Åpne hovedmenyen

At under de nys ſkildrede Forhold det videnſkabelige Liv og Literaturen ej engang paa Island ſynderligt kunde trives, m* let at forſtaa. I Norge maa alt literært Liv overhoved, og fornemmelig al Syſlen med fedrelandſk Literatur, ganſke anſees ſom ophørt. Det er vel endog et ſtort Spørsmaal, om man nu engang læſte de Skrifter i Landsſproget, ſom fandtes, og det i ikke ringe Mængde, fra tidligere Dage, da de udgjorde Yndlings-Literaturen. Thi der er meget, ſom tyder hen paa, at de ganſke vare lagte paa Hylden, og at man i det højeſte læſte nogle faa Helgenhiſtorier og overſatte Helte-Æventyr, ſamt ſvenſke eller danſke Riimromaner og Kæmpeviſer, men lod de gamle Konge- og Helteſagaer ligge og ſaaledes endog tabte den forhen ſaa udbredte Kundſkab i Fedrelandets Hiſtorie. Paa Island var det dog forſaavidt bedre, ſom man dog der, hvad talrige Afſkrifter endnu vidne om, fremdeles afſkrev de gamle ypperlige Sagaer, (hvoraf flere derved endog reddedes fra Undergang), ja endog bearbeidede dem i nye Redactioner, ſaaledes ſom den forhen (S. 308) omtalte Abbed Berg Sokkesſøn i Tveraa Kloſter (1325—c. 1350), der ſamlede og redigerede den vidtløftige Olaf Tryggvesſøns Saga efter det Mønſter, ſom Snorre Sturlasſøn allerede havde givet i ſin Bearbeidelſe af Olaf den Helliges Saga. Berg ſkal ogſaa have forfattet flere Helgenſagaer. Endvidere optegnede flere Islendinger i Annaler de Aar efter Aar forefaldende Begivenheder, og det ej alene dem paa Island, men tildeels ogſaa de vigtigſte Tildragelſer i Norge. Blandt dem, der beſkjeftigede ſig hermed, maa vi iſær nævne den oftere omtalt Einar Havlidesſøn, fød 1306, Søn af den anſeede Preſt Havlide Steinsſøn. Indviet til Preſt 1331 af Biſkop Jon Halldorsſøn beklædte han mange vigtige geiſtlige Embeder i ſit Fedreland, var oftere i Vacancer Beſtyrer af Hole Biſkopsſtol, beſøgte Curien i 1345, ſtod under Jon Skalles Strid med Eyfjordingerne ivrigt paa Biſkopens Side, og døde i en høj Alder 1393[1]. Han ſynes i den længſte Deel af ſit Liv at have ført Annaler, og om man vel ikke har hans oprindelige Optegnelſer, kan man dog tydeligt ſee, at de ligge til Grund for flere ſenere Annal-Haandſkrifter, og hvad der ſaaledes ſkriver ſig fra ham, udgjør disſes bedſte og paalideligſte Indhold. Det maa derhos anſees ſaagodtſom aldeles viſt, at han er Forfatteren af Biſkop Laurentius’s Saga. Om den talentfulde Munk Eyſtein Asgrimsſøn, Forfatteren af det ſkjønne Digt Lilja, have vi nys ovenfor talt. I Norge derimod findes der, ſom ſagt, ikke Spor af literært Liv, uden for ſaa vidt ſom den højere og lærdere Geiſtlighed, der ſedvanligviis havde ſtuderet udenlands, i Orleans, Paris eller Bologna, ſyſlede med den canoniſke Ret og erhvervede ej ubetydelige Kundſkaber deri, ſaavelſom i den Tids Theologi. Decretalerne eller Brudſtykker deraf, Pandecterne, canoniſtiſke Afhandlinger og theologiſke Smaaſkrifter ere ſaaledes de fleſte Bøger, ſom man ved Inventarier over norſke Geiſtliges Efterladenſkaber finder opførte i deres Bogſamling. Som Exempel kunne vi anføre Fortegnelſen paa nogle Bøger, ſom Biſkop Botulf i Stavanger den 2den Februar 1370 ſkjenkede til Biſkopsgaarden for en Gudrun Hallſteinsdatters Optagelſe ſom Proventkvinde ſammeſteds. Han ſiger ſelv udtrykkeligt, at det var de Bøger, ſom han ejede, førend han blev Biſkop. Det var Decretalerne med Apparat, Innocentius den 4des canoniſke Compendium, Decretet med Apparat, en Sextus (d. e. ſjette Bog af Decretalerne) med Apparat, og med et Udtog af 4de Bog, ſamt flere lignende[2]. Under disſe Omſtændigheder var det dog al Ære værd, at Landsſproget forſaavidt blev holdt ved Magt, ſom de Udlendinger, der ved Proviſion anſattes i geiſtlige Embeder i Norge, idetmindſte ſtundom, efter hvad vi have ſeet, maatte godtgjøre deres Kundſkab i det norſke Sprog, og at ligeledes alle offentlige Documenter i Reglen bleve ſkrevne paa Norſk.

Ogſaa Kunſtfærdigheden i Landet ſynes at have ſtaaet meget tilbage. Vi have allerede ſeet, at de fleſte Haandverkere vare Udlendinger, og at der ikke er Tale om ſtørre Bygnings-Arbeider fra denne Tid. Nationen laa aabenbart i Dvale. Hvorledes den efterhaanden ſank end dybere, indtil den i det øvrige Europas Øjne ſaagodtſom ganſke udſlettedes af Folkenes Række, vil det blive vor Opgave i det Følgende at fremſtille.



  1. See om ham iſær Finn Jonsſøns Kirkehiſtorie I. S. 591 flgg.
  2. Dipl. N. IV. 494. See ogſaa Dipl. N. II. 468, hvor en throndhjemſk Chorsbroder i ſit Teſtament bortgiver „alle ſine ſtore og ſmaa Bøger“, der tilhøre den civile og og kirkelige Ret, ſaavelſom en Bibel, et theologiſk Compendium, og nogle juridiſke Formularbøger.