Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/67

Hanſeſtædernes Krigserklæring ſynes, merkeligt nok, at være kommen temmelig uventet paa Kong Valdemar. Eller om han end havde haft nogen Anelſe om at der var et fjendtligt Foretagende i Gjere mod ham, har han dog neppe foreſtillet ſig, at Fjenderne vare ſaa mange og ſaa farlige. Og allermeſt maa den jydſke Adels Opſtand have foruroliget ham, thi han kunde ikke vide, hvor vidt dens Forgreninger ſtrakte ſig, og om den ej ogſaa vilde udbrede ſig til andre Dele af Riget. Kort at ſige, han fandt det raadeligſt at forlade Landet, hvad enten han nu ikke følte ſig ret ſikker i ſit eget Rige, eller troede at kunne gjøre ſtørre Gavn ved at ſøge Hjelp hos tydſke Fyrſter. Med en ſtor Skat Penge og Koſtbarheder drog han lige under Paaſken i al Stilhed over til Pomern, derfra til Brandenburg, hvor en ſtor Deel af hans Rigdomme bleve ham fratagne — man veed ikke ret hvorledes — opholdt ſig ogſaa en Tid i Bayern, og kom ikke tilbage, førend efter fire Aars Forløb[1]. Før ſin Afreiſe beſkikkede han Drottſeten Henning v. Putbuſch, en af ſine ældſte og paalideligſte Tjenere, til „Rigets Høvedsmand“, og gav ham og Rigsraadet Fuldmagt til at underhandle og gjøre Forliig med Stæderne. Om der ogſaa blev ſendt Fejdebrev til Kong Haakon i Norge, er uviſt, men det ſynes rimeligt, med mindre at Stæderne allerede betragtede ſig ſom værende i Feide med ham. Forøvrigt kom Krigserklæringen meget ubelejligt for de tydſke Kjøbmænd i Bergen, der fandt det yderſt betænkeligt at drage bort, og heller vilde, at man ikke ſkulde have ladet det komme til ſaadanne Yderligheder. Det lader desuden til, at den egentlige Befaling til dem, om at have rømmet Byen inden 1ſte Mai, kom noget vel ſildigt, ſaa at de ikke fik tilbørlig Friſt. Man har endnu Concepten til et Brev, ſom de i den Anledning tilſkrev eller vilde tilſkrive Raadet i Lübeck, ſandſynligviis medens de, efterat have forladt Bergen, laa med Flaaden i Øreſund. Heri beklagede de ſig højligen. „Eders Agtbarhed ſkal vide“, ſkrev de, „at vi have faaet Eders Brev, hvori I befalede os at rømme Norge St. Valdborgs Dag. Dette Eders Brev kom os umaadeligt haſtigt paa, uden nogenſomhelſt foregaaende Advarſel; og I maa vide, at vi have lidt en ſtor og drabelig Skade; vi maatte nemlig give de Skibe, der førte Kjøbmændene fra Landet, og ſom vare fragtede i Flandern og England, vel halvfjerdetuſinde Mk. lybſk, og endda havde vi ikke mere at afſlibe deri end vore egne Perſoner, og maatte ſejle tomhændede fra Landet, medens der allerede var en Mængde Varer undervejs til Bergen, ikke mere end 20 Mile borte, hvilke Kjøbmændene nu ikke kunde afvente formedelſt Eders ſtrenge Befaling. Allerede heri er der ſkeet Kjøbmændene en Skade af mindſt 30000 Mk. lybſk, og endda er dette en ubetydelig Skade imod den anden, vi have lidt, idet vi have maattet rømme Landet og mangen Mand har miſtet alt ſit Gods, Mange det halve, og denne Skade er os ſaa uudholdelig, at vi ikke nogenſinde kunde faa klaget tilfulde derover for Gud og Eder. Derhos maatte vi give Slip paa vore Privilegier og al den Rettighed, ſom vi havde af Kongen, og ſom har koſtet de hederlige Mænd, Eders Forfedre, meget Arbeide og Kjøbmanden meget Omhu. Til al denne Skade kommer ogſaa den, ſom vi lide deraf, at de Engelſke og Flamſke og andre Folk, der ikke bryde ſig om Eders Bud, ſejle til Bergen og tilvende ſig det Gods og det Kjøbmandſkab, ſom Eders Borgere og Kjøbmanden plejede at nære ſig af. Vi forſikkre Eder herved om, at hvis I ikke med Eders viſe Raad hindre dette, da ſtaar det ikke til at forvinde i vort og vore Efterkommeres Liv“[2]. Heraf ſeer man baade, hvor fordeelagtig denne bergenſke Handel maa have været for Stæderne, og hvor humant dog i det Hele taget Tydſkerne maa have været behandlede i Norge, thi ſaavidt man af dette Brev kan ſkjønne, havde Tydſkerne i Bergen intet imod at blive der, endog under Krigen, og frygtede mere den hovedkulds Bortreiſe, end de haarde Forholdsregler, ſom Nordmændene maatte kunne tage imod dem. Imidlertid erfarer man dog af de ſenere Forhandlinger, at Kongen og hans Befalingsmænd nu, efterat Kjøbmændene havde forladt Bergen, lagde Beſlag paa ej alene deres efterladte Gods, men ogſaa deres udeſtaaende Gjeldsfordringer, der ſaaledes i Kongens Navn maa have været indfordrede af vedkommende Debitorer, forſaavidt man kjendte dem, men hvoraf dog mange ſynes at have benyttet Lejligheden til aldeles at unddrage ſig al Tilbagebetaling.

Den førſte Efterretning om det Angreb, der forberededes, ſynes man i Norge at have faaet af nogle Breve, ſom Hr. Agmund Finnsſøn endnu om Vintren, ved Helligtrekongerstider, forefandt i et Skib, der tilhørte nogle ſtralſundſke og greifswaldſke Borgere. Han anholdt det, ſom han ſiden angav, for at tage ſig til Rette over Greifswalderne, der havde ladet en af hans Tjenere halshugge, og ſiden ej vilde ſkaffe ham Ret, uagtet hans gjentagne Klager; han fandt her Breve, ſkrevne til England og andre Steder, „hvorved de forbandt ſig med Kongens Fjender til dennes ſtore Skade og Fortred“. Og derfor tog Hr. Agmund alt Godſet ſaavel Kjøbmændenes, ſom Skipperens[3]. Men dette blev blodigt hevnet, da de nederlandſke Krigsſkibe til den beſtemte Tid ankom udenfor Norges Kyſter. De betegnede ſin Vej med Ødeleggelſer. De lagde førſt til ved Agder, øſtenfor Lindesnes, og ødelagde med Ild og Sverd femten Kirkeſogne. Derfra ſejlede de over Folden til Marſtrand, det aftalte Beſtemmelſesſted, hvor de brendte Byen med Kaſtellet, Kloſtret og Kirken, Øen Thjorn og andre Øer. De løb ſiden ind i Elven, brendte Byen Kongehelle, alle Bygninger paa Baagaholmen udenfor Slottet, tilligemed nogle Skibe, ſom tilhørte Kongen, og tre Kirkeſogn paa Hiſingen. De vovede ſig endog lige op til Ljodhuus, der nu atter var faldet i Kong Haakons Hænder, brendte Byen og Slottet, og en Mængde Gaarde — man regnede i Alt 200 — paa begge Sider af Elven[4]. Paa ſamme Tid ſejlede den øſterſøiſke Flaade efter Beſtemmelſen ind i Øreſund, og indtog den 2den Mai Kjøbenhavn, ſom de plyndrede tilligemed Slottet, og ſøgte ſtrax ved Forſænkninger at tilſtoppe Indløbet til Havnen. Ligeledes bemegtigede de ſig Helſingør, Nykjøbing paa Falſter, Falſterbod og Skanør i Skaane, ſamt Øerne Amager og Hveden. Sjæland herjedes vidt og bredt, ſamt formodentlig ogſaa de nærliggende mindre Øer, og man maa antage, at Foreningen af begge Flaader nu gik for ſig uden Hinder[5]. Samtidigt havde baade Kong Albrecht ſat ſig i Bevægelſe i Sverige, og de holſtenſke Grever i Jylland. Albrecht erobrede ej alene den Deel af Smaaland tilbage, ſom Kong Valdemar havde underkaſtet ſig i 1366, men ogſaa det meſte af Skaane, hvor han lod ſig bolde, antog Titlen af „Herre til Skaane“, og udferdigede i Falſterbod den 25de Juli de belovede Privilegier for Stæderne, medens han tillige efter Aftale ratificerede Forbundstractaten mod Danmark[6]. De holſtenſke Grever belejrede Skanderborg tillige.med tiere andre Slotte, og trængte lige op til Aalborg, ſom de ud paa Høſten indtog[7]. Helſingborg modſtod dog en Tid lang ſaavel Kong Albrechts, ſom ſidenefter ogſaa Stædernes Angreb. Heller ikke lykkedes det Kong Albrecht at indtage Halland, uagtet han i Auguſt viiſte ſig udenfor Vardberg. Endogſaa Kinds Hered i Veſtergøtland blev fremdeles i de Danſkes Magt. Endnu ved Krigens Ende var der danſke Befalingsmænd paa Vardberg, Lagaholm og Øreſteen, medens Hertug Erik af Saxen endnu ſiden Krigen i 1366 havde Openſteen og Falkenberg[8]. Men alligevel havde de Forbundnes Fremgang været overvættes. „Tydſkernes Herredømme“, ſiger de islandſke Annaler, „gik over Jylland og hele Daneveldet“.

