Åpne hovedmenyen

Kong Magnus’s Tilfangetagelſe maatte viſtnok være et haardt Stød for alle hans Venner og en ſtor Vinding for det mecklenburgſke Parti, men det er alligevel tydeligt at ſee, at hverken Kong Haakon eller hans øvrige Tilhængere derfor tabte Modet. De havde endnu faſte Stillinger og Slottene i den mellemſte og veſtlige Deel af Landet, og Nordmændene vaklede ikke i deres Troſkab. Kong Haakon ſynes efter Slaget at have begivet ſig lige til Norge[1], deels for at gjøre Anſtalter til nye Udruſtninger, deels vel ogſaa for at overtage Beſtyrelſen over de Landſkaber, ſom hørte til hans Faders Deel. Heri maatte det nu være ham til ſtor Hinder, at Baagahuus ſtod under Kong Valdemars eller Hertug Eriks Forføjning. Det var ſaa langt fra, at Befalingsmanden, Gottſkalk Skarpenberg, rettede ſig efter Kongens Bud, at han endog tillod ſig at øve Voldſomheder mod Indbyggerne og Kongens Ejendomme i Nærheden. Men Gottſkalk maa ogſaa have været en mere end almindeligt voldſom og uregjerlig Mand, ret en egte tydſk Røverridder, thi endog de islandſke Annaler vide at fortælle om hans Røverier i Norge. Blandt andre plyndrede han flere Islendinger[2]. Kong Magnus’s Nærværelſe i Norge om Høſten 1365 og ſandſynligviis den paafølgende Vinter har maaſkee bidraget til at rette paa Sagen.

Af den Omſtændighed, at der ſiden denne Tid og under hele Magnus’s Fangenſkab ogſaa i Tunsbergs Fehirdſle dateredes efter Haakons Regjeringsaar, og ikke efter Magnus’s, kan man ſlutte, at denne formeligt maa have overdraget Regjeringen derover til Haakon for den Tid, Fangenſkabet maatte vare, og vi ville paa ſit Sted ſee, hvorledes der i 1366 ogſaa blev udſendt nye Hirdſtjorer til Island i Kong Haakons Navn, og Indbyggerne tagne i Troſkabseed til ham[3]. Kong Magnus har formodentlig allerede ſelv indledet den Transaction, ſom vi nedenfor komme til at omtale nærmere, hvorved Kong Valdemar eller Hertug Erik tilbagegav Baagahuus mod at faa Vardberg i Stedet, thi om Sommeren 1366 finde vi Vardberg i Valdemars Beſiddelſe, og Hr. Narve Ingevaldsſøn ſom Befalingsmand paa Baagahuus, medens man ikke hører mere til Gottſkalk Skarpenberg førend vi i Begyndelſen af 1368 finde ham blandt de Herremænd i Jylland, der da forbandt ſig med Hertug Albrecht og de holſtenſke Grever imod Kong Valdemar. Den Tillid, ſom Kongerne herved viiſte Hr. Narve, fortjente han viſtnok fuldkommen formedelſt ſit tappre Forſvar af Aabo Slot. Det er tydeligt nok, at han ej har opgivet dette uden dreven af den yderſte Nød, og paa de hederligſte Vilkaar. Idetmindſte ſeer man, at han ſelv ikke kom i Fangenſkab, og ſaaledes formodentlig maa have betinget ſig fri Afmarſch med Beſetningen[4].

At Kong Haakon under disſe Omſtændigheder henvendte ſig til ſin Svigerfader Kong Valdemar om Biſtand, var naturligt. Men Valdemars Holdning ligeoverfor de krigførende Parter havde ſiden hans Hjemkomſt været mildeſt talt tvetydig. Den 1ſte Februar gav han Hertug Albrecht Lejdebrev til Jylland med et ſtort Følge[5]; der ſynes altſaa at være plejet Underhandlinger imellem dem, hvad de nu kunde dreje ſig om; ligeledes lod han ivrigt underhandle med Hanſeſtæderne[6] om en blivende Fred. Det er forreſten ikke ſaa beſynderligt, om han nu frygtede en ny Krig med Hanſeſtæderne, og ønſkede at forebygge den Standsning i alle Handelsforhold, der vilde opſtaa af en Fejde med dem. Men i Begyndelſen af Sommeren 1365 begav Kong Haakon ſig ſelv til Danmark. Der nævnes.vel intet om hans Henſigt med denne Reiſe, og vi faa alene beſtemt Underretning derom af et Brev, ſom han den 8de Juni lod udgaa fra Aalborg til Abbederne i Munkelivs og Lyſe Kloſtre, og hvorom vi i det følgende komme til at handle nærmere[7]; men at hans Øjemed har været at opſøge Valdemar for perſonligt at overtale ham til at rette lig en hjelpſom Haand, og at dette er lykkets ham, derom kunne vi ſaameget mindre tvivle, ſom bi ſtrax efter ſee Valdemar alvorligt betænkt paa at ſtaa ham bi baade med diplomatiſke Kunſtgreb og med Vaabenmagt. Rigtignok ſeer det ogſaa ud til, at Valdemar har benyttet Lejligheden til at iagttage ſin egen Fordeel og aftvinge Haakon Løftet om nye Gebets-Aftrædelſer. Førſt og fremſt erfarer man, at det lykkedes Valdemar at ſikkre ſig Fred med de holſtenſke Grever, eller ſnarere endog deres hemmelige Biſtand i den foreſtaaende Fejde. Den 7de Juli ſluttedes der et Forliig mellem ham og Greverne Henrik og Nikolas, hvorved der beſtemtes, at der ſkulde være faſt og evigt Venſkab mellem dem, og blandt andre Punkter ogſaa dette blev vedtaget, „at hvis Greverne eller deres Mænd vilde hjelpe Kongen af Sverige eller Norge udenfor Danmarks Rige og Holſten, da ſkulde dette ſtaa dem frit, og dermed ſkulde dette Forliig ikke være brudt“; iligemaade, „at hvis Greverne eller deres Mænd kunde faa Vardbergshuus i ſin Vold, da ſkulde de ſtrax uden Argeliſt overgive det, ſaaſnart de dertil opfordredes“. Thi under Benævnelſen „Kongen af Sverige eller Norge“ kan her ikke forſtaaes nogen anden, end Magnus og Haakon[8]. Meningen er aabenbart den, at Grev Henrik ſkulde deeltage i Striden, paa den Betingelſe at Vardberghuus ſkulde overlades ham til Sikkerhed for hans Omkoſtninger. Men hvorledes Valdemar har baaret ſig ad med at vinde Grev Henrik for ſig, eller idetmindſte ſkille ham fra Forbundet med Mecklenburgerne, oplyſes ikke. Der maa noget være forefaldt mellem ham og disſe, der vakte hans Misnøje. Maaſkee følte han ſig brøſtholden med den ham givne Panterettighed i Øen Gotland, ſom han neppe nogenſinde fik i ſin Beſiddelſe. Maaſkee at Mecklenburgerne endog under et eller andet Paaſkud havde taget Anledning til at beſette Kalmar, — thi det er temmelig viſt, at de Aaret efter havde det inde[9] — og at Valdemar underhaanden har tilbudt ſig at ſkaffe ham det tilbage, hvis det ved forenede Kræfter lykkedes ham at erobre det, men at han imidlertid tilſagde ham Vardberg til Sikkerhed. Vi ere her ſaa meget mere paa det uvisſe, ſom de ſenere ſig udviklende Forhold gjorde, at en Aftale ſom denne, om den end var truffen, ej kunde komme til Udførelſe.

Kort efter kom ogſaa Freden mellem Valdemar og Hanſeſtæderne iſtand. Stædernes Borgermeſtre og Raadmænd bekjendtgjorde dette allerede den 30te September. Valdemar gav ſin Erklæring derom paa Nykjøbings Slot den 22de November[10]. Ved denne Lejlighed var ogſaa Titulærbiſkopen af Linkøping Broder Gottſkalk Falkdal tilſtede. At han i denne Tid opholdt ſig i Danmark ſom befuldmægtiget Agent for Kong Magnus og Haakon, og for nærmere at aftale Planen for det.kommende Felttog med Valdemar, kan der ej være Tvivl om. Han var ſelv paa det højeſte interesſeret i, at denne Sag fik Fremme, thi alene derved kunde han gjøre ſig Haab om at komme i Beſiddelſe af den Biſkopsſtol, hvortil Paven havde udnævnt ham[11]. Kong Haakon ſelv ſynes ogſaa i længere Tid at være forbleven i Danmark, hvorfra han endog i ſit, ſin Huſtrus og ſin Faders Navn ſendte Anſøgninger til Paven om Begunſtigelſer for flere danſke Geiſtlige og Adelsmænd, blandt dem Stig Andersſøn, Nikolas Lembeke, Benedikt Anefeld, og Nikolas Eriksſøn, alleſammen henhørende til det Parti af jydſke Herremænd, der baade for havde reiſt ſig, og tre Aar ſenere reiſte ſig fjendtlig mod Kong Valdemar, men ſom ſtod i den venſkabeligſte Forbindelſe med de holſtenſke Grever[12]. Man maa ſaaledes formode, at han har gjort alt hvad der ſtod i hans Magt for at vinde disſe og hans Tilhængeres Velvilje. Naar han kom tilbage til Norge, vides ikke, kun ſeer man, at det maa have været før October Maaneds Begyndelſe, thi da og hen i November[13] ſynes han at have været i Bergen, formodentlig deels for at paadrive Krigsruſtningerne, deels ogſaa for at holde Styr paa de derværende tydſke Handelsmænd, der i denne Tid paa Grund af det ſpendte Forhold mellem Kongen og Hanſeſtæderne lade til at have opført ſig yderſt uforſkammet og øvet megen Vold, uden at endog Hr. Sigurd Hafthorsſøn, der i Begyndelſen af dette eller i Løbet af det foregaaende Aar var bleven Befalingsmand der, kunde faa Bugt med dem. Kongen klagede ſiden over, at da han ſidſt var i Bergen — det ſynes netop at have været denne Gang — gik Kjøbmændene med Vaaben, hvilket var forbudet i Byerne, og der bleve Folk dræbte om Natten, uden at man kunde faa Drabsmændene opſpurte. Ligeledes klagede han over, at Kjøbmændene, ſom meente at have Fordring paa Skadeserſtatning hos Hr. Sigurd Hafthorsſøn, havde i en bevæbnet Trop ſteget over Muren paa Kongsgaarden, ſtormet ind til Hr. Sigurd ſelv, og tvunget ham til at indgaa paa alt, hvad de fordrede, uagtet han tilbød ſig at ſvare dem Lov og Ret; at de Dagen efter med Vold havde ſlæbt en af hans Tjenere ud af et Kloſter, og halshugget ham, ſamt derpaa ved Truſel om at opbrænde baade Biſkopsgaarden og den hele By tvunget Biſkopen til at give dem Abſolution, og Raadmændene til at felde ſaadan Dom over hiin Voldsgjerning, ſom de foreſkrev[14]. Kongens Indſkriden var neppe uden Virkning, ſkjønt det er tydeligt at ſee, at han ſkiltes fra dem med megen Uvilje, og at han udtrykkeligt vægrede ſig ved at fornye deres Privilegier, ſom han i 1361 kun midlertidigt havde bekræftet[15].

Der var, fra denne Tid, kan man ſige, erklæret Krig mellem de kongelige Befalingsmænd og Hanſeſtædernes Skibe, hvor de viiſte ſig, og disſe bleve nu opbragte eller plyndrede paa mange Steder ved Kyſten. At Gottſkalk Skarpenberg, medens han endnu havde Baagahuus inde, plyndrede et ſtralſundſk Skib i Kalvſund, og tog der 14 Leſter Sild, kan maaſkee ikke egentlig regnes ſom Norge vedkommende. Men ſamme Aar opbragte den norſke Konges Vaſaller, der ſiges ikke hvilke, et andet tydſk Skib ved „Sudrviderholm“. Om Vintren, i Begyndelſen af 1366, tog Hr. Peter Porſe tilligemed Axel Ketilsſøn i Skardeholm ved Refſund et tydſk Skib; om Sommeren, den 24de Juli 1366, tog Hr. Narve tilligemed Hr. Peter Fletning og Axel Ketilsſøn i Marſtrands Havn en Skibsladning med Meel og Malt, der tilhørte tre lybſke Borgere, der med denne agtede ſig fra Aalborg til Bergen. Dagen efter tog Hr. Narve ſammeſteds en anden Skibsladning. I de følgende Aar tales der om yderligere Kaperier, hvori Kongen ſelv, og Hr. Agmund Finnsſøn deeltog[16]. Det er aabenbart, at Hanſeaternes Stilling i Bergen var meget mislig. Allerede ved Hanſedagen i Stralſund den 27de Marts 1365 blev der paa Roſtockernes Vegne ſkrevet til Hr. Sigurd Hafthorsſøn og de tydſke Oldermænd i Bergen, rimeligviis for at faa Uenigheden bilagt. Paa Hanſedagen i Lübeck den 24de Juni 1366 blev der ſkrevet nye Breve til Hr. Sigurd Hafthorsſøn om at erſtatte den Skade, han havde tilføjet flere af Kjøbmændene, (i Mellemtiden havde formodentlig de ovenomtalte Voldſomheder fundet Sted), ſaavelſom til Oldermændene i Bergen, om at hindre at nogen kjøbſlog eller har Omgang med ham eller hans, førend han havde givet den forlangte Erſtatning. Dog ſkrev man ſamtidigt ogſaa et andet Brev til Oldermændene og Kjøbmændene, hvori det tilkjendegaves dem, at der indløb idelige Klager over den Uſtyr, de begik i Staden, og at de derfor nu til Kjøbmandens egen Nytte og Fremme havde forordnet visſe Beſtemmelſer, der ſkulde gjelde i tre Aar; deriblandt forekomme disſe Bud, at Alle og Enhver ſkulde vogte ſig for ſlig Uſtyr, at hvo ſom forbrød ſig i ſaa Henſeende, ſkulde bøde efter Landsloven; ſkete der Manddrab, ſkulde Oldermændene og de dertil beſkikkede Kjøbmænd tinge Manddraberen Fred under 100 Sh. Engelſk, og beſtemme en Dag til mindeligt Forliig, eller hvis dette ej kom iſtand lade Retten have ſin Gang; blev der da faſtſat en Pengebod, ſkulde de to Trediedele tilfalde Byen og den tredie Oldermændene til Kjøbmændenes Behov; holdt Nogen Samlinger eller gjorde Stemplinger, hvorved Kjøbmændene kunde komme i Fortred, da ſkulde det ſtraffes ſaaledes, at man huſkede det til en anden Gang, og ingen Skipper maatte bringe en ſaadan Forbryder bort[17]. Saaledes lader det dog til, at der nu var paakommet Stæderne nogen Skrek, og at de fandt det raadeligſt at tage Rev i Sejlene. Det følgende Aar, ligeledes paa en Hanſedag i Lübeck den 24de Juni (1367) da man forøvrigt ſærſkilt tilſkrev Kong Haakon, Olaf, Biſkoperne Botulf og Gisbrikt, Hr. Agmund Finnsſøn og Hafthorsſønnerne om at ſkaffe Erſtatning for de begangne Kaperier, fandt man det ogſaa nødvendigt at lade en ny Advarſel udgaa til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen. Her forekomme disſe merkelige Udtryk, ſom tilfulde betegne Udſtrækningen af den Inſolens, disſe Kjøbmænd viiſte mod Nordmændene. „Vi beder Eder alvorligt“, heder det, at I bolde Fred og Enighed med Nordmændene, og ikke anſee dem for altfor eenfoldige og ynkelige (nimis simplices aut exiles). Da vi desuden vide, at der blandt Eder findes flere letſindige og lostungede Menneſker, bede og befale vi Eder at hol.de ſlige Folk i T’øjle, ſaa at de ikke fremføre ærekrænkende eller uſømmelige Ord mod Fyrſter, Herrer, eller andre gode Mænd, hvoraf Fortred kunde opſtaa. Vover nogen det, og der klages derover til os, ville vi ſtraffe ham ſaa exemplariſk, at andre tage ſig vare. Men ſøger forreſten hos Kongen og hans Mænd paa bedſt mulig Viis at udvirke, at de omtalte Skibe og Ejendele tilbagegives, og melder os hvorledes det gaar Eder“[18]. Den gjenſidige Forbittrelſe var dog nu allerede for ſterk til at disſe velmeente Advarſler kunde hjelpe.

Imidlertid var Kong Albrecht (i Juli, Auguſt eller September 1365) kommen tilbage til Sverige[19] efterat have underkaſtet ſig Aabo Slot og dermed formodentlig hele Finnland. I den følgende Deel af Aaret ſynes det at have været temmelig ſtille. Muligt at der endnu, ſaa længe Kong Magnus var paa fri Fod, underhandledes om Betingelſerne for hans Udløsning. Det er idetmindſte heel ſandſynligt, thi andet Øjemed kunde der ikke være med hans midlertidige Frigivelſe. Men da disſe Underhandlinger, hvordan de nu have været førte, ikke ledede til noget Reſultat, ſaaſom Betingelſerne formodentlig vare ſaa overdrevne, at hans Søn og Kong Valdemar fandt bedre ſin Regning ved at lade det komme an paa Krigslykken, og Magnus ſaaledes maatte vende tilbage i Fængſlet, hvor den haarde Behandling, ſom nu blev ham til Deel, ſikkert er at tilſkrive Kong Albrechts og dennes Raadgiveres Ærgrelſe over de ſkuffede Forventninger — da brød Krigen ud igjen, og det endog med megen Heftighed. Men desverre er det kun yderſt faa, mangelagtige og uſammenhængende Beretninger, vi have om denne Krig. Man veed kun, at en danſk Hær under Hertug Erik af Saxen og formodentlig ogſaa ledſaget af norſke Tropper under Kong Haakon, brød ind i Sverige ved Pintſetider, og underlagde ſig i Haſt hele den veſtre Deel af Smaaland tilligemed de tilſtødende Herreder af Veſtergøtland[20], medens dog Kong Albrechts Mænd, iſær ſom det lader til, de mecklenburgſke Herrer, gjorde tapper Modſtand, ja maaſkee endog begyndte Angrebet, thi vi finde dem heelt fremme i Ljodhuus, ſom de endog ſynes en Tidlang’at have haft i ſin Vold og hvor der lader til at have vanket blodige Pander. Der hentydes paa en Fegtning ved den nye Borg Openſteen i Kindshered; der tales om et Sted kaldet Verve, hvis Beliggenhed forreſten ej kjendes, og hvor der ligeledes ſynes at have været kæmpet[21]. Imidlertid fik dog de forbundne Fyrſter trods denne Modſtand Overhaand paa denne Kant og havde omſider hele Landet inde lige til Jønkøping paa Ljodhuus nær[22]. Hvad Rolle Grev Henrik af Holſten har ſpillet ved denne Lejlighed, er vanſkeligt at ſige. Viſt er det, at Vardbergshuus med Nordrehalland nu virkelig kom i Valdemars Vold[23], men det ſynes ikke at have været gjennem Grev Henrik, ſom Overeenskomſten antydede; ſnarere er det ſkeet paa den Maade, at Valdemar, i hvis Navn Hertug Erik af Saxen havde Baagahuus Slot inde, nu gav Kong Haakon dette tilbage imod at faa Vardberg i dets Sted, ſaaledes ſom det allerede forud var betinget, — hvilket ogſaa paa det kraftigſte beſtyrkes deraf, at vi, ſom nys omhandlet, netop fra Sommeren 1366 af finde Haakons tro Mand Hr. Narve ſom Befalingsmand paa Baagahuus iſtedetfor Hertug. Eriks Tjener Gottſkalk Skarpenberg. Grev Henrik var paa denne Tid øjenſynligt mindre gunſtigt ſtemt mod Hanſeſtæderne, Mecklenburgernes Venner. Han klagede blandt andet over, at de lod ham i Stikken med Henſyn til de ſvære Udgifter, hans Syſters Frigivelſe havde forvoldt ham. Muligt havde han nogen Deel i, at ogſaa Gotland, det angives ej hvorledes, nu atter faldt i Valdemars Hænder[24]. Derimod erfarer man, at Kong Albrechts Mænd erobrede Dalarne, hvorvel ikke uden Sverdſlag, og at der endog foretoges en Expedition til Helſingeland. Maaſkee fik Jemtlendingerne ved denne Lejlighed virkelig Anledning til at forſvare deres Grændſer[25].

Sønnens Stilling maa nu være forekommet Hertug Albrecht betænkelig, og han maa have frygtet for at Valdemar og Haakon om føje Tid vilde tilbageerobre hele Sverige, thi han ſkyndte ſig at aabne Underhandlinger med Danekongen og bringe en Overeenskomſt iſtand, ved hvilken han endog med de ſtørſte Opoffrelſer ſøgte at imødekomme Valdemars Begjerlighed efter Erobringer og Gebets-Udvidelſer for at drage ham over i ſine og ſin Søns Interesſer, og faa ham til at ſvige Kong Haakon, eller, om det end ikke kom ſaa vidt, dog idetmindſte at udſaa Mistillidens Frø ſaa eftertrykkeligt imellem dem, at deres nuværende Venſkab alligevel vilde ophøre af ſig ſelv og give Rum for gjenſidig Forbittrelſe, naar Transactionen blev bekjendt. Og Valdemar beed ogſaa virkelig paa denne Krog. Hvorledes Underhandlingerne indlededes, vides ikke, men det er viſt nok, at Valdemar den 28de Juli havde en Sammenkomſt med Hertug Albrecht paa Aalholms Slot (paa Laaland), og der indgik en Tractat med ham, merkelig ſaavel i Form, ſom i Indhold[26]. Thi for det førſte afſluttedes Tractaten og udſtedtes de fornødne Breve derover fra Mecklenburgernes Side ikke egentlig i Hertugens og hans Sønners Navn, men derimod i Kong Albrechts, uagtet han paa den Tid var langt borte i Sverige, og neppe engang vidſte noget om den hele Underhandling. Og for det andet er det ſaa langt fra, at Kong Haakon, Valdemars egen Svigerſøn og Allierede, nævnes ved Siden af Valdemar ſom Deeltager i Tractaten, eller at idetmindſte hans Rettighed til Sveriges Trone forbeholdes, at Valdemar meget mere nu erkjender hans Medbejler Albrecht ſom Sveriges retmæsſige Konge, og lover at opretholde ham ſom ſaadan, ja endog at tvinge Haakon med Magt til at antage de for ham ſaa ydmygende og ufordeelagtige Fredsbetingelſer, medens derimod han ſelv ſørger paa det omhyggeligſte for ſin egen Fordeel, og for at ſikkre ſig og ſit Rige den varige Beſiddelſe af de Landſkaber, ſom han kunde ſiges mere at have erobret fra Haakon, end fra Albrecht, da ſikkert kun den mindſte Deel af dem før Krigen havde været i dennes Vold.

Der beſtemtes ved denne Tractat førſt og fremſt: a) at Valdemar ſkulde beholde Gotland med Visby, hele Verend og Finnveden med tilhørende Slotte, Elfsborgs Slot med tilhørende Hered, dog Ljodhuus derfra undtaget, hvis det hørte til Heredet, Halvdelen af Hiſingen, Kinds- og Marke-Hered ſamt hvad Landſkaber og Slotte han for øvrigt havde i ſin Beſiddelſe allerede før afvigte Pinds, da Fejden begyndte; og at alt dette ſkulde tilhøre Valdemar og hans Arvinger og Efterkommere, og for ſtedſe tillægges Danmarks Rige[27]; b) at Albrecht derimod ſkulde beholde alle de øvrige Dele af Sverige, og at Valdemar og Danmarks Rige med al deres Magt ſkulde ſtyrke og forſvare ham i Beſiddelſen deraf mod hvilkenſomhelſt, der gjorde ham den ſtridig; Hertugen og hans Sønner ſkulde ligeledes beholde det hele Hertugdømme Mecklenburg, Grevſkabet Schwerin, og Herſkabet Roſtock, og Danmarks Konge forſvare dem i Beſiddelſen deraf, ligeſom da og Kong Albrecht omvendt forpligtedes til at forſvare Valdemar i de nysnævnte til ham afſtaaede Beſiddelſer; c) Kong Albrecht, hans Fader og hans Brødre lovede for ſig ſelv, for ſine Arvinger, for hele Sveriges Rige ſamt for alle Deres, at Kong Valdemar ſkulde beholde Halland med Vardberg. d) Hvis Kong Valdemar herefter vandt Slotte eller Landſkaber i Sverige eller Mecklenburg, da ſkulde han overgive dem til Kong Albrecht eller til Hertugen, efterſom de vare beliggende, eller ogſaa bryde Slottene ned; det ſamme ſkulde Kong Albrecht eller Hertugen gjøre, om de fik Slotte eller Lande i de Kong Valdemar afſtaaede Beſiddelſer i ſin Vold; navnlig ſkulde de overlevere Elfsborg til Valdemar i god Stand, om dette faldt i deres Hænder. e) Til førſtkommende Kyndelmisſe ſkulde alle de her indgaaede Forpligtelſer fra begge Sider være opfyldte, og ſamme Dag ſkulde Kong Albrecht, hans Fader, og hans Brødre med deres Løftesmænd indfinde ſig i Kalmar, og Kong Valdemar ligeledes i det nybyggede Slot ved Bryms[28], for da fra begge Sider og med begge Rigers Raad at komme ſammen og overlægge om en evig Fred mellem Sverige og Danmark. f) Kong Albrecht lovede, at han ikke ſkulde ſlippe Kong Magnus løs af Et Fængſel, førend han havde givet Kong Valdemar og Danmarks Rige ſaadanne Forſikkringer om Afkald paa de nysnævnte Landſkaber, og om at holde denne Overeenskomſt, at Kong Valdemar, hans Arvinger, og hans Rige dermed kunde være betryggede; ſamt at han ikke ſkulde indgaa noget Forliig med Haakon i de førſte to eller tre Aar, førend denne vedtog de ſamme Beſtemmelſer, og gav Kong Valdemar betryggende Sikkerhed paa de til denne aftraadte Slotte og Lande; vilde Kong Haakon ingen ſaadan Sikkerhed give, og der heraf blev Krig mellem ham og Kong Albrecht, da ſkulde Kong Valdemar og Kong Albrecht med al ſin Magt ſtaa hinanden bi mod Kong Haakon, indtil han opfyldte det forlangte. g) Der ſkulde være en evig Fred mellem Kong Valdemar og Kong Albrecht, og begge deres Riger, ſom ingen af Parterne ſkulde kunne opſige, og opſtod der nogen Uenighed imellem dem, da ſkulde gode Mænd af begge Riger dømme derover, og Freden ligefuldt vedblive uforſtyrret. h) Sikkerhed for alle disſe Artiklers ubrødelige Overholdelſe ſkulde fra begge Sider ſtilles ved Forløfte og Beſegling af Erkebiſkoperne, Biſkoperne, alle Capitler og Abbeder, alle Kirkeforſtandere, der tillige vare Prælater, hele Rigsraadet, 50 af de bedſte Riddere og Svene, og ti af de bedſte Kjøbſtæder i hvert af Rigerne, ſamt for Kong Albrechts Vedkommende ogſaa af hans Fader og Brødre[29].

Saaledes lyde Hovedbeſtemmelſerne i denne beſynderlige Tractat. Der findes nogle andre, mindre væſentlige, ſom vi have forbigaaet. Man ſkulde tro, naar man gjennemlæſer dem, at en ſaadan Tractat umuligt kunde være bleven afſluttet, og at Documenterne aldrig have exiſteret. Men de baade have exiſteret, og exiſtere endnu, tilforladeligt nok, den af Valdemar udſtedte Gjenpart, med hans Segl endnu hængende derved, i det mecklenburgſke Archiv, og den, ſom Hertugen udferdigede i Kong Albrechts Navn, med Hertugens og hans to andre Sønners Segl, i det danſke; begge formodentlig aldeles i den Stand, ſom hver af Parterne bragte dem hjem fra Aalholm. Nogen mere hjerteløs og forræderſk Fremgangsmaade, end den, Valdemar her tillod ſig mod Haakon, kan man neppe foreſtille ſig; han ej alene lod ſig afſtaa Landſkaber og Slotte, der med Rette tilhørte ham og hans Fader, men tilſagde endog hans Medbejler varigt Venſkab, gik ind paa at forſvare denne Medbejler mod ham ſelv, og betingede ſig koldblodigt, at hans Fader ſkulde holdes fangen indtil ogſaa han havde bekvemmet ſig til at indrømme, hvad man forlangte. Men ved Siden deraf ſynes der endog at være noget overmaade eenfoldigt i hans Falſkhed. Thi hvor ſkulde han vel for Alvor kunne tro, at det ſvenſke Raad, der allerede havde lagt ſaadan Forbittrelſe for Dagen over Skaanes Afſtaaelſe, ſkulde have villet gaa ind paa de endnu langt ſtørre Indrømmelſer, ſom denne Tractat foreſkrev i Kong Albrechts Navn? Eller hvorledes ſkulde vel endog Kong Albrecht ſelv have vovet at indvilge heri? Og endnu mere: kunde Hertug Albrecht ſelv mene det oprigtigt, eller kunde Valdemar tro, at han meente det oprigtigt, naar han forbandt ſig til at faa ſin Søn til at gjøre Afſtaaelſer, der maaſkee vilde vekke ſaadan Forbittrelſe, at han miſtede det nyserhvervede Rige? Kunde han endog vove at forelegge det ſvenſke Raad en ſlig Tractat til Beſegling? Det Hele er en Gaade, og man friſtes halv om halv til at gjette paa, at begge Parter egentlig kun have ſøgt at overliſte hinanden; at Albrecht fornemmelig har ſøgt at vinde Tid, og holde Valdemar oppe med gode Løfter, ſom han ikke tænkte paa at opfylde, medens han tillige havde et Document i ſin Haand, ſom han i Nødsfald kunde bruge for at ſette Splid mellem ham og Haakon, naar han lod denne faa det at ſee, medens Valdemar paa ſin Side ligeledes troede at have et Document, ſom han i Nødsfald kunde bruge til at compromittere Albrecht for det ſvenſke Raad, men ſom ogſaa under visſe Omſtændigheder kunde være ham eller hans Efterfølgere nyttigt ſom Adkomſtbrev, hvorfor han endog faa Maaneder efter lod tage en bekræftet Copi deraf, ſaaledes ſom nedenfor vil blive omtalt[30]. Det er heller ikke den ringeſte Beſynderlighed ved denne Tractat, at ſaa vel den foregivne Udſteder Kong Albrecht, ſaaledes ſom det allerede ovenfor er nævnt, ſom ogſaa Kong Haakon, hvis Vee og Vel den ſaa væſentligt angik, ej alene vare fraværende, men endog, ſom det ſynes, aldeles uvidende om, hvad den enes Fader, den andens Svigerfader forhandlede paa Aalholm. Haakon havde den 30te Juni været i Kjøbenhavn[31], og var da maaſkee paa Vejen til Gotland, ſom førſt ved den Tid kan være kommet i Valdemars Beſiddelſe, o.a hvis Erobring ſandſynligviis netop ſkete ved Haakon, hvilken vi kort efter ville finde paa de ſelvſamme Kanter, beſkjeftiget med at beleire Kalmar, og tilbagevinde Øland med Borgholm[32]. Ikke engang en Stilſtand ſynes at have været afſluttet, eller Fjendtlighederne i Sverige indſtillede, ſaalænge disſe Underhandlinger ſtod paa. Ja der forudſættes endog, at der fremdeles ſkulde vindes Slotte og Landſkaber i Kong Valdemars Navn; altſaa ſkulde endog Hertug Erik, eller de danſke Krigere, ſom nu laa paa Gotland eller Øland, og agtede ſig mod Kalmar, ikke vide et Ord om, at om de endog indtog denne ſidſte Stad, var det alene for ſtrax efter at give den tilbage til Kong Albrecht, og deres hele Møje ſkulde ſaaledes være overflødig, ſaafremt Tractaten opnaaede Ratification. Det er altſaa øjenſynligt, at Transactionen for det førſte ſkulde blive den dybeſte Statshemmelighed endog for Kong Albrecht, indtil man troede at have fundet den belejlige Tid til at rykke frem med den, og formodentlig har det været den fælles Aftale, at man fra begge Sider, dog iſær fra Hertugens, ſkulde ſondere Gemytterne, hvorvidt det overhoved var raadeligt, at offentliggjøre den eller det var ſandſynligt, at den vilde blive ratificeret. Vi ville ogſaa ſee, at hiint belejlige Øjeblik neppe nogenſinde kom, og at den vedblev at være en Hemmelighed, ſaa at idetmindſte Kong Haakon neppe nogenſinde havde den Ærgrelſe at erfare dens Tilværelſe, medens de politiſke Forhold, ſom ſtrax efter udviklede ſig, fra begge Sider ophævede Spørsmaalet eller endog den blotte Tanke om dens Ratification.

Ved Siden af det dobbelte Hovedbrev, hvis Indhold vi her have meddeelt, udſtedte Valdemar og Hertugen ogſaa gjenſidigt nogle andre mindre Forſikringsbreve, af hvilke det merkeligſte er et, hvori Mecklenburgerne fritog Valdemar fra Forpligtelſe til at udbetale hine 10000 Mk. brendt, hvorom der i det Foregaaende oftere har været Tale. Forpligtelſen, indgaaet ved Svig, traadte i Kraft ved Svig og ophævedes nu igjen ved Svig; men Sagen fik kun den Vending, ſom om Valdemar havde en Contrafordring paa Albrecht for den Skade, dennes Stæder Roſtock og Wismar havde tilføjet ham ved Helſingborg 1362, og ſom nu liqvideredes mod hiin. Der beſtemtes endvidere, at de Fanger, der paa begge Sider vare gjorte ſiden Pints, ſkulde ſettes paa fri Fod. Fremdeles beſtemtes det, at Hertug Erik ſkulde være fri for alt Anſvar for hvad han og hans Mænd nu havde gjort i Sverige. Endelig garanterede Valdemar ogſaa Kong Albrechts Arvinger Beſiddelſen af de til ham afſtaaede Landſkaber, medens Hertugen udtrykkeligt lovede, at Kong Albrecht til næſte Kyndelmisſe, altſaa ved den foreſtaaende Sammenkomſt, ſkulde beſegle ſaavel det egentlige Frihedsbrev, ſom alle de øvrige, der nu i hans Navn vare udſtedte. Det falder af ſig ſelv, at der ogſaa førſt da kunde være Tale om at faa de øvrige Medbeſeglinger eller Ratificationer fra ſvenſk Side[33].

Imidlertid vedblev Feiden i Sverige ſom før, uden at nogen der ſynes at have haft den mindſte Anelſe om, hvad der foregik paa Aalholm. Hertug Erik af Seiren og Kong Haakon belejrede Kalmar. Ved denne Lejlighed var det, at Haakon fik Borgholm med Øland ti ſin Magt. Stæderne havde oftere foreſlaaet ham og hans Fader at indløſe dette Slot, ſom det lader til de i Længden fandt meget byrdefuldt og bekoſteligt at have i Forſvar, ſaa endog at de enkelte Stæder, der tourviis ſkulde overtage Byrden, ideligt ſøgte at ſkubbe den fra ſig. Det var nu Greifswaldes og Stettins Tour, og de ſynes at have fordret nogen overordentlig Hjelp dertil paa Hanſedagen i Lübeck 1366, thi det blev her beſtemt, at ingen ſaadan Hjelp ſkulde tilſtaaes dem, men at man derimod ſkulde beordre Hr. Frederik Suderland, der nu havde Befalingen over Slottet for hiine Stæders Regning, at han ſkulde blive der indtil Michelsdag, da han ſkulde afløſes af Gregor Swerthing paa Roſtocks Vegne; forlod han det før, eller indtraf der imidlertid noget galt, maatte dette komme de to Stæder til Anſvar. Men endnu inden Swerthing kom, havde Hertugen af Saxen truet med at tage Slottet med Magt, hvis det ej overgav ſig med det gode, og Fredrik Suderland havde da fundet det raadeligſt, heller at overgive det til Kong Haakon, mod Løfte om at denne ſiden ſkulde ſende fire Riddere til Stæderne for at berigtige Sagen med dem[34]. Dette røber forreſten, at der heller ikke mellem Hertug Erik og Kong Haakon har været nogen gjenſidig Tillid eller fuldkommen god Forſtaaelſe: Haakon havde vel forlænge ſiden merket, at Erik ſøgte at tilvende Kong Valdemar eller ſig ſelv alle Erobringer. Det lykkedes dem vel ikke at indtage Kalmar, men deres Fremgang forreſten ſynes dog nu at have ængſtet Kong Albrecht og de ſvenſke Herrer lidt, iſær da det lader til, at de danſke Befalingsmænd i Verend og Finnveden gjorde Miner til at ville trænge frem over Holaveden til Øſtergotland. Thi den 28de September ſendte Kong Albrecht, der da befandt ſig i Linkøping, Raven Barnekow og Bo Jonsſøn med endeel andre Krigsmænd til det nys gjenopførte Slot Humlaborg, for, ſom det heed, at forſvare ſaavel dette og Rigets Grændſer, ſom Riget ſelv overhoved, men medgav dem derhos ſærſkilt Fuldmagt til at gjøre Aftale med Kong Valdemar, Kong Haakon, eller dem af disſes Befalingsmænd, ſom de dertil maatte befuldmægtige, om Stilſtand og andre Ting, der kunde være Riget til Nytte[35]. Om disſe Herrer virkelig aabnede ſlige Underhandlinger, og med hvad Udfald, vides ikke, men ſaameget ſynes viſt, at en Art af Stilſtand blev indgaaet, hvad enten det nu ſkete paa denne, eller paa en anden Maade; thi Kong Haakon var allerede den 2den October tilbage paa Baagahuus[36], og man hører den hele Vinter ikke noget om yderligere Fjendtligheder. Dog fik Kong Albrecht i Vinterens Løb Lejlighed til at gjøre en vigtig Erobring uden Sverdſlag. Det er allerede ovenfor berettet, at Kong Magnus i ſin Nød havde betroet Tydſkeren Gerhard Snakenborg Axevalla Slot. Med ham ſatte Kong Albrecht ſig i Forbindelſe, og ſkjenkede ham den 9de October „paa Grund af de Tjeneſter, han i Fremtiden ſkulde gjøre ham ſelv og Riget“, Gaarden Aaranes i Kinnehered, hvilken han ſom Kong Magnus’s private Ejendom havde inddraget under Kronen. Denne Tjeneſte var hverken mere eller mindre end at overgive det ham betroede Slot[37]. Sagen havde, ſom det lader, et ſaa hæsligt Udſeende for den beſtukne Forræder, at man for at opretholde hans Ære maatte faa den fangne Konge til at udſtede et Brev, hvori han, „i den ſtore Spiſeſal paa Stockholms Slot“, og i Overvær af Hertug Albrecht og flere tydſke Herrer ſamt Biſkop Nikolas og Karl Ulfsſøn Marſk, „fri for Lænker, ſkjønt ikke for Fangenſkab“, erklærede, at han ſelv havde fordret Slottet tilbagegivet, i Haab om derved at vinde ſin Frihed, ſamt at Gerhard derfor under ſamme Haab havde givet det tilbage, hvorfor det var ſaa langt fra, at han nu eller ſenere vilde bebreide ham for dette Skridt, at han tvertimod altid vilde være ham taknemlig for den Troſkab og Velvilje, han havde viiſt, og ſtedſe ſige, at han i dette Stykke havde handlet ſom en brav og tro Tjener[38]. Denne ſaakaldte Tilbagegivelſe til Magnus, der her ej engang vover at kalde ſig mere end Norges Konge, beſegler alene med ſit norſke Segl, og giver derimod ſin Medbejler Titel af Sveriges Konge, betyder naturligviis intet andet, end en Overgivelſe til Mecklenburgerne, og det varede heller ikke længe, førend disſe lod Slottet tage i Beſiddelſe, thi den 16de Januar blev dette Brev udferdiget, og den 29de ſendte Hertug Albrecht Folk derhen[39]. Om Kong Magnus’s Frigivelſe høres derimod ikke et Ord, og hvad derom yttredes i Brevet, var viſtnok alene et Mundsvejr. Det hele Brev er ſandſynligviis forelagt ham ferdigt ſkrevet til Beſegling. Desuden var nu Hertugen kommen til Sverige, ſaavidt man kan ſee ved Nytaarstider[40], og han havde jo nys givet Tilſagn om at Magnus ſkulde blive holdt faſt indtil han havde gaaet ind paa de Betingelſer, man fordrede.

Imidlertid nærmede den Dag ſig, da Hertugen og Kongen ifølge Tractaten paa Aalholm ſkulde drage til Kalmar, for at møde Kong Valdemar. At han i den Henſigt var kommen til Sverige, kan neppe betvivles, og det er ligeledes viſt, at han ved den Tid virkelig reiſte med ſin Søn Kongen til Kalmar, hvorfra de førſt en Maaneds Tid derefter kom tilbage[41]. Men der er ingen Tegn til, at hele Raadet fulgte med, ſom Beſtemmelſen var, end mindre til at der har været Tale om nogen Ratification. Nogle Prælater og Raadsherrer fulgte vel med til Kalmar, nemlig Biſkop Nikolas af Linkøping, Biſkop Magnus af Veſteraas, Benedict Philipsſøn og Bo Jonsſøn[42], men disſe vare kun en liden Deel af Raadet; deres Nærværelſe var ogſaa i andre Henſeender nødvendig; det er ikke engang afgjort, om Hertugen havde indviet dem i, hvad der var i Gjere; og desuden, om ſaa var, da var det en ganſke anden Sag at betro ſig til enkelte paalidelige Tilhængere, end til en heel Mængde. Valdemar gjorde ikke engang en Mine til at ville indfinde ſig, derimod begav han ſig til Pomern, hvor han den 25de Januar i Stralſund lod optage en Notarial-Afſkrift af Hertug Albrechts aalholmſke Hovedbrev, bekræftet ſaavel med Hertug Vartiſlavs ſom Stadens Segl; han maa altſaa allerede have vidſt, at Sammenkomſten ikke vilde lede til noget Reſultat, men alligevel villet ſikkre ſig et Document, der maaſkee med Tiden kunde komme ham til Gode[43]. Brevene henligge endnu, ſom ſagt, den Dag idag i det danſke og det mecklenburgſke Archiv, ganſke i ſamme Tilſtand ſom da Valdemar og Albrecht ſkiltes fra hinanden paa Aalholm, de danſke Gjenparter uden andre Segl end Valdemars, de meckleuburgſke uden andre end Albrechts og hans to Sønners. Ratificationen er ſaaledes ganſke viſt ej alene ikke paafulgt, men Hertug Albrecht har ſandſynligviis endog ved ſin Ankomſt til Sverige overtydet ſig om at det ikke engang var raadeligt at nævne noget om Sagen for de ſvenſke Herrer, da de rimeligviis vilde blive altfor opbragte derover. Desuden er det højſt ſandſynligt, at de Fordele, ſom Kong Albrecht nys havde vundet, i Forbindelſe med den truende Stilling, ſom vi ville ſee at Hanſeſtæderne allerede havde begyndt at antage mod Valdemar, forekom Hertugen at aabne ſaa gode Udſigter til at erhverve fordeelagtigere Vilkaar end de aalholmſke[44], ja maaſkee endog til ganſke at knuſe Valdemars Overmagt, at han fandt det klogeſt at ignorere den hele Transaction, og neppe engang til ſin Søn Kong Albrecht har nævnt et Ord derom, medens Valdemar paa ſin Side af de ſamme Grunde nu maatte finde det dobbelt nødvendigt at ſikkre ſig ſin Svigerſøn Kong Haakons Venſkab, og derfor dobbelt utilraadeligt at lade Forhandlinger, der røbede hans Troløshed imod ham, komme til offentlig Kundſkab. Saaledes kan man da vel antage, at de bebudede Forhandlinger ved Kalmar og Bryms ikke fandt Sted. Kong Albrecht og hans Fader havde ligefuldt Erende i Kalmar, thi det lader til, at de der have haft en Sammenkomſt med de holſtenſke Grever[45], der nu igjen begyndte at ſlutte ſig til Valdemars Fjender, og ſom formodentlig ej vare lidet virkſomme i at organiſere den ſtore Coalition, der endnu i dette ſamme Aar dannede ſig imod ham. Paa denne Viis maatte da alt, hvad der var beſtemt ved Modet paa Aalholm, anſees ſom dødt og magtesløſt, og Krigstilſtanden vedblev ſom hidtil.

  1. Hvorvidt den allerede forhen omtalte, af Haakon den 26de April 1365 i Oslo udſtedte og af Vinalde Henriksſøn beſeglede Forordning om Olafsſkot og Hallvardsſkot er givet, medens Haakon ſelv opholdt ſig i Oslo, er vel uviſt, da der ikke udtrykkeligt tilføjes, at han var nærværende, men dette Tillæg plejede nu ſjelden at ſkee uden naar der beſegledes med Secretet, og Forordningens Indhold ſynes rigtignok at forudſette en umiddelbar Befaling fra Kongen.
