Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/70

< Det norske Folks Historie | 7

Vi have nu fulgt de politiske Begivenheder, hvori Norge og dets Konger umiddelbart tog Deel under de Rystelser, der endte med Unionens Opløsning; det er her nødvendigt, ogsaa at betragte de samtidige Forhold og Tildragelser i Landet selv saavelsom i Bilandene, forsaavidt som de sparsomme Efterretninger, som derom ere os levnede, tillade os at danne os en Forestilling derom. Her træde os først de kirkelige Forhold imøde. Norges Biskoper – det vil sige de i Landet selv – vare i 1360, foruden Erkebiskop Olaf, Haavard paa Hamar, Gisbrikt i Bergen, Botulf i Stavanger, og Hallvard i Oslo. Af disse vare Erkebiskopen og Gisbrikt fra Mandedødens Tider, Botulf ej meget yngre, Hallvard fra 1359. De havde alle haft at kæmpe med de Ulemper, som Følgerne af den store Dødelighed havde medført, deels i Forringelse af af deres Indtægter, deels og fornemmeligt, i den store Mangel paa Prester, hvorom man kan gjøre sig nogenlunde Forestilling, naar man erfarer, at Throndhjems Biskopsdømmes Geistlige, der forhen bestod af omtrent 300 Personer, i 1371 strax efter Erkebiskop Olafs Død kun bestod af 40, tildeels gamle og affældige[1]. I denne havde Anledning Biskoperne, som vi have seet, maattet henvende sig til Paven om Tilladelse til at antage Personer, der ellers med Hensyn til Alder og Herkomst ikke uden særskilt Dispensation kunde antages, ligesom ogsaa mange Svenske bleve ansatte. Men om deres øvrige Virksomhed erfare vi ellers lidet eller intet. Efter det Provincialcollegium, som Erkebiskop Olaf holdt i 1352, tales der ikke mere om noget andet saadant, uagtet man dog maa antage at, flere have været holdt; vi finde vel undertiden alle Biskoperne samlede, navnlig den 29de September 1361 paa Baagahuus, da Kong Magnus og Dronning Blanche overdrog Otte Romer det audunske Gods i Nordfjord[2], men det synes altid kun at have været som Medlemmer af Raadet, og ved Raadsmøder i politiske Øjemed, ikke i blot og bart kirkelige Anliggender. Dog er det meget muligt, at der ved slige Sammenkomster, navnligt den her nævnte, ogsaa er blevet holdt særskilt Provincialconcilium, skjønt intet nævnes derom, og ingen Statuter derfra forefindes.

I Slutningen af Aaret 1363 eller i Begyndelsen af 1364–-sandsynligt det sidste – døde Biskop Haavard i Hamar. Til hans Efterfølger udnævnte Paven ved Provision den til Prest ordinerede Predikebroder Magnus Slangesthorp, den 29de Mai 1364[3]. Han siges i en gammel Biskopsfortegnelse at være af dansk Herkomst[4], og dette bestyrkes ogsaa af hans Tilnavn, der aabenbart betegner ham som fød eller hjemmehørende i den sjælandske By Slangethorp, nu Slangerup. Da der i Provisionsbrevet for ham ikke staar det mindste om, at han enten selv var valgt af Capitlet, eller at nogen anden var valgt, og Valget casseret, men kun at Paven ved at erfare hans Formands Død forbeholdt sig Besettelsen, for at Kirken ikke skulde staa længe vacant, maa man antage, at han ved sin Udnævnelse har været nærværende ved Curien; da dette forudsetter en vis Grad af Indflydelse ved denne, ligger det temmeligt nær at antage, at han har været Pønitentiar for den danske Tunge og Provins, d. e. for hele Norden. Thi disse Pønitentiarer valgtes gjerne blandt Predikebrødrene, og vi have allerede haft to Exempler paa, at de efterat have fungeret nogen Tid i denne Bestilling endte med at faa sig et eller andet Biskopsdømme, hvortil deres Indflydelse ved Curien let kunde bane dem Vei; saaledes Sigfrid, der fik Stavangers Biskopsstol, og Gottskalk Falkendal, der fik Linkøpings[5]. Da Kong Valdemar ej længe forud havde været hos Paven, er det ikke saa usandsynligt, at ogsaa han har anbefalet denne danske Mand til Pavens Bevaagenhed[6]. Magnus kom formodentlig endnu i samme Aar til Norge, men der gives nu intet Brev, hvori han findes omtalt, eldre end 1369. I Mai var han tilstede paa Akershuus, da Gesandterne sendtes til Tydskland, og siden om Vintren visiterede i Thelemarken[7].

