Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/25

< Det norske Folks Historie | 8

I de sex Aar, som vare forløbne fra Eriks Ophøjelse paa Norges Kongetrone indtil Fredens Gjenoprettelse synes ingen Begivenheder af nogen særdeles Merkelighed at have indtruffet i Norge, idetmindste omtales ingen saadan, hvilket iallefald indeholder et middelbart Vidnesbyrd om, at der ej forefaldt noget, der i væsentlig Grad forstyrrede Fred og Ro i Landet. Bergens Plyndring af Vitaliebrødrene synes at have været den eneste større Ulykke, som hjemsøgte Norge. Imidlertid kunde man vel ogsaa sige, at Stadens Indbyggere trængte til en saadan alvorlig Opvekkelse og Straf for det ryggesløse Levnet, de i den senere Tid havde ført, og som Biskop Jakob i et Advarselsbrev, han lod udgaa i Marts 1390, skildrede i de mørkeste Farver, skjønt rigtignok saaledes, at man her snarere maa antage, at han har haft de tøjleløse, overmodige tydske Handelsmend for Øje, end den norske Deel af Befolkningen, der dog vel neppe har kunnet undgaa at smittes af det daarlige Exempel. „Vi nødes“, skriver han, „til at advare Eder mod det ureenlige og syndige Levnet, som hersker i Bergen, og aldrig mere end nu, nemlig Frille-Levnet, der øves mere i denne lille Stad end i nogen af samme Størrelse i hele Christenheden; hvorfor utallige Folk komme til Skade, baade til Søs og til Lands, til Liv og til Sjæl, ej alene de, som selv forbryde sig, men ogsaa andre med dem, og Jomfruer, gode Mends Døttre, skjemmes og vanæres; ligesom og det hellige Egteskabs Baand foragtes og krænkes, Heredet legges øde derved, og alt Landet paadrager sig det daarligste Ord og stort Vanrygte[1]“. Vi ville haabe, at det ikke stod slet saa daarligt til i de andre Egne af Landet, hvor der var mindre Tilløb af Fremmede; men i Oslo og Tunsberg var det dog neppe stort anderledes, thi vi have allerede ovenfor (S. 85) seet, hvor frekt de fremmede Handelsmend i Stæderne tilsidesatte Anstendigheden i det her omhandlede Henseende. Biskop Jakob yttrede i sit Brev, at han ej lenger kunde forsvare at lade dette gaa saaledes hen, og satte Vedkommende en tredobbelt Frist af 8 Dage, inden hvilken de skulde have skilt sig ved sine Friller eller ogsaa udelukkes fra Sacramentet. Om denne velmeente Advarsel hjalp, erfares ikke, men man har desverre ikke synderlig Grund til at antage det, og derfor kan man fristes til at betragte den Nød, der overgik Bergen ved Vitaliebrødrenes gjentagne Plyndringer, som et Fingerpeg for Indbyggerne til at gaa i sig selv og forandre sit Levnet; i alle Fald gav de dem for det første andet og alvorligere Ting at tænke paa. Dette Brev viser forøvrigt, at Biskop Jakob roosverdigt har taget sig af den egentlige Sjælesorg. Denne Roos tilkommer ogsaa Biskop Eystein i Oslo, fra hvem vi endnu have et merkeligt Hyrdebrev, som han paa en Visitatsreise, han foretog til Skidusyssel om Høsten 1395, kort efter sin Hjemkomst fra Fredscongressen i Skaane, lod udgaa til Indbyggerne af de Hereder i Thelemarken, der hørte under hans Biskopsdømme, nemlig Hviteseid, Tyresdal, Nissesdal, Fyresdal, Skafsaa og Mo. Han yttrer her, at han allerede for ni Aar siden, da han var hos dem (nemlig om Høsten 1380, see ovenfor S. 267), havde fundet mange Misligheder i deres Seder og Levnet, der vare vaadelige for deres Sjæle, ligesom de ogsaa havde forebragt enkelte Tviste-Emner, der herskede mellem dem og Presterne. Han havde derfor med Raad og Samtykke af sine Chorsbrødre og de bedste Bønder, der til den Ende indfandt sig hos ham, gjort en Bestemmelse, som han herved fornyede, skjønt han hidtil, som han siger, desverre kun havde sporet i liden Forbedring. Først og fremst fandt han, at det stod daarligt til med den indbyrdes Kjærlighed imellem dem, da Manddrab desverre forefaldt oftere blandt dem end i noget andet Bygdelag, og flere endog først modtog Gjeld og Bøder efter sine drebte Frænder, men hevnede sig dog ligefuldt sidenefter, en Fremgangsmaade, der med Rette gjorde dem fortjente til at kaldes Gridnidinger og til at settes i Klasse med Forræderen Judas. Dernæst fandt han, at de ikke vogtede sig tilbørligt for bannsatte Mend eller saadanne, som var i Kirkens Forbud; saadanne maatte de sky som de fuleste Edder-Orme. Den Kirkens Tjeneste, som alle tog om Paasken, skulde de modtage med al Ærefrygt og Ydmyghed een Gang om Aaret, og ikke af nogen anden end deres Sogneprest, uden med dennes Tilladelse, heller ikke naar de selv vare i Forbud; han mindede dem om, at Christenretten satte Utlegds Straf for den, som i tre Aar forsømte dette. Han gav dernæst endeel særskilte Bestemmelser med Hensyn til Udredelsen af Biskopens og Presternes Rettigheder, hvoraf det fornemmelig fortjener at udhæves, at han her skjelner mellem de Egne, hvor Tiende ydedes, og dem, hvor dette endnu ikke skete; i de første skulde Presterne modtage og underholde Biskopen paa hans Visitatser uden noget Tilskud, i de sidste skulde Bønderne udrede Kost og Hestehold (Reide), men i intet Tilfelde skulde der tages noget af Kirkens Gods. Da Bønderne i Thelemarken havde vedtaget at yde Biskopen Skat hvert Aar, og den nysnævnte Reide, naar han drog om for at ferme Børn, ligesaa Reide til Presten for de to Dele af Tienden, og med den tredie holde sine Kirker vedlige, bestemte han herved, at hiin Biskopsreide skulde til den Tid, Biskopen foreskrev, være samlet og ferdigt leveret under Kirkevergens Opsigt paa de Gaarde, hvor Biskopen tog ind; blev der noget tilovers, kunde Bønderne faa det tilbage; slog det indkomne ej til, maatte de tilskyde det manglende; Kirkerne maatte i intet Tilfelde tynges. Med Hensyn til Presternes Indtægter bestemte Biskopen, at hver Prest herefter for fuld Udferd eller Liigbegængelse skulde lade sig nøje med en Ko eller en Koes Verd: en Betaling, der efter vore Forestillinger synes meget rundelig, og som vekker Forestilling om, at Sogneprest-Embederne maa have været meget indbringende. Fattige skulde dog betjenes for intet, og de, som ikke formaaede at give fuld Udferd, slippe med halv eller mindre. Dog var Presten skyldig at yde al Tjeneste „kjøbeløst“, det vil sige, at han ikke forud maatte thinge om Betalingen; men paa sin Side vare Bønderne ogsaa pligtige, efter modtagen Tjeneste at yde ham, hvad der var foreskrevet, ja Presten havde endog Ret til at tvinge den Gjenstridige, saavelsom den, der ikke vilde yde Presten hans Reide, til at efterkomme sin Skyldighed, ved Trusel om at negte ham alt Kirkens Embede[2]. Dog maatte Presterne ogsaa vogte sig for at forholde nogen dette Embede vrangeligen, og de skulde overhoved være greide og tjenstvillige mod sine Sognemend, medens disse igjen skulde hedre sine Prester, være lydige og føjelige mod dem, optage deres Lærdom med Kjærlighed, holde Guds ti Budord, vogte sig for de syv Hovedsynder, hedre Gud og elske sine Medmennesker. De maatte alle omhyggeligt iagttage at yde Rumaskat, nemlig hver Mand, der nød Sacramentet, en talt Pening, af det mindste Slags, der myntedes paa Kongens Mynt. Fremdeles skulde de ikke forsømme at højtideligholde Christi Legems-Fest. Biskopen hedrede endelig deres Kirker med visse Indulgenser for dem, der besøgte dem paa de større Festdage, Kirkemessedagene og Kirkehelgensdagene; ligeledes tilgav han Bønderne i Molands og Mo Sogne for et Opløb, de havde gjort, da Biskopen sidste Gang visiterede, saasom de nu bød sig til at gjøre Bod og Bedring; men Bønderne af Skafsaa, sagde han, havde gjort sig selv uverdige til nogen Naade, da deres Trods og Ondskab tiltog istedetfor at aftage. Derfor fik heller ikke deres Kirker nogen Indulgens. Dette Brev, der foruden at vidne om Biskopens kirkelige Nidkjærhed og Forstand til at anvende baade Mildhed og Strenghed, naar det behøvedes, ogsaa udmerker sig ved sit for den Tid usedvanligt rene norske Sprog, er dateret fra Gimsø Kloster den 11te November 1395. Det kaster et merkeligt Lys over Tilstanden i hine Fjeldegne paa de Tider og bekræfter, hvad vi ovenfor have yttret om Thelebøndernes vedholdende Vildhed og Uregjerlighed[3].

Om de øvrige Biskopers kirkelige Virksomhed paa samme Tid veed man mindre Besked, Erkebiskop Vinalde selv ikke undtagen. Vi see denne, upaatvivleligt meget dygtige Mand, gribe kraftigt ind i de politiske Begivenheder og understøtte Dronningen ved sin megtige Indflydelse ej alene i Norge, men ogsaa i Danmark, og maaskee i Sverige: men hvorledes han bestyrede sin egen Kirke og Kirkeprovins, og hvad han iøvrigt gjorde, eller om han overhoved gjorde noget for at forbedre sin undergivne Geistligheds Seder og ophjelpe det vistnok meget forfaldne kirkelige Liv: derom veed man intet. Skulde man antage, at der under hans Styrelse dog gjordes nogen Skridt til Forbedring, da kunde man fristes til at tilskrive dette ej saa meget hans, som derimod Dronningens Indflydelse, da der af saamange af hendes Regjeringshandlinger og andre Træk af hendes Liv umiskjendeligt fremgaar, at hendes Fromhed og Religiøsitet efter de Tiders Maalestok baade var oprigtig og ivrig; og dertil bidrog vel allermest den Paavirkning, hun i sin Barndom havde modtaget i Fru Mærete Ulfsdatters Huus, saavelsom den Indflydelse, den hellige Fru Birgittes Lærdomme og Grundsetninger fremdeles maatte vedblive at udøve paa hende under hendes fortsatte stadige Forbindelse med denne hellige Frues Familiekreds og det nys oprettede Kloster i Vadstena. Thi hvor meget dette maaskee end senere kan være forfaldet i Disciplin, maa det dog i alle Fald nu, umiddelbart efter Oprettelsen, og medens Fru Birgittas egen Disciple og Discipelinder endnu vare i Live og vedligeholdt det friske Indtryk af hendes merkelige Personlighed, fuldkommen have svaret til den umaadelige Anseelse, det nød, og maa fjern og nær have udøvet en megtig Indflydelse blandt Nordboerne, der maatte være dobbelt velgjørende i disse ellers saa lovløse og urolige Tider, og som igjen omvendt maatte bidrage overordentligt til at befeste Dronningens egen Magt. Vi have allerede omtalt, at Klostret omtrent samtidigt med Margretes Antagelse til Sveriges Regentinde fik sin første Abbedisse i hendes Barndomsveninde Ingegerd Knutsdatter. Tre Aar efter, den 27de October 1391, skete Fru Birgittes højtidelige Canonisation i Rom ved Pave Bonifacius den 9de, ifølge Dronningens og alle Svenskes ivrige Bestræbelser. Den Anseelse, hvori Dronningen stod ved Curien, bidrog vist ikke lidet til at fremskynde Sagen[4]. Om denne Anseelse har man flere Vidnesbyrd. At Cardinal-Collegiet ved Pave Urbanus den 6tes Død (15de October 1389) allerede Dagen efter underrettede hende derom i de ærbødigste Udtryk, vil endda maaskee ikke sige saa meget, thi dette var en Høflighed, der viistes de fleste regjerende Fyrster, som stod sig godt med Curien[5]; men langt mere betydningsfuld er den Beredvillighed, hvormed Curien udnævnte de af hende anbefalede Candidater til Biskopsstole, og især sees det af et Brev, dateret 15de October 1390, som Urbanus’s Eftermand, Bonifacius den 9de, sendte hende med Erkebiskop Peder af Lund, der havde været nede i Rom for at hente Pallium. Han takkede hende i dette Brev for de mange Breve og store Foræringer, hun saavel med Biskopen som med andre havde sendt ham, roste hende for hendes Tro og Fromhed, bad hende at vedblive i denne, og forsikkrede hende om, at han altid var rede til at hedre hende med særdeles Yndest og Naade, og det endog i højere Grad end hendes Forfedre, idet han herved sendte hende et Signet, hvis Aftryk han forvarede, for at hun med dette kunde besegle de Breve, hun tilskrev ham i større Fortrolighed[6]. I dette Brev kalder Paven hende „Danmarks, Norges og Sveriges Dronning“, skjønt hun jo ikke egentlig var berettiget til den første Titel, og skjønt Cardinalerne i hiint føromtalte Brev alene kaldte hende „Norges Dronning“. I 1388 havde Pave Urbanus udskrevet et Jubilæum, der skulde holdes i Rom 1390, og siden hvert 33te Aar (til Erindring om at Christus havde naaet denne Alder), men han oplevede det ikke, saaledes at det blev hans Efterfølger Bonifacius, der fik Æren og Glæden af at holde det og gav rigelige Indulgenser for dem, der i dette Aar besøgte Roms Hovedkirker. Der strømmede ogsaa mange Pilegrime til fra alle Kanter, Norden iberegnet, og navnlig berettes det, at flere Raadmend fra Bergen skulle være omkomne i nogle Uroligheder, der synes at have fundet Sted mellem de Fremmede og Stadens Indbyggere[7]. Formodentlig var det ogsaa slige Pilegrime, der havde medbragt flere af de ovenfor omtalte Breve og Foræringer fra Dronningen til Paven. Dronningen selv havde haft stor Lyst til at drage afsted med sine nærmeste Omgivelser, men da dette naturligviis ikke lod sig gjøre, ansøgte hun om og fik bevilget af Paven (ved Bulle af 9de September 1390), at naar hun og hendes Hoffolk besøgte visse Kirker i hendes egne Riger, paa samme Maade, som de vilde have besøgt hine Kirker, kunde hendes egen Skriftefader meddele dem samme Indulgenser, som de derved vilde have nydt, dog saaledes, at den Møje og Udgift, som Pilegrimsreisen vilde have udfordret, opvejedes ved andre Fromhedsgjerninger, og at det Offer, som de personligt vilde have bragt til de romerske Kirker, ufortøvet og redeligen sendtes derhen[8]. Men da mange andre, der havde gjort Løfte om at drage derhen, heller ikke kom til at reise, gjorde Paven paa Dronning Margretes Anmodning endog for dem den Lettelse (ved Bulle af 1ste April 1394), at alle de Personer af hendes trende Riger, der ikke efter sit Løfte havde kunnet besøge Rom i Jubelaaret, skulde nyde samme Indulgens, naar de besøgte Vadstena, hvortil Biskopen af Linkøping skulde beskikke tredive Prester[9]. Forresten undlod Curien ikke paa sedvanlig Viis at kræve ret betydelige Bidrag fra Norden, hvis Indsamling omkring 1390 var betroet en Frederik Ditmarssøn, Chorsbroder i Roeskilde. Ved Bulle af 18de April 1391 forlængede Pave Bonifacius hans Indkrævningsvirksomhed, og fem Dage derefter beordrede han ham endog til enten selv eller ved Undercollectorer at oppebære paa Curiens Vegne alle Indtægter af ledigblivende geistlige Embeder, indtil disse igjen vare besatte, samt alle afdøde Geistliges Løsøre og udestaaende Fordringer, af hvad Navn nævnes kunde (med Undtagelse af hvad de havde arvet eller ved personlige Arbeider, uafhængige af deres geistlige Embede, havde lagt sig til, hvilket skulde tilfalde deres Arvinger), en Reservation, hvorpaa man idetmindste i Norden hidtil ej havde haft Exempel, og som talende vidner om den Trang, hvori Curien nu under Schismet befandt sig. Siden beskikkede Paven ved Bulle af 26de Februar 1395 Biskop Eystein til Generalcollector i Norge[10], saaat hiin Fuldmagt for Frederik Ditmarssøn derved middelbart tilbagekaldtes. Det viser, at Biskop Eystein maa have været meget anseet ved Curien. Ligeledes vise, som sagt, hine ovenfor omtalte Begunstigelser, der blev Dronningen til Deel, at hendes Anseelse og Formaaendhed ved Curien maa have været mere end almindelig. Og saavel herved, som ved sin kloge Venlighed mod Geistligheden hjemme i sine Riger, og sin Gavmildhed mod Kirker og Klostre opnaaede hun igjen en Magt over denne Geistlighed, som faa Fyrster før hende synes at have besiddet, og som igjen maa have.været hende til stor Hjelp ved Udførelsen af hendes politiske Planer.

