Wikikilden

Det norske Folks Historie/7/74

< Det norske Folks Historie‎ | 7

Af de fornemme og mægtige Ætter, hvis Medlemmer vi i det forløbne Tidsrum lejlighedsviis ere komne til at omtale, var den eldste og mest anseede, nemlig Bjarkø- og Giskø-Ætten, nu at betragte som uddød i lige nedstigende Linje. Egentlig kunde vel dette allerede siges ved Nikolas Peterssøns Død i 1264, men Hr. Bjarne Erlingssøn, som da blev Ættens Hoved og egtede hans Datter, hørte dog allerede selv dertil og forenede alt dens Gods under sin Besiddelse; ved Hr. Erling Vidkunnssøns Død i 1355 derimod blev Godset adsplittet mellem hans Svigersønner, af hvilke den fornemste, Hr. Sigurd Hafthorssøn, vel fik Ættens oprindelige Odel, Giske og Bjarkø, men uden dog saaledes at gaa ind i den, som Bjarne Mardssøn fordum, da han selv allerede hørte til en Ætt, der nu var Arnmødlinge-Ætten sideordnet i Anseelse, og som havde sin egentlige Hjem paa en ganske anden Kant af Landet. Det er allerede nævnt (s. S. 620), at Hr. Erlings eneste Søn, Hr. Bjarne, døde før Faderen, og selv tog det Løfte af ham, at han skulde overdrage Giske-Godset til Systeren, Fru Ingeborg, medens derimod Stovreim-Godset kom til Rømer-Slegten, sandsynligviis med Otte Romers Hustru Gerthrudi, der, saavidt man kan see, var en Datter af Hr. Erling; ligeledes er det omtalt, at en tredie Datter, Sigrid, der var gift med Hr. Eiliv Eilivssøn, omkom med denne paa Søen 1358, efterladende sig en Datter, Margrete, og at Ingeborg, eller hendes Mand Hr. Sigurd, ogsaa fik Bjarkø med tilliggende Gods, uvist dog om samtidigt med Giskø, eller først efter Fru Herdiis Thorvaldsdatters Død 1363; vi have nemlig ogsaa viist, at Hr. Bjarne efter al Rimelighed var gift med Fru Herdiis Thorvaldsdatter, der havde de rige Besiddelser paa Hjaltland, og at Hafthorssønnerne som hendes Syskendebørn paa mødrene Side var hendes nærmeste Arvinger, og virkelig fik hendes efterladte Ejendomme. Det er imidlertid en besynderlig Omstændighed, som vi ovenfor have paapeget, nemlig at Kongerne kort efter hendes Død fik en Ansøgning hos Paven bevilget, der gik ud paa intet mindre, end at de maatte oprette et Cistercienserkloster af en Deel af hendes Efterladenskab, som hun selv havde bestemt til dette Øjemed, og som ellers skulde have tilfaldt dem (s. o. S. 760). Thi det er ubegribeligt, hvad Ret Kongerne skulde have haft til hendes Gods, naar de ikke formeligt havde aftvunget hende en Erklæring derom paa hendes Dødsseng. Heller ikke kom noget saadant Kloster istand, og det var sandsynligviis for at sikkre sig i dette Henseende, at Hr. Sigurd i September 1363, formodentlig strax efter hendes Død, lod Lagmanden i Bergen, Joseph Karlshovedssøn, optage et Thingsvidne om, at Hr. Sigurds Fader Hafthor Jonssøn og Fru Herdises Moder Fru Ragndid Jonsdatter vare kjødelige Syskende og Sigurd saaledes hendes rette Arving[1]. Her møder imidlertid atter den Besynderlighed, at kun Sigurd, ikke Jon, omtales, som om denne ikke skulde have det mindste med Arven at skaffe; men man maa formode, at Hr. Jon har ladet optage et lignende Thingsvidne paa sin Kant, og at dette i Tidens Løb er tabt. Thi saa meget er vist, at de begge arvede hende, og det er endog ikke usandsynligt, at Hr. Jon Hafthorssøns Søn, Haakon Jonssøn, der i Aaret 1369 opholdt sig paa Orknø som kongelig Ombudsmand[2], og som, efter hvad man kan see, havde tilbragt længere Tid der, netop overtog dette Embede for ogsaa at kunne have Tilsyn med det Gods, som paa Hjaltland var tilfaldet hans Fader og Faderbroder[3].

