Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/63

< Det norske Folks Historie | 7

Det er let at forstaa, at Efterretningen om Kong Haakons Giftermaal med Margrete og Kongernes Forbindelse med Valdemar vakte umaadelig Forbittrelse hos det Parti blandt de svenske Stormænd, der hidtil havde haft Magten i Hænde. Nu heed det naturligviis, at Altsammen var forud aftalt, Eriks Død, Skaanes Erobring, Herjningen af Øland og Gotland; Magnus, heed det, var en Forræder mod sit eget Land, og havde især gjort det til sin Opgave at bringe hine Herrer i Fordærvelse. At Magnus nu ogsaa, med Valdemars Bistand i Ryggen, ikke længer dulgte sin Harme mod dem, eller fandt det nødvendigt at behandle dem med den Varlighed, som før, er aabenbart. Der tales endog om, at han jagede flere af dem, hvoriblandt Biskop Nikolas af Linkøping, Drottseten Nikolas Thuressøn, Bo Jonssøn, Karl Ulfssøn af Tofta, Karl Ulfssøn af Ulfaasa, Erik Karlssøn og Benedict Philipssøn, i Landflygtighed, og at disse Herrer over Gotland begav sig til Hertug Albrecht, hvor de fandt en venlig Modtagelse og Beskyttelse. Dette sattes rigtignok i Forbindelse med den føromtalte korte Uenighed mellem Magnus og hans Søn Haakon, og med Magnus’s foregivne Fængsling i Kalmar, som om denne, strax han kom paa fri Fod, hevnede sig ved at jage de fornemste Ophavsmænd til Fængslingen bort, og der ere ogsaa andre Omstændigheder, som vise, at Beretningen ikke i alle Dele kan være rigtig[1]. Men nogen Sandhed maa dog vel ligge til Grund, thi at Kong Magnus paa forskjellige Maader lagde sin billige Harme mod de ham saa fjendtlige Herrer for Dagen, er dog baade i og for sig aldeles naturligt, og desuden er det vist, at han idetmindste gjorde dette mod Biskop Nikolas af Linkøping, der, skjønt forhen Kongens Cantsler, synes at have været deres Formand. Thi om Sommeren 1363 anholdt Magnus uden Videre hos den nye Pave, Urbanus den 5te, om, at Nikolas paa Grund af sine Stemplinger mod ham og andre Forbrydelser maatte blive afsat fra sit Embede, og at Paven i hans Sted vilde udnævne Predikebroderen Gottskalk Falkdal, der var pavelig Pønitentiarius, men nu, uvist af hvad Grund, opholdt sig hos Kongen, og var hans synderlige Ven. Paven svarede vel dertil, at han ikke kunde removere Nikolas fra hans Kirke uden gyldig beviist Grund, og at en bestemt Anklage maatte fremsettes, efter hvilken han da var beredt at gjøre, hvad Retten fordrede; men ikkedestomindre fik Magnus kort efter sin Vilje frem uden et saadant Retssøgsmaal, som Paven antydede; thi allerede i Marts 1364 for flyttede Paven Biskop Nikolas, uden at spørge ham, ja endog, som det i synes, ganske uden hans Vidende, til Knins Biskopsstol i Kroatien, og udnævnte virkelig Gottskalk til Biskop i Linkøping. Denne Udnævnelse kom dog ej for det første Gottskalk synderligt til Gode, da Nikolas ignorerede Forflyttelsen, og vedblev som før at bestyre Linkøpings Biskopsstol[2]. Men nogen egentlig Forviisning eller Fredløsheds-Erklæring behøvedes ikke engang her, for at bringe Kong Magnus fornemste Modstandere til at forlade Riget for en Tid, thi det var jo lovet paa deres Vegne, at i Tilfælde af at Festemaalet med Jomfru Elsebe blev brudt, skulde alle Kongens Mænd baade i Sverige og Norge vende sig fra Magnus og Haakon med Slot og Land, og give sig under Grev Henrik af Holsten, og saaledes var der Anledning nok for alle dem, der ansaa sig, eller gav sig en Mine af at ansee sig bundne herved, – det vil sige for alle dem, der ikke ønskede at blive Kongerne Magnus og Haakon troe, – til at drage over til Nordtydskland og der lægge Raad op med Fyrsterne mod sine retmæssige Konger. At saadanne Raad bleve oplagte, derom vidner noksom hvad der strax efter skete, og der er al Sandsynlighed for, at der har været plejet Underhandlinger mellem de Misfornøjede i Sverige og de nordtydske Fyrster hele Sommeren, ja at de have været drevne med saa liden Forsigtighed, at Magnus og Haakon just deraf have fundet sig foranledigede til saadanne alvorligere Demonstrationer mod Herrerne, som vi have seet Exempler paa i deres Fremferd mod Biskop Nikolas. Kun savne vi desverre nærmere Efterretninger derom. Ifølge en sildigere, men ikke usandsynlig Beretning henvendte virkelig flere af dem[3] sig til Grev Henrik med Tilbud om at modtage den svenske Krone[4], men han afslog Tilbudet, hvad enten han nu ikke fandt Vilkaarene tiltalende nok, eller mistvivlede om at Foretagendet vilde krones med Held: da først, heder det, skulle de have henvendt sig til Hertug Albrecht. Men formodentlig var der andre, som allerede fra først af havde staaet i Forbindelse med Hertug Albrecht, og den hele Transaction ligner temmelig sterkt et forud aftalt Spil. Albrechts Sønner borte desuden gjennem deres Moder Hertuginde Euphemia til den svensk-norske Konge-Ætt. Den eldste af disse, Henrik, var imidlertid allerede gift med Kong Valdemars eldste Datter[5], og det var netop enhver Forbindelse med Valdemar, man skyede; han var desuden af en alvorlig og bestemt Charakter, der neppe vilde hengive sig som et viljeløst Redskab i det svenske Aristokraties Haand. Formodentlig ønskede vel heller ikke Hansestæderne nogen Konge paa Sveriges Trone, som havde Udsigt til, ogsaa dermed at forene den danske. Alle disse Grunde have ventelig bestemt de svenske Herrer til at foretrække Hertugens anden Søn, Albrecht, der endnu var ganske ung, og som vist allerede da gav de ønskeligste Tegn til, at han vilde lade de andre raade med sig[6]. Der er ingen Tvivl om, at ogsaa Hansestæderne have deeltaget i disse Underhandlinger, hvis Resultat, om det gik efter Ønske, saa væsentligt vilde forandre Forholdene i Norden til deres Fordeel, men der nævnes lidet eller intet derom i de ellers saa udførligere Optegnelser, man har om Forhandlingerne paa Hansedagene i denne Tid, og Alt tyder hen paa, at den største Forsigtighed og Hemmelighedsfuldhed har været iagttaget. Ved Hansedagen i Lübeck i Juni Maaned aftaltes et Forbund mellem Hertug Albrecht og de holstenske Grever paa