Åpne hovedmenyen

Kong Haakon og Kong Albrecht ſtod nu ene lige overfor hinanden, og ſkulde udkæmpe Striden om Sveriges Krone og Kong Magnus’s Befrielſe uden fremmed Hjelp. Ikke engang af ſin Fader kunde Albrecht nu vente ſynderlig Biſtand. Hertug Albrecht var for meget optaget med ſine egne Anliggender. Sønnens Stilling i Sverige var ſaaledes ingenlunde misundelſesverdig. Den egentlige Herre var Hertugen, ej alene fordi han ved ſin faderlige Myndighed, ſin Alder og ſin Klogſkab beherſkede Sønnen, naar han var tilſtede, men ogſaa fordi han, deels for at ſikkre ſig Indflydelſe, deels for at faa de Omkoſtninger godtgjorte, ſom han havde haft for at bringe Sønnen paa Sveriges Trone, havde ladet ſig vigtige Slotte og ſtore Beſiddelſer overdrage ſom Pant, hvilke han igjen, efter de Tiders Skik, overdrog ſom Pante-Lehn til mecklenburgſke Riddere, og det hendte da endog, at disſe igjen paa lignende Maade overlod dem til andre Landsmænd. Paa denne Viis var Landet opfyldt af og udſtykket mellem mecklenburgſke Herrer, der betragtede ſig og ſine Beſiddelſer ſom Sveriges Konge uvedkommende, omgave ſig med tydſke Krigsfolk, og dannede en udenlandſk Magt i Staten, til Harme for de indfødte Stormænd, hvis Indflydelſe derved forringedes, og til Plage for Almuen, der trykkedes og udſugedes af de fremmede Herrer[1]. Selv omgav ogſaa Kongen ſig fortrinsviis med Tydſkere. Vel kunde han ikke aabenbart ſætte ſig ud over de vedtagne Styrelſesformer, eller ignorere de indfødte Adelsmænd, der havde ſat ham paa Tronen og ligeſaa let kunde afſette ham igjen, idetmindſte naar de atter indkaldte Kong Haakon; han maatte vel altid i vigtigere Anliggender raadføre ſig med ſit ſvenſke Raad, og overdrage de vigtigſte Statsembeder til dets Medlemmer; men det er dog umiskjendeligt, at det egentlig var hans tydſke Omgivelſer, der ledede hans Skridt, og at Sverige var paa god Vej til at blive et Lydrige under Mecklenburg. Misfornøjelſen herover, iſær blandt de ringere Klasſer, der leed ſaa utrolig Overlaſt ved Tydſkernes Udpresninger, ſteeg til en farlig Gjæring, og da Albrecht nu tillige ved Stilſtandene, ſom Hanſeſtæderne havde ſluttet, var uden Allierede, fandt han eller hans Raadgivere det ſelv ønſkeligt at aabne Fredsunderhandlinger med Kong Haakon. Krigen havde overhoved, ſom det ſynes, i den ſidſte Tid ej været ført med ſynderlig Iver, og de eneſte Antydninger, vi finde tilſat nogen Krigsoperationer ſkete idet ſidſt forløbne Aar, er den forhen omtalte Beretning om den throndhjemſke Fehirde og Befalingsmand Reidar Darres Drab i Jemteland, thi det lader os ſlutte til at et Streiftog har været foretaget lige til dette fjerne norſke Landſkab, enten fra Dalarne, eller fra Helſingeland, maaſkee af Raven Barnekow ſelv, i Liighed med dem, han foretog i 1366, og at Reidar med Hjelpetropper fra det Throndhjemſke er ilet de indtrængende Fjender imøde. Ja det er endog ikke ſaa uſandſynligt, at dette Anliggende har kaldet Kongen ſelv til Throndhjem, thi den 28de Marts var han i Nidaroos, og udgav der en Forordning, hvorom der i det følgende vil blive Tale[2]. De isl. Annaler tale om en Treaars Fred eller Stilſtand, ſom allerede i 1369 blev ſluttet mellem Haakon og Albrecht, men dette er viſtnok kun en chronologiſk Fejltagelſe. Da Fredsmødet paa Baagahuus holdtes mellem Kong Haakon og de hanſeatiſke Sendebud, ſøgte ogſaa Kong Albrecht at benytte ſig af denne Lejlighed til at aabne Underhandlinger med Kong Haakon under Stædernes Megling, og ſendte fra Ørebro den 9de Mai 1370 Biſkop Nikolas i Linkøping, Biſkop Nikolas i Skara, Karl Ulfsſøn, Benedict Philipsſøn og Bo Jonsſøn, ſom han i 1369 havde udnævnt til ſin Generalembedsmand, til Ljodhuus, med Fuldmagt til at dagthinge med Kong Haakon og Stæderne, lovende paa Forhaand at ville meddele ſin Ratification paa, hvad de aftalte[3]. Om nu virkelig ogſaa de hanſeatiſke Geſandter eller nogle af dem ſtrax efter Tilendebringelſen af Fredsunderhandlingerne med Kong Haakon den 1ſte Juli fulgte ham til Ljodhuus, for at deeltage i Underhandlingerne med de ſvenſke Herrer, vides vel ikke med Vished, men det er dog heel ſandſynligt; thi at han ſelv begav ſig derhen med ſit Raad, er viſt nok[4]. Men Underhandlingerne ledede ikke til andet, end at en ny Dag blev tagen til førſtkommende Laurentsvake (10de Auguſt), og en Stilſtand indgaaet, der ſkulde vedvare indtil 14 Dage derefter; til hiin Dag ſkulde Kongens Befuldmægtigede „ride op til Sverige“, og dagthinge „med Kongens og Rigets Fjender“ om Kong Magnus’s Udløsning og Fred mellem Rigerne. Altſaa var Stedet, hvor der ſkulde underhandles, og ſom ikke udtrykkeligt angives i de Breve, der om denne Sag endnu forefindes, heelt oppe idet øvre Sverige. Saaſnart Kongen var kommen tilbage til Baagahuus, den 12te Juli, udnævnte han ſine Sendebud, aatte i Samt„ nemlig Hr. Jon Hafthorsſøn, Hr. Erik Ketilsſøn, Hr. Jon Hjerne, Laurents Bjørnsſøn, Haakon Jonsſøn, Henrik Michelstorp, Kolbjørn