Åpne hovedmenyen

Det norske Folks Historie/7/75

Om Forholdene paa Orknøerne i Tidsrummet ſiden Kong Haakons Tronbeſtigelſe vides der ikke ſtort mere, end vi allerede have meddeelt, (ſ. o. S. 634), nemlig at den ſoenſte Herre Erngiſl Sunesſøn om Vaaren 1353 fik Titel af „Jarl over Øerne“, ſom han dog efter den Tid neppe nogenſinde betraadte, og at den ſkotſke Høvding Duncan Andersſon i 1357 lod udgaa et Manifeſt til Orknøernes Indbyggere, hvori han ſom Værge for Maliſe Jarls rette Arving (nemlig hans Datterſøn Alexander de le Ard) forbød dem at lade nogen af Landets Indtægter gaa ud af Landet, ſamt at Almuen paa Øerne i den Anledning tilſkrev Kongerne Magnus og Haakon og bad om deres Hjelp herimod (ſ. o. S. 648, 649). Det er forhen antydet, at denne Skrivelſe maaſkee kunde være bevirket ved den Omſtændighed, at Kongerne, efter hvad man maa antage, under Feiden med Kong Erik og hans Tilhængere havde frataget Erngiſl, ſom en af disſe, hans Jarldømme og Indtægterne deraf; men hvis han ifølge Forliget i Jønkøping fik dem tilbage, maatte vel ogſaa Spørsmaalet om Alexander de le Ards Rettigheder for det førſte bortfalde. Det er imidlertid heel ſandſynligt, at Erngiſl’s egen Ret til Jarldømmet ligeledes bortfaldt, om ikke ſamtidigt, ſaa dog meget kort Tid derefter; thi allerede i December 1360 ſkjenkede han noget Jordegods paa Øland til Nonnekloſtret i Kalmar til Sjælebod for ſig ſelv og ſine tvende Huſtruer Mæreta og Annot[1], ved hvilken Lejlighed han ogſaa omtaler den ſidſte ſaaledes, at man maa antage, at hun allerede var død; da det nu var med hende, at han havde faaet Jarldømmet, og det ikke lader til, at de havde Børn ſammen, fulgte heraf, at Jarldømmet ſelv, eller hans Deel deraf, faldt til de andre Arvinger. Alligevel beholdt Erngiſl Jarletitlen til ſin Død 1392[2], uagtet han dog ſtundom ogſaa ſlethen kaldte ſig Ridder. Han egtede efter Annots Død den anſeede Enke Ingeborg, en Datter af Magnus Gudmarsſøn, ſom forhen havde været gift med Ridderen Benedict Thuresſøn, og han er fra denne Tid indtil ſin Død 1392 Orknøerne ganſke uvedkommende, over hvilke Kong Haakon længe før den Tid forføjede til Bedſte for Maliſe Jarls Datterſønner, førſt Alexander de le Ard, og ſiden Henrik St. Clair, ſom det i det følgende ſkal viſes. Imidlertid lader det til, at Kongerne have ladet Øerne beſtyre ved Befalingsmænd, nemlig førſt Thomas St. Clair, ſiden den forhen omtalte Haakon Jonsſøn, Søn af Jon Hafthorsſøn. Flere Omſtændigheder tyde ogſaa hen paa, at det gik temmelig uroligt til paa Øerne, formodentligt fordi de mange og mægtige Frænder af Stratherne-Ætten i Skotland ved Magt ſøgte at komme ſine Slægtninger, Maliſe Jarls Datterſønner, til Hjelp og ſette dem i Beſiddelſe af Jarldømmet, medens igjen de norſke Kongers Befalingsmænd og Tilhængere ſøgte, ſaavidt de formaaede, at hindre dem deri. Den 18de November 1367, ved Parlementet i Scone, udſtedte Kong David Bruce af Skotland Breve til ſine Befalingsmænd i Inverneſs og Katanes om at kundgjøre i hans Navn, at Ingen, af hvad Stand og Stilling han ſaa var, maatte underſtaa ſig paa nogenſomhelſt Maade at betræde Orknøernes Land eller løbe ind i deres Havne uden ſom Reiſende eller i fredelige Handels- eller andre Erender, under Straf af at miſte alt, hvad de, der forbrød ſig imod den kongelige Majeſtæt, kunde miſte[3]. Det er her let at ſkjønne, at Stratherne-Ættens Clansmænd og Tilhængere enten havde truet med et Krigstog til Orknøerne for at indſette Alexander de le Ard i Jarldømmet, eller at de allerede havde begyndt at herje, eller overhoved at bringe den Truſel i Udførelſe, ſom Duncan Anderſon for faa Aar tilbage ſiden havde fremført, og at Kong David har ladet dette Forbud udgaa efter Foreſtillinger fra det norſke Hof. At der desuagtet virkelig blev ført en alvorlig Feide paa Øen, og at Biſkop Villjam, ſelv ſkotſk af Fødſel, underſtøttede ſine Landsmænd og overhoved ved Vold og andre utilladelige Midler ſøgte at ſkaffe disſe Magten til Skade for de indfødte Øboere af norſk Herkomſt og de norſke Konger, derom faar man en temmelig utvetydig Foreſtilling af en Forliigsact, ſom endnu er til, ſluttet i Kirkevaag den 25de Mai 1369 mellem Biſkop Villiam paa den ene og Haakon Jonsſøn paa den anden Side under Megling af 24 geiſtlige og verdslige Mænd, blandt hvilke Archidiaconen Villiam af Buchan og ſex andre Geiſtlige, efter Navnet at dømme af ſkotſk Herkomſt, og et overvejende Antal af ſkotſke Lægmænd: et Beviis nok paa, hvilket Indpas Skoterne allerede havde faaet i Landet[4]. Begge Parter, Biſkopen og Haakon, forbandt ſig edeligt til at overholde de Vilkaar, ſom disſe 24 Herrer faſtſatte, nemlig: at Biſkopen ſkulde udbetale til Haakon paa Kongens Vegne 141 Nobler (Roſenobler) ſamt ſaa meget Smør, ſom Biſkopen havde beſlaglagt; Haakon ſkulde gjøre med disſe Penge m. m., ſom han vilde og kunde ſvare for Kongen; de Mænd, ſom Biſkopen havde ladet gribe og fængſle til Ranſagelſe af deres foregivne Forbrydelſer, ſkulde .han udlevere til Haakon, ſaavelſom deres Gods og det Gods, Haakon ſelv ejede, hvad enten det var taget fra Lægmænd og Lærde baade i Orknøerne og Hjaltland, hvorimod Haakon og hans Mænd igjen ſkulde tilbagegive det Gods, de havde taget fra Biſkopens Mænd; Biſkopen og de fornemſte Mænd i Orknøerne og Hjaltland ſkulde være førſt og fremſt i alle Raad, vedkommende Kongen, Kirken og Almuen, efter Lov og Landsſkik, og Biſkopen ſkulde have gode indenlandſke Mænd i Orknøerne og Hjaltland til at tjene ſig, ſaaledes ſom andre Biſkoper i Norges Rige. Biſkopen og hans Mænd ſkulde frit og uhindret af Haakons Mænd nyde den kirkelige Jurisdiction, der tilkom dem, men hvis han eller de herefter forbrød ſig mod Haakons Mænd eller omvendt, da ſkulde de bøde derfor efter Lov og Landsſkik, uden at dette Forliig derved ſkulde anſees for brudt. Biſkopen og hans Klerker, Lægmænd og Landboer ſkulde være ſkadesløſe for Haakon og hans Mænd, og omvendt Haakons Mænd og Landboer for Biſkopens. Biſkopen og Haakon ſkulde være hinandens Venner i alle rette Erender, ſaa længe de levede, og den af dem, ſom brød Forliiget, ſkulde betale en Bod af 100 Pund Sterling og ſende en Pilegrim til Rom. Forliigsacten blev udferdiget i to Exemplarer med den ſaakaldte Indentur. Heraf fremgaar tydeligt nok, at Biſkopen og hans Tilhængere ej alene havde ſøgt at trænge Skoter ind i de indflydelſesrigeſte Stillinger paa Øerne, til Skade for Nordmændene og deres Konge, og overhoved gaaet frem med megen Voldſomhed, men at de derhos ogſaa havde ligget i Privatfeide med Haakon Jonsſøn, der ſom en af Fru Herdiſes Arvinger ſelv havde ſtore Beſiddelſer paa Øerne og formodentlig derhos ogſaa varetog ſin Faders og ſin Farbroders Interesſer. Skade, at vi ikke vide mere om denne Feide, ſom man ſnareſt ſynes at kunde kalde en Nationalitetsfeide paa Øerne. Haakon Jonsſøn vendte ſtrax efter tilbage til Norge, hvor vi finde ham allerede den følgende Sommer[5]. Men der er flere Spor til, at Uroligheden fremdeles vedblev.

