Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/3

< Det norske Folks Historie‎ | 8

Det er forøvrigt meget lidet, som vi vide om Kongernes Gjøren og Laden efter Magnus’s Befrielse af Fangenskabet indtil hans Død. Der er ingen Spor af, at de i denne Tid forlod Landet, med Undtagelse af, at Kong Haakon maaskee om Høsten 1374 var paa et kort Besøg nede i Danmark, som det nedenfor skal omtales; det lader til, at de fra Sommeren 1373 af og hele det følgende Aar havde sit stadige Tilhold i Bergen eller paa Vestlandet, og tidligere synes Oslo og Tunsberg at have været deres sedvanlige Tilholdssted; den 18de Februar 1373 finde vi Kong Haakon paa Frauner i Lider, vistnok under en Reise mellem de tvende sidstnævnte Byer[1]. Det er tydeligt nok, at Baagahuus og overhoved Egnene ved Elven nu ikke længer dannede Midtpunktet i Kongernes Besiddelser, heller ikke længer saa hyppigt og langvarigt afgave Residensseder for Kongerne. At Hovedhensigten med de hyppige Reiser ellers var at skaffe Penge til Magnus’s Løsesum, kan neppe betvivles. I dette Øjemed var det vel og, at Kongerne ved Underhandlinger med Hanseaterne i Tunsberg androg om at faa laant 8000 Mk. brendt mod Pant i Baagahuus. Hvorvidt det lykkedes dem at faa Laanet, kan af de forhaandenværende Kilder ikke sees, men merkeligt nok er det, at Baagahuus fra denne Tid af i nogle Aar slet ikke nævnes i et eneste af de os endnu levnede Brevskaber fra hine Dage, ikke engang som Udstedelses-Sted for et eller andet Kongebrev: det er saaledes i sig selv ikke saa urimeligt, at Kongerne i den Tid ej havde det til sin Raadighed, og at saaledes Pantsettelsen virkelig har fundet Sted. Ligeledes pantsatte de, som allerede nævnt, Kindahered i Vestergøtland med alle kongelige Rettigheder og Indtægter til Harald Magnussøn for 600 Mk. Peninger, som han havde lovet at udrede til Æsbjørn Blaapannes Befrielse fra Fangenskabet. Altsaa seer man, at netop disse Anliggender, Berigtigelsen af Gjeld, som de ved Krigen havde paadraget sig, sterkt beskjeftigede dem. Ved Siden heraf holdt Kong Haakon ogsaa skarpt Øje med Kronens Indtægter, som det nu mere end nogensinde gjaldt at passe paa, og som maaskee nok under den sidste Krigens og Urolighedens Tid kunne have lidt endeel Afbrek ved de kongelige Ombudsmends Skjødesløshed og den Vanskelighed, som det for Kongen var forbundet med selv at have det tilbørlige Tilsyn. Saaledes forordnede han i Bergen den 15de September 1373, at da den saakaldte Petersgaard paa Stranden i Bergen lenge havde ligget øde, og ingen af Kronens Rettigheder vare svarede deraf, som Leding, Strædet-Brolegning og Møde- eller Thing-Gang, kaldte han herved samme Petersgaard med Tomt og Huus tilbage under Kronen, og da han ikke vilde, at denne Uskik og Ulydighed skulde blive til Vane, bestemte han, at naarsomhelst Nogen paa den Maade lod sine Tomter ligge øde uden at svare den tilbørlige Afgift deraf, skulde de være hjemfaldne til Kronen[2]. Den følgende Sommer (den 20de Juli) under et Ophold i Karmtsund, formodentlig efterat have været i Stavanger, lod han udgaa en Befaling til at kversette eller beslaglegge alt det Gods, en paa Grønland afdød Mand, Baard Dees, ejede i Gaarden Holmedalen ved Bryggerne i Bergen. En kongelig Hirdmand, Sigurd Kolbeinssøn, hvem Kongen havde sendt i sit Ombud til Grønland, havde nemlig der kjøbt alt Jordegods og al anden Arv etter hiin Baard, og da Kongen fandt dette utilbørligt af ham, saasom Loven hjemlede Kongen Forkjøbsret i alle Handeler, lod han, som sagt, hiin Beslagleggelse af Baards forrige Ejendom sette i Verk[3]. Man finder og enkelte andre Forordninger og Bestemmelser fra denne Tid, deels af begge Kongerne tilsammen, deels af Kong Haakon alene. Den vigtigste af disse er en Forordning, som Kong Haakon udgav under sit Ophold paa Nordmøre om Vaaren 1372, da han formodentlig var under Vejs fra Throndhjem til Bergen, og efterat han havde holdt et Raadsmøde, hvorved man var kommen overeens om, hvad han herved paabød for at verne om de gamle Kjøbsteders, fornemmelig Throndhjems og Bergens, Rettigheder, der nu lede stort Afbrek derved, at Flere havde taget sig til at sejle ind i Fjordene og til Fiskeverene og der handle umiddelbart med Bønderne selv. Han forbød derfor strengeligt alslags „Fjordekjøb“ og „Ver-Sejling“ samt Kræmeri og Kjøbmandskab paa saadanne Steder, under Straf af Godsets Forbrydelse, og Brevebrud, 8 Ertuger og 13 Mkr. Heller ikke maatte nogen selge sit Skib andensteds end i en af de gamle Kjøbsteder, helst Bergen eller Throndhjem. Kjøbstedsmendene befaledes det at understøtte den kongelige Fehirde eller Ombudsmand i at confiskere saadant Skib og Gods, og for desto mere at opmuntre dem dertil, bestemtes det, at de, som saaledes hjalp den kongelige Ombudsmand, skulde nyde Halvdelen af det confiskerede Skibs og Godsets Verdi, medens de, der søgte at hindre ham, skulde svare Brevebruds Bod. Heller ikke maatte den kongelige Ombudsmand forunde Nogensomhelst Fritagelse fra at rette sig efter denne Anordning. Og for desto bedre at befordre Throndhjems Opkomst fik Fehirden der Fuldmagt til at uddele Tomter og Grundstykker for dem, der vilde bosette sig der, med samme Gyldighed, som om det var skeet af Kongen selv. Ved „gamle Kjøbsteder“, som her omtales, menes ej alene Throndhjem eller Nidaroos og Bergen, der udtrykkeligt nævnes, men og, som man af en senere Anordning om samme Sag[4] kan see, Borgund paa Søndmøre, Vedø i Raumsdal, og Vaagen paa Haalogaland, hvilket sidste Sted altsaa i de Tider virkelig regnedes for en Kjøbstad. Forordningen, der er henvendt til alle dem, der bygge og bo mellem Stad og Umøsund i Nordland, er udstedt den 3die Mai fra Folskn paa Nordmøre[5]. Det er dog ikke sandsynligt, at Raadsmødet holdtes paa denne Ø, men derimod i Nidaroos, som Kongen gjerne Dagen forud kan have forladt, saa at Ordene i Forordningen „vort Raad, som nu hos os var“, ligefuldt passe. Hvad der mere blev forhandlet ved dette Møde, vides ikke, uden det skulde være dette, som allerede forhen er omtalt, at begge Kongerne den 16de April stadfestede alle de Breve, som