Det norske Folks Historie/7/66

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 789-803).

Vi have allerede ovenfor viist, hvorledes Norge paa denne Tid allerede kunde siges at være i Fejde med Hansestæderne, for saavidt som norske Sysselmænd eller Befalingsmænd opbragte deres Skibe, og de tydske Kjøbmænd i Bergen, deres vigtigste Tilholdssted, stod paa en fjendtlig Fod med Sysselmanden, Hr. Sigurd Hafthorssøn: et Forhold, som formodentlig ogsaa gjentog sig i de andre Buer, hvor Tydskerne plejede at ferdes, især da Kong Haakon allerede siden sit Ophold i Bergen 1361 havde lagt den bestemte Vilje for Dagen, at opretholde de indenlandske Kjøbmænds og Borgeres Rettigheder lige over for Udlendingerne. Denne Hensigt udtaler sig især i den Forordning, han med sin Fader udgav fra Stockholm i Marts 1362 til Bedste for Tunsbergs Borgere, og hvor Kongerne fremsatte de skarpe Klager over Udlendingernes Tiltag og Unoder, som vi allerede ovenfor S. (129, 130) i have anført. Med Danmark var Forholdet uagtet den nys sluttede Fred maaskee endnu mere spendt. Allerede paa Hansedagen i Rostock lidt ser Juul 1366 indkom der et Brev fra de preussiske Stæder, hvorved disse ligefrem opfordrede de øvrige til at indgaa en almindelig Coalition mod Danmarks og Norges Konger; herpaa indlod de sig vel ikke for Øjeblikket, svarende, at da der for var Krig, havde de preussiske Stæder, uagtet opfordrede til at tage Deel deri, undslaaet sig, hvorfor man havde indgaaet en Tractat, som man nu ikke vel kunde bryde; dog blev der fra samme Hansedag skrevet til flere af Tractatens Medforlovere, og disse bleve her gjorte opmerksomme paa flere Krænkelser af Tractatens Bud, hvori Kongen skulde have gjort sig skyldig, samt anmodede om at tale ham til Rette^[1]. Paa den næste Hansedag, der ligeledes holdtes i Rostock, i Mai 1367, blev der handlet om den samme Sag, og der blev meldt, at Kongen af Danmark vel havde erklæret sig villig til at dagthinge med de preussiske Stæder paa den Hansedag, der skulde holdes i Stralsund ved Midsommertider, men at han desuagtet, medens dette hans Svar meldtes hine Stæder, havde tilføjet deres Borgere stor Skade ved at fratage dem Skibe og Gods. Der besluttedes derfor, at enhver Stad indtil denne Hansedag skulde afgjøre for sig selv, om den ønskede at slutte sig til Preusserne, og isaafald give sine Deputerede Fuldmagt desangaaende, samt til at vedtage, at Ingen indtil videre maatte besøge Danmark og bringe Varer did. Ligeledes blev det allerede nu besluttet, at indtil hiint Møde ingen af Stæderne maatte tillade Nogensomhelst at føre Vaaben eller Bryggerkar til Danmark eller Norge^[2]. Nye Kaperier fra norsk Side vare nemlig i friskt Minde. Vi have allerede nævnt om Hr. Narves Kaperier ved Marstrand om Sommeren 1366. Kong Haakon oplyste siden derom, at det ene af de tagne Skibe, der tilhørte Staden Lübeck, men var ladet i Wismar, var blevet tilbagegivet Skipperen og alene Ladningen anholdt, fordi den var mecklenburgsk Ejendom, og det andet Skib, der kom fra Aalborg, blev tilbagegivet eller erstattet Vedkommende paa Kong Valdemars Forestilling^[3]. Men i Februar 1367 havde Thorkel Baron og Bonde Viik atter opbragt et Skib, og derfra udtaget 49 Lester Øl, hvilket Stæderne paastod var skeet efter Kong Haakons udtrykkelige Befaling, skjønt han rigtignok selv erklærede det Modsatte. Omtrent samtidigt tog Hr. Agmund Finnssøn ved Eikundasund 16 Lester Øl, noget Lerred, Kjød og Sild fra en lübecksk Borger, angivende som Grund, at disse Varer vare indladede i et fjendtligt Skib, det vil stelt tilhørende en af de mecklenburgske Stæder, hvis Skibe Kong Haakon udtrykkeligt havde advaret Lübeckerne mod at fragte, hvis de ønskede sine Varer uantastede, da Ladningen i slige Skibe vilde blive betragtet som fjendtligt Gods^[4]. Her var saaledes allerede det samme Spørsmaal paa Bane, der sidenefter har forvoldt saa mange Tvistemaal og Forviklinger, nemlig hvorvidt frit Skib skulde gjøre frit Gods. Hvad der bidrog til Forviklingen, var det ubestemte Forhold, hvori Stæderne endnu stod til hinanden indbyrdes, saavelsom til de fremmede Magter. Disse, og navnlig de nordiske Konger, betragtede endnu ikke Stæderne som en samlet Magt, men alene som hørende til de Lande i hvilke de laa, og deres Forbindelse kun som midlertidig. De norske Konger havde egentlig kun underhandlet med Lübeck, til denne Stads Borgere havde de oprindeligt givet Privilegierne, og de øvrige Stæder, snart flere, snart færre, snart den ene, snart den anden, havde sluttet sig til disse Underhandlinger, og faaet de fleste af Privilegierne udvidede til lig. Men det var dog fremdeles egentlig kun Lübeckerne, med hvilke de norske Konger og Nordmændene stod i uafbrudt og umiddelbar Berørelse. Wismarerne og Rostockerne betragtede de som mecklenburgske Undersaatter, og deres Skibe og Gods som lovlig Prise, saa længe Krigen med Sverige og Mecklenburgerne varede, medens Stæderne, derimod øjensynligt vilde have det derhen, at idetmindste de fem principale Stæder ved Østersøen i Udlandets Øjne skulde betragtes som en politisk Eenhed, og nyde godt af den samme Frihed og Sikkerhed, som var tilstaaet Lübeck. Heraf opstod øjensynligt de fleste Knuder. Naar Nordmændene opbragte Skibe fra Wismar og Rostock som mecklenburgske, meente Stæderne at de samme Skibe skulde have været respecterede som hanseatiske. Hervar ogsaa Forholdet langt anderledes tvivlsomt end ved Lübeck, thi denne var en virkelig rigsumiddelbar Fristad, uden nogen særskilt Overherre; Wismar og Rostock derimod vilde paa een Gang være selvstændige-Republiker og mecklenburgske Stæder, eftersom det var fordeelagtigst at kunne henskyde sig snart rinder den ene, snart under den anden Kategori: paa saadanne usikkre Distinctioner kunde man fra norsk Side ikke indlade sig. Endmere svævende var Forholdet mellem de vestlige Stæder, der ogsaa regnedes til Forbundet, og de østlige. Staden Kampen ved Zuydersøen er et Exempel derpaa. Den havde i den forrige Krig, da Hansestæderne vare forbundne med Kongerne Magnus og Haakon mod Valdemar, spillet en meget mislig Rolle. Dens og flere andre vestlige Stæders Skibe skulde da have ligget i Øresund for at beskytte Handelsskibene, indtil de tydske Skibe kom, men i dets Sted sluttede de hemmeligt en Stilstand med Valdemar og reiste hjem; og denne havde derved saa meget lettere for at overfalde og slaa de tydske Skibe, da de kom. Herover bleve de tydske Stæder forbittrede og anmodede nu selv Kongerne om at erklære Kampen og flere Zuydersø-Stæder Krig^[5]. Denne Krig var vel mest en Krig paa Papiret, men den maatte dog give Anledning til de kampenske Kjøbmænds Udelukkelse fra Norge, saa længe den varede, og den vedvarede lige til Sommeren 1366, da Kong Haakon under sit Ophold i Kjøbenhavn den 30te Juni indgik en Stilstand med Kampens Borgere paa ubestemt Tid, og med tretten Ugers Opsigelse paa begge Sider, hvilken de af Kampen skulde forkynde paa Baagahuus, men imidlertid frit kunne besøge hans Lande^[6]. Imidlertid vedvarede det spendte Forhold mellem Kampens og de østersøiske Stæders Borgere, saa at nogle af de førstnævnte endog fratog lübeckske og andre Stæders Kjøbmænd Gods i en norsk Havn^[7]. Her var det saaledes vanskeligt for de udenfor staaende at vide, hvad de havde at holde sig til, om Stæderne virkelig kunde ansees for en samlet Magt, eller ej.

Paa Mødet i Stralsund indfandt der sig ganske rigtigt Sendebud fra Kong Valdemar med Anmodning om at Stæderne vilde sende Gesandter til ham i Danmark for at underhandle med ham selv om de nu stedfindende Tvistemaal. Der blev dem svaret, at de tilstedeværende Deputerede ej paa egen Haand kunde bestemme dette, men de maatte først afhandle Sagen med deres respective Raad, og skulde afgive Svar herpaa om en Maaneds Tid. Imidlertid anmodede de Kongens Mænd om at formaa deres Herre til at erstatte den Skade, han nys paa flere Maader havde tilføjet Stæderne. Men Forbudet mod at føre Vaaben og Bryggerkar til Danmark og Norge blev forlænget indtil næste Møde, og under samme Forbud blev ogsaa Jærn, Staal, Humle, og Silde-Tønder indbegrebne. Man vilde paa den Maade deels hindre Indbyggerne fra at skaffe sig de nødvendige Vaaben, deels berøve dem Redskaberne til at hjelpe sig uden Tydskerne i Ølbrygning og Sildesalteri. Ligeledes indfandt der sig en Udsending fra Oldermændene og samtlige Kjøbmænd i Bergen med Klage over, at Kong Haakon endnu ikke havde bekræftet de af sin Fader og sine Forfedre givne Privilegier; han meldte ogsaa, hvad der ligeledes stod i et ham medgivet Brev, at Kong Haakon og hans Mænd røvede deres Gods, og at de overalt forfulgtes; de bad derfor om at Stæderne vildt have dem i sin Erindring, hvis det var deres Mening at dagthinge med Kongen og hans Raad, men hvis man skulde merke, at der var noget Galt paa Ferde, som kunde komme dem til Skade, maatte man endelig i Tide varskoe dem derom, og hvis det ikke skulde lade sig gjøre gjennem Øresund, da idetmindste over Flandern paa deres egen Bekostning. Man seer altsaa, at Tydskerne i Bergen have fundet Aspecterne yderst truende. Alle disse Anmodninger besluttede man gjerne at efterkomme. Endelig bestemtes det, at tre af de tilstedeværende Deputerede skulde drage til Preussen, for nærmere at høre, hvordan man havde tænkt sig at indrette den foreslaaede Coalition, men fremfor alt dog for at udvirke, at samtlige Stæder kunde enes om at bringe det derhen, at deres Kjøbmænd i dette Aar endnu som før kunde besøge Danmark og Skaane, samt at en Dag bestemtes til Vintren, hvor man nærmere kunde raadslaa om Skibsfarten til næste Sommer. Det var fra dette samme Møde, at man sendte de føromtalte Forestillinger til Kong Haakon og Norges mægtigste Mænd, samt derhos Advarselsskrivelsen til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen^[8].