den ene, samt Stæderne paa den anden Side, hvorved hine Fyrster forbandt sig til, i de paatænkte Krige at tjene med 1200 Riddere og Svene, og Stæderne med ligesaa mange, samt dertil 600 af den ringere Klasse, hvorhos Stæderne skulde betale Fyrsterne 1200 Mk. brendt Sølv, og skaffe dem det nødvendige Antal Skibe, store og smaa, samt lønne deres Søfolk og skaffe Krigsmaskiner m. m.; dette Forbund stiftedes, siges der, mod „de principale Herrer“ og alle deres Hjelpere, og skulde vedvare et Aar fra næste Helligtrekongersdag, dog vilde Stæderne gjerne forbeholde sig, inden det Aars Udgang at kunne slutte Separatfred, imod at betale Hertugen og Greverne 600 Mk. i Erstatning for deres Umag og Omkostninger. Men om dette Punkt kunde man ikke blive enig, og derfor udsattes den endelige Afgjørelse til næste Sammenkomst[7]. Ved denne Krig kunde man maaskee alene have meent den, der paany skulde begynde, naar den sidste Stilstand, der netop varede til Helligtrekongersdag 1364, var udløben; men de nysnævnte Fyrsters Deeltagelse synes dog at vidne om, at man havde noget mere i Sinde, nemlig den Krig, som uundgaaeligt vilde opstaa, naar Planen, at overdrage Sveriges Krone til Junker Albrecht, sattes i Verk. Dog nævnes der ved næste Hansedag, der holdtes i Wismar den 25de Juli, intet om denne Sag, med mindre det skulde være dette, at Spørgsmaalet om at sende Bud til Sverige skulde opsettes til næste Møde, der skulde holdes i Stralsund[8]. Mere hører man her ej derom. Derimod har man et Brev fra Hr. Nikolas Thuressøn til Hertug Albrecht os hans Søn Albrecht, dateret Kalmar den 9de September 1363[9], hvori han omtaler de Indrømmelser, som skulde blive ham til Deel af disse Fyrster, „saasnart de med Guds Hjelp opnaaede den tilsigtede Stilling i Sverige“, nemlig at de skulde bekræfte alle de Breve og Privilegier, som han retteligen kunde bevise at have angaaende Viborg Slot i Finnland[10] og andre Pant, saaat de kunde staa ubrødeligen ved Magt. Saa forsigtigt udtrykte man sig. Men man seer desuagtet af Brevets Indhold, at „den Stilling“, som begge Albrechter skulde indtage i Sverige, ikke var nogen anden end den, at den ene af dem skulde være Konge, den anden den egentlige Herre i Sønnens Navn. Paa at de skulde efterkomme disse Forpligtelser havde Bo Jonssøn og et Par andre Herrer givet deres Forløfte, og det er egentlig som Contra-Sikkerhed for at disse skulde være fritagne for Forløftet, naar Fyrsterne havde opfyldt deres Tilsagn, at Hr. Nikolas udstedte dette Brev. Men Nikolas kan ikke have været den eneste blandt de misfornøjede Herrer, der lod sig give saadanne Forsikkringer. Snarere have vi her kun et af de mange Breve af lignende Indhold, som Hertugen og hans Søn have udstedt til svenske Herrer, og det er tilstrækkeligt til, at vi deraf kunne danne os en Forestilling om, hvorledes disse Underhandlinger bleve førte, og det Uvejr forberedt, der skulde slaa ned over Magnus’s og hans Søns Hoveder.

Man behøver vel ikke at søge Aarsagen til den Hemmelighed, hvormed disse Forberedelser skete, i nogen anden Omstændighed, end den, at de Herrer i Sverige, der stod i Ledtog med Hertug Albrecht, først ønskede at sikkre sig mod al Fare fra Modpartiets Side, førend de gjorde aabenbart Oprør, og at det derhos maatte være dem fordeelagtigst, naar Slaget rammede deres Modstandere saa uventet som muligt. Men det tør dog hænde, at der endnu har været en Betragtning med i Spillet. Kong Valdemar agtede mod Høsten at foretage en længere Udenlandsreise. Han vilde først hilse paa Keiser Karl den 4de i Tydskland og overvære hans Bryllup, men siden drage videre til Pavehoffet, og maaskee besøge den franske Konge[11]. Allerede i August havde han faaet Lejdebrev fra Keiseren, hvorom han derfor maa have anholdt endnu i Juli Maaned, og saaledes kan hans Hensigt neppe have været ubekjendt. Nu kunde det ikke andet end være overmaade ønskeligt for de Forbundne, at han var vel borte, førend de skrede til Udførelsen af deres Forehavende, da de saaledes havde en megtig Fjende mindre. Thi han kunde neppe have undladt at komme Magnus og Haakon til Hjelp, om disse bleve angrebne lige for hans Øjne. Ja det var endog heel sandsynligt, at han, om han havde Nys om de Planer, som forberededes, maatte have anseet det nødvendigt at opsette sin Reise, for at være ved Haanden, om noget kom paa. Derfor maatte det ogsaa være saa meget mere magtpaaliggende, at holde Alting godt skjult, indtil han var vel afsted. Imidlertid er unegteligt hans Bortreise under disse Omstændigheder højst besynderlig og uforklarlig. Det synes hartad utroligt, at ikke han, en faa klog og snu Mand, skulde have haft nogen Anelse om, hvad der var i Gjere; og om han end intet bestemt vidste, maatte han dog af det allerede Forefaldne kunne skjønne, at et farligt Uvejr drog op over hans Svigersøn. De Anliggender, hvorfor han reiste til Udlandet, vare slet ikke saa presserende, at han for deres Skyld behøvede at forlade sit Rige under saa kritiske Forhold. Ogsaa hans Samtid studsede allerede noget derover, og den lübeckske Chronist.Detmar siger endog, at han reiste „for Angests Skyld; han saa Søstædernes Alvor og sine egne Mænds Utroskab, og torde ikke blive i sit Rige“[12]. Heri gjør nu vistnok Detmar ham Uret, men noget mistænkelig bliver dog hans Bortreise netop paa denne Tid, som om han med Flid vilde bolde sig borte, naar Uvejret brød løs, for at slippe fra at tage noget Parti. Den Lunkenhed, han i den første Tid efter Hjemkomsten viiste for sin Svigersøns Sag, bestyrker denne Antagelse, ligesom det og er vist, at der om Høsten underhandledes mellem Valdemar og Stæderne, uden at det dog kom til noget bestemt Resultat. Valdemar reiste over til Pomern sidst i October, begav sig derfra til Krakau, hvor han overvar Keiserens Bryllup, fulgte ham siden til Prag, reiste derfra i Januar over Köln og Flandern ned til Avignon, hvor han indtraf den 26de Februar 1364, og kom neppe hjem førend om Sommeren 1364[13], da Sverige allerede var i fuldkommen Krigstilstand.