Biſkop Villjam ſynes overhoved at have været en vrang og urolig Mand, der ikke altid var i den bedſte Forſtaaelſe endog med ſin egen Geiſtlighed. Der findes endnu et Pavebrev af 12te Marts 1372 til Thomas Withardſon, Chorsbroder i Orknø, hvoraf man erfarer, at Biſkop Villjam for flere Aar tilbage førſt afſatte William Wood[6], ſom da beklædede Archidiaconatet i Hjaltland, fra dette Embede, og udnævnte i hans Sted dertil den nysomtalte William af Buchans, ſom han ſtrax gav Inveſtitur derpaa ved Ring, men ſiden, da det kom til Stykket, alligevel ikke vilde give ham Brev derpaa, ſaa at William ikke kunde komme i lovlig Beſiddelſe deraf, hvorimod Biſkopen overdrog det til en vis Johan Fule, der kaldte lig en Geiſtlig fra Schwerins Biſkopsdømme og da virkelig havde det inde. William af Buchan maatte omſider henvende ſig til Paven om Hjelp, og denne overdrog ved hiin Skrivelſe Thomas Withardſon at underſøge Sagen og med ſamme Autoritet, ſom om det var ſkeet af Paven ſelv, at afſige Dom og beſtemme, hvad der ſkulde ſkee[7]. Formodentlig er Udfaldet blevet til William af Buchans Fordeel. Biſkopens Stridighed og Urolighed var det vel, ſom ſiden endog koſtede ham Livet, da han, ſom vi i det følgende ville ſee, blev dræbt i Aaret 1382 eller 1383.

Imidlertid vare formodentlig ogſaa de øvrige Datterſønner og Arvinger af Maliſe Jarl voxede til. De vare Henrik af St. Clair og Maliſe Sperra. Af disſe var den ſidſte et meget uroligt Hoved; han var, ſom vi allerede have ſeet, paa fedrene Side af ſvenſk Herkomſt og formodentlig nær beſlægtet med Erngiſl Jarl. Naar han allerførſt traadte frem, vides ikke; men man erfarer kun ſenere om ham, at han gjorde Fordring paa Jarldømmet, vakte mange Uroligheder, og navnlig tilegnede ſig Fru Herdiis Thorvaldsdatters efterladte Jordegods, uviſt med hvad Ret. Dog ligger ſandſynligviis dette udenfor vort nærværende Tidsrum. Ogſaa Henrik af St. Clair optraadte førſt ſenere. Men hans Ætt havde allerede faaet Fodfeſte paa Øerne, thi i Aaret 1364 omtales en Thomas af St. Clair ſom den norſke Konges Sysſelmand (ballivus) paa Øerne, altſaa formodentlig ſom Haakon Jonsſøns umiddelbare Formand; og ligeſaa, i Forbindelſe med ham, en Alexander af St. Clair[8]. Denne Familiens Fodfeſte paa Øerne maa have været en Følge af Villjam St. Clairs, Henriks Faders, Giftermaal med Maliſe Jarls Datter. Siden blev den, ſom vi ville ſee, den herſkende Ætt paa Øerne.

Til Begivenhederne paa Færøerne i det heromhandlede Tidsrum kjender man ſlet intet. Paa Island herſkede det fremdeles megen Forvirring og Uro. Det er nævnt, at Kong Magnus i 1354 havde bortforpagtet hele Øen med Skatter og Skylder for tre Aar til Ivar af Holm, med Titel af Hirdſtjore, medens der ſaagodtſom ingen Biſkop var i Landet, da Biſkop Orm paa Hole endnu ſamme Aar drog over til Norge, og Gyrd i Skaalholt Aaret efter. Tilſtanden paa Landet ſynes at have været ſørgelig. Foruden at han og hans Mænd ſikkert udſugede det, ſaa godt de kunde, herſkede der ogſaa i 1355 en ſkrækkelig Froſt, der varede næſten til Midtſommerstider, og ikke et Skib kom til Island. Efter Ivar af Holm, hvis Tid var ude i 1357, men ſom ikke forlod Landet førend i 1358, fulgte fire Hirdſtjorer, der ligeſom han havde forpagtet Landet med dets Indtægter paa tre Aar, nemlig Arne Thordsſøn og Andres Giſlesſøn for Øſter- og Sønderlandet, og Jon Guthormsſøn Skraaveiva ſamt Thorſtein Eyjulfsſøn for Veſter- og Nordlandet. Disſe fire vare indfødte Islendinger, og man havde maaſkee derved troet at imødekomme Folkets indſtændige Ønſker, men det viiſte ſig, at Landet var endnu mindre tjent hermed end ved at faa en Nordmand til Beſtyrer, thi denne ſtod dog i Reglen udenfor Partierne, medens de islandſke Hirdſtjorer, ſelv forbundne med Partiernes Hoveder ved Slegtsſkabs- og Venſkabs-Baand, ſtyrtede ſig lige ind i Partiſtriden, ja endog feldede mod hinanden indbyrdes. De fire Hirdſtjorer ſejlede fra Norge i 1357, men Vinden førte Skibet til Hjaltland, hvor de maatte tilbringe Vintren og ſaaledes ikke kom til Island førend i 1358. Her blev der ſnart Urolighed og Forvirring. Saavidt man kan ſee, ſøgte Thorſtein Eyjulfsſøn, der ſelv hørte hjemme paa Urde i Svarvadardalen, at tilrive ſig Eneherredømmet paa Nordlandet og at have ophidſet Nordlendingerne mod ſin Collega Jon Skraaveiva, der viſtnok ogſaa var en daarlig Perſon, og alene under ſit Vinterophold paa Hjaltland bar ſig ſaa ilde ad, at „Hjaltlendingerne dømte ham til Norge under Kongens Miſkund“[9]. Da Jon i 1359 kom til Nordlandet, ſamlede Nordlendingerne ſig imod ham, 300 Mand ſterke, ved Tveraa i Veſterhoop og tvang ham til at vende tilbage. J det følgende Aar forefaldt der paa ſelve Althinget et Slagsmaal mellem Arne Thordsſøn og Jon Skraaveiva’s Mænd, hvorved flere af den førſtes Parti bleve haardt ſaarede.