Ketilsſøn og Ulf Jonsſøn (Blaa), og gav dem behørigt Fuldmagtsbrev, beſeglet af de tre ovennævnte Biſkoper, Drottſeten, Hr. Narre, Lodin Eivindsſøn og Gaute Eriksſøn[5]. Men da han vilde være rede til, ſtrax at aabne Fjendtligheder eller modtage en fjendtlig Hær, hvis denne Dagthingning ikke havde bedre Udfald end den foregaaende, lod han kun faa Dage efter, den 19de Juli, fra Marſtrand, Befalinger udgaa til Almuen idetmindſte i de nærmeſte Fylker om at holde ſig krigsfærdig Nat og Dag, for paa førſte Bud at kunne drage ned til Kongen og ſamle ſig under hans Banner. Det er ved dette Krigs-Udbud, at den Forandring i Ledingspligtens Opfyldelſe, ſom vi ovenfor have omtalt, allerførſt vides at have været gjort gjeldende. „Vi byde Eder“, heder det, „at I er tilrede med Eders Heſte og Vaaben til Rigets Vern og Eders egen Fred og Frelſe, ſaa at hver fem Bønder udruſte den ſjette med en god Heſt, Vaaben og Koſt, og ſidder ſaaledes ferdige Nat og Dag til at fare ſyd til os, naar I faa nærmere Bud. Vore Ombudsmænd og Sysſelmænd byde vi at nevne de Mænd og Heſte til denne Ferd og Rigets Vern, ſom de under ſin Eed og Redelighed anſee for de tjenligſte, og vi byde dem, der blive opnevnte, enten til at fare eller til at ſkaffe Heſte og Vaaben, at holde ſig vore Ombudsmænds Tilſagn efterrettelige, ſaafremt enhver af dem, der i en for Landet ſaa magtpaaliggende Sag ſom denne unddrager ſig fra at opfylde ſin Pligt, ikke vil lide den Straf derfor, ſom Loven foreſkriver for alle dem, der hindre Kongens Krigsferd. Men ſkulde en ſaa ſtor Hær — ſom Gud forbyde — angribe Landet, at hele Almuen behøves, da ſkal der opſkæres Hærør og ſendes om baade til Lands og Vands, efter Lovens Bud, og da ſkulle alle være rede til at vende ſig did, hvor det meſt behøves, under den af Loven beſtemte Straf“[6]. Til Tegn paa, at ogſaa Raadet ſamtykkede i disſe Befalinger, bleve Brevene medbeſeglede af Erkebiſkopen, der imidlertid ogſaa var kommen til Kongen, af Biſkoperne i Oslo og Hamar, ſamt af Drottſeten, i de øvrige Biſkopers og mange andre gode Mænds Nærværelſe[7]. Man ſynes endog at maatte antage, at et virkeligt Rigsmøde har været holdt her, for at raadſlaa om den bedſte Maade til at befrie Kong Magnus, der nu allerede ſad fangen paa femte Aar.

Man erfarer intet nærmere om disſe Underhandlinger, men at de ikke ledede til noget tilfredsſtillende Reſultat, ſees nokſom deraf at Krigen fornyedes i det følgende Aar. Det er dog af flere Omſtændigheder ikke uſandſynligt, at Stilſtanden mellem Haakon og Albrecht fornyedes paa en kort Tid. Men imidlertid havde Kong Haakons Sendebud, hvoraf Fleerheden vare ſvenſke, haft den bedſte Lejlighed til, perſonligt at lære Stemningen i Sverige at kjende, og af egen Erfaring at overtyde ſig om den Utilfredshed og Gjæring, ſom herſkede iſær blandt de ringere Klasſer. De Begivenheder, ſom fulgte ſtrax efter, gjør det ingenlunde uſandſynligt, at de benyttede Lejligheden til at ophidſe Gemytterne end mere, raade Almuen til at gjøre Opſtand, og til ogſaa at bearbeide og vinde enkelte af de fornemme og mægtige Mænd, navnlig den urolige Biſkop Nikolas af Linkøping, hvilken vi ej længe efter ville ſee at optræde ſom Kong Albrechts Modſtander. Kong Haakon tilbragte endog et Par Maaneder i eller ved Baagahuus, beſkjeftiget, ſom man maa antage, med Forberedelſer til det foreſtaaende Krigstog, hvis Uundgaaelighed nu maa have været indlyſende. Dog ſynes allerede enkelte fjendtlige Sammenſtød mellem Tilhængerne af begge Partier at have fundet Sted. I October befalede Kong Haakon, under ſit Ophold i Dragsmark, Marſken Hr. Erik Ketilsſøn og Ulf Jonsſøn at gribe og for Kongens Ret at indbringe en Sven Basſesſøn, formodentlig en Svenſk, og hans Følgeſvene, der imod Rigets Ret og Kongens Brev havde fanget og bundet hans Tjenere. Ligeledes forbød han under Fredløsheds Straf Indbyggerne i Vermeland og fra Dal at huſe eller hjelpe ham. Denne Sven Basſesſøn maa ſaaledes vel have været en mægtig Mand i Vermeland eller paa Dal, ſom nu var gaaet over paa Kong Albrechts Parti[8]. Længer ud paa Høſten var Kongen i Oslo, ſandſynligviis fordi hiins unge Dronning Margrete da ventede ſin Nedkomſt, og han havde ogſaa den Glæde, at hun i Adventstiden, omkring 1ſte December, fødte ham Sønnen Olaf[9]. Men i Begyndelſen af det følgende Aar finde vi ham langt inde i Veſtergøtland, ja endog i Beſiddelſe af Axvalla Slot med tilliggende Diſtrict, ſom tre Aar forud var faldet i Mecklenburgernes Hænder, men hvor nu Laurents Bjørnsſøn, der før havde været Høvedsmand paa Baagahuus, førte Befalingen. Om Kong Haakon førſt nu gjorde denne vigtige Erobring, eller Slottet allerede i 1369 var faldt i hans Hænder, vides ikke[10]. Derved var hele Veſtergøtland atter kommen i Kong Haakons Beſiddelſe, paa de Dele nær, ſom de Danſke endnu havde inde, og han kunde drage ſine Tropper ſammen lige paa Grændſen af Nærike, naar han ſkulde tiltræde det Tog, han nu forberedede.