Under disſe Omſtændigheder fandt Kong Haakon det klogeſt, at underhandle om Stilſtand. Stædernes Flaade maa have været ham for megtig. Et Ledings-Udbud fra Norge vilde nu ikke længer kunne have ſkaffet den reſpect-indgydende Krigsmagt til Veje, ſom i tidligere Dage, thi Ledingsvæſenet i Norge, der endnu var i ſin gamle Skik, ſvarede ikke længer til de Fremſkridt, ſom andenſteds vare gjorte i Skibsbyggeriet og Skibenes Udruſtning, og det var ſaa langt fra, at Ledingsſkibene nu vare flere og ſtørre end før, at de ſnarere endog, ſiden Mandedøden, vare færre og mindre. Kong Magnus havde ſaaledes ſelv nylig, førend han indſtillede ſig i ſit Fangenſkab, tilladt Indbyggerne af Sandins Skibrede paa Veſtfold at bygge ſig et mindre Landvernſkib end før, paa Grund af Affolkning[9], og man kan neppe tvivle paa, at flere lignende Tilladelſer have været givne. Vi ville derfor ogſaa ſnart ſee, at man ganſke forlod det hele Syſtem. Dette var desuden allerede forladt af dem, hvis Skibe forhen udgjorde Kjernen af den kongelige Krigsſtyrke, Sysſelmændene og Hirdmændene; de holdt ikke længer egne Krigsſkibe; dette, kan man ſige, var ophørt med Lendermandsverdigheden, og Huustropperne, forſaavidt de fandtes, beſtode nu kun af Landtropper, med hvem man ikke ſkulde udrette ſtort mod de fjendtlige Skibe, der landede hiſt og her, hvor man mindſt ventede det, og formodentlig havde herjet fra ſig, førend der kunde komme Krigsſtyrke nok tilſtede for.at jage dem bort. Derhos har vel Kong Haakon nu iſær været optagen af de ſvenſke Anliggender, og Længſelen efter at befrie ſin Fader. Man veed ikke engang rigtigt, hvor han var, eller hvad han tog ſig til i hele den førſte Halvdeel af 1368. Sandſynligviis har han vel opholdt ſig paa eller ved Baagahuus, eller maaſkee endog i Veſtergøtland. Allerede i Juni ſynes det, ſom om han har gjort Stilſtandsforſlag, thi Stæderne gave paa en Hanſedag i Lübeck den 29de Juni ſine Befalingsmænd den Ordre, at om noget ſaadant fra hans Side blev foreſlaaet, da ſkulde de henviſe ham til Kong Albrecht. Imidlertid blev dog ej længe derefter en kort Stilſtand ſluttet indtil det følgende Aars Paaſke. Paa Hanſedagen i Wismar den 10de Auguſt blev det beſtemt, at enhver af de Deputerede ſkulde melde dette for ſine Medborgere, med de Tillæg, at man i den Tid ikke maatte gjøre Kongen eller hans Underſaatter nogen Fortred, men at dog al Skibsfart til Norge fremdeles var forbudt, og at man tillige ſkulde melde dette til Kjøbmændene i Flandern og England. Der aftaltes og, ſom man af Forhandlingerne paa det ſamme Møde kan ſee, en Sammenkomſt i Øreſund mellem Kong Haakon og Afſendinger fra de tydſke Befalingsmænd; kunde man da end ikke bringe noget venſkabeligt Forliig til Veje, ſkulde man idetmindſte ſee til at faa ſluttet en Stilſtand og Trygd til en vis Tid, og faa Skadeserſtatning faſtſat for de Tab, ſom Kjøbmændene havde lidt i Norge; lykkedes dette, ſkulde der til Forlovere kun antages gode og troverdige Mænd, og for den ſtørſte Deel Nordmænd. De tydſke Underhandlere ſkulde iſær.holde faſt ved den gamle Klage, at Kongen i den forrige Krig med Danmark ikke havde efterkommet ſine Forpligtelſer, ligeſom og at han, efterat have overladt dem Borgholm til Erſtatning, dog ſiden havde frataget dem dette Slot igjen[10]. Om Kong Albrecht var med i disſe Underhandlinger, vides ikke. Efter Forbundsartiklerne ſkulde man vente det, men man ſeer dog ogſaa, at Stæderne ſidenefter ſluttede Fred uden at han deeltog deri. Der tales forøvrigt ikke om nogen Krigsforetagender mellem Norge og Sverige i al den Tid, Stilſtanden varede. Albrecht var meeſt beſkjeftiget med at befeſte ſit Herredømme i Skaane, hvor han opholdt ſig endnu ſidſt i September tilligemed ſin Fader og ſine Brødre, idet han fremdeles udgav Privilegier og ſaaledes udøvede alle en Konges Rettigheder[11].

Hvor betænkeligt Kong Haakon og hans Raadgivere i denne Tid fandt Norges Stilling at være, ſeer man bedſt deraf, at han udnævnte Hr. Agmund Finnsſøn til Drottſete i Norge. Hr. Agmund nævnes allerførſt i dette Embede om Sommeren 1366, og formodentlig er ſaaledes hans Udnævnelſe nærmeſt foranlediget af Kong Magnus’s Fangenſkab, og maaſkee beſluttet i Samraad med denne og Kong Haakon[12]. De Angreb, der allerede da truede, og nu havde overgaaet Norges Kyſter, og ſom hvert Øjeblik kunde fornyes, krævede ſtørre og omhyggeligere .Tilſyn endog paa de Steder, man hidtil havde anſeet for temmelig ſikkre, end Kongen ſelv alene kunde overtage, iſær naar han tillige ſkulde beſkjeftige ſig med de ſvenſke Anliggender, og frelſe ſin Fader af Fangenſkabet. I Mands Minde havde man neppe haft Krig eller Feide andenſteds, end i det højeſte ved Rigsgrændſen. Men nu var Veſtlandet blevet hjemſøgt med Ild og Sverd, Bergen ſelv truedes; blandt Indbyggerne paa de Kanter, der i ſaa lang Tid aldrig havde ſeet nogen Fjende i ſine Bygder, maa Forſkrækkelſen have været ſtor, og deres eneſte Beroligelſe maa have været den, at Kongen havde overdraget en mere udſtrakt Myndighed til en af de dygtigſte og meſt anſeede Mænd paa de Kanter, for at han kunde lede Forſvaret og.i Kongens Fraværelſe overtage hans Forretninger, iſær da man vel ogſaa tænkte ſig Muligheden af at Communicationen til Søs, der i de Tider var den vigtigſte, mellem Øſtlandet og Veſtlandet kunde blive aldeles afſkaaren. En ſaadan Mand var Hr. Agmund Finnsſøn, allerede forhen Sysſelmand i Ryfylke; han var højbyrdig, riig og mægtig, ſtod i ſtor Anſeelſe; og havde, ſom det lader, arvet ſin Faders og ſin Farbroders Kraft og Dygtighed, og ſynes derhos ſtedſe at have viiſt Kongen og Kongehuſet ubrødelig Troſkab. At hans Hverv nærmeſt var at værne om det veſtlige Norge og foreſtaa det ſom kongelig Statholder, medens Haakon ſelv forbeholdt ſig at ſtyre det øſtlige og varetage de ſvenſke Anliggender, ſynes af flere Omſtændigheder at fremgaa, men heraf følger ikke, at han jo ogſaa under Kongens Fraværelſe i Sverige eller Danmark kunde optræde ſom hele Rigets Forſtander. Det Hverv, ſom de tidligere Drottſeter i Norge ſtundom havde, ogſaa at være Seglbevarere, og at kunne udſtede Breve i Kongens Navn, ſynes imidlertid ikke at have været ham betroet, idetmindſte ikke i den Udſtrækning, ſom Tilfældet var med hans nærmeſte Forgængere. Hans Stilling lignede mere de ſvenſke Drottſeters[13]. Som den fornemſte Befalingsmand under Hr. Agmund, og næſten ſom etſlags Viceſtatholder, maa Hr. Sigurd Hafthorsſøn i Bergen betragtes[14]. I Nidaroos udnævntes formodentlig kun nogle faa Aar ſenere Kongernes tro Mand Otte Svaalesſøn Rømer til Hirdſtjore og Fehirde; idetmindſte nævnes han ej længe efter i denne Egenſkab. Hans Formand, Reidar Jonsſøn, med Tilnavnet Darre, den førſte, ſom kjendes af denne Æt, blev, ſom der fortælles, i 1369 dræbt i Jemteland, formodentlig ved et Sammenſtød med ſvenſke Streifkorps, hvorom ingen nærmere Efterretning er os levnet. Det ſandſynligſte er, at Otte Rømer umiddelbart derefter fulgte ham i Embedet[15].

