Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/24

< Det norske Folks Historie‎ | 8

Allerede medens Kong Erik endnu var oppe i Norge for at hyldes paa Ørething, var Dronningen ivrigt paa Ferde for at sikkre sig det nyserhvervede Herredømme i Sverige. Men det er et smukt Træk, at en af hendes første Handlinger, førend hun havde betraadt svensk Grund, var i Forening med Erkebiskopen af Lund, fra Malmø den 6te August at tilskrive de hedenske Lapper, fornemmelig dem, der stod under svensk Herredømme, et Brev, hvori hun opfordrede dem til at antage Christendommen, og fremstillede dennes Hovedlærdomme for dem paa en fattelig Maade. Mag man end indrømme, at denne Maade at tiltale dem paa vistnok var forfejlet, og at Brevets Indhold uden nærmere Forklaring ikke vilde have været dem forstaaeligt, endog om det havde været affattet i deres eget Sprog, endsige paa Latin, saa var det dog i alle Fald velmeent. Dette er ellers en af de første Gange, hvor man hører Navnet „Lapper“ anvendt; det er øjensynligt opkommet i Sverige og betegner egentlig kun den Deel af den finske Nation, som havde sit Tilhold i Sverige og Finland[1]. Fra Malmø har hun formodentlig begivet sig gjennem Skaane og Bleking til Sølvesborg og Kalmar, hvilke vigtige Punkter, der endnu vare i v. Vitzernes Vold, hun nu først og fremst søgte at faa i sin Magt, hvilket ogsaa, som vi have seet, lykkedes hende, skjønt imod store Penge-Opofrelser. Ved denne Lejlighed var det vel ogsaa, at Heyne Snakenborg, d. 15de September, overlod Dronningen endeel Ejendomme, som han havde faaet med sin første Hustru Birgitte Gøtstavsdatter (hvoriblandt Vederholm i Vestergøtland), for hvilke hun, som det heder, gav fuld Betaling, „mere af sin Naade, Dyd, og Godvilje, end for hans Rets Skyld“, skjønt han havde været med i den Strid, hvori Kong Albrecht blev fangen, og havde her været hans Hjelper og Tjener, saavel imod Dronning Margrete „af Guds Naade Sverige, Danmarks og Norges Dronning“, som imod hele Sveriges Rige[2]. Naar det her heder, at Dronningen kjøbte Ejendomme af ham for fuld Betaling, skulde man fristes til at tro, at denne Betaling, hun skulde give, kun var Løsepenge, som hun eftergav ham, imidlertid seer man dog, at hun siden lod ham udbetale Penge for dem, og at det saaledes dog har været et virkeligt Kjøb, skjønt det vel er muligt, at Betalingen ej har været stor. Heyne Snakenborgs Brødre Gerhard og Johan vare ogsaa tilstede ved denne Act, og siden den Tid fremtreder Hr. Heyne Snakenborg som en af Dronningens mest betroede Mend. Kalmar og Sølvesborg var særdeles vigtige Punkter for den Krig, som nu førtes med Kong Albrechts Undersaatter og Hjelpere i Tydskland, thi disse havde hidtil kunnet lande der for at føre Hjelpetropper til Landet; nu vare alle Havne stengte for dem undtagen Stockholm. Af de øvrige Slotte, forsaavidt de stode under Executorernes Raadighed, vare formodentlig de fleste allerede komne i Margretes Besiddelser, med Undtagelse af de finlandske, til hvis Modtagelse hun vel endnu ikke havde faaet gjort de nødvendige Foranstaltninger, paa Grund af deres fjerne Beliggenhed. Men dette skete nu paa et Møde, som hun i de sidste Dage af October holdt i Søderkøping med Raadets fornemste geistlige og verdslige Medlemmer, fornemmelig Testament-Executorerne, og paa hvilket hun saa at sige først overtog den egentlige Regjering af Landet. De forsamlede Herrer bekjendtgjorde nemlig her først og fremst, at de havde modtaget det Forsikkringsbrev af hende, som hun havde afgivet den 12te Marts Aaret forud, og som altsaa formodentlig nu først blev offentliggjort[3]. Nu viiste det sig, hvor stor hendes Magt over de hidtil saa myndige og umedgjørlige svenske Stormend allerede var, eller ogsaa hvor stor de ansaa Faren at være, idet de nemlig i Betragtning af „den store Naade, Trøst og Hjelp, som den højbaarne Fyrstinde, deres kjære Frue, Dronning Margrete, Sveriges og Norges Dronning og Danmarks rette Arving og Høvding, havde gjort og beviist Riget i denne store Drøvelse og Nød og denne store Orlog og Ufred, der havde været i Riget, men som de haabede vilde med Guds og hendes Raad og Hjelp faa en gode og rask Ende“, saavelsom ogsaa formedelst andet utalligt godt, de havde nydt af hende, og fremdeles haabede at skulle nyde“, vedtog „med Samtykke og god Vilje at give hende en Hjelp over det hele Rige, saavel over Biskoper, Klerker, Kirker og Klostre, Riddere og Svene, Landboer og Vordnede, som over alle Rigets Skattebønder, i hvilketsomhelst Biskopsdømme eller Lagsogn de bo“, nemlig saaledes at enhver Mand for sig, Bonde eller Landbo, skulde inden næste Faste-Indgang have givet hende en Mark svensk, enten i rede Penge eller i Varer til en ved samme Lejlighed nøje bestemt Taxt. En saadan Skat vilde det neppe have kunnet lykkes Kong Albrecht at udvirke. Bekjendtgjørelsen derom er udferdiget den 24de October, af Erkebiskop Henrik i Uppsala, Biskoperne i Linkøping, Strengnes, Vesteraas og Aabo, Erngisl Jarl, Erik Ketilssøn Marsk, Karl Ulfssøn, Byrge Ulfssøn, Bo Boessøn, Steen Benedictssøn, Erngisl Nikolassøn, Stephan Ulfssøn, Ulf Jonssøn, Steen Boessøn, Anund Jonssøn, Steen Steenssøn og Thure Benedictssøn, alle Riddere og Rigets Raadgivere. Den slutter med Befaling og indstændig Opfordring til alle og enhver, om at udrede denne Hjelp med god Vilje og fuldkommen Lydighed uden noget Nej eller nogen Forklaring, og at de ville tænke paa hendes store Kjærlighed og Hjelp, der „maa og skal med Guds og hendes Naade bringe Fred over Riget, saa at enhver kan under ret Raad og Landslov ved sit eget leve og bo“[4]. Tre Dage efter (den 27de October) udstedte de forsamlede Herrer, blandt hvilke nu ogsaa Biskopen af Vegsjø og flere andre Riddere og Svene nævnes, en Bemyndigelse til Dronningen om at kunne pantsette Gods af Uppsala Øde saavelsom andre Kronejendomme, de murede Slotte og Festninger undtagne, for dermed at udrede en Gave af 1000 Mk. brendt, som hun i taknemmelig Erkjendelse af den Naade, Gud havde viist hende ved at lade hende opnaa Regjeringen over alle tre Riger med Indbyggernes gode Vilje( og i Betragtning af at Kirken havde lidt saa meget af „umilde Mend“, nu med det svenske Raads Samtykke havde besluttet at give til Domkirken samt de øvrige Kirker og Klostre i Riget, til Aamindelse af hende selv, saavelsom andre Fyrster og Herrer, hvilke hun var Tak skyldig. Derhos tilsagde de hende paany sin Understøttelse til Opretholdelse af hendes Herskab 2). Vi see her, hvorledes Margrete klogeligen blev sin Politik tro, at holde sig inde med Geistligheden, om det endog skulde koste betydelige Opofrelser; det bar dog i Længden gode Frugter for hende. Denne Gave kunde vel endog efter de Tiders Begreber paa en vis Maade ansees nødvendig, eftersom den øjensynligt skulde svare til, hvad hun allerede for Danmarks og Norges Vedkommende havde forordnet i sit Testament, hvilket idetmindste i Norge ansaaes saa vigtigt, at det endog udtrykkeligt blev bekræftet i Raadets Forsikkringsbrev om at tage Erik af Pomern til Konge. Men de svenske Herrers Føjelighed i først at bevilge hende en betydelig Skat, og derpaa at tillade hende at pantsette Krongodset, er derfor ikke mindre merkelig. Det var den samme Dag, paa hvilken de geistlige og verdslige Executorer af Testamentet underrettede Magnus Kase, hvilken Bo Jonssøn havde sat til Høvding paa Tavastehuus i Finland, om den med Dronningen sluttede Overeenskomst, ifølge hvilken alle Slotte skulde stilles til hendes Raadighed, og derfor befalede ham, saasnart hun krævede det, at overlevere Tavastehuus med Fogderi til Jakob Abrahamssøn paa Aabo og Thord Bonde paa Raseborg, hvilke Dronningen havde givet sin Fuldmagt til at modtage det[5]. Endelig blev der nu ogsaa rettet paa de Ubehageligheder, hvori Erkebikopen og den uppsalske Geistlighed hidtil havde befundet sig med Hensyn til Jemteland, idet hun ved en Skrivelse af 28de October meldte alle sine Fogder og Ombudsmend saavelsom alle andre Bønder og Bokarle i dette Landskab, at hun havde taget Erkebiskopen og hans undergivne Geistlighed samt alt, hvad dem tilhørte i Jemteland, under sin kongelige Beskyttelse, og befalede derfor alle, til hvem Brevet var henvendt, at gjøre denne sin Skyldighed[6]. Hine store Bevilgninger synes strax at have sat Margrete istand til at indløse endeel pantsat Gods og afdrage endeel Gjeld[7].

