Det norske Folks Historie/8/19

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 244-259).

Langskib, hvilket vel saaledes traadte i Stedet for samtlige mindre Skibe, formodentlig 7 Femogtyvesesser, siden hele Fylket udgjorde femten Skibreder, skjønt man ikke veed, naar denne Forandring skete. Udbedringen overdroges en vis Jon Holmssøn, der til den Ende ogsaa oppebar Afgiften og efter fuldbragt Arbeide aflagde Regnskab derover paa Vinreid den 12te Marts 1386 for Sysselmandens, Erlend Philipssøns, Ombudsmand Peter Haakonssøn, saavelsom to Mend af hver Skibrede, tilkaldte med Erlends Samtykke^[1]. Lignende Foranstaltninger have formodentlig ogsaa været gjorte i andre Sysler nordenfjelds, men Brevskaberne derom have deelt Skjebne med saa mange andre, der ere sporløst forsvundne. Skade, at man skal vide saa liden Beskeed om denne Sag. De russiske Aarbøger berette heller ikke noget derom. Russernes og Karelernes Anfald paa disse Egne synes efter den Tid snarere at have tiltaget i Hyppighed og Grumhed, end aftaget, og noget over tredive Aar senere lød Klagerne fra Nordlands og Finmarkens Indbyggere saaledes, at Russer og Hedninger „lenge havde gjort dem grov Skade, at de selv maatte ligge i Orlog Vinter og Sommer uden anden Hjelp end af den fattige Almue og enkelte Ombudsmend, samt at Russerne ikke overholdt nogen Stilstandstractat med dem“^[2]. Den samme Tilstand herskede vist allerede paa de Tider, vi nu have for os. Forsvaret paa de yderste Nordøstgrendser synes at have været mere, end Regjeringen kunde overtage.

19. Begivenheder paa Island, Grønland og i de øvrige Skatlande.

Kort efter Kong Olafs Hylding i Norge, formodentlig i 1382, aflagde ogsaa Islendingerne sin Troskabs-Eed til ham i Lagretten paa Althinget. Imidlertid havde Kong Olaf, eller de, der styrede i hans Navn, allerede tidligere beskikket baade Hirdstjore og Lagmend i Landet. Hirdstjore blev fremdeles Andres Sveinssøn, der i 1379 var kommen over til Norge tilligemed Biskop Oddgeir, og som vel derved des lettere kunde udvirke, at han bekræftedes i sit Embede. Efter nogle Haandskrifter af de islandske Annaler skal han allerede være kommen ud til Island i 1380, og Troskabseedens Afleggelse, der formodentlig skete ved hans Foranstaltning, have fundet Sted i 1381; andre Haandskrifter lade ham komme ud i 1381, og Eeden blive aflagt i 1382; endnu andre flytte begge Begivenheder fremdeles eet Aar lengere frem. Det sandsynligste er, at hans Udnævnelse først fandt Sted efter Hyldingen i Norge, altsaa om Sommeren 1381, at han samme Høst kom ud til Island, og at Troskabseeden saaledes blev aflagt paa det følgende Althing, nemlig først i Juli 1382^[3]. I 1381, formodentlig samtidigt med Andres’s Fornyelse i Hirdstjornen, beskikkedes ogsaa Rafn, en Søn af den før omtalte Hirdstjore Botulf Andressøn, og Svigersøn af Thorstein Eyjulvssøn, til Lagmand for Nord- og Vest-Fjerdingen umiddelbart efter denne, og det anmerkes udtrykkeligt, og altsaa som en Særegenhed, at Embedet betroedes ham for Livstid^[4]. Ravn havde ligesom Andres Sveinssøn været i Norge, da han udnævntes, og var saaledes formodentlig reist over med Anbefaling fra sin Svigerfader, der nu maa have været gammel og svag og derfor vel ønskede at fravige Embedet, men naturligviis ogsaa helst at have Svigersønnen til Eftermand. Ravn beklædte dog Embedet ikke længere end til 1389, da han omkom ved et forferdeligt Jordfald, der ødelagde hans Gaard Langelid i Hørgaardal (d. 18de November), saaledes som det i det følgende nærmere vil blive omtalt, og den gamle Thorstein maatte da endnu engang overtage Embedet^[5]. Lagmand syd og øster var formodentlig en vis Bjørn, kaldet Klova-Bjørn, der udnævntes i 1377^[6], men man veed forresten aldeles intet om ham. Tilstanden paa Island i denne Tid beskrives som yderst sørgelig. Der dannede sig Flokker (d. e. Ufreds-Flokker) og herskede Fredløshed, heder det^[7], og derhos rasede fremdeles Sott og Mandedød over hele Landet^[8]. Annalerne nævne ogsaa flere anseede Mend, som i denne Tid døde, formodentlig som Offere for Sygdommen. Der tales om Manddrab, om Henrettelser, og andre Tegn paa en mislig Samfundstilstand, men da man forresten veed lidet eller intet om de Personer, som enten udførte disse Handlinger eller vare Offere for dem, ville vi her ej dvele udførligere derved, men kun omtale et Par af de mest characteristiske Tildragelser. I Aaret 1385 i Julen, fortælles der, reed Gudmund, en Søn af den tidligere omtalte Lagmand Orm Snorressøn, der endnu levede, tilligemed en Erik Gudmundssøn hen til en vis Thord Jonssøn, der boede i Borgarfjorden, tog ham til Fange i hans eget Hjem og lod ham halshugge, altsammen ifølge en af Orm Snorressøn afsagt og der for nu mindst 10 Aar gammel Dom. Dommen synes at have været uretferdig, idetmindste betragtedes den saaledes, og Gudmunds og Eriks Handling vakte derfor almindelig Harme. Paa Thinget samme Aar blev Gudmund og hans Fader Orm, som det fortelles, betrængte ved Mandgang, det vil sige, truede og angrebne af forbittrede Folkehobe, og Erik Gudmundssøn maatte Aaret efter forlade Landet. Imidlertid havde Gudmund, saavidt man kan skjønne, ført et halv fredløst Røverliv, thi der fortælles, at hans Mend begik Ran og Tyverier over hele Vest- og Syd-Fjerdingen. Dog