Det norske Folks Historie/7/68

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 826-841).

Kong Haakon og Kong Albrecht stod nu ene lige overfor hinanden, og skulde udkæmpe Striden om Sveriges Krone og Kong Magnus’s Befrielse uden fremmed Hjelp. Ikke engang af sin Fader kunde Albrecht nu vente synderlig Bistand. Hertug Albrecht var for meget optaget med sine egne Anliggender. Sønnens Stilling i Sverige var saaledes ingenlunde misundelsesverdig. Den egentlige Herre var Hertugen, ej alene fordi han ved sin faderlige Myndighed, sin Alder og sin Klogskab beherskede Sønnen, naar han var tilstede, men ogsaa fordi han, deels for at sikkre sig Indflydelse, deels for at faa de Omkostninger godtgjorte, som han havde haft for at bringe Sønnen paa Sveriges Trone, havde ladet sig vigtige Slotte og store Besiddelser overdrage som Pant, hvilke han igjen, efter de Tiders Skik, overdrog som Pante-Lehn til mecklenburgske Riddere, og det hendte da endog, at disse igjen paa lignende Maade overlod dem til andre Landsmænd. Paa denne Viis var Landet opfyldt af og udstykket mellem mecklenburgske Herrer, der betragtede sig og sine Besiddelser som Sveriges Konge uvedkommende, omgave sig med tydske Krigsfolk, og dannede en udenlandsk Magt i Staten, til Harme for de indfødte Stormænd, hvis Indflydelse derved forringedes, og til Plage for Almuen, der trykkedes og udsugedes af de fremmede Herrer^[1]. Selv omgav ogsaa Kongen sig fortrinsviis med Tydskere. Vel kunde han ikke aabenbart sætte sig ud over de vedtagne Styrelsesformer, eller ignorere de indfødte Adelsmænd, der havde sat ham paa Tronen og ligesaa let kunde afsette ham igjen, idetmindste naar de atter indkaldte Kong Haakon; han maatte vel altid i vigtigere Anliggender raadføre sig med sit svenske Raad, og overdrage de vigtigste Statsembeder til dets Medlemmer; men det er dog umiskjendeligt, at det egentlig var hans tydske Omgivelser, der ledede hans Skridt, og at Sverige var paa god Vej til at blive et Lydrige under Mecklenburg. Misfornøjelsen herover, især blandt de ringere Klasser, der leed saa utrolig Overlast ved Tydskernes Udpresninger, steeg til en farlig Gjæring, og da Albrecht nu tillige ved Stilstandene, som Hansestæderne havde sluttet, var uden Allierede, fandt han eller hans Raadgivere det selv ønskeligt at aabne Fredsunderhandlinger med Kong Haakon. Krigen havde overhoved, som det synes, i den sidste Tid ej været ført med synderlig Iver, og de eneste Antydninger, vi finde tilsat nogen Krigsoperationer skete idet sidst forløbne Aar, er den forhen omtalte Beretning om den throndhjemske Fehirde og Befalingsmand Reidar Darres Drab i Jemteland, thi det lader os slutte til at et Streiftog har været foretaget lige til dette fjerne norske Landskab, enten fra Dalarne, eller fra Helsingeland, maaskee af Raven Barnekow selv, i Liighed med dem, han foretog i 1366, og at Reidar med Hjelpetropper fra det Throndhjemske er ilet de indtrængende Fjender imøde. Ja det er endog ikke saa usandsynligt, at dette Anliggende har kaldet Kongen selv til Throndhjem, thi den 28de Marts var han i Nidaroos, og udgav der en Forordning, hvorom der i det følgende vil blive Tale^[2]. De isl. Annaler tale om en Treaars Fred eller Stilstand, som allerede i 1369 blev sluttet mellem Haakon og Albrecht, men dette er vistnok kun en chronologisk Fejltagelse. Da Fredsmødet paa Baagahuus holdtes mellem Kong Haakon og de hanseatiske Sendebud, søgte ogsaa Kong Albrecht at benytte sig af denne Lejlighed til at aabne Underhandlinger med Kong Haakon under Stædernes Megling, og sendte fra Ørebro den 9de Mai 1370 Biskop Nikolas i Linkøping, Biskop Nikolas i Skara, Karl Ulfssøn, Benedict Philipssøn og Bo Jonssøn, som han i 1369 havde udnævnt til sin Generalembedsmand, til Ljodhuus, med Fuldmagt til at dagthinge med Kong Haakon og Stæderne, lovende paa Forhaand at ville meddele sin Ratification paa, hvad de aftalte^[3]. Om nu virkelig ogsaa de hanseatiske Gesandter eller nogle af dem strax efter Tilendebringelsen af Fredsunderhandlingerne med Kong Haakon den 1ste Juli fulgte ham til Ljodhuus, for at deeltage i Underhandlingerne med de svenske Herrer, vides vel ikke med Vished, men det er dog heel sandsynligt; thi at han selv begav sig derhen med sit Raad, er vist nok^[4]. Men Underhandlingerne ledede ikke til andet, end at en ny Dag blev tagen til førstkommende Laurentsvake (10de August), og en Stilstand indgaaet, der skulde vedvare indtil 14 Dage derefter; til hiin Dag skulde Kongens Befuldmægtigede „ride op til Sverige“, og dagthinge „med Kongens og Rigets Fjender“ om Kong Magnus’s Udløsning og Fred mellem Rigerne. Altsaa var Stedet, hvor der skulde underhandles, og som ikke udtrykkeligt angives i de Breve, der om denne Sag endnu forefindes, heelt oppe idet øvre Sverige. Saasnart Kongen var kommen tilbage til Baagahuus, den 12te Juli, udnævnte han sine Sendebud, aatte i Samt„ nemlig Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Jon Hjerne, Laurents Bjørnssøn, Haakon