Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/73

< Det norske Folks Historie | 7

Hvad Folkets Livsvilkaar og ydre Tilstande angaar, da støder man gjennem hele Kong Haakons Regjeringstid ideligen paa Tegn til den Lammelse, som Mandedøden havde frembragt. Flere Exempler derpaa ere allerede anførte; navnlig have vi seet, hvor sterkt Geistlighedens Personale var aftaget, og deraf kan man danne sig en Forestilling om den Afgang, som maa have fundet Sted ogsaa blandt den øvrige Deel af Befolkningen. Man seer ogsaa, at denne Mandedød endog har dannet et Merkepunkt i Tiden, fra hvilken man ofte i de sedvanlige borgerlige Forhandlinger regnede Aarene, især hvor der var Tale om Hevd, da sandsynligviis paa mange Steder den strax før Mandedøden levende Slegt var døet saaledes ud, at man ikke kunde føre Vidner længer op og derfor maatte lade sig nøje dermed. Saaledes f. Ex. lod Provst Peter ved Mariekirken i Oslo i October 1356 føre Vidne om, at Vaalbekken og Møllebekken ved Gaarden Stein paa Ringerike, som en vis Ingulf Eivindssøn nu vilde tilegne sig, havde ligget til denne Gaard femten Aar før Mandedøden. Biskop Gisbrikts første Visitatsferd i Sogn 1358 kaldes her sedvanligviis hans første Visitats efter den store Mandedød[1]. Men denne var nu ikke den eneste ødeleggende Epidemi, som havde raset i Norge under Kong Magnus’s og Haakons Regjering. I Aarene 1359 og 1360 kom der ogsaa over hele Norden, Danmark, Sverige og Norge, saavelsom Østersø-standene, en ny Landfarsott, som i vore eldre Skrifter sedvanligviis benævnes Barnedøden og antages at have været Smaakopperne, siden den, efter Navnet at dømme, fornemmeligen synes at have bortrykket Børn. Men ogsaa mange Voxne blev upaatvivleligt dens Offer, og blandt dem, som ovenfor (S. 658) nævnt, Kongesønnen Erik og hans Hustru Beatrix med hendes nyfødte Børn. At den maa have anrettet ikke ubetydelige Ødelæggelser i Norge, sees deraf, at der i den blev skjenket store Gaver til Kirken, ligesom i den egentlige Mandedød[2], deels deraf, at den nævnes ved Siden af denne som den yngre og mindre Mandedød, ei Modsætningen til den eldre og større. Ja man maa vel endog antage, at Benævnelsen „Store Mandedøden“, hvormed Sotten 1349–50 sedvanligviis betegnes, netop hentyder til denne mindre, men dog altid haarde Landfarsott i 1360[3]. I Nordtydskland rasede denne Sott saa forferdeligt mellem Pints og Michelsdag 1360, at man ifølge Detmars Vidnesbyrd intet lignende havde seet siden den store Død, og at paa mange Steder neppe hvert tiende Menneske blev i Live. J Lübeck døde paa et eneste Døgn den 10de August 2500 Mennesker[4]. Sygdommen kom ogsaa til Rusland, men standsede ved Pleskov[5]. Endelig hjemsøgtes Norge i 1371 af en ødeleggende Smittsott, for hvilken Nabolandene merkeligt nok, synes at være bleven forskaanede. „En stor Mandedød og fremført gik over hele Norge“, staar der i de islandske Annaler[6]. Især skulde man tro, at denne Sott var meget ondartet i Oslo, thi i det oftere omtalte Brev, som Hr. Henrik Henrikssøn skrev herfra til Kong Haakon den 15de August 1371, heder det strax i Begyndelsen: „jeg maa melde Eder, at Erkebiskopen af Throndhjem døde igaar Nat her i Oslo; Hr. Sigurd (Hafthorssøn) kommer ikke af Sengen for Øjeverk; og Fru Ingeborg. (Erlingsdatter) formoder jeg ikke kan undslippe, og har man her intet andet at agte, end at bære dødt Folk til Jorden“. Paa Vestkanten kaldtes denne Sott ligefrem „Mandedøden“, hvilket ligeledes betegner den som meget drebende; saaledes afgave ved 1380 to Lagrettesmænd paa Voss deres Vidnesbyrd om, at de i Mandedøden, da Elin Viljamsdatter (s. o. S. 412 samt nedf.) døde, var tilstede paa Finnen ogsaa der hendes og hendes Mand Botulf Eindridessøns Sønner Eindride og Samson levende og friske[7]. Ogsaa denne Sygdom maa vistnok tages i Betragtning med som virkende Aarsag til den overvettes Afgang paa de geistlige Personer, at Throndhjems Diøcese mod Slutningen af 1371, som ovenfor nævnt, ikke i Alt havde flere end fyrretyve Prester, medens den tidligere havde henved trehundrede. Saaledes havde Landet neppe kommet sig af den ene Sygdom, førend den anden begyndte, medens dens Kyster tillige hjemsøgtes af Ufred. Tilstanden kan derfor kun have været maadelig, og mange Gaarde eller Jordstykker maa have henligget udyrket af Mangel paa Folkehjelp. At anstille nogen Beregning over Folkemængdens Størrelse paa denne Tid vilde vel være en Umulighed, men naar man betænker, at Norge endog henved halvtrediehundrede til trehundrede Aar senere ikke kan have haft stort over 450000 Indbyggere[8], kan man neppe antage, at Folketallet i 1371 oversteeg 350000, og hvis det, som man maa formode, før den store Mandedød var lidt over en Million, bliver dog den gamle Angivelse nogenlunde rigtig, ifølge hvilken Folkemængden ved Mandedøden (man maa her rigtignok regne alle de tre „Mandedøder“, 1349–50, 1359–60 og 1371) skulde være reduceret til en Trediedeel af hvad den forhen var.

