Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/20

< Det norske Folks Historie‎ | 8

Imidlertid havde Kong Olaf mod Udgangen af 1385 fyldt sit femtende Aar. Tiden var saaledes kommen, da han kunde erklæres myndig, idetmindste for Norges Vedkommende. Men hvorvidt en saadan Act har fundet Sted, er af de forhaandenværende Brevskaber og sparsomme historiske Efterretninger umuligt at udfinde med Sikkerhed. At Dronningen neppe kan have haft noget derimod, maa man antage, fornemmelig af den Grund, at hendes Magt over Sønnen vistnok ligefuldt vilde vedblive uforandret, ja at hun siden endog vilde kunne herske endnu mere uhindret i hans Navn, end forhen som hans Formynderske med Raadet ved sin Side. Dog er der ingen Spor af, at Olaf om. Sommeren 1386 – thi da maatte vel nærmest Myndighedserklæringen have fundet Sted – har været i Norge. Der findes et Varnadarbrev, udstedt i hans Navn fra Oslo den 15de April 1386 for en Eivind paa Ottarsjø i Jemteland med Hustru og Børn, og hvorved Kongsgaarden Ottarsjø overdroges ham og hans Børn paa Livstid mod sedvanlig Afgift og Tjeneste som andre Kongens Thegner[1]. Men dette Brev er indseglet af Cantsleren paa samme Maade som hiint af Cantsleren i Kongens Fravær beseglede Bekræftelsesbrev af 22de August 1384; der nævnes ikke et Ord om, at Kongen var tilstede, og forsaavidt beviser dette Brev ikke stort. Overhoved vilde vel de fleste saadanne Kongebreve, om vi havde dem fuldstændigt, bevise lidet eller intet, siden allerede de, der udferdigedes under hans Mindreaarighed i Dronningens Nærværelse, stedse udstedtes i hans Navn, uden at enten Dronningen, Drottseten eller Cantsleren nævnes, medens omvendt de Breve, der i hans Fraværelse udstedtes af Drottseten eller Cantsleren, selv om han var erklæret myndig, dog ikke kunde være affattet paa anden Maade end de tidligere; der er saaledes ingen Anledning til at antage, at hans Myndighedserklæring vilde gjøre nogen væsentlig Forandring i Brevenes Affattelsesmaade. Imidlertid kan det vistnok ikke betvivles, at en saadan Myndigheds-Erklæring var uundgaaelig, idetmindste for Norges Vedkommende, thi Folket var nu engang vant til at see en Konge føre Regjeringen, om end kun af Navn, naar en saadan fandtes, og han havde den lovlige Alder. Desuden have vi seet, at alle Fornyelser af Privilegier, Friheder o. a. desl., der hidtil vare udstedte i Kong Olafs Navn, ja endog flere Lovbestemmelser, som den om Islandsfarernes Sekkegjeld, udtrykkeligt erklæredes kun at være midlertidigt gjeldende, indtil Kongen opnaaede „sine lovlige Aar“: de vilde saaledes ligefrem blive ugyldige ved Kongens femtende Fødselsdag, hvis han ikke da, eller snarest muligt derefter, erklæredes myndig for at kunne fornye dem: en Act, hvortil kun han eller den, hvem han overdrog sin Fuldmagt, var berettiget. Og denne Omstændighed gjør, at det nysomtalte Varnadarbrev af 15de April 1386, skjønt kun udferdiget af Cantsleren, dog bliver af nogen Vigtighed med Hensyn til Spørsmaalet, om Kong Olaf erklæredes myndig eller ikke. Det indeholder nemlig ikke hiin Clausul om at skulle gjelde indtil Kongens Myndighedsaar, som det dog, lige saavel som andre Varnadarbreve, upaatvivleligt maatte have indeholdt, hvis Kongen endnu betragtedes som umyndig; og der maa saaledes dog ved Kong Olafs Indtrædelse i hans 16de Aar være foregaaet noget saadant som en foreløbig Myndigheds-Erklæring, maaskee ledsaget af en lignende foreløbig Fornyelse af alle hine midlertidigt udstedte Forordninger og Frihedsbreve. En saadan Erklæring kan være skeet ved en simpel Bekjendtgjørelse i Kongens Navn under Drottsetens og Cantslerens Besegling, medens den højtidelige Myndigheds-Erklæring og Tilbageleverelsen af Storseglene maatte udsettes, indtil Kongen selv kunde komme til Norge og samles med Raadet.

Denne Act havde Dronning Margrete altsaa formodentlig i Sinde at lade foretage om Høsten 1386, siden hun paa Hansedagen i Lübeck den 13de Juli erklærede ikke at kunne føje Stæderne i at beramme det næste Møde i Vordingborg med deres Deputerede senere end til den 15de Septbr., paa Grund af store og vigtige Erender i Norge. Disse uopsettelige Erender synes fornemmelig at maatte have været en Myndigheds-Erklæring og hvad dermed stod i Forbindelse. Men da hun tillige bebudede, at hun ventede begge Rigers Raad, Norges saavelsom Danmarks, til dette Møde, er det ogsaa muligt, at hendes Hensigt har været først at lade Myndigheds-Erklæringen skee i Danmark, under eet for begge Riger, og derpaa at drage til Norge med den unge Konge, for at anordne, hvad der maatte staa i Forbindelse med denne Act. Paa en saadan forestaaende Myndigheds-Erklæring, det være sig nu for begge Riger, eller for Norge alene, henpeger ogsaa hendes Yttring til Stæderne paa det samme Møde i Lübeck, „at Kong Olaf nu ej lenger vilde sidde for Stædernes Maning“, og „at hun med Bestemthed vilde vide, om Stæderne vilde forlige sig med ham i Betragtning af den Fordeel, de kunde have af ham“. Thi det fuldstændige Opgjør, hvorom hun paa Sønnens Vegne fremsatte et saa bestemt Ønske, synes nærmest at staa i Forbindelse med Kongens forestaaende Optreden som selvstændig Regent, idetmindste af Navn, ved hvilken han heel rimeligt maatte ønske at faa det indviklede Forhold bragt paa det Rene, saa at han herefter ikke mere behøvede at plages dermed; og ved de Fordele, som Stæderne skulde kunne have af Kongen, kan hun ej have forstaaet andet end den Bekræftelse af deres Privilegier, som de saa lenge forgjeves havde ventet paa, og som nu allerbedst og med størst Gyldighed kunde meddeles dem af Kong Olaf selv i Egenskab af Norges fuldmyndige Konge.

Dette Anliggende var det vel saaledes især, der paakaldte Dronning Margretes Nærværelse i Norge, og for hvis Skyld hun, som det lader til, gjerne endog var draget tidligere paa Aaret herop, hvis ikke de vigtige Forhandlinger med Greverne af Holsten, og siden med Hansestæderne samt maaskee med Kong Albrecht havde holdt hende tilbage i Danmark. Men saavidt man kan see, blev der intet af, at de norske Raadsherrer indfandt sig ved Mødet i Vordingborg, saaledes som Dronningen havde bebudet. Der er intet.Spor af deres Nærværelse, tvertimod kan man endog bevise, at de fornemste Raadsherrer ej vare tilstede der, men meget langt borte. Thi Mødet sluttedes ikke førend efter den 29de September[2], hvad enten nu Forhandlingerne vare langvarige eller, trods Dronningens foregivne Hastverk, begyndte senere end aftalt, og derimod .var Norges Drottsete Hr. Agmund Finnssøn, der mindst af alle kunde have manglet ved et saadant Møde, den 8de October i Bergen tilligemed flere andre Raadsherrer og afsagde da hiin føromtalte Dom i Sagen mellem Malise Sperra og Hafthorssønnerne. At Hr. Agmund og maaskee flere Raadsherrer med ham skulde have været ved September Maaneds .Udgang i Vordingborg og allerede den 8de October næstefter kunde være i god Ro i Bergen og der afsige en vigtig Dom, hvortil vist flere Dages Forberedelse udfordredes, maa vel betragtes som en Umulighed.