Kongerne Magnus og Haakon synes dog hverken at have været uvidende om de Planer, der smededes imod dem, eller at have lagt Hænderne ganske i Skjødet. Dette beviser allerede det Skridt, de foretog imod Biskop Nikolas af Linkøping. Naar de ligefrem beskyldte ham for oprørske Stemplinger, saa lagde de derved noksom for Dagen, at de vidste, at saadanne Stemplinger vare i Gjere. Hvorvidt de ogsaa, som den ovenanførte Beretning melder, erklærede de fornemste af deres Modstandere fredløse, faar staa ved sit Verd. Om de ikke gjorde det paa den Tid, hiin Beretning angiver, er det dog højst rimeligt, at de gjorde det senere. Imidlertid var det ikke alle, der forhen havde holdt med hans Søn Erik os siden deeltaget i de utilbørlige Underhandlinger med Hansestæderne og de holstenske Grever, som nu deeltog i Stemplingerne med Mecklenburgerne. Flere af dem bleve virkelig Kongerne tro, idetmindste for en Tid; i alle Fald lader det saa af de sparsomme Oplysninger, vi nu have. Blandt dem maa vi først og fremst nævne Erngisl Jarl. Han havde været med baade at indgaa Haakons Festemaal med Jomfru Elsebe, og siden med at slutte Forbundstractaten, og dog finde vi ham ikke førend flere Aar herefter bestemt paa Mecklenburgernes Side, hvad nu Aarsagen dertil kan have været, om det var Hensyn til egen Fordeel, eller Betænkeligheder ved at sette en Udlending paa Sveriges Trone. Blandt Deeltagerne i Festemaalscontracten var Throtte Peterssøn; han havde længe været og vedblev fremdeles at være Kongernes Tilhænger, og derfor er det besynderligt nok at see ham som en af dem, der saaatsige lovede Grev Henrik Rigerne, hvis Festemaalet blev brudt; men han har maaskee ikke engang været tilstede ved Transactionen, og sat sit Segl under paa Forhaand, i Tillid til de Andres Loyalitet[14]. Blandt dem, der sluttede Forbundstractaten, nævnes Jon Erngislssøn Hjerne og Thorkil Erngislssøn, med Tilnavnet Barun; de holdt ligeledes med Magnus og Haakon, og om dem gjelder derfor maaskee ogsaa det samme, som om Throne Peterssøn. Foruden dem nævnes mange andre mægtige Mænd som Kongernes Tilhængere, f. Ex. den føromtalte Jon Christinessøn, der forhen havde været upaalidelig nok, Fjellar Piik, Nanne Arnbjørnssøn (Sparre), Magnus Sture, ej at; tale om Knut Algøtssøn, Hertug Benedicts Broder, og først og fremst Erik Ketilssøn, kaldet Puke, der synes at have været Partiets fornemste Støtte. Der var saaledes endog i Sverige selv ikke ringe Vanskeligheder for Mecklenburgerne og deres Tilhængere at overvinde, naar den unge Albrecht skulde settes paa Tronen. Men hertil kom nu, at hele Norge blev Kongerne tro. I Norge kjendte man lidet eller intet til alle de forfærdelige Fejl, som det svenske Oppositionsparti troede at finde hos Kong Magnus. Man var der Kongerne hengiven, og hvis man der i den sidste Tid havde været misfornøjet, da var det snarere over Alliancen med de forhadte Tydskere, end fordi Kongerne nu stod i Begreb med at bryde den. Man vidste vel der neppe engang Beskeed om, at de svenske Herrer ogsaa paa Nordmændenes Vegne havde lovet, at Kongernes Mænd med Slot og Land skulde vende sig til Hertug Henrik, hvis Festemaalet med hans Syster blev brudt. Denne Nordmændenes Fastholden ved Kongerne kan man vel ogsaa for en stor Deel tilskrive, at de halvsvenske og halvnorske Herrer, der havde Besiddelser i begge Riger, bleve dem tro. Af dem fandtes der nu flere. Erngisl Jarl selv maa paa en vis Maade regnes dertil; han kunde i alle Fald være sikker paa at tabe sit norske Lehn i Orknøerne, hvis han vendte sig mod Landets retmæssige Konger, sine Lehnsherrer. Ogsaa Knut Algøtssøn maa nu regnes til denne Klasse. En anden brav Mand, der i denne Tid snart optræder som Nordmand, snart som Svensk, og som maa ansees for en af Kongernes fornemste Støtte, var Ridderen Hr. Narve Ingevaldssøn. Hans eget Navn røber norsk, hans Faders Navn svensk Herkomst; formodentlig var hans Fader svensk, og gift med en norsk Hustru, hvis Fader eller nærmeste Frænde har hedet Narve, og med hvem han har faaet Ejendomme i Norge. Han nævnes allerførst, saavidt vides, som en af de svenske Raadsherrer, der var tilstede ved Kong Haakons Valg til Sveriges Konge i Februar 1362; mod Slutningen af sin Levetid forekommer han derimod som norsk Høvding og Rigsraad. Kong Magnus havde inden Midten af 1363 udnævnt ham til Foged i Finnland, og Befalingsmand paa Aabo Slot[15]. Man skulde formode, at denne Udnævnelse just nu havde fundet Sted, fordi Magnus ved at overdrage Befalingen og det vigtigste Slot til en paalidelig Mand, ønskede at sikkre sig Finnland, som Hr. Nikolas Thuressøn søgte at fraliste ham. Af norsk Herkomst paa fedrene, men svensk paa mødrene Side var Ulf Jonssøn, der havde betydelige Besiddelser i Vermeland, og fra denne