Åpne hovedmenyen

Vi have allerede ovenfor viiſt, hvorledes Norge paa denne Tid allerede kunde ſiges at være i Fejde med Hanſeſtæderne, for ſaavidt ſom norſke Sysſelmænd eller Befalingsmænd opbragte deres Skibe, og de tydſke Kjøbmænd i Bergen, deres vigtigſte Tilholdsſted, ſtod paa en fjendtlig Fod med Sysſelmanden, Hr. Sigurd Hafthorsſøn: et Forhold, ſom formodentlig ogſaa gjentog ſig i de andre Buer, hvor Tydſkerne plejede at ferdes, iſær da Kong Haakon allerede ſiden ſit Ophold i Bergen 1361 havde lagt den beſtemte Vilje for Dagen, at opretholde de indenlandſke Kjøbmænds og Borgeres Rettigheder lige over for Udlendingerne. Denne Henſigt udtaler ſig iſær i den Forordning, han med ſin Fader udgav fra Stockholm i Marts 1362 til Bedſte for Tunsbergs Borgere, og hvor Kongerne fremſatte de ſkarpe Klager over Udlendingernes Tiltag og Unoder, ſom vi allerede ovenfor S. (129, 130) i have anført. Med Danmark var Forholdet uagtet den nys ſluttede Fred maaſkee endnu mere ſpendt. Allerede paa Hanſedagen i Roſtock lidt ſer Juul 1366 indkom der et Brev fra de preusſiſke Stæder, hvorved disſe ligefrem opfordrede de øvrige til at indgaa en almindelig Coalition mod Danmarks og Norges Konger; herpaa indlod de ſig vel ikke for Øjeblikket, ſvarende, at da der for var Krig, havde de preusſiſke Stæder, uagtet opfordrede til at tage Deel deri, undſlaaet ſig, hvorfor man havde indgaaet en Tractat, ſom man nu ikke vel kunde bryde; dog blev der fra ſamme Hanſedag ſkrevet til flere af Tractatens Medforlovere, og disſe bleve her gjorte opmerkſomme paa flere Krænkelſer af Tractatens Bud, hvori Kongen ſkulde have gjort ſig ſkyldig, ſamt anmodede om at tale ham til Rette[1]. Paa den næſte Hanſedag, der ligeledes holdtes i Roſtock, i Mai 1367, blev der handlet om den ſamme Sag, og der blev meldt, at Kongen af Danmark vel havde erklæret ſig villig til at dagthinge med de preusſiſke Stæder paa den Hanſedag, der ſkulde holdes i Stralſund ved Midſommertider, men at han desuagtet, medens dette hans Svar meldtes hine Stæder, havde tilføjet deres Borgere ſtor Skade ved at fratage dem Skibe og Gods. Der beſluttedes derfor, at enhver Stad indtil denne Hanſedag ſkulde afgjøre for ſig ſelv, om den ønſkede at ſlutte ſig til Preusſerne, og iſaafald give ſine Deputerede Fuldmagt desangaaende, ſamt til at vedtage, at Ingen indtil videre maatte beſøge Danmark og bringe Varer did. Ligeledes blev det allerede nu beſluttet, at indtil hiint Møde ingen af Stæderne maatte tillade Nogenſomhelſt at føre Vaaben eller Bryggerkar til Danmark eller Norge[2]. Nye Kaperier fra norſk Side vare nemlig i friſkt Minde. Vi have allerede nævnt om Hr. Narves Kaperier ved Marſtrand om Sommeren 1366. Kong Haakon oplyſte ſiden derom, at det ene af de tagne Skibe, der tilhørte Staden Lübeck, men var ladet i Wismar, var blevet tilbagegivet Skipperen og alene Ladningen anholdt, fordi den var mecklenburgſk Ejendom, og det andet Skib, der kom fra Aalborg, blev tilbagegivet eller erſtattet Vedkommende paa Kong Valdemars Foreſtilling[3]. Men i Februar 1367 havde Thorkel Baron og Bonde Viik atter opbragt et Skib, og derfra udtaget 49 Leſter Øl, hvilket Stæderne paaſtod var ſkeet efter Kong Haakons udtrykkelige Befaling, ſkjønt han rigtignok ſelv erklærede det Modſatte. Omtrent ſamtidigt tog Hr. Agmund Finnsſøn ved Eikundaſund 16 Leſter Øl, noget Lerred, Kjød og Sild fra en lübeckſk Borger, angivende ſom Grund, at disſe Varer vare indladede i et fjendtligt Skib, det vil ſtelt tilhørende en af de mecklenburgſke Stæder, hvis Skibe Kong Haakon udtrykkeligt havde advaret Lübeckerne mod at fragte, hvis de ønſkede ſine Varer uantaſtede, da Ladningen i ſlige Skibe vilde blive betragtet ſom fjendtligt Gods[4]. Her var ſaaledes allerede det ſamme Spørsmaal paa Bane, der ſidenefter har forvoldt ſaa mange Tviſtemaal og Forviklinger, nemlig hvorvidt frit Skib ſkulde gjøre frit Gods. Hvad der bidrog til Forviklingen, var det ubeſtemte Forhold, hvori Stæderne endnu ſtod til hinanden indbyrdes, ſaavelſom til de fremmede Magter. Disſe, og navnlig de nordiſke Konger, betragtede endnu ikke Stæderne ſom en ſamlet Magt, men alene ſom hørende til de Lande i hvilke de laa, og deres Forbindelſe kun ſom midlertidig. De norſke Konger havde egentlig kun underhandlet med Lübeck, til denne Stads Borgere havde de oprindeligt givet Privilegierne, og de øvrige Stæder, ſnart flere, ſnart færre, ſnart den ene, ſnart den anden, havde ſluttet ſig til disſe Underhandlinger, og faaet de fleſte af Privilegierne udvidede til lig. Men det var dog fremdeles egentlig kun Lübeckerne, med hvilke de norſke Konger og Nordmændene ſtod i uafbrudt og umiddelbar Berørelſe. Wismarerne og Roſtockerne betragtede de ſom mecklenburgſke Underſaatter, og deres Skibe og Gods ſom lovlig Priſe, ſaa længe Krigen med Sverige og Mecklenburgerne varede, medens Stæderne, derimod