Af alt dette synes man saaledes at maatte slutte, at Dronningens og Kong Olafs paatænkte Reise til Norge fremdeles udhaledes, indtil det blev for sildigt at tænke derpaa i dette Aar. Imidlertid var der dog indtruffet en Begivenhed, der synes at maatte have gjort det dobbelt magtpaaliggende for Dronningen personligt at gjeste Norge. Erkebiskop Nikolas Ruser var nemlig død – Tiden kjendes ikke nøje, men det maa vel have været i September, October eller November[3] – og det maatte saaledes være ønskeligt for hende nu at kunne være tilstede i Landet for des bedre at kunne indvirke paa Valget af hans Eftermand. Naar der alligevel ikke blev noget af Reisen, maa Aarsagen formodentlig søges i langt vigtigere Anliggender, der paa denne Tid krævede hendes Nærværelse i Skaane. Der er nemlig, som forud antydet, al Anledning til at tro, at Kong Albrecht ved Sammenkomsten med Margrete i Lübeck om Sommeren 1386 ved Stædernes og de øvrige forsamlede Fyrsters indstændige Megling[4] er bleven bevæget til at gaa ind paa en Stilstand eller en Overeenskomst, hvorved han forbandt sig til at rømme de Hereder og Slotte idet østlige og sydøstlige Skaane, som han eller rettere hans tydske Lehnsherrer endnu havde inde (Gøinge, Gerde, Jerestads og sandsynligviis Hervestads-Hereder), saasnart han kunde faa udløst Panthaverne, og at Margrete har begivet sig til Skaane for at ordne dette Anliggende og paaskynde Rømningen. Det er endog ikke usandsynligt, at hun eller hendes Venner underhaanden kunne have haft nogen Deel i en Bonde-Opstand, der just nu rasede i hine Hereder. Det berettes nemlig, at Kongens Foged paa Bjerghuusholm (i Hervestadshered ved Ystad), ved Navn Büdelsbach – formodentlig Geward Büdelsbach, der stod i nøje Forbindelse med Snakenborgerne og Vicke v. Vitzen i Kalmar – anrettede ved Fastelavnstider (17de Febr.) 1387 et stort Nederlag paa Bønderne ved Aasum Kirke i Gerde-Hered, og at „den tydske Tyran Snakenborg“, (formodentlig Heyne Snakenborg) fra Sjøtorp Slot ved Ystad tilføjede dem et lignende Nederlag; og begge disse Mend stod visselig endnu i Kong Albrechts Tjeneste[5]. Nu er det vistnok saa, at deres Regimente vel under alle Omstændigheder var haardt nok til at bringe Bønderne til Fortvivlelse; men at Opstanden just nu udbrød, synes dog at maatte have en nærmere Foranledning, og man har saaledes al Grund til at antage, at om den end ikke ligefrem skete efter hendes Tilstelning, og om Bønderne endog kun, ligesom Jyderne i 1340, have grebet til Vaaben for at fremskynde det længselfuldt imødeseede Øjeblik, da de kunde blive de fremmede Herrer kvit, saa skete dette dog i hendes Interesse. I alle Fald havde hun den største Opfordring til at forblive i Skaane indtil Videre, for paa nærmeste Hold at varetage sin Tarv og saavidt muligt at hjelpe sine Venner. Og om end Bønderne kom uheldigt derfra, saa lader det dog til, at Margrete opnaaede sit Ønske, at faa hele Skaane samlet rinder sit Herredømme, idet nemlig de fremmede Herrer maa have fundet det saa vanskeligt at holde sig der, at de deels have ladet sin affinde med en ubetydelig Løsningssum, eller deels endog ligefrem underkastet sig hende. Idetmindste see vi een af Albrechts forrige Mend og Tjenere, der i sin Tid var nær forbunden med Raven Barnekow og andre mecklenburgske Høvdinger, Hr. Henrik Parow, fra nu af at optræde som dansk Adelsmand og Dronningens ivrige Tilhænger, saa at der vistnok er al Sandsynlighed for, at han netop ved denne Lejlighed er vunden af hende, og at han har haft en Forlening i det østlige Skaane, der saaledes er kommen tilbage under den danske Krone[6]. Og saavidt man kan see, findes der ikke Tegn til, at et eneste af Skaanes Hereder efter denne Tid stod under Mecklenburgernes Højhed. Altsaa er der den største Sandsynlighed for, at Skaanes fuldkomne Underkastelse under Margrete og Olaf netop skriver sig fra dette hendes Ophold der[7]. Vi finde hende i Skaane kort før Juul 1386[8], og ligesaa baade hende og hendes Søn ogsaa i det følgende Aar[9]. Skade, at der ikke skal findes nærmere Oplysninger om disse for alle tre Rigers fremtidige Skjebne saa yderst vigtige Forhandlinger.

Denne Dronningens Fraværelse fra Norge hindrede dog ikke Erkebiskopsvalget fra at udfalde efter hendes Ønske, thi Nikolas Rusers Eftermand blev hendes paalidelige Ven Provst Vinalde, Magister Capellarum. Det er endog høist rimeligt, at han slet ikke blev valgt, men at Dronningen strax efter Erkebiskop Nikolas’s Død skikkede Bud efter ham og sendte ham til Paven med sin Anbefaling for at faa ham udnævnt ved Provision. Det samme havde hun vistnok tidligere gjort med hans Formand Nikolas Ruser, og maaskee med flere; det kan desuden ansees som ganske vist, at Paven, saaledes som det dengang var Skik og Brug med alle Biskopsstole, allerede ved Nikolas’s Udnævnelse havde reserveret Erkestolens næste Besettelse for den pavelige Provision, saa at Vinalde, om han endog var lovligt valgt af Capitlet, alligevel vilde have maattet finde sig i at see dette Valg casseret, og i dets Sted at modtage Udnævnelsen provisionsviis. Vi finde ham atter i Danmark i de første Dage af August i det følgende Aar[10], og da var han neppe umiddelbart kommen tilbage fra Rom. Vi ville see, at han her optraadte som en af Dronningens fornemste Tilhængere; men hvad det er paafaldende er, at han ogsaa optræder som dansk Prælat eller Lehnsherre – hvilken af Delene det nu har været, dog snarere det første. Det maa altsaa antages, og kan næsten ansees som vist, at han ved Margretes Indflydelse har faaet en eller flere Præbender i Danmark, hvad enten nu dette er skeet tidligere, eller at Pave Urban VI. overdrog ham dem ved Indvielsen. Dette maa nu være som det vil, vist er det, at Margrete maa have forstaaet at vinde denne megtige, og som det ogsaa lader, særdeles forstandige og forretningsdygtige Mand fuldkommen for sine Interesser og knytte ham til sig med varig Hengivenhed. Som hans Eftermand i Provste- og Magister-Capellarum-Embedet nævnes Hr. Arnbjørn Sunnulfssøn, men rigtignok ikke førend ved 1400[11], saa at man ikke med fuldkommen Vished kan vide, om han fulgte umiddelbart efter ham, eller om der var nogen imellem.