I Forbindelſe med Hr. Agmunds Udnævnelſe til Drottſete ſtaar det upaatvivleligt, at Kong Haakon, ligeſom hans Oldefader fordum ved 1308, tilbagekaldte under ſig og Kronen alle hidtil forundte Syſler eller Privilegier, bortſatte Pant eller bortforlenede Krongodſer. Vi kjende denne Foranſtaltning alene af en Erklæring, ſom Kongen lod udgaa i Oslo den 30te November 1368 til Bedſte for Mariekirken, hvis egne eller hvis Tjeneſtemænds Ejendomme, Syſler og Privilegier ikke ſkulde underforſtaaes under denne Tilbagekaldelſe, ſom han „af forſkjellige Grunde“ havde fundet nødvendig[16]. Vi ſavne enhver nærmere Underretning om, hvilke disſe „forſkjellige Aarſager“ vare, og paa hvad Maade eller i hvilken Udſtrækning Inddragningen blev gjennemført. Man ſkulde formode, at Kongen herved har ſøgt ſaaatſige at renſe ſit Sysſelmænds- og Veitſlemænds-Perſonale, idet han vel ved nye Breve gjenudnævnte, altſaa beholdt dem, til hvem han havde Tillid, og derimod ſkillede ſig ved de øvrige. Men af de endnu forhaandenværende Breve er det umuligt at ſee, hvorvidt der virkelig i Aarene omkring 1368 ſkete nogen almindelig Ombytning af kongelige Ombudsmænd. Man erfarer kun, at Hr. Narve Ingevaldsſøn omtrent paa denne Tid er bleven afløſt i Befalingen paa Baagahuus af Laurents Bjørnsſøn[17], hvilket dog kan ikke have været af nogen Mistanke til Hr. Narve, hvilken vi fremdeles finde ſom Raadsherre, og en af Kongens højtbetroede Mænd. Ligeledes findes fra 1369 en Hallvard Jonsſøn ſom Fehirde i Oslo, men det er ikke viſt, om han ej udnævntes før 1368, thi hans Formand Amund Eivindsſøn omtales ikke efter 1363[18]. At Hr. Vinalde Henriksſøn i Tiden mellem 1366 og 1369 afgik fra Cantſlerbeſtillingen, vil nedenfor blive omtalt. Man kan heller ikke opdage Spor af nogenſomhelſt Klage, Misfornøjelſe, Uro eller andre ſaadanne Meningsyttringer og Bevægelſer, der pleje at gaa forud for eller ledſage Foranſtaltninger af den Natur. Muligt, at man vilde opdage dem, hvis flere Breve vedkommende Regjeringen og dens Ombudsmænd fra de Tider vare levnede, men de yderſt faa, ſom endnu ere tilbage, give ingen Oplysning derom, og vi ere ſaaledes alene overladte til Gjetning. At Kongen maa have været misfornøjet med eller haft Mistanke til flere af ſine Ombudsmænd og Veitſlemænd, maa anſees ſom viſt, og det er heller ikke ſaa uſandſynligt, at hans og hans Faders Modſtandere i Sverige ogſaa have ſøgt at indvirke paa de norſke Stormænd, og faaet enkelte af dem over paa ſin Side. Men at Antallet af disſe ej kan have været ſtort, og at maaſkee de fleſte beholdt ſine Syſler og Forleninger, overhoved at den hele Reduction ej kan have haft ſaa meget at betyde, og med ſtørſte Lethed har gaaet for ſig, det maa man ſlutte af den Omſtændighed, at man hverken i Breve eller andre Optegnelſer, navnligt i de islandſke Annaler, hører mere om den. Maaſkee har den ogſaa været etſlags Finans-Operation, hvorved Kongen vilde ſkaffe ſig Midler til Krigens Fortſettelſe. Endelig er det muligt, at denne Reduction har ſtaaet i Forbindelſe med en Forandring i Ledingsvæſenet, hvorom man ligeledes intet nærmere erfarer, men ſom var ſaa radical, at den umuligt har kunnet være gjennemført uden Folkets Samtykke paa Rigsmøde eller Lagthingene, idet nemlig Udruſtning af Krigsmænd til Heſt ſattes i Stedet for den nu mindre tjenlige Udruſtning af Ledingsſkibe. Vi ville nedenfor ſee, hvorledes Kong Haakon allerede i 1370 paabød en ſaadan Udruſtning, hvorved fem Bønder ſkulde udruſte den 6te med en god Heſt, Vaaben og Koſt[19]. Det er umuligt, at en ſaadan Forandring kan være ſkeet ved et ſlet og ret Magtſprog af Kongen. Vel kunde han ſige, at han raadede over Ledingens Anvendelſe; men Maaden, hvorpaa den ſkulde anvendes, var nu engang lovbeſtemt; den nye Udruſtning maatte, idetmindſte i Førſtningen, være koſtbarere og byrdefuldere for Bønderne end den gamle, og i alle Fald ſynes den at maatte have krævet mange Forberedelſer, og Omordning af Beſtemmelſerne om Udredning af Koſt, Udnævnelſe af Befalingsmænd, Samlings- og Tjeneſte-Tid, o. ſ. v. Forandringen var visſelig nødvendig, naar man ikke vilde ſee ſig nødt til, i de fleſte Fejder at maatte leje fremmede Tropper, og den er et Beviis paa Kongens og Raadets roosverdige Beſtræbelſer for at undgaa dette Onde, men det er dog et ſtort Spørsmaal, om den Krigsſtyrke, man derved fik paa Benene, havde ſtort mere at betyde, end Ledingstropperne fordum. Den er ogſaa i og for ſig et paatageligt, og ſørgeligt Tegn paa, at det nu var forbi med Norges gamle Velde til Søs. Men ilde er det, at man ſkal ſavne alle nærmere Oplysninger om en ſaa vigtig Reform. At den ſtrakte ſig til alle Dele af Landet, er neppe troligt; Beboerne af de veſtlige Kyſtfylker kunde umuligt forpligtes til at udrede Ryttere, der ſkulde gjøre Krigstjeneſte udenfor Landet. Det føromtalte Opbud vedkom nærmeſt Baagahuus Fogderi eller Elveſysſel, og man erfarer, at det tillige ſtrakte ſig til Oplandene og Oslo’s Fehirdſle[20]. Det tør være muligt, at Reformen ej har naaet videre end disſe Diſtricter, hvis Beſkaffenhed og Beliggenhed gjorde den befalede Udruſtning lettere for dem. Det er heller ikke ſaa uſandſynligt, at idetmindſte en lignende Maade at gjøre perſonlig Leding paa allerede fra gammel Tid herſkede paa Oplandene, hvis Indlands-Beliggenhed gjorde det umuligt, at Udfarebaalkens Beſtemmelſer i Landsloven om Ledingsſkibe og deres Bemanding der kunde gjøres gjeldende, uagtet de med den hele Baalk vare uforandret optagne ogſaa i de for Eidſivathinget indrettede Exemplarer af Kong Magnus Haakonsſøns Landslov. Der er al Grund til at antage, at man der i Praxis endnu fulgte de Beſtemmelſer om Ledingen, der fandtes i den gamle Sevslov, men ſom nu med denne ſelv desverre ere tabte.

Imidlertid vare nu heller ikke alle de forbundne Stæder lige hidſige paa at fortſætte Striden. Det ligger i Sagens Natur, at Stæder, beliggende ſaa langt fra hinanden, og i ſaa mange forſkjellige Lande, ogſaa maatte have heel forſkjellige Interesſer, og at et Krigsforbund mellem dem ikke kunde blive langvarigt. Dette viiſte ſig paa den næſte Hanſedag, ſom holdtes i Lübeck efterat Stilſtanden med Norge var bleven bekjendtgjort, nemlig den 8de October, og hvortil et uſedvanligt ſtort Antal Deputerede havde indfundet ſig. Her ſkulde der nemlig handles om Krigens Fortſettelſe til næſte Aar. Det er nemlig allerede omtalt, at medens de vendiſke Stæder havde forbundet ſig med Fyrſterne paa to Aar, havde de preusſiſke og nederlandſke alene indgaaet Forbundet paa eet Aar, og der var derfor nu Spørsmaal om, hvorvidt de ſidſte vilde forlænge Tiden i Liighed med hvad hine havde vedtaget. Men hertil ſvarede de Zuyderſøiſke, for hvilke fremdeles Kampen førte Ordet, at de ingen Fuldmagt havde til at beſtemme noget derom og kunde ſaaledes intet Samtykke give, ſaamegetmere ſom de antog, at andre Sendebud fra deres Stæder allerede vare undervejs; imidlertid ſkulde de foredrage Sagen for deres reſpective Raad, og lovede at indfinde ſig og give Svar paa et Mode, der ſkulde holdes i Lübeck næſte Midfaſte Søndag (11te Marts). De fra Preusſen kunde ikke engang give nogen Beſtemmelſe herom, men lovede kun at tale derom til Magiſtraterne hjemme. De vendiſke Stæder derimod, ſom havde forbundet ſig paa to Aar, og ſom unegteligt ogſaa vilde have den ſtørſte Fordeel af Krigens heldige Udgang, beſluttede eenſtemmigt at forlænge Pundgjelds-Ydelſen endnu et heelt Aar, at Kjøbenhavns Slot fremdeles ſkulde holdes beſat, og at alle de Borgere af hver enkelt Stad, ſom efter det førſte Tog havde faaet Hjemlov, ſkulde indfinde ſig til Hæren igjen i de ſidſte Dage af October. De beſtemte ogſaa, at da man havde bragt i Erfaring, hvorledes Kong Valdemar lod ſig ſtore Skatte og Pengeſummer tilſende fra Danmark, ſkulde enhver Stad i ſit Buurſprog bekjendtgjøre, at Enhver, der kunde faa fat paa disſe Penges Overbringer, ſkulde ſelv faa beholde dem. Og endelig blev der i ſamtlige Stæders Navn ſkrevet en Opfordring til Borgerne i Visby om at vende tilbage under den ſvenſke Krone. Men i hiint Svar, ſom de zuyderſøiſke Befuldmægtigede gav, laa egentlig allerede en Tilkjendegivelſe af, at deres Stæder helſt ſøgte at drage ſig ud af Striden, thi ellers havde det været en let Sag, at bemyndige dem til at ſamtykke i en Forlængelſe af Forbundstiden. Det forholdt ſig ganſke rigtigt ſaaledes, at nye Geſandter fra de nederlandſke Stæder vare i Vente, men det kunde neppe være de Deputerede ubekjendt, at disſe Geſandter netop havde det Erende, at underhandle med Kong Haakon øm en Separatfred. Og det var ſaaledes af Udfaldet af disſe Underhandlinger, at det Svar, ſom de nederlandſke Stæder ſkulde give paa næſte Midfaſteſøndag, var afhængigt[21].

Disſe Geſandter ventede man til Norge henimod Midten af November. Den 11te November gav Kong Haakon fra Tunsberg ſin Raadsherre og Drottſete Hr. Agmund Finnsſøn Fuldmagt til at meddele dem det fornødne Lejde. Han betegnede dem her ſom „Ambasſadører og Sendebud fra Raadmændene, Scheppens og Kjøbmænd i Kampen, Harderwyck og de øvrige Stæder og Byer ved det veſtlige Hav“, der nu for at opnaa Fredens Gode vilde indfinde ſig hos ham. Det overlodes Hr. Agmund ſelv at beſtemme Tiden, hvortil, og Maaden hvorpaa denne Grid ſkulde tilſtaaes. At dette overdroges Hr. Agmund, har ſin naturlige Grund deri, at Geſandterne, der kom veſtenfra, ſandſynligviis førſt vilde lande paa Veſtkanten i Norge. Dog er det ikke uſandſynligt, at Hr. Agmund ogſaa har faaet Fuldmagt til at underhandle med dem paa Kongens Vegne, og at det ſaaledes ikke engang var Meningen, at de ſkulde begive ſig til Øſtlandet[22].