Vi have allerede seet, at Dronningen efter Eriks Udnævnelse til Konge sjeldnere besøgte Norge, da Sveriges Anliggender og Krigen med Mecklenburgerne for Øjeblikket maatte optage det meste af hendes Tid. De løbende Regjerings-Expeditioner besørgedes som sedvanligt af Cantsleren, og forresten maa vel Fehirderne, der nu sedvanligviis ogsaa tillige vare Hirdstjorer, have forestaaet det Administrative. Det er i det foregaaende viist, hvorledes Haakon Jonssøn i 1389 eller 1390 afløste Erlend Philipssøn i disse Embeder for Bergens Vedkommende og ved sin Død 1392 efterfulgtes af Jon Darre, der allerede Aaret efter bortførtes i Fangenskab af Vitaliebrødrene, samt at Otte Rømer, der befriede Bergen for dem, ogsaa blev hans Eftermand, efter at han hidtil i en lang Rekke af Aar havde forvaltet de samme Embeder idet Throndhjemske. Da Jon Darre forflyttedes til Bergen, var han Fehirde i Tunsberg; hvo der fulgte ham i dette Embede, kan af de forhaandenværende Brevskaber ej tydeligt sees. Fehirdslen i Oslo synes at have været betroet Biskop Eystein og Høvedsmanden paa Akershuus, Agmund Bolt, i Forening, eller ogsaa maaskee Biskopen som egentlig Fehirde, med Fogden ved sin Side som Medhjelper. Idetmindste see vi dem tilsammen udføre Forretninger, der ellers synes at maatte have paaligget en Fehirde[11]. De fornemste Raadsherrer og Sysselmend, der forresten stod ved Dronningens Side i de Aar, vi nu have gjennemgaaet, ere allerede tilforn lejlighedsviis omtalte. Vi have seet, hvorledes Mendene fra Kong Magnus’s Dage efterhaanden forsvinde, medens nye trede i deres Sted. Drottseten, Hr. Agmund Finnssøn, er den første; han døde allerede d. 14de April 1388, som det ovenfor er berettet, og med ham uddøde hans Ætt. Han erklærede selv oftere før sin Død og ligeledes paa sin Dødsseng, at han ingen lovlige Arvinger havde uden Hafthorssønnerne; og havde allerede ved et tidligere Gavebrev bestemt, at hans Hustru Fru Katharina Knutsdatter skulde have Eidsa og Tolga, ligesom hun ogsaa beholdt Hovedgaarden Hestebø efter ham. Dog var der ogsaa en Thore Uspakssøn, kaldet Køgr, som var ham saa nær beslegtet, at han vilde have været hans retmessige Arving, naar hans Fader kun havde været egtefødt, og han gjorde flere Aar derefter denne Ret saa eftertrykkelig gjeldende, at han virkelig fik sig Arven tildømt; men hvorledes dette hans Slegtskabsforhold til Drottseten har været beskaffent, kan ikke sees[12]. Fru Katharina blev,i som det synes, fremdeles boende paa sine Gaarde i Norge, idet hun dog af og til besøgte Dronningen eller sine Venner og Frænder i Sverige; i September 1396, paa samme Tid som Dronningen opholdt sig i Sverige i Anledning af Kong Eriks Valg m. m., som det nedenfor vil blive omhandlet, var hun saaledes i Vadstena og bekræftede der som Medlem af St. Birgittes Familie alle de Gaver, som denne selv, der var hendes Modermoder, hendes Moderbroder Hr. Byrge Ulfsføn, hendes Modersystre Fru Katharina Ulfsdatter og Fru Cecilie Ulfsdatter, hendes Halvbroder Hr. Peder Ribbing, og hendes Syster Ingegerd Knutsdatter (nu Abbedisse) havde skjenket til Klostret[13]. Senere ville vi see, hvorledes Dronningen ved Kong Eriks Giftermaal lod hende hente fra Norge og udnævnte hende til den unge Dronnings Hovmesterinde, i hvilken Egenskab hun kort efter døde[14].

Om Haakon Jonssøns Død i 1392 som ovenfor viist veed man kun, at den faldt mellem 4de Februar og 23de September 1392. Børn synes han ej at have efterladt. Hans Enke Hustru Margrete Eilivsdatter overlevede ham i mange Aar. Hun maa kort efter Haakons Død have giftet sig med en Mand, der var Ridder, siden hun faa Aar efter kaldes „Fru Margrete“; men ogsaa efter dette Giftermaal var hun Enke allerede i 1396, og egtede kort efter sin tredie Mand, Tydskeren Tideke Wüstenacker eller Westenacker (Navnet skrives forskjelligt), øjensynligt til megen Ergrelse for sine megtige Frænder[15]. Man maa antage, at Haakon Jonssøns Fader, Hr. Jon Hafthorssøn, ikke oplevede Sønnens Død; men at han var død noget før, skjønt vi have seet, at han endnu levede i 1388. Moderen Fru Birgitte Knutsdatter døde endnu tidligere, men Aaret vides ikke; man erfarer kun, at hun døde før sin Mand paa Gaarden Huseby i Onse, og at hun ved sin Død testamenterede betydelige Gaver til Mariekirken i Oslo, hvor hun og hendes Mand vilde begraves, og hvor der skulde opføres et Altar over deres Gravsted[16]. Hr. Sigurd Hafthorssøns Dødsaar er ligeledes ubekjendt, men man har dog al Grund til at antage, at det var 1393, thi da Biskop Eystein i December 1393 visiterede paa Sudreim, havde hans Svigersøn og Arving til Sudreimsgodset, Jon Martinssøn, just skødet til Sudreims Kirke Godset Nordre Vestby, som Sigurd havde skjenket dertil[17]. Jon Martinssøn arvede formodentlig de fleste af hans oplandske Besiddelser; Giske- og Bjarkø-Godset derimod eller Arnungestammens egentlige Ættegods, saavelsom de øvrige Ejendomme, som Sigurds Hustru Ingeborg Erlingsdatter havde arvet efter sin Fader, fik Sønnen Haakon Sigurdssøn, der formodentlig ogsaa fik Syssel paa Søndmøre, og efter 1397 for en kort Tid nævnes som Medlem af Rigsraadet. At han var gift med Sigrid, Datter af Erlend Philipssøn paa Losna, er tidligere omtalt. Forresten spillede han ingen fremragende Rolle og berømmes endog udtrykkeligt for sin Nøjsomhed og Uegennyttighed. Han maa derfor saavidt muligt have holdt sig borte fra det offentlige Liv og offret sin Virksomhed paa Bestyrelsen af sine store Godser. Heri fulgte han Svigerfaderen Erlend Philipssøns Exempel, som nu ganske havde trukket sig tilbage, overladende det til sin Søn Eindride at indtage sin Plads i Raadet, af hvilke vi finde ham som Medlem allerede i 1397[18].