Dette merkelige Møde hævedes ikke førend efter October Maaneds Udgang[8]. Dronningen blev fremdeles en Tidlang i Sverige, hvor hendes Nærværelse nu var paatrængende nødvendig til Fredens snarest mulige Gjenoprettelse. Dog synes hun først at have villet sikkre sig fuldkommen Besiddelse af Slottene og selve Landet, førend hun skreed til noget Angreb paa det velbefestede Stockholm, Mecklenburgernes sidste Besiddelse og Tilhold i Landet, efterat nu ogsaa Kalmar var falden i Dronningens Hender og Ørebro idetmindste kort efter havde samme Skjebne[9]. Dog maa Forbindelsen mellem Stockholm og det omliggende Land have været temmelig afskaaret, siden endog det ikke langt derfra liggende, vigtige Slot Steket, der beherskede Opsejlingen til Sigtuna og Uppsala, var i Dronningens Besiddelse og under Befaling af Hr. Steen Boessøn, en af Executorerne[10]. Sit egentlige Standqvarteer synes Dronningen at have taget i sit kjære Vadstena, hvor hendes Ungdomsveninde, Ingegerd Knutsdatter, Aaret forud var bleven højtideligt indviet til Klostrets første Abbedisse[11]. Men heller ikke under sit Ophold her var Margrete ledig, og man kan vel egentlig sige, at de i Søderkøping begyndte Forhandlinger med Raadet ogsaa fortsattes i Vadstena, hvor vi inden November Maaneds Udgang finde flere Biskoper og en stor Mengde af Rigets fornemste Mend forsamlede hos hende. De overvar, heder det, Højtidelighederne, da den ovenfor omtalte norske Huusfrue Brynhild Josephsdatter og Gyrid Gudleifsdatter, ligeledes fra Norge, bleve optagne i Klostret den 28de November, saavelsom tvende Brødre[12], men man kan være temmelig overbeviist om, at der var andre og vigtigere Anliggender end disse Højtideligheder, der havde kaldt dem sammen, om der end ikke erfares anden umiddelbar Følge af Dronningens Ophold i Vadstena, end at hun to Dage efter hiin Højtidelighed udstedte et Varnadarbrev for Klostret[13]. Men der kan vel neppe tvivles om, at hun allerede nu forberedede et vigtigt og for hende yderst fordeelagtigt Skridt, der kom til Udførelse paa en ny Sammenkomst, som hun den paafølgende Sommer havde med Executorerne paa Slottet Stekeborg[14]; her enedes nemlig disse om at overdrage Bestyrelsen af Bo Jonssøns Gods og de Panter, Dronningen havde stillet hans Børn istedetfor de opladte Slotte, til Hr. Steen Boessøn alene, som Børnenes nærmeste Frænde paa fedrene Side, medens de øvrige Executorer herefter skulde være ganske frie for alt Ansvar, (20de Juli 1390). Herved fik nemlig Margrete med ham alene at gjøre, istedetfor en heel Deel myndige Herrer.

I hele denne Tid synes Dronningen at have opholdt sig i Sverige for at befeste sig paa Tronen og treffe Foranstaltninger til sine Rigers Forsvar, naar Fjendtlighederne atter brød ud[15]. I ret første Aar efter Slaget ved Falkøping var endnu alt roligt, hvad enten nu Mecklenburgernes Stridskræfter for det første var udtømte, eller hvad der vel er det sandsynligste – at der har været indgaaet en Stilstand, indtil man havde dagthinget om de Fangnes Befrielse. Det er højst rimeligt, at de mecklenburgske Herrer en Tidlang haabede at kunne bevirke Albrechts Frigivelse, og at de saa lenge indstillede alle Fjendtligheder, dog hindredes de ogsaa ved en Fejde med Brandenburg[16]. Den samtidige lübeckske Chronist siger udtrykkeligt, at Dronningen i Aaret 1390 „tog mange Dage med Kong Albrechts Mend og Stæder, nemlig Rostock og Wismar, men holdt ingen“, det vil sige, indfandt sig ikke, eller sendte ingen Befuldmegtigede til de aftalte Møder[17]. Lenger ud paa Aaret, formodentlig seenhøstes, da Stilstanden maaskee enten var løben ud, eller man saa, at der ikke kom noget ud af Underhandlingerne, udrustede Kong Albrechts Farbroder, Hertug Johan af Mecklenburg-Stargard[18], en Hær og Flaade for at komme Stockholm til Hjelp, men paa Overfarten fik han en heftig Storm, hvorved et af Skibene strandede paa Øland, og de, der vare ombord, mange Riddere og Svene, deels omkom, deels bleve tagne til Fange. Et andet Skib førte Befalingsmanden troløst lige til Kalmar, saa at det faldt i Fjendens Hænder med hele sin Besetning[19]. Herved nødsagedes Hertugen til at vende tilbage med uforrettet Sag, og saaledes forskaanedes Landene i hele dette Aar for Krigens Onder, naar undtages de smaa Fegtninger, der vel altid fra Tid til anden have fundet Sted i Omegnen af Stockholm, hvis Besetning og Indbyggere vist ikke lod sig afstenge fra det øvrige Land uden Modstand.

I det følgende Aar gjorde Mecklenburgerne nye Anstrengelser for at undsette Stockholm og vinde et Fodfeste i Sverige, der kunde sikkre Kong Albrechts Frigivelse. Stæderne Rostock og Wismar forbandt sig i Mai 1391 med Hertug Johan af Stargard og hans Sønner, den unge Hertug Johan Magnussøn, og alle disses Riddere og Svene i Mecklenburg om at staa Margrete og hendes Riger imod og aldrig indgaa noget Forliig med hende, førend Albrecht var kommen fri. Flere mindre Stæder i Mecklenburg, navnligt Schwerin, sluttede sig til Forbundet. Hertugerne søgte ogsaa at faa baade de tydske Riddere i Preussen og den romerske Konge Wenzeslav draget ind i Forbundet[20]. Herved saa Hertug Johan sig istand til atter at samle en stor Styrke, med hvilken han imod Udgangen af August[21] sejlede til Stockholm, idet han undervejs anløb Bornholm og Gotland og herjede og brandskattede paa begge Steder. Da han kom til Stockholm, fandt han Staden indsluttet af en dansk Hær, som Dronningen, der om Vaaren havde været nede i Danmark, formodentlig havde faaet samlet og afsendt[22], og til hvilken vel og endeel svenske Stridsmend havde sluttet sig. De Danske havde bygget tvende Skandser foran Staden; den ene tog Mecklenburgerne strax, men den anden, der laa paa en Klippe, forsvarede sig saa længe, at Hungersnød tilsidst tvang begge Parter til at indstille Fjendtlighederne og dagthinge. Dronningen, der atter havde begivet sig til Sverige, underhandlede selv med de mecklenburgske Herrer, maaskee i Nykøping, hvor hun befandt sig den 21de October[23]. Der blev indgaaet en Vaabenhvile indtil 8 Dage efter Pints, eller 9de Juni 1392, til hvilken Tid hun skulde samles med de mecklenburgske Fyrster og Deputerede fra Stæderne Rostock og Vismar paa Falsterbod for at underhandle nærmere om Kong Albrechts og hans Søns Frigivelse. Disse skulde imidlertid forblive i Fangenskab, medens derimod de Fanger, som Fyrsterne havde taget, skulde have Dag indtil Mødet, som det heder, det vil vel sige sættes i Frihed mod sit Æresord og Caution for de Løsepenge, som de havde at betale. .Til dette Møde skulde ogsaa de øvrige Stæder anmodes om at sende Deputerede, formodentlig for at Underhandlingerne kunde skee under deres Megling[24]. Denne Anmodning blev strax efter fremsat paa en større Hansedag, som ved Mortensmesse titte November) holdtes i Hamburg, til Bileggelse af en Uenighed, der i lengere Tid havde hersket mellem den tydske Hansa og de Flamske; nogen fælles Beslutning blev dog ikke fattet, men de Deputerede lovede kun at forelegge Sagen hver for sit Stads Raad til nærmere Afgjørelse, og siden tilskrive hine to Stæder derom. Imidlertid skal Hertug Johan være vendt tilbage til Tydskland med de øvrige Fyrster og sin Hær. Naar det heder, at han skal have provianteret Stockholm, kan det ikke have stort at betyde, siden det udtrykkeligt berettes, at Hunger ikke mindre tvang ham end de Danske og Svenske til at indgaa Stilstanden.