Til denne Forvirring kom nu ogſaa alvorlige Uroligheder inden Kirkens Omraade. Det er forhen nævnt, at Biſkop Orm i Hole døde den 1ſte November 1355, førend Biſkop Gyrd af Skaalholt var kommen tilbage fra en Reiſe til Norge, ſaa at der om Vintren 1355—1356 ingen Biſkop var tilſtede i Landet. Den forhen omtalte Jon Eriksſøn Skalle, der i 1343 ved en Fejltagelſe var bleven indviet til Biſkop paa Grønland, beſluttede nu at legge ſig ud for at faa Hole Biſkopsſtol. Vel var, ſom man maa antage, Biſkop Arne paa Grønland død i 1349, og ſaaledes intet i Vejen for, at Jon kunde tiltræde denne Biſkopsſtol, men formodentlig havde han endnu ikke erfaret hiint Dødsfald og maatte viſtnok anſee det ønſkeligt ſnareſt muligt at komme ud af den ubehagelige Mellemtilſtand, hvori han nu befandt ſig ſom indviet Biſkop uden Biſkopsdømme. Det lader endog til, at Erkebiſkopen og Capitlet i Nidaroos valgte ham til Holes ledigblevne Stol; men da det ikke ſtod i Erkebiſkopens Magt at løſe ham fra det Baand, der bandt ham til Gardes Biſkopsſtol, men Pavens egen Afgjørelſe dertil udfordredes, maatte han i det Øjemed drage ned til Curien, medbringende Erkebiſkopens Anbefaling. Han tiltraadte Reiſen i 1356, men kom ikke tilbage førend i 1357[10]. Han kunde nemlig, fortælles der, ikke ſtrax faa nogen Afgjørelſe af Paven; men omſider blev det ham lovet, at de nødvendige Breve ſkulde ſendes til Flandern hvor han kunde udløſe dem mod Penge. Han begav ſig da, heder det, til Flandern og forefandt og udløſte virkelig et paveligt Brev, der dog ikke var nogen Beſkikkelſe for ham, men kun en efter den ſedvanlige Formular affattet Fuldmagt for Erkebiſkopen til at ſette en duelig Perſon paa Hole Biſkopsſtol, og enten ſelv eller ved en anden Biſkop at meddele ham den biſkopelige Vielſe. Har det ſin Rigtighed med dette Brev, da maa Paven denne Gang have villet afholde ſig fra at gribe ind i Erkebiſkopens Myndighed ved nogen umiddelbar Proviſion, iſær da Jon allerede var valgt, og Biſkopsſtolen ham ſaaledes ſikkret. Ved ſin Tilbagekomſt til Bergen lod Jon tage en verificeret Copi af Brevet, under to Abbeders Segl, thi da han allerede før var indviet, behøvede han ikke nu nogen ſæregen Vielſe. Derimod gav Erkebiſkopen ham kun ſit Brev paa Biſkopsſtolen og bekræftede ham i dens Beſiddelſe. Efterretningen herom bragte allerede ſtrax i 1357 Broder Eyſtein Asgrimsſøn af Thykkebø og den throndhjemſke Chorsbroder Eyjulf Brandsſøn til Island; de kom nemlig da, ſom det i det følgende nærmere ſkal omtales, til Landet, udnævnte til Viſitatorer af Erkebiſkopen. De meldte, hvad de ſelv maatte have ſeet, at Biſkop Jon var kommen tilbage fra Curien, og at Erkebiſkopen, efter Pavens ſpecielle Mandat, havde givet ham Hole-Biſkopsſtol og højtideligt lyſt Confirmationen derpaa i Chriſtkirkens Chor. Jon ſelv kom ikke over til Island førend det følgende Aar, 1358. Han leed Skibbrud ved Kyſten, og Skibet ſelv ødelagdes med alt Godſet; men alle Menneſker, der vare ombord, kom derfra med Livet, og han reed ſtrax lige til ſit Biſkopsſæde. Her forefandt han Preſten Thorſtein Hallsſøn ſom Official eller midlertidig Beſtyrer af Biſkopsſtolen. Biſkop Orm havde ved ſin Afreiſe til Norge 1354 udnævnt Abbed Arngrim af Thingeyre dertil, men Preſterne i Hole Biſkopsdømme negtede ham Lydighed paa Grund af de mange Klager, der førtes over ham, og paa et Preſteſtevne i 1356 afſatte de ham ej alene fra Officialatet og valgte Thorſtein i hans Sted, men ogſaa fra Abbed-Verdigheden, og tvang ham til at love at ville give ſig ind i Predikerkloſtret i Bergen. Da Biſkop Jon kom til Hole, opgav Thorſtein Hallsſøn ſtrax Officialatet og overleverede ham Embedsſeglet uden at høre den øvrige Geiſtligheds Mening, og overhoved gave alle ſaavel Lærde ſom Læge ſig under ham, uden at kræve nogen Legitimation af ham, da det almindelig heed ſig, baade i Norge og paa Island, at han var lovligen beſkikket til Biſkop paa Hole. Han ſang ſin førſte Mesſe her Allehelgensdag (den 1ſte November) og fik et riigt Offer. Men kort efter begyndte Nordlendingerne at ymte mellem ſig om, at det dog nok ikke havde ſig ſaa rigtigt med Biſkop Jons Adkomſt til ſin nye Biſkopsſtol, ſiden ingen Beviisligheder fra Paven bleve fremlagte. Jon ſynes ogſaa at have manglet ſaadanne, hvad enten han nu havde tabt dem i Skibbrudet, eller de, han havde, ikke anſaaes for tilſtrækkelige, ſkjønt det rigtignok ſynes beſynderligt, at der overhoved kunde være Tvivl om Sagen, naar hine nysnævnte Viſitatorer ſelv havde hørt hans Bekræftelſe i Embedet kundgjøres i Chriſtkirkens Chor. Den forrige Official, Thorſtein Hallsſøn, der nu formodentlig angrede ſin tidligere Føjelighed, benyttede ſig af Biſkopens Forlegenhed til at bringe hele Preſteſkabet i Biſkopsdømmets øſtlige Deel i Oprør; han reiſte ſig nemlig, ſiges der, i 1360 mod Biſkop Jon og lod alle Preſter mellem Øxnadalsheid og Reykjadal tilſige ſig Lydighed. De kom til Hole Katharinamesſeaften den 24de November, for at høre de Beviisligheder, Biſkopen havde at fremføre, os ſom han havde ſagt til Thorſtein nu laa i hans Biſkops-Archiv. Men alligevel kunde han ingen fremlægge, ſom det lader, og vilde derfor ikke engang tale med Preſterne. Tre Gange gik Thorſtein ind til ham og bad ham komme med Beviſerne, og da dette ikke ſkete, erklærede Preſterne, at de ikke kunde erkjende ham for Biſkop i Hole, men alene for Biſkop i Grønland, og valgte ſig Thorſtein Preſt til Formand. Alt det Jordegods, der i det ovennævnte Strøg tilhørte Biſkopsſtolen, tog de igjen tinder ſin Beſtyrelſe, ſaavelſom Madrevalle Kloſter, og Bønderne i Eyjafjorden gjorde fælles Sag med dem. Derimod fandt Biſkopen Medhold og Underſtøttelſe hos den anſeede Preſt Einar Havlidesſøn og alle Preſter i Skagafjorden ſamt heelt veſter til Rutafjorden. Forvirringen var ſtor og forargelig. Biſkopen ſuſpenderede alle de opſetſige Preſter fra deres Mesſe-Embede, men de kærede ſig ikke derom, tog med Magt hans Forkyndelſesbreve fra de Sendebud, ſom bragte dem, endog fra Preſter, og tillod ſig andre Voldſomheder mod hans Tilhængere.