Jonssøn, Henrik Michelstorp, Kolbjørn Ketilssøn og Ulf Jonssøn (Blaa), og gav dem behørigt Fuldmagtsbrev, beseglet af de tre ovennævnte Biskoper, Drottseten, Hr. Narre, Lodin Eivindssøn og Gaute Erikssøn^[5]. Men da han vilde være rede til, strax at aabne Fjendtligheder eller modtage en fjendtlig Hær, hvis denne Dagthingning ikke havde bedre Udfald end den foregaaende, lod han kun faa Dage efter, den 19de Juli, fra Marstrand, Befalinger udgaa til Almuen idetmindste i de nærmeste Fylker om at holde sig krigsfærdig Nat og Dag, for paa første Bud at kunne drage ned til Kongen og samle sig under hans Banner. Det er ved dette Krigs-Udbud, at den Forandring i Ledingspligtens Opfyldelse, som vi ovenfor have omtalt, allerførst vides at have været gjort gjeldende. „Vi byde Eder“, heder det, „at I er tilrede med Eders Heste og Vaaben til Rigets Vern og Eders egen Fred og Frelse, saa at hver fem Bønder udruste den sjette med en god Hest, Vaaben og Kost, og sidder saaledes ferdige Nat og Dag til at fare syd til os, naar I faa nærmere Bud. Vore Ombudsmænd og Sysselmænd byde vi at nevne de Mænd og Heste til denne Ferd og Rigets Vern, som de under sin Eed og Redelighed ansee for de tjenligste, og vi byde dem, der blive opnevnte, enten til at fare eller til at skaffe Heste og Vaaben, at holde sig vore Ombudsmænds Tilsagn efterrettelige, saafremt enhver af dem, der i en for Landet saa magtpaaliggende Sag som denne unddrager sig fra at opfylde sin Pligt, ikke vil lide den Straf derfor, som Loven foreskriver for alle dem, der hindre Kongens Krigsferd. Men skulde en saa stor Hær – som Gud forbyde – angribe Landet, at hele Almuen behøves, da skal der opskæres Hærør og sendes om baade til Lands og Vands, efter Lovens Bud, og da skulle alle være rede til at vende sig did, hvor det mest behøves, under den af Loven bestemte Straf“^[6]. Til Tegn paa, at ogsaa Raadet samtykkede i disse Befalinger, bleve Brevene medbeseglede af Erkebiskopen, der imidlertid ogsaa var kommen til Kongen, af Biskoperne i Oslo og Hamar, samt af Drottseten, i de øvrige Biskopers og mange andre gode Mænds Nærværelse^[7]. Man synes endog at maatte antage, at et virkeligt Rigsmøde har været holdt her, for at raadslaa om den bedste Maade til at befrie Kong Magnus, der nu allerede sad fangen paa femte Aar.

Man erfarer intet nærmere om disse Underhandlinger, men at de ikke ledede til noget tilfredsstillende Resultat, sees noksom deraf at Krigen fornyedes i det følgende Aar. Det er dog af flere Omstændigheder ikke usandsynligt, at Stilstanden mellem Haakon og Albrecht fornyedes paa en kort Tid. Men imidlertid havde Kong Haakons Sendebud, hvoraf Fleerheden vare svenske, haft den bedste Lejlighed til, personligt at lære Stemningen i Sverige at kjende, og af egen Erfaring at overtyde sig om den Utilfredshed og Gjæring, som herskede især blandt de ringere Klasser. De Begivenheder, som fulgte strax efter, gjør det ingenlunde usandsynligt, at de benyttede Lejligheden til at ophidse Gemytterne end mere, raade Almuen til at gjøre Opstand, og til ogsaa at bearbeide og vinde enkelte af de fornemme og mægtige Mænd, navnlig den urolige Biskop Nikolas af Linkøping, hvilken vi ej længe efter ville see at optræde som Kong Albrechts Modstander. Kong Haakon tilbragte endog et Par Maaneder i eller ved Baagahuus, beskjeftiget, som man maa antage, med Forberedelser til det forestaaende Krigstog, hvis Uundgaaelighed nu maa have været indlysende. Dog synes allerede enkelte fjendtlige Sammenstød mellem Tilhængerne af begge Partier at have fundet Sted. I October befalede Kong Haakon, under sit Ophold i Dragsmark, Marsken Hr. Erik Ketilssøn og Ulf Jonssøn at gribe og for Kongens Ret at indbringe en Sven Bassessøn, formodentlig en Svensk, og hans Følgesvene, der imod Rigets Ret og Kongens Brev havde fanget og bundet hans Tjenere. Ligeledes forbød han under Fredløsheds Straf Indbyggerne i Vermeland og fra Dal at huse eller hjelpe ham. Denne Sven Bassessøn maa saaledes vel have været en mægtig Mand i Vermeland eller paa Dal, som nu var gaaet over paa Kong Albrechts Parti^[8]. Længer ud paa Høsten var Kongen i Oslo, sandsynligviis fordi hiins unge Dronning Margrete da ventede sin Nedkomst, og han havde ogsaa den Glæde, at hun i Adventstiden, omkring 1ste December, fødte ham Sønnen Olaf^[9]. Men i Begyndelsen af det følgende Aar finde vi ham langt inde i Vestergøtland, ja endog i Besiddelse af Axvalla Slot med tilliggende District, som tre Aar forud var faldet i Mecklenburgernes Hænder, men hvor nu Laurents Bjørnssøn, der før havde været Høvedsmand paa Baagahuus, førte Befalingen. Om Kong Haakon først nu gjorde denne vigtige Erobring, eller Slottet allerede i 1369 var faldt i hans Hænder, vides ikke^[10]. Derved var hele Vestergøtland atter kommen i Kong Haakons Besiddelse, paa de Dele nær, som de Danske endnu havde inde, og han kunde drage sine Tropper sammen lige paa Grændsen af Nærike, naar han skulde tiltræde det Tog, han nu forberedede.

