forbindelſe med dem, iſær naar den endog ſkulde medføre nye Privilegier, ſom en Uting. Kong Haakon ſelv klagede ej mange Aar ſenere over, at de tydſke Kjøbmænd, der kom til Norge, og iſær de, der opholdt ſig i Bergen, vedtog ſig imellem nye Statuter og Beſtemmelſer, der ligefrem ſtred imod Lovene og Privilegierne, til Kronens Skade, navnlig denne, at naar en af dem havde forurettet den anden, ſøgte man underhaanden at bringe et Forliig iſtand for at unddrage Kronen det ſkyldige Sagefald, og at Manddrabere og andre grove Forbrydere iblandt dem ligeledes underhaanden ſendes bort paa deres egne Skibe, for at man derved kunde undgaa at betale Bøder til Sagſøgeren og Thegngilde m. m. til Kongen. Med andre Ord, de lagde an paa, ſom det heed, „at dræbe ned Kongens Ret“, det vil ſige, at bedrage Kronen for det lovlige Sagefald, hvilket i de Tider, da Sagefaldet udgjorde en af de vigtigſte Indtægter, ikke havde lidet at betyde. Endvidere havde de uden Kongens Samtykke optaget nye Stæder til Medlemmer af Hanſen, for at udſtrekke Privilegierne ogſaa til dem, og de havde derhos beſtemt ſig ſelv imellem, at Varer, tilhørende Kongernes Underſaatter, ej maatte indlades paa Skibe, hvori de havde ſine egne Varer, for at hine ikke ſkulde nyde nogen Deel af Gevinſten. Fremdeles ſolgte og kjøbte de, hvor de landede, i ſmaa Partier, Klæde, f. Ex. alneviis, uagtet dette var dem udtrykkeligt forbudt[2]. I Marts 1362, endog førend Krigen var begyndt, da begge Konger vare ſamlede i Stockholm, klagede de, i et Stadfeſtelſesbrev, ſom de da lod udgaa paa Tunsbergs Privilegier, over „at Tydſkerne og de Udlendinger, ſom ſejle til Tunsberg, driſtede ſig til at holde Kjøb og Salg med Indenlandſke og Udenlandſke, andre end dem ſom Byen beboede, og ſom havde Forkjøbsret til alle Varer; at disſe ſamme Tydſkere ſolgte alle de Varer, de indførte, i Smaat, en Næring, hvoraf Høkere og Bodkoner plejede at føde ſig, og at de endelig havde taget ſig til Vane at opkjøbe levende Naut, Sviin og Sauder baade i By og Bygd, hvorved de tog Næringen fra Slagtehandlerne“[3]. Alle disſe Klager, der naturligviis kun ere Gjenlyd af de Klager, ſom fra Bergen og Tunsberg vare indløbne til Kongerne, viſe nokſom, hvor lidet populair en Alliance med Tydſkerne maatte være i Norge, og hvor forbittret man der maatte være paa de ſvenſke Herrer, der egenmægtigt havde ſluttet denne Alliance, og dertil endog underſtaaet ſig at udvide Stædernes Privilegier, og give dem Løfte om et af Norges vigtigſte Slotte. Det er altſaa let at forſtaa, at Kongerne ikke kunde gjøre Regning paa nogen Sympathier i Norge, naar de lod udgaa en Opfordring til at gribe til Vaaben mod Hanſeſtædernes Fjender, og dette Forhold forklarer os ogſaa, hvad der ellers ſynes uforklarligt, at Nordmændene røbede ſaa liden Interesſe for Krigsforetagenderne i 1362. Krigen maatte forekomme dem, hvad den og i Virkeligheden var, ſom en Krig mellem Kong Valdemar og Stæderne, ikke mellem Valdemar og deres egne Konger, og det var allerede ſtore Ting, naar de holdt ſig rolige, og ikke ligefrem tog Parti med Danekongen, hvis Vaaben de ſikkert ønſkede al mulig Fremgang, og hvis Datters Giftermaal med Kong Haakon de viſtnok var ſaa langt fra at have noget imod, at de ſnarere meget mere maa have været yderſt harmfulde over de ſvenſke Raadsherrers egenmægtige Beſtræbelſer for at faa ham gift med den holſtenſke Grevedatter. Desuden havde Dronning Blanche nu meget at ſige i Norge, og hendes Forkjærlighed for Danekongen og en Forbindelſe med Danmark er ikke vanſkelig at øjne. Hun havde, ſom det ovenfor er meldt, i den ſidſte Tid, i alle Fald under Urolighederne om Vaaren 1362, været i Sverige hos ſin Mand og Søn, ſandſynligviis for at gjenoprette det gode Forhold mellem dem, hvilket muligviis endog væſentligſt ſkyldes hende, og hun havde i den Tid betroet det kongelige Segl og den dermed følgende Myndighed til Fehirden paa Tunsbergshuus, Rane Eivindsſøn, ſaavidt man kan ſee en dygtig og paalidelig Mand. Men da Kongerne ſiden i den bedſte Forſtaaelſe med hinanden vendte tilbage til de veſtlige Egne, fulgte hun ganſke viſt med, for atter at begive ſig til Tunsberg, og det er højſt ſandſynligt, at Vægringen ved at oplade Baagahuus Slot til Stædernes Krigshøvdinger fornemmelig ſkyldes hende, af hvis Morgengave-Beſiddelſer Baagahuus med Marſtrand udgjorde en af de vigtigſte Dele[4]. Der kunde altſaa neppe være Tale om, at ſøge nogen Støtte hos Nordmændene til Fordeel for Hanſeſtæderne, de ſvenſke Høvdinger, og de holſtenſke Grever. Men derimod kunde Kongerne nok være temmelig ſikker paa Medhold hos Nordmændene, om de brød med dem, forligede ſig med Valdemar, og knyttede den afbrudte Forbindelſe med ham paany. Og ſandt at ſige, ſynes de nu næſten ikke at have haft noget andet Valg. Mødende Mistænkelighed, Trods og Frekhed hos de ſvenſke Stormænd, Smaalighed og Nærgaaenhed hos Stæderne, Kulde og Underfundighed hos de nordtydſke Fyrſter, og ſelv med Rette uvillige til at hengive ſig ſom blotte Dukker i hine herſkeſyge Stormænds Haand og godkjende alle deres Anmasſelſer, den eneſte Betingelſe under hvilken de kunde gjøre Regning paa deres Biſtand: hvad Udvej havde de da vel, uden at bryde overtvert, og ſtille ſig paa den Side, ſom var Nordmændene behageligſt?