øjenſynligt vilde have det derhen, at idetmindſte de fem principale Stæder ved Øſterſøen i Udlandets Øjne ſkulde betragtes ſom en politiſk Eenhed, og nyde godt af den ſamme Frihed og Sikkerhed, ſom var tilſtaaet Lübeck. Heraf opſtod øjenſynligt de fleſte Knuder. Naar Nordmændene opbragte Skibe fra Wismar og Roſtock ſom mecklenburgſke, meente Stæderne at de ſamme Skibe ſkulde have været reſpecterede ſom hanſeatiſke. Hervar ogſaa Forholdet langt anderledes tvivlſomt end ved Lübeck, thi denne var en virkelig rigsumiddelbar Friſtad, uden nogen ſærſkilt Overherre; Wismar og Roſtock derimod vilde paa een Gang være ſelvſtændige-Republiker og mecklenburgſke Stæder, efterſom det var fordeelagtigſt at kunne henſkyde ſig ſnart rinder den ene, ſnart under den anden Kategori: paa ſaadanne uſikkre Diſtinctioner kunde man fra norſk Side ikke indlade ſig. Endmere ſvævende var Forholdet mellem de veſtlige Stæder, der ogſaa regnedes til Forbundet, og de øſtlige. Staden Kampen ved Zuyderſøen er et Exempel derpaa. Den havde i den forrige Krig, da Hanſeſtæderne vare forbundne med Kongerne Magnus og Haakon mod Valdemar, ſpillet en meget mislig Rolle. Dens og flere andre veſtlige Stæders Skibe ſkulde da have ligget i Øreſund for at beſkytte Handelsſkibene, indtil de tydſke Skibe kom, men i dets Sted ſluttede de hemmeligt en Stilſtand med Valdemar og reiſte hjem; og denne havde derved ſaa meget lettere for at overfalde og ſlaa de tydſke Skibe, da de kom. Herover bleve de tydſke Stæder forbittrede og anmodede nu ſelv Kongerne om at erklære Kampen og flere Zuyderſø-Stæder Krig[5]. Denne Krig var vel meſt en Krig paa Papiret, men den maatte dog give Anledning til de kampenſke Kjøbmænds Udelukkelſe fra Norge, ſaa længe den varede, og den vedvarede lige til Sommeren 1366, da Kong Haakon under ſit Ophold i Kjøbenhavn den 30te Juni indgik en Stilſtand med Kampens Borgere paa ubeſtemt Tid, og med tretten Ugers Opſigelſe paa begge Sider, hvilken de af Kampen ſkulde forkynde paa Baagahuus, men imidlertid frit kunne beſøge hans Lande[6]. Imidlertid vedvarede det ſpendte Forhold mellem Kampens og de øſterſøiſke Stæders Borgere, ſaa at nogle af de førſtnævnte endog fratog lübeckſke og andre Stæders Kjøbmænd Gods i en norſk Havn[7]. Her var det ſaaledes vanſkeligt for de udenfor ſtaaende at vide, hvad de havde at holde ſig til, om Stæderne virkelig kunde anſees for en ſamlet Magt, eller ej.

Paa Mødet i Stralſund indfandt der ſig ganſke rigtigt Sendebud fra Kong Valdemar med Anmodning om at Stæderne vilde ſende Geſandter til ham i Danmark for at underhandle med ham ſelv om de nu ſtedfindende Tviſtemaal. Der blev dem ſvaret, at de tilſtedeværende Deputerede ej paa egen Haand kunde beſtemme dette, men de maatte førſt afhandle Sagen med deres reſpective Raad, og ſkulde afgive Svar herpaa om en Maaneds Tid. Imidlertid anmodede de Kongens Mænd om at formaa deres Herre til at erſtatte den Skade, han nys paa flere Maader havde tilføjet Stæderne. Men Forbudet mod at føre Vaaben og Bryggerkar til Danmark og Norge blev forlænget indtil næſte Møde, og under ſamme Forbud blev ogſaa Jærn, Staal, Humle, og Silde-Tønder indbegrebne. Man vilde paa den Maade deels hindre Indbyggerne fra at ſkaffe ſig de nødvendige Vaaben, deels berøve dem Redſkaberne til at hjelpe ſig uden Tydſkerne i Ølbrygning og Sildeſalteri. Ligeledes indfandt der ſig en Udſending fra Oldermændene og ſamtlige Kjøbmænd i Bergen med Klage over, at Kong Haakon endnu ikke havde bekræftet de af ſin Fader og ſine Forfedre givne Privilegier; han meldte ogſaa, hvad der ligeledes ſtod i et ham medgivet Brev, at Kong Haakon og hans Mænd røvede deres Gods, og at de overalt forfulgtes; de bad derfor om at Stæderne vildt have dem i ſin Erindring, hvis det var deres Mening at dagthinge med Kongen og hans Raad, men hvis man ſkulde merke, at der var noget Galt paa Ferde, ſom kunde komme dem til Skade, maatte man endelig i Tide varſkoe dem derom, og hvis det ikke ſkulde lade ſig gjøre gjennem Øreſund, da idetmindſte over Flandern paa deres egen Bekoſtning. Man ſeer altſaa, at Tydſkerne i Bergen have fundet Aſpecterne yderſt truende. Alle disſe Anmodninger beſluttede man gjerne at efterkomme. Endelig beſtemtes det, at tre af de tilſtedeværende Deputerede ſkulde drage til Preusſen, for nærmere at høre, hvordan man havde tænkt ſig at indrette den foreſlaaede Coalition, men fremfor alt dog for at udvirke, at ſamtlige Stæder kunde enes om at bringe det derhen, at deres Kjøbmænd i dette Aar endnu ſom før kunde beſøge Danmark og Skaane, ſamt at en Dag beſtemtes til Vintren, hvor man nærmere kunde raadſlaa om Skibsfarten til næſte Sommer. Det var fra dette ſamme Møde, at man ſendte de føromtalte Foreſtillinger til Kong Haakon og Norges mægtigſte Mænd, ſamt derhos Advarſelsſkrivelſen til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen[8].