Blandt Dødsfald i denne Tid, der middelbart vedkom Norge, maa vi ogsaa nævne Titulær-Jarlen af Orknø, Hr. Erngisl Sunessøns Død i Aaret 1392, den 2den August. Hans sidste Hustru Ingeborg Magnusdatter var død to Aar forud, og de bleve begge begravede ved Vadstena, der ligesaavel som andre geistlige Stiftelser betænktes rigeligt af ham med Gaver[19]. Fire Aar efter, om Sommeren 1396, døde den fortjente og ved sin virkelige Troskab mod Kongehuset hederverdige Hr. Erik Ketilssøn, Marsk, Sejerherren ved Falkøping, i sin Tid Medlem ogsaa af Norges Riges Raad, og Indehaver af flere Forleninger i Norge. Han blev begraven i Vadstena strax efter den 21de September, og da blev ogsaa hans tidligere afdøde Hustru Fru Ingerid Magnusdatters Liig flyttet did[20]. Endnu ved sin Død havde han endeel Besiddelser i Ranrikes Syssel, hvoraf noget tilfaldt det kongelige Capell, St. Michaels-Kirken i Tunsberg, eller maaskee egentlig hevdedes for det af Kongedømmet. Til Bru Kirke i hiin Syssel havde han med sin Hustrus Samtykke givet Gaarden Bru sammesteds, 3 Mk. Bool, paa den Betingelse, at der hver Uge skulde læses en Messe for dem[21].

Vi have allerede seet, at Dronningen efter Rigsmødet i Oslo 1388 kun sjeldent gjestede Norge, naar man ikke hertil regner de Tider, da hun opholdt sig paa Baagahuus, hvilket formodentligt indtraf temmelig ofte, men her ej kan komme synderlig i Betragtning, hvor der er Tale om at optrede i Hjertet af Landet, og i Spidsen for Regjeringen. De svenske Anliggender og Krigen optog hende næsten udelukkende, og saaledes maatte hun den meste Tid opholde sig enten i Sverige, eller ej langt derfra. Derfor see vi ogsaa, hvorledes især det vestlige Skaane blev etslags Middelpunct for alle tre Riger, hvor Raadsmøder holdtes og felles Anliggender afgjordes. Man kan ej med Bestemthed paavise, at Dronningen siden hiint Mødet 1388 var i Oslo og personligt beskjeftigede sig med Regjerings-Anliggender, førend i April 1392, da hun her holdt det ovenfor berørte større Raadsmøde, ved hvilket Erkebiskopen, Biskop Jakob af Bergen, Biskop Eystein af Oslo, Biskop Sigurd af Hamar, Titulærbiskopen Hallgeir, der nu kaldte sig Biskop af Færøerne, Gaute Erikssøn, Jon Martinssøn, Otte Rømer, Benedict Nikolassøn, Alf Haraldssøn, Agmund Bergthorssøn, Brynjulf Jonssøn, Jon Darre, Haakon Stumpe, Jappe Fastulfssøn, Nikolas Galle, Finn Gyrdssøn og Herleik Aasulfssøn nævnes som tilstedeværende. Hovedøjemedet med dette Raadsmøde var vistnok at anholde om Hjelp til Krigen, thi det var strax derefter, at der, saaledes som det allerede ovenfor er berettet, sendtes Brev til Island med hiin Anmodning om overordentligt Bidrag, der først mødte saa megen Modstand. Heraf skulde man maaskee kunne slutte, at noget lignende har været vedtaget for Norges Vedkommende, især da vi have seet, at der, i Kongens Navn udgik Opbud af fuld Almenning, en Foranstaltning, hvortil nok Raadets Samtykke kunde synes nødvendigt, da Vitaliebrødrenes Angreb paa Bergen endnu ikke havde fundet Sted, og saaledes neppe mere end halv Almenning ifølge de gjeldende Bestemmelser kunde opbydes. Mens foruden dette er det ikke saa usandsynligt, at Raadet har vedtaget at give Dronningen et overordentligt Krigsstyr. Hermed staar maaskee en Omstændighed i Forbindelse, der omtales i et Par Brevskaber, men formedelst Mangel paa nærmere Oplysninger ikke tilfredsstillende lader sig forklare. Mod Udgangen af Aaret 1393 klagede Provsten ved Mariekirken i Oslo og hans Chorsbrødre over, at Indbyggerne af søndre Gudbrandsdalen nu ikke vilde udrede Visøren saa fuldstendigt som før, henholdende sig til nogle Privilegier, som de paastod at have. Men i den Anledning tilskrev Biskop Eystein og Agmund Bolt dem (i Egenskab af Hirdstjorer og Fehirder?) fra Oslo den 6te Februar 1394 og forestillede dem, at da de hidtil ikke havde benyttet disse foregivne Privilegier, og desuden Dronningen, der nu var Rigets Styrerske, ikke havde stadfestet dem, gjorde de fornuftigst i at udrede Visøren som før, idetmindste indtil Dronningen igjen kom til Riget og da selv kunde afgjøre, hvorvidt hun vilde bekræfte Privilegierne eller ej. Ti Dage efter udferdigedes der endog i Kong Eriks Navn, man erfarer ikke af hvem, fra Akershuus en alvorligere Skrivelse om denne Sag til samme Almue; Provsten og hans Chorsbrødre, heder det her, havde klaget over deres Vægring, og dette havde forundret Kongen saa meget mere, som denne Almue hidtil havde haft det Ord, at ingen anden saa vel havde efterkommet sin Skyldighed til Kongedømmet; Kongen befalede dem derfor at udrede Visøren ligesaa fuldstendigt som før, og indstevnte de Gjenstridige til at møde for ham selv eller Raadet og Lagmanden i Oslo paa en af de tre Syknedage efter førstkommende St. Hansdag for der at stande til Rette. Dette Stevningsbrev blev strax sendt afsted og læst paa hver Thingstevne i søndre Gudbrandsdalen, og dette, saavelsom hiint venskabelige Raad fra Biskop Eystein og Agmund Bolt, havde til Følge, at de Gjenstridige strax gav efter; Froons Almue gjorde Begyndelsen den 9de Februar, og sidenefter de øvrige Almuer, paa Thingstevne efter Thingstevne. Nu skulde det vel næsten synes, som om denne Visøre snarere kom Mariekirken, end Kronen til Gode, og at den saaledes allerede tidligere havde været tilstaaet hiin begunstigede Kirke, thi det sees ikke rettere, end at Provst Arne, idet han klagede, her ej optraadte i Egenskab af Cantsler, men kun som hiin Kirkes Formand. Spørgsmaalet maa lades uafgjort, da intet nærmere meddeles om denne Sag[22].