Men enten maa disſe Underhandlinger dog ikke have fundet Sted, eller de maa kun have ledet til Mundhuggerier og ſat endnu mere ondt Blod end før, thi vi ville ſee, at de zuyderſøiſke Geſandter paa Mødet den følgende Midfaſteſøndag virkelig forlængede deres Stæders Deeltagelſe i Krigsforbundet endnu paa et halvt Aars Tid, medens de hanſeatiſke Skibe, maaſkee endog de ſamme, der bragte Geſandterne, under ſelve Stilſtanden begik de ſtørſte Voldſomheder, underſtøttede af flere Kjøbmænd, der forenede ſig og kom dem til Hjelp, da Hr. Agmund i Nærheden af Karmtſund var i Begreb med at anholde dem og ſtraffe dem efter Fortjeneſte. Den nærmere Sammenhæng hermed er desverre ingenſteds berettet; det heder kun i den Klage, ſom Kongen ſiden førte derover, at flere hanſeatiſke Kjøbmænd ſlog ſig ſammen med hans Fjender ved Karmtſund, mod Drottſeten, og forſvarede de ſamme Fjender, over hvilke han godt vilde have kunnet faa Ret, hvis blot ikke hine Kjøbmænd vare komne dem til Hjelp. Den ſandſynligſte Maade at forklare dette paa er den, at enten Geſandterne ſelv, ærgerlige over at Drottſeten ikke har villet gaa ind paa deres Fordringer og at ſaaledes ingen Fred kom iſtand, ved Bortreiſen have tilladt ſig Voldſomheder, ſom Drottſeten anſaa ſig forpligtet til at forebygge eller ſtraffe, eller og at andre fjendtlige Krigsſkibe ere komne til Kyſten og i deres Overmod have opført ſig utilbørligt. I alle Fald er det klart, at Drottſeten er bleven hindret i at udføre ſin Pligt af nogle tilkommende tydſke Handelsſkibe, ſom kom Kyſtfartøjerne til Hjelp, og at der ſaaledes forefaldt en Fegtning, hvori Hr. Agmund kom til kort, men at Fjenderne ikke undlod at betragte hans Indſkriden ſom et Fredsbrud, og hevnede ſig ved at øve de forfærdeligſte Voldsgjerninger langs hele Kyſten lige fra Aaen Sira til Bergen. Saaledes opbrændte de Kongsgaarden paa Agvaldsnes, .ſaavelſom flere Gaarde ved Karmtſund, der deels tilhørte Kongen, deels Private. Paa Øen Selbjørn[23] ſatte de Ild paa en Skov, der tilhørte Kongen, og ødelagde alle de Sælehuſe, der vare opførte til Bedſte for de fattige Reiſende langs hele Landet fra Karmtſund til Bergen; et, ſom Drottſeten nys havde ladet opføre ved Karmtſund, rev de ned og tog med ſig. De brændte flere Bygder i Soknedal, paa Jederen, og andenſteds i Ryfylke; nogle Kjøbmandsſkibe løb ind til Eikundaſund, borttog de nye Huſebygninger paa Gaarden Thengs, og brendte de gamle. De ſynes iſær at have været begjerlige efter disſe Bygninger. I Sole Kirkeſogn[24] tog de ſaa mange Huſe med ſig, at hele Bygden var ganſke øde, og Skaden anſloges til 600 Mk. brendt. Til Bergen kom der ti Skuder, ſom lagde ind til Kongsgaarden og ſøgte at ſette Ild paa den; da dette mislykkedes, brød de den, ſom det heder, hvilket dog vel ikke er anderledes at forſtaa, end at de forſøgte derpaa, og at de fik enkelte af Ydermurene nedbrudte. De forgreb ſig ogſaa paa enkelte Perſoner. Da Søle Kirkeſogn ødelagdes, tog de tvende Bønder til Fange, og dræbte dem ſiden hemmeligt; de kom idetmindſte aldrig tilbage. Ligeledes fangede de to af Drottſetens Tjenere, og berøvede dem alt hvad de havde; paa hiint Tog til Bergen mishandlede og udplyndrede de en Bonde fra Thysſesø. Ogſaa til Viken ſynes disſe Voldſomheder at have ſtrakt ſig, thi en vis Nikolas Petersſøn, der var i Tjeneſte hos Gaute Eriksſøn, Sysſelmand i den ſydveſtlige Deel af Oslo-Sysſel, og ſom ſkulde drage ind til St. Hallvards-Kirke, blev ganſke nær ved Oslo kaſtet overbord fra et tydſk Skib, og man ſaa ham aldrig mere; et Skib, der førte endeel Gods, tilhørende Kongen og Lodin Eivinsdſøn paa Tunsbergshuus, blev taget, og Styremanden med hele Mandſkabet halshugget. I Bergen blev Erkebiſkopens Broder dræbt af de tydſke Skrædere. Hvad der fra Kongens Side ſkete for at raade Bod paa dette, eller holde Voldsmændene i Age, vides ikke. Formodentlig lod der ſig i denne Vintertid ikke gjøre ſtort derved[25]. Men af de ſenere Forhandlinger erfares det, at Sendebud til Norge ſaavel fra Lübeck, ſom fra de preusſiſke Stæder bleve ſatte faſt, og at den lübeckſke Borgermeſter Hermann af Oſenbrügge (Osnabrück) ſelv maatte drage til Norge maaſkee i den Anledning[26]. Det er ikke uſandſynligt, at dette har været Represſalier i Anledning af de begangne Voldſomheder.

Høſten og Vinteren gik hen, ſom det ſynes, uden videre Krigsforetagender fra nogen af Siderne. Hertug Albrecht var tildeels beſkjeftiget med Fejder i Tydſkland, ſom det ikke er uſandſynligt at Kong Valdemar har faaet tilvejebragt imod ham[27]. Saavel i Danmark ſom i Norge var man kommen til den Overbeviisning, at det var raadeligſt af ſlutte Fred, endog med Opoffrelſer. Det danſke Raad maatte befrygte, at i en fortſat Krig vilde hele Landet omſider falde i Tydſkernes Vold. Kong Haakon maatte ønſke at faa frie Hænder til atter at kunne legge al ſin Kraft paa Faderens Befrielſe, og Norges Indbyggere have vel ogſaa tilfulde følt Ulemperne af en Tilſtand, der truede deres Kyſter med Ødeleggelſer, og afſkar den ſedvanlige Tilførſel af udenlandſke Nødvendighedsartikler; thi vel heed det, at de Flamſke og Engelſke benyttede ſig af Lejligheden til at fore ſine Varer til Norge, men det var ikke et Øjebliks Verk at bringe Handelen til at gaa andre Veje, end den, ſom nu i mere end et Aarhundrede havde været den ſedvanlige, og den nye Tilførſel kunde vel neppe erſtatte den regelmæsſige fra Tydſkland, der med alle ſine Ulemper for Norge dog nu engang var den, hvortil Indbyggerne havde vænnet ſig. Paa Hanſedagen i Lübeck ved Midfaſte 1369, hvor Deputerede ſaavel fra de preusſiſke og liflandſke, ſom fra de nederlandſke Stæder ſamlede ſig med de vendiſke, var der allerede Tale om Fredsunderhandlinger med Norge, idet der beſtemtes, at der fra Lübeck ſkulde ſendes Geſandter til Norge med Fuldmagt til at bringe Sendebud derfra med tilbage under Lejde, for at underhandle med dem. Ligeledes vedtoges der et Møde med Kong Valdemar i Demmin til 15de April, medens Hertug Albrecht og Grev Henrik befuldmegtigede Stæderne til, naar Paaſken var over, at meddele Geſandter fra Hertugen af Lüneburg og Saxen Lejde til at drage til Danmark og hente danſke Raadsherrer med ſig, ligeledes for Underhandlingers Skyld. Altſaa maa der idetmindſte fra norſk Side været givet tilkjende, at man ønſkede en Forlængelſe af Stilſtanden. Da Deputerede fra de vendiſke Stæder, ſaaſom Kulm, Elbing og Kampen den 3die Mai atter ſamlede ſig i Wolgaſt, indfandt ſig her en Geſandt fra Kong Haakon, der nævnes ikke hvilken, ſom modtog et Brev, hvorved det overlodes til ham ſelv, om han efter den gamle Aftale vilde afgive Møde i Øreſund eller ved Hæren[28]. Stilſtanden var egentlig allerede udløben ved Paaſke, den 1ſte April, men uden at dog Fjendtlighederne endnu ſynes at have været fornyede. Kong Haakon valgte ingen af Delene, men beſluttede i et Raadsmøde paa Baagahuus den 19de Mai, hvor Biſkoperne af Oslo og Hamar, Hr. Jon Hafthorsſøn og flere andre Riddere og Svene vare tilſtede, at ſende Geſandter lige til Tydſkland. Formodentlig var dette dog ſkeet efter Overlæg med de tydſke Sendebud, maaſke netop den føromtalte Borgermeſter Hermann v. Oſenbrügge. Til Geſandter valgte han den ſvenſke Ridder Hr. Fjellar Piik, Excantſleren Provſt Peter Eriksſøn, Laurents Bjørnsſøn, Høvedsmand paa Baagahuus, og Gaute Eriksſøn, og meddelte dem den behørige Fuldmagt til at indgaa.Trygd og Stilſtand paa hvilkenſomhelſt Tid de maatte beſtemme; til Sikkerhed blev Fuldmagtsbrevet ogſaa beſeglet af de øvrige tilſtedeværende Herrer[29]. Det lader dog ikke til at Geſandterne ſtrax kom afſted, hvad der nu kan være kommet i Vejen, thi der tales intet om deres Nærværelſe eller overhoved om Underhandlinger med Norge paa en Hanſedag, der holdtes i Lübeck den 13de Juli. Men hvilke Hindringer der nu