Tid af begynder at nævnes i offentlige Forhandlinger ved Siden af sin Fader Hr. Jon Hafthorssøn, der ogsaa, ligesaavel som Broderen Hr. Sigurd Hafthorssøn, havde Ejendomme hiinsides den svenske Grændse[16]. Knut Algøtssøn havde ligeledes Ejendomme baade i Vermeland og Dalsland. Vi ville i det Følgende møde flere unge anseede Mænd, sandsynligviis O–, fra Vermeland, Dal eller Vestergøtland, der ved Giftermaal i norske Ætter, især Giske-Ætten, selv fik Besiddelser i Norge og bleve halve Nordmænd. Denne Omstændighed, at saa mange mægtige Nordmænd eller Halv-Nordmænd havde Besiddelser i disse Egne, saavelsom ogsaa at Vermeland, Dalsland og Ljodhuus Fogderi, altsaa en betydelig Deel af Skara’s Biskopsdømme, hørte til de Landskaber, som vare henlagte til Dronning Blanches Morgengave eller Livgeding, bidrog vist ikke lidet til at sikkre Kong Magnus Herredømmet derover og Indbyggernes Troskab. Thi i Tidens Løb maatte disse have vænnet sig til at betragte sig nærmere forbundne med Indbyggerne i de tilgrændsende norske Landskaber, end med deres svenske Landsmænd. Ved Dronning Blanches Død synes Magnus at have draget Omsorg for, at overdrage Befalingen over disse Landskaber og de dertil hørende Slotte til Mænd, paa hvilke han trygt kunde stole. I Vermeland nævnes saaledes fra October 1363 Erik Ketilssøn, ej alene som dets Styrer, men ogsaa som Marsk, en Titel, der ej synes at kunne have gjeldt for Vermeland alene, men maaskee har antydet hans Stilling ved Kong Magnus’s Hof overhoved[17]. – Med Baagahuus var der en egen Sammenhæng, som ej ganske lader sig oplyse. Befalingsmand der i Dronning Blanches sidste Tid var Lodin Eivindssøn[18], hvilken vi i 1369 gjenfinde som Høvedsmand paa Tunsbergshuus. Men fra 1363 til 1366 havde Hertug Erik af Saxen det i sin Verge, formodentlig paa Kong Valdemars Vegne, og det endog saaledes, at Kongerne ej kunde faa det tilbage, uden at give Vardberg istedet: en Aftale, der maa staa i Forbindelse med Margretes Giftermaal og Skaanes Afstaaelse. Hertug Erik lod Slottet bestyre af den føromtalte Gottskalk Skarpenberg, der nu stod i hans, men tidligere havde staaet i Magnus’s Tjeneste, da han nævnes blandt de Krigshøvdinger, der om Sommeren 1360 laa ved Rygnabro[19]. – Fehirde og Befalingsmand paa Tunsbergshuus blev i 1363 den nys omtalte Peter Nikolassøn, der saaledes afløste mane Eivindssøn, som hidtil havde beklædt denne Post, ja endog forvart Kong Magnus’s Segl. Maaskee er han just paa denne Tid afgaaet ved Døden, da det ellers er vanskeligt at begribe, hvorfor Kongen nu lod ham afløse af en anden, efter at han nylig havde viist ham saa megen Tillid og udtrykkeligt belønnet ham „for den gode Tjeneste, han havde viist ham ved Opbygningen af Tunsbergshuus og andre for Kongen udførte Hverv“; maaskee har han selv ønsket at trække sig tilbage. Forresten vides ej, hvo denne Peter Nikolassøn var, om det var en Svensk eller Norsk; men man seer, at Kongen maa have haft megen Tillid til ham. Usandsynligt er det ej, at han var den samme Mand af dette Navn, som siden blev Sysselmand i Ryfylke[20]. – Over Elfsborgs Slot, der først ved denne Tid nævnes, og som derfor først ganske nylig kan have været opført, men som sees at have traadt i Stedet for det forrige Ljodhuus Slot som Hovedbefæstningen i dette Fogderi, nævnes Hr. Peter Porse, der formodentlig har været en Slægtning af Hertug Knut (maaskee en uegte Søn af ham) som Høvding[21]. – Om Nordre-Halland, der vel ikke hørte til Dronningens Besiddelser, men dog hørte til den samme Klynge af Landskaber, der kunde siges at danne Kong Magnus’s særskilte Rige – om dette ogsaa nu fik en ny Befalingsmand i Thorkil Erngislssøn Barun, eller han allerede tidligere havde været Høvedsmand paa Vardberg og Foged i Nordrehalland, vides ikke; vist er det kun, at han nævnes i denne Egenskab fra 1363 af og i de følgende Aar, saa længe Nordrehalland blev i Magnus’s Besiddelse[22]. Enkelte af disse Befalingsmænd vare saa samvittighedsfulde i at forsvare sine Borge, at de endog kunde beskyldes for Egenmegtighed og Selvraadighed, da de sidenefter, da Kong Magnus var bleven fangen, som det paa sit Sted skal omtales, ikke vilde lystre Kong Haakons Befalinger, ja Thorkil vilde neppe engang tilstede ham Adgang paa Slottet. Aarsagen hertil kan dog maaskee ogsaa ligge deri, at de selv have haft nogen Panterettighed til disse Slotte – hvad Elfsborg angaar, da er det endog vist, at det saaledes forholdt sig[23] – thi det synes næsten, som om i disse Tider de fleste Befalingsmænd paa Slotte tillige vare Panthavere. Dette faar nu staa derhen; her kunne vi alene holde fast ved den Kjendsgjerning, at Kongen i denne kritiske Tid lader til at have taget særegne Forholdsregler for at sikkre sig de vigtigste Grændse-Slotte.