Men paa det nysomtalte Raadsmøde, som Dronningen holdt i April 1392, blev der ogsaa vedtaget en egen Retterbod eller Samling af nye Bestemmelser til Udtydning eller nærmere Forklaring af Loven, saaledes som det ogsaa tidligere havde været sedvanligt. Disse Bestemmelser vare: a) at naar en Mand, der intet ejede, men derimod var i Gjeld, blev drebt, skulde Mandeboden for ham anvendes til Afdrag paa denne Gjeld og ikke gaa til hans Arvinger; b) at den Bestemmelse i Loven, at den Mands Gods, der blev utlæg for Brud mod Christenretten, tilfaldt halvt Kongen, halvt Biskopen, ogsaa skulde komme til Anvendelse med Hensyn til Kronens Tilgodehavende, om endog Angjeldende gik til Skrift og Bod, førend han blev lyst utlæg, „saasom onde Gjerninger altid skulde hades, og Refstens Mildhed gav Mange fri Tøjle til Synd“; c) at naar nogen, efterat have afsvoret en Kone, med hvem han stod i utilladelig Forbindelse, siden brød denne Eed, skulde han derfor svare Kronen hvad Lovbogen foreskrev for Meneed, baade Sekt og Utlegd, og Biskopen kun hvad Christenretten bestemte for ulovligt Samliv og Eedsbrud; vilde han have Fred tidligere, end Lovbogen angav, da skulde han kjøbe den af Kongen; d) naar Nogen festede sig en Kvinde, og uden at oppebie Kirkens Dom, og levede med hende, skjønt vidende at hans tidligere Festekvinde endnu var i Live, skulde dette være Utlegdsverk, og hans Gods være forfaldet til Deling mellem Kongen og Biskopen, hvis han ej aflod fra hende, førend Dommen faldt; e) Ingen skulde have flere Herre-Svene og ingen fordre større Skerding (Afslag) i Ledingen, end Lovene tillod; f) med Landkjøb og Strandkjøb skulde der forholdes som før; g) Ingen skulde kjøbe eller selge i Kjøbsteder uden paa det rette Torv, og hvis Kongens Foged mistenkte Nogen for at have overtraadt dette Forbud, da skulde han verge sig ved Eed selv tredie, eller ogsaa strax overlade Fogden det kjøbte til Indkjøbs Priis, hvis denne ønsker det til Kongens Behov. – De første Artikler synes at vidne om, at der ved Behandlingen af de kirkelige eller halv kirkelige Sager, for hvilke der ogsaa skulde bødes til Kronen, havde indsneget sig en for denne ufordeelagtig Praxis, idet den geistlige Autoritet paa egen Haand eftergav ogsaa Kronens Tilkommende, naar Angjeldende gjorde Bod og Bedring; vistnok i Medhold af den Bestemmelse i Erkebiskop Jons Christenret s 62, „at naar en Mand begaar en Forbrydelse, der felder ham til Utlegd efter Christenretten, og gaar til Bod, førend Utlegden er ham paalyst, da har Kongen intet at fordre“. Her seer man saaledes et Exempel paa, at Geistligheden fremdeles holdt sig til Jons Christenret, skjønt den ikke var udtrykkeligt vedtagen, men man seer ogsaa, at Dronningen ikke lod det saaledes gaa hen, og at de tilstedeværende Biskoper selv maatte finde sig i at erkjende hendes Ret. Den 5te Artikel vidner atter om, at de fornemme Mend omgav sig med et utilbørligt Antal „Hovmend“ og fordrede en større Skattefrihed, end Lovene tilstod dem. Til Slutning vedføjes Retterboden den udtrykkelige Clausul, „at den blot skulde staa ved Magt, indtil Kongen blev myndig, og at Kongens Ret hermed ikke var bortgiven, men skulde være ubeskaaren i alle Dele“. Man seer heraf, hvor lidet Nordmendene kunne finde sig i at staa under en Kvindes Regjering, hvor dygtig hun end kunde være. Margrete har her maattet finde sig i, hvad hun ikke kunde faa endret eller forebygget, og hendes Opgave maatte nu kun være at sikkre sig saa stor Magt over Kongen selv, at hun dog i Virkeligheden blev den herskende. Retterboden, samtykt og beseglet af de ovennævnte geistlige og verdslige Raadsherrer, er dateret fra Oslo Kærslesøndag eller 5te April 1392[23]. Paa det samme Møde synes det og, som om Dronningen i Kong Eriks Navn har stadfestet endeel Bevillinger og Sysselbreve; idetmindste udstedtes en saadan under 16de April for Benedict Nikolassøn, angaaende hans Forlening med Eker, m. m. H, og da Kongen neppe var tilstede, eller, om han var der, neppe havde kunnet udøve nogen Regjeringshandling paa egen Haand, saasom han endnu ikke var myndig, maa det være Dronningen selv, der udstedte Bekræftelsen og beseglede den i hans Navn.

Efter dette Møde kan det ej paavises, at Dronningen gjorde noget nyt Besøg i Oslo, med mindre det skulde være i .Begyndelsen af det følgende Aar, da Kong Eriks forhen omtalte Almennings-Opbud af 2den Marts 1393 er udstedt paa samme Maade som det nys omtalte Bekræftelsesbrev, i Kongens Navn, men uden at Cantsleren eller overhoved nogen Besegling omtales. Det er i sig selv ikke usandsynligt, at Margrete var personligt oppe i Norge for at paadrive Udrustningen eller idetmindste Ledingens Udredelse, og da vi den 25de Marts, lidt over tre Uger senere, finde hende paa Axevall[24], kan hun da gjerne have været paa Tilbagereisen fra Norge. Men usikkert bliver det altid, saa meget mere som hiint Stevningsbrev fra Kong Erik til Gudbrandsdølerne, dateret fra Akershuus den 16de Januar 1394, ogsaa er affattet paa samme Maade som hine, uagtet Dronningen da neppe kan have været i Oslo, siden vi den 25de, altsaa ni Dage derefter, finde hende i Kalmar, hvor hun endog synes at have været i lengere Tid for at være sin Hær noget nærmere, saa lenge Stockholm belejredes[25]. Saaledes bliver det altid uvist, hvad man i dette Stykke skal antage. I de nærmest paafølgende Aar findes ingen Tegn til, at hun nogensinde har været i Norge.

Der skal i Aarene 1391 og 1392 atter have været en smitsom Sygdom og Mandedød i Norge, saavel i det nordlige, som i Viken. Vore egne Brevskaber melde intet derom, og det er endog vanskeligt efter disse at paapege nogen bekjendt Mand, der kunde være bortrykket af Sygdommen, med mindre det skulde være Haakon Jonssøn og Haakon Stumpe, hvis Død falde netop i 1392. Derimod opregne de islandske Annaler over 50 Islendinger, som ved denne Lejlighed døde i Norge, og føje til, at der foruden dem var mange andre, baade islandske og norske, samt at Sotten ophørte „efter Juul“[26], uden at man dog kan see, om der hermed menes Julen 1391–1392, eller den følgende. Under disse Omstændigheder vidner det forresten om Behjertethed hos Dronningen, at hun just paa den Tid, da Sotten endnu rasede, eller i alle Fald kun for ganske lidt siden havde ophørt, vovede sig op til Norge; men paa den anden Side kan man ogsaa deraf slutte, hvor paatrengende nødvendig denne Reise var for hende.

Paa Island var der i denne Tid et langt mere bevæget Liv, end her i Norge. Den mest fremragende Personlighed var den oftere omtalte Høvding Bjørn Einarssøn i Vatnsfjord. Det Løfte, han paa sin ufrivillige Reise til Grønland havde aflagt, at gjøre en Pilegrimsreise til det hellige Land (s. o. S. 248), udførte han først senere, men derimod drog han til Rom for at nyde godt af Jubilæet i 1390, og kom tilbage derfra i 1391. Med sin Hustru Solveig havde han to Børn, Thorleif og Christine. Den første, en haabefuld ung Mand, skulde om Vinteren 1391–92 drage til Eyjaforden for at holde Bryllup, men Skibet kantrede ude paa Fjorden, og han omkom med alle Folkene. Efterretningen herom gjorde saa sterkt Indtryk paa hans Syster, der i lengere Tid havde været svag og sengeliggende, at hun strax stod op og blev frisk. Faderen bortgiftede hende derpaa til den anseede Jon Guthormssøn, Broder af Loft Guthormssøn, kaldet den megtige, paa Madrevalle, om hvem der i det følgende vil blive Tale[27]. Bryllupet stod med megen Stads i Vatnsfjord omkring den 14de October 1392. Hirdstjoren, Vigfuus Jonssøn, og mange andre anseede Mend vare Gjester, og det var her, at Hirdstjoren, som vi have seet, benyttede sig af Lejligheden til at komme frem med Dronningens Brev om Krigsstyr, og overtalte Stormendene til at gaa ind paa Fordringen. J det følgende Aar kom Bjørn i Uenighed med en anden megtig Høvding i Vestfjordene, Thord Sigmundssøn, der havde været sammen med ham paa Romerferden. Aarsagen angives ikke; man veed kun, at Striden antog en alvorlig Character, thi det kom endog til et formeligt Slag mellem dem under Nuup i Dyrafjorden, hvorved to af Bjørns Mend faldt og han selv saavelsom de fleste øvrige blev haardt saarede, (Thorsdagen den 20de November). Bjørn flygtede med sine Folk til nærmeste Kirke og forlod den først Dagen efter. Der blev siden prøvet Forliig imellem dem, men forgjeves; imidlertid havde flere af Thords Følge og Medkæmpere i Slaget forladt Island (d. 22de November) for at drage i Pilegrimsferd. Bjørn benyttede Vinteren til at reise om og sikkre sig de megtigste Mends Bistand. Det følgende Aar, den 23de Juli, reed Bjørn ifølge med Hirdstjoren, Lagmanden Thorstein Eyjulfssøn, flere Prester og mange andre, i alt henved nitti Mend, de fleste i fuld Rustning, til Thord Sigmundssøn, hvilken Hirdstjoren nu stevnede til Mosfell for sig og Lagmanden til næste Thorsdag og Fredag, for her at svare for hine to faldne Mends Drab. Til den Tid „tog Thord Dag“, som det kaldtes, af Hirdstjoren og Bjørn. Han indfandt sig med femti Mand, hvoriblandt tyve vel bevæbnede, men dette hindrede ikke Dommen fra at udfalde saaledes, at han og fem andre skulde være utlæg, og deres Landsvist afhængig af Kongens Naade. Imidlertid blev der dog bed de bedste Mends Megling allerede den 23de August indgaaet eet midlertidigt Forliig mellem begge Hovedmendene, saaledes at Bjørn skulde have Valget, om han selv vilde afsige Opgjøret, eller nævne gode Mend dertil. Han valgte det sidste, nævnede Hirdstjoren, Lagmanden og endeel andre; og Kjendelsen lød, at Thord skulde udrede til Bjørn Varer eller Penge til en Verdi af femti Hundreder, samt indbyde ham med Hustru og Svene til et sømmeligt Gjestebud. Dette skete, og hermed synes Striden at have faaet en Ende[28].