Men imidlertid var den Gjæring, eder allerede længe havde hersket blandt Opsvearne, brudt ud i aabenbar Opstand. De havde endog ladet udgaa en Opfordring til alle deres Landsmænd søndenfor Tiveden og Kolmorden om at gjøre fælles Sag med dem, og udtalte her i de sterkeste og mest uforbeholdne Udtryk, deres Forbittrelse mod Tydskerne og Kong Albrecht. „Vi klage“, skrev de, „for Gud og alle hans Hellige, alle gode Christne, Konger, Høvdinger, Herrer og Stæder, over den Vold og Uret, Trældom og Umildhed, som I og vi og hele Sveriges Almue har taalt af de tydske Mænd siden Hertugen af Mecklenburg og hans Søn Hr. Albrecht, der skulde være vor Konge, fik Magt over os; vi klage af vor højeste Nød, som vi nok kjende og kunne bevise hvor vi skulle, og som vi ofte have forestillet Hr. Albrecht, som vor Konge skulde være, men som er en ret Meeneeder, og med sin Fader en ret Forræder af Sveriges Rige, og hos hvem vi heller ingen Hjelp eller Lise have faaet, som aabenbart er over hele dette Land, og aabenbart skal være saa vide som Christendommen naar; og afsige vi os herved førnævnte Hr. Albrecht, hans Fader, og alle Tydskerne over hele Sverige, hvilke have os ilde handlet baade til Liv og Lemmer, og ville vi holde os under Gud og hans Moder Jomfru Maria og Rigets hellige Skytspatroner, samt under den ærlige og gode Herre Kong Magnus, uanseet at han er fangen, hvilken vi ville hjelpe af den Vaande med al vor Magt, og have det Haab til Gud, at vi med ham skulle blive under Ret og Lov. Med alle dem, der gjør fælles Sag med os, ville vi gladeligen leve og dø, dem derimod som modstaa os og ikke hjelpe os, ville vi nedslaa og fordærve, og agte lige ved de Tydske, saa længe en af os er i Live. Vil Rigsraadet sætte sig i Spidsen for os, da tage vi gjerne derimod, ville de ikke, da skal Skylden være deres, om end Skaden er baade deres og vor“^[11]. At Udbruddet af denne Opstand virkelig var fremskyndet ved de Sendebud, der forrige Aar paa Kong Haakons Vegne havde været oppe i Sverige og dagthinget, har man saa meget mere Grund til at tro, som vi nu finde flere af dem, nemlig Hr. Erik Ketilssøn selv, Ulf Jonssøn (Blaa), og Henrik Michelstorp, i Spidsen for Insurgenterne. Foruden dem finde vi flere af Kong Magnus’s gamle Tilhængere, som Fjellar Piik, Axel Ketilssøn, Knut Algøtssøn og flere Nordmænd eller Halv-Nordmænd, af dem, der havde Besiddelser i begge Riger, og hvis Nationalitet saaledes paa en Maade var svævende, som Hr. Ulf Jonssøn, Søn af Hr. Jon Hafthorssøn, Ulf Holmgeirssøn, Jon Oddssøn, Anund Hatt, Alf Haraldssøn, Baard Eivindssøn. I Spidsen for dem alle nævnes Biskop Nikolas af Linkøping. Blandt de øvrige var der maaskee flere, som tidligere havde hyldet Kong Albrecht. Denne havde begivet sig over til Tydskland, formodentlig for at undgaa den truende Fare og søge Hjelp hos sin Fader^[12]. Opstanden maa have grebet overmaade hurtigt om sig, thi endnu i November 1370, da Kong Albrecht var i Søderkøping, lader det til at alt var roligt, medens allerede i den første Halvdeel af April en heel Insurgenthær nærmede sig Stockholm, og slog Lejr ved Eedsviken, kun lidt over en Miil derfra. Marsken Karl Ulfssøn, Benedict Philipssøn, Bo Jonssøn og mange andre af Kong Albrechts Raadsherrer og Tilhængere vare inde i Staden. At de alvorligt frygtede en Belejring, sees noksom deraf, at de tilligemed nogle af Stadens fordetmeste tydske Borgere paa de øvriges Vegne begav sig ud i den fjendtlige Lejr, for ved Underhandlinger at afvende Faren. Det lykkedes dem ogsaa den 15de April at bringe en Overeenskomst til Veje, ifølge hvilken der skulde være en Stilstand mellem begge Parter til førstkommende Pints (25de Mai) og siden efter i fire Uger fra Opsigelsesdagen. Om endog Kong Albrecht eller hans Fader før Tidens Udgang kom til Stockholm, skulde dog Stilstanden overholdes, og Kong Magnus imidlertid behandles hederligt og mildt, og ikke bringes bort fra Stockholm enten til Lands eller til Vands^[13].

Aarsagen, hvorfor Insurgenterne gik ind paa denne Stilstand, istedetfor strax at stride til en Belejring, var maaskee den, at Anførerne ikke ventede sig noget heldigt Udfald af den, hvis den skulde gaa i Langdrag, da en stor Deel af Hæren formodentlig bestod af „Bønder og Bukarle“, som det i Stilstandsbrevet heder, og disse vel neppe havde Taalmodighed til at ligge længe i Feldten. Desuden haabede de vel at kunne udrette mere, naar Kong Haakon viiste sig i Spidsen for en norsk Hær. Det kunde synes rimeligt, at han personligt havde understøttet Insurgenterne, der vilde have hans Fader paa Tronen igjen. Naar Mænd, der hørte til hans nærmeste Omgivelser, som Erik Ketilssøn, Ulf Jonssøn, Fjellar Piik o. fl. kunde være med paa Toget, var der idetmindste for Tidens Skyld intet i Vejen for at han selv havde sat sig i Spidsen, især da han i Slutningen af Februar, netop paa den Tid, da man maa antage, at Hæren samledes, opholdt sig saa langt øster som paa Aaranes i Vestergøtland. Man maa derfor antage, at han er bleven tilbage, fordi han endnu ikke havde faaet det tilstrækkelige Antal Tropper samlede. Thi han havde virkelig ladet Breve udgaa om at de i hans forrige Breve omtalte Krigsmænd nu skulde fare afsted, men Bønderne paa Raumarike, Hadeland, Ringerike og Oslo Fehirdsle havde undladt at adlyde, saa at den Styrke, der indfandt sig hos ham, neppe var tilstrækkelig. Han ilagde dem derfor ogsaa efter sin Tilbagekomst til Elven ved et Brev, udstedt i Ljodhuus, den 16de Mai, en Bod af $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mk. Peninger for hver Fuldgjerde-Bonde, og: Mark for hver Halvgjerde-Bonde, at udrede til Fehirden i Oslo Hallvard Jonssøn, og dette var dog kun en Formildelse af den lovbestemte Straf, som han paa gode Mænds Forbøn eftergav, imod at de for Eftertiden viiste sig villigere til at efterkomme hans Udbud^[14]. Man maa imidlertid formode, at Insurgenternes Anførere fremdeles beholdt de Stillinger og faste Pladse, som de ved Stilstandens Afslutning indtog, og saaledes var dog Arbeidet meget lettet for Kong Haakon, naar han engang blev færdig med sine Udrustninger.

