Det norske Folks Historie/8/18

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 238-244).

Medens Dronningen saaledes ved Underhandlinger og Feider søgte at sikkre sin Søns Riger mod udvortes Fare, og om muligt at vinde Sverige tilbage for Folkunge-Ætten, udviklede Drottseten og Raadet i Norge en ikke ringe Virksomhed med Hensyn til Rigets indvortes Anliggender: en Virksomhed, der i alle Fald vidner om god Vilje, om den end ikke i alle Sæde kan siges at have været heldig. Man kan neppe under Kong Magnus’s og Kong Haakons Regjering paavise saa mange Raadsmøder i et kort Tidsrum, som de, der nu holdtes i Olafs Umyndighedsaar mellem 1381 og 1385, og allerede ovenfor tildeels ere berørte. Der holdtes mindst eet hvert Aar, maaskee endog flere. Foruden den større Sammenkomst, der fandt Sted ved Hyldingen i Nidaroos 1381, holdtes der og, som vi have seet, en mindre i Oslo seenhøstes samme Aar, hvorved der anstilledes Efterregning med Kronindtægterne. Om Sommeren 1382 var Drottseten og Cantsleren i Bergen, uden at dog noget større Møde da synes at have været holdt, men i October samme Aar samledes Drottseten, de tre fornemste Fehirder for Nidaroos, Tunsberg og Bergen, Biskopen sammesteds og Provst Vinalde, Hr. Sigurd Hafthorssøn, og flere andre Herrer og Embedsmend, i sidstnævnte Stad. I August 1384 holdtes et lignende, men større Møde i Tunsberg, hvor den nysudnævnte Erkebiskop Nikolas og de fire øvrige Biskoper, Hr. Sigurd Hafthorssøn, de tre ovennævnte Fehirder, Haakon Jonssøn, Alf Haraldssøn og flere andre Herrer samledes med Drottseten. Ved Midsommerstider 1384 samledes Drottseten og Cantsleren med Biskop Jakob, Provst Vinalde, Haakon Jonssøn, Erlend Philipssøn og Alf Haraldssøn i Bergen, hvor en eller maaskee flere Forordninger gaves, og hvor saavel Drottseten, som de fleste øvrige af de nævnte Herrer synes at være forblevne indtil hen i August, da de ogsaa i denne Maaned udstedte en Retterbod fra Bergen, medens Cantsleren imidlertid vendte tilbage til Østlandet for at besørge de løbende Cancelli-Forretninger. Resultaterne af disse Sammenkomster og overhoved af Drottsetens Embedsreiser vedkomme, forsaavidt vi kjende dem, nærmest den indvortes Styrelse, skjønt man dog, som ovenfor yttret, ikke kan tvivle om, at Forholdet til fremmede Magter, navnligt til Hansestæderne og til Sverige, have været Gjenstand for megen Raadslagning. I Førstningen, fornemmelig paa Drottsetens Omreise i 1382, bleve vel især Varnadarbreve udstedte og Frihedsbreve fornyede, forsaavidt det ikke allerede var skeet ved Hyldingen. Saaledes bekræftedes den 16de Juni 1382 de Friheder, som Kong Haakon Magnussøn den eldre havde forundt Gaardsbonden i Audunargaarden paa Stranden i Bergen, da han forærede den til Mariekirken i Oslo, og som Kong Magnus og Haakon den yngre ligeledes havde stadfestet, dog lagdes der udtrykkeligt til, at Bekreftelsen ikke gjaldt lenger, end indtil Kongen var bleven myndig^[1]. Faa Dage derefter (den 26de Juni) udstedtes Varnadarbrev for Munkelivs Kloster i Bergen, ved hvilket Brev den samme Clausul indførtes^[2]. Det er allerede ovenfor omhandlet, at man ej med Viis-hed veed, hvorvidt Kongen har været med ved denne Lejlighed. Derimod var han, som det allerede er nævnt, i Oslo ved Midten af August, upaatvivleligt