Der berettes fremdeles om saa mange Landeplager og voldsomme Naturoptrin, der i disse Aar hjemsøgte Island, at man næsten maa antage, at dette har været en af de stundom tilbagevendende Perioder, hvor de vulkanske Kræfter i Jordens Indre ere mere end almindeligt virksomme og Elementerne i usedvanligt Oprør. I 1389 skete der et voldsomt Udbrud af Heklefjeldet, med saadan Gny og Døn, at det hørtes over hele Landet. To Gaarde, Skard og Tjaldestad, blev ødelagte; der faldt saa mange Pimpstene ned, at en Hest drebtes deraf, og Askefaldet ødelagde en heel Deel Fæ. Der opkom Ild ej alene fra selve Fjeldet, men ogsaa i en af de nærmeste Skovstrækninger, ovenfor Skarv, og med saadan Voldsomhed, at der dannede sig to Fjelde med en dyb Kløft imellem dem. Om Høsten regnede det saa sterkt og vedholdende paa Nordlandet, at der efter Mortensmesse blev en Flom, hvis Mage man ikke i Mands Minde havde seet. En Mengde Sauder omkom, og voldsomme Jordskreder ødelagde Skove og Græsgange. Hele Gaarden Hjalleland i Vatnsdal blev borttagen af en saadan Jordskrede, og sex Mennesker omkom derved, ligeledes Gaarden Budarnes med tolv Mand; men den største Ulykke skete paa Langelid i Hørgaardal den 18de November (see o. S. 246), hvor Lagmanden Ravn Botulfssøn, hans Kone Ingeborg Thorsteinsdatter, deres to Børn og flere andre, i alt sexten Mennesker, mistede Livet. Jorden, siges der, sprak under selve Huset, saa at der løb Vand op i Stuen, og Gaarden med tilhørende Kirke, samt to andre Gaarde, sank ned. Der blev strax sat over hundrede Mand til at lede efter de drebte og deres Gods; man fandt ogsaa nogle af dem, hvoriblandt Huusfruen, men næsten intet af Godset. I det følgende Aar (1390) var der saa heftigt et Jordskjelv paa Sønderlandet i Egnen om Grimsnes, Floen og Ølvus, at fjorten Gaarde nær vare ramlede ned, tre gik ganske til Grunde, og Jorden sprak paa flere Steder, hvor der siden kom Vand op. Ogsaa Havet var uroligt, og der tales om flere Skibbrud. Dette var maaskee Aarsagen til, at der i 1389 ikke kom noget Skib fra Norge til Island, medens derimod syv blev liggende over[29]. Derved maatte Tilførselen og Handelen lide betydeligt og Tilstanden end mere forverres. Og desuagtet synes det, som om Autoriteterne i Norge nu med fordobblet Strenghed søgte at hevde de ufornuftige Bestemmelser, der forbød Fremmede at handle paa Landet. Skibsfarten paa Island fra Norge synes nu ene at have været i Henderne paa enkelte fornemme og rige Folk eller geistlige Stiftelser i Norge, der ejede sine egne Skibe, som disses Navne vise, f. Ex. Reymars- eller Rømers-Suden, Sunnivesuden (formodentligt tilhørende Bergens Domkirke), Kane-Baaden, Haakon Jonssøns Skib, Hustru Margretes Skib[30], o. s. v., og desto større Interesse havde derfor Magthaverne i Norge af at sikkre sig Monopolet. De synes endog ikke sjelden at have gaaet videre, end Retten hjemlede dem, og ofte ej engang at have villet tillade Islendingerne selv at udføre sine egne Varer. Der berettes saaledes, at Haakon Jonssøn kversatte eller lagde Beslag paa det Gods, den islandske Prest Sira Paal Thorsteinssøn havde med sig, da denne i 1391 kom over til Norge, men at han rigtignok ogsaa maatte høre ilde derfor[31]. Ikke engang Danske og Svenske taaltes, uagtet de nu lød under samme Scepter som Norge[32]. De ansaaes fremdeles som Udlendinger. Men vi ville see, at denne ufornuftige Handelspolitik tilsidst netop havde de Følger, at.engelske og andre foretagelseslystne Fremmede, lokkede af den store Fordeel, som Landets Afsperring aabnede dem, begyndte en Snighandel, som altfor meget understøttedes af de Indsødte selv, til fat det kunde lykkes Autoriteterne at forebygge den.

Vi have tidligere viist, at Hirdstjoren paa denne Tid var Vigfuus Ivarssøn, og Lagmend fra 1387 Narve Sveinssøn og Ravn Bjørnssøn. Da Ravn var omkommen ved Ulykken i Langelid, beskikkede Hirdstjoren hans Svigerfader Thorstein Eyjulfssøn endnu engang til Lagmand, og dette Embede beklædte han lige til sin Død, henimod 1402. Denne Thorstein Eyjulfssøn maa nu have været en meget bedaget Mand, da han allerede i 1358 blev Sysselmand, og kort derpaa Lagmand, som tidligere af os berettet[33]. Biskoperne paa Island i 1389, da Erik blev tagen til Konge i Norge, var Michael i Skaalholt og den gamle Jon Skalle paa Hole, som vi ovenfor have seet (s. S. 252). Men Michael var allerede i 1388 dragen til Danmark, hvorfra han i 1390 beskikkede Thorstein Snorressøn, Abbed i Helgafell, til Official i sit Sted. Biskop Jon døde den 24de August 1391. Men imidlertid maa man ved Pavestolen have faaet en falsk Underretning om, at han allerede tidligere skulde være død, thi i Begyndelsen af April 1391, medens Jon endnu levede, beskikkede Paven ved Provision en Efterfølger, „da han“, som det heder, „havde faaet sikker Efterretning om, at Jon var afgaaet ved Døden“[34]. Denne Efterfølger var atter en Predikebroder og pavelig Poenitentiarius, samt dansk af Fødsel, nemlig Broder Peter Nikolassøn, der formodentlig havde fulgt Michael i Pønitentiar-Embedet. Den gamle Einar Havlidessøn forvaltede imidlertid Biskopsstolen som Official. Den nye Biskop ankom om Høsten 1392, med en Deel danske Prester og Tjenere i sit Følge, paa det eneste Skib, som da gik fra Norge til Island, nemlig den saakaldte Petersbolle. Det strandede ved Krisuviik, men Biskopen og alle de øvrige, der vare ombord, kom dog derfra med Livet; han drog strax til Hole og blev uden Modsigelse antagen, baade af Læge og Lærde. Hertil bidrog maaskee ikke lidet, at den ærverdige, højt ansete Einar Havlidessøn sluttede sig venligt til ham, ligesom ogsaa Biskopen var klog nok til indtil videre at lade ham beholde Officialatet. Dog synes ogsaa Peter selv at have været en dygtig og nidkjær Mand[35]. Einar Havlidessøn døde allerede i det følgende Aar (22de September 1393), 89 Aar gammel, begrædt af alle[36]. Han var uimodsigeligt en af Øens dygtigste og meste fortjente Mend paa den Tid, og blandt hans Fortjenester er dette ikke den ringeste, at han i sin hele Levetid holdt Aarbog over de samtidige Begivenheder, som han oplevede baade paa Island og i Norge. Uden disse Optegnelser, som desverre dog ikke nu haves fuldstendige, vilde vi være i Uvidenhed om mange vigtige Begivenheder. Han skrev tillige sin Ungdoms-Beskytter Biskop Laurentius’s Saga, saaledes som det ovenfor er nævnt[37]. Biskop Michael havde imidlertid ganske frasagt sig Skaalholts Biskopsstol i 1391, og der beskikkedes ham en Efterfølger i Broder Vilkin, Prior ved Predikerklostret i Bergen[38]. Efter nogles Sigende blev han indviet i Rom, efter andres af Erkebiskop Vinalde; formodentlig blev han udnævnt af Paven ved .Provision, men ikke indviet førend efter sin Hjemkomst til Norge[39]. Den Omstendighed, at han var Predikebroder, gjør det højst sandsynligt, at ogsaa han i kort Tid har forestaaet Pønitentiar-Embedet efter Broder Peter. Som Prior for Predikebrødrene i Bergen havde han bygget et Taarn for sit Kloster, og han skal overhoved have været en virksom og nidkjær Mand, hvad ogsaa hans Embedsførelse som Biskop viser. Forresten skal ogsaa han have været dansk[40], skjønt hans Navn snarere synes at vidne om nedertydsk Herkomst. Til Island kom han ikke førend i 1394, og holdt sin første Messe i Skaalholt Korsmessedagen den 14de September, ved hvilken Lejlighed han gjorde et Gjestebud, hvis Mage i Pragt og Talrighed ingen da levende havde seet paa Island. Storstuen, siges der, var besat med en tredobbelt Rad af anseede Mend fra Ende til Ende, og der blev ikke drukket andet end tydskt Øl og endnu kostbarere Drikkevarer. Om hans Virksomhed paa Island ville vi i det følgende komme til at berette.

