Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/72

Efter ſaaledes at have betragtet Kong Haakons nærmeſte Omgivelſer og hans Medhjelpere i at udføre Regjeringens Syſler, maa vi kaſte et Tilbageblik paa den Maade, hvorpaa han med deres Hjelp udførte disſe Syſler og forvaltede Landets indre Anliggender i de 16 haarde Aar, han fra ſin Tronbeſtigelſe indtil Faderens Befrielſe havde tilbagelagt, forſaavidt de mangelfulde Oplysninger fra de Tider meddele os nogen Underretning derom.

Vi have allerede omtalt den mere omfattende Forandring, ſom Kong Haakon ſtrax efter ſin Tiltrædelſe gav for Øſterdalen, og ſom egentlig var en Tillempelſe for dette Landſkab af de Beſtemmelſer, hans Oldefader Kong Haakon ſom Hertug havde givet for en ſtor Deel af Oplandene. Heraf kunne vi viſtnok med temmelig Sikkerhed ſlutte, at han paa denne ſin Reiſe gjennem Oplandene ogſaa har givet flere Anordninger, deels af almindeligt, deels af ſærſkilt Indhold, og vi maa beklage, at ikke flere af dem ere komne til vor Kundſkab. Thi ligeſaavel ſom denne Forordning for Øſterdalene ikke har fundet ſin Vej i Tillægget til nogen af de mange Lovbøger fra hine Tider, ſom endnu ere til, ligeſaavel kunne ogſaa andre, mere eller mindre vigtige Forordninger, hvoraf man ej længer har Originalen, enten ſlet ikke have været afſkrevne i Lovbøgerne, eller kun optagne i dem, ſom i Tidens Løb ere tabte. Ogſaa Jemteland, hvis Anliggender allerede Kong Magnus havde taget ſig af, nød godt af Haakons Forſorg, idet han fra Oslo den 29de Auguſt 1364 gav den af os allerede ovenfor (S. 758) berørte Forordning, hvoraf man kan ſlutte, at der fra ſvenſk Side har været gjort utilbørlige Forſøg paa at drage Landſkabet under ſvenſk Lov og ſvenſk Beſtyrelſe. Thi denne Forordning begynder Kongen med disſe Ord, „at han med ſine gode Mænds Raad og Samtykke har gjort den naadige Beſtemmelſe, Jemtelands Indbyggere vedkommende, at de herefter fra Kongens Side ſkulde bo og være ved gammel norſk Lov, ſaaat ingen af Kongens Sysſelmænd, Lagmænd eller Ombudsmænd eller hver enkelt af dem ſelv ſkulle tiltale nogen anden der i Landſkabet uden efter norſk Lov“; ligeſaa gav han dem „kvitte og ledige for den Nevnd og Ledingsferd ſom Magnus Gregoriusſøn har paabudt iblandt dem ſaavelſom for al den Sag, hvori de desformedelſt kunne være komne“. Naar man nu veed, at denne Magnus Gregoriusſøn i Aarene 1354—57 og maaſkee længere var Befalingsmand i det tilgrændſende ſvenſke Landſkab Dalarne[1], ſaa kan man godt forſtaa, hvorledes det hele er gaaet til, og hvad Jemtelendingerne have klaget over. Magnus Gregoriusſøn maa, uviſt med hvad Hjemmel, af Kong Magnus have faaet Befaling over Jemteland, idetmindſte paa den Tid, da Kongeſønnen Erik gjorde Opſtand, og maa have ſøgt at gjøre ſvenſk Lov gjeldende og overhoved at inddrage Landet under Sverige, hvad der og i ſig ſelv kunde have noget for m„ forſaavidt ſom det i geiſtlig Henſeende lød under Uppſalas Biſkopsſtol. Men Indbyggerne, ſkjønt de juſt heller ikke, iſær i ſenere Tider, udmerkede ſig ved nogen ſynderlig Hengivenhed for Norge, maa dog denne Gang have modſat ſig ethvert Forſøg paa Forſvenſkning, ſiden der endog hentydes til, at de ved Ulydighed mod Magnus Gregoriusſøns Paabud ſtrengt taget vare forfaldne til Straf. Sandſynligviis havde