maatte ogsaa han endnu samme Aar fortrække; om han kom til Norge, vides ikke, men i 1388 var han paa Færøerne, hvor han en Nat, som der berettes, forsvandt paa en uforklarlig Maade, og Sysselmanden, den oftere omtalte Greip Ivarssøn, inddrog paa Kongens Vegne alt hans Efterladenskab, da dette ifølge en over ham afsagt Dom var forfaldet til Kongens Kasse, formedelst hans store Misgjerninger. Heldigere var Erik Gudmundssøn, der endog drev det til at udnævnes til Hirdstjore af Drottseten, medens denne endnu førte Regjeringen, som det i det følgende vil blive berettet; men allerede Aaret efter blev han drebt^[9]. De Ulykker, der saaledes overgik begge Thord Jonssøns Drabsmend, betragtedes formodentlig som aabenbare Tegn paa hans Uskyld, thi i 1389 blev hans Been efter Officialens Foranstatning og hele Geistlighedens Samtykke flyttede til Stavholts Kirkegaard, og han selv betragtet som en Helgen, saaat man endog tilskrev en Bøn til ham, at et Menneske blev reddet i et stort Jordskred paa Hjalleland, der indtraf omtrent samtidigt med det nys omtalte paa Langelid^[10]. Der nævnes ligeledes om en megtig Mand ved Navn Vigfuus Flosessøn, som i 1384 formedelst store Forbrydelser var bleven sat i Bann, med Paaleg at drage lige til den pavelige Curie at faa Absolution. Han reiste ogsaa afsted næste Aar, men kom ikke til Rom, thi han fik fuld Absolution for alle sine Forseelser af den til Biskop i Grønland udnævnte Henrik, der opholdt sig deels i Danmark, deels i Norge, og sandsynligviis ved sin Udnævnelse havde faaet en almindelig Fuldmagt til at meddele saadanne Absolutioner i sit fjerne Biskopsdømme, hvorfra det i de fleste Tilfelde var umuligt at komme til Rom; men hvilken Fuldmagt dog vist ikke gjaldt andetsteds. Med denne Absolution vendte Vigfuus tilbage i 1391, men opførte sig fremdeles som en Voldsmand, saaat han omsider atter blev bannsat^[11]. Der nævnes endvidere om Folk, der havde begaaet flere Snigmord, og som straffedes med at blive levende begravne: en Straf, som dog ingensteds findes i Loven. Ogsaa Elementerne vare i Oprør. I 1381 var der saa lidet Gres, som der i Mands Minde havde været, men derimod regnede det mere, end nogen kunde mindes; heraf fulgte igjen svære Jordskred og Steenskred, endog der, hvor man hidtil ej havde seet dem, til stor Skade for Mark og Jord^[12]. Uveiret og Stormene voldte igjen Skibbrud. I 1380 eller 1381 blev et Skib fordrevet til Grønlands Kyst, kaldet Olafsbollen eller Olafssuden, og Folkene maatte overvintre der; næste Aar (1381 eller 1382) forliiste et Skib, tilhørende Biskopsstolen i Skaalholt, men Mandskabet reddede sig, næsten som ved et Underverk, paa en aaben Baad til Grønland, hvor de traf Folkene paa Olafssuden og kom med den derfra^[13]. I 1382 omkom den rige og megtige Bonde Einar Erikssøn i Vatnsfjord, af den gamle Vatnsfjord-Ætt, med flere Folk, paa Isafjorden (d. 29de Marts)^[14]. Hans Søn Bjørn, der siden blev en meget anseet og navnkyndig Mand, havde i 1385 det Uheld at blive fordreven til Grønland, formodentlig paa en Reise til Norge, med et af sine egne Skibe, thi ikke mindre end fire Islandsfarere, berettes der, bleve da fordrevne til Grønland, og paa dem var Bjørn Einarssøn saavelsom en Sigurd Loftssøn, kaldet Hvitkoll, der synes at have været hans fortrolige Ven og Tilhænger. De havde været i den yderste Fare formedelst Driviis, saaat de endog aflagde det højtidelige Løfte, at de vilde foretage en Pilegrimsreise til det hellige Land, hvis de nu bleve frelste. De kom, som sagt, til Grønland, skjønt efter at have lidt stor Skade paa Skibene, og de bleve nu nødsagede til at opholde sig der i to Aar, formodentlig paa Grund af Storm og Iisgang. Imidlertid havde de ogsaa andre Vanskeligheder at kæmpe med. Da de vilde kjøbe Levnetsmidler og andre uundværlige Fornødenheder af Indbyggerne, vægrede disse sig ved at selge dem noget, uden at de ogsaa kjøbte af de egentlige saakaldte grønlandske Varer eller Udførsels-Artikler, uagtet det var strengeligen forbudt, da denne Handel tilhørte Kronen. Ja Indbyggerne vedtog dette endog paa sit Althing, i de Fremmedes Nærværelse. Disse havde saaledes intet andet Valg. Og da de, formodentlig i den Hensigt at gjøre Kronen en Tjeneste til Erstatning for den nødtvungne Overtrædelse af dens Enehandelsret, tilbød sig at føre Kronens Varer over til Norge, vilde Kongens Ombudsmend ikke indlade sig derpaa, da de intet Brev havde at forevise derom. Alt dette bragte dem siden i ikke ringe Forlegenhed, thi da de, efterat være komne i god Behold tilbage til Hvalfjorden paa Island 1387, og det følgende Aar reiste over til Norge, blev de ved Ankomsten til Bergen af Haakon Jonssøn tiltalte for ulovlig Handel med Grønlendingerne. Sagen blev først paadømt den 17de Mai i det paafølgende Aar, ved en af Fehirden Erlend Philipssøn nedsat Dom, hvoriblandt Arnulf Gunnarssøn, Lagmand i Bergen, Jon Thorgilssøn, Lagmand paa Haalogaland, og Finn Gyrdssøn, Sysselmand paa Lister. Dommen faldt dog ud til deres Fordeel. Da intet andet Vidnesbyrd kunde haves, maatte man nøies med deres egen og Mandskabets Eed om, hvad der havde bragt dem til Grønland, og efter at have oplyst hvad der ovenfor er meddeelt, samt at de ikke havde kjøbt noget af Kongens Gods, bleve de frikjendte^[15].