Om Skatlandene, og navnligt om Færøerne, iagttage fremdeles vore egne Kilder en næsten fuldkommen Taushed. Derimod have vi andenstedsfra en dunkel Hentydning til ikke uvigtige Begivenheder, som skulle have foregaaet der ved disse Tider, og som tillige er ledsaget af saa mange andre merkelige Omstændigheder, at den her fortjener en nærmere Omtale. I Aaret 1390 udrustede den rige og anseede venetianske Ridder Niccolò Zeno et Fartøj, for at see sig om i Verden og besøge fjerne Lande. Han sejlede gjennem Strædet og heelt op i Nordhavet, hvor han blev overfaldt af Storm, kom ud af sin Cours og strandede paa en Ø, som han kaldte Frisland, men som man tydeligt nok af flere Omstendigheder kan skjønne var Færøernes Øgruppe. Han frelste Mandskabet og den største Deel af Ladningen, men vilde være kommen i den største Nød, da de nærmeste af Beboerne angreb dem, hvis ikke en mægtig Høvding var kommen til, havde frelst dem og taget dem i sin Tjeneste. Denne Høvdings Navn fordreies i den herom forfattede italienske Beretning til „Zichmni“, hvilket sandsynligviis er en falsk Opfatning af den færøiske Udtale af Navnet Simon, thi et Sagn paa Færøerne omtaler netop en Simon Buessøn, Ætling af Sigmund Brestessøn, der i denne Tid skal have haft Færøerne i Lehn og hersket næsten uafhængigt. Ifølge den italienske Beretning skal denne Zichmni eller Simon Aaret før Niccolo Zenos Ankomst have overvundet den norske Konges Folk og gjort sig uafhængig. Niccolo blev hos ham i lang Tid og fulgte ham paa flere Tog til andre Øer; han sendte endog Bud efter sin Broder Antonio, der ogsaa udrustede et Skib og med dette ankom til „Frisland“ i 1392. Kort efter drog Zichmni med dem begge, Niccolo som Anfører for Flaaden til Hjaltland (fordrejet i Beskrivelsen til „Estland“), som de herjede, men trak sig tilbage, da Kongen af Norge – her menes vistnok Jarlen af Orknø – kom dem i Møde med en overlegen Styrke; dog ødelagdes dennes Skibe i en Storm; imidlertid drog Zichmni til Island, hvor han satte sig fast paa nogle uhørt og efterlod Niccolo med en Besetning. Niccolo gjorde herfra en Reise til Grønland (Engroneland), men døde strax efter Tilbagekomsten til Færøerne. Hans Broder Antonio forblev endnu ti Aar hos Simon og gjorde i Løbet af denne Tid med Høvdingen en Opdagelsesreise til nogle fjerne saakaldte Øer i Vesten, af hvilke man i en, som Beskrivelsen kalder „Estotiland“, tror at gjenkjende Nova Scotia. Her skal Zichmni have anlagt en Coloni. Antonio forblev paa Færøerne til omkring 1405, hvorpaa han vendte tilbage til Italien. Efter hans Breve og Meddelelser er Beretningen om Brødrenes Reiser senere ført i Pennen af hans Ætling i 5te Led, Niccolo Zeno den yngre. Det er vel muligt, ja endog højst rimeligt, at der i denne Beretning efter saa mange Aars Forløb kan have indsneget sig mange Fejl, og at især Navnene ere blevne end mere forvanskede, end de oprindeligt var; men den er dog altid heel merkelig, idet den vidner om krigerske Foretagender og Opdagelsesreiser fra Færøerne af, om hvilke vore egne Kilder ganske tie stille[41]. Man kan vanskeligt-tilbageholde den Formodning, at efter 1395 ogsaa Vitaliebrødre, af dem, der vare dragne vestover, have taget Deel i disse Foretagender, og at det er hertil, Detmar kan have sigtet, naar han forteller om deres eventyrlige Ferd til de fjerne Farvande ved „Caspien“.