Der blev saaledes atter roligt i et halvt Aars Tid; idetmindste nævnes der ikke om nogen Fjendtligheder i den øvrige Deel af 1391 og den første Halvdeel af 1392. Men desto ivrigere forberedede man sig paa begge Sider til at optage dem, naar Stilstanden var ude. Det berammede Fredsmøde paa Falsterbod blev ikke holdt. I de islandske Annaler heder det, at Tydskerne udeblev[25], og det er heller ikke usandsynligt, at Vitaliebrødrene, som vi strax nedenfor komme til at omtale nærmere, allerede nu gjorde Farvandene saa usikkre, at ingen Gesandter vovede at drage over til Skaane. Men Dronningen synes i alle Fald ikke at have svigtet Aftalen, uagtet hun endnu i April havde holdt et Raadsmøde i Norge[26], thi hun var i alle Fald tilstede ved Danehofet, der i de første Dage af Juli holdtes i Vordingborg, saaat hun altsaa var nær ved Haanden, og der var her endog svenske Herrer tilstede, som Biskop Thorstein af Skara, Gerhard og Heyne Snakenborg, Karl Baat, ligesom det ogsaa er højst sandsynligt, at Biskop Thord af Strengnes agtede sig did, da han, som det nedenfor skal berettes, paa Vejen blev anfaldt og tagen til Fange af hine Sørøvere[27]. Den sandsynligste Grund til Mecklenburgernes og deres Hjelperes Udeblivelse torde vel være den, at de imidlertid havde faaet Vished om, at de ingen videre Bistand havde at vente af de øvrige Stæder. Disse stod vel paa en nok saa venskabelig Fod med Kong Albrecht i hans Egenskab af mecklenburgsk Hertug og undte ham nok saa gjerne Friheden; men derimod vilde de nødigt have ham tilbage paa Sveriges Trone og ønskede for Øjeblikket helst, at Foreningen af alle tre Riger under Margretes Herredømme maatte vedblive, da de, som det heder, deraf spaaede sig alt muligt godt. Formodentlig havde deres Handel lidt saa meget under den mangeaarige Fejde mellem Mecklenburgerne og Dronning Margrete, især ved de Sørøverier, hvortil denne Fejde gav saa rigelig Lejlighed, at de med Glæde hilsede en Tingenes Orden, der lovede dem varig Fred og Ro, idet de vel altid haabede, ligefuldt at kunne hevde sin Handels-Overlegenhed. Dog siges det ogsaa udtrykkeligt, at den formaaende Borgermester i Lübeck, Henrik Westhof, var en personlig Ven af Dronningen og benyttede sin store Indflydelse i denne Stad, som var den ledende i Hanseforbundet, til overhoved at stemme dette til Gunst for Dronningen og Rigernes Forening[28]. Herover opstod megen Forbittrelse i Rostock og Wismar, og disse Stæder greb nu til en Udvej, som vistnok fremskyndede Kong Albrechts Befrielse og saaledes paa en Maade svarede til sin Hensigt, men som tillige blev yderst fordærvelig for Stædernes Handel og Skibsfart og i en lang Rekke af Aar bragte usigelige Ulykker over Norden. De lod nemlig bekjendtgjøre, at hvo, der paa egen Haand havde Lyst til at herje paa Nordens tre Kongeriger, skulde finde sikker Tilflugt og Bistand hos dem, og kunde frit løbe ud og ind ei deres Havne, og der selge alt det Bytte, de maatte gjøre. Paa den Maade, siges der, samlede der sig en tøjleløs Mængde af alle Slags Folk, Hofmend, Borgere fra mange forskjellige Byer, Bønder og andre, som sagde, at de vilde tvinge Dronning Margrete til at frigive Kong Albrecht, og at de ikke vilde gjøre andre nogen Skade end dem, der understøttede Dronningen med Gods og Hjelp. Men desuagtet anfaldt de baade Venner og Fjender og foruroligede den hele Sø og alle Kjøbmend; og fornemmeligt, siges det, skal man i Rostock og Vismar have glædet sig, naar de kom med Bytte, som var røvet fra Lübeckerne, fordi man især gav disse Skylden for, at Kong Albrecht endnu holdtes fangen. Sørøverne selv lod offentligt bekjendtgjøre, at alle Misdædere, Landflygtige og Fredløse blot kunde komme til dem: de skulde strax blive optagne og faa sikkert Tilhold i deres Byer, Borge og faste Steder. De kaldte sig Vitaliebrødre (egentlig „Victualiebrødre“) hvad enten nu fordi de foregav som deres egentlige Bestemmelse at bringe Victualier eller Levnetsmidler til Stockholm for derved at sette Staden istand til at udholde Blokaden desto lenger, eller fordi de selv maatte skaffe sig det fornødne til sin Underholdning, det vil sige, ved at drive det skjendigste Sørøveri i Fleng[29]. Blandt Anførerne nævnes især en vis Henning Mandüvel, Arnold Stuke, Nikolas Gylge af Schwerin, Olaf og Heine Schutke, en vis Gunnar o. fl., hvilke Navne allerede vise, at de ej alle vare Tydske, men at der ogsaa fandtes Nordboer iblandt dem. De søgte at skaffe sig faste Tilhold i flere af Østersøens Afkroge, hvor det ej var saa let at angribe dem. Saaledes samlede der sig allerede om Høsten 1392 over femtenhundrede i de liflandske Farvande, der søgte at sette sig fast paa Biskopen af Revals Enemerker, altsaa formodentlig paa en af Smaaøerne ved Indløbet til den finske Bugt; og deres Antal tiltog her Dag for Dag. Men kort efter bemegtigede de sig Gotland i Kong Albrechts Navn og havde her et endnu bekvemmere Middel- og Udgangspunkt for sin skammelige Bedrift. I den sydlige Deel af Østersøen huserede de saaledes, at Stæderne indtil videre maatte forbyde Sildefisket ved Skaane, og denne indbringende Syssel ophørte i tre Aar. I Sverige opstod der formelig Dyrtid af Mangel paa Tilførsel. Hertug Albrecht af Bayern, Greve af Holland, Zeeland og Hennegau, forkyndte allerede i September for alle Borgermestre og Raad i de hollandske og zeelandske Stæder, at han havde faaet Brev fra Wismar og Rostock om den store Krig og Orlog, der nu rasede mellem Dronning Margrete paa den ene, og Kong Albrecht og os hiins Venner og Stæder paa den anden Side, og befalede derfor de samme Borgermestre ikke at tillade Borgere af hine Stæder at fare paa Danmark, Norge eller Sverige, saa længe Krigen stod paa, end mindre at bespise eller understøtte Dronningens Fjender[30]. Lignende Forbud have sandsynligviis ogsaa andre Fyrster givet. Sørøvernes Frekhed gik endog saa vidt, at Arnold Stuke og Nikolas anfaldt Biskop Thord af Strengnes, til hvem de vel især havde et ondt Øje som en af Testament-Executorerne, da han omtrent paa samme Tid med sin Capellan og et stort Følge skulde drage til Dronningen for at deeltage i Mødet paa Falsterbod eller i Vordingborg; de fangede ham og alle hans Folk og bragte dem til Stockholm, hvor Hertug Johan den yngre af Stargard, Albrechts Fetter, som imidlertid havde overtaget Befalingen der, holdt dem fængslede i halvandet Aar, efter det.almindelige Rygte endog med Lænker om Hals og Fødder[31]. Dronningen gjorde alt hvad der stod i hendes Magt for at møde det truende Uvejr, førend det brød løs, og siden for at standse dette Uvæsen, men desverre lykkedes dette hende ikke saa godt, som ønskeligt kunde være, paa. Grund af det Forfald, hvori Søforsvarsvæsenet nu var kommet, .siden Hanseaterne havde bemegtiget sig Skibsfarten i Norden, og Ledings-Indretningen i Danmark og Sverige neppe engang længer bestod af Navn, medens den i Norge langtfra var hvad den tidligere havde været. Først og fremst søgte Dronningen at sikkre sig de farlige holstenske Grevers Neutralitet ved at indgaa en ny Overeenskomst med dem paa det nysomtalte Danehof i Vordingborg, den 12te Juli 1392, i Følge hvilken der skulde være en evig Fred mellem begge Parter, og den ene ikke befatte sig med den andens Lande. Dernæst søgte hun at skaffe Krigsskibe til Veje, og da, som sagt, den gamle Søforsvars-Indretning var aldeles forfalden i Danmark og Sverige siden Rusttjenestens Opkomst, maatte hun endog sender en Gesandt til England for der med Kong Richards Tilladelse at faa lejet Skibe, hvilket ogsaa lykkedes, idet Kong Richard ved Brev af 20de April, „formedelst det Venskabs Forbund, der var mellem ham og hans kjære Syster Dronningen af Norge, Sverige og Danmark“, tillod Sven at leje trende store Krigs-Skibe, der laa i Havnen ved Lynn, med Befalingsmend og Mandskab, og uhindret at fore dem over til hendes Landes Forsvar[32]. I Norge, hvor Dronningen allerede i April 1392 havde holdt et Raadsmøde, som det nedenfor nærmere skal omtales, lod hun i Kong Eriks Navn[33] ved Breve, udstedte fra Oslo i Begyndelsen af Marts 1393, udgaa Opbud af fuld Almenning „paa Grund af den store Ufred og Orlog, som Kongens Fjender, Tydskerne, agtede at gjøre alle Vegne i Kongens Riger og Lande“. Mandskabet skulde være rede med Skibe, Vaaben og Levnetsmidler senest aatte Dage efter Paaske i Oslo, til at fare saaledes, som Fehirden paa Akershuus nærmere skulde tilsige, under Landraadesags Straf for Overhørighed[34]. Til Island sendte hun allerede om Sommeren eller Høsten 1392 et Sendebud, ved Navn Thjodbjørn, med et Brev, hvori hun fordrede en overordentlig Skat af een Mark forngild for hver skattepligtig-Mand, ligeledes tinder den Trusel, at Enhver, der vegrede sig ved at betale, skulde ansees som Landraademand. Hun støttede sig vel her til, at hun ingen Privilegier havde fornyet, siden endnu ingen egentlig Hylding havde fundet Sted. Hvorledes Almennings-Udbudet blev optaget af Nordmendene, er ikke bekjendt, og da der ej senere tales om, at der udgik nogen Leding fra Norge, medens vi derhos ville see, at Fjenderne ligefuldt hjemsøgte det, er det nok muligt, at Ledingen er bleven indstillet eller fik en anden Anvendelse. Paa Island mødte Skattepaabudet vel nogen Modstand, men havde dog tilsidst ret god Fremgang. I Førstningen, da Thjodbjørn var kommen med Brevet, svarede næsten alle, at de ikke vilde indlade sig derpaa. Men siden, da den forhen omtalte Høvding Bjørn Einarssøn i Vatnsfjord holdt sin Datters Bryllup d. 14de October, benyttede Hirdstjoren Vigfuus Ivarssøn sig af denne Lejlighed, da saa mange anseede Mend vare tilstede, til at komme frem med Brevet, og formodentlig ogsaa-paa bedste Maade at anbefale Sagen; og han havde den Tilfredsstillelse, at mange af de bedste Mend strax erklærede sig villige til at underkaste sig Ydelsen. Det følgende Aar fremsatte han Dronningens Anmodning paa Thinget, og her forbandt alle de bedste Mend sig, paa Eyfjordingerne nær, til at give hver 8 Alen Havnevaad (almindeligt Vaadmaal) for Vigfuus’s Skyld, dog saaledes, at dette ikke skulde kaldes nogen Skat eller oftere kræves. Eyfjordingerne vilde slet intet give[35]. Denne Ydelse blev saaledes vistnok ikke saa stor, som Dronningen havde fordret den, men noget, og vel ej saa ganske ubetydeligt, maa dog altid være kommet ind.

