Åpne hovedmenyen

Den nye ſvenſke Parti-Konges Velde ſtrakte ſig endnu ikke langt i Riget, og naaede i hele det førſte Aar neppe udenfor Egnene omkring Mælaren ſamt Øſtergøtland, om det endda naaede ſaa langt, thi endog i Troſa i Sødermanland kunde Kongernes troe Tilhænger Hr. Throtte Petersſøn endnu den 3die Auguſt holde Refſething i Kong Haakons Navn[1]. Heller ikke erkjendtes Albrecht endnu paa lang Tid af Naboſtaterne ſom Sveriges Konge. Hanſeſtæderne underſtøttede ham vel hemmeligt, og begunſtigede ham ved at forbyde al Tilførſel til de Dele af Riget, der endnu tilhørte de retmæsſige Konger, medens derimod de tillode den til alle de Landſkaber, der erklærede ſig for Albrecht. Alligevel vovede de ikke andet end at give Magnus og Haakon Titel af Sveriges og Norges Konger, og derimod benævne Albrecht alene „Hertug Albrechts Søn“, da de den 22de Juni fornyede Stilſtanden med Danmark paa tre Aar. De retmæsſige Konger forberedede ſlu til at gjøre alvorlig Modſtand. Kong Magnus, der tilbragte Julen i Jønkøping lod om Vaaren det ved en Vaade-Ild afbrendte Axevalla Slot i Veſtergøtland iſtandſette, „da han hver Dag kunde vente ſig et Angreb derpaa af ſine Fjender“, og udſkrev dertil en Skat af Indbyggerne i Nærheden[2]. Kong Haakon, der ſamtidigt med Mecklenburgernes Landgang havde været i det øſtlige Sverige, formodentlig i den Henſigt at gjøre ham Modſtand, om det var muligt, og ſom endnu ved Paaſketid det følgende Aar var i Jønkøping[3], begav ſig nu til Norge, formodentlig for der at kalde Folket til Vaaben og gjøre Anſtalter til at komme ſin Fader til Hjelp. Denne indgik imidlertid den 24de April en kort Stilſtand, kun paa lidet over tre Uger, med Mecklenburgerne og Grev Henrik, der altſaa maa have været i Følge med dem[4]; om Fjendtlighederne derefter fornyedes, eller om der overhoved kom til noget egentligt Sammenſtød, vides ikke; men viſt er det, at Magnus, overladt til ſig ſelv, noget efter Midtſommer blev nødt til at indgaa en ny og temmelig ufordeelagtig Stilſtand med Kong Albrecht og hans Fader, Grev Henrik og de øvrige tydſke Fyrſter, der ledſagede dem, i Jønkøping, hvorved Fjendtlighederne indſtilledes for den øvrige Deel af Aaret, medens Mecklenburgerne bleve i Beſiddelſe af den øſtlige Deel af Landet, Smaaland iberegnet. Magnus ſkal ved denne Lejlighed have erklæret, at han gjerne vilde have ſluttet Fred for ſtedſe og erkjendt Albrecht for Sveriges Konge, naar denne vilde lade ham beholde Veſtergøtland (formodentlig ogſaa Vermeland og Dal) for Livstid, og at alene Haakons Fraværelſe var Aarſag i, at denne Fred ikke kom iſtand. Stilſtanden ſtiles at have været ſluttet indtil den følgende Sommer, og en ny Sammenkomſt da at have været berammet til at indgaa en endelig Fred, men Fjendtlighedernes Fornyelſe inden Vinterens Ende, hvorom der ſtrax herefter vil blive handlet, ſynes at modſige det[5]. Dog anſaa Hertug Albrecht ſin Søns Stilling nu ſaa vidt ſikkret, at han med de tydſke Fyrſter, der havde ledſaget ham, begav ſig tilbage til Tydſkland paa nogen Tid, idet han dog efterlod nogle faa, men paalidelige Krigsmænd til hans Forſvar. Dog ſørgede Grev Henrik forinden godt for ſin egen Fordeel, og viiſte, at han ikke underſtøttede Mecklenburgerne for intet, eller alene for den Tilfredsſtillelſe at kunne hevne den Tort, der var overgaaet hans Syſter; Kong Albrecht maatte nemlig den 26de Juli, ſamme Dag, ſom Stilſtanden ſluttedes, ſette ham Visby med hele Gotland i Pant for 4000 Mk. brendt Sølv. Spørsmaalet er kun, om Albrecht virkelig for Tiden havde ſaamegen Raadighed over Gotland, at den Sikkerhed, ſom Brevet —ſkulde give Greven for hiin ſtore Pengeſum, var af nogen virkelig Betydning. Men i alle Fald kunde det vel, meente man, i Fremtiden komme ham til Gode[6].