maa det følgende Møde, der holdtes i Stralſund ved Jakobsmesſetider (25—29de Juli) blev Stædernes Deputerede enige om, at da de Sikkerhedsbreve, Kong Valdemar havde tilſtillet dem, i flere Henſeender vare utilſtrækkelige og utilfredsſtillende, kunde man ikke endnu vove paa at ſende ham Geſandter, derimod beſluttede man at ſende den lübeckſke Notar, Mag. Johan Krige„ der ſkulde foreſtille ham dette, og bede ham om, hvis det virkelig var hans alvorlige Mening at underhandle, da ſelv at ſende en ſikker Bedækning over til Stralſund, for at ledſage Geſandterne, ſom der vilde oppebie den, til Danmark. Imidlertid maatte Ingen beſøge enten Skaane eller det øvrige Danmark, Borgholm, Øland eller hele Norge, førend der var kommen Beſkeed tilbage fra Kongen. Derhos ſkulde enhver Stad lade dem af ſine Borgere, der allerede befandt ſig i Skaane eller Danmark, vide, at de inden 14de September havde at forføje ſig derfra, og bringe alt ſit Gods med ſig hjem. Endelig vedtoges det efter Preusſens Forſlag, ſom formodentlig de nysnævnte Afſendinger havde medbragt, at der til Mortensmesſetider ſkulde holdes et ſtørre Møde i Köln, (hvor ogſaa Deputerede fra Stæderne ved Nordſøen havde lettere for at indfinde ſig), men at man dog forud ſkulde anmode de ſamme preusſiſke Stæder om at ſamles til et foreløbigt Møde i Stralſund eller Greifswalde lidt for Michelsdag, for at man der kunde enes om, hvad der ſkulde forhandles paa Generalmødet i Köln[9].

Mod Slutningen af Auguſt fandt den omhandlede Sammenkomſt mellem Danekongen og Geſandter fra Stæderne virkelig Sted. Den 22de Auguſt var disſe hos ham paa Falſterbod, hvorhen han da formodentlig har ladet dem bringe under Bedækning. Men de Forhandlinger, ſom her holdtes, førtes med ſaa ſtor Bitterhed fra begge Sider, at der ej kunde være ſtort Haab om Fredens Vedligeholdelſe. Da Stædernes Deputerede — de lübeckſke Udſendinger Borgermeſter Jakob Pleſkow og Magiſter Johan Fritze ſynes at have ført Ordet — klagede over alle de Forurettelſer, ſom Stæderne havde lidt ſiden Fredsſlutningen, ſvarede Kongen ikke videre derpaa, men kom med nogle gamle Klagemaal over Lübeckerne, og gav at forſtaa, at de kun ſlet havde holdt ſine beſeglede Løfter. Da man ſvarede ham, at Lübeckerne havde holdt ſine Ord og Breve ſom brave Folk, ſagde han, at det havde han ikke befundet; han vilde helſt møde med dem for Keiſeren, men derpaa havde de ej villet indlade ſig. Hertil ſvaredes, at havde han noget at befale i den Anledning, ſkulde de gjerne foredrage det for deres reſpective Raad. Mere blev der ej talt derom den Dag, og Kongen reed til Malmø. Dagen efter foredrog Geſandterne ſine Klager for Kongens Raad, der meente, at der burde beſtemmes en Friſt til at indkalde og perſonligt høre de kongelige Fogder, over hvilke der klagedes; naar Stæderne beſkyldte Kongen og hans Raad for, hvad der ej var ſandt, ſaa var det ikke mere end billigt, at de fralagde ſig det. Den følgende Dag kom Raadsherrerne igjen og havde Hertug Erik af Saxen med ſig, og disſe foreſlog nu paa Kongens Vegne, at Sagen enten ſkulde indſtevnes for Keiſeren, eller underkaſtes uvillige Mænds Voldgift. Herom kunde de Deputerede ikke paa egen Haand fatte nogen Beſtemmelſe, men vedtog kun foreløbigt, at der ſkulde holdes et nyt Møde paa Falſterbod 14 Dage efter Michelsdag, og Beſtemmelſen her afgives; godkjendte Stædernes Raad dette, ſkulde Kongen underrettes derom en Maaned forud. Derpaa vendte de Deputerede tilbage til Stralſund, og enedes, før de ſkiltes ad, om at faa det vedtaget, hvor og naar det foreløbige Møde med de preusſiſke Befuldmægtigede ſkulde finde Sted, hvis de, ſom det ſynes, havde noget imod at indfinde ſig i Roſtock eller Stralſund, ſamt tillige, at hver Stad idetmindſte ſkulde ſende een Deputeret til Köln. Man ſynes næſten allerede heraf at kunne ſlutte, at de Deputerede alene af Høflighed eller for at undgaa al videre Discusſion have givet de danſke Raadsherrer hiint ubeſtemte Tilſagn om det nye Møde paa Falſterbod, ſom det neppe var deres Mening at bringe iſtand, og ſom visſelig heller ikke fandt Sted[10].