En vigtig Forandring, der sandsynligviis ogsaa stod i Forbindelse med de nys skildrede Tildragelser og politiske Forhold, var den, at Provst Peter Erikssøn ophørte at være Cantsler. Han nævnes nemlig ikke mere som saadan efter 1363[24], og allerede i Begyndelsen af 1365 see vi en anden Mand indsegle de kongelige Breve, ja endog udstede dem i Kongens Navn, medens Peter, der levede til hen i 1370, kun fører Titel af Provst til Mariekirken, og aabenbart intet mere havde med Cantslerforretningerne at bestille. Aarsagen til denne Afskedigelse kjendes ikke, men det ligger temmelig nær at antage, at han har haft nogen Skyld i den uforsigtige Meddelelse af Storseglet paa de saameget misbrugte Blanketter, og at han overhoved har været noget mistænkt for at helde til Tydskernes Side. Sandsynligviis er han bleven afskediget om Sommeren 1364. Der blev nemlig da (den 28de August), sikkert ved hans egen Foranstaltning, taget en offentligt bekræftet Afskrift af hiin Forordning af 1314, der knyttede Cantsler-Embedet til hans Provstedømme, og han vilde vel bruge denne Afskrift som et Middel til at forebygge, at Cantsler-Embedet overdroges til nogen anden[25]. Virkelig blev der heller ikke for det.første udnævnt nogen Cantsler, men Embedet i sig selv blev dog besat, og hans Eftermand udøvede en Cantslers hele Myndighed, om han end kun førte den beskedne Titel af „Kongens Klerk“. Denne Mand, der med Tiden skulde gribe virksomt ind i Norges politiske Forhold, og som sandsynligviis allerede nu ikke udøvede ringe Indflydelse, var den svenske Geistlige, Vinalde Henrikssøn, fra Østergøtland. Han var en af de mange svenske Geistlige, der fik Ansettelse i Norge strax efter Mandedøden formedelst den Mangel paa Prester, som da herskede. Biskop Salomon havde overdraget ham alle de Sognekirker, der laa paa den store Ø Thjorn i Elvesyssel. Disse Kirker bestyrede han i henved tolv Aar, og havde vel imidlertid haft Lejlighed til at blive kjendt med Kongerne og vinde deres Yndest og Tillid, thi om Sommeren 1363 søgte de begge for ham hos Paven om at han maatte faa et Canonicat i Oslo, hvilket ogsaa blev bevilget den 6te August samme Aar. Dette skete vistnok alene for at faa ham til Oslo og lade ham overtage Bestyrelsen af det kongelige Cancelli. Han opgav nu ogsaa hine Sognekirker og havde formodentlig allerede i Begyndelsen af 1364 tiltraadt sit nye Embede. Vi ville siden see, hvorledes han steeg fra den ene Verdighed til den anden, indtil han blev Erkebiskop[26].

Kongerne vare saaledes dog nogenledes forberedte paa at verge sig mod det Angreb, der forestode dem, skjønt de vel aldrig kunde gjøre sig Haab om, at hindre deres Modstandere fra at trænge ind og sætte sig fast i den østre Deel af Landet, thi her havde de fleste misfornøjede Herrer deres Besiddelser og desuden var det faste Kalmar i Grev Henriks Vold[27]. Hertug Albrecht synes alene at have ventet paa Kong Valdemars Afreise fra Pomern for at sette sit Foretagende i Verk. Thi i de første Dage af November brød Valdemar op fra Pomern for at begive sig til Krakau, og allerede den 10de November[28] sejlede Albrecht med sin Søn, den unge Kronprætendent, og en betydelig Krigsstyrke, fra Warnemünde ved Rostock, hemmeligen understøttede – idetmindste paastod Kong Haakon det sex Aar senere – af Hansestæderne med Levnetsmidler og andre Fornødenheder, sandsynligviis ogsaa med Penge. De landede først ved Kalmar, hvor de saaledes ingen Hindring mødte, men formodentlig fandt al mulig Bistand. Den 29de ankom han til Stockholm, der strax aabnede sine Porte for ham, og hvor den unge Albrecht allerede Dagen efter (den 30te November) blev hyldet af Stadens Borgerskab, der for det meste bestod af Tydskere, som deres „rette og kjære Herre, med hvilken de med Troskab og Lydighed ønskede baade at leve og dø, og aldrig ved nogen Lejlighed at skilles fra ham“[29]. Derpaa berammedes et Rigsmøde i Uppsala til Midten af Februar, hvortil alle, hvem Spørsmaalet om Kongeskiftet kunde vedrøre, indstevnedes til at møde. Der indfandt sig ogsaa, berettes der, baade Rigs-Embedsmænd og Raadsherrer tilligemed andre Høvdinger og Adelsmænd, men det er let at forstaa, at det ej kan have været Andre end dem, der holdt med Mecklenburgerne. At Magnus og Haakon udeblev, var naturligt, men desuagtet skred man til at procedere mod dem in contumaciam. Anklageakterne, ifølge hvilke de efter Lovens Medfør skulde have forbrudt sin Ret til Tronen – de samme Ankeposter, vi allerede saa ofte have haft Lejlighed til at omtale, fornemmelig Skaanes Tab og Kong Magnus’s slette Levnet, foregivne uforsonlige Had mod Raadsherrerne, hans „Kjetteri“ og Foragt for Excommunicationen ikke at forglemme-bleve fremsatte og Afsettelsesdommen blev forkyndt af Karl Ulfssøn af Tofta, der som Tiundalands Lagmand førte Ordet, i Paahør af alle de forsamlede Herrer og en talrig Almue, som formodentlig især det store Marked, der holdtes paa denne Tid, havde bragt sammen. Umiddelbart derpaa udvalgtes. Albrecht Albrechtssøn af Mecklenburg til Sveriges Konge, og hyldedes ved Mor« Stene (den 15de Februar 1364)[30]. Den hele Akt har aabenbart været tumultuarisk og saa uformelig, som muligt. For det første manglede sikkert over en Trediedeel af Herrerne, for det andet maatte man forud vide, at Kongerne Magnus og Haakon ikke kunde erkjende de oprørske Herrers Competens til at indstevne dem eller nogen anden for Rigsmødet, og saaledes endog af denne Grund ikke kunde afgive Møde, om de end havde kunnet vove det for sin Sikkerheds Skyld. Endelig er det vel at merke, at ifølge Sveriges Love var en Udlending ikke engang valgbar til Tronen. Lovløsheden, Vilkaarligheden og Uretten var her saaledes ganske paa de oprørske Herrers og Mecklenburgernes Side. Men Albrecht stod dog nu ved sit Maal, til hvilket han i saa mange Aar utrætteligt havde stræber, uden at endse Løfter og Forpligtelser, Frændskab eller Venskab. Han maatte vel vide, at hele Sverige ikke hermed var vundet, og at der vilde forestaa hans Søn en haard Kamp, inden han vandt det, om det overhoved nogensinde lykkedes ham at vinde det. Men han havde erhvervet sig en Adkomst til aabenlyst at stræbe efter Herredømmet over Riget, der idetmindste i Manges Øjne syntes gyldig, og dermed var allerede det Vigtigste udrettet. Fra nu af kunde han ved Siden af sine listige Intriguer bruge Vaabenmagt, og de nys forefaldne Krigsbegivenheder maatte give ham grundet Haab om, heri at spille Mester.

