Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/74

Af de fornemme og mægtige Ætter, hvis Medlemmer vi i det forløbne Tidsrum lejlighedsviis ere komne til at omtale, var den eldſte og meſt anſeede, nemlig Bjarkø- og Giſkø-Ætten, nu at betragte ſom uddød i lige nedſtigende Linje. Egentlig kunde vel dette allerede ſiges ved Nikolas Petersſøns Død i 1264, men Hr. Bjarne Erlingsſøn, ſom da blev Ættens Hoved og egtede hans Datter, hørte dog allerede ſelv dertil og forenede alt dens Gods under ſin Beſiddelſe; ved Hr. Erling Vidkunnsſøns Død i 1355 derimod blev Godſet adſplittet mellem hans Svigerſønner, af hvilke den fornemſte, Hr. Sigurd Hafthorsſøn, vel fik Ættens oprindelige Odel, Giſke og Bjarkø, men uden dog ſaaledes at gaa ind i den, ſom Bjarne Mardsſøn fordum, da han ſelv allerede hørte til en Ætt, der nu var Arnmødlinge-Ætten ſideordnet i Anſeelſe, og ſom havde ſin egentlige Hjem paa en ganſke anden Kant af Landet. Det er allerede nævnt (ſ. S. 620), at Hr. Erlings eneſte Søn, Hr. Bjarne, døde før Faderen, og ſelv tog det Løfte af ham, at han ſkulde overdrage Giſke-Godſet til Syſteren, Fru Ingeborg, medens derimod Stovreim-Godſet kom til Rømer-Slegten, ſandſynligviis med Otte Romers Huſtru Gerthrudi, der, ſaavidt man kan ſee, var en Datter af Hr. Erling; ligeledes er det omtalt, at en tredie Datter, Sigrid, der var gift med Hr. Eiliv Eilivsſøn, omkom med denne paa Søen 1358, efterladende ſig en Datter, Margrete, og at Ingeborg, eller hendes Mand Hr. Sigurd, ogſaa fik Bjarkø med tilliggende Gods, uviſt dog om ſamtidigt med Giſkø, eller førſt efter Fru Herdiis Thorvaldsdatters Død 1363; vi have nemlig ogſaa viiſt, at Hr. Bjarne efter al Rimelighed var gift med Fru Herdiis Thorvaldsdatter, der havde de rige Beſiddelſer paa Hjaltland, og at Hafthorsſønnerne ſom hendes Syſkendebørn paa mødrene Side var hendes nærmeſte Arvinger, og virkelig fik hendes efterladte Ejendomme. Det er imidlertid en beſynderlig Omſtændighed, ſom vi ovenfor have paapeget, nemlig at Kongerne kort efter hendes Død fik en Anſøgning hos Paven bevilget, der gik ud paa intet mindre, end at de maatte oprette et Ciſtercienſerkloſter af en Deel af hendes Efterladenſkab, ſom hun ſelv havde beſtemt til dette Øjemed, og ſom ellers ſkulde have tilfaldt dem (ſ. o. S. 760). Thi det er ubegribeligt, hvad Ret Kongerne ſkulde have haft til hendes Gods, naar de ikke formeligt havde aftvunget hende en Erklæring derom paa hendes Dødsſeng. Heller ikke kom noget ſaadant Kloſter iſtand, og det var ſandſynligviis for at ſikkre ſig i dette Henſeende, at Hr. Sigurd i September 1363, formodentlig ſtrax efter hendes Død, lod Lagmanden i Bergen, Joſeph Karlshovedsſøn, optage et Thingsvidne om, at Hr. Sigurds Fader Hafthor Jonsſøn og Fru Herdiſes Moder Fru Ragndid Jonsdatter vare kjødelige Syſkende og Sigurd ſaaledes hendes rette Arving[1]. Her møder imidlertid atter den Beſynderlighed, at kun Sigurd, ikke Jon, omtales, ſom om denne ikke ſkulde have det mindſte med Arven at ſkaffe; men man maa formode, at Hr. Jon har ladet optage et lignende Thingsvidne paa ſin Kant, og at dette i Tidens Løb er tabt. Thi ſaa meget er viſt, at de begge arvede hende, og det er endog ikke uſandſynligt, at Hr. Jon Hafthorsſøns Søn, Haakon Jonsſøn, der i Aaret 1369 opholdt ſig paa Orknø ſom kongelig Ombudsmand[2], og ſom, efter hvad man kan ſee, havde tilbragt længere Tid der, netop overtog dette Embede for ogſaa at kunne have Tilſyn med det Gods, ſom paa Hjaltland var tilfaldet hans Fader og Faderbroder[3].