de tidligere forhen havde forundt Fehirden og Hirdstjoren Otte Rømer, angaaende det ham af dem skjenkede Jordegods, saaledes at disse Breve skulde staa ved Magt, om Kongerne end maatte kalde andre af dem udstedte Breve tilbage[6]. Efterat Kong Haakon siden var kommen til Bergen, tog han sig ivrigt af de allerede forhen saa begunstigede tydske Skomagere i Staden, der nu klagede over at „andre Skomagere i Byen greb ind i deres Næring ved at sidde inden Byen og gjøre Sko til Udsalg imod den Sedvane, som hidtil havde været i Riget“. Kongen gjorde nu ved Forordning af 8de August 1372 den Bestemmelse, at ingen Skomager maatte sidde inden Byen og gjøre nye Sko (Skoflikkeri var altsaa tilladt) uden de Tydske, som sad sammen i een Gaard i Bergen, alene med den Undtagelse, at Biskopen skulde kunne holde en Skomager i sin Gaard, der syede for hans Folk, men ikke til Udsalg[7]. Dette er, saavidt vides, første Gang, at der er Tale om denne Skomagergaard eller Sutaregaarden i Bergen, der siden oftere nævnes. Der findes ogsaa fra disse Tider et Brev fra Kong Haakon, udsted i Bergen, dog formodentlig kun ved Vicecantsleren, angaaende en Overeenskomst mellem ham og Bønderne i Aarlandshered (Samnanger). Han fritog dem nemlig fra den Tyngsel, der hidtil havde paahvilet dem, at skulle skydse Provster, Sysselmend, Kjøbmend og Andre, og tillod dem derhos frit at selge, hvad de havde, i By og Bygd, dog Kongens Forkjøbsret uforkrenket, imod at de hver Mortensmesse og Kyndelsmesse bragte et vist Antal Kvæg, Faar og Høns til hans Gaard i Bergen[8]. Dette viser, at enkelte Bygder paa den Maade kunde frikjøbe sig fra Skydspligtigheden. Forøvrigt have begge Konger vistnok ogsaa ladet udgaa mange af de sedvanlige Varnadarbreve og Bekreftelser af saadanne, skjønt man ej kjender flere end tvende fra denne Tid, et.af Magnus og et af Haakon. Magnus udgav under et Ophold paa Aas i Jalund et alvorligt Brev til Indbyggerne af Varne Skibrede og Vaaler om at opfylde sine Forpligtelser til Chorsbrødrene ved Mariekirken i Oslo. Disse havde klaget for Kongen og hans Raad over, at flere af hans Indbyggere, baade mod Gud og mod Loven, viiste sig uvillige til at betale dem Vaar- eller Høstledingen, der med Rette tilkom dem. Kongen, som ikke vilde, at Guds og Jomfru Marias Tjeneste i Capellet herved skulde forfalde eller spildes, befalede nu alle og Enhver, baade haandgangne Mend og dem, der boede paa Hospitalets Jorder, at udrede denne Leding ordentligt, naar den paakrevedes, Høst og Vaar, og forbød især udtrykkeligen Hospitalets Landboer at unddrage sig denne Ydelse. Straffen for den, der ej rettede sig herefter, var 4 Mkr. i Brevebrud, og de, som nu sad inde med Afgiften, skulde strax ved Brevets Forkyndelse for dem være selvstevnte ind for Lagmanden i Oslo, for der at modtage Dom[9]. Kong Haakons Varnadarbrev, som han udstedte under sit føromtalte Ophold paa Frauner i Lider[10], gjaldt kun en vis Bjørn Thoressøn, Saalekarl paa Nedstestuen, det vil sige Opsynsmand over og Vert i en Saalestue af dette Navn, hvis Beliggenhed desverre ikke angives, men som vel maa være at søge paa en eller anden Fjeldvej der i Nærheden, som befaredes af Pilegrime til Nidaroos, siden det udtrykkeligt heder, at Kongen tog ham i sit og St. Olafs Vern. Maaskee var det paa Krokaskogen. Det forbødes under Ransmands Straf baade Indenlandske og Udenlandske at tage noget hos ham uden for fuldt Pengeverd: et Forbud, som viser, at den i Sverige saa gængse og skadelige Voldgjestning heller ikke var ganske ukjendt i Norge.

Fra Sommeren 1373 af, da Kongerne tog et længere Ophold i Bergen, synes det, som om Kong Magnus her førte Regjeringen paa Sønnens Vegne, naar denne ikke var tilstede. Saaledes erfares der, at der i Juli 1373 holdtes et Raads- eller Høvdinge-Møde i Bergen, hvor blandt andre Erkebiskopen, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Narve Ingevaldssøn, Otte Rømer, Jon Darre og flere andre Herrer vare nærværende, men hvorved alene Kong Magnus da var tilstede, uden dog at have større Myndighed, end at den endelige Afgjørelse af en Retssag mellem to anseede Hirdmend henskødes til Kong Haakon og hans Raads Bestemmelse[11]. Om Haakons Nærværelse i Bergen hører man intet, førend midt i September, da han udstedte hiint Brev vedkommende Petersgaarden i Bergen. Det er i lig selv højst rimeligt, at han havde flere Ting at udrette paa Østlandet, førend han kunde komme afsted for at tage et lengere Ophold i Bergen, og at han imidlertid har sendt Faderen i Forvejen for at indtage Forsædet i Raadsmødet og afgjøre forefaldende Sager. Dog maa man antage, at ogsaa Kong Haakon indtraf, inden Mødet endnu var hævet, og hvis man skal slutte fra en Yttring i et senere Brev, der maaskee hentyder hertil, var dette Møde usedvanligt talrigt, idet ogsaa flere Biskoper, Prelater og Riddere vare nærværende. Hvad vi nu vide om Forhandlingerne paa dette Møde, indskrænker sig kun til, at der atter blev raadslaaet om de hensigtsmessigste Foranstaltninger til at hindre Fjordekjøb og al anden ulovlig Handel til Kjøbstædernes Skade, thi det siges i en sildigere Forordning om dette Emne udtrykkeligt, at Forbud derimod udstedtes af begge Konger efter Samraad med Erkebiskopen og hine øvrige anseede Mend, og dette Forbud haves netop i en Forordning, som begge Konger tilsammen udstedte i den paafølgende Marts Maaned[12]. Men denne Sag, saa meget den end synes at have ligget Kongerne og Høvdingerne paa Hjertet, kan dog umuligt have været Hovedsagen, hvorfor saa mange Stormend fra alle Landets Kanter samledes. De egentlige Forhandlingsemner maa have været vigtigere Anliggender, hvis Afgjørelse vare mere trængende, navnlig først og fremst det fremtidige Forhold til Danmark (hvorom nedenfor), samt dernæst det endnu ikke ordnede Forhold til Hanseaterne og de Klagemaal, man fremdeles havde at føre over Tydskernes Ferd i Norge, saavelsom ogsaa Midlerne til at udrede Kong Magnus’s Løsesum, eller maaskee endog til at føre en ny Krig, hvis den nærværende, allerede ufuldkomne Fredstilstand, der mere var at kalde en Vaabenhvile, skulde ophøre.