Hvad Kong Haakon imidlertid foretog ſig i Norge, og hvorledes overhoved Budſkabet om Kongernes Afſettelſe i Sverige her blev optaget, derom ſavner man enhver Efterretning; man ſeer kun af enkelte Brevſkaber, at han i Auguſt var i Oslo og i September i Tunsberg, og at han maaſkee for at trøſte Ex-Cantſleren Provſt Peter over Tabet af Cantſlerverdigheden, fornyede Mariekirkens Privilegier og ſkjenkede ham perſonligt en under Kongedømmet hjemfalden Gaard, ligeſom han og bekræftede Jemtelendingernes Rettigheder, tilſagde dem udtrykkeligt, at de „ikke ſkulde være anden Lov underkaſtede end den Norſke“, og fritog dem fra alle Nevninger og Ledingsferder undtagen i det Tilfelde at han ſaa ſig nødt til at opbyde hele Almuen i Norge, thi da ſkulde ogſaa de gjøre Tjeneſte ſom de øvrige, og følge overalt, hvor „gode Mænd og de ſelv ſaa det nyttigſt at være baade for Landſkabet og Norges Rige, Fjenderne til Skade og Modſtand“. Anledningen til dette Tilſagn var viſtnok en Ledingsferd, ſom for nogen Tid ſiden lovſtridigt var bleven dem paalagt af Dalarnes Befalingsmand, Magnus Gregoriusſøn, og ſom nu udtrykkeligt tilbagekaldtes[7]. Man ſeer dog altſaa, at Kongen ſtadigt havde Krigen for Øje, og det er højſt ſandſynligt, at Breve af mere krigerſk Indhold har været udgivne til andre Dele af Riget. Forreſten ſynes det ſom om Befalingsmændene paa Slottene i Viken og Halland betragtede Kongernes venſkabelige Forbindelſe med Danmark ſom et Tegn til, ſtrax at kunne begynde Fjendtligheder med de tydſke Stæder, hvis Spillen under Dekke med Kongernes Modſtandere neppe var forbleven en fuldkommen Hemmelighed. Allerede paa Hanſedagen i Wismar ved Jakobsmesſetider 1363 klagedes der over, at Gottſkalk Skarpenberg havde fra Baagahuus overfaldt i Kalvſund og plyndret fire Kogger fra Kampen og en fra Harderwyck, hvori ſtralſundſke Kjøbmænd havde meget Gods[8]; nu var det rigtignok en egen Sag ſaavel med Gottſkalk ſom Kampen, der i længere Tid havde ſtaaet i et ſpendt Forhold til Riget[9]; men ſamme Aar tog Thorkil Erngiſlsſøn paa Vardbergbuus i Vardbergs Havn ved Geetkjerr et Skib, der ſyntes at have tilhørt en af de øſterſøiſke Stæder, og om Vinteren 1364 tog han atter et[10]. Det er alligevel heel beſynderligt, at man ikke erfarer det mindſte om, hvad de mægtige norſke Høvdinger nu toge ſig til. Thi Forholdene og Stemningen kunde nu umuligt længer være ſaadan, ſom i Unionens førſte Tider. Man var nu bleven vant til Foreningen; de mægtigſte og indflydelſesrigeſte Mænd i Norge havde Beſiddelſer i Sverige at forſvare, ſom de vilde komme til at tabe, derſom hele Landet faldt i Mecklenburgernes Hænder. Det ſynes derfor, ſom om de dog maatte have foretaget noget, raadſlaaet med Kongen og holdt Sammenkomſter. Men man erfarer intet derom. De daglige Forretninger gik ſin Gang, ſom om man levede i den dybeſte Fred. Hr. Sigurd Hafthorsſøn laa hele Sommeren 1363 hjemme paa Giſke, og kjøbte Jordegods, og havde formodentlig ſidenefter meſt travlt med at ſikkre ſig Arven efter Fru Herdiis Thorvaldsdatter, i hvilket Øjemed han endog ved en Thingsvidne-Akt lod godtgjøre, at hun var hans kjødelige Syſkendebarn, og at han var arveberettiget efter hende[11]. Ja det tør vel endog hende, at denne Arv gav Anledning til nogen Kulde mellem ham og Kongerne, da man ſeer, at ogſaa de tilegnede ſig noget af hendes Efterladenſkaber; de fik nemlig den 14de Januar 1363 en Anſøgning hos Paven bevilget, der gik ud paa, at det maatte tillades dem at oprette og dotere et nyt Ciſtercienſerkloſter af endeel af hendes Arvegods, ſom hun paa ſit Yderſte havde beſtemt til dette Øjemed, og ſom ellers vilde være Kongerne ſelv tilfaldet[12]. Sammenhængen hermed kjendes ikke, ſaa meget mere ſom Kloſtret aldrig kom iſtand, og da Sigurd Hafthorsſøn ſenere optræder ſom Fru Herdiſes Univerſalarving, er det højſt rimeligt, at Kongerne have ladet den hele Fordring fare. Hr. Sigurd blev ſtrax efter Befalingsmand i Bergen, og viiſte ſig her, ſom vi ville ſee, ivrig paa Kongernes Bedſte.

Men hvad nu end de norſke Høvdinger toge ſig til eller ej, ſaa ſeer man dog af hvad der fulgte paa, at Kong Haakon, om end ſildigt, fik en Hærſtyrke bragt paa Benene. Stæderne havde imidlertid, ſom det allerede er nævnt, ved Midſommerstider ſluttet en treaars Stilſtand med Kong Valdemar, eller maaſkee rettere med det danſke Rigsraad i hans Navn[13]: ſaaledes ſtod baade Danmark og Stæderne nu idetmindſte tilſyneladende udenfor Striden. Ud paa Høſten 1364 drog Kong Albrecht, formodentlig efter Overlæg med ſine fornemſte geiſtlige og verdslige Raadsherrer, ſom i Auguſt ſamledes med ham i Stockholm[14], over til Finnland, ſom Hr. Nikolas Thuresſøn i Egenſkab af Lagmand og Høvedsmand paa Viborgs Slot havde ſøgt at vinde for Mecklenburgerne, uden dog at kunne udrette noget mod Hr. Narve Ingevaldsſøn[15]. Albrecht, der før ſin Afreiſe havde udnævnt Karl Ulfsſøn af Tofta til ſin Marſk, og betroet ham Stockholms Slot med tilhørende Lehn[16], det vil ſige, overdraget ham Forſvaret af Mælar-Landſkaberne i ſin Fraværelſe, begyndte allerede i October at belejre Narve Ingevaldsſøn i Aabo, men fik ikke paa flere Maaneder dette Slot indtaget[17], uagtet han, ſom det lader, blokerede det meget ſtrengt. Under denne langvarige Belejring tilſatte Hr. Nikolas Thuresſøn Livet[18].