Disse bleve nu vel ogsaa ivrigt paadrevne. Men imidlertid forestod den Fredscongres med Stædernes Gesandter, som ved den sidste Tractat var berammet at skulle finde Sted paa Baagahuus ved St. Hansdags Tider. Denne Dag faldt Kongen maaskee paa Grund af Udrustningerne mindre belejlig, thi allerede i Pintsedagene (v. 25de Mai) sendte han Biskop Gottskalk ned til Stralsund, hvor Stædernes Raadmænd da forsamlede sig til Hansedag, med Forslag om at en ny Dag til Underhandling om en evig Fred maatte blive fastsat til den 8de September. Hertil svarede Stæderne, hvis Deputerede denne Gang vare forsamlede i Stralsund mere end sex Uger, at dette ej lod sig gjøre, fordi de Bud, som de isaafald maatte sende ham, allerede var beskikkede til Dagthingning med andre Herrer paa samme Tid; de spurte derimod om Mødet ikke kunde blive berammet til førstkommende 15de August eller 14 Dage før. Men til den Tid, svarede Broder Gottskalk, vilde Kongen være langt borte i Sverige, og have saa mange vigtige Ting fore, at han umuligt vilde kunne indfinde sig til noget Møde. De Deputerede bad derfor om at Mødet heller maatte opsettes til næste Aars 1ste Mai, paa Baagahuus eller et andet Sted. Alt dette blev meldt Kongen ved en egen Gesandt og et Brev, dateret den 24de Juni, som var affattet i særdeles ærbødige og høflige Udtryk, og i hvis Begyndelse det heed, at de egentlig havde ventet ham ned til Stralsund, men for det Tilfelde at han ikke kom, havde villet sende Gesandter til Baagahuus – da Gottskalk kom med det nysomtalte Erende^[15]. Hiin Gesandt medbragte ogsaa beseglede Stilstandsbreve fra Stæderne, med Anmodning til Kongen, om at maatte faa det Brev tilbage, som Sendebudene Aaret forud havde afgivet, og som altsaa kun var at betragte som midlertidigt, da det var udstedt i alle Stædernes Navn, medens disse sidste vare udstedte af hver Stad for sig. Biskop Gottskalk var imidlertid, som det synes, vendt tilbage uden bestemt Beskeed, og Kong Haakon maa have staaet i den Formening, at Stæderne dog ønskede at lade det blive ved den første Aftale, nemlig at Modet skulde holdes førstkommende St. Hansdag paa Baagahuus, thi han begav sig derhen med Erkebiskop Olaf og sine øvrige Raadsherrer, ventende paa de tydske Gesandter. Dog er det vel muligt, at han og hans Raadsherrer neppe havde indfundet sig saa nøjagtigt, hvis han ikke, hvad man maa formode, tillige skulde raadslaa med dem og sine andre Mænd om det forestaaende Felttog. Men endnu inden hiint Brev kunde have naaet ham, sendte han Biskop Gottskalk atter ned til Stralsund; denne ankom her den 1ste Juli, og meldte, at Kongen med Erkebiskop Olaf og hans Raadgivere forgjeves havde ventet paa at Gesandter fra Stæderne skulde indfinde sig hos ham paa Baagahuus, som det var bestemt, og at han heller ikke var bleven underrettet om et Møde, som nys havde været aftalt med danske Raadsherrer, og som nu strax skulde holdes i Vordingborg. Tagende dette som en Tilkjendegivelse fra Kong Haakons Side om at han maaskee ønskede at være tilstede ved denne Sammenkomst, lod de forsamlede Raadmænd Biskop Gottskalk strax sejle tilbage med fuldstændig Underretning om Aftalen, udtalende det oprigtige Ønske, at Kongen, om muligt, personligt vilde indfinde sig paa Vordingborg, eller at han ogsaa skriftligt vilde melde dem, hvor det vilde være ham belejligst at modtage dem, thi da skulde de gjerne komme til ham. Om alt dette underrettede siden de lübeckske Raadmænd Jakob Pleskow og Hermann v. Osenbrügge, Stadens Deputerede ved Mødet, deres Raad ved en Skrivelse, dateret fra Stralsund den 7de Juli, ferdige til med første gunstige Vind at afgaa til Vordingborg^[16]. Naar man ellers hører om disse idelige Frem- og Tilbage-Ferder af Biskop Gottskalk, mellem Baagahuus og Stralsund, da ligger den Formodning nær, at han ikke havde med Hansedagen alene at bestille, men at han og skulde underhandle med Hertug Albrecht og hans Søn Kongen om Kong Magnus-’s Befrielse, og den Rolle, han spillede en Maaneds Tid senere, giver god Grund til at antage, at han ved Siden deraf ogsaa har taget sin egen Fordeel i Agt, og tilbudt hine Fyrster at skaffe dem bedre Betingelser, end de under nærværende Omstændigheder egentlig kunde vente, naar de vilde hjelpe ham til at komme i Besiddelse af den Biskopsstol, hvortil Paven havde kaldet ham, og i hvilken de nu ej kunde ønske at opretholde hans Medbejler Biskop Nikolas, der havde sat sig i Spidsen for Insurgenterne.

Naar Stæderne i det Erende, de medgav Biskop Gottskalk til Kong Haakon, udtalte det Ønske, at han vilde overvære Mødet paa Vordingborg, da havde de neppe noget Haab om at dette vilde skee, thi Gottskalk havde allerede underrettet dem om, at han ved Begyndelsen af August vilde være langt inde i Sverige, og da de nok maatte kunne vide, at der her var Tale om et Krigstog, maatte de ligeledes kunne begribe, at det umiddelbart for dette vilde være ham en Umulighed at begive sig ned til Danmark, om endog for nok saa kort Tid. Om hans Udrustninger vides forresten intet. Man synes at maatte antage, at han nu har faaet et tilstrækkeligt Antal Tropper fra Norge, og at flere af Sysselmændene, som Hr. Jon Hafthorssøn, Hr. Agmund Finnssøn, overhoved flere af de ved Mødet paa Baagahuus forsamlede Herrer, paa det nærmeste de samme, som var der Aaret forud, deeltog i Toget med deres Huustropper. Det er vist, at Hr. Jons yngre Søn Haakon Jonssøn ledsagede Kongen^[17]. Desforuden maa man antage, at alle, eller de fleste Herrer, som vare dragne mod Stockholm i Spidsen for Insurgenthæren, fremdeles opholdt sig i Nærheden, og forenede sig med Kong Haakon; det var idetmindste Tilfældet med Hr. Erik Ketilssøn og begge Ulf Jonssønnerne^[18]. Derimod blev Hr. Sigurd Hafthorssøn ikke med, ja han havde ikke engang været tilstede ved Mødet paa Baagahuus, og tilbragte nu den Tid, Krigstoget gik for sig, i Oslo, meget syg. Erkebiskop Olaf vendte ligeledes tilbage til Oslo, hvor han kort efter afgik ved Døden^[19].

