Det norske Folks Historie/7/69

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1862 (II-1, s. 841-846).

Under disse urolige Tider havde det pavelige Indkrævnings-Væsen fremdeles været drevet, om end med forskjellige Afbrydelser formedelst Krigene, og det var omsider, som det lader, lykkets Kongerne, eller rettere Kong Magnus, at faa afrystet den mest trykkende Deel af sin Gjeldsbyrde. Det forholdt sig vistnok saaledes, som vi ovenfor have antydet, at den pavelige Nuncius og Collector Henrik Biscop, Provst i Lübeck, ved sin Tilbagekomst til Norden om Sommeren eller Høsten 1360 ikke ret vovede sig ind i Sverige paa Grund af Krigstilstanden, thi man finder ikke Spor af hans Nærværelse der førend i Begyndelsen af 1362, saaat han vel formodentlig er kommen om Høsten 1361. Det var maa skee denne lange Venten, som bevægede Pave Innocentius til, under 31te August 1361 at udnævne Biskop Bertrand af Lübeck til sin Nuncius og Collector^[1], og siden, da denne ikke synes at have befattet sig synderligt med dette Hverv, i Mai 1362 den franske Geistlige Guido de Cruce (de la Croix?) hvem han kort forud havde overdraget en Sognekirke i Mirepoix Biskopsdømme^[2]. Men imidlertid havde Henrik Biscop sat sig i Bevægelse, og faaet Kong Magnus, Dronning Blanche og Medforloverne til at love hurtig Betaling; den 26de Februar 1362 skrev Paven til Henrik Biscop, at siden Kongen, Dronningen og Medforloverne nu vare rede til at betale Gjelden, kunde han, eftersom han fandt det tilraadeligt, løse dem fra Excommunication, naar de betalte Halvdelen strax, og Resten inden et Aar, ellers skulde han excommuniere dem paany^[3]. Besynderligt nok angives Gjelden her og i flere af de følgende Breve, denne Sag vedkommende, til 25196 Mk. 1 Øre 1 Ert. svensk, medens den tidligere angaves til 15000 Gylden eller omtrent 20000 Mk. sv. Man skulde næsten formode, at de 4400 det pavelige Kammer tilhørende Mk. sv. vare regnede med, som Kongen den 15de August 1361 havde laant af de svenske Biskoper til Krigens Førelse, og derfor sat 88 Skippund Kobber af Kobberberget i Pant. Meget blev formodentligt tilvejebragt derved, at ogsaa Cautionisterne maatte betale. Saaledes haves et Brev, udstedt i Stockholm den 21de Juli 1363 af Biskop Nikolas af Skara, Sigges Efterfølger, hvorved denne, som nu havde betalt endeel af Gjelden, og derfor ønskede at absolveres for Excommunicationen samt faa Henstand med det øvrige, overdrog Biskopen af Strengnes at handle paa hans Vegne i saa Henseende^[4]. Og strax derefter, i Eenkøping den 24de August 1363, udstedte Erkebiskop Peter, Biskop Magnus af Vesteraas, Biskop Thyrgils af Strengnes paa egne og Biskopen af Skarns Vegne, Biskop Thomas af Vegsjø, og Provst Byrge Gregoriussøn i Uppsala et Forsikkringsbrev til Henrik Biscop, hvorved de forbandt sig til at udbetale Resten af hiin Gjeld, hvoraf 5000 Gylden eller 1000 Mk. som det heed, allerede var betalt^[5]. Imidlertid var Pave Innocentius den 6te død den 12te September 1362, og efterfulgtes af Urbanus den 5te, som ved Bulle af 25de Juli 1363 forkyndte Korstog mod Bernabo Visconti og andre Gibelliner i Øvreitalien, og til Bestridelse af Omkostningerne derved samtidigt paalagde Geistligheden en ny Treaars-Tiende^[6], hvilken skulde betales i tvende halvaarlige Terminer, Allehelgensdag og Paaske, første Gang Allehelgensdag 1363. Han tilbagekaldte derpaa Henrik Biscop, saavelsom alle andre Sendebud, Collectorer og Commissærer, der endnu paa Pavestolens Vegne maatte findes i Norden, og udnævnte ved Bulle af 6te August 1363 den føromtalte Guido de Cruce til sin Nuncius og Collector for Danmark, Sverige og Norge, med Ordre og Fuldmagt til at inddrive og oppebere alt hvad Pavestolen der maatte have til Gode, af