Saaledes var altſaa nu de ſtore Ættegodſer, ſom Hr. Erling Vidkunnsſøn havde ſamlet under eet, atter komne paa forſkjellige Hænder, nemlig Bjarkø- og Giſkø-Godſet til Hr. Sigurd Hafthorsſøn, Stovreim-Godſet til Otte Rømer, og det øvrige-—formodentlig Strøgods —, til Margrete Eilivsdatter af Nauſtdal, der endnu kun var eet Barn. Men Hovedmasſen, Arnmødlingernes eldgamle Odel, var dog ſamlet i Hr. Sigurd Hafthorsſøns Hænder, og da disſe ſtore Ejendomme ſaaledes forenedes med dem, ſom han allerede efter Faderen havde paa Øſtlandet, navnlig Sudreimsgodſet, og ſom ligeledes vare heel betydelige, kan der ikke være nogen Tvivl om, at han i Rigdom paa Jordegods langt overtraf alle andre Magnater i Norge. Man erfarer forøvrigt af de, Sigurd vedkommende, Breve, ſom endnu ere i Behold, at han, ligeſom Svigerfaderen og formodentlig alle de mægtige Herrer paa den Tid, ſtedſe ſøgte at forøge ſine Beſiddelſer ved at kjøbe mere og mere Jordegods. Saaledes erhvervede han i Aaret 1367 en Sjettedeel i Senjen, hvilket nu lagdes til Bjarkø-Godſet[4]. Den Omſtændighed, at alle de uhyre Ejendomme, han arvede efter ſin Svigerfader, fordetmeſte laa paa Nord- og Veſtkanten af Norge, gjør at han efter 1355 mere maa regnes blandt Rigets nordenfjeldſke Magnater, end blandt de øſtlandſke. Vi have ſeet, hvorledes Hr. Sigurd Hafthorsſøn i de førſte Aar af Kong Haakons Regjeringstid var Sysſelmand paa Hedemarken og derpaa, mellem 1364 og 1370, Sysſelmand eller ſnarere Hirdſtjore i Bergen, hvor han havde mange Ubehageligheder med Tydſkerne, ſamt endelig fra 1371 Sysſelmand paa Raumarike, efter al Sandſynlighed forflyttet did ved Fredsſlutningen, paa Grund af de nys nævnte Ubehageligheder. Det er ligeledes nævnt, at han ikke deeltog i Forhandlingerne paa Baagahuus 1371, eller i Krigstoget til Stockholm, men derimod opholdt ſig i Oslo paa ſamme Tid, ſom Epidemien raſede i denne Stad, og ſelv maatte holde Sengen for Øjenverk, medens hans Huſtru Fru Ingeborg var ſaa ſyg, at Hr. Henrik Henriksſøn i ſit Brev til Kongen af 15de Auguſt endog mistvivlede om, at hun vilde komme derfra med Livet. Hun kom ſig dog, og ſaavel hun ſom hendes Mand levede mange Aar derefter[5]. Men Hr. Sigurd var nu allerede til Aars og nævnes fra 1379 af, da han ſom Rigsraadsmedlem var tilſtede ved et Mode i Marſtrand, ſjelden eller aldrig i offentlige Forhandlinger, ſaa at man maa antage, at han har draget ſig tilbage fra det offentlige Liv og tilbragt ſine ſidſte Aar i Rolighed paa ſine Godſer, i Nydelſen af ſine ſtore Riigdomme[6]. Han og hans Huſtru Fru Ingeborg havde tvende Børn, Sønnen Haakon og Datteren Agnes. Denne ſidſte blev ſenere gift med Jon Martinsſøn, hvilken vi allerførſt finde nævnt ſom en af de Herrer, der under Opſtanden mod Kong Albrecht i 1371 ſtod i Spidſen for Inſurgenthæren og ſluttede Stilſtanden ved Eedsviken. Han var ſaaledes efter al Rimelighed ſvenſk af Fødſel, hvilket ogſaa beſtyrkes deraf, at han ejede Jordegods i Dalsland. Men da Vermeland og Dalsland, ſom vi have ſeet, under Kong Albrechts Regjering forbleve Kong Magnus og hans Søn Haakon troe og ſaaledes kom i en ſaa nøje Forening med Norge, at dets Indbyggere betragtedes ſom norſke Underſaatter og enkelte af de fornemſte, ſom Hr. Erik Ketilsſøn, endog optoges i det norſke Rigsraad, blev ogſaa Jon Martinsſøn, idetmindſte efter ſit Giftermaal med Jomfru Agnes, ganſke betragtet ſom Nordmand og ſynes ogſaa ſelv i Tidens Løb at have betragtet ſig ſom ſaadan, iſær da de Ejendomme, han fik med ſin Huſtru i Norge, ſandſynligviis vare langt anſeeligere end dem, han ſelv ejede i Dalsland. Hans Giftermaal med Agnes ſkete forøvrigt, efter hvad man maa antage, neppe førend henved 1381, og ſaaledes ſenere end det Tidsrum, vi her have behandlet[7]. Sigurds og Ingeborgs Søn Haakon, Hovedarvingen til Faderens ſtore Beſiddelſer, var formodentlig yngre end Agnes, da han, ſaavidt vides, ikke omtales førend i 1378. Men foruden disſe Børn, havde Hr. Sigurd ogſaa en uegte Datter, ved Navn Cecilia, der ſynes at have været født før hans Giftermaal med Ingeborg Erlingsdatter, og ſom blev gift med en anſeet Mand paa Hedemarken, Ingjald Guthormsſøn, der boede paa Gaarden Oo i Vangs Sogn paa Hedemarken, og i Aaret 1361 var Sysſelmand paa Thoten, ſandſynligviis ved Svigerfaderens megtige Indflydelſe[8].

Hvad Hr. Jon Hafthorsſøn angaar, da ſpillede han, uagtet han var den ældre af Brødrene, ingen ſaa fremragende Rolle ſom Hr. Sigurd, hvilket vel deels maa tilſkrives hans længere Ophold i Sverige, deels ogſaa at Sigurd ved ſit Giftermaal med Hr. Erlings Datter baade erhvervede megtigere Familieforbindelſer og ſtørre Rigdomme. Imidlertid hørte dog ogſaa Jon øjenſynligt til de rigeſte og megtigſte Mænd i Landet. Da han, ſom det ovenfor er nævnt, ſynes at have haft ſit ſtadige Tilhold i Borgeſysſel, deels paa Huſeby i Onſe, deels paa Borgergjerde ved eller i Sarpsborg, ligger den Antagelſe nær, at han var Hirdſtjore i dette Landſkab, hvortil desuden han og Broderen anſaa ſig al have nogen Ret. Da han var eldre end Sigurd, og formodentlig ogſaa meget tidligere gift, vare ogſaa hans to Sønner, Ulf og Haakon, aabenbart meget eldre end Sigurds Søn Haakon, hvilket kan ſluttes deraf, at de indtog anſeelige Stillinger længe førend man hører noget om den ſidſte. Ulf var allerede Rigsraad og Ridder under Stilſtandsforhandlingerne paa Baagahuus 1369, hvori ogſaa hans Fader deeltog (ſee o. S. 819), og ſiden deeltog han med Kong Magnus’s øvrige Tilhængere i Toget mod Stockholm, ſamt Conventionen i Eedsviken, om Vaaren 137 l. Hans Broder Haakon ledſagede ſiden Kongen paa Toget i ſamme Aars Auguſt Maaned, der endte med Kong Magnus’s Befrielſe af Fangenſkabet. Det er allerede nævnt og vil ſidenefter yderligere blive omtalt, hvorledes han før den Tid havde været paa Orknø, formodentlig i Egenſkab af kongelig Sysſelmand, og end tidligere havde indtaget ſamme Stilling i Robyggelagen, eller de øvre Opland af Agder. At Hr. Jon Hafthorsſøn maa have betragtet de Beſiddelſer, han fik med ſin Huſtrue i Sverige, ſom ſine ſtørſte og fornemſte Ejendomme, maa man ſlutte deraf, at hans eldſte Søn Hr. Ulf, uagtet han viſtnok var norſk Rigsraad og lejlighedsviis nævnes ved norſke offentlige Forhandlinger, dog aabenbart havde ſit Hovedtilhold i Sverige og ſiden fuldkommen optraadte ſom ſvenſk Magnat og Stamfader til en ſvenſk Ætt, der benævnes til Eervalla, et Gods, han formodentlig har erhvervet ved Giftermaal[9]. Det er ſaaledes tydeligt nok, at Faderen maa have beſtemt ham ſine ſvenſke Ejendomme, og Haakon derimod ſine norſke.