Men imidlertid var den Gjæring, eder allerede længe havde herſket blandt Opſvearne, brudt ud i aabenbar Opſtand. De havde endog ladet udgaa en Opfordring til alle deres Landsmænd ſøndenfor Tiveden og Kolmorden om at gjøre fælles Sag med dem, og udtalte her i de ſterkeſte og meſt uforbeholdne Udtryk, deres Forbittrelſe mod Tydſkerne og Kong Albrecht. „Vi klage“, ſkrev de, „for Gud og alle hans Hellige, alle gode Chriſtne, Konger, Høvdinger, Herrer og Stæder, over den Vold og Uret, Trældom og Umildhed, ſom I og vi og hele Sveriges Almue har taalt af de tydſke Mænd ſiden Hertugen af Mecklenburg og hans Søn Hr. Albrecht, der ſkulde være vor Konge, fik Magt over os; vi klage af vor højeſte Nød, ſom vi nok kjende og kunne beviſe hvor vi ſkulle, og ſom vi ofte have foreſtillet Hr. Albrecht, ſom vor Konge ſkulde være, men ſom er en ret Meeneeder, og med ſin Fader en ret Forræder af Sveriges Rige, og hos hvem vi heller ingen Hjelp eller Liſe have faaet, ſom aabenbart er over hele dette Land, og aabenbart ſkal være ſaa vide ſom Chriſtendommen naar; og afſige vi os herved førnævnte Hr. Albrecht, hans Fader, og alle Tydſkerne over hele Sverige, hvilke have os ilde handlet baade til Liv og Lemmer, og ville vi holde os under Gud og hans Moder Jomfru Maria og Rigets hellige Skytspatroner, ſamt under den ærlige og gode Herre Kong Magnus, uanſeet at han er fangen, hvilken vi ville hjelpe af den Vaande med al vor Magt, og have det Haab til Gud, at vi med ham ſkulle blive under Ret og Lov. Med alle dem, der gjør fælles Sag med os, ville vi gladeligen leve og dø, dem derimod ſom modſtaa os og ikke hjelpe os, ville vi nedſlaa og fordærve, og agte lige ved de Tydſke, ſaa længe en af os er i Live. Vil Rigsraadet ſætte ſig i Spidſen for os, da tage vi gjerne derimod, ville de ikke, da ſkal Skylden være deres, om end Skaden er baade deres og vor“[11]. At Udbruddet af denne Opſtand virkelig var fremſkyndet ved de Sendebud, der forrige Aar paa Kong Haakons Vegne havde været oppe i Sverige og dagthinget, har man ſaa meget mere Grund til at tro, ſom vi nu finde flere af dem, nemlig Hr. Erik Ketilsſøn ſelv, Ulf Jonsſøn (Blaa), og Henrik Michelstorp, i Spidſen for Inſurgenterne. Foruden dem finde vi flere af Kong Magnus’s gamle Tilhængere, ſom Fjellar Piik, Axel Ketilsſøn, Knut Algøtsſøn og flere Nordmænd eller Halv-Nordmænd, af dem, der havde Beſiddelſer i begge Riger, og hvis Nationalitet ſaaledes paa en Maade var ſvævende, ſom Hr. Ulf Jonsſøn, Søn af Hr. Jon Hafthorsſøn, Ulf Holmgeirsſøn, Jon Oddsſøn, Anund Hatt, Alf Haraldsſøn, Baard Eivindsſøn. I Spidſen for dem alle nævnes Biſkop Nikolas af Linkøping. Blandt de øvrige var der maaſkee flere, ſom tidligere havde hyldet Kong Albrecht. Denne havde begivet ſig over til Tydſkland, formodentlig for at undgaa den truende Fare og ſøge Hjelp hos ſin Fader[12]. Opſtanden maa have grebet overmaade hurtigt om ſig, thi endnu i November 1370, da Kong Albrecht var i Søderkøping, lader det til at alt var roligt, medens allerede i den førſte Halvdeel af April en heel Inſurgenthær nærmede ſig Stockholm, og ſlog Lejr ved Eedsviken, kun lidt over en Miil derfra. Marſken Karl Ulfsſøn, Benedict Philipsſøn, Bo Jonsſøn og mange andre af Kong Albrechts Raadsherrer og Tilhængere vare inde i Staden. At de alvorligt frygtede en Belejring, ſees nokſom deraf, at de tilligemed nogle af Stadens fordetmeſte tydſke Borgere paa de øvriges Vegne begav ſig ud i den fjendtlige Lejr, for ved Underhandlinger at afvende Faren. Det lykkedes dem ogſaa den 15de April at bringe en Overeenskomſt til Veje, ifølge hvilken der ſkulde være en Stilſtand mellem begge Parter til førſtkommende Pints (25de Mai) og ſiden efter i fire Uger fra Opſigelſesdagen. Om endog Kong Albrecht eller hans Fader før Tidens Udgang kom til Stockholm, ſkulde dog Stilſtanden overholdes, og Kong Magnus imidlertid behandles hederligt og mildt, og ikke bringes bort fra Stockholm enten til Lands eller til Vands[13].

Aarſagen, hvorfor Inſurgenterne gik ind paa denne Stilſtand, iſtedetfor ſtrax at ſtride til en Belejring, var maaſkee den, at Anførerne ikke ventede ſig noget heldigt Udfald af den, hvis den ſkulde gaa i Langdrag, da en ſtor Deel af Hæren formodentlig beſtod af „Bønder og Bukarle“, ſom det i Stilſtandsbrevet heder, og disſe vel neppe havde Taalmodighed til at ligge længe i Feldten. Desuden haabede de vel at kunne udrette mere, naar Kong Haakon viiſte ſig i Spidſen for en norſk Hær. Det kunde ſynes rimeligt, at han perſonligt havde underſtøttet Inſurgenterne, der vilde have hans Fader paa Tronen igjen. Naar Mænd, der hørte til hans nærmeſte Omgivelſer, ſom Erik Ketilsſøn, Ulf Jonsſøn, Fjellar Piik o. fl. kunde være med paa Toget, var der idetmindſte for Tidens Skyld intet i Vejen for at han ſelv havde ſat ſig i Spidſen, iſær da han i Slutningen af Februar, netop paa den Tid, da man maa antage, at Hæren ſamledes, opholdt ſig ſaa langt øſter ſom paa Aaranes i Veſtergøtland. Man maa derfor antage, at han er bleven tilbage, fordi han endnu ikke havde faaet det tilſtrækkelige Antal Tropper ſamlede. Thi han havde virkelig ladet Breve udgaa om at de i hans forrige Breve omtalte Krigsmænd nu ſkulde fare afſted, men Bønderne paa Raumarike, Hadeland, Ringerike og Oslo Fehirdſle havde undladt at adlyde, ſaa at den Styrke, der indfandt ſig hos ham, neppe var tilſtrækkelig. Han ilagde dem derfor ogſaa efter ſin Tilbagekomſt til Elven ved et Brev, udſtedt i Ljodhuus, den 16de Mai, en Bod af Mk. Peninger for hver Fuldgjerde-Bonde, og: Mark for hver Halvgjerde-Bonde, at udrede til Fehirden i Oslo Hallvard Jonsſøn, og dette var dog kun en Formildelſe af den lovbeſtemte Straf, ſom han paa gode Mænds Forbøn eftergav, imod at de for Eftertiden viiſte ſig villigere til at efterkomme hans Udbud[14]. Man maa imidlertid formode, at Inſurgenternes Anførere fremdeles beholdt de Stillinger og faſte Pladſe, ſom de ved Stilſtandens Afſlutning indtog, og ſaaledes var dog Arbeidet meget lettet for Kong Haakon, naar han engang blev færdig med ſine Udruſtninger.