Den næste Biskop i Norge efter Haavard, der afgik ved Døden, var Gisbrikt i Bergen. Hans Død falder i anden Halvdeel af 1369[8]. Om hans Virksomhed veed man saare lidet. Tilfældigviis omtales stundom hans Visitatsreiser, som da ej kunne have været meget hyppige, siden han ikke visiterede Sogn efter Mandedøden førend ved Nytaarstider 1358[9]. Det lader dog til, at han har draget rosverdig Omsorg for at sikkre ej alene Biskopsstolen, men ogsaa alle Kirker i Biskopsdømmet, deres Ejendomme, da en Fortegnelse over disse, skreven efter 1351, men neppe senere end 1369, endnu forefindes, skjønt desverre meget defect. Man seer tydeligt, at eldre Optegnelser ere benyttede ved Affattelsen men de ere formodentlig berigtigede efter de senere indtrufne Forandringer ved Kjøb, Bytte, Testament-Erhvervelse o. s. v. Det kan neppe være nogen anden end Gisbrikt selv, som har ladet denne Fortegnelse, der i senere Tider kaldtes „Bergens Kalvskind“, affatte[10]. Formodentlig vare de Forandringer, som Mandedøden medførte, saa betydelige, at man ej længer kunde bruge de gamle Jordebøger. Gisbrikts Efterfølger udnævntes ogsaa ved Provision uden Valg og var ligeledes Predikebroder og Prest, samt efter Navnet at dømme en dansk Mand; han heed nemlig Benedict Ringstad, hvilket maaskee tyder paa, at han var fra Ringsted i Sjæland. Da hans Udnævnelsesmaade lader formode, at han strax ved Efterretningen om Gisbrikts Død opholdt sig ved Curien, som da var i Rom – Pave Urban var nemlig i Aaret 1367 flyttet derhen, som han dog i 1370 forlod –, er det ikke usandsynligt, at han bar været Magnus Slangesthorps Efterfølger i Pønitentiar-Embedet. Hans Provisionsbrev er dateret 14de Januar 1370[11], og han maa være kommen til Norge før 10de Juli samme Aar, da han denne Dag var tilstede med Erkebiskopen og de øvrige Biskoper i Marstrand, strax efter Fredsmødet paa Baagahuus[12]. Alt hvad man veed om hans Virksomhed, indskrænker sig dertil, at han den 21de Februar 1371, ifølge Kongens Anmodning, hvilken han, som han yttrede, syntes, at han ikke med Billighed kunde afslaa, gjorde flere Bestemmelser til Bedste for Apostelkirken i Bergen, nemlig at den Prest, som Provsten og Capitlet satte dertil, skulde have fuld Sjælesorg over alle dem, der vare i Kongsgaarden, og over alle Kongens daglige Tjenere og deres Svene, som kunde komme til Bergen, om de endog havde sit Tilhold udenfor Kongsgaarden; at Provsten, eller den, han i sit Sted beskikkede blandt sine Chorsbrødre, skulde have fuld Myndighed til at give Chorsbrødrene og alle Apostelkirkens Embedsmænd Absolution og sette dem Skrift; endelig at det stod enhver Skolediscipel frit for at gaa til Christkirkens eller Apostelkirkens Skole, hvor de vilde. Men dette synes af hans Efterfølgere at være betragtet som altfor store Indrømmelser, thi i Copibogen, hvor Brevet herom stod indført, fandtes der bagenfor tilføjet et Par Linjer, hvori der stod, „at Broder Benedict kun forestod sin Kirke i eet Aar og berøvede den og dens Capitel sine Privilegier, som man af ovenstaaende Brev kunde see, og at disse hans Handlinger maatte være at ansee som ugyldige og stridende mod hans Eed“[13]. Mere hører man ikke til ham. Det forholder sig ganske rigtigt saaledes, at hans Embedstid ikke varede stort mere end et Aar, thi hans Eftermand Jakob, ogsaa en pavelig Pønitentiar og Dansk, udnævntes ved Provisionsbrev af 7de April 1372, og Benedict er saaledes vel død sidst i 1371.

Det er ovenfor nævnt, at Erkebiskopen og alle Norges Biskoper deeltog i det større Raads- eller Hirdmøde, der om Sommeren 1370 holdtes paa Baagahuus i Anledning af Fredsslutningen med Hansestæderne. Dog seer man, at hverken Erkebiskopen eller Biskop Benedict endnu vare tilstede, da Freden eller Stilstanden sluttedes, thi ellers vilde de have beseglet Stilstandsdocumentet, derimod var de den 19de Juli i Marstrand, hvor ogsaa „mange andre gode Mænd, baade læge og lærde“ vare forsamlede hos Kongen, og hvor der efter al Sandsynlighed har været raadslaaet om den forestaaende Krig med Sverige, siden det er netop fra dette Møde, at Kongen lod udgaa det Bud til forskjellige Landskabers Indbyggere om at holde sig ferdige til at drage i Felten paa første Vink, hvorom vi ovenfor have berettet. Muligt, at de ogsaa deeltoge i den Sammenkomst med de svenske Gesandter, der kort forud blev holdt i Ljodhuus. I alle Fald maa dog Erkebiskopen og Biskop Benedict være indtrufne senere end de andre Biskoper, saa at de ej fik deeltage i Fredsunderhandlingerne. Dette lader sig for Erkebiskopens Vedkommende meget godt forklare deraf, at han for Bekvemmelighedens Skyld kan være dragen den hele Vej fra Throndhjem til Søs og undervejs er bleven længere opholdt af Modvind, end han havde beregnet. Men hvad Benedict angaar, er det ikke usandsynligt, at han netop nu var ankommen lige fra Curien, og saaledes endnu ikke havde tiltraadt sin Biskopsstol[14]. At der ved denne Lejlighed, da alle Norges Biskoper vare forsamlede, tillige særskilt blev raadslaaet om kirkelige Anliggender, med andre Ord holdt et Provincialconcilium, synes man at burde kunne antage, men der meldes, som sagt, intet udtrykkeligt derom. Erkebiskop Olaf, der nu maa have været en meget gammel Mand, er neppe mere vendt tilbage til Nidaroos, men forbleven i det sydlige Norge, sandsynligviis i Oslo, siden han ogsaa i det følgende Aar ved St. Hanstider fulgte med Kongen og andre Raadsherrer til det Møde, som da holdtes paa Baagahuus umiddelbart før Kongens Tog til Stockholm, og hvor man forgjeves ventede Stædernes Gesandter. Fra dette Møde vendte han tilbage til Oslo, hvor han ej længe efter, den 14de August, afgik ved Døden, det være sig nu af Alderdom, eller af en smitsom Sygdom, som idet Aar gik over hele Norge, og som især synes at have raset slemt i Oslo[15]. Erkebiskop Olaf havde samme Uheld, som Erkebiskop Heming i Sverige og maaskee mange andre Prælater, at komme i Gjeld til Curien, det være sig nu for Servitspenge eller indcasseret Tiende, Rumaskat e. a. d. Thi allerede inden hans Død fandt Pave Gregorius den 11te, som sidst i December 1370 blev valgt til Urban den 5tes Eftermand, det af flere Aarsager nødvendigt at reservere for Pavestolen alt hvad der kunde ansees for hans private Ejendom i Løsøre og udestaaende Fordringer[16]. Det erfares ogsaa af et Indulgentsbrev, som Pave Gregorius udgav endnu i 1371, at Christkirken i Nidaroos under hans Embedstid maa være meget forfalden, thi i Brevet heder det, at den trængte til en ikke lidet bekostelig Reparation[17]. Dette var dog maaskee ikke saameget hans Forsømmelses Skyld, som bevirket derved, at der formedelst den store Affolkning under Mandedøden og i den langvarige Krigstid kun kom faa Pilegrime imod for, og saaledes Midlerne til Bygningens Vedligeholdelse maaskee ikke ret slog til.