end kunne være indtraadte, maa de dog i Sommerens Løb være blevne fjernede, thi ej længe efter hiin Hanſedag, den 3die Auguſt, blev Stilſtanden afſluttet i Lübeck og Bekjendtgjørelſen derom udſtedt ſaavel af Stædernes Befuldmegtigede, ſom af de føromtalte norſke Geſandter, paa Fjellar Piik nær. Stilſtanden blev indgaaet med alle Stæderne fra bemeldte Dag indtil næſte Aars St. Hansdag, dog ſaaledes, at der imidlertid til førſtkommende Pints ſkulde holdes et Møde paa Baagahuus mellem Kongen og hans Raad paa den ene Side, og Deputerede fra Stæderne paa den anden, for at ſlutte en endelig Fred; og kom endog ſaadan Fred da ej iſtand, ſaa ſkulde dog alle Borgere og Kjøbmænd i Stæderne med deres Tjenere nyde fuldkommen Fred i Norge et heelt Aar fra hiin St. Hansdag 1370 til den paafølgende; de ſkulde ogſaa i den Tid nyde alle de Friheder og Privilegier, der nogenſinde havde været dem forundte af Kongen ſelv, hans Fader og hans Forfedre, ligeſom ogſaa Kongen ſkulde erſtatte Kjøbmændene de ved deres Bortflytning udeſtaaende Fordringer, hvilke Kongen eller hans Undergivne havde tilegnet ſig. Dette var Betingelſer, ſom viſtnok maa kaldes haarde, men dog i ſig ſelv ikke var anderledes end man maatte vente ſig dem rinder de nærværende Omſtændigheder. Ved Geſandternes Hjemkomſt blev derfor ogſaa Stilſtands-Overeenskomſten fuldſtændigt ratificeret af Kong Haakon ved tvende Breve, ſom han den 5te September udſtedte fra Bjorlande paa Hiſingen, eet til ſine Underſaatter i Almindelighed, og et andet ſærſkilt til Drottſeten, Hr. Sigurd Hafthorsſøn og de øvrige Riddere, haandgangne Mænd og Ombudsmænd rundtom i Riget. Han bekjendtgjorde her, ſaavel at Stilſtanden var ſluttet til næſte Aars Midtſommer, ſom at der ſkulde holdes et endeligt Fredsmøde paa Baagahuus til førſtkommende Pints, ligeſom han og paabød den betingede Trygd for de tydſke Borgere og Kjøbmænd, der maatte beſøge Norge, bekræftende midlertidigt deres Friheder og befalende Fehirder og andre Ombudsmænd at gjengive dem deres Gods, ſamt overhoved at paaſee at deres Tab blev dem erſtattet. Uheldigviis have vi ikke Stædernes Gjenbreve om denne Stilſtand, hvoraf vi kunne ſee, om ikke ogſaa disſe paatog ſig nogen Erſtatning. Dog ſkulde man formode at dette ej ſkete, ſiden vi ved de paafølgende Fredsunderhandlinger netop ville ſee Kongen nøjagtigt opregne de.forſkjellige Erſtatningskrav. Den almindelige Bekjendtgjørelſe beſegledes ogſaa af de tilſtedeværende Raadsherrer, Biſkop Hallvard i Oslo, Hr. Jon Hafthorsſøn, Hr. Jon Thoraldesſøn, Hr. Ulf Jonsſøn, Provſt Peter Eriksſøn, Laurents Bjørnsſøn, Befalingsmand paa Baagahuus, Lodin Eivindsſøn paa Tunsberghuus, Gaute Eriksſøn, Alf Haraldsſøn, Kolbjørn Ketilsſøn, Baard Eivindsſøn, og Henrik Michelstorp[30]. Ved den næſt paafølgende Hanſedag i Stralſund den 21de October kunde man ſaaledes bekjendtgjøre for alle de Kjøbmænd, der plejede at beſøge Bergen, at de nu uhindret kunde fare paa denne Stad to Aar fra næſte Mortensdag at regne. Det vil nemlig erindres, at det var aftalt, at om end ingen endelig Fred kom iſtand, ſkulde Stilſtanden og det frie Handelsſamkvæm dog vedvare eet Aar efter Stilſtandens Udløb. Man tilſkrev ligeledes Oldermændene i Bergen, at de ſkulde behandle Borgerne af Deventer, Ellburg og Zütphen ganſke ſom deres egne Landsmænd, og vedtog at Lübeck og de preusſiſke Stæder af den indkomne Pundgjeld ſkulde beſtride Omkoſtningerne ved de forrige Geſandters Reiſe til Norge og deres Ophold der ſom Fanger. Men desforuden blev der givet en Anordning for alle de tydſke Kjøbmænd, der befandt ſig i Bergen, hvori der alvorligt paalagdes dem at overholde Ro og Orden, og ikke overſkride deres Privilegiers Grændſer. Der gjentoges her, hvad der allerede tidligere var ſkrevet fra Hanſedagen i Juni 1366, (ſee o. S. 775) om Uſtyr, ulovlige Samlinger m. m., men med flere højſt betimelige og nyttige Tillæg, ſaa at man dog kan ſee, at det nu var Stædernes alvorlige Vilje, at Kjøbmændene i Bergen ſkulde holde ſig Landets Love og Kongens Forordninger efterrettelige, og ikke ved Uſtyrlighed og Anmasſelſer give Anledning til nye Ubehageligheder. „Ingen“, heder det blandt andet, „maa beſatte ſig med at kjøbe Vrag eller ſkibbrudent Gods, heller ikke maa den ene Tydſker af den anden kjøbe Rug, Malt eller andet Gods til et ringere Beløb end for 100 Sh. engelſk. Ingen Kjøbmand, Skipper, Kjøbmandsſven eller Skibsmand maa bære Vaaben, under Bod af 20 Sh. engelſk, med mindre han ſærdeles maatte behøve det, og da ſkal han bede om Tilladelſe dertil af Kjøbmændenes Forſtandere, ſom da ej ville negte ham den“. Det er kun et Spørsmaal, om denne Tilladelſe blev meddeelt med behørig Forſigtighed[31].

Ej længe efter, den 30te November, blev en virkelig Fred ſluttet med Danmark, og ſom det ſynes efter meget kortvarige Underhandlinger, da der endnu paa Hanſedagen den 21de October raadſloges om Forbundets Fornyelſe og Krigens Fortſettelſe til næſte Aar, og hvorledes man i Danmark vilde „brende, røve, tage Skibe og gjøre Skade ſom man bedſt kunde“. Men vi have rigtignok ſeet, at der ved Hanſedagen den 11te Marts havde været Tale om en Sammenkomſt med danſke Geſandter, ſaavelſom om en anden med Kong Valdemar den 15de April, og herved kan meget have været udrettet. Fra danſk Side udſtedtes Fredsbrevene af Rigsforſtanderen Henning v. Putbuſch og 24 Riddere og Raadsherrer, hvoraf de fleſte vare Befalingsmænd paa kongelige Slotte. Disſe havde, ſom det heder, med Kong Valdemars Vilje, Samtykke og Bud, og deres egen fri Vilje, ſamt med det menige Riges Raad dagthinget denne evige „Fred og Forligelſe“. Da Brevene ere udſtedte i Stralſund, maa man ſaaledes antage at de danſke Herrer have begivet ſig derhen. Ved denne Fredsſlutning blev for det førſte det Frihedsbrev ordlydende bekræftet og gjentaget, ſom Kong Albrecht nys havde udſtedt, og hvilket naturligviis var affattet ganſke ſaaledes ſom Stæderne havde foreſkrevet det. De heri indeholdte Friheder og Rettigheder ere deels de ſamme, ſom allerede forhen var Stæderne bevilgede, deels ogſaa flere nye og heel betydelige, navnlig at al Sild, der førtes til Søs gjennem Øreſund, ſkulde være aldeles toldfri, og at der alene af Skibet ſkulde ſvares en ringe Afgift, ligeſom overhoved Tolden ogſaa paa andre Artikler nedſattes betydeligt. Men den vigtigſte og for Danmark meſt ydmygende Indrømmelſe var, at Stæderne til Erſtatning for den Skade, de havde lidt i Aarene næſt før denne Krig, ſkulde nyde de to Trediedele, og Kongen alene beholde een Trediedeel, af alle de Indtægter, der faldt i Skanør, Falſterbod, Malmø og Helſingborg i 16 Aar, og at de, for at de kunde nyde disſe Indtægter i Fred, ſkulde i de ſamme Aar have de nysnævnte fire Stæder med tilliggende Hereder i Beſiddelſe; og til Sikkerhed igjen for, at Kongen vilde forſvare dem i denne Beſiddelſe, ſtilledes Vardbergshuus med alt hvad dertil hørte til deres Raadighed i de 16 Aar, hvorfor Befalingsmanden, Konrad Molteke, der ſelv var en af Underhandlerne, maatte give ſin Forſikkring paa, at han, eller hans Søn efter ham, i al denne Tid ſkulde bolde det Stæderne til Hænde. Kong Valdemar ſkulde beſegle disſe Artikler med ſit ſtore Segl, ſaafremt han vilde blive ved ſit Rige, og ikke overdrage dette til en anden Herre i Forening med de Biſkoper, Riddere og Svene, ſom Stæderne vilde have dertil paa Danmarks Vegne. Vilde Kong Valdemar i ſin Levetid ſette en anden Herre til Riget, da ſkulde de Herrer, ſom udſtedte Fredsbrevene, ikke tilſtede det uden med Stædernes Samtykke, og denne Tronfølger ſkulde med ſit ſtore Segl og tilligemed de Biſkoper, Riddere og Svene, ſom Stæderne vilde have, beſegle dem deres Friheder. Paa ſamme Maade ſkulde der forholdes, naar Kongen døde[32]. Mere ydmygende Betingelſer kan man neppe tænke ſig, og Nøden i Danmark