Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/64

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Den nye svenske Parti-Konges Velde strakte sig endnu ikke langt i Riget, og naaede i hele det første Aar neppe udenfor Egnene omkring Mælaren samt Østergøtland, om det endda naaede saa langt, thi endog i Trosa i Sødermanland kunde Kongernes troe Tilhænger Hr. Throtte Peterssøn endnu den 3die August holde Refsething i Kong Haakons Navn[1]. Heller ikke erkjendtes Albrecht endnu paa lang Tid af Nabostaterne som Sveriges Konge. Hansestæderne understøttede ham vel hemmeligt, og begunstigede ham ved at forbyde al Tilførsel til de Dele af Riget, der endnu tilhørte de retmæssige Konger, medens derimod de tillode den til alle de Landskaber, der erklærede sig for Albrecht. Alligevel vovede de ikke andet end at give Magnus og Haakon Titel af Sveriges og Norges Konger, og derimod benævne Albrecht alene „Hertug Albrechts Søn“, da de den 22de Juni fornyede Stilstanden med Danmark paa tre Aar. De retmæssige Konger forberedede slu til at gjøre alvorlig Modstand. Kong Magnus, der tilbragte Julen i Jønkøping lod om Vaaren det ved en Vaade-Ild afbrendte Axevalla Slot i Vestergøtland istandsette, „da han hver Dag kunde vente sig et Angreb derpaa af sine Fjender“, og udskrev dertil en Skat af Indbyggerne i Nærheden[2]. Kong Haakon, der samtidigt med Mecklenburgernes Landgang havde været i det østlige Sverige, formodentlig i den Hensigt at gjøre ham Modstand, om det var muligt, og som endnu ved Paasketid det følgende Aar var i Jønkøping[3], begav sig nu til Norge, formodentlig for der at kalde Folket til Vaaben og gjøre Anstalter til at komme sin Fader til Hjelp. Denne indgik imidlertid den 24de April en kort Stilstand, kun paa lidet over tre Uger, med Mecklenburgerne og Grev Henrik, der altsaa maa have været i Følge med dem[4]; om Fjendtlighederne derefter fornyedes, eller om der overhoved kom til noget egentligt Sammenstød, vides ikke; men vist er det, at Magnus, overladt til sig selv, noget efter Midtsommer blev nødt til at indgaa en ny og temmelig ufordeelagtig Stilstand med Kong Albrecht og hans Fader, Grev Henrik og de øvrige tydske Fyrster, der ledsagede dem, i Jønkøping, hvorved Fjendtlighederne indstilledes for den øvrige Deel af Aaret, medens Mecklenburgerne bleve i Besiddelse af den østlige Deel af Landet, Smaaland iberegnet. Magnus skal ved denne Lejlighed have erklæret, at han gjerne vilde have sluttet Fred for stedse og erkjendt Albrecht for Sveriges Konge, naar denne vilde lade ham beholde Vestergøtland (formodentlig ogsaa Vermeland og Dal) for Livstid, og at alene Haakons Fraværelse var Aarsag i, at denne Fred ikke kom istand. Stilstanden stiles at have været sluttet indtil den følgende Sommer, og en ny Sammenkomst da at have været berammet til at indgaa en endelig Fred, men Fjendtlighedernes Fornyelse inden Vinterens Ende, hvorom der strax herefter vil blive handlet, synes at modsige det[5]. Dog ansaa Hertug Albrecht sin Søns Stilling nu saa vidt sikkret, at han med de tydske Fyrster, der havde ledsaget ham, begav sig tilbage til Tydskland paa nogen Tid, idet han dog efterlod nogle faa, men paalidelige Krigsmænd til hans Forsvar. Dog sørgede Grev Henrik forinden godt for sin egen Fordeel, og viiste, at han ikke understøttede Mecklenburgerne for intet, eller alene for den Tilfredsstillelse at kunne hevne den Tort, der var overgaaet hans Syster; Kong Albrecht maatte nemlig den 26de Juli, samme Dag, som Stilstanden sluttedes, sette ham Visby med hele Gotland i Pant for 4000 Mk. brendt Sølv. Spørsmaalet er kun, om Albrecht virkelig for Tiden havde saamegen Raadighed over Gotland, at den Sikkerhed, som Brevet –skulde give Greven for hiin store Pengesum, var af nogen virkelig Betydning. Men i alle Fald kunde det vel, meente man, i Fremtiden komme ham til Gode[6].

Hvad Kong Haakon imidlertid foretog sig i Norge, og hvorledes overhoved Budskabet om Kongernes Afsettelse i Sverige her blev optaget, derom savner man enhver Efterretning; man seer kun af enkelte Brevskaber, at han i August var i Oslo og i September i Tunsberg, og at han maaskee for at trøste Ex-Cantsleren Provst Peter over Tabet af Cantslerverdigheden, fornyede Mariekirkens Privilegier og skjenkede ham personligt en under Kongedømmet hjemfalden Gaard, ligesom han og bekræftede Jemtelendingernes Rettigheder, tilsagde dem udtrykkeligt, at de „ikke skulde være anden Lov underkastede end den Norske“, og fritog dem fra alle Nevninger og Ledingsferder undtagen i det Tilfelde at han saa sig nødt til at opbyde hele Almuen i Norge, thi da skulde ogsaa de gjøre Tjeneste som de øvrige, og følge overalt, hvor „gode Mænd og de selv saa det nyttigst at være baade for Landskabet og Norges Rige, Fjenderne til Skade og Modstand“. Anledningen til dette Tilsagn var vistnok en Ledingsferd, som for nogen Tid siden lovstridigt var bleven dem paalagt af Dalarnes Befalingsmand, Magnus Gregoriussøn, og som nu udtrykkeligt tilbagekaldtes[7]. Man seer dog altsaa, at Kongen stadigt havde Krigen for Øje, og det er højst sandsynligt, at Breve af mere krigersk Indhold har været udgivne til andre Dele af Riget. Forresten synes det som om Befalingsmændene paa Slottene i Viken og Halland betragtede Kongernes venskabelige Forbindelse med Danmark som et Tegn til, strax at kunne begynde Fjendtligheder med de tydske Stæder, hvis Spillen under Dekke med Kongernes Modstandere neppe var forbleven en fuldkommen Hemmelighed. Allerede paa Hansedagen i Wismar ved Jakobsmessetider 1363 klagedes der over, at Gottskalk Skarpenberg havde fra Baagahuus overfaldt i Kalvsund og plyndret fire Kogger fra Kampen og en fra Harderwyck, hvori stralsundske Kjøbmænd havde meget Gods[8]; nu var det rigtignok en egen Sag saavel med Gottskalk som Kampen, der i længere Tid havde staaet i et spendt Forhold til Riget[9]; men samme Aar tog Thorkil Erngislssøn paa Vardbergbuus i Vardbergs Havn ved Geetkjerr et Skib, der syntes at have tilhørt en af de østersøiske Stæder, og om Vinteren 1364 tog han atter et[10]. Det er alligevel heel besynderligt, at man ikke erfarer det mindste om, hvad de mægtige norske Høvdinger nu toge sig til. Thi Forholdene og Stemningen kunde nu umuligt længer være saadan, som i Unionens første Tider. Man var nu bleven vant til Foreningen; de mægtigste og indflydelsesrigeste Mænd i Norge havde Besiddelser i Sverige at forsvare, som de vilde komme til at tabe, dersom hele Landet faldt i Mecklenburgernes Hænder. Det synes derfor, som om de dog maatte have foretaget noget, raadslaaet med Kongen og holdt Sammenkomster. Men man erfarer intet derom. De daglige Forretninger gik sin Gang, som om man levede i den dybeste Fred. Hr. Sigurd Hafthorssøn laa hele Sommeren 1363 hjemme paa Giske, og kjøbte Jordegods, og havde formodentlig sidenefter mest travlt med at sikkre sig Arven efter Fru Herdiis Thorvaldsdatter, i hvilket Øjemed han endog ved en Thingsvidne-Akt lod godtgjøre, at hun var hans kjødelige Syskendebarn, og at han var arveberettiget efter hende[11]. Ja det tør vel endog hende, at denne Arv gav Anledning til nogen Kulde mellem ham og Kongerne, da man seer, at ogsaa de tilegnede sig noget af hendes Efterladenskaber; de fik nemlig den 14de Januar 1363 en Ansøgning hos Paven bevilget, der gik ud paa, at det maatte tillades dem at oprette og dotere et nyt Cistercienserkloster af endeel af hendes Arvegods, som hun paa sit Yderste havde bestemt til dette Øjemed, og som ellers vilde være Kongerne selv tilfaldet[12]. Sammenhængen hermed kjendes ikke, saa meget mere som Klostret aldrig kom istand, og da Sigurd Hafthorssøn senere optræder som Fru Herdises Universalarving, er det højst rimeligt, at Kongerne have ladet den hele Fordring fare. Hr. Sigurd blev strax efter Befalingsmand i Bergen, og viiste sig her, som vi ville see, ivrig paa Kongernes Bedste.

Men hvad nu end de norske Høvdinger toge sig til eller ej, saa seer man dog af hvad der fulgte paa, at Kong Haakon, om end sildigt, fik en Hærstyrke bragt paa Benene. Stæderne havde imidlertid, som det allerede er nævnt, ved Midsommerstider sluttet en treaars Stilstand med Kong Valdemar, eller maaskee rettere med det danske Rigsraad i hans Navn[13]: saaledes stod baade Danmark og Stæderne nu idetmindste tilsyneladende udenfor Striden. Ud paa Høsten 1364 drog Kong Albrecht, formodentlig efter Overlæg med sine fornemste geistlige og verdslige Raadsherrer, som i August samledes med ham i Stockholm[14], over til Finnland, som Hr. Nikolas Thuressøn i Egenskab af Lagmand og Høvedsmand paa Viborgs Slot havde søgt at vinde for Mecklenburgerne, uden dog at kunne udrette noget mod Hr. Narve Ingevaldssøn[15]. Albrecht, der før sin Afreise havde udnævnt Karl Ulfssøn af Tofta til sin Marsk, og betroet ham Stockholms Slot med tilhørende Lehn[16], det vil sige, overdraget ham Forsvaret af Mælar-Landskaberne i sin Fraværelse, begyndte allerede i October at belejre Narve Ingevaldssøn i Aabo, men fik ikke paa flere Maaneder dette Slot indtaget[17], uagtet han, som det lader, blokerede det meget strengt. Under denne langvarige Belejring tilsatte Hr. Nikolas Thuressøn Livet[18].

Men imidlertid havde Kongerne Magnus og Haakon faaet samlet en Hær, som der siges, baade i Norge og de dem endnu lydige Dele af Sverige, hvorhos de ogsaa skulle have faaet Understøttelse fra Danmark[19]. Kun er det ilde, at Navnene paa de fornemste Høvdinger i Hæren ikke meddeles. Det har sandsynligviis været de fleste af de forhen omtalte, og navnlig af dem, der havde Besiddelser i begge Riger. Noget Ledings-Udbud fra Norge er neppe skeet, især da der her ej var Tale om Søkrig, men det maa fornemmelig have været Sysselmændenes Huustropper, der udgjorde Hovedstyrken. Der er ingen Grund til at antage, at Mænd som Hafthorssønnerne, som Hr. Agmund Finnssøn og andre, ikke nu skulde have været med eller idetmindste indkaldte til Leding. Agmund Finnssøn havde idetmindste været indkaldt til det korte Krigstog allerede i 1362. Fra Sverige maa Erik Ketilssøn, Fjellar Piik, Peter Porse, Thorkil Barun o. fl. have bragt Kongerne Tropper, og det er endog højst sandsynligt, at Hr. Erik som Marsk førte Overbefalingen. Hvor; ledes det forholdt sig med de foregivne Hjelpetropper fra Danmark, er heel uvist; det var i sig selv ikke saa urimeligt, om Valdemar understøttede sin Svigersøn, men det vil af det Efterfølgende sees, at han just nu viiste sig temmelig lunken for hans Sag, og saaledes skulde man snarere tro, at det har været enkelte danske Høvdinger, der paa egen Haand kom Kongerne til Hjelp. Kongerne synes uden mindste Modstand at have trængt frem til Arboga. Herfra lod de den 27de Februar 1365 udgaa en Proclamation, hvori de opfordrede alle gode Mænd i Uppsalas Erkebiskopsdømme til at komme og yde dem den Bistand, som Pligten og Fedrelandets Frelse fordrede. „Det var alle bekjendt“, sagde de “hvorledes udenlandske Herrer af Rovlyst og med Vold havde fortrængt dem fra deres Rige; de vare nu komne for at vinde det tilbage og bringe det i den Skik, det før var; alle Undersaatterne burde vide, at de vare Kongernes arvbaarne Mænd, og at Kongerne vare deres Herrer, og med Lov og Ret komne til Riget. Kongerne vilde herved bekjendtgjøre, at uanseet hvorledes man havde behandlet dem, saa havde de dog nu, Gud til Ære, Fedrelandet til Støtte og for at bevare Tungens Eendrægtighed i Sverige, skjenket alle den Naade, som vilde søge dem, og modtage den. Tvivlede nogen herpaa, da skulde efter Kongernes Raads Raad gjensidig Sikkerhed med Gisler blive stillet. Men dem, som ikke søgte eller modtog denne deres Naade, nødsagedes de til at hjemsøge med Brand og Rov, som dem, der bare Avindskjold mod deres rette Herre: en Haardhed, hvortil de kun greb nødtvungne og med største Snur[20]. Hvad Proclamationen udrettede, vides ikke, men de rykkede videre frem til Vesteraas, formodentlig for at gaa lige løs paa Stockholm, medens Marsken Karl Ulfssøn drog dem i Møde fra denne Stad med den Krigsmagt, som han imidlertid havde faaet samlet[21], og som vel neppe var saa stor, som Kongernes, men sikkert langt mere at lide paa; thi i Følge med ham var flere af de krigserfarne mecklenburgske Herrer med deres Mænd, navnlig Raven v. Barnekow, hvilken Hertug Albrecht havde efterladt som Befalingsmand over Nykøpings Slot og Lehn, og som lader til at have været den, paa hvilken Hertugen især stolede, og som egentlig ledede Partiets Krigsforetagender[22]. De naaede lige frem til Eenkøping, og forbi denne Stad til Grændsen af Vestmanland, førend de mødte Kongernes Hær, der laa i Vesteraas og paa de nærmeste Gaarde under Drik og Sviir, troende formodentlig, at der endnu ingen Fare var paa Ferde, og at de kunde hvile slet Ud efter den lange Marsch i Snee og Vinterkulde. Kongerne havde saaledes ikke paa langt nær alle sine Folk tilstede, da de spurte, at Fjenderne nærmede sig[23]. De skyndte sig imod dem med saa mange, som de i Hast kunde faa sammen, og stødte paa dem i en liden Skov ved Gaata i Nærheden af Østensbro, den 3die Marts 1365[24]. Her blev der kæmpet hidsigt fra begge Sider, og mange skulle være faldne; men Udfaldet var let at forudsee. Kongernes Tropper vare sandsynligviis allerede i Forvirring førend Kampen begyndte, og kunde nu neppe engang i Antal maale sig med de krigserfarne Fjender; disse sejrede derfor, og Kong Magnus blev tagen til Fange; ogsaa Kong Haakon skal med Nød og Neppe være undkommen[25]. Imidlertid synes det dog ikke strax at have lykkets Sejerherrerne at fortrænge Kong Haakon fra Mælar-Egnene. Endog med Kong Magnus’s Fangenskab kan det ikke ganske hænge saaledes sammen, som de Krøniker, hvorfra Beretningen om disse Begivenheder hentes, men som alle ere fra en sildigere Tid, eenstemmigt berette. De fortælle, at Magnus strax blev ført til Stockholm, og sat i streng Forvaring i Slotstaarnet, medens Haakon begav sig til Norge. At Kong Magnus blev fangen, er vist nok, men saavidt man af samtidige Brevskaber kan see, er det saa langt fra, at han strax blev ført til Stockholm, at han meget mere endog for en Tid blev sat paa fri Fod, formodentlig paa sit Æresord og mod betryggende Sikkerhed. Desverre ere de Oplysninger, som findes herom, saa sparsomme og dunkle, at vi vanskeligt endog kunne gjette os frem. Der tales om en Dagthingning, som fandt Sted i Thorsharg[26] (nu forvansket til „Thorshella“) i Ugen efter Midfaste (24–28de Marts), hvor Raven Barnekow var tilstede med sine Folk, og hvor Hr. Gøtstav Arvidssøn dagthingede paa Kongens Vegne[27]; ved Paasketider (13de April) treffe vi Hr. Raven atter i Thorsharg, og strax derefter i Arboga „for at dagthinge med Vestergøterne“. I de nærmeste Dage efter Pinds var Hr. Raven og hans Mænd samt andre tydske Herrer fremdeles i Thorsharg, og den 19de Juni var han tilligemed Hr. Laurents Peterssøn over i Vesteraas for paany at „dagthinge med Vestgoterne“, hvor ogsaa Kongen var tilstede; da Kong Albrecht paa denne Tid var i Finnland, og Kong Haakon, som det nedenfor skal omtales, sandsynligviis i Danmark eller i alle Fald ej langt derfra, kan det alene være Kong Magnus, som her er meent[28]. Dette stemmer ogsaa godt dermed, at der endnu findes et Brev, udstedt af Kong Magnus den 23de April 1365, hvori han qvitterer Thorkell Erngislsøn for rigtigt Regnskab over Indtægterne af Vardbergshuus Lehn fra 1ste Mai 1364[29]; vel anføres ikke Stedet, hvor Brevet er udgivet, men det er klart, at det ikke kan være givet fra Fangetaarnet i Stockholm, hvor hans Mænd vist ikke kunde komme til ham for at aflægge Regnskab, men at han enten har –modtaget Regnskabet paa selve Vardbergs Slot, eller, hvad der er rimeligere, etsteds i Vestergøtland eller Nærike, hvor hiine føromtalte Vestgøter vare forsamlede. Kort efter Michelsdag var Hr. Ranen atter i Thorsharg, og sejlede over til Vesteraas, mod Slutningen af October var hans Folk der, og imidlertid havde Kong Magnus endog været i Tunsberg, thi vi kjende ikke mindre end tvende Breve af ham, udgivne i Tunsberg, og som det udtrykkeligt heder, beseglede i hans Nærværelse, det ene dateret den 5te, og det andet den 14de October 1365[30]. Sidenefter hører man ikke paa lang Tid til Magnus, førend vi finde ham som Fange paa Stockholms Slot, eller idetmindste i Mecklenburgernes Vold i Løbet af 1366, da han, som han selv siger „i den yderste Nød baade formedelst Mangel og ved sine Lænker“ overdrog Slottet Axevall til sin Tjenestemand Gerhard Snakenborg paa det Vilkaar, at han skulde tilbagegive ham det naarsomhelst han fordrede det, i Fængsel eller ikke[31]. Alt dette kan neppe forklares anderledes, end at Levningerne af Kongernes Hær, fornemmelig Vestgøterne og Vermelændingerne under Erik Ketilssøn, have indtaget saa faste Stillinger efter Slaget, og gjort Miner til et saa haardnakket Forsvar, at Sejerherrerne have seet sig nødt til at slippe Magnus løs mod behørig Sikkerhed, for desto bedre at kunne dagthinge med dem, og at der tillige for det første er indgaaet en Stilstand; at der saaledes først har været dagthinget i Arboga, siden i Vesteraas, hvorved Kongen nok var tilstede, men uden at kunne fore Ordet paa sine Mænds Vegne, saasom han var Fange; at disse Underhandlinger have foranlediget Raven Barnekows og hans Mænds hyppige Ophold i Thorsharg, der var Overfartssted til Vesteraas m. m., og som de maaskee endog for Sikkerheds Skyld holdt besat; at Kong Haakon imidlertid begav sig til Danmark for at forsøge sin Lykke hos Kong Valdemar, og Kong Magnus siden endog gjorde en Skyndereise til Norge, for om muligt at opdrive Hjelp til Løsepenge, samt at han endelig, da dette ikke lykkedes, og det tegnede sig til at Krigen igjen vilde fornyes, indfriede sit Æresord og begav sig tilbage til sine Fjender, der nu først satte ham i Fængsel. Denne Forklaringsmaade er saa meget rimeligere, som man netop nylig havde seet Exempel paa en lignende Ordholdenhed hos Kong Johan af Frankrige, da denne var ført fangen til England efter Slaget ved Maupertuis 1356, men sat paa fri Fod igjen efter Freden i Bretigny 1360, imod at hans Søn Ludvig af Anjou og flere andre fornemme franske Herrer blev tilbage i England som Gisler for, at enten de for ham bestemte, store Løsepenge skulde erlegges, eller at han selv atter skulde indstille lig i Fangenskabet. Ludvig undveeg mod sit givne Ord til Frankrige, og Kong Johan viiste sig nu saa samvittighedsfuld, at han virkelig i Januar 1364 vendte tilbage til England, hvor han tre Maaneder efter døde. Denne Begivenhed var i friskt Minde. Frankrige var det Land, hvorpaa hele det vestlige Europas Øjne hvilede som Ridderlighedens Hjem, og Kong Johan selv satte sin Ære i at gjelde som Europas første Mønster paa en egte Riddersmand. Kong Magnus havde saa meget mere Grund til at iagttage Kong Johans Ferd med Opmerksomhed, som han ved sit Egteskab med Blanche var kommen i Svogerskab med ham, og sandsynligviis underholdt mange Forbindelser med ham og hans Hof, hvorom vi nu ikke have nogen Efterretning. Hvor let kan man ikke under saadanne Omstændigheder forklare sig, at baade Sejerherrerne have frigivet Magnus omtrent paa samme Betingelser, som den engelske Konge frigav Johan, og at Magnus har efterlignet Johan i Ordholdenhed:e Men Sejerherrerne efterlignede ikke den engelske Konge og hans Søn i Maaden, hvorpaa deres høje Fange behandledes. Thi medens Johan modtoges med de største Æresbeviisninger, og snarere behandledes som en Overherre, end som en Fange, er det altfor vist, at Magnus indsattes i det fasteste Taarn paa Stockholms Slot, og idetmindste en Tidlang endog sluttedes i Lænker[32].

65. Kong Haakon fortsætter Krigen. Kong Valdemar tager Parti med ham. Mecklenburgerne bringes i Knibe. Svigagtigt Fredsfordrag til Aalholm.