  1. ↑ Dipl. Norv. III. 487.
  2. ↑ Brevet haves ej lenger i Original, men i en Afskrift, indført i Biskop Eysteins Register ved hans Efterfølger Biskop Jens’s Foranstaltning, og forsynet med hans Bekræftelse i 1426. Det er aftrykt i Munch & Ungers oldn. Læsebog S. 133–136, oversat paa Latin i Pontoppidans Annaler II. 244–248. Et udførligt Udtog, til hvilket vi her kunne henvise, findes i Keysers Norske Kirkehistorie II. S. 426–429.
  3. ↑ Som et oplysende Exempel paa, hvorledes flere af de ovenfor omtalte Rettigheder søgtes hevdede, og hvorledes Biskopen selv ogsaa, naar det her gjaldt, kunde gaa frem med Strenghed, tjener et Brev, der udstedtes netop under hiin tidligere omtalte Visitats, som Eystein foretog i Thelemarken 1386. En vis Grjotgard Nikolaissøn havde i tolv Aar ingen Biskops-Skat ydet, havde ikke skaffet Reide til Biskopen som andre Bønder, havde ej udført den Skrift, som var ham paalagt for Manddrab, og havde dertil vovet at tage Sacramentet, skjønt han var under kirkeligt Forbud. Da nu Biskopen ved hiin Visitats opholdt sig i Flaabygden, maatte Grjotgard forpligte sig til at udbetale Biskopen 10 forngilde afledet, samt til Afdrag derpaa strax give en Oxe, beregnet for 3 Mkr., samt en Hud, til næste Paaske 3 Huder, og endelig til den derefter følgende Petersmesse 8 Pund Hardstene, hvilket alt til den bestemte Tid skulde udredes i Skien. Til Sikkerhed pantsatte han 1 Mk.Bool i Hundesang i midtre Kile i Hviteseids Sogn (Dipl. N. IV. 534). Denne Straf synes dog ikke at have frugtet synderligt, ligesom det heller ikke lader til, at Pengene, Huderne eller Hardstenene bleve udredede, thi da Biskop Eystein i 1395 atter var paa Visitats i Thelemarken, kort førend han udstedte hiint Hyrdebrev, og opholdt sig paa Gaarden Kilen i Hviteseid, maatte den samme Grjotgard indgaa et nyt Forliig, hvorved han ej alene overlod Biskopen til bestandig Ejendom den for ni Aar siden pantsatte Deel af Hundesang, men formedelst andre særlige Forbrydelser, der havde paadraget ham Bøder baade til Kirken og Kronen, forpligte sig til at udrede til Biskopen og Sysselmanden Gaute Erikssøn hver 8 Pund Hardstene i hvert af de tre paafølgende Aar, altsaa tilsammen 24 Pund til hver, hvilke hver Gang skulde erlegges i Skien ved Tredievake (8de Sum, og til Sikkerhed herfor pantsatte han til Biskopen 12 Øresbool i Østenaa ved Fjaalgesund, samt Resten af Hundesang, ½ Mks. Bool, og til Gaute, for hvem Biskopen her optraadte som Fuldmegtig, 2 Mks. Bool i Eplatveit i Bruggebergs Sogn, det sidste dog under Forbehold af Gautes Vedtagelse, hvorfor Grjotgard skulde indfinde sig hos Gaute, saasnart Biskopen var kommen til Soleim, Gimsø eller Gerpen (Dipl. N. IV. 652.)
  4. ↑ Chron. i Scr. R. Sv. I. 30. Vadstena-Diariet, sstds. S. 105. Jvfr. Suhm, XIV. S. 291.
  5. ↑ Dipl. N. VI. 328.
  6. ↑ Suhm, XIV. 555.
  7. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 340. Jubilæet er her urigtigt henført til 1387 eller 1388, maaskee fordi det paabødes i dette Aar. Annalerne udtrykke sig saaledes: „I Rom var der stor Ufred for Pilegrimene; der omkom mange Raadmend fra Bergen“. Ogsaa Detmar siger (S. 349), „at der var stor Tilstrømning til Rom, saa at ogsaa mange Folk døde der“. Blandt Worm„ der ved denne Lejlighed drog til Rom, nævnes en Hustru Margrete Brynjulfsdatter, Enke efter en Ketil Einarssøn, der før sin Afreise, den 20de April 1390, gjorde sit Testament, og for det Tilfelde, at hun døde paa Reisen, skjenkede Mariekirken i Oslo hele den nordlige Deel af den saakaldte Brandsgaard i denne Stad, dog saaledes at en Sigrid Bjarnedatter, der formodentlig har i Slegt med hende, skulde beholde en Sine m. m. deri, saa lenge hun levede. Da Margrete allerede den 20de September s. A. omtales som død, maa hun altsaa høre til deres Tal, der døde paa Pilegrimsferden (Dipl. N. VI. 579, 583). Der omtales ogsaa en Sigrid Jonsdatter, der i 1390 døde „paa Romerferd“, gift med en vis Erik, der synes at have hast hjemme i Bergheimshered (Dipl. N. I. 540). Ogsaa den for omtalte islandske Høvding Bjørn Einarssøn og flere andre Islendinger drog afsted og kom tilbage det følgende Aar. (Isl. Annaler, Udg. S. 348, 350).
  8. ↑ Dipl. N. V. 344.
  9. ↑ Suhm, XIV. S. 331, 332.
  10. ↑ Dipl. N. IV. 344.
  11. ↑ Det er saaledes ovenfor (S. 327, Not. 3) paapeget, hvorledes Dronningen ved Raadmanden i Oslo, Nisse Bjørnssøns, Død overdrog Biskopen og Agmund Bolt det Hverv at kjøbe den efter ham faldne Arv, hvorfor de ved Brev af 28de Juli 1391 overdrog Hr. Amund haft, Lagmanden i Vermeland, at indkræve hans udestaaende Fordringer i dette Landskab paa deres Vegne. Dipl. N. III. 498. Ligeledes ville vi nedenfor see, at da Gudbrandsdølerne undslog sig for at yde Visøre, klagedes der herover til hine tvende Herrer, og de tilskreve de Gjenstridige det i den Anledning nødvendige Advarselsbrev.
  12. ↑ See herom især N. Samll. III. S, 590–562. Jevnfør Dipl. N. I. 640. II. 674, 875. I. 493, 619, 620.
  13. ↑ Brev i det svenske Rigsarchiv.
  14. ↑ Abbedisse Margretes Chronicon om St. Birgitte, ved Rietz, S. 205. Hun døde i 1407, og blev begraven ved Vadstena, see Vadstena-Diariet, i Scr. r. Sv. I. S. 124.
  15. ↑ See ovenfor S. 154.
  16. ↑ Dipl. N. IV. 649, 657.
  17. ↑ Biskop Eysteins Register, fol. 97 b.
  18. ↑ See ovenfor S. 323, Not. 2
  19. ↑ Vadstena-Diariet, S. 104, 107. Allerede i 1360 skjenkede han Gods paa Øland til Nonneklostret i Kalmar til Sjælebod for sine to Hustruer Mæreta og Annot. Sit egentlige Testament gjorde han i 1378, og endelig bekjendtgjorde han ved Brev af 19de Januar 1392 sin sidste Vilje, hvorved han til Guds, Jfr. Marias, St. Sigfrids, St. Andreas’s og Allehelgeners Ære, samt til Sjælebod for sin Fader, Hr. Sune Jonssøn, sin Moder Fru Katharina, sin Syster Fru Margrete, sin Broder Hr. Peter Jonssøn og sine tre Hustruer samt andre Frænder, og endelig for sig selv, skjenkede endeel Jordegods i Østergøtland til St. Andreas-Capellet i Vegsjø Domkirke. Breve i det sv. Rigsarchiv.
  20. ↑ Vadstena-Diariet, S. 109.
  21. ↑ Biskop Eysteins Register, fol. 7, fol. 171. Dipl. N. IV. 673.
  22. ↑ Dipl. N. 539. IV. 628. 630.
  23. ↑ Dipl. N. I. 539.
  24. ↑ Suhm, XIV. S. 308.
  25. ↑ Sammesteds S. 322.
  26. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 350. 354.
  27. ↑ Espolins Íslands árbœkr I. S. 113. 114.
  28. ↑ Isl. Annaler, Udg. S. 356–366.
  29. ↑ Sammesteds, S. 342–648.
  30. ↑ Rømersbaaden omtales ved 1370 (Ann. S. 320), Sunnivesuden ved 1375, (S. 326), Kanebaaden ved 1402 (S. 372), Haakon Jonssøns og Hustru Margretes Skibe 1384 og 1385 (S. 336).
  31. ↑ Isl. Ann. Udg. S. 350.
  32. ↑ Dette sees af den islandske Almues Skrivelse til Kong Erik af 1431 (Safn til S. Ísl. II. 175), hvor det blandt andet heder, at de paa Althinget „sagde de Danske ud af Landet“, ligesaavel de som de engelske og tydske. Naar dette kunde skee i 1431, maa det end mere have været Tilfeldet 40 Aar tidligere.
  33. ↑ See o. foreg. B. S. 919, 926.
  34. ↑ Brev fra Curiens Camerarier af 6te April 1391, Dipl. N. VI. 333. Isl. Ann. Udg. S. 348. Enkelte; Annalhaandskrifter henføre ogsaa Jons Død til 1389 eller 1390, og var det ikke fordi Annalerne udtrykkeligt sige, at Eftermanden Broder Peter beskikkedes, medens Jon endnu levede, og vi med Vished vidste, at denne Beskikkelse skete i April 1391, kunde vi være fristede til at antage, at Dødsfaldet skete 1390; thi det er dog besynderligt, at Brevet af 6te April 1391 udtrykkeligt paaberaaber sig den indløbne „sikkre Efterretning“ om Jons Død. Skulde Annalerne saaledes dog have fejlet?
  35. ↑ Isl. Ann. Udg. S. 352.
  36. ↑ Sammesteds S. 356.
  37. ↑ See foregaaende Bind, S. 138.
  38. ↑ At han havde beklædt dette Embede, sees af den Bemerkning i Isl. Annaler S. 378, hvor hans Dadel 1405 omtales, at han „lod bygge Taarnet ud til Brødrene, da han der var Prior“; Predikerklostret l Bergen kaldtes nemlig i daglig Tale „út til brœðra“ medens Minoriterklostret kaldtes „inn til brœðra“. See Langes Klosterhistorie S. 329, 339.
  39. ↑ Islandske Annaler, ved 1391, Udg. S. 350, og ved 1394, Udg. S. 364.
  40. ↑ Dette siges af Finn Jonssøn i hans Kirkehistorie II. S. 135, men ingen Hjemmel anføres, og Annalerne nævne intet derom.
  41. ↑ Nærmere Meddelelser herom findes i Bredsdorffs Afhandling om Brødrene Zeno’s Reiser, i „Grønlands hist. Mindesmerker“, III. S. 529–624.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/25&oldid=84973»