Den her omtalte Bjørn Einarssøn var forøvrigt maaskee Islands merkeligste Mand paa den Tid, formedelst de store Udenlandsreiser, han foretog. Faderen Einar nedstammede, som sagt, fra Snorre Sturlassøns Dattersøn Einar Thorvaldssøn i Vatnsfjorden i 3die Led^[16], og var, efter hans Testament at dømme, hvoraf der endnu haves en Afskrift, tagen 1382 efter hans Død, en overmaade riig Mand; han skjenkede nemlig flere Gaarde samt en Kalk til Olafskirken i Vatnsfjord, hvor han valgte sit Lejested, og endvidere til 18 forskjellige Kirker ikke mindre end 43 Hundreder, samt til tre Kirker desforuden visse Herligheder, for Liigferd og Sjælemesse tolv Hundreder, til Fattige fem Hundreder, og til fattige Frænder tyve Hundreder, altsaa i Alt tilsammen 85 Hundreder foruden de øvrige Gaver^[17]. Bjørn havde allerede gjort een Reise til Rom, førend han gjorde hiin ufrivillige Reise til Grønland. Siden gjorde han flere Reiser, hvoriblandt den merkelige, der bar forskaffet ham Tilnavnet Bjørn Jorsalafare, og som i det følgende skal omtales, saavelsom hvorledes han blev Hirdstjore, og overhoved førte et meget uroligt Liv. Han forfattede ogsaa Beskrivelse over sine Reiser, som desverre er tabt. Han holdt en Skald i sin Tjeneste, der fulgte ham paa hans Reiser for at underholde ham og hans Hustru ved sine Kvad visse Dage om Ugen; af flere af disse Kvad ere endnu Levninger opbevarede^[18].

Som et merkeligt Beviis paa, hvor megen Vind Islendingerne endnu i disse urolige og for Landet faa ulykkelige Tider lagde paa Videnskabelighed og fremfor alt paa Opbevarelsen og Afskrivningen af deres historiske Sagaer, maa det anføres, at den største, fuldstændigste og i et vist Henseende endog den bedste Samling af norske Kongesagaer, som endnu er til, blev skreven netop i Aarene mellem 1387 og 1393, og det endog kun af to Mend, Presterne Jon Thordssøn og Magnus Thorhallssøn. Dette er den bekjendte Flatøbog, saakaldt, fordi den fandtes paa Flatø i Breidafjorden, da den i det 17de Aarhundrede erhvervedes for det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Hovedplanen med denne Afskrivning synes at have været den, at levere en saavidt mulig fuldstændig Samling af de Sagaer, som vedkommme Norges tvende regjerende Fyrste-Huse, Kongehuset, og de orknøiske Jarlers Ætt. Saaledes indeholder den Kongesagerne i deres vidtløftigste Bearbeidelse, med saamange indskudte mindre Fortællinger om merkelige Islendinger, der kom i Berørelse med Kongerne, som muligt; desforuden findes det gamle Kvad Hyndluljod, formodentlig fordi det indeholder endeel Slegtregistre, der ogsaa forekomme i det gamle Sagn om Norges første Bebyggelse, et Eventyr om Erik Vidfarle (uvist hvorfor), og endelig kortfattede Annaler, der slutte med Aaret 1394, og som for de sidste ti til tyve Aars Historie ere af megen Vigtighed, skjønt de ikke altid angive Aarstallet nøjagtigt. Uden denne store Samling, hvis Afskrivning maa have kostet utrolig Flid og Møje, vilde vi savne mange Oplysninger, som alene der forefindes^[19].

Hvorledes Biskop Oddgeir i Skaalholt døde under sit Ophold i Norge 1381, og den danske Predikebroder tag Pønitentiarius, Michael, et Par Aar efter beskikkedes til hans Eftermand, er forhen berettet^[20]. Michael kom til Island i 1385, formodentlig fra Bergen, paa et Skib, der tilhørte Hustru Margrete, enten Hustru Margrete i Skaften, eller Margrete Eilivsdatter, Haakon Jonssøns Hustru. Han lod sig sette i Land med 10 Mend østenfor Mydal, men Skibet, som fortsatte sin Vej, blev siden af de samme Storme, der bragte Bjørn Einarssøn til Grønland, drevet ud til Havs og saaledes ødelagt, at Besetningen omkom, og Stykker af Braget siden fandtes ved Færøernes og Hjaltlands Kyster^[21]. Biskop Michael begyndte ej lenge efter sin Embedstiltrædelse med at gjøre mange Forandringer, der ikke behagede de egenraadige Prester, af hvilke ogsaa mange bleve afsatte; ja ikke engang Abbedisse Thorgerd i Kirkebø skaanedes, men maatte give Slip paa sit Embede, der overdroges til Halldora Runulfsdatter, hvilken det dog endnu i samme Aar ikke gik bedre. Over alt dette steeg Forbittrelsen imod ham saa højt, at der omsider paa Althinget i 1388 blev indgivet og oplæst en Protest imod hans Ferd, som indeholdt en Mængde Beskyldninger imod ham. Den gamle Annalist, der fortæller dette, siger, at Beskyldningerne vare usandferdige, og formodentlig har Michael ogsaa i det Væsentlige haft Ret, men kun ikke forstaaet at opføre sig med den fornødne Varsomhed. Protesten havde imidlertid den Virkning, at Michael endnu i samme Aar maatte forlade Landet efterat have indsat Sira Arne Gunlaugssøn til Official i sit Sted.^[22]. Tillige reiste en Mængde Prester fra Landet, og heraf skulde man formode, at en Klage over Michaels Ferd har været indgiven enten til Erkebiskopen eller endog til Curien, og at saavel Biskopen som hiine Prester personligt havde villet føre sin Sag. Imidlertid var Tilstanden heel mislig i Biskopsdømmet. Den af Michael indsatte Official døde allerede 1389, mange Prester vare døde, mange borte fra Landet, og de fleste, der endnu vare tilbage, berøvede sine Embeder. Michael, der for det første havde slaaet sig til Ro i Danmark, beskikkede derfra i 1390 en ny Official, Thorstein Snorressøn, efter først at have indviet ham til Abbed i Helgafells Kloster; ligeledes udnævnte han en Provst, men strax derefter frasagde han sig sit Biskops-Embede^[23]. Naar han døde vides ikke. Imidlertid sad den gamle Jon Erikssøn Skalle i god Ro som Biskop i Hole, efterat Eyfjordingerne endelig i 1371 havde underkastet sig ham. Om hans Besøg i Norge 1375–76 er der ovenfor talt; forresten er der intet af Vigtighed at berette om hans Embedsførsel i de sidste Aar af hans Liv. Saavidt man kan see, var man i det Hele taget vel tilfreds med ham, og han synes i alle Fald at have haft et vaagent Øje med Biskopsstolens Ejendomme og Indtægter^[24].