Aaret før Nikolas Ruser, eller 1385, var ogsaa Biskop Jon af Oslo afgaaet ved Døden. Det er allerede ovenfor nævnt[12], at han tidligere havde været Prest til Gerpen og sandsynligviis ogsaa hørte hjemme paa den Kant, siden han i sit Testamente fortrinsviis synes at have betænkt Gerpens Kirke, saavelsom det nærliggende Gimsø Kloster og det saakaldte Michels-Berg, en Hule i Klippesiden paa den østlige Bred af Nornsjø (nu Norsjø), der betragtedes som et helligt Sted og havde et Alter, hvorpaa der af og til holdtes Messe, og hvor der offredes Gaver[13]. Til Gerpen skjenkede Jon alle Kvernerne ved nedre Forsheim hvor det nuværende Fosseims Jernverk er beliggende, og hvilke saaledes maae have været hans Ejendom. Det er ligeledes omtalt, at Jon maaskee ganske kort Tid før sin Død, da han allerede maa have følt sig meget svag, overdrog Biskopsforretningerne til en Coadjutor og Official, der ikke nævnes ved Navn, men som dog umuligt kan have været nogen anden end hans Eftermand Eystein Aslakssøn[14]. Denne Coadjutor og Official har saaledes udstedt Breve baade af 23de August og 19de September 1385. Men ved den sidstnævnte Tid maa dog vel Jon være død, thi af hans Liigsteen, der for ikke lang Tid siden endnu var nogenledes i Behold, sees det, at han døde eller blev begraven i September 1385[15]. Forholder det sig saaledes – hvad man neppe kan betvivle – at Eystein var hiin Coadjutor, da maa man ogsaa antage, at han af Capitlet er formeligt bleven valgt til Jons Efterfølger, ja man kunde af Titlen Coadjutor endog fristes til at antage, at Jon før sin Død havde ladet ham meddele biskopelig Indvielse. Men under alle Omstændigheder maa han efter den paa de Tider herskende Misbrug, der nu var bleven en næsten ufravigelig Regel, have været nede ved Curien og der snarere faaet sin Udnevnelse ved Provision, end Bekræftelse paa sit Valg. Som Biskop har han hidtil ikke været fundet nævnt førend i et af ham selv i Oslo den 22de September 1386 udstedt Brev, der vedkom det samme Salg af et Herberge i Chorsbrødregaarden, som han selv i Egenskab af Coadjutor paa Biskop Jons Vegne havde foretaget kort før dennes Død[16], hvoraf man vel tør slutte, at han da nys var kommen hjem og havde tiltraadt Biskops-Embedet: der var altsaa rundelig Tid for ham til at reise til Curien og modtage Indvielsen der. Han lader til at have været en af de nidkjæreste og dygtigste Biskoper, som paa lang Tid havde været i Norge. Strax efter hans Hjemkomst finde vi ham allerede paa Visitatsreise heelt oppe i Thelemarken, hvis Indbyggeres Vildhed synes at have ligget ham tungt paa Hjertet, og som han senere ved et indtrængende Hyrdebrev søgte at raade Bod paa[17]. Fra denne Visitatsreise kom han ikke tilbage førend i Februar eller Marts det følgende Aar[18]. Om hans virksomme Foranstaltninger til at optegne alt Kirkegodset i hans Diøcese og sette Præbenderne paa en bedre Fod, vil der i det Følgende blive handlet. Allerede i Marts 1387 udvirkede han hos Cantsleren en i Kongens Navn udferdiget Stevning til et Par Bønder i Enindalen, som uden Lov og Dom havde tilegnet sig Aalefisket ved Elgelid, der sagdes at tilhøre Biskopsstolen, om at møde paa Berby næste Botulfsmesse for hans Official, Kongens Ombudsmand Hr. Agmund Bolt, og en af Biskopen tilkaldt Lagmand, for at bevise deres Ret og siden modtage Dom. Denne Dom faldt ogsaa ud til Biskopens Fordeel og bekræftedes af Dronningen saavelsom Erkebiskopen i 1388[19].

Dronning Margrete og Kong Olaf synes imidlertid, som ovenfor viist, at have tilbragt Størstedelen af Vaaren og Forsommeren i Skaane[20], og Dronningen var formodentlig den hele Tid ivrigt beskjeftiget med Underhandlinger og andre Foretagender, der sigtede til at faa de endnu ikke gjenvundne Slotte og Lehn tilbage. At dette ogsaa lykkedes hende, have vi nys seet; navnlig erfare vi, at Hervestadshered med Ystad, og Gøinge Hered, hvilket sidste Mecklenburgerne i 1378 havde pantsat til Iesse Duve, nu vare komne i hendes Vold, thi den 10de Juli var Kong Olaf selv i Ystad og bekræftede den bleking ske Stad Rønneby’s Privilegier[21] – en Omstændighed hvoraf man ogsaa kan slutte, at de østlige Landskaber nu vare komne tilbage til den danske Krone – og allerede i December 1386 var Jesse Duve hos Dronningen, da hun overdrog Turstorpsø til Lands Domkirke. Dronning Margrete var selv i nye Underhandlinger med Kong Albrecht, og en Dag var berammet imellem dem[22]. Formodentlig underhandlede hun endnu ivrigere med de megtige svenske Stormend, Bo Jonssøns Testament-Executorer, der netop paa denne Tid vare komne i den heftigste Strid med Kong Albrecht om dette Testamente, og der var vistnok de bedste Udsigter for Haanden til, at et overvejende Parti blandt de svenske Herrer vilde erklære sig for Olaf, og denne saaledes kunde vinde sine Forfedres Trone tilbage, – da enhver saadan Forhaabning, hvor sterk eller hvor svag den kan have været, for det første kuldkastedes ved den unge Konges pludselige og uformodede Død. Hvad der har foranlediget den, om det var en heftig Sygdom eller et Ulykkestilfelde, vides ikke. Alle de nærmere Omstændigheder, man kjender derved, ere kun, at han døde paa Falsterbod Slot, medens Dronningen endnu var i Ystad for at underhandle med Kong Albrecht, og at han havde mange Riddere og Svene om sig, navnlig Hovmesteren Hr. Benedict Bjug, Brødrene Hr. Michael og Hr. Jens Rum, Hr. Folmar Jakobssøn og den føromtalte Hr. Jesse Duve[23]. Derimod er hans Dødsdag ikke ganske sikker, thi den nævnes kun i et Chronicon, der først er sammenskrevet efter 1523, og angives her til Inventio Stephani eller 3die August[24], hvilket er lidet sandsynligt, naar man betænker, at hans Liig ifølge en samtidig og sikker Kilde blev ført til Sorø for der at begraves, allerede Dagen efter, den 4de August, efterat det var aabnet og balsameret, samt Indvoldene udtagne, for at bringes til Lund og der nedlegges i Domkirken foran Vor Frues Alter, hvilket ogsaa formodentlig strax efter skete[25]. Thi det er dog ikke rimeligt, at den Afdødes Omgivelser skulde have vovet at foretage alt dette i flyvende Hast uden spørge Dronningen ad; men et Bud, om det end skyndte sig nok saa meget, kunde dog i hine Tider neppe tilbagelegge den henved sex norske eller over aatte danske Mile lange Vej fra Falsterbod til Ystad paa kortere Tid end en Dag[26], og om han endog strax i al Hast vendte tilbage igjen, kunde han, selv for det Tilfelde, at Olaf var død om Morgenen den 3die August, neppe indtreffe saa betids i Falsterbod, at man allerede Dagen efter skulde kunne være færdig med Balsameringen o. s. v. Desuden er det højst rimeligt, at Dronningen selv efter Modtagelsen af Dødsbudskabet begav sig til Falsterbod for at see Sønnens Liig og foranstalte det Fornødne med Hensyn til hans Begravelse, og for hende var det vel endnu vanskeligere at reise saa hurtigt. Man kan saaledes vistnok, endog med temmelig Sikkerhed, antage, at hiin Dags-Angivelse beroer paa en Feiltagelse, der af de forhaandenværende Kilder ej lader sig eftervise, og at Olafs Død indtraf tidligere. Ved alt dette bortfalder den Beskyldning, som har været ført imod Margrete, at hun paa en upassende Maade skulde have hastet med at faa Sønnens Liig aabnet og bortbragt for siden en Tid at kunne holde hans Død hemmelig, indtil hun havde sikkret sig Regjeringen efter ham. Snarere har hun holdt hans Død nogle Dage hemmelig, forinden Liget aabnedes og bragtes bort; men længe kan dog denne Hemmeligholdelse ej have varet, hvor faa mange vidste Beskeed derom. Og skete“Aabningen og Ligets Bortbringelse Dagen efter hans Død, kunde hun jo neppe engang selv have været uvidende om eller givet Befaling dertil; men hvo af hans Omgivelser skulde vel have dristet sig dertil paa egen Haand?