At selve Folkelivet under saadanne Forhold maatte tabe sin Friskhed, Foretagelsesaanden lammes, og en vis Mathed og Døsighed ruge over den hele Befolkning, var altsaa vel uundgaaeligt, om end ikke ogsaa den politiske Umyndighed, hvori Folket nu sank dybere og dybere ned, bidrog Broderparten til at kvæle Livsfriskheden. Denne sørgelige Tilstand giver sig paa mange Maader tilkjende i de os opbevarede historiske Beretninger og Actstykker, saa faa og lidet indholdsrige de end ere. Endog den blotte Ikketilværelse af Beretninger, hvor de før ej plejede at savnes, taler her tydeligt nok. Vi see Bønderne uberedvillige til at gribe til Vaaben for Fedrelandets Forsvar; vi see de fremmede Kaperskibe ustraffet herje Norges Kyster, hvor de i tidligere Dage vilde have mødt væbnede Langskibe i hver eneste Fjord; vi see Byernes indfødte Borgere med en vis mat Resignation finde sig i det fremmede Handelsaag, og neppe engang ved de allergroveste Fornærmelser af de overmodige Tydskere, der betragtede dem som „eenfoldige Stakler“, at tage Mod til sig og sette haardt mod haardt; skeer noget saadant, da udgaar det fra de kongelige Befalingsmænd, som de øvrige Borgere og Bønder lode tænke og handle for sig, uden selv at tage Haand i med, som i gamle Dage. Endog til de forhen temmelig hyppige Drabssager, der tildeels mindede os om Livet i den gamle Sagatid, hører man nu sjeldnere; dette kan vel paa en vis Maade betragtes som et Tegn paa større Civilisation og mindre Raahed hos Folket, men for en Deel kan man dog antage det for et Tegn paa den almindelige Mathed og Mangel paa Livsfriskhed, thi Civilisationen stod i disse bedrøvelige Tider neppe paa et højere Trin end ved Aarhundredets Begyndelse, og i det følgende Aarhundrede, da Folket igjen begyndte at komme noget til Kræfter, begynde atter Drabssagerne at blive hyppigere. Det er fremdeles Skienssyssel, og især Thelemarken, hvorfra de forekomme. Vi have saaledes en Beretning fra Aste Bergulfssøns Lensmand, Ivar Arnessøn, dateret Skien den 23de August 1354, om et Drab, begaaet paa Gaarden Bergar i Medalheims Sogn, men uden Omstændigheder, der her fortjene nogen særdeles Omtale[9]. Mere merkelig er den næste, indsendt til Kong Magnus den 1ste Juli 1356 fra Kleppen i Heitradal af en anden af Aste Bergulfssøns Lensmænd; den tyder hen paa etslags Fejde, eller et langvarigere fjendtligt Forhold. En vis Arne Nikolassøn, fortælles der, kom i 1355 til en anden Bonde, Ketil Ormssøn, der bød ham at drikke. Arne, der synes at have været en Slagskæmpe af det egte Slags, svarede: „jeg skal drikke, hvad enten du vil eller ej“, og hugg med det samme efter Ketil, som fik kastet sig til Side, saa at Hugget kom i Stolen. Skjerthorsdag 1356 opsøgte Arne atter Ketil, som da var hos Bonden Salve Steinssøn paa Brekke; Arne løb imod Ketil med løftet Breedøxe, og Ketil stod op imod ham, men Salve fik Arne bragt ud, medens Ketil blev inde; Arne blev nu den hele Nat udenfor og raabte til ham, at han skulde komme ud, men maatte omsider forføje sig bort med uforrettet Sag. Men Fredagen i den paafølgende Uge mødtes de atter i en Skov mellem Aslaugseid og Suhm; da var Ketil Angriberen og gav Arne tre Øxehug, eet mellem Skuldrene, eet paa Armen og eet paa Foden, medens Ketils Broder Aslak ligeledes hugg ham tre Hugg, hvoriblandt eet paa Foden, saa den gik af, og Arne døde. Morgenen efter lyste de begge Viiglysning, og Lensmanden indstillede dem i sin Indberetning til at nyde Landsvist, saasom Drabet var uoverlagt[10]. Samme Aar anmeldte Drottseten Hr. Orm Eysteinssøns Ombudsmænd i