Om Begivenheder paa Grønland og Coloniens Handelsforbindelse med Norge er der ej stort andet at berette, end hvad der strax ovenfor er anført vedkommende Bjørn Einarssøns Ophold der. Man kan heraf danne sig en Forestilling om, med hvilken smaalig og ufornuftig Skinsyge Regjeringen og dens Ombudsmend vaagede over Kronens Enehandel med Indbyggerne. Det betragtedes, seer man, som en Forseelse endog kun at anløbe Landet med fri Vilje uden udtrykkelig Tilladelse, og istedetfor at fornuftig Politik hellere skulde have tilraadet at lette Farten derhen, og opmuntre saa mange som muligt til at handle derpaa, ved at tilstaa dem allehaande Lettelser, søgte man tvertimod at udestænge saamange som muligt fra denne Sejlads og at vanskeliggjøre Adgangen til Landet ved alle optænkelige Indskrænkninger. Under saadanne Omstændigheder maatte det være umuligt for den allerede i sig selv svage Colonie at kunne bestaa i Længden. Colonisterne, der leed saa føleligt under Trykket, at de, som vi have seet, benyttede sig af de rige Udlendingers Ankomst til endog at tiltvinge sig Afsetning paa sine Varer, maatte alene længes efter at komme derfra; ikke nok med at de ideligt havde at kæmpe mod en ublid Natur, at de ofte i hele Aar vare afskaarne fra den øvrige civiliserede Verden, og at de nu dertil hvert Øieblik kunde vente sig ødeleggende Angreb af Eskimoerne, havde de ikke engang den Opmuntring at kunne gjøre sig sine møjsommelige Erhverv saa frugtbringende som muligt; det er endog at formode, at de til sine Tider have lidt virkelig Mangel. Saaledes maa man antage, at Antallet af Colonisterne aftog Aar for Aar, medens ogsaa Antallet af de Skibe, der besøgte Colonien, Aar for Aar blev ringere, og snart endog Coursen derhen, kun kjendtes af nogle Faa. Et Beviis paa, hvor ringe og sjelden den saa skinsygt bevogtede Samfersel med Norge var, have vi i den allerede ovenfor (S. 105) omtalte Omstændighed, at Biskop Alfs Død i Aaret 1378 ikke blev bekjendt i Norge førend paa sjette Aar derefter, da det forhen omtalte Skib Olafssuden, der i to Aar havde ligget fast i Grønland, ankom til Norge^[25]. Under saadanne Forhold er det mere at undres over, at Colonien endnu i over femti Aar vedblev at friste etslags Tilværelse, end at man efter den Tid ikke hører mere til den. I den afdøde Alfs Sted indviedes, formodentlig i 1385^[26], den forhen nævnte Broder Henrik til Biskop i Grønland. Hvorfra han var, og hvorledes det gik til med hans Indvielse, vides ikke; man hører intet om ham, førend vi finde ham paa Danehofet i Nyborg i Juli 1386 tilsammen med Erkebiskop Magnus af Lund og Nikolas af Nidaros samt Biskoperne, Jens af Ribe, Jakob af Viborg og Sven af Børglum. De udstedte her i Forening ikke færre end aatte, maaske flere, Indulgensbreve til forskjellige Kirkers Ophjelpelse, af hvilke Mariakirken i Oslo var een, og de øvrige danske; Brevene ere daterede paa forskjellige Dage fra 15de til 29de Juli; det for Mariakirken paa den 20de^[27]. Formodentlig er Henrik, som det sedvanligt skete i de Tider, bleven udnævnt ved pavelig Provision og indviet ved Curien. Hans Titel „Broder Henrik“ viser, at han var Ordensgeistlig, og formodentlig har han saaledes været en af de mange paa denne Tid begunstigede Predikebrødre, der fik Biskopsstole, ja maaskee har han endog været Pønitentiarius efter Michael, der kom til Skaalholt. Han maa tillige være bleven begunstiget med flere Bemyndigelser, ej alene de sedvanlige, som gjerne plejede at tildeles enhver Biskop af Curien ved hans Provision, som f. Ex. til at dispensere vordende Geistlige fra Mangel ved deres Fødsel, reconciliere vanhelligede Kirker, beskikke Tabellioner o. s. v., men derhos ogsaa særegne, i Betragtning af at hans Biskopsstol laa saa fjernt fra den øvrige Verden, nemlig at udstede Indulgenser og give Absolution for reserverede Tilfælde, siden han kunde deeltage i Udstedelsen af de nys omtalte Indulgensbreve, og siden han senere kunde meddele Vigfuus Flosessøn Absolution for den Excommunication, som ifølge efter det ham paalagte Skrift skulde søges i Rom. Men Henriks Udnævnelse blev dog for ham kun etslags Udnævnelse in partibus, thi det lader ikke til, at han nogensinde kom til Grønland. I 1388 var han nemlig, som vi ville see, endnu i Norge, maaskee og i 1390 eller 1391, siden det udtrykkeligt angives, at Vigfuus Flosessøn, der i 1391 kom tilbage til Island, under sin Fraværelse fra Øen havde ladet sig absolvere af ham, uden at gaa til Rom^[28]. Siden den Tid hører man ikke mere om Henrik. Vel nævnes ikke hans Eftermand førend ved 1408, og Henrik kunde saaledes dog meget godt omsider være kommen til Grønland og død der, men sandsynligt er det ej, at noget saadant er skeet, og man kan med temmelig Sikkerhed antage, at ingen af de aatte Biskoper, der herefter udnævntes indtil Reformationen, nogensinde satte sin Fod i det fjerne Land, men at de kun lod Embedet bestyre ved en Oficial. Saaledes blev Colonien alt mere og mere opgiven af dem, der skulde verje og forestaa den, og den gik med sterke Skridt sin Undergang imøde.