En anden og langt mere krænkende Beskyldning, der ogsaa, og det endog temmelig tidligt har været fremsat imod Margrete, nemlig at hun selv skulde have ladet sin Søn tage af Dage ved Gift[27] for at kunne bestige Tronen i hans Sted er endnu mere urimelig, og derfor dobbelt utilbørlig. Thi om hun endog havde været unaturlig nok til at lade sin egen Søn rydde af Vejen for at tilfredsstille sin Herskesyge, saa er det af hvad vi ovenfor have anført, og end mere af hvad der nedenfor vil vises, let at indsee, at hun aldeles intet havde at vinde, men derimod overordentlig meget at tabe ved hans Død, især da den Udsigt, hun ganske vist havde til, at de misfornøjede svenske Herrer med det første vilde erklære sig for Olaf og hylde ham som deres Konge, nu atter blev stillet mere i det fjerne.

Ej mindre usandsynlig er derfor den Beskyldning, som ogsaa har været fremsat, at Margrete alene skulde have udgivet Olaf for at være død, men hemmeligt have holdt ham fangen, og at det virkelig skulde være ham, der, som det heed, efter at være undkommen af Fangenskabet, fremtraadte i 1402 som Kong Olaf og ved hendes Foranstaltning blev brendt som en Bedrager, hvilket paa sit Sted nærmere vil blive omhandlet. Om man end kunde tiltro Margrete en saadan Unaturlighed – hvortil hendes hele øvrige Ferd ikke giver mindste Anledning –, faa maatte dog, som nys paaviist, Olafs Død just paa denne Tid være saa ubelejlig for hendes Planer, at den Ærgjerrighed og Herskesyge, der skulde være sterk nok til at kvæle alle moderlige Følelser hos hende, snarere vilde have tilskyndet hende til at anvende alt hvad der stod i hendes Magt for at holde ham i Live, ja endog til heller at udgive ham for levende, skjønt han var død, end til at udgive ham for død, medens han endnu levede.

At der imidlertid har været gaadefulde Omstendigheder forbundne med Kong Olafs Død og Begravelse, der kunde give Anledning til nogen Mistanke om, at det dermed ej var gaaet ganske rigtigt til, maa man slutte deraf, at hiin Bedrager virkelig kunde fremstaa og finde Tiltro hos Flere, saaledes som vi i det følgende ville see. Paa hvilken Dag end Olaf er afgaaet ved Døden, var den dog vistnok saa nær forud for Begravelsesdagen, at Beboerne af Rigets fjernere Egne og overhoved alle de, der ikke befandt sig inden den første Dagsreise fra Falsterbod, neppe erfarede hans Død, førend samtidigt med Efterretningen om Begravelsen. Det kunde saaledes for dem letteligt synes, som om man havde brugt et usømmeligt Hastverk, og ved Forsøgene paa at forklare dette kunde vel enkelte for Margrete mindre fordeelagtige Gjetninger opstaa, der efterhaanden gik over i Folketroen. For Nordmendene maatte det uventede Budskab om den unge Konges Død i hans blomstrende Ynglings-Alder være dobbelt sørgelig og nedslaaende. Ej alene maatte det smerte dem dybt, at den gamle Kongestamme, der nu i et halvt Aartusende havde styret Riget, og paa hvis yngre, af et kvindeligt Led fremspirede Green de havde overført al den varme og inderlige Hengivenhed, hvormed de havde hængt ved den ældre, nu med eet skulde uddø. Men desforuden havde de i hiin lange Tid faaet det arvelige Kongedømme selv kjært, ligesom dette ogsaa i sig selv var mest overeensstemmende med Folkets Retsbegreber og Institutioner og afgav størst Betryggelse for Landets fremtidige Blomstren og Velvære, saaat Konge-Ættens pludselige Uddøen allerede i og for sig kunde give Anledning til de ængsteligste Anelser for Fremtiden, især da det uheldigviis endog var tvivlsomt, hvorvidt der overhoved fandtes nogen lovlig Tron-Arving, eller, om en saadan end kunde findes, hvorvidt han vilde være Folket tjenlig. Alle disse Betragtninger, forenede med den Veemod, hvormed man altid erfarer en haabefuld ung Mand eller Kvindes uventede Endeligt, maatte gjøre Smerten over Olafs Død dybere og mere almindelig, end den maaskee under andre Omstændigheder vilde have været. Og Sorgen har rimeligviis bragt Nordmendene til at smykke ham med Dyder, som han neppe engang havde haft Anledning til at legge for Dagen, og til at ansee Forhaabninger med ham begravne, som de efter sin ringe Kjendskab til ham neppe endnu i Virkeligheden vare berettigede til at nære. Det var derfor heel naturligt, at mange af dem ikke engang strax kunde gjøre sig fortrolige med Tanken om hans Død, men klyngede sig til den Tro, at han endnu var i Live, og med Tiden nok vilde fremstaa igjen, ligesom man i sin Tid havde troet det samme om Olaf Trygvessøn, da han var falden i Svolder-Slaget. Denne Tro, der fra Norge ogsaa maatte udbrede sig til Island, udtaler sig i nogle samtidige islandske Annalers Udsagn ved 1387, idet de omtale Olafs Død kun som en Forsvinden (hvarf)[28]. Ligeledes heder det i den nys omtalte islandske Sagasamling, kaldet Flatøbogen, ved Slutningen af en Fortegnelse paa Norges Konger fra Olaf tilbage til Harald Haarfagre: „Et Aar senere end før er sagt ( der siges strax ovenfor udtrykkeligt, at Bogen var paabegyndt 1387 under Kong Olaf Haakonssøns Regjering) forsvandt Kong Olaf Haakonssøn; Danerne sagde, at han var død, men Nordmendene vilde ikke tro det“[29]. (Tiden angives til 1388, fordi Efterretningen formodentlig først da er kommen til Island). Muligtviis menes ogsaa Kong Olaf, hvor det i de Annaler, der slutte hiin samme Flatøbog, fortelles ved 1393, at „Olaf Margretessøn efter Enkeltes Sigende skal have gaaet ud“, det vil sige, være reist udenlands eller draget i Pilegrimsferd, samtidigt eller maaskee endog tilsammen med nogle Islendinger, der havde deeltaget i en blodig Kamp med Bjørn Einarssøn og drebt eller saaret flere af dennes Følge, hvorfor det, som det synes, i Skriftemaalet var blevet dem paalagt at gjøre en slig Pønitens-Reise. Rigtignok skulde man efter Sammenhengen snarere antage, at denne Olaf Margretessøn ligeledes var en Islending; men da en saadan af dette Navn ikke andensteds omtales, bliver det i alle Fald ikke umuligt, at Kong Olaf er meent[30]. Men i saa Fald skulde man dog næsten formode, at der her tydes hen paa et Sagn, der ej lenge efter Olafs Død synes at være opkommet i Italien og endnu fortelles idetmindste i Perugia. I Aaret 1415, heder det nemlig, den 13de Marts, „døde i Perugia Henrik eller Erik, en Søn af Kong Haakon og Dronning Margrete, Medlem af St. Franciscus’s tredie Orden. Han havde fra Barndommen af haft mest Tilbøjelighed for den geistlige Stand, og hverken hans Moder Margrete eller Rigets Store kunde formaa ham til, enten ved sin Faders, eller ved sin Broder Olafs Død, at modtage Kongedømmet eller gifte sig for at faa Børn, men for at undgaa alt Overheng herom flygtede han bort til et afsides, øde Sted, traadte ind i St. Franciscus’s tredie Orden og henlevede flere Aar i den yderste Armod, optagen af aandelige Øvelser, Bønner og Betragtninger. Imidlertid blev han omhyggeligt eftersøgt af Sine, og tilsidst opdaget og bragt tilbage til Riget, hvorved han fik Anledning til at forherlige sit hellige Liv ved et Mirakel. Rigets Store vilde nemlig overdrage ham Regjeringen, men Moderen, hvad enten hun nu nødigt vilde give Slip paa Magten eller ikke troede, at han var hendes Søn, saasom hans haarde Spægelser havde gjort ham ukjendelig, lod ham gribe og kaste paa et stort Baal, hvor han dog stod en Tidlang ganske uskadt, medens alt Folket saa derpaa og erkjendte det for et Jertegn. Imidlertid brød han sig ikke om at benytte dette mod sin Moder for at faa Kongedømmet, men forlod atter Riget, vedblev med sit strenge Levnet og gjorde en lang Pilegrimsreise til Italien for at besøge Apostlernese Grav og St. Franciscus’s Hvilested. Men medens han var i Perugia, døde han af en Feber, efterat have aabenbaret, hvo han var. Ved hans Død ringede Klokkerne i St. Andreaskirken af sig selv, og da Biskopen hørte dette, kom han til med hele Kleresiet og lod Liget begrave i samme Kirke. Da Keiser Sigismund nogle Aar senere paa Reisen til Rom kom igjennem Perugia og hørte dette, gik han ind i Kirken, kyssede Gravstedet, tilbad hans jordiske Levninger, og bad om at maatte faa Deel i den hellige Mands Fortjenester“[31]. Liget eller idetmindste Graven forevises endnu i Perugia, og der skal endog forefindes flere skriftlige Optegnelser derom i samme Kirkes Archiv[32]. At der i Perugia virkelig paa hiin Dag er død en Mand, der paa sit yderste afgav en saadan Bekjendelse om sig selv, er meget muligt og medfører maaskee endog Sandhed; men heraf følger ikke, at Feberpatientens Angivelse er sand, eller endog rigtigt opfattet af de Tilstedeværende. Fortellingen handler desuden om en foregiven Broder af Kong Olaf, hvorom hverken de danske eller de norske Kilder vide at berette det allermindste, og som heller ikke synes at have været til. Man har derfor tænkt sig, at de, der først nedskrev Beretningen, kunne have fejlet i at antage den foregivne Kongesøn og Helgen for at have været en Broder af Kong Olaf, men at han var denne selv, der altsaa ej skulde være død, og siden paa en saa vidunderlig Maade frelst fra Baalet. Men Beretningen bliver ikke derfor mindre usandsynlig, og det eneste merkelige ved den er, at den har kunnet opstaa og vedligeholde sig i det fjerne Italien. Det vilde derfor altid være af megen Interesse at kjende de nærmere Omstændigheder ved dens Oprindelse.