Disſe bleve nu vel ogſaa ivrigt paadrevne. Men imidlertid foreſtod den Fredscongres med Stædernes Geſandter, ſom ved den ſidſte Tractat var berammet at ſkulle finde Sted paa Baagahuus ved St. Hansdags Tider. Denne Dag faldt Kongen maaſkee paa Grund af Udruſtningerne mindre belejlig, thi allerede i Pintſedagene (v. 25de Mai) ſendte han Biſkop Gottſkalk ned til Stralſund, hvor Stædernes Raadmænd da forſamlede ſig til Hanſedag, med Forſlag om at en ny Dag til Underhandling om en evig Fred maatte blive faſtſat til den 8de September. Hertil ſvarede Stæderne, hvis Deputerede denne Gang vare forſamlede i Stralſund mere end ſex Uger, at dette ej lod ſig gjøre, fordi de Bud, ſom de iſaafald maatte ſende ham, allerede var beſkikkede til Dagthingning med andre Herrer paa ſamme Tid; de ſpurte derimod om Mødet ikke kunde blive berammet til førſtkommende 15de Auguſt eller 14 Dage før. Men til den Tid, ſvarede Broder Gottſkalk, vilde Kongen være langt borte i Sverige, og have ſaa mange vigtige Ting fore, at han umuligt vilde kunne indfinde ſig til noget Møde. De Deputerede bad derfor om at Mødet heller maatte opſettes til næſte Aars 1ſte Mai, paa Baagahuus eller et andet Sted. Alt dette blev meldt Kongen ved en egen Geſandt og et Brev, dateret den 24de Juni, ſom var affattet i ſærdeles ærbødige og høflige Udtryk, og i hvis Begyndelſe det heed, at de egentlig havde ventet ham ned til Stralſund, men for det Tilfelde at han ikke kom, havde villet ſende Geſandter til Baagahuus — da Gottſkalk kom med det nysomtalte Erende[15]. Hiin Geſandt medbragte ogſaa beſeglede Stilſtandsbreve fra Stæderne, med Anmodning til Kongen, om at maatte faa det Brev tilbage, ſom Sendebudene Aaret forud havde afgivet, og ſom altſaa kun var at betragte ſom midlertidigt, da det var udſtedt i alle Stædernes Navn, medens disſe ſidſte vare udſtedte af hver Stad for ſig. Biſkop Gottſkalk var imidlertid, ſom det ſynes, vendt tilbage uden beſtemt Beſkeed, og Kong Haakon maa have ſtaaet i den Formening, at Stæderne dog ønſkede at lade det blive ved den førſte Aftale, nemlig at Modet ſkulde holdes førſtkommende St. Hansdag paa Baagahuus, thi han begav ſig derhen med Erkebiſkop Olaf og ſine øvrige Raadsherrer, ventende paa de tydſke Geſandter. Dog er det vel muligt, at han og hans Raadsherrer neppe havde indfundet ſig ſaa nøjagtigt, hvis han ikke, hvad man maa formode, tillige ſkulde raadſlaa med dem og ſine andre Mænd om det foreſtaaende Felttog. Men endnu inden hiint Brev kunde have naaet ham, ſendte han Biſkop Gottſkalk atter ned til Stralſund; denne ankom her den 1ſte Juli, og meldte, at Kongen med Erkebiſkop Olaf og hans Raadgivere forgjeves havde ventet paa at Geſandter fra Stæderne ſkulde indfinde ſig hos ham paa Baagahuus, ſom det var beſtemt, og at han heller ikke var bleven underrettet om et Møde, ſom nys havde været aftalt med danſke Raadsherrer, og ſom nu ſtrax ſkulde holdes i Vordingborg. Tagende dette ſom en Tilkjendegivelſe fra Kong Haakons Side om at han maaſkee ønſkede at være tilſtede ved denne Sammenkomſt, lod de forſamlede Raadmænd Biſkop Gottſkalk ſtrax ſejle tilbage med fuldſtændig Underretning om Aftalen, udtalende det oprigtige Ønſke, at Kongen, om muligt, perſonligt vilde indfinde ſig paa Vordingborg, eller at han ogſaa ſkriftligt vilde melde dem, hvor det vilde være ham belejligſt at modtage dem, thi da ſkulde de gjerne komme til ham. Om alt dette underrettede ſiden de lübeckſke Raadmænd Jakob Pleſkow og Hermann v. Oſenbrügge, Stadens Deputerede ved Mødet, deres Raad ved en Skrivelſe, dateret fra Stralſund den 7de Juli, ferdige til med førſte gunſtige Vind at afgaa til Vordingborg[16]. Naar man ellers hører om disſe idelige Frem- og Tilbage-Ferder af Biſkop Gottſkalk, mellem Baagahuus og Stralſund, da ligger den Formodning nær, at han ikke havde med Hanſedagen alene at beſtille, men at han og ſkulde underhandle med Hertug Albrecht og hans Søn Kongen om Kong Magnus-’s Befrielſe, og den Rolle, han ſpillede en Maaneds Tid ſenere, giver god Grund til at antage, at han ved Siden deraf ogſaa har taget ſin egen Fordeel i Agt, og tilbudt hine Fyrſter at ſkaffe dem bedre Betingelſer, end de under nærværende Omſtændigheder egentlig kunde vente, naar de vilde hjelpe ham til at komme i Beſiddelſe af den Biſkopsſtol, hvortil Paven havde kaldet ham, og i hvilken de nu ej kunde ønſke at opretholde hans Medbejler Biſkop Nikolas, der havde ſat ſig i Spidſen for Inſurgenterne.

Naar Stæderne i det Erende, de medgav Biſkop Gottſkalk til Kong Haakon, udtalte det Ønſke, at han vilde overvære Mødet paa Vordingborg, da havde de neppe noget Haab om at dette vilde ſkee, thi Gottſkalk havde allerede underrettet dem om, at han ved Begyndelſen af Auguſt vilde være langt inde i Sverige, og da de nok maatte kunne vide, at der her var Tale om et Krigstog, maatte de ligeledes kunne begribe, at det umiddelbart for dette vilde være ham en Umulighed at begive ſig ned til Danmark, om endog for nok ſaa kort Tid. Om hans Udruſtninger vides forreſten intet. Man ſynes at maatte antage, at han nu har faaet et tilſtrækkeligt Antal Tropper fra Norge, og at flere af Sysſelmændene, ſom Hr. Jon Hafthorsſøn, Hr. Agmund Finnsſøn, overhoved flere af de ved Mødet paa Baagahuus forſamlede Herrer, paa det nærmeſte de ſamme, ſom var der Aaret forud, deeltog i Toget med deres Huustropper. Det er viſt, at Hr. Jons yngre Søn Haakon Jonsſøn ledſagede Kongen[17]. Desforuden maa man antage, at alle, eller de fleſte Herrer, ſom vare dragne mod Stockholm i Spidſen for Inſurgenthæren, fremdeles opholdt ſig i Nærheden, og forenede ſig med Kong Haakon; det var idetmindſte Tilfældet med Hr. Erik Ketilsſøn og begge Ulf Jonsſønnerne[18]. Derimod blev Hr. Sigurd Hafthorsſøn ikke med, ja han havde ikke engang været tilſtede ved Mødet paa Baagahuus, og tilbragte nu den Tid, Krigstoget gik for ſig, i Oslo, meget ſyg. Erkebiſkop Olaf vendte ligeledes tilbage til Oslo, hvor han kort efter afgik ved Døden[19].