Alt dette indſaa viſt ingen bedre end Kong Valdemar ſelv, og kan man da vel tvivle om, at han benyttede den førſte Lejlighed, der frembød ſig, til at holde Kongerne disſe Ting for Øjnene, tilbyde dem Forliig og Venſkab, og vinde dem for M? En ſaadan Lejlighed var juſt nu for Haanden, da Kongerne Magnus og Haakon, ſom vi have ſeet, ifølge ſelve Stilſtandstractaten ſkulde møde ham eller hans Befuldmegtigede etſteds mellem Halmſtad og Lagaholm for at tilkjendegive ſin Tiltrædelſe. At det var Magnus’s Henſigt, i den Anledning idetmindſte at ſende Geſandter til Danekongen, er allerede nævnt; men det Brev, hvori han meldte dette til Stæderne, er dateret Skara den 21de December, efterat han den 3die havde været i Veſteraas, og altſaa endnu i de øſtlige Egne af Sverige; han var ſaaledes da paa Reiſen veſtover, og agtede ſig vel idetmindſte til Ljodhuus, eller maaſkee endog til Vardberg; om han end ikke ligefrem havde til Henſigt, ſelv ſtrax at begive ſig til Danekongen, er det dog tydeligt, at han ønſkede at være i Nærheden, for perſonligt at tage Deel i Underhandlingerne, om det ſkulde behøves[5]. Paa den anden Side ſkrev Stædernes Deputerede, der Nytaarsdag ſamledes i Stralſund, den 9de Januar til Grev Henrik, og yttrede blandt andet, at de vidſte, hvorledes han hidtil ikke havde kunnet faa Stilſtanden bekræftet med Kongen af Danmark, fordi denne var borte, og ikke havde givet ſine Befalingsmænd nogen Forholds-Ordre[6]. Her bliver det da højſt ſandſynligt, at Kong Valdemar paa den Tid havde begivet ſig til Skaane eller Halland, eller ogſaa maaſkee længere nordover, for at have en perſonlig Sammenkomſt med Magnus, og at de allerede her ere blevne enige om de Skridt, der kort efter bleve foretagne. Valdemars Foreſtillinger maatte nu ogſaa have ſaa meget ſtørre Vegt, ſom hans lykkelige Stjerne havde givet ham det kraftigſte Middel i Hænde til at hindre hans Datter Margretes Medbejlerinde fra at faa Kong Haakon til Egte. De holſtenſke Grever, der formodentlig ikke vovede at ſende deres Syſter til Sverige ſaa længe Krigsurolighederne varede og de danſke Skibe beherſkede Søen, havde endelig langt ud i December ladet hende afreiſe, og den 17de var hun ſejlet ud af Traven, ledſaget af Ridder Herrmann v. Vitzen med flere andre, formodentlig for at gaa til Kalmar, der for Tiden var i hendes Broder Grev Henriks Verge[7]. Men Modvind drev Skibene ind til en Kyſt, der tilhørte Erkebiſkopen af Lund, det være ſig nu den ſkaanſke eller ſnarere den bornholmſke. Erkebiſkopen af Lund, Nikolas, der havde efterfulgt den i Januar Aaret forud afdøde Jakob, var en Ven af Valdemar, eller fandt det idetmindſte fordeelagtigſt at holde ſig til Vens med ham; han havde for ganſke nyligt faaet Bornholm med Hamershuus, det beſtandige Tviſtens Eble mellem Kongerne og Erkebiſkoperne, ſig overdraget, mod den Forpligtelſe, at det altid ſkulde ſtaa Kongen aabent, og at han ikke ſkulde antage nogen anden Befalingsmand derover, end en, paa hvem Kongen kunde ſtole[8]. Han viiſte ſig nu ſtrax rede til at gjøre Kong Valdemar en Gjentjeneſte, idet han indtil Videre holdt Jomfru Elſebe faſt, ſkjønt med tilſyneladende Artighed, angivende, idetmindſte ſenere, ſom Grund dertil, at han derved vilde forebygge den Synd mod Gud og Egteſkabsloven, ſom fandt Sted, hvis hun egtede Kong Haakon, ſaaſom Trolovelſen mellem denne og Margrete var bleven ſluttet med ſaa ſtor Højtidelighed i Overvær af Erkebiſkopen, Biſkoper, andre Geiſtlige og Lægmænd, at om Margrete end var død førend Egteſkabet kunde fuldbyrdes, var dog allerede ved hiin Trolovelſe et ſaadant Svogerſkab opſtaaet mellem Haakon og hendes Moders Syſkendebarn Jomfru Elſebe, at disſe ej kunde komme i Egteſkab med hinanden. Han havde endydermere ſelv været en af Vidnerne ved Haakons og Margretes