Om de Prælater, der i Norge indtoge den anseeligste Stilling næst Biskoperne, nemlig Provsterne for de to fornemste kongelige Capeller, Apostelkirken i Bergen og Mariekirken i Oslo, vides ikke saa meget som man kunde ønske, idetmindste ikke om de første. Hvad dem angaar, da veed man ikke, hvo der beklædte dette anseelige Embede ligefra Guthorm Paulssøns Udnævnelse til Stavangers Biskopsstol i 1342 indtil Midten af 1366, da vi finde en Thorstein Hallgrimssøn i Embedet, hvilken ogsaa beklædte det i 1373[18], og saaledes umuligt kan have været Magister Capellarum lige siden 1342. Til den langvarige Strid mellem Magister Capellarum og Biskopen hører man intet mere, med Undtagelse af den nysnævnte Antydning til, at Chorsbrødrene ved Domkirken maa have taget Biskop Benedict det meget ilde op, at han havde udvidet Apostelkirkens Rettigheder; men om de virkelig fik den af ham gjorte Forføjning omstyrtet, som de tilføjede Ord antyde, erfares ikke. Det er forøvrigt øjensynligt, at Apostelkirken og dens Provsts Verdighed som de kongelige Capellers Forstander havde tabt meget af sin Anseelse og var aldeles blevet overfløjet af Mariekirken i Oslo, der sikkert nu var meget rigere, og hvis Geistlige, paa selve Forstanderen nær, allerede siden 1300 endog havde haft højere Rang end Apostelkirkens; der vides nemlig intet om, at dennes Præbendatchorsbrødre havde Ridders Rang og følgelig Herretitel, som Mariekirkens. Og hvad dennes Provst angaar, da gav Cantsler-Embedet, som han i Reglen skulde beklæde, ham i Virkeligheden langt anden Betydning og Indflydelse, end Magister Capellarum udøvede ved sin halvbiskopelige Verdighed. Imidlertid have vi seet, at Kongerne nu stundom undlod at besette Cantsler-Embedet. Hr. Peter Erikssøn, hvilken vi finde som Provst ved Mariekirken fra 1353 af, beklædte Cantsler-Embedet fra 1355 eller idetmindste fra 1358 af indtil 1364, men mistede det igjen fra dette Aar af, og det endog, som det næsten skulde synes, mod sit Ønske, uden dog derfor, som det lader, at have tabt noget i Kongens Naade eller Tillid, thi han fik fordeelagtige Bevillinger for sig og Kirken, og Kongen betroede ham i 1369 det vigtige Hverv at drage til Tydskland som Formand for det Gesandtskab, der skulde underhandle om Stilstand med Stæderne. Det sidste, man har fra Peter Erikssøns Haand, eller overhoved hører fra ham, er fra 24de Januar 1370, da han opholdt sig paa Hamar og skjenkede sin Frænde og Sven Nisse Bjørnssøn endeel Jordegods og rede Penge, som det synes i Anledning af dennes forestaaende Giftermaal[19]. Men dette var ikke som noget Testament, eller fordi han følte Døden nærme m„ tvertimod yttrede han udtrykkeligt i Gavebrevet, at han endnu haabede at modtage flere Beviser paa Nisses Huldskab og Troskab. Dog levede han ikke længe efter og døde formodentlig endnu i det samme Aar, thi allerede i Januar det følgende Aar 1371 omtales han som død[20]. Kong Haakon begunstigede Mariekirken ikke mindre end hans Fader; derom vidner en heel Række af Breve, hvorved han søgte at verne om og tildeels udvide dens Rettigheder. Saaledes fik Provst Peter i 1360 Bemyndigelse til skadesløst at bortbytte Kirkens Jordegods mod