Disse Forberedelser, og Ledings-Udbudet i Norge, hindrede dog ikke, at Sørøverne fremdeles spillede Mester i de danske og norske Farvande. De herjede-Svenborg og Helsingborg, og hjemsøgte endelig Bergen paa en Maade, der endog minder om Vendernes Angreb paa Kongehelle i 1136. I Paaske-Ugen 1393, altsaa mellem 6te og 13de April, ankom der til Bergen fire store Skibe[36] med ni hundrede Skytter, formodentlig Hageskytter, under Anførsel-af en tydsk Herre, beslegtet med Kong Albrecht, hvis Navn i de islandske Annaler, der berette herom, forvanskes til Enis, og en anden, der kaldes Mækenborg eller Mecklenburg[37], der ligeledes skal have været Kong Albrechts Frænde. De paastod, siges der, at Kong Albrecht nu var retmæssig Arving og Konge til Norge, og derfor maa man formode, at de, idetmindste for et Syns Skyld, opfordrede Befalingsmanden og Indbyggerne til at underkaste sig med det Gode, førend de skred til Angreb. Jon Darre var nu Fehirde og Hirdstjore i Bergen, efterat Haakon Jonssøn var død Vaaren eller Sommeren forud[38].“ Til ham nyttede det ikke at komme med en saadan Opfordring. Sørøverne gjorde derfor Landgang den 17de April indenfor Nordnes[39], men Bymendene mødte dem under Jon Darres Anførsel og forsvarede sig med megen Tapperhed, især roses Jon Darre selv og en Henrik Aslakssøn, der bar Merket. Der faldt mange paa begge Sider, dog flest af Tydskerne, blandt dem endog hiin saakaldte Mecklenburg, der blev skudt af en Nordfarer ved Navn Erik. Den haardeste Strid og det største Mandefald skete indenfor Minoriterklostret (nu Domkirken), hvorhen Nordmendene vel efterhaanden drog sig tilbage. Thi Sørøverne fik dog omsider Overhaand, formodentlig paa Grund af sin større Mængde og bedre Vaaben; Bymendene havde ogsaa det Uheld, at Befalingsmanden, Jon Darre, blev fangen, og at Merkesmanden, Henrik Aslakssøn blev drebt af et Skud gjennem Hovedet, just som han løftede paa Staalhuen for at afkøle sig lidt. Byen blev nu priisgiven for den skrækkeligste Plyndring, og mange Mennesker bleve drebte; Røverne sparede hverken Kirker, Klostre eller Kvinder og ranede alt hvad der havde nogen Verdi, og det saa grundigt, fortelles der, at de endog heller sænkede ned paa Søen, hvad de ikke kunde faa med sig, end at de lod Indbyggerne faa beholde det. Ogsaa Skibe med deres Ankere tog de, men et Anker, der kaldtes Langbein, og som Kong Olaf (den hellige?) havde ejet, skal de ikke have kunnet rokket fra sin Plads. Tilsidst satte de Ild paa Byen. Biskopen og Lagmanden, Arnulf Gunnarssøn, saavelsom flere andre Mend paa Borgerskabets Vegne, bleve ved Trusler nødte til at sverge Kong Albrechts Troskabs-Eed, dog lader det til, at det kun skete med det Forbehold i Eeden, „om han var Konge med Rette“. Paa egte Sørøverviis lod Hr. Enis sine egne faldne Krigeres Liig bringe ud paa Vaagen og der sænke ned; kun sin Medanfører lod han ordentlig jordfeste, og idet med stor Højtidelighed, ved Minoriterkirken. Inden.aatte Dages Forløb droge de bort igjen, efterladende en tydsk Besetning i Borgen, og medbringende sine Fanger, hvoriblandt Jon Darre[40]. Et af deres Skibe skal dog strax efter være blevet erobret, formodentlig af hine i England lejede Krigsfartøjer, der just paa denne Tid maa have været paa Vejen til Danmark, og saaledes kunde støde sammen med Røverne i Nordsøen eller Kattegattet. Besetningen paa dette Skib, 80 Mand, bleve alle henrettede som Sørøvere[41]. Den i Bergen efterladte Besetning fik ogsaa snart sin fortjente Straf, thi Fehirden i Nidaroos, Otte Rømer, samlede strax, som der siges, endeel Krigsfolk – maaskee kom han kun tilfeldigviis strax efter til Bergen med de Ledingstropper, som han ifølge Udbudet havde samlet – og søgte først at indhente Røverskibene, men vendte sig, da disse allerede havde faaet for stort Forspring, mod den tydske Besetning i Bergen, der nu, som der siges, skareviis blev drebt[42]. Jon Darre forblev imidlertid i Fangenskab, omtrent et Aars Tid, og kom da paa fri Fod, imod Forskrivning om at betale Løsepenge[43]. Dog kom han ikke for det første tilbage til Norge eller sit Embede i Bergen, hvor Otte Rømer fremdeles synes at være forbleven. Samtidigt med dette Angreb paa Bergen, eller maaskee endogsaa tidligere, gjorde Tydskerne i Stockholm, eller maaskee snarere Sørøverne, der nu forsamlede sig deri Mængdeviis, ødeleggende Tog omkring i de nærmeste Landskaber, opbrendte Vesteraas, Eenkøping, Nykøping og Linkøping, skjendte og brendte rundt om i Herederne, og nedsablede en Bondehær, der vovede at gjøre dem Modstand, ved Tillinge[44] Stort bedre gik det vel heller ikke til i Omegnen af Bergen, saa længe Røverne holdt sig der.

Tilstanden var nu bleven saa utaalelig overalt i de nordiske Farvande og paa Kysterne, og Stædernes egen Handel og Skibsfart havde lidt saa voldsomme Stød[45] at de alvorligt maatte være betænkte paa en virksom Fredsmegling. Den 22de Juni holdtes der en Hansedag i Lübeck, hvor der blandt andet blev bestemt, at formedelst Ufri-dens Skyld maatte endnu i et Aar ingen drage til Skaane for at nedsalte eller opkjøbe Sild[46]; men ved samme Lejlighed blev formodentligt ogsaa et Mode aftalt og berammet, som ved Michelsdagstider holdtes i Skanør eller paa Falsterbod, og hvor saavel Dronningen og hendes Raad, som Hertug Johan af Mecklenburg og hans Raadgivere indfandt sig for under Stædernes Megling at dagthinge om Freden. Begge Parter erklærede sig villige til at antage denne Megling, dog Dronningen med det Forbehold: „saavidt hendes Ære tillod det“. Dronningen fremførte nu sine Retsgrunde og Paastande, medens. Hertugen fordrede, at man skulde hente Kong Albrecht fra Lindholms Slot, for at han selv kunde svare dertil. Herpaa vilde dog Dronningen ikke indlade sig, sigende at dette ej stod til hende at gjøre – hvilket synes at antyde, at hun har stillet det svenske Raad Sikkerhed for, at Albrecht ej skulde komme ud af Fængslet uden dets Tilladelse – men at der intet var i Vejen for, at Hertug Johan og hans Raad kunde faa Albrecht i Tale paa selve Lindholm og der indhente hans Instructioner. Dette syntes dog igjen Hertugen og hans Raad ikke om; maaskee frygtede de for, at Dronningen og hendes Mend vilde svige dem. Efter megen Talen frem og tilbage foreslog endelig Stædernes Gesandter (hvoriblandt Henrik Westhof) følgende Afgjørelse, der siden ogsaa blev Grundlaget for den endelige Fredsslutning: at Kong Albrecht skulde frigives paa to eller tre Aar med Forpligtelse til da igjen at indstille sig i Fangenskabet, hvis han ikke imidlertid var bleven forligt med Dronningen, og at Stockholm til.Sikkerhed for dette Løftes Opfyldelse skulde overgives til fire Mend af begge Parters Raad, eller som opnævntes af Stæderne, for siden at gives Kongens Mend tilbage, hvis han atter indstillede sig i Fængslet, eller i modsat Fald at overgives til Dronningen. Herimod havde Hertug Johan ikke synderligt at indvende, og heller ikke Dronningen, undtagen at hun ikke fandt Sikkerheden betryggende nok. Hun undskyldte sig med, at hun først maatte tale med sit norske og svenske Rigsraad, som nu ikke var tilstede, men som havde taget den Forpligtelse af hende, at hun i denne Sag intet skulde foretage sig uden dem; siden, formodentlig efterat Hertugen allerede var dragen bort igjen, sagde hun ligefrem til Gesandterne, at hun gjerne vilde føje sig efter deres Afgjørelse, naar kun Stæderne selv stillede hende og hendes Riger fuldkommen Sikkerhed for, at hun til den bestemte Tid enten fik Kongen igjen i sin Forvaring, eller Stockholm i sin og Raadets Magt. Forresten lovede hun halvt om halvt at meddele Stæderne, hvad Beslutning hun og hendes Raad havde taget, naar disse holdt sin næste Hansedag, hvilken foreløbigt berammedes til førstkommende Kyndelmisse[47].