Allerede førſt i Auguſt ſtod Kong Haakon med ſin Hær foran Stockholm, og forſkandſede ſig paa Norrmalm[20]. Enkelte Sammenſtød og Fegtninger mellem hans Hær og Forſvarerne af Staden have formodentlig fundet Sted, idetmindſte blev der gjort Fanger[21]. Kong Albrecht var imidlertid kommen tilbage eller kom idetmindſte ſtrax efter, maaſkee ledſaget af nogle mecklenburgſke Krigsfolk, men ikke af ſin Fader, der fremdeles var optagen af ſine egne Anliggender i Tydſkland. Hans Stilling var heel betænkelig, thi Folket hadede ham, og havde Rigsraadet fulgt den ovenfor omtalte Opfordring, ſom var udgaaet fra Op-Svearne, vilde det have været forbi med hans Kongedømme. Men det var paa den anden Side at forudſee, at om Magnus atter kom til Roret ved Inſurgenternes Hjelp, da vilde de mægtige Herrer blive nødte til at give Slip paa mange af de Fordele, ſom de ſaa utilbørligt havde tilvendt ſig paa deres øvrige Medborgeres Bekoſtning. Vel vidende dette, og rimeligviis følgende de Raad, ſom hans Fader allerede ved hans Afreiſe fra Tydſkland havde medgivet ham, viiſte Kong Albrecht ſig villig til at overlade ſaagodtſom hele ſin kongelige Myndighed i Raadets Hænder, naar han kun fik beholde Kongenavnet; og forinden endnu noget Forliig mellem Kongerne var kommet iſtand, afgav han den 9de Auguſt en Forſkrivning, hvorved han, erkjendende, at han ikke havde holdt ſaa ſtreng Ret over ſine Mænd, ſom han burde, overlod til Rigsraadet ſaavel alle de Slotte og Landſkaber, han nu ſelv indehavde, ſom dem, han herefter maatte faa indløſt fra ſin Fader eller paa andre Maader kunde erhverve. Med andre Ord, han overdrog næſten al Magt til Raadet, der ſkulde beſtaa af Erkebiſkopen, de ſex Biſkoper, og tolv verdslige Herrer, og ſom i Tilfelde af enkelte Medlemmers Frafald kunde ſupplere ſig ſelv. Blandt de tolv Herrer, hvis Navne udtrykkeligt anførtes i Forſkrivningen, var ogſaa fire af dem, ſom Aaret forud havde været Kong Haakons Sendebud, nemlig Hr. Erik Ketilsſøn, Hr. Jon Hjerne, Ulf Jonsſøn og Laurents Bjørnsſøn[22]. Om man havde optaget disſe Herrer til Medlemmer af Raadet uden at ſpørge dem ad, for derved at vinde dem og udvirke ſaa meget fordeelagtigere Vilkaar, eller om man hemmeligt havde aabnet Underhandlinger med dem ſaavelſom de øvrige ſvenſke Herrer i den fjendtlige Hær, og Betingelſerne for Kong Albrechts Haandfeſtning, thi ſaaledes kan man kalde den, allerede forud var aftalte med dem, lader ſig ikke med Beſtemthed ſige. Man kan dog vel neppe antage andet, end at der i den lange Tid, ſom de mod Albrecht fjendtlige Herrer havde tilbragt i Nærheden af Stockholm, har fundet Samkvæm Sted, idetmindſte hemmeligt, mellem flere af dem, og Herrerne af det modſatte Parti, og at man paa begge Sider virkelig er kommen til Enighed om, at opoffre begge Kongers og det fortrykte Folks Interesſer for at tilrive ſig ſelv ſaa meget ſtørre Fordele. Dog maa enkelte af dem ganſke ſikkert fritages for den Beſkyldning at have nedladt ſig til en ſaa uedel Ferd, fornemmelig Hr. Erik Ketilsſøn, hvilken vi fremdeles ville ſee ved Kong Haakons Side ſom hans tro Tilhænger, uden at indtage den Plads i Kong Albrechts Raad, ſom var ham tiltænkt, og hvortil han ſaaledes umuligt kan have været udnævnt med ſit Vidende og Samtykke[23]. Men der var viſtnok ikke mange ſaa ſamvittighedsfulde Mænd, ſom ham. Den, ſom ledede disſe hemmelige Underhandlinger mellem begge Partiers Høvdinger, og ſom derved beredede Albrecht Muligheden af at erhverve taalelige Fredsbetingelſer, og ſig ſelv Adgangen til at opnaa ſit ivrigſte Ønſke, var neppe nogen anden end Biſkop Gottſkalk. Der haves endnu et til ham af Hertug Albrecht udſtedt Brev, dateret den 4de Auguſt, men uden Dateringsſted, og derfor rimeligviis medbragt af Kong Albrecht, i fuldferdig Stand, men med Datum in blanco, hvorved Hertugen lover ham, at Kong Albrecht ſkal forhjelpe ham til at komme i Beſiddelſe af Linkøpings Biſkopsſtol, imod at Biſkop Gottſkalk ſkal dagthinge paa bedſte Maade mellem ham og Kong Haakon om alt hvad der er dem imellem, og om Kong Magnus’s Frigivelſe[24]. Da Gottſkalk efter nogen Tid virkelig kom i Beſiddelſe af Biſkopsſtolen, og Biſkop Nikolas maatte tage ſin Tilflugt til Norge, kan man neppe tvivle paa, at Gottſkalk efter bedſte Evne har opfyldt hiint Vilkaar, der formodentlig allerede har været aftalt under hans Beſøg i Tydſkland kort forud.

Under disſe Omſtændigheder er det let at forſtaa, at de Betingelſer, hvorpaa Freden faa Dage efter — den 14de Auguſt — blev ſluttet mellem Kongerne, ikke var ſaa fordeelagtige for Haakon, ſom man med Henſyn til den Fremgang, han havde gjort, kunde vente. Kong Magnus blev vel frigiven, men Haakon maatte forbinde ſig til, inden 8 Dage efter næſte St. Hans Dag at udbetale en Løsningsſum for ham af 12000 Mk. Sølv, hvorfor 60 Riddere og Svene af Norge gik i Borgen. Magnus ſkulde for ſin Livstid beholde Indtægterne af Skara Biſkopsdømme, det vil ſige Veſtergøtland, Dalsland og Vermeland; men Frelſet, ſom det heder, det vil ſige Frelſemændene eller Herrerne i disſe Landſkaber, ſkulde lyde under Kong Albrecht. Forreſten ſkulde Magnus „oplade Kong Albrecht alt Riget frit“ med al den Ret, han havde til Skaane[25]. Det vil altſaa ſige, at han ſkulde fraſige ſig enhver Fordring paa Riget. Efter nogle Dages Ophold i eller ved Stockholm, hvorunder idetmindſte Herrerne af begge Partier, om ikke Kongerne ſelv, omgikkes med hinanden nok ſaa venſkabeligt[26], tiltraadte begge Kongerne, Fader og Søn, Tilbagetoget, og allerede den 10de September, da de vare komne til Ørebro, lod Kong Magnus udgaa Brev til Bønderne i Hardanger og paa Voſs, ſamt rimeligviis ogſaa til de fleſte andre Landſkaber i Kong Haakons Deel af Norge, om at de vilde unde ham en Hjelp til Løsnings-Summens Udredelſe, ſaaledes at hver Fuldvirkes Bonde betalte 5 Mk. og hver Halvvirks-Bonde 3 Mk., og det inden Juul[27]. Den 27de September vare de komne til Ljodhuus[28], og ſtrax efter formodentlig til Norge, ſom Magnus ſiden den Tid ikke mere forlod.