I Sverige maa der ogsaa være opkommet et Rygte, om at det ikke hang ganske saaledes sammen med Kong Olafs Død, som man foregav, siden den svenske Forfatter Ericus Olai, der compilerede sin Krønike lidt efter Midten af det 14de Aarhundrede, yttrer sig om Olafs Død paafølgende Maade: „hvor der blev af hans (Haakons) Søn Olaf, eller hvor og paa hvad Maade han døde, vides ikke, undtagen at hans Moder lod en vis Olaf, der kaldte sig hendes Søn, opbrende“[33]. Men disse Ord synes at vise, at Rygtet neppe er opkommet, førend efterat den falske Olaf var fremstaaet og afstraffet, da Stemningen i Sverige var bleven mindre gunstig for Margrete, og de mange, der havde imod hende, med Glæde greb alt hvad der kunde siges til hendes Skade, medens derimod Tilstanden og Forholdene paa den Tid, da Olaf døde, ej lenger var i saa friskt Minde hos Mengden, at det kunde være denne ret klart, hvor urimelig Beskyldningen var. I de nærmeste Aar efter Olafs Død har vist ikke en eneste Stemme reist sig mod Margrete i denne Anledning, thi ingensteds maatte det staa saa klart for Enhver som netop i Sverige, hvilken ubetimelig Afbrydelse Olafs Død maatte gjøre i Margretes Planer. Har man der endog strax fundet Omstændighederne ved hans Død noget mistenkelige, da kunde dog Mistanken umuligt rette sig mod Margrete, men maatte snarere vende sig til den modsatte Side, nemlig mod Mecklenburgerne og deres Tilhængere, thi Albrechts Sager stod visselig nu saa slet, at hans sidste Haab om at kunne beholde Sveriges Trone maatte knytte sig til, at den gamle Konge-Ætt aldeles uddøde paa Mandssiden, og de Svenske derved maaskee vilde blive nødsagede til endog mod deres Vilje at beholde ham. Heller ikke kan man antage, at de svenske Herrer trods Olafs Død omsider vilde have taget Margrete til sin Herskerinde, dersom nogen saadan Mistanke havde hvilet paa hende. Og derhos kan man være temmelig forvisset om, at om endog kun den svageste Antydning til en saadan Mistanke havde været fremkastet, vilde Albrecht ikke have undladt at opdiske den blandt de andre Uartigheder og grove Beskyldninger, han yttrede mod Margrete, da hun aabenbart havde stillet sig i Skranken mod ham.

Det for Margrete krænkende Rygte, at hun skulde have villet lade sin Søn forgive, maa ellers, som vi ovenfor have seet, temmelig tidligt være opstaaet i de pommerske og preussiske Stæder, siden det var fra denne Kant, at Bedrageren fremstod. Imidlertid tør det nok være muligt, at Rygtet selv allerførst blev sammensmedet umiddelbart før Bedragerens Fremkomst. Der maa her ogsaa have gaaet et andet Rygte, hvilket dog muligtviis først har dannet sig i meget sildigere Tider, nemlig at Kong Olaf skulde være omkommen paa Søen i en Storm, medens flere af de øvrige, der var ombord paa Skibet, frelste Livet, og nogle endog paastod, at Kongen selv skulde være kommen levende derfra, men under saa mislige Omstændigheder, at man ikke hørte noget til ham, førend man gjenfandt ham som en fattig og ringe Mand i Graudenz[34]: en Opdigtning, der var alt for urimelig, til at man skulde antage, at nogen Samtidig virkelig for Alvor har troet den[35].