Saaledes kom endnu intet Forliig istand, og de trende Riger, fornemmelig Sverige og Danmark, maatte fremdeles lide under Sørøverkrigens Rædsler. Det skal have været i dette Aar, at Røverne endog vovede at angribe et stærkt Stralsunderskib, uagtet de meget godt vidste, og det tillige blev dem sagt, at det ikke tilhørte de Danske, men de Tydske. Men denne Gang kom de til kort, deres eget Skib blev taget, og noget over hundrede tagne til Fange, hvilke Sejerherrerne af Mangel paa Baand og Lænker stoppede ind i Tønder og forvarede i Skibsrummet, indtil de kom hjem, hvor de da bleve tagne ud een for een og halshugne[48]. Dette viser, hvor stor Forbittrelsen maa have været imod dem, endog blandt deres egne Landsmend. Siden gjorde ogsaa Dronningen alvorlige Foranstaltninger til at forjage dem fra Stockholm og vinde denne Stad tilbage. Hun valgte dertil Vintertiden, maaskee fordi det da var vanskeligere for Røverne at komme Staden til Undsetning, og overdrog Befalingen over Belejringshæren til Abraham Broderssøn og Algøt Magnussøn, der nu var Høvding paa Ørebro[49]. De danske Tropper have saaledes formodentlig især været samlede fra Dronningens eget Landskab Halland. Selv begav hun sig til Kalmar, hvorfra hun den 25de Januar tilskrev Stæderne og bad dem undskylde, at hun ikke kunde sende Nogen af sit Raad med noget afgjørende Svar til Hansedagen i Lübeck, da Tiden havde været for knap til at faa indhentet begge Rigsraads Erklæring; imidlertid havde alle de Medlemmer af disse, som hun enkeltviis havde talt med, fundet, at hun ligesaa vel som Hertugen kunde betroe sig til Stæderne, naar hun kun fik tilbørlig Sikkerhed for sig og sit Rige, hvilket hun ogsaa haabede, at Stæderne ej vilde negte hende, da hverken hun eller hendes Mend med sit Vidende havde fornærmet dem, ligesom det heller ikke var hendes Skyld, at nogen endelig Fred ej var kommen istand paa Falsterbod, da hun her ikke havde kunnet gaa videre i sine Tilbud. Hun henstillede det derfor til Stæderne at holde et nyt Fredsmøde med hende i Danmark, og bad om Svar herpaa, saavelsom om hvorvidt de i Forening med hende vilde bekrige Sørøverne[50]. Imidlertid fortsattes Belejringen af Stockholm med saadant Eftertryk, at Staden nær havde maattet overgive sig formedelst Hungersnød, hvis ikke Hertug Johan i den yderste Tid havde sendt nogle Skibe fra Wismar til Undsetning. Disse havde vel mange Vanskeligheder at kæmpe med, da de frøs inde ved Dalarø og bleve angrebne af en overlegen dansk Styrke, men ved Anførernes Klogskab fik de dog slaaet Angrebet tilbage, og da der strax efter indtraf Tøvejr, udrettede de sit Erende og forsynede Staden med Levnetsmidler for lengere Tid, saa at ogsaa denne Belejring blev frugtesløs[51]. Havde det lykkets Dronningen at faa Staden indtaget, da er det vel et Spørsmaal, om Kong Albrecht nogensinde vilde have faaet sin Frihed igjen. Dette indsaa vist ogsaa hans Tilhængere meget vel, siden de med saadan Haardnakkethed forsvarede Staden. Det Held, som Sørøverne havde med sig, gjorde dem endnu dristigere end forhen. Det var vistnok i overmodig Forventning om, at Stæderne nu vare blevne alvorligt bange, at Hertug Johan og Afsendinger fra Rostock og Wismar indfandt sig paa Hansedagen i Lübeck, der afholdtes en Maaned senere end efter den første Bestemmelse, og søgte at aflokke Stæderne Løftet om, i Nødsfald endog med Vaabenmagt at ville tvinge Dronningen til at give Kongen løs, idet de gav hende al Skylden for, at man ikke ved forrige Møde paa Falsterbod var kommen til Fred og Enighed. Men herpaa vilde Stæderne naturligviis ikke indlade sig, uagtet de ellers erklærede sig villige til at megle Fred; tvertimod vedtog de endog at udruste endeel bevæbnede Skibe for at frede Søen – altsaa i Virkeligheden for at understøtte Dronningen –, uagtet hine Sendebud forsikkrede, at man herefter vilde afholde sig fra at angribe Stædernes Skibe, ja endog tilbød Erstatning for den Skade, der allerede var dem tilføjet. Det er tydeligt nok, at Stæderne ej troede paa disse Forsikkringer. De udstedte endog et Forbud til alle hanseatiske Skibe mod at sejle gjennem Øresund, men skrev forøvrigt til Dronningen, at siden hun ønskede et Møde med dem i Danmark, skulde deres Sendebud indfinde sig hos hende til St. Hansdag, om hun ellers til den Tid kunde faa sine Raad samlede[52]. Omtrent samtidig hermed var formodentlig en Skrivelse, som den foromtalte Hertug Albrecht. Greve af Holland og Zeeland, henvendte til Dronningen, og hvori han underrettede hende om, at Sørøverne fra Wismar og Rostock havde plyndret en Amsterdamer for 6000 Gylden, og at han derfor havde givet sine Undersaatter Tilladelse til at fejde paa disse Stæder, hvortil han anholdt om Dronningens Bistand[53]. Det nyttede dog altsammen intet. Sørøverne forfatte fremdeles sit Uvæsen. I Juli 1394 herjede og opbrendte de Malmø[54], og man erfarer, at de højt anseede Mend Hr. Jens Ruut fra Danmark og Arvid Benedictssøn fra Sverige omtrent ved denne Tid eller maaskee noget tidligere vare faldne i deres Hender og maatte give Forskrivning paa Løsepenge for at komme fri.

Disse Uroligheder var maaskee Aarsag i, at den Sammenkomst, der skulde holdes i Danmark ved Midsommerstider, blev udsat til de første Dage i August. Den holdtes i Helsingborg. Om Dronningen her havde faaet det norske og svenske Raad samlede, saaledes som det var aftalt, vides ikke, men saa meget er vist, at der foruden Erkebiskopen af Lund var tre danske Biskoper, tre norske, nemlig Eystein af Oslo, Henrik af Orknø og Vikbold af Færø, og to svenske, Thord af Strengnes og Henning af Vegsjø, tilstede, foruden en Titulærbiskop[55]. Det er derfor ikke usandsynligt, at ogsaa idetmindste nogle af de verdslige Herrer have været der, skjønt neppe i tilstrækkeligt Antal. Stædernes Gesandter indfandt sig strax efter den 15de August, men der blev enten ingen Underhandlinger af, eller ogsaa bleve de snart afbrudte formedelst et voldsomt Slagsmaal, der opstod mellem nogle Danske og Tydske paa et Vertshuus og kostede en Borgermester i Stralsund Livet[56]. Imidlertid blev dog et nyt Møde aftalt og berammet til førstkommende Christi Himmelfartsdag i 1395 paa Skanør og Falsterbod. Denne Gang blev Underhandlingerne ikke frugtesløse. De førtes ogsaa aabenbart med langt større.Oprigtighed og redelig Vilje til at faa Freden oprettet, end forhen. Der indfandt sig nu virkelig Raadsherrer fra alle tre Riger i tilstrækkelig Mengde, fra Norge Erkebiskop Vinalde, Biskop Eystein af Oslo og Biskop Jakob af Bergen, Hr. Ulf Holmgeirssøn, Jon Darre, Jon Martinssøn, Finn Gyrdssøn, Alf Haraldssøn, Otte Rømer og hans Søn Svaale, Gudbrand Erlingssøn og Haakon Topp[57], fra Sverige Erkebiskop Henrik, Biskoperne af Strengnes, Linkøping og Aabo, Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Karl af Tofta, Hr. Steen Boessøn, Hr. Amund Jonssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Hr. Heyne Snakenborg, Jakob Abrahamssøn, og mange flere; fra Danmark Erkebiskopen og fire Biskoper, foruden en stor Mengde verdslige Herrer. Sendebudene fra Stæderne, nemlig.Lübeck, Stralsund, Thorn, Elbing og Danzig, samledes allerede paa Skanør fra 10de til den 20de Mai, Dronningen ankom den 24de Mai, ligesaa mødte Hertug Johan og Gesandter fra den tydske Orden. Der blev ivrigt underhandlet, først paa Skanør og Falsterbod, og siden paa Lindholm, siden Kong Albrecht ogsaa maatte være tilstede. Stædernes Gesandter og formodentlig ogsaa mange af Raadsherrerne maatte her tilbringe 16 Dage i Telte, da Slottet ej kunde rumme dem. Det vilde her blive for vidtløftigt, Skridt for Skridt at følge disse Underhandlinger; det er tilstrekkeligt at anføre, at Betingelserne omtrent bleve de samme som de, Stæderne allerede ved Underhandlingerne i 1393 havde opstillet, men med saadanne Garantier for Dronningen, som hun kunde være tjent med. Det bestemtes nemlig, at Kong Albrecht og hans Søn Hertug Erik skulde settes paa fri Fod mod en Løsepenge af 60000 Mk. brendt Sølv, og at der for det første skulde være Fred mellem dem og deres samt Dronningen og hendes Mend paa tre Aar, fra førstkommende Michelsdag at regne. Blev til den Tid hverken Pengene betalte eller Stockholm overgivet, skulde Albrecht og hans Søn gaa ind i Fangenskab igjen og Freden opsiges med ni Ugers Frist; bleve Pengene betalte, da skulde den kunne opsiges med eet Aars Frist; men blev Stockholm overgivet, skulde den vedvare fremdeles. Kongen, hans Søn og Hertug Johan skulde beholde Visby med den Deel af Gotland, som deres Mend havde inde den 24de April, og Dronningen ligeledes hvad hun paa den Tid endnu havde inde; kunde de til den Tid ej forliges derom, skulde Freden dog først kunne opsiges med et Aars Frist. Saalenge Freden varede, skulde al Skibsfart og Handel være fri, og imidlertid skulde ingen bygge nye Slotte i Sverige eller paa Gotland. For Freden indestod de ovennævnte forsamlede Herrer fra de tre Riger paa Dronningens Side, de tre Erkebiskoper, ni Lydbiskoper, femti Riddere og tre og femti Emne; paa Kong Albrechts og de mecklenburgske Hertugers og deres Tilhængeres samt Stæders Vegne ligeledes en Mengde Riddere, Svene og anseede Borgere, hvilke dog ikke alle vare tilstede, men bagefter tilføjede sine Segl. Det vedtoges ligeledes, at Freden strax skulde indtrede til Søs, og at ingen Kaperskibe skulde være i Søen efter 24de Juli; endvidere at de tre i sin Tid fangne Herrer Jens Ruut, Arvid Benedictssøn og Jon Darre, der allerede før Dagthingningen i Helsingborg havde lovet Løsepenge, skulde have udløst sig til næste Aars Paaske. Sikkerheden for, at de 60000 Mark bleve betalte, overtog Stæderne at stille, imod at de imidlertid fik Stockholms Slot og By i Forvaring. De syv Stæder, Lübeck, Stralsund, Greifswalde, Thorn, Elbing, Danzig og Reval, skulde udstede sit Forsikringsbrev paa, at de under de foranførte Vilkaar om tre Aar, fra Michelsdag af at regne, enten skulde udlevere Albrecht og Søn igjen til Dronningen paa et af de fire Slotte, Kalmar, Vordingborg, Helsingborg eller Nyborg, eller og betale hende de 60000 Mk. brendt, eller endelig overgive Stockholm. Dronningen derimod lovede at ville med al sin Magt hjelpe dem til at faa Staden tilbage, om den i Løbet af de tre Aar blev dem fravendt ved Forræderi, Magt eller paa anden Maade, og forpligtede sig til, om eller naar hun fik Staden igjen, at bekræfte dens gamle Rettigheder og Friheder, samt overhoved Kjøbmendenes Privilegier i hele Sverige. Da det baade for Stæderne og Dronningen var magtpaaliggende, at Freden snarest muligt sluttedes og forkyndtes, for at Sørøverne desto før kunde betages ethvert lovligt Paaskud til at fortsette sit Uvæsen, bleve de Breve, der kun vedkom Freden selv, allerede strax vexlede og udferdigede den 17de Juni. Kong Albrechts Frigivelse kunde derimod ikke finde Sted, førend de Sikkerhedsbreve, som i den Anledning skulde udstedes, nemlig om Løsepengene, om Stockholms midlertidige Overgivelse til Stæderne, m. m. vare beseglede og udvexlede; men for ikke at tabe nogen Tid bleve de dog strax skrevne, og daterede den 8de September, til hvilken Dag man antog, at Beseglingerne fra alle Kanter stunde være tilvejebragte. Paa denne Dag skulde Gesandter fra Stæderne paany samles med Dronningen og hendes Raad i Helsingborg for efter Brevenes Udvexling at modtage Kongen. Hermed skiltes man ad for denne Gang. De norske Raadsherrer drog formodentlig hjem, i alle Fald kun paa nogle faa nær, navnlig Jon Darre, der maaskee ikke torde reise bort, førend han havde betalt sine Løsepenge. Ogsaa de øvrige droge hver til sit, Stædernes Gesandter medbringende de Breve, som af de syv Garant-Stæder skulde besegles[58].

