Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/73

Hvad Folkets Livsvilkaar og ydre Tilſtande angaar, da ſtøder man gjennem hele Kong Haakons Regjeringstid ideligen paa Tegn til den Lammelſe, ſom Mandedøden havde frembragt. Flere Exempler derpaa ere allerede anførte; navnlig have vi ſeet, hvor ſterkt Geiſtlighedens Perſonale var aftaget, og deraf kan man danne ſig en Foreſtilling om den Afgang, ſom maa have fundet Sted ogſaa blandt den øvrige Deel af Befolkningen. Man ſeer ogſaa, at denne Mandedød endog har dannet et Merkepunkt i Tiden, fra hvilken man ofte i de ſedvanlige borgerlige Forhandlinger regnede Aarene, iſær hvor der var Tale om Hevd, da ſandſynligviis paa mange Steder den ſtrax før Mandedøden levende Slegt var døet ſaaledes ud, at man ikke kunde føre Vidner længer op og derfor maatte lade ſig nøje dermed. Saaledes f. Ex. lod Provſt Peter ved Mariekirken i Oslo i October 1356 føre Vidne om, at Vaalbekken og Møllebekken ved Gaarden Stein paa Ringerike, ſom en vis Ingulf Eivindsſøn nu vilde tilegne ſig, havde ligget til denne Gaard femten Aar før Mandedøden. Biſkop Gisbrikts førſte Viſitatsferd i Sogn 1358 kaldes her ſedvanligviis hans førſte Viſitats efter den ſtore Mandedød[1]. Men denne var nu ikke den eneſte ødeleggende Epidemi, ſom havde raſet i Norge under Kong Magnus’s og Haakons Regjering. I Aarene 1359 og 1360 kom der ogſaa over hele Norden, Danmark, Sverige og Norge, ſaavelſom Øſterſø-ſtandene, en ny Landfarſott, ſom i vore eldre Skrifter ſedvanligviis benævnes Barnedøden og antages at have været Smaakopperne, ſiden den, efter Navnet at dømme, fornemmeligen ſynes at have bortrykket Børn. Men ogſaa mange Voxne blev upaatvivleligt dens Offer, og blandt dem, ſom ovenfor (S. 658) nævnt, Kongeſønnen Erik og hans Huſtru Beatrix med hendes nyfødte Børn. At den maa have anrettet ikke ubetydelige Ødelæggelſer i Norge, ſees deraf, at der i den blev ſkjenket ſtore Gaver til Kirken, ligeſom i den egentlige Mandedød[2], deels deraf, at den nævnes ved Siden af denne ſom den yngre og mindre Mandedød, ei Modſætningen til den eldre og ſtørre. Ja man maa vel endog antage, at Benævnelſen „Store Mandedøden“, hvormed Sotten 1349—50 ſedvanligviis betegnes, netop hentyder til denne mindre, men dog altid haarde Landfarſott i 1360[3]. I Nordtydſkland raſede denne Sott ſaa forferdeligt mellem Pints og Michelsdag 1360, at man ifølge Detmars Vidnesbyrd intet lignende havde ſeet ſiden den ſtore Død, og at paa mange Steder neppe hvert tiende Menneſke blev i Live. J Lübeck døde paa et eneſte Døgn den 10de Auguſt 2500 Menneſker[4]. Sygdommen kom ogſaa til Rusland, men ſtandſede ved Pleſkov[5]. Endelig hjemſøgtes Norge i 1371 af en ødeleggende Smittſott, for hvilken Nabolandene merkeligt nok, ſynes at være bleven forſkaanede. „En ſtor Mandedød og fremført gik over hele Norge“, ſtaar der i de islandſke Annaler[6]. Iſær ſkulde man tro, at denne Sott var meget ondartet i Oslo, thi i det oftere omtalte Brev, ſom Hr. Henrik Henriksſøn ſkrev herfra til Kong Haakon den 15de Auguſt 1371, heder det ſtrax i Begyndelſen: „jeg maa melde Eder, at Erkebiſkopen af Throndhjem døde igaar Nat her i Oslo; Hr. Sigurd (Hafthorsſøn) kommer ikke af Sengen for Øjeverk; og Fru Ingeborg. (Erlingsdatter) formoder jeg ikke kan undſlippe, og har man her intet andet at agte, end at bære dødt Folk til Jorden“. Paa Veſtkanten kaldtes denne Sott ligefrem „Mandedøden“, hvilket ligeledes betegner den ſom meget drebende; ſaaledes afgave ved 1380 to Lagrettesmænd paa Voſs deres Vidnesbyrd om, at de i Mandedøden, da Elin Viljamsdatter (ſ. o. S. 412 ſamt nedf.) døde, var tilſtede paa Finnen ogſaa der hendes og hendes Mand Botulf Eindridesſøns Sønner Eindride og Samſon levende og friſke[7]. Ogſaa denne Sygdom maa viſtnok tages i Betragtning med ſom virkende Aarſag til den overvettes Afgang paa de geiſtlige Perſoner, at Throndhjems Diøceſe mod Slutningen af 1371, ſom ovenfor nævnt, ikke i Alt havde flere end fyrretyve Preſter, medens den tidligere havde henved trehundrede. Saaledes havde Landet neppe kommet ſig af den ene Sygdom, førend den anden begyndte, medens dens Kyſter tillige hjemſøgtes af Ufred. Tilſtanden kan derfor kun have været maadelig, og mange Gaarde eller Jordſtykker maa have henligget udyrket af Mangel paa Folkehjelp. At anſtille nogen Beregning over Folkemængdens Størrelſe paa denne Tid vilde vel være en Umulighed, men naar man betænker, at Norge endog henved halvtrediehundrede til trehundrede Aar ſenere ikke kan have haft ſtort over 450000 Indbyggere[8], kan man neppe antage, at Folketallet i 1371 overſteeg 350000, og hvis det, ſom man maa formode, før den ſtore Mandedød var lidt over en Million, bliver dog den gamle Angivelſe nogenlunde rigtig, ifølge hvilken Folkemængden ved Mandedøden (man maa her rigtignok regne alle de tre „Mandedøder“, 1349—50, 1359—60 og 1371) ſkulde være reduceret til en Trediedeel af hvad den forhen var.

At ſelve Folkelivet under ſaadanne Forhold maatte tabe ſin Friſkhed, Foretagelſesaanden lammes, og en vis Mathed og Døſighed ruge over den hele Befolkning, var altſaa vel uundgaaeligt, om end ikke ogſaa den politiſke Umyndighed, hvori Folket nu ſank dybere og dybere ned, bidrog Broderparten til at kvæle Livsfriſkheden. Denne ſørgelige Tilſtand giver ſig paa mange Maader tilkjende i de os opbevarede hiſtoriſke Beretninger og Actſtykker, ſaa faa og lidet indholdsrige de end ere. Endog den blotte Ikketilværelſe af Beretninger, hvor de før ej plejede at ſavnes, taler her tydeligt nok. Vi ſee Bønderne uberedvillige til at gribe til Vaaben for Fedrelandets Forſvar; vi ſee de fremmede Kaperſkibe uſtraffet herje Norges Kyſter, hvor de i tidligere Dage vilde have mødt væbnede Langſkibe i hver eneſte Fjord; vi ſee Byernes indfødte Borgere med en vis mat Reſignation finde ſig i det fremmede Handelsaag, og neppe engang ved de allergroveſte Fornærmelſer af de overmodige Tydſkere, der betragtede dem ſom „eenfoldige Stakler“, at tage Mod til ſig og ſette haardt mod haardt; ſkeer noget ſaadant, da udgaar det fra de kongelige Befalingsmænd, ſom de øvrige Borgere og Bønder lode tænke og handle for ſig, uden ſelv at tage Haand i med, ſom i gamle Dage. Endog til de forhen temmelig hyppige Drabsſager, der tildeels mindede os om Livet i den gamle Sagatid, hører man nu ſjeldnere; dette kan vel paa en vis Maade betragtes ſom et Tegn paa ſtørre Civiliſation og mindre Raahed hos Folket, men for en Deel kan man dog antage det for et Tegn paa den almindelige Mathed og Mangel paa Livsfriſkhed, thi Civiliſationen ſtod i disſe bedrøvelige Tider neppe paa et højere Trin end ved Aarhundredets Begyndelſe, og i det følgende Aarhundrede, da Folket igjen begyndte at komme noget til Kræfter, begynde atter Drabsſagerne at blive hyppigere. Det er fremdeles Skiensſysſel, og iſær Thelemarken, hvorfra de forekomme. Vi have ſaaledes en Beretning fra Aſte Bergulfsſøns Lensmand, Ivar Arnesſøn, dateret Skien den 23de Auguſt 1354, om et Drab, begaaet paa Gaarden Bergar i Medalheims Sogn, men uden Omſtændigheder, der her fortjene nogen ſærdeles Omtale[9]. Mere merkelig er den næſte, indſendt til Kong Magnus den 1ſte Juli 1356 fra Kleppen i Heitradal af en anden af Aſte Bergulfsſøns Lensmænd; den tyder hen paa etſlags Fejde, eller et langvarigere fjendtligt Forhold. En vis Arne Nikolasſøn, fortælles der, kom i 1355 til en anden Bonde, Ketil Ormsſøn, der bød ham at drikke. Arne, der ſynes at have været en Slagskæmpe af det egte Slags, ſvarede: „jeg ſkal drikke, hvad enten du vil eller ej“, og hugg med det ſamme efter Ketil, ſom fik kaſtet ſig til Side, ſaa at Hugget kom i Stolen. Skjerthorsdag 1356 opſøgte Arne atter Ketil, ſom da var hos Bonden Salve Steinsſøn paa Brekke; Arne løb imod Ketil med løftet Breedøxe, og Ketil ſtod op imod ham, men Salve fik Arne bragt ud, medens Ketil blev inde; Arne blev nu den hele Nat udenfor og raabte til ham, at han ſkulde komme ud, men maatte omſider forføje ſig bort med uforrettet Sag. Men Fredagen i den paafølgende Uge mødtes de atter i en Skov mellem Aslaugseid og Suhm; da var Ketil Angriberen og gav Arne tre Øxehug, eet mellem Skuldrene, eet paa Armen og eet paa Foden, medens Ketils Broder Aſlak ligeledes hugg ham tre Hugg, hvoriblandt eet paa Foden, ſaa den gik af, og Arne døde. Morgenen efter lyſte de begge Viiglysning, og Lensmanden indſtillede dem i ſin Indberetning til at nyde Landsviſt, ſaaſom Drabet var uoverlagt[10]. Samme Aar anmeldte Drottſeten Hr. Orm Eyſteinsſøns Ombudsmænd i Sandsſverv et Drab, der forefaldt paa Elfteleid i Anledning af nogle fornærmelige Ord, ſom en vis Olaf Audunsſøn havde ſagt til en Anund Arnesſøn[11]. Merkeligt er det, at ogſaa Geiſtlige undertiden gjorde ſig ſkyldige i Drab. Den 12te September 1358 ſendte Preſten paa Bruggaberg i Thelemarken formodentlig i Egenſkab af Provſt eller kirkelig Ombudsmand[12], tilligemed tre andre Mænd fra Eid i Lagardal en Indberetning til Kong Haakon om, hvorledes det gik til, at Preſten Guthorm Thorlaugsſøn drebte en vis Thore Rolfsſøn, rigtignok kun til Selvforſvar, efter at være fornærmet og mishandlet af hans Fader i ſit eget Hjem. Beſkrivelſen over dette Slagsmaal er temmelig udførlig og giver et ret charakteriſtiſk Billede af, hvor vildt det endnu ſtundom kunde gaa til i hine afſides Fjeldegne. Olafsvakedagen 1358 kom Thore Rolfsſøn, hans Fader Rolf og hans Broder Aasmund til Sira Guthorm, der boede paa Aa i Højdalsmo. Guthorm bød dem ſtrax Mad og Drikke, og da Rolf nu bad ham om at maatte faa en Ljaa, gav han ham den. Rolf bad ham derpaa ſelge ham et Reeb. Guthorm ſvarede, at han ej plejede at ſelge Reeb, men heller vilde forære ham et, og kaſtede det i hans Fang. Derover blev Rolf vreed, tog en Steen, der laa paa Arnen, og vilde ſlaa Preſten med den, men blev tagen fat og holdt faſt af de Tilſtedeværende. Sira Guthorm gik nu ud, men kom ſtrax efter ind igjen; Rolf løb da imod ham og ſløv ham. „Skyv mig ikke“, ſagde Guthorm, „thi jeg vil ikke ſkyve dig“. Da tog Rolf fat med den ene Haand i Bryſtaabningen paa Guthorms Kjortel, med den anden i hans Hoved, idet Guthorm for at verje ſig greb et Stykke Træ og ſlog ham dermed over Armen. Rolf bad nu ſine Sønner komme ſig til Hjelp, ſigende at begge Armene vare af paa ham; ſtrax løb Thore Rolfsſøn op og gav Sira Guthorm et Hugg for Bryſtet, og et andet i Armen, medens Aasmund Rolfsſøn ſlog ham paa Haanden med en Øxe, ſaa at Blodet ſprang ud. Sira Guthorm agede ſig imidlertid baglængs op paa Pallen, greb Øxen og gav Thore et ſaadant Hugg med den, at han døde. Kong Haakon, eller rettere Hr. Peter Cantſler i hans Navn, gav Men„ ved Brev af 5te Auguſt 1359, Sira Guthorm Landsviſt til førſtkommende 15de Mai, paaleggende Sysſelmanden, ſandſynligviis Ketil Vigleiksſøn, at tage Prov om Drabet m. m.; han havde ſaaledes ikke villet lade ſig nøje med det af Sira Arne optegnede[13]. — Samme Aar, den 15de Marts 1359, indberettede Thrond Reidarsſøn, Lensmand i Thelemarkens Veſtdale, fra Aaſelands-Thinget i Mod om et Drab, ſom der i Nærheden havde fundet Sted, men hvorom Beretningen intet merkeligt indeholder[14]. I 1364 indberettede Sysſelmanden Ketil Vigleiksſøn fra Hviteseid i Thelemarken om et der forøvet Drab[15]. Flere Drabsberetninger fra disſe Aar kjendes ikke, og det er, ſom ſagt, højſt merkeligt, at de alle ere fra Skiensſysſel. Det vidner umiskjendeligt om, at der her raadede ſtørre Vildhed end andenſteds, og dette bekræftes ogſaa af hvad Biſkop Eyſtein i Oslo endnu tredive Aar ſenere yttrede i et Hyrdebrev til Thelebønderne, „at Manddrab desverre hendtes der hyppigere end i noget andet Bygdelag“[16]. Men paa den anden Side viſer det ogſaa, at den Djervhed og Stridbarhed, der forhen var en National-Egenſkab hos det hele Folk, og ſom, foredlet af Culturen og ledet af en viis Styrelſe, vilde kunne have gjort Landet om ikke megtigt, ſaa dog uangribeligt for Fremmede og ſikkret dets Uafhængighed, nu kun levede tilbage i Thelemarkens afſides Fjelddale og her udartede til en Raahed og Vildhed, der maaſkee ikke engang i vore Tider fuldſtændigt er udryddet.