Men imidlertid havde Kongerne Magnus og Haakon faaet ſamlet en Hær, ſom der ſiges, baade i Norge og de dem endnu lydige Dele af Sverige, hvorhos de ogſaa ſkulle have faaet Underſtøttelſe fra Danmark[19]. Kun er det ilde, at Navnene paa de fornemſte Høvdinger i Hæren ikke meddeles. Det har ſandſynligviis været de fleſte af de forhen omtalte, og navnlig af dem, der havde Beſiddelſer i begge Riger. Noget Ledings-Udbud fra Norge er neppe ſkeet, iſær da der her ej var Tale om Søkrig, men det maa fornemmelig have været Sysſelmændenes Huustropper, der udgjorde Hovedſtyrken. Der er ingen Grund til at antage, at Mænd ſom Hafthorsſønnerne, ſom Hr. Agmund Finnsſøn og andre, ikke nu ſkulde have været med eller idetmindſte indkaldte til Leding. Agmund Finnsſøn havde idetmindſte været indkaldt til det korte Krigstog allerede i 1362. Fra Sverige maa Erik Ketilsſøn, Fjellar Piik, Peter Porſe, Thorkil Barun o. fl. have bragt Kongerne Tropper, og det er endog højſt ſandſynligt, at Hr. Erik ſom Marſk førte Overbefalingen. Hvor; ledes det forholdt ſig med de foregivne Hjelpetropper fra Danmark, er heel uviſt; det var i ſig ſelv ikke ſaa urimeligt, om Valdemar underſtøttede ſin Svigerſøn, men det vil af det Efterfølgende ſees, at han juſt nu viiſte ſig temmelig lunken for hans Sag, og ſaaledes ſkulde man ſnarere tro, at det har været enkelte danſke Høvdinger, der paa egen Haand kom Kongerne til Hjelp. Kongerne ſynes uden mindſte Modſtand at have trængt frem til Arboga. Herfra lod de den 27de Februar 1365 udgaa en Proclamation, hvori de opfordrede alle gode Mænd i Uppſalas Erkebiſkopsdømme til at komme og yde dem den Biſtand, ſom Pligten og Fedrelandets Frelſe fordrede. „Det var alle bekjendt“, ſagde de “hvorledes udenlandſke Herrer af Rovlyſt og med Vold havde fortrængt dem fra deres Rige; de vare nu komne for at vinde det tilbage og bringe det i den Skik, det før var; alle Underſaatterne burde vide, at de vare Kongernes arvbaarne Mænd, og at Kongerne vare deres Herrer, og med Lov og Ret komne til Riget. Kongerne vilde herved bekjendtgjøre, at uanſeet hvorledes man havde behandlet dem, ſaa havde de dog nu, Gud til Ære, Fedrelandet til Støtte og for at bevare Tungens Eendrægtighed i Sverige, ſkjenket alle den Naade, ſom vilde ſøge dem, og modtage den. Tvivlede nogen herpaa, da ſkulde efter Kongernes Raads Raad gjenſidig Sikkerhed med Giſler blive ſtillet. Men dem, ſom ikke ſøgte eller modtog denne deres Naade, nødſagedes de til at hjemſøge med Brand og Rov, ſom dem, der bare Avindſkjold mod deres rette Herre: en Haardhed, hvortil de kun greb nødtvungne og med ſtørſte Snur[20]. Hvad Proclamationen udrettede, vides ikke, men de rykkede videre frem til Veſteraas, formodentlig for at gaa lige løs paa Stockholm, medens Marſken Karl Ulfsſøn drog dem i Møde fra denne Stad med den Krigsmagt, ſom han imidlertid havde faaet ſamlet[21], og ſom vel neppe var ſaa ſtor, ſom Kongernes, men ſikkert langt mere at lide paa; thi i Følge med ham var flere af de krigserfarne mecklenburgſke Herrer med deres Mænd, navnlig Raven v. Barnekow, hvilken Hertug Albrecht havde efterladt ſom Befalingsmand over Nykøpings Slot og Lehn, og ſom lader til at have været den, paa hvilken Hertugen iſær ſtolede, og ſom egentlig ledede Partiets Krigsforetagender[22]. De naaede lige frem til Eenkøping, og forbi denne Stad til Grændſen af Veſtmanland, førend de mødte Kongernes Hær, der laa i Veſteraas og paa de nærmeſte Gaarde under Drik og Sviir, troende formodentlig, at der endnu ingen Fare var paa Ferde, og at de kunde hvile ſlet Ud efter den lange Marſch i Snee og Vinterkulde. Kongerne havde ſaaledes ikke paa langt nær alle ſine Folk tilſtede, da de ſpurte, at Fjenderne nærmede ſig[23]. De ſkyndte ſig imod dem med ſaa mange, ſom de i Haſt kunde faa ſammen, og ſtødte paa dem i en liden Skov ved Gaata i Nærheden af Øſtensbro, den 3die Marts 1365[24]. Her blev der kæmpet hidſigt fra begge Sider, og mange ſkulle være faldne; men Udfaldet var let at forudſee. Kongernes Tropper vare ſandſynligviis allerede i Forvirring førend Kampen begyndte, og kunde nu neppe engang i Antal maale ſig med de krigserfarne Fjender; disſe ſejrede derfor, og Kong Magnus blev tagen til Fange; ogſaa Kong Haakon ſkal med Nød og Neppe være undkommen[25]. Imidlertid ſynes det dog ikke ſtrax at have lykkets Sejerherrerne at fortrænge Kong Haakon fra Mælar-Egnene. Endog med Kong Magnus’s Fangenſkab kan det ikke ganſke hænge ſaaledes ſammen, ſom de Krøniker, hvorfra Beretningen om disſe Begivenheder hentes, men ſom alle ere fra en ſildigere Tid, eenſtemmigt berette. De fortælle, at Magnus ſtrax blev ført til Stockholm, og ſat i ſtreng Forvaring i Slotstaarnet, medens Haakon begav ſig til Norge. At Kong Magnus blev fangen, er viſt nok, men ſaavidt man af ſamtidige Brevſkaber kan ſee, er det ſaa langt fra, at han ſtrax blev ført til Stockholm, at han meget mere endog for en Tid blev ſat paa fri Fod, formodentlig paa ſit Æresord og mod betryggende Sikkerhed. Desverre ere de Oplysninger, ſom findes herom, ſaa ſparſomme og dunkle, at vi vanſkeligt endog kunne gjette os frem. Der tales om en Dagthingning, ſom fandt Sted i Thorsharg[26] (nu forvanſket til „Thorshella“) i Ugen efter Midfaſte (24—28de Marts), hvor Raven Barnekow var tilſtede