maa det følgende Møde, der holdtes i Stralsund ved Jakobsmessetider (25–29de Juli) blev Stædernes Deputerede enige om, at da de Sikkerhedsbreve, Kong Valdemar havde tilstillet dem, i flere Henseender vare utilstrækkelige og utilfredsstillende, kunde man ikke endnu vove paa at sende ham Gesandter, derimod besluttede man at sende den lübeckske Notar, Mag. Johan Krige„ der skulde forestille ham dette, og bede ham om, hvis det virkelig var hans alvorlige Mening at underhandle, da selv at sende en sikker Bedækning over til Stralsund, for at ledsage Gesandterne, som der vilde oppebie den, til Danmark. Imidlertid maatte Ingen besøge enten Skaane eller det øvrige Danmark, Borgholm, Øland eller hele Norge, førend der var kommen Beskeed tilbage fra Kongen. Derhos skulde enhver Stad lade dem af sine Borgere, der allerede befandt sig i Skaane eller Danmark, vide, at de inden 14de September havde at forføje sig derfra, og bringe alt sit Gods med sig hjem. Endelig vedtoges det efter Preussens Forslag, som formodentlig de nysnævnte Afsendinger havde medbragt, at der til Mortensmessetider skulde holdes et større Møde i Köln, (hvor ogsaa Deputerede fra Stæderne ved Nordsøen havde lettere for at indfinde sig), men at man dog forud skulde anmode de samme preussiske Stæder om at samles til et foreløbigt Møde i Stralsund eller Greifswalde lidt for Michelsdag, for at man der kunde enes om, hvad der skulde forhandles paa Generalmødet i Köln^[9].

Mod Slutningen af August fandt den omhandlede Sammenkomst mellem Danekongen og Gesandter fra Stæderne virkelig Sted. Den 22de August var disse hos ham paa Falsterbod, hvorhen han da formodentlig har ladet dem bringe under Bedækning. Men de Forhandlinger, som her holdtes, førtes med saa stor Bitterhed fra begge Sider, at der ej kunde være stort Haab om Fredens Vedligeholdelse. Da Stædernes Deputerede – de lübeckske Udsendinger Borgermester Jakob Pleskow og Magister Johan Fritze synes at have ført Ordet – klagede over alle de Forurettelser, som Stæderne havde lidt siden Fredsslutningen, svarede Kongen ikke videre derpaa, men kom med nogle gamle Klagemaal over Lübeckerne, og gav at forstaa, at de kun slet havde holdt sine beseglede Løfter. Da man svarede ham, at Lübeckerne havde holdt sine Ord og Breve som brave Folk, sagde han, at det havde han ikke befundet; han vilde helst møde med dem for Keiseren, men derpaa havde de ej villet indlade sig. Hertil svaredes, at havde han noget at befale i den Anledning, skulde de gjerne foredrage det for deres respective Raad. Mere blev der ej talt derom den Dag, og Kongen reed til Malmø. Dagen efter foredrog Gesandterne sine Klager for Kongens Raad, der meente, at der burde bestemmes en Frist til at indkalde og personligt høre de kongelige Fogder, over hvilke der klagedes; naar Stæderne beskyldte Kongen og hans Raad for, hvad der ej var sandt, saa var det ikke mere end billigt, at de fralagde sig det. Den følgende Dag kom Raadsherrerne igjen og havde Hertug Erik af Saxen med sig, og disse foreslog nu paa Kongens Vegne, at Sagen enten skulde indstevnes for Keiseren, eller underkastes uvillige Mænds Voldgift. Herom kunde de Deputerede ikke paa egen Haand fatte nogen Bestemmelse, men vedtog kun foreløbigt, at der skulde holdes et nyt Møde paa Falsterbod 14 Dage efter Michelsdag, og Bestemmelsen her afgives; godkjendte Stædernes Raad dette, skulde Kongen underrettes derom en Maaned forud. Derpaa vendte de Deputerede tilbage til Stralsund, og enedes, før de skiltes ad, om at faa det vedtaget, hvor og naar det foreløbige Møde med de preussiske Befuldmægtigede skulde finde Sted, hvis de, som det synes, havde noget imod at indfinde sig i Rostock eller Stralsund, samt tillige, at hver Stad idetmindste skulde sende een Deputeret til Köln. Man synes næsten allerede heraf at kunne slutte, at de Deputerede alene af Høflighed eller for at undgaa al videre Discussion have givet de danske Raadsherrer hiint ubestemte Tilsagn om det nye Møde paa Falsterbod, som det neppe var deres Mening at bringe istand, og som visselig heller ikke fandt Sted^[10].