Næſt Hafthorsſønnerne, hvis nøje Frændeſkab med den kongelige Familie maatte ſtille dem højt over alle, eller de fleſte andre, Familier i Landet, var neppe nogen mere anſeet end Hr. Agmund Finnsſøn, der i længere Tid, ſom vi have ſeet, beklædte Drottſete-Verdigheden, og hvem vi ligeledes i et latinſk Document finde benævnt baro regni Norvegiæ, ligeſom Hr. Jon Hafthorsſøn. Om hans Fremtræden og Virkſomhed er der allerede ovenfor talt ſaa udførligt, at vi ikke her behøve at dvæle ſynderligt derved. Foruden ſin Stilling ſom Drottſete og Hirdſtjore paa Veſtlandet ſynes han lige fra 1347 af, eller maaſkee endog allerede fra Faderens Død af, at have haft Sysſelen over Ryfylke, hvor hans Ættegaard Heſtbø laa. Hans Huſtru, Katharina Knutsdatter, ſynes at have været ſvenſk og af St. Birgittas Ætt[10]. Hr. Agmunds Ejendomme ſynes alle at have ligget i Ryfylke og Hørdeland.

En Ætt, der i denne Tid mere og mere begyndte at gjøre ſig gjældende blandt de førſte i Landet, var den allerede ovenfor omtalte Ætt Bolt, og det er en Merkelighed ved den, at den tillige er en af de norſke Ætter, der allerførſt brugte et ſtaaende Familienavn. Hidtil havde man ikke ſeet dette uden ved Ætten Dans eller Krøkedans, der nu var uddøet, eller ſom man idetmindſte ikke hørte mere til; paa denne Tid derimod, ſom vi her have for os, finde vi højſt fire eller fem Ætter med faſte eller idetmindſte hyppigt anvendt Tilnavn, nemlig Bolt, Darre, Rømer, Smør og Stumpe. Bolte-Ætten ſynes oprindeligt (ſ. o. S. 389) at have haft ſit Hjem i det Throndhjemſke, hvor den ovenfor nævnte Haakon Agmundsſøn hørte hjemme; men en anden Linje af Ætten ſees ogſaa at have haft ſit Tilhold i Borgeſysſel, hvor vi i Slutningen af det os foreliggende Tidsrum finde en Bergthor Kolbeinsſøn Bolt, og hans Søn Agmund Bergthorsſøn, der ſiden ſpillede en meget betydelig Rolle. Denne Linjes egentlig Odel og Ættegaard ſynes at have været Thumn, men den havde ogſaa ſtore Ejendomme andenſteds, navnlig paa Follo og i Oslo-Sysſel. Da nu, ſom vi have ſeet, Hr. Agmund Guthormsſøn, der i 1335 var Hirdſtjore, boede paa Thumn, maa man antage, at ogſaa han hørte til den ſamme Ætt og Linje, hvad ogſaa Navnet „Agmund“, der ſaa hyppigt forekommer i denne Ætt, beſtyrker. Bolternes ſtadige Vaabenmerke, ſom de førte i ſit Segl, var et efter Længden tvedeelt Skjold med en halv Lilje til Højre og to Bjelker eller Sperrer til Venſtre. Da nu dette Vaabenmerke ogſaa førtes af Alf Haraldsſøn, der i Mai 1369 ſom Medlem af Rigsraadet deeltog i Underhandlingerne paa Baagahuus og i 1371 nævnes ſom en af Anførerne for den ſvenſke Inſurgenthær, men ſidenefter optraadte ſom en af Norges fornemſte Magnater, bliver det ſaagodtſom afgjort, at ogſaa han hørte til Bolternes Ætt, og det ſamme maa man vel ogſaa ſige om den med ham ſamtidige Hallvard Alfsſøn, der ejede Sundbu i Vaage i Gudbrandsdalen og var Sysſelmand i dette Landſkab, men om hvem det med Vished vides, at han havde Odelsret til Thumn[11]. Ættens egentlige Blomſtringstid tilhører dog førſt det 15de Aarhundrede.