Sandssverv et Drab, der forefaldt paa Elfteleid i Anledning af nogle fornærmelige Ord, som en vis Olaf Audunssøn havde sagt til en Anund Arnessøn[11]. Merkeligt er det, at ogsaa Geistlige undertiden gjorde sig skyldige i Drab. Den 12te September 1358 sendte Presten paa Bruggaberg i Thelemarken formodentlig i Egenskab af Provst eller kirkelig Ombudsmand[12], tilligemed tre andre Mænd fra Eid i Lagardal en Indberetning til Kong Haakon om, hvorledes det gik til, at Presten Guthorm Thorlaugssøn drebte en vis Thore Rolfssøn, rigtignok kun til Selvforsvar, efter at være fornærmet og mishandlet af hans Fader i sit eget Hjem. Beskrivelsen over dette Slagsmaal er temmelig udførlig og giver et ret charakteristisk Billede af, hvor vildt det endnu stundom kunde gaa til i hine afsides Fjeldegne. Olafsvakedagen 1358 kom Thore Rolfssøn, hans Fader Rolf og hans Broder Aasmund til Sira Guthorm, der boede paa Aa i Højdalsmo. Guthorm bød dem strax Mad og Drikke, og da Rolf nu bad ham om at maatte faa en Ljaa, gav han ham den. Rolf bad ham derpaa selge ham et Reeb. Guthorm svarede, at han ej plejede at selge Reeb, men heller vilde forære ham et, og kastede det i hans Fang. Derover blev Rolf vreed, tog en Steen, der laa paa Arnen, og vilde slaa Presten med den, men blev tagen fat og holdt fast af de Tilstedeværende. Sira Guthorm gik nu ud, men kom strax efter ind igjen; Rolf løb da imod ham og sløv ham. „Skyv mig ikke“, sagde Guthorm, „thi jeg vil ikke skyve dig“. Da tog Rolf fat med den ene Haand i Brystaabningen paa Guthorms Kjortel, med den anden i hans Hoved, idet Guthorm for at verje sig greb et Stykke Træ og slog ham dermed over Armen. Rolf bad nu sine Sønner komme sig til Hjelp, sigende at begge Armene vare af paa ham; strax løb Thore Rolfssøn op og gav Sira Guthorm et Hugg for Brystet, og et andet i Armen, medens Aasmund Rolfssøn slog ham paa Haanden med en Øxe, saa at Blodet sprang ud. Sira Guthorm agede sig imidlertid baglængs op paa Pallen, greb Øxen og gav Thore et saadant Hugg med den, at han døde. Kong Haakon, eller rettere Hr. Peter Cantsler i hans Navn, gav Men„ ved Brev af 5te August 1359, Sira Guthorm Landsvist til førstkommende 15de Mai, paaleggende Sysselmanden, sandsynligviis Ketil Vigleikssøn, at tage Prov om Drabet m. m.; han havde saaledes ikke villet lade sig nøje med det af Sira Arne optegnede[13]. – Samme Aar, den 15de Marts 1359, indberettede Thrond Reidarssøn, Lensmand i Thelemarkens Vestdale, fra Aaselands-Thinget i Mod om et Drab, som der i Nærheden havde fundet Sted, men hvorom Beretningen intet merkeligt indeholder[14]. I 1364 indberettede Sysselmanden Ketil Vigleikssøn fra Hviteseid i Thelemarken om et der forøvet Drab[15]. Flere Drabsberetninger fra disse Aar kjendes ikke, og det er, som sagt, højst merkeligt, at de alle ere fra Skienssyssel. Det vidner umiskjendeligt om, at der her raadede større Vildhed end andensteds, og dette bekræftes ogsaa af hvad Biskop Eystein i Oslo endnu tredive Aar senere yttrede i et Hyrdebrev til Thelebønderne, „at Manddrab desverre hendtes der hyppigere end i noget andet Bygdelag“[16]. Men paa den anden Side viser det ogsaa, at den Djervhed og Stridbarhed, der forhen var en National-Egenskab hos det hele Folk, og som, foredlet af Culturen og ledet af en viis Styrelse, vilde kunne have gjort Landet om ikke megtigt, saa dog uangribeligt for Fremmede og sikkret dets Uafhængighed, nu kun levede tilbage i Thelemarkens afsides Fjelddale og her udartede til en Raahed og Vildhed, der maaskee ikke engang i vore Tider fuldstændigt er udryddet.