Imidlertid vare de nys omtalte fire Hirdſtjorer komne til Landet, og Thorſtein Eyjulfsſøn, der efter Jon Guthormsſøns Fraværelſe ſynes at have været Eneherre paa Nordlandet, tog aabenbart, ſom man kan ſee, Parti med Eyfjordingerne imod Biſkop Jon. Andres Giſlesſøn var allerede i 1358 draget over til Norge. Sandſynligviis var det de uheldige Reſultater af de ſidſte islandſke Hirdſtjorers Ferd, ſom nu atter beſtemte Kong Magnus eller hans Raadgivere til at ſette en Nordmand til Hirdſtjore over Landet. Dette var Smid Andresſøn, uviſt af hvilken Ætt; han havde ogſaa forpagtet Landet paa tre Aar, men det maatte anſees ſom en Fordeel, at han ene havde Hirdſtjornen uden at dele den med nogen anden. Han kom til Landet i 1360 og medbragte, ſom der ſiges, mange Kongebreve. Blandt disſe var der formodentlig ogſaa en Indſtevning til Thorſtein Hallsſøn, Thorſtein Eyjulfsſøn og flere af de meſt opſætſige blandt Nordlendingerne, om at komme over til Norge og ſtande til Rette, thi der ſiges, at begge Thorſteinerne kjøbte tilſammen et Skib for at drage over til Norge og virkelig tiltraadte Reiſen, men bleve drevne tilbage af Modvind, ſaa at de den følgende Vinter maatte opholde ſig paa Island. Arne Thordsſøn og Smid Andresſøn nærmede ſig hinanden i Førſtningen nok ſaa venligt og bandt, ſom det heder, ſit Venſkab med faſt Aftale; men dette blev dog ikke af lang Varighed. Jon Skraaveiva blev derimod udnævnt til Lagmand, et Tegn paa, at Smid og Regjeringen i Norge gav ham ſit Medhold mod Nordlendingerne. Om Vaaren 136l ſøgte Smid at ſtifte Forliig mellem disſe og Biſkop Jon og indfandt ſig i dette Øjemed ved et Møde paa Hole den 4de April tilligemed Officialen i Skaalholt (Biſkop Gyrd var nemlig død), men intet Forliig kunde komme iſtand. Smid Andresſøn begyndte derfor at gribe til ſtrengere Forholdsregler. Arne Thordsſøn, med hvem han ved ſin Ankomſt havde indgaaet et ſaa nøje Venſkab, ’drog han til Anſvar, fordi han to Aar forud havde ladet en til Døden dømt Voldsmand henrette[11], og kaſtede ham i Fængſel. Arne henſkød ſig under Kongens Afgjørelſe, men Smid vilde ikke høre noget derom, beholdt ham i Fangenſkab og lod ham henrette umiddelbart før Althinget. Efter dettes Ende reed Smid og begge Lagmændene Jon Skraaveiva og Orm Snorresſøn nord i Landet med 35 væbnede Mænd for at gribe og afſtraffe de fornemſte Bønder, der havde ſtaaet i Spidſen for Reisningen mod Jon og Biſkopen; han lyſte dem allerede paa Forhaand utlæge og brugte, ſiges der, ogſaa andre krænkende Udladelſer imod dem. Han kom ned fra Fjeldet i Eyjafjorden. Men Eyjafjordingerne havde holdt Øje med ham, ſamlede ſig ſammen og drog mod ham heel mandſterke, anførte af Thorſtein Eyjulfsſøn og Benedict Kolbeinsſøn. De traf ham paa Gaarden Grund, den 8de Juli 1361, omringede Huſet, hvori han var, angreb ham, ſiges der, inde i Skaalen, og fik efter en hidſig Kamp taget ham, Jon Skraaveiva og ſex andre af hans Mænd af Dage. Der fortælles, at han blev dræbt med jærnbeſlagne Kølver: han har ſaaledes maaſkee været iført en ſaa ſterk Ruſtning, at han ikke kunde rammes af Hugg eller Stik. Man berømmede forreſten den Kjekhed, hvormed han forſvarede ſig, derimod ſkal Jon Skraaveiva have viiſt ſig heel modløs, ligeledes Orm Lagmand, der ſlap ind i Kirken og ſiden fik Grid. Af Nordlendingerne faldt der ſex Mand[12]. Det var nu mere end nogenſinde nødvendigt for disſes Høvdinger at drage til Norge for at retfærdiggjøre ſig, og Thorſtein Eyjulfsſøn, Preſten Thorſtein Hallsſøn med to andre Geiſtlige, og Olaf Petersſøn ſejlede endelig afſted paa et lidet Skib, ſom de havde kjøbt af Munkene paa Tveraa. De kom lykkeligt over til Haalogaland, men Hirdſtjoren i Throndhjem m. m., Reidar Jonsſøn Darre, lagde ſtrax Beſlag paa deres Skib og Gods og lod dem ſelv føre ſom Fanger ned til Kongen. Dette maa under den Forudſetning, at Kampen paa Grund ſtod i Juli 1361, have været i September ſamme Aar, netop ſom Kong Magnus opholdt ſig paa eller ved Baagahuus. Thorſtein Eyjulfsſøn blev indſat paa Vardbergs Slot, og man maa antage, at de øvrige Fanger deelte hans Skjebne[13]. De henſad noget over et Aars Tid, og imidlertid døde Thorſtein Hallsſøn, men Thorſtein Eyjulfsſøn og Olaf benaadedes ſiden fuldkommen, da Kong Magnus holdt ſin Søns Bryllup med Margrete Valdemarsdatter. Vel ſiges dette udtrykkeligt kun om Thorſtein, men af hvad der ſenere berettes, ſeer man, at Benaadningen blev dem begge til Deel; ſaavel Thorſtein ſom Olaf Petersſøn fik nemlig ej alene ſin Frihed, men bleve begge udnævnte til Hirdſtjorer og Sysſelmænd, Thorſtein paa Sønderlandet og Øſtlandet, Olaf paa Nordlandet og Veſtlandet; derhos beſkikkede Kong Magnus Thorſtein til Lagmand i de to ſidſtnævnte Fjerdinger og overdrog ham Fuldmagt til at beſkikke en Lagmand paa Sønderlandet[14]. Hvad der bevirkede dette pludſelige Omſlag i Kongens Sindelag, nævnes ikke; formodentlig maa han dog have indſeet, at Smid Andresſøn og Jon Skraaveiva havde forløbet ſig. Maaſkee det ogſaa bidrog noget hertil, at Biſkop Jons Sag nu ſtod kjendeligt ſlettere end før. I 1361, kort efter den mislykkede Forliigsprøve, drog han over til Norge og tilbragte Vintren i Throndhjem, men fik, ſiges der, ingen Biſtand hos Erkebiſkop Olaf. Sammenhængen hermed er gaadefuld, da Erkebiſkopen dog ſelv havde udvalgt ham til Biſkop. Man har neppe andet at gjette paa, end at Erkebiſkopen nu ſelv havde begyndt at mistænke det Brev, Jon overbragte ham fra Paven, for at være uegte. Saa meget er viſt, at der ikke findes noget ſaadant Brev indført i de pavelige Regeſter fra den Tid, der dog ellers juſt for de Aar ere meget fuldſtændige. Men nogen ſikker Slutning kan man dog ikke drage heraf, da det viſer ſig, at endog de fuldſtændigſte Regeſter ikke indeholde alle fra Curien udgaaede Breve.

Ogſaa i Hole Biſkopsdømme havde der været Ufred og Uorden: Den forhen omtalte, talentfulde Munk Eyſtein Asgrimsſøn var iſær -Aarſag deri. I Aaret 1354 drog Biſkop Gyrd til Norge, og kort efter ham Broder Eyſtein, uviſt i hvad Erende. Gyrd kom tilbage i 1356, men Eyſtein ikke førend i 1357 og var da af Erkebiſkopen beſkikket til at viſitere paa Island i hans Navn, i Forening med den throndhjemſke Chorsbroder Eyjulf Brandsſøn, der var i Følge med ham. Saadanne Viſitatorer plejede altid at komme Biſkoperne til Ulejlighed og deres Sendelſe altid at afſtedkomme Ubehageligheder. Saaledes gik det ogſaa her. Mellem Biſkop Gyrd og Viſitatorerne begyndte der ſtrax nogle ſmaa Knubberier, der ſiden gik over til aabenbart Fjendſkab. Der kan neppe være nogen Tvivl om, at Broder Eyſtein havde benyttet ſit Ophold i Norge til at indynde ſig hos Erkebiſkopen paa Biſkop Gyrds Bekoſtning. Tilſtanden paa Island beſkrives i denne Tid ſom heel ſørgelig. Viſitatorerne, heder det, „fore rundt Landet paa Kirkens Vegne, og de fire Hirdſtjorer paa Lægmændenes, krævende og tagende Penge fra Lærde og Læge, ſaa meget de kunde faa; dette maatte Landsfolket taale, og betyngedes ſvarligt med ſaadan Afdrætt“. Viſitatorerne indſatte igjen den afſatte Abbed Arngrim i hans Embede, uden at agte paa hans daarlige Lov og hans Kloſter-Løfte. Spendingen mellem dem og Biſkop Gyrd gik omſider ſaa vidt, at Broder Eyſtein digtede Nid om Biſkopen, ſom denne tog ſig meget nær; Eyſtein ſtevnede derhos Biſkopen ind for Erkebiſkopen, medens denne ſatte ham i Bann. De beredede ſig nu begge til at drage over til Norge, men bleve dog inden Afreiſen ganſke forligte (1358); Eyſtein ſiges der, faldt til Fode og digtede af Angergivenhed endog det yndige Kvad Lilja for ligeſom at udſone den Brøde, han før havde begaaet ved at digte en Nidviſe om Biſkopen. Det er af religiøſt Indhold, handler om Syndefaldet, Chriſti Sendelſe, Død og Opſtandelſe, derpaa om Forfatterens egen Skyld og Brøde, og ſlutter med at paakalde Chriſti Naade og Jomfru Marias Biſtand, hvorved han iſær priſer hendes Herlighed og Velde. Digtet anſees med Rette for en af Norrønaliteraturens ypperſte Frembringelſer og vilde vel paa den Tid neppe kunne være ſkrevet af nogen Nordmand, ſaaledes havde nu Sandſen for den gamle nationale Digtekunſt tabt ſig i Norge, og Sproget ſelv tildeels forandret ſig[15]. Som Tegn paa Venſkabets Gjenoprettelſe beſkikkede Gyrd Broder Eyſtein til ſin Official paa Veſterlandet, medens han ſelv allerede det følgende Aar (1359) ſejlede afſted paa et lidet Handelsſkib. Dette kom imidlertid ikke længer end noget udenfor Veſtmannaøerne, da det ſank med alt Godſet. De, der vare ombord, frelſte ſig med Nød og Neppe paa en liden Baad, og heldigviis drev ogſaa en Kiſte i Land til Eyrebakke, indeholdende Biſkopens Embedsdragt og hans Kirkes brendte Sølv. Aaret efter (1360) drog Gyrd atter afſted paa et Skib, kaldet Olafsſuden, der tilhørte en Orm lange, og ſom Aaret forud var ankommet til Hvalfjorden paa Island, ladet med meget og koſteligt Gods; det var et af de ſtørſte Skibe, ſom nogenſinde var komne til Øen. Med Biſkopen indſkibede ſig Helge Thordsſøn, Abbeden til Jonskirken i Bergen og ſaaledes Biſkop Gyrds Eftermand i Abbed-Embedet og fordums Kloſterfælle — han var formodentlig afſendt i Anledning af Sagen med Broder Eyſtein[16] — fremdeles fem Preſter, Skibets Ejer Orm lange, og mange andre anſeede Mænd, i Alt 90. Men til Skibet hørte man ikke mere, og man antog almindeligt, at det i de Nordſtorme, ſom blæſte lige fra den 10de Auguſt til 14de October, var forliiſt under Færøerne med alle dem, der vare ombord. Saaledes var da Skaalholts Biſkopsſtol atter ledig. Broder Eyſtein, der ogſaa drog afſted, men paa et andet Skib, var noget heldigere. Han landede efter en haard Overreiſe ved Haalogaland, da Folkene ombord allerede vare nær ved at vanſmægte formedelſt Vandmangel. Eyſtein kom ved Kyndelmisſetider til Throndhjem og fik ſom Regulær-Auguſtiner ſit Tilhold i Elgeſeters Kloſter, men døde lidt efter Midfaſte endnu ſamme Aar[17].