De tydske Kjøbmends Overmod og Voldsomhed kunde vistnok foraarsage alvorlig Bekymring; thi de overtraadte uden Sky endog de Befalinger, deres egne Stæders Raadmend havde givet dem fra Hansedagen til Forebyggelse af nye Stridigheder. Ikke engang Kongernes Nærværelse var istand til at holde dem i Sum„ og hvis det, som slet ikke er usandsynligt, netop var en af Hensigterne med Kongernes lange Residens i Bergen at hindre deres Overgreb, saa ser man noksom heraf, at de allerede vare voxede dem over Hovedet. Uagtet de for Lovovertrædelser skulde svare for norsk Ret og efter norsk Lov, vægrede de sig dog altid derved, men afgjorde Sagerne sig selv imellem ved selvvalgte Dommere, eller rettere Voldgiftsmend, og fastsatte Forliig og Bøder, ikke efter Norges Lov, men med Tilsidesettelse af denne efter sin egen Vilje. Vi have allerede seet af Kjøbmendenes Skrivelser, at de intet frygtede mere end Englændernes og de Flamskes Medbejlerskab paa Handelsmarkedet i Bergen. Da de nu ikke vare bange for, om det gjaldt, at anvende voldsomme Midler for at holde disse Medbejlere borte, havde nogle Englændere, der ankom, medens Kong Magnus og Raadsherrerne vare samlede, for Sikkerheds Skyld skaffet sig disses Lejde. Desuagtet angreb Tydskerne dem og drebte flere af dem; de lovbestemte Bøder blev hverken betalte til Kongen eller Arvingerne, men Drabsmendene med Magt førte fra Norge; da Kong Haakon siden kom til Bergen og fordrede Bod, tilbød Tydskerne alene en Godtgjørelse af 20 Tønder Øl, hvilket man med Rette fandt at være et fornærmeligt Tilbud for tre anseede Mends Drab. Ogsaa andensteds i Landet bare Tydskerne sig ad paa samme Maade. Oftere brød deres Sømend ind i de Huse, de kom sejlende forbi, og tvang Beboerne til at give dem, hvad de forlangte; de holdt ogsaa fremdeles paa med at hugge i Kongens og hans Undersaatters Skove og at bortføre hele Husebygninger fra afsides beliggende Gaarde[13]. Man maa formode at Kong Haakon og Raadet har gjort alt, hvad der stod i deres Magt for at hemme dette Uvæsen, og Stæderne selv, der øjensynligt havde haft nok af den sidste Krig, og oprigtigt ønskede Fred og god Forstaaelse, synes ogsaa nogenledes at have rakt dem Haanden dertil, men forgjeves.

Af andre Sager, der behandledes ved dette Mode, var en Arvesag mellem Erlend Philipssøn paa Losna, kongelig Fehirde i Bergen, og Ingemund Uthyrmessøn. De gjorde nemlig begge Fordring paa Arv efter Gaute Haakonssøn i Tolga i Ryfylke[14], Ingemund, der selv havde hjemme i Ryfylke, paa sin Hustru Holmfrid Anundsdatters, Erlend paa sin Frende Thorgeir Thorsteinssøns Vegne. Da Sagen drejede sig mellem saa anseede Mend, blev den ogsaa afgjort ved en Hirddom, og Kong Magnus, der da, som vi allerede have omtalt, førte Befalingen paa Sønnens Vegne, udnævnte Erkebiskop Thrond og Haakon Jonssøn til at paadømme den i Forening med fem andre Mend, som de selv kunde velge. De valgte Provsten ved Apostelkirken Hr. Thorstein Hallgrimssøn, Hr. Narve Ingevaldssøn, Otte Romer, Viljam Erikssøn, Lagmanden Gunnar Hjarandessøn og Jon Reidarssøn Darre. Dommerne traadte sammen den 23de Juli i Christkirkens Chorsbrødres Sommerhall og hørte begge Parters Beviisligheder. Erlend fremlagde en eldre Lagmandsdom, bekræftet af Kong Haakon, der tilkjendte ham Halvdelen af det Gods, hvormed Ingemund sad inde, og paa Grund heraf erklærede nu ogsaa Dommerne, at Lagmandens Dom og Kongens Stadfestelse skulde staa ved Magt, indtil Kongen selv med sit Raad nærmere undersøgte Sagen og fandt andet at være rettere efter Loven, eller udnævnte særegne Dommere til at behandle Sagen. Om denne Undersøgelse og endelige Afgjørelse fandt Sted, vides ikke med Vished, men der kan neppe være nogen Tvivl derom. Forøvrigt afgiver denne Dom atter et Exempel paa de uendelige Domme, hvilket det i hiin Tid var saa almindeligt at give, der nemlig gjorde Rets-Udslaget afhængigt af nye Beviisligheder og saaledes forlængede istedetfor at tilendebringe den uvisse Retstilstand.

Det allerede ovenfor omtalte Forbud mod Fjordekjøb, som begge Konger sidenefter, i Marts 1374, udgav i Forening fra Bergen, er merkelig deraf, at det ogsaa gaar ud paa overhoved at sette en Skranke for den Lyst til at fare om paa Handel, som fremdeles herskede hos Folket, og som paa denne Tid maa have taget en betænkelig Overhaand, maaskee paa Grund deraf, at Tydskernes Handel endnu ikke var kommen ret i Gang igjen siden Krigen, og det saaledes bedre end ellers lønnede sig for de indfødte Handelskarle at reise omkring. „Vi have“, heder det i de indledende Ord, „ideligen hørt Klagemaal af Rigets Raad og de fleste af vore gode Mend saavelsom af hele Almuen over, at hele Landet legges øde, fordi de gode Mend, der ville holde sine Bool oppe i Herederne og dyrke Ager og Eng, kunne ingen Tjenestefolk faa, da alle de tinge Mend, der opfødes, ville legge sig paa Kjøbmandskab, og derved forderves alt Riget og Landfolket“. Klagemaalet var vistnok udtalt oftere før, men ikke saa sterkt som nu, hvor maaskee ogsaa Affolkningen siden Mandedøden og de følgende Sotter gjorde Savnet af arbeidsføre Mend føleligere. Tilstanden har ganske vist været foruroligende, men Middelet, som anvendtes til at afhjelpe den, var ogsaa temmelig despotisk: der bestemtes, at Ingen maatte blive Kjøbmand, som ikke ejede mindst 15 forngilde Mkr. (5 Mkr. brendt Sølv), som han ikke havde laant, til Capital; blev Nogen befunden at handle med mindre Capital ved Hjelp af Laan, da skulde hver eneste Pening, han havde hos sig, være forbrudt til Kongens Kasse. Spørsmaalet er kun, hvorledes saadant skulde kunne bevises uden hadefulde og nærgaaende Undersøgelser. Forbudet mod Fjordekjøb gjentog Straffen af Brevebrud saavelsom Forbrydelsen af Varerne for hver den, der handlede andensteds, end hvor der fra gammel Tid havde været Kjøbstevne og Takmark. At Kong Magnus deeltog i Udstedelsen af disse Forbud, kom naturligviis deraf, at det ogsaa vedkom Indbyggerne i hans Landsdeel[15].