Stæderne i Norge maatte paa denne Tid frembyde et besynderligt Skue ved de mange Udlendinger, som der deels boede og havde nedsat M„ deels ferdedes i længere Tider. Mest opfyldt i faa Henseende var naturligviis Bergen, hvor ej alene de lübeckske Handelhuses Factorer havde sit Tilhold, men ogsaa andre tydske Kjøbmænd, Skippere og Skibsfolk den hele Vaar og Sommer altid i Mængdeviis vare tilstede, medens deres Skibe opfyldte Vaagen, og desforuden den hele Mængde af Haandverkere i de indre Dele af Byen omkring Vaagsbunden bestod af Tydskere, ej at tale om de tydske Mænd af andre Livsstillinger, der havde giftet sig med norske Kvinder og vare blevne norske Undersaatter. De store Gaarde paa Bryggen tilhørte vel endnu de norske Ætter, i hvis Besiddelse de forhen havde været, eller deres Arvinger, som kun udleje-de Rum og enkelte Stæder til Tydskerne; men sandsynligt er det dog, at Tydskerne nu havde faaet saa fast Fod her, at det vilde have været vanskeligt at faa dem ud for den Huus-Ejer, der maatte ønske det, og der var allerede længe Tale om Bebyggelser over paa Stranden, hvor man maa antage, at de mere anseede Mænd, der fandt det ubehageligt at dele Huus med de tydske Kjøbmænd og daglig have den neppe med Stilhed eller under tækkelige Former drevne Handelsbedrift omkring sig og lige for fine Øjne, søgte sig Boliger, naar det var dem muligt. Saaledes have vi allerede seet, at Hr. Hauk Erlendssøn beboede den saakaldte Audunargaard, der formodentlig havde tilhørt Audun Hugleikssøn, og at ligeledes Erkebiskopsgaarden laa paa den anden Side af Vaagen. Da Tydskerne, som vi ville see, senere hen virkelig ganske fortrængte den norske Befolkning fra Østsiden af Bryggen og selv bleve Ejere af Gaardene, kan man ikke tvivle paa, at de allerede nu stræbede hen til dette Maal, medens Nordmændene gradeviis mere og mere bleve trængte over paa Stranden. I det Store skete dette ikke førend henimod Midten af det følgende Aarhundrede, thi de Afbrydelser, som endnu af og til fandt Sted i Handelsforbindelsen mellem Norge og Stæderne, kunde heller ikke andet end stundom ganske tilintetgjøre og at standse den gjorte Fremgang i dette Fortrængelsessystem, saa at man for en stor Deel maatte begynde fra nyt af. En saadan Standsning maa især Krigsforholdet 1368–1370 have frembragt. Thi om man end ikke kan tage Annalernes Ord, „at de Tydske bleve udjagede fra Bergen“, bogstaveligt, da det er umuligt andet, end at mange ere blevne tilbage, især af dem, der havde taget fast Bopæl der, saa maa dog en stor Oprippen have fundet Sted, og idetmindste synes Bryggen for en kort Tid at have været renset for de anmassende Fremmede. Men det varede jo rigtignok ikke længe, førend de atter kom tilbage igjen. At nu ogsaa Nidaroos, trods sin mere afsides Beliggenhed og overvejende klerikale Charakter, havde faaet en tydsk Haandverksstand, er nys omtalt. Stavanger var paa denne Tid endnu ikke nogen egentlig Kjøbstad, men alene etslags Flekke, som Biskopsstolen og formodentlig de nye Fiskerier i Nærheden oprindeligt havde kaldt til Live. Om Udlendingerne handlede der, saa maatte dette endnu betragtes som „Fjordekjøb“ og Landprang, der var sterkt forbudet; imidlertid har der vel ogsaa her blandt Haandverksklassen ikke været faa Tydske. Fra Stavanger fandtes der langs hele Kysten ingen By, førend man kom til Skidan eller Skien. Af de nys anførte kongelige Bevilgninger for Indbyggerne af Byen og dens Omegn skulde man antage, at den meste Handel, som her fandt Sted, bestod i Salg af Kornvarer, især Malt, til Beboerne af det store Opland, Thelemarken og Grenland; forøvrigt hører man ikke om anden Udførsel derfra, end den af de bekjendte eidsborgske Brynestene eller Hardstene, der endnu komme fra samme Egn. Det kan først have været Trælasthandelen, som gav Skien sin egentlige Fremvext; før den Tid var den vel endnu mere en Art af Flekke, opstaaet ved Klostrets og Herresædet Bratsbergs Nærhed, samt tillige ved Beliggenheden paa det øverste Sted, hvortil Skibe, der kom ind fra Havet gjennem Grenmar, kunde gaa op. Tunsberg og Oslo derimod maa for sin Tid have været anseelige Stæder, der næsten kunde sammenlignes med Bergen, og som foruden ved den sterke Samfersel med Udlandet og de mange Udlendinger, som stadigt opholdt sig der, nu tillige som hyppige Opholdssteder for Kongen og Hoffet, og især Oslo som den egentlige Hoved- og Residensstad maa have udviklet mere Liv og Pragt end de øvrige Stæder i Landet. Thi her samledes ogsaa, med Hoffet og Regjeringen, stadigt eller idetmindste hyppigt de megtigste og indflydelsesrigeste Mænd, om de end havde deres Hjem paa andre Kanter af Landet, og her var Geistligheden meer end almindeligt riig og glimrende; i Oslo var nemlig Mariekirkens Capitel nu maaskee det rigeste, og i alle Fald det