I en vis Forbindelſe med Ætten Bolt, men ſom nu ikke tilfulde kan paaviſes, var Ætten Stumpe, der ogſaa havde ſit fornemſte Tilhold i Borgeſysſel. Vi finde der i Aarhundredets anden Halvdeel en Haakon Munaansſøn Stumpe, der tilſidſt blev Ridder og var gift med Elin Bergſveinsdatter, en Syſter af Gunhild Bergſveinsdatter, Hr. Agmund Bergthorsſøns Huſtru[12]. Ogſaa denne Ætt havde Odelsret til en Deel af Thumn, og altſaa maa den paa den ene eller den anden Side have havt Stamfader tilfelles med Bolterne. Det er ſaaledes meget ſandſynligt, at Hr. Haakon Munaansſøn var en Søn af Munaan Agmundsſøn, for hvis Børns Arv Hr. Agmund Guthormsſøn, Hirdſtjoren i Viken, den 3die October 1353 aflagde Regnſkab, netop paa Gaarden Thumn[13]; denne Omſtændighed, at vi her atter finde det i Bolte-Ætten hyppigt forekommende Navn Agmund, og tillige at Agmund Guthormsſøn, nu ſelv Beſidder af Thumn, her optraadte ſom Verge for Munaans Børn, altſaa vel i Egenſkab af nærmeſte Frænde, beſtyrker Formodningen, at Ætten Stumpe og idetmindſte den ſøndenfjelſke Linje af Ætten Bolt var paa det nøjeſte beſlægtede, ligeſom ogſaa, at Hirdſtjoren Hr. Agmund Guthormsſøn maa have hørt dertil. At Munaan Agmundsſøns Børn tillige maa have ſtaaet under Dronning Blanches ſæregne Varetægt, kan ſluttes deraf, at da Hr. Agmund Guthormsſøn aflagde hiint Regnſkab for deres Gods, ſkulde egentlig Hirdmanden Thorgaut Jonsſøn have modtaget det paa Dronningens Vegne. Dette lader formode, at Munaan Agmundsſøn havde ſtaaet i Dronningens Tjeneſte, og været en ſærdeles Yndling af hende. Herved ledes vi igjen til at tænke paa hiin Hr. Arnbjørn Munaansſøn, der i Forliget til Jønkøping nævnes ſom en af Hr. Benedict Algøtsſøns nærmeſte Venner, og ſom derfor tilligemed ham ſkulde være forviiſt fra Sverige[14]. Navnet Munaan, der fornemmelig tilhører Oplandene og tildeels Viken, er ſaa ſjeldent, at man virkelig er berettiget til at formode et Frændſkab mellem alle dem, ſom bare det; og hvis Arnbjørn har været Munaan Agmundsſøns Syſkendebarn, vides det ret godt at forklare, hvorledes denne ſidſtes Børn kunde være kommen under Dronningens ſærdeles Opſigt. Det ſamme Navn leder ogſaa Formodningen paa et Frændſkab mellem disſe Bolter og Hr. Munaan Baardsſøn, der levede omkring 1320; med Munaan Biſkopsſøn, der i Aarene 1240—50 var Kong Haakon Haakonsſøns Sysſelmand paa Hedemarken, og endelig med hiin Munaan Agmundsſøn, der i 1137 faldt paa Krokaſkogen, og hvis Fader Agmund var en Søn af Orm Eilivsſøn Jarl og Finn Arnesſøns Datter Sigrid[15]. Den her ovenfor førſt omtalte Haakon Munaansſøn Stumpe ſynes at have beſiddet ſtore Godſer, ej alene paa Øſtlandet, men ogſaa paa Veſtlandet, hvilke ſidſte var hans Arv efter Moderen, Elin Ragnvaldsdatter, der hørte til den anſeede Familie, ſom førte Tilnavnet Smør. Det eldſte bekjendte Medlem af denne Familie var Hr. Jon Ragnvaldsſøn, en af de gamle Lendermænd og Magnater fra Aarene omkring 1280, hvilken vi i det foregaaende oftere have haft Anledning til at omtale. Jons Sønner vare Ragnvald og Hallvard, Hallvards Søn heed Jon og vil idet følgende blive omtalt; Jon havde Sønnerne Otte, Jon og Haakon, af hvilke Otte ſkal have været Raadsherre ved 1340, ſamt den ovennævnte Datter Elin, der blev gift med Munaan i Agmundsſøn?) Stumpe[16]. Elin og Munaan havde Børnene Haakon, Ragnvald og Ragnhild, hvilke ſaaledes formodentlig var de ſamme, der i 1353, altſaa vel kort efter Munaans Død, ſtode under Hr. Agmund Guthormsſøns Vergemaal og Dronning Blanches ſærdeles Beſkyttelſe. Jon Ragnvaldsſøn døde i den ſtore Mandedød uden at efterlade Børn. Haakon Ragnvaldsſøn var gift med Margrete Viljamsdatter, ſedvanligviis kaldet Huſtru Margrete i Skaften[17] — ſaaledes kaldtes nemlig en Gaard, ſom hun og formodentlig hendes Fader ejede i Bergen —; ligeledes ejede Haakon Ragnvaldsſøn den ſaakaldte Ceciliegaard over paa Stranden i ſamme By. Ved Jons Død[18] ſkulde hans Ejendomme efter den rette Arvegang tilkomme hans Syſkende eller deres Børn; men i dets Sted bemegtigede Huſtru Margrete ſig den hele Arv efter Ragnvald Smør og Sønnen Jon, ſaaat hun ſad inde ej alene med den Arvepart efter Jon, der ſkulde tilfalde Munaan Stumpes Børn, men ogſaa disſe Moders umiddelbare Lod efter Faderen. At dette kunde ſkee, kom formodentlig deraf, at Munaan Stumpes Børn og Enke levede paa Øſtlandet og ſaaledes ikke godt kunde varetage ſine Interesſer i eller ved Bergen. Men endelig opſtod en Proces, idet Haakon Munaansſøn paa ſin og ſin Broder Ragnvalds Vegne ſagſøgte Huſtru Margrete til Udlevering af det Arvegods, hvormed hun ſaa længe havde ſiddet inde. Som ſedvanligt ved ſlige Lejligheder, hvor der tviſtedes mellem Perſoner af Hirdmands- eller Ridder-Klasſen, udnævnte Kongen en Dom af ſex haandgangne Mænd til at afgjøre Sagen. Dette ſkete i Mai 1370, da Kongen, ſom det ſynes, opholdt ſig i Bergen paa Reiſen fra Nidaroos, hvor han var i Marts Maaned, til Baagahuus, hvor han ved Pintſetider ſkulde komme ſammen med de tydſke Geſandter. De udnævnte Dommere vare Haakon Jonsſøn, Holte Gunnarsſøn, Lagmanden i Bergen Gunnar Hjarandesſøn, Erlend Philipsſøn til Losna og Gunnar Alfsſøn. De ſamledes den 14de Mai i Vinterhallen i Biſkopsgaarden i Bergen, og Dommen faldt til Fordeel for Brødrene, idet Huſtru Margrete dømtes til ej alene at overlade dem alle de omſpurte Ejendomme, men ogſaa under Eed at erſtatte dem alle de Landſkylder, ſom hun havde oppebaaret i den Tid, hun ulovligt havde haft Ejendommen i ſin Beſiddelſe[19]. De ſenere Ætlinger af den her omtalte Slægt Smør ſpillede ſiden en betydelig Rolle blandt Norges Magnater[20].