hvad Navn nævnes kunde^[7]. Ved Buller af 9de September paalagde han Henrik Biscop at udbetale til Guido, hvad han maatte have inddrevet, og denne at modtage det^[8]. Anbefalingsskrivelserne for Guido bleve udferdigede i Løbet af September Maaned, og det viser, hvor meget den ofte omtalte Broder Gottskalk Falkdal, der siden blev udnævnt til Biskop af Linkøping, maa have haft at sige hos Kong Magnus, at Nuncien fandt det nødvendigt at lade sig give en særskilt Anbefaling til ham, der endogsaa udferdiges tidligere end de øvrige; den er nemlig dateret den 13de September, medens disse først ere daterede den 21de^[9]. En af dem er stilet til Erkebiskopen af Köln, andre til Erkebiskoperne i Norden m. ff.; Erkebiskop Olaf i Nidaroos blev udtrykkeligt gjort opmerksom paa, at Rumaskatten i hans Provins længe havde henstaaet uindkrævet, og at Nuncien derfor skulde henvende særdeles Omsorg paa dens Inddrivelse. Endnu maa der dog have været mangt og meget, som hindrede Nuncien fra at komme afsted, thi den 4de October udferdigedes der en pavelig Skrivelse til ham, hvorved han, i Betragtning af at han nu ikke vilde kunne ankomme til sit Bestemmelsessted før Allehelgensdag, den første Termin til den nye Treaarstiende, ja neppe endog før Paaske 1364, bemyndigedes til at forlænge disse to Terminer i tre Maaneder^[10]. Den 22 Marts 1364 var Nuncien i Brügge, hvor han paa denne Dag erkjendte at have modtaget af den italienske Vexeleer Lorenzo Spinelli, af de gamle Albertiners Handelshuus, den føromtalte Sum, 5000 Guldgylden eller 1000 Mk. br., som Henrik Biscop havde anviist, saavelsom 776$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Guldgylden for Gjeld, hvori Erkebiskop Hennings og Johan Guilabertis Bo stod til det pavelige Kammer, og som havde været deponeret i Lübeck^[11]. Om Sommeren 1364 var Guido endelig kommen til Norden, og synes først at have begivet sig til Norge, maaskee directe med Skibslejlighed fra Flandern, da vi finde ham i Stavanger allerede den 25de Juni. Her meddeelte han paa denne Dag Biskop Botulf og Capitlet Qvittering for indbetalt Rumaskat samt andre Afgifter, nemlig i Rumaskat for de syv Aar 1357–1364 50 Mk. 17 Ertoger i den brugelige, men nu afskaffede norske Myntsort, 7 Sh. 7$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Penn. Sterling, 2$\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ lybske Sk. 77 Kalvskind, 1079 Bukkeskind, 1040 Lammeskind; samt i Restancer af Pave Clemens den 6tes Fireaarstiende 2 Guld-Écus, 4 Sh. 5 Penn. Sterl., $\scriptstyle {\frac {1}{2}}$ Mk. brendt, og 2 Mk. norsk i den aflagte Mynt. Alt dette udbetaltes af den stavangerske Chorsbroder Eyjulf Markussøn, der havde faaet det Hverv af Biskopen og Capitlet at indkræve Pengene. Imidlertid stod der endnu noget af Rumaskatten ubetalt tilbage hos enkelte Prester saavelsom nogle Restancer af Fireaarstienden, til et Beløb af omtrent 300 Mk., til hvis Inddrivelse Nuncien Dagen efter beskikkede den stavangerske Chorsbroder Erik Eysteinssøn til Undercollector^[12]. Indkrævningen af den nye Treaarstiende i Diøcesen overdroges siden af Biskop Botulf til samme Erik saavelsom en anden Chorsbroder, Sigurd Reidarssøn, hvilke i Begyndelsen af det følgende Aar lod et strengt Bud udgaa til Presterne i Ryfylke, og maaskee ogsaa andensteds i Diøcesen, om at indbetale Tienden for det første Aar inden Midfaste, under Banns Straf^[13]. Fra Stavanger begav Guido sig til Bergen, hvor han den 20de Juli udnævnte Ivar af Holm, der just stod ferdig til at drage ud til Island som Hirdstjore, til sin Undercollector paa hele Øen, til hvis Folk og Geistlighed saaledes endelig Raden kom at blive særskilt krævet for alle disse Ydelser, der hidtil ikke synes at have været fordret af dem med videre Strenghed^[14]. I Bergen modtog vel Nuncien af Biskop Gisbrikt og Capitlet, hvad de havde inddrevet af Rumaskat m. m., ligesom nys i Stavanger, men vi savne desverre Breve og andre Oplysninger saavel derom, som om Guidos øvrige Inddrivningsvirksomhed i Norge, med Undtagelse af, at han til sine Undercollectorer blandt andet beskikkede Abbederne Matthias af Munkeliv og Peter af Lyse. I Beskikkelsesbrevet til Ivar af Holm yttrede han, at han havde knap Tid, og vigtige Erender at besørge saavel i Sverige som i Danmark. Vi finde ham ogsaa i Tunsberg ved Midten af September, og i Uppsala den 20de December 1364, qvitterende Erkebiskop Peter for Rumaskat af hans Diøcese for Aarene 1357–62^[15]. Under sit Ophold i Tunsberg havde han en Conferens med Kong Haakon angaaende det allerede før omtvistede Spørsmaal, hvorvidt de kongelige Capeller og Klerker skulde være fritagne for at betale Pavetiende, og han skal have erkjendt, at“de ej dertil vare forpligtede, thi Aaret efter, da Kong Haakon var i Danmark (s. o. S. 770) lod denne fra Aalborg den 8de Juni udgaa et Brev til hine Abbeder og de øvrige af Nuncien beskikkede Undercollectorer i Norge, hvorved han under Trusel af at miste deres Friheder og Privilegier forbød dem at kræve Tienden af disse Capeller eller Personer, paaberaabende sig udtrykkeligt hiin Erkjendelse af Nuncien^[16]. Guido synes nu at have opholdt sig i Sverige indtil hen i 1367, beskjeftiget med især at indkræve Rumaskatten, medens der ikke erfares, at han fik noget af den nye Treaarstiende. Den 22de Juli 1366, altsaa endog efterat Kong Magnus var tagen til Fange, modtog han i Uppsala af Erkebiskop Peter 844 Mk. sv. i Afdrag paa hans og Dronning Blanches Gjeld. Saaledes stod der nu neppe saa meget tilbage. Fuldstændigt blev vel Gjelden neppe nogensinde betalt, thi ellers vilde ikke Gjeldsbrevene og det tilhørende Adkomstbreve endnu den Dag idag findes idet pavelige Archiv; men i de Beretninger og oplysende Documenter, der fra den Tid ere levnede os, høre vi dog ikke mere om den. Magnus’s Fangenskab og Afsettelse i Sverige – hvortil, som vi have seet, hans Excommunication endog havde været anført som Grund, uagtet Paven ikke betragtede ham som excommuniceret – den langvarige Krig, flere af Cautionisternes dødelige Afgang: alt dette tilsammen bidrog vel til at det pavelige Kammer omsider satte denne Gjeldspost blandt de uerholdelige. Forresten høre vi intet videre om, hvorledes Kong Magnus og Haakon, hans Søn og Arving, affandt sig med Cautionisterne, der havde maattet betale. Strax efter at være sluppen ud af Fangenskabet, den 27de September 1371, pantsatte Magnus med Haakons Samtykke Kongsgaarden Aaranes i Vestergøtland til Biskop Nikolas af Skara for et før Fangenskabet af denne erholdt Laan paa 1000 Mk. sv. Maaskee dette har været Biskopens Cautionsudlæg. Isaafald har Kongen maattet udstede flere slige Gjelds- og Pantebreve^[17]. At de pavelige Tiende-Indsamlere i Norge gik temmelig skarpt til Verks, maa man formode deraf, at Kongen fandt det nødvendigt, udtrykkeligt, og det endog uden at vente til han kom hjem fra Danmark, at lade hiint Forbud udgaa til dem mod at ulejlige hans Capeller og Klerker med Tiendekrav, hvilket de, efter hvad der var ham berettet, skulde have i Sinde. Men dette Forbud har rimeligviis forebygget det. Om Indkrævningen paa Island vides ikke mere end at Ivar af Holm efter sin Udkomst til Island 1364 lod de ham af Guido medgivne Pantebreve den Sag vedkommende oplæse i Skaalholt^[18]. Imod Slutningen af 1367 vendte Guido efter al Sandsynlighed tilbage til Frankrige, og afgik ej længe efter ved Døden^[19] Hans Virksomhed i Norden bragte neppe stort Udbytte for de pavelige Kasser.