fornemste, i Norge; desforuden fandtes her selve Domkirkens Capitel, der ogsaa var meget riigt, og de to rige Klostre, Nonneklostret og Cistercienserklostret paa Hovedøen. Det er allerede nævnt, at det især var Stæderne Rostock og Wismar, der handlede med Oslo og Tunsberg og her underholdt Forbindelser lige dem, som Lübeckerne underholdt i Bergen. Til Hamar, oppe i Landet, og Kongehelle, nede ved Elven, hører man i denne Tid saagodtsom aldeles intet. Hamar var vel endnu fremdeles kun en Biskopsflekke, ligesom Stavanger, hvad ogsaa den ikke sjeldne Benævnelse Biskopshamar noksom viser; Kongehelle synes at have tabt al Betydning, siden Baagahuus og ikke længer Ragnhildarholmen var det kongelige Slot og Residensen paa disse Kanter. End mindre veed man om Vedø, Borgund og Kaupangr. At Vedø og Borgund endnu i 1384 vare etslags Handelspladse, sees af en Anordning, som i dette Aar udstedtes; men her nævnes rigtignok ogsaa Vaagen i Nordland, saaat det ej er afgjort, om de vare stort betydeligere end dette Fiskerleje. Vedø nævnes ogsaa oftere i Breve; den kan dog neppe have været aldeles ubetydelig, thi der omtales flere Kirker, som Korskirken, Peterskirken, Mariekirken, og enkelte Gaarde, endog en Kongsgaard[17]. Kaupangr havde derimod, som det synes, allerede tabt sin By-Charakter og var blevet et Herresæde i Karlshoveds og hans Søn Josephs Besiddelse, medens dog enkelte nærliggende Gaarde med By-Navne mindede om, at her havde været en By[18]. I Borgund omtales endog i det følgende Aarhundrede trende Kirker[19]. Idetheletaget synes det dog, som om Byerne i hine Tider, naar man fraregner den Omstændighed, at alle Huse rimeligviis vare af Træ, og faa eller ingen tækkede med Tegl, men alene med Torv, ikke have haft et saa uanseeligt Udvortes, som man ellers skulde kunne være tilbøjelig til at slutte af det ringe Folketal og den ubetydelige Handelsrørelse. Thi Husene til hver Gaard vare baade mange og store og indtog sikkert et ikke ubetydeligt Areal. I Søstæderne indeholdt Gaardene altid store Pakbodrum i den Deel, som vendte til Bryggerne, vidtløftige Rum til Udleje i den øvre Deel, tilligemed den saakaldte Skytningsstue, der synes at have været uadskillelig fra enhver fuldstændig Gaard, og saa endelig Overværelser eller Loft, som de kaldtes, hvilke man maa antage vare smukkest og hyggeligst indrettede, da sandsynligviis Ejerne selv der havde sit Tilhold. Husene vare vistnok i den Tid overalt byggede saaledes, som man endnu finder de gamle Gaarde ved Bryggen i Bergen byggede, eller de fleste Gaarde i Kirkevaag paa Orknø, efter nordtydsk Mønster, med Gavl-Enderne til Gaden, og lange, smale Gaardsrum, hvorfra man kunde gaa fra Bryggerne til de øvre, med Bryggerne ligeløbende Stræder, der i visse Mellemrum afbrødes ved brede Almenninger. I de Byer, hvor denne Indretning formedelst Beliggenheden ej ganske kunde anbringes, som f. Ex. Skien, har man dog vist søgt at komme den saa nær som muligt. Betydelige Stæder synes derhos at have været optagne af Haver; idetmindste omtales slige Haver (Grasgarðr) oftere; vi erfare f. Ex. af Brevskaber, at Drottseten Hr. Orm Eysteinssøn kjøbte nogle Haver i Tunsberg af Fru Margrete Brynjulfsdatter, hvilke siden ved Inddragningen af hans Gods blev Kronens Ejendom, og som Kongen i 1362 forærede sin Sven Lemmich v. Bokem. Og endelig optoges store Strækninger af Kirker, Klostre og andre dertil hørende Bygninger, der sedvanligviis var store og opførte med Pragt og Soliditet og maa have givet Byerne, hvortil de hørte, eller i hvis Nærhed de laa, et Udseende af Vidtløftighed og Stadselighed, hvorom vi nu ikke saa let kunne gjøre os en Forestilling, og som for den, der ikke nærmere kjendte Forholdene, maatte vække Formodninger om, at Staden, han saa for sig, var større og folkerigere, end han ved nærmere Undersøgelse fandt den at være. Saaledes havde man i Nidaroos, uagtet den egentlige By i sig selv neppe bestod af mere end de Par Gader langsmed Bryggen, mellem Skibekrogen og Kongsgaarden, for det første den prægtige Domkirke øverst ved Elven, med den vidtløftige Erkebiskopsgaard og Predikerklostret paa den ene, Chorsbrødre-Gaarden med Skolen o. s. v. paa den anden Side; i Nærheden, ved Elven, Kongsgaarden, der ligeledes maa have været anseelig og fremragende; strax nedenfor denne Korskirken, end længer nede Mariekirken, og Olafskirken, med hvilken nu Minoriterklostret var forbunden; ved Skibekrogen Clemenskirken med tilhørende Bygninger; paa Øren Gildeskaalerne, længer vestligt, paa Ilen Hospitalerne, foruden de øvrige Kirker, som hist og her i Byen reiste sine Spiir, og endelig, hiinsides Elven, Bakke Kloster ved dens Udløb, og Elgeseter med sine vidtløftige Bygninger lige overfor Domkirken, medens Nidarholmens Kloster hævede sig ude i Fjorden. Staden har saaledes