Det norske Folks Historie/8/6

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1863 (II-2, s. 65-73).

Saaledes var da den norske Kongesøn og Tronarving valgt til Danmarks Konge, og Udsigterne vare saaledes for Haanden til en Peronal-Union med Danmark, af samme Slags, som den, der nys havde fundet Sted med Sverige. Ja, egentlig var denne Union allerede indtraadt, forsaavidt som det faldt af sig selv, at den femaarige Konges Foreldre optraadte som hans Formyndere og handlede ganske paa hans Vegne. Hvorledes man i Norge dømte om denne Forening, findes ingensteds anført. Der er al Anledning til at tro, at man idetmindste i Førstningen var nok saa stolt deraf, da den Omstændighed, at Olaf var norsk Kongesøn og i sin Tid skulde blive Norges Arvekonge, efter de Tiders Forestillinger paa en vis Maade stillede Danmark under Norge – hvad der ogsaa havde vakt nogen Betenkelighed hos flere af de danske Raadsherrer. Man frygtede endnu neppe for, at danske Mend skulde komme til at inddrages i Norge og begunstiges paa de Indfødtes Bekostning. Overhoved var paa denne Tid, idetmindste hos de mere højtstaaende og toneangivende Mend, Forestillingen om Kongens Magtfuldkommenhed og hans Ret til at forføje over hvilkensomhelst af de ham undergivne Landskaber, som om det var hans Ejendom, der kunde bortgives, selges eller pantsettes, bleven saa almindelig, at Nationalitetshensyn kun lidet kom i Betragtning. Desuden havde Foreningen, saa længe Kong Haakon levede, endnu kun Udseendet af et Statsforbund; Omstændighederne medførte, at Kong Haakon forholdsviis kun lidet befattede sig med de danske Regjerings-Anliggender og Formynderskabet for Sønnen, men overlod dette til sin Hustru Dronning Margrete, der fra denne Tid af næsten synes at have taget sit stadige Ophold i Danmark.

De nys forenede Riger dannede ogsaa en ganske sammenhængende og ret godt afrundet Landskabsmasse. Thi foruden at Kystlandene, Viken og Halland, hiint et norskt, dette et danskt Landskab, allerede næsten berørte hinanden, havde, som det allerede er viist, Kong Haakon endnu Magten over Vermeland, Dal og den vestlige Deel af Vestergøtland, medens den sydligste Deel af dette Landskab og formodentlig Finnveden og Verend eller det sydvestlige af Smaaland, var i danske Høvedsmends Hænder. Den virkelige Østgrændse for de forenede Riger gik saaledes fra Bleking af i nordvestlig Retning omtrent til Kindeviken i Venern, og fra Venerns nordøstligste Hjørne i Nordvest og Nord til Fjeldegnene mellem det daværende Østerdalen, (hvortil ogsaa Idre og Serna hørte), Dalarne og Herjedalen. I Sammenligning hermed var det, som Kong Albrecht endnu havde tilbage af Sverige, temmelig ringe, og endog deraf havde han selv egentlig den mindste Deel; det meste var i Henderne paa Bo Jonssøn og andre Stormend, der nu kun var lidet at stole paa, og ganske sikker kunde han egentlig ikke være paa andet, end hvad der var under tydske Høvedsmend eller Fogder. At han ikke uden fremmed Hjelp vilde kunne bestaa i den nu i dobbelt Henseende uundgaaelige Strid med Norge og Danmark, synes at maatte være indlysende for Enhver.

Kong Haakon forblev efter Sønnens Hylding ikke længe i Danmark, men reiste tilbage til Norge, hvor vi allerede de sidste Dage af Mai og først i Juni 1376 finde ham i Bergen, beskjeftiget med allehaande Regjerings-Anliggender^[1]. Dog kan dette neppe have været Hovedhensigten med hans Reise til Bergen, der maa være skeet umiddelbart fra Danmark; man maa derfor antage, at det fornemmelig var den endnu ikke afsluttede Underhandling med Stæderne, som førte ham did for at undersøge og ordne flere Forhold og komme til en saa venskabelig Forligelse med Kjøbmendene, som det efter Omstændighederne lod sig gjøre. Et Beviis paa denne hans Hensigt torde det være, at han ved et Brev, udstedt hiin 24de Mai, gav de tydske Skomagere i Nidaroos Tilladelse til at udføre saa mange af sine Varer til Bergen, som udfordredes til at dekke et her optaget Laan paa 44 Mk. brendt, som de efter et af Otte Rømer, Fehirden, istandbragt Forliig havde maattet betale i Bod for et af dem i selve Christkirken begaaet Drab paa en vis Hans Panne^[2]. Thi Laanet var ganske vist gjort hos de tydske Kjøbmend og deres Lagsbrødre Sutererne eller Skomagerne i Bergen, og det var en Begunstigelse for disse, naar deres Landsmend i Throndhjem fik Lejlighed til snart at betale dem deres Gjeld. Det af Hansestæderne til den 18de Mai berammede Møde i Stralsund blev vel holdt, og Biskop Nikolas af Roeskilde saavelsom den skaanske Ridder Hr. Anders Jakobssøn indfandt sig ogsaa for at modtage Beskeed paa begge Rigers Vegne, men endnu, heed det, kunde man ikke afgjøre noget om de danske Anliggender, det vil sige, hvorvidt man skulde godkjende Kong Olafs Valg, saasom heller ikke denne Gang nogen Afsendinger fra de preussiske Stæder havde indfundet sig, og heller ikke nogen fra de nederlandske, undtagen fra Kampen. Derfor aftaltes der et nyt Møde i Stralsund til den 19de eller 20de Juni for at afgjøre med hine Sendebud, hvad de havde at afhandle, og 8 Dage derefter skulde Stæderne sende sine befuldmegtigede Sendebud til Vordingborg for at underhandle med Kong Haakon og det danske Raad om de mange Ting, hvorover Stæderne havde at besvære sig^[3]. Nu, da Successionsspørsmaalet i sig selv allerede var afgjort, synes det, som om Stæderne ved denne Udhaling alene kan have haft til Hensigt at gjøre sin Erklæring saa kostbar som muligt og derved tilvende sig de størst mulige Handelsfordele, thi egentlig laa der allerede en stiltiende Erkjendelse af det skete i deres Svar. Det er ellers merkeligt og betegner allerede Unionen som indtraadt, at de to danske Herrer her ogsaa optraadte paa Norges Vegne. Mødet blev holdt, og der indfandt sig omsider Befuldmegtigede saavel fra de preussiske Stæder Elbing og Thorn, som fra de nederlandske Kampen og Zütphen, men derimod ingen fra Rostock og Wismar: et tydeligt Tegn paa, at disse Stæder ansaa Forhandlingerne som stridende mod deres Fyrsters Interesser og derfor ikke torde eller vilde deeltage i dem^[4]. Kong Haakon var imidlertid nu i Norge, saa at der ikke kunde underhandles med ham og den danske Regjering under eet, heller ikke lader det til, at de danske Gesandter havde indfundet litt. Raadmendene besluttede derfor at sende nogle af sin egen Midte baade til Danmark og Norge. I en Skrivelse, som man derom udferdigede til Raadet i Reval den 24de Juni, heed det, at man havde sendt Raadmend til Danmark for at faa sine Friheder og Privilegier erkjendte og beseglede af „den danske Konge“, og til Norge for at underhandle med dette Lands Konge om Fred mellem ham og Stæderne saavelsom de forenede Kjøbmend. I dette Brev tog man saaledes ej længer i Betænkning at kalde Olaf „Danmarks Konge“, med andre Ord, man var allerede fast bestemt paa at anerkjende ham som saadan, men vilde kun sette den offentlige Anerkjendelse som Betingelse for hiin Tilstaaelse og Bekræftelse af Friheder og Privilegier. I Brevet heed det tillige, at til at bestride Udgifterne ved disse Gesandtskabsreiser, saavelsom ved de Skibe, som de hele Sommeren igjennem maatte holde krydsende i Søen for at frede Farvandene, skulde der et Aar, og maaskee mere, hæves den saakaldte Pundgjeld^[5]; dog blev man enig om, at Kjøbmendene i Bergen kunde hjelpe noget til med Udgifterne ved Gesandtskabet til Norge^[6]. Hiint Brev viser, at Gesandtskaberne virkelig afgik. Men der tales dog hverken om Forhandlinger i Norge eller Danmark, det være sig nu i Vordingborg eller andensteds, saa at det er meget uvist, om saadanne virkelig have fundet Sted. Derimod er det vist, at Kong Haakon sluttede den i hiint Brev omtalte endelige Fred med Stæderne den 14de August i Kalundborg, og at der samtidigt i Korsør sluttedes en Overeenskomst mellem Befuldmegtigede fra Stæderne og det danske Raad om, at Kong Olaf skulde stadfeste alle deres Privilegier og bekræfte Fredsslutningen med Kong Valdemar. Her kan man altsaa tenke sig tvende Ting, enten at de tydske Udsendinger ved Ankomsten til Norge, der maatte have fundet Sted sidst i Juni eller først i Juli, ikke traf Kong Haakon, men fik høre, at han allerede var afreist til Danmark, og derfor vendte om igjen, samt siden aftalte en ny Sammenkomst i Kalundborg, udsettende ogsaa Forhandlingerne med Danmark til samme Tid, eller at baade de Gesandter, der gik til Norge, have haft en Sammenkomst med Kong Haakon og hans Raad i Løbet af Juli Maaned, f. Ex. i Tunsberg, og samtidigt de Sendebud, der afgik til Danmark, have forhandlet med de danske Raadsherrer og Dronningen, enten paa Vordingborg eller andensteds, og at dette paa begge Steder var de egentlige Hoved-Underhandlinger, hvorved alle enkelte Punkter bleve drøftede og en endelig Beslutning fattet, men at Brevenes Udstedelse udsattes til Sammenkomsten i Kalundborg og Korsør, deels fordi sandsynligviis uopsettelige Erender (som f. Ex. den mecklenburgske Fejde) kaldte Kongen til Danmark, deels ogsaa fordi det maaskee ansaaes for ønskeligt, at Kong Haakon selv var tilstede og gav sit Samtykke tilkjende, inden noget Brev udferdigedes paa Sønnens Vegne. Denne sidste Antagelse, at der først har været underhandlet foreløbigt i Danmark og Norge, og at den sidste Haand lagdes paa Fredens Afslutning i Danmark, har unegteligt mest for sig. Der underhandledes endogsaa her paa to Steder, i Kalundborg og Korsør; hist med Kong Haakon, her med det danske Raad, men Afstanden mellem begge Steder var ikke større, end at Kongen og de danske Underhandlere snart kunde naa hinanden, hvis de havde noget at overlegge om. Egentlig var det vel ogsaa med Kong Haakon i Kalundborg, at den vigtigste Underhandling førtes.