Det er hiint sidste Forbud mod Fjordekjøb, hvorom Erkebiskopen, flere Biskoper, Prælater og verdslige Herrer skulle have raadslaaet. Og dette kan muligtviis gjerne ogsaa nære skeet kort forud for Udstedelsen, idet nemlig flere af de forsamlede Herrer, især de, der havde længst Vej, formodentlig blev hos Kongerne hele Vinteren 1373–74. En af dem var formodentlig Erkebiskop Thrond, der siden begav sig til Østlandet, hvor vi den 9de October 1374 finde ham i Tunsberg, udgivende et Indulgensbrev for St. Laurentii Kirke der i Staden[16]. Omtrent paa samme Tid, som Erkebiskopen drog østover, maaskee endog i Følge med ham, var det vel, at Kong Haakon begav sig til Ryfylke, hvor vi, som det allerede er nævnt, finde ham i Karmtsund den 21de Juli 1374. Formodentlig havde han da enten været paa Kongsgaarden Agvaldsnes og i Stavanger, eller skulde begive sig derhen; man veed ikke mere om, hvad han forøvrigt tog sig for i hele dette Aar. Man erfarer ellers af islandske Annaler, at der ved denne Tid skete et Hirdstjore-Skifte paa Island. Hirdmanden Thorgaut Jonssøn, der siden 1371 havde været Hirdstjore paa Øen, og om hvem der fortælles, at han lod en Manddraber, der havde søgt Tilflugt i Thingeyre Klosterkirke, tage ud af denne og levende begrave, efterat han var bleven overbeviist om at have begaaet Mordet paa en skammelig Maade, blev maaskee paa Grund heraf eller og maaskee alene fordi Kong Magnus nu atter indtraadte i sin Ret til at beherske Island, tilbagekaldt enten i 1373 eller 1374, og i hans Sted udnævntes en Andres Sveinssøn, saavidt man kan see islandsk af Herkomst, der kom ud til Øen strax efter og forblev i længere Tid i Embedet[17]. Maaskee havde disse Foranstaltninger med Hensyn til Island fundet Sted paa samme Tid, som Kong Haakon, hvad vi allerede havde seet, sendte Sigurd Kolbeinssøn som sin Ombudsmand til Grønland. Da det saa sjelden omtales, at nogen kongelig Ombudsmand sendtes derhen, kunde man maaskee heri, at Kong Haakon sendte Sigurd i denne Egenskab, see et Tegn paa, at han søgte at tage sig af den fjerne, og nu vistnok mere og mere haardt betrængte Colonie. Vel er det muligt, at Sigurd fornemmelig var afsendt for at gjøre Indkjøb af de sjeldne og kostbare grønlandske Varer paa Kongens Vegne, men han har dog vel neppe faaet noget saadant Hverv uden tillige at have faaet Beskikkelse til at indkræve den kongelige Skat, og saaledes at være beklædt med en Sysselmands eller kongelig Ombudsmands sedvanlige Myndighed, især da han var kongelig Hirdmand. At han der benyttede Leiligheden til at kjøbe Arven efter den bergenske Bymand Baard Dees, der synes at være død paa Grønland, betragtedes af Kongen som en ulovlig Ferd fra hans Side, efter hvad vi allerede have seet.

Om Kong Haakon fra Ryfylke drog videre østover, eller vendte tilbage til Bergen, for siden at drage til Østlandet, vides ikke; det første er det sandsynligste, og det lader endog til, at han seenhøstes besøgte sin Svigerfader i Danmark. Vist er det kun, at han d. 11te Januar 1375 var paa Tunsbergshuus[18]. Men imidlertid var hans Fader Kong Magnus død ved et Ulykkestilfelde paa Søen d. 1ste December i Nærheden af Lyngholmen strax nordenfor Sletten, ved Indløbet til Bømlfjorden og Bergens-Leeden. De nærmere Omstændigheder derved angives noget forskjelligt. Et svensk Chronicon beretter, at hans Skib kom i Fare mellem Skærene ved Lyngholmen, og at han for at redde sig sprang saa uforsigtigt overbord, at han, uagtet hans Tjenere fik trukket ham op og bragt ham levende i Land, dog opgav Aanden under Krampetrekninger[19]. De islandske Annaler derimod fortælle, uden nærmere at betegne Stedet, at han og alle hans Mend, 25 i Tallet, druknede, og at hans Liig var det eneste af dem alle, som drev i Land: heri troede man maaskee at see et Beviis paa, hvad der umiddelbart derefter tilføjes, „at han efter Sigende var hellig“[20]. Den første Beretning er unegteligt den sandsynligste. Anledningen til, at Kong Magnus just paa den Tid sejlede over det stormende Hav ved Sletten, kan enten tænkes at være den, at han havde fulgt med sin Søn til Ryfylke og nu, enten i Følge med ham, eller alene vendte tilbage til Bergen for der at tilbringe Julen, – i sidste Tilfelde har da Haakon strax skyndt sig østover for siden at komme til Danmark – eller at han kom sejlende fra Bergen enten alene eller i Følge med Haakon for at naa frem til Østlandet – Tunsberg eller Oslo – inden Juul, og at Haakon allerede enten var dragen forud derhen eller nu fortsatte Reisen. Enhver af disse Forklaringsmaader kan have noget for sig, men det sandsynligste er dog, at Haakon allerede ved Høstens Begyndelse var reist øster, og at han endog siden havde været i Danmark. Man kunde lettelig komme paa den Tro, at Kong Haakon endnu den 11te Januar paa Tunsbergshuus ikke vidste noget om Faderens Død, siden et Brev, udstedt i Tunsberg den 18de April 1375 af Sysselmanden sammesteds, Ketil Vigleikssøn, synes at vise, at denne end ikke da vidste noget om Magnus’s Død, saasom han regner Aaret efter Magnus’s Regjerings-Tiltrædelse og kalder det hans 56de[21]. Men det synes jo rigtignok utroligt, at Kong Haakon ikke allerede den 11te Januar, over en Maaned efter hans Død, skulde være bleven underrettet derom, eller at en saa høitstaaende Mand, som Sysselmanden paa det Sted, hvor Kong Haakon opholdt sig i Januar, skulde være uvidende derom den 18de April, især da man af et Brev, udstedt i Stockholm den 13de April[22], seer, at man allerede da vidste Besked om Dødsfaldet der, saa langt borte fra Stedet, hvor Magnus omkom. Man maa saaledes formode, at hiint Brev er urigtigt dateret, og at der staar det 56de istedetfor det 55de Aar, saa at Brevet egentlig er af 1374.

Saadant bedrøveligt Endeligt fik Kong Magnus, efter en lang og urolig Regjering, i sit 59de Aar. De, der ved hans Tiltrædelse til Regjeringen som fuldmyndig Konge betragtede Forholdene, saaledes som de alene viiste sig paa Overfladen, maatte prise ham lykkelig som en af de mægtigste blandt Europas Fyrster paa den Tid. To Kongeriger lød jo under hans Sceptere, og dermed havde han forenet en stor Deel af det tredie; hans Herredømme strakte sig lige fra Ladoga til Vesterhavet, over Øer og Lande i dette lige til det yderste Nordvesten, og lige fra Nordiishavet til Halvøens yderste Spidse ved Østersøen. For dem maatte det synes utænkeligt, at han ved sin Død kun skulde have nogle faa Landskaber tilbage af den hele Herlighed, og selv disse egentlig kun i Fellesskab med sin Søn. Men for Enhver, der paa nær Hold iagttog alle Forhold og lærte dem nøjere at kjende, kunde den ulykkelige Vending, som hans politiske Livsbane tog, ikke være overraskende. Det maatte forlængst have været dem indlysende, at allerede Stormands-Veldet og Stormands-Selvraadigheden i Sverige alene var mere end nok til endog at kunne drive en kraftigere og forstandigere Mand end Magnus til Fortvivlelse, endsige at han ved Siden deraf ogsaa skulde kunne overtage at vedligeholde og befeste en Union, der allerede i sin Stiftelse bar Spiren til sin Opløsning i sig. Kong Magnus arbeidede saa godt han kunde og med den bedste Vilje mod Strømmen i begge Retninger, men Strømmen var ham for sterk, og han maatte bukke under for den. Vi have seet ham modigt og ufortrødent gjøre idelige Forsøg paa at hevde Kronens og Folkets Ret lige over for de anmassende Stormend. Vi have seet ham roosverdigt beskjeftiget med at forbedre Lovgivningen, ideligen arbeidende paa at løsrive sine Undersaatter fra et ydmygende Handelsaag, benyttende Leiligheden til at vinde en fordeelagtig Tilvext for det ene af sine Riger, medens han derved ogsaa sikkrede det en tryggere Grændse, forsvarende sine Riger mod raa Barbarers Angreb i Østen, uophørligt reisende fra det ene af Rigerne til det andet for ikke at forsømme noget af dem, og fornemmelig velgende sin Residens paa Grændsen, hvorfra han paa een Gang kunde holde Øje med dem begge, og hvorved tillige Bevidstheden om Unionens Tilværelse maatte blive mere levende hos Indbyggerne i dem begge: kort, vi have seet ham udfolde en Virksomhed, der legger for Dagen, at han baade klarligen var sig sine Pligter bevidst, og havde den redeligste Vilje til at opfylde dem. Under gunstigere Forholde vilde han maaskee endog have glimret som en udmerket Regent. Men her vare Forholdene ej alene det modsatte af gunstige, men endog saa fortvivlede, at selv en langt mere begavet Fyrste end han neppe vilde have kunnet overvinde dem, end mindre at Magnus, med sine aabenbart kun tarvelige Evner, skulde kunne rede sig ud af dem med Held, især da det tillige var ham beskikket at have tvende saa overlegne listige og hensynsløse Medbejlere at kappes med som Albrecht af Mecklenburg og Valdemar af Danmark. Endog en Mand med Kong Sverres Talent og Udholdenhed vilde her have haft Vanskelighed ved at holde Stand. En og Anden vil maaskee indvende, at Margrete Valdemarsdatter, skjønt kun en Kvinde, senere formaaede at jevne Vanskelighederne og gjøre sig de stridige Gemytter underdanige. Det kan heller ikke negtes, at hun i Handlekraft og Statsklogskab vistnok stod langt over Magnus. Men man maa erindre, at hun ei traadte frem og greb ind, førend en Reaction var indtraadt, og da de samme svenske Stormend, der engang havde været saa ivrige i at faa Magnus forjaget, nu vare ligesaa ivrige i at gjøre sit Verk om igjen, og at de sandsynligviis, om Magnus da havde levet, paa samme Maade vilde have henvendt sig til ham. Det er forøvrigt en Kjendsgjerning, som man altid maa have for Øje, naar man bedømmer Magnus’s Charakter og Virksomhed, at det Antal af hans Undersaatter, der holdt af ham, langt overvejede det, som var ham fjendtligt, og at dette fjendtlige Parti derhos var det sletteste og mest upatriotiske, men at han har haft det særegne Uheld, at hans Liv og Levnet egentlig kun har været skildret for Efterverdenen i det hadefulde Lys, hvori dette Mindretal, der blev det sejrende, fandt for godt at fremstille det, medens de Yttringer til hans Roos, som hørtes fra Fleerheden, og man kan sige fra Kjernen af begge Nationer, ere blevne forglemte eller lidet paaagtede. Thi Magnus’s Liv og Regjering er, som vi allerede forhen have nævnt, fornemmeligen bleven fremstillet og bedømt efter de Skildringer, der forefindes deels i den rimede svenske Krønike, som forfattedes et Par Generationer efter hans Tid, og som kun gjengiver det ham fjendtlige Stormandspartis hadske Domme, deels i den noget senere levende uppsalske Geistlige Erik Olafssøns (Erici Olai) svenske Krønike, der for det meste er bygget paa Riimkrøniken, men desforuden har benyttet og tildeels misforstaaet de Udladelser om Kongens og Dronning Blanches foregivne Fejl, der findes i St. Birgittas „Aabenbarelser“, hvilke igjen, hvad dette angaar, kun grunde sig paa de Skildringer, som hendes egne Frænder og Venner, der næsten samtlige hørte til Kongens Fjender, sendte hende under hendes langvarige Ophold i Rom. De eldre, svenske Krøniker, der dog heller ikke ere samtidige, meddele i sine korte Notitser kun meget lidet og afholde sig fra at give nogen bestemt Dom om Kongens Charakter eller Dygtighed. Men vi have seet, at Almuen i Uppland, efterat have smagt Mecklenburgernes og Stormendenes Herrevælde i nogle Aar, ønskede Magnus igjen paa Tronen og kaldte ham sin „ærlige og gode Herre“; vi ville see, hvorledes der strax i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede klagedes over samme Herrevelde som „Tyranners forvorpne Regimente“[23], og endelig er det en merkelig Omstændighed, at der fra Norge ikke findes et eneste dadlende Ord udtalt om ham, medens vi tvertimod have seet, at de islandske Annaler, der vistnok især udtrykke Folkemeningen i Norge, saamegetmere som Øen selv ikke kunde rose sig af synderlig Lykke under hans Regjering, yttre, at han efter sin Død ansaaes for hellig, og en anden islandsk Optegnelse, nedskreven ikke mere end 13 Aar efter hans Død, kalder ham „den gode“[24]. At hine partiske og ufordeelagtige Fremstillinger blev de, der især lagdes til Grund for nyere historiske Forfatteres Arbeider, var for saa vidt naturligt, som de var de eneste, der indeholdt noget rigere historisk Stof og meddeelte en sammenhængende Fortælling, medens derimod de nysnævnte mere umiddelbare Udtryk af hans Samtids og de fleste af hans Undersaatters Dom om ham tildeels vare ubekjendte. Man kan altsaa i Korthed sige, at de uskaansomme og ufordeelagtige Domme om Kong Magnus mere tilhøre en sildigere Tidsalder, og blandt hans Samtid kun en enkelt forholdsviis lidet talrig, men mægtig Klasse, der følte sine Fordringer og uberettigede Tiltag truede ved hans Foranstaltninger; og at derimod den skaansomme eller endog fordeelagtige Bedømmelse af hans Ferd tilhører hans Samtid og udtrykker den Mening om ham, der herskede i hele Norge og hos den største Fleerhed af hans svenske Undersaatter. Gjelder altsaa her, som ellers, det Udsagn, at Samtidens Bedømmelse af en Mand i det Hele taget er rigtig, da har Samtidens Stemme„ der overvejende erklærer sig til Bedste for Kong Magnus, derved ogsaa givet ham et Vidnesbyrd, som udvisker de fleste af de Pletter, hvilke en ubillig og partisk Efterslegt har sat paa hans Minde.

Det er allerede forhen nævnt, at saavel Kong Magnus, som Dronning Blanche havde bestemt at ville begraves ved Vadstena Kloster, og til det Øjemed skjenket en overvettes stor Pengesum[25]. Denne Bestemmelse blev neppe efterfulgt. Da Dronning Blanche døde, var Vadstena Kloster langtfra saaledes istand, at det kunde modtage Liig til Begravelse, og vi have ogsaa seet, at hun efter en næsten samtidig Beretning skulde være begraven i Danmark; dette er nu vistnok neppe rigtigt, da hun snarere blev begraven i Tunsberg, men man seer dog saa meget deraf, at hun ikke antages at være begraven i Vadstena. Heller ikke ved Magnus’s Død var Vadstena Kloster kommet ret istand. At Magnus’s Liig under den nærværende Krigs- eller usikkre Freds-Tilstand skulde være ført derhen i hans og hans Søns Fjenders Omraade, er lidet troligt, og der er ogsaa en – vistnok ikke af eldre Vidnesbyrd støttet – Beretning om, at det blev ført enten til Gudheems eller Varnheems Kloster i Vestergøtland[26]. Det sandsynligste synes ellers at være, at det blev ført til Bergen, siden Kongens Død indtraf saa nær denne Stad. Men noget Sagn om, at han skulde have været begravet der, findes dog ikke. Det er ikke umuligt, at Kong Magnus, da Sverige var falden fra og havde taget sig en ny Konge, forandrede den Bestemmelse i sit Testamente, hvori det forordnedes, at han skulde begraves i Vadstena, og valgte sig et nyt Begravelsessted, men at dette Tillæg til hans Testamente kan være tabt. Vi finde idetmindste, at han skjenkede Gaarden Henden paa Raumarike til Chorsbrødrenes Commune ved Domkirken i Oslo[27]. Hans tidligere, i sin Barndom afdøde, Børn – der skal have været tre døde – var blevne begravne ved –Aas Kloster i Halland.