Trolovelſe[9]. At Kong Valdemar ikke undlod at benytte ſig af dette heldige Tilfelde, forſtaar ſig af ſig ſelv, og om han aldrig før havde tænkt paa at komme perſonligt ſammen med Kongerne Magnus og Haakon, maatte dette nu være ham magtpaaliggende jo før jo heller. Hvor de mødtes, eller hvorledes Forhandlingerne mellem dem bleve drevne, er ikke bekjendt, men Reſultatet deraf ſaa meget mere. Det er dog let at indſee, hvad Valdemar har foreſtillet Kongerne. Foruden at erindre dem om den tidligere Overeenskomſt, maa han have gjort dem det indlyſende, at de ſvenſke Høvdinger ved deres egenmegtige og ſelvraadige Ferd havde gjort ſig til deres og Rigets Fjender, ſaaat det endog i Rigets egen Interesſe var nødvendigt at bryde med dem; Svogerſkabet med de holſteenſke Grever vilde blive ligeſaa fordærveligt ſom det med Mecklenburgerne allerede havde viſt ſig at være; hans egen Søn Hertug Chriſtopher leed af en ulægelig Sygdom, ſaaat han neppe havde lang Tid at leve i, og ved hans Død vilde Margrete ſandſynligviis erholde, om ikke den danſke Trone, ſaa dog en Deel af Riget, hvilket i alle Tilfelde aabnede Udſigter til at gjenforene Skaane med Sverige paa nemmeſte Maade. Kongerne vare neppe vanſkelige at overtale. Forbindelſen knyttedes paany, og det er i højeſte Maade ſandſynligt, hvad en ſenere Forfatter beretter, at Kongerne Magnus og Haakon forpligtede ſig til, at aftræde Halland, Skaane og Bleking til Margrete ſom hendes Morgengave, og gav Valdemar Brev derpaa; thi for det førſte koſtede denne Afſtaaelſe mindre end enhver anden, da Valdemar allerede havde det meſte deraf i ſin Magt, for det andet aabnede dette den ſikkreſte Udſigt til at erhverve disſe Landſkaber tilbage, iſær da det vel og maa anſees ſandſynligt, at Valdemar paa ſin Side lovede, at Margrete ved hans Død ſkulde beholde dem ſom Medgift[10]. At han tillige har tilſagt Kongerne ſin Biſtand mod de ſvenſke Stormænd, Hanſeſtæderne og de holſtenſke Grever, der nu vilde ſtyrte ſig over ham i Forbittrelſe, falder af ſig ſelv. Da det for Valdemar maatte være yderſt magtpaaliggende at ſmede medens Jærnet var varmt, er det ikke uſandſynligt, hvad de islandſke Annaler berette, at Bryllupet mellem Kong Haakon og Margrete allerede ſtod paa Vardbergshuus[11], hvilket forudſætter, at Valdemar enten allerede havde hende med ſig, da han kom ſammen med Kongerne, eller ſtrax lod hende hente. Den ſedvanlige Beretning er ellers den, at Kongerne Magnus og Haakon og Dronning Blanche begav ſig til Danmark, og at Bryllupet højtideligholdtes i Kjøbenhavn Søndag efter Paaſke, den 9de April[12]. De islandſke Annaler omtale vel ogſaa denne Højtidelighed, men kun ſom et ſtort „Hof“, det vil ſige en ſtor Hoffeſt[13]. Begge Beretninger kunne maaſkee meget godt forenes ſaaledes, at det egentlige Bryllup ſtod i al Stilhed paa Vardbergshuus, hvor man i den Haſt neppe kunde have gjort de nødvendige Anſtalter til nogen Højtidelighed, men at Feſtlighederne holdtes i Kjøbenhavn, og at man maaſkee indtil da har holdt Giftermaalet hemmeligt. Viſt er det, at dette var bekjendt i de førſte Dage af Mai[14]. Formodentlig ſkjønnede man dog allerede ſtrax, hvorledes Udfaldet vilde blive, da man erfarede, at Jomfru Elſebe var bleven anholdt. Allerede den 24de Januar bad de holſtenſke Hertuger Stæderne om at formane Kong Valdemar til at vedtage Stilſtanden med dem (dette var nemlig endnu ikke ſkeet), og om at faa deres Syſter ſat i Frihed[15]. Den 23de April vedtoges der paa Stædernes Hanſedag i Wismar, at Kong Magnus ſkulde paamindes eller advares, „for det Tilfelde at han befandt ſig hos Kongen af Danmark“[16]. Altſaa vidſte man idetmindſte da Beſked om, at begge Konger nu vare forliigte og nøje forbundne. Det er ogſaa let at indſee, at en Sag ſom denne ikke længe kunde holdes hemmelig.