Om Ætten Rømer eller Reymar er der tildeels allerede talt. Vi have ſeet, at det førſte af dens Medlemmer, ſom nævnes i Breve eller andenſteds, Hr. Svaale Alvesſøn, var Sysſelmand paa Haalogaland eller rettere Hirdſtjore i Throndhjem og Nordland i Aarene 1350 til 1362, da han døde (ſee ovenfor S. 406). Samme Aar overlod begge Kongerne Sønnen Otte Rømer, „der fra Barndommen havde tjent dem længe og vel“, alt Audun Hugleiksſøns forrige Gods i Nordfjord m. m., paa det Vilkaar, at hvis han fik Børn med ſin Huſtru Gerthrud, da ſkulde alt dette Gods blive i Ætten ſom dens rette fedrene Odel; men døde han barnløs, og Gerthrud overlevede ham, da ſkulde hun ſaalænge hun levede have Halvdelen deraf; efter hendes Død ſkulde det altſammen falde tilbage til Kronen. At Gerthrud var en Datter af Hr. Erling Vidkunnsſøn, og at Otte med hende fik Stovreim-Godſet i Nordfjord, Hr. Erlings mødrene Arv og Odel, er forhen nævnt; og ſandſynligviis var denne Omſtændighed, at han allerede med ſin Huſtru havde faaet ſaa ſtore Beſiddelſer i Firdafylke, Aarſagen til, at Kongerne ogſaa ſkjenkede ham ſaa meget andet Gods i ſamme Fylke, nemlig for at han ſaavidt muligt ſkulde kunne have ſine Beſiddelſer ſamlede. Siden blev han, ſom vi ligeledes have ſeet, Hirdſtjore og Fehirde i Throndhjem ligeſom Faderen, og forenede ligeledes dermed Syſlen paa Haalogaland. Hans fornemſte Fremtræden og Virkſomhed falder dog meſt i en noget ſenere Tid, end den vi her have for os. Man ſkulde ellers formode, at ogſaa denne Ætt var beſlægtet med Bolterne, da Otte Rømer omtrent førte det ſamme Vaaben[21].

Otte Rømers Syſter Margrete, ſedvanligviis kaldet Margrete Reymarsdatter, blev gift med den allerede flere Gange omtalte Gaute Eriksſøn, der førte en Galt i ſit Vaaben og derfor af ſenere Genealogiſter ſiges at høre til Ætten Galte eller Galtung. Gaute Eriksſøn hørte oprindelig hjemme paa Veſtlandet eller havde idetmindſte Beſiddelſer der, hvor han ogſaa var beſlægtet med de ſidſte Medlemmer af ÆnesÆtten (ſ. o. S. 403), men han opholdt ſig dog meſt paa Øſtlandet, og dette maatte vel endog den ſenere og længſte Tid af hans Liv betragtes ſom hans egentlige Hjem. Han var overordentlig riig paa Jordegods; foruden Stedje i Sogn, der ſees at have været i hans Eje, beſad eller erhvervede han ogſaa meget Jordegods i Søndhørdeland og Hardanger, foruden hvad han ogſaa havde paa Øſtlandet[22]. Vi have allerede ſeet, at han ved 1367 havde Sysſel paa Hudreim, altſaa rimeligviis var Befalingsmand paa Akershuus og Sysſelmand i Oslo Sysſel, at han 1369 var Medlem af Rigsraadet og ſendtes ſom Geſandt til Tydſkland, ſamt derpaa deeltog i Stilſtands-Underhandlingerne paa Baagahuus; nogle faa Aar ſenere var han Fehirde paa Tunsbergshuus og Sysſelmand paa Veſtfold; endelig, men ſildigere end det Tidsrum, hvormed vi her beſkjeftige os, var han i mange Aar lige til ſin Død Sysſelmand eller Hirdſtjore i Skiduſysſel[23]. Margrete Rømersdatter var forreſten ikke hans førſte Huſtru. Han havde tidligere været gift med en Ingegerd, der ſynes at have været en Datter af Hr. Knut Algøtsſøn og Mæreta, St. Birgittas Datter, ſkjønt disſe ogſaa havde en anden Datter af ſamme Navn, den bekjendte Ingegerd Knutsdatter, der blev opdraget hos Moderen ſammen med Dronning Margrete og ſiden gik i Vadſtena Kloſter, hvor hun blev Abbedisſe[24]. Maaſkee var da Gautes Huſtru Ingegerd en meget eldre Syſter af Nonnen og død før dennes Fødſel, ſaa at hun blev opkaldt efter hende. Denne Forbindelſe ſynes ogſaa at have ſkaffet ham Beſiddelſer i Veſtergøtland, ſom han ſiden ſkjenkede til Vadſtena Kloſter. Om ham vil der i det Følgende blive handlet udførligere.

Det er muligt, at Rømer-Ætten ogſaa var beſvogret med den ovenfor (S. 407) omtalte Losna-Ætt, nemlig ſaaledes at Erlend Philipsſøn paa Losna egtede en anden Syſter af Otte Rømer; imidlertid ſkulde man ſnarere tro, at Erlends Huſtru var af Slinde-Ætten (ſ. o. S. 408). Erlend Philipsſøn nævnes allerførſt ſom en af de Hirdmænd, Kongen i Mai 1370 beſkikkede til at dømme i Sagen mellem Brødrene Haakon og Ragnvald Stumpe og Huſtru Margrete Viljamsdatter. Maaſkee var han allerede da Fehirde i Bergen, hvilket Embede han ſenere i flere Aar beklædte. Han var riig paa Jordegods, ſom det allerede er nævnt, og det vidner fordeelagtigt om hans Selvſtændighedsfølelſe og ædle Stolthed, at han aldrig vilde modtage Ridderverdigheden, ſkjønt Kongerne ſelv tilbød ham den; han kaldtes ſaaledes af Islendingerne Erlend Bonde lige til ſin Død[25]. Der fortælles ogſaa om ham, at han altid havde Forkjærlighed for Islendingerne, troede dem bedre end andre norſke Mænd og havde dem gjerne i ſin Tjeneſte. Erlend Philipsſøn havde tvende Børn, om hvilke der i det følgende oftere vil blive Tale, Eindride, der blev en af Norges meſt formaaende Mænd, og Sigrid, der egtede Haakon Sigurdsſøn til Giſke.