Kong Magnus maa have efterladt en betydelig Gjeld. For det første var endnu ikke det store Laan af de pavelige Penge tilbagebetalte. Derhos maa der endnu have være meget ubetalt af hans Løsesum. Og endelig erfarer man, at han skyldte de fleste Kirker i Elvesyssel tre Aargange Tiende af Krongodset, formodentlig for den Tid, da han havde stadigere Residens paa Baagahuus Slot. Det er muligt, at han kan have skyldt ligesaameget til andre Kirker, men som da rigtignok ikke kan have ligget i Oslos Biskopsdømme, eftersom ingen saadanne tilbagestaaende Fordringer opføres for disse. Dog seer det ikke ud til, at Sønnen har plaget sig med at faa disse Gjeldsposter betalte, thi de forekomme endnu saa sildigt som 1393 opført blandt de næsten opgivne Gjeldsfordringer[28], og vi ville see, at ogsaa han stod i en lignende Gjeld til de selvsamme Kirker. Der maa ellers ved disse Tiende-Aargange have været en egen Sammenhæng, som nu ikke lader sig godt oplyse, siden Hr. Orm Eysteinssøns Bo, som vi have seet, var disse samme Kirker, eller de fleste af dem, tre Aargange skyldige. Thi vel kan dette, og maa det for en Deel have været Tilfeldet paa Grund af, at han havde Privat-Ejendomme inden Syslen, men det synes ogsaa at have maattet staa i Forbindelse med den Myndighed, han fra 1355 af som Kong Magnus’s Drottsete udøvede, om han maaskee kan have været forlenet med Baagahuus Slot og Syslen, og at dette maaskee kan have paadraget ham Forpligtelser, som ellers paahvilede Kongerne selv.

Der findes i enkelte Haandskrifter af de gamle novgorodske Annaler under Navn af „Kong Magnus’s Testament“ eller „Haandskrivelse“ en Advarsel til de Svenske om at opføre sig vel og fornemmelig holde Fred med Russerne, affattet i Kong Magnus’s eget Navn, og, hvad der er det forunderligste, efter hiint Uheld paa Søen 1374, der blev hans Død, men fra hvilket han, som det her foregives, skal være bleven frelst og omsider være kommen til et russiskt Kloster, hvori han som angergiven Synder lod sig optage, og hvorfra han da senere paa sin Sotteseng skulde have ladet Skrivelsen udgaa til sine svenske Undersaatter, i hvilken han til yderligere Advarsel skildrer sine egne Misgreb med de mørkeste Farver. Skrivelsen begynder saaledes[29]: „Jeg, den syndige Magnus Sveakonge, som i den hellige Daab har faaet Navnet Gregorius, men som snart vandrer heden til et andet Liv, byder herved mine Brødre, mine Børn og hele Sven Land at leve i Fred og Kjærlighed, afholde sig fra Svig og Usandhed, Overdaadighed, Drukkenskab og falskt Spil, ikke at forurette Nogen eller bruge Vold mod Nogen, ikke overtrede Korskysningen, og ikke gaa over til Russernes Land, førend Fred bliver sluttet og Korset kysset, da vi deraf ikke have nogen legemlig Fordeel, men Sjælen fortabes“. Derpaa gjennemgaaes i Korthed de Svenskes tidligere Krigsforetagender mod Rusland for at vise, at de kun havde Skade deraf. Byrge Jarl, siges der, trængte frem til Neva med en Krigshær, men blev slagen paa Flugten af Fyrst Alexander Jaroslavitsch; siden gjorde Marskalken (Marsken Thorgils Knutssøn) et Tog til Neva og anlagde en Stad ved Ochta, hvor han efterlod en sterk Besetning[30]; derefter var der Ufred med Russerne i 40 Aar, indtil der sluttedes Fred med Storfyrst Jurje Danilovitsch paa 40 Aar, med beseglede Breve; men uden at agte dette drog Magnus 30 Aar derefter med hele Sveriges Magt mod Russerne for at tage dem til Fange, fordi de ikke vilde gaa over til hans Lære, lod ogsaa mange af dem døbe, indtog Orechov og efterlod en Besetning der, men saasnart han var dragen hjem over Havet, erobrede Novgoroderne Staden tilbage og dræbte Besetningen. Desuagtet, heder det videre, kom han Aaret efter tilbage med en Krigshær for at angribe Orechov, vendte sig, da den var forsvaret af en russisk Hær, til Koporje, og flygtede siden derfra over Havet, men mistede en Deel af sin Hær ved en sterk Storm i Mundingen af Narva; siden den Tid havde Guds Vrede hjemsøgt Sverige med Hungersnød, Pest og indbyrdes Fejde. „Og mig arme Synder“, heder det derpaa, „har Gud for mine mange Synders Skyld berøvet Forstanden, og jeg har siddet fangen i mit Slot et Aar, fastsmeddet til Veggen ved en Jærnkjede. Siden kom min Søn Haakon[31] fra Norge til mig og tog mig ud af Slottet, og da han betragtede mig og saa, hvorledes jeg var bleven mørk af Farve og udtæret, mine Øjne indfaldne, mine Hænder og Fødder afmagrede, Huden og Aarerne fasttørrede til Benene, og at jeg næsten ikke kunde faa Stemmen frem, saa at min Røst lignede en svag Biesurren, og alle, som saa mig, feldte Taarer: da faldt han af Bedrøvelse til Jorden, sørgede og græd over mig. Han førte mig derpaa til sit Land Norge, og jeg gik atter ombord paa et Fartøj. Men paany opstod der en heftig Storm, saaat man ej kunde see vore Skibe og Sejl blandt Bølgerne, og saa druknede alle mine Folk, men jeg selv blev frelst efterat have svømmet om paa Kjølen i tre Dage og tre Nætter; og Gud førte mig med Vinden til Floden Polnaja tætved den hellige Frelsers Kloster[32], og de derværende Munke løftede mig op og bare mig ind i Klostret, hvor jeg tog Munkedragten og af dem blev indviet til Munkeliv og Klosterdragt. Alt dette haver Gud ladet mig times for min Hovmodighed og mine Indbildninger om mig selv, og min Svigagtighed, thi der findes ingen i Verden saa hovmodig, ondskabsfuld og fyndig, som jeg, og derfor har Ulykken rammet mig. Jeg har i Mangt og Meget overtraadt Korskysningen, og øvet Vold mod det russiske Rige, men Gud har ydmyget mig og ladet mig døje usigeligt ondt. Og nu befaler jeg Eder, mine Brødre og Børn og hele Sveriges Rige, at I ej skulle elske Svig og Usandhed og denne Verdens forgængelige Tant, thi alt forsvinder som en Røg og en Drøm og farer forbi som en Skygge. Øver ikke Vold mod Russernes Land, overfalder det ikke, og overtreder ikke Korskysningen, paa det at I ej skulle gaa til Grunde. Men den, som overfalder Rusland og overtreder Korskysningen, han