Kong Magnus’s Tilfangetagelse maatte vistnok være et haardt Stød for alle hans Venner og en stor Vinding for det mecklenburgske Parti, men det er alligevel tydeligt at see, at hverken Kong Haakon eller hans øvrige Tilhængere derfor tabte Modet. De havde endnu faste Stillinger og Slottene i den mellemste og vestlige Deel af Landet, og Nordmændene vaklede ikke i deres Troskab. Kong Haakon synes efter Slaget at have begivet sig lige til Norge[33], deels for at gjøre Anstalter til

  1. ↑ Brev i det sv. Rigsarchiv, see Styffe, Bidrag S. XXXVIII.
  2. ↑ Kong Magnus’s Brev af 18de April 1364 til Bønderne i Vilstahered, udstedt fra Groda Kirke i Vestergøtland, opbevares nu i det svenske Rigsarchiv, Tidø-Samlingen No. 61. Han paabød dem her „til Slottets Reparation og Forsyning at skaffe tolv „Ører“ Byg og tre Skippund Flesk, samt hvert fjerde Stykke Kvæg, og derhos hver „Fullgerd“ (der vel omtrent svarer til en Lide i Norge) 1 Pund Smør, alt efter Reqvisition af hans kjære Mænd Ingemar Ragnvaldssøn og Benedict Arvidssøn inden 8 Dage. Denne Ingemar Ragnvaldssøn er den samme, hvem han den 7de Januar næstforud fra Jønkøping havde overdraget at undersøge Dronning Blanches Fadebuur i Forening med to andre Mænd.
  3. ↑ Den 30te Novbr. 1363 udgav Haakon Varnadarbrev for Vreta Kloster fra Horns Kirke i Østergøtland (Lagerbring III. 506), den 27de Marts, 4de Paaskedag, bortskjenkede han i Jønkøping Gods til Nikolas Benedictssøn (sst. S. 508).
  4. ↑ Styffe, Bidrag No. 28, S. 45. Stilstanden sluttedes af fire Mænd paa hver Side, paa Magnus’s, Fjellar Piik, Laurents Bjørnsøn, Geritzlaf v. Slawestorp og Arnd v. Vitzen; paa Mecklenburgernes af Karl af Tofta, Gotskalk v. Tzulow, Lüder Letzow og Volrad v. Tzule. Stilstanden skulde gjelde til næste Søndag over tre Uger, altsaa til 19de Mai. Originalen, fuldt beseglet, findes i Archivet i Schwerin.
  5. ↑ Om denne Stilstand fortæller Corner, S. 1107, og han plejer med Hensyn til disse Begivenheder at være vel underrettet. Dog klinger det noget utroligt, naar han lader Magnus uopfordret sige i Alles Paahør: „Kjære Fetter Albrecht, siden det nu er kommet saavidt, under jeg ingen hellere Riget end dig, da du ved Fødselen er ligesaa nær dertil som min Søn Haakon; han er Søn af en Broder, du af en Syster: der er nok af Riget for os begge to; lad mig beholde Vestergøtland saa længe jeg lever, og behold du det øvrige; naar jeg er død, kan du faa Altsammen“. Dette Forslag, tilføjer han, hørte alle paa med Bifald, men Haakons Fraværelse hindrede Afslutningen af en endelig Fred. At der dog virkelig holdtes en Sammenkomst i Jønkøping mellem Magnus og Mecklenburgerne den 26de Juli, sees af det Brev, der er aftrykt i Dipl. N. V. 249, samt Styffes Bidrag No. 29, S. 46, indeholdende, at Lindorm Æskilssøn havde her i Jønkøping klaget for Kong Albrecht, i Nærværelse af Kong Magnus, Hertug Albrecht, og andre Fyrster, Herrer og Adelsmænd over, at to af Erngisl Jarls Mænd paa dennes Befaling havde taget ham (Lindorm) til Fange, røvet hans Gods, og tvunget ham til at stille Sikkerhed for Udbetaling af en stor Pengesum, uagtet han var gaaet i Kloster og havde deelt sine Ejendomme mellem sine Arvinger og Rydale Kloster; Albrecht bød derfor, at Erngisl skulde sette ham paa fri Fod, tilbagegive ham det ranede Gods, og ikke plage ham med hiin Pengefordring, under Straf paa Liv og Gods. Man skulde heraf slutte, at Erngisl Jarl havde begaaet denne Voldsgjerning i Magnus’s Tjeneste, men at han nu, saa længe Stilstanden varede, maatte lystre Albrecht, da hans fornemste Besiddelser laae i Smaaland. I dette Brev giver Albrecht Magnus endnu Titel af „Sveriges og Norges Konge“. Samme Dag sluttedes vel ogsaa Stilstanden, især da Pantsettelsesbrevet til Grev Henrik har samme Datum. Vistnok angiver Suhm (XIII. S. 548) at Hertug Albrecht allerede den 12te Juli var hjemme i Mecklenburg, men det maa være en Fejl, da det i det nysanførte Brev udtrykkeligt siges, at Hertugen havde været nærværende ved Lindorm Æskilssøns Klage. Stilstanden maa have været beseglet af Hertug Albrecht, Grev Henrik og de øvrige tydske Fyrster, samt Biskop Nikolas af Linkøping, Nikolas Thuressøn, Karl Ulfssøn af Ulsaasa og Erik Karlssøn, da disse, fornemmelig af Pantebrevet, som herefter omtales, sees at have været tilstede. Det bestyrker unegteligt den ovenfor omtalte Beretning om Gotlands Indtagelse.
  6. ↑ Brevet, hvoraf Originalen findes i det danske Geh. Archiv, er aftrykt i Schl. holst. lau. Urkundenb. II. S. 269.
  7. ↑ Kong Haakons Brev fra Oslo, hvorved han skjenker Provst Peter Øykren Gaard, der siden Manddøden havde ligget øde, er dateret 18de August 1364, Dipl. N. II. 384, Brevet fra Oslo til Jemtlendingerne den 29de August, Norges gl. Love III. 185, og Brevet fra Tunsberg om Mariekirkens Rettigheder den 22de September, Dipl. N. H. 250. Sammenhængen med den Ledingsferd, som særskilt omtales i Brevet til Jemteland, og siges at være paalagt af Magnus Gregoriussøn, kjendes ikke. Det synes dog næsten ubegribeligt at Magnus Gregoriussøn, en af Sveriges Stormænd, skulde vove at blande sig i Jemtelands Anliggender. Han nævnes som Høvding over Dalarne 1354–57.