I Gyrds Sted udnævntes nu til Biſkop i Skaalholt en Thorarin Sigurdsſøn, om hvem intet forreſten vides[18]. Han kom til Island den 30te September 1362, og ifølge med ham Biſkop Jon, ſom atter vilde forſøge.at komme i Beſiddelſe af ſin Biſkopsſtol, men uden at medbringe yderligere Beviisligheder, ſaaat Eyfjordingerne viiſte ſig ligeſaa opſætſige mod ham ſom før. Dog erkjendtes han af de Fleſte i den veſtlige Deel af Biſkopsdømmet. Saaledes ſtod det hen nogle Aar, uden at det var ham muligt enten fra Paven ſelv eller fra Erkebiſkopen at erhverve tilſtrækkelige Beviisbreve, hvad nu Aarſagen dertil kan have været. Imidlertid beſtyredes Landet af Thorſtein Eyjulfsſøn og Olaf Petersſøn ſom Hirdſtjorer fra 1363 til 1365, da Kong Magnus blev tagen til Fange og overdrog midlertidigt Herredømmet over Island til ſin Søn Kong Haakon. Denne beſkikkede nye Hirdſtjorer, den forhen omtalte Orm Snorresſøn Lagmand, og Andres Giſlesſøn, der ogſaa tidligere havde været Hirdſtjore. Det lader ikke til, at de kom ud førend i 1366[19]. Landet blev nu, heder det, tildømt Kong Haakon, det vil ſige, at Indbyggerne ved de nye Hirdſtjorers Foranſtaltning ſvore ham Troſkabseed. Disſe Hirdſtjorer medbragte et Brev, udſtedt i Kongens Navn af Sira Vinalde, der da beſtyrede Cantſler-Embedet, hvorved det paalagdes enhver Lægmand i Hole Biſkopsdømme at erkjende Jon Eriksſøn ſom retmesſig Biſkop, under Brevebruds Straf, 8 Ert. og 13 Merker. Dette hjalp dog heller ikke. Da bekvemmede Jon ſig endelig til at drage til Paven for at ſkaffe ſig den nødvendige Bekræftelſe i ſin Verdighed. Da Pave Urban den 5te ſiden Juni 1367 opholdt ſig i Kirkeſtaten, maatte Jon begive ſig lige til Italien. Men den lange Reiſe lønnede ſig, thi han fik virkelig det Bekræftelſesbrev, han attraaede. Han ſkal være kommen tilbage i 1370 eller 1371, og nu underkaſtede endelig Eyfjordingerne ſig, ſaa at han fra denne Tid ingen Modſtand fandt. Imidlertid var Biſkop Thorarin i Skaalholt allerede afgaaet ved Døden. Hans Dødsaar angives forſkjelligt, til 1364, 1368, 1369; det førſte er det ſandſynligſte. Den ſidſte Vinter, han levede, var der ikke mindre end tre Biſkoper paa Island, da Biſkop Arne af Færøerne om Sommeren 1363 blev dreven af Storm til Island paa en Reiſe til Norge og opholdt ſig den paafølgende Vinter hos Thorarin[20].

Det er allerede omtalt, hvorledes den pavelige Nuncius Guido de Cruce under ſit Ophold i Norge 1364 ogſaa gjorde Anſtalter til at faa allehaande Reſtancer, der ſkyldtes det pavelige Kammer, opkrævede ogſaa paa Island, idet han udnævnte den forrige Hirdſtjore, Ivar af Holm, til Undercollector. Ivar ankom ſamme Aar og lod Pavebrevene, han medbragte, oplæſe i Skaalholt, men man hører intet om, hvilken Fremgang Sagen havde[21]. Ivar forlod Island igjen 1369 og døde 1371, derſom Aarene ellers ere rigtigt angivne.

Til Biſkop i Skaalholt i Thorarins Sted udvalgtes Oddgeir Thorſteinsſøn, Chorsbroder ved Chriſtkirken i Bergen. Han maa have været en af de mere anſeede blandt ſine Colleger, da han i Auguſt 1351 mødte ſom Fuldmægtig for Bergens Capitel ved Provincialconciliet i Nidaroos tilligemed Botulf Asbjørnsſøn, der ſenere blev Biſkop i Stavanger, (ſ. o. S. 549); derhos var han i flere Aar pavelig Undercollector (ſ. o. S. 681). Tiden for hans Ankomſt til Island angives ligeledes forſkjelligt, 1366, 1368, 1369, 1370; det førſte Aarstal er aabenbart det rette. Han ſynes at have hørt til de virkſommere blandt Øens Biſkoper og beklædede ſit Embede temmelig længe, henved femten Aar, uagtet han viſt allerede var en gammel Mand, da han kaldtes dertil.

Der var imidlertid Søgsmaal i Gang angaaende Striden paa Grund og Smid Andresſøns Drab. Tylfter-Eder bleve aflagte derom paa Althinget 1367, men man erfarer ikke af hvad Indhold. Formodentlig var det i den Anledning og paa Grund af nogle kongelige Stevningsbreve, ſom oplæſtes paa Hyldingsthinget 1366[22]. Hirdſtjoren Andres Giſlesſøn ſaavelſom Thorſtein Eyjulfsſøn og flere reiſte ſamme Aar over til Norge. Thorſtein var hos Kongen, det ſiges ikke i hvilket Erende. Paa Tilbagereiſen, i Mai 1368, var han ſaa uheldig at blive opſnappet af de tydſke Krigsfartøjer, ſom juſt paa den Tid foruroligede Norges Kyſter. Han blev ført ſom Fange til Lübeck, og holdtes der i ſtrengt Fængſel indtil Olafsmesſe. Han gav ſig, fortælles der, et andet Navn, og bad til Gud og alle Helgener om Frelſe, og virkelig blev han frigiven af Raadet i Lübeck. Men paa Tilbagevejen blev han atter fangen i Skaane af Hertug Henrik af Mecklenburg og bragt til Lund, dog ſkjenkede Kong Albrecht ham atter Friheden, idet han lod ſine Mænd ſlippe ham løs i Nærheden af Vardberg. Den følgende Vaar, 1368, kom han tilbage til Island, beſkikket til Lagmand over hele Landet. I 1370 beſkikkedes en Vigfuus Jonsſøn til Hirdſtjore over hele Øen, men døde ſtrax efter, førend han endnu havde forladt Norge. J hans Sted udnævntes da Hirdmanden Thorgaut Jonsſøn, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, og ſom formodentlig ikke kom ud førend i 1371, da han om Sommeren 1370 endnu var i Norge[23]. Det følgende Aar blev der holdt ſtort Thing i Spjaldhage i Eyjafjorden angaaende Smid Andresſøns Drab, hvorved ogſaa mange Sønderlendinger vare tilſtede, og endelig afſagdes der Dom i Sagen paa ſamme Aars Althing, hvorved det kjendtes for Ret, at Smids Drab kunde afſones med Pengebod og ſaaledes ikke var halsløs Gjerning[24].