Den danſke Kongedatter, ſom ſaaledes var bleven forenet med Norges Konge, var endnu ikke mere end lidt over ti Aar gammel; Giftermaalet kunde derfor endnu ikke paa lang Tid fuldbyrdes[17]. Men det er ikke uſandſynligt, at hun efter de Tiders Skik og Brug blev overgivet til Kong Haakon for at opdrages i Norge eller Sverige. Der fortælles endog, at hun fik en ſvenſk Hovmeſterinde, nemlig den hellige Fru Birgittes Datter, Fru Mærete, der førſt havde været gift med Sigvid Ribbing, og ſiden egtede Hr. Knut Algøtsſøn, hvorved hun kom til at opholde ſig den meſte Tid i Norge (Knut Algøtsſøn var nemlig med ſin Broder Yndlingen Benedict Algøtsſøn bleven dømt fredløs i Sverige) og at Fru Mærete, der ogſaa havde ſin egen Datter Ingegerd Knutsdatter hos ſig, ofte lod dem begge to ſmage eet og ſamme Riis[18]. Beretningen er i ſig ſelv ikke uſandſynlig, og ſtemmer godt med, hvad man ellers veed om den ſtrenge Opdragelſe paa de Tider. Jomfru Elſebe af Holſten, ſom formodentlig ud paa Sommeren blev ſendt tilbage igjen, tog ſig ſaa nær af den Tort, der var overgaaet hende, at hun gik i Kloſter[19]. Dronning Blanche levede ikke længe efter denne Bryllupsfeſt. Hun døde mod Udgangen af Aaret, formodentlig i Tunsberg. Der opſtod ſiden et Rygte om at hun ſkulde have faaet Gift ved Bryllupsgildet, ſaavelſom Hertug Chriſtopher, Fru Herdiis Thorvaldsdatter, der havde ledſaget Dronningen til Danmark, og maaſkee flere Gjeſter. Det er ſikkert nok, at Hertug Chriſtopher døde den 11te Juni, og at Fru Herdiis var død lidt før den 26de September. Men disſe Dødsfald indtraf dog ſaa længe efter hiin Hoffeſt den 9de April, at de vanſkeligt kunne have været Virkningen af nogen der ſkeet Forgiftelſe, ſelv om en ſaadan ſkulde have været forſøgt. Men hvo ſkulde vel have forſøgt den? Valdemar kan dog ikke tænkes at have villet forgive ſin egen Søn, eller Haakon ſin egen Moder. Desuden er det temmelig viſt, at Hertug Chriſtopher døde af Følgerne af det Saar, ſom han havde faaet i Slaget udenfor Helſingborg. Men vi have allerede ſeet Exempler paa, hvor ſnar man i hine Tider var til at antage ethvert pludſeligt eller overraſkende Dødsfald for bevirket ved Gift. Uagtet der maaſkee laa Maaneder imellem de nysnævnte tre Dødsfald, ſaa er det dog muligt, at Mange erfarede dem ſaa godt ſom paa een Gang, og det laa da temmelig nær, at ſette dem i Forbindelſe med den ſtore Hof-Feſt, iſær da Bryllupet mellem Haakon og Margrete var Mange en Torn i Øjnene, og ſikkert ikke faa allerede paa Forhaand ſpaaede, at intet godt kunde komme ud deraf. Viſt er det, at Blanche endnu levede og beſeglede Kongebrevet Tunsberg den 1ſte Juli, og at hun ikke kan være død førend i September i det allertidligſte, thi førſt den 7de Januar 1364 gav Kong Magnus, ſom da opholdt ſig i Jønkøping, Fehirden paa Tunsbergshuus og to andre Mænd Fuldmagt til at aabne alle Gjemmer i hendes Fadebuur og bringe de der forefundne Sager til ham. Hun blev derfor viſt heller ikke, ſom det bar været paaſtaaet, begraven i Danmark, men ſnarere i Tunsberg[20]

Randſagningen af Gjemmerne, der, beſynderligt nok, ikke gik for ſig førend i Februar 1365, bragte ingen ſtore Rigdomme for Dagen. Det meſte, man forefandt, vare forſkjellige Stykker koſtbart Tøj og Klædninger, nemlig to Stykker ſtribet Fløjel, tolv Alen langt, et Stykke blaat Fløjel, 8 Alen langt, et „Hedenſtykke“ med Guld og blaa Indfelgning, 6 Alen, et hvidt Stykke Baldakin, hvoraf allerede noget var afklippet, nogle koſtbare Mesſe- og Altarklæder, et Par Bordknive og fire Sølvſkeer i et „Huus“, en liden Bolle med Sølvlaag, et lidet Skriin, hvori tre Smaragder, halvaattende Øres Vegt Pariſerſilke og ti Dokker groft Silke; endeel Kryderier, „et Par Bordduge, ſom ofte havde været paa Bordet, og et Par Liinlagen, ſom ofte havde været i Sengen“, ſamt et Fodklæde hvori Skjolde (Vaabenſkjolde) vare indvævede, og endelig hendes ſtore Segl[21]. Det var det Hele. Deraf ſkulde man juſt ikke ſlutte til ſaa ſtor Ødſelhed og Pragtſyge hos hende. Alligevel har hun været beſkyldt derfor, ſaavelſom for ſaa mange andre endnu verre Fejl og Forbrydelſer. Men disſe Beſkyldninger findes ikke fremſatte i noget ſamtidigt Skrift. Endog i St. Birgittas Aabenbarelſer tales der kun om Verdslighed og Forfængelighed, men ikke mere. Blanche havde viſt ſine Fejl, og det meget ſtore. Hun kom fra Egne, hvor Omgangstonen viſtnok var meget friere, Hang til Forlyſtelſer langt ſtørre, og Midlerne til at tilfredsſtille denne Hang langt rigeligere end i Norden; hun — har maaſkee altfor henſynsløſt ſøgt at gjennemføre det ſamme Slags Liv hos ſine nordiſke Omgivelſer, og derved gjort mange Anſtød og vakt Forargelſe, men derfor behøver ikke hendes Hjerte at have været ſlet, og hendes Sæder at have været fordærvede, ſom ſenere Hiſtorieſkrivere have paaſtaaet. Det er kun ligefrem en Retfærdighedspligt, at frigjøre hendes Minde for disſe hæslige Pletter, ſom Partiſkhed, Eenſidighed og Eenfoldighed have ſat derpaa, men ſom for den ſkarpere hiſtoriſke Kritik, der nøjere drøfter Enkelthederne, enten falde ganſke bort, eller ſvinde ind til Ubetydeligheder.