Margrete staar saaledes fuldkommen reen for enhver Beskyidning, som Uvittighed eller ond Vilje senere kan have vovet at fremsette imod hende paa Grund af Sønnens pludselige Død. Men at det nok kunde have været hendes Ønske at skjule Dødsfaldet saa lenge som muligt, og det maaskee ej saameget for de Danskes Skyld, paa hvis Hengivenhed hun vel i alle Tilfelde kunde stole, som snarere for at hendes Planer med Hensyn til Sverige ikke skulde lide nogen Standsning, er baade højst rimeligt og meget undskyldeligt. Dog end ikke dette lod sig gjøre i saa lang Tid, at hun kunde have nogen Nytte deraf, thi om endog Olaf var død kort efter den 10de Juli, da han endnu var i Live i Ystad, bliver der alligevel i det højeste kun tre Uger til den 4de August, da Liget blev bragt til Sorø. Og da vi erfare, at saavel de holstenske Grever, som en Mengde andre anseede Mend og Kvinder af begge Riger, Danmark og Norge, vare tilstede ved Jordfestningen, som maa have fundet Sted umiddelbart efter Ligets Ankomst til Sorø, maa de have været udtrykkeligt indbudne eller tilsagte til at overvære den; og denne Tilsigelse synes idetmindste at maatte have fundet Sted nogle Dage forud, om der end ikke godt kan være Tale om andre norske Mend, men Kvinder, end dem, som allerede da befandt sig i Danmark, enten ved Hoffet eller andensteds. Man faar saaledes ikke stort lengere Tid end 14 Dage, i hvilken Kongens Død kunde holdes skjult for dem, der ikke havde været tilstede ved hans Dødsleje, forsaavidt ellers nogen saadan Hemmeligholdelse kunde have været mulig, hvilket faar staa derhen. Men der er jo endydermere al Sandsynlighed for, at hans Død ikke forefaldt saa ganske nær efter hiin 10de Juli, paa hvilken han, som man maa antage, endnu fuldkommen frisk og vel befandt sig i Marv med sin Moder.

Kong Olafs balsamerede Liig blev altsaa, som det nys er omtalt, begravet i Sorø Klosterkirke, hvor hans Fader og Farfader hvilede, i Overvær af de holstenske Grever og mange andre geistlige og verdslige Herrer, Fruer og Jomfruer, saavel fra Norge som fra Danmark.[36] Naar der blandt hine geistlige Herrer synes at være Tale om mere end een Erkebiskop, kan man kun have meent Erkebiskop Magnus af Lund og den formodentlig allerede fra Curien hjemkomne Vinalde af Nidaroos, hvilken vi faa Dage efter ville finde blandt dem, der i Skaane allerførst hyldede Dronning Margrete som Danmarks Rigsforstanderske. Hvilke de øvrige tilstedeværende norske Mend eller Kvinder monne have været, lader sig nu ikke angive. De sidste maa have hørt til hendes Hof; andre norske Kvinder have neppe paa denne Tid opholdt sig i Danmark, og blandt dem kunde man vel nærmest tænke paa den føromtalte Fru Christina Nikolasdatter, Alf Jarls Ætling og Dronningens Slegtning og særdeles Veninde, som det lader; thi vel var hun den 16de Juli i Tunsberg[37], men dette hindrer dog ikke, at hun strax efter kunde have begivet sig til Danmark, da det forekommer os højst sandsynligt, at hun plejede stadigt at være om Dronningens Person. Olafs Gravsted forefindes endnu i Sorø Kirkes Chor paa Alterets nedre og venstre Side, fremvisende i Midten hans Skjold med den norske Løve, og Overskriften HIC JACET OLAVS FILIVS MARGRETE REGINE QVEM GENVIT EX HAQVINO REGE NORVEGIE“[38]. Nogle andre, versificerede latinske Gravskrifter over ham ere fra sildigere Tider[39].

Den danske Chronist Huitfeld skriver om Olaf, at „han var en god og from Konge, stille og dydelig, holdt god Fred i sin Tid, holdt hver Mand ved. Lov og Ret, og havde gjerne nogen af sit Raad med sig, hvor han foor frem, samt hørte gjerne Sager“[40]. Det er øjensynligt, at denne Dom ej kan være hentet fra samtidige Beretninger, men alene støtter sig paa de i hans Navn udstedte Domme og andre Brevskaber, som Huitfeld benyttede ved Affattelsen af sin Krønike. Olaf var ved sin Død for ung og havde udviklet for liden Selvvirksomhed, til at man overhoved kunde danne sig nogen Forestilling om hans Personlighed, eller at de Efterlevende kunde tillegge ham nogen særegen Character eller bestemte Regent-Dyder. Nordmendene elskede i ham den sidste mandlige Ætling af deres Kongestamme og sørgede over hans Død, saavel fordi denne Stamme nu uddøde, som vel og fordi de ynkedes over ham, at han skulde blive bortrykket i en saa ung Alder. Men til personligt at lære at kjende og elske ham havde vel kun de færreste haft Tid eller Lejlighed.