de nu for Øje de Anmasſelſer paa Almuens Bekoſtning, ſom de ſvenſke Frelſemænd paa denne Tid tillode ſig, og frygtede, at det ſamme Uvæſen ogſaa vilde ſkee hos dem, om de unddroge ſig det norſke og underkaſtede ſig det ſvenſke Herredømme. Det vilde ellers have været af ſærdeles Interesſe nøje at kjende den norſke Lov, ſom var gjeldende i Jemteland. Thi uagtet man vel maa antage, at den almindelige Landslov af 1274 ogſaa var udſtrakt dertil, maa den dog have været noget modificeret efter de ſæregne Forhold; endog den Omſtændighed, at det almindelige Thing ej holdtes ved Midtſommertider, men omkring den 12te Marts, var en ſtor Afvigelſe fra det ſedvanlige. Og naar der i den nysanførte Forordning udtrykkeligt tales om „forn og gammel Lov“, ſkulde man næſten friſtes til at tro, at den eldre Froſtathingslov her er meent, hvad der dog ikke kan forholde ſig ſaaledes, da vi andenſteds fra vide med Beſtemthed, at Kong Magnus’s Lov gjaldt i Jemteland. Hiin Benævnelſe kan derfor alene betegne, at ſelv denne Lov nu anſaaes for gammel i Sammenligning med de mange nyere Paafund, ſom i de ſenere Tider vare indførte[2].

Det er ligeledes forhen berørt, at Kong Haakon lige fra den Tid, da han tiltraadte Regjeringen, ſøgte at ophjelpe de indfødte Byborgere i deres Næringsdrift og forſvare dem mod de Fremmedes Overgreb, indtil den uheldige Krig og paafølgende Fredsſlutning med Tydſkerne nødte ham til at bekræfte Tydſkernes Privilegier og ſaaledes i mange Dele at give efter, hvor han fremdeles havde ønſket at kunne gjøre Modſtand. J 1358 bekræftede han ſaaledes, ſom vi have ſeet, ſin Faders Frihedsbrev for Oslo, hvor det udtrykkeligt forbødes de „gjeſtkomne Mænd“ at ſelge Varer, de indførte, anderledes end i ſtørre Partier, eller at øve Landprang, og hvor det foreſkreves, at hverken Indenlandſke eller Udenlandſke maatte faa Borgerſkab i Oslo uden med Gjaldkerens og Raadmændenes Samtykke[3]. I 136l ſtadfeſtede Kongen midlertidigt Bergens Privilegier og navnlig Hanſebrødrenes, og gav ligeledes Bergens Borgere Frihed til at ſejle overalt i Norge og paa Skatlandene, hvor Loven forreſten tillod det[4]. I Marts 1362 ſtadfeſtede og udvidede begge Konger tilſammen Tunsbergs Privilegier[5] og ſøgte navnlig ligeledes her at indſkrænke de udenlandſke Kjøbmænd i deres Beſtræbelſer for at trænge de indenlandſke ganſke ud af Markedet ogſaa hvad Smaahandelen angik. Af dette Stadfeſtelſesbrev ſkulde det ſynes, ſom om Tunsbergerne havde forſøgt eller vilde forſøge at indrette Bryggerier, hvorved Indførelſen af tydſk Øl blev overflødigt, og ſom om Kongerne havde villet ophjelpe denne Næring; thi de gave dem for det førſte Tilladelſe til at kjøbe Byg til Maltning i Byen ſelv; for det andet ſkjenkede de dem en Plads til at opføre Kjolner og Maltningshuſe ovenfor den ſaakaldte Bardegaard og øſtenfor Barde-Badſtuen, hvor hver den, der ſelv ikke allerede ejede den fornødne Tomt udenfor Byen, fik en Byggetomt af 196 Alen i Qvadrat. Ogſaa i Skien tillod Kong Haakon, ſom vi have ſeet, Indbyggerne at gjøre Malt og handle med andre Varer efter gammel Skik, hvilken Tilladelſe hans Fader ſiden, i den korte Tid han efter ſit Fangenſkab endnu var fri paa ſit Æresord, ordlydende bekræftede. Af Hanſeſtædernes Forhandlinger og andre Oplysninger erfarer man, at ligeſom Lübeck blandt de tydſke Stæder var den, hvis Borgere havde taget ſig faſt i Bergen, ſaaledes ſpillede Roſtocks og Stralſunds Borgere omtrent ſamme Rolle i Øſtlandets Stæder, Oslo og Tunsberg, om end ikke i ſaa ſtor Maaleſtok. Det var formodentlig gjennem denne Forbindelſe med Roſtock, der i Middelalderen var ſaa bekjendt for ſin Ølbrygning, at ogſaa de norſke Borgere paa Øſtlandet tildeels lærte Tydſkerne Kunſten af, iſær da ogſaa mange indfødte Tydſkere boſatte ſig der for ſtedſe, egtede norſke Kvinder, og i Tidens Løb ganſke bleve Nordmænd med norſke Interesſer lige over for dem af deres Landsmænd, der kun dannede „Compagni“ med de ſtore Handelshuſe hjemme, det vil ſige vare blotte Factorer for disſe. Men man ſeer ogſaa, at Hanſeſtædernes Borgere med ængſtelig Skinſyge ſøgte at hindre Nordmændene fra at drive denne Sysſel i nogen ſtørre Udſtrækning. Da Krigen var nær ved at begynde, og ſaaledes Communicationen mellem Norge og Tydſkland ſnart vilde afbrydes, var det en af de førſte Gjenſtande for deres Omſorg at forbyde al Indførſel til Norge af Humle og Bryggerkar. De vilde ikke, at Nordmændene i Afſperrelſestiden ſkulde lære at hjelpe ſig ſelv og for Fremtiden kunne overtage Landets egen Forſyning med denne Drikkevare. Og de opnaaede viſt ogſaa, hvad de ønſkede, da der ej er Spor af, at denne Bedrift ſenere kom til nogen videre Udvikling i Tunsberg eller Oslo.

Nidaroos havde hidtil været den By, hvor Udlendingerne ſammenligningsviis havde lidet eller intet Tilhold, men nu ſynes ogſaa her idetmindſte Haandverksſtanden at have optaget mange Tydſkere, maaſkee endog hovedſageligt at have beſtaaet af disſe; thi under ſit Ophold i Throndhjem i Marts 1370 fandt Kong Haakon det nødvendigt at udgive en ſæregen Forordning om Skomagerne i Nidaroos og Bergen, hvorved det beſtemtes, hvormeget de ſkulde yde til Kronen, og hvilke Friheder de ſkulde nyde[6]. Man ſeer af denne Forordning, at Kongen endog kjendeligt tog ſig af dem og ſøgte at ophjelpe dem. Han gav dem nemlig fri for alle ſedvanlige Tolde, Skatter og Tyngſler, ſom Sysſelmænd eller andre kongelige Ombudsmænd ellers kunde fordre, men beſtemte i dets Sted, at de to Gange aarligt, Søndag efter Midfaſte og St. Hansdag, ſkulde betale den kongelige Ombudsmand en Afgift af 10 Mkr. norſk; heller ikke ſkulde de ſagſøges paa anden Maade end ved Takſetning i Kongsgaarden for den kongelige Ombudsmand og Lagmanden. De ſkulde altſaa betragtes ſom hørende under Kongsgaardens Jurisdiction og ſtaaende under Kongens ſærdeles Beſkyttelſe. Nei ſiges det vel ikke her udtrykkeligt, at disſe Skomagere vare Tydſkere, men i et ſenere Kongebrev kaldes de ſaaledes, og da desuden Skomagerne i Bergen vare Tydſkere, og de i Throndhjem regnes ganſke under lige Vilkaar med disſe, kan man ikke tvivle om, at de ligeledes have været af ſamme Nation. Desuden angives Afgiften, de ſkulde erlægge, til 2 Gange ti Mkr., hver paa tre Skilling, en Regning, ſom ikke havde været nødvendig for Nordmænd. Ligeledes haves der endnu en Qvittering, ſom Otte Rømer i Egenſkab af Hirdſtjore og Fehirde udſtedte til Skomagerne i Throndhjem for den førſte Afgiftstermin af 1371, og her lyder Summen paa ti Skilling Grot, det vil ſige 10 Sous Gros Tournois, af hvilke hver enkelt udgjorde 3 Sh. engelſk, og