  2. Kongen ſiger om Gottſkalk i Indlæggene af 1370 (l. c. S. 690): „Gottſkalk plyndrede endog os ſelv og andre fra Baagahuus Slot, og brændte vore Jorder, hvilket vi endog gjerne havde gjengjeldt ham, hvis vi havde kunnet det“. I de islandſke Annaler (Udg. S. 314) ſtaar der for 1364: „Gottſkalk, en tydſk Mand, begyndte Ran i Norge“ o. ſ. v. At det er Skarpenberg, kan der ej være Tvivl om. En af de plyndrede Islendinger, Nikolas Broddesſøn (af Flatatunga), var ellers et ſlet Subject, ſom det i det følgende vil ſees.
  3. Isl. Annaler for 1366 (Udg. S. 314, 316).
  4. Da Kong Albrecht var kommen tilbage til Sverige inden 27de Septbr., maa ogſaa Slottets Overgivelſe og Narves Hjemkomſt til Norge have fundet Sted for den Tid.
  5. Suhm, XIII. 554, efter Rudloffs meckl. Geſch. II. p. 472. Suhm ſlutter heraf, viſtnok rigtigt, at Valdemar paa den Tid befandt ſig i Jylland.
  6. See Stædernes Receſs paa Hanſedagen i Lübeck 25de Mai 1365, Lappenbergs Sartorius II. 568.
  7. Kong Haakons Brev fra Aalborg af 8de Juni 1365, Dipl. Norv. I. 386. Derhos kan man, ſom vi ogſaa her ſtrax nedenfor omtale, med temmelig Vished ſlutte til Haakons Nærværelſe i Danmark af de to under 26de Auguſt og 1ſte September af Paven bevilgede Supplicationsroller. Anſøgningerne ſelv maa have været afſendt ſaa lang Tid forud for enhver af dem, ſom man behøver til at reiſe fra Jylland til Avignon, og det kan ikke have været ſtort over 14 Dage.
  8. Originalen til denne Forliigsact ſkal ifølge Suhm XIII. 557 findes i det danſke Geh. Archiv, men han meddeler det dog kun efter Huitfeldts Overſettelſe (Huitf. S. 536—538), og den er heller ikke andetſteds aftrykt i Original, hvilket er meget ilde, da vi ſaaledes ikke kunde faa den Oplysning om nogle tvivlſomme Udtryk, ſom vi faa højligt kunde ønſke. Ordene „Kongen af Sverige eller Norge“ har nemlig ſedvanligviis været forſtaaet ſom om Albrecht meentes ved den førſte, og ſom om det altſaa kunde ſtaa Henrik frit at underſtøtte Albrecht eller Haakon, hvem han vilde. Men det er dog ikke rimeligt at Valdemar allerede nu ſkulde have tilladt, at man gav Albrecht denne Titel; og man ſeer desuden tydeligt, hvad der beſtyrkes ſaavel af det venſkabelige Forhold mellem Kong Haakon og de megtige jydſke Herremænd, Haakons Anſøgninger til Paven legger for Dagen, ſom af den Omſtændighed, at vi virkelig ej finde Grev Henrik ſom activ Deeltager i Kampen mod Kong Valdemar og Haakon førend efter Aalholmerforligets Opløsning, at det her gik ud paa Foranſtaltninger, der ſigtede til Mecklenburgernes Skade, men hvormed Valdemar og Henrik dog ikke undlod at ſørge paa det Bedſte for ſin egen Fordeel, ligeſom de vel heller ikke af Hjertet meente hinanden det godt, eller havde nogen Tillid til hinanden. Det er endog høiſt rimeligt, at Haakon ſelv og hans Faders Raadgiver Biſkop Gottſkalk vare tilſtede ved Forhandlingerne, ſee S. 772. Men ſet endog, hvad der forekommer mig aldeles utroligt, at Albrecht her ſkulde være meent, ſaa ligger der alene i det frie Valg, der tilſtedtes Henrik, en Antydning af at han efter Behag kunde underſtøtte Haakon og Magnus, og Forliigsactens Betydning bliver ligefuldt omtrent den ſamme. Den viſer ſig ganſke beſtemt ſom en Følge af Haakons Nærværelſe hos Valdemar.
  9. Man ſeer dette tydeligt nok af den Beſtemmelſe i Aalholmsfordraget 1366, der foreſkriver, at K. Albrecht og Hertugen efter ½ Aars Forløb ſkulde indfinde ſig i Kalmar, og Valdemar i Slottet ved Brynje, for yderligere at befæſte Freden; her er det nemlig aabenbart, at enhver af Fyrſterne ſkulde begive ſig til et ham ſelv tilhørende Slot, forat mødes paa Halvvejen; Bryms tilhørte Valdemar, altſaa tilhørte Kalmar Hertugen, og desuden maatte vel Henrik paa en eller anden Maade have været nævnt, hvis Kalmar endnu havde tilhørte ham. Belejringen af Kalmar Slot, der fandt Sted 1366 ved danſke og norſke Krigsfolk under Erik af Seiren og Kong Haakon, vilde ligefrem ſtride mod Forliiget i Kolding, hvis Kalmar havde tilhørt Henrik. Endog i 1370, efterat han forlængſt havde taget Parti med Hertugen, og egtet hans Datter (hvilket ej kan være ſkeet ſer, men ſnarere ikke ubetydeligt ſenere end 1365, ſee Suhm XIII. 567) ſee vi nogle af Hertugens Mænd i Beſiddelſe af Dele af Kalmars Lehn, Styffe, Bidrag S. 127—130.
  10. Stædernes Bekjendtgjørelſe af 30te Septbr. er aftrykt i Lappenbergs Sartorius II. 574 af 22de Novbr. efter Originalen i Lübecks Archiv, hos Suhm XIII. 847, og den af ham ſamme Dag udferdigede Bekjendtgjørelſe om Stædernes Friheder i Skaane, i Lappenbergs Sartorius li. 575. Bekjendtgjørelſen af 30te Septbr. 1365 er hos Willebrandt S. 37, Pontanus hist. Dan. I. 492, Huitfeld S. 529 og Suhm XIII. 505, ſamt maaſkee paa flere Steder, urigtigt henført til 1363.
  11. Gottſkalks Nærværelſe ſees deraf, at han er en af dem, der medbeſeglede Kong Valdemars nysnævnte Frihedsbrev. Blandt dem nævnes ogſaa Biſkop Bertram af Lübeck, og han var netop en af de tre Executorer, ſom Paven ifølge en af ham kort efter hans Udnævnelſe til Biſkop (6te Marts 1364) indgivet Anſøgningsrolle havde under 20de Marts ſamme Maaned beſkikket til at indſette ham paa Biſkopsſtolen og ved Truſel om geiſtlige Straffe tvinge hans Modſtandere til at vige. De to øvrige Executorer vare Erkebiſkopen af Lund og Biſkopen af Roeskilde. (Regest. Suppl. Urban. V. ann. 2. p. 2. fol. 5).
  12. Sammeſteds, ann. 3. p. 2. fol. 195. 217. Den førſte Supplicationsrolle angaar Lægmændene, og merkeligt nok nævnes ogſaa K. Magnus her ſom en af Medanſøgerne, hvilket ogſaa antyder, at han har befundet ſig i Frihed, om ikke tilſammen med Haakon i Danmark. De Herrer, for hvem Haakon og Margrete ſøge, ere Stig Andersſøn med Huſtru Tove, Nikolas Offesſøn og Johanna, Nikolas Eriksſøn (der ſkrives altid Eyson) og Sophia, Lage Ofſesſøn og Cecilia, Detlev Maue og Eliſabeth, Laurents Freggersſøn og Liva, Jens Ebbesſøn og Margrete, af Aarhuus, Børglums, Slesvigs og Lunds Diøceſer. Kong Magnus’s Candidater vare Nikolas Lembeke og Berta, Jens Nilsſøn og Margrete, Benedict Anefeld og Katharina, Detlev Stampe og Ida, af Aarhuus og Odenſes Diøceſer.
  13. Der er to Breve, indeholdende Afgjørelſe af Ejendomstrætter paa Voſs, udſtedte i Haakons Navn i Bergen d. 6te October og 6te Novbr. 1365, og beſeglede af Vinalde Henriksſøn (Dipl. N. VI.); viſtnok ſtaar der ikke udtrykkeligt, at Haakon var tilſtede, men der er heller intet, ſom forbyder at antage, at han i den Tid var paa den Kant, helſt da han desuden, ſom ovenfor bemerket, i Indlæggene af 1370 udtrykkeligt taler om de Ulovligheder, ſom Tydſkerne begik „under hans forrige Ophold i Bergen“, hvortil man ved nøje at gjennemgaa alle Oplysninger om de Steder, hvor han opholdt ſig fra 1365 til 1370, ej kan finde nogen anden Tid i disſe Aar. Desuden er det i ſig ſelv rimeligt, at de Voldſomheder, hvorover han klager, netop ere de, ſom foregik i Anledning af Striden med Sigurd Hafthorsſøn 1364 eller 1365.
  14. Lappenbergs Sartorius, II. 696.
  15. Endnu paa Hanſedagen i Stralſund den 24de Juni klagedes der fra Bergen over, at Kongen endnu ikke havde bekræftet de af hans Fader og hans Forgængere givne Privilegier. Jvfr. ovf. S. 708, Not. 2.