vistnok i den Tid, skjønt i sig selv langt ubetydeligere end nu, haft et stateligere og prægtigere Udseende. Det samme gjelder mere eller mindre ogsaa de øvrige Byer. Bergen bestod vel, strengt taget, ikke af mere end den ubetydelige Deel, der ligger paa Østsiden af Vaagen og i Vaagsbunden. Men fremme paa Holmen reiste sig en heel Klynge af store Pragtbygninger, Christkirken med Biskopsgaarden og Chorsbrødregaardene. Kongsgaarden, af hvis fordums Pragt der endnu ere anseelige Levninger, med Apostelkirken, formodentlig den skjønneste Spidsbue-Bygning i Landet, og Predikerklostret med Kirke; for dem, der sejlede ind til Staden, maatte disse Bygninger allerede i lang Afstand vise sig og give Staden et festligt, storartet Præg. Længer indad øjnede man Taarnene af de øvrige mange Kirker; paa Nordneset hævede det vidtløftige, og sikkert ogsaa prægtige Munkeliv Kloster sig med sin Kirke, og længer inde Jonsklostret saavelsom de anseelige Privatbygninger; indenfor Vaagsbunden var Nonneklostret, der vist ogsaa hørte til Stadens Pragtbygninger. Trods sin ringere Udstrækning og Folkemængde har Bergen saaledes dog maaskee i hine Tider nok seet vel saa anseelig ud, som nuomstunder[20]. Stavanger derimod er en af de Byer, som man maa antage mindst har forandret sit Udseende, thi af hvad der gav den sit Præg, Domkirken med Biskopsgaarden og de øvrige tilhørende Bygninger, staa idetmindste de to første endnu, og forøvrigt var Byen sikkert heel ubetydelig. Skien maa i hine Tider have haft et langt tarveligere Udseende end nu; thi hvad der nu især giver den sit meste Præg af Velstand og Driftighed, de lange Rækker af Sagbrug henover Øerne, vare da ej til, ligesaalidet som Øen mellem Gimsø og Byen kan have været beboet, da Øerne selv ikke, som nu, vare forbundne med Broer over Fosserne, men al Forbindelse mellem begge Sider af Elven hovedsagelig fandt Sted et godt Stykke ovenfor disse, til Vands, i Nærheden af den under Klostret hørende Hakasteins Kirke, hvorfor ogsaa dette Overfartssted kaldtes Hakasteins-Faret. Heller ikke er det sandsynligt, at Staden har udgjort stort mere end en eneste Gade fra Vest mod Øst, eller mellem Lunde og Bratsbergskleven langs Vejen, der førte fra Faret forbi Elvens nordligste Bugt op til Gaarden Bratsberg, fordum Dag Eilivssøns og Gregorius Dagssøns Odelssæde, nu, som det synes, Sysselmandens Residens, skjønt en betydelig Deel deraf vel ogsaa tilhørte Klostret. Denne paa Højden liggende Gaard med tilhørende Capel og formodentlig andre anseelige Bygninger har formodentlig i de Tider været det mest fremtrædende Sted af Byens Omgivelser, og dernæst Klostret paa den smukke Gimsø. Om Tunsberg maaskee i og for sig ikke i hine Tider var betydeligere end nu, saa maatte allerede her sterke, af flere Konger udvidede, Tunsbergshuus med Michaelskirken oppe paa det høje Slotsberg, saavelsom flere anseelige Kirker og Præmonstratenserklostret have givet Staden et ganske andet og mægtigere Udseende end nuomstunder[21]. Derhos var formodentlig og Stadens Havn om Sommeren opfyldt af Skibe, især fremmede; Kongen og Hoffet opholdt sig ofte i Byen, Dronning Blanche residerede saagodtsom stadigt der i hendes sidste Leveaar; mange Riddere og Hirdmænd havde der næsten stadig Bopæl: alt dette maa have bidraget til at give Staden et Præg af Livlighed og Anseelse, som den nu ikke paa langt nær har, eller nogensinde vil kunne faa. Om Oslo vilde det samme have gjeldet for et halvt Aarhundrede tilbage, førend de Udvidelser og Forskjønnelser af Christiania vare begyndte, som Stadens Ophøjelse til et selvstændigt Riges Hovedstad umiddelbart eller middelbart har medført; men om endog Staden med dens Omgivelser nu i det Hele taget maa have et anseeligere og mægtigere Præg end i hine Tider, er det dog et stort Spørsmaal, om den ikke i Afstand, skjønt sammentrængt paa et mindre Rum, faldt mere i Øjnene. Thi der fandtes ikke faa Bygninger, der sikkert maa have været store og prægtige. Først ved Indsejlingen Akershuus Slot og Hovedøens Kloster, dernæst i Staden selv Hallvardskirken med de vidtløftige tilhørende Bygninger og det nærliggende Predikerkloster; Kongsgaarden med den tilhørende Mariekirke, der ogsaa i sit Ydre maa have været pragtfuld, efter den Forkjærlighed at dømme, hvormed Kongerne altid omfattede den, og den Rundhaandethed, hvormed de skjenkede den rige Gaver. Dertil komme alle de øvrige mange Kirker, Minoriterklostret hiinsides Elven og Nonneklostret længst mod Nord. Husene selv var formodentlig ogsaa her store og vidtløftige, om end kun af Træ, fordeelte i den egentlige Hovedgade eller Øvrestrædet, fra Geitabroen til Nonneklostret, og det i en spids Vinkel derfra udgaaende Ørestræde, der førte til Saxegaarden og Øren med Kongsgaarden og Mariekirken. Ogsaa Omegnen var vel bebygget og