Lagmændene paa Øen havde fremdeles hurtigt vexlet. Blandt de merkeligſte af dem maa vi her nævne den oftere omtalte Orm Snorresſøn, der var Lagmand paa Sønder- og Øſter-Landet 1359—1368, Jon Skraaveiva, der, ſom vi have ſeet, blev Lagmand paa Nordlandet og Veſterlandet efterat have miſtet Hirdſtjornen og dræbtes i Grund-Kampen 1361, ſamt endelig Thorſtein Eyjulfsſøn, der ligeledes efter ſin Hirdſtjoretid flere Gange var Lagmand, paa Nord- og Veſterlandet fra 1362 til 1366, over hele Landet fra 1369 til 1370, og over Sønder— og Øſter-Landet 1371[25]. I 1363 kom Nikolas Broddesſøn fra Flatatunge, der havde været i Norge, tilbage ſom Lagmand, uagtet han faa Aar forud havde været i Kirkens Bann; men endnu ſamme Aar blev han paa Althinget overbeviiſt om at være Landraademand, uviſt hvorledes. Han maatte da igjen over til Norge, hvor han med flere Islendinger, der formodentlig vare paa ſamme Skib, havde det Uheld at blive plyndret af den voldſomme Gottſkalk Skarpenberg paa Baagahuus; dog maa det være lykkets ham at udvirke Benaadning, da han levede mange Aar efter; men han endte omſider med at blive henrettet ſom en Misdæder[26]. Dette, med ſaa meget andet, tyder kjendeligt hen paa, at de vigtige Embeder paa Øen uddeeltes af Magthaverne i Norge med en højſt uforſvarlig Sorgløshed, og Landets Beſtyrelſe maa derfor have været ſaa daarlig, ſom det vel er muligt. Islendingerne have ſaaledes Ret, naar de kalde dette en Trængſelstid for Landet.

Om Colonien paa Grønland vide vi i hele denne Tid intet andet, end at Broder Alf, Munk i Munkelivs Kloſter, indviedes til Biſkop i Garde i 1365, hvorved Erkebiſkopen, der formodentlig forrettede eller idetmindſte tilſtedede Vielſen, unegteligt lagde for Dagen, at han anſaa Jon Eriksſøn for lovligt ſkilt fra denne Biſkopsſtol og følgelig retmæsſig Biſkop til Hole. Alf havde endnu ikke forladt Norge i September 1366, ſaaſom han da i Biſkop Gisbrikts, Agmund Drottſetes og Thorſtein Capell-Magiſters Nærværelſe afgav Vidnesbyrd om nogle Tomter, der tilhørte Kloſtret; men i 1368 kom han til ſit Sæde, hvor der da i 19 Aar, altſaa ſiden 1349, ikke havde været nogen Biſkop[27]. Da maa altſaa hans Formand Arne være død, hvis han ikke er den ſamme Arne, ſom omtrent paa den Tid kom til Færøerne (ſ. o. S. 557). Nogen Fart paa Grønland var der vel, men højſt ubetydelig. I 1367 udruſtedes fra Island en Knarr derhen, men paa Tilbagereiſen 1369 forliiſte den med alt Godſet ved Norges Kyſt, og kun Folkene reddedes[28]. Overhoved ſporer man ogſaa i dette Stykke, ſom i alt Andet, den Magtløshed, der nu hvilede over Nordmændene og forberedede den politiſke Umyndighedstilſtand, hvori de efter faa Generationer nedſank, ſaaledes ſom vi i det Følgende ville erfare.

Ogſaa Finmarken regnedes nu, fornemmelig efter Delingen 1355, ſedvanligviis til de ſaakaldte Skatlande. Om Tilſtanden der i det Tidsrum, vi nu have behandlet, veed man ſaa godt ſom intet andet, end at dette Landſkab ideligt var udſat for herjende Anfald af Rusſer og Kareler, hvis Indbrud ſikkert vare langt flere og hyppigere end de faa, ſom de islandſke Annaler omtale. Saaledes omtales i et Document fra denne Tid, at Lengjuviks Kirke blev opbrendt af Karelerne, en Begivenhed, hvorom Annalerne intet indeholde. Omſtændighederne vare derfor ikke mindre end gunſtige for Landets Coloniſering ved Nordmændene og Chriſtendommens Udbredelſe; imidlertid lader det dog til, at de ſaa kaldte Bumænd eller norſke Coloniſter ikke vare ſaa ſjeldne, og det var vel iſærdeleshed for deres og de nærmeſt boende Haalogalendingers Skyld, at man overhoved fandt det nødvendigt at forſvare Finmarken mod Rusſer og Kareler, og at Vargøhuus Slot blev holdt vedlige, hvorom der, ſom vi have ſeet, var Tale i 1340. Men hvorvidt der blev gjort klækkelige Skridt til de egentlige Finners Omvendelſe til Chriſtendommen, er vel et ſtort Spørsmaal. Deres Nomadetilſtand maatte visſelig gjøre dette meget vanſkeligt, og nogen udtrykkelig Beretning om Misſionærers Udſendelſe haves ikke, ligeſom man heller ikke finder Kirker øſtligere beliggende end Tromsø og Lengjuvik omtalte; overhoved er det vel altfor viſt, at alle Omvendelſesforſøg ſnarere ſkete med Ild og Sverd, end med det Gode, og at der var en ſtadig Krig mellem dem og Bumændene[29]. Vi have vel ſeet, at Kong Haakon den 5te virkelig ej alene ſøgte at beſkytte Finnerne mod de kongelige og biſkopelige Ombudsmænds Haardhed, men ogſaa ved visſe Lettelſer at lokke dem til at lade ſig chriſtne. Men denne Mildhed var neppe af Langvarighed. Derfor kunde det heller ikke være ſynderlig bevendt med Chriſtendomspredikningen iblandt dem, og at de i det Hele taget befandt ſig i det tykkeſte Vankundigheds og Hedendoms Mørke, kan man endog ſlutte fra den ej ſtort bedre Tilſtand, hvori de vare endnu kun for et Par hundrede Aar ſiden. En tydſk Forfatter fra det 14de Aarhundrede, Johan af Winterthur (ved Zürich) har meddeelt en charakteriſtiſk Beretning om Finnernes Hedendom og Vankundighed, hvilken han formodentlig havde hørt af en af de ſchwabiſke Krigere, der i 1342 (ſ. o. S. 273) havde været med Frederik v. Lochen i Danmark. Engang, fortæller han, brød Hedningerne, der ſtod under den norſk-ſvenſke Konges Herredømme (altſaa Finnerne) ind i en Kirke, juſt ſom der holdtes Mesſe, og en af dem rev endog den indviede Hoſtie ud af Haanden paa den for Alteret forrettende Preſt. Da denne yttrede ſtor Bedrøvelſe herover, ſagde en af de andre Hedninger til den, ſom havde taget Hoſtien: „giv ham dog ſin lille Tætre (tortula) igjen, over hvis Tab han græmmer ſig ſaa forfærdeligt“[30]. Dette, der altſaa ved Rygtet eller ved en eller anden reiſende Geiſtlig ogſaa var blevet bekjendt i Danmark, viſer i alle Fald, at mange af Finnerne aldrig havde ſeet eller hørt Tale om nogen chriſtelig Gudstjeneſte. Forholdene vare ogſaa nu, under de idelige Grændſekrige og Rigets Kraftløshed, ugunſtigere end nogenſinde for Oplysningens og Chriſtendommens Fremme iblandt dem

75. Videnſkaber, Literatur og Kunſt.

At under de nys ſkildrede Forhold det videnſkabelige Liv og Literaturen ej engang paa Island ſynderligt kunde trives, m* let at forſtaa. I Norge maa alt literært Liv overhoved, og fornemmelig al Syſlen med fedrelandſk Literatur, ganſke anſees ſom ophørt. Det er vel endog et ſtort Spørsmaal, om man nu engang læſte de Skrifter i Landsſproget, ſom fandtes, og det i ikke ringe Mængde, fra tidligere Dage, da de udgjorde Yndlings-Literaturen. Thi der er meget, ſom tyder hen paa, at de ganſke vare lagte paa Hylden, og at man i det højeſte læſte nogle faa Helgenhiſtorier og overſatte Helte-Æventyr, ſamt ſvenſke eller danſke