Men imidlertid havde der ogſaa paa en anden Kant været arbeidet paa at reiſe farlige Fjender mod Kong Valdemar. De jydſke Herrer havde aldrig været Valdemar ret gunſtige. De havde nylig været i aabenbar Opſtand mod ham, og hvorvel de vare blevne nogenlunde beroligede ved Haandfeſtningen i Kalundborg, ſaa var dog Stemningen mod ham i Jylland endnu intet mindre end god. Fremfor alt var der opſtaaet en ſtor Forbittrelſe over den Strenghed, hvormed Valdemar ſøgte at tilbagevinde til Kronen alt det denne tilhørende Jordegods, ſom i den lange Tid, da Holſterne herſkede, var kommet i private Mænds Beſiddelſe, enten ved Gave, eller ſom Pant: en Adkomſt, der viſtnok ikke i ſig ſelv var gyldig, og ſom Valdemar paa Retterthingene derfor ogſaa fik underkjendt, men naturligviis til ſtor Harme for de megtige Beſiddere[11]. Naar man ellers gjennemgaar Navnene paa de jydſke Herrer i den Tid, finder man desuden ſaamange tydſke, at man her tydeligt kan ſee Virkningen af den lange Forbindelſe, hvori Landſkabet havde ſtaaet med Holſten, og lettelig kan begribe, at de holſtenſke Grevers Indflydelſer her maatte være langt ſtørre, end ønſkeligt kunde være. Heraf undlod heller ikke den virkſomme Grev Henrik at benytte ſig. At der mellem ham, Mecklenburgerne og de jydſke Herrer i Løbet af Sommeren fandt mange hemmelige Underhandlinger Sted, hvori ogſaa Stæderne underhaanden toge Deel, derom kan man ikke tvivle, naar man erfarer Begivenhedernes ſenere Gang. Grev Henrik havde paa denne Tid, maaſkee i dette ſelvſamme Aar, egtet Hertug Albrechts Datter, Enke efter Ludvig den Romer af Brandenburg, og dette gav ham endmere Anledning til at virke i Forening med ham. Ogſaa til den preusſiſke Højmeſter havde han henvendt M„ formodentlig om det ſamme, og det endog med ſaa ſtor Forſigtighed, at de Sendebud, der fra Hanſedagen i Juni 1367 afgik til Preusſen, udtrykkeligt fik det Hverv at udforſke Højmeſteren om Grevens og Hertugens Henſigter, ſamt tillige meddele ham, hvad disſe Herrer allerede havde udviklet for enkelte af Stæderne om den Sag, der nu var paa Bane. Svaret maa have været tilfredsſtillende, thi ej længe efter finde vi Stæderne i de ivrigſte Underhandlinger med de ſamme Herrer, medens Greven paa ſin Side neppe var mindre virkſom i Jylland, og heller ikke mindre Hertug Albrecht i Sverige, hvilken nu ganſke opførte ſig ſom Herre der, og allerede om Vaaren eller ved Sommerens Begyndelſe havde formaaet de ſvenſke geiſtlige og verdslige Herrer til at yde en Krigshjelp, der for enhver, der veed, hvor haardnakket de ſtod paa ſin Skattefrihed, og med hvilket uforſonligt Had de forfulgte Kong Magnus, fordi han ſøgte at indſkrænke den, ſynes næſten utrolig. De vedtog nemlig i et Aar fra Begyndelſen af Mai at afgive Halvdelen af alle ſine Indkomſter for dette Aar, kun med Undtagelſe for de Gaarde, ſom de ſelv beboede: en Opoffrelſe fra Herrernes Side, der neppe kan forklares anderledes end af deres uudſlukkelige Had mod Magnus i Forbindelſe med deres Frygt for at komme under den ſtrenge og henſynsløſe Kong Valdemars Velde[12]. I Begyndelſen af October, da Deputerede fra de øſterſøiſke Stæder endnu engang efter Aftale kom ſammen for at forberede det Nødvendige med Henſyn til det foreſtaaende Generalmøde i Köln, vare Underhandlingerne med Holſtens og Mecklenburgs Fyrſter allerede ſaa vidt fremſkreden, at der blev fattet den udtrykkelige Beſlutning, at hvis de preusſiſke og de ſydveſtlige Stæder paa Generalmødet ej vilde have noget med disſe Fyrſter at beſtille, da ſkulde man ſvare dem, at de jo dog ſelv tidligere havde givet de øſterſøiſke Stæders Sendebud Fuldmagt til at underhandle med dem, og at man nu heri „var gaaet ſaa dybt“, at man ej længer kunde drage ſig tilbage, ligeſom det og i ſig ſelv ikke var rimeligt, at man vilde komme nogen Vej uden dem[13]. Det er af det paafølgende tydeligt, at Fyrſterne og de jydſke Adelsmænd nu alene oppebiede et ønſkeligt Reſultat af det ſtore Møde i Köln, for aabenlyſt at ſlutte ſig til Stæderne og i Forening med dem at begynde en Krig, af hvilken de ventede ſig de overordentligſte Fordele.

Kong Albrecht og hans Fader havde imidlertid ogſaa fortſat Krigsoperationerne i Sverige, forſaavidt ſom de i længere Tid, ligefra Auguſt til langt hen i November, belejrede Borgholms Slot. Det blev tilſidſt indtaget, ſkjønt man hverken veed naar eller hvorledes. Sandſynligviis ſkete dette dog, ſiden Belejringen var langvarig, ved Capitulation, iſær da nu Vintren nærmede ſig, og Tilførſel blev vanſkeligere. Hertug Albrecht havde forinden allerede begivet ſig over til Tydſkland, for perſonligt at underhandle med Stæderne, og ſaa at ſine lægge den ſidſte Haand paa Organiſationen af den ſtore Coalition mod Danmark og Norge. Han havde til den Ende forſynet ſig med en Fuldmagt fra ſin Søn, Kong Albrecht, til ogſaa at handle paa hans Vegne[14].