  1. ↑ Beretningen om hine Herrers Forjagelse findes allerførst i de visbyske Minoriters Chron. af 1412, Scr. r. Sv. I. 44; og det heder der udtrykkeligt, at Kong Magnus, saasnart han var kommen paa fri Fod, drev dem ud af Riget som Hovedmænd for hans Fængsling, at de opholdt sig Vinteren over paa Gotland, som da var Danmark underkastet, og kom strax efter Paaske til Hertug Albrecht i Wismar. Riimkrøniken (l. c. S. 56) beretter først, at flere svenske Herrer skulde ledsage Jomfru Elsebe fra Tydskland til Sverige, og lagde ud med hende fra Rostock, meget mandsterke, at Kong Valdemar fangede dem med Jomfruen, men at Albrecht efter et 14 Ugers Hærtog til Sjæland tvang Valdemar til at frigive dem; at disse Herrer tilligemed de tolv af Raadet, der havde sagt god for Giftermaalet, begav sig til Magnus, gjorde ham Forestillinger og bebrejdede ham Skaanes Afstaaelse, men at Kong Magnus fordrev dem alle, tilsammen 24, hvorfra de begav sig til Rostock, og hine Tolv derfra til Mecklenburg, til Hertugen, med en Strikke om Halsen, erklærende at de gav sig i hans Vold som Løftesmænd, men at han svarede, at de havde handlet som ærlige Mænd, tog dem i sin Beskyttelse, anviiste dem Bolig paa sit Slot Schwerin, og lod ligeledes de i Rostock Tilbageblevne komme til sig, og behandlede dem vel. Derefter, heder det, gjorde Valdemar sit Tog til Gotland, som allerede forud havde været aftalt mellem ham og Magnus. Enhver seer lettelig, hvor forvirret alt dette er. Ericus Olai (Scr. r. Sv. II. S. 108) fortæller det samme, i Forbindelse med Visby-Munkenes Beretning, og afviger kun deri, at han ikke har Anachronismen om Gotlandstoget. At Sammenhængen ej kan være saadan, som her berettet, skjønner man let allerede efter hvad ovenfor er meddeelt. Magnus kan ikke have jaget hine Høvdinger i Landflygtighed strax efterat han var bleven forliigt med sin Søn i 1362, thi vi have seet, at de fleste her nævnte Høvdinger sendtes som Gesandter til Holsten og Stæderne om Sommeren 1362, med mindre man vil regne denne Sendelse selv som Landflygtigheden, hvilket dog er en Urimelighed; Herrerne bleve ikke fangne af Valdemar, ligesaalidt som de samtidige Kilder melder noget om Albrechts foregivne Hærtog paa Sjæland; Benedict Philipssøn, en af de foregivne Landsforviiste, udstedte 1ste Febr. 1363 et Brev i Strengnes (Styffe, Bidrag S. XXXIV. Not.), og Karl Ulfssøn af Tofta kaldte sig endnu i Septbr. 1363 Lagmand i Uppland, og opholdt sig i Sverige (sammesteds). Derfor er det sandsynligst, at Kong Magnus ikke har proklameret nogen formelig Fredløsheds-Erklæring, og at Herrerne heller ikke var saa længe borte, som hine Beretninger angive, men at de paa egen Haand ere dragne til Hertug Albrecht, for at underhandle med ham om Magnus’s Afsettelse, at de maaskee endog have gjort hyppigere Reiser frem og tilbage, og at Riimkrønikens Forfatter maaskee har haft enkelte Omstændigheder ved et eller flere af disse Besøg for Øje.
  2. ↑ Gottskalk Falkdal omtales som pavelig Pønitentiar og Kongens gode Ven i et Anbefalingsbrev for Nuncien Guido de Cruce (hvorom senere), af 13de Septbr. 1363 (Regest. Urban. V. Secr. ann. I. f. 253); men allerede ved Brev af 1ste Septbr. 1363 gav Paven hiint ovenfor meddelte Svar paa Kong Magnus’s Ansøgning om Nikolaus’s Afsettelse (Celse Bullar. S. 129). Provisionsbrevet for Gottskalk til Linkøpings Biskopsstol, hvori ogsaa Nikolas’s Forflyttelse („i hans Fraværelse“) til Knin i Kroatien eller Slavonien omtales, er dateret 6te Marts 1364 (Reg. Urbani V. cod. chart. T. 8, f. 147). Knin kaldes i latinske Breve Tinia, og Biskopsstolen Tiniensis. Magnus’s Ansøgning maa vel have været indgiven om Sommeren eller Vaaren.
  3. ↑ Corner nævner dem, l. c: Biskop Nikolas af Linkøping, Biskop Thomas i Vegsjø, Karl Ulfssøn af Tofta, Nikolas Thuressøn og Erik Karlssøn; Crantz gjentager dette i Svecia I. V. cap. 30.
  4. ↑ Messenius (Scondia III. S. 22, XII. S. 200) fortæller, og flere nyere Forfattere have efter ham ligeledes berettet, at de Svenske allerførst tilbød Hr. Israel Byrgessøn Sveriges Trone. Dette er aldeles urigtigt. Israel var, som vi vide, død allerede i 1351, see ovenfor Side 526. Messenius’s Fortælling grunder sig alene paa det af os ovenfor (S. 488) omtalte Sted i St. Birgittas Aabenbaringer (VI. 95) hvor det heder, at Israel anmodedes om at paatage sig Rigets Styrelse. Han har ikke vidst, at der her kun handledes om at blive „Generalembedsmand“, hvilket Embede Israel netop indehavde under Kongens første Krigstog til Rusland (see Kongens Brev fra Liduhavn af 4de Juni 1348): han har ligeledes ikke vidst, at Israel omtales som død allerede i 1352, og nu har han paa sin sedvanlige Viis sammensmedet hiin Fortælling, som han fremfører med ligesaa stor Tilforladelighed, som om han havde fundet den i samtidige Kilder. Han har endog overseet, eller ikke villet see, at der paa hiint Sted i Aabenbaringerne udtrykkeligt siges, at det var Kongen selv, som anmodede Israel om at paatage sig „den høieste Verdighed i Rigsstyrelsen“, hvilket ligefrem udelukker Muligheden af noget Valg som Medkonge. Dalin (II 538) har naturligviis grebet disse Opdigtelser med begge Hænder.
  5. ↑ Hans Giftermaal maa have fundet Sted lidt før 1362, siden der var Tale om de ovenfor omtalte Medgifts-Udbetalinger. At Henrik var deres eldste Søn, maa man især slutte deraf, at der var Tale om at gifte ham før end Albrecht, ellers er der nogen Tvivl derom, see Kønigsfeldts geneal. Tabeller, 2den Udgave S. 174. Hvor det visbyske Chronicon opregner Hertugens Sønner (Scr. r. Sv. I. 44. Scr. r. D. I. 259) nævnes dog Albrecht foran Henrik, og kaldes endog strax efter „den eldste Søn“.