  1. Den 4de Juni var Hertug Albrecht med ſine Sønner i Vordingborg, og modtog her af Kong Valdemar et Afdrag paa den Medgift, ſom Hertug Henrik havde faaet med Kongens Datter Ingeborg, hvori de ogſaa afqvittede 1000 Mkr. for de Fanger, ſom Wismarerne allerede havde taget (Suhm XIII. 462); den 10de Auguſt modtog han ligeledes et Afdrag i Vordingborg og udſtedte Qvittering derfor i Nykjøbing den 15de (Suhm XIII. 468, Grams Forbedringer S. 219): og i Brev af 28de Juli 1366 lover Valdemar ej at gjøre nogen Fordring paa Erſtatning af Hertug Albrecht for den Skade, ſom Hertugens Stæder Roſtock og Wismar havde tilføjet ham ved Belejringen af Helſingborg, ſkjønt han da var i „ſynderligt Venſkab“ med Hertugen. Styffe, Bidrag No. 32. S. 55.
  2. See Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius 695 II. Vi gjenkjende, her de gamle Klager over at Kjøbmændene „digtede ſig nye Love og Setninger“.
  3. Norges gl. Love III. S. 182. Brevet er dateret 20de Marts.
  4. Dronning Blanche nævnes ſom nærværende og medbeſeglende i Stockholm d. 20de Marts, da Kongerne Magnus og Haakon ſkjenkede Rane Eivindsſøn nogle Gaarde paa Veſtfold, for den ſtore Tjeneſte han havde gjort dem ved at bygge (reparere) Tunsbergshuus og udrette andre ham overdragne Hverv, Suhm XIII. 844. Ligeledes nævnes hun ſom nærværende og medbeſeglende, da Kong Magnus den 27de Marts i Stockholm gav ſin Sven Lemmich v. Bokem de Haver i Tunsberg, der havde tilhørt Hr. Orm. Dipl. N. II. 368. At hun endnu den 27de April 1362 ej var kommen tilbage til Tunsberg, maa man ſlutte deraf, at et denne Dag fra Tunsbergshuus i Kong Magnus’s Navn udſtedt Landsviſtbrev er baade ſkrevet og beſeglet af Rane Eivindsſøn (Dipl. Norv. II. 368); denne Rane nævnes ſom Fehirde i Tunsberg 18de Septbr. 1360 (Dipl N. IV. 411), men man hører ham ikke oftere omtale ſom Seglbevarer, altſaa var vel denne hans Function i 1362 kun midlertidig.
  5. Det er ikke uſandſynligt, at han, da han ſkrev dette Brev, allerede var i hemmelig Forſtaaelſe med Valdemar, og at han med Flid tilføjede Klagen over at Stæderne ikke vilde lade de for hans Regning opkjøbte Levnetsmidler pasſere, for derved ligeſom at begrunde ſin Overgang paa Kong Valdemars Side.
  6. Lappenbergs Sartorius II. S. 509. Sandſynligviis havde Greverne ſelv førſt meldt Stæderne dette, og deres Brev herom maa være ſkrevet flere Dage før den 9de Januar.
  7. Corner, l. c. p. 1105.
  8. See Huitfeld, S. 547, Suhm, XIII. 473.
  9. Saaledes fortælles Sagen i det danſke Rigsraads Brev til Stædernes Deputerede ved Hanſedagen i Nykjøbing d. 7de til 11te Mai 1363 (Lappenb. Sart. II. 521). Der er mange forſkjellige Beretninger herom; der fortælles hyppigſt, at K. Valdemar ſelv ſkulde have ladet hende anholde og føre til en af fine Slotte o. ſ. v.: men at de alle ere urigtige, ſees af dette ſelvſamme Brev, der udtrykligt omtaler Jomfru Elſebe ſom endnu (i Mai 1363) værende under Erkebiſkopens Forvaring. Erkebiſkopen havde fuldkommen Ret,“naar han paaſtod, at Haakons Trolovelſe med Margrete var en væſentlig Hindring for hans Giftermaal med Elſebe. Thi efter de kanoniſke Love var der allerede ved Trolovelſen opſtaaet et Svogerſkab, ſom hindrede Egteſkab mellem den ene Part og den andens Slægtninger i de ſedvanlige forbudne Led. Nu var der mellem Margrete og Elſebe et dobbelt Slegtſkab. Elſebes Fader Grev Gerhard var en Broder til Dronning Heilvigs Moder Agnes, altſaa var Elſebe og Heilvigs Datter Margrete beſlegtede, efter den kanoniſke Regnemaade, i 2det og 3die Led. Og tillige vare de beſlegtede i 3die og 4de, da Elſebe, Datter af Sophia af Werle, Datter af Richiza, Syſter til Kong Valdemars Fader Kong Erik Eriksſøn, ſtammede i tredie Led fra dennes Fader Kong Erik Chriſtophersſøn, og Margrete i fjerde. Nu var det vel ſaa, at en pavelig Dispenſation kunde have hævet Hindringerne, men en ſaadan var ikke erhvervet. Den formelle Ret var her ſaaledes ganſke paa Erkebiſkopens Side, iſær da han ſelv havde været en af Medforloverne ved den førſte Trolovelſe.