Stæderne i Norge maatte paa denne Tid frembyde et beſynderligt Skue ved de mange Udlendinger, ſom der deels boede og havde nedſat M„ deels ferdedes i længere Tider. Meſt opfyldt i faa Henſeende var naturligviis Bergen, hvor ej alene de lübeckſke Handelhuſes Factorer havde ſit Tilhold, men ogſaa andre tydſke Kjøbmænd, Skippere og Skibsfolk den hele Vaar og Sommer altid i Mængdeviis vare tilſtede, medens deres Skibe opfyldte Vaagen, og desforuden den hele Mængde af Haandverkere i de indre Dele af Byen omkring Vaagsbunden beſtod af Tydſkere, ej at tale om de tydſke Mænd af andre Livsſtillinger, der havde giftet ſig med norſke Kvinder og vare blevne norſke Underſaatter. De ſtore Gaarde paa Bryggen tilhørte vel endnu de norſke Ætter, i hvis Beſiddelſe de forhen havde været, eller deres Arvinger, ſom kun udleje-de Rum og enkelte Stæder til Tydſkerne; men ſandſynligt er det dog, at Tydſkerne nu havde faaet ſaa faſt Fod her, at det vilde have været vanſkeligt at faa dem ud for den Huus-Ejer, der maatte ønſke det, og der var allerede længe Tale om Bebyggelſer over paa Stranden, hvor man maa antage, at de mere anſeede Mænd, der fandt det ubehageligt at dele Huus med de tydſke Kjøbmænd og daglig have den neppe med Stilhed eller under tækkelige Former drevne Handelsbedrift omkring ſig og lige for fine Øjne, ſøgte ſig Boliger, naar det var dem muligt. Saaledes have vi allerede ſeet, at Hr. Hauk Erlendsſøn beboede den ſaakaldte Audunargaard, der formodentlig havde tilhørt Audun Hugleiksſøn, og at ligeledes Erkebiſkopsgaarden laa paa den anden Side af Vaagen. Da Tydſkerne, ſom vi ville ſee, ſenere hen virkelig ganſke fortrængte den norſke Befolkning fra Øſtſiden af Bryggen og ſelv bleve Ejere af Gaardene, kan man ikke tvivle paa, at de allerede nu ſtræbede hen til dette Maal, medens Nordmændene gradeviis mere og mere bleve trængte over paa Stranden. I det Store ſkete dette ikke førend henimod Midten af det følgende Aarhundrede, thi de Afbrydelſer, ſom endnu af og til fandt Sted i Handelsforbindelſen mellem Norge og Stæderne, kunde heller ikke andet end ſtundom ganſke tilintetgjøre og at ſtandſe den gjorte Fremgang i dette Fortrængelſesſyſtem, ſaa at man for en ſtor Deel maatte begynde fra nyt af. En ſaadan Standsning maa iſær Krigsforholdet 1368—1370 have frembragt. Thi om man end ikke kan tage Annalernes Ord, „at de Tydſke bleve udjagede fra Bergen“, bogſtaveligt, da det er umuligt andet, end at mange ere blevne tilbage, iſær af dem, der havde taget faſt Bopæl der, ſaa maa dog en ſtor Oprippen have fundet Sted, og idetmindſte ſynes Bryggen for en kort Tid at have været renſet for de anmasſende Fremmede. Men det varede jo rigtignok ikke længe, førend de atter kom tilbage igjen. At nu ogſaa Nidaroos, trods ſin mere afſides Beliggenhed og overvejende klerikale Charakter, havde faaet en tydſk Haandverksſtand, er nys omtalt. Stavanger var paa denne Tid endnu ikke nogen egentlig Kjøbſtad, men alene etſlags Flekke, ſom Biſkopsſtolen og formodentlig de nye Fiſkerier i Nærheden oprindeligt havde kaldt til Live. Om Udlendingerne handlede der, ſaa maatte dette endnu betragtes ſom „Fjordekjøb“ og Landprang, der var ſterkt forbudet; imidlertid har der vel ogſaa her blandt Haandverksklasſen ikke været faa Tydſke. Fra Stavanger fandtes der langs hele Kyſten ingen By, førend man kom til Skidan eller Skien. Af de nys anførte kongelige Bevilgninger for Indbyggerne af Byen og dens Omegn ſkulde man antage, at den meſte Handel, ſom her fandt Sted, beſtod i Salg af Kornvarer, iſær Malt, til Beboerne af det ſtore Opland, Thelemarken og Grenland; forøvrigt hører man ikke om anden Udførſel derfra, end den af de bekjendte eidsborgſke Bryneſtene eller Hardſtene, der endnu komme fra ſamme Egn. Det kan førſt have været Trælaſthandelen, ſom gav Skien ſin egentlige Fremvext; før den Tid var den vel endnu mere en Art af Flekke, opſtaaet ved Kloſtrets og Herreſædet Bratsbergs Nærhed, ſamt tillige ved Beliggenheden paa det øverſte Sted, hvortil Skibe, der kom ind fra Havet gjennem Grenmar, kunde gaa op. Tunsberg og Oslo derimod maa for ſin Tid have været anſeelige Stæder, der næſten kunde ſammenlignes med Bergen, og ſom foruden ved den ſterke Samferſel med Udlandet og de mange Udlendinger, ſom ſtadigt opholdt ſig der, nu tillige ſom hyppige Opholdsſteder for Kongen og Hoffet, og iſær Oslo ſom den egentlige Hoved- og Reſidensſtad maa have udviklet mere Liv og Pragt end de øvrige Stæder i Landet. Thi her ſamledes ogſaa, med Hoffet og Regjeringen, ſtadigt eller idetmindſte hyppigt de megtigſte og indflydelſesrigeſte Mænd, om de end havde deres Hjem paa andre Kanter af Landet, og her var Geiſtligheden meer end almindeligt riig og glimrende; i Oslo var nemlig Mariekirkens