Imidlertid var det ikke muligt at faa alt dette besørget i saa kort Frist, som Aftalen lød. Først nogle faa Dage før Michelsdag-indfandt Gesandter fra Lübeck, Thorn, Elbing og Reval sig med de beseglede Breve i Helsingborg, og Dronningen havde da ikke endnu faaet det Brev, som hun og de trende Rigers Raad skulde udstede om Stockholm, mere end halv beseglet, da der, som vi have seet, vare henved 114 Indsegl, som skulde tilveiebringes. Stæderne vilde derfor i Førstningen ikke tage derimod, men denne Vanskelighed bortryddedes derved, at Dronningen og flere Raadsherrer, hvoriblandt Jon Darre, gav sin Forsikring om, at et nyt og fuldstendigt Brev inden næste Midsommer skulde blive indsendt til Lübeck. Derimod maatte de syv Stæder, saavelsom Rostock, Wismar og selve Stockholm, udstede et eget Forsikringsbrev for Kong Albrecht, om at han ubrødeligt skulde holde alle Dagthingningens Artikler. Saaledes kom da endelig Albrecht og hans Søn paa fri Fod den 26de September, efterat han havde maattet prøve Fangenskabet i ligesaa lang Tid, som Kong Magnus: en merkelig Gjengjeldelse. Den 29de September var han ankommen til Traven og begav sig efter nogle Forhandlinger med det lübeckske Raad til Rostock, hvor han saaledes efter 6 Aars Fangenskab atter kom til sit Arvehertugdømme og maatte herefter lade sig nøje med dette, uagtet han endnu hverken opgav Kongetitlen eller sine Fordringer paa Sverige. Men Margrete havde nu sikkret sig saa godt, at hun ikke mere frygtede ham. Stockholm var ej lenger i hans, men i de med hende fredeligt forbundne Stæders Magt; hun kjendte for vel hans Hjelpekilder, og vel ogsaa hans Sorgløshed og Ødselhed, til at hun ikke skulde være vis paa, at det vilde være ham en Umulighed at tilvejebringe den store Løsesum: altsaa vilde hun dog under alle Omstændigheder kunne gjøre sikker Regning paa Stockholm. Det var maaskee endog den kloge Margrete ikke saameget imod, at Albrecht ej reent ud frasagde sig sin Fordring paa Sverige, thi farlig kunde han ej lenger være hende, og hun vilde dog altid derved have større Klemme paa de selvraadige svenske Herrer, naar den Tid kom, at Erik af Pomern ogsaa af dem skulde tages til Konge, og hun derhos, som vi ville see, rykkede frem med Paastanden om en gjennemgribende Reduction af de Kronen frakomne Ejendomme.

Freden var nu gjenoprettet mellem de egentlige krigførende Magter; det stod kun tilbage at frede Søen for Vitaliebrødrene. Men dette havde store Vanskeligheder. Deres Frekhed var snarere tiltagen end aftagen. Om Høsten 1394 havde de endog vovet at opbringe nogle Gesandter, som Højmesteren af Preussen havde afsendt til Dronningen for at handle om Kong Albrechts Udløsning, saa at der ikke blev noget af det hele Gesandtskab[59]. Det var, som vi have seet, bestemt, at Søen skulde erklæres fredet strax ved Fredens Afslutning den 17de Juni, og der skikkedes ogsaa Sendebud omkring for at forkynde dette, navnlig for Mecklenburgerne og Vitaliebrødrene, tilføjende, at hvis disse ikke havde rømmet Søen inden den 25de Juli, eller efter denne Dag gjorde Kjøbmendene nogen Skade, vilde de blive straffede[60]. Man havde alligevel ikke synderligt Haab om, at de vilde rette sig derefter, og derfor var man allerede enig om at holde en Hansedag strax efter Kongens Frigivelse for at beslutte, hvad der i saa Fald var at gjøre. De viiste sig ogsaa intet mindre end fredelige. Paa samme Tid, som man underhandlede i Skaane, drog en stor Mengde af dem til Lifland, hvorhen allerede den unge Hertug Albrecht af Mecklenburg-Stargard hemmeligt havde begivet sig hen og nu opholdt sig hos den mod den tydske Orden fjendtligt sindede Biskop i Dorpat: det heed sig ganske vist, at dette var en Aftale mellem Sørøverne og Albrecht, som ved deres Hjelp vilde tilføje Ordenen Skade[61]. Just ved denne Tid gjorde Hr. Knut, Søn af Bo Jonssøn, Fordring paa sin Faders Pantelehn i Finland og troede nok snarest at kunne opnaa hvad han vilde ved at støtte sig til Kong Albrecht, der nu snart skulde komme paa fri Fod. Han fik endog Jakob Abrahamssøn til at afstaa ham Aabo, Castelholm paa Aaland m. m., mod visse personlige Fordele, og herskede saaledes, da han formodentlig allerede havde Viborg, næsten over hele Finland, og paa det nærmeste-uafhængigt. Heraf fulgte ganske naturligt, at han kom i et venskabeligt Forhold til Vitaliebrødrene, navnlig til dem, der stod i Forbindelse med den nysnævnte Hertug Albrecht, og at han gav dem Tilhold og Fredland i de finlandske Havne, hvorfra de nu gjorde de liflandske Stæders Handelsfartøjer megen Fortred[62]. Det var derfor paa høi Tid, at Stæderne gjorde Alvor af at rense Farvandene for dem, saameget mere som de ingen Mine gjorde til at lystre Fredsbudet, uagtet Stæderne, for at give dette desto større Eftertryk, allerede samtidigt havde ladet en Flaade løbe ud for at krydse om efter dem lige til efter Michelsdag, og Stralsunderne havde været heldige nok til atter at fange en heel Deel af dem, der næsten alle bleve grumt henrettede[63]. Alt dette synes ikke at have haft anden Virkning paa Fribytterne, end at en Deel af dem løb ud i Nordsøen og vendte sig mod Bergen, der nu anden Gang blev plyndret og brendt, førend Byen vel endog var fuldstendigt opbygget igjen siden den sidste Ødeleggelse i 1393. De udplyndrede, siges der, baade de tydske Kjøbmend og Nordmendene og tog en Mengde Gods, Klenodier i Guld, Sølv og dyrebare Klæder, Huusgeraad og Skreid. Formodentlig var Otte Rømer endnu ikke kommen tilbage fra Mødet i Helsingborg, saa at der ej var nogen til at stille sig i Spidsen for Borgerne og opmuntre dem til Forsvar. Med sit rige Bytte sejlede Røverne tilbage til Rostock og Wismar, sandsynligviis efterat Stædernes Fartøjer havde endt sit Krydstog, og solgte det der med god Fordeel, da begge Stæders Borgere, som der siges, brød sig lidet om, enten Godset bar vundet med Ret eller med Uret[64]. Men imidlertid havde Stæderne holdt den omtalte Hansedag i Lübeck, samtidigt med Kong Albrechts Frigivelse, og besluttet, til næste Aars Paaske at udruste en ny velbemandet Flaade, ligesom de ogsaa fik Kong Albrecht til at give det Tilsagn, at han ikke vilde tage dem i Forsvar[65]. De fandt det derfor nu raadeligst, idetmindste paa nogen Tid at forlade den sydlige Deel af Østersøen. De deelte sig ad; nogle gik til Nordsøen og herjede paa Frisland, ja lige til den spanske Sø, hvor de gjorde Handelsskibene megen Fortred; andre gik til den finske Bugt, hvor de samlede sig i stor Mængde ved Viborg, løb ind i Nevafloden og røvede fra Russerne[66], og fremdeles begunstigede af Knut Boessøn. Heller ikke lykkedes det Margrete førend efter tre til fire Aars Forløb, som vi ville see, at komme i Besiddelse“af Finland saavelsom de nordligste Dele af Sverige. Men den største og bedste Deel af Riget adlød dog Dronningen. Mecklenburgernes Magt i Landet var fuldstændigt tilintetgjort. Freden var gjenoprettet inden Riget og i de nærmeste Farvande om alle de tre Riger. Norden havde faaet Pusterum efter den langvarige usikkre Krigstilstand, og Margrete havde frie Hender til at udføre sin længe nærede og forberedede store Plan, at knytte de trende Riger nærmere sammen i en blivende Forening under eet felles Overhoved.

  1. ↑ Brevet er aftrykt hos Suhm. XIV. 550. Navnet „Lapper“ forekommer, saavidt vides, allerførst i Drottseten Knut Jonssøns Brev om Helsinger og Birkkarle af 15de Septbr. 1328, Dipl. Sv. No. 2675; dernæst i Flatøbogen (Udg. Cap. 106), der er fra samme Tid som Dronningens Brev.
  2. ↑ Br. i sv. Rigsarchiv.