Det ſtore Møde i Köln blev afholdt til den berammede Tid. Her ſamledes, den 11te Novbr. Afſendinger fra de vendiſke Stæder Lübeck, Roſtock, Stralſund og Wismar, fra de preusſiſke Stæder Kulm, Thotn og Elbing, og fra de nederlandſke Stæder Kampen, Harderwyck, Ellenborg, Amſterdam og Briell. De Stæder, der lode møde, havde Fuldmagt fra de andre, der ingen Deputerede ſendte. Her blev der nu, den 17de November, altſaa efter meget korte Forhandlinger, vedtaget, „at formedelſt den mangfoldige Uret og Skade, ſom Danmarks og Norges Konger havde gjort mod Kjøbmændene, vilde de være deres Fjender, og hjelpe hinanden troligen ved at udruſte Skibe og Krigsfolk“. Antallet og Styrken af disſe beſtemtes ſaaledes, at de vendiſke og liflandſke Stæder ſkulde ſtille ti Kogger, hver med 100 velbevæbnede Mand; de ſex preusſiſke Stæder fem Kogger, formodentlig med ſamme Bemanding; Kampen een Kogge og to Rhinſkibe med 150 Mand; de øvrige Stæder ved Zuyderſøen ſaavelſom Amſterdam, Stavern, Harderwyck og Dordrecht hver en Kogge med 100 Mand; Stæderne i Zeeland to Kogger med 200 Mand. Alle disſe nederlandſke Skibe ſkulde være ſejlferdige til næſte Palmeſøndag, for med førſte føjelige Vind at ſejle til Øreſund, men førſt ſamles i Marſtrand og der oppebie hinanden for at kunne ſejle tilſammen ind ad Sundet. De vendiſke og preusſiſke Stæder ſkulde ligeledes være ſejlferdige til Paaſke for at ſamles ved „Gheland“[15], og derfra gaa til Øreſund, for der at forene ſig med de nederlandſke, hvorefter alle Skibene ſkulde blive tilſammen i een Flaade og adlyde Høvedsmændenes Befaling, indtil disſe gav dem Orlov, under Livs og Godſes Fortabelſe. Ingen af Stædernes Borgere maatte ſøge de tvende Kongers Lande med Kjøbmandsſkib, eller tilføre dem Harniſk eller Levnetsmidler, under Fredløsheds Straf. Det beſtemtes nøje, hvor ſtort Krigsſtyr eller ſaakaldt Pundgjeld enhver enkelt Kjøbmand ſkulde udrede. Det beſtemtes endvidere, at de fra Preusſen, Kampen, Zuyderſøen, Holland og Zeeland ſkulde ingen Bidrag eller Koſt have af Kongen af Sverige, Hertug Albrecht, Grev Henrik, eller nogen af Herrerne, og om disſe Herrer vandt noget Land eller Slot, da ſkulde hine ej dermed befatte ſig, hvorimod de vendiſke Stæder ſkulde kunne tilthinge ſig noget af bemeldte Herrer; kunde de vendiſke Stæder formaa dem til at hjelpe ſig, da ſkulde de forbinde ſig med dem fra førſtkommende Paaſke paa et Aar, og ingen af Parterne forſone ſig med Fjenden paa egen Haand. Ligeledes forbandt alle Stæderne ſig indbyrdes til at holde ſammen og ikke gaa til Forliig, førend der var ſkeet dem alle lige Ret af begge Konger, og hvis et ſaadant Forliig kom iſtand, men Kongerne atter angreb en af Stæderne med Urette, da ſkulde alle de andre Stæder komme den til Hjelp, men den ſæregne Feide, nogen enkelt Stad kunde have med Kongerne, den kunde den ſiden afgjøre paa egen Haand, og dagthinge desangaaende paa eget Æventyr. Dette Forbund ſkulde vedvare i tre Aar efter at de vare forliigte med Kongerne, og de forſamlede Raadsherrer lovede paa ſine reſpective Stæders Vegne, og paa ſin Ære og Tro, at holde det, og at det ſkulde ſtraffes paa det Højeſte, om Nogen brød det[16]. Dagen derefter ſkiltes de ad, og Magiſtraten i Köln paatog ſig ved Circulærſkrivelſer at underrette de Stæder, der ingen Deputerede havde ſendt, om de fattede Beſlutninger[17].

Saaledes var da dette merkelige og farlige Forbund ſluttet, der, om det end kun var indgaaet for en kortere Tid og i et ſærſkilt Øjemed, dog bidrog ſaa meget til at give den tydſke Hanſa Faſthed og varigere Sammenhold. Hertil havde de enkelte Stæder, eller visſe Grupper af dem, handlet med paa egen Haand, nu traadte de for førſte Gang op ſom en ſamlet Eenhed. Man regnede i alt over 77 Stæder ſom Deeltagere[18]. Vare nu end mange af disſe Landſtæder, og kunde ſaaledes ikke afgive nogen umiddelbar Bidrag i Skibe og Søkrigere, ſaa kunde de dog ſkaffe betydelig Pengehjelp. Forbundet var derfor viſtnok ſkikket til at indjage endog megtigere og modigere Fyrſter end Kong Valdemar Skræk, om end ikke hertil kom, at dette Forbund allerede var ſaagodtſom tiltraadt af en veldig Fraction af hans egne Underſaatter og de megtigſte blandt hans Nabofyrſter.

Det var imidlertid ingen let Sag, at organiſere et Forbund, der omfattede Stæderne lige fra Schelden til den finſke Bugt. Endnu var der meget at tage vare paa og bringe iſtand, og det maatte ſkee i en Haſt. Man maatte desuden være betænkt paa at ſikre de Borgere af Stæderne, der opholdt ſig i Fjendeland, ſom i Skaane og i Norge, mod Overlaſt af Indbyggerne, naar Krigen erklæredes. Om alt dette holdt de øſterſøiſke Søſtæders Deputerede en Raadſlagning i Lübeck den 8de December, da de vare komne tilbage fra Köln. Det beſtemtes her blandt andet, at man ſkulde tilkjendegive de tydſke Kjøbmænd i Norge, hvad der var beſluttet, ſamt at de, om der kom nogen Flaade fra Zuyderſøen, da trygt kunde betro ſig og ſit Gods til den; til Kjøbmændene i Bergen ſkulde der ſendes Bud med fire Kjøbmandsſkibe, at de ſkulde holde ſig ferdige til at rømme Byen med alt deres Gods næſtkommende Paaſke, og at de dertil fik tage Skibe, hvor de kunde; man vilde imidlertid hjemme paa bedſte Maade ſee til at ſkaffe tomme Skibe, ſom kunde ſendes op til dem; i ſamme Øjemed tillodes det Roſtock og Stralſund at ſende et 20 Leſters Skib til Tunsberg. Til Keiſeren ſkulde der ſendes Klagebrev over Kong Valdemar, og Stædernes Feidebreve til denne ſkulde ſamtlige være indleverede i Lübeck til næſte Midfaſte Søndag (19de Marts). Der ſkulde tillige underhandles med Hertug Albrecht om et Forliig med dem af Kampen, og disſe ſaavelſom de øvrige fra Zuyderſøen paatog ſig mellem ſig at handle om de i Norge opbrendte Skibe. Her ſigtes der formodentlig til den Tviſt, ſom nys havde været mellem Kampen og de tydſke Stæder, og ſom maa have ſtaaet i den nøjeſte Forbindelſe med den Stilſtand, der Aaret forud var ſluttet mellem Kampen og Kong Haakon. Uagtet Staden havde ſendt Deputerede til Mødet, maatte dog rimeligviis førſt hiin Strid bilegges og det venſkabelige Forhold til Norge afbrydes, førend Stadens ſamlede Raad kunde godkjende Tiltrædelſen til det ſtore Forbund. Nytaarsdag ſkulde man ſamle ſig paany i Roſtock for at bringe de reſpective Stæders Ratification af de kölnſke Forbundsartikler[19].