ſom ſaaledes ganſke ſvarede til de faſtſatte 3 Mk. norſk[7]. Det havde vel ikke været nødvendigt her at angive Summen i en udenlandſk Myntſort, naar ikke vedkommende Afgiftsydere ſelv havde været Udlendinger. Det er ellers merkeligt nok, at Nordmændene ſelv ſkulde forſtaa ſig ſaa lidet paa dette højſt uundværlige Haandverk, at man endog ved ſæregne Begunſtigelſer maatte faa fremmede Arbeidere til at øve det i Landet. Men ſaaledes var det virkeligt, thi i det ſenere Kongebrev (af 1376), hvorom der nys er talt, og ſom indeholder en Taxt, hvorved man var kommen overeens med dem, yttrer Kongen ligefrem, at de „vare nyttige for Almuen ved deres Skoarbeide og Skoſalg“, og han fritog dem endydermere i tyve Aar for al Vaabengang[8]. Men Haandverksdriften“ og Kunſtfliden ſtod viſtnok endnu paa et meget lavt Trin blandt Nordmændene og var vel i Stæderne udelukkende i Udlendingernes Haand, medens den paa Landet indſkrænkede ſig til den for hver enkelt Families Tarv nødvendige Huusflid. I Bergen tales der ſaaledes ogſaa om de tydſke Skrædere, der under den ſidſte Krig med Stæderne havde gjort fælles Sag med de tydſke Handelsmænd, ja endog dræbt en Broder af Erkebiſkop Olaf[9]. Det er derfor tydeligt nok, at man nu i Norge baade med Henſyn til Handel og Haandverksdrift ej længer paa nogen Maade kunde undvære de Fremmede, men var ganſke afhængige af dem, og at disſe derfor ogſaa i Bevidſtheden om deres Uundværlighed lagde ſaa meget ſtørre Overmod for Dagen.

I de Klagemaal, ſom Kong Haakon ved Forhandlingerne paa Baagahuus i 1370 fremſatte over Tydſkerne i Bergen, er ogſaa dette, at de vragede Kongens Mynt. Dette var et meget almindeligt Klagemaal baade her og andenſteds, ſaalænge Regjeringerne fulgte den ſlette, kortſynede Politik at ſlaa daarlig Mynt ſom en Finans-Operation. Denne Politik vedvarede endog i Europas meſt oplyſte Lande, mange Aarhundreder efter den Tidsalder, med hvilken vi her beſkjeftige os, og det er ikke at forundre ſig over, at man hos os ej havde forſtaaet at tilegne ſig fornuftigere Begreber. Det er allerede forhen nævnt, at de myntede Penge, der mod Slutningen af det foregaaende Aarhundrede forholdt ſig mod det rene Sølv eller engelſke Sterlinger ſom 1 til 3, allerede i de førſte Tiaar af det 14de Aarhundrede og formodentlig under Rigsraadsregjeringen var ſunkne til en Gehalt af 1 til 4. Da var de dog endnu lidt bedre, end den gangbare ſvenſke Mynt, hvis Gehalt forholdt ſig ſom 1 til 5, indtil, ſom vi have ſeet, i Aaret 1340, da det ogſaa for Norges Vedkommende blev beſtemt, at der ſkulde ſlaaes ny Mynt til denne ringere Gehalt. Men imidlertid var, ſom man maa ſlutte af Forhandlingerne om det ſtore Laan, Kong Magnus i 1351 optog af den pavelige Kasſe, Gehalten af den ſvenſke Mynt ſunket endnu dybere, nemlig ſom 1 til 6, og dette har maaſkee været Aarſagen til, at der i Sverige i Begyndelſen af 1354 blev ſlaaet en ny Mynt, der ſkulde gjelde fra 22de Februar dette Aar, medens den forrige i Omløb værende Mynt blev casſeret (reprobata). Uheldigviis ſavner man dog nærmere Efterretning om denne nye Mynts Gehalt; det eneſte, man ſynes at kunne antage, er, at den maa have været noget bedre. Ogſaa ved ſamme Tid maa der i Norge have været foretaget en ny Myntforandring, da der allerede ved den Udbetaling af