  8. ↑ Lappenbergs Sartorius II. 528.
  9. ↑ Det vil nedenfor blive omtalt, hvorledes Kong Haakon i 1366 sluttede Stilstand med Kampens Borgere, med hvilke han forud havde staaet i spendt Forhold, Dipl. Norv. V. 254.
  10. ↑ Lappenbergs Sartorius II. p. 687.
  11. ↑ Dipl. N. I. 379, 380. II. 375, Jvfr. ovenfor, S. 738.
  12. ↑ Regest. Suppl. Urbani V. ann. 2. p. 1. fol. 158. Man kan ikke vel see, om alt Fru Herdiis’s Gods er meent, eller kun en Deel deraf, det sidste er dog vel det rimeligste. Ligeledes findes der ingen Oplysning om, hvorledes det kunde gaa til, at Fru Herdiis’s efterladte Gods devolverede til Kongerne.
  13. ↑ Stilstandsbrevet og de dertil hørende Akter findes udførligt i Lappenbergs Sartorius II. 550–562. Stilstandsbrevet selv (S. 557) er udstedt i Kong Valdemars Navn, og uagtet det heder, at der er blevet dagthinget paa hans Vegne af Hertug Barnim af Stettin samt flere danske Raadsherrer, følger deraf igrunden slet ikke, at han selv var fraværende, thi det var jo endog meget sedvanligt ved slige Dagthingninger, at en Konge gav visse Mænd Fuldmagt til at underhandle paa sine Vegne, og derpaa selv ratificerede Overeenskomsten. Sandsynligt er det i alle Fald, at Valdemar var kommen hjem inden 22de Juni 1364. Jvfr. ovf. S. 747.
  14. ↑ Dette sees af et Brev i det m. Rigsarchiv, udstedt af Kong Albrecht i Stockholm den 22de August til bedste for Linkøping Kirke, der havde lidt stort Tab under Krigen, i Overvær af Erkebiskopen, Biskoperne af Strengnes, Vesteraas og Vegsjø, Ridderne Nikolas Thuressøn, Gøtstav Arvidssøn, Valdemar Erikssøn, Benedict Philipssøn, Karl Ulfssøn af Tofta, Magnus Gislessøn, Lidvard Haraldssøn, Erik Karlssøn, og Svenerne Nikolas Jonssøn Lagmand i Østregøtland, Bo Jonssøn, Haakon Algøtssøn, Finvid Finvidssøn og Folke Jonssøn. De fleste af disse fulgte formodentlig ogsaa med til Finnland.
  15. ↑ Dette kan sluttes af et. Brev, der meddeles i Bunge, Liv-Est. u. Kurl. Urk. Buch, II. 721 (No. 1006). Magistraten i Reval tilskriver her Narve Ingevaldssøn til Svar paa et fra ham indløbet Brev, hvori han havde bedet dem, ikke i nogetsomhelst at understøtte eller begunstige Hr. Nikolas Thuressøn, saameget mere som der jo mellem Staden og Kongerne Magnus og Haakon samt Hr. Narve selv ikke vidstes at herske andet end oprigtigt Venskab. Magistraten svarede ham, at den var Kongerne og ham uendeligt forbunden og vilde gjerne være enhver af deres og hans Venner og Tjenere til Hjelp, men de havde heller ikke noget udestaaende med Nikolas Thuressøn, og hvis han i sine Forretninger kom til Reval, da kunde de ikke anstendigtviis negte ham Adgang; deres Stad var fri, og enhver havde Ret til at komme og gaa for at kjøbe eller selge. Dog skulde de ikke under nogen Omstændighed understøtte ham mod Kongerne. Heraf maa man slutte, at Hr. Nikolas har søgt at tilvende sig Hjelp fra Reval og andre estlandske eller liflandske Stæder. Brevet er udateret, men maa tilhøre Tiden kort før Albrechts Ankomst til Finnland.
  16. ↑ Karl Ulfssøns Brev af 14de Novbr. 1364, hvori han erkjender at han har modtaget Slottet, og lover at forsvare det. Dette er det første hidtil opdagede Brev, hvori Karl Ulfssøn kalder sig Marsk; i April 1364 fører han endnu ikke denne Titel, altsaa er det sandsynligt, at Albrecht ved sin Afreise til Finnland udnævnte ham dertil. I det Brev af 20de April 1365, som vi strax nedenfor komme til at omtale, kalder han sig ogsaa „Marskalk i Sverige og Foged i Stockholm“.
  17. ↑ Der findes en Mængde Breve, udgivne af Albrecht „ved Aabo Slot“, lige fra 6te October 1364 til 26de Juni 1365; i al den Tid havde han saaledes belejret Slottet uden at kunne indtage det. Den 5te Septbr. var han endnu i Stockholm (Brev i det svenske Rigsarchiv), altsaa maa han i Løbet af denne Maaned eller først i October være dragen derover. At han blokerede Slottet strengt, sees af en Skrivelse fra ham til Revals Magistrat, der ligeledes er aftrykt i ovennævnte „Urkundenbnch“ S. 719 (No. 1004), men som her urigtigt er henført til 1364. Albrecht udtaler her (ved Aabo, 29de April), sin Harme over at Magistraten havde vovet at tilskrive hans Fjende Hr. Narve et Brev om Udleveringen af nogle Fad Osmund-Jærn, der tilhørte revalske Borgere. (Denne Skrivelse, dateret 20de Marts, findes ligeledes i samme Samling, S. 716).