Færøerne ere gjennem hele det Tidsrum, vi her have for os, begravne, kan man sige, i næsten fuldkommen Taushed. De omtales kun en eller anden sjelden Gang i de islandske Annaler, naar Skibe paa Farten til eller fra Island bleve drevne did af Storme, eller forliiste der, eller Embedsmend og andre anseede Personer af en eller anden Aarsag kom til at anløbe dem og opholde sig der. Hvor lidet man endog veed Beskeed om Biskoperne paa Øerne, have vi idet foregaaende seet. Sysselmand paa disse Øer synes den forhen omtalte Greip Ivarssøn, af den gamle Ænes-Slegt, at have været i en lang Rekke af Aar, maaskee lige fra 1380 til 1400. De islandske Annaler omtale ham udtrykkeligt som saadan i 1387, men allerede i 1383 synes han at have været i Embedet, da han i dette Aar med sin Faders Samtykke pantsattte Erlend Philipssøn, Fehirden i Bergen, to Gaarde paa Vors for tyve Hundreder Vaadmaal, som han var ham skyldig i Skibslejer, halft i Pakke-Vadmaal og halft i det saakaldte Havnevaad: Varer, der netop udgjorde nogle af de vigtigste Udførsels-Artikler fra Færøerne og Island^[29]. Siden erfare vi af de islandske Annaler, saaledes som det ovenfor er berettet, at han i 1387 paa Kronens Vegne lagde Beslag paa den voldsomme islandske Magnat Gudmund Ormssøns Gods, da denne under sit Ophold paa Øerne var forsvunden paa en mystisk Maade. Den Formodning ligger nær, at det var Greip selv, som hemmeligen havde ladet ham „forsvinde“. Imidlertid var dette kun en Straf, som han ved sine Misgjerninger havde forskyldt. Siden den Tid høre vi intet om Greip Ivarssøn, førend i 1399, da han d. 12te Mai 1399 opholdt sig i Skien og kjøbte af sin Frænde Gaute Erikssøn et Skib, hvormed han vilde sejle til Færøerne, for 200 Mk. og 24 Pakker færøiskt Vaadmaal, hvilken Sum skulde betales i Bergen, saasnart hans Gods kom fra Færøerne, og for hvilken han stillede til midlertidig Pant og Sikkerhed Gaardene Hatteberg i Kvinnhered saavelsom Hausaa i Kinnserviks Sogn i Hardanger; endvidere overlod han ham sin Ret til Aga og Jaastad i Ullensvangs Sogn, alt sit Gods i Færøerne, og alt hvad han kunde erhverve i Hjaltland, for det Tilfelde at han døde, førend hine Penge vare betalte^[30]. Det maa antages, at Betalingen ej har fundet Sted, siden Hatteberg, og saaledes vel ogsaa de øvrige ovennævnte Gaarde, i 1412 var kommen i Gaute Erikssøns Eje^[31]. Paa den Tid var Greip, som imidlertid var bleven Ridder, død, og hans Syster Hustru Elin Ivarsdatter samtykkede i, at Gaute overdrog Hatteberg til sin og hendes Frændkone Sigrid Gunnarsdatter Kane, gift med Svaale Jonssøn Smør. Mere vides ikke paa lang Tid at berette om Færøerne, og man maa haabe, at den blotte Taushed idetmindste vidner om, at ingen særdeles Ulykker have rammet dem, og at Indbyggerne i det Hele taget have været tilfreds, ihvorvel de, som Indbyggerne af de øvrige Skatlande, lede under Trykket af det strenge og urimelige Kron-Monopol.

Paa Orknøerne var, som vi vide, Henrik St. Clair eller Sinclair i 1379 bleven indsat til Jarl, og Hjaltland var ligeledes lagt under hans Bestyrelse, efterat det lige siden Forliiget i Bergen 1195 mellem Kong Sverre og Harald Jarl havde været adskilt fra Orknøerne. Hvorledes han ved sin Udnævnelse stillede trende Gisler, hvoriblandt sin Frænde den urolige Malise Sperra, til Sikkerhed for Opfyldelsen af de Forpligtelser, han havde indgaaet, og hvorledes de dog Aaret efter fik Tilladelse til at vende tilbage til Skotland paa sit Æres-Ord, for personligt at paadrive Opfyldelsen, er ovenfor berettet (S. 96). Det maa i denne Tid have seet uroligt ud paa Øerne. Biskop Villjam, der allerede lenge havde ligget i Strid med Kronens Ombudsmend, indtog fremdeles en mod disse fjendtlig Stilling, uagtet han i 1369 havde maattet indgaa hiint Forliig med Haakon Jonssøn, hvorom der i det foregaaende er talt. Thi een af Forpligtelserne i Jarlens Forsikringsbrev til Kongen var den, at han ikke uden Kongens Samtykke skulde indgaa noget Forbund med Biskopen eller slutte noget Venskab med ham, men derimod hjelpe Kongen imod ham, indtil denne havde ydet Kongen sin Ret og gjort hvad der var hans Skyldighed i de Stykker, hvorfor Kongen anklagede ham. At denne Strid egentlig har været en Nationalstrid mellem de indfødte Øboere af norsk Herkomst, og de efterhaanden mere og mere indtrængende Skoter, der begunstigedes af Biskopen og vel overhoved af den højere Geistlighed, hvis Medlemmer samtlige synes at have været af skotsk Herkomst, have vi i det foregaaende søgt at paavise^[32]. Det er Skade, at vi ikke have nøjere Efterretninger om denne Strid, hvis hele Gang og Enkeltheder det vilde have været af den største Interesse at kjende. Den maa have været ført med den største Heftighed, siden endog Biskop Villjam selv mistede Livet derved, og det endog, som det synes, saaledes at hans