  1. ↑ Dipl. N. III. 466.
  2. ↑ Paa denne Dag sluttedes Freden med Sørøverne, s. o. S. 225.
  3. ↑ Han nævnes udtrykkeligt som Medudsteder af det sidste blandt hine foromtalte Indulgensbreve, dateret d. 29de Juli 1386, altsaa levede han vel endnu i Begyndelsen af August. Men senere end i October kan han neppe nære død, da man altid maa beregne nogen Tid, for at hans Efterfølger Vinalde i Bergen kunde erfare Dødsfaldet, begive sig først til Dronningen, siden til Italien, samt komme tilbage til Danmark i det allersildigste ved Begyndelsen af August Maaned i det følgende Aar. Ifølge Erkebiskopslisten i Scr. r. D. IV. 616 skal Nikolas have siddet som Erkebiskop i fem Aar, hvilket vil flaa nogenledes til, naar vi sette hans Indvielse til Høsten eller Vintrens Begyndelse 1381.
  4. ↑ At Stæderne maa have været meget interesserede i at faa de mecklenburgske Herrer vel fra Skaane og overhoved i at faa en Fred eller Stilstand bragt istand for Skaanes Vedkommende, maa man slutte af de Klager, som i 1381 indløb til Hansedagen i Lübeck over Fogderne i Trelleborg, Aflad og Symreshavn, at de jevnligen havde skadet og forurettet Kjøbmendene (Suhm, XIV. 97); dette maa netop have været mecklenburgske Fogeder, da idetmindste Ystad (i Hervestadshered) og Symreshavn (i Jerestadshered) stode under saadanne; disse Uordener skete vistnok under Paaskud af Feider mellem Mecklenburgerne og det danske Kongehuus.
  5. ↑ Chron. af 1389 i Scr. r. Dan. VI. 534. Naar Büdelsbach her kaldes „Kongens Foged“ (advocatus regis) skulde man let kunde antage det for at være Kong Olaf, som her menes ved „Kongen“. Men at det maa være Albrecht, som menes, sees deraf, at han øjensynligt er paa samme Parti som, og forbunden med, Heyne Snakenborg, der ikke underkastede sig Margrete førend efter Slaget ved Falkøbing, hvor han streed paa Albrechts Side, som det i det følgende vil vises, og som nu siges udtrykkeligt at være Foged i Jerestads Hered, hvilket Mecklenburgerne i 1378 pantsatte til Peter Duve (s. o. S. 74), der formodentlig igjen har overladt det til ham; endvidere see vi Büdelsbach slaa Bønderne ved Aasum i Gerde-Hered, hvilket Mecklenburgerne i 1378 pantsatte til Jakob Axelssøn (l. c.), medens Snakenborg vandt sin Sejr nærved Büdelsbachs Lehnsslot. Gervard Büdelsbach nævnes tilligemed Vicke v. Vitzen den yngre o. fl. som Forlover for Heyne Snakenborg, da han efter Nederlaget ved Falkøping gik til Accord med Dronningen; siden indgik han ogsaa Forløfte for Dronningen paa et Gjeldsbrev til Wedege Bugenhagen (Suhm XIV. 259).
  6. ↑ Henrik Parow nævnes allerede i Raven Barnekows Regnskab af 1365 som en af dennes Stalbrødre (Styffe, Bidr. S. 82); endvidere i 1370 som Forlover for Johan og Vicke Ummereyse, Under-Pantelehnshavere af Hertug Albrecht paa Steleholm m. m., der skyldte Penge til Johan Bützow og derfor pantsatte dette Slot med andre Besiddelser (ssteds. S. 125, 127). Endvidere nævnes han som mecklenburgsk Gesant til Hansedagen i Juni 1377 (Suhm, XIV. 37, efter Recessus Hansæ). Men i August 1387 nævnes han blandt de danske Herrer, der i Lund hyldede Dronning Margrete, og han faldt kæmpende naa hendes Side i Slaget ved Falkøping 1389. Hans Overgang ligger saaledes imellem 1377 og 1387; og den største Sandsynlighed er vistnok for, at den maa søges under Margretes Ophold i Skaane og Bondekrigen der 1386–1387. Det var altsaa vel ved denne Lejlighed, at Kong Olaf ved sit Brev „undte ham at løse Peterstorp (paa Laaland) af Rickman von der Lancken“; Sæder, Ældste danske Archivregistraturer I. S. 115.
  7. ↑ Idetmindste maa Aflad være kommen i Margretes Besiddelse, siden Kong Olaf kunde opholde sig der i Juli 1387 (see Behrmann, om Kong Olafs Død, S. 3, 4), og det var vel netop her, hvor Büdelsbach var Foged. Ogsaa Lagaholms Tilbagegivelse synes nu at været bleven forberedt; idetmindste overdrog Kong Albrecht sin Panteret derover til Birke v. Vitzen, begge Snakenborgerne (Heyne og Gerhard) og Magnus Peterssøn; ved Brev af 19de April 1387 lovede nemlig Henrik Anderssøn efter et halvt Aar fra Dato at tilbagegive baade Slot og Land til disse Herrer eller hvemsomhelst af dem, og, for det Tilfelde, at de forinden døde, til den, som kom med Kong Albrechts Brev og gjorde Rede for Pantesummen. (Styffe, Bidrag No. 81, S. 189). Om Gøinge og om Rønneby i Bleking s. nedenf. S. 268.
  8. ↑ Den 16de Decbr., formodentlig i Lund, udstedte hun Brev paa den førommeldte Gave af Turstorpsø til Lunde Erkestol, s. Suhm XIV. 167.
  9. ↑ Den 16de Januar 1386 var Kong Olaf over i Sjæland, i Nestved (Suhm, XIV. 177), men længer ud paa Sommeren var han i Skaane og døde, som vi ville see, paa Falsterbod.
  10. ↑ Han deeltog i Hyldingen i Lund d. 10de August, som det strax herefter vil sees.
  11. ↑ Dipl. N. I. 572.
  12. ↑ S. ovf. S. 10, Not. I.
  13. ↑ Om Michelsberget, see Langes Meddelelse i Annaler for Oldkyndighed og Historie 1850, S. 288. Jvfr. Eysteins Register, fol. 29. b.
  14. ↑ S. ovenf. S. 143.
  15. ↑ Stenen, der tidligere maa have ligget i Domkirken, men siden er bleven brugt til Trappetrin, og endnu for et Snees Aar siden var at see udenfor et Huus i Oslo, er afbildet i Sjøborgs Fornlemn. I. Tab. 36., men kun enkelte Stykker af den Deel, der indeholder Aarstal og Maaned, kunne læses. Dog sees her tydeligt nok Aarstallet 1385 og Maanedsnavnet September.
  16. ↑ Dipl. N. II. 497. Det Herberge, som solgtes, var det, som Eysteins egen Farbroder Sira Arnulf Steinarssøn havde ejet (s. o. S. 144), og som nu Erkepresten Kolbjørn kjøbte, men sidenefter overlod til Sira Narve Matthiassøn. Brevet af 23de August 1385 omhandler Kjøbet, det af 22de Septmbr. 1386 er Biskop Eysteins Qvittering for den sidste Deel af Kjøbesummen.
  17. ↑ Den 7de November var Biskop Eystein i Flaabygden i Thelemarken, hvor han modtog Bøder af en Mand, der i tolv Aar ej havde ydet „Biskopsskat“ eller gjort Reide“, samt taget Sacramentet i Forbud, og ikke holdt den ham for Manddrab ilagte Skrift. Dipl. N. IV. 534.
  18. ↑ Den 3die Decbr. var han paa Stokke (Vestfold), den 10de Decbr. paa Teige, hvor han formodentlig tilbragte Julen, den 7de Februar 1387 paa Hall Nordal (Vestfold) og endelig den 13de Marts i Oslo (Dipl. N. I. 506. IV. 536. III. 474. II. 501).
  19. ↑ Dipl. N. II. 501. 502. 508.
  20. ↑ At Kong Olaf i 1387 skulde have overværet et Concilium i Tunsberg, hvor alle Norges Biskoper vare samlede, som Pontoppidan siger i sin Kirkehistorie (II. 231), er saa meget mindre sandsynligt, som der neppe engang blev holdt noget Concilium paa den Tid, da der ingen Erkebiskop var i Landet. Formodentlig grunder Angivelsen sig paa en Feiltagelse eller en urigtig Beregning af Aarstallet. Man maa nærmest tænke naa Erkebiskop Nikolas’s og de øvrige Biskopers Nærværelse i Tunsberg d. 26de Aug. 1383; dog findes ingen paa den Dag eller ved den Tid udgiven Forordning af saadant Indhold, som P. angiver, nemlig „at de Geistlige skulde have Deel i alle Bøder“, hvilket og i sig selv er lidet sandsynligt.
  21. ↑ See Klings dissertatio de nomarchia Medelstad, berigtiget af Behrmann „om Kong Olafs Død“ S. 3, 4. Da Dagen her opgives „die beati Regis et Martyris“, uden at noget Navn nævnes, kan det ligesaa gjerne være St. Knuts Dag, 10de Juli, som Olafsdagen, der af Behrmann antages for den rette, ogsaa meget heller hiin, som den er fjernere fra den Dag, da Kongens Liig blev aabnet og balsameret, nemlig d. 4de August.