  16. Lappenbergs Sartorius, II. 687. 688. 690, jvfr. 592. og Dipl. N. III. 350, 352. Denne her omtalte Hr. Peter Fletning, altſaa vel en Flamlender, ſynes at have været boſat i Norge. Af Brevet i Dipl. Norv. IV. 461 ſees, at han i en Tid før December 1366 havde Gaarden Huſeby i Oslohered i Bygſel af Biſkop Hallvard.
  17. Sammeſteds S. 567. 584. 585. 592.
  18. Sammeſteds, S. 592.
  19. Der haves et Brev fra Kong Albrecht, dateret Stockholm 27de Septbr. 1365. Mellem dette og det ſer omtalte af 26de Juli 1365, udenfor Aabo Slot, er endnu intet Brev opdaget.
  20. Dette ſeer man fornemmelig af Tractaten til Aalholm, hvorom nedenfor. De Hereder, ſom i denne blev afſtaaede til Valdemar, maa han have erobret, altſaa Verend og Finnveden i Smaaland, Kinds- og Marie-Hered i Veſtergøtland. Finnveden havde Valdemar maaſkee i ſin Beſiddelſe allerede ſiden 1362. Kong Haakons Nærværelſe paa Toget nævnes ikke udtrykkeligt, ligeſaalidet ſom Valdemars: muligt at de begge vare med, muligt og at ingen af dem deeltog; med Sikkerhed vides intet. Der er dog intet Brev af dem fra den Tid, udſtedt andenſteds, eller rettere, der findes intet Brev fra dem lige fra Nytaar til Udgangen af Juni 1366. Har Valdemar været med, maa han dog være dragen hjem for de Underhandlingers Skyld, hvorom der i det følgende tales, og Haakon, der d. 30te Juni var i Kjøbenhavn (Dipl. N. V. 254), var da maaſkee paa Vejen til Gotland, ſ. nedenfor. Hertug Eriks Deeltagelſe i Krigen fremlyſer af de aalholmſke Documenter, hvorom nedenfor.
  21. Man maa ſlutte dette af Raven Barnekows Regnſkaber over de Heſte, hans Mænd havde tabt, Styffe, Bidrag S. 103—105. Der tales om flere, ſom havde tabt Hefte ved Ljodhuus, og paa Verve, et Par ogſaa ved Søderkøping, en ved Arboga, en ved Openſteen. Denne Borg laa i nuværende Aasarps Sogn, nogle ſaa Mile ſøndenfor Ulrikehavn, og var opført 1362.
  22. At Ljodhuus maa have været i Mecklenburgernes Vold maa ſluttes af Forbeholdet ved Tractaten til Aalholm, ſee nedenfor.
  23. Dette ſees ligeledes af Tractaten, det vil ſige det Exemplar, ſom Hertugen af Mecklenburg udſtedte til Valdemar. Man ſeer det endvidere af Titlerne paa enkelte nu tabte Documenter, der forekommer i Beckers: „Eldſte danſke Archivregiſtraturer“.
  24. Paa Hanſedagen i Lübeck den 24de Juni 1366 indfandt der ſig Sendebud fra Grev Henrik med Klager af ovenanførte Indhold. Stæderne, lod han ſige, havde givet ham Forſikkring om Skadesløsholdelſe. Men de ſvarede, at de vidſte ikke af nogen ſaadan Forſikkring at ſige, og havde ikke lovet at give ham noget, thi der handledes her kun om Kongen af Sveriges Deel (altſaa vel etſlags Forløfte for hvad denne ſkulde yde); dog havde de forreſten altid ſøgt at varetage hans Interesſer (Lappenbergs Sartorius, II. 577). At Gotland blev erobret, ſandſynligviis ved Kong Haakon, vil ſees i det følgende.
  25. See fremdeles Raven Barnekows Regnſkaber, Styffe, Bidrag S. 10l, 105, 106, cfr. S. XI. Dalarnes Erobring maa have været fuldført inden 24de Juni, thi fra den Dag begyndte Barnekow, ſom dermed forlenedes, ſit Regnſkab over Beſtyrelſen. l. c. S. III.
  26. At ogſaa Hertugens Sønner Henrik og Magnus vare med ved denne Lejlighed, antages ſedvanligt, fordi deres Segl findes under Brevene tilligemed Hertugens. Men naar man ſeer, hvor tydeligt den hele Transaction er lagt an paa, for det førſte at holdes hemmelig, maa denne Antagelſe forkaſtes. Det kunde jo alene koſte Hertug Albrecht et eneſte Ord at faa ſine to Sønner til forud at beſegle de ubeſkrevne til den vordende Tractat beſtemte Pergamenter, ſom han medbragte.
  27. De nysnævnte Landſkaber i Veſtergøtland og Smaaland vare ſaaledes de, ſom Valdemar eller hans Mænd eller maaſkee, naar det kommer til Stykket, Kong Haakon ſelv og Hertug Erik af Saxen inden Pintſen 1366 deels havde erobret, deels forud havde i ſin Beſiddelſe. Og disſe ſidſte udgjorde viſtnok det meſte, eller idetmindſte ligeſaameget ſom de erobrede Landſkaber, thi Størſtedelen af Veſtergøtland maa allerede før Krigen have været i Haakons Hænder, med mindre man maa antage, at de af Kong Albrecht udſendte mecklenburgſke Krigsmænd, da de trængte frem lige til Ljodhuus, ogſaa ved ſamme Lejlighed beſatte det øvrige af Veſtergøtland, ſaa at det maatte erobres tilbage. Det er ikke uſandſynligt, at noget ſaadant har fundet Sted, og at Valdemar har behandlet det, ſom man i nyere Tider behandler Skibe, der, efter at have været erobrede af Fjenden, men ſiden befries af Krigsſkibe fra det Land, hvortil de ſelv høre, tilfalde Beſætningen paa disſe ſom god Priſe, ikke deres egne oprindelige Ejere. Gotland var vel ikke ſaa tidligt blevet erobret, thi efter al Rimelighed blev det taget umiddelbart før Tractaten ſluttedes, ſom det i det følgende ſkal viſes. Hvad den omtalte Halvdeel af Hiſingen angaar, da menes herved Tuve og Lundby Herreder, der, ſom bekjendt, hørte til Veſtergøtland, og ſaaledes udgjorde en Deel af Ljodhuus’s eller nu Elfsborgs Lehn. Retten til dem havde oftere været Gjenſtand for Tviſt mellem Norge og Sverige; Kong Valdemar Byrgesſøn havde i ſin Trængſelstid endog afſkaaet dem til Kong Magnus Haakonsſøn 1276 (Becker: ældſte Archivregiſtraturer I. S. 75), men denne Afſtaaelſe havde da ej længer Kraft. Det er aabenbart denne Afſtaaelſe, ſom Huitfeld ved en Misforſtaaelſe har henført til Kong Valdemar Chriſtophersſøn og Magnus Eriksſøn; og ſaaledes kunne vi herved berigtige, hvad derom ovenfor S. 573 er yttret.
  28. Dette Slot laa ved Brymſe-, Brømſe- eller rettere Brimſe-Aaen, der danner Grændſen mellem Bleking og Smaaland (Møre), altſaa lige til 1658 dannede Grændſen mellem Danmark og Sverige. Ved at pasſere den over Aaen førende Bro, Brymſe- eller Brømſe-Broen, kom man ſaaledes fra det ene Rige i det andet. Paa dette Sted holdtes derfor ogſaa oftere diplomatiſke Sammenkomſter; den bekjendteſte er den, ſom ledede til Fredsſlutningen i 1645, der endog har Navn efter hiin Grændſebro: „Brømſebrofreden“.
  29. Disſe Artikler findes, ſom det ogſaa ovenfor i Texten ſtrax efter anføres, i de tvende Hoved-Documenter, ſom begge Parter udſtedte til hinanden, og ſom endnu forefindes i ſin oprindelige Stand, Valdemars i det mecklenburgſke, Hertugens i det danſke Archiv. De ere ogſaa begge trykte, Hertugens i Bilagene til Grams „Forbedringer“ l. c. S. 233, og Valdemars i Styffes „Bidrag“ N. 31, S. 49. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at efter de Tiders Skik ere de ikke ganſke ligelydende, idet nemlig eenſidige Forpligtelſer for den ene Part kun findes indført i det af denne udſtedte Brev, ſom Sikkerhed for Modparten. Hvad der ſaaledes her er fælles for begge Exemplarer, er egentlig kun Tilſagnet om Freden, om Mødet til følgende Aars Kyndelsmisſe, og Erklæringen om de egentlig ſvenſke Landſkaber og Slotte, ſom Valdemar ſkulde beholde. Artiklerne om at Vardberg og Halland garanteredes Valdemar, og at Magnus ſkulde holdes fangen o. ſ. v. findes følgelig kun i Mecklenburgernes Brev, medens Valdemar i dets Sted kun har Forpligtelſen til at underſtøtte Albrecht mod Haakon, hvis denne er gjenſtridig, indtil han vedtager Artiklerne. Derhos indeholder hans Brev næſt forud en Artikel, der næſten ſynes at ſtaa i Modſigelſe med hiin, og ſom formodentlig alene er indtagen for et Syns Skyld, nemlig at han overhoved er pligtig at ſøge Kong Albrechts, hans Faders og Brødres Bedſte i alle Dele og mene ham det troligt baade ei Sverige og udenfor, „undtagen i Norge“. Thi umiddelbart efter følger Artiklen om at tvinge Haakon til at antage Freden. Styffe, (Bidrag S. XLII) mener, at de ſæregne Artikler, ſom findes i Mecklenburgernes Brev til Valdemar, kunne anſees for hemmelige, og at de ikke indtoges i Valdemars Brev, fordi dette ſkulde forelægges det ſvenſke Raad, og Artiklerne derved ler kunde blive bekjendte for Haakon. Dette ſynes os dog ikke nødvendigt at antage, thi egentlig var jo alle Artiklerne hemmelige, ſom del nedenfor vil ſees, og hvad Valdemars Brev indeholdt, var allerede i og for ſig compromitterende nok, om Haakon erfarede det. Aarſagen til at disſe Artikler ej ere indtagne i Albrechts Brev, er ſikkert kun den ovenanførte.