Allerede først i August stod Kong Haakon med sin Hær foran Stockholm, og forskandsede sig paa Norrmalm^[20]. Enkelte Sammenstød og Fegtninger mellem hans Hær og Forsvarerne af Staden have formodentlig fundet Sted, idetmindste blev der gjort Fanger^[21]. Kong Albrecht var imidlertid kommen tilbage eller kom idetmindste strax efter, maaskee ledsaget af nogle mecklenburgske Krigsfolk, men ikke af sin Fader, der fremdeles var optagen af sine egne Anliggender i Tydskland. Hans Stilling var heel betænkelig, thi Folket hadede ham, og havde Rigsraadet fulgt den ovenfor omtalte Opfordring, som var udgaaet fra Op-Svearne, vilde det have været forbi med hans Kongedømme. Men det var paa den anden Side at forudsee, at om Magnus atter kom til Roret ved Insurgenternes Hjelp, da vilde de mægtige Herrer blive nødte til at give Slip paa mange af de Fordele, som de saa utilbørligt havde tilvendt sig paa deres øvrige Medborgeres Bekostning. Vel vidende dette, og rimeligviis følgende de Raad, som hans Fader allerede ved hans Afreise fra Tydskland havde medgivet ham, viiste Kong Albrecht sig villig til at overlade saagodtsom hele sin kongelige Myndighed i Raadets Hænder, naar han kun fik beholde Kongenavnet; og forinden endnu noget Forliig mellem Kongerne var kommet istand, afgav han den 9de August en Forskrivning, hvorved han, erkjendende, at han ikke havde holdt saa streng Ret over sine Mænd, som han burde, overlod til Rigsraadet saavel alle de Slotte og Landskaber, han nu selv indehavde, som dem, han herefter maatte faa indløst fra sin Fader eller paa andre Maader kunde erhverve. Med andre Ord, han overdrog næsten al Magt til Raadet, der skulde bestaa af Erkebiskopen, de sex Biskoper, og tolv verdslige Herrer, og som i Tilfelde af enkelte Medlemmers Frafald kunde supplere sig selv. Blandt de tolv Herrer, hvis Navne udtrykkeligt anførtes i Forskrivningen, var ogsaa fire af dem, som Aaret forud havde været Kong Haakons Sendebud, nemlig Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Jon Hjerne, Ulf Jonssøn og Laurents Bjørnssøn^[22]. Om man havde optaget disse Herrer til Medlemmer af Raadet uden at spørge dem ad, for derved at vinde dem og udvirke saa meget fordeelagtigere Vilkaar, eller om man hemmeligt havde aabnet Underhandlinger med dem saavelsom de øvrige svenske Herrer i den fjendtlige Hær, og Betingelserne for Kong Albrechts Haandfestning, thi saaledes kan man kalde den, allerede forud var aftalte med dem, lader sig ikke med Bestemthed sige. Man kan dog vel neppe antage andet, end at der i den lange Tid, som de mod Albrecht fjendtlige Herrer havde tilbragt i Nærheden af Stockholm, har fundet Samkvæm Sted, idetmindste hemmeligt, mellem flere af dem, og Herrerne af det modsatte Parti, og at man paa begge Sider virkelig er kommen til Enighed om, at opoffre begge Kongers og det fortrykte Folks Interesser for at tilrive sig selv saa meget større Fordele. Dog maa enkelte af dem ganske sikkert fritages for den Beskyldning at have nedladt sig til en saa uedel Ferd, fornemmelig Hr. Erik Ketilssøn, hvilken vi fremdeles ville see ved Kong Haakons Side som hans tro Tilhænger, uden at indtage den Plads i Kong Albrechts Raad, som var ham tiltænkt, og hvortil han saaledes umuligt kan have været udnævnt med sit Vidende og Samtykke^[23]. Men der var vistnok ikke mange saa samvittighedsfulde Mænd, som ham. Den, som ledede disse hemmelige Underhandlinger mellem begge Partiers Høvdinger, og som derved beredede Albrecht Muligheden af at erhverve taalelige Fredsbetingelser, og sig selv Adgangen til at opnaa sit ivrigste Ønske, var neppe nogen anden end Biskop Gottskalk. Der haves endnu et til ham af Hertug Albrecht udstedt Brev, dateret den 4de August, men uden Dateringssted, og derfor rimeligviis medbragt af Kong Albrecht, i fuldferdig Stand, men med Datum in blanco, hvorved Hertugen lover ham, at Kong Albrecht skal forhjelpe ham til at komme i Besiddelse af Linkøpings Biskopsstol, imod at Biskop Gottskalk skal dagthinge paa bedste Maade mellem ham og Kong Haakon om alt hvad der er dem imellem, og om Kong Magnus’s Frigivelse^[24]. Da Gottskalk efter nogen Tid virkelig kom i Besiddelse af Biskopsstolen, og Biskop Nikolas maatte tage sin Tilflugt til Norge, kan man neppe tvivle paa, at Gottskalk efter bedste Evne har opfyldt hiint Vilkaar, der formodentlig allerede har været aftalt under hans Besøg i Tydskland kort forud.

Under disse Omstændigheder er det let at forstaa, at de Betingelser, hvorpaa Freden faa Dage efter – den 14de August – blev sluttet mellem Kongerne, ikke var saa fordeelagtige for Haakon, som man med Hensyn til den Fremgang, han havde gjort, kunde vente. Kong Magnus blev vel frigiven, men Haakon maatte forbinde sig til, inden 8 Dage efter næste St. Hans Dag at udbetale en Løsningssum for ham af 12000 Mk. Sølv, hvorfor 60 Riddere og Svene af Norge gik i Borgen. Magnus skulde for sin Livstid beholde Indtægterne af Skara Biskopsdømme, det vil sige Vestergøtland, Dalsland og Vermeland; men Frelset, som det heder, det vil sige Frelsemændene eller Herrerne i disse Landskaber, skulde lyde under Kong Albrecht. Forresten skulde Magnus „oplade Kong Albrecht alt Riget frit“ med al den Ret, han havde til Skaane^[25]. Det vil altsaa sige, at han skulde frasige sig enhver Fordring paa Riget. Efter nogle Dages Ophold i eller ved Stockholm, hvorunder idetmindste Herrerne af begge Partier, om ikke Kongerne selv, omgikkes med hinanden nok saa venskabeligt^[26], tiltraadte begge Kongerne, Fader og Søn, Tilbagetoget, og allerede den 10de September, da de vare komne til Ørebro, lod Kong Magnus udgaa Brev til Bønderne i Hardanger og paa Voss, samt rimeligviis ogsaa til de fleste andre Landskaber i Kong Haakons Deel af Norge, om at de vilde unde ham en Hjelp til Løsnings-Summens Udredelse, saaledes at hver Fuldvirkes Bonde betalte 5 Mk. og hver Halvvirks-Bonde 3 Mk., og det inden Juul^[27]. Den 27de September vare de komne til Ljodhuus^[28], og strax efter formodentlig til Norge, som Magnus siden den Tid ikke mere forlod.