Det var en talrig Sammenkomst, som nu holdtes i Kalundborg. I Følge med Kong Haakon var flere af hans Raadsherrer, nemlig Hr. Erik Ketilssøn, Hr. Narve Ingevaldssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Haakon Jonssøn, Gaute Erikssøn, Alf Haraldssøn, Erlend Philipssøn og Gudbrand Alfssøn; paa Stædernes Vegne mødte Borgermester Jakob Pleskow og Raadmanden Hermann von Osenbrügge fra Lübeck, Borgermestrene Bertram Wulflam og Hans Ruge fra Stralsund, Raadmanden Henrik Scupelenberg fra Greifswalde, Borgermestrene Hans Volmesten fra Elbing og Eberhard Borse fra Kampen, samt Raadmanden Hans Meinhardsson fra Amsterdam, befuldmegtigede paa de øvrige Stæders Vegne. Man maa have været samlet i de første Dage af August. Om Underhandlingernes Gang, enten i Norge (forudsat at der her blev underhandlet) eller i Kalundborg, veed man ikke andet, end at Borgermesteren Jakob Pleskow denne Gang virkelig forelagde Kongen de meget omtalte Privilegier, og hvad man forresten af Underhandlingernes Udfald kan slutte sig til. Kongen bekræftede nu virkelig disse Privilegier, saa meget det end synes at have kostet ham. Men Godkjendelsen af Sønnens Kongeverdighed og Betryggelsen af Hansestædernes Venskab var nu saa meget mere at eftertragte, som det ikke kunde være Kongen og hans Omgivelser ubekjendt, at Hertugen af Mecklenburg allerede udrustede en stor Hær og Flaade mod Danmark, og vel ogsaa mod Norge, alt eftersom Krigens Gang kunde falde. Imidlertid var Kongen fast besluttet paa, heller ikke at indrømme Stæderne en Tøddel mere, end hvad der indedeholdtes i de eldre Privilegier. Dette seer man noksom af de Foranstaltninger, som han senere traf, og som vi i det Følgende komme til at omtale. Det Fredsbrev, som Kongen udstedte paa Kalundborgs Slot den 14de August, indeholder, at Kongen med de ovennævnte Afsendinger fra Stæderne og ved dem med samtlige Stæder selv, (nemlig Lübeck, Stralsund, Hamburg, Bremen, Rostock, Wismar, Greifswalde, Anklam, Kolberg og Neustargard; Riga, Dorpat og Pernau; Kulm, Thorn, Elbing, Danzig, Königsberg og Braunsberg; Kampen og de øvrige i Utrechts Biskopsdømme; Zirikzee, Briel, Middelburgh og Arnemuyde i Zeeland; Dordrecht, Amsterdam, Enckhuysen og Woringen i Holland; Hardewyck, Zütphen, Ellburg, Deventer i Geldern; Stavern og Hindelopen i Frisland), havde sluttet fuldkommen Forliig, Fred og Enighed paa følgende Vilkaar:

1. At disse Stæders Borgere og Indbyggere herefter altid frit og uhindret skulde kunne besøge Norge for at handle, saavel til Lands som til Vands, og der nyde fuldkommen Sikkerhed saavel paa Henreisen som paa Tilbagereisen, baade for Person og Gods.

2. Stædernes Borgere og Indbyggere skulde i Norges Rige, dets Stæder, Havne, og inden dets Grændser nyde alle de Friheder, Rettigheder og Privilegier, som de nogensinde mest uhindret havde nydt; men for at Gesandterne og Stædernes øvrige Indbyggere skulde finde Kongens Naade saa meget fordeelagtigere og virksommere og selv blive saa meget mere velvillige mod Kongen og Riget, bekræftede han herved med Raadsherrernes Samtykke for alle Borgere og Kjøbmend af de nævnte Stæder og de øvrige tydske Hansestæder alle de Rettigheder, Friheder, Naadesbeviisninger, Privilegier og Vedtægter samt Breve, der havde været dem tilstaaede og forundte af hans Fader Kong Magnus og hans øvrige Forgængere, og fornyede, ratificerede og stadfestede dem ved nærværende Brev.

3. Hvis nogen Indlending eller Udlending forbrød sig mod Kongen eller hans Love, saaledes at han derfor feldtes til Pengebod, skulde først hans Gjeld til andre udredes af hans Gods, førend Boden blev udredet. Dette er simpelthen en Anvendelse af en af Lovbogens egne Artikler.

4. Det skulde være ethvert Skib tilladt at løbe ind i Havnen ved en af fire fornemste norske Stæder med saakaldet Top-Castell paa Masten, men maatte ikke legge til Bryggen eller skyde Landgangsbro i Land, førend efterat Top-Castellet var nedtaget. Herved vilde man vel forebygge en Overrumpling og overhoved hindre de fremmede Kjøbmend fra at udøve Vold.

Denne Traktat med dens enkelte Artikler lovede Kongen og de nævnte Raadsherrer med ham ubrødeligt at holde og beseglede alle de herom udferdigede Breve. Stædernes Gjenbreve, der som sedvanligt siden udstedtes enkeltviis, efterat der her foreløbigt blev udferdiget til Kongen et Forsikringsbrev derom, indeholdt kun den ene Artikel om Fred og Enighed og tilsikkrede Kongen og hans Undersaatter den samme Frihed til at besøge Stæderne og handle der, som der i Kongens Brev var tilstaaet Stædernes Indbyggere. Hiint Forsikkringsbrev blev overleveret Kong Haakon samme Dag, og det skulde gjelde saa længe, indtil Kongen havde modtaget Stædernes særskilte Gjenbreve, hvilke alle skulde være indsendte til Baagahuus inden førstkommende Mortensdag. De lübeckske Gesandter gave dog Kongen allerede nu en Afskrift af det Brev, han da skulde faa. Det bestemtes udtrykkeligt, at hvis Rostock og Wismar vilde være indbegrebne i Freden – man havde for en Sikkerheds Skyld nævnt dem –, da maatte de, foruden at sende sine Frihedsbreve, ikke tilføje Kongen eller hans Hjelpere nogen Skade, eller hjelpe sine Herrer de mecklenborgske Hertuger imod ham, uden hvis han gjorde Indfald i Hertugernes eget Land, ligesom ogsaa Hertugerne maatte kunne kjøbe Heste og hverve Folk hos dem; vilde de hjelpe de Mecklenburgske udenfor Hertugdømmets Grændser, med andre Ord, hæve Freden, da skulde de opsige den et Fjerdingaar forud. Kampens Borgere fik allerede strax af Kongen et Bekræftelsesbrev paa Privilegierne; det er meget muligt, at et saadant ogsaa udstedtes til enhver af de øvrige Stæder, der havde sendt Gesandter^[7].