Ved det berammede Mode i Roſtock bragte de Deputerede den eenſtemmige Beſkeed, at deres Stæder vilde blive ved det ſluttede Forbund, og iagttage de kølnſke Artikler. Formodentlig have de nederlandſke Stæder ſamtidigt holdt et lignende Møde og vedtaget det ſamme. Man enedes nærmere om hver enkelt Stads Skibe- og Troppe-Contingent, og beſluttede ligeledes, at der ſkulde kunne lejes Skibe i Flandern for at gaa til Bergen og bringe de derværende Kjøbmænd og deres Gods i Sikkerhed. Flandern var nemlig neutralt, og dets Skibe kunde ſaaledes, ſelv efter Krigens Erklæring, have Adgang til Norge. Paa lignende Maade ſkulde Roſtockerne iſtedetfor et tyve Leſters Skib kunne ſende to, hvert paa tolv, et til Oslo og et til Tunsberg. Det er forreſten beſynderligt nok, og tyder paa, at man enten forudſatte en overvettes Humanitet fra norſk Side, eller at Tydſkerne allerede maa have ſpillet Meſter i Stæderne, naar man ſaaledes i god Ro kunde raadſlaa om at ſkaffe Kjøbmændene og deres Gods bort, uden at frygte for, at Nordmændene ſkulde legge Hindringer i Vejen, tilegne ſig deres Gods ſom lovligt Bytte, og anholde dem ſelv ſom Krigsfanger eller Giſler. De Engelſke og Flandrerne ſkulde iøvrigt varſkoes om ikke at beſøge Norge og Danmark, eller bringe dem Vaaben og Fødevarer. Sagen var nok egentlig den, at man frygtede, at disſe Nationers Kjøbmænd kunde benytte ſig af Krigstilſtanden for at tilvende ſig den indbringende Handel. Der blev ogſaa truffet andre ſærlige Foranſtaltninger til Forbundets Befeſtelſe og Bortryddelſen af enkelte Vanſkeligheder, der ideligt ſynes at have reiſt ſig formedelſt Deeltagernes Mængde og forſkjellige Vilkaar. Charakteriſtiſk, og betegnende de Pengehenſyn, ſom altid ledede disſe ſnue og forſigtige Handelsmænd, er den Beſtemmelſe, ſom blev tagen angaaende Forbundet med Fyrſterne. Der ſkulde meldes dem, at man ønſkede, at en Dag, der var aftalt med Danekongen til Kyndelsmisſe, maatte blive holdt, „thi da ſkulde han udbetale Stæderne en ſtor Erſtatningsſum“. Meningen var altſaa den, at de vilde lade ſom ingenting var, og forebygge at Valdemar fik noget Nys om, hvad der var paaferde, indtil de havde faaet hans Penge; ſiden kunde det bryde løs! Jyderne ſkulde Fyrſterne ſee at holde i Ro indtil Paaſke. Og hvis Fyrſterne havde Betænkeligheder ved at indgaa Forbundet alene paa eet Aar, ſtemte Lübeck, Wismar, Roſtock og Stralſund for at det ſkulde indgaaes paa tvende; de øvrige Deputerede vovede ikke at afgjøre dette paa egen Haand[20].

Ej længe efter blev Forbundet mellem Fyrſterne indbyrdes, ſaavelſom imellem dem og de misfornøjede jydſke Herrer, formeligt indgaaet i Wismar, den 25de Januar. Dette Forbund gik ikke ud paa mindre end at erobre hele Danmarks Rige og dele det mellem Erobrerne. Idetmindſte betegnedes dette ſom en Mulighed. I den egentlige Forbundstraktat heed det, at Fyrſterne og de jydſke Herrer paa Grund af den megen Uret, ſom Kong Valdemar havde gjort og fremdeles gjorde dem uden deres Skyld, havde forbundet ſig med hinanden indbyrdes i en tro og faſt Forbindelſe og Hjelp med Liv og Gods og al Magt, og med Venner og Krigsmænd, ſom de kunde faa i Ledtog med ſig, mod Kong Valdemar, og mod Kongen af Norge ſaavelſom alle deres Hjelpere, og ſkulde ingen enkelte af de Forbundne forlade de øvrige eller indgaa nogen Fred uden deres Vilje. Kong Albrecht i Sverige ſkulde inden St. Hansdag have forbundet ſig med dem, og ſtille Borgen derfor ved Mænd og Breve. Blandt de tolv jydſke Herrer, der her optræde ſom Deeltagere i Forbundet, nævnes Stig Andersſøn, Nikolas v. Lembeke, Benedict v. Anefeld, Anders Offesſøn, Nikolas Glob, og Gottſkalk Skarpenberg, der altſaa nu, ſiden han havde maattet fraſige ſig Baagahuus Slot, havde ſlaaet ſig til Valdemars Fjender og ſaaledes heller ikke længer har kunnet ſtaa i Hertug Eriks Tjeneſte. Man ſkulde næſten tro, at han er bleven forbittret over, ikke at være ſat til Høvedsmand paa Vardbergshuus, da dette i Stedet for Baagahuus blev overladt til Valdemar. Men ved Siden af Forbundstractaten indgik Fyrſterne, blandt hvilke ogſaa Kong Albrecht opføres ſom om han havde været tilſtede, en ſæregen Overeenskomſt med hinanden indbyrdes om Delingen af Fanger, Bytte og Erobringer. Med Henſyn til det ſidſte afgjordes det, at alt hvad der maatte erobres i Skaane, og i Landene mellem Skaane og Sverige (altſaa Halland og