Ved denne Fredsslutning var saaledes det sidste statsretlige Baand, som siden Unionens Stiftelse for 52 Aar tilbage knyttede Norge til Sverige, ganske opløst. Vel havde det længe været svagt, og ved Kong Albrechts Ophøjelse paa Thronen havde Unionen idetmindste fra de svenske Magthaveres Side været hævet, men hidtil havde dog hverken Kong Magnus eller Haakon, eller deres talrige Tilhængere i Sverige, erkjendt Albrechts Kongeverdighed, og betydelige Dele af Sverige havde vedblevet at adlyde dem. Nu derimod havde de erkjendt Albrecht som Sveriges retmæssige Konge, afstaaet deres Fordringer paa Riget, ja endog, ved at erklære Frelsemændene i Skaras Biskopsdømme for Albrechts Undersaatter, frasagt sig det egentlige Herredømme ogsaa i disse Landskaber, og deres egne Tilhængere havde samtykket deri. Thi at Frelsemændene i Vermeland og Dalsland samt en Deel af Vestergøtland endnu tildeels vedbleve at holde sig til Magnus og Haakon, og at disse skaber saaledes i Virkeligheden fremdeles stod under deres Herredømme, kan alene betragtes som grundet paa hine Herrers og de øvrige Indbyggeres personlige og private Hengivenhed for Kongerne af den gamle Ætt, og paa de Forhold, som den langvarige Union omsider havde fremavlet, men som fra Kongernes Side egentlig kun var en Usurpation, og stridende mod Fredstractatens Ord. Statsretligt var altsaa Unionen hævet, og Rigerne atter adskilte. Men vi ville i det næste Tidsrum see, hvorledes det Baand, som ved den lange Forbindelse havde dannet sig mellem de enkelte Personer og Slægter i begge Riger indbyrdes, vanskeligere lod sig opløse, og maaskee aldrig var sterkere, end netop nu, da de i dynastisk Henseende skiltes ad. Og uden dette sterke, fremdeles bestaaende Baand, vilde det vel have været umuligt at grundlegge den nye, mere omfattende, Forening, som knyttedes inden endnu en Menneskealder var henrunden.

1. En fortrinlig Skildring af disse Forhold, hvortil jeg derfor kun behøver at henvise Læseren, hvis han skulde.ønske nærmere Oplysning derom, findes i Styffe’s Fortale til hans her ofte paaberaabte „Bidrag“, S. XLVIII–LV, jevnfør ogsaa XCV–CII.
2. Norges gl. Love, III. S. 188. Forordningen er beseglet „i hans Nærværelse“.
3. Dipl, Norv. VI.
4. Dette seer man deraf, at Kong Haakon, i den Befaling, han den 19de Juli lod udgaa til Indbyggerne i Baagahuus Fogderi om at ruste sig og holde sig færdige til Opbrud, udtrykkeligt siges at han nu nys i Ljodhuus tilligemed sit Raad havde samtykt med sine egne og Rigets Fjender i Sverige om en Dagthingning til næste Laurentsvake, og en Stilstand til 14 Dage derefter.
5. Fuldmagtsbrevet er meddeelt i Paraphrase hos Huitfeldt, S. 548, Suhm, XIII. 674.
6. Dipl. N. II. 410. Brevet er vel kun henvendt til Indbyggerne i Baagahuus Fogderi (Lehn), men man kan saameget mindre tvivle om at lignende, nu tabte, Breve ere udgaaede til andre Landskaber, som dette Brev selv paa hiin Henvendelse nær har en fuldkommen almindelig Charakter (der tales om „Sysselmænd og Ombudsmænd“ o. s. v.) og desuden det Brev af Kong Haakon til Bønderne paa Raumarike, Ringerike, Hadeland og Oslo Fehirdsle af 16de Mai 1371, hvori der handledes om deres Undladelse af at gjøre Udfareleding (sst. 417), aabenbart sigtes til det samme Paabud.
7. Siden Erkebiskopen først nu nævnes som nærværende, er det tydeligt at han ej kan have deeltaget i Forhandlingerne raa Baagahuus og siden i Ljodhuus, da hans Besegling i saa Fald ej havde kunnet mangle. Han er formodentlig kommen for seent afsted, og har neppe truffet Kongen førend i Marstrand, hvor han enten er ankommen med Skibslejlighed fra Oslo, eller paa sit eget Skib heelt fra Nidaroos. Dette kunde maaskee bedst forklare, hvorfor han ej er indtruffen i rette Tid.
8. Dipl. N. I. 407. 407. Begge Breve ere skrevne paa een Dag, men det første, bestemt for hans norske Undersaatter, paa Norsk, og det andet, henvendt til Indbyggerne i Vermeland og Dalsland, paa Svensk. Det er ikke uden Interesse at see, hvorledes Sprogforskjelligheden her nøje er iagttaget.
9. Olafs Fødsel henføres i Chron. af 1415 (Scr. r. Sv. S. 58) til 1371, ligeledes i det af 1430 (sstds S. 29). Men de bedste islandske Annaler angive 1370 som hans Fødselsaar, og at dette er det rette sees deraf, at Olaf allerede omtales i det Forliig af 14de August 1371, som Hertug Henrik af Mecklenburg sluttede med Kong Valdemar (Suhm XIII. 691); thi naar Olaf var sød ved Adventstider, som Chron. af 1415 angiver, og som der ej synes at være Grund til at betvivle, kunde han saaledes ikke være fød i 1371. Det bestyrkes ogsaa deraf, at vi see Haakon, der ellers i denne Tid paa Grund af det fjendtlige Forhold til Sverige mest opholdt sig ved Elven, den 14de November i Oslo (Dipl. N. II. 412), thi det var upaatvivleligt for at være tilstede hos sin Hustru, naar hun fødte sit Barn. At Olaf fødtes i Oslo, siges udtrykkeligt i de islandske Annaler. Snarest har det vel dog været paa Akershuus, hvor Hoffet og Dronningen havde sit Hovedtilhold, men som regnedes til Oslo.