har imod sig Gud, Ild og Vand, hvormed han har straffet mig for min Ugudelighed, min Bedragerskhed og Usandferdighed, min Indbildskhed og Hovmod, og min Voldsomhed, Ubarmhjertighed og alt det andet onde, jeg har begaaet. Alt dette har Gud ved sit guddommelige Forsyn gjort til min Sjæls Frelse“. At dette Brev strax efter Kong Magnus’s Død er sammensat af en eller anden russisk Geistlig, der i det Hele taget – enkelte Undtagelser fraregnede – har været ret vel bekjendt med de Begivenheder, han berører, er øjensynligt, saavelsom at hans Hensigt maa have været den, derved at afskrekke de Svenske, idetmindste Grændseboerne, fra at øve Fjendtlighod mod Russerne, især efterat der, som man maa antage, netop i Aaret 1374 var indgaaet en ny Fred eller længere Stilstand mellem Rusland og Sverige. Men at Forfatteren selv for Alvor skulde have troet, at Kong Magnus endte sine Dage i et russisk Kloster, er utenkeligt; han maatte dog vide bedre Beskeed: han maatte idetmindste vide, at om Magnus end havde overstaaet Faren ved Lyngholmen, saa var han dog i alle Fald ikke kommet til noget russisk Kloster. Naar han alligevel foregiver dette, kan man neppe forklare det anderledes, end at han har troet at kunne benytte sig af den Omstændighed, at Magnus omkom i Norge, saa langt fra de yderste Grændser mod Rusland, til at indbilde de svenske Grændseboer noget saadant. Dog er det ikke umuligt, at der paa disse Kanter virkelig herskede nogen Uvished om, hvorvidt Kong Magnus var omkommen ved hiint Ulykkestilfelde eller ej. J de Tider kunde det nok vare længe, inden man erfarede den sikkre Sandhed om en Tildragelse, der havde fundet Sted i saa fjerne Egne, især da der nu endog var et spendt Forhold mellem Norge og Sverige, og Rygter eller Beretninger om Begivenheder i det vestlige Norge derfor vel og maatte have større Vanskelighed ved at arbeide sig frem til Sverige og gjennem dette, indtil de naaede de yderste Grændsestrøg i Østen. Naar Forfatteren lader det være 40 Aar mellem Thorgils Knutssøns russiske Krig (1293–1300) indtil Freden i Orechovetz 1323, samt 30 Aar mellem denne og Kong Magnus’s Tog til Rusland i 1348, da tør det vel hende, at disse Unøjagtigheder alene ere at skrive paa senere skjødesløse Afskriveres Regning, skjønt man ogsaa meget godt kan tænke sig, at Forfatteren, uagtet vel bekjendt med Begivenhederne overhoved, ikke saa nøje erindrede Aarene. Skildringen af Sveriges ulykkelige Tilstand under Magnus’s Regjering, hvorvel noget overdreven, stemmer nok saa godt med, hvad vi andenstedsfra vide om Forholdene der. Beskrivelsen over Kongens haarde Fangenskab og elendige Udseende, da han omsider blev befriet deraf, tør maaskee paa det nærmeste medføre Sandhed. Den viser os her udtrykkeligt Haakon ganske som den kjærlige Søn, vi ellers alene kunne slutte os til, at han maa have været. Hvad der fortælles om Ulykkestilfeldet paa Søen, som Magnus ifølge denne Beretning skulde have overstaaet, stemmer besynderligt nøje med den islandske Fortælling, og det er maaskee endog muligt, naar det kommer til Stykket, at dennes Tillæg om, at Magnus var hellig, kunde staa i nogen Sammenhæng med den Tro, at han skulde være bleven optagen i et Kloster og der have endt sine Dage. Herom faar man vel tenke, hvad man vil: vi have ikke villet undlade at meddele et Uddrag af dette besynderlige Product, fordi det dog altid indeholder Oplysninger, der, hvor daarlige de end i sig selv ere, ved en saadan Mangel af udførlige historiske Beretninger, som den, der hersker med Hensyn til Kong Magnus’s Historie, dog ikke ere at foragte.

  1. ↑ Vi hidsette fremdeles her for Oversigtens Skyld de Steder i chronologisk Orden, hvor man af de os levnede paalidelige Data med Vished erfarer, at Kongerne opholdt sig fra Fredsslutningen i Stockholm indtil Kong Magnus’s Død: den 27de Septbr. 1371, begge Konger i Ljodhuus; den 21de Novbr 1371, Kong Magnus i Gimsø; d. 25de Febr. 1372, Kong Magnus i Oslo; den 27de, Kong Haakon sammesteds. Den 16de April 1372, begge Konger i Nidaroos; den 3die Mai, Kong Haakon paa Folskn, Nordmøre. Den 8de Aug. 1372, Kong Haakon i Bergen. Den 8de-30te Septbr. 1372, begge Kongerne i Tunsberg. Den 18de Marts 1373, Kong Haakon paa Frauner i Lider. Den 28de Mai 1373, begge Konger i Tunsberg. Den 26–28de Juli, Kong Magnus i Bergen. Den 15de Septbr. 1373, Kong Haakon i Bergen. Den 10de Marts 1374, begge Kongerne i Bergen. Den 20de Juli 1374, Kong Haakon i Karmtsund.
  2. ↑ Norges gl. L. III. S. 193.
  3. ↑ Dipl. Norv. III.
  4. ↑ Nemlig en Forordning, udstedt i Kong Olafs Navn den 19de August 1384, N. gl. Love III. S. 222.
  5. ↑ N. gl. L. III. S. 190. Man har denne Forordning kun i en sildig og slet Afskrift; Udstedelses-Stedet er der skrevet „Faste paa Nordmøre“, hvilket ikke kan være andet end en Fordrejelse af „Folskn“, nu udtalt Fosen, den Ø ved Indløbet til Throndhjemsfjorden, efter hvilken Fogderiet nu har sit Navn, og hvor der i eldre Tider var en Kongsgaard. Ligeledes staar der ganske vist urigtigt „Viniarsund“ istedetfor „Umeygjarsund“.
  6. ↑ Dipl. N. II. 422.
  7. ↑ N. gl. Love III. S. 191.
  8. ↑ N. gl. Love III. S. 192. Forordningen er dateret 23de Decbr. 1372, men i den slette Afskrift, der haves deraf, nævnes der intet om Kongens personlige Nærværelse. Det er altsaa muligt, at han da ej var tilstede, hvilket ogsaa er det rimeligste, og at Forordningen er udstedt af Hr. Henrik Henrikssøn, der da ogsaa (see o. S. 3) sandsynligviis var i Bergen.
  9. ↑ Dipl. Norv. II. 430. Brevet er udateret og angiver kun Aaret, Kong Magnus’s 54de: det kan altsaa være nesten hvilkensomhelst Dag i Tiden fra 26de Aug. 1372 til 25de Aug. 1373. Formodentlig tilhører den Tiden mellem 3die Septbr. 1372, da Modet med Hanseaternes Gesandter ophørte, og Juni eller Juli 1373, da Kong Magnus reiste til Bergen.
  10. ↑ Dipl. N. IV. 502.
  11. ↑ Herom mere nedenfor, hvor den i Dipl. N. III.}} 384 omhandlede Retssag meddeles.