Pavetiende og Rumaſkat, der i 1353 ſkete til Johannes Guilaberti, tales om den Myntſort, kaldet Gunnarspeningen, der nu var afſkaffet, og hvorved man neppe kan mene nogen anden end de Penge, der bleve ſlagne i Bergen 1340 under Opſigt af den daværende Fehirde Gunnar Hviit. Ligeledes ſiges der i de Qvitteringsbreve, ſom Johannes Guilaberti udſtedte ved ſin ſidſte Indkrævningsreiſe i Norge 1358, at flere af de i Rumaſkat indkomne Summer indeholdt Penge af de nu casſerede ſterkt kobberblandede Myntſorter, nemlig Gunnarspeningen og Floſepeningen, ved hvilken ſidſte man formodentlig har forſtaaet ſmaa Bracteater. Myntforandringen i Norge ſynes at have haft til Henſigt at faſtholde det eldre Forhold imod Sterling, ſaaledes at 3 Sh. Sterling ſvarede til een myntet Mark, det vil ſige, at een Mark Sterling ( Pund Sterling) ſvarede til 4 Mk. norſk. Derved kom nu viſtnok den norſke Pening i Vegt til at forholde ſig til den engelſke ſom 1 til 6, men det er vel at merke, at denne ſaakaldte vejede Pening ikke var den, der udmyntedes. Thi ſedvanligviis regnede man i Norge endog ved temmelig ſmaa Summer ikke efter Tal, men efter Vegt[10], det vil ſige, at man, uden at tælle de enkelte Smaamynter, tilvejede hinanden Summerne, hvorved man da regnede efter Mark, Mark eller Øre, Mark eller Ertug og Mark eller Pening, og det er denne Pening, der ſaaledes kom til at ſvare til lidt mere end en Sjettedeel af den engelſke; den myntede Pening derimod udgjorde 1 vejet Pening eller af den vejede Mark, og ſvarede ſaaledes virkelig til 4 engelſke Pence. Men det er let at indſee, at dette gav Anledning til megen Forvikling og Forvirring, iſær da der ogſaa var Penge i Omløb af de eldre Myntſorter. Saaledes angives allerede i de pavelige Collectorers Regnſkab for 1327 og 1328 Forholdet mellem myntede Penge og Sølv noget forſkjelligt for hvert af de fem Biſkopsdømmer; i Johan Guilabertis Regnſkaber af 135l tales der om den „ſtørre Mark“, der gik paa Veſtkanten og forholdt ſig til den ſedvanlige ſom 9 til 8, og endelig, ſom det er nævnt, i Regnſkaberne for 1358 om casſerede Myntſorter, blandt hvilke, foruden Gunnarspeningen og Floſepeningen, ogſaa en tredie, kaldet Skevpeningen (skefpeningr). Denne Uſikkerhed foranledigede, at man ſom ofteſt ved Kjøb og Salg ſamt ved Landſkyldsberegning beſtemte de Summer, hvorom der var Spørsmaal, efter det i det forrige Aarhundrede gjeldende Coursforhold, hvorved 3 Mk. Peninger ſvarede til 1 Mk. brendt eller reent Sølv. Dette Coursforhold eller „Auralag“ kaldtes det „forngilde“ (d. e. „fordum gjeldende“), ſaa at man altſaa ved en forngild Mark forſtod Mk. brendt eller 8 Ertuger. Man regnede ſaaledes ved Angivelſe af Pengeſummer, endog i indenlandſk Mynt, paa fire forſkjellige Maader: a) efter Marken og dens Underafdelinger i brendt eller reent, ſtundom ogſaa kaldet lødigt Sølv[11], b) efter den forngilde Mark o. ſ. v., eller Tredieparten af den brendte Mark; c) efter Marken i norſke Peninger, i 1330 omtrent , ſiden omtrent og mindre af den forngilde Mark; — alle disſe tre Regnemaader efter Vegten; og endelig d) efter norſke talte Peninger, men kun ſom Skillemynt; disſe Peninger forholdt ſig til Vegtpeningerne ſom 3 til 2. Ved Dom af 16de Februar 1348 blev det beſtemt, at ogſaa Kongens Visøre og Leding paa