maa ſikkert have været ſtor, ſiden Rigsraadet bekvemmede ſig til at gaa ind derpaa. Imidlertid var denne Fredsſlutning endnu kun foreløbig, thi de tydſke Underhandlere erklærede at de ikke kunde indgaa paa nogen ſærdeles Fred, førend de havde talt med de andre forbundne Herrer og deres reſpective Raad. Ligeledes manglede endnu Kong Valdemars Erklæring og Beſegling. Herom blev der nu ogſaa handlet paa den næſte Hanſedag, der holdtes i Stralſund den 1ſte Mai 1370[33]. Man blev der enig om at beſegle Fredsbrevet, og beſluttede, formodentlig paa Grund af at Kong Valdemar nu var længere borte, at Stædernes Breve til Kongen førſt ſkulde dateres fra Michelsdag 1370, og da være tilſtede i Stralſund for at leveres til Kongen, naar denne havde leveret ſit Ratificationsbrev, beſeglet med ſit ſtore Segl. Men dette hindrede dog ikke, at der allerede d. 24de Mai udvexledes foreløbige Fredsbreve[34], aldeles af ſamme Indhold ſom de nys omtalte, med de forhen nævnte danſke Raadsherrer, ſaavelſom Erkebiſkopen af Lund og to andre Biſkoper, der i det Øjemed atter havde begivet ſig til Stralſund. Kun forandredes Tiden, hvori Stæderne ſkulde nyde de ſkaanſke Indtægter og beſidde de ſkaanſke Slotte ſamt have Pant i Vardberg, til femten Aar, formodentlig fordi man regnede, at eet Aar af de ſexten nu allerede paa det nærmeſte var hengaaet. Udvexlingen af Ratificationsbrevene fandt vel ikke Sted til den beſtemte Tid, men drog ſig hen til langt ud i det følgende Aar; alligevel bleve Fredsbetingelſerne allerede nu ſatte i Kraft, eller rettere de vare det allerede fra den førſte Overeenskomſt i November 1369, ſaa at man kan regne, at Freden mellem Danmark og Stæderne nu endelig var gjenoprettet. Beſynderligt nok er det, at man hører ſaa lidet til de forbundne Fyrſter ved disſe Underhandlinger, uagtet jo dog Stæderne havde forpligtet ſig til, ikke at ſlutte nogen Separatfred, og Kong Albrecht desuden ifølge Forbundstractaten havde Fordringer paa Skaane, hvis Slotte og Hereder nu bleve ſtillede til Stædernes Dispoſition. Man maa næſten formode, at Hertug Albrecht har fundet det raadeligſt, at give ſit Samtykke til Separatfreden, ſiden der endog Pintſedag den 2den Juni blev oprettet en egen Overeenskomſt mellem det danſke Rigsraad og Staden Roſtock[35], hvorved det beſtemtes, hvor vidt Roſtockerne ſkulde kunne gaa i at underſtøtte deres retmæsſige Herrer, Hertugerne af Mecklenburg, i Krigen mod Danmark, uden at det ſkulde anſees ſom et Fredsbrud. Hertugen havde vel indſeet, at de vidtudſtrakte Planer, ſom man havde lagt til Danmarks Erobring og Sønderlemmelſe, ej kunde lade ſig udføre, og fandt det vel ogſaa under Kong Valdemars fremrykkede Alder, og iſær nu, da det maaſkee kunde være et Spørsmaal, hvorvidt han nogenſinde kom tilbage til Landet, eller da han i alle Fald maatte tænke paa at beſtemme ſin Efterfølger, raadeligſt at antage en fredeligere Holdning imod Danmark for at berede ſin unge Sønneſøn, der tillige var Valdemars Datterſøn, Vej til Tronfølgen. Desuden var han vel formeget beſkjeftiget med Feiden mod Brandenburg, til at kunne udrette ſynderligt paa andre Kanter. I det følgende Aar blev der virkelig ſluttet Fred og Overeenskomſt om Tronfølgen mellem Valdemar og Hertug Henrik[36], og formodentlig var der allerede hemmeligt indledet Underhandlinger derom, da Stæderne indgik Freden. Men med Holſterne og de jydſke Herrer vedvarede Fejdetilſtanden endnu. Imidlertid nærmede Pintſen ſig, da det berammede endelige Fredsmøde ſkulde holdes paa Baagahuus mellem den norſke Konge og Raad ſamt Stædernes Befuldmegtigede. Begge Parter indfandt ſig til den beſtemte Tid, den 2den Juni[37]. Med Kongen fulgte Biſkoperne af Stavanger, Oslo og Hamar, ſaavelſom Titulærbiſkopen af Linkøping, Broder Gottſkalk, Agmund Drottſete, Erik Ketilsſøn Marſk, Ridderne Jon Erngiſlsſøn Hjerne, Narve Ingevaldsſøn, Ulf Holmgeirsſøn og Ulf Ionsſøn[38], Svenerne Haakon Jonsſøn, Hermann af Owen, Gaute Eriksſøn, Lodin Eivindsſøn, Henrik Michelstorp, Kolbjørn Ketilsſøn, Erlend Philipsſøn af Losna, Otte Rømer og Gerhard Kind, altſaa en uſedvanlig Mængde af Raadsherrer, blandt hvilke vi ved Siden af de Norſke, der udgjorde det ſtørſte Antal, ogſaa finde enkelte Svenſke: et Tegn paa at Kongen førte denne Krig ikke i Egenſkab af Norges Konge alene, eller ogſaa, at den Deel af Sverige, ſom han endnu havde i ſin Beſiddelſe, nu næſten regnedes ſom eet med Norge. Paa Stædernes Vegne mødte for Lübeck, Stralſund, Hamburg, Bremen og de øvrige vendiſke og liflandſke Stæder de lübeckſke Raadmænd Hermann af Oſenbrügge og Gerhard af Attendorn, ſamt den ſtralſundſke Burchard Plotze, for de preusſiſke Stæder Johan Volmeſten af Elbing, for Kampen og de øvrige Stæder i Utrechts Diøceſe tvende Scheppens af Kampen, Goswin Lodekinsſøn og Eberhard Böze, for de zeelandſke Stæder Hugo af Lockim, for Briell Simon Frederiksſøn, for de hollandſke Johan Coppenſøn, for de friſiſke Henrik af Heirden, for Zütphen og Ellburg Gerhard v. Brincke, for Stavern Arnold Henriksſøn, og for Deventer Johan Pawemund. Der blev nu holdt langvarige Debatter og vexlet vidløftige Indlæg, hvori enhver af Parterne udførligt fremſatte de Beſværelſer, han meente at kunne gjøre over den anden, og herved gik man endog ſaa langt tilbage i Tiden, ſom fra Forbundet mellem Kongen og Hanſeſtæderne i 1361, hvilket Forbund, ſom vi vide, begge Parter gjenſidigt beſkyldte hinanden for at have misligholdt, idet Kong Haakon og hans Fader ikke efter Aftale indfandt ſig ved Helſingborg, og Stæderne havde ſluttet Separatſtilſtand med Kong Valdemar. Det vilde være altfor trættende, her at gjennemgaa den hele Skriftvexling, iſær da de paaankede Facta allerede i det foregaaende ere omhandlede. Det er tilſtrækkeligt at anføre, at Stædernes Klageſkrifter egentlig kun indgaves af de vendiſke Stæder tilligemed Hamburg og Bremen, da det jo kun var dem, eder havde indgaaet hiint Forbund af 1361; disſe Indlæg ere ogſaa rettede baade mod Kong Magnus og Kong Haakon, ſiden Forbundet ſluttedes i begges Navn. Begge Parter gjorde Fordring paa Skadeserſtatning. Navnlig verdſatte Kongen, ſom vi have ſeet, alle de Ødelæggelſer, Stædernes Skibe i den ſidſte Krig og Stilſtand havde anrettet paa Norges Kyſter[39]. Imidlertid kom det dog efter en Maaneds Underhandling til Fred eller rettere til en forlenget Stilſtand. Det beſtemtes, at Stilſtanden og det uhindrede, fredelige Samkvem mellem Norge og Stæderne for det førſte ſkulde vedvare til næſte Aars St. Hansdag, paa hvilken et nyt Fredsmøde ſom det nærværende ligeledes ſkulde holdes paa Baagahuus, og derefter ſkulde den under alle Omſtændigheder vedvare i de fire paafølgende Aar[40]. Saaledes ſluttedes den egentlig paa fem Aar eller til Sommeren 1375, og Afgjørelſen af Erſtatningsſpørsmaalene m. m. henſkødes til det næſte Møde i 1371. Kun for Stæderne Roſtock og Wismar blev der med Henſyn til deres underſaatlige Stilling til Hertug Albrecht indtaget en Clauſul omtrent af ſamme Indhold, ſom vedtoges for Danmarks Vedkommende. I Ratificationsbrevet, ſom Kongen udſtedte ſamme Dag, og ſom beſegledes af de ovennævnte Raadsherrer, gjentog Kong Haakon udtrykkeligt Bekræftelſen af de Frihedsbreve, ſom tidligere havde været Stæderne forundte[41]. Stædernes Ratificationsbreve bleve ſenere udſtedte[42]. Formodentlig have ogſaa enkelte hemmelige eller mundtlige Aftaler været gjorte, f. Ex. at Hr. Sigurd Hafthorsſøn, der var kommen i et ſaa fjendtligt Forhold til Tydſkerne i Bergen, at man maatte befrygte idelige Sammenſtød paa ny, hvis han vedblev at være Hirdſtjore der, ſkulde forflyttes; thi vi finde ham allerede Aaret efter ſom Sysſelmand paa Raumarike, en Stilling, der ikke kan have været ſaa anſeelig, ſom hiin[43]. Men for Fredens Skyld var en ſaadan Forflyttelſe viſtnok nødvendig.