Den ovenfor (S. 411, 412) omtalte Finne-Ætt paa Vors vedblev ogſaa i den ſildigere Deel af Aarhundredet at være mægtig og anſeet. Dog var den nu ſmeltet ſammen med den paa ſamme Sted omtalte Hvamms-Ætt paa Sogn. Det er nævnt, at Beſidderen af Gaarden Finnen henimod Midten af Aarhundredet var Erik Erlendsſøn, kaldet Bokke, der døde lidt før 1349, efterladende et eneſte Barn, ſom han havde haft med Ingebjørg Simonsdatter, og ſom nu blev hans Arving. Da dette Barn, ſom det ſynes, kort efter døde, blev Ingebjørg ſelv mer af Godſet. Ingebjørg var da, ſaavidt man kan ſee, enten allerede Enke efter, eller endnu gift med en vis Viljam; det ſidſte bør maaſkee helſt antages, da vi finde, at Ingebjørgs Datter med Viljam, Elin, endnu i hendes levende Live, og formodentlig efter Viljams Død, blev Ejerinde af Finnen. Elin egtede Botulf, en Søn af Eindride Botulfsſøn paa Hvamm i Borgund m. m. (ſ. o. S. 410), og derved kom Finne-Godſet i dennes Eje. Dette maa have været før Aar 1364, i hvilket Aar vi allerede finde. Botulf ſom Beſidder af Finnen[26]. Imidlertid giftede ogſaa Svigermoderen Ingebjørg ſig atter med en Eiliv Brynjulfsſøn, og i den Anledning ſluttedes der den 28de .Mai 1365 mellem begge Egtepar, nemlig Botulf og Elin paa den ene, og Eiliv og Ingeborg paa den anden Side, et Skifte i Overvær af Biſkop Gisbrikt, da denne nysnævnte Dag viſiterede paa Vosſevangen, ſaavelſom Halldor Duuk, Jon Preſt paa Vangen og Bjørn paa Hakeſtad[27]. Ifølge dette Skifte overlod Botulf og Elin Ingeborg endeel Jordegods i Hardanger, nemlig to Mmbool i Spilde i Graven, 4 Mmbool i Teige, i Jondals Sogn, tilligemed Eblegaarden paa Hausthveit i Ullensvangs Sogn; derhos overlod de hende til Brug for Livstid Gaarden Tole i Vikøers Sogn. Altſaa ſeer man, at de foruden Beſiddelſerne paa Vors og i Sogn ogſaa havde Gods i Hardanger. Botulf ſynes at have været en meget anſeet Mand i ſin Egn, og han nævnes i mange Breve fra den Tid. Hans Huſtru Elin Viljamsdatter døde allerede i den ſtore Epidemi, ſom hjemſøgte Norge i 1371, og ſom ovenfor er omtalt, efterladende to Sønner, Eindride og Samſon. Herom blev der ni Aar ſenere optaget et lovformeligt Vidnesbyrd paa Vosſevangen, idet to Mænd, Arnfinn Halldorsſøn og Odd Agmundsſøn, bevidnede, at de i den Mandedød, hvori Elin Viljamsdatter døde, ſaa hendes og Botulfs tvende Sønner friſke og levende paa Finnen efter Moderens Død[28]; de vare ſaaledes berettigede til Arv efter hende. Men formodentlig døde ogſaa disſe kort efter, eller i ſamme Epidemi, thi der tales ikke mere om dem, medens derimod deres Fader Botulf Eindridesſøn, der i mange Aar overlevede Elin, ogſaa herefter optræder ſom Ene-Ejer af Finnen og alt det øvrige Ætte-Gods. Botulf egtede derpaa Aaſa Haavardsdatter, af den anſeede Rogne-Slegt paa Vors, en Datter af Haavard Hallesſøn paa Røtin, og Broderdatter af Odd Hallesſøn paa Rogn (ſ. o. S. 412). Paa denne Maade kom ogſaa en Deel af Rogne-Godſet til den allerede forud ſaa rige Ætt, hvis Medlemmer derfor i det følgende Aarhundrede optraadte med endnu ſtørre Anſeelſe end hidtil og omſider ved Giftermaal kom i den nøjeſte Forbindelſe med Giſke-Ættens daværende Repræſentanter[29]. Herom vil der paa ſit Sted blive udførligere handlet. Der fandtes naturligviis endnu mange andre anſeede og megtige Ætter i Norge, hvis Medlemmer nævnes i Breve og offentlige Forhandlinger fra denne Tid, men det vilde lede til altfor ſtor Vidtløftighed, om vi her udførligt vilde omtale deres Slegtſkabsforhold og Beſiddelſer, iſær da de nødvendige Oplysninger derom allerede meddeles paa de Steder, hvor vi have omtalt eller fremdeles komme til at omtale dem. Det er ellers allerede i de her gjennemgaaede Tidsrum kjendeligt, og vil i det følgende end mere blive indlyſende, hvorledes disſe perſonalhiſtoriſke Forhold, de anſeede Slegters Opkomſt eller Aftagen, deres indbyrdes Forbindelſer ved Giftermaal mellem Medlemmerne, og de ſtore Godſers Samling under faa megtige Ejeres Beſiddelſe, er af ſtørre og mere indgribende Vigtighed for Norges Hiſtorie, end for de fleſte andre Landes paa den Tid.

  1. Dipl. N. II. 375.
  2. Dipl. N. I. 308. Herom mere i det følgende, hvor Begivenhederne paa Orknøerne komme til at omtales.
  3. At baade Jon og Sigurd Hafthorsſøn arvede Fru Herdiſes hjaltlandſke Gods, ſiges udtrykkeligt i Hr. Agmund Finnsſøns Brev af 8de October 1380, Dipl. N. L 366. Der ſynes forøvrigt ogſaa at have været anmeldt Fordringer fra tydſke Kjøbmænd i Fru Herdiſes Bo; ſaaledes haves der et Brev, udſtedt i Tunsberg 1372 af begge Kongerne, om at den lübeckſke Raadmand Hermann af Oſenbrügge ikke paa Fru Herdiſes Vegne havde udbetalt Biſkop Gottſkalk mere end fem Gylden.