ledsaget af sin Moder, saasom han da udstedte Landsvistbreve^[3], der besegledes i hans egen Nærværelse, uden at enten Drottseten eller Cantsleren nævnes og vel heller ikke have været tilstede, medens man dog paa den anden Side umuligt kan antage, at den tolvaarige Dreng skulde have været i Norge uden nogen Opsigt og paa egen Haand udført Regjeringsforretninger. Det er allerede forhen nævnt, at der ej findes noget Brevskab eller nogen sikker historisk Beretning, som viser, at Dronningen i Midten af August 1382 var andensteds, end i Norge, hvor der ogsaa visselig var nok for hende at tage vare paa, blandt andet at forberede Gemytterne paa Nikolas Rusers Udnævnelse til Erkebiskop. Desuden maa hun vel i alle Fald have fundet det nødvendigt med sin Søn at overvære Bryllupsfesten hos Kongehusets Frænde Hr. Sigurd Hafthorssøn, nemlig mellem hans Datter Agnes og den svenske Herre Jon Martinssøn, hvilket Bryllup netop ved denne Tid synes at have fundet Sted^[4], saamegetmere som det ikke er usandsynligt at dette Giftermaal har været hendes Verk, for at den i Vermeland og Dalsland anseede og indflydelsesrige Jon desto fastere kunde knyttes til Norges og Kongehusets Interesser. Siden – formodentlig i September – forlod hun atter Norge og drog til Halland, samt senere til Sjæland, hvor hun modtog den just fra Curien tilbagekomne Erkebiskop Nikolas, saaledes som det forhen er berettet. At hun ogsaa havde Kong Olaf med sig tilbage, er efter det ovenfor anførte sandsynligt, skjønt det ej med Bestemthed kan paavises^[5]. Drottseten derimod og Hr. Sigurd Hafthorssøn begav sig til det ovenomtalte Raadsmøde, der holdtes i Bergen henimod Slutningen af October Maaned, og hvor navnlig de tre Fehirder vare tilstede^[6]. Deres Nærværelse antyder allerede, at financielle Spørsmaal maa have været under Forhandling. Det er ikke usandsynligt, at netop i den Anledning Thurid Hallsteinsdatter og hendes Mand Jon Erikssøn fik Provst Vinalde til selv anden, den 13de October, at udstede en bekreftet Copi af det Brev, hvorved Kong Haakon havde skjenket den Deel af Gaarden Gyltan, som Hallstein Baardssøn havde ejet, til hans Datter Thurids Børn; det var maaskee nemlig at befrygte, at de forsamlede Raadsherrer under deres Granskning efter Kronens Ejendomme og Rettigheder vilde gjøre Thurid denne Ejendom stridig. Ligeledes erfares det, at den kongelige Ombudsmand i Staden klagede over, at flere af Islandsfarerne gjorde Kongen og Kronen stor Skade deri, at de ikke vilde erlægge den saakaldte Sekkegjeld af de Varer, som de førte til Landet, en Femprocent-Afgift, paabuden af Kong Magnus og hans Raad, og indskærpet af Kong Haakon^[7]. Efterat have gransket Sagen og efterseet Kong Magnus’s oprindelige Forordning derom, udstedte de forsamlede Herrer i Kongens Navn en ny Forordning til de nys ankomne Islandsfarere saavelsom alle dem, der senere kunde komme, at de skulde holde sig de eldre Bestemmelser efterrettelige og ordentligt udrede Afgiften; navnlig skulde Islandsfarernes Svene ikke unddrage sig Ydelsen, saaledes som de en Tidlang havde gjort. Dog tilføjedes ogsaa her, at Forordningen alene skulde gjelde, indtil Kongen blev myndig, saafremt han da fandt det raadeligt at gjøre nogen Forandring deri. Hvad der mere er forhandlet paa dette Møde, vides ikke.

