Wikikilden

Det norske Folks Historie/8/7

< Det norske Folks Historie | 8

Det var en ligesrem Følge af denne Overeenskomst, at Hertug Albrecht af Mecklenburg, som imidlertid havde udrustet en megtig Hær og Flaade, strax gik i Søen for at angribe Danmark. Sandsynligviis havde han ventet saalenge, for at see, hvad Parti Hansestæderne tog. Han skal ogsaa have anmodet sin Søn Kong Albrecht i Sverige om at komme ham til Hjelp. I den Anledning var det vel, at han om Vaaren, samtidigt med Kong Olafs Udnævnelse i Danmark, endnu engang havde besøgt Sønnen i Stockholm. Toget, der udgik strax efter den 8de Septbr., synes nærmest at have gjeldt Skaane, hvorfra Hertugen lettest kunde sette sig i Forbindelse med Kong Albrecht, og hvor han tillige synes at have hast flere Tilhængere, blandt hvilke den megtige Tune Galen, Gjaldkere for hele Skaane, saavelsom de nysnævnte Anders Jakobssøn, en af Landets mest anseede Mend. Disse to Herrer gav idetmindste senere Hertugen sit Forsikkringsbrev paa, at de af al Magt vilde hjelpe til at skaffe den unge Albrecht hans „Arveret i Danmark“[1], uagtet de baade havde været med at opfordre Jyderne til at velge Olaf og deeltaget i andre vigtige Statsforhandlinger, som om de ikke agtede at skille sig fra sine Medborgere. Der antydes ogsaa, at mange vare enige med dem, og vist er det, at Albrecht ej længe derefter var i Besiddelse af flere Hereder i den østre Deel af Skaane, som han pantsatte til andre skaanske Adelsmend[2]. Det er saaledes ikke usandsynligt, at allerede nu flere af disse Besiddelser faldt i hans Hænder. „Men“, siger den gamle lübeckske Chronist, „Riget vilde ikke indlade sig paa at gjøre hans Søn (rettere „Sønnesøn“) til Konge, fordi det havde større Hengivenhed for den norske Kongesøn, der var ligesaa nær fød til Tronen som hans Dattersøn, og de fik Hertugen ved Dagthingninger og venlige Ord til at drage bort igjen“. Hertil bidrog maaskee ogsaa den Omstændighed, at hans Skibe leed meget ved en heftig Storm, som den lübeckske Chronist rigtignok først lader indtreffe efter Dagthingningen[3]. Denne sluttedes i Kjøbenhavn, hvorhen Hertug Albrecht og hans Søn Henrik med syv af deres fornemste Mend begav sig den 21de September, altsaa efter et meget kort Felttog. Uden at erkjende Olaf for Konge, sluttede han her en Overeenskomst med Kong Olaf og hans Moder Margrete – Kong Haakon maa formodentlig strax efter Fredsslutningen i Kalundborg være dragen til Norge[4] – om at overlade Afgjørelsen af det Spørsmaal, hvorom der stredes, til en eller flere Voldgiftsmends Dom, saaledes at Kong Olafs Valg ikke skulde komme den unge Albrecht til Hinder eller Skade. Uagtet der ej tales udtrykkeligt om nogen Stilstand, ligger det dog i Sagens Natur, at en saadan maa være bleven indgaaet, om end kun for en kort Tid. At Margrete bekvemmede sig til at indgaa paa en saadan Ordning af Trætten, der antydede Muligheden af, at Kronen kunde blive fradømt hendes Søn, som saa nys var valgt og hyldet, kan neppe være skeet i anden Hensigt end at vinde Tid og undgaa Faren for Øjeblikket; Hertug Albrecht ansaa maaskee Spillet allerede for saa godt som vundet, naar han blot kunde faa Sagen bragt under Voldgift, og følte vel, ved nærmere at lære Stemningen at kjende, at han for Øjeblikket ikke kunde udrette mere. Som Voldgiftsmend opstilledes først Markgrev Frederik af Meissen, dernæst, hvis han ej vilde paatage sig Hