Åpne hovedmenyen

Under disſe urolige Tider havde det pavelige Indkrævnings-Væſen fremdeles været drevet, om end med forſkjellige Afbrydelſer formedelſt Krigene, og det var omſider, ſom det lader, lykkets Kongerne, eller rettere Kong Magnus, at faa afryſtet den meſt trykkende Deel af ſin Gjeldsbyrde. Det forholdt ſig viſtnok ſaaledes, ſom vi ovenfor have antydet, at den pavelige Nuncius og Collector Henrik Biſcop, Provſt i Lübeck, ved ſin Tilbagekomſt til Norden om Sommeren eller Høſten 1360 ikke ret vovede ſig ind i Sverige paa Grund af Krigstilſtanden, thi man finder ikke Spor af hans Nærværelſe der førend i Begyndelſen af 1362, ſaaat han vel formodentlig er kommen om Høſten 1361. Det var maa ſkee denne lange Venten, ſom bevægede Pave Innocentius til, under 31te Auguſt 1361 at udnævne Biſkop Bertrand af Lübeck til ſin Nuncius og Collector[1], og ſiden, da denne ikke ſynes at have befattet ſig ſynderligt med dette Hverv, i Mai 1362 den franſke Geiſtlige Guido de Cruce (de la Croix?) hvem han kort forud havde overdraget en Sognekirke i Mirepoix Biſkopsdømme[2]. Men imidlertid havde Henrik Biſcop ſat ſig i Bevægelſe, og faaet Kong Magnus, Dronning Blanche og Medforloverne til at love hurtig Betaling; den 26de Februar 1362 ſkrev Paven til Henrik Biſcop, at ſiden Kongen, Dronningen og Medforloverne nu vare rede til at betale Gjelden, kunde han, efterſom han fandt det tilraadeligt, løſe dem fra Excommunication, naar de betalte Halvdelen ſtrax, og Reſten inden et Aar, ellers ſkulde han excommuniere dem paany[3]. Beſynderligt nok angives Gjelden her og i flere af de følgende Breve, denne Sag vedkommende, til 25196 Mk. 1 Øre 1 Ert. ſvenſk, medens den tidligere angaves til 15000 Gylden eller omtrent 20000 Mk. ſv. Man ſkulde næſten formode, at de 4400 det pavelige Kammer tilhørende Mk. ſv. vare regnede med, ſom Kongen den 15de Auguſt 1361 havde laant af de ſvenſke Biſkoper til Krigens Førelſe, og derfor ſat 88 Skippund Kobber af Kobberberget i Pant. Meget blev formodentligt tilvejebragt derved, at ogſaa Cautioniſterne maatte betale. Saaledes haves et Brev, udſtedt i Stockholm den 21de Juli 1363 af Biſkop Nikolas af Skara, Sigges Efterfølger, hvorved denne, ſom nu havde betalt endeel af Gjelden, og derfor ønſkede at abſolveres for Excommunicationen ſamt faa Henſtand med det øvrige, overdrog Biſkopen af Strengnes at handle paa hans Vegne i ſaa Henſeende[4]. Og ſtrax derefter, i Eenkøping den 24de Auguſt 1363, udſtedte Erkebiſkop Peter, Biſkop Magnus af Veſteraas, Biſkop Thyrgils af Strengnes paa egne og Biſkopen af Skarns Vegne, Biſkop Thomas af Vegſjø, og Provſt Byrge Gregoriusſøn i Uppſala et Forſikkringsbrev til Henrik Biſcop, hvorved de forbandt ſig til at udbetale Reſten af hiin Gjeld, hvoraf 5000 Gylden eller 1000 Mk. ſom det heed, allerede var betalt[5]. Imidlertid var Pave Innocentius den 6te død den 12te September 1362, og efterfulgtes af Urbanus den 5te, ſom ved Bulle af 25de Juli 1363 forkyndte Korstog mod Bernabo Visconti og andre Gibelliner i Øvreitalien, og til Beſtridelſe af Omkoſtningerne derved ſamtidigt paalagde Geiſtligheden en ny Treaars-Tiende[6], hvilken ſkulde betales i tvende halvaarlige Terminer, Allehelgensdag og Paaſke, førſte Gang Allehelgensdag 1363. Han tilbagekaldte derpaa Henrik Biſcop, ſaavelſom alle andre Sendebud, Collectorer og Commisſærer, der endnu paa Paveſtolens Vegne maatte findes i Norden, og udnævnte ved Bulle af 6te Auguſt 1363 den føromtalte Guido de Cruce til ſin Nuncius og Collector for Danmark, Sverige og Norge, med Ordre og Fuldmagt til at inddrive og oppebere alt hvad Paveſtolen der maatte have til