  12. ↑ N. gl. Love III. 184. Denne Forordning er her dateret fra Bergen Fredag for Gregorii Dag i Kong Haakons 9de Aar, hvilket saaledes skulde være 8de Marts 1364. Men da Kong Magnus og Haakon i hele Begyndelsen af 1364 vare i Sverige, iagttagende K. Albrechts og Oprørernes Bevægelser, er det umuligt, at Forordningen kan være udstedt i dette Aar; endmindre i de følgende mat 1365–1371, da Kong Magnus var fangen; den kan ej være udstedt i 1372, da Kongerne endnu sidst i Februar vare i Oslo, og.i April i Nidaroos, samt først derfra kom til Bergen: 1373 kan det heller ikke være, da K. Haakon den 18de Marts var i Lider; altsaa maa det være 1374, og Afskriveren (den eneste Afskrift, vi have, er meget ny og slet) maa have skrevet 9de (IX) for 19de (XIX): en ikke usedvanlig Fejltagelse. Det er i en Forordning af 19de Aug. 1384, at der udtrykkeligt siges,at Kongerne Magnus og Haakon „med Erkebiskopens, andre Biskopers, lærde Mends, Ridderes og andre deres Mends Raad“ havde aflagt og forbudet Fjordekjøb. (Norges gl. Love III. S. 223).
  13. ↑ Suhm, XIII. S. 738, 738. Alt dette nævnes i Kong Haakons til Hansedagen i Juni 1375 indgivne Klageskrift; her siges det udtrykkeligt, at det usle Tilbud, Tydskerne havde gjort, var bleven fremsat, „da Kongen nys var i Bergen“.
  14. ↑ Om ham see forrige Bind, S. 402.
  15. ↑ I en af de faa daarlige Afskrifter, man har af denne Forordning, er den særskilt henvendt til Indbyggerne i Bergen. Dette kan alene være kommet deraf, at Afskriveren har haft et særskilt til Bergen henvendt Exemplar for sig; thi det er tydeligt nok, at Forordningen er af almindeligt Indhold. Formodentlig har der af denne, som saamange, været udstedt flere Exemplarer, særskilt henvendte til de forskjellige Landskaber eller Stæder; i en Afskrift er ogsaa Ordene „i Bergen“ udeladte.
  16. ↑ Dipl. Norv. I. 429.
  17. ↑ Islandske Annaler Udgaven S. 324. Her er ellers et af disse Steder, hvor man skulde tro, at Udgiverne med Flid havde søgt at gjøre det umuligt for Læserne at udfinde det rette Aar. Saaledes omtales Anders Sveinssøns Ankomst til Island 2 Gange, baade under 1373 og 1371, og paa det første Sted henføres den ogsaa til 1372, paa det sidste til 1373 og 1374, medens Thorgaut Jonssøns Afreise fra Island først omtales under 1373, og det dog siden under 1374 meddeles, hvorledes han lod hiin Misdæder henrette. Men formodentlig henhører dette sidste til 1371 eller 1372, da Erkebiskop Thronds Udnævnelse til Erkebiskop, som fandt Sted sidst i 1371, omtales for samme Aar, efterat det allerede for 1375 er meddeelt, at Biskop Oddgeir i Skaalholt kom til Island med Erkebiskopens Brev om Palliehjelpen. Thorgauts Død omtales siden under 1375. Forholder det sig rigtigt, da maa han være forskjellig fra den Thorgaut Jonssøn, der, fem det synes, i Egenskab af Sysselmand var tilstede ved en Delegang i Myrehvarvet (Røken Sogn) den 23de Juni 1383 (Dipl. N. III. 448).
  18. ↑ Han lod da et Landsvistbrev besegle „i sin Nærværelse““. Dipl. N. VI.
  19. ↑ Dette fortælles, uden nogen Angivelse af Aarstal, i de visbyske Minoriters Annaler, Scr. R. D. I, 290, Scr. R. Sv. I. 45. De saakaldte Sigtuna-Annaler melde kun simpelthen, at han døde 1374 (Scr. R. Sv. I. 291; et andet Chron. sammesteds S. 58) setter hans Død til 1372 og tilføjer, at han døde i en Indsø (stagno, her menes dog vel nok „en Fjord“) i Norge. Riimkrøniken nævner Lyngholmen og Bømlfjord.
  20. ↑ Isl. Ann. Udg. 326, hvor Dagen, 1ste Decbr., er angiven, men hvor Aarene som sedvanligt variere, her mellem 1373, 1374, 1375. Aaret 1374 maa ansees sikkert deraf, at den lübeckske Provst Hermann, Fuldmegtig for Biskop Henrik af Skening, pavelig Nuncius, i et Brev fra Stockholm den 13de April 1375 omtaler Magnus som død. Kong Haakon omtaler ham ogsaa i Juni 1375 som død, see her strax nedenfor. Et russisk Sagn om Magnus’s Død stemmer, som vi ville see, nærmest med den islandske Beretning.
  21. ↑ Dipl. Norv. III. 397.
  22. ↑ See nysanførte Brev fra Provst Hermann i Lübeck. Jfr. nedenfor S. 45 øverst.
  23. ↑ Klage fra Linkøpings Domkapitel.
  24. ↑ See Flatøbogen I. S. 28. Fornaldar sögur Norðrlanda II. S. 14. 15. Han kaldes saaledes ikke mindre end tre Gange.
  25. ↑ S. foregaaende Bind, S. 478.
  26. ↑ Messenius, Scondia T. III. S. 27, T. XII. 204. Paa første Sted nævnes Varnheem, paa andet (i Apologien) Gudheem, og nogle Annaler paaberaabes. Hvilke disse ere, vides ikke: de ere idetmindste ikke nu til. I Vadstenas Annaler nævnes der heller ikke noget om, at Magnus’s Liig senere flyttedes derhen, og slige Flytninger plejede altid at omtales.
  27. ↑ Biskop Eysteins Jordebog fol. 123. Sammesteds, fol. 56, staar der, at han gav 1 Mk. B. Audigstad i Lider til Frauner Kirke for Tiende.
  28. ↑ Tillægget i Biskop Eysteins Jordebog fol. 3–6. Kirkerne, til hvem han skyldte, ere Thoresby, Bjorland, Sjove, Thorsland, Eykrey, Bakke, Mariekirken i Kongehelle, Yttraby, Karlaby, Jorland, Holte, Rymaland, Spikkarjod, Solberg, Noreim, Audsmaal, Aukland, Grindarjodr, Lyng, Ristarjord, Forsøle, Vistuland, Maggarjodr, Bevje, Herekstad, Haukaas, Skriksvik; Gjelden til enhver af dem var 3 Aargange, undtagen til Thoresby, hvem der kun skyldtes to. Vi kunne her tilføje, at ovenfor (forr. Bi S. 668), hvor de Kirker opregnes, hvilke Hr. Orm skyldte Tiende, ere Thoresby, Bjorland, Harundarstav, Sjove, Thorsland, Eykrey, Bakke, Marie (i Kongehelle) og Rymaland udeglemte.
  29. ↑ De novgorodske Ann. Suomi f. 1848, S.101-104, jfr. fr. B. S. 524, 525.
  30. ↑ Byrge Jarl kaldes her „Knæs og Befalingsmand Belgerd“: Thorgils Knutssøn, ligesom allerede i de novg. Annaler ved 1300, „Maskalka“ (d. e. Marskalk, Marsk) samt Kongens „Broder“, det vil sige „Frænde“. Der sigtes til Anleggelsen og Erobringen af Borgen Landskrone ved Neva og Ochta 1300 og 1301.
  31. ↑ Haakon kaldes, maaskee kun ved Fejlskrift, „Sakun“.
  32. ↑ Ifølge Suomi, l. c. S. 104, skulde der være et Sagn, som angiver dette Kloster at være Valamo Kloster i Ladoga.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/3&oldid=80902»