med ſine Folk, og hvor Hr. Gøtſtav Arvidsſøn dagthingede paa Kongens Vegne[27]; ved Paaſketider (13de April) treffe vi Hr. Raven atter i Thorsharg, og ſtrax derefter i Arboga „for at dagthinge med Veſtergøterne“. I de nærmeſte Dage efter Pinds var Hr. Raven og hans Mænd ſamt andre tydſke Herrer fremdeles i Thorsharg, og den 19de Juni var han tilligemed Hr. Laurents Petersſøn over i Veſteraas for paany at „dagthinge med Veſtgoterne“, hvor ogſaa Kongen var tilſtede; da Kong Albrecht paa denne Tid var i Finnland, og Kong Haakon, ſom det nedenfor ſkal omtales, ſandſynligviis i Danmark eller i alle Fald ej langt derfra, kan det alene være Kong Magnus, ſom her er meent[28]. Dette ſtemmer ogſaa godt dermed, at der endnu findes et Brev, udſtedt af Kong Magnus den 23de April 1365, hvori han qvitterer Thorkell Erngiſlſøn for rigtigt Regnſkab over Indtægterne af Vardbergshuus Lehn fra 1ſte Mai 1364[29]; vel anføres ikke Stedet, hvor Brevet er udgivet, men det er klart, at det ikke kan være givet fra Fangetaarnet i Stockholm, hvor hans Mænd viſt ikke kunde komme til ham for at aflægge Regnſkab, men at han enten har —modtaget Regnſkabet paa ſelve Vardbergs Slot, eller, hvad der er rimeligere, etſteds i Veſtergøtland eller Nærike, hvor hiine føromtalte Veſtgøter vare forſamlede. Kort efter Michelsdag var Hr. Ranen atter i Thorsharg, og ſejlede over til Veſteraas, mod Slutningen af October var hans Folk der, og imidlertid havde Kong Magnus endog været i Tunsberg, thi vi kjende ikke mindre end tvende Breve af ham, udgivne i Tunsberg, og ſom det udtrykkeligt heder, beſeglede i hans Nærværelſe, det ene dateret den 5te, og det andet den 14de October 1365[30]. Sidenefter hører man ikke paa lang Tid til Magnus, førend vi finde ham ſom Fange paa Stockholms Slot, eller idetmindſte i Mecklenburgernes Vold i Løbet af 1366, da han, ſom han ſelv ſiger „i den yderſte Nød baade formedelſt Mangel og ved ſine Lænker“ overdrog Slottet Axevall til ſin Tjeneſtemand Gerhard Snakenborg paa det Vilkaar, at han ſkulde tilbagegive ham det naarſomhelſt han fordrede det, i Fængſel eller ikke[31]. Alt dette kan neppe forklares anderledes, end at Levningerne af Kongernes Hær, fornemmelig Veſtgøterne og Vermelændingerne under Erik Ketilsſøn, have indtaget ſaa faſte Stillinger efter Slaget, og gjort Miner til et ſaa haardnakket Forſvar, at Sejerherrerne have ſeet ſig nødt til at ſlippe Magnus løs mod behørig Sikkerhed, for deſto bedre at kunne dagthinge med dem, og at der tillige for det førſte er indgaaet en Stilſtand; at der ſaaledes førſt har været dagthinget i Arboga, ſiden i Veſteraas, hvorved Kongen nok var tilſtede, men uden at kunne fore Ordet paa ſine Mænds Vegne, ſaaſom han var Fange; at disſe Underhandlinger have foranlediget Raven Barnekows og hans Mænds hyppige Ophold i Thorsharg, der var Overfartsſted til Veſteraas m. m., og ſom de maaſkee endog for Sikkerheds Skyld holdt beſat; at Kong Haakon imidlertid begav ſig til Danmark for at forſøge ſin Lykke hos Kong Valdemar, og Kong Magnus ſiden endog gjorde en Skyndereiſe til Norge, for om muligt at opdrive Hjelp til Løſepenge, ſamt at han endelig, da dette ikke lykkedes, og det tegnede ſig til at Krigen igjen vilde fornyes, indfriede ſit Æresord og begav ſig tilbage til ſine Fjender, der nu førſt ſatte ham i Fængſel. Denne Forklaringsmaade er ſaa meget rimeligere, ſom man netop nylig havde ſeet Exempel paa en lignende Ordholdenhed hos Kong Johan af Frankrige, da denne var ført fangen til England efter Slaget ved Maupertuis 1356, men ſat paa fri Fod igjen efter Freden i Bretigny 1360, imod at hans Søn Ludvig af Anjou og flere andre fornemme franſke Herrer blev tilbage i England ſom Giſler for, at enten de for ham beſtemte, ſtore Løſepenge ſkulde erlegges, eller at han ſelv atter ſkulde indſtille lig i Fangenſkabet. Ludvig undveeg mod ſit givne Ord til Frankrige, og Kong Johan viiſte ſig nu ſaa ſamvittighedsfuld, at han virkelig i Januar 1364 vendte tilbage til England, hvor han tre Maaneder efter døde. Denne Begivenhed var i friſkt Minde. Frankrige var det Land, hvorpaa hele det veſtlige Europas Øjne hvilede ſom Ridderlighedens Hjem, og Kong Johan ſelv ſatte ſin Ære i at gjelde ſom Europas førſte Mønſter paa en egte Riddersmand. Kong Magnus havde ſaa meget mere Grund til at iagttage Kong Johans Ferd med Opmerkſomhed, ſom han ved ſit Egteſkab med Blanche var kommen i Svogerſkab med ham, og ſandſynligviis underholdt mange Forbindelſer med ham og hans Hof, hvorom vi nu ikke have nogen Efterretning. Hvor let kan man ikke under ſaadanne Omſtændigheder forklare ſig, at baade Sejerherrerne have frigivet Magnus omtrent paa ſamme Betingelſer, ſom den engelſke Konge frigav Johan, og at Magnus har efterlignet Johan i Ordholdenhed:e Men Sejerherrerne efterlignede ikke den engelſke Konge og hans Søn i Maaden, hvorpaa deres høje Fange behandledes. Thi medens Johan modtoges med de ſtørſte Æresbeviisninger, og ſnarere behandledes ſom en Overherre, end ſom en Fange, er det altfor viſt, at Magnus indſattes i det faſteſte Taarn paa Stockholms Slot, og idetmindſte en Tidlang endog ſluttedes i Lænker[32].

65. Kong Haakon fortſætter Krigen. Kong Valdemar tager Parti med ham. Mecklenburgerne bringes i Knibe. Svigagtigt Fredsfordrag til Aalholm.