Modstandere af Forbittrelse mod ham og med velberaadt Hu lode ham drebe; Beretningen derom i de islandske Annaler lyder nemlig saaledes, „at der i Orknøerne skete den harmelige Tildragelse Aar 1382, at Biskop Villjam blev drebt“, eller, „at Biskop Viljam blev drebt ved en harmelig Død“^[33]. Et saadant Drab synes snarere at maatte være skeet i et stort Folke-Opløb, end i en Fejde mellem Jarlen og Biskopen alene. Det er lidet sandsynligt, at Jarlen, der selv var skotsk af Fødsel, skulde have omfattet de norskfødte Øboeres Interesser med saadan Heftighed lige overfor Biskopen og sine øvrige Landsmend, at han endog vovede det farlige Skridt at lade Biskopen drebe, hvor tro og loyal han end synes at have været mod den norske Krone, og hvor stor Voldsomhed der end plejedes at øves i Fejder mellem skotske Magnater baade da og sildigere. Heller ikke er der nogen Efterretning om, eller endog mindste Tegn til, at Henrik Jarl blev excommuniceret, hvilket upaatvivleligt vilde være blevet hans Lod, hvis Biskopens“Drab havde været tilregnet ham. Men desto mere er det at beklage, at vi ikke kjende de nærmere Omstændigheder ved denne merkelige Sag. Usandsynligt er det ej, at der har foregaaet Voldsscener af samme Slags, som de, der skete fyrretyve Aar senere, og som vi paa sit Sted komme til at omtale, at halvvilde Højlendere, ligesom.baade da og sidenefter, havde herjet hist og her paa Øerne, og at overhoved andre Prætendenter paa Jarldømmet, begunstigede af Biskopen, have foruroliget Indbyggerne. Vist er det iallefald, at Uroligheder maa have været øvede af den løsslupne Malise Sperra, trods hans Æresord om at vende tilbage til Norge inden faa Maaneders Frist. Han tilegnede sig nemlig, der siges ikke af hvad Grund, det Gods, som Fru Herdiis Thorvaldsdatter havde ejet paa Hjaltland, og hvortil Hr. Jon Hafthorssøn og Hr. Sigurd Hafthorssøn saavelsom deres Sønner vare de lovlige Arvinger, ja som de endog havde besiddet, saavidt man kan see, uanfegtet efter hendes Død, lige indtil Malise tiltog sig Ret derover og indsatte sine Ombudsmend i Ejendommene uden nogen Dom eller Bemyndigelse: hvilke Tiltag neppe kunne have fundet Sted uden Voldsomheder, thi de forudsette, at Malise først maa have fordrevet Hafthorssønnernes Ombudsmend. Da disse Uroligheder forefaldt noget før 1386, altsaa paa det nærmeste samtidigt med Biskopens Drab, maa man formode, at begge Dele stod i den nøjeste Sammenhæng, saaledes at Malise og Biskopen havde gjort fælles Sag med hinanden mod Jarlen og Hafthorssønnernes Tilhængere. Vi have seet, at Biskopen i sin Tid stod fjendtligt lige overfor Haakon Jonssøn, der naturligviis repræsenterede Hafthorssønnerne, medens Jarlen derimod stod i den nøjeste Forbindelse med Haakon Jonssøn, fik Penge laant af ham ved sin Udnævnelse i 1379, og fremdeles i 1389^[34], som det i det følgende vil blive nærmere omtalt. Saaledes synes Partiernes Stilling paa Øerne at være temmelig nøje betegnet. Paa den ene Side Biskopen og Skoterne tilligemed Malise Sperra og maaskee flere skotske Prætendenter, paa den anden Jarlen, de indfødte Øboere, Hafthorssønnernes Tilhængere og de øvrige kongeligt sindede. Der blev indgivet Klage, formodentlig af Hafthorssønnerne selv, over Malise Sperras Fremferd, og Sagen blev paadømt af Drottseten og en Deel af Raadet, som i October 1386 vare forsamlede i Bergen. Dommen lød saaledes, at da Malise havde taget Godset uden Lov og Dom, og uden at Hafthorssønnerne eller deres Børn vare tilkaldte eller adspurte, skulde samme Gods fremdeles tilhøre disse, indtil det paa lovlig Vej blev dem fravundet, og befalede Drottseten herved alle deres Landbønder, der sad paa hine Ejendomme, herefter ikke at betale Landskyld deraf til andre end dem selv eller deres Ombudsmend^[35]. Om Malise holdt sig denne Dom efterrettelig, erfares ikke, men at det dog paa en eller anden Viis maa være kommet til et Forliig mellem ham og Jarlen saavelsom Norges Regjering, kunne vi slutte deraf, at han i 1389 var Medlem af Raadet og tilligemed Jarlen tilstede i Norge paa det større Raadsmøde, hvorved Erik af Pommerns Arveret til Norges Trone bekræftedes^[36], saaledes som det i det følgende vil blive viist. Da var Malise endog bleven Ridder^[37]; men da der ingen Ridder-Udnævnelse havde fundet Sted i Norge siden Kong Haakons Død, maa det være Kongen af Skotland, som havde givet ham denne Titel: en Bestyrkelse mere paa, at han optraadte i Øerne som skotsk Adelsmand og som Forfegter af Skoternes Interesser. Det er meget muligt, at han havde tiltvunget sig et Forliig, gunstigere end han egentligt fortjente, ved at tage Jarlen til Fange, hvilket ifølge de islandske Annaler virkelig lykkedes ham, skjønt det ej angives naar, og det er endog ikke saa usandsynligt, at et nyt Laan af 140 Pund skotsk Sterling, som Jarlen fik af Haakon Jonssøn