  6. ↑ Henrik viiste sig idetmindste senere meget streng mod Rolighedsforstyrere og og Røvere, saaat at endog fik Tilnavnet Hængeren (suspensor), fordi han lod saa mange Voldsmænd afstraffe.
  7. ↑ Lappenbergs Sartorius, II. S. 522, 523. Den forestaaende Krig nævnes her kun korteligen „guerræ de quibus est intentio“, og de Herrer, mod hvilke den skulde føres, „domini principales“. Det er aabenbart, at man her med Flid undgik at nævne noget Navn, saavelsom nærmere at betegne Krigen, fordi man ikke ønskede at noget væsentligt skulde blive bekjendt derom. Stædernes Mening, siges der her, var, at om de sluttede Separatfred, og betalte Herrerne 600 Mk. brendt i Erstatning, skulde Forpligtelsen til at føre Krigen ligefuldt vedblive for disse. Herimod protesterede Herrerne, som rimeligt kunde være, og meente, at naar den ene Part kunde slutte Separatfred, saa skulde den anden ogsaa kunne gjøre det. Der blev nu debatteret herom, og Spørsmaalet stillet i Bero til førstkommende jakobsmesse (25de Juli); i Mellemtiden skulde det staa enhver Part frit at dagthinge med Fjenden, eller handle tom han fandt fordeelagtigst. I Sandhed et slaaende Exempel paa Hansestædernes Penge-Overmod!
  8. ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 528.
  9. ↑ Styffe, Bidrag No. 26. S. 43.
  10. ↑ Det er ovenfor omtalt, at Hr. Nikolas Thuressøn foruden at være Drottsete ogsaa var Lagmand i Finnland; i denne Egenskab var det vel ogsaa at han havde Viborg Slot i Forlening.
  11. ↑ Om Valdemars Reise see især Grams Forbedringer i Khavnske Vid. Selsk. Skrifter IV. S. 119–144, jvfr. Suhm, XIII. S. 509 fgg. Jevnfør ogsaa Schiern i Afhandlingen min en paatænkt Landgang i England af Kong Valdemar Atterdag“, Annaler for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1858, S. 350, 351.
  12. ↑ Detmar, Udg. S. 280. Detmar tilføjer og, at han tog en veldig Pengesum med, som blev røvet fra ham i det Markiske, og derfor torde det nok være muligt, at D. har i enkelte Stykker forvexlet denne Valdemars Reise, med den anden, han foretog i 1368, hvor noget saadant hendte ham, og hvor han virkelig kunde siges at forlade sit Land af Frygt, især da Detmar intet har om denne anden Reise. Dog fortæller D. ganske rigtigt, at Kongen i Fastetiden 1364 kom til Paven i Avignon.
  13. ↑ I det første Brev man har fra Valdemar efter hans Tilbagekomst, og overhoved som det første Tegn paa, at han var kommen tilbage, har man henført hans Brev af 29de August 1364 (Suhm XIII. 526.), men det er umuligt andet end at han da allerede i længere Tid maa have været hjemme. Og det i hans Navn udferdigede Stilstandsbrev af 22de Juni 1364 (hvorom nedenfor), der sedvanligviis angives at være udstedt i hans Fravær, synes virkelig langt rimeligere at være udferdiget af ham selv; saaledes rykkes hans Hjemkomst saa meget længer op.–Der findes endnu i de pavelige Supplikationsregister flere Ansøgningsroller fra Valdemar, indgivne til Paven under hans Ophold i Avignon, og bevilgede af denne.
  14. ↑ Erngisl Jarl nævnes i Indlæggene mellem Kong Haakon og Stæderne i 1370 som en af dem blandt hans Undersaatter og Tilhængere paa Øen, der havde lidt Tab paa Gods, medens Stæderne havde Øland (Lappenbergs Sartorius, II. S. 697). At Throtte Peterssøn og de øvrige Mænd, som vi herefter nævne, holdt med Haakon i 1364, sees af forskjellige Breve, og vil her i det følgende fremgaa.
  15. ↑ Et Brev fra ham, som „Foged i Finnland“, dateret Aabo Slot Trinitatissøndag (altsaa 28de Mai) 1363 findes aftrykt i Porthan ad Juusten. S. 168. Som Høvding der 1364 og 1365 nævnes han i Breve, aftrykt hos Bunge, Liv-Est-Kurl. Urk. Buch, 1000, 1006. Om han var af Rømer-Ætten, som enkelte paa Grund af Navnet „Narve“ have antaget (see N. Saml. IV. S. 549 ff. 569 ff. 571), er vel meget usikkert.
  16. ↑ Ulf Jonssøn nævnes som virksomt indgribende i Begivenhederne, og som Ridder og Rigsraad ej førend ved 1369, men for at opnaa disse Verdigheder maa han allerede have naaet en vis Alder; det er derfor ikke usandsynligt at han er den samme Ulf Jonssøn, der ved 1360 kjøbte Jordegods paa Vestfold (Dipl. Norv. III. 321). Fra Ulf Jonssøn nedstammede siden den megtige svenske Ætt, som man har kaldet Ætten Roos til Emma. At han tilligemed Faderen Hr. Jon Hafthorssøn havde stor Magt i Vermeland, sees af en i det sv. Rigsarchiv opbevaret Dom, udstedt 29de Marts 1397 af Lagmanden i Vermeland Agmund Hatt, hvorved han tilkjender Decanus-Embedet i Skara endeel Jordegods i Frykshered, som Hr. Jon Hafthorssøn og hans Søn Hr. Ulf Jonssøn i mange Aar havde siddet inde med mod Lov og Ret. Jevnfør ogsaa Peter Ulfssøns Arveskifte efter sin Farfader Hr. Jon Hafthorssøn, Dipl. Dalekarl. Suppl. p. 43.
  17. ↑ Hr. Erik Ketilssøn nævnes som Marsk i Vermeland allerede i et Brev af 4de Octbr. 1363 i det sv. Rigsarchiv. Siden ville vi finde ham særdeles hyppigt nævnt som en af Kongens ivrigste Tilhængere. Man tillægger ham Familienavnet Puke.
  18. ↑ I Kong Haakons Indlæg mod Stæderne af 1370 heder det, at Ludvig Eivindssøn for 8 Aar tilbage (altsaa i 1362) var Befalingsmand paa Baagahuus og da havde Ubehageligheder med Stæderne, vistnok i Anledning af at disse ej fik Fæstningen overgivet, see o. S. 725.
  19. ↑ Lappenbergs Sartorius II. S. 528. 553. 688.