  22. ↑ Det siges udtrykkeligt i Raadsherrernes Skrivelse til den tydske Højmester af 1402, see Behrmann, l. c. S. 36.
  23. ↑ Dette siges ligeledes udtrykkeligt i det nysomtalte Brev til Højmesteren af 1402, Behrmann S. 35.
  24. ↑ Chron. af 1523 i Scr. Rer. Dan. VI. S. 229. Dette Chron. har Petrus Olai igjen fordetmeste udskrevet og derfra hentet samme Dags-Angivelse, Scr. rer. Dan. I. S. 135.
  25. ↑ Chron. af 1389, Scr. r. D. VI. 534, der udtrykkeligt angiver Søndagen sør Laurentii, hvilken i 1387 falder paa 4de August, som Dagen, da hans Liig bragtes bort. Behrmann (l. c.) begaar her den uforklarlige Fejl at antage denne Søndag for 7de August, og Aarets Søndagsbogstav for B istedetfor F. Dette passer paa 1384 og 1390, men paa ingen af de mellemliggende Aar. (Jfr. Keyser, den N. Kirkes Hist. II. S. 408). Behrmann begaar sammesteds ogsaa en anden væsentlig Fejl, idet han nemlig citerer Petrus Olai, under Navnet „Olaus Petri“, og hiint Chron. af 1523 som indbyrdes uafhængige og „omtrent samtidige“ Vidnesbyrd for 3die August som Dødsdagen. Vidnesbyrdet er kun eet, da Petrus Olai har udskrevet Krøniken, og denne er mindst 136 Aar yngre end Begivenheden.
  26. ↑ Man maa erindre, hvor slette vist Vejene i de Tider vare, i Sammenligning med nuomstunder.
  27. ↑ Denne Beskyldning er først antydet af den samtidige Johannes v. der Pusilie, udg. af Voigt S.153. Stedet anføres ogsaa hos Behrmann, S. 25. Messenius henkaster den dog med nogen Uvished, (Olaf, siger han, omkom af en ubekjendt Sygdom, maaskee ved sin Moders herskesyge Svig) i Scondia, l. III. S. 31; (Apnlogia (XII. S.207) helder han mere til den Tro, at Bedrageren i 1402 var den egte Olaf, men omtaler hans Fremtræden saa forvirret, at det næsten seer ud, som om han henførte den til 1387. Dalin siger i sin Historie (II. S. 575, Not.) „Margrete slegtede paa sin Fader og var ej uliig Dronning Blanche, (hvilken han, vel at merke, antager for at have ladet sin Søn forgive), men jeg kan derom intet dømme“. Sigtelsen er imidlertid henkastet.
  28. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 340. Det er de til 1396 naaende Hole-Annaler, hvor dette findes. Vi ville ogsaa strax herefter see, hvorledes man paa flere Steder i Norge endnu 1389 daterede efter Kong Olafs Regjerings-Aar, som om han ej var død.
  29. ↑ Flatøbogen, Udg. I. S. 28. Stedet findes ligeledes i Fornaldar Sögur Norðrlanda, II. 3. 16. Det har ogsaa som Overskrift „Hvarf Ólafs Konungs Hákónarsunar“ (Kong Olaf Haakonssøns Forsvinden), hvilket ere de selvsamme Ord, der anføres paa nysomtalte Sted i Hole-Annalerne, saaat man næsten skulde antage, at disses Nedskriver har haft Flatøbogen for sig.
  30. ↑ Islandske Annaler, Udgaven, S. 358. Ordene: þá sögðu sumir menn at Ólafr Margrétarsun hafði útgengit, slaa midt inde i Beretningen om Slaget ved Gnup mellem Bjørn Einarssøn og Thord Sigmundssøn og dets Følger for Deeltagerne, saa at man visselig ved første Øjekast snarest skulde fulde paa, at denne Olaf Margretessøn var en Islending, der sejlede afsted i samme Skib som hine.
  31. ↑ Wadding, Annales Minorum, Ed. 1734. T. XI. p. 375. jvfr. Gram, Notæ ad Meursuim l. IV. p. 541. Wadding paaberaaber sig her to Forfattere, Marinus Florentinus (c. 8) og Marcus Ulissiponensis (l. I. c. 31), af hvilke han udtrykkeligt siger, at den første næsten var samtidig med den foregivne Henrik. Den ferske af disse Forfattere er endnu ikke udgiven i Trykken, og den anden findes i alle Fald neppe i nordiske Bibliotheker.
  32. ↑ Dette er i Rom blevet Forfatteren meddeelt af Geistlige, der selv havde været i Perugia og seet saavel Optegnelserne som den foregivne Helgens Grav.
  33. ↑ Scr. r. S. II. p. 112.
  34. ↑ See den preussiske Skribent Caspar Hennebergers Beretning i hans „Erklärung der preussischen größern Landtafeln“ S. 67, meddeelt in extenso af Behrmann, l. c. S. 16–18. Henneberger skrev ved Midten af det itide Aarhundrede og beraaber sig paa den eldre Simon Grunau.
  35. ↑ Her kan man ogsaa merke, at ifølge et svensk Sagn skulde Smaalendingerne have drebt Kong Olaf og hugget ham istykker Led for Led, fordi han kom ind i Landet uden Gissel, see Werlauff, „de hellige tre Kongers Kapel“, S. 68, hvor „Swenska Fatburen“ VII. S. 103 citeres, og det her anførte Tilleg „som ännu tilseendes är uti Nopelskyrka“, meddeles med den Formodning, at der herved forstaaes Nöbbeleds Kirke i Kongahered i Smaaland, medens der dog snarere menes Christianopels Kirke i Bleking, da denne Stad i daglig Tale altid kaldes „Nopel“ eller „Nobel“. Dette Sagn knytter sig sandsynligviis oprindeligt til den Ridderfigur af Marmor fra det 14de Aarhundrede, der findes i nysnævnte Capel i Roeskilde, og som er beskreven samt afbildet i hiint Skrift af Werlauff S. 65 fgg. Denne Figur bestaaer nemlig af 13 forskjellige Stykker til at sette sammen, men som rimeligviis aldrig hade været sammensatte, og herom har da det Sagn været gængse, at Figurens Beskaffenhed skulde betegne enten den Tilstand, hvori de Svenske bade tilbagesendt Olafs Legeme, eller den Maade, hvorpaa de truede med at ville behandle ham, hvis han faldt i deres Hender (Werlauff l. c.). Altsaa maa enten Figuren have givet Anledning til Sagnet, eller maa dette, om det oprindeligen var uafhængigt af Figuren, tidligt have været sat i Forbindelse dermed, saa at man næsten skulde antage det for en Fejltagelse, naar „Sv. Fatburen“ nævner „Nopel“ og ikke Roeskilde. Hvad Figuren selv angaar, da har Werlauff (l. c. S. 70, 71) viist saagodtsom til Evidens, at den neppe kan forestille nogen anden end Kong Valdemars i Juni 1363 afdøde Søn Hertug Christopher (see foreg. B. S. 737), og at den har været bestemt til at smykke hans Gravsted.
  36. ↑ Dette siges udtrykkeligt i det ovenomtalte Brev fra de danske Herrer til Højmesteren af 17de Juni 1402 (Behrmann S. 36): „der (i Sorø) heder det, blev han stedet til Jorden med alle de Højtideligheder, hvormed en Konge plejer at begraves; tilstede derved var de holstenske Herrer med deres Raad, Erkebiskoper og Lydbiskoper og mange gode Prælater og mange gode Riddere og Svene og Fruer og Jomfruer og andre gode Folk fra Stæderne i de to Kongeriger Norge og Danmark. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  37. ↑ Den 16de Juli 1387 indgik hun paa Biskopsgaarden Teige ved Tunsberg et Forliig med Biskop Eystein af Oslo, hvorved hun afstod til Tossene Kirke paa Sotanes i Ranrike Gaardene Uppsale og Øvrebø, imod at Biskopen opgav Kravet paa al den Tiende, hun skyldte Sognets Kirke. Dipl. N. IV. 530. Det er merkeligt nok, at Aaret her angives med Aarstal, ikke efter Kong Olafs Regjeringsaar. Skulde man allerede da have erfaret Kong Olafs Død? Det er dog neppe rimeligt.
  38. ↑ Suhm, XIV. S. 184.
  39. ↑ Den lengere af disse Gravskrifter, der begge meddeles af Huitfeld S. 572 og af Suhm (l. c.) er forfattet af Ivar Bartholin c. 1570; den kortere antager Suhm for at være „gammel“, hvormed han vel mener „samtidig“; men saavel Latiniteten som Indholdet synes at vidne om en sildigere Tidsalder. Desforuden meddeler Huitfeld ogsaa en Gravskrift i Prosa, om hvilken vi ikke behøve at melde mere, end at den lader Olaf arve Norges Kongedømme, førend han blev Konge i Danmark (!). Ingensteds anføres det, hvor i Kirken disse Gravskrifter egentlig staa eller stod; paa den lille Liigsteen kan det ikke være.
  40. ↑ Huitfeld S. 573.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/20&oldid=84968»