Men imidlertid havde der ogsaa paa en anden Kant været arbeidet paa at reise farlige Fjender mod Kong Valdemar. De jydske Herrer havde aldrig været Valdemar ret gunstige. De havde nylig været i aabenbar Opstand mod ham, og hvorvel de vare blevne nogenlunde beroligede ved Haandfestningen i Kalundborg, saa var dog Stemningen mod ham i Jylland endnu intet mindre end god. Fremfor alt var der opstaaet en stor Forbittrelse over den Strenghed, hvormed Valdemar søgte at tilbagevinde til Kronen alt det denne tilhørende Jordegods, som i den lange Tid, da Holsterne herskede, var kommet i private Mænds Besiddelse, enten ved Gave, eller som Pant: en Adkomst, der vistnok ikke i sig selv var gyldig, og som Valdemar paa Retterthingene derfor ogsaa fik underkjendt, men naturligviis til stor Harme for de megtige Besiddere^[11]. Naar man ellers gjennemgaar Navnene paa de jydske Herrer i den Tid, finder man desuden saamange tydske, at man her tydeligt kan see Virkningen af den lange Forbindelse, hvori Landskabet havde staaet med Holsten, og lettelig kan begribe, at de holstenske Grevers Indflydelser her maatte være langt større, end ønskeligt kunde være. Heraf undlod heller ikke den virksomme Grev Henrik at benytte sig. At der mellem ham, Mecklenburgerne og de jydske Herrer i Løbet af Sommeren fandt mange hemmelige Underhandlinger Sted, hvori ogsaa Stæderne underhaanden toge Deel, derom kan man ikke tvivle, naar man erfarer Begivenhedernes senere Gang. Grev Henrik havde paa denne Tid, maaskee i dette selvsamme Aar, egtet Hertug Albrechts Datter, Enke efter Ludvig den Romer af Brandenburg, og dette gav ham endmere Anledning til at virke i Forening med ham. Ogsaa til den preussiske Højmester havde han henvendt M„ formodentlig om det samme, og det endog med saa stor Forsigtighed, at de Sendebud, der fra Hansedagen i Juni 1367 afgik til Preussen, udtrykkeligt fik det Hverv at udforske Højmesteren om Grevens og Hertugens Hensigter, samt tillige meddele ham, hvad disse Herrer allerede havde udviklet for enkelte af Stæderne om den Sag, der nu var paa Bane. Svaret maa have været tilfredsstillende, thi ej længe efter finde vi Stæderne i de ivrigste Underhandlinger med de samme Herrer, medens Greven paa sin Side neppe var mindre virksom i Jylland, og heller ikke mindre Hertug Albrecht i Sverige, hvilken nu ganske opførte sig som Herre der, og allerede om Vaaren eller ved Sommerens Begyndelse havde formaaet de svenske geistlige og verdslige Herrer til at yde en Krigshjelp, der for enhver, der veed, hvor haardnakket de stod paa sin Skattefrihed, og med hvilket uforsonligt Had de forfulgte Kong Magnus, fordi han søgte at indskrænke den, synes næsten utrolig. De vedtog nemlig i et Aar fra Begyndelsen af Mai at afgive Halvdelen af alle sine Indkomster for dette Aar, kun med Undtagelse for de Gaarde, som de selv beboede: en Opoffrelse fra Herrernes Side, der neppe kan forklares anderledes end af deres uudslukkelige Had mod Magnus i Forbindelse med deres Frygt for at komme under den strenge og hensynsløse Kong Valdemars Velde^[12]. I Begyndelsen af October, da Deputerede fra de østersøiske Stæder endnu engang efter Aftale kom sammen for at forberede det Nødvendige med Hensyn til det forestaaende Generalmøde i Köln, vare Underhandlingerne med Holstens og Mecklenburgs Fyrster allerede saa vidt fremskreden, at der blev fattet den udtrykkelige Beslutning, at hvis de preussiske og de sydvestlige Stæder paa Generalmødet ej vilde have noget med disse Fyrster at bestille, da skulde man svare dem, at de jo dog selv tidligere havde givet de østersøiske Stæders Sendebud Fuldmagt til at underhandle med dem, og at man nu heri „var gaaet saa dybt“, at man ej længer kunde drage sig tilbage, ligesom det og i sig selv ikke var rimeligt, at man vilde komme nogen Vej uden dem^[13]. Det er af det paafølgende tydeligt, at Fyrsterne og de jydske Adelsmænd nu alene oppebiede et ønskeligt Resultat af det store Møde i Köln, for aabenlyst at slutte sig til Stæderne og i Forening med dem at begynde en Krig, af hvilken de ventede sig de overordentligste Fordele.

Kong Albrecht og hans Fader havde imidlertid ogsaa fortsat Krigsoperationerne i Sverige, forsaavidt som de i længere Tid, ligefra August til langt hen i November, belejrede Borgholms Slot. Det blev tilsidst indtaget, skjønt man hverken veed naar eller hvorledes. Sandsynligviis skete dette dog, siden Belejringen var langvarig, ved Capitulation, især da nu Vintren nærmede sig, og Tilførsel blev vanskeligere. Hertug Albrecht havde forinden allerede begivet sig over til Tydskland, for personligt at underhandle med Stæderne, og saa at sine lægge den sidste Haand paa Organisationen af den store Coalition mod Danmark og Norge. Han havde til den Ende forsynet sig med en Fuldmagt fra sin Søn, Kong Albrecht, til ogsaa at handle paa hans Vegne^[14].

