Det norske Folks Historie/8/2

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 15-24).

Efter saaledes at have kastet et foreløbigt Blik paa Forholdene og de mest fremragende og indflydelsesrigeste Personer, fortsette vi den i vort forrige Afsnit afbrudte Fortællings Traad og skride til at skildre de politiske Begivenheder nærmest efter Norges Adskillelse fra Sverige om Høsten 1371. Ved denne Adskillelse havde Norge og dets Konger kjøbt Freden med Sverige, og derved var al Feide for Øjeblikket bragt til Ende, thi ogsaa med Hansestæderne befandt man sig, nu paa midlertidig Fredsfod. Imidlertid var Freden endnu ikke sikkret med nogen af disse Magter. Med Hansestæderne var der kun indgaaet en Stilstand, der fra Tid til anden fornyedes, og under de gjentagne Forhandlinger om en endelig Fred havde begge Parter endnu fremdeles mange Ankeposter at fremføre mod hinanden, saa at det ej var let at sige, om Freden nogensinde ret vilde komme istand. At den mellem Norges Konger og Mecklenburgerne i Sverige stod paa svage Fødder, ligger i Sagens Natur. Tabet af et stort og megtigt Rige, som i over hundrede Aar havde været i Ætten, lod sig ikke let glemme, og vi ville see, at Kongerne blandt sine Anker mod Hansestæderne fornemmelig anførte den, at de ved at begunstige Mecklenburgerne havde gjort det muligt for disse at berøve dem deres Rige Sverige. At Kongerne ikke et Øjeblik opgav Haabet om at vinde det tilbage igjen, eller Tanken om ved første Lejlighed at forsøge derpaa, kan ansees for ligesaa vist, som at Mecklenburgerne heller ikke et Øjeblik tvivlede herom. Derfor laa der allerede heri Spire nok til ny Krig imellem dem, om ikke ogsaa hertil kom, at Successionen i Danmark, som begge Parter lagde an paa, seent eller tidligt maatte lede til Fjendtligheder. Endvidere var der vel ogsaa endnu siden sidste Krig mange særlige, deels offentlige, deels private Sager at afgjøre, som kunde lede til nye Forviklinger. Alene Bestemmelsen om, at Kong Magnus skulde beholde en Deel af Sverige, uden dog at Frelsemændene i denne Deel vare forpligtede til at lyde ham, maatte gjøre Forholdet svævende og Freden usikker, ej at tale om de private Stridigheder, der vanskeligt kunde undgaaes mellem de overmodige og uregjerlige Stormend af begge Partier indbyrdes, naar de skulde afgjøre sit Mellemværende, og ordne de nye Grændseforhold, som nu, idet mindste for en Tid maatte opstaa. At Fjendtligheder, trods Fredsslutningen, virkelig endnu af og til have været øvede mellem Kongerne og Mecklenburgerne, saavel i som udenfor Sverige, og at Kongerne betragtede sig som endnu staaende paa Krigsfod med dem, maa man med Bestemthed slutte af flere Yttringer ved de Fredsunderhandlinger, deri September 1372, som vi strax nedenfor ville see, førtes mellem Kongerne og Stædernes befuldmegtigede Raadmend. Kongerne klagede ligefrem over, at Borgerne i Rostock og Wismar, altsaa de Stæder, som lød under Mecklenburgerne, ej havde holdt Stilstanden, og siden, i Stilstandsbrevet, blev det udtrykkeligt bestemt, at disse to Stæder ej maatte tilføje Kongerne eller deres Undersaatter nogen Skade eller staa deres egne Hertuger bi mod dem, undtagen hvis Kongerne angreb Hertugerne i disses eget Land. Ligeledes klagede Kongerne over, at Stæderne efter Stilstanden i 1370 havde i Marstrand med Magt befriet de fornemme svenske Herrer Benedict Philipssøn og Karl Ulfssøn, hvilke der vare anholdte som sande og offentlige Forrædere og Fiender mod Kongerne, og siden med væbnet Haand ført dem gjennem Riget og Kongernes Lande, det vil da vel altsaa sige langs Kysten, indtil de med Sikkerhed kunde begive sig hjem: hvad der neppe kan forstaaes anderledes, end at begge disse Herrer paa en Søreise have været fordrevne af Storm til Marstrand og der ere blevne anholdte. Da saavel Benedict Philipssøn som Karl Ulfssøn deeltoge i Dagthingningen ved Eedsviken og sandsynligviis forblev i eller ved Stockholm lige til Fredsslutningen i August, synes det at være vist, at denne deres Paagribelse af Kongernes Ombudsmend og Befrielse ved tydske Skibe har fundet Sted enten sidst i 1371, eller i Begyndelsen af 1372. Omvendt.erfares det, at Kongernes Tjeneste-Mand Æsbjørn Blaapanne endnu i Mai 1373 var i Fangenskab, sandsynligviis hos Mecklenburgerne eller deres Tilhængere, da hine udstedte deres Gjeldsbrev til en vis Harald Magnussøn, der havde paataget sig at udlegge Løsningssummen, 600 Mk. svensk, for denne Sum og til Sikkerhed pantsatte ham Kindahered med alle kongelige Indtægter og Rettigheder^[1]. Muligt, at hiin Æsbjørn havde været fangen siden Krigen, muligt og, at han senere havde været greben. Ikke engang alle de Slotte, som Kong Haakon. eller Insurgenthæren paa Toget til Stockholm havde faaet i sin Magt, bleve overgivne umiddelbart efter Freden, thi ikke førend i Februar 1372 underrettede Tubbe Erikssøn, der havde holdt Ørebro besat, sine Herrer Kongerne Magnus og Haakon om, at han nu var „stilt fra Ørebro“, hvad enten han ifølge Fredsslutningen havde maattet fravige det, eller det var ham frataget med Magt. Han laa, skrev han, og ventede paa Svar, om Kongerne vilde have hans Tjeneste fremdeles og unde ham noget i den Deel af Vestergøtland, der nu hørte under Norge; han havde mange Folk om sig og kunde derfor ikke vente længe, men vilde dog ikke gribe til nogen anden af de Udveje, der stod ham aabne, førend han havde hørt deres Bestemmelse^[2]. En af disse Udveje var formodentlig den at gaa i Mecklenburgernes Tjeneste. Denne Udvej kom han vel ikke til at velge, da han forblev Kongerne tro og, som det lader, ogsaa fik sit Ønske opfyldt^[3]; men vi lære dog heraf, hvor vaklende flere af de fornemme Herrers Stilling maa have været – thi Tubbes Exempel kan ej have været enestaaende – og hvor megen Anledning dette maa have givet til idelige Sammenstød og Trætter, sandsynligviis og Fjendtligheder. Forresten seer man, at mange af de svenske Stormænd, der havde deeltaget i Opstanden mod Kong Albrecht, benyttede sig af Fredsslutningen til at vende tilbage under Albrechts Herredømme og fik sine inddragne Godser tilbage, blandt dem Erngisl Jarl, der nu atter indtog sin Plads i det svenske Raad og formodentlig opgav al Forbindelse med Norges Konger eller Fordringer paa Jarldømmet, hvilket ogsaa ej længe efter blev overdraget til en Anden.

Med Hansestæderne maatte det nu være Kong Haakon saa meget mere magtpaaliggende at være paa en venskabelig Fod, som den sidste Fredstractat mellem dem og Danmark gjorde det afhængigt af deres Samtykke, hvo der skulde blive Kong Valdemars Efterfølger paa Danmarks Trone. Der blev ogsaa, som nys nævnt, ivrigt underhandlet om en endelig Fred, men det taler fordeelagtigt for Kongernes Hensyn paa Rigets Bedste, at de ikke kjøbte denne Fred og Stædernes Tilsagn om Understøttelse i den danske Successionssag ved nogen utilbørlig Eftergivenhed og skyndsomme Indrømmelser, men eftertrykkeligt fremsatte sine Anker over Stædernes Ferd og forsvarede hvert enkelt Punkt til det Yderste. Efter Bestemmelsen paa Hansedagen ved Midsommertid 1371 skulde den næste Dagthingning mellem Stædernes Gesandter og Kong Haakon holdes ved Valdborgsmessetider, altsaa 1ste Mai, i det følgende Aar, paa Baagahuus eller et andet Sted^[4]. Men denne Sammenkomst blev udsat, vistnok paa Grund af Kongernes Reise til Throndhjem og Bergen, eller overhoved fordi Fredsslutningen med Sverige og Kong Magnus’s Befrielse flyede Kong Haakon mangt og meget andet at varetage og udrette, som ej kunde opsettes. Herom synes man allerede om Høsten 1371 at have næret underrettet i Tydskland, thi paa Hansedagen i Stralsund den 27de October, da Kong Valdemar omsider beseglede Fredstractaten, blev det blandt andet ogsaa besluttet, at naar Dagen var berammet mellem Kong Haakon og Stæderne, skulde man lade alle disse det vide i Tide, for at de kunde sende sine Bud^[5]. Dagen bestemtes, som man erfarer, endelig til den 8de September 1372, og Samlingsstedet til Tunsberg. Her indfandt der sig til den Tid Raadmend fra Lübeck, Stralsund, Rostock, Wismar og Kampen for at dagthinge med Kongerne, der ligeledes mødte med deres Raad, af hvilke Hr. Hallvard Jonssøn Næpa, Hr. Haakon Eivindssøn og Gaute Erikssøn udtrykkeligt nævnes^[6]. Raadmendene begyndte igjen med at fremsette de gamle Fordringer paa Erstatning for deres Udleg og Tab i Krigen med Kong Valdemar 1361 og 1362, saavelsom om Godtgjørelse for alle de Fornærmelser, der havde været Stæderne tilføjede ved de kongelige Ombudsmend under Fred og Trygd. De lod oplæse, hvad derom havde været fremsat paa Baagahuus 1370. Kongerne svarede som før, at de ej ansaa sig forpligtede til at yde nogen Erstatning. Raadmendene lode da Forbundsbrevene af 1361, som de fremdeles paaberaabte sig, oplæse for Kongerne og Raadet, men Kongerne erklærede begge, at disse Forbundsbreve vare gjorte uden deres Vidende og Samtykke, og at de derfor ikke ansaa sig bundne ved dem. Paa Raadmendenes Indvending, at det dog havde været deres fornemste Raadgivere, der i deres og Rigernes Navn havde indgaaet alt dette, og at de selv havde medgivet dem Fuldmagtsbreve dertil, svarede Kongerne, at de ej havde givet Raadsherrerne Fuldmagt til at indgaa saa store Forpligtelser, og at disse Raadsherrer vare deres „sande Forrædere“. Dette, mente Raadmendene, kom ej Stæderne ved, da disse jo ikke kunde holde sig til andet end de dem forelagte Breve med Kongernes Segl, ja Kongerne havde jo desuden ved Overeenskomsten i Søderkøping, da de i Stedet for Baagahuus overlod Stæderne Borgbolm, factisk godkjendt Forpligtelserne. Ogsaa dette, svarede Kongerne, havde de kun gjort nødtvungne, fordi Grev Henrik af Holsten var gaaet i Borgen for Kong Magnus^[7]. Men om end Kong Magnus’s Hænder vare bundne, indvendte Raadmendene, saa havde dog Haakon fuld Raadighed over sit Rige, og han var selv gaaet i Borgen for sin Fader. Kongerne fremsatte nu ogsaa sine Klagepunkter, af hvilke den fornemste var den, at Stæderne, som de sagde, var Skyld i, at de havde mistet sit Rige Sverige, saasom de havde skaffet Hertugen af Mecklenburg baade Skibe, Levnetsmidler og andre Nødvendigheder. Raadmendene svarede hertil kun, at Stæderne vare uskyldige deri. Paa denne Maade hengik flere Dage med gjensidige Klagemaal, da ingen af Parterne vilde være den første til at rykke ud med sin egentlige Hensigt og Mening. Endelig søgte Kong Magnus den 22de September at bringe en Afgjørelse istand og spurte Raadmendene, hvad da Stædernes egentlige Fordring var. Hertil svaredes: Skadeserstatning og Stadfestelse samt Forbedring af deres Privilegier. Kunde Kongerne ikke nu strax betale den hele Sum, som Erstatningen kom til at udgjøre, saa var man tilfreds med, at de nu kun betalte noget, og derpaa det øvrige afdragsviis, eller og i dets Sted forbedrede Privilegierne. Kongerne forlangte nu at høre disse Privilegier oplæste. Dette skete to Gange, for dem selv og deres Raad, men nogen Afskrift deraf vilde Raadmendene af visse Grunde, som det heder, endnu ikke meddele, derimod vilde de skriftligt indgive de Artikler, som de ønskede bekræftede og forbedrede. Nu fremsatte Kongerne paa sin.Side fire Punkter, nemlig, at den paa begge Sider lidte Skade kunde gaa op mod hinanden; at Stæderne erklærede, hvad Tjeneste og Understøttelse de vilde yde Kongerne for Privilegiernes Stadfestelse; at der skete dem billig Erstatning, fordi Stæderne havde benyttet og udøvet Privilegier og Friheder uden at være bekræftede deri af Kong Haakon og mod hans Vilje, og endelig at de selv, som de forbeholdt sig, kunde nyde sin Ret mod dem, der under Stilstanden havde fornærmet dem og deres Mend. Herpaa vilde Raadmendene, som venteligt var, ikke indlade sig, og tilsidst forlangte Kongerne derfor kun, at de, efter sit Tilbud, skulde indgive sine Fordringsposter skriftligt, for at de selv siden kunde raadslaa derom med deres Raad, paa sin Side skulde ogsaa de overgive dem sine Modfordringer, for at de kunde forelægges Stæderne.

Denne Udvexling af Indlegg skete tre Dage derefter (25de September) i St. Laurentii Kirke i Tunsberg. Stædernes Artikler vare disse: 1) at hvilkesomhelst af Stædernes Folk, der leed Skibbrud i Kongernes Lande, maatte bjerge Vrag og Gods ved sig selv og Andre, og at de Omkomnes Gods ved de kongelige Ombudsmends Foranstaltning skulde bevares og tilstilles Arvingerne inden halvandet Aars Forløb. 2) De, der ranede saadant Gods til Lands eller Vands, skulde være utlæge i Kongernes Lande og forfølges af dem og deres Mend, indtil de havde givet lovlig Erstatning. 3) Da Tuskhandel, paa Norsk kaldet varningskifti, fra gammel Tid af havde været gængse i Norge, skulde Kongerne stadfeste dens Lovlighed, saa at Stædernes Borgere overalt i Norge, baade i Byer og ved Markeder paa Landet, kunde bytte baade stort og smaat Gods mod andre Valer, saa og selge sine uldne og linnede Klæder alenviis, og efter gammel Vegt og Maal. 4) Kongerne og deres Raad skulde bekræfte alle de Privilegier, Friheder o. s. v., som de tilsammen eller hver enkelt havde faaet af dem selv, deres Forfedre og Formend, og Stædernes Borgere, Kjøbmend og Sendebud skulde kunne opholde sig i Fred og Trygd overalt i deres Riger og Lande. Alt dette ønskede de maatte blive alle Stæderne meddeelt, og at enhver af dem kunde faa sine Privilegier stadfestede. 5) Men især forlangte de Erstatning for Udgifter og Skade, som Stæderne havde lidt for Kongernes Skyld, efter hvad Kongerne skriftligt havde lovet, og tillige for den Skade, Kongerne og deres Mend havde tilføjet dem under Freden og Trygden. Af disse Artikler er der ingen, som der egentlig er noget at sige paa, uden den tredie, men denne gaar ogsaa ligefrem ud paa at omstyrte Grundvolden for alle de Betingelser, under hvilke det tillodes de tydske Kjøbmend at handle i Norge, nemlig den, at de ej maatte beskjeftige sig med Landhandel og Smaahandel, hvilken kun skulde være i de indenlandske Handelsmends Hænder, medens Tydskerne alene skulde selge sine Skarer i store Partier og indskrænke sin Virksomhed til Stæderne. – Uden enkeltviis at besvare disse Artikler afgave ogsaa Kongerne sine, af følgende Indhold: 1) de ønskede Udskrift af alle de Bevilgninger og Privilegier, som Kjøbmendene og Stæderne havde faaet af dem og deres Forfedre, saa at deres Klerk, som de desangaaende agtede at sende til Lübeck, kunde afskrive hvert enkelt Brev; 2) de ønskede at vide, hvad Hjelp og Tjeneste Stæderne vilde yde til Gjengjeld for saadanne Privilegier; 3) de fordrede Erstatning for den Skade og de Fornærmelser m. m., som Stæderne havde tilføjet dem og Deres, o. s. v.; 4) de fordrede Ret over Borgerne i Rostock og Wismar, der ikke havde holdt den nyssluttede Stilstand, hvilket kunde bevises ved mange Exempler; 5) de vilde have Stæderne paamindede om, at disse havde krænket Stilstanden ved at befrie de svenske Herrer Benedict– Philipssøn og Karl Ulfssøn (s. ovfr.); 6) ligeledes havde Borgere af Stæderne under Stilstanden drebt nogle af Kongernes Mend og kastet dem overbord, og Gjerningsmendene havde ej givet nogen Bod, men vare af sine Egne med Magt blevne førte fra Riget; 7) Erstatning fordredes, fordi Stæderne mangesteds i Riget havde nedhugget Skove og brendt Borgernes Huse; 8) Stæderne skulde paalegge sine Kjøbmend, at de ikke maatte føre daarlige eller bedærvede Tøjer, opblandet Meel, eller anden saadan forfalsket Kjøbmandsvare til Norge, men alene gode, rene og egte Varer; 9) Kongerne ønskede laant en Sum af 8000 Mk. brendt og tilbød sig at stille Baagahuus Slot som Sikkerhed; 10) den i Baagahuus sluttede Stilstand skulde imidlertid fremdeles staa ved Magt.

Da man saaledes denne Gang ikke kom videre, og der nu paa begge Sider skulde overlegges nøje over disse Artikler, var der for Øjeblikket intet andet tilbage end at forlænge Stilstanden. Dette skete den 30te September^[8] paa Tunsbergshuus. Raadmendene, dertil befuldmegtigede af Stæderne, udgav sit foreløbige Brev om Stilstandens Forlængelse paa to Aar. I denne Tid skulde Kongernes Undersaatter frit og med fuld Sikkerhed kunne handle og besørge sine Forretninger i Stæderne, samt der nyde alle sine Friheder. De mecklenburgske Stæder Rostock og Wismar maatte i denne Tid ikke gjøre Kongerne eller deres Undersaatter nogen Skade, eller hjelpe sine Herrer, de mecklenburgske Hertuger, imod Kongerne, enten med Folk, Skibe eller Andet, dog skulde Hertugerne for egne Penge kunne leje Folk og kjøbe Levnetsmidler i hine Byer, ligesom ogsaa disse skulde kunne hjelpe Hertugerne, om Kongerne angreb dem i deres eget Land, uden at Tilstanden derfor skulde ansees som brudt. Enhver af alle de forenede Stæder, der antog Stilstandsforlengelsen, skulde have fremsendt sit Brev derom til Oslo inden St. Hansdag, og naar alle Brevene vare fremkomne, skulde nærværende foreløbige Brev være uden Kraft; ogsaa kunde den ene Stad gaa i Borgen for den anden. Det forstaar sig af sig selv, at Kongerne paa sin Side maa have givet et Gjenbrev, hvori de midlertidigt bekræftede Stæderne i Nydelsen af enkelte Privilegier, men dette Brev har hidtil ikke været opdaget.

Ved Siden af disse Forhandlinger, vedkommende Rigets Forhold til Stæderne overhoved, bleve ogsaa særskilte, tildeels private Anliggender, der kunde medføre Forviklinger, bragte paa Bane. Saaledes erfarer man, at der var Spørsmaal om nogle Penge, som den lübeckske Raadmand Hermann v. Osenbrügge, en af de befuldmegtigede Gesandter, i sin Tid skulde have udbetalt Biskop Gottstalk paa den for ni Aar siden afdøde Fru Herdiis Thorvaldsdatters Regning. Den 24de September udgav begge Konger tilsammen sin Erklæring, medbeseglet af de tre ovennævnte tilstedeværende Raadsherrer Hr. Hallvard Jonssøn (Fehirden i Oslo, Hr. Haakon Eivindssøn, og Gaute Erikssøn, om, at Hermann v. Osenbrügge i deres Paahør høitideligen erklærede, at han aldrig havde udbetalt flere Penge i Fru Herdises Navn eller paa hendes Vegne til Biskop Gottskalk end fem lübeckske Guldgylden, hvilke han udredede for en af hendes Tjenere. Formodentlig har man troet, at Summen var større, og krævet Raadmanden til Ansvar for den^[9]. Da Fru Herdiis var død, førend Broder Gottskalk endnu var bleven Biskop, maa denne Udbetaling være skeet, medens denne endnu stod i Kong Magnus’s Tjeneste som hans Capellan og Secretær, og formodentlig under et Ophold i Lübeck paa Kong Magnus’s Vegne.

Gesandterne afgjorde ogsaa sig selv imellem enkelte Anliggender af det Slags, der ellers plejede at afgjøres hjemme paa Hansedagene, saa at man egentlig kan sige, at der nu holdtes en Hansedag i Tunsberg^[10]. Man vedtog, at der skulde holdes Dagthingning i Lübeck næste St. Hansdag for at raadslaa nærmere om, hvad der nu var forhandlet. Endvidere behandlede man nogle Andragender fra Kjøbmendene i Bergen, der vise, at disse fremdeles stod paa en meget spendt Fod med Nordmendene. De klagede nemlig over, at nogle af de tydske Kjøbmend i Staden havde giftet sig og tilføjet dem stor Skade, hvilket med andre Ord vil sige, at disse, ved at bosette sig og erhverve Indfødsret i Landet, strax betragtedes, som om de vare traadte i et fjendtligt Forhold til dem, og som om deres hele Virksomhed var fordærvelig for Stæderne. For det Tilfelde, at de selv atter maatte forlade Byen, bad de om at faa vide, hvorledes de skulde komme bort uden Skade for Handelen, og hvorledes man skulde forholde sig mod dem, der imod Stædernes Forskrift bleve tilbage; var det nødvendigt at drage bort, saa bad de om, at ikke Englænderne og de Flamske maatte settes istand til at befare Bergen i deres Sted, hvilket vilde være Kjøbmendene til den største Skade. Altsaa var man dog altid forberedt paa et lignende Brud, som det, der havde fundet Sted i 1368: saa usikkre maa Tydskerne have følt sig i Staden. Endelig forlangte Bergens tydske Kjøbmend, at den Afgift, som de med Stædernes Tilladelse hævede af sine Landsmend, som søgte did, endnu maatte vedblive en Stund, indtil de havde betalt deres Creditorer. De fik Tilladelse til at hæve Afgiften endnu i et Aar, fornemmelig i Betragtning af de Udgifter, de nys havde haft ved at opvarte Kongerne og Dronningen under deres sidste Besøg i Staden, saaledes som det ovenfor er nevnt. Om de øvrige Sager synes ingen Beslutning at være bleven fattet^[11]. Hansedagen blev holdt, men tidligere end fastsat, nemlig den 1ste Mai, og ikke 24de Juni 1373. Paa dette Møde taltes der først om Underhandlinger med Kong Haakon, og det bestemtes, at om han sendte Bud derned for at handle derom, skulde man igjen sende befuldmegtigede Bud over Havet til ham. Kjøbmendene i Bergen fik endnu i to Aar beholde den omtalte Afgift. Da Nordmendene havde klaget over, at det Klæde, Tydskerne solgte dem, var daarligt og for kort, og det Meel, de bragte, bedærvet, anmodedes hver enkelt Stad om at tilholde sine Borgere ej at føre andre end gode Varer til Norge. Og da der her skete mange.Slagsmaal og Voldsgjerninger (her menes vel deels blandt Tydskerne selv, eller mellem dem og Nordmendene indbyrdes), skulde der holdes Ret over enhver Kjøbmand og Søfarende, som gjorde sig skyldig i saadant, og han bøde derfor efter den Stads Ret, hvor der klagedes over ham.

Herom skulde enhver Afsending tale med sit Raad og have Svar med til næste Møde^[12]. Der blev fra dette Møde ogsaa udferdiget et Brev til Kong Haakon i alle de tilstedeværende Raadmends Navn angaaende nogle Klager, som de tydske Kjøbmend, der handlede paa Oslo, havde fremført. Kongen besvarede Brevet i en Skrivelse til Lübecks Raad, hvilken dette i et særdeles forbindtligt, ja endog krybende, Brev til Kongen af 8de September erkjendte at have modtaget og lovede at sende om til de andre Stæder^[13]. Men Indholdet af Klagen og Kongens Svar erfarer man ikke. Lübeckerne sluttede sit Brev med at anbefale sine Landsmend, som kom til Norge, paa det Bedste, og ønskede alt Godt over Kongen. Det er saaledes tydeligt nok, at de intet heller ønskede end at staa paa en god Fod med ham.

Det næste Møde holdtes den 21de Mai 1374 i Lübeck^[14], men uden at der i Forhandlingerne findes Tegn til, at disse norske Anliggender have været paa Bane. Heller ikke er der Spor af, at de kom paa Tale ved det næste Møde, som den 25de Juli og de følgende Dage s. A. holdtes i Stralsund^[15]. Sagen synes i de nysnævnte to Aar at have hvilet, indtil Kong Haakon efter Faderens Død var bleven Landets Eneherre og derfor i flere Henseender kunde træde op med større Eftertryk end forhen. Men imidlertid vedblev de tydske Kjøbmend i Bergen at føre sig op med deres sedvanlige Overmod og Voldsomhed.

1. Brev af 28de Mai 1373 i Dipl. N. III. 383. Her staar der, som sagt, vistnok kun ved Trykfejl eller Skrivfejl „„Kindahærad in Ostgocia“ istedetfor „K. in Vestgocia“, thi det er umuligt, at Kongerne endnu kunde have nogen Besiddelse i Østergøtland eller kalde det provincia nostra.
2. Dipl. N. IV. 501. Ordene i Brevet „vilen j mik nokot vnna j Vestragötland tel Noreghes“ kunne neppe tages i anden Betydning, end som ovenfor anført. Idetmindste maa det betegne „den Deel af Vestergøtland, der nu skulde høre eller slutte sig til Norge“.
3. Den 19de Juli 138i finde vi Tubbe Erikssøn som Heredshøvding i Vestbo Hered i Finnveden, som da neppe lød under Albrecht.
4. See foregaaende Bind, S. 834.
5. Suhm, XIII. S. 691.
6. Forhandlingerne ved dette Møde ere efter Recessus Hansæ udtogsviis meddelte hos Suhm S. 701, fgg. De nævnte Raadsherrer findes anført som Vidner i Kongernes Erklæring ang. Hermann v. Osenbrügge’s Pengeudbetaling i Fru Herdises Navn, (see nedenfor).
7. Dette er noget dunkelt, idetmindste saaledes som det anføres hos Suhm; man skulde næsten tro, at Grev Henrik i Kongens Navn havde beseglet Overeenskomsten eller uopfordret gaaet i Borgen for ham, (paa samme Tid, som Gesandterne egenmegtigt handlede om Giftermaalet mellem hans Syster og Kong Haakon) for derved desmere at tvinge ham til at godkjende Tractaten.
8. Suhm, XIII. S. 706.
9. Brev i Bibliotheket paa Skokloster i Sverige.
10. Som saadan er ogsaa dette Mode opført i Recessus Hansæ.
11. Suhm, XIII. S. 705.
12. Sammesteds, S. 715, 716.
13. Dipl. N. II. 503.
14. Suhm, XIII. 725.
15. Sammesteds, S. 727–729.