andet, nærmere og nyttigere; 1364 stadfestede Kong Haakon med sin Faders Samtykke alle af dem og deres Forfedre givne Privilegier for Kirken; den 24de Januar 1367 irettesatte han fra Akershuus Bønderne i den ydre Skibrede paa Follo, fordi enkelte af dem viiste sig forsømmelige i at betale Vaar- eller Høst-Ledingen til Chorsbrødrene, og bød dem herefter at indbetale den ordentligt under fire Marks Straf i Brevebrud, heri ej beregnet, hvad de havde at udrede til Provst Peter, deres Sysselmand; den 30te November 1368 bekjendtgjorde han fra Oslo, at den almindelige Tilbagekaldelse under Kongedømmet af alle Sysler, Pant og Privilegier, som han af forskjellige Aarsager havde fundet fornøden, ej skulde gjelde Mariekirken; navnlig maatte ingen forholde den Høst- og Vaar-Ledingen af Varna Skibrede i Borgesyssel. Den 14de November 1370 skjenkede han paa Akershuus til Marie-Altaret i samme Kirke Gaarden Fjeld i Røysebygden paa Ringerike med alt Tilliggende til en daglig Messe for sin Moders, sin afdøde Broder Kong Eriks, og for sin egen Sjæl[21]. En Erhvervelse, som Mariekirken synes at have gjort tinder Kong Haakon, forsaavidt man ej finder den omtalt tidligere, er Syslen i Haddingdal med Hemsedal. Den omtales allerførst i 1365, og det er vanskeligt nok at vide, hvad der kan have bevæget Kongen til at skjenke Kirken denne afsidesliggende Syssel, der ikke engang hørte til Oslo’s Diøcese, og som Provsten og Capitlet maatte lade bestyre ved en Ombudsmand[22]. Ogsaa personligt prøvede Hr. Peter Erikssøn Kongens Gavmildhed, thi den 17de August 1365 forærede Kongen ham og hans Arvinger den Deel af Gaarden Øykren i Oslohered, der havde ligget øde siden Mandedøden[23]. Og paa Kongens Omhyggelighed overhoved for, at hans Capeller og Capellgeistlighed ej ulejligedes med Tiendekrav til det pavelige Kammer have vi nylig seet Beviis. Meget bidrog vel ellers til Forkjærligheden for Mariekirken i Oslo, at denne Stad nu lige siden Kong Haakon den 5tes Tider var at ansee som Kongernes Hovedresidens, og Kirken saaledes som deres stadige Hofkirke.

Om Klostrene, deres Personale og deres Virksomhed hører man i al denne Tid lidet eller intet. Man seer kun, at Gaver og Testamenter til Klostrenes Bedste fremdeles oprettedes, medens enkeltes Velstand dog neppe var saa stor som tidligere, da der oftere end forhen tales om Salg af Jordegods. Aarsagen var formodentlig Affolkningen og Vanskeligheden ved at finde Lejere eller Forpagtere. Erkebiskop Olafs Eftermand som Abbed i Nidarholmens Kloster, Hallvard, var kort efter Mandedøden saa fattig, at han ikke kunde betale Servitspengene, 15 Mk. brendt, men maatte 1356 udstede Gjeldsbreve derfor til Johan Guilaberti[24]. Abbeden i Hovedø Junker derimod, Arnulf, var af Paven selv udnævnt til Collector og tog til Undercolleetor Munken Ingjald Jonssøn af sit eget Kloster, der siden blev Prior. Arnulf døde før 1358, thi i dette Aar var en Jon Abbed i Hovedø[25]. Ved at gjennemlæse flere af de os fra denne Tid levnede Testamenter faar man det Indtryk, at Klosterne her i.Landet ikke nu nød fuldt saa megen Yndest og Anseelse som de sekulære Kirker, thi der er ingen Tvivl om, at disse betænktes meget rigeligere.