Den samme Dag blev det ogsaa paa Korsør Slot afgjort mellem Befuldmegtigede fra Stæderne og det danske Raad, at Kong Olaf med sit Raad skulde give Stæderne sit aabne beseglede Stadfestelsesbrev paa alle de tidligere med Kong Valdemar sluttede Overeenskomster, saavelsom paa den sidste „evige Fred“, navnlig hvad de skaanske Slotte angik, samt paa Stædernes samtlige Privilegier. Men det egentlige Hovedbrev, hvorved Stæderne opnaaede Lønnen for, at de erkjendte Olaf som Konge, udstedtes ikke førend den 16de August, vistnok fordi Kong Haakon og Dronning Margrete da først ankom til Korsør; den 15de var nemlig idetmindste Dronningen endnu paa Kalundborg^[8]. Her meddeltes da de forlangte Stadfestelser, fornemmelig paa Bestemmelserne i Fredsbrevet af 1369 og 1370, vedkommende Slottene og Privilegierne ved Sildefangsten paa Skaanes Kyster, som derved forblev næsten udelukkende i Stædernes Hænder, hvorimod Artiklen om deres Stemme ved Kongevalget og Besettelsen af Vardbergshuus til Sikkerhed for de skaanske Stæder udtrykkeligt undtoges. I deres Gjenbrev fraskrev Stæderne sig udtrykkeligt begge disse Rettigheder og erklærede, at Vardbergshuus med deres fri Vilje var tilbagegivet^[9]. Ved at underhandle med Kong Olaf og i sine Gjenbreve at give ham Kongetitel havde Stæderne allerede i Gjerningen godkjendt hans Valg; ved hiin Forskrivelse blev enhver udtrykkelig Godkjendelse fra deres Side overflødig.

Saaledes var da Freden med Stæderne gjenoprettet og deres Samtykke til Olafs Ophøjelse paa Danmarks Trone sikkret, – hvilket paa det nærmeste ogsaa var det samme, som om Olafs Kongeverdighed selv var sikkret – paasaa taalelige Vilkaar, som man efter Omstændighederne kunde vente. Hvad Norge angaar, da havde Kong Haakon dog ikke gjort Stæderne nye Indrømmelser, om han end havde seet sig nødsaget til at bekræfte de tidligere, som han i Førstningen havde tænkt at kunne faa afskaffet. Det er vel muligt, at han endnu en Tidlang vilde have betænkt sig paa dette Skridt, maaskee endog slet ikke bekvemmet sig dertil, hvis der ej havde været Tale om at skaffe Sønnen Danmarks Krone, og det kan vel derfor ikke negtes, at dette Hensyn, der paa en vis Maade kunde synes at være Norge uvedkommende, her væsentligt bestemte hans Handlemaade. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Norges Stilling i denne Tid var saadan, at det dog omsider senere eller tidligere maatte have givet efter, naar det ikke paany skulde see sig hjemsøgt af en farlig og ødeleggende Krig; og desuden ansaa vistnok, som vi allerede ovenfor have antydet, baade Kongen selv og de Fleste med ham det som en Fordeel for Norge, at blive saa nøje forbundne med Danmark, og derved at kunne vinde Overvegten over Sverige. At dette Forbund nu allerede ansaaes som etslags Union, sees bedst deraf, at Stæderne betragtede begge de nys sluttede Overeenskomster som en eneste Fællestractat. Da Lübecks Raad den 6te Septbr. udstedte sine Gjenbreve, baade til Norge og Danmark, sendte de Copier deraf ogsaa til de liflandske og estlandske Stæder, Riga, Dorpat, Reval og Pernau, med en Circulær-Anmodning til samme Stæders Raad, om at ogsaa disse, siden de forbundne Stæder nu.efter en Dagthingning i Danmark havde med Tilsidesettelse af alt forhenværende Uvenskab indgaaet en venskabelig og bestandig Fred med Kongerne Haakon i Norge og Olaf i Danmark, vilde snarest muligt indsende til Lübeck sine Gjenbreve efter medfølgende Copier, saafremt de ellers ønskede at være indsluttede i Freden, for at Lübecks Raad derpaa kunde sende dem til Kongerne, helst inden næste Michelsdag, men ogsaa inden et Aar derefter, „saaledes som det var dagthinget med Norges Konge“. Herved er altsaa ligefrem udtalt, at Kong Haakon førte Hovedunderhandlingen og afsluttede den endelige Overeenskomst baade paa Norges og Danmarks Vegne. Lignende Skrivelser sendtes formodentlig ogsaa til alle de øvrige Stæder, der ej havde haft Gesandter i Danmark. Stralsunds Gjenbrev udstedtes den 8de September; omtrent paa samme Tid blev vel disse fleste af Gjenbrevene udstedte, undtagen de estlandske, forsaavidt de overhoved bleve givne, da nemlig hiint Circulære fra Lübeck ikke sendtes fra Dorpat til Reval førend den 2lde October, og derfor neppe kan have circuleret rundt førend ved Aarets Udgang^[10].