Hedemarken og Raumarike ſkulde erlegges efter det forngilde Auralag overalt, hvor Landſkylden beregnedes derefter: det vil ſige, at hvor Visøren f. Ex. oprindelig var anſat til en Øre, der ſkulde der nu betales Øre brendt, medens man formodentlig ſiden 1340 alene havde betalt Øre brendt ifølge det da faſtſatte Forhold, hvorved viſtnok den øjeblikkelige Fordeel, Finansoperationen maaſkee havde bragt, ſnart var opvejet. Thi vel havde rigtignok ved ſamme Lejlighed en tvungen Cours, ligeſaa god ſom den foregaaende, været paabuden, ſaaledes at en Laup Smør fremdeles ſkulde ſelges for Mk.; og denne Foranſtaltning var ſaa meget mere voldſom, ſom man derved vilde tvinge Courſen tilbage til den forngilde Cours af 1 til 3, thi den oprindelige Priis paa Smør var 1 Mk. brendt for 9 Lauper, altſaa 1 Mk. forngild for 3 Lauper, medens man i det højeſte kunde have gaaet til 2 Laup for Marken (efter Courſen l til 4), og det rette Forhold vilde have været 1 Laup for Marken (efter 1 til 5)[12]. Men det laa derfor i Sagens Natur, at denne tvungne Cours ikke kunde overholdes, og at Kongens Kasſe ſnart maatte faa Uhenſigtsmesſigheden af hiin Myntforandring at føle. Den nye Mynt, ſom udgaves i Aarene 1353 eller 1354, var vel i ſig ſelv kun lidet bedre end den foregaaende, men dog formodentlig ſaa vidt bedre, at man med etſlags Skin af Ret kunde paabyde en tvungen Cours af 1 Mk = 3 Sh. Sterling, men hvilken Cours det formodentlig var, ſom Tydſkerne i Bergen, og ſikkert med god Ret, ej vilde erkjende. Men hvilke de Foranſtaltninger vare, der med Henſyn til denne Myntforandring fandt Sted, derom ſavne vi Underretning. Fra Kongerne Magnus’s og Haakons Tid har man forreſten ingen ſtørre Mynter med Billede og Legende, der med Sikkerhed kan tillægges nogen af dem; man har alene endeel ſmaa Bracteater, der i det Højeſte kun ere forſynede med Begyndelſesbogſtaver, der antyder Stedet, hvor de ere myntede (ſom B, O, T, ɔ: Bergen, Oslo, Tunsberg), men ſom forreſten ere af ſimpleſt mulige Præg og aldeles ikke antyde Kongens Navn, under hvilken de ere myntede[13]. Om Tydſkerne i Bergen under ſaadanne Omſtændigheder ikke fandt det bekvemt eller fordeelagtigt at modtage og bruge den indenlandſke Mynt, er ikke at forundre ſig over. Men det lader dog til, at denne Vingen er ſkeet paa en mere end almindeligt iøjnefaldende og fornærmelig Maade. Kjøbmændene i Bergen, ſiger Kongen i ſit ſidſte Indlæg ved Fredsunderhandlingerne 1370, „vragede overhovedet (generaliter, hvilket maaſkee endog kan betyde efter fælles Overeenskomſt) vor Mynt, ſom vi have ladet udgive efter hele Rigets Raad, men tog derimod for fuld Cours fremmede Myntſorter, nemlig lübeckſke og ſtralſundſke, hvori det viſer ſig, at der er ſkeet os en temmelig ſtor Uret og Vold“[14]. Da Kongen ſiden, i 1371, beſtemte de fremmede Skomageres Afgift i Nidaroos og Bergen til 20 Mkr. hver paa 3 Skilling aarligt, tilføjedes der udtrykkeligt „i norſke Peninger, ſaadanne ſom da (d. e. til enhver Tid) ſlaaes paa vor Stedje“ (d. e. Ambolt, Myntverkſted), og herved betegnede han nokſom, at han ikke vilde vide af nogen fremmed Myntſort, medens han dog ved at angive Summen efter Courſen mod engelſke Penge ſelv lagde for Dagen, at man for de norſke Penges Vedkommende ikke kunde regne paa nogen ſtadig Cours.