Gode, af hvad Navn nævnes kunde[7]. Ved Buller af 9de September paalagde han Henrik Biſcop at udbetale til Guido, hvad han maatte have inddrevet, og denne at modtage det[8]. Anbefalingsſkrivelſerne for Guido bleve udferdigede i Løbet af September Maaned, og det viſer, hvor meget den ofte omtalte Broder Gottſkalk Falkdal, der ſiden blev udnævnt til Biſkop af Linkøping, maa have haft at ſige hos Kong Magnus, at Nuncien fandt det nødvendigt at lade ſig give en ſærſkilt Anbefaling til ham, der endogſaa udferdiges tidligere end de øvrige; den er nemlig dateret den 13de September, medens disſe førſt ere daterede den 21de[9]. En af dem er ſtilet til Erkebiſkopen af Köln, andre til Erkebiſkoperne i Norden m. ff.; Erkebiſkop Olaf i Nidaroos blev udtrykkeligt gjort opmerkſom paa, at Rumaſkatten i hans Provins længe havde henſtaaet uindkrævet, og at Nuncien derfor ſkulde henvende ſærdeles Omſorg paa dens Inddrivelſe. Endnu maa der dog have været mangt og meget, ſom hindrede Nuncien fra at komme afſted, thi den 4de October udferdigedes der en pavelig Skrivelſe til ham, hvorved han, i Betragtning af at han nu ikke vilde kunne ankomme til ſit Beſtemmelſesſted før Allehelgensdag, den førſte Termin til den nye Treaarstiende, ja neppe endog før Paaſke 1364, bemyndigedes til at forlænge disſe to Terminer i tre Maaneder[10]. Den 22 Marts 1364 var Nuncien i Brügge, hvor han paa denne Dag erkjendte at have modtaget af den italienſke Vexeleer Lorenzo Spinelli, af de gamle Albertiners Handelshuus, den føromtalte Sum, 5000 Guldgylden eller 1000 Mk. br., ſom Henrik Biſcop havde anviiſt, ſaavelſom 776 Guldgylden for Gjeld, hvori Erkebiſkop Hennings og Johan Guilabertis Bo ſtod til det pavelige Kammer, og ſom havde været deponeret i Lübeck[11]. Om Sommeren 1364 var Guido endelig kommen til Norden, og ſynes førſt at have begivet ſig til Norge, maaſkee directe med Skibslejlighed fra Flandern, da vi finde ham i Stavanger allerede den 25de Juni. Her meddeelte han paa denne Dag Biſkop Botulf og Capitlet Qvittering for indbetalt Rumaſkat ſamt andre Afgifter, nemlig i Rumaſkat for de ſyv Aar 1357—1364 50 Mk. 17 Ertoger i den brugelige, men nu afſkaffede norſke Myntſort, 7 Sh. 7 Penn. Sterling, 2 lybſke Sk. 77 Kalvſkind, 1079 Bukkeſkind, 1040 Lammeſkind; ſamt i Reſtancer af Pave Clemens den 6tes Fireaarstiende 2 Guld-Écus, 4 Sh. 5 Penn. Sterl., Mk. brendt, og 2 Mk. norſk i den aflagte Mynt. Alt dette udbetaltes af den ſtavangerſke Chorsbroder Eyjulf Markusſøn, der havde faaet det Hverv af Biſkopen og Capitlet at indkræve Pengene. Imidlertid ſtod der endnu noget af Rumaſkatten ubetalt tilbage hos enkelte Preſter ſaavelſom nogle Reſtancer af Fireaarstienden, til et Beløb af omtrent 300 Mk., til hvis Inddrivelſe Nuncien Dagen efter beſkikkede den ſtavangerſke Chorsbroder Erik Eyſteinsſøn til Undercollector[12]. Indkrævningen af den nye Treaarstiende i Diøceſen overdroges ſiden af Biſkop Botulf til ſamme Erik ſaavelſom en anden Chorsbroder, Sigurd Reidarsſøn, hvilke i Begyndelſen af det følgende Aar lod et ſtrengt Bud udgaa til Preſterne i Ryfylke, og maaſkee ogſaa andenſteds i Diøceſen, om at indbetale Tienden for det førſte Aar inden Midfaſte, under Banns Straf[13]. Fra Stavanger begav Guido ſig til Bergen, hvor han den 20de Juli udnævnte Ivar af Holm, der juſt ſtod ferdig til at drage ud til Island ſom Hirdſtjore, til ſin Undercollector paa hele Øen, til hvis Folk og Geiſtlighed ſaaledes endelig Raden kom at blive ſærſkilt krævet for alle disſe Ydelſer, der hidtil ikke ſynes at have været fordret af dem med videre Strenghed[14]. I Bergen modtog vel Nuncien af Biſkop Gisbrikt og Capitlet, hvad de havde inddrevet af Rumaſkat m. m., ligeſom nys i Stavanger, men vi ſavne desverre Breve og andre Oplysninger ſaavel derom, ſom om Guidos øvrige Inddrivningsvirkſomhed i Norge, med Undtagelſe af, at han til ſine Undercollectorer blandt andet beſkikkede Abbederne Matthias af Munkeliv og Peter af Lyſe. I Beſkikkelſesbrevet til Ivar af Holm yttrede han, at han havde knap Tid, og vigtige Erender at beſørge ſaavel i Sverige ſom i Danmark. Vi finde ham ogſaa i Tunsberg ved Midten af September, og i Uppſala den 20de December 1364, qvitterende Erkebiſkop Peter for Rumaſkat af hans Diøceſe for Aarene 1357—62[15]. Under ſit Ophold i Tunsberg havde han en Conferens med Kong Haakon angaaende det allerede før omtviſtede Spørsmaal, hvorvidt de kongelige Capeller og Klerker ſkulde være fritagne for at betale Pavetiende, og han ſkal have erkjendt, at“de ej dertil vare forpligtede, thi Aaret efter, da Kong Haakon var i Danmark (ſ. o. S. 770) lod denne fra Aalborg den 8de Juni udgaa et Brev til hine Abbeder og de øvrige af Nuncien beſkikkede Undercollectorer i Norge, hvorved han under Truſel af at miſte deres Friheder og Privilegier forbød dem at kræve Tienden af disſe Capeller eller Perſoner, paaberaabende ſig udtrykkeligt hiin Erkjendelſe af Nuncien[16]. Guido ſynes nu at have opholdt ſig i Sverige indtil hen i 1367, beſkjeftiget med iſær at indkræve Rumaſkatten, medens der ikke erfares, at han fik noget af den nye Treaarstiende. Den 22de Juli 1366, altſaa endog efterat Kong Magnus var tagen til Fange, modtog han i Uppſala af Erkebiſkop Peter 844 Mk. ſv. i Afdrag paa hans og Dronning Blanches Gjeld. Saaledes ſtod der nu neppe ſaa meget tilbage. Fuldſtændigt blev vel Gjelden neppe nogenſinde betalt, thi ellers vilde ikke Gjeldsbrevene og det tilhørende Adkomſtbreve endnu den Dag idag findes idet pavelige Archiv; men i de Beretninger og oplyſende Documenter, der fra den Tid ere levnede os, høre vi dog ikke mere om den. Magnus’s Fangenſkab og Afſettelſe i Sverige — hvortil, ſom vi have ſeet, hans Excommunication endog havde været anført ſom Grund, uagtet Paven ikke betragtede ham ſom excommuniceret — den langvarige Krig, flere af Cautioniſternes dødelige Afgang: alt dette tilſammen bidrog vel til at det pavelige Kammer omſider ſatte denne Gjeldspoſt blandt de uerholdelige. Forreſten høre vi intet videre om, hvorledes Kong Magnus og Haakon, hans Søn og Arving, affandt ſig med Cautioniſterne, der havde maattet betale. Strax efter at være ſluppen ud af Fangenſkabet, den 27de September 1371, pantſatte Magnus med Haakons Samtykke Kongsgaarden Aaranes i Veſtergøtland til Biſkop Nikolas af Skara for et før Fangenſkabet af denne erholdt Laan paa 1000 Mk. ſv. Maaſkee dette har været Biſkopens Cautionsudlæg. Iſaafald har Kongen maattet udſtede flere ſlige Gjelds- og Pantebreve[17]. At de pavelige Tiende-Indſamlere i Norge gik temmelig ſkarpt til Verks, maa man formode deraf, at Kongen fandt det nødvendigt, udtrykkeligt, og det endog uden at vente til han kom hjem fra Danmark, at lade hiint Forbud udgaa til dem mod at ulejlige hans Capeller og Klerker med Tiendekrav, hvilket de, efter hvad der var ham berettet, ſkulde have i Sinde. Men dette Forbud har rimeligviis forebygget det. Om Indkrævningen paa Island vides ikke mere end at Ivar af Holm efter ſin Udkomſt til Island 1364 lod de ham af Guido medgivne Pantebreve den Sag vedkommende oplæſe i Skaalholt[18]. Imod Slutningen af 1367 vendte Guido efter al Sandſynlighed tilbage til Frankrige, og afgik ej længe efter ved Døden[19] Hans Virkſomhed i Norden bragte neppe ſtort Udbytte for de pavelige Kasſer.

  1. Martene & Durand, Thesaur. nov. Anecdotorum II. 1054. Under 5te Septbr. udſtedte Paven Anbefaling for Bertrand til Kong Valdemar, ſom udtrykkeligt navngives, til Norges, og til Sveriges Konge. Sammſt. 1055.
  2. Man har ikke ſelve Beſkikkelſesbrevet for Guido, men derimod et Anbefalingsbrev, ſom Pave Innocentius ſkrev for ham den 11te Mai 1362 til Hertug Albrecht af Mecklenburg: en Anerkjendelſe af dennes Anſeelſe i Norden. Det heder her udtrykkeligt, at Guido var udnævnt til Nuncius for Danmark, Sverige og Norge. Innocentius IV. Archetyp. epis. ann. 9. 10. No. 165. Guido var den 18de Marts næſt forud bleven udnævnt til Rector ved Sognekirken „de Exsociis“ under Mirepoix Biſkopsſtol; den 12te September 1359 var han udnævnt til beſtandig Vicar ved Sognekirken i Marillac under Rhodez Biſkopsſtol.
  3. Celſes Bullarium S. 127.
  4. Original i det pavelige Archiv. Nicolas var udnævnt til Biſkop i Skara d. 27de Juni 1356, hans umiddelbare Formand var Laurentius, udnævnt 27de Juli 1354 efter Sigge.
  5. Celſes Bullarium S. 128, 129.
  6. Raynaldus, Ann. eccl. 1363. § 4, jevnfør Theiners Hungaria sacra. II. S. 56.
  7. Dipl. N. III. 331 IV. 439.
  8. Indtagne i Guidos Qvittering fra Brügge af 22de Marts 1363, ſee nedenfor.
  9. Regest. Urbani V. Secret I. fol. 253, 254.
  10. Sammeſteds.
  11. Originalqvittering i det pavelige Archiv.
  12. Dipl. Norv. IV. 442. 443.
  13. Sammeſteds, 446.
  14. Dipl. Norv. III. 339.
  15. Celſes Bullarium S. 129. At Guido par i Tunsberg September 1365, kan ſluttes af Kong Haakons Brev, ſom omtales her næſt nedenfor, thi Kongen ſiger her, at Guido var perſonligt ſammen med ham i Tunsberg, nu kan dette alene have været i 1364, da Guido efter dette Aar ej mere var i Norge, og den eneſte Tid, Kong Haakon l Løbet af 1364 opholdt ſig i Tunsberg, var l September, da han den 22de ſtadfæſtede Mariekirkens Rettigheder, Dipl. N. V. 250.
  16. Dipl. N. I. 386.
  17. See ovenfor, S. 380.
  18. Isl. Annaler, Udg. S. 318. Beretningen ſtaar her under Aaret 1369, men det antydes, at tre Codices henfører den under 1365, en under 1364, en under 1367, en under 1368. Paa den rigtige Sammenhæng faar man i denne forvirrede Udgave ej ordentligt Rede, men da det tilføjes, at Ivar havde faaet Brevene af Guido, ſom da var „nykommen til Norge“, er det klart, at Aaret 1364 eller i det det ſeneſte 1365 maa verre det Rette. Guido havde vel neppe udnævnt Ivar til ſin Undercollector og overdraget ham Brevene, hvis han ej netop havde ſtaaet reiſeferdig. I 1366 udnævntes nye Hirdſtjorer, (Ann. S. 316).
  19. Guido nævnes ſeneſt i Sverige d. 6te Juli 1367 (Celſes Bullar. S. 131); i 1368 ſynes han at være reiſt hjem, ſiden Bernard Andres: fra Nismes, den 30te Marts 1368, i en Qvittering for modtaget Treaarstiende i Ribe Stift, ſiger, at han af Guido er beſkikket til Subcollecior i hans Sted for Provincia de Dacia, tilligemed Biſkop Magnus af Ribe (Suhm XIII. 632). Guido omtales ſom død i Buller af 1372.