Det næste Møde, der holdtes i Tunsberg, var, som vi have seet, talrigere; navnlig var alle Norges Biskoper der tilstede, og det havde saaledes Præget af et virkeligt Rigsmøde, hvilket vel ogsaa er Grunden til, at de her fattede Bestemmelser ej ligesom de, der vedtoges paa de forrige Møder, kun erklæredes gjeldende under Kongens Umyndighedstid^[8]. Her var det ikke alene en Deel af Raadet, der fattede Beslutninger paa sit eget Ansvar, med Forbehold af yderligere Bekræftelse, men det hele Raad kunde give fine Bestemmelser fuld og varig Gyldighed. Saaledes vedtoges her og udstedtes siden under den 26de August i Kong Olafs Navn forskjellige Bestemmelser, samlede i Retterbodform. En af disse Bestemmelser var en ny Indskerpelse af Sekkegjeld-Ydelsen. Der klagedes fremdeles, heder det, over, at det Gods, der kom fra Island, blev udskibet, førend Sekkegjeldet var erlagt til Kronen, og derfor blev nu enhver saadan Udskibning forbudt under Brevebrudsstraf. Men desforuden blev der og truffet et Par andre Bestemmelser, af hvilke man kunde ønske, at idetmindste den ene aldrig havde været udklekket, saa ødeleggende blev den og maatte den i Tidens Løb blive for Norges Handelsrørelse og store Landskabers Velvære. I Anledning af de hyppige Klager, der fremdeles hørtes over, at de Mend, der vilde holde sit Huusvæsen og sit Landbrug vedlige, ikke kunde faa Arbeidsfolk, fordi de fleste unge Mend lagde sig paa Kjøbferd, tvertimod Kong Magnus’s og Haakons Bestemmelse, blev denne strengt indskerpet, saaledes at ingen herefter maatte sejle i Kjøbferd, som ikke ejede indtil femten forngilde Mark gjeldfrit. Dette kunde dog endnu nogenledes lade sig høre. Men desforuden blev det bestemt, at til Forebyggelse af, at Landet „skulde mere ligge øde, end Konge og Folk kunde være tjent med“, skulde herefter ingen enten i By eller Bygd have Tilladelse til at bygge noget Kjøbmandsskib for dermed at sejle nord i Landet eller til Skatlandene, undtagen de, som formaaede at gjøre det af sit eget Gods uden at optage Laan enten hos Landsmend eller Fremmede, og aflagde Eed herpaa. Overtrederne af dette Forbud skulde bøde 8 Ertoger og 13 Mk. i Brevebrud og derhos have Skibet forbrudt. Endvidere forbødes det alle kongelige Ombudsmend, fornemmelig Fehirden i Bergen, at taale eller tillade, at nogen byggede Skib imod dette Forbud, men derimod paalagdes det dem at confiskere Skibet for dem, som handlede derimod, ligesom ogsaa Lagmendene skulde dømme dem efter Loven, som Sysselmendene sagsøgte for deres Domstol i Anledning af dette Forbuds Overtredelse.

Dette Forbud maatte, naar det strengt overholdtes, legge saa mange Hindringer i Vejen for de unge foretagelseslystne Nordmend, der endnu søgte at arbeide sig op ved Handelsdrift, at man let kan fristes til at tro, at de kloge Hanseater, der havde al Grund til at frygte Opkomsten af en indenlandsk og formuende Handelsstand i Norge, havde ved alskens Midler, maaskee endog mindre hederlige, faaet Raadsherrerne til at udstede det. Thi naar alene de Nordmend, der allerede vare Capitalister, skulde have Lov til at handle, og ingen ung Begynder maatte grunde sine Forretninger paa fremmede Capitaler, er det jo klart, at ingen selvstændig norsk Handelsstand – den man nu just trengte mest til – kunde komme op ved Siden af Hanseaterne. Dog, naar man har den totale Ukyndighed i den rette Handelspolitik for Øje, som i denne Tid og lenge efter herskede hos de Styrende ej alene i Norge, men i hele Norden, vil man godt kunne forstaa, at neppe nogen saadan Indblæsning fra Hansestæderne behøvedes for at forlede Raadsherrerne til dette falske Skridt. Vi have allerede forhen seet, hvilken Frygt der herskede hos Magthaverne for, at „Landet skulde legges øde, Jorden savne Dyrkning og Skatterne forringes, naar altfor mange vilde slaa sig paa Handelen;“ og denne Frygt var sikkert tilstrekkelig til at kunne fremkalde det her omtalte, ja endnu verre Misgreb, uden at der fra Hansestædernes Side udfordredes anden Indvirkning – om overhoved en saadan har fundet Sted – end det ubetydeligste Vink. Forbudet gjaldt vel egentlig kun Farten paa Nordland, Finmarken og Skatlandene, men saavidt man kan see, var denne Handelsfart den eneste, der nu beskjeftigede norske Kjøbmend og norske Skibe, medens Handelen paa Udlandet ganske var i Hanseaternes Hender. Og saaledes arbeidede Regjeringen, i sin Ængstelse for at Kronindtægterne skulde forringes, ligesom slagen med Blindhed, til det Maal, der omsider desverre opnaaedes, nemlig at den sidste Rest af Nordmendenes egen Handelsrørelse paa det nærmeste tilintetgjordes, og at de fjernere Skatlande, hvis Velferd nu, paa Grund af Regjeringsmonopolet, afhang af Forsyningen fra Norge, oftere kom i den yderste Nød, medens Sejladsen til Grønland omsider ganske ophørte, saaledes som det i det følgende vil blive viist.