Af Kong Haakons Breve og Anordninger vedkommende enkelte Indretninger og private Perſoner er der kun faa levnede i Forhold til dem, ſom man veed, at han maa have udgivet, thi efter de Tiders Skik ſkulde idetmindſte ethvert Kloſter, enhver Corporation have et Varnadarbrev, hvorved enhver Forulempelſe, der tilføjedes ſamme Indretning, underkaſtedes Brevbruds Straf af enten 8 Ertoger og 13 Mkr. eller 4 Mkr. Man kan være temmelig vis paa, at der neppe var noget Kloſter eller Domkapitel i Norge, ſom.ej kunde fremviſe ſaadant Brev fra Kong Haakon, men der er kun faa af dem levnede, og vi ſee af dem, at de ſom courante Bevilgninger udſtedtes i Kongens Navn, medens han ſelv var fraværende, af Cantſleren eller den, der beſørgede Cantſlerens Forretninger; ſaaledes f. Ex. den 23de September 1366 for Domcapitlet i Nidaroos af Vinalde Henriksſøn, medens Kongen var i Sverige. Man finder ogſaa, at private Perſoner paa denne Maade vare tagne i Kongens Vern, ſaaledes f. Ex. en vis Einar Hallſteinsſøn; om hvilken forøvrigt intet vides, ved et Brev af 22de Februar 1360, udſtedt i Oslo af Provſt Peter ſom Cantſler, og i Kongens Navn, men uden at der nævnes et Ord om, at Kongen var tilſtede. Varnadarbrevet lyder paa Einar, hans Kone og hans Børn, med Jorder, Skoge, Møller, Vadeſteder, Fiſkevand og alt andet Gods, ſom de eje og ejende vorde, o. ſ. v., og byder alle, der ſkylder ham Penge, inden to Uger efter Brevets Forkyndelſe at betale disſe, tinder 4 Mkr. Straf, i Brevbrud, alt ſammen efter en ſtaaende Formular, der med faa Forandringer altid anvendes[15]. Et Exempel paa, hvorledes Kongen eller Raadet og Cantſleren ved umiddelbar Indſkriden afgjorde private Sager, indeholdes i et Brev, udgivet af Kongen eller idetmindſte i Kongens Navn, ſamt beſeglet af Vinalde Henriksſøn i Bergen den 6te November 1365, hvorved han nedſetter en Dom af ſex Mænd, alle paa Voſs, hvoriblandt Kongens Ombudsmand Eiliv Sigurdsſøn, og de øvrige maaſkee Hirdmænd, til at dømme mellem Bonden Valthjof paa Rogn og Preſten Sira Jon paa Tvildesland, hvilken ſidſte havde klaget for Raadet over, at Valthjof havde afſtængt Vandet for ham, ſaa at hans Kverner ej kunde gaa[16]. Af lignende Beſkikkelſesbreve maa der have været en ſtor Mengde, da der findes mange Domme, netop afſagt ifølge en ſaadan. Men ſlige Breve, ligeſom Landsviſtbreve, hørte ogſaa til de courante Sager, der kunde afgjøres af Cantſleren i Kongens Fraværelſe.