Ved denne Fredsſlutning var ſaaledes det ſidſte ſtatsretlige Baand, ſom ſiden Unionens Stiftelſe for 52 Aar tilbage knyttede Norge til Sverige, ganſke opløſt. Vel havde det længe været ſvagt, og ved Kong Albrechts Ophøjelſe paa Thronen havde Unionen idetmindſte fra de ſvenſke Magthaveres Side været hævet, men hidtil havde dog hverken Kong Magnus eller Haakon, eller deres talrige Tilhængere i Sverige, erkjendt Albrechts Kongeverdighed, og betydelige Dele af Sverige havde vedblevet at adlyde dem. Nu derimod havde de erkjendt Albrecht ſom Sveriges retmæsſige Konge, afſtaaet deres Fordringer paa Riget, ja endog, ved at erklære Frelſemændene i Skaras Biſkopsdømme for Albrechts Underſaatter, fraſagt ſig det egentlige Herredømme ogſaa i disſe Landſkaber, og deres egne Tilhængere havde ſamtykket deri. Thi at Frelſemændene i Vermeland og Dalsland ſamt en Deel af Veſtergøtland endnu tildeels vedbleve at holde ſig til Magnus og Haakon, og at disſe ſkaber ſaaledes i Virkeligheden fremdeles ſtod under deres Herredømme, kan alene betragtes ſom grundet paa hine Herrers og de øvrige Indbyggeres perſonlige og private Hengivenhed for Kongerne af den gamle Ætt, og paa de Forhold, ſom den langvarige Union omſider havde fremavlet, men ſom fra Kongernes Side egentlig kun var en Uſurpation, og ſtridende mod Fredstractatens Ord. Statsretligt var altſaa Unionen hævet, og Rigerne atter adſkilte. Men vi ville i det næſte Tidsrum ſee, hvorledes det Baand, ſom ved den lange Forbindelſe havde dannet ſig mellem de enkelte Perſoner og Slægter i begge Riger indbyrdes, vanſkeligere lod ſig opløſe, og maaſkee aldrig var ſterkere, end netop nu, da de i dynaſtiſk Henſeende ſkiltes ad. Og uden dette ſterke, fremdeles beſtaaende Baand, vilde det vel have været umuligt at grundlegge den nye, mere omfattende, Forening, ſom knyttedes inden endnu en Menneſkealder var henrunden.

  1. En fortrinlig Skildring af disſe Forhold, hvortil jeg derfor kun behøver at henviſe Læſeren, hvis han ſkulde.ønſke nærmere Oplysning derom, findes i Styffe’s Fortale til hans her ofte paaberaabte „Bidrag“, S. XLVIII—LV, jevnfør ogſaa XCV—CII.
  2. Norges gl. Love, III. S. 188. Forordningen er beſeglet „i hans Nærværelſe“.
  3. Dipl, Norv. VI.
  4. Dette ſeer man deraf, at Kong Haakon, i den Befaling, han den 19de Juli lod udgaa til Indbyggerne i Baagahuus Fogderi om at ruſte ſig og holde ſig færdige til Opbrud, udtrykkeligt ſiges at han nu nys i Ljodhuus tilligemed ſit Raad havde ſamtykt med ſine egne og Rigets Fjender i Sverige om en Dagthingning til næſte Laurentsvake, og en Stilſtand til 14 Dage derefter.
  5. Fuldmagtsbrevet er meddeelt i Paraphraſe hos Huitfeldt, S. 548, Suhm, XIII. 674.
  6. Dipl. N. II. 410. Brevet er vel kun henvendt til Indbyggerne i Baagahuus Fogderi (Lehn), men man kan ſaameget mindre tvivle om at lignende, nu tabte, Breve ere udgaaede til andre Landſkaber, ſom dette Brev ſelv paa hiin Henvendelſe nær har en fuldkommen almindelig Charakter (der tales om „Sysſelmænd og Ombudsmænd“ o. ſ. v.) og desuden det Brev af Kong Haakon til Bønderne paa Raumarike, Ringerike, Hadeland og Oslo Fehirdſle af 16de Mai 1371, hvori der handledes om deres Undladelſe af at gjøre Udfareleding (ſſt. 417), aabenbart ſigtes til det ſamme Paabud.
  7. Siden Erkebiſkopen førſt nu nævnes ſom nærværende, er det tydeligt at han ej kan have deeltaget i Forhandlingerne raa Baagahuus og ſiden i Ljodhuus, da hans Beſegling i ſaa Fald ej havde kunnet mangle. Han er formodentlig kommen for ſeent afſted, og har neppe truffet Kongen førend i Marſtrand, hvor han enten er ankommen med Skibslejlighed fra Oslo, eller paa ſit eget Skib heelt fra Nidaroos. Dette kunde maaſkee bedſt forklare, hvorfor han ej er indtruffen i rette Tid.
  8. Dipl. N. I. 407. 407. Begge Breve ere ſkrevne paa een Dag, men det førſte, beſtemt for hans norſke Underſaatter, paa Norſk, og det andet, henvendt til Indbyggerne i Vermeland og Dalsland, paa Svenſk. Det er ikke uden Interesſe at ſee, hvorledes Sprogforſkjelligheden her nøje er iagttaget.
  9. Olafs Fødſel henføres i Chron. af 1415 (Scr. r. Sv. S. 58) til 1371, ligeledes i det af 1430 (ſſtds S. 29). Men de bedſte islandſke Annaler angive 1370 ſom hans Fødſelsaar, og at dette er det rette ſees deraf, at Olaf allerede omtales i det Forliig af 14de Auguſt 1371, ſom Hertug Henrik af Mecklenburg ſluttede med Kong Valdemar (Suhm XIII. 691); thi naar Olaf var ſød ved Adventstider, ſom Chron. af 1415 angiver, og ſom der ej ſynes at være Grund til at betvivle, kunde han ſaaledes ikke være fød i 1371. Det beſtyrkes ogſaa deraf, at vi ſee Haakon, der ellers i denne Tid paa Grund af det fjendtlige Forhold til Sverige meſt opholdt ſig ved Elven, den 14de November i Oslo (Dipl. N. II. 412), thi det var upaatvivleligt for at være tilſtede hos ſin Huſtru, naar hun fødte ſit Barn. At Olaf fødtes i Oslo, ſiges udtrykkeligt i de islandſke Annaler. Snareſt har det vel dog været paa Akershuus, hvor Hoffet og Dronningen havde ſit Hovedtilhold, men ſom regnedes til Oslo.