Ved Mødet i Bergen om Sommeren 1384, der synes at have vedvaret lige fra St. Hansdagstider til hen i August, medens Dronningen ferdedes nede i Danmark og havde travlt med at underhandle med Stæderne om de skaanske Slottes Gjengivelse m. m., kom atter Handels- og Arbeids-Forholdene paa Bane. Ved en i Kongens Navn udstedt Forordning af 28de-Juni^[9] bestemtes der først en heel Deel nye Taxter for Haandverkers Arbeide, og foreskreves det om Mynten, at den „skulde gaa, som den fra gammel Tid havde gaaet“. Men desforuden bestemtes der, at de kongelige Ombudsmend skulde fordele Arbeidsfolkene paa Landet rundt om til geistlige eller verdslige Huusbønder. Det forbødes Enhver paa Landet at tage arbeidsføre Kvinder i Huset, og Fogderne skulde om Høst og Vaar „kjøre“ de Mend og Kvinder ud af Kjøbstederne, som.vare arbeidsføre nok til at arbeide paa Landet og ej havde festet sig i fast Tjeneste. Muligt at Affolkningen siden Mandedøden havde bevirket en Mangel paa Arbeidskrefter, som de Fleste fandt betenkelig; men denne umiddelbare Indgriben fra Regjeringens Side var dog ligefuldt utilbørlig. I Indledningen til Forordningen heder det, at en Mengde Uskikke havde siden Kong Magnus’s og Kong Haakons Død indsneget sig, ej alene Kongens egne Thegner og Undersaatter, men ogsaa alle udenfra tilkommende Mend til Tyngsel, især i Kjøbstederne, og blandt dem igjen fornemmelig Bergen, der var den største i Norge: Uskikke, der især hidrørte fra dem, der skulde ernære sig af sit Arbeide. Ved en anden i Kongens Navn udstedt Forordning af 19de August, henvendt til alle Indbyggerne i Finmarken, Haalogaland, Naumdal, Throndhjem, Nordmøre, Raumsdalen og Søndmøre, overhoved alle dem, der boede nordenfor Stad, søgte Regjeringen at verne om Kjøbstedernes Rettigheder, og fornemmelig derved holde Liv i de smaa Kjøbsteder ved Vesterhavet,“ Borgund paa Søndmøre, Vedø i Raumsdalen og Vaagen paa Haalogaland, der allerede var paa god Vej til at forfalde aldeles. Raadet og Kongen, heed det, kunde nok merke, at Bergen og Throndhjem, saavelsom hiine Smaakjøbsteder, fordervedes og ødelagdes derved, at Sejlingsmend ikke sejlede med sine Varer til dem efter gammel Skik, og da nu saavel Kong Magnus som Kong Haakon havde forbudt Fjordekjøb og Vee-Kjøb (Smaahandel inde i Fjorden og ved Fiskeverene), bestemtes det herved, at ingen maatte sejle med sine Varer til andre Kjøbsteder, end til Byerne, nemlig de fra Finmarken og Haalogaland til Vaagen, de fra Naumdal og Throndhjem samt Nordmøre til Throndhjem, de fra Raumsdal til Vedø og de fra Søndmøre til Borgund. Dog skulde Bymendene i Bergen som hidtil kunne drage til Vaagen og der holde sin Kjøbstevne.