Saaledes var altsaa nu de store Ættegodser, som Hr. Erling Vidkunnssøn havde samlet under eet, atter komne paa forskjellige Hænder, nemlig Bjarkø- og Giskø-Godset til Hr. Sigurd Hafthorssøn, Stovreim-Godset til Otte Rømer, og det øvrige-–formodentlig Strøgods –, til Margrete Eilivsdatter af Naustdal, der endnu kun var eet Barn. Men Hovedmassen, Arnmødlingernes eldgamle Odel, var dog samlet i Hr. Sigurd Hafthorssøns Hænder, og da disse store Ejendomme saaledes forenedes med dem, som han allerede efter Faderen havde paa Østlandet, navnlig Sudreimsgodset, og som ligeledes vare heel betydelige, kan der ikke være nogen Tvivl om, at han i Rigdom paa Jordegods langt overtraf alle andre Magnater i Norge. Man erfarer forøvrigt af de, Sigurd vedkommende, Breve, som endnu ere i Behold, at han, ligesom Svigerfaderen og formodentlig alle de mægtige Herrer paa den Tid, stedse søgte at forøge sine Besiddelser ved at kjøbe mere og mere Jordegods. Saaledes erhvervede han i Aaret 1367 en Sjettedeel i Senjen, hvilket nu lagdes til Bjarkø-Godset[4]. Den Omstændighed, at alle de uhyre Ejendomme, han arvede efter sin Svigerfader, fordetmeste laa paa Nord- og Vestkanten af Norge, gjør at han efter 1355 mere maa regnes blandt Rigets nordenfjeldske Magnater, end blandt de østlandske. Vi have seet, hvorledes Hr. Sigurd Hafthorssøn i de første Aar af Kong Haakons Regjeringstid var Sysselmand paa Hedemarken og derpaa, mellem 1364 og 1370, Sysselmand eller snarere Hirdstjore i Bergen, hvor han havde mange Ubehageligheder med Tydskerne, samt endelig fra 1371 Sysselmand paa Raumarike, efter al Sandsynlighed forflyttet did ved Fredsslutningen, paa Grund af de nys nævnte Ubehageligheder. Det er ligeledes nævnt, at han ikke deeltog i Forhandlingerne paa Baagahuus 1371, eller i Krigstoget til Stockholm, men derimod opholdt sig i Oslo paa samme Tid, som Epidemien rasede i denne Stad, og selv maatte holde Sengen for Øjenverk, medens hans Hustru Fru Ingeborg var saa syg, at Hr. Henrik Henrikssøn i sit Brev til Kongen af 15de August endog mistvivlede om, at hun vilde komme derfra med Livet. Hun kom sig dog, og saavel hun som hendes Mand levede mange Aar derefter[5]. Men Hr. Sigurd var nu allerede til Aars og nævnes fra 1379 af, da han som Rigsraadsmedlem var tilstede ved et Mode i Marstrand, sjelden eller aldrig i offentlige Forhandlinger, saa at man maa antage, at han har draget sig tilbage fra det offentlige Liv og tilbragt sine sidste Aar i Rolighed paa sine Godser, i Nydelsen af sine store Riigdomme[6]. Han og hans Hustru Fru Ingeborg havde tvende Børn, Sønnen Haakon og Datteren Agnes. Denne sidste blev senere gift med Jon Martinssøn, hvilken vi allerførst finde nævnt som en af de Herrer, der under Opstanden mod Kong Albrecht i 1371 stod i Spidsen for Insurgenthæren og sluttede Stilstanden ved Eedsviken. Han var saaledes efter al Rimelighed svensk af Fødsel, hvilket ogsaa bestyrkes deraf, at han ejede Jordegods i Dalsland. Men da Vermeland og Dalsland, som vi have seet, under Kong Albrechts Regjering forbleve Kong Magnus og hans Søn Haakon troe og saaledes kom i en saa nøje Forening med Norge, at dets Indbyggere betragtedes som norske Undersaatter og enkelte af de fornemste, som Hr. Erik Ketilssøn, endog optoges i det norske Rigsraad, blev ogsaa Jon Martinssøn, idetmindste efter sit Giftermaal med Jomfru Agnes, ganske betragtet som Nordmand og synes ogsaa selv i Tidens Løb at have betragtet sig som saadan, især da de Ejendomme, han fik med sin Hustru i Norge, sandsynligviis vare langt anseeligere end dem, han selv ejede i Dalsland. Hans Giftermaal med Agnes skete forøvrigt, efter hvad man maa antage, neppe førend henved 1381, og saaledes senere end det Tidsrum, vi her have behandlet[7]. Sigurds og Ingeborgs Søn Haakon, Hovedarvingen til Faderens store Besiddelser, var formodentlig yngre end Agnes, da han, saavidt vides, ikke omtales førend i 1378. Men foruden disse Børn, havde Hr. Sigurd ogsaa en uegte Datter, ved Navn Cecilia, der synes at have været født før hans Giftermaal med Ingeborg Erlingsdatter, og som blev gift med en anseet Mand paa Hedemarken, Ingjald Guthormssøn, der boede paa Gaarden Oo i Vangs Sogn paa Hedemarken, og i Aaret 1361 var Sysselmand paa Thoten, sandsynligviis ved Svigerfaderens megtige Indflydelse[8].

Hvad Hr. Jon Hafthorssøn angaar, da spillede han, uagtet han var den ældre af Brødrene, ingen saa fremragende Rolle som Hr. Sigurd, hvilket vel deels maa tilskrives hans længere Ophold i Sverige, deels ogsaa at Sigurd ved sit Giftermaal med Hr. Erlings Datter baade erhvervede megtigere Familieforbindelser og større Rigdomme. Imidlertid hørte dog ogsaa Jon øjensynligt til de rigeste og megtigste Mænd i Landet. Da han, som det ovenfor er nævnt, synes at have haft sit stadige Tilhold i Borgesyssel, deels paa Huseby i Onse, deels paa Borgergjerde ved eller i Sarpsborg, ligger den Antagelse nær, at han var Hirdstjore i dette Landskab, hvortil desuden han og Broderen ansaa sig al have nogen Ret. Da han var eldre end Sigurd, og formodentlig ogsaa meget tidligere gift, vare ogsaa hans to Sønner, Ulf og Haakon, aabenbart meget eldre end Sigurds Søn Haakon, hvilket kan sluttes deraf, at de indtog anseelige Stillinger længe førend man hører noget om den sidste. Ulf var allerede Rigsraad og Ridder under Stilstandsforhandlingerne paa Baagahuus 1369, hvori ogsaa hans Fader deeltog (see o. S. 819), og siden deeltog han med Kong Magnus’s øvrige Tilhængere i Toget mod Stockholm, samt Conventionen i Eedsviken, om Vaaren 137 l. Hans Broder Haakon ledsagede siden Kongen paa Toget i samme Aars August Maaned, der endte med Kong Magnus’s Befrielse af Fangenskabet. Det er allerede nævnt og vil sidenefter yderligere blive omtalt, hvorledes han før den Tid havde været paa Orknø, formodentlig i Egenskab af kongelig Sysselmand, og end tidligere havde indtaget samme Stilling i Robyggelagen, eller de øvre Opland af Agder. At Hr. Jon Hafthorssøn maa have betragtet de Besiddelser, han fik med sin Hustrue i Sverige, som sine største og fornemste Ejendomme, maa man slutte deraf, at hans eldste Søn Hr. Ulf, uagtet han vistnok var norsk Rigsraad og lejlighedsviis nævnes ved norske offentlige Forhandlinger, dog aabenbart havde sit Hovedtilhold i Sverige og siden fuldkommen optraadte som svensk Magnat og Stamfader til en svensk Ætt, der benævnes til Eervalla, et Gods, han formodentlig har erhvervet ved Giftermaal[9]. Det er saaledes tydeligt nok, at Faderen maa have bestemt ham sine svenske Ejendomme, og Haakon derimod sine norske.