Capitel nu maaſkee det rigeſte, og i alle Fald det fornemſte, i Norge; desforuden fandtes her ſelve Domkirkens Capitel, der ogſaa var meget riigt, og de to rige Kloſtre, Nonnekloſtret og Ciſtercienſerkloſtret paa Hovedøen. Det er allerede nævnt, at det iſær var Stæderne Roſtock og Wismar, der handlede med Oslo og Tunsberg og her underholdt Forbindelſer lige dem, ſom Lübeckerne underholdt i Bergen. Til Hamar, oppe i Landet, og Kongehelle, nede ved Elven, hører man i denne Tid ſaagodtſom aldeles intet. Hamar var vel endnu fremdeles kun en Biſkopsflekke, ligeſom Stavanger, hvad ogſaa den ikke ſjeldne Benævnelſe Biſkopshamar nokſom viſer; Kongehelle ſynes at have tabt al Betydning, ſiden Baagahuus og ikke længer Ragnhildarholmen var det kongelige Slot og Reſidenſen paa disſe Kanter. End mindre veed man om Vedø, Borgund og Kaupangr. At Vedø og Borgund endnu i 1384 vare etſlags Handelspladſe, ſees af en Anordning, ſom i dette Aar udſtedtes; men her nævnes rigtignok ogſaa Vaagen i Nordland, ſaaat det ej er afgjort, om de vare ſtort betydeligere end dette Fiſkerleje. Vedø nævnes ogſaa oftere i Breve; den kan dog neppe have været aldeles ubetydelig, thi der omtales flere Kirker, ſom Korskirken, Peterskirken, Mariekirken, og enkelte Gaarde, endog en Kongsgaard[17]. Kaupangr havde derimod, ſom det ſynes, allerede tabt ſin By-Charakter og var blevet et Herreſæde i Karlshoveds og hans Søn Joſephs Beſiddelſe, medens dog enkelte nærliggende Gaarde med By-Navne mindede om, at her havde været en By[18]. I Borgund omtales endog i det følgende Aarhundrede trende Kirker[19]. Idetheletaget ſynes det dog, ſom om Byerne i hine Tider, naar man fraregner den Omſtændighed, at alle Huſe rimeligviis vare af Træ, og faa eller ingen tækkede med Tegl, men alene med Torv, ikke have haft et ſaa uanſeeligt Udvortes, ſom man ellers ſkulde kunne være tilbøjelig til at ſlutte af det ringe Folketal og den ubetydelige Handelsrørelſe. Thi Huſene til hver Gaard vare baade mange og ſtore og indtog ſikkert et ikke ubetydeligt Areal. I Søſtæderne indeholdt Gaardene altid ſtore Pakbodrum i den Deel, ſom vendte til Bryggerne, vidtløftige Rum til Udleje i den øvre Deel, tilligemed den ſaakaldte Skytningsſtue, der ſynes at have været uadſkillelig fra enhver fuldſtændig Gaard, og ſaa endelig Overværelſer eller Loft, ſom de kaldtes, hvilke man maa antage vare ſmukkeſt og hyggeligſt indrettede, da ſandſynligviis Ejerne ſelv der havde ſit Tilhold. Huſene vare viſtnok i den Tid overalt byggede ſaaledes, ſom man endnu finder de gamle Gaarde ved Bryggen i Bergen byggede, eller de fleſte Gaarde i Kirkevaag paa Orknø, efter nordtydſk Mønſter, med Gavl-Enderne til Gaden, og lange, ſmale Gaardsrum, hvorfra man kunde gaa fra Bryggerne til de øvre, med Bryggerne ligeløbende Stræder, der i visſe Mellemrum afbrødes ved brede Almenninger. I de Byer, hvor denne Indretning formedelſt Beliggenheden ej ganſke kunde anbringes, ſom f. Ex. Skien, har man dog viſt ſøgt at komme den ſaa nær ſom muligt. Betydelige Stæder ſynes derhos at have været optagne af Haver; idetmindſte omtales ſlige Haver (Grasgarðr) oftere; vi erfare f. Ex. af Brevſkaber, at Drottſeten Hr. Orm Eyſteinsſøn kjøbte nogle Haver i Tunsberg af Fru Margrete Brynjulfsdatter, hvilke ſiden ved Inddragningen af hans Gods blev Kronens Ejendom, og ſom Kongen i 1362 forærede ſin Sven Lemmich v. Bokem. Og endelig optoges ſtore Strækninger af Kirker, Kloſtre og andre dertil hørende Bygninger, der ſedvanligviis var ſtore og opførte med Pragt og Soliditet og maa have givet Byerne, hvortil de hørte, eller i hvis Nærhed de laa, et Udſeende af Vidtløftighed og Stadſelighed, hvorom vi nu ikke ſaa let kunne gjøre os en Foreſtilling, og ſom for den, der ikke nærmere kjendte Forholdene, maatte vække Formodninger om, at Staden, han ſaa for ſig, var ſtørre og folkerigere, end han ved nærmere Underſøgelſe fandt den at være. Saaledes havde man i Nidaroos, uagtet den egentlige By i ſig ſelv neppe beſtod af mere end de Par Gader langsmed Bryggen, mellem Skibekrogen og Kongsgaarden, for det førſte den prægtige Domkirke øverſt ved Elven, med den vidtløftige Erkebiſkopsgaard og Predikerkloſtret paa den ene, Chorsbrødre-Gaarden med Skolen o. ſ. v. paa den anden Side; i Nærheden, ved Elven, Kongsgaarden, der ligeledes maa have været anſeelig og fremragende; ſtrax nedenfor denne Korskirken, end længer nede Mariekirken, og Olafskirken, med hvilken nu Minoriterkloſtret var forbunden; ved Skibekrogen Clemenskirken med tilhørende Bygninger; paa Øren Gildeſkaalerne, længer veſtligt, paa Ilen Hoſpitalerne, foruden de øvrige Kirker, ſom hiſt og her i Byen reiſte ſine Spiir, og endelig, hiinſides Elven, Bakke Kloſter ved dens Udløb, og Elgeſeter med ſine vidtløftige