  10. At Magnus gav Margrete Skaane (herved menes vel og Halland og Bleking) til. Morgengave, ſiges af Olaus Petri (Chron. S. 136) og har meget for ſig; det torde vel ogſaa netop være denne Omſtændighed, ſom har bevæget Riimkrøniken til at ſætte Skaanes Afſtaaelſe efter Haakons og Margretes Bryllup. Den formelige Afſtaaelſe ſynes dog ikke at have fundet Sted førend hen i 1364, thi indtil da vedblev Magnus at kaldes „Skaanes Konge“, ſee Dipl. N. II. 380, Brev i ſv. Rigsarchiv af 14de Jan. 1364, jvfr. Brev af 18de April 1354, ſee nedenfor.
  11. Isl. Annaler ved 1363 (Udg. S. 312) „Kong Magnus befriede Thorſtein Eyulfsſøn paa Vardbergshuus i Halland, i hans Søn Haakons Bryllup med Margrete Valdemarsdatter, og gjorde ham qvit for alle Sager og Regnſkaber“. Thorſtein Eyjulfsſøn havde, ſom vi nedenfor nærmere ville ſee, været Hirdſtjore i Nordfjerdingen paa Island, og med flere Eyfjordinger ſat ſig op mod Biſkop Jon af Hole; de begav flg i 1362, formodentlig efter Indſtevning, over til Norge, og landede paa Haalogaland, hvor Sysſelmanden lod flere iblandt dem, hvoriblandt Thorſtein, fængſle og ſende til Kongen; ſandſynligviis blev han da ſenere indſat paa Vardbergshuus. Beretningen er i ſig ſelv ſaa rimelig, at den fortjener Tiltro, iſær da Thorſtein Aaret efter kom til Island og kunde have berettet Sagen for Einar Havlidesſøn, der ſelv ſkrev Annaler, om juſt ikke dem, hvorfra Beretningen er tagen.
  12. Saaledes Chron. af 1357—63. Asm. & Mich. Archiv, l. c. S. 226.
  13. Isl. Annaler l. c. ved 1364. Det er merkeligt nok, at disſe Annaler henføre den ſtore Hoffeſt til 1364, og Brylluppet til 1363; thi da Feſten i alle Fald fandt Sted 1363, ſkulde man følgelig ſlutte, at Bryllupet efter Forfatterens Mening holdtes 1362. Men dette ſtemmer med hvad der berettes i flere Annaler, (ſaaledes i dem af 1430 (Scr. r. Sv. I. 29), de visbyſke Minoriters Annaler (ſſt. S. 44), Annalerne af 1415 (ſſt. 58). Og dog have de ſamme Annaler ganſke rigtigt Albrechts Udnævnelſe til Konge i 1363. Her kan altſaa ingen egentlig Fejlſkrift have fundet Sted, og dette beſtyrker ſaaledes de islandſke Annalers Udſagn. Bryllupet holdtes derfor maaſkee endnu inden Udgangen af 1362, og Valdemar maa, ſaaſnart han fik det Budſkab, hvorom Kong Magnus taler i ſit Brev af 21de December 1362, eller maaſkee endog for, over Hals og Hoved have ilet Magnus og Haakon imøde til Vardberg, og faaet Brylluppet bragt iſtand.
  14. Den 7de Mai og de følgende Dage holdtes nemlig den Hanſedag i Nykjøbing, hvor de Deputerede modtog det føromtalte Brev fra det danſke Raad, og i dette Brev heder det, „at nu, ſiden Egteſkabet er ſtiftet mellem Kongens Søn af Sverige og Kongens Datter af Danmark, haabes der at Erkebiſkopen nok vil give Jomfru Elſebe fri, og dertil vil man hjelpe efter bedſte Evne“. Bi ville her ej lade uomtalt, at Corner (p. 1105) lader Kong Valdemar om Sommeren 1363 tilſige et ſtort Hof i Roeskilde og Bryllupet der fejres. Men baade Annalerne af 1363 og de islandſke Annaler henlegge Feſten til Kjøbenhavn, og dette er viſt derfor ogſaa det rigtigſte. Man ſeer dog i alle Fald heraf, at man ſlet ikke var paa det Rene med, hvor Bryllupet egentlig ſtod.
  15. Lappenbergs Sartorius, II. S. 513.
  16. Sammeſteds, S. 518.
  17. Margrete var, ſom det ovenfor (S. 587) er viiſt, fød i 1353, formodentlig om Vaaren; hun var altſaa paa den Tid, da Bryllupet holdtes, neppe ti Aar gammel. Naar Giftermaalet fuldbyrdedes, vides ikke, thi hvad der ſtaar i enkelte Haandſkrifter af de islandſke Annaler, at Haakon fik Margrete 1366, er kun en Skrivfeil; det er tydeligt at ſee, at der her menes Bryllupet i 1363. Deres førſte Barn, Olaf, blev ej født førend i 1370 eller 1371, da Margrete var 17 eller 18 Aar gammel.