Næst Hafthorssønnerne, hvis nøje Frændeskab med den kongelige Familie maatte stille dem højt over alle, eller de fleste andre, Familier i Landet, var neppe nogen mere anseet end Hr. Agmund Finnssøn, der i længere Tid, som vi have seet, beklædte Drottsete-Verdigheden, og hvem vi ligeledes i et latinsk Document finde benævnt baro regni Norvegiæ, ligesom Hr. Jon Hafthorssøn. Om hans Fremtræden og Virksomhed er der allerede ovenfor talt saa udførligt, at vi ikke her behøve at dvæle synderligt derved. Foruden sin Stilling som Drottsete og Hirdstjore paa Vestlandet synes han lige fra 1347 af, eller maaskee endog allerede fra Faderens Død af, at have haft Sysselen over Ryfylke, hvor hans Ættegaard Hestbø laa. Hans Hustru, Katharina Knutsdatter, synes at have været svensk og af St. Birgittas Ætt[10]. Hr. Agmunds Ejendomme synes alle at have ligget i Ryfylke og Hørdeland.

En Ætt, der i denne Tid mere og mere begyndte at gjøre sig gjældende blandt de første i Landet, var den allerede ovenfor omtalte Ætt Bolt, og det er en Merkelighed ved den, at den tillige er en af de norske Ætter, der allerførst brugte et staaende Familienavn. Hidtil havde man ikke seet dette uden ved Ætten Dans eller Krøkedans, der nu var uddøet, eller som man idetmindste ikke hørte mere til; paa denne Tid derimod, som vi her have for os, finde vi højst fire eller fem Ætter med faste eller idetmindste hyppigt anvendt Tilnavn, nemlig Bolt, Darre, Rømer, Smør og Stumpe. Bolte-Ætten synes oprindeligt (s. o. S. 389) at have haft sit Hjem i det Throndhjemske, hvor den ovenfor nævnte Haakon Agmundssøn hørte hjemme; men en anden Linje af Ætten sees ogsaa at have haft sit Tilhold i Borgesyssel, hvor vi i Slutningen af det os foreliggende Tidsrum finde en Bergthor Kolbeinssøn Bolt, og hans Søn Agmund Bergthorssøn, der siden spillede en meget betydelig Rolle. Denne Linjes egentlig Odel og Ættegaard synes at have været Thumn, men den havde ogsaa store Ejendomme andensteds, navnlig paa Follo og i Oslo-Syssel. Da nu, som vi have seet, Hr. Agmund Guthormssøn, der i 1335 var Hirdstjore, boede paa Thumn, maa man antage, at ogsaa han hørte til den samme Ætt og Linje, hvad ogsaa Navnet „Agmund“, der saa hyppigt forekommer i denne Ætt, bestyrker. Bolternes stadige Vaabenmerke, som de førte i sit Segl, var et efter Længden tvedeelt Skjold med en halv Lilje til Højre og to Bjelker eller Sperrer til Venstre. Da nu dette Vaabenmerke ogsaa førtes af Alf Haraldssøn, der i Mai 1369 som Medlem af Rigsraadet deeltog i Underhandlingerne paa Baagahuus og i 1371 nævnes som en af Anførerne for den svenske Insurgenthær, men sidenefter optraadte som en af Norges fornemste Magnater, bliver det saagodtsom afgjort, at ogsaa han hørte til Bolternes Ætt, og det samme maa man vel ogsaa sige om den med ham samtidige Hallvard Alfssøn, der ejede Sundbu i Vaage i Gudbrandsdalen og var Sysselmand i dette Landskab, men om hvem det med Vished vides, at han havde Odelsret til Thumn[11]. Ættens egentlige Blomstringstid tilhører dog først det 15de Aarhundrede.