Saaledes var da omſider denne langvarige og for Norge ødelæggende Krig tilendebragt, thi vi ville i det følgende ſee, at Freden nu virkelig kom til at vedvare. I Sammenligning med de Betingelſer, ſom Danmark maatte underkaſte ſig, kan man viſtnok ſige at Norge ſlap vel derfra; det blev dog ikke ſønderlemmet, behøvede ikke at afſtaa den mindſte Plet til de overmodige Handelsmænd. Men Hovedvilkaaret var dog ydmygende nok. Thi det Handels-Aag, ſom Landet havde ſøgt at afkaſte, maatte det atter tage paa ſig, og takke dertil, og man kan lettelig begribe, at om Tydſkerne forhen havde været overmodige og tøjleløſe i Norge, maatte deres Overmodighed og Tøjleløshed nu ikke kjende nogen Grændſer, trods ethvert nok ſaa ſtrengt Advarſelsbrev fra Stæderne; thi de triumferede nu ſom Sejrherrer, og det var lagt for Dagen, at Norges Folk idetmindſte ikke for Øieblikket beſad Kraft og Sammenhold nok til varigt at holde dem Stangen. Det var ogſaa en uheldig Omſtændighed, at Kongen havde Krigen med Sverige at føre, og den ſønlige Pligt, Faderens Befrielſe, at opfylde. For dette Øjemed maatte, iſær efter de Tiders Begreber, alle andre Henſyn ſettes til Side. Han maatte, koſte hvad koſte vilde, ſkaffe ſig frie Hænder til at fortſette Krigen mod Mecklenburgerne i Sverige med ſtørſt mulige Eftertryk. Danmarks Ydmygelſe maatte betage ham alt Haab om at kunne faa nogen Underſtøttelſe derfra, og han maatte derfor endog priſe ſig lykkelig ved at faa Stædernes farlige Kaperkrig tilendebragt uden ſtørre Indrømmelſer, end dem, hvori han nu ſamtykkede. Men at han ikke havde opgivet alt Haab om at faa Overhaand igjen, og om atter at kunne indſkrænke Hanſeaternes Velde i Landet, kan man allerede ſlutte deraf, at han ikke indgik en beſtandig Fred. Thi intet havde vel været Stæderne kjærere, end om en ſaadan ſtrax var bleven indgaaet og en efter al Sandſynlighed uforholdsmesſig ſtor Erſtatning tilſtaaet dem, medens de havde Overmagten. Men det maa have været Kongen og hans Raadgivere, ſom foretrak at henſkyde den endelige Afgjørelſe i Fremtiden, i Haab om bedre Tider og gunſtigere Forhold.

  1. Om Valdemars Reiſe til og Ophold i Tydſkland, ſee fornemmelig Grams „Forbedringer“ S. 168—179. Vi opholde os ikke ſynderligt derved, da hans Foretagender i Tydſkland ere Norges Hiſtorie aldeles uvedkommende. Det er allerede ovenfor nævnt, at Detmar (og efter ham Corner) ſandſynligviis forvexler hans tidligere Reiſe til Tydſkland 1363 med denne. En enkelt Annaliſt vil vide, at Kongen reiſte bort af Frygt for at blive forgivet. At han viſtnok blev overraſket, og neppe ventede en ſaa farlig Krig ſaa ſnart, ſynes man at kunne ſlutte deraf, at han om Sommeren 1367 havde affattet en heel Deel tydſke Krigsfolk, ſom han havde haſt i ſin Tjeneſte fra det foregaaende Aars Michelsdag. Gram, l. c. 166, Suhm, XIII. 591. Derſom det er ſandt, hvad der almindeligviis fortælles, at Kong Valdemar ved Modtagelſen af Stædernes 77 Fejdebreve ſkulde have ſvaret med de haanlige Ord: „Seven unde ſeventy Henſen“ o. ſ. v. da maa det i alle Fald været ſkeet førend han erfarede at Jyderne og de holſtenſke og mecklenburgſke Fyrſter vare med i Forbundet. Viſtnok henføres dette Svar af Annaliſten (Scr. r. D. III. til Krigen i 1361, men dertil pasſer det ej, thi det var ikke da, at alle de 77 eller rettere 80 Stæder forbandt ſig imod ham. Dagen for hans Afreiſe angives at være Skjerthorsdag den 6te April.
  2. Denne Concept findes i det lübeckſke Archiv, ej i Brevform, og heller ikke dateret, ſaaat man ej med Vished kan vide, om et Brev af dette Indhold virkelig er ſendt. Men Hovedſagen er her, at et Brev af ſaadant Indhold blev ſendt. Af Begyndelſen ſkulde det ſynes ſom om det blev ſkrevet St. Valdborgs Aften, og at Skrivelſen, der beordrede dem at rømme Bergen inden St. Valdborgs Dag, heller ikke var kommen for. Men dette maa være en Unøjagtighed eller Dunkelhed i Udtryksmaaden. Thi af Brevets Indhold ſeer man tydeligt, at det er ſkrevet efterat allerede Rømningen havde fundet Sted, og ſandſynligviis endog ved Marſtrand. Ogſaa de islandſke Annaler omtaler Tydſkernes Rømning af Bergen med de Ord: „Tydſkerne i Landflygtighed fra Bergen for Kong Haakon“. Men Aaret angives forſkjelligt i de forſkjellige Haandſkrifter; Flatøannalerne, der ſom ofteſt fejle, have 1370, Lagmands- og Skaalholts-Annalerne 1369, og nogle Papiirshaandſkrifter, der dog ſom ofteſt have Aarstallene rigtigt, og ſom ſlutte ſig til Ann. regii, hvor disſe høre op, 1368. (Udg. S. 320).)
  3. Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 691.
  4. Isl. Annaler (Udg. S. 316); Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. S. 697, 698. Annalerne have urigtigt Aaret 1367 iſtedetfor 1368, forøvrigt ſtemme de paa det nøjagtigſte med Kongens Angivelſe. I denne findes ogſaa Skaden, ſom anrettedes ved Herjningen, beregnet i Penge. Ødeleggelſen paa Agder anſlog Kongen til en Skade af 12000 Mk brendt; den i og ved Marſtrand til over 10000 Mrk. br., den ved Baagahuus til 8000 Mkr. br., og den i Ljodhuus ſamt mellem Ljodhuus og Baagahuus til 16000 Mkr. br. Den hele Skade var ſaaledes 46000 Mkr. br. eller 30666 £ St., hvilket ſvarer til det tidobbelte nuomſtunder eller over 300000 £ St., 1,350000 Spdlr.
  5. Detmar, S. 292, hvor Aaret dog urigtigt er angivet til 1369, de islandſke Annaler for 1368 (Udg. S. 318) Corner, S. nu, jvfr. Hanſedags-Recesſen af 24de Juni 1368, Lappenbergs Sartorius II. 622, 623. Jvfr. Suhm XIII. Det er allerede forhen (S. 521) viiſt, at Huitfeldt og flere med ham urigtigt henføre Kjøbenhavns Indtagelſe og Plyndring til 1362, eller rettere lader den ſkee to Gange.
  6. Lappenbergs Sartorius II. S. 649—652.
  7. Huitfeldt, S. 543. jvfr. Suhm XIII. 625. Jevnfør Lappenbergs Sartorius II. 665.
  8. Helſingborgs Belejring omtales i de islandſke Annaler. At det endnu ikke var indtaget i Juli 1369, ſees af Recesſen af 13de Juli 1369, Lappenbergs Sartorius li. 662, Om Albrechts Tog til Halland tales der lejlighedsviis i de isl. Annaler (S. 318); der fortælles om den føromtalte Islending Thorſtein Eyjulfsſøn, at han paa en Reiſe til Kongen (der ſtaar Kong Magnus, men det maa være Haakon, ſom menes) blev fangen af Tydſkerne i Norge, og ført til Lübeck, hvor han blev holdt i det ſtrengeſte Fængſel til Olafsvake (29de Juli): derpaa blev han frigiven, men l Skaane atter fangen af Hertug Henrik (af Mecklenburg) og bragt til Lund: dog frigav Kong Albrecht ham og lod ham undlode nær ved Vardbergshuus i Halland. Heraf ſeer man, at Albrecht laa udenfor dette i Auguſt Maaned. Men at han ej fik det indtaget, ſees deraf, at endnu ved Underhandlingerne i 1369 og 1370 omtales en danſk Høvding her, ſaavelſom paa Lagaholm og Breſteen (ved Øre-Sø og Viſk-Aa, ſtrax hiinſides Hallands Grændſe mod Kinds Hered i Veſtergøtland); ligeledes ſeer man, at Hertug Erik den yngre af Saxen 1376 overgav til Dronning Margrete Openſteen og Falkenberg, ſamt Lagaholm, hvilket ſidſte han maa have tilbyttet ſig (Scheidt, vom deutſchen Adel, S. 368.) Rigtignok nævnes i 1370 ingen Befalingsmand paa Helſingborg, ſaaat man deraf maaſkee ſkulde ſlutte, at dette Slot dog tilſidſt var erobret.
  9. Brevet er i det foregaaende omtalt S. 766; Kongen bevilgede her, at man iſtedetfor et Skib, hvis Kjøl var 20 Alen langs Græſſet ſom for „medens der var Folk nok“, nu maatte lade ſig bygge et med 16 eller 17 Alen lang Kjøl. Dipl. N. II. 385.
  10. Lappenbergs Sartorius II. S. 625, 627, 629, jvfr, S. 696.
  11. Kong Albrechts Bekræftelſe af Lübeck, Roſtock, Stralſund og Wismars Rettigheder i Skaane er dateret Falſterbod 29de Septbr. 1368, og af ſamme Dag og Sted er hans Faders og Brødres Erklæring, at ogſaa Greifswalde ſkulde nyde de ſamme Fordele. Suhm, XIII. 626.
  12. Det førſte Brev, hvori vi finde Hr. Agmund nævnt ſom Drottſete, er i et O Brev udſtedt i Bergen den 28de Juli 1366 af Biſkop Alf i Grenland, der her ſkriftlig meddeler et Vidnesbyrd, ſom han, ſandſynligviis umiddelbart forud, havde beſvoret for Erkebiſkopen, Biſkop Gisbrikt og Hr. Agmund Drottſete l Norge. (Munkelivsbogen S. 12.)