For Finmarkens og Haalogalands Indvaanere indskerpedes Forbudet mod at sejle med sine Varer andensteds end til Vaagen endnu yderligere, og deres Overtredelse deraf blev endog erklæret for en Landraadesag, fordi Russerne og Karelerne havde opsagt Dagen (Stilstanden) med Nordmendene, og hine Landskabers Indbyggere derfor maatte være paa sin Post og gjøre hine Fjender Modstand, naar de vilde tilføje Norges Indbyggere Skade. Den nærmere Sammenheng med denne Opsigelse kjendes ikke. Man kan vel med Sikkerhed antage, at Stilstanden oftere har været fornyet siden 1351^[10], men ingen Efterretning er opbevaret om de Forhandlinger, som desangaaende fandt Sted. Sandsynligviis har den, som tidligere, hver Gang været fornyet kun paa ti Aar^[11], og saaledes vel og paa det nærmeste hvert tiende Aar, forsaavidt ingen Hindringer kom ivejen og forhalede Fornyelsen. Tillige er det sandsynligt, at Fornyelsen skete, om ej just under eet, saa dog paa det nærmeste samtidigt for Norges og Sveriges Vedkommende, endog efter Adskillelsen; thi Stilstanden i 1351 sluttedes for begge Riger under eet, og saaledes maatte den vel ogsaa løbe ud paa samme Tid for begge. Vi have seet, at Bo Jonssøn underhandlede om Stilstand mellem Sverige og Rusland i 1374^[12], og deraf kunde man maaskee slutte, at der til samme Tid ogsaa har været underhandlet fra norsk Side, og at der blev indgaaet en Stilstand paa ti Aar, hvilken saaledes løb ud 1384. Om Krigen selv vides ikke andet, end at Russerne enten maaskee allerede i dette Aar, eller i et af de paafølgende – Tiden angives forskjelligt – gjorde et Indfald i det nordlige Norge, drebte Mandspersoner, men tog Kvinder og Børn til Fange, og ranede deres Penge^[13]. Man maa saaledes antage, at der, trods Advarslen til Indbyggerne af Nordland og Finmarken om at være paa sin Post, dog ikke er gjort klekkelige Anstalter til at modstaa Russernes Angreb. Noget synes dog fra det Offentliges Side at være foretaget i den Anledning, thi efter al Sandsynlighed var det med Hensyn til denne Krig, at der blev paalagt hele Almuen i Nordfjord en overordentlig Afgift til Udbedring af Syslens

1. Dipl. N. II. 476. Suhm, XIV. S. 516, Ved en en besynderlig Fejltagelse har Suhm, hvor han S. 84 giver et kort Uddrag af Brevets Indhold. „Bønderne paa Slyngstad i Strand“ istedetfor „Bonden i Audunargaarden paa Stranden“.
2. Munkelivsbogen S. 12.
3. Dipl. N. I. 473. 474.
4. See ovf. S. 152. Den 1ste Novbr. 1382 er Jon Martinssøns første bekjendte Brev fra Sudreim dateret (Dipl. N. II. 477), skjønt det angaar Gaardekjøb paa Dal i Sverige. Før den Tid daterer han fra Dal, sidenefter stedse fra Sudreim, Oslo eller andensteds i Norge (Dipl. N. II. 480. 485. I. 485); dette vidner umiskjendeligt om, at han i 1383 er flyttet til Norge, altsaa vel her haft Bryllup med Agnes Sigurdsdatter.
5. Det er forhen omtalt, at de islandske Udsagn „Kong Olaf foor til Danmark“ (S. 336) ikke afgiver nogen sikker Tidsbetegnelse, fordi den i de forskjellige Haandskrifter henføres snart til 1382, snart til 1383, snart til 1384.
6. N. gl. L. III. S. 212. Her er Dagen vel kun angivet som de to Apostlers Messe-Aften og kan saaledes betegne baade 30te April (Philips og Jakobs) og 27de October (Simons og Judæ); i første Fald vilde Aaret-blive 1383. Men at Høst-Festdagen menes, sees deels deraf, at 30te April 1383 er Christi Himmelfartsdag og vilde saaledes blive betegnet som „Helligthorsdag“, deels at der tales om nysankomne Islandsfarere, hvilke ej kunne have gjort Reisen fra Island i Marts og April, men heller om Sommeren, saaat de kom hjem seenhøstes.
7. Af de eldre Paabud haves der nu ingen Gjenpart, faa at man ej engang veed, naar de bleve udstedte, eller hvilken Magnus det var, som allerførst paalagde det.
8. N. gl. L. III. S. 216–218.
9. N. gl. L. III. S. 218–220.
10. See foregaaende Bind, S. 527. Da ogsaa Nordmendene deeltog i den Krig, som da førtes med Russerne, er det rimeligt, at ogsaa Stilstanden blev sluttet for deres Vedkommende.
11. Freden eller Stilstanden af 1326 sluttedes, som vi have seet, paa ti Aar.
12. See ovenfor S. 53.
13. Islandske Annaler, Udg. S. 338. Notitsen findes ej i Flatø-Annalerne, men kun i Skaalholts- og Lagmands-Annalerne, i de første for 1386, i de sidste for 1385.