10. Den 15de Februar 1371 udgav Laurents Bjørnssøn, som Høvedsmand paa Axevall, en Besaling til nogle af Fogderiets Indbyggere, og Kong Haakon selv udstedte fra Aaranes den 28de Febr. en Besaling til Vermlendingerne. Styffe, Bidrag, S. XVI.
11. Denne merkelige Skrivelse, som meddeles allerførst af Olaus Petri (S. 141), i umiddelbart Sammenhæng med Kong Haakons Tog til Stockholm 1371, men forresten uden Aarstal, er af Messenius og andre urigtigt henført til 1367, uagtet der fra den Tid ikke findes Spor af nogen Opstand mod Albrecht.
12. I Overeenskomsten af 15de April staar der udtrykkeligt, at Kong Albrecht var dragen af Landet, og at han og hans Fader samt deres Hjelpere muligviis kunde komme tilbage inden Stilstandens Udgang.
13. Det herom oprettede Document, der endnu findes i det svenske Rigsarchiv, er aftrykt i Styffes Bidrag, No. 44, S. 131–133. Det er her af megen Interesse, at merke sig Navnene paa de Herrer, der her fra begge Sider optrede som Contrahenter, thi man faar derved en god Oversigt over, hvilke der stod paa Magnus’s og hvilke paa Albrechts Parti; blandt de første, der her handlede i Egenskab af svenske Mænd, ville vi siden møde ikke faa, der senere spillede en betydelig Rolle i Norge, og om de endnu ikke vare, saa dog siden bleve Nordmænd. Som Repræsentanter for Insurgenterne eller Magnus’s Tilhængere nævnes Biskop Nikolas af Linkøping, Hr. Erik Ketilssøn, Nanne Arnbjørnssøn (Sparre), Jon Uddssøn (i norske Breve Oddssøn, Oddessøn), Magnus Sture, Knut Algøtssøn, Byrge Thuressøn, Ulf Jonssøn Mon Hafthorssøns Søn), Ulf Holmgeirssøn, Ragnvald Philipssøn, Fjellar Piik, alle Riddere, og følgende Svene: Ulf Jonssøn (Blaa), Axel Ketilssøn, Tubbe Erikssøn, Baard Eivindssøn, Jon Gregoriussøn, Klement Peterssøn, Peter Israelssøn, Benedict Nikolassøn, Gynter, Peter Broderssøn, Jon Martinssøn, Anund Hatt, Thure Erikssøn, Gøtstav Laurentssøn, Abraham Andressøn, Olaf Sveinssøn, Alf Haraldssøn, Henrik Michelstorp. Paa Albrechts Side optrede Ridderne Karl Ulfssøn, Magnus Gislessøn, Benedict Philipssøn, Stephan Ulfssøn, Anund Jonssøn, Benedict Nikolassøn, Magnus Haakonssøn, Nikolas Gedde, Steen Benedictssøn, Bo Bosøn, og Svenerne: Bo Jonssøn Generalembedsmand, Arnvid Gøtstavssøn, Finnvid Finnvidssøn, Magnus Finnvidssøn, Magnus Porse, Harald Karlssøn, Harald Kase, Folke Nikolassøn, Magnus Kase, Benedict Jonssøn, Stephan Stangenberg, Magnus Throttessøn, Byrge Ulfssøn, Peter Ribbing, Nikolas Ketilssøn, Christopher Michelstorp, Steen Bossøn. Af hine finde vi senere Erik Ketilssøn, Jon Oddssøn, Ulf Holmgeirssøn, Ulf Jonssøn, Gynter (af Wedhousen), Alf Haraldssøn, Jon Martinssøn, Benedict Nikolassøn som norske Raadsherrer eller Sysselmænd.
14. Dipl. N. II. 417.
15. Suhm (efter Referatet af Hansedagens Forhandlinger i Recessus Hansæ) XIII. 684, 685.
16. Dette Brev, der mangler Aarstal, er aftrykt efter hvad der maa antages for Originalen, der opbevares i Lübecks Archiv, hos Lappenberg, Sart. II. S. 705, 706. Men det er der urigtigt henført til 1370. At 1371 er det rette Aar, lader sig med fuldkommen Sikkerhed godtgjøre. Det er nemlig skrevet i Stralsund af Raadmændene Jakob Pleskow og Hermann v. Osenbrügge, Mandag efter Aattendedagen efter Petri og Pauli Messe, altsaa Mandagen efter 6te Juli, og strax i Begyndelsen af Brevet heder det, at Hr. Gottskalk var ankommen Tirsdagen forud, med den Besked, at Kongen forgjeves havde ventet dem paa Baagahuus ved St. Hansdagstider. Men nu see vi af de Breve, som udferdigedes angaaende Stilstanden af 1ste Juli 1370, at en af de lübeckske Befuldmegtigede, som da befandt sig paa Baagahuus og nævnes allerførst blandt Udstederne af Stædernes Frihedsbrev, netop var Hermann v. Osenbrügge (Lappenbergs Sartorius li. 699) og at en af de Herrer, der beseglede med Kongen og saaledes ogsaa da deeltog i Forhandlingerne paa Baagahuus, var Biskop Gottskalk. Hvis nærværende Brev var af 1370, vilde paa den Maade baade de lübeckske Raadmænd og Gottskalk have været paa Baagahuus og i Stralsund paa samme Tid, ja Gottskalk endog saagodtsom naa en og samme Dag, da hiin føromtalte Tirsdag i 1370 falder paa 2den Juli. Raadmanden kunde vel, om han den 1ste Juli havde været paa Baagahuus, og var reist til Tydskland umiddelbart derefter, uden først at begive sig til Ljodhuus (hvad man dog næsten maa antage at Gesandterne gjorde), være ankommen til Stralsund inden 7de Juli, men han og hans Collega sige jo selv, at de slet ikke havde været i Norge, og at Kongen allerede d. 24de Juni forgjeves havde ventet dem paa Baagahuus. Altsaa kan der her ikke være Tale om 1370. Men der kan heller ikke være Tale om noget senere Aar end 1371, da Erkebiskop Olaf var død inden dette Aars Udgang. – Besynderligt nok er det ellers, at de lübeckske Raadmænd kalde Erkebiskopen Nicolaus istedetfor Olaus. De have vel troet, at dette Navn, ligesom det tydske Claus, kun var en Forkortning af Nicolaus.
17. Dette sees deraf, at han den 24de August, kort efter Fredsslutningen, var med at besegle et Brev i Stockholm, hvorved Ridderen Leek Offradssøn pantsatte Jordegods i Vestergøtland til Hr. Erik Ketilssøn.