Bygninger lige overfor Domkirken, medens Nidarholmens Kloſter hævede ſig ude i Fjorden. Staden har ſaaledes viſtnok i den Tid, ſkjønt i ſig ſelv langt ubetydeligere end nu, haft et ſtateligere og prægtigere Udſeende. Det ſamme gjelder mere eller mindre ogſaa de øvrige Byer. Bergen beſtod vel, ſtrengt taget, ikke af mere end den ubetydelige Deel, der ligger paa Øſtſiden af Vaagen og i Vaagsbunden. Men fremme paa Holmen reiſte ſig en heel Klynge af ſtore Pragtbygninger, Chriſtkirken med Biſkopsgaarden og Chorsbrødregaardene. Kongsgaarden, af hvis fordums Pragt der endnu ere anſeelige Levninger, med Apoſtelkirken, formodentlig den ſkjønneſte Spidsbue-Bygning i Landet, og Predikerkloſtret med Kirke; for dem, der ſejlede ind til Staden, maatte disſe Bygninger allerede i lang Afſtand viſe ſig og give Staden et feſtligt, ſtorartet Præg. Længer indad øjnede man Taarnene af de øvrige mange Kirker; paa Nordneſet hævede det vidtløftige, og ſikkert ogſaa prægtige Munkeliv Kloſter ſig med ſin Kirke, og længer inde Jonskloſtret ſaavelſom de anſeelige Privatbygninger; indenfor Vaagsbunden var Nonnekloſtret, der viſt ogſaa hørte til Stadens Pragtbygninger. Trods ſin ringere Udſtrækning og Folkemængde har Bergen ſaaledes dog maaſkee i hine Tider nok ſeet vel ſaa anſeelig ud, ſom nuomſtunder[20]. Stavanger derimod er en af de Byer, ſom man maa antage mindſt har forandret ſit Udſeende, thi af hvad der gav den ſit Præg, Domkirken med Biſkopsgaarden og de øvrige tilhørende Bygninger, ſtaa idetmindſte de to førſte endnu, og forøvrigt var Byen ſikkert heel ubetydelig. Skien maa i hine Tider have haft et langt tarveligere Udſeende end nu; thi hvad der nu iſær giver den ſit meſte Præg af Velſtand og Driftighed, de lange Rækker af Sagbrug henover Øerne, vare da ej til, ligeſaalidet ſom Øen mellem Gimsø og Byen kan have været beboet, da Øerne ſelv ikke, ſom nu, vare forbundne med Broer over Fosſerne, men al Forbindelſe mellem begge Sider af Elven hovedſagelig fandt Sted et godt Stykke ovenfor disſe, til Vands, i Nærheden af den under Kloſtret hørende Hakaſteins Kirke, hvorfor ogſaa dette Overfartsſted kaldtes Hakaſteins-Faret. Heller ikke er det ſandſynligt, at Staden har udgjort ſtort mere end en eneſte Gade fra Veſt mod Øſt, eller mellem Lunde og Bratsbergskleven langs Vejen, der førte fra Faret forbi Elvens nordligſte Bugt op til Gaarden Bratsberg, fordum Dag Eilivsſøns og Gregorius Dagsſøns Odelsſæde, nu, ſom det ſynes, Sysſelmandens Reſidens, ſkjønt en betydelig Deel deraf vel ogſaa tilhørte Kloſtret. Denne paa Højden liggende Gaard med tilhørende Capel og formodentlig andre anſeelige Bygninger har formodentlig i de Tider været det meſt fremtrædende Sted af Byens Omgivelſer, og dernæſt Kloſtret paa den ſmukke Gimsø. Om Tunsberg maaſkee i og for ſig ikke i hine Tider var betydeligere end nu, ſaa maatte allerede her ſterke, af flere Konger udvidede, Tunsbergshuus med Michaelskirken oppe paa det høje Slotsberg, ſaavelſom flere anſeelige Kirker og Præmonſtratenſerkloſtret have givet Staden et ganſke andet og mægtigere Udſeende end nuomſtunder[21]. Derhos var formodentlig og Stadens Havn om Sommeren opfyldt af Skibe, iſær fremmede; Kongen og Hoffet opholdt ſig ofte i Byen, Dronning Blanche reſiderede ſaagodtſom ſtadigt der i hendes ſidſte Leveaar; mange Riddere og Hirdmænd havde der næſten ſtadig Bopæl: alt dette maa have bidraget til at give Staden et Præg af Livlighed og Anſeelſe, ſom den nu ikke paa langt nær har, eller nogenſinde vil kunne faa. Om Oslo vilde det ſamme have gjeldet for et halvt Aarhundrede tilbage, førend de Udvidelſer og Forſkjønnelſer af Chriſtiania vare begyndte, ſom Stadens Ophøjelſe til et ſelvſtændigt Riges Hovedſtad umiddelbart eller middelbart har medført; men om endog Staden med dens Omgivelſer nu i det Hele taget maa have et anſeeligere og mægtigere Præg end i hine Tider, er det dog et ſtort Spørsmaal, om den ikke i Afſtand, ſkjønt ſammentrængt paa et mindre Rum, faldt mere i Øjnene. Thi der fandtes ikke faa Bygninger, der ſikkert maa have været ſtore og prægtige. Førſt ved Indſejlingen Akershuus Slot og Hovedøens Kloſter, dernæſt i Staden ſelv Hallvardskirken med de vidtløftige tilhørende Bygninger og det nærliggende Predikerkloſter; Kongsgaarden med den tilhørende Mariekirke, der ogſaa i ſit Ydre maa have været pragtfuld, efter den Forkjærlighed at dømme, hvormed Kongerne altid omfattede den, og den Rundhaandethed, hvormed de ſkjenkede den rige Gaver. Dertil komme alle de øvrige mange Kirker, Minoriterkloſtret hiinſides Elven og Nonnekloſtret længſt mod Nord. Huſene ſelv var formodentlig ogſaa her ſtore og vidtløftige, om end kun af Træ, fordeelte i den egentlige Hovedgade eller Øvreſtrædet, fra Geitabroen til