  13. I de endnu tilſtedeværende Kongebreve, ſom Hr. Agmund har beſeglet ſom Drottſete under Kong Haakon, findes der ingen beſtemte Spor til at han ogſaa har forvaltet Kongeſeglet, end mindre at han har udſtedt Breve i Kongens Navn. See f. Ex. Dipl. Norv. II. 410, 412. Ja man har jo endog et Kongebrev beſeglet af Vinalde den 23de Septbr. 1366 (Dipl. N. II. 388), kun et Par Maaneder efterat Hr. Agmund nævnes ſom Drottſete. Det er dog muligt, at denne i en kort Tid før ſin Fratredelſe i 1370 havde Seglet, ſee nedenfor.
  14. Da Kongen f. Ex. bekjendtgjorde Stilſtanden i 1369, henvendte han den ene Bekjendtgjørelſe derom, der nærmeſt var beſtemt for Raadet og hans Ombudsmænd m. fl., førſt til Erkebiſkoperne og Biſkoperne, dernæſt til Hr. Agmund Finnsſøn Drottſete og Hr. Sigurd Hafthorsſøn, ſamt efter dem til de øvrige Riddere, Sysſelmænd, Fehirder, Ombudsmænd og øvrige Underſaatter. Her nævnes ſaaledes kun Hr. Agmund og Hr.Sigurd udtrykkeligt; ikke engang Hr. Jon Hafthorsſøn bliver ſærſkilt nævnt. Dette tyder unegteligt paa at Sigurd indtog en overordnet Stilling næſtefter Agmund.
  15. Det førſte Brev, hvori vi have fundet ham under denne Titel, er fra April 136l, Dipl. N. V. 264. Om Reidar Darres Drab fortælle de isl. Annaler (1) Udg. S. 320 At Reidar Darre, Fader til Jon Reidarsſøn Darre, er den ſamme Reidar Jonſøn, der 1358 nævnes ſom Fehirde i Nidaroos, (Dipl. N. V. 226) fan der ej være nogen Tvivl om, iſær da vi ogſaa ſee ham i Aaret 1362 udøve en overordnet Myndighed paa de Kanter, (Isl. Annaler S. 304), jevnf. nedenfor).
  16. Dipl. N. II. 402.
  17. Han nævnes ſom Høvedsmand paa Baagahuus ved Stilſtandsunderhandlingerne i Mai 1368, og ſiden ſom Høvedsmand paa Axevall, ſee nedenfor.
  18. Dipl. N. II. 373. V. 489. II. 417.
  19. Dipl. N. I. 412, jevnfør nedenfor.
  20. Dipl. II. 417.
  21. Lappenbergs Sartorius S. 629—633. Af den Beſtemmelſe, der vedtoges om at opſnappe de Penge, Kong Valdemar lod ſig tilſende, ſees det, at han ſaaledes ved nye Pengeforſendelſer hjemmefra ſøgte at raade Bod paa det Tab, han nys havde lidt i Brandenburg.
  22. Dipl. N. V. 259.
  23. Selbjørn (Salbirne), kaldes nu ſedvanligviis Selbøen, og Indſejlingen til Bjørne- og Korsfjorden mellem den og Bømlen kaldes Selbøfjorden.
  24. Sole nævnes ikke udtrykkeligt, men det ſtaar at det var det ſamme Herred (contracta), hvortil Bønderne Simon af „Lerlende“ (Letlende? Litleland?) og Jon af Rott hørte.
  25. See Kongens Indlæg af 1370, Lappenbergs Sartorius II. 696—698. Ogſaa her beregnes Skaden overalt i Penge. Ødeleggelſerne ved Karmſund, Agvaldsnes, Selbø og langs Bergensleeden anſlaaes til 2000 Mk. brendt, de paa Jederen. i Sognedal og Ryfylke til 1000 Mk. brendt, Skaden i Sole Hered, ſom ovenfor anført, til 600 Mk. brendt. Ligeledes nævnes enkelte Privatperſoner, der lede Overlaſt. Kongens Tjener Jon Nodze fik fine Ejendomme ødelagte, og Skaden anſloges til over 200 Mkr. brendt, ligeledes tog man hans Huus ved Karmſund til en Verdi af 40 Mk. brendt. Gudleik Haraldsſøn i Ryfylke miſtede Gods til 40 Mks. Verdi, foruden Skoven, Nikolas Olafsſøn leed et Tab af over 40 Mk. brendt. De to Bønder, der bleve bortførte og hemmeligt dræbte, var de ovennævnte, Simon af Lerlende og Jon af Rott.
  26. See Lappenbergs Sartorius II. S. 661.
  27. Der tales i denne Tid om en Fejde mellem Albrecht af Mecklenburg og de forpommerſke Hertuger Wartislav og Bugislav, (Detmar, ved 1368, S. 291,) ligeledes om et Angreb paa Mecklenburg af Hertug Magnus af Braunſchweig, hvis Datter i 1369 var bleven gift med Hertug Erik den yngre af Saxen, (dennes Fader, den ofte omtalte Hertug Erik, Kong Valdemars ſtadige Forbundsfælle, var da juſt død i Kalundborg). (Detmar, ſammeſteds). Henrik af Mecklenburg, Albrechts Søn, klagede til Hanſedagen i Stralſund, October 1369, over at Lüneburgerne i Hertug Eriks Lejr og Territorium, endogſaa i og udenfor Ratzeburg, brendte og plyndrede ſaavel hans, ſom Grev Henriks Landſkaber (Lappenbergs Sartorius II. 664). I 1369 gjorde ogſaa Markgrev Otto af Brandenburg et Angreb paa Mecklenburg.
  28. Sammeſteds, S. 660, 661.
  29. Brevet er aftrykt efter Originalen i det lübeckſke Archiv hos Lappenb. S. 670.
  30. Ogſaa disſe Breve ere efter Originalerne aftrykte hos Lappenberg S. 672, 673.
  31. Lappenbergs Sartorius II. S. 666—678.
  32. Suhm, XIII. 857.
  33. Lappenbergs Sartorius II. 675—677.
  34. Sammeſteds, S. 678—684.
  35. Sammeſteds, S. 702.
  36. Suhm. XIII. 690.
  37. At Kongen og Raadet da indfandt ſig, eller idetmindſte ikke ſtort ſenere, kan ſkjønnes deraf at de vidtløftige Forhandlinger vare tilendebragte inden den 1ſte Juli.
  38. Denne Ulf Jonsſøn, allerede nu Ridder, var Jon Hafthorsſøns Søn og Stamfader til den ſvenſke Ætt, der ſiden kaldtes Roos til Ervalla. Han maa ej forvexles med den anden Ulf Jonsſøn, af den ſvenſke Ætt Blaa, der ogſaa var Kong Haakons Tilhænger, og Rigsraad, men endnu ej Ridder.
  39. Lappenbergs Sartorius II. S. 684—699.
  40. Stædernes Fredsbrev er aftrykt hos Lappenberg, S. 699—701. At der til det følgende Aars St. Hansdag ſkulde holdes et nyt Fredsmøde menes ikke i de forhaandenværende Fredsdocumenter med udtrykkelige Ord, men det ligger allerede deri, at Stilſtanden ſiges førſt at være ſluttet til næſte St. Hans, og ſiden paa fire Aar derefter, thi ellers kunde man ligeſaa godt ſtrax have ſagt indtil St. Hans 1375; det var, ſom vi allerede have ſeet flere Exempler paa, ved Dagthingninger i den Tid Sedvane, førſt at faſtſette Dagen til den næſte Sammenkomſt, og derpaa en vis Tid efter denne, i hvilken Stilſtanden ſkulde vare, ſelv om ingen Fred kom iſtand, faa at man omvendt fra den blotte Omſtændighed at en ſaadan foreløbig Termin angives, kan ſlutte at denne Termin var beſtemt til en ny Fredscongres, om endog dette ikke er udtrykkeligt angivet. I nærværende Tilfelde have vi dog endnu et Par Data at ſtøtte os til: thi for det førſte ſtaar der i Stædernes Fredsbrev, hvor hiin foreløbige Termin, førſtkommende St. Hansdag, nævnes, umiddelbart derefter: „ſaaledes ſom man ellers (eller „ſærſkilt“) er kommen overeens om (quemadmodum alias fuit placitatum), hvilket viſer at der har været oprettet et eget, nu tabt, Document om den Sag, hvor Sammenkomſten maa have været berammet; for det andet ſeer man af de to lübeckſke Raadmænds Skrivelſe, der er optagen hos Lappenberg S. 705, men, ſom vi nedenfor ſkulle viſe, der urigtigt er henført til 1370 iſtedetfor til 1371, at Kongen og hans Raad netop i dette Aar ventede paa Stædernes Geſandter til det Møde hvortil de St. Hansdag ſkulde have indfundet ſig paa Baagahuus. Dog kan man maaſkee ſlutte af de Forhandlinger paa Hanſedagen i Stralſund i Mai og Juni 1371, ſom Suhm omtaler XIII. 684, at idetmindſte Stæderne ikke anſaa Samlingsſtedet ſom aldeles ſikkert aftalt og at de halv om halv ventede Kongen ned til ſig.
  41. Lappenbergs Sartorius II. 703, 704.
  42. Greifswaldes Ratification er ſaaledes dateret 30te September 1370, Dipl. N. III. 368. Sandſynligviis ere de øvrige af ſamme Datum, og indleverede paa ſamme Tid ſom det var beſtemt at Fredsbrevene til Danmark ſkulde indleveres, nemlig St. Michels Dag, ſ, ovenf.
  43. Den 19de Juni finde vi Hr. Sigurd med to kongelige Hirdmænd og begge Lagmændene for Oslo og Hamar paa Eidsvold, altſaa paa Eidſiva Thing, Dipl. N. II. 418, udſtedende Vidisſe af en kongelig Forordning: det er altſaa tydeligt, at han her optræder ſom Sysſelmand. Den 6te Juli ſees han at ſelge Jordegods paa Raumarike, Dipl. N. III. 372.