  20. ↑ Peter Nikolassøn nævnes blandt flere i Bergen tilstedeværende anseede Mænd i Brev af 3die Decbr. 1376 (Dipl. N. III. 507) siden som Sysselmand i Ryfylke i Brev af 18de Octbr. 1390 (ssteds I. 527), og som „Armiger“ i Tunsberg 1398, N. Samll. IV. 580. Det er i alle Fald sandsynligt, at dette var den samme Mand af dette Navn, som var Fehirde i Tunsberg 1364, 1365.
  21. ↑ See det føromtalte Indlæg l. c., dog nævnes han sammen med Axel Ketilssøn, uden at man rigtigt kan see, hvo af dem der var Befalingsmanden paa Slottet. Imidlertid synes Peter Porse at have været den fornemste. Der var denne Tid baade en Magnus og en Peter Porse, men den første stod paa Albrechts Parti, den anden, Peter, var en Svigerfader af Bo Jonssøn, Albrechts Tilhænger, der havde været gift med hans i 1361 afdøde Datter Margrete; men der var opstaaet Tvist mellem dem, og saaledes er det ej faa usandsynligt, at Peter slog sig til det modsatte Parti. At Ljodhuus laa i Elfsborgs District, sees af Fredsslutningen til Aalholm mellem Valdemar og Albrecht 1366, see nedenfor.
  22. ↑ Lappenbergs Sartorius l. c. fornemmelig S. 687. Dipl. N. III. 346.
  23. ↑ I sit Indlæg af 370 siger Kong Haakon udtrykkeligt (Lappenbergs Sartorius II. 690) at han omkring 1365 ej kunde saa Elfsborg i sin Besiddelse igjen, uden at indløse det for fuld Betaling.
  24. ↑ Det sidste Brun hvori vi hidtil have fundet ham nævnt som Cantsler, er Varnadarbrevet for Einar Hallsteinssøn af 22de Februar 1363, Dipl Norv. I. 378. Det er udstedt i Oslo, i Kong Haakons Navn og under hans store Segl.
  25. ↑ Dipl. Norv. I. 384.
  26. ↑ At Vinalde Henrikssøn strax efter flere Presters Død i den store Pest fik Sognekirkerne paa Thjorn af Biskop Salomon, siger han selv i et Vidnesbyrd, han senere som Erkebiskop udstedte om Kaldsrettigheden dertil (Saml. IV. 580). Dette var vel altsaa i 1351, og han siger i det samme Brev, at han ti og flere Aar forestod disse Kirker. Der findes et Brev af ham, udstedt ved Valle Kirke paa Thjorn d. 3die Mai 1360, hvor han kalder sig „Prest paa Thjorn“, Dipl. N. III. 312, (han skriver sig her forresten V. Henzason). Kongernes Ansøgning for ham om Canonicatet i Oslo findes i en lang Supplikationsrolle for dem, bevilget af Pave Urban V. d. 6te August 1363; her kaldes han udtrykkelig „Prest fra Linkøpings Biskopsdømme“. (Reg. Suppl. Urban. V. ann. I. p. 5 fol. 16). Merkeligt nok ansøgte og fik Kong Haakon ved samme Lejlighed et Beneficium for hans Eftermand i Bestyrelsen af det norske Cancelli, Henrik Henrikssøn, som allerede da var Kongens svenske Cantsler, og Sogneprest til Thorstuna i Uppsalas Diøcese; han blev nu Chorsbroder i Uppsala. Det tidligste Brev, hvori vi hidtil have fundet Vinalde som Seglbevarer, er Kong Haakons Indskærpelse af at udrede Olafsskot, dat. Oslo 26de April 1365 (Norges gl. Love III. 186, Dipl. N. IV. 448). Dette Brev er udstedt i Kongens Navn, skjønt denne da neppe var tilstede. Dette og flere lignende vise, at han var i fuld Udøvelse af Cantslerforretningerne. I islandske Annaler (Udg. S. 316) staar der ogsaa for 1366, at der udtoges Brev hos Sira Vinalde, „som da bevarede Kongens Segl“.
  27. ↑ At Henrik virkelig havde Kalmar i sin Besiddelse allerede siden Pintsen 1361, sees af Johann Høygings Qvittering til Greverne for Indtægten af den ham igjen pantsatte Mynt sammesteds, fra nysnævnte Tid, dateret 2den Marts 1365; see Schl. Holst. Lau. Urk. B. II. No. 209.
  28. ↑ Dagen – in profesto S. Martini, Mortensaften – anføres udtrykkeligt af Corner S. 1105, som her er den eneste Kilde; det er derfor ubegribeligt, at Suhm (XIII. 513) og efter ham andre, have henført Albrechts Afreise til 18de November. Riimkrøniken og Er. Olai ville vide, at han først landede paa Gotland og lod sin Søn hylde der. Det er ikke usandsynligt, men Corner veed intet derom. Snarest synes det ellers at maatte være skeet paa Vejen fra Kalmar til Stockholm.
  29. ↑ Hyldingsbrevet, dateret 30te November 1363, findes i det schwerinske Archiv og er trykt i Styffes Bidrag No. 27. S. 44.
  30. ↑ Udførligst er Beretningen herom hos Corner (l. c.), der synes at have haft gode Kilder, hvilke nu desverre ere tabte. Dog maa det være en Fejl, naar han siger, at Rigsmødet traadte sammen ved Uppsala Søndagen Reminisiere, det vil sige 2den Søndag i Fleste, der i 1364 var den 18de Februar, thi der gives ikke mindre end trende Breve om Ulvavads Mølle i Uppland, udstedte, det ene af Drottseten Nikolas Thuressøn, det andet af Karl Ulfssøn til Tofta, og det tredie af Kong Albrecht selv, alle daterede St. Sigfrids Dag eller 15de Februar; og da Albrecht her fører Kongetitel, samt ved at bekræfte Dommen udfører en Regjeringshandling, er det klart, at han da allerede maa have været valgt og hyldet til Konge. Da nu ogsaa Haakon blev valgt og hyldet St. Sigfrids Dag den 15de Februar, er det sandsynligst, at denne svenske Nationalfestdag ved begge Lejligheder valgtes til Hyldingsdag. Ericus Olai, der her synes at haft bedre Kilder, opregner Klagepunkterne, der nu ogsaa bleve de Punkter, hvorpaa Afsettelsesdommen grundede sig. Blandt dem nævner han allerførst denne, „at han var excommuniceret og kjettersk, siden han, allerede i fem Aar offentligt excommuniceret og alvorligt paamindet og advaret, intet brød sig derom, ildesindet mod den kirkelige Magt“. Da meente dog Paven anderledes, der fremdeles behandlede ham med den største Forekommendhed.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/63&oldid=80860»