  18. ↑ De visbyske Minoriters Chron. Scr. r. Sv. I. S. 46. Der staar her, at Hr. Nikolas hemmeligt blev dræbt af Borgens Besetning. Formodentlig var det ved et Udfald. Det maa være skeet før Slottets Indtagelse, thi i Kong Albrechts Brev af 26de nævnes Sune Haakonssøn som Høvedsmand paa Viborg Slot.
  19. ↑ Chron. af 1412 (Scr. r. Sv. I. 45) siger kun, fat Hæren samledes i Norge. Riimkrøniken siger, at Kongen sendte Bud baade til Norge og Danmark og samlede en sterk Hær; Ericus Olai siger, at Hæren samledes baade fra Norge Danmark og den Kongen undergivne Deel af Sverige. Muligt at „Danmark“ kun er en senere, uhjemlet, Tilsetning. Riimkrøniken omtaler forøvrigt Hæren, som om den hovedsageligt bestod af Nordmænd.
  20. ↑ Brev i det sv. Rigsarchiv af 27de Februar 1364. Det er udstedt og beseglet af begge Konger, og henvendt til „Erkebiskopen af Uppsala, samt Ridderskab og Klerker i hele Erkebiskopsdømmet“. Formodentlig have de ogsaa udstedt ligelydende, nu tabte, Proclamationer til Indbyggerne i Vesteraas og Strengnes Biskopsdømmer. Lagerbring omtaler dette Brev II. S. 514.
  21. ↑ At Karl Ulfssøn havde Overanførselen, idetmindste af Navn, fulgte allerede af hans Embede som Marsk; det sees af et Brev, han siden udstedte d. 20de April, aftrykt i Dipl. Norv. III. 345. Han bekjendtgjør herved at have overdraget sin Underlagmand Bjørn Nikolassøn noget Jordegods i Grans Sogn østenfor (Eenkøping), som han nu havde faaet (formodentlig i Løsepenge) af sin Herres (Albrechts) rette Fjende Magnus Nikolassøn, hvilket Jordegods skulde være Erstatning for den Hest, Marsken tog fra samme Bjørn til sin Herres Gavn, da de nu sidst i Fasten drog mod Kongerne Magnus og Haakon, og „kivede med dem ved Gaata“. At Albrecht selv var med i Slaget, er alene en nyere Tilsetning; de eldre Beretninger tale kun om Albrechts Mænd; han kunde desuden umuligt være der, da han paa den Tid laa for Aabo.
  22. ↑ See Styffe, Bidrag, S. 62–118, især S. 103, hvor Raven Barnekow opregner og verdsetter alle de Heste, han og hans Folk havde tabt i Krigen; her siges det, at i Slaget mod Kong Magnus mistede hans Bueskytter 1 Hest, hans Tjener 2 Heste, han selv een, og Hr. Raven den yngre een.
  23. ↑ De visbyske Minoriters Chr. taler kun om at „mange bleve tilbage i Vesteraas, da Magnus rykkede ud“. Riimkrøniken er udførligere, og fortæller, at Nordmændene laa i Vesteraas, sang og drak, medens Magnus leed Nederlaget ved Gaata, see nedenfor Note 3.
  24. ↑ Østensbro, nær ved Nykvarn, ligger i Bjørkstad Sogn i Vestmanland, paa den yderste Grændse mod Upland, lidt vestenfor Eenkøping. Dagen for Slaget angives noget forskjelligt; Chron. af1430 (Scr. r. Sv. I. 29) har 3die Marts, ligesaa Chr. af 1415 (sammesteds 58), og et Par andre Chronica (sammesteds S. 66, 95), der dog taabeligt nok tilføje „paa St. Matthiædag“, der er 24de Februar. Ogsaa Riimkrøniken og Er. Olai have 3die Marts. (Riimkrøniken betegner vel Dagen som „Mandag efter Hvidesøndag“, men ved „Hvidesøndag“ forstaaes her ikke Pinds, men 1ste Søndag i Faste, Invocavit, efter den tydske Benævnelse, „Weiße Sonntag“, dominica in albis). De visbyske Minoriters Chr. (ssteds S. 45) have St. Lucius’s Dag, 4de Marts. Rimeligviis er Slaget begyndt den 3die Marts, og Forfølgelsen af de Flygtende fortsat den 4de. De isl. Annaler (Udg. S. 314) omtale ogsaa Slaget, men enkelte henføre det urigtigt til 1366.
  25. ↑ Man har ingen eldre Beretninger om dette Slag, end dem der findes i de nysomtalte smaa svenske Chronica, der samtlige ere skrevne et Par Generationer senere. De gaa alle ud paa, at Magnus blev fangen og ført til Stockholm, og at flere faldt; et lægger til, at Haakon med Nød og neppe undkom. Riimkrøniken veed nærmere Besked: „Winet monde i Westeråirs wäl smaka, ty kunne somme Nordmänn ey thädan raka; the kwodo fast oc gjorde sig kåta, medan konungen tappade striden i Gåta, swå kommo ther många farande inn mest med blå oc bloduga kinn, oc hwar flydde som mest förmå; Swenske rände efter, både gripa och slå; the fingo thå ett annat lijud, fik skyndade hwar af staden ut, somme ridu oc somme til foto, harnisk og wärja mest efterloto“. Ericus Olai har omtrent det samme. Meget af det tør vel være rigtigt. Magnus Matthiæ og yngre Forfattere have ladet Haakon blive saaret, men derom vide de eldre Kilder intet at fortælle, ligesaa lidet som at han „afkastede Broen“.