Det store Møde i Köln blev afholdt til den berammede Tid. Her samledes, den 11te Novbr. Afsendinger fra de vendiske Stæder Lübeck, Rostock, Stralsund og Wismar, fra de preussiske Stæder Kulm, Thotn og Elbing, og fra de nederlandske Stæder Kampen, Harderwyck, Ellenborg, Amsterdam og Briell. De Stæder, der lode møde, havde Fuldmagt fra de andre, der ingen Deputerede sendte. Her blev der nu, den 17de November, altsaa efter meget korte Forhandlinger, vedtaget, „at formedelst den mangfoldige Uret og Skade, som Danmarks og Norges Konger havde gjort mod Kjøbmændene, vilde de være deres Fjender, og hjelpe hinanden troligen ved at udruste Skibe og Krigsfolk“. Antallet og Styrken af disse bestemtes saaledes, at de vendiske og liflandske Stæder skulde stille ti Kogger, hver med 100 velbevæbnede Mand; de sex preussiske Stæder fem Kogger, formodentlig med samme Bemanding; Kampen een Kogge og to Rhinskibe med 150 Mand; de øvrige Stæder ved Zuydersøen saavelsom Amsterdam, Stavern, Harderwyck og Dordrecht hver en Kogge med 100 Mand; Stæderne i Zeeland to Kogger med 200 Mand. Alle disse nederlandske Skibe skulde være sejlferdige til næste Palmesøndag, for med første føjelige Vind at sejle til Øresund, men først samles i Marstrand og der oppebie hinanden for at kunne sejle tilsammen ind ad Sundet. De vendiske og preussiske Stæder skulde ligeledes være sejlferdige til Paaske for at samles ved „Gheland“^[15], og derfra gaa til Øresund, for der at forene sig med de nederlandske, hvorefter alle Skibene skulde blive tilsammen i een Flaade og adlyde Høvedsmændenes Befaling, indtil disse gav dem Orlov, under Livs og Godses Fortabelse. Ingen af Stædernes Borgere maatte søge de tvende Kongers Lande med Kjøbmandsskib, eller tilføre dem Harnisk eller Levnetsmidler, under Fredløsheds Straf. Det bestemtes nøje, hvor stort Krigsstyr eller saakaldt Pundgjeld enhver enkelt Kjøbmand skulde udrede. Det bestemtes endvidere, at de fra Preussen, Kampen, Zuydersøen, Holland og Zeeland skulde ingen Bidrag eller Kost have af Kongen af Sverige, Hertug Albrecht, Grev Henrik, eller nogen af Herrerne, og om disse Herrer vandt noget Land eller Slot, da skulde hine ej dermed befatte sig, hvorimod de vendiske Stæder skulde kunne tilthinge sig noget af bemeldte Herrer; kunde de vendiske Stæder formaa dem til at hjelpe sig, da skulde de forbinde sig med dem fra førstkommende Paaske paa et Aar, og ingen af Parterne forsone sig med Fjenden paa egen Haand. Ligeledes forbandt alle Stæderne sig indbyrdes til at holde sammen og ikke gaa til Forliig, førend der var skeet dem alle lige Ret af begge Konger, og hvis et saadant Forliig kom istand, men Kongerne atter angreb en af Stæderne med Urette, da skulde alle de andre Stæder komme den til Hjelp, men den særegne Feide, nogen enkelt Stad kunde have med Kongerne, den kunde den siden afgjøre paa egen Haand, og dagthinge desangaaende paa eget Æventyr. Dette Forbund skulde vedvare i tre Aar efter at de vare forliigte med Kongerne, og de forsamlede Raadsherrer lovede paa sine respective Stæders Vegne, og paa sin Ære og Tro, at holde det, og at det skulde straffes paa det Højeste, om Nogen brød det^[16]. Dagen derefter skiltes de ad, og Magistraten i Köln paatog sig ved Circulærskrivelser at underrette de Stæder, der ingen Deputerede havde sendt, om de fattede Beslutninger^[17].

Saaledes var da dette merkelige og farlige Forbund sluttet, der, om det end kun var indgaaet for en kortere Tid og i et særskilt Øjemed, dog bidrog saa meget til at give den tydske Hansa Fasthed og varigere Sammenhold. Hertil havde de enkelte Stæder, eller visse Grupper af dem, handlet med paa egen Haand, nu traadte de for første Gang op som en samlet Eenhed. Man regnede i alt over 77 Stæder som Deeltagere^[18]. Vare nu end mange af disse Landstæder, og kunde saaledes ikke afgive nogen umiddelbar Bidrag i Skibe og Søkrigere, saa kunde de dog skaffe betydelig Pengehjelp. Forbundet var derfor vistnok skikket til at indjage endog megtigere og modigere Fyrster end Kong Valdemar Skræk, om end ikke hertil kom, at dette Forbund allerede var saagodtsom tiltraadt af en veldig Fraction af hans egne Undersaatter og de megtigste blandt hans Nabofyrster.

Det var imidlertid ingen let Sag, at organisere et Forbund, der omfattede Stæderne lige fra Schelden til den finske Bugt. Endnu var der meget at tage vare paa og bringe istand, og det maatte skee i en Hast. Man maatte desuden være betænkt paa at sikre de Borgere af Stæderne, der opholdt sig i Fjendeland, som i Skaane og i Norge, mod Overlast af Indbyggerne, naar Krigen erklæredes. Om alt dette holdt de østersøiske Søstæders Deputerede en Raadslagning i Lübeck den 8de December, da de vare komne tilbage fra Köln. Det bestemtes her blandt andet, at man skulde tilkjendegive de tydske Kjøbmænd i Norge, hvad der var besluttet, samt at de, om der kom nogen Flaade fra Zuydersøen, da trygt kunde betro sig og sit Gods til den; til Kjøbmændene i Bergen skulde der sendes Bud med fire Kjøbmandsskibe, at de skulde holde sig ferdige til at rømme Byen med alt deres Gods næstkommende Paaske, og at de dertil fik tage Skibe, hvor de kunde; man vilde imidlertid hjemme paa bedste Maade see til at skaffe tomme Skibe, som kunde sendes op til dem; i samme Øjemed tillodes det Rostock og Stralsund at sende et 20 Lesters Skib til Tunsberg. Til Keiseren skulde der sendes Klagebrev over Kong Valdemar, og Stædernes Feidebreve til denne skulde samtlige være indleverede i Lübeck til næste Midfaste Søndag (19de Marts). Der skulde tillige underhandles med Hertug Albrecht om et Forliig med dem af Kampen, og disse saavelsom de øvrige fra Zuydersøen paatog sig mellem sig at handle om de i Norge opbrendte Skibe. Her sigtes der formodentlig til den Tvist, som nys havde været mellem Kampen og de tydske Stæder, og som maa have staaet i den nøjeste Forbindelse med den Stilstand, der Aaret forud var sluttet mellem Kampen og Kong Haakon. Uagtet Staden havde sendt Deputerede til Mødet, maatte dog rimeligviis først hiin Strid bilegges og det venskabelige Forhold til Norge afbrydes, førend Stadens samlede Raad kunde godkjende Tiltrædelsen til det store Forbund. Nytaarsdag skulde man samle sig paany i Rostock for at bringe de respective Stæders Ratification af de kölnske Forbundsartikler^[19].

Ved det berammede Mode i Rostock bragte de Deputerede den eenstemmige Beskeed, at deres Stæder vilde blive ved det sluttede Forbund, og iagttage de kølnske Artikler. Formodentlig have de nederlandske Stæder samtidigt holdt et lignende Møde og vedtaget det samme. Man enedes nærmere om hver enkelt Stads Skibe- og Troppe-Contingent, og besluttede ligeledes, at der skulde kunne lejes Skibe i Flandern for at gaa til Bergen og bringe de derværende Kjøbmænd og deres Gods i Sikkerhed. Flandern var nemlig neutralt, og dets Skibe kunde saaledes, selv efter Krigens Erklæring, have Adgang til Norge. Paa lignende Maade skulde Rostockerne istedetfor et tyve Lesters Skib kunne sende to, hvert paa tolv, et til Oslo og et til Tunsberg. Det er forresten besynderligt nok, og tyder paa, at man enten forudsatte en overvettes Humanitet fra norsk Side, eller at Tydskerne allerede maa have spillet Mester i Stæderne, naar man saaledes i god Ro kunde raadslaa om at skaffe Kjøbmændene og deres Gods bort, uden at frygte for, at Nordmændene skulde legge Hindringer i Vejen, tilegne sig deres Gods som lovligt Bytte, og anholde dem selv som Krigsfanger eller Gisler. De Engelske og Flandrerne skulde iøvrigt varskoes om ikke at besøge Norge og Danmark, eller bringe dem Vaaben og Fødevarer. Sagen var nok egentlig den, at man frygtede, at disse Nationers Kjøbmænd kunde benytte sig af Krigstilstanden for at tilvende sig den indbringende Handel. Der blev ogsaa truffet andre særlige Foranstaltninger til Forbundets Befestelse og Bortryddelsen af enkelte Vanskeligheder, der ideligt synes at have reist sig formedelst Deeltagernes Mængde og forskjellige Vilkaar. Charakteristisk, og betegnende de Pengehensyn, som altid ledede disse snue og forsigtige Handelsmænd, er den Bestemmelse, som blev tagen angaaende Forbundet med Fyrsterne. Der skulde meldes dem, at man ønskede, at en Dag, der var aftalt med Danekongen til Kyndelsmisse, maatte blive holdt, „thi da skulde han udbetale Stæderne en stor Erstatningssum“. Meningen var altsaa den, at de vilde lade som ingenting var, og forebygge at Valdemar fik noget Nys om, hvad der var paaferde, indtil de havde faaet hans Penge; siden kunde det bryde løs! Jyderne skulde Fyrsterne see at holde i Ro indtil Paaske. Og hvis Fyrsterne havde Betænkeligheder ved at indgaa Forbundet alene paa eet Aar, stemte Lübeck, Wismar, Rostock og Stralsund for at det skulde indgaaes paa tvende; de øvrige Deputerede vovede ikke at afgjøre dette paa egen Haand^[20].

Ej længe efter blev Forbundet mellem Fyrsterne indbyrdes, saavelsom imellem dem og de misfornøjede jydske Herrer, formeligt indgaaet i Wismar, den 25de Januar. Dette Forbund gik ikke ud paa mindre end at erobre hele Danmarks Rige og dele det mellem Erobrerne. Idetmindste betegnedes dette som en Mulighed. I den egentlige Forbundstraktat heed det, at Fyrsterne og de jydske Herrer paa Grund af den megen Uret, som Kong Valdemar havde gjort og fremdeles gjorde dem uden deres Skyld, havde forbundet sig med hinanden indbyrdes i en tro og fast Forbindelse og Hjelp med Liv og Gods og al Magt, og med Venner og Krigsmænd, som de kunde faa i Ledtog med sig, mod Kong Valdemar, og mod Kongen af Norge saavelsom alle deres Hjelpere, og skulde ingen enkelte af de Forbundne forlade de øvrige eller indgaa nogen Fred uden deres Vilje. Kong Albrecht i Sverige skulde inden St. Hansdag have forbundet sig med dem, og stille Borgen derfor ved Mænd og Breve. Blandt de tolv jydske Herrer, der her optræde som Deeltagere i Forbundet, nævnes Stig Anderssøn, Nikolas v. Lembeke, Benedict v. Anefeld, Anders Offessøn, Nikolas Glob, og Gottskalk Skarpenberg, der altsaa nu, siden han havde maattet frasige sig Baagahuus Slot, havde slaaet sig til Valdemars Fjender og saaledes heller ikke længer har kunnet staa i Hertug Eriks Tjeneste. Man skulde næsten tro, at han er bleven forbittret over, ikke at være sat til Høvedsmand paa Vardbergshuus, da dette i Stedet for Baagahuus blev overladt til Valdemar. Men ved Siden af Forbundstractaten indgik Fyrsterne, blandt hvilke ogsaa Kong Albrecht opføres som om han havde været tilstede, en særegen Overeenskomst med hinanden indbyrdes om Delingen af Fanger, Bytte og Erobringer. Med Hensyn til det sidste afgjordes det, at alt hvad der maatte erobres i Skaane, og i Landene mellem Skaane og Sverige (altsaa Halland og