  3. ↑ Suhm, XIV. 245. Byrge Ulfssøn og Steen Benedictssøn bevidnede, heder det her, i Søderkøping, men før den 24de October, „at de og flere Rigets Mend fik et Brev fra Dronningen til Sveriges Forsikkring“, nemlig det forhen, omtalte Brev af 1388.
  4. ↑ Suhm, XVI. S. 244.
  5. ↑ Arwidsson, Handl. til upplysn. af Finlands häfder, VIII. 1.
  6. ↑ Dipl. N. V. 341. Jvfr. Suhm, XIV. 247.
  7. ↑ Den 30te October, endnu i Søderkøping, qvitterede Hr. Karl Ulfssøn, Lagmand i Uppland, Dronningen for 400 Mk. brendt Selv, hvorfor Bjørkekinds Hered havde været ham og hans Søn pantsat. Dette Pant har hun saaledes nu indløst. Strax efter lod hun ogsaa tilbagebetale den holstenske Ridder Benedict af Alefeld endeel Penge, som hun havde laant af ham. (Suhm, XVI. 248).
  8. ↑ Dette sees deraf, at hun endnu den 30te Octbr. var i Søderkøping, som det nysanførte Brev udviser.
  9. ↑ Om Ørebro er der ovenfor talt. Da Dronningen daterede derfra den 6te Mai, er det klart, at hun da allerede havde det i sin Magt.
  10. ↑ Brev fra Hr. Steen Boessøn af 7de Febr. 1390, dateret fra Almarna-Stek, i det sv. Rigsarchiv. Ligesaa af 14de Februar.
  11. ↑ Dette var den 18de Mai 1388, ifølge Diar. Vadstenense, Scr. r. Sv. I. S. 102.
  12. ↑ Scr. r. Sv. I. S. 103.
  13. ↑ Brev af 30te Novbr. i det sv. Rigsarchiv.
  14. ↑ Brev af 20de Juni, i det sv. Rigsarchiv. Alle Executorerne vare tilstede, undtagen Marsken. Som Cautionister for Hr. Steen Boeosøn beseglede hans Maager Hr. Thorkil Haraldssøn og Algøt Magnussøn; som Vidner Dronningen, Hr. Stephan Ulfssøn, Magnus Benedictssøn, Thord Bonde og Knut Boessøn.
  15. ↑ Den 22de Juli var Dronningen i Nykøping (Brev i sv. Rigsarchiv); den 23de August sandsynligviis i Kalmar, da hun indgik et Opgjør med Brødrene v. Vitzen (Suhm, XIV. 260); den 31te Octbr. var hun i Linkøping (Suhm, XIV. 561); den 17de Novbr. paa Elvsborg (Dipl. N. I. 528).
  16. ↑ Mecklenburgerne (eller, som Detmar udtrykker sig, den svenske Konges Mend i Mecklenburg) havde i 1389 en stor Fejde med de Markiske (i Brandenburg), og især havde de Ulemper af en Henrik v. Bülow, hvilken ifølge Detmars udtrykkelige Udsagn var Aarsag til, at Kong Albrecht fik saa liden Hjelp af sine egne. Detmar S. 349.
  17. ↑ Sammesteds, S. 340.
  18. ↑ Han nævnes udtrykkeligt i Detmar, saa at man maa ansee det for ganske din, at det var ham og ikke Johan den Yngre, der drog over, som flere har antaget. Johan den magre kom senere til Stockholm.
  19. ↑ Detmar S. 351.
  20. ↑ De forskjellige Breve herom, daterede fra 3die til 5te Mai, meddeles i Udtog hos Suhm, XIV. 278, 278. Jvfr. Rudloff, II. S. 521).
  21. ↑ Mellem begge Mariemesser (15de Aug. og 8de Septbr.) siger Detmar, S. 353.
  22. ↑ Dronningen var formodentlig d. 17de Januar i Lund (Suhm XIV. 284), den 6te Marts i Nestved (Suhm XIV. 273, 560); den 6te April i Kalundborg (Suhm XIV. 276, Pontoppidan, Annal. II. 239), den 17de Mai i Aalborg (Suhm, XIV. 277). At Abraham Broderssøn og Algøt Magnussøn, som Suhm antager (S. 278), skulde have anført denne Hær, er ikke sandsynligt; den eneste, der omtaler dem som Anførere for en Belejringshær, er Ericus Olai, og han setter dettetydeligt i Forbindelse med Stockholms anden Belejring i 1394. See herom nedenfor.
  23. ↑ I Nykøping udstedte Dronningen den 21de October en bekræftet Gjenpart af Hr. Steen Boessøns ovenfor omtalte Overeenskomst med de øvrige Executorer af 20de Juni 1390; Gjenparten er endnu i det svenske Rigsarchiv.
  24. ↑ Detmar, S. 353, 354, Recessus Hansen, i Uddrag hos Suhm XIV. S. 282.
  25. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 350.
  26. ↑ Nemlig den 5te April, om hvilket Raadsmøde og den der udgivne Forordning vi nedenfor ville komme til at handle.
  27. ↑ Suhm, XIV. 265. 296. Paa dette Danehof var det ogsaa, at den nye Forening sluttedes mellem Dronningen og de holstenske Grever, som vi nedenfor tomme til at omtale.
  28. ↑ Dette siges udtrykkeligt af Corner (Eccard II. S. 1126), hvis Ord det ikke er uden Interesse her at gjengive i sin Heelhed: „Margrete – blev efter Kong Albrechts Tilfangetagelse Dronning over de tre Riger med Raad og Bistand af Søstæderne, især Lübeck, hvis Borgermester Henrik Westhof for en stor Deel satte dette i Verk. Af denne Forening mellem Rigerne, som dengang ansaaes fordeelagtig, fulgte der siden mange Ulejligheder for hine Stæder og Kjøbmendene“.
  29. ↑ Detmar, S. 359. Corner, S. 1164. Jahn (S. 30) anfører uden at angive Kilden, at Hertug Johan gav et lignende Tilsagn for Havnene Ribnitz og Gollnitz, som den, Rostock og Wismar havde givet.
  30. ↑ Dipl. N. V. 353.
  31. ↑ Bunge, Liv-Est-Kurl-Urkunde No. 1333, 1334, jvfr. Suhm, XIV. 399. Hine af Bunge meddeelte Breve ere Skrivelser fra Ordensmesteren i Lifland deels til Paven, deels til Ordensprocuratoren i Rom, daterede den 12te October; i det sidste af Brevene berettes der om Biskopens Paagribelse, og siges der, at den „nylig“ (noviter) havde fundet Sted, hvilket efter de Tiders Brug ogsaa kan betegne nogle faa Maaneder forud. At han skulde til et Raadsmøde (parlamentum) sees af det Pavebrev, hvoraf Suhm l. c. meddeler Uddrag. Nu kan der aabenbart ikke være Tale om noget andet Raadsmøde i de nærmeste Maaneder før Begyndelsen af October 1392, end netop hiint Mode paa Falsterbod eller Danehofet i Vordingborg. Men heraf sees, hvor tidligt Sørøverne allerede var ude.
  32. ↑ Brevene ere aftrykte hos Suhm, XIV. S. 574, 575.
  33. ↑ Da Udbudsbrevet, der udstedtes i Kong Eriks Navn i Oslo den 2den Marts 1393, ikke er beseglet af Cantsleren og overhoved ikke nævner noget om Besegling, maa man vel antage, at Dronningen selv har udstedt det, og at hun saaledes har været i Oslo paa den Tid. Den 25de Marts var hun paa Axevall i Vestergøtland, see Suhm, XIV. S. 316, Lagerbring, III. 747.
  34. ↑ Dipl. N. II. 535. Dette Brev er egentlig kun til Indbyggerne af Land, Thorpen og Sinnen paa Oplandene, men Indholdet viser, at lignende Breve maa have udgaaet til alle de øvrige Dele af Riget. Imidlertid er det vel muligt, at Oslo ikke har været fastsat som Samlingssted for andre Tropper end dem, der tom fra Oplandene; de øvrige ere formodentlig som sedvanligt stevnede til Elven eller Landemærket.
  35. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 362.
  36. ↑ I de isl. Annaler siges der, at Skibene vare atten i Tallet. Men dette Tal synes dog at være vel stort, og derfor have vi holdt os til den bergenske Riimkrønikes Angivelse.
  37. ↑ Det er tydeligt nok, at Manden kun har været kaldet „Hr. N. N. fra Mecklenburg“, og at Nordmendene eller idetmindste den, der berettede herom til Annalforfatteren, har antaget dette for hans eget Navn.
  38. ↑ Haakon Jonssøn nævnes i de hidtil forefundne Brevskaber allersidst som Hirdstjore og Fehirde i Bergen den 4de Februar 1392 (Munkelivsbogen S. 52), og Jon Darre allerførst i samme Egenskab den 23de September samme Aar (Dipl. N. V. 352); i Mellemtiden falder altsaa Haakons Død.
  39. ↑ I Flatø-Annalerne staar der udtrykkeligt, at Sørøverne ankom til Bergen i Paaskeugen og gjorde Landgang Thorsdagen derefter, det vil altsaa sige Thorsdagen efter Paaske-Ugen, eller anden Thorsdag efter Paaske, der i 1393 bliver den 17de April. Hole-Annalerne nævne derimod som Landgangsdagen næste Dag for Jon Holebiskops Messedag, altsaa 22de April. Snarere skulde man antage, at dette var den Dag, da de atter forlod Staden.
  40. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 360, 362.
  41. ↑ Beretningen herom findes kun hos Huitfeld, S. 592. Det vil erindres, at Vitaliebrødrene forlod Bergen den 22de April, og at Kong Richards Ordre til Skibsbefalingsmendene i Lynn er af 20de April; det er saaledes højst rimeligt, at begge Eskadrer kunde støde sammen. Detmar (S. 360) henfører Vitaliebrødrenes Anfald til 1392, hvilket man strax vil see er urigtigt.
  42. ↑ Bergens Riimkrønike i „Norske Magasin“ I. S. 33, jvfr. Bergens Fundats sammesteds S. 536, 537. Tiden angives paa første Sted urigtigt til 1397, hvilket vel, naar det kommer til Stykket, alene torde være en Skrivfejl.