Kongernes Forhold til Kirken var forøvrigt stedse det kjærligste; de viiste den den største Hengivenhed, vernede ivrigt om dens Rettigheder og betænkte den med rigelige Gaver[26]. Derfor viiste Curien sig ogsaa bestandig venlig og eftergivende mod dem. Vi have seet, hvorledes Pave Innocentius den 6te anvendte al mulig Skaansel i at indkræve det betydelige Laan, der havde staaet saa længe hen, og at den Excommunication, der efter Sigende skulde have været udtalt over Kong Magnus og hans Dronning, for det første blev udsat, og siden, om den endog blev proklameret og hvilede en Stund ved Kongens Hoved, dog hverken blev langvarig eller gjorde nogen Forskjel i den Venlighed, hvormed Paven kom ham i Møde, om end hans misfornøjede svenske Undersaatter derfra hentede et af sine Paaskud for at afsette vant fra Regjeringen. Kong Haakon arvede sin Faders Yndest ved Curien. Saasnart Pave Urban den kue var bleven kronet den 6te November 1362, skyndte han sig ved særskilte Skrivelser, udstedte Dagen efter, at melde ham saavelsom Europas øvrige Fyrster sin Ophøjelse[27]. Vi have allerede seet, hvorledes flere Andragender fra Kong Haakon, til Bedste for danske Geistlige og Lægmænd, og indgivne sandsynligviis under hans Ophold i Danmark om Sommeren 1365, bleve bevilgede. Ligeledes fik Kong Valdemar under sit Ophold ved Curien under 5te Marts 1364 bevilget for Kong Haakon og Dronning Margrete tilligemed flere andre Fyrster og Herrer, hvoriblandt Hertug Henrik af Mecklenburg og hans Hustru Ingeborg, Hertug Erik af Saxen, og Hertug Valdemar af Slesvig fuld Syndsforladelse i deres Dødsøjeblik og Ret til at lade holde Messe for sig ved et flyttbart Altar, saavelsom paa Steder, der ellers vare underkastede kirkeligt Interdict[28]. Man kunde letteligt tænke sine at den sidste Tilladelse for Kong Haakons Vedkommende nærmest sigtede til det Tilfelde, at det Interdict, hvormed der var truet i Anledning af Gjelden, virkelig var blevet forkyndt, men slige Tilladelser hørte i de Tider til dem, som Konger og Fyrster uden nogen særskilt Anledning, men kun for muligt paakommende Tilfelde, lode sig meddele, saa at man ikke deraf tør drage nogen bestemt Slutning.

Vi faa forøvrigt af disse sparsomme Efterretninger, der er os levnede om den norske Kirke i de første tyve Aar efter Mandedøden, den umiskjendelige Forestilling om, at den havde seet sine bedste Dage, og at den nu næsten befandt sig i en søvnlignende Tilstand. Endog den blotte Mangel af Efterretninger vidner herom. Hvis det Liv og den Virksomhed havde hersket, som i det foregaaende Aarhundrede, ja endog under Erkebiskoperne Eiliv og Paal, vilde der dog have været noget at berette; man havde dog erfaret om Provincialconcilier, om enkelte Biskopers kraftige Optreden under politiske Forhold, hvor en saadan Optreden kunde være saa naturlig. Men Biskoperne forholdt sig tavse og uvirksomme, ligesom deres underordnede Geistlighed. De synes alene at have haft sine Kirkers og sine egne økonomiske Fordele for Øje, og naar vi finde deres Navne i offentlige Acter, da er det kun som samtykkende Raadsherrer. For en stor Deel tør vel Affolkningen formedelst Mandedøden og den Lammelse, der ved denne kom over Folket i det Hele taget, have været Aarsagen, men meget maa vel ogsaa have ligget i Kirkestyrernes