1. Martene & Durand, Thesaur. nov. Anecdotorum II. 1054. Under 5te Septbr. udstedte Paven Anbefaling for Bertrand til Kong Valdemar, som udtrykkeligt navngives, til Norges, og til Sveriges Konge. Sammst. 1055.
2. Man har ikke selve Beskikkelsesbrevet for Guido, men derimod et Anbefalingsbrev, som Pave Innocentius skrev for ham den 11te Mai 1362 til Hertug Albrecht af Mecklenburg: en Anerkjendelse af dennes Anseelse i Norden. Det heder her udtrykkeligt, at Guido var udnævnt til Nuncius for Danmark, Sverige og Norge. Innocentius IV. Archetyp. epis. ann. 9. 10. No. 165. Guido var den 18de Marts næst forud bleven udnævnt til Rector ved Sognekirken „de Exsociis“ under Mirepoix Biskopsstol; den 12te September 1359 var han udnævnt til bestandig Vicar ved Sognekirken i Marillac under Rhodez Biskopsstol.
3. Celses Bullarium S. 127.
4. Original i det pavelige Archiv. Nicolas var udnævnt til Biskop i Skara d. 27de Juni 1356, hans umiddelbare Formand var Laurentius, udnævnt 27de Juli 1354 efter Sigge.
5. Celses Bullarium S. 128, 129.
6. Raynaldus, Ann. eccl. 1363. § 4, jevnfør Theiners Hungaria sacra. II. S. 56.
7. Dipl. N. III. 331 IV. 439.
8. Indtagne i Guidos Qvittering fra Brügge af 22de Marts 1363, see nedenfor.
9. Regest. Urbani V. Secret I. fol. 253, 254.
10. Sammesteds.
11. Originalqvittering i det pavelige Archiv.
12. Dipl. Norv. IV. 442. 443.
13. Sammesteds, 446.
14. Dipl. Norv. III. 339.
15. Celses Bullarium S. 129. At Guido par i Tunsberg September 1365, kan sluttes af Kong Haakons Brev, som omtales her næst nedenfor, thi Kongen siger her, at Guido var personligt sammen med ham i Tunsberg, nu kan dette alene have været i 1364, da Guido efter dette Aar ej mere var i Norge, og den eneste Tid, Kong Haakon l Løbet af 1364 opholdt sig i Tunsberg, var l September, da han den 22de stadfæstede Mariekirkens Rettigheder, Dipl. N. V. 250.
16. Dipl. N. I. 386.
17. See ovenfor, S. 380.
18. Isl. Annaler, Udg. S. 318. Beretningen staar her under Aaret 1369, men det antydes, at tre Codices henfører den under 1365, en under 1364, en under 1367, en under 1368. Paa den rigtige Sammenhæng faar man i denne forvirrede Udgave ej ordentligt Rede, men da det tilføjes, at Ivar havde faaet Brevene af Guido, som da var „nykommen til Norge“, er det klart, at Aaret 1364 eller i det det seneste 1365 maa verre det Rette. Guido havde vel neppe udnævnt Ivar til sin Undercollector og overdraget ham Brevene, hvis han ej netop havde staaet reiseferdig. I 1366 udnævntes nye Hirdstjorer, (Ann. S. 316).
19. Guido nævnes senest i Sverige d. 6te Juli 1367 (Celses Bullar. S. 131); i 1368 synes han at være reist hjem, siden Bernard Andres: fra Nismes, den 30te Marts 1368, i en Qvittering for modtaget Treaarstiende i Ribe Stift, siger, at han af Guido er beskikket til Subcollecior i hans Sted for Provincia de Dacia, tilligemed Biskop Magnus af Ribe (Suhm XIII. 632). Guido omtales som død i Buller af 1372.