Kong Magnus’s Tilfangetagelſe maatte viſtnok være et haardt Stød for alle hans Venner og en ſtor Vinding for det mecklenburgſke Parti, men det er alligevel tydeligt at ſee, at hverken Kong Haakon eller hans øvrige Tilhængere derfor tabte Modet. De havde endnu faſte Stillinger og Slottene i den mellemſte og veſtlige Deel af Landet, og Nordmændene vaklede ikke i deres Troſkab. Kong Haakon ſynes efter Slaget at have begivet ſig lige til Norge[33], deels for at gjøre Anſtalter til

  1. Brev i det ſv. Rigsarchiv, ſee Styffe, Bidrag S. XXXVIII.
  2. Kong Magnus’s Brev af 18de April 1364 til Bønderne i Vilſtahered, udſtedt fra Groda Kirke i Veſtergøtland, opbevares nu i det ſvenſke Rigsarchiv, Tidø-Samlingen No. 61. Han paabød dem her „til Slottets Reparation og Forſyning at ſkaffe tolv „Ører“ Byg og tre Skippund Fleſk, ſamt hvert fjerde Stykke Kvæg, og derhos hver „Fullgerd“ (der vel omtrent ſvarer til en Lide i Norge) 1 Pund Smør, alt efter Reqviſition af hans kjære Mænd Ingemar Ragnvaldsſøn og Benedict Arvidsſøn inden 8 Dage. Denne Ingemar Ragnvaldsſøn er den ſamme, hvem han den 7de Januar næſtforud fra Jønkøping havde overdraget at underſøge Dronning Blanches Fadebuur i Forening med to andre Mænd.
  3. Den 30te Novbr. 1363 udgav Haakon Varnadarbrev for Vreta Kloſter fra Horns Kirke i Øſtergøtland (Lagerbring III. 506), den 27de Marts, 4de Paaſkedag, bortſkjenkede han i Jønkøping Gods til Nikolas Benedictsſøn (ſſt. S. 508).
  4. Styffe, Bidrag No. 28, S. 45. Stilſtanden ſluttedes af fire Mænd paa hver Side, paa Magnus’s, Fjellar Piik, Laurents Bjørnſøn, Geritzlaf v. Slawestorp og Arnd v. Vitzen; paa Mecklenburgernes af Karl af Tofta, Gotſkalk v. Tzulow, Lüder Letzow og Volrad v. Tzule. Stilſtanden ſkulde gjelde til næſte Søndag over tre Uger, altſaa til 19de Mai. Originalen, fuldt beſeglet, findes i Archivet i Schwerin.
  5. Om denne Stilſtand fortæller Corner, S. 1107, og han plejer med Henſyn til disſe Begivenheder at være vel underrettet. Dog klinger det noget utroligt, naar han lader Magnus uopfordret ſige i Alles Paahør: „Kjære Fetter Albrecht, ſiden det nu er kommet ſaavidt, under jeg ingen hellere Riget end dig, da du ved Fødſelen er ligeſaa nær dertil ſom min Søn Haakon; han er Søn af en Broder, du af en Syſter: der er nok af Riget for os begge to; lad mig beholde Veſtergøtland ſaa længe jeg lever, og behold du det øvrige; naar jeg er død, kan du faa Altſammen“. Dette Forſlag, tilføjer han, hørte alle paa med Bifald, men Haakons Fraværelſe hindrede Afſlutningen af en endelig Fred. At der dog virkelig holdtes en Sammenkomſt i Jønkøping mellem Magnus og Mecklenburgerne den 26de Juli, ſees af det Brev, der er aftrykt i Dipl. N. V. 249, ſamt Styffes Bidrag No. 29, S. 46, indeholdende, at Lindorm Æſkilsſøn havde her i Jønkøping klaget for Kong Albrecht, i Nærværelſe af Kong Magnus, Hertug Albrecht, og andre Fyrſter, Herrer og Adelsmænd over, at to af Erngiſl Jarls Mænd paa dennes Befaling havde taget ham (Lindorm) til Fange, røvet hans Gods, og tvunget ham til at ſtille Sikkerhed for Udbetaling af en ſtor Pengeſum, uagtet han var gaaet i Kloſter og havde deelt ſine Ejendomme mellem ſine Arvinger og Rydale Kloſter; Albrecht bød derfor, at Erngiſl ſkulde ſette ham paa fri Fod, tilbagegive ham det ranede Gods, og ikke plage ham med hiin Pengefordring, under Straf paa Liv og Gods. Man ſkulde heraf ſlutte, at Erngiſl Jarl havde begaaet denne Voldsgjerning i Magnus’s Tjeneſte, men at han nu, ſaa længe Stilſtanden varede, maatte lyſtre Albrecht, da hans fornemſte Beſiddelſer laae i Smaaland. I dette Brev giver Albrecht Magnus endnu Titel af „Sveriges og Norges Konge“. Samme Dag ſluttedes vel ogſaa Stilſtanden, iſær da Pantſettelſesbrevet til Grev Henrik har ſamme Datum. Viſtnok angiver Suhm (XIII. S. 548) at Hertug Albrecht allerede den 12te Juli var hjemme i Mecklenburg, men det maa være en Fejl, da det i det nysanførte Brev udtrykkeligt ſiges, at Hertugen havde været nærværende ved Lindorm Æſkilsſøns Klage. Stilſtanden maa have været beſeglet af Hertug Albrecht, Grev Henrik og de øvrige tydſke Fyrſter, ſamt Biſkop Nikolas af Linkøping, Nikolas Thuresſøn, Karl Ulfsſøn af Ulſaaſa og Erik Karlsſøn, da disſe, fornemmelig af Pantebrevet, ſom herefter omtales, ſees at have været tilſtede. Det beſtyrker unegteligt den ovenfor omtalte Beretning om Gotlands Indtagelſe.