  10. Den 15de Februar 1371 udgav Laurents Bjørnsſøn, ſom Høvedsmand paa Axevall, en Beſaling til nogle af Fogderiets Indbyggere, og Kong Haakon ſelv udſtedte fra Aaranes den 28de Febr. en Beſaling til Vermlendingerne. Styffe, Bidrag, S. XVI.
  11. Denne merkelige Skrivelſe, ſom meddeles allerførſt af Olaus Petri (S. 141), i umiddelbart Sammenhæng med Kong Haakons Tog til Stockholm 1371, men forreſten uden Aarstal, er af Mesſenius og andre urigtigt henført til 1367, uagtet der fra den Tid ikke findes Spor af nogen Opſtand mod Albrecht.
  12. I Overeenskomſten af 15de April ſtaar der udtrykkeligt, at Kong Albrecht var dragen af Landet, og at han og hans Fader ſamt deres Hjelpere muligviis kunde komme tilbage inden Stilſtandens Udgang.
  13. Det herom oprettede Document, der endnu findes i det ſvenſke Rigsarchiv, er aftrykt i Styffes Bidrag, No. 44, S. 131—133. Det er her af megen Interesſe, at merke ſig Navnene paa de Herrer, der her fra begge Sider optrede ſom Contrahenter, thi man faar derved en god Overſigt over, hvilke der ſtod paa Magnus’s og hvilke paa Albrechts Parti; blandt de førſte, der her handlede i Egenſkab af ſvenſke Mænd, ville vi ſiden møde ikke faa, der ſenere ſpillede en betydelig Rolle i Norge, og om de endnu ikke vare, ſaa dog ſiden bleve Nordmænd. Som Repræſentanter for Inſurgenterne eller Magnus’s Tilhængere nævnes Biſkop Nikolas af Linkøping, Hr. Erik Ketilsſøn, Nanne Arnbjørnsſøn (Sparre), Jon Uddsſøn (i norſke Breve Oddsſøn, Oddesſøn), Magnus Sture, Knut Algøtsſøn, Byrge Thuresſøn, Ulf Jonsſøn Mon Hafthorsſøns Søn), Ulf Holmgeirsſøn, Ragnvald Philipsſøn, Fjellar Piik, alle Riddere, og følgende Svene: Ulf Jonsſøn (Blaa), Axel Ketilsſøn, Tubbe Eriksſøn, Baard Eivindsſøn, Jon Gregoriusſøn, Klement Petersſøn, Peter Israelsſøn, Benedict Nikolasſøn, Gynter, Peter Brodersſøn, Jon Martinsſøn, Anund Hatt, Thure Eriksſøn, Gøtſtav Laurentsſøn, Abraham Andresſøn, Olaf Sveinsſøn, Alf Haraldsſøn, Henrik Michelstorp. Paa Albrechts Side optrede Ridderne Karl Ulfsſøn, Magnus Gislesſøn, Benedict Philipsſøn, Stephan Ulfsſøn, Anund Jonsſøn, Benedict Nikolasſøn, Magnus Haakonsſøn, Nikolas Gedde, Steen Benedictsſøn, Bo Boſøn, og Svenerne: Bo Jonsſøn Generalembedsmand, Arnvid Gøtſtavsſøn, Finnvid Finnvidsſøn, Magnus Finnvidsſøn, Magnus Porſe, Harald Karlsſøn, Harald Kaſe, Folke Nikolasſøn, Magnus Kaſe, Benedict Jonsſøn, Stephan Stangenberg, Magnus Throttesſøn, Byrge Ulfsſøn, Peter Ribbing, Nikolas Ketilsſøn, Chriſtopher Michelstorp, Steen Bosſøn. Af hine finde vi ſenere Erik Ketilsſøn, Jon Oddsſøn, Ulf Holmgeirsſøn, Ulf Jonsſøn, Gynter (af Wedhouſen), Alf Haraldsſøn, Jon Martinsſøn, Benedict Nikolasſøn ſom norſke Raadsherrer eller Sysſelmænd.
  14. Dipl. N. II. 417.
  15. Suhm (efter Referatet af Hanſedagens Forhandlinger i Recessus Hansæ) XIII. 684, 685.
  16. Dette Brev, der mangler Aarstal, er aftrykt efter hvad der maa antages for Originalen, der opbevares i Lübecks Archiv, hos Lappenberg, Sart. II. S. 705, 706. Men det er der urigtigt henført til 1370. At 1371 er det rette Aar, lader ſig med fuldkommen Sikkerhed godtgjøre. Det er nemlig ſkrevet i Stralſund af Raadmændene Jakob Pleſkow og Hermann v. Oſenbrügge, Mandag efter Aattendedagen efter Petri og Pauli Mesſe, altſaa Mandagen efter 6te Juli, og ſtrax i Begyndelſen af Brevet heder det, at Hr. Gottſkalk var ankommen Tirsdagen forud, med den Beſked, at Kongen forgjeves havde ventet dem paa Baagahuus ved St. Hansdagstider. Men nu ſee vi af de Breve, ſom udferdigedes angaaende Stilſtanden af 1ſte Juli 1370, at en af de lübeckſke Befuldmegtigede, ſom da befandt ſig paa Baagahuus og nævnes allerførſt blandt Udſtederne af Stædernes Frihedsbrev, netop var Hermann v. Oſenbrügge (Lappenbergs Sartorius li. 699) og at en af de Herrer, der beſeglede med Kongen og ſaaledes ogſaa da deeltog i Forhandlingerne paa Baagahuus, var Biſkop Gottſkalk. Hvis nærværende Brev var af 1370, vilde paa den Maade baade de lübeckſke Raadmænd og Gottſkalk have været paa Baagahuus og i Stralſund paa ſamme Tid, ja Gottſkalk endog ſaagodtſom naa en og ſamme Dag, da hiin føromtalte Tirsdag i 1370 falder paa 2den Juli. Raadmanden kunde vel, om han den 1ſte Juli havde været paa Baagahuus, og var reiſt til Tydſkland umiddelbart derefter, uden førſt at begive ſig til Ljodhuus (hvad man dog næſten maa antage at Geſandterne gjorde), være ankommen til Stralſund inden 7de Juli, men han og hans Collega ſige jo ſelv, at de ſlet ikke havde været i Norge, og at Kongen allerede d. 24de Juni forgjeves havde ventet dem paa Baagahuus. Altſaa kan der her ikke være Tale om 1370. Men der kan heller ikke være Tale om noget ſenere Aar end 1371, da Erkebiſkop Olaf var død inden dette Aars Udgang. — Beſynderligt nok er det ellers, at de lübeckſke Raadmænd kalde Erkebiſkopen Nicolaus iſtedetfor Olaus. De have vel troet, at dette Navn, ligeſom det tydſke Claus, kun var en Forkortning af Nicolaus.
  17. Dette ſees deraf, at han den 24de Auguſt, kort efter Fredsſlutningen, var med at beſegle et Brev i Stockholm, hvorved Ridderen Leek Offradsſøn pantſatte Jordegods i Veſtergøtland til Hr. Erik Ketilsſøn.