I en vis Forbindelse med Ætten Bolt, men som nu ikke tilfulde kan paavises, var Ætten Stumpe, der ogsaa havde sit fornemste Tilhold i Borgesyssel. Vi finde der i Aarhundredets anden Halvdeel en Haakon Munaanssøn Stumpe, der tilsidst blev Ridder og var gift med Elin Bergsveinsdatter, en Syster af Gunhild Bergsveinsdatter, Hr. Agmund Bergthorssøns Hustru[12]. Ogsaa denne Ætt havde Odelsret til en Deel af Thumn, og altsaa maa den paa den ene eller den anden Side have havt Stamfader tilfelles med Bolterne. Det er saaledes meget sandsynligt, at Hr. Haakon Munaanssøn var en Søn af Munaan Agmundssøn, for hvis Børns Arv Hr. Agmund Guthormssøn, Hirdstjoren i Viken, den 3die October 1353 aflagde Regnskab, netop paa Gaarden Thumn[13]; denne Omstændighed, at vi her atter finde det i Bolte-Ætten hyppigt forekommende Navn Agmund, og tillige at Agmund Guthormssøn, nu selv Besidder af Thumn, her optraadte som Verge for Munaans Børn, altsaa vel i Egenskab af nærmeste Frænde, bestyrker Formodningen, at Ætten Stumpe og idetmindste den søndenfjelske Linje af Ætten Bolt var paa det nøjeste beslægtede, ligesom ogsaa, at Hirdstjoren Hr. Agmund Guthormssøn maa have hørt dertil. At Munaan Agmundssøns Børn tillige maa have staaet under Dronning Blanches særegne Varetægt, kan sluttes deraf, at da Hr. Agmund Guthormssøn aflagde hiint Regnskab for deres Gods, skulde egentlig Hirdmanden Thorgaut Jonssøn have modtaget det paa Dronningens Vegne. Dette lader formode, at Munaan Agmundssøn havde staaet i Dronningens Tjeneste, og været en særdeles Yndling af hende. Herved ledes vi igjen til at tænke paa hiin Hr. Arnbjørn Munaanssøn, der i Forliget til Jønkøping nævnes som en af Hr. Benedict Algøtssøns nærmeste Venner, og som derfor tilligemed ham skulde være forviist fra Sverige[14]. Navnet Munaan, der fornemmelig tilhører Oplandene og tildeels Viken, er saa sjeldent, at man virkelig er berettiget til at formode et Frændskab mellem alle dem, som bare det; og hvis Arnbjørn har været Munaan Agmundssøns Syskendebarn, vides det ret godt at forklare, hvorledes denne sidstes Børn kunde være kommen under Dronningens særdeles Opsigt. Det samme Navn leder ogsaa Formodningen paa et Frændskab mellem disse Bolter og Hr. Munaan Baardssøn, der levede omkring 1320; med Munaan Biskopssøn, der i Aarene 1240–50 var Kong Haakon Haakonssøns Sysselmand paa Hedemarken, og endelig med hiin Munaan Agmundssøn, der i 1137 faldt paa Krokaskogen, og hvis Fader Agmund var en Søn af Orm Eilivssøn Jarl og Finn Arnessøns Datter Sigrid[15]. Den her ovenfor først omtalte Haakon Munaanssøn Stumpe synes at have besiddet store Godser, ej alene paa Østlandet, men ogsaa paa Vestlandet, hvilke sidste var hans Arv efter Moderen, Elin Ragnvaldsdatter, der hørte til den anseede Familie, som førte Tilnavnet Smør. Det eldste bekjendte Medlem af denne Familie var Hr. Jon Ragnvaldssøn, en af de gamle Lendermænd og Magnater fra Aarene omkring 1280, hvilken vi i det foregaaende oftere have haft Anledning til at omtale. Jons Sønner vare Ragnvald og Hallvard, Hallvards Søn heed Jon og vil idet følgende blive omtalt; Jon havde Sønnerne Otte, Jon og Haakon, af hvilke Otte skal have været Raadsherre ved 1340, samt den ovennævnte Datter Elin, der blev gift med Munaan i Agmundssøn?) Stumpe[16]. Elin og Munaan havde Børnene Haakon, Ragnvald og Ragnhild, hvilke saaledes formodentlig var de samme, der i 1353, altsaa vel kort efter Munaans Død, stode under Hr. Agmund Guthormssøns Vergemaal og Dronning Blanches særdeles Beskyttelse. Jon Ragnvaldssøn døde i den store Mandedød uden at efterlade Børn. Haakon Ragnvaldssøn var gift med Margrete Viljamsdatter, sedvanligviis kaldet Hustru Margrete i Skaften[17] – saaledes kaldtes nemlig en Gaard, som hun og formodentlig hendes Fader ejede i Bergen –; ligeledes ejede Haakon Ragnvaldssøn den saakaldte Ceciliegaard over paa Stranden i samme By. Ved Jons Død[18] skulde hans Ejendomme efter den rette Arvegang tilkomme hans Syskende eller deres Børn; men i dets Sted bemegtigede Hustru Margrete sig den hele Arv efter Ragnvald Smør og Sønnen Jon, saaat hun sad inde ej alene med den Arvepart efter Jon, der skulde tilfalde Munaan Stumpes Børn, men ogsaa disse Moders umiddelbare Lod efter Faderen. At dette kunde skee, kom formodentlig deraf, at Munaan Stumpes Børn og Enke levede paa Østlandet og saaledes ikke godt kunde varetage sine Interesser i eller ved Bergen. Men endelig opstod en Proces, idet Haakon Munaanssøn paa sin og sin Broder Ragnvalds Vegne sagsøgte Hustru Margrete til Udlevering af det Arvegods, hvormed hun saa længe havde siddet inde. Som sedvanligt ved slige Lejligheder, hvor der tvistedes mellem Personer af Hirdmands- eller Ridder-Klassen, udnævnte Kongen en Dom af sex haandgangne Mænd til at afgjøre Sagen. Dette skete i Mai 1370, da Kongen, som det synes, opholdt sig i Bergen paa Reisen fra Nidaroos, hvor han var i Marts Maaned, til Baagahuus, hvor han ved Pintsetider skulde komme sammen med de tydske Gesandter. De udnævnte Dommere vare Haakon Jonssøn, Holte Gunnarssøn, Lagmanden i Bergen Gunnar Hjarandessøn, Erlend Philipssøn til Losna og Gunnar Alfssøn. De samledes den 14de Mai i Vinterhallen i Biskopsgaarden i Bergen, og Dommen faldt til Fordeel for Brødrene, idet Hustru Margrete dømtes til ej alene at overlade dem alle de omspurte Ejendomme, men ogsaa under Eed at erstatte dem alle de Landskylder, som hun havde oppebaaret i den Tid, hun ulovligt havde haft Ejendommen i sin Besiddelse[19]. De senere Ætlinger af den her omtalte Slægt Smør spillede siden en betydelig Rolle blandt Norges Magnater[20].