under sit Ophold ved Raadsmødet om Sommeren 1389, blev optaget for at skaffe tilveje en Deel af den Løsesum, som han efter de Tiders Skik upaatvivleligen maa have forpligtet sig til at betale. Men efter Tilbagekomsten til Øerne hevnede han sig, overfaldt Malise Sperra paa Hjaltland og drebte ham, dog kun, saavidt man kan skjønne, efter et haardnakket Forsvar, thi der fortælles, at der foruden Malise faldt syv af dennes Mend, medens kun en Sven undkom paa en Sexæring og slap over til Norge^[38]. Ifølge et Sagn paa Hjaltland skal denne Kamp have det Sted paa Vejen mellem Scalloway og det nærliggende Thingvold, og en der opreist høj Steen være et Mindesmerke om Tildragelsen^[39]. Dette er i sig selv nok saa sandsynligt, da Thingvold og dets Havn Scalloway i den Tid var de vigtigste Punkter paa Øen, og Malise Sperra rimeligviis endog havde sit Tilhold i Scalloway, ligesom flere af de senere Jarler. Tiden, da Drabet skete, angives forskjelligt, til 1388, til 1389 og til 1391. Det første Aarstal er naturligviis urigtigt, da Malise, som vi have seet, levede endnu i 1389; men derimod er det meget sandsynligt, at Overfaldet har fundet Sted om Høsten 1389, maaskee netop som Malise og Jarlen vare komne tilbage fra Mødet. Saa sildigt som i 1391 kan det neppe have været, thi allerede den 23de April 1391 overdrog Jarlen sin Broder David sine Godser Newburgh og Auchdale i Skotland for hans tro Tjenester og som Erstatning for den mødrene Arv, der maatte tilkomme ham i Øerne^[40]; og denne Overdragelse viser, at Jarlen nu ansaa sig at være i sikker Besiddelse af sit Arvegods i Øerne, ligesom ogsaa de Tjenester, Broderen kan have vist ham, neppe have bestaaet i andet, end at han har hjulpet ham med at overvinde Malise Sperra. Siden den Tid synes Jarlen at have hersket i Fred og Ro. Erngisl Sunessøn førte vel endnu stundom Jarletitlen, men synes forlengst at have opgivet alle Fordringer paa Øerne eller nogensomhelst Deel deraf. Som Biskop efter Villjam nævnes en vis Henrik^[41], om hvem intet forresten vides. Han forekommer allerførst i et Brev af 1394, udstedt paa et Møde i Helsingborg, hvor flere norske, svenske og danske Biskoper vare forsamlede; men han var død inden Sommeren 1397, thi da var hans Eftermand Jon allerede i Besiddelse af Biskopsstolen.

1. Dipl. N. III. 465. Brevet er udstedt af Presten til Eyge og Vinreid samt fem andre Mend, altsaa ikke af alle de tilkaldte Mend, der tilsammen i det mindste maatte gjøre et lige Tal. Men der siges udtrykkeligt, at ogsaa mange andre vare tilstede. Regnskabet er ej uden Interesse, skjønt man ej deraf kan see den hele Sum, som Jon havde oppebaaret. Der nævnes kun hvilke forskjellige Afgiftsposter hver enkelt Udreder havde ydet, (To-Thveiters-Tolden til Indholter, Thveitestolden til Fremreide, Mælestolden til Sejls-Udbedring) samt enkelte særskilte Summer, 28 Lauper af Serk paa Sand og Estein paa Vinreid, som de var Almuen skyldige, og tolv Lauper af Indbyggerne paa Møer i Skibsleje, da de foor østenfra; altsaa havde de lejet Skibet, som man seer, uvist til hvad Tog. Efter nøjagtig Granskning af Regnskabet Skibrede for Skibrede efter Mandtallet viiste det sig, at Jon Holmssøn havde udlagt 66 Lauper mere, end han havde modtaget, men „da han vilde see vel for sin Eed“, slog han af 16 Lauper; derpaa aflagde han Lyriter-Eed, at han havde gjort rigtigt Regnskab for Afgiften, dog Udfareledingen heri ej iberegnet. Heraf sees det, at Afgiften var overordentlig.
2. Dipl. N. I. 670.
3. Isl. Annaler, Udg. S. 334.
4. Sammesteds, S. 332.
5. Sammesteds, S. 346., jvfr. Safn til Sögn Íslands II. S. 72.
6. Isl. Annaler, Udg. S. 328.
7. Sammesteds, ved 1382, S. 334.
8. Sammesteds, ved 1381 og 1382, S. 332, 334.
9. Sammesteds, S. 338, 340, ved 1385, 1386, 1387, 1388.
10. Sammesteds, ved 1389 og 1390, S. 342, 346.
11. Sammesteds, ved 1384, 1385, 1391, S. 336, 338, 350.
12. Sammesteds, S. 332.
13. Sammesteds, S. 334, jvfr. Grønlands hist. Mindesmerker, III. S. 34, 61.
14. Isl. Annaler, Udg. S. 334.
15. Isl. Annaler, Udg. S. 336, Brev af 17de Mai 1389 i „Grønlands histor. Mindesmerker“ III. S. 139. Vel ere Personerne, som anklagedes for ulovlig Handel med Grønlendingerne, ikke nævnte ved Navn i Brevet, men ved Sammenhold med Annalernes Beretning seer man dog tydeligt, at det netop er Bjørn Einarssøn og hans Medreisende, som menes; det er ogsaa saaledes antaget og paaviist i „Grønl. hist. M.“ l. c. S. 138.
16. Slegtregistret findes i Folio-Udgaven af Snorre Sturlassøn, I. XLVIII saaledes: Einar – Vilborg – Erik – Einar.
17. Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, II. S. 130. Vidissen er dateret den 10de April, og Einar kaldes udtrykkeligt „góðdrar minningar“, altsaa var han da død 29de Marts forud, og Aaret 1382, hvilket Hole-Annalerne angiver som hans Dødsaar, bliver det rigtige.