  1. Brev i det ſv. Rigsarchiv. Her ſiges det vel ikke udtrykkeligt, at Annot var død, men hun omtales under eet med hans forrige, afdøde Huſtru.
  2. Erngiſl Jarl døde ifølge Vadſtena-Dagbogen den 2den Auguſt 1392, Scr. r. Sv. I. 107.
  3. Dipl. N. III. 358.
  4. Dipl. N. I. 404. Det er ikke uden Interesſe her at lære de 24 Herrers Navne at kjende; de vare: Sira William af Endnu, Archidiaconus, Sira Walter af Buchan, Chorsbroder i Orknø, Sira Jon Proktur, Sira Richard af Rolfsø, Sira Chriſten af Sum„ Sira Chriſten af Sands, Sira William Wood, — altſaa alle af ſkotſk Herkomſt; dernæſt Thomas Arland, Fergus af Roſs, Henry Wiiiiamsſøn, Jon af Orknø, William Storm, Jon af Bothwell, Jon Robertsſøn, Adam af Inkre, Gudbrand Andresſøn, Sigurd af Papley, Jon Sinclair, Patrick Calder, Duncan af Karinkors, Bod Skinner, William Irwine, Jon af Dunray, Olaf Skutt. Blandt disſe 18 Lægmænd er der kun tvende, Gudbrand Andresſøn og Olaf Skutt, ſom have utvetydigt norſk Navn, alle de øvrige have ſkotſke.
  5. Haakon Jonsſøn var nemlig en af de Raadsherrer, ſom ved Pintſetid 1370 deeltog i Mødet paa Baagahuus, ſee ovenfor S. 823. Af Suhm XIII. 683 ſkulde man friſtes til at antage, at Kongen af Skotland den 18de October 1370 gjentog fik nys omtalte Forbud i en ſtrengere Form, men det forholder ſig dog ikke ſaa; det Forbud, ſom her omtales, er det ſamme, ſom han allerede forhen S. 436 har anført, nemlig det af 1367, kun med den Forſkjel, at det paa førſte Sted anføres efter Originalvidisſen af 1426, paa andet Sted efter Huitfelds og Th. Torvesſøns unøiagtige Referater i hiins Danmarks Hiſtorie S. 549 og dennes Orcades S. 174. Men ogſaa paa førſte Sted er Aaret urigtigt angivet, nemlig 1360 iſtf. 1367. Hvorledes Huitfeld vandet andet Sted har faaet Datum til 18de October iſtedetfor 18de November, er ubegribeligt.
  6. Denne William Wood nævnes i Forliget af 1369 ſimpelthen ſom Geiſtlig, og William af Buchan derimod ſom Archidiaconus, hvoraf man kan ſee, at den ſidſtes Udnævnelſe til dette Embede ligger før dette Aar. Men naar der i et af Brevene vedkommende Fru Herdiſes Gods allerede i 1360 omtales en Hr. William Jonsſøn Archidiaconus af Hjaltland (Dipl. N. III. 310), da maa vel dette være William Wood. Man faar ellers heraf Beſtyrkelſe paa, at der ikke var to Archidiaconater i Orknøernes Biſkopsdømme, men at Archidiaconen i dette var den ſaakaldte Erkediakn paa Hjaltland.
  7. Reg. Gregor. XI. Cod. Chart. T. XV. (ann. 2.) fol. 493 verso.
  8. Brev, dateret Kirkevaag 22de Jan. 1364, indført i „Registrum Aberdonense“, I p. 107. Det er et Skjøde eller Afſtaaelſesbrev, udſtedt af „Bernardus de Rowle, dominus de Foleroule in civitate de Kirkwaw“ af hele Gaarden eller Jorden „Foleroule“ idet vel altſaa maa ligge paa Orknø) til mane Herre“ Hugo af Roſs, Herre til Fylorth. Blandt Vidnerne nævnes de tvende Sinclairer, derhos ogſaa en Euphemia af Stratherne, „en af Arvingerne efter afgangne Maliſe Jarl af Katanes“. Hun var rimeligviis en af hans Datterbørn og ſandſynligviis nærmeſt hørende til Huſet Roſs, hvor Navnet Euphemia var meget brugeligt: Hugo af Roſs, der i Brevet omtales, var maaſkee en Søn af Villjam af Roſs og Maliſes Datter Iſabella, ſ. o. S. 318.
  9. Isl. Ann. Udg. S. 293, Noten.
  10. Her, og i det følgende ved disſe Begivenheder, følge vi den Tidsregning, der antydes i de Haandſkrifter af de isl. Annaler, der i Udgaven betegnes med F, H, I, og ſom ſtadigt ligger et Aar forud for den, der ellers i Udgaven opføres ſom den rette, og ſom ſedvanligviis plejer at følges. Men at; denne fejlagtigt ligger et Aar tilbage, ſees iſær deraf, at Biſkop Jon Skalles Ankomſt til Island henføres til 1359; thi der gives Breve af Biſkop Jon, meddeelte i Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie H. 20ti, 207, ſom ere udſtedte paa Thingeyre den 31te Mai 1359; da man nu af den Omſtændighed, at Jon holdt ſin førſte Mesſe Allehelgensdag, tydeligt kan ſkjønne at han ankom til Island ſeenhøſtes, er det klart, at dette maa have været om Hellen 1358. Derved rykkes ogſaa de øvrige Begivenheder et Aar frem, eller ſaaledes ſom Aaret angives i hine ovennævnte Haandſkrifter. Det er ogſaa rimeligere, at Jon, ſom disſe have det, allerede i 1356, ſtrax efter Biſkop Orms Død, begav ſig til Curien, end at han ſkulde have ventet et Aar dermed.
  11. Dette var en Marius Markus, der med ſin Huſtru og to Sønner overfaldt en Bonde, Orm, i hans Huus, hvor da nogle greb Orm og holdt ham ſalt, medens Markus mishandlede ham. Derefter blev Markus, Konen og Sønnerne dømt til Døde paa Lambø-Thing af tolv Mand og henrettet ifølge Dommen efter Arne Hirdſtjores Foranſtaltning. Isl. Ann. Udg. S. 298.
  12. Striden ſtod Fredag før St. Hansdag. Var Aaret 1361, ſom er det ſandſynligſte, bliver det 18de Juni, var det 1362, bliver det den 17de. Annalerne (S. 306) meddele en Viſe herom, digtet af en vis Snjolv, der ſynes at have været et Øjevidne; her tales udtrykkeligt om Thorſteins, Benedicts og Smids Tapperhed og om Jons og Orms Feighed. Jon, fortælles der, ſøgte at frelſe ſig ved at krybe ud gjennem „Kamars-Øjet“.
  13. At de bleve indſatte raa Vardbergshuus, maa man ſlutte deraf, at det var her, hvor Kong Magnus frigav Thorſtein. Det er ogſaa her, hvor det udtrykkelig tilføjes, at Frigivelſen ſkete i Kong Haakons og Margrete Valdemarsdatters Bryllup, og det er allerede ovenfor viiſt, at den Antagelſe, at Bryllupet ſtod paa Varddergshuus, har meget for ſig.
  14. Thorſtein Hallsſøn og hans Kammerater, altſaa vel de Geiſtlige, døde, ſiges der i de isl. Annaler S. 304, ſamme Aar; Thorſtein Hallsſøn den 14de April (ſſt. S. 304).
  15. Digtet er aftrykt i Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſtorie II. S. 398—446.
  16. Naar Abbed Helge var kommen til Island, angives ikke. Formodentlig var det Aaret forud.
  17. Det er, ſaavidt vides, antaget af Flere, at Broder Eyſtein virkelig var optagen ſom Munk i Elgeſeters Kloſter. Men der er intet i de isl. Annaler, den eneſte Kilde, hvad disſe Tildragelſer angaar, ſom berettiger til denne Antagelſe. Thi at han, da han, formodentlig ſyg efter den haarde Overreiſe til Norge, ved Ankomſten til Throndhjem ſøgte hen til det Kloſter, til hvis Orden han hørte, og der fandt Optagelſe og Pleie til ſin Død, var noget, ſom faldt af ſig ſelv, uden at han derfor behøver tidligere at være optagen i Conventet. Maaſkee man har ſtøttet ſig til Annalernes Ord, at han kom „heim“ til Elgeſeter, ſom om dette var hans rette Hjem. Men Ordet„heim“ betegner i denne Forbindelſe ſedvanligviis kun „til ſelve Gaarden eller Huſet“, uden at antyde, at den Ankomne hørte hjemme der. Forreſten er det at merke, at Flatø-Annalerne, der ſomofteſt anføre Aarstallene urigtigt, ikke omtale Broder Eyſteins Død førend under 1365 (isl. Ann. S. 316).