Om Ætten Rømer eller Reymar er der tildeels allerede talt. Vi have seet, at det første af dens Medlemmer, som nævnes i Breve eller andensteds, Hr. Svaale Alvessøn, var Sysselmand paa Haalogaland eller rettere Hirdstjore i Throndhjem og Nordland i Aarene 1350 til 1362, da han døde (see ovenfor S. 406). Samme Aar overlod begge Kongerne Sønnen Otte Rømer, „der fra Barndommen havde tjent dem længe og vel“, alt Audun Hugleikssøns forrige Gods i Nordfjord m. m., paa det Vilkaar, at hvis han fik Børn med sin Hustru Gerthrud, da skulde alt dette Gods blive i Ætten som dens rette fedrene Odel; men døde han barnløs, og Gerthrud overlevede ham, da skulde hun saalænge hun levede have Halvdelen deraf; efter hendes Død skulde det altsammen falde tilbage til Kronen. At Gerthrud var en Datter af Hr. Erling Vidkunnssøn, og at Otte med hende fik Stovreim-Godset i Nordfjord, Hr. Erlings mødrene Arv og Odel, er forhen nævnt; og sandsynligviis var denne Omstændighed, at han allerede med sin Hustru havde faaet saa store Besiddelser i Firdafylke, Aarsagen til, at Kongerne ogsaa skjenkede ham saa meget andet Gods i samme Fylke, nemlig for at han saavidt muligt skulde kunne have sine Besiddelser samlede. Siden blev han, som vi ligeledes have seet, Hirdstjore og Fehirde i Throndhjem ligesom Faderen, og forenede ligeledes dermed Syslen paa Haalogaland. Hans fornemste Fremtræden og Virksomhed falder dog mest i en noget senere Tid, end den vi her have for os. Man skulde ellers formode, at ogsaa denne Ætt var beslægtet med Bolterne, da Otte Rømer omtrent førte det samme Vaaben[21].

Otte Rømers Syster Margrete, sedvanligviis kaldet Margrete Reymarsdatter, blev gift med den allerede flere Gange omtalte Gaute Erikssøn, der førte en Galt i sit Vaaben og derfor af senere Genealogister siges at høre til Ætten Galte eller Galtung. Gaute Erikssøn hørte oprindelig hjemme paa Vestlandet eller havde idetmindste Besiddelser der, hvor han ogsaa var beslægtet med de sidste Medlemmer af ÆnesÆtten (s. o. S. 403), men han opholdt sig dog mest paa Østlandet, og dette maatte vel endog den senere og længste Tid af hans Liv betragtes som hans egentlige Hjem. Han var overordentlig riig paa Jordegods; foruden Stedje i Sogn, der sees at have været i hans Eje, besad eller erhvervede han ogsaa meget Jordegods i Søndhørdeland og Hardanger, foruden hvad han ogsaa havde paa Østlandet[22]. Vi have allerede seet, at han ved 1367 havde Syssel paa Hudreim, altsaa rimeligviis var Befalingsmand paa Akershuus og Sysselmand i Oslo Syssel, at han 1369 var Medlem af Rigsraadet og sendtes som Gesandt til Tydskland, samt derpaa deeltog i Stilstands-Underhandlingerne paa Baagahuus; nogle faa Aar senere var han Fehirde paa Tunsbergshuus og Sysselmand paa Vestfold; endelig, men sildigere end det Tidsrum, hvormed vi her beskjeftige os, var han i mange Aar lige til sin Død Sysselmand eller Hirdstjore i Skidusyssel[23]. Margrete Rømersdatter var forresten ikke hans første Hustru. Han havde tidligere været gift med en Ingegerd, der synes at have været en Datter af Hr. Knut Algøtssøn og Mæreta, St. Birgittas Datter, skjønt disse ogsaa havde en anden Datter af samme Navn, den bekjendte Ingegerd Knutsdatter, der blev opdraget hos Moderen sammen med Dronning Margrete og siden gik i Vadstena Kloster, hvor hun blev Abbedisse[24]. Maaskee var da Gautes Hustru Ingegerd en meget eldre Syster af Nonnen og død før dennes Fødsel, saa at hun blev opkaldt efter hende. Denne Forbindelse synes ogsaa at have skaffet ham Besiddelser i Vestergøtland, som han siden skjenkede til Vadstena Kloster. Om ham vil der i det Følgende blive handlet udførligere.

Det er muligt, at Rømer-Ætten ogsaa var besvogret med den ovenfor (S. 407) omtalte Losna-Ætt, nemlig saaledes at Erlend Philipssøn paa Losna egtede en anden Syster af Otte Rømer; imidlertid skulde man snarere tro, at Erlends Hustru var af Slinde-Ætten (s. o. S. 408). Erlend Philipssøn nævnes allerførst som en af de Hirdmænd, Kongen i Mai 1370 beskikkede til at dømme i Sagen mellem Brødrene Haakon og Ragnvald Stumpe og Hustru Margrete Viljamsdatter. Maaskee var han allerede da Fehirde i Bergen, hvilket Embede han senere i flere Aar beklædte. Han var riig paa Jordegods, som det allerede er nævnt, og det vidner fordeelagtigt om hans Selvstændighedsfølelse og ædle Stolthed, at han aldrig vilde modtage Ridderverdigheden, skjønt Kongerne selv tilbød ham den; han kaldtes saaledes af Islendingerne Erlend Bonde lige til sin Død[25]. Der fortælles ogsaa om ham, at han altid havde Forkjærlighed for Islendingerne, troede dem bedre end andre norske Mænd og havde dem gjerne i sin Tjeneste. Erlend Philipssøn havde tvende Børn, om hvilke der i det følgende oftere vil blive Tale, Eindride, der blev en af Norges mest formaaende Mænd, og Sigrid, der egtede Haakon Sigurdssøn til Giske.