Bleking), Gotland og de øvrige til samme Landskaber hørende Øer, skulde tilfalde Kong Albrecht; Hertugen af Mecklenburg skulde have alle Erobringer i Sjæland, Møen og Falster med tilhørende Øer; Greverne af Holsten alt hvad man tog i Jylland, Fyen og Langeland med tilhørende Øer. Norge blev her ikke nævnt, aabenbart af den Grund, at Fyrsterne ikke havde til Hensigt at krige paa Norge, men at overlade dette til Stæderne^[21]. – Dette Forbund blev enten strax tiltraadt af Stæderne„ eller ogsaa faa Dage efter, paa et Møde i Lübeck den 2den Februar, det samme, hvortil ogsaa Afsendinger fra Kong Valdemar skulde indfinde sig for at handle om Erstatningssummen. Foreningen blev indgaaet af de vendiske Stæder paa to Aar, af de preussiske og nederlandske paa eet Aar, eller rettere for hine fra førstkommende Fastelavn til Paaske 1370, for disse fra samme Fastelavn til Paaske 1369. Der indfandt sig vel Gesandter fra Danmark, men det lader ikke til at disse havde andet Erende end at faa en ny Dag bestemt til Erstatningsspørsmaalets nærmere Afgjørelse. Dette Tilbud vilde Stæderne naturligviis nu ikke modtage, og de danske Gesandter truede med at Kongen vilde „klage for Pave, Keiser, Herrer, Fyrster og Venner“. Stæderne svarede at ogsaa de maatte „klage for Herrer, Fyrster og Venner“ over at Kongen fratog dem Skibe og Gods under Fred og Trygd; om de gjengjeldte det samme, vare de saaledes angerløse. Nogen nærmere Underretning om at et farligt Angreb forberededes, synes dog Gesandterne endnu ikke at have faaet, skjønt Foretagendet umuligt længer kan have været hemmeligt, saamegetmere som der allerede synes at have været indledet Underhandlinger med Hertug Erik af Saxen om et fredeligt Forhold mellem hans tydske Besiddelser og de Forbundne^[22]. Ligeledes blev der paa dette Møde skrevet et Brev til Oldermændene og Kjøbmændene i Bergen, hvorved det blev disse tilkjendegivet, at de ifølge Stædernes fælles Beslutning havde under Livs og Godses Fortabelse at gjøre sig færdige til at forlade Byen førstkommende Paaske eller i det allersildigste til St. Valdborgs Dag (1ste Mai), med de Skibe, de dertil kunde faa. Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund og Greifswalde vare komne overeens om, at skaffe Skibe til Veje, og sende dem, ligesaavelsom til dem, der havde „Compagni“ i Oslo og Tunsberg, men paa deres eget Æventyr. De havde for det første at slutte sig til den zuydersøiske Flaade, der samlede sig i Marstrand for at gaa til Øresund, og ej at skilles derfra, førend begge Flaader vare forenede, dog skulde det ikke være dem formeent at sejle til Flandern eller England. Endelig skulde Enhver forsyne sig med gode Vaaben til at beskjerme sig med^[23]. Til de tydske Oldermænd og Kjøbmænd i Brügge blev der iligemaade skrevet, at ingen af dem maatte sejle til Sundet og Østersøen, førend efterat den store zuydersøiske Flaade var afsejlet; dog skulde det være de Kjøbmænd, der plejede at besøge Bergen, tilladt, allerede i Fastetiden, før den store Flaades Afgang, at bringe nogle tomme Pramme til denne By, for at føre Kjøbmændene med deres Gods derfra til Øresundsflaaden; de af dem, der havde Handelsfeller i Tunsberg eller Oslo, kunde paa deres eget Æventyr fragte Skibe til at bortbringe dem^[24]. Paa to følgende Møder, i Grevesmöhlen den 27de Februar, og i Rostock den 10de Marts, blev der endnu vedtaget flere særdeles Foranstaltninger. Paa det første fremlagdes allerede et Frihedsbrev, udstedt af Kong. Albrecht for de tydske Stæder med Hensyn til Skaane, der skulde træde i Kraft, naar dette Land faldt i hans Hænder^[25], og paa det sidste bleve Skibshøvedsmændene udnævnte^[26]. Tre Dage forud, den 12te Marts, afgav de jydske Herrer, til hvilke nu ogsaa flere, der ikke nævnes i den første Tractat, havde sluttet sig, en Forsikkring om at ville staa Hertug Henrik af Jylland og hans Medhjelpere bi til at forsvare deres Privilegier, og ikke slutte Fred med Valdemar uden Hertugens Samtykke, og førend de havde skaffet ham Langeland. Saaledes seer man, at ogsaa denne Fyrste, der i Aaret 1364 var efterfulgt sin Fader Hertug Valdemar, og hvem man ellers kun hører meget lidet til, havde sluttet sig til den store Coalition^[27]. Hermed vare nu Forberedelserne færdige. Fejdebrevene, der skulde være indleverede i Lübeck til den 19de Marts, bleve formodentlig kort efter oversendte til Kong Valdemar.