  30. Man ſammenligne hermed Grams ypperlige Bemerkninger ved denne Tractat i hans ofte omtalte „Forbedringer“, l. c. S. 161—164.
  31. At Visby ved Midtſommertider 1366 endnu ikke var erobret, maa man ſlutte deraf at det ſendte en Deputeret til Hanſedagen i Lübeck den 24de Juni ſ. A. (Lappenbergs Sartorius II. S 576); men efter den Tid nævnes det ej mere ſom deeltagende i Hanſeſtædernes Forhandlinger.
  32. Kong Haakon indgik den 30te Juni i Kjøbenhavn en Stilſtand med Kampen, (Dipl. Norv. V. 254).
  33. Af de her omtalte Breve findes nu i det danſke Archiv følgende: a) Mecklenburgernes Brev om Fangernes Frigivelſe, b) deres Brev om Afkaldet paa Fordringen af de 10000 Mk.; c) deres Løfte om at ſkaffe Ratification paa Hovedbrevet, ſamt ogſaa paa de øvrige, hvoriblandt et, der ej findes i noget af de tvende Archiver, men ſom maa have været nedlagt i det ſaxen-lauenburgſke, nemlig det Brev, der fritager Hertug Erik af Samt for al Paatale. Disſe tre Breve er ligeledes trykte hos Gram, ſammeſteds S. 232, 238, ſom No. 34, 37 og 35. Alle ere forſynede med Hertugens og hans Sønners Segl. I det mecklenburgſke Archiv findes: a) Valdemars Garanti for Kong Albrechts Efterkommere til Sveriges Rige; dette mangler Segl; b) Valdemars Brev om„ at han nu, ſiden den ham af Grev Adolf af Holſten, ſom Mellemmand mellem ham og Hertugen, tildømte Erſtatning af 10000 Mk. er betalt, ej længer vil gjete nogen Fordring paa Erſtatning for den Skade, Hertug Albrechts Stæder Roſtock og Wismar havde tilføjet ham ved Helſingborg. Dette Brev har Valdemars Secret. Begge ere aftrykte i Styffes Bidrag ſom No. 33 og 32, S. 57, 55.
  34. Om alt dette, fornemmelig de borgholmſke Anliggender, ſee Lappenbergs Sartorius II. S. 530, 547, 548, 549, 562, 565, 566, 578, 580, 581, 582, 588, 690. At Borgholms Overgivelſe fandt Sted ikke længe for den Tid, da Swerting ſkulde overtage Commandoen, ſees deraf, at denne allerede havde begyndt at forberede ſig dertil, og indgav endog Fordring paa Erſtatning for hvad han i den Anledning havde udlagt. Sammeſteds S. 588.
  35. Dipl. Norv. III. Humlaborg, hvis Navn ſiden fordrejedes til Rumlaborg, laa paa den Biſkopen af Linkøping tilhørende Gaard Humlarums Mark, ved Huuskvarns-Elvens-Udløb i Vetteren, en Fjerdingvej øſtenfor Jønkøping. Den var altſaa nu paa en Viis at anſee ſom Grændſefæſtning. Kong Albrecht havde nys ladet den iſtandſætte eller ſandſynligſt fra nyt af opbygge, og tilſtod i Juli 1367 Biſkopen af Linkøping Erſtatning for, at man herved havde benyttet ſig af hans Beſiddelſer. Lagerbring III. 524.
  36. Han ſkjenkede da Laurents Bjørnsſøn, der ſiden var Høvedsmand paa Baagahuus, Havitsfors paa Dal „for hans Troſkabs Skyld“. (Dipl. N. VI.)
  37. Styffe, Bidrag, No. 34. S. 58.
  38. See herom ovf. S. 767.
  39. Sammeſteds No. 35, S. 59, jvfr. S. 88.
  40. Af Raven Barnekows Regnſkaber ſees det, at Kong Albrecht med ſin Fader den 1ſte Januar (der her, beſynderligt nok, ej kaldes circumcisio domini men feria quinta ante epiphaniam) „vendte tilbage“ med ſin Fader til Vreta. Derimod tales der ikke før den Tid, endog anden Juledag, noget om Hertugen, uagtet Kongen nævnes Juleaften (Styffe, Bidrag S. 93, 94). Altſaa er vel Hertugen indtruffen ved Nytaarsdagstider.
  41. At Hertugen og Kongen vare i Kalmar den 5te Februar, ſees af deres Brev til de holſtenſke Grever, hvorom nedenfor; at de d. 28de Febr. eller Faſtelavns Søndag kom tilbage til Nykøping fra Kalmar, ſees af Barnekows Regnſkaber, Styffe, Bidrag S. 97.
  42. Dette ſees af det nysomtalte Brev til humane, hvilket er beſeglet af de fire nævnte Herrer.
  43. Grams Forbedringer l. c. S. 164. 165. Man kunde vel ſige, at Valdemar med en gunſtig Bind kunde komme fra Stralſund til Brymſebro i Tiden fra 25de Januar til 2den Februar, men det er dog lidet ſandſynligt, at han, naar han agtede ſig derhen, ikke da heller ſkulde have reiſt den lige Vej did over Land, iſtedetfor førſt at gaa til Stralſund og derfra forſøge en ved Vintertid højſt uſikker Søreiſe til Bleking.
  44. Mesſenius (Scondia III. og III. p. 202, 203) veed her atter at ſupplere de hiſtoriſke Actſtykker med en tilſyneladende authentiſk og tilforladelig Beretning. Han ſiger nemlig, „at det var ſaa langt fra, at de Svenſke ſamtykkede i denne aalholmſke Tractat, at de meget mere paa denne Tid gjorde en ſtor Opſtand mod Albrecht, og kaldte Kong Haakon til Hjelp“. Dette har virkelig gjort Enkelte noget tvivlſomme øm, hvad de her ſkulde tro; de have tænkt ſig Muligheden af at Mesſenius dog maaſkee her kan have haft Actſtykker, ſom vi ej længer kjende. Men gjennemgaar man nøje, hvad Mesſenius anfører, ſaa ſeer man, at han her aldeles ikke har haft nogen anden Kilde end Huitfeld, hvilken han ogſaa citerer. Huitfeld meddeler (S. 539, 540) en Overſættelſe af den mecklenburgſke Gjenpart af Hoveddocumentet, ſaadan ſom den endnu forefindes i det danſke Archiv. Huitfeld nævner efter ſin Viis intet om, at den der kun er forſynet med de tre Mecklenburgeres Segl, har aabenbart ingen Foreſtilling om at ikke Kong Albrecht ſelv var tilſtede paa Aalholm og tvivler ikke et Øieblik om at Documentet baade er udſtedt af ham, og har fuldkommen Gyldighed. Umiddelbart derpaa meddeler han det Klagebrev over Mecklenburgerne fra Almuen i Upland, ſom Olaus Petri meddeler (S. 141) uden at anføre noget Aar, og ſom Huitfeld ſaaledes urigtigt faar indved 1367 iſtedetfor ved 1371, hvor det retteſt hører hjemme, ſom det i det følgende ſkal omtales. Heraf danner nu Mesſenius ſin Combination. Mesſenius er ligeſaa overbeviiſt ſom Huitfeld om, at Kong Albrecht ſelv var paa Aalholm. For ſin Beretning om „de Svenſkes“ Proteſt mod Tractaten har han ingen anden Hjemmel end dette ſidſtomtalte Brev, ſom dog ikke har det mindſte dermed at ſkaffe. At „de Svenſke“ undlod at indfinde ſig i Kalmar, viſer ſig ſaa meget mere at være hans egen Opfindelſe, ſom det er tydeligt, at han endog har ſammenblandet Raadsherrerne, der ſkulde møde i Kalmar, og ſom ikke tænkte paa at gjøre Opſtand, med den misfornøjede Almue, fra hvem Opſtanden udgik. At formodentlig hverken Kong Albrecht eller Raadsherrerne endog fik Tractatbrevet at ſee, derom har han ikke haft nogen Anelſe, ligeſaalidet ſom om at Huitfeld har fat Klagebrevet fire Aar for tidligt. Men de af Huitfeld meddelte urigtige Data have dog været ham nok til deraf at forme en tilſyneladende plauſibel Fortælling.
  45. Den 5te Februar 1368 fik Greverne i Kalmar Anviisning paa 100 Skippund Kobber aarligt af Kobberberget til Liqvidation i deres Fordring paa 3500 Mk. br. (formodentlig Reſten af den Gjeld, hvorfor Gotland var dem pantſat) Dipl. Dalekarl. I. 34.