  18. Ogſaa disſe Mænd beſeglede det nysnævnte Brev.
  19. Dette, ſaavelſom Sigurd Haſthorsſøns Sygdom, erfares af et Brev fra Kongens Klerk, Henrik Henriksſøn, hvorom mere ſiden. Den 6te Juli var Sigurd paa Raumarike, altſaa ikke hos Kongen. (Dipl. N. III. 372).
  20. Der findes et Brev af Kong Haakon, dateret Lejren udenfor Stockholm 2den Auguſt. Lagerbring III. 537.
  21. Dette ſees af det nysnævnte Brev vedkommende Ridderen Seet Offradsſøn, ſammenholdt med et andet, ſom Kong Albrecht udſtedte tre Dage ſenere. Den 24de Auguſt pantſatte Leek Offradsſøn ſit fedrene og mødrene Gods i Veſtergøtland til Hr. Erik Ketilsſøn; den 27de erkjendte Kong Albrecht at ſkylde ham 300 Mkr. brendt for hans Fangenſkab og den Skade han paa Kongens Vegne havde lidt, og pantſatte ham derfor noget Gods i Veſtmanland. Altſaa var Seet Offradsſøn tagen til Fange af Hr. Erik Ketilsſøn, og løskjøbte ſig ved at afſtaa ſit Arvegods.
  22. Hadorphs Riimkrønike, 2. D. S. 35—37.
  23. I det nysnævnte Pantebrev, udſtedt af Hr. Leek Offradsſøn, kalder denne Hr. Erik Ketilsſøn „Sveriges Riges Marſk“, medens Karl Ulfsſøn efter 1371 ikke mere fører denne Titel. Heraf ſeer man, at Modpartiet, for at vinde ham, har ladet Kong Albrecht udnævne ham til dette Embede, ſom allerede Kong Magnus havde overdraget ham, men ſom han ikke maa have modtaget.
  24. Brevet er aftrykt i Styffe’s Bidrag ſom No. 45, S. 133, men Udſtedelſesdagen er urigtigt angiven til 17de April; i Brevet ſelv ſtaar nemlig „des mandages na sunte Peters dage, dy in dem Oste kummet“, og „Oost“, „Oegst“, „Oostmaent“„ er Auguſt Maaned, ſee Pilgrams Kalendarium, S. 178, 179; Petersdag i „Oost“ eller Auguſt er ſaaledes Petri ad vincula, 1ſte Auguſt. Den 17de April 1371 var desuden en Thorsdag, og ſaavidt vides, forekommer der heller ikke nogen St. Peters Dag ſtrax forud. Men ved denne Flytning af Brevets Udſtedelſe fra April til Auguſt, netop i Belejringstiden, bortfalder den i Fortalen til ſamme Verk. S. LVIII. fremſatte Antagelſe, at Gottſkalk har faaet Brevet under ſit Ophold i Tydſkland. Derimod er det højſt ſandſynligt, at han underhaanden har gjort en Aftale med Hertugen om at megle paa en ham fordeelagtig Maade, og at Hertugen derfor har medgivet ſin Søn dette Tilſagnsbrev, for at han ved Stockholm kunde overlevere det til Gottſkalk, der viſtnok ledſagede Kong Haakon paa Toget ſom hans Capellan og politiſke Raadgiver, (hvad der ogſaa bekræftes af Hr. Henrik Henriksſøns Brev af 14de Auguſt, hvorom nedenfor). Og dette er vel ogſaa Grunden til, at Brevet mangler Dateringsſted. Hertug Albrecht var ganſke viſt ikke i Stockholm den 4de Auguſt, og ligeſaalidet er det rimeligt, at Gottſkalk da var i Tydſkland, iſær da han, ſom vi have ſeet, allerede før den 24de Juni kunde fortælle de forſamlede Raadmænd i Stralſund, at Kongen mellem 1ſte og 15de Auguſt vilde være langt inde i Sverige.
  25. Tractaten kjendes kun i Udtog af Olaus Petris Hiſtorie (S. 143); han har formodentlig endnu haft Originalen.
  26. Dette ſeer man af Hr. Leek Offradsſøns føromtalte Pantebrev, der er beſeglet af Herrer, hørende til begge Partier, nævnte om hinanden, nemlig Erngiſl Jarl, Jon Hjerne, begge Ulf Jonsſønnerne, Steen Benedictsſøn, Erik Karlsſøn, Benedict Philippsſøn, Arvid Gøtſtavsſøn, Finnvid Finnvidsſøn, Haakon Jonsſøn, Abraham Andresſøn.
  27. Suhm, XIII. 690.
  28. Paa denne Dag udſtedte nemlig Kong Magnus i Ljodhuus et Gjeldsbrev til Biſkop Nikolas af Skara for 1000 Mk. ſvenſk, ſom denne havde laant ham før hans Fangenſkab, til Afbetaling paa det pavelige Laan, og ſatte ham derfor Aaranes i Pant. Kong Haakon beſeglede med, altſaa var han ogſaa den Dag i Ljodhuus. Det kan neppe forholde ſig rigtigt, at et Brev, ſom Kong Haakon udſtedte paa Almareſtek eller Steket veſtenfor Stockholm, og hvorved han tillod Amund Hatt at kjøbe Stamgods i Vermeland, er dateret Allehelgensdag, ſom Lagerbring, der to Gange har citeret det, (III. 536 567) ſynes at antyde, idet han paa begge Steder betegner Dagen ſaaledes: die Sanctorum &c. Men allerede dette er egentlig nok til at viſe, at det ej kan være Allehelgensdag, thi da havde der ganſke viſt ſtaaet omnium sanctorum. Det tilføjede „etcetera“, i hvis Sted Lagerbring gjerne kunde have anført den fuldſtændige Angivelſe, tyder hen paa en Udeladelſe af de egentlige Dagshelgeners Navne, og da der nu ſaavel ſtrax før ſom ſtrax efter den Tid, Kong Haakon maa formodes at have ligget for Stockholm, findes flere Dage, helligede to eller flere Helgener paa een Gang, maa man antage, at det er en af disſe, ſom menes. Saaledes bar man den 27de Juli Syvſoverdagen, Dies Sanctorum Septem dormientium; at han den Dag paa Toget til Stockholm er naaet frem til Steket, er højſt rimeligt, ligeledes den 30te Juli: dies Sanctorum Abdon et Sennen Martyrum, ſkjøndt Kongen vel ſnarere vilde have betegnet denne Crastino Sancti Olai. Saa langt tilbage ſom til dies Sanctorum in Selio, 8de Juli, tør man ikke gaa, da det er for kort Tid efter 1ſte Juli, paa hvilken Dag Kongen endnu var paa Baagahuus. Er Brevet udſtedt paa Tilbagetoget, hvad der dog er mindre ſandſynligt, ſiden Kong Magnus ej nævnes ſom Medudſteder, kunde man tænke paa dies Sanctoruun Felicis et Adaucti martyrum, 30te Auguſt.