  18. See Abbedisſe Margretes Chronicon, udg. af Benzelius p. 10. Der ſtaar: „ſidhan fru Mæreta fik Hr. Knut Algøtsſøn, thå war hennes warilſe myket i Norghe, för thy at the ſläkten war mykit rik oppå gods bådhe i Swerike oc Norghe oc Hallandh. Oc om then tima war … Hakon konungher i Norghe, oc han fik konung Waldemars dotter af Danmark, ſom heet drotning Margareta, hvilken thå war mykit ungh, ſwå ſom om 12 åra, oc thå war fru M. hofmeſterinna, oc i ſamma tima hafde när fik ſina eghna dotter jomfru Ingegerdh Knutzdottor; oc hände thet ofta att drottningen oc ſyſter Ingegerdh fingho bådha af eno riiſe, oc hafdo kärliken omgängilſe ſin imellem i barndoms tima“. Dette er, ſom ſagt, heel ſandſynligt, thi da Knut Algøtsſøn, ſom vi vide, var erklæret fredløs med ſin Broder Benedict, er det høiſt rimeligt, at han idetmindſte efter Bruddet mellem Haakon og de ſvenſke Magnater ofte opholdt ſig i Norge med ſin Huſtru. Thi det kan gjerne være, ſom Beretningen melder, at Fru Mærete ej blev Margretes Hovmeſterinde førend denne var 12 Aar gammel, eller i 1365; og ſandſynligviis er den unge Dronning endog ſat i Koſt hos hende, indtil hun blev voxen og flygtede til Kongen. Men det er tillige højſt rimeligt, at Mæreta fornemmelig havde ſit Tilhold i Dalsland og at Dronningen blev opdragen der. — Om Mæren: og hendes Slegtſkabsforhold er der ovenfor talt, S. 394, 591.
  19. Det gamle holſtenſke Chronicon i Leibnitz’s Accessiones S. 45 ſiger, at dette Kloſter var Elten (i det Kleviſke), og at hun blev Abbedisſe der. Dette har meget mere for ſig, end hvad der ſedvanlig berettes, at hun gik i Vadſtena Kloſter, der paa den Tid endnu ikke var indrettet, og i hvis Nekrologier hun heller ikke findes omtalt. Crantz (Dania lib. 7. cap. 39) vil endog vide, at Kong Magnus efter ſin Huſtrus Død trolovede ſig med hende, hvilket dog ſtrider mod al Sandſynlighed, med mindre man ſkulde antage, at den liſtige Kong Valdemar har givet ſig Mine af at ville indlede en ſaadan Forbindelſe, for derved at vinde Grev Henrik for ſig.
  20. Beretningen om at .Blanche, Chriſtopher og Fru Herdiis ſkulle have faaet Gift, forekommer allerførſt, merkeligt nok, i de islandſke Annaler (Udg. S. 312). Der ſtaar ſaaledes i Flatø-Annalerne (ſkrevet lidt før 1400) for 1364: „Svegen med Gift Kong Erik Magnusſøn (dette maa være Skrivfejl for „Magnus Eriksſøn“) og hans Frue Blanche i et ſtort Hof“. Nogle andre lægge til, idet de henføre Begivenheden til 1363: „og Fru Herdiis Thorvaldsdatter og Hertug Chriſtopher, Søn af Kong Valdemar“; nogle faa tilføje efter Ordene „i et ſtort Hof“: „i Kjøbenhavn“. Der ſtaar altſaa i det Hele taget, „at Kongen, Dronningen, Fru Herdiis og Hertug Chriſtopher bleve ſvegne med Gift ved en ſtor Hoffeſt i Kjøbenhavn“. Men den Omſtændighed, at Kongen ſelv her regnes blandt dem, ſom bleve „ſvegne“, viſer i alle Fald, at dette Udtryk ej behøver at forklares ſom om de ſaaledes „ſvegne“ ogſaa omkom deraf; Nedſkriveren kan maaſke alene have tænkt ſig, at der blev gjort et Forſøg paa at forgive dem, og at de følte ſig ilde derefter. Chron. 1363 (Asmusſ. & Michelſ. l. c. 226) ſiger, „at Bryllupet holdtes Søndag efter Paaſke:9de April) i Kjøbenhavn, hvor Fru Blanche, Sveriges Dronning, blev ſyg og døde, og hendes Liigferd berededes højtideligt“. „Samme Tid“, tilføjes der, „blev Hertug Chriſtopher angreben af Svaghed, der varede i nogle Uger, under hvilken Svaghed han døde, og blev begraven med megen Højtidelighed i Roeskilde Domkirke“. De øvrige eldre Chronica nævne intet om Dødsfaldene, og det er førſt Corner (l. c. S. 1105), ſom ſiger at „den guddommelige Retferdighed ſtraffede den mod Jomfru Elſebe begangne Troløshed derved at Fru Blanche og Chriſtopher døde „ſammeſteds“ (ibidem) altſaa ved Bryllupet, uden dog at nævne noget om Gift. Men at Blanche endnu var lyslevende den 1ſte Juli, og da endog i Tunsberg, altſaa hjemkommen fra Danmark, ſees nokſom af det ovennævnte Landsviſtbrev, ſom endnu forefindes i det norſke Rigsarchiv (aftrykt i Dipl. N. II. 372), og er udſtedt i Kong Magnus’s Navn ſamt „i Fru Blanches Nærværelſe“, det vil altſaa ſige egentlig af hende ſelv, i hendes Egenſkab af Statholderinde over Kong Magnus’s Landsdeel. Døde hun desuagtet af den Gift, hun fik den 9de April, da maa denne Gift i alle Fald have været meget langſomt virkende. Og det ſamme maa have været Tilfeldet med den Gift, Fru Herdiis ſkulde have faaet, thi da det ovenfor omtalte Brev af 26de Septbr. 