  43. ↑ See Uddrag af Recessus Hansæ hos Suhm XIV. 339, hvor man seer, at Jon Darre var naa fri Fod i Mai 1395 og havde givet Forskrivning for Løsepenge før Mødet i Helsingborg, der holdtes i Midten af August 1394. Hos Suhm staar der rigtignok „i Helsingborg“, men dette er urigtigt, thi i Originalrecessen staar der „eer (d. e. „før“) dem daghe to Helsingborch“.
  44. ↑ Originalen findes endnu i det danske Geheime-Archiv og er aftrykt i Dipl. Norv. VI. 338.
  45. ↑ De visbyske Minoriters Diarium, Scr. r. Sv. I. S. 46, jvfr. Ericus Olai, ssteds. II. S. 117. Naar han her siger, at det Sted, hvor Bønderne bleve slagne, heraf fik Navnet Bondaberg eller Skadaberg, da er dette aabenbart kun en selvgjort Forklaring eller i alle Fald et utilforladeligt Almuesagn, thi „Bondaberkana“ omtales allerede i Petrus Gervasii’s Regnskab af 1334.
  46. ↑ Suhm, XIV. S. 313.
  47. ↑ Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 313–317.
  48. ↑ Corner, S..1166. Reimar Kock, hos Grautoff I. S. 494. Han henfører dette, neppe med Rette, til 1392.
  49. ↑ At de to nævnte Herrer vare Anførere for Belejring-Rykken siges, som ovenanført, af Ericus Olai. Riget Magnussøn kalder sig l et Brev af 30te Mai 1392 (i det sv. Rigsarchiv) Høvedsmand paa Ørebro.
  50. ↑ Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 322.
  51. ↑ Corner, S. 1168, Suhm, XIV. S. 323.
  52. ↑ Recessus Hansæ, i Uddrag hos Suhm, XIV. S. 324, 325.
  53. ↑ Udateret Brev i Dipl. N. V. 368.
  54. ↑ Detmar, S. 362.
  55. ↑ Man har endnu et Par Indulgensbreve, udstedte i Helsingborg den 6te og 10de August af de nævnte norske Biskoper tilligemed Erkebiskop Jakob af Lund, Peder af Aarhus, Telte af Odense, Æskil af Ribe og Thord af Strengnes, for nogle danske Kirker, see Pontoppidans Annaler II. S. 243, Suhm, XIV. S. 332.
  56. ↑ Detmar, S. 363.
  57. ↑ Disse Herrer nævnes udtrykkeligt blandt de mange Medforlovere paa Fredsbrevet af 17de Juni (Suhm, XIV. S: 593, 591, efter Recessus Hansæ). Rigtignok ere enkelte Navne heel fordi-ejede, som „Ulf Gregerssøn“ istedetfor„.Ulf Holmgeirssøn“ hvilket derimod staar rigtigere i det andet Forsikkringsbrev af 8de September, nemlig „Halingssøn“, d. e. Holmgeirssøn, forkortet, (sammesteds S. 602); nu kunde det vel altid være tænkeligt, at ikke alle disse Forlovere have været tilstede, men naar man seer hen til, at Hansestædernes Forsikkringsbrev af 8de September udtrykkeligt nævner idetmindste Agmund Bolt, Alf Haraldssøn, Finn Gyrdssøn, Otte Rømer og Jon Martinssøn, og at de tre Biskoper endog ere Medudstedere af Fredsbrevet, er det klart, at i alle Fald disse 8 have været nærværende. At Jon Darre ligeledes var tilstede, sees af andre Breve; og de øvrige, der desuden, paa Haakon Topp nær, ogsaa nævnes som Medforlovere for Dronningens Forsikkringsbrev af 8de September, blive da for faa og tildeels for lidet betydende til, at man skulde ville have nævnt dem eller æsket deres Caution, naar de ikke virkelig havde været tilstede.
  58. ↑ Det nærmere om disse Forhandlinger har Suhm efter Recessus Hansæ meddeelt XIV. S. 337–348, og tillige aftrykt de vigtigste af de udvexlede Breve sammesteds S. 590–607. Vi kunne derfor henvise hertil. See ogsaa Lagerbring III. S. 730–734. Jfr. Detmar ved 1395 S. 368, 369, og Paludan-Müllers Observ criticæ, S. 25–30. Ogsaa Bunge, Liv-Est-Kurl. Urkunden. Her meddeles ogsaa, efter Breve i det Revalske Raads-Archiv, en Skrivelse fra de tre preussiske Befuldmegtigede ved Fredscongressen til deres Committenter, dateret Skanør den 19de Juni, der indeholder flere interessante Oplysninger. Man seer deraf, at idetmindste disse Sendebud ankom til Skanør allerede den 10de Mai, og at Dronningen kom 14 Dage efter, altsaa den 24de, hvorefter Forhandlingerne begyndte; men da der blev Tale om Stockholm, og Kongens personlige Nærværelse var nødvendig, lod hun ham og hans Søn bringe til Lindholm, hvorhen da ogsaa alle de øvrige begav sig og laa 16 Dage paa Marken (zu Felde) udenfor Slottet, indtil Sagen blev afgjort. (Altsaa var Kongen og hans Søn tidligere ikke paa Lindholm, men hvor vare de da?) Den 18de Juni kom Gesandterne tilbage til Skanør og afventede Ariernes Reenskrivning. Dronningen ventedes til Falsterbod d. 19de, og Kongen skulde blive hos hende, indtil Brevene fra de Stæder, der afgave Forløfte for ham, vare beseglede. De sendte dette Brev for Sikkerheds Skyld dobbelt og anmodede den første Stad, der fik det, om at meddele Højmesteren det, paa det at han strax, da ingen Tid var at tabe, kunde opfordre Revalerne til at bringe sit Segl til Preussen for at kunne indsegle med de øvrige. Denne Opfordring afgik ogsaa allerede under 27de Juni. Af Stockholms nye Besetning skulde Lübeck, Stralsund og Greifswalde udrede Halvdelen, de preussiske Stæder og Reval Halvdelen. Man formodede, at der fra begge Sider skulde være 200 Væbnede og Skytter, med gode Plader og Armbryst.
  59. ↑ See Højmesterens Skrivelse af 27de Juni til Revals Raad, Bunge, Liv-Est-Kurl. Urk. B. No. 1381.
  60. ↑ Dette siges i føromtalte Skrivelse fra de preussiske Gesandter i Skanør af 19de Juni, Bunge IV. S. 64.
  61. ↑ See Højmesterens Skrivelse af 18de og 19de Juni til Ordensmesteren i Lifland, Hertug Johan i Mecklenburg, Borgerne i Rostock og Wismar, og den ved Fredscongressen i Skaane liggende Comthur af Schwetz. Den her omtalte „unge Hertug Albrecht“ var en Søn af Johan af Stargard, og saaledes Syskenebarn til Kong Albrecht. Han maa have været indtraadt i den geistlige Stand, thi Biskopen af Dorpat gjorde ham kort efter til Coadjutor, men han kom allerede i 1397 tilbage til Mecklenborg. See Rudloff, II. S. 536, og Detmar, S. 373.
  62. ↑ Knut Boessøns Brev af 15de August 1395, hvorved han erkjender at have faaet Aabo og Castelholm paa Aaland m. m. af Jakob Abrahamssøn, og derimod tilstaar denne visse Fordele, samt tilsiger ham sin Bistand mod Dronningen, er aftrykt blandt Styffe’s Bidrag, No. 26. S. 200. Et Brev fra Ordensmesteren i Lifland til Borgermesteren i Reval oplyser, at man maatte tilskrive Hr. Knut Boessøn og Jakob Abrahamssøn for at faa det Gods tilbage, som Vitaliebroderen Stuke m. fl., der nu stod i den nøjeste Forbindelse med den ovennævnte Hertug Albrecht i Dorpat, havde revet ved Sviasterene. Dette viser aabenbart, at Knut, Hertugen og Sørøverne stod i Forbund med hinanden, (Bunge, l. c. No. 1157, hvor Brevet forresten er urigtigt henført til 1381), ligesom Knut i hiint først omtalte Brev udtrykkeligt antyder Muligheden af, at han kommer til at underhandle med Kong Albrecht. Endelig sees det af en Skrivelse fra Raseborg uden Aarstal, men dateret Fredag før Mariemesse sidre, sandsynligviis 7de Septbr. 1397, fra Erngisk Nikolassøn, Steen Boessøn og Thord Bonde, Befalingsmand paa Raseborg, at Vitaliebrødrene da havde Tilhold i Aabo og andensteds i Fogderiet (Bunge, l. c. No. 1403).
  63. ↑ Suhm, XIV. S.341, Detmar, S. 366.
  64. ↑ Detmar, S. 371. Cranz, Norvag. VIII. pag. 750. Merkeligt nok, at dette nye Angreb paa Bergen slet ikke er omtalt i de isl. Annaler.
  65. ↑ Suhm, XIV. 350, efter Recessus Hansæ. Jvfr. Stædernes Brev til Dronningen fra samme Hansedag om Vitaliebrødrenes Ankomst til Viborg, Suhm, XIV. S. 609.
  66. ↑ Rufus’s Krønike, see Grantoffs Detmar S. 371. Detmar selv har en eventyrlig Fortelling, der ogsaa er optagen af Corner (S. 1171), om at de siden foor vild paa Søen og kom forbi det hellige Land og „Caspien“, hvor Indbyggerne antog dem for at være „røde Jøder“, og samlede sig i saadan Mængde, at de ikke vovede sig i Land, men efterat have drebt endeel fra Skibene, sejlede videre, kom til vilde Folkeslag, og flakkede omkring i Verden, indtil de endelig fandt en Tydsker, der viiste dem Veien hjem, hvor de omsider ankom, efterat Halvdelen vare omkomne i Kamp og ved Hunger. Skulde der ligge noget sandt til Grunden for dette, saaledes at disse Sørøvere maaskee have været fordrevne til Amerikas Kyster og der have bestaaet en Kamp mod de Vilde? Og skulde dette maaskee igjen staa i nogen Forbindelse med de Begivenheder, der omtales i Forbindelse med Zeniernes Reiser, hvorom nedenfor?
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/24&oldid=84972»