Den ovenfor (S. 411, 412) omtalte Finne-Ætt paa Vors vedblev ogsaa i den sildigere Deel af Aarhundredet at være mægtig og anseet. Dog var den nu smeltet sammen med den paa samme Sted omtalte Hvamms-Ætt paa Sogn. Det er nævnt, at Besidderen af Gaarden Finnen henimod Midten af Aarhundredet var Erik Erlendssøn, kaldet Bokke, der døde lidt før 1349, efterladende et eneste Barn, som han havde haft med Ingebjørg Simonsdatter, og som nu blev hans Arving. Da dette Barn, som det synes, kort efter døde, blev Ingebjørg selv mer af Godset. Ingebjørg var da, saavidt man kan see, enten allerede Enke efter, eller endnu gift med en vis Viljam; det sidste bør maaskee helst antages, da vi finde, at Ingebjørgs Datter med Viljam, Elin, endnu i hendes levende Live, og formodentlig efter Viljams Død, blev Ejerinde af Finnen. Elin egtede Botulf, en Søn af Eindride Botulfssøn paa Hvamm i Borgund m. m. (s. o. S. 410), og derved kom Finne-Godset i dennes Eje. Dette maa have været før Aar 1364, i hvilket Aar vi allerede finde. Botulf som Besidder af Finnen[26]. Imidlertid giftede ogsaa Svigermoderen Ingebjørg sig atter med en Eiliv Brynjulfssøn, og i den Anledning sluttedes der den 28de .Mai 1365 mellem begge Egtepar, nemlig Botulf og Elin paa den ene, og Eiliv og Ingeborg paa den anden Side, et Skifte i Overvær af Biskop Gisbrikt, da denne nysnævnte Dag visiterede paa Vossevangen, saavelsom Halldor Duuk, Jon Prest paa Vangen og Bjørn paa Hakestad[27]. Ifølge dette Skifte overlod Botulf og Elin Ingeborg endeel Jordegods i Hardanger, nemlig to Mmbool i Spilde i Graven, 4 Mmbool i Teige, i Jondals Sogn, tilligemed Eblegaarden paa Hausthveit i Ullensvangs Sogn; derhos overlod de hende til Brug for Livstid Gaarden Tole i Vikøers Sogn. Altsaa seer man, at de foruden Besiddelserne paa Vors og i Sogn ogsaa havde Gods i Hardanger. Botulf synes at have været en meget anseet Mand i sin Egn, og han nævnes i mange Breve fra den Tid. Hans Hustru Elin Viljamsdatter døde allerede i den store Epidemi, som hjemsøgte Norge i 1371, og som ovenfor er omtalt, efterladende to Sønner, Eindride og Samson. Herom blev der ni Aar senere optaget et lovformeligt Vidnesbyrd paa Vossevangen, idet to Mænd, Arnfinn Halldorssøn og Odd Agmundssøn, bevidnede, at de i den Mandedød, hvori Elin Viljamsdatter døde, saa hendes og Botulfs tvende Sønner friske og levende paa Finnen efter Moderens Død[28]; de vare saaledes berettigede til Arv efter hende. Men formodentlig døde ogsaa disse kort efter, eller i samme Epidemi, thi der tales ikke mere om dem, medens derimod deres Fader Botulf Eindridessøn, der i mange Aar overlevede Elin, ogsaa herefter optræder som Ene-Ejer af Finnen og alt det øvrige Ætte-Gods. Botulf egtede derpaa Aasa Haavardsdatter, af den anseede Rogne-Slegt paa Vors, en Datter af Haavard Hallessøn paa Røtin, og Broderdatter af Odd Hallessøn paa Rogn (s. o. S. 412). Paa denne Maade kom ogsaa en Deel af Rogne-Godset til den allerede forud saa rige Ætt, hvis Medlemmer derfor i det følgende Aarhundrede optraadte med endnu større Anseelse end hidtil og omsider ved Giftermaal kom i den nøjeste Forbindelse med Giske-Ættens daværende Repræsentanter[29]. Herom vil der paa sit Sted blive udførligere handlet. Der fandtes naturligviis endnu mange andre anseede og megtige Ætter i Norge, hvis Medlemmer nævnes i Breve og offentlige Forhandlinger fra denne Tid, men det vilde lede til altfor stor Vidtløftighed, om vi her udførligt vilde omtale deres Slegtskabsforhold og Besiddelser, især da de nødvendige Oplysninger derom allerede meddeles paa de Steder, hvor vi have omtalt eller fremdeles komme til at omtale dem. Det er ellers allerede i de her gjennemgaaede Tidsrum kjendeligt, og vil i det følgende end mere blive indlysende, hvorledes disse personalhistoriske Forhold, de anseede Slegters Opkomst eller Aftagen, deres indbyrdes Forbindelser ved Giftermaal mellem Medlemmerne, og de store Godsers Samling under faa megtige Ejeres Besiddelse, er af større og mere indgribende Vigtighed for Norges Historie, end for de fleste andre Landes paa den Tid.

  1. ↑ Dipl. N. II. 375.
  2. ↑ Dipl. N. I. 308. Herom mere i det følgende, hvor Begivenhederne paa Orknøerne komme til at omtales.
  3. ↑ At baade Jon og Sigurd Hafthorssøn arvede Fru Herdises hjaltlandske Gods, siges udtrykkeligt i Hr. Agmund Finnssøns Brev af 8de October 1380, Dipl. N. L 366. Der synes forøvrigt ogsaa at have været anmeldt Fordringer fra tydske Kjøbmænd i Fru Herdises Bo; saaledes haves der et Brev, udstedt i Tunsberg 1372 af begge Kongerne, om at den lübeckske Raadmand Hermann af Osenbrügge ikke paa Fru Herdises Vegne havde udbetalt Biskop Gottskalk mere end fem Gylden.
  4. ↑ Dipl. N. I. 394. Holte Gunnarssøn var ved denne Lejlighed hans Ombudsmand.
  5. ↑ Hr. Sigurd levede endnu i 1386, see Dipl. N. I. 501, og Fru Ingeborg nævnes endnu som levende i et Brev af 26de Marts 1400. Dipl. Norv. II. 562. Derimod maa Hr. Sigurd være død før 1393, thi da optræder Jon Martinssøn som hans Arving og Herre til Sudreims-Godset, see Biskop Eysteins Jordebog fol. 79, sammenholdt med fol. 183. Paa første Sted staar nemlig, at Jon Martinssøn afhændede „nylig“ til Sudreims Kirke noget Gods i samme Sogn, som Hr. Sigurd dertil havde skjenket, paa andet, at den Fortegnelse over Kirkegodset i Raumarikes Provsti, hvori denne Oplysning findes indført, paabegyndtes i November 1393. Altsaa skulde man heraf slutte, at Hr. Sigurd kort Tid forud var død, og Svigersønnen, Jon Martinssøn, nys havde tiltraadt Arven efter ham.