Bleking), Gotland og de øvrige til ſamme Landſkaber hørende Øer, ſkulde tilfalde Kong Albrecht; Hertugen af Mecklenburg ſkulde have alle Erobringer i Sjæland, Møen og Falſter med tilhørende Øer; Greverne af Holſten alt hvad man tog i Jylland, Fyen og Langeland med tilhørende Øer. Norge blev her ikke nævnt, aabenbart af den Grund, at Fyrſterne ikke havde til Henſigt at krige paa Norge, men at overlade dette til Stæderne[21]. — Dette Forbund blev enten ſtrax tiltraadt af Stæderne„ eller ogſaa faa Dage efter, paa et Møde i Lübeck den 2den Februar, det ſamme, hvortil ogſaa Afſendinger fra Kong Valdemar ſkulde indfinde ſig for at handle om Erſtatningsſummen. Foreningen blev indgaaet af de vendiſke Stæder paa to Aar, af de preusſiſke og nederlandſke paa eet Aar, eller rettere for hine fra førſtkommende Faſtelavn til Paaſke 1370, for disſe fra ſamme Faſtelavn til Paaſke 1369. Der indfandt ſig vel Geſandter fra Danmark, men det lader ikke til at disſe havde andet Erende end at faa en ny Dag beſtemt til Erſtatningsſpørsmaalets nærmere Afgjørelſe. Dette Tilbud vilde Stæderne naturligviis nu ikke modtage, og de danſke Geſandter truede med at Kongen vilde „klage for Pave, Keiſer, Herrer, Fyrſter og Venner“. Stæderne ſvarede at ogſaa de maatte „klage for Herrer, Fyrſter og Venner“ over at Kongen fratog dem Skibe og Gods under Fred og Trygd; om de gjengjeldte det ſamme, vare de ſaaledes angerløſe. Nogen nærmere Underretning om at et farligt Angreb forberededes, ſynes dog Geſandterne endnu ikke at have faaet, ſkjønt Foretagendet umuligt længer kan have været hemmeligt, ſaamegetmere ſom der allerede ſynes at have været indledet Underhandlinger med Hertug Erik af Saxen om et fredeligt Forhold mellem hans tydſke Beſiddelſer og de Forbundne[22]. Ligeledes blev der paa dette Møde ſkrevet et Brev til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen, hvorved det blev disſe tilkjendegivet, at de ifølge Stædernes fælles Beſlutning havde under Livs og Godſes Fortabelſe at gjøre ſig færdige til at forlade Byen førſtkommende Paaſke eller i det allerſildigſte til St. Valdborgs Dag (1ſte Mai), med de Skibe, de dertil kunde faa. Lübeck, Wismar, Roſtock, Stralſund og Greifswalde vare komne overeens om, at ſkaffe Skibe til Veje, og ſende dem, ligeſaavelſom til dem, der havde „Compagni“ i Oslo og Tunsberg, men paa deres eget Æventyr. De havde for det førſte at ſlutte ſig til den zuyderſøiſke Flaade, der ſamlede ſig i Marſtrand for at gaa til Øreſund, og ej at ſkilles derfra, førend begge Flaader vare forenede, dog ſkulde det ikke være dem formeent at ſejle til Flandern eller England. Endelig ſkulde Enhver forſyne ſig med gode Vaaben til at beſkjerme ſig med[23]. Til de tydſke Oldermænd og Kjøbmænd i Brügge blev der iligemaade ſkrevet, at ingen af dem maatte ſejle til Sundet og Øſterſøen, førend efterat den ſtore zuyderſøiſke Flaade var afſejlet; dog ſkulde det være de Kjøbmænd, der plejede at beſøge Bergen, tilladt, allerede i Faſtetiden, før den ſtore Flaades Afgang, at bringe nogle tomme Pramme til denne By, for at føre Kjøbmændene med deres Gods derfra til Øreſundsflaaden; de af dem, der havde Handelsfeller i Tunsberg eller Oslo, kunde paa deres eget Æventyr fragte Skibe til at bortbringe dem[24]. Paa to følgende Møder, i Grevesmöhlen den 27de Februar, og i Roſtock den 10de Marts, blev der endnu vedtaget flere ſærdeles Foranſtaltninger. Paa det førſte fremlagdes allerede et Frihedsbrev, udſtedt af Kong. Albrecht for de tydſke Stæder med Henſyn til Skaane, der ſkulde træde i Kraft, naar dette Land faldt i hans Hænder[25], og paa det ſidſte bleve Skibshøvedsmændene udnævnte[26]. Tre Dage forud, den 12te Marts, afgav de jydſke Herrer, til hvilke nu ogſaa flere, der ikke nævnes i den førſte Tractat, havde ſluttet ſig, en Forſikkring om at ville ſtaa Hertug Henrik af Jylland og hans Medhjelpere bi til at forſvare deres Privilegier, og ikke ſlutte Fred med Valdemar uden Hertugens Samtykke, og førend de havde ſkaffet ham Langeland. Saaledes ſeer man, at ogſaa denne Fyrſte, der i Aaret 1364 var efterfulgt ſin Fader Hertug Valdemar, og hvem man ellers kun hører meget lidet til, havde ſluttet ſig til den ſtore Coalition[27]. Hermed vare nu Forberedelſerne færdige. Fejdebrevene, der ſkulde være indleverede i Lübeck til den 19de Marts, bleve formodentlig kort efter overſendte til Kong Valdemar.