egen Mangel paa Duelighed og Virksomhedsaand. Og heri sporer man tydeligt de fordærvelige Følger af de avignonske Pavers Politik, ved umiddelbar Indgriben i de enkelte Kirkeprovindsers Styrelse, at hemme Metropolitanerne og omsider ogsaa Lydbiskoperne i deres lovlige Virksomhed, og derved betage dem Interessen for deres Kald. En saadan Fremgangsmaade kunde vel endog tilsidst gjøre de dygtigste og nidkjæreste Mænd lunkne og ligegyldige; men endnu mere maatte man vente sig dette af de mange Prælater, der alene havde et paveligt Magtsprog at takke for sin Ophøjelse, og hvoraf flere endog, som vi have seet, vare fremmede, uden Kjendskab til Forholdene i den Kreds, hvor de skulde virke, og sikkert ogsaa uden mindste Interesse for andet, end at sikkre sig et sorgfrit, behageligt Liv, og forøge sin private Formue. Disse Ulemper sporedes i den hele romersk-katholske Christenhed paa denne Tid, thi overalt hyldede Curien hiin fordærvelige Politik og drev Uvæsenet endnu videre, da det kirkelige Schisma begyndte, og den ene Modpave kappedes med den anden om at skaffe sig Tilhængere ved at bestikke dem ved Prælaturer og Beneficier. Men i det afsidesliggende, tyndt befolkede Norge maatte Følgerne blive saa meget mere følelige og iøjnefaldende, jo mindre Liv og Handlekraft der rørte sig hos Folket overhoved.

  1. ↑ Dipl. Norv. V. 268.
  2. ↑ Dipl. Norv. II. 365.
  3. ↑ Reg. Urban. cod. chart. T. 8 (ann. 2) fol. 161.
  4. ↑ Nemlig i Huitfeldts Biskopskrønike: der staar: „Magnus Danus“.
  5. ↑ Her maa dog bemerkes, at der i Provisionsbrevet intet staar om at han var Poenitentiarius, medens dette findes udtrykkeligt anført i Provisionsbrevet for Sigfrid af Oslo. Dog staar der heller ikke i Provisionsbrevet for Gottskalk, der dog var Poenitentiar, at han beklædte dette Embede. Af den Omstændighed at Magnus i Provisionsbrevet kaldes Electus, kunde En og Anden maaskee ville slutte, at han var valgt“af Capitlet, men „Electus“ var altid den Titel, som Paven gav de endnu uindviede Biskoper, hvad enten de vare valgte, eller umiddelbart providerede. Ogsaa Sigfrid kaldes saaledes electus.
  6. ↑ Kong Valdemar kom til Curien, som vi have seet, den 26de Februar 1364, men han opholdt sig der vistnok endnu den 26de Marts, siden Resolutionerne paa hans sidste Supplicationsrolle ere daterede den Dag (der findes andre af 5te, 7de, 9de, 12te Marts). Dog nævner han ikke udtrykkeligt i nogen af disse Magnus Slangethorp.
  7. ↑ Den 30te November udstedte han paa Hauklandsbø i Grandsherred et Brev, hvori han frikjendte en vis Ketil Karlssøn fra den Beskyldning at have forvoldt Tuddals Kirkes Brand ved Vaade Ild, (Ketil havde nemlig tændt et Lys i „den hellige Toves Kove“, som nogle paastod, han ikke havde slukket efter sig, men som det nu for Biskopen vidnesfast var bevist at han havde slukket). Dipl. N. V. 261.
  8. ↑ At han døde allerede i 1369 kan sluttes deraf at Efterretningen om hans Død havde naaet Rom før den 14de Januar 1370, da hans Eftermand udnævntes. Hans Død henføres i de isl. Annaler, idetmindste i den slette Udgave (S. 324), til 1371, 1372, 1373.
  9. ↑ Dipl. N. I. 354.
  10. ↑ Dette Haandskrift, eller, som det i en Paategning heder: „Fragment, som efter Ildebranden 1623 af Capitels Kalvskind blev beholden“, er nu udgivet i Christiania 1843.