  6. ↑ Dipl. N. II. 386. Var Hr. Sigurd født ved 1315, som er det seneste Aar, man kan antage (see ovf. S. 155), da var han i 1371 sex og femti Aar gammel.
  7. ↑ Om Jon Martinssøns Deeltagelse i Toget 1371 s. o. S.832. I 1380 kjøbte han Jordegods i Øx Sogn i Dalsland (Dipl. I. N. 464), ligeledes i 1382 (sammesteds II. 470, 477); men da det seneste af de Breve, der handle om disse Kjøb, er dateret fra Sudreim den 16de November 1382, maa man antage, at han da allerede var gift med Jomfru Agnes og opholdt sig hos Svigerfaderen. I 1383 kjøbte han Gods i Vermeland, men Brevet derom er dateret fra Oslo (Dipl. N. II. 480, jvfr. 549); men f 1384 see vi ham kjøbe Jordegods i Sudreims Sogn paa Raumarike, et Tegn paa, at han da allerede var bosat her, skjønt Svigerfaderen endnu levede (Dipl. N. L 485, li. 385). Sidenefter forekommer han alene i Norge, og synes ganske at have forladt Sverige. Hans Vaaben var en Stjerne i et Skjold, af samme Udseende som den, der ellers tillægges Ætten Gyldenstjerne. Ellers antages hun af flere, men neppe med Grund, for at have været af Rømer-Ætten.
  8. ↑ Ingjald Guthormssøn nævnes først i 1346, uden nogen Embedstitel, (Dipl. N. II. 274); som Sysselmand paa Thotn forekommer han i Brev af 4de August 1361, Dipl. N. III. 320.
  9. ↑ Som Hr. Ulf Jonssøns Hustru opgives Mæreta Ulfsdatter. Eervalla ligger l Nærike.
  10. ↑ At Fru Katharina var af svensk Herkomst, maa sluttes deraf, at der i Breve, vedkommende hendes Efterladenskab, udtrykkeligt siges, at hendes Syster heed Ramborg Knutsdatter (Dipl. N. I. 493, 614): og Navnet Ramborg var paa den Tid kun brugeligt i Sverige. Man maa derfor antage, at denne Katharina var en Datter af Hr. Knut Algøtssøn og Mæreta, St. Birgittas Datter, siden det i Abbedisse Margretas „Chronicon de S. Birgitta“ udtrykkeligt heder, at Fru Mæretas og Hr. Knuts anden Datter „heed Fru Katharina Knutsdatter og blev gift i Norge“, samt at Dronning Margrete siden, da Katharina var bleven Enke, satte hende til Hovmesterinde hos den nygifte Dronning Philippa (1406). Den eneste Betænkelighed, der kunde stille sig mod denne Antagelse, er den, at Fru Katharina maa mindst have været 30 Aar yngre end Hr. Agmund, og at hiin Krønike ej omtaler nogen Syster af hende ved Navn Ramborg. Men disse Omstændigheder danne dog ingen absolut Hindring for Antagelsen; vi ville ialfald nedenfor (S. 911) see, at Knut og Mæreta havde flere Døttre, end hiint Chronicon omtaler.
  11. ↑ At Hr. Agmund Guthormssøn boede paa Thumn, er ovenfor nævnt, S. 189 og 417, jvfr. Brev af 3die October 1353, Dipl. N. IV. 363. Af Biskop Eysteins Jordebog fem„ at han skjenkede 8 Markebool i søndre Henin paa Raumarike til Oslos Biskopsstol, 3 Ør. b. i Midbø i Hodals Sogn til Skedjuhovs Kirke i Viken, 1 Ør. b. i Kaatarud i Rygge til Rode Kirke i Borgesyssel, hele Gaarden Kolstad i Aalnes, 12 Ør. b. til Tune Kirke sammesteds, for Tiende, og at hans Arvinger skyldte Rode Kirke, til hvis Sogn han egentlig hørte, fire Aargange Tiende. Altsaa havde han Besiddelser i de nævnte Landskaber. Agmund Bergthorssøn nævnes allerførst, tilligemed Bergthor Kolbeinssøn, der formodentlig har været hans Fader, i 1370, paa Vaaler i Borgesyssel (Dipl. N. IV. 498); siden forekommer han meget ofte, som det i det følgende vil sees, og var en af Norges fornemste Mænd; hans egentlige Hovedsæde var Throndstad i Hudreim i Oslo Syssel, men omsider blev han Ejer af Thumn, der i nogen Tid synes at være kommen ud af Ætten; først fik han, som Sysselmand i Borgesyssel, Nordre Thumn 1393 af en Gyrid Hallvardsdatter i Dradsbøder (Dipl. N. II. 537), siden indgik han Overeenskomst med Alf Haraldssøn om at faa det øvrige, som da (1399) synes at have tilhørt en Jon Thorgilssøn; i 1403 afstod Hallvard Alfssøn til Sundbu ham sin Odelsret til Thumn, og i 1405, efter flere andre Forliig, synes endelig hele Godset at være kommet i hans Besiddelse. (Dipl. N. II. 537. III. 559. 563. 566. II. 584. V. 441). Hans Brødre heed Kolbein og Sigurd (Dipl. N. V. 359. IV. 769); han skrev sig ikke sjelden ligefrem „Agmund Bolt“, men dog fordetmeste „Agmund Berdorssøn“ eller „Bergthorssøn“. Hans Hustru var Gunhild Bergsveinsdatter, Syster af Elin Bergsveinsdatter, der var gift med Hr. Haakon Stumpe. For sin Fader Bergthor skjenkede han 1 Mk. B. i Austby i Vestby Sogn til Oslos Biskopsstol. (Eysteins Jordebog f. 124). For Kolbein skjenkede han 8 Laupers Land i Løyken i Kvandsherred i Valders, ligeledes til Biskopsstolen, (sammesteds).