18. Ogsaa disse Mænd beseglede det nysnævnte Brev.
19. Dette, saavelsom Sigurd Hasthorssøns Sygdom, erfares af et Brev fra Kongens Klerk, Henrik Henrikssøn, hvorom mere siden. Den 6te Juli var Sigurd paa Raumarike, altsaa ikke hos Kongen. (Dipl. N. III. 372).
20. Der findes et Brev af Kong Haakon, dateret Lejren udenfor Stockholm 2den August. Lagerbring III. 537.
21. Dette sees af det nysnævnte Brev vedkommende Ridderen Seet Offradssøn, sammenholdt med et andet, som Kong Albrecht udstedte tre Dage senere. Den 24de August pantsatte Leek Offradssøn sit fedrene og mødrene Gods i Vestergøtland til Hr. Erik Ketilssøn; den 27de erkjendte Kong Albrecht at skylde ham 300 Mkr. brendt for hans Fangenskab og den Skade han paa Kongens Vegne havde lidt, og pantsatte ham derfor noget Gods i Vestmanland. Altsaa var Seet Offradssøn tagen til Fange af Hr. Erik Ketilssøn, og løskjøbte sig ved at afstaa sit Arvegods.
22. Hadorphs Riimkrønike, 2. D. S. 35–37.
23. I det nysnævnte Pantebrev, udstedt af Hr. Leek Offradssøn, kalder denne Hr. Erik Ketilssøn „Sveriges Riges Marsk“, medens Karl Ulfssøn efter 1371 ikke mere fører denne Titel. Heraf seer man, at Modpartiet, for at vinde ham, har ladet Kong Albrecht udnævne ham til dette Embede, som allerede Kong Magnus havde overdraget ham, men som han ikke maa have modtaget.
24. Brevet er aftrykt i Styffe’s Bidrag som No. 45, S. 133, men Udstedelsesdagen er urigtigt angiven til 17de April; i Brevet selv staar nemlig „des mandages na sunte Peters dage, dy in dem Oste kummet“, og „Oost“, „Oegst“, „Oostmaent“„ er August Maaned, see Pilgrams Kalendarium, S. 178, 179; Petersdag i „Oost“ eller August er saaledes Petri ad vincula, 1ste August. Den 17de April 1371 var desuden en Thorsdag, og saavidt vides, forekommer der heller ikke nogen St. Peters Dag strax forud. Men ved denne Flytning af Brevets Udstedelse fra April til August, netop i Belejringstiden, bortfalder den i Fortalen til samme Verk. S. LVIII. fremsatte Antagelse, at Gottskalk har faaet Brevet under sit Ophold i Tydskland. Derimod er det højst sandsynligt, at han underhaanden har gjort en Aftale med Hertugen om at megle paa en ham fordeelagtig Maade, og at Hertugen derfor har medgivet sin Søn dette Tilsagnsbrev, for at han ved Stockholm kunde overlevere det til Gottskalk, der vistnok ledsagede Kong Haakon paa Toget som hans Capellan og politiske Raadgiver, (hvad der ogsaa bekræftes af Hr. Henrik Henrikssøns Brev af 14de August, hvorom nedenfor). Og dette er vel ogsaa Grunden til, at Brevet mangler Dateringssted. Hertug Albrecht var ganske vist ikke i Stockholm den 4de August, og ligesaalidet er det rimeligt, at Gottskalk da var i Tydskland, især da han, som vi have seet, allerede før den 24de Juni kunde fortælle de forsamlede Raadmænd i Stralsund, at Kongen mellem 1ste og 15de August vilde være langt inde i Sverige.
25. Tractaten kjendes kun i Udtog af Olaus Petris Historie (S. 143); han har formodentlig endnu haft Originalen.
26. Dette seer man af Hr. Leek Offradssøns føromtalte Pantebrev, der er beseglet af Herrer, hørende til begge Partier, nævnte om hinanden, nemlig Erngisl Jarl, Jon Hjerne, begge Ulf Jonssønnerne, Steen Benedictssøn, Erik Karlssøn, Benedict Philippssøn, Arvid Gøtstavssøn, Finnvid Finnvidssøn, Haakon Jonssøn, Abraham Andressøn.
27. Suhm, XIII. 690.
28. Paa denne Dag udstedte nemlig Kong Magnus i Ljodhuus et Gjeldsbrev til Biskop Nikolas af Skara for 1000 Mk. svensk, som denne havde laant ham før hans Fangenskab, til Afbetaling paa det pavelige Laan, og satte ham derfor Aaranes i Pant. Kong Haakon beseglede med, altsaa var han ogsaa den Dag i Ljodhuus. Det kan neppe forholde sig rigtigt, at et Brev, som Kong Haakon udstedte paa Almarestek eller Steket vestenfor Stockholm, og hvorved han tillod Amund Hatt at kjøbe Stamgods i Vermeland, er dateret Allehelgensdag, som Lagerbring, der to Gange har citeret det, (III. 536 567) synes at antyde, idet han paa begge Steder betegner Dagen saaledes: die Sanctorum &c. Men allerede dette er egentlig nok til at vise, at det ej kan være Allehelgensdag, thi da havde der ganske vist staaet omnium sanctorum. Det tilføjede „etcetera“, i hvis Sted Lagerbring gjerne kunde have anført den fuldstændige Angivelse, tyder hen paa en Udeladelse af de egentlige Dagshelgeners Navne, og da der nu saavel strax før som strax efter den Tid, Kong Haakon maa formodes at have ligget for Stockholm, findes flere Dage, helligede to eller flere Helgener paa een Gang, maa man antage, at det er en af disse, som menes. Saaledes bar man den 27de Juli Syvsoverdagen, Dies Sanctorum Septem dormientium; at han den Dag paa Toget til Stockholm er naaet frem til Steket, er højst rimeligt, ligeledes den 30te Juli: dies Sanctorum Abdon et Sennen Martyrum, skjøndt Kongen vel snarere vilde have betegnet denne Crastino Sancti Olai. Saa langt tilbage som til dies Sanctorum in Selio, 8de Juli, tør man ikke gaa, da det er for kort Tid efter 1ste Juli, paa hvilken Dag Kongen endnu var paa Baagahuus. Er Brevet udstedt paa Tilbagetoget, hvad der dog er mindre sandsynligt, siden Kong Magnus ej nævnes som Medudsteder, kunde man tænke paa dies Sanctoruun Felicis et Adaucti martyrum, 30te August.