  26. ↑ Thorsharg eller Thorshella ligger paa Sydsiden af Mælaren, strax nordenfor Eskilstuna, og nær ved det smale saakaldte Kviksund, der forener Mælarens yderste Bassin mod Vest, Galten, med den østre Deel af Søen. Det er saaledes etslags Overfartssted paa Vejen fra Sødermanland til Vesteraas. Hvad der herefter anføres om Raven Barnekovs Besøg i Thorsharg og Dagthingningerne med Vestgøterne, findes altsammen i Raven Barnekows Regnskab for Nykøpings Lehn fra 1365–1367, der endnu opbevares i Archivet i Schwerin, og er aftrykt i Styffes Bidrag, see No. 36 (S. 62–118). See især S. 79 fgg.
  27. ↑ Ved denne saakaldte „Placitation“, er det dog nok muligt, at der alene handles om Retterthing. Thi ogsaa noget efter tales der om Retterthing (placitum justitiarium) som holdtes kort efter Olafsmesse (S. 81).
  28. ↑ Ordene i Regnskabsbogen lyde saaledes: „item in octavam corporis Christi Thorsærge domino Rawoni et domino Laurentio Pætærsson, cum separabantur a domino rege Arosiæ de placitatione cum Vesgociis 300 panes &c. Dette kan ikke oversettes anderledes end: „Aattendedagen efter Christi Legemsfest (altsaa 19de Juni), til Hr. Raven og Hr. Laurents Peterssøn, da de skiltes fra Kongen i Vesteraas efter Dagthingningen med Vestgoterne“. Nu var Kong Albrecht paa denne Tid i Aabo, der findes endog et Brev fra ham, dateret 23de Juni, saa at man ikke engang kan antage, at han havde gjort en Skyndereise over til Vestmanland; Kong Haakon var den 8de Juni Aalborg (Dipl. Norv. I. 386). Altsaa bliver her ingen anden Konge tilbage at tænke paa, end Magnus.
  29. ↑ Dipl. N. III. 346.
  30. ↑ Norges gl. Love III. S. 187, og Dipl. N. II. 385. I det første bekræfter Kongen ordlydende det Brev for Skiens og Skienssyssels Mænd, som Kong Haakon havde udgivet den 16de Marts 1358 (see ovenf.); Originalen fandtes i Skiens Archiv 1751, og blev da afskrevet af Langebek, hvis Afskrift, med Paategning herom, findes i det danske Geh. Archiv; det er siden brændt i Skiens Brand 1777. Det andet er en Tilladelse for Indbyggerne af Sandin Skibrede paa Vestfold, at bygge eller kjøbe et mindre Landevernsskib end forhen, da Folkemængden var saa betydeligt aftagen. Originalen til dette forefindes endnu i det Danske Selskabs Samling i Kjøbenhavn, og Kongens Secret hænger endnu ved. Dateringen i dem begge er aldeles klar og tydelig, og giver ikke mindste Anledning til Tvivl; det ene er dateret Søndag efter Michelsmesse, det andet første Vinterdag, begge i Kongens 47de Regjeringsaar. Man kan ikke her gjette paa en Skrivfejl istedetfor 37te (altsaa 1355), thi xl kan ikke to Gange forvexles med xxx; desuden var Kongen i October 1355 ikke i Tunsberg, og endydermere antyder han i Brevet af 14de October Muligheden af Ledingsbud i Løbet af et Aar; det passer altsaa ganske til de daværende Forhold.
  31. ↑ Brev af 16de Jan. 1367 idet m. Rigsarchiv, trykt i Styffes Bidrag No. 35, S. 59. Kongen fritager her Gerhard Snakenborg for al Dadel, fordi han havde tilbagegivet Slottet i Haab om at det vilde hjelpe til Kongens Befrielse, og at Gerhard Snakenborg allerede i October 1366 stod i Underhandlinger med Kong Albrecht om denne Overgivelse, sees af Kong Albrechts Gavebrev paa Aaranes Gaard til Gerhard den 9de October 1366, om det end ikke udtrykkeligt nævnes. Altsaa var det tidligere end 9de October 1366, at Magnus overdrog ham Axevall. Man skulde snarest have gjettet paa, at denne Overdragelse fandt Sted førend Magnus endnu havde indstillet sig i Fangenskabet, men det gaar vel ikke an, siden der tales om „den yderste Mangel og Lænkers Tvang“ (extrema mendicitatis et ferri necessitas) og siden det udtrykkeligt siges, at Johan og Godekin af Plesse, to af de mecklenburgske Herrer i Albrechts Tjeneste, vare nærværende ved Overdragelsen. Det er ikke usandsynligt, at Magnus’s Tilbagegang i Fangenskabet skete i Marts 1366, og at han sandsynligviis netop har faaet et Aars Frihed, siden vi see, at der i Tunsberg, hvor han nylig havde været, og hvor man saaledes maatte vide nøje Besked baade om hans Fangenskab og Varigheden af hans Frihed, endnu den 15de Marts 1366 regnede Aarstallet efter Magnus’s Regjeringsaar, (Dipl. N. IV. 454) medens man under hans Fangenskab regnede efter Haakons. Formodentlig har Magnus da endog tilbragt Julen hjemme i Norge.
  32. ↑ I det nysnævnte Brev selv taler Magnus udtrykkeligt om „Jærn“ og om „Baand“, fra hvilke han, under Udstedelsen, der foregik i den store Spisesal paa Slottet, var befriet, men formodentlig alene midlertidigt. Riimkrøniken taler udtrykkeligt om „bojor“, og at han blev indsat i Hovedtaarnet (Kjernen) paa Stockholms Slot. Dog legger det til, at han blev holdt godt med Mad og Drikke.
  33. ↑ Hvorvidt den allerede forhen omtalte, af Haakon den 26de April 1365 i Oslo udstedte og af Vinalde Henrikssøn beseglede Forordning om Olafsskot og Hallvardsskot er givet, medens Haakon selv opholdt sig i Oslo, er vel uvist, da der ikke udtrykkeligt tilføjes, at han var nærværende, men dette
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/64&oldid=80862»