  12. ↑ Dette sees af Biskop Eysteins Jordebog, fol. 53. 51. 90.
  13. ↑ DipL N. IV. 363, s. o. S. 582, Note 3.
  14. ↑ See ovenfor S. 644.
  15. ↑ See ovenf. III. S. 901, 914, 947, 952, 962, IV. 1. S. 8. 10. 29. 31. 140; II. S. 451, 783. Paa Navnet „Munaan“ udenfor Østlandet, have vi kun et Exempel i Munaan Gautssøn paa Ænes, III. S. 123, 163, IV. 1. S. 4. 476, m. fl. St., – men dette Navn er formodentlig kun ved Opkaldelse kommet til at anvendes. Ellers forekommer Navnet Munaan kun paa Østlandet. Saaledes Munaan Aalessøn, Kong Sigurd Munds Halvbroder, see ovenfor II. S. 812.
  16. ↑ Herom, som overhoved om Ættens hele Slægtskabsforhold, kunne udførligere Oplysninger erholdes i N. Samll. IV. S. 592–594, hvortil vi saaledes henvise. Dog er det vistnok neppe rigtigt, naar det der antages, at Haakon Stumpes Fader Munaan var en Søn af en Thorleif. Munaan Thorleifssøn og hans Hustru Gudrid Haraldsdatter levede endnu i 1364–1369 (Dipl. N. III. 338. IV. 427, I. 455. IV. 588), altsaa samtidigt med, eller strax efter Haakon Munaanssøn. Vistnok ejede ogsaa Munaan Thorleifssøn Thumn, som han i October 1370 solgte til Presten paa Vaaler, og saaledes borte han vel til Ætten, men hans Besiddelse af Gaarden var sikkert kun midlertidig, uden Odel.
  17. ↑ Dipl. N. II. 498.
  18. ↑ Naar man erindrer, at Erik Viljamssøn til Torge havde været gift med den i 1370 endnu levende Cecilia Haakonsdatter Bolt (s. o. S. 399), vil man neppe finde det usandsynligt, at Hustru Margrete Viljamsdatter kunde være en Syster af denne Erik Viljamssøn, og at Ceciliegaarden kunde have været opført af denne samt opkaldt efter hans Hustru, men sidenefter arvet af Margrete og af hende bragt til Haakon Ragnvaldssøn. Under denne Forudsætning bliver Margrete saaledes en Ætling af den gamle Torge-Ætt. Dog heed ogsaa Margretes og Haakons Datter Cecilia, og arvede Gaarden, saa at det er muligt, at den først efter hende fik dette Navn. Men ligefuldt bliver det sandsynligt, at Margrete var en Syster af Erik Viljamssøn, og Svigerinde af Cecilia Haakonsdatter, efter hvem maaskee endog hendes Datter var opkaldt.
  19. ↑ Dipl. N. II. 140.
  20. ↑ Om Ætten Smør see forøvrigt Munthe i N. Samll. IV. S. 592–597.
  21. ↑ Nemlig det efter Længden tvedeelte Skjold, med den halve Lilje til Højre og de to Bjelker (Bolterne have mest Smaa) til Venstre.
  22. ↑ Om Gaute Erikssøn, see det ovenciterede Sted tilligemed N. Samll. IV. 555.
  23. ↑ I Biskop Eysteins Jordebog fol. 32 staar der udtrykkeligt, at Hr. Gaute Erikssøn gav 8 Laupers Land i Berghuus i Hjuxebø i Saudehered (Grenland) for sin Hustru Margrete Reymarsdatters Gravsted ved Gimsø Kloster.
  24. ↑ Dette fremgaar af et Gavebrev til Vadstena Kloster, der findes i det svenske Rigsarchiv, udstedt af Gaute Erikssøn den 17de Juni 1387 paa Gimsø; han var altsaa allerede da Sysselmand i Skien. Han skjenker her det Gods i Vestergøtland, som Hr. Knut Algøtssøn havde sat ham i Pant, nemlig Vemsø, Litheem og Forhirde m. m., til Vadstena Kloster, i Sjælebod for sig selv, for sin første Hustru Ingegerd og hendes Moder Fru Mæreta Ulfsdatter, og for sin anden, da levende Hustru Margrete Rømersdatter. Fru Mæreta Ulfsdatter kan neppe være nogen anden end Knut Algøtssøns Hustru Mæreta, Datter af St. Birgitte: og Hr. Ulf Gudmarssøn. Herpaa tyder ogsaa den Forbindelse, hvori han endog ifølge selve dette Brev stod med Knut Algøtssøn. At den her nævnte Ingegerd ej kunde være Nonnen eller Abbedissen, fremgaar noksom deraf, at denne ikke døde førend 1412 (Diarium Vadstenense, Scr. R. Sv. I. S. 131). Forøvrigt er Forholdet dunkelt nok og bliver vel aldrig rigtigt opklaret.
  25. ↑ Isl. Annaler ved 1407, Udg. S. 382.
  26. ↑ See Br. af 26de Febr. 1364, Dipl. N. I. 383.
  27. ↑ Dipl. N. I. 385.
  28. ↑ Dipl. N. I. 462. Her staar der vel ikke udtrykkeligt, at „Mandedøden“,i hvilken Elin afgik, var den i 1371, men da Elin nævnes som levende i Breve efter den store Mandedød i 1349–50, f. Ex. i det nys ovenfor meddelte Skiftebrev af 1365, er det klart, at der her ikke kan være Tale om nogen anden Epidemi end den af 1371.
  29. ↑ Om disse Ætter, see forøvrigt Munthe i N. Samll. III. S. 591 fg.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/7/74&oldid=80880»