  1. Lappenbergs Sartorius, II. 589. 590.
  2. Sammeſteds, S. 596.
  3. Sammeſteds, S. 690.
  4. Sammeſteds, S. 687, 688, jvfr. S. 690. Om de førſtnævnte Kaperier heder det: „Item Aar 1367 ved Kyndelmisſetider tog Kong Haakon med ſine Vaſaller i Stromesſe et Skib, tilhørende Peter Vöghen, og de borttog derfra 49 Leſter Øl. Hovedmænd for dette vare Thorkel Barun og Hr. Bonde Viik“. Altſaa ſeer man, at Kong Haakon ſelv betragtedes ſom Gjerningsmand. Men han ſvarede ſelv hertil, „at Opbringelſen af Peter Vöghens Skib ej var ſkeet efter hans Ordre eller Vilje, at Ladningen allerede var deelt imellem Opbringerne) inden han fik Sagen at vide, at han havde ſagt til Skibets Ejere, at han vilde erſtatte dem Godſet, men at de ikke vilde vente ſaa længe, og drog bort med hans Fjender, da disſe havde ligget omkring Baagahuus“ (hvorom i det følgende); og herom vidſte en lübeckſk Klerk Beſked, ſom da var hos ham. Hvor hiint „Stromesſe“ er at ſelge, vides ej med Vished.
  5. See Kong Haakons Indlæg af 1370. Lappenbergs Sartorius, II. 697.
  6. Dipl. Norv. V. 254.
  7. Dette erfares deraf, at der ved Hanſedagen i Stralſund den 24de Juni 1366 vedtoges, at der ſkulde negotieres om Erſtatning for det ſkete Ran. Lappenbergs Sartorius II. 598.
  8. Sammeſteds, S. 595—599. 592.
  9. Sammeſteds, S. 599—601.
  10. Sammeſteds, II. S. 602—604.
  11. Gram, i ſine Forbedringer l. c. S. 167, nævner udtrykkeligt, at der endnu haves Breve, der bevidne, at ſligt er overgaaet Hr. Stig Andersſøn, Hr. Nikolas Lembeke, Hr. Nikolas Esgesſøn, Paal Glob o. fl., alleſammen Hovedmænd for den paafølgende Opſtand.
  12. Styffe, Bidrag, No. 38, 39. S. 118, 119.
  13. Lappenbergs Sartorius II. S. 604, 605. Dette Møde holdtes ikke, ſom det var beſtemt, i Greifswalde eller Stralſund, men i Roſtock, og ej førend d. 6te Oktober. Heller ikke vare Deputerede fra de preusſiſke Stæder her tilſtede, hvad nu Aarſagen dertil kan have været.
  14. Allerede den 31te Auguſt udſtedte Kong Albrecht et Brev „udenfor Borgholms Slot, hvorved han ſkjenkede Hr. Erik Karlsſøn det Gods paa Øland, der havde tilhørt Hr. Anund Hatts Enke, „der havde valgt ſig ſit Tilhold hos hans Fjender“. Dette Gods havde hun ſandſynligviis faaet af Hertuginde Ingeborg af Øland. Kong Haakon klagede ſiden over at Kong Albrecht ſaaledes bortſkjenkede Gods, tilhørende hans Mænd, paa denne Ø. — Fuldmagten for Hertug Albrecht er ligeledes dateret „i Hæren udenfor Borgholms Slot“ den 16de November, altſaa var Slottet da endnu ej erobret, men dets Overgivelſe maa vel have været ventet med det førſte, ſiden Hertugen troede at kunne reiſe derfra. Fuldmagten, der efter Originalen i det lübeckſke Archiv er trykt i Lappenbergs Sartorius II. S. 612, og ſom tillige lyder naa Kong Albrechts Broder Henrik, indeholder den beſynderlige Erklæring, at Kong Albrecht inden næſte Aars St. Hansdag vil ratificere, hvad Faderen vedtager paa hans Vegne.
  15. Hvad der ſkal forſtaaes under dette Navn, ſom ſkrives ſaaledes i Aftrykket hos Lappenberg (Sartorius II. 607), er vanſkeligt at ſige. Saameget ſeer man nok, at det er et Sted i Øſterſøen, lige tilgængeligt for de øſtligſte og veſtligſte Steder, og ſom heller ikke kan have ligget langt fra Indløbet til Øreſund. Maaſkee det kun er en Feillæsning for „Sjæland“.
  16. Lappenbergs Sartorius II. 606—610.
  17. Circulær-Skrivelſen, addresſeret til Braunſchweig, Hildesheim, Magdeburg, human„ Hannover, Lüneburg, Bremen, Stude, Hamburg, Kiel, Greifswalde, Anklam, Stettin, Neuſtargard, Kolberg, Riga, Dorpat, Reval og Pernau, er dateret 22de Novbr. 1367. Sammeſteds S. 612.
  18. Antallet 77 forekommer i det bekjendte Smædevers, hvormed Kong Valdemar ſkal have beſvaret Stædernes Fejdebrev. Huitfeld, ſom urigtigt omtaler det kölnſke Forbund under 1364 (S. 532), angiver Tallet at være 77, men opregner dem derpaa enkeltviis, og naar man optæller Navnene, bliver den hele Sum 80.
  19. Lappenbergs Sartorius II. S. 166.
  20. Lappenbergs Sartorius II. S. 613—616.
  21. Forbundstractatens mecklenburgſke Gjenpart er trykt i Pötkers Sammlung Meckl. Urkunden, III. 19; den holſtenſk-jydſke i Schl. Holſt. Lauenb. Urk. II. S. 277. Delingstractaten er aftrykt hos Potter l. c. S. 21, derefter i Grams Forbedringer, l. c. S. 167, ſidſt i Schl. Holſt. Lauenb. Urk. II. S. 276.
  22. Lappenbergs Sartorius II. 616, 617.
  23. Sammeſteds S. 641.
  24. Sammeſteds, S. 640.
  25. Idetmindſte beſtemtes det paa foregaaende Mode i Lübeck, at ei ſaadant ſkulde fremlegges, Lapp. Sart. II. S. 616.
  26. Sammeſteds, S. 617—621.
  27. Huitfeldt, S. 542, Suhm XIII. Originalbrevet, hvoraf Huitfeldt leverer Uddrag, lader til at være tabt.