  6. Brevet, hvoraf Originalen findes i det danſke Geh. Archiv, er aftrykt i Schl. holſt. lau. Urkundenb. II. S. 269.
  7. Kong Haakons Brev fra Oslo, hvorved han ſkjenker Provſt Peter Øykren Gaard, der ſiden Manddøden havde ligget øde, er dateret 18de Auguſt 1364, Dipl. N. II. 384, Brevet fra Oslo til Jemtlendingerne den 29de Auguſt, Norges gl. Love III. 185, og Brevet fra Tunsberg om Mariekirkens Rettigheder den 22de September, Dipl. N. H. 250. Sammenhængen med den Ledingsferd, ſom ſærſkilt omtales i Brevet til Jemteland, og ſiges at være paalagt af Magnus Gregoriusſøn, kjendes ikke. Det ſynes dog næſten ubegribeligt at Magnus Gregoriusſøn, en af Sveriges Stormænd, ſkulde vove at blande ſig i Jemtelands Anliggender. Han nævnes ſom Høvding over Dalarne 1354—57.
  8. Lappenbergs Sartorius II. 528.
  9. Det vil nedenfor blive omtalt, hvorledes Kong Haakon i 1366 ſluttede Stilſtand med Kampens Borgere, med hvilke han forud havde ſtaaet i ſpendt Forhold, Dipl. Norv. V. 254.
  10. Lappenbergs Sartorius II. p. 687.
  11. Dipl. N. I. 379, 380. II. 375, Jvfr. ovenfor, S. 738.
  12. Regest. Suppl. Urbani V. ann. 2. p. 1. fol. 158. Man kan ikke vel ſee, om alt Fru Herdiis’s Gods er meent, eller kun en Deel deraf, det ſidſte er dog vel det rimeligſte. Ligeledes findes der ingen Oplysning om, hvorledes det kunde gaa til, at Fru Herdiis’s efterladte Gods devolverede til Kongerne.
  13. Stilſtandsbrevet og de dertil hørende Akter findes udførligt i Lappenbergs Sartorius II. 550—562. Stilſtandsbrevet ſelv (S. 557) er udſtedt i Kong Valdemars Navn, og uagtet det heder, at der er blevet dagthinget paa hans Vegne af Hertug Barnim af Stettin ſamt flere danſke Raadsherrer, følger deraf igrunden ſlet ikke, at han ſelv var fraværende, thi det var jo endog meget ſedvanligt ved ſlige Dagthingninger, at en Konge gav visſe Mænd Fuldmagt til at underhandle paa ſine Vegne, og derpaa ſelv ratificerede Overeenskomſten. Sandſynligt er det i alle Fald, at Valdemar var kommen hjem inden 22de Juni 1364. Jvfr. ovf. S. 747.
  14. Dette ſees af et Brev i det m. Rigsarchiv, udſtedt af Kong Albrecht i Stockholm den 22de Auguſt til bedſte for Linkøping Kirke, der havde lidt ſtort Tab under Krigen, i Overvær af Erkebiſkopen, Biſkoperne af Strengnes, Veſteraas og Vegſjø, Ridderne Nikolas Thuresſøn, Gøtſtav Arvidsſøn, Valdemar Eriksſøn, Benedict Philipsſøn, Karl Ulfsſøn af Tofta, Magnus Giſlesſøn, Lidvard Haraldsſøn, Erik Karlsſøn, og Svenerne Nikolas Jonsſøn Lagmand i Øſtregøtland, Bo Jonsſøn, Haakon Algøtsſøn, Finvid Finvidsſøn og Folke Jonsſøn. De fleſte af disſe fulgte formodentlig ogſaa med til Finnland.
  15. Dette kan ſluttes af et. Brev, der meddeles i Bunge, Liv-Eſt. u. Kurl. Urk. Buch, II. 721 (No. 1006). Magiſtraten i Reval tilſkriver her Narve Ingevaldsſøn til Svar paa et fra ham indløbet Brev, hvori han havde bedet dem, ikke i nogetſomhelſt at underſtøtte eller begunſtige Hr. Nikolas Thuresſøn, ſaameget mere ſom der jo mellem Staden og Kongerne Magnus og Haakon ſamt Hr. Narve ſelv ikke vidſtes at herſke andet end oprigtigt Venſkab. Magiſtraten ſvarede ham, at den var Kongerne og ham uendeligt forbunden og vilde gjerne være enhver af deres og hans Venner og Tjenere til Hjelp, men de havde heller ikke noget udeſtaaende med Nikolas Thuresſøn, og hvis han i ſine Forretninger kom til Reval, da kunde de ikke anſtendigtviis negte ham Adgang; deres Stad var fri, og enhver havde Ret til at komme og gaa for at kjøbe eller ſelge. Dog ſkulde de ikke under nogen Omſtændighed underſtøtte ham mod Kongerne. Heraf maa man ſlutte, at Hr. Nikolas har ſøgt at tilvende ſig Hjelp fra Reval og andre eſtlandſke eller liflandſke Stæder. Brevet er udateret, men maa tilhøre Tiden kort før Albrechts Ankomſt til Finnland.
  16. Karl Ulfsſøns Brev af 14de Novbr. 1364, hvori han erkjender at han har modtaget Slottet, og lover at forſvare det. Dette er det førſte hidtil opdagede Brev, hvori Karl Ulfsſøn kalder ſig Marſk; i April 1364 fører han endnu ikke denne Titel, altſaa er det ſandſynligt, at Albrecht ved ſin Afreiſe til Finnland udnævnte ham dertil. I det Brev af 20de April 1365, ſom vi ſtrax nedenfor komme til at omtale, kalder han ſig ogſaa „Marſkalk i Sverige og Foged i Stockholm“.
  17. Der findes en Mængde Breve, udgivne af Albrecht „ved Aabo Slot“, lige fra 6te October 1364 til 26de Juni 1365; i al den Tid havde han ſaaledes belejret Slottet uden at kunne indtage det. Den 5te Septbr. var han endnu i Stockholm (Brev i det ſvenſke Rigsarchiv), altſaa maa han i Løbet af denne Maaned eller førſt i October være dragen derover. At han blokerede Slottet ſtrengt, ſees af en Skrivelſe fra ham til Revals Magiſtrat, der ligeledes er aftrykt i ovennævnte „Urkundenbnch“ S. 719 (No. 1004), men ſom her urigtigt er henført til 1364. Albrecht udtaler her (ved Aabo, 29de April), ſin Harme over at Magiſtraten havde vovet at tilſkrive hans Fjende Hr. Narve et Brev om Udleveringen af nogle Fad Osmund-Jærn, der tilhørte revalſke Borgere. (Denne Skrivelſe, dateret 20de Marts, findes ligeledes i ſamme Samling, S. 716).