  11. ↑ Reg. Urban. V. Cod. Chart. XXII. f. 68.
  12. ↑ Han nævnes ikke her ved Navn, men det staar udtrykkeligt, at Biskopen af Bergen var tilstede, Dipl. N. II. 410.
  13. ↑ Dipl. N. I. 410.
  14. ↑ Dette passer med Ordene i den nysnævnte Paategning, „at han kun eet Aar bestyrede Biskopsstolen“. Kom han til Bergen efter 19de Juli 1370, altsaa formodentlig i August, og døde mod Slutningen af 1371, da bliver dette kun lidet over et Aar.
  15. ↑ Dette erfarer man af Sira Henrik Henriksøns Brev, som vi senere komme til at omtale. Annalerne henføre hans Død ogsaa til 1373 og 1372, men det bedste Beviis for, at han døde i 1371, er Pave Gregorius den 11tes udtrykkelige Udsagn i den Bulle, vi strax herefter komme til at omtale, at han allerede i Olafs Levetid havde beordret Beslagleggelse paa hans Effecter for Curiens Regning. Thi Gregorius blev valgt til Pave 30te December 1370 og kronet 1371; var nu Olaf død allerede 1370, da kunde Gregorius ikke i hans levende Live gjøre denne Forføjning. Men senere end 1371 kan han heller ikke være død, da hans Eftermand blev udnævnt i October dette Aar.
  16. ↑ Dette siges udtrykkeligt af Pave Gregor i hans Bulle af 23de Mai 1372 til Biskop Henrik af Slesvig (Henrik Biscop), hvori han gav denne det Hverv at tage Effecterne i Besiddelse, Regest. Greg. XI. Secret. de Curia. ann. II. fol. 126.
  17. ↑ Brev af 3die Decbr. 1371, klag. Gregor XI. Cod. Chart. T. II. (ann. 1) f. 380. Reparationen kaldes her non modicum sumtuosa.
  18. ↑ Hr. Thorstein nævnes som Provst ved Apostelkirken i Brev af 28de Juli 1366, Munkelivsbogen S. 12, og i Brev af 23de Juli 1373, Dipl. N. III. 384.
  19. ↑ Dipl. N. IV. 493.
  20. ↑ Sammesteds, III. 371.
  21. ↑ Dipl. N. II. 358. V. 250. II. 410. II. 411.
  22. ↑ Dipl. N. IV. 452. III. 378.
  23. ↑ Sammesteds, II. 384.
  24. ↑ Originalbrev i det pavelige Archiv.
  25. ↑ See ovenfor, S. 680.
  26. ↑ Kong Magnus’s og Dronning Blanches Testamente er allerede omtalt. De fleste Capitler og Klostre have sandsynligviis faaet udstedt Bekræftelsesbreve raa deres Rettigheder og Friheder efter Kong Haakons Tronbestigelse, og især taget Anledning dertil, naar Kongen eller Cantsleren paa hans Vegne vare tilstede. Saaledes fik Munkelivs-Kloster Bekræftelsesbrev den 23de Juni 1361 under Kongens Nærværelse i Bergen (Munkelivsbogen S. 9–10); og Chorsbrødrene i Nidaroos benyttede sig af Hr. Vinalde Henrikssøns Nærværelse med Storseglet i Septbr. 1366 til at lade sig Bekræftelse meddele paa de dem af Haakon Magnussøn og Magnus Erikssøn meddeelte Privilegier (Dipl. N. II. 383). Under Kong Haakons Regjering, 1365, indskjerpedes ved en i hans Navn af Hr. Vinalde udstedt og beseglet Forordning de ældre Bestemmelser om Olafsskot og Hallvardsskot d. e. de aarlige Afgifter til St. Olaf og St. Hallvard. N. gl. Love III. 185.
  27. ↑ Regest. Urb. V. Secr. ann. I. f. 9.
  28. ↑ Regest. Supp. Urb. V. ann. 2. p. fol. 21. 22.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/70&oldid=80872»