1. See den her strax efter anførte Forordn. af 24de Mai 1376, og Brev af 3die Juni 1376 (Dipl. N. I. 436), begge udstedte fra Bergen.
2. Norges gl. Love III. S. 195. Mere herom nedenfor, S. 93.
3. Suhm, XIV. S. 21.
4. Suhm, XIV. S. 21, 22.
5. Dette merkelige Brev findes aftrykt hos Bunge, Liv. Est. Curl. Urk. B. III. S. 318 (No. 1119), og skjønt det mangler Aarstal, er det sammesteds, i Regesterne, S. 192, fuldstændigt godtgjort, at det hører til 1376.
6. Suhm, l. c. Dette bestyrker endvidere Rigtigheden af, at det nysomtalte Brev hører til dette Aar.
7. Kong Haakons Fredsbrev af 14de August er aftrykt hos Th. Torvessøn, Hist. Norv. IV. S. 500–502, og paa Tydsk i Willebrands „Hansische Chronik“ III. S. 32–34. Stædernes Gjenbrev til Kong Haakon findes som Bilag til det Cirkulære fra Lübecks Raad til de estlandske og liflandske Stæder, hvorom der her nedenfor tales, og som er aftrykt i Bunge’s Liv. Est. Kurl. Urkundenb. III. S. 322–326, No. 1122. Kongens Brev til Kampen findes i Dipl. N. V. 291. Jvf. forresten Suhm, XIV. S. 23, 24.
8. Suhm, l. c. S. 25.
9. Suhm, l. c. S. 24. Bunge, l. c. 326, jvfr. Jahn, Unionshistorien S. 7. Not. 3. Kong Olafs Bekræftelsesbrev paa den sidst sluttede Fred, medbeseglet af mange geistlige og verdslige Raadsherrer, men merkeligt nok ikke af Kong Haakon og Dronning Margrete, er aftrykt hos Bunge l. c. S. 320–322, No 1121. De øvrige tvende af Kong Olaf udstedte Breve (den udførlige Bekræftelse af Bestemmelserne om Slottene og Stædernes Privilegier ved de skaanske Fiskepladse, samt Ophævelsen af Bestemmelsen om Stædernes Godkjendelse af Kongevalget og Besettelse af Vardbergshuus) er endnu ej trykt, men findes i Recessus Hansæ.
10. Bunge l. c. Her meddeles som No. 1122 det dorpatske Raads Skrivelse til det revalske af 21de October, hvori dette igjen meddeler Lübecks Raads Circulære med de to Copier som Bilag. Circulæret er dateret 7de September. Lübecks Gjenbreve ere ifølge Suhm l. c. daterede den 6te og 7de Septbr., Stralsunds den 8de.