  18. De visbyſke Minoriters Chron. Scr. r. Sv. I. S. 46. Der ſtaar her, at Hr. Nikolas hemmeligt blev dræbt af Borgens Beſetning. Formodentlig var det ved et Udfald. Det maa være ſkeet før Slottets Indtagelſe, thi i Kong Albrechts Brev af 26de nævnes Sune Haakonsſøn ſom Høvedsmand paa Viborg Slot.
  19. Chron. af 1412 (Scr. r. Sv. I. 45) ſiger kun, fat Hæren ſamledes i Norge. Riimkrøniken ſiger, at Kongen ſendte Bud baade til Norge og Danmark og ſamlede en ſterk Hær; Ericus Olai ſiger, at Hæren ſamledes baade fra Norge Danmark og den Kongen undergivne Deel af Sverige. Muligt at „Danmark“ kun er en ſenere, uhjemlet, Tilſetning. Riimkrøniken omtaler forøvrigt Hæren, ſom om den hovedſageligt beſtod af Nordmænd.
  20. Brev i det ſv. Rigsarchiv af 27de Februar 1364. Det er udſtedt og beſeglet af begge Konger, og henvendt til „Erkebiſkopen af Uppſala, ſamt Ridderſkab og Klerker i hele Erkebiſkopsdømmet“. Formodentlig have de ogſaa udſtedt ligelydende, nu tabte, Proclamationer til Indbyggerne i Veſteraas og Strengnes Biſkopsdømmer. Lagerbring omtaler dette Brev II. S. 514.
  21. At Karl Ulfsſøn havde Overanførſelen, idetmindſte af Navn, fulgte allerede af hans Embede ſom Marſk; det ſees af et Brev, han ſiden udſtedte d. 20de April, aftrykt i Dipl. Norv. III. 345. Han bekjendtgjør herved at have overdraget ſin Underlagmand Bjørn Nikolasſøn noget Jordegods i Grans Sogn øſtenfor (Eenkøping), ſom han nu havde faaet (formodentlig i Løſepenge) af ſin Herres (Albrechts) rette Fjende Magnus Nikolasſøn, hvilket Jordegods ſkulde være Erſtatning for den Heſt, Marſken tog fra ſamme Bjørn til ſin Herres Gavn, da de nu ſidſt i Faſten drog mod Kongerne Magnus og Haakon, og „kivede med dem ved Gaata“. At Albrecht ſelv var med i Slaget, er alene en nyere Tilſetning; de eldre Beretninger tale kun om Albrechts Mænd; han kunde desuden umuligt være der, da han paa den Tid laa for Aabo.
  22. See Styffe, Bidrag, S. 62—118, iſær S. 103, hvor Raven Barnekow opregner og verdſetter alle de Heſte, han og hans Folk havde tabt i Krigen; her ſiges det, at i Slaget mod Kong Magnus miſtede hans Bueſkytter 1 Heſt, hans Tjener 2 Heſte, han ſelv een, og Hr. Raven den yngre een.
  23. De visbyſke Minoriters Chr. taler kun om at „mange bleve tilbage i Veſteraas, da Magnus rykkede ud“. Riimkrøniken er udførligere, og fortæller, at Nordmændene laa i Veſteraas, ſang og drak, medens Magnus leed Nederlaget ved Gaata, ſee nedenfor Note 3.
  24. Øſtensbro, nær ved Nykvarn, ligger i Bjørkſtad Sogn i Veſtmanland, paa den yderſte Grændſe mod Upland, lidt veſtenfor Eenkøping. Dagen for Slaget angives noget forſkjelligt; Chron. af1430 (Scr. r. Sv. I. 29) har 3die Marts, ligeſaa Chr. af 1415 (ſammeſteds 58), og et Par andre Chronica (ſammeſteds S. 66, 95), der dog taabeligt nok tilføje „paa St. Matthiædag“, der er 24de Februar. Ogſaa Riimkrøniken og Er. Olai have 3die Marts. (Riimkrøniken betegner vel Dagen ſom „Mandag efter Hvideſøndag“, men ved „Hvideſøndag“ forſtaaes her ikke Pinds, men 1ſte Søndag i Faſte, Invocavit, efter den tydſke Benævnelſe, „Weiße Sonntag“, dominica in albis). De visbyſke Minoriters Chr. (ſſteds S. 45) have St. Lucius’s Dag, 4de Marts. Rimeligviis er Slaget begyndt den 3die Marts, og Forfølgelſen af de Flygtende fortſat den 4de. De isl. Annaler (Udg. S. 314) omtale ogſaa Slaget, men enkelte henføre det urigtigt til 1366.
  25. Man har ingen eldre Beretninger om dette Slag, end dem der findes i de nysomtalte ſmaa ſvenſke Chronica, der ſamtlige ere ſkrevne et Par Generationer ſenere. De gaa alle ud paa, at Magnus blev fangen og ført til Stockholm, og at flere faldt; et lægger til, at Haakon med Nød og neppe undkom. Riimkrøniken veed nærmere Beſked: „Winet monde i Weſteråirs wäl ſmaka, ty kunne ſomme Nordmänn ey thädan raka; the kwodo faſt oc gjorde ſig kåta, medan konungen tappade ſtriden i Gåta, ſwå kommo ther många farande inn meſt med blå oc bloduga kinn, oc hwar flydde ſom meſt förmå; Swenſke rände efter, både gripa och ſlå; the fingo thå ett annat lijud, fik ſkyndade hwar af ſtaden ut, ſomme ridu oc ſomme til foto, harniſk og wärja meſt efterloto“. Ericus Olai har omtrent det ſamme. Meget af det tør vel være rigtigt. Magnus Matthiæ og yngre Forfattere have ladet Haakon blive ſaaret, men derom vide de eldre Kilder intet at fortælle, ligeſaa lidet ſom at han „afkaſtede Broen“.