Nonnekloſtret, og det i en ſpids Vinkel derfra udgaaende Øreſtræde, der førte til Saxegaarden og Øren med Kongsgaarden og Mariekirken. Ogſaa Omegnen var vel bebygget og opdyrket, og Havnen, ligeſom Tunsbergs, ganſke viſt.om Sommeren opfyldt af mange Skibe, fornemmelig udenlandſke. — Om Hamars Udſeende i hine Tider veed man ſaa meget bedre Beſked, ſom der endnu findes en Beſkrivelſe derover. Den ſmukke Domkirke med den tilhørende Biſkopsgaard udgjorde ogſaa her Stadens fornemſte Prydelſe; forøvrigt maa man antage, at Byen ſelv, hvis Udſtrækning var temmelig ſtor, var meget opfyldt af Frugthaver, thi Frugtavl og Moſtpresning ſkal have været Indbyggernes fornemſte Næringsvej. — Om Sarpsborgs Tilſtand vides ſaagodtſom intet. Betydelig kan Byen neppe have været; imidlertid nævnes dog tvende Kirker, Olafskirken og Nikolaskirken, og enkelte Gaarde med tilhørende Tomter. Den tilliggende Bymark eller Borgar-Gjerdet var deelt i flere Lykker; den meſte Deel deraf laa, ſom det ſynes, under Olafskirken, men en Deel var allerede, ſom vi have ſeet, af Kong Haakon overladt Jon Hafthorsſøn med den kongelige Gaard i Byen, der ſkjenkedes ham, og det øvrige, eller i allefald det meſte deraf, tilbyttede Hr. Jon ſig ſiden af Olafskirken mod Jordegods i Eidsbergs Sogn[22]. Om Kongehelle ikke havde et ringere og daarligere Udſeende end hundrede Aar tidligere, ſaa det idetmindſte ikke bedre ud, da der ikke findes Tegn til, at det var udvidet eller forſkjønnet med en eneſte anſeelig Bygning. Derimod erfarer man, at Egnen om Baagahuus Slot var ſterkt bebygget, navnlig den nordre Elvebred, eller den forrige Gaard Baage med ſine mindre Afdelinger, Skyrbaage, Kalvsbaage o. fl., ſamt formodentlig ogſaa det gamle Solberg, ſom maa have ligget noget veſtligere, nærmere Kongehelle. Saaledes ſtræbede Byen allerede nu, kan man ſige, at nærme ſig Slottet, under hvis Vern man maaſkee følte ſig tryggere, ſkjønt det dog ikke i 1368 kunde hindre de nederlandſke Krigsfartøjer fra at anrette ſtore Ødeleggelſer her, endog paa ſelve Baagaholmen, lige under Borgens Mure[23]. Marſtrand kan endnu i denne Tid blot have været ubetydelig, da den ikke engang havde en egen Sognekirke, men hjalp ſig med Kloſterkirken, og forreſten ſognede under den nærmeſte Kirke paa Thjorn. Ellers tales der ved denne Tid ogſaa om andre Handelspladſe i Norge, der endog beſøgtes af Fremmede, hovedſageligt, ſom man maa antage, for den nu ſvagt begyndende Trælaſt-Udførſels Skyld. Saaledes nævnes Koparviken ved Dramns-Elvens Udløb i Dramns-Fjorden, hvilket maa betragtes ſom den førſte Begyndelſe til Staden Drammen. Der findes Breve, ſom viſe, at der her blev leveret Tømmer til fremmede Handelsmænd, og det er ikke uſandſynligt, at disſe endog ſelv bereiſte de ovenfor liggende Egne for at ſlutte Handel med Bønderne om Leveringen af et viſt Qvantum Trælaſt til Indſkibning paa Ladepladſen[24]. Dette var idetmindſte ſenere Tilfeldet i Thelemarken og de nærmeſte Egne, og Tegn dertil findes allerede i de Tider, vi her have for os, thi Kaupmannsnes (nu Kopmansnes eller Komnes) i Sandsſverv øverſt paa Veſtfold, ved Logen, kan alene have faaet ſit Navn deraf, at Kjøbmænd plejede at komme ſammen og handle der paa Stedet, og et enkelt, endnu opbevaret, Brev derom viſer, at en af disſe Kjøbmænd endog var en Udlending[25]. Imidlertid maa det anſees ſom et Held for den efter Mandedøden og ved den almindelige Lammelſe i alle Forhold ſikkert heel forarmede Landbefolkning, at idetmindſte fremmede Handelsmænd opſøgte dem for at afkjøbe dem deres Tømmer, ſom ellers kun vilde have været dem ſaagodtſom en død Skat, og at derved en ny Indtægtskilde aabnedes dem, hvor ringe den end i Førſtningen kan have været. Thi ſaavidt man kan ſee af de forhaandenværende Breve, var den ſedvanlige Landbonæring forreſten ikke i mindſte Maade gaaet frem, men ſtod ved det ſamme Punkt, ſom for hundrede Aar tilbage.

  1. Dipl N. IV. 1. 353. III. 567. Ogſaa i Brev af 6te Mai 1371 (Dipl. N. I. 411) føres der Vidner om, hvo der ejede en Deel af ſøndre Aſkvik i Hofs Sogn i Fryaalen i Land.
  2. I Biſkop Eyſteins Fortegnelſe over Kirkegodſet i Oslo’s Diøceſe tales der om Gaarde, ſkjenkede til Kirker „í barnadauðanum eftir stóran dauða“.
  3. Dipl. N. IV. 464. Ved dette Brev, dateret Soolberg i Ramnes Sogn, ſtadfeſtedes en Gave af Jordegods paa Ringerike (2 Ørebool i Horheim), ſom en Olaf Blaafare havde givet til St.Hallvards Kirke i Oslo under „den førſte Død“ (í fyrra dauðanum).
  4. Detmar Udg. S. 276.
  5. See Ilmoni, Bidrag til Nordens Sjukdomshiſtoria, I. S. 184, 185.
  6. Isl. Annaler, Udg. S. 324. Beretningen er her henført under 1373, men de fleſte og paalideligſte Haandſkrifter (hvoriblandt de før omtalte, betegnede F. og I) have 1371.