18. See herom Grenlands hist. Mindesmerker, I. S. 110. Det er forresten vistnok en Feiltagelse, naar det her heder, at han ikke førend paa sin sidste Reise kom til Grønland og anløb de fabelagtige Gunnbjørnssker, thi de isl. Annaler henføre udtrykkeligt hans Ophold paa Grønland til 1384–1386, hvad der ogsaa bestyrkes af nysanførte Brev, og hans Jorsaleferd derimod til 1406. At han, som det i et Uddrag om hans Reise (l. c. S. 119) heder, under sit ufrivillige Ophold i Grenland havde Syssel i Eriksfjorden efter Grønlendingernes egen Beslutning, er lidet sandsynligt; hiint Brev taler jo netop om den kongelige Ombudsmand, der ikke engang vilde betro ham de til Kronen bestemte Varer.
19. Flatøbogen udgives nu i Trykken af Prof. Unger i Christiania og vil om et Aars Tid være ferdig. I Begyndelsen (Udg. I. S. 28), hvor Kongerekken anføres, staar der udtrykkeligt, at Kong Olaf var Konge, da denne Bog blev begyndt at skrives 1387, ligeledes omtales hans Død eller Forsvinden, og Margretes Udnævnelse til Rigsstyrerinde; da nu Annalerne, der slutte Verket, ophøre med 1394, have vi saaledes Tiden, i hvilken Afskrivningen fandt Sted.
20. S. ovenf. S. 138.
21. Isl. Annaler, Udg. S. 336.
22. Sammesteds, S. 340, 342. Disse Begivenheder henføres som sedvanligt i de forskjellige Haandskrifter til forskjellige Aar, saaledes har Flatø-Annalerne Michaels Bortreise fra Island ved 1389, Hole-Annalerne ved 1388, og Lagmands-Annalerne ved 1387; men da de tvende sidste sette den samtidigt med Bjørn Einarssøns Reise til Norge, der ifølge Brevet af 1389 skete i 1388, bliver altsaa dette Aar det rette.
23. Isl. Annaler, Udg. S. 344, 348, de tre nysnævnte Annalhaandskrifter have ogsaa hver forskjellige Aar; da man imidlertid kan see saameget, at Arne Gunnlaugssøn døde Aaret efter sin Udnævnelse til Official, og at den nye Official kom til Island i det paafølgende Aar, have vi saaledes Aarene 1389 og 1390 bestemte, og Flatø-Annalerne fejle, naar de flytte Begivenheden et Aar længer frem.
24. See Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie II. S. 205.
25. Der staar vel ikke udtrykkeligt i Annalerne (S. 334), at det var Olafssuden, der bragte Efterretningen til Norge, men det er dog at tage og føle paa, at det er den, som menes.
26. De isl. Annaler, Udg. S. 344, jvfr. Grl. hist. Mindesm. III. S. 34, vakle mellem 1385, 1386, 1387 og 1389; men da vi af Indulgensbrevene fra Nyborg i Juli 1386 see at han allerede da havde faaet Embedet og Indvielsen, bliver det sandsynligst, at 1385 er det rette Aar. Længere Tid kan man heller ikke godt antage hengaaet efter Budskabet om Biskop Alfs Død, der i 1383 naaede Norge, og Curien formodentlig ej senere end 1384, inden en ny Biskop udnævntes.
27. See Grønlands hist. Mindesmerker l. c., Dipl, N. IV. 530. Aarstallet er her borte, men de øvrige Breve oplyse noksom, at det kun kan være 1386.
28. Henrik nævnes blandt de Prælater, der i Februar 1388 vare forsamlede i Oslo og overdrog Rigsstyrelsen til Margrete. Det er meget muligt, at Vigfuus Flosessøns Absolution foregik paa samme Tid, thi af den Omstændighed, at han fersk kom til Island 1390 eller 1391, følger just ikke, at han blev absolveret umiddelbart forud.
29. Dipl. N. III. 451.
30. Dipl. N. II. 559.
31. Brev af 11te Juni 1412, Dipl. N. VI.
32. See foregaaende Bind, S. 915.
33. Isl. Annaler, Udg. S. 336. Aaret angives forskjelligt, 1383 af Flatø-Annalerne,1382 af Skaalholt-Annalerne, og 138l af Lagmands-Annalerne; men da det udtrykkeligt tilføjes, at Drabet skete samme Aar, som Einar Erikssøn i Vatnsfjorden omkom, og dette, som ovenfor viist, med Sikkerhed kan godtgjøres at være skeet i 1382, bliver saaledes dette Aar det rette.
34. Dipl. N. II. 515. Af det eldre Gjeldsbrev af 1379 findes tvende bekræftede Gjenparter udstedte, en i 1380, en anden i 1383 (Dipl. N. I. 465. III. 455), altsaa var vel Gjelden endnu ikke betalt i sidstnævnte Aar.
35. Dipl. N. I. 501. Dommen afsagdes den 8de October 1386, og samme Dag udstedte Jon, Chorsbroder ved Apostelkirken og Lagmanden Arnulf Gunnarssøn den bekræftede Gjenpart deraf, efter hvilken Brevet er aftrykt.
36. Paludan-Müller, Observationes criticæ etc. S. 108.
37. Han kaldes saaledes udtrykkeligt i nysnævnte Brev af 1389, ligeledes kaldes han Hr. Malise Sperra i de islandske Annaler, hvor hans Drab berettes. Ved Brevet af 1389 hænger endnu hans Segl, forestillende et Skjold med to Sparrer, den ene over den anden. Hans Slegtskab med de svenske Sparrer maa vel derved ansees bestyrket; men da han, som man tydeligt kan see, var fed i Skotland og havde levet sin meste Tid der, er det ej at undres over, at han kun optreder som Skotte.
38. Isl. Annaler, Udg. S. 342. Der siges her udtrykkeligt, at han forud havde fanget Jarlen, og da Drabet, som det strax nedenfor vil sees, maa have fundet Sted om Høsten 1389, ligger altsaa Jarlens Fangenskab forud for Besøget i Norge 1389, hvilket og i sig selv er det rimeligste.
39. See herom Hibbert, descr. of Shetland S. 268 og 458, saavelsom N. Samll. VI. 491, hvor ogsaa de forvirrede Sagn ere anførte, som Hibbert ved sit første Besøg paa Stedet hørte angive om Aarsagen til hiint Steen-Mindesmerkes Oprettelse.
40. Dipl. N. II. 525.
41. Pontoppidan ann. ecc. II. 243. Suhm, XIV. S. 332.