  26. Thorsharg eller Thorshella ligger paa Sydſiden af Mælaren, ſtrax nordenfor Eſkilstuna, og nær ved det ſmale ſaakaldte Kvikſund, der forener Mælarens yderſte Basſin mod Veſt, Galten, med den øſtre Deel af Søen. Det er ſaaledes etſlags Overfartsſted paa Vejen fra Sødermanland til Veſteraas. Hvad der herefter anføres om Raven Barnekovs Beſøg i Thorsharg og Dagthingningerne med Veſtgøterne, findes altſammen i Raven Barnekows Regnſkab for Nykøpings Lehn fra 1365—1367, der endnu opbevares i Archivet i Schwerin, og er aftrykt i Styffes Bidrag, ſee No. 36 (S. 62—118). See iſær S. 79 fgg.
  27. Ved denne ſaakaldte „Placitation“, er det dog nok muligt, at der alene handles om Retterthing. Thi ogſaa noget efter tales der om Retterthing (placitum justitiarium) ſom holdtes kort efter Olafsmesſe (S. 81).
  28. Ordene i Regnſkabsbogen lyde ſaaledes: „item in octavam corporis Christi Thorsærge domino Rawoni et domino Laurentio Pætærsson, cum separabantur a domino rege Arosiæ de placitatione cum Vesgociis 300 panes &c. Dette kan ikke overſettes anderledes end: „Aattendedagen efter Chriſti Legemsfeſt (altſaa 19de Juni), til Hr. Raven og Hr. Laurents Petersſøn, da de ſkiltes fra Kongen i Veſteraas efter Dagthingningen med Veſtgoterne“. Nu var Kong Albrecht paa denne Tid i Aabo, der findes endog et Brev fra ham, dateret 23de Juni, ſaa at man ikke engang kan antage, at han havde gjort en Skyndereiſe over til Veſtmanland; Kong Haakon var den 8de Juni Aalborg (Dipl. Norv. I. 386). Altſaa bliver her ingen anden Konge tilbage at tænke paa, end Magnus.
  29. Dipl. N. III. 346.
  30. Norges gl. Love III. S. 187, og Dipl. N. II. 385. I det førſte bekræfter Kongen ordlydende det Brev for Skiens og Skiensſysſels Mænd, ſom Kong Haakon havde udgivet den 16de Marts 1358 (ſee ovenf.); Originalen fandtes i Skiens Archiv 1751, og blev da afſkrevet af Langebek, hvis Afſkrift, med Paategning herom, findes i det danſke Geh. Archiv; det er ſiden brændt i Skiens Brand 1777. Det andet er en Tilladelſe for Indbyggerne af Sandin Skibrede paa Veſtfold, at bygge eller kjøbe et mindre Landevernsſkib end forhen, da Folkemængden var ſaa betydeligt aftagen. Originalen til dette forefindes endnu i det Danſke Selſkabs Samling i Kjøbenhavn, og Kongens Secret hænger endnu ved. Dateringen i dem begge er aldeles klar og tydelig, og giver ikke mindſte Anledning til Tvivl; det ene er dateret Søndag efter Michelsmesſe, det andet førſte Vinterdag, begge i Kongens 47de Regjeringsaar. Man kan ikke her gjette paa en Skrivfejl iſtedetfor 37te (altſaa 1355), thi xl kan ikke to Gange forvexles med xxx; desuden var Kongen i October 1355 ikke i Tunsberg, og endydermere antyder han i Brevet af 14de October Muligheden af Ledingsbud i Løbet af et Aar; det pasſer altſaa ganſke til de daværende Forhold.
  31. Brev af 16de Jan. 1367 idet m. Rigsarchiv, trykt i Styffes Bidrag No. 35, S. 59. Kongen fritager her Gerhard Snakenborg for al Dadel, fordi han havde tilbagegivet Slottet i Haab om at det vilde hjelpe til Kongens Befrielſe, og at Gerhard Snakenborg allerede i October 1366 ſtod i Underhandlinger med Kong Albrecht om denne Overgivelſe, ſees af Kong Albrechts Gavebrev paa Aaranes Gaard til Gerhard den 9de October 1366, om det end ikke udtrykkeligt nævnes. Altſaa var det tidligere end 9de October 1366, at Magnus overdrog ham Axevall. Man ſkulde ſnareſt have gjettet paa, at denne Overdragelſe fandt Sted førend Magnus endnu havde indſtillet ſig i Fangenſkabet, men det gaar vel ikke an, ſiden der tales om „den yderſte Mangel og Lænkers Tvang“ (extrema mendicitatis et ferri necessitas) og ſiden det udtrykkeligt ſiges, at Johan og Godekin af Plesſe, to af de mecklenburgſke Herrer i Albrechts Tjeneſte, vare nærværende ved Overdragelſen. Det er ikke uſandſynligt, at Magnus’s Tilbagegang i Fangenſkabet ſkete i Marts 1366, og at han ſandſynligviis netop har faaet et Aars Frihed, ſiden vi ſee, at der i Tunsberg, hvor han nylig havde været, og hvor man ſaaledes maatte vide nøje Beſked baade om hans Fangenſkab og Varigheden af hans Frihed, endnu den 15de Marts 1366 regnede Aarstallet efter Magnus’s Regjeringsaar, (Dipl. N. IV. 454) medens man under hans Fangenſkab regnede efter Haakons. Formodentlig har Magnus da endog tilbragt Julen hjemme i Norge.
  32. I det nysnævnte Brev ſelv taler Magnus udtrykkeligt om „Jærn“ og om „Baand“, fra hvilke han, under Udſtedelſen, der foregik i den ſtore Spiſeſal paa Slottet, var befriet, men formodentlig alene midlertidigt. Riimkrøniken taler udtrykkeligt om „bojor“, og at han blev indſat i Hovedtaarnet (Kjernen) paa Stockholms Slot. Dog legger det til, at han blev holdt godt med Mad og Drikke.
  33. Hvorvidt den allerede forhen omtalte, af Haakon den 26de April 1365 i Oslo udſtedte og af Vinalde Henriksſøn beſeglede Forordning om Olafsſkot og Hallvardsſkot er givet, medens Haakon ſelv opholdt ſig i Oslo, er vel uviſt, da der ikke udtrykkeligt tilføjes, at han var nærværende, men dette