opdyrket, og Havnen, ligesom Tunsbergs, ganske vist.om Sommeren opfyldt af mange Skibe, fornemmelig udenlandske. – Om Hamars Udseende i hine Tider veed man saa meget bedre Besked, som der endnu findes en Beskrivelse derover. Den smukke Domkirke med den tilhørende Biskopsgaard udgjorde ogsaa her Stadens fornemste Prydelse; forøvrigt maa man antage, at Byen selv, hvis Udstrækning var temmelig stor, var meget opfyldt af Frugthaver, thi Frugtavl og Mostpresning skal have været Indbyggernes fornemste Næringsvej. – Om Sarpsborgs Tilstand vides saagodtsom intet. Betydelig kan Byen neppe have været; imidlertid nævnes dog tvende Kirker, Olafskirken og Nikolaskirken, og enkelte Gaarde med tilhørende Tomter. Den tilliggende Bymark eller Borgar-Gjerdet var deelt i flere Lykker; den meste Deel deraf laa, som det synes, under Olafskirken, men en Deel var allerede, som vi have seet, af Kong Haakon overladt Jon Hafthorssøn med den kongelige Gaard i Byen, der skjenkedes ham, og det øvrige, eller i allefald det meste deraf, tilbyttede Hr. Jon sig siden af Olafskirken mod Jordegods i Eidsbergs Sogn[22]. Om Kongehelle ikke havde et ringere og daarligere Udseende end hundrede Aar tidligere, saa det idetmindste ikke bedre ud, da der ikke findes Tegn til, at det var udvidet eller forskjønnet med en eneste anseelig Bygning. Derimod erfarer man, at Egnen om Baagahuus Slot var sterkt bebygget, navnlig den nordre Elvebred, eller den forrige Gaard Baage med sine mindre Afdelinger, Skyrbaage, Kalvsbaage o. fl., samt formodentlig ogsaa det gamle Solberg, som maa have ligget noget vestligere, nærmere Kongehelle. Saaledes stræbede Byen allerede nu, kan man sige, at nærme sig Slottet, under hvis Vern man maaskee følte sig tryggere, skjønt det dog ikke i 1368 kunde hindre de nederlandske Krigsfartøjer fra at anrette store Ødeleggelser her, endog paa selve Baagaholmen, lige under Borgens Mure[23]. Marstrand kan endnu i denne Tid blot have været ubetydelig, da den ikke engang havde en egen Sognekirke, men hjalp sig med Klosterkirken, og forresten sognede under den nærmeste Kirke paa Thjorn. Ellers tales der ved denne Tid ogsaa om andre Handelspladse i Norge, der endog besøgtes af Fremmede, hovedsageligt, som man maa antage, for den nu svagt begyndende Trælast-Udførsels Skyld. Saaledes nævnes Koparviken ved Dramns-Elvens Udløb i Dramns-Fjorden, hvilket maa betragtes som den første Begyndelse til Staden Drammen. Der findes Breve, som vise, at der her blev leveret Tømmer til fremmede Handelsmænd, og det er ikke usandsynligt, at disse endog selv bereiste de ovenfor liggende Egne for at slutte Handel med Bønderne om Leveringen af et vist Qvantum Trælast til Indskibning paa Ladepladsen[24]. Dette var idetmindste senere Tilfeldet i Thelemarken og de nærmeste Egne, og Tegn dertil findes allerede i de Tider, vi her have for os, thi Kaupmannsnes (nu Kopmansnes eller Komnes) i Sandssverv øverst paa Vestfold, ved Logen, kan alene have faaet sit Navn deraf, at Kjøbmænd plejede at komme sammen og handle der paa Stedet, og et enkelt, endnu opbevaret, Brev derom viser, at en af disse Kjøbmænd endog var en Udlending[25]. Imidlertid maa det ansees som et Held for den efter Mandedøden og ved den almindelige Lammelse i alle Forhold sikkert heel forarmede Landbefolkning, at idetmindste fremmede Handelsmænd opsøgte dem for at afkjøbe dem deres Tømmer, som ellers kun vilde have været dem saagodtsom en død Skat, og at derved en ny Indtægtskilde aabnedes dem, hvor ringe den end i Førstningen kan have været. Thi saavidt man kan see af de forhaandenværende Breve, var den sedvanlige Landbonæring forresten ikke i mindste Maade gaaet frem, men stod ved det samme Punkt, som for hundrede Aar tilbage.

  1. ↑ Dipl N. IV. 1. 353. III. 567. Ogsaa i Brev af 6te Mai 1371 (Dipl. N. I. 411) føres der Vidner om, hvo der ejede en Deel af søndre Askvik i Hofs Sogn i Fryaalen i Land.
  2. ↑ I Biskop Eysteins Fortegnelse over Kirkegodset i Oslo’s Diøcese tales der om Gaarde, skjenkede til Kirker „í barnadauðanum eftir stóran dauða“.
  3. ↑ Dipl. N. IV. 464. Ved dette Brev, dateret Soolberg i Ramnes Sogn, stadfestedes en Gave af Jordegods paa Ringerike (2 Ørebool i Horheim), som en Olaf Blaafare havde givet til St.Hallvards Kirke i Oslo under „den første Død“ (í fyrra dauðanum).
  4. ↑ Detmar Udg. S. 276.
  5. ↑ See Ilmoni, Bidrag til Nordens Sjukdomshistoria, I. S. 184, 185.
  6. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 324. Beretningen er her henført under 1373, men de fleste og paalideligste Haandskrifter (hvoriblandt de før omtalte, betegnede F. og I) have 1371.
  7. ↑ Dipl. N. I. 462. Der staar vistnok ikke udtrykkeligt, i hvilken „Mandedød“ Elin døde, men da hun levede endnu i 1365 (Dipl. N. I. 375), kan der alene være Tale om den sidste.