  18. Finn Jonsſøn ſiger i ſin isl. Kirkehiſtorie II. S. 116, uden at anføre nogen Hjemmel, at Thorarin var en Nordmand. Vi have ikke kunnet finde noget Sted, ſom beſtyrker det.
  19. I Annalerne, Udg. S. 316, ſtaar der førſt, at Orm, Andres, Thorgeir Egilsſøn og Magnus Jonsſøn kom ud med Velde over det hele Land“, ſtrax efter at „Orm og Andres havde Hirdſtjornen over alt Landet“. Formodentlig var de to andre Sysſelmænd under dem.
  20. Isl. Annaler, Udg. S. 291—320. Aarstallene ere fremdeles i denne Udgave ſaa forvirret anførte, at man paa mange Steder neppe kan finde Rede deri og vilde være ganſke raa det Uvisſe, naar man ikke heldigviis havde enkelte ſikkre Data andetſteds fra at holde ſig til. Førſt og fremſt ere de fleſte Aarstal, der anføres ſom de rette og principale, fremdeles eet Aar for meget. Saaledes henføres Biſkop Gyrds ſidſte Reiſe og Død til 1361, og Thorarins Ankomſt til 1363. Men af et Brev, ſom Finn Jonsſøn anfører II. S. 814, udſtedt af Snorre Thorleifsſøn (Kynge) i Egenſkab af Biſkopsſtolens Beſtyrer den 27de October 1360, ſees det, at Gyrd da allerede havde forladt Landet og rimeligviis var omkommen; han omkom nemlig, ſom vi have ſeet, under Stormene mellem 10de Auguſt og 14de October. Der haves endnu en Overeenskomſt mellem ham og Biſkop Jon, udſtedt i Skaalholt, da de begge vare her tilſammen, den 20de Juli 1360, ligeledes meddeelt af Finn Jonsſøn II. 208. Af Thorarin anføres to Breve (ſſt. S. 118, 119), det ene udſtedt paa Eyre i Skutilsfjord 18de Auguſt 1363, det andet udſtedt to Dage derefter, i Vatnsfjorden. Da nu Thorarin, ſom vi have ſeet, ankom til Island Dagen efter Michelsdag, altſaa 30te September, kan dette ikke være 30te September i det ſamme Aar 1363, men maa være Aaret forud, 1362. Ligeledes omtales Kong Haakons Bryllup under 1364, medens F har rigtigt 1363, Magnus’s Fangenſkab under 1366, medens F har 1365. Herved berettiges vi til overhoved, endog hvor intet beſtemt Udſagn af F anføres, at angive Aarstallet et Aar ringere end i Udgaven, naar ingen ſæregne Omſtændigheder forbyde det. Tidsregningen ſtiller ſig da ſaaledes: Biſkop Orms Død 1355, Biſkop Gyrds Udkomſt til Island og Jon Skalles Reiſe til Curien 1356. De fire Hirdſtjorers Udkomſt 1357, ligeſaa Broder Eyſteins og Eyjulf Brandsſøns; Jon Skalles Udkomſt 1358, Smid Andresſøns 1360, Biſkop Gyrds Død ſamme Aar, Forliigsprøven paa Hole 1361, Kampen paa Grund ſamme Aar, ligeſom Biſkop Jons Reiſe til Norge; Thorſtein Eyjulfsſøns Reiſe til Norge 1362, om dette ikke allerede ſkete 1361, og at han og de øvrige henſade et Aar paa Island. Biſkop Thorarins Udkomſt ſamme Aar. Thorſteins og Olafs Udkomſt ſom Hirdſtjorer 1363; Kong Haakons Hylding og Andres Giſlesſøns ſamt Orm Snorresſons Udkomſt 1366; ſaavidt man kan ſee, omtaler nemlig F disſe Begivenheder under dette Aar, medens Flatøannalerne henfører Andres Giſlesſøns Udkomſt til 1367. Enkelte Begivenheder anføres endog flere Aar for ſildigt; ſaaledes Guido de Cruce-s Ankomſt til Norge, der ſkete 1364, og Ivar Holms Komme til Island ſom Collector, der fandt Sted enten 1364 eller 1365 (ſ. o. S. 844) under 1369, da dog F, H og I have 1365, N 1364, ligeſom Biſkop Thorarins Død. 1364 er vel her det rette Aarstal for begge Dele. Dette ſees bedſt deraf, at Guido de Cruce omtales ſom „nyankommen“. Biſkop Jons Romerreiſe henføres af de fleſte til 1369, af nogle til 1370, af Flatøannalerne til 1371, hans Hjemkomſt til 1370, 1371, 1372. Den rette Tid er vel 1369—70.
  21. Det var, ſom man tydeligt kan ſkjønne, i denne Anledning, at tvende Preſter paa Hole den 15de Mai 1365 afgave Vidnesbyrd om, at Sexaarstienden fra dette Biſkopsdømme forlængſt var betalt, ſee Finn Jonsſøns isl. Kirkehiſt. II. S. 195, jvfr. ovf. S. 179.
  22. Ifølge lögsögumannatal &c. S. 67 lod Telt Paalsſøn og Orm Snorresſøn paa Althinget 1366 oplæſe nogle Breve fra Kong Magnus, hvorved Flere ſtevnedes over til Norge, Arnamgn. Brevſaml. Faſc. 2, No. 15.
  23. Isl. Annal. S. 322. Her omtales Vigfuus Jonsſøns Udnævnelſe efter Thorgauts Ankomſt, men da Thorgaut var i Embede indtil 1373, er det tydeligt, at Vigfuus maa have været udnævnt ſer ham. Desuden tales der kun om Vigfuus’s Udnævnelſe, men ikke om Thorgauts Ankomſt, og hiin ſættes udtrykkeligt i ſamme Aar ſom Kongeſønnen Olafs Fødſel 1370, den ſkete altſaa i dette Aar. Da vi i Mai 1370 finde Thorgaut i Bergen (Dipl. N. II. 409), er det ej uſandſynligt, at hiin ved denne Lejlighed har faaet ſin Udnævnelſe til Island, og at Vigfuus inden den Tid var død. Derfor er det ſandſynligt, at Thorgaut allerede kan være kommen ud om Høſten 1370. Kun ſaa Linjer nedenfor har man i Udgaverne af Annalerne et andet Exempel paa, at en ſenere Begivenhed omtales for end en tidligere, idet Biſkop Jacobs Indvielſe til Biſkop i Bergen omtales under 1372, og hans Formand Benedicts under 1373; men Benedict indviedes dog 1370 og Jacob 1372.
  24. Her ſtaar: „Var Smidr urskurðaðr bótamaðr af Þorsteini Eyjulfssyni á alþingi“. Dette overſettes i udg. af Annalerne S. 325 ſaaledes, at Thorſtein dømte Smid at kunne bødes, det vil ſige kjendte for Ret, at hans Drab kunde afſones med Pengebod. Men da Thorſtein ſelv havde været en af Anførerne for hans Drabsmænd, ſynes det ikke rimeligt, at han paa den Maade afſagde Dont i ſin egen Sag. Stedet burde maaſkee heller overſettes ſaaledes: „der kjendtes for Ret, at Thorſtein kunde afſone Smids Drab ved Pengebod“.
  25. Lögsögumannatal &c. S. 63. fgg.
  26. Isl. Annal. S. 296, 312, 314, 326, 333.
  27. Isl. Annal. S. 314, 318, ſamt Munkelivsbogen S. 12. Der ſiges ikke udtrykkeligt, at Alf var Munk i Munkelivskloſter, men det kan ſluttes af hans Benævnelſe Broder og af den Omſtændighed, at hans Vidnesbyrd hørtes angaaende Kloſtrets Ejendom.
  28. Isl. Ann. S. 316, 320.
  29. At de hedenſke Finner betragtedes ſom Fjender, der med Vaabenmagt ſkulde tvinges eller udryddes, ſeer man af flere pavelige Buller, navnlig den af 10de Februar 1323, hvorved der lovedes Syndsforladelſe til dem, ſom forſvarede Landet imod disſe „Korſets Fjender“.
  30. See Eccards Scr. I. 1913. Suhm, der meddeler dette (XIII. S. 67), har her aldeles misforſtaaet Forfatteren, idet han ſiger, at det var Frederik v. Lochens Folk, der, medens han ſtod Kongen af Danmark bi imod de Svenſke, bred ind i Kirken o. ſ. v. Der naar udtrykkeligt: „Omtrent paa denne Tid, da nogle fornemme Schwaber rinder Fr. v. Lochen ſtod Kongen af Danmark bi mod Kongen af Norge og Sverige, hendte deilig, at Hedninger, under den ene af disſe Kongers Herredømme, brød ind i Kirken o. ſ. v“. At der ved disſe Hedninger menes Finner under Kong Magnus’s Herredømme, kan der ej være nogen Tvivl om.