1363 (Dipl. N. II. 375), hvori hun nævnes ſom død, indeholder et Beviis for at Hr. Sigurd Hafthorsſøn var hendes rette Arving, er det klart, at hun ej kan være død mere end i det højeſte en kort Tid forud. Dronning Blanches Død maa, ſom vi ovenfor have anført, være at henføre til en endnu ſenere Tid paa Aaret, ſiden Kong Magnus ikke førend den 7de Januar 1364 gav Ordre til at underſøge hendes Fadebuur, hvilket dog maatte være en en af de førſte Foranſtaltninger han traf, ſaaſnart han fik hendes Død at vide. Befalingen, der endnu findes i det ſvenſke Rigsarchiv (aftrykt i Dipl. N. III. 335), er dateret fra Jønkøping. Mere end en Maaneds Tid kan ej antages at have gaaet hen fra den Tid, da Kongen modtog Dødsbudſkabet, og indtil han ſkrev Brevet. Budet fik han altſaa rimeligviis førſt i December, og fra det Sted, hvor Blanche døde, er det maaſkee afgaaet førſt i November. Dette gjør det ſandſynligt, at Blanches Død faldt i Løbet af Septbr. eller October 1363. At hun var død før den 4de October 1363, kan maaſkee ſluttes deraf, at Erik Ketilsſøn da kalder ſig Marſk i Vermeland, ſee nedenfor S. 750. Ogſaa Chriſtopher, ſkjønt han døde tidligere end de andre to, døde dog fortidligt til at Giften fra Bryllupsgildet kunde have ſlaaet ham ihjel, thi man maa dog vel ſtole paa Angivelſen i den roeskildſke Gavebog (Scr. r. D. III. 272) der udtrykkeligt ſiger, at han døde den 11te Juni. Huitfeld nævner endog St. Bernhards-Dag, den 20de Auguſt, og overſette-r hine Ord i Chr. af 1363 „at han laa ſyg i flere Uger“ (infirmitate captus per aliquot septimanas) med „han laa nogle Uger forbiſtret“, hvilket igjen har været forklaret ſom om han var afſindig. Ericus Olai har intet derom, ligeſaalidet Riimkrøniken. Olaus Petri (S. 138) ſiger, at Blanche døde „nogen Tid før eller efter“ (Bryllupet), men veed intet om Gift at fortælle. Mesſenius derimod har ſom ſedvanligt givet ſin Phantaſi og ſin vilkaarlige Combinationslyſt frit Løb. I den føromtalte Margrete af Vadſtenas Chronicon tales der om Cecilia, Fru Birgittas Datter, der fik den i Lægekunſten kyndige Laurents Johansſøn til Egte. Nu fortæller Mesſenius (Scondia T. 3. S. 21, 22, og T. 12. S. 198, 199), at Valdemar for at ſkaffe Svigerſønnen og Datteren hurtigere Adgang til den ſvenſke Trone, ved Bryllupsfeſten bibragte Magnus, Blanche og deres Følge Gift i rigeligt Maal, at Blanche døde, ſamt blev begraven ved Benedict Algøtsſøns Side i Sorø, og at ligeledes Hertug Chriſtopher kom til at drikke af ſamme Bæger, hvorved han førſt blev afſindig og efter faa Aars Forløb døde, medens derimod Magnus frelſtes ved ſin dygtige Læge Laurents Johansſøn, hvilken han til Belønning gav Cecilia’s Haand, ſiden dennes forrige Feſtemand ligeledes var død af hiin Gift. Dalin (II. 537) gjentager naturligviis det meſte heraf. Lagerbring (III. 487) og Suhm (XIII. 486) veed, uviſt hvorfra, at Blanche blev begraven i Ringſted. Hun blev vel hverken begraven i Ringſted, ſom hine, eller i Sorø, ſom Mesſenius ſige, men i Tunsberg, med mindre hun om Høſten atter var dragen til Danmark, hvilket dog er lidet troligt, efterſom hendes ſtore Segl fandtes blandt hendes Efterladenſkaber i Tunsberg, ſee det nedenfor omtalte Inventarium.
  21. Inventariebrevet opbevares ligeledes i det ſvenſke Rigsarchiv, og er aftrykt i Dipl. N. III. 344. Det er udſtedt af Fehirden Peter Nikolasſøn, Lagmanden i Tunsberg Berg Hermundsſøn, og to andre Mænd, og vidner om at Ingemar Ragnvaldsſøn og Hallvard Djakn, hvilte Kong Magnus ved Befalingen af 7de Januar 1364 havde beordret til denne Forretning i Forening med Fehirden, toge til ſig af Dronningens Fadebur de derefter opregnede Effecter.