  8. ↑ See T. Aschehougs Afhandling i Langes „Norsk Tidsskrift“, II. S. 305 fgg.
  9. ↑ Dipl. N. I. 341.
  10. ↑ Sammesteds, II. 331.
  11. ↑ Sammesteds, I. 349. De fornærmelige Ord anføres i Brevet, men ere vanskelige at forstaa, idetmindste er det vanskeligt at see, hvad fornærmeligt der er i dem. Olaf heder det, kaldte Anund „furtsnakkar“ og sagde til ham, da han kom til Elfleleid: „hvi snakkar þú hér, Anundr“. Endvidere fortælles det, at Olaf løb op og bad Anund vove en Dyst med ham, om han var Søn af en Kone og ikke en Hestepande (mararenni), derhos hævede han sin Øxe og Bukler i Vejret „saaledes, som han skulde henge“.
  12. ↑ Der er flere Exempler paa, at Presterne paa Bruggaberg (nu kaldet Brunkeberg) tillige vare Provster i den Deel af Thelemarken, der laa til Hamars Diøcese. Provsterne vare i kirkeligt Henseende ganske hvad Sysselmændene var i verdsligt, fornemmelig Skat-Indkrævere. Vi have saaledes endnu et Brev af 19de November 1361, hvorved Biskop Gisbrikt i Bergen beskikkede en vis Kalf Baardssøn til Provst i Vinje og Uppheim paa Vors; han overdrager ham, heder det, Provstedømmet i hine Districter „til at søge alle mindre kirkelige Sager, som Biskopen ikke selv skulde overtage“ (Dipl. N. II. 366).
  13. ↑ Dipl. N. I. 359, 364. Det kunde ved første Øjekast synes besynderligt, at Kongen forlanger Prov optaget efter allerede at have faaet Beretningen fra Provsten, men naar man har for Øje, at et saadant Prov egentlig skulde optages af Sysselmanden og Beretning udstedes af ham, da bliver det forklarligt nok, at Kongen eller rettere Peter Cantsler ikke har villet ladet det bero med hvad Provst Arne i saa Henseende havde gjort.
  14. ↑ Dip.. N. V. 230.
  15. ↑ Sammesteds, II. 389.
  16. ↑ See Biskop Eysteins Brev af 1395, aftrykt i Munchs & Ungers oldn. Læsedog S. 133–136.
  17. ↑ Dipl. N. I. X. 285, 361, II. 280, III. 341, 399, o. fl; Gaarde, som omtales, er Bjarnegaarden, maaskee opført af Bjarne paa Giske, og Blyfotsgaarden.
  18. ↑ Disse Navne ere „Brasegaarden“, „Skollegaarden“, s. o. S. 410.
  19. ↑ See Hist.-geogr. Beskrivelse over Norge i Middelalderen, S. 47.
  20. ↑ Om de enkelte Gaardes og Kirkers Navne i Nidaroos og Bergen see Hist. geogr. Beskr. over Norge S. 33–41.
  21. ↑ Michaelskirken var tidligere Præmonstratensernes Klosterkirke, indtil disse fik Olafskirken med Olafsklostret nede i Byen, og hiin blev et af de kongelige Capeller.
  22. ↑ See Biskops Eysteins Jordebog fol. 199. Her heder det, hvor de Ejendomme opregnes, som tilhørte Olafskirken i Borg: „I Jadar i Eidsbergs Sogn 6 Ørers Bool, som gaves af Hr. Jon Hafthorssøn; dette fik Kirkeret Vederlag for Borgargjerde og Vestergaarden, hvori Kirken før ejede det halve“. Om Nicolaskirken heder det fol. 200, at den ejede en Lykke i Borgargjerdet, kaldet Peterslykken. Saaledes seer man, at Borgargjerdet var inddeelt i flere Lykker.
  23. ↑ S. ovf. S. 206. Jfr. ovf. S. 393.
  24. ↑ Allerede i 1340 omtales Koparviken som et Sted, hvor der udskibedes Tømmer. I et Brev af dette Aar, dateret fra Glødesgaarden i Tunsberg den 17de Juni, bevidnede to Mænd, hvorledes Halle naa Hakeviik gik i Borgen for Loden paa Holte, at denne skulde i Koparviik levere en Ketil Audunssøn 100 Sperrer af 16 Alens Længde og 6 Tylfter Fladved til 8de September (Dipl. N. V. 137). Inden 1388 var Koparviken endog blevet et Toldsted, thi da Dronning Margrete i dette Aar forlenede Benedict Nikolassøn med Eller m. m., fik han og heriblandt „Koparviken i Dramn med Skibstolden og de Kongskjøb, som der kunne falde“ (Dipl. N. I. 511).
  25. ↑ Ved Brev af 31te Januar 1364 vidne to Mænd i Sandssverv om et Salg af en Gaard i Sandin Sogn (Vestfold) til en Senge i Krakken. Navnet viser ham at være en Udlending, og Tillægget som Beboer af en Bygaard, enten i Oslo eller Tunsberg. Hans Tilstedeværelse paa Kaupmannsnes kan saaledes neppe have været i anden Hensigt end at drive Handel. – Om alle disse her nævnte Byer see fremdeles „Histor. geogr. Beskr. over Norge i Middelalderen“, S. 27–48.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/73&oldid=80879»