  7. Dipl. N. I. 462. Der ſtaar viſtnok ikke udtrykkeligt, i hvilken „Mandedød“ Elin døde, men da hun levede endnu i 1365 (Dipl. N. I. 375), kan der alene være Tale om den ſidſte.
  8. See T. Aſchehougs Afhandling i Langes „Norſk Tidsſkrift“, II. S. 305 fgg.
  9. Dipl. N. I. 341.
  10. Sammeſteds, II. 331.
  11. Sammeſteds, I. 349. De fornærmelige Ord anføres i Brevet, men ere vanſkelige at forſtaa, idetmindſte er det vanſkeligt at ſee, hvad fornærmeligt der er i dem. Olaf heder det, kaldte Anund „furtsnakkar“ og ſagde til ham, da han kom til Elfleleid: „hvi snakkar þú hér, Anundr“. Endvidere fortælles det, at Olaf løb op og bad Anund vove en Dyſt med ham, om han var Søn af en Kone og ikke en Heſtepande (mararenni), derhos hævede han ſin Øxe og Bukler i Vejret „ſaaledes, ſom han ſkulde henge“.
  12. Der er flere Exempler paa, at Preſterne paa Bruggaberg (nu kaldet Brunkeberg) tillige vare Provſter i den Deel af Thelemarken, der laa til Hamars Diøceſe. Provſterne vare i kirkeligt Henſeende ganſke hvad Sysſelmændene var i verdsligt, fornemmelig Skat-Indkrævere. Vi have ſaaledes endnu et Brev af 19de November 1361, hvorved Biſkop Gisbrikt i Bergen beſkikkede en vis Kalf Baardsſøn til Provſt i Vinje og Uppheim paa Vors; han overdrager ham, heder det, Provſtedømmet i hine Diſtricter „til at ſøge alle mindre kirkelige Sager, ſom Biſkopen ikke ſelv ſkulde overtage“ (Dipl. N. II. 366).
  13. Dipl. N. I. 359, 364. Det kunde ved førſte Øjekaſt ſynes beſynderligt, at Kongen forlanger Prov optaget efter allerede at have faaet Beretningen fra Provſten, men naar man har for Øje, at et ſaadant Prov egentlig ſkulde optages af Sysſelmanden og Beretning udſtedes af ham, da bliver det forklarligt nok, at Kongen eller rettere Peter Cantſler ikke har villet ladet det bero med hvad Provſt Arne i ſaa Henſeende havde gjort.
  14. Dip.. N. V. 230.
  15. Sammeſteds, II. 389.
  16. See Biſkop Eyſteins Brev af 1395, aftrykt i Munchs & Ungers oldn. Læſedog S. 133—136.
  17. Dipl. N. I. X. 285, 361, II. 280, III. 341, 399, o. fl; Gaarde, ſom omtales, er Bjarnegaarden, maaſkee opført af Bjarne paa Giſke, og Blyfotsgaarden.
  18. Disſe Navne ere „Braſegaarden“, „Skollegaarden“, ſ. o. S. 410.
  19. See Hiſt.-geogr. Beſkrivelſe over Norge i Middelalderen, S. 47.
  20. Om de enkelte Gaardes og Kirkers Navne i Nidaroos og Bergen ſee Hiſt. geogr. Beſkr. over Norge S. 33—41.
  21. Michaelskirken var tidligere Præmonſtratenſernes Kloſterkirke, indtil disſe fik Olafskirken med Olafskloſtret nede i Byen, og hiin blev et af de kongelige Capeller.
  22. See Biſkops Eyſteins Jordebog fol. 199. Her heder det, hvor de Ejendomme opregnes, ſom tilhørte Olafskirken i Borg: „I Jadar i Eidsbergs Sogn 6 Ørers Bool, ſom gaves af Hr. Jon Hafthorsſøn; dette fik Kirkeret Vederlag for Borgargjerde og Veſtergaarden, hvori Kirken før ejede det halve“. Om Nicolaskirken heder det fol. 200, at den ejede en Lykke i Borgargjerdet, kaldet Peterslykken. Saaledes ſeer man, at Borgargjerdet var inddeelt i flere Lykker.
  23. S. ovf. S. 206. Jfr. ovf. S. 393.
  24. Allerede i 1340 omtales Koparviken ſom et Sted, hvor der udſkibedes Tømmer. I et Brev af dette Aar, dateret fra Glødesgaarden i Tunsberg den 17de Juni, bevidnede to Mænd, hvorledes Halle naa Hakeviik gik i Borgen for Loden paa Holte, at denne ſkulde i Koparviik levere en Ketil Audunsſøn 100 Sperrer af 16 Alens Længde og 6 Tylfter Fladved til 8de September (Dipl. N. V. 137). Inden 1388 var Koparviken endog blevet et Toldſted, thi da Dronning Margrete i dette Aar forlenede Benedict Nikolasſøn med Eller m. m., fik han og heriblandt „Koparviken i Dramn med Skibstolden og de Kongskjøb, ſom der kunne falde“ (Dipl. N. I. 511).
  25. Ved Brev af 31te Januar 1364 vidne to Mænd i Sandsſverv om et Salg af en Gaard i Sandin Sogn (Veſtfold) til en Senge i Krakken. Navnet viſer ham at være en Udlending, og Tillægget ſom Beboer af en Bygaard, enten i Oslo eller Tunsberg. Hans Tilſtedeværelſe paa Kaupmannsnes kan ſaaledes neppe have været i anden Henſigt end at drive Handel. — Om alle disſe her nævnte Byer ſee fremdeles „Hiſtor. geogr. Beſkr. over Norge i Middelalderen“, S. 27—48.