1. Lappenbergs Sartorius, II. 589. 590.
2. Sammesteds, S. 596.
3. Sammesteds, S. 690.
4. Sammesteds, S. 687, 688, jvfr. S. 690. Om de førstnævnte Kaperier heder det: „Item Aar 1367 ved Kyndelmissetider tog Kong Haakon med sine Vasaller i Stromesse et Skib, tilhørende Peter Vöghen, og de borttog derfra 49 Lester Øl. Hovedmænd for dette vare Thorkel Barun og Hr. Bonde Viik“. Altsaa seer man, at Kong Haakon selv betragtedes som Gjerningsmand. Men han svarede selv hertil, „at Opbringelsen af Peter Vöghens Skib ej var skeet efter hans Ordre eller Vilje, at Ladningen allerede var deelt imellem Opbringerne) inden han fik Sagen at vide, at han havde sagt til Skibets Ejere, at han vilde erstatte dem Godset, men at de ikke vilde vente saa længe, og drog bort med hans Fjender, da disse havde ligget omkring Baagahuus“ (hvorom i det følgende); og herom vidste en lübecksk Klerk Besked, som da var hos ham. Hvor hiint „Stromesse“ er at selge, vides ej med Vished.
5. See Kong Haakons Indlæg af 1370. Lappenbergs Sartorius, II. 697.
6. Dipl. Norv. V. 254.
7. Dette erfares deraf, at der ved Hansedagen i Stralsund den 24de Juni 1366 vedtoges, at der skulde negotieres om Erstatning for det skete Ran. Lappenbergs Sartorius II. 598.
8. Sammesteds, S. 595–599. 592.
9. Sammesteds, S. 599–601.
10. Sammesteds, II. S. 602–604.
11. Gram, i sine Forbedringer l. c. S. 167, nævner udtrykkeligt, at der endnu haves Breve, der bevidne, at sligt er overgaaet Hr. Stig Anderssøn, Hr. Nikolas Lembeke, Hr. Nikolas Esgessøn, Paal Glob o. fl., allesammen Hovedmænd for den paafølgende Opstand.
12. Styffe, Bidrag, No. 38, 39. S. 118, 119.
13. Lappenbergs Sartorius II. S. 604, 605. Dette Møde holdtes ikke, som det var bestemt, i Greifswalde eller Stralsund, men i Rostock, og ej førend d. 6te Oktober. Heller ikke vare Deputerede fra de preussiske Stæder her tilstede, hvad nu Aarsagen dertil kan have været.
14. Allerede den 31te August udstedte Kong Albrecht et Brev „udenfor Borgholms Slot, hvorved han skjenkede Hr. Erik Karlssøn det Gods paa Øland, der havde tilhørt Hr. Anund Hatts Enke, „der havde valgt sig sit Tilhold hos hans Fjender“. Dette Gods havde hun sandsynligviis faaet af Hertuginde Ingeborg af Øland. Kong Haakon klagede siden over at Kong Albrecht saaledes bortskjenkede Gods, tilhørende hans Mænd, paa denne Ø. – Fuldmagten for Hertug Albrecht er ligeledes dateret „i Hæren udenfor Borgholms Slot“ den 16de November, altsaa var Slottet da endnu ej erobret, men dets Overgivelse maa vel have været ventet med det første, siden Hertugen troede at kunne reise derfra. Fuldmagten, der efter Originalen i det lübeckske Archiv er trykt i Lappenbergs Sartorius II. S. 612, og som tillige lyder naa Kong Albrechts Broder Henrik, indeholder den besynderlige Erklæring, at Kong Albrecht inden næste Aars St. Hansdag vil ratificere, hvad Faderen vedtager paa hans Vegne.
15. Hvad der skal forstaaes under dette Navn, som skrives saaledes i Aftrykket hos Lappenberg (Sartorius II. 607), er vanskeligt at sige. Saameget seer man nok, at det er et Sted i Østersøen, lige tilgængeligt for de østligste og vestligste Steder, og som heller ikke kan have ligget langt fra Indløbet til Øresund. Maaskee det kun er en Feillæsning for „Sjæland“.
16. Lappenbergs Sartorius II. 606–610.
17. Circulær-Skrivelsen, addresseret til Braunschweig, Hildesheim, Magdeburg, human„ Hannover, Lüneburg, Bremen, Stude, Hamburg, Kiel, Greifswalde, Anklam, Stettin, Neustargard, Kolberg, Riga, Dorpat, Reval og Pernau, er dateret 22de Novbr. 1367. Sammesteds S. 612.
18. Antallet 77 forekommer i det bekjendte Smædevers, hvormed Kong Valdemar skal have besvaret Stædernes Fejdebrev. Huitfeld, som urigtigt omtaler det kölnske Forbund under 1364 (S. 532), angiver Tallet at være 77, men opregner dem derpaa enkeltviis, og naar man optæller Navnene, bliver den hele Sum 80.
19. Lappenbergs Sartorius II. S. 166.
20. Lappenbergs Sartorius II. S. 613–616.
21. Forbundstractatens mecklenburgske Gjenpart er trykt i Pötkers Sammlung Meckl. Urkunden, III. 19; den holstensk-jydske i Schl. Holst. Lauenb. Urk. II. S. 277. Delingstractaten er aftrykt hos Potter l. c. S. 21, derefter i Grams Forbedringer, l. c. S. 167, sidst i Schl. Holst. Lauenb. Urk. II. S. 276.
22. Lappenbergs Sartorius II. 616, 617.
23. Sammesteds S. 641.
24. Sammesteds, S. 640.
25. Idetmindste bestemtes det paa foregaaende Mode i Lübeck, at ei saadant skulde fremlegges, Lapp. Sart. II. S. 616.
26. Sammesteds, S. 617–621.
27. Huitfeldt, S. 542, Suhm XIII. Originalbrevet, hvoraf Huitfeldt leverer Uddrag, lader til at være tabt.