Forøvrigt har man ingen paalidelige Efterretninger fra denne Tid, ſom fra de tidligere, fornemmelig fra Kong Haakon Haakonsſøn, om Arbeider, foretagne inden Landet ſelv til dets Nytte, eller til visſe Steders Forſkjønnelſe. Der vides ikke at kunne paaviſes nogen ſtørre og vigtig Bygning, ſom er bleven opført i denne Tid, nogen By, ſom er bleven anlagt, noget Havne- eller Kanal-Anlæg, ſom er udført. Der tales, ſom vi have ſeet, om betydelige Arbeider paa Chriſtkirken i Nidaroos, men disſe Arbeider fortſattes egentlig uophørligt, thi ganſke ferdig blev denne Kirke neppe nogenſinde, og ſaavel dens ſtore Udſtrækning, ſom den Mangel paa Soliditet, hvormed den var bygget, ej at tale om de Uheld, der fra Tid til anden rammede den, gjorde uafladelige Reparationsarbeider nødvendige. Vi have ligeledes viiſt, at der tales om betydelige Fortjeneſter, ſom Rune Eivindsſøn, i den Tid han var Fehirde og Høvedsmand paa Tunsbergshuus, nemlig ved 1360, indlagde ſig ved at iſtandſætte — eller, ſom det egentlig ſtaar — at bygge denne Borg. Men det faldt af ſig ſelv, at ſlige vigtige Borge nødvendigviis maatte holdes i ordentlig Stand, og at dette ſtundom medførte Arbeider af noget ſtørre Udſtrækning, kan ikke betragtes ſom Tegn paa nogen ſtørre Grad af Foretagelſes-Aand hos Regjeringen. Kong Haakons ſidſte Indlæg ved Forhandlingerne paa Baagahuus 1370 viſer, at der paa den Tid, da Tydſkerne herjede Kyſterne, ſtod Sælehuſe langs hele Leeden fra Karmtſund til Bergen, til Bedſte for fattige Reiſende, og at et af dem nys var blevet opført af Drottſeten (ſee ovenf. S. 815). Heraf kan man dog ikke med Beſtemthed ſlutte, at denne velgjørende Indretning ſkyldes Kong Haakon, thi Sælehuſene kunne have været oprettede under tidligere Konger, og alene af og til have været fornyede, og en ſaadan Indretning ligner mere Kong Eyſteins Foretagender for over Halvtrediehundrede Aar tilbage, end hvad der ſkete under de følgende Konger, med Undtagelſe af Kong Haakon Haakonsſøn.

  1. See Dipl. Darlekarl. I. S. 292.
  2. I Jemtelædingernes Foreſtilling til Kong Fredrik den 1ſte, dat. 20de Marts 1530 og aftrykt i N. Samll. I. S. 64—66, paaberaabe de ſig udtrykkeligt „den Lov og Privilegier, ſom Kong Magnus havde givet dem og andre Konger i Norge ſtadfæſtet“; ligeledes citeres udtrykkeligt det Bud i Kong Magnus’s Landslov (VII. 60), der foreſkriver, at „Elger ſkulle have Fred for de Mænd, ſom paa Skier løbe“, hvilken Artikel netop ikke forekommer i den gamle Froſtathingslov.
  3. Norges gl. Love III. S. 126—179.
  4. Sammeſteds, 180, 181.
  5. Sammeſteds, S. 182.
  6. Forordning af 20de Marts 1370, Norges gl. Love III. S. 188.
  7. Dipl. Norv. V. 264.
  8. Forordning af 1377, N. gl. L. III. S. 200.
  9. See ovf. S. 86. I Nidaroos ſees ogſaa Skomagerne at have øvet Voldſomheder i et af de nærmeſte Aar før 1376, N. gl. L. III. S. 195, 196.
  10. I de pavelige Nunciers Regnſkabsbog for 1328 ſtaar der udtrykkeligt: „i Norge vejes Smaapengene, men tælles ikke“ (parva moneta non computatur sed ponderatur).
  11. Sedvanligviis var ogſaa „engelſke Penge“ herved eenstydigt, men i Midten af det 17de Aarhundrede var ogſaa disſe bleven lidt ringere; i 1345 regnedes ſaaledes 5 Sh. 4 Pence engelſk paa en Mark forngild, d. e. ⅓ Mark brendt. (Dipl. N. II. 267), medens det egentlig kun ſkulde være 4 Sh. 5⅓ Pence.
  12. N. Saml. V. S. 149, 150, ſammenl. ovenfor IV. 2. S. 668.
  13. See herom „Schive, Norges Mynter etc.“ S. 94, fgg.
  14. Lappenbergs Sartorius II. S. 699.
  15. Dipl. N. I. 378.
  16. Dipl. N. VI. De beſkikkede Mænd vare Arnfinn Halldorsſøn, (der her nævnes foran Eiliv, der var kongelig Ombudsmand, og ſaaledes maa idetmindſte have været Hirdmand), Eiliv Sigurdsſøn, Erling paa Rott, Arnbjørn Gantesſøn, Erling paa Gerdeshval, Odd paa Berg. I en verificeret Afſkrift af dette Brev, ved Eiliv og Arnfinn, dateret 10de Novbr., kalder den førſte ſig Kongens Ombudsmand paa Voſs.