  4. Dipl. N. I. 394. Holte Gunnarsſøn var ved denne Lejlighed hans Ombudsmand.
  5. Hr. Sigurd levede endnu i 1386, ſee Dipl. N. I. 501, og Fru Ingeborg nævnes endnu ſom levende i et Brev af 26de Marts 1400. Dipl. Norv. II. 562. Derimod maa Hr. Sigurd være død før 1393, thi da optræder Jon Martinsſøn ſom hans Arving og Herre til Sudreims-Godſet, ſee Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 79, ſammenholdt med fol. 183. Paa førſte Sted ſtaar nemlig, at Jon Martinsſøn afhændede „nylig“ til Sudreims Kirke noget Gods i ſamme Sogn, ſom Hr. Sigurd dertil havde ſkjenket, paa andet, at den Fortegnelſe over Kirkegodſet i Raumarikes Provſti, hvori denne Oplysning findes indført, paabegyndtes i November 1393. Altſaa ſkulde man heraf ſlutte, at Hr. Sigurd kort Tid forud var død, og Svigerſønnen, Jon Martinsſøn, nys havde tiltraadt Arven efter ham.
  6. Dipl. N. II. 386. Var Hr. Sigurd født ved 1315, ſom er det ſeneſte Aar, man kan antage (ſee ovf. S. 155), da var han i 1371 ſex og femti Aar gammel.
  7. Om Jon Martinsſøns Deeltagelſe i Toget 1371 ſ. o. S.832. I 1380 kjøbte han Jordegods i Øx Sogn i Dalsland (Dipl. I. N. 464), ligeledes i 1382 (ſammeſteds II. 470, 477); men da det ſeneſte af de Breve, der handle om disſe Kjøb, er dateret fra Sudreim den 16de November 1382, maa man antage, at han da allerede var gift med Jomfru Agnes og opholdt ſig hos Svigerfaderen. I 1383 kjøbte han Gods i Vermeland, men Brevet derom er dateret fra Oslo (Dipl. N. II. 480, jvfr. 549); men f 1384 ſee vi ham kjøbe Jordegods i Sudreims Sogn paa Raumarike, et Tegn paa, at han da allerede var boſat her, ſkjønt Svigerfaderen endnu levede (Dipl. N. L 485, li. 385). Sidenefter forekommer han alene i Norge, og ſynes ganſke at have forladt Sverige. Hans Vaaben var en Stjerne i et Skjold, af ſamme Udſeende ſom den, der ellers tillægges Ætten Gyldenſtjerne. Ellers antages hun af flere, men neppe med Grund, for at have været af Rømer-Ætten.
  8. Ingjald Guthormsſøn nævnes førſt i 1346, uden nogen Embedstitel, (Dipl. N. II. 274); ſom Sysſelmand paa Thotn forekommer han i Brev af 4de Auguſt 1361, Dipl. N. III. 320.
  9. Som Hr. Ulf Jonsſøns Huſtru opgives Mæreta Ulfsdatter. Eervalla ligger l Nærike.
  10. At Fru Katharina var af ſvenſk Herkomſt, maa ſluttes deraf, at der i Breve, vedkommende hendes Efterladenſkab, udtrykkeligt ſiges, at hendes Syſter heed Ramborg Knutsdatter (Dipl. N. I. 493, 614): og Navnet Ramborg var paa den Tid kun brugeligt i Sverige. Man maa derfor antage, at denne Katharina var en Datter af Hr. Knut Algøtsſøn og Mæreta, St. Birgittas Datter, ſiden det i Abbedisſe Margretas „Chronicon de S. Birgitta“ udtrykkeligt heder, at Fru Mæretas og Hr. Knuts anden Datter „heed Fru Katharina Knutsdatter og blev gift i Norge“, ſamt at Dronning Margrete ſiden, da Katharina var bleven Enke, ſatte hende til Hovmeſterinde hos den nygifte Dronning Philippa (1406). Den eneſte Betænkelighed, der kunde ſtille ſig mod denne Antagelſe, er den, at Fru Katharina maa mindſt have været 30 Aar yngre end Hr. Agmund, og at hiin Krønike ej omtaler nogen Syſter af hende ved Navn Ramborg. Men disſe Omſtændigheder danne dog ingen abſolut Hindring for Antagelſen; vi ville ialfald nedenfor (S. 911) ſee, at Knut og Mæreta havde flere Døttre, end hiint Chronicon omtaler.
  11. At Hr. Agmund Guthormsſøn boede paa Thumn, er ovenfor nævnt, S. 189 og 417, jvfr. Brev af 3die October 1353, Dipl. N. IV. 363. Af Biſkop Eyſteins Jordebog fem„ at han ſkjenkede 8 Markebool i ſøndre Henin paa Raumarike til Oslos Biſkopsſtol, 3 Ør. b. i Midbø i Hodals Sogn til Skedjuhovs Kirke i Viken, 1 Ør. b. i Kaatarud i Rygge til Rode Kirke i Borgeſysſel, hele Gaarden Kolſtad i Aalnes, 12 Ør. b. til Tune Kirke ſammeſteds, for Tiende, og at hans Arvinger ſkyldte Rode Kirke, til hvis Sogn han egentlig hørte, fire Aargange Tiende. Altſaa havde han Beſiddelſer i de nævnte Landſkaber. Agmund Bergthorsſøn nævnes allerførſt, tilligemed Bergthor Kolbeinsſøn, der formodentlig har været hans Fader, i 1370, paa Vaaler i Borgeſysſel (Dipl. N. IV. 498); ſiden forekommer han meget ofte, ſom det i det følgende vil ſees, og var en af Norges fornemſte Mænd; hans egentlige Hovedſæde var Throndſtad i Hudreim i Oslo Sysſel, men omſider blev han Ejer af Thumn, der i nogen Tid ſynes at være kommen ud af Ætten; førſt fik han, ſom Sysſelmand i Borgeſysſel, Nordre Thumn 1393 af en Gyrid Hallvardsdatter i Dradsbøder (Dipl. N. II. 537), ſiden indgik han Overeenskomſt med Alf Haraldsſøn om at faa det øvrige, ſom da (1399) ſynes at have tilhørt en Jon Thorgilsſøn; i 1403 afſtod Hallvard Alfsſøn til Sundbu ham ſin Odelsret til Thumn, og i 1405, efter flere andre Forliig, ſynes endelig hele Godſet at være kommet i hans Beſiddelſe. (Dipl. N. II. 537. III. 559. 563. 566. II. 584. V. 441). Hans Brødre heed Kolbein og Sigurd (Dipl. N. V. 359. IV. 769); han ſkrev ſig ikke ſjelden ligefrem „Agmund Bolt“, men dog fordetmeſte „Agmund Berdorsſøn“ eller „Bergthorsſøn“. Hans Huſtru var Gunhild Bergſveinsdatter, Syſter af Elin Bergſveinsdatter, der var gift med Hr. Haakon Stumpe. For ſin Fader Bergthor ſkjenkede han 1 Mk. B. i Auſtby i Veſtby Sogn til Oslos Biſkopsſtol. (Eyſteins Jordebog f. 124). For Kolbein ſkjenkede han 8 Laupers Land i Løyken i Kvandsherred i Valders, ligeledes til Biſkopsſtolen, (ſammeſteds).
  12. Dette ſees af Biſkop Eyſteins Jordebog, fol. 53. 51. 90.
  13. DipL N. IV. 363, ſ. o. S. 582, Note 3.
  14. See ovenfor S. 644.
  15. See ovenf. III. S. 901, 914, 947, 952, 962, IV. 1. S. 8. 10. 29. 31. 140; II. S. 451, 783. Paa Navnet „Munaan“ udenfor Øſtlandet, have vi kun et Exempel i Munaan Gautsſøn paa Ænes, III. S. 123, 163, IV. 1. S. 4. 476, m. fl. St., — men dette Navn er formodentlig kun ved Opkaldelſe kommet til at anvendes. Ellers forekommer Navnet Munaan kun paa Øſtlandet. Saaledes Munaan Aalesſøn, Kong Sigurd Munds Halvbroder, ſee ovenfor II. S. 812.
  16. Herom, ſom overhoved om Ættens hele Slægtſkabsforhold, kunne udførligere Oplysninger erholdes i N. Samll. IV. S. 592—594, hvortil vi ſaaledes henviſe. Dog er det viſtnok neppe rigtigt, naar det der antages, at Haakon Stumpes Fader Munaan var en Søn af en Thorleif. Munaan Thorleifsſøn og hans Huſtru Gudrid Haraldsdatter levede endnu i 1364—1369 (Dipl. N. III. 338. IV. 427, I. 455. IV. 588), altſaa ſamtidigt med, eller ſtrax efter Haakon Munaansſøn. Viſtnok ejede ogſaa Munaan Thorleifsſøn Thumn, ſom han i October 1370 ſolgte til Preſten paa Vaaler, og ſaaledes borte han vel til Ætten, men hans Beſiddelſe af Gaarden var ſikkert kun midlertidig, uden Odel.
  17. Dipl. N. II. 498.
  18. Naar man erindrer, at Erik Viljamsſøn til Torge havde været gift med den i 1370 endnu levende Cecilia Haakonsdatter Bolt (ſ. o. S. 399), vil man neppe finde det uſandſynligt, at Huſtru Margrete Viljamsdatter kunde være en Syſter af denne Erik Viljamsſøn, og at Ceciliegaarden kunde have været opført af denne ſamt opkaldt efter hans Huſtru, men ſidenefter arvet af Margrete og af hende bragt til Haakon Ragnvaldsſøn. Under denne Forudſætning bliver Margrete ſaaledes en Ætling af den gamle Torge-Ætt. Dog heed ogſaa Margretes og Haakons Datter Cecilia, og arvede Gaarden, ſaa at det er muligt, at den førſt efter hende fik dette Navn. Men ligefuldt bliver det ſandſynligt, at Margrete var en Syſter af Erik Viljamsſøn, og Svigerinde af Cecilia Haakonsdatter, efter hvem maaſkee endog hendes Datter var opkaldt.
  19. Dipl. N. II. 140.
  20. Om Ætten Smør ſee forøvrigt Munthe i N. Samll. IV. S. 592—597.
  21. Nemlig det efter Længden tvedeelte Skjold, med den halve Lilje til Højre og de to Bjelker (Bolterne have meſt Smaa) til Venſtre.
  22. Om Gaute Eriksſøn, ſee det ovenciterede Sted tilligemed N. Samll. IV. 555.
  23. I Biſkop Eyſteins Jordebog fol. 32 ſtaar der udtrykkeligt, at Hr. Gaute Eriksſøn gav 8 Laupers Land i Berghuus i Hjuxebø i Saudehered (Grenland) for ſin Huſtru Margrete Reymarsdatters Gravſted ved Gimsø Kloſter.
  24. Dette fremgaar af et Gavebrev til Vadſtena Kloſter, der findes i det ſvenſke Rigsarchiv, udſtedt af Gaute Eriksſøn den 17de Juni 1387 paa Gimsø; han var altſaa allerede da Sysſelmand i Skien. Han ſkjenker her det Gods i Veſtergøtland, ſom Hr. Knut Algøtsſøn havde ſat ham i Pant, nemlig Vemſø, Litheem og Forhirde m. m., til Vadſtena Kloſter, i Sjælebod for ſig ſelv, for ſin førſte Huſtru Ingegerd og hendes Moder Fru Mæreta Ulfsdatter, og for ſin anden, da levende Huſtru Margrete Rømersdatter. Fru Mæreta Ulfsdatter kan neppe være nogen anden end Knut Algøtsſøns Huſtru Mæreta, Datter af St. Birgitte: og Hr. Ulf Gudmarsſøn. Herpaa tyder ogſaa den Forbindelſe, hvori han endog ifølge ſelve dette Brev ſtod med Knut Algøtsſøn. At den her nævnte Ingegerd ej kunde være Nonnen eller Abbedisſen, fremgaar nokſom deraf, at denne ikke døde førend 1412 (Diarium Vadstenense, Scr. R. Sv. I. S. 131). Forøvrigt er Forholdet dunkelt nok og bliver vel aldrig rigtigt opklaret.
  25. Isl. Annaler ved 1407, Udg. S. 382.
  26. See Br. af 26de Febr. 1364, Dipl. N. I. 383.
  27. Dipl. N. I. 385.
  28. Dipl. N. I. 462. Her ſtaar der vel ikke udtrykkeligt, at „Mandedøden“,i hvilken Elin afgik, var den i 1371, men da Elin nævnes ſom levende i Breve efter den ſtore Mandedød i 1349—50, f. Ex. i det nys ovenfor meddelte Skiftebrev af 1365, er det klart, at der her ikke kan være Tale om nogen anden Epidemi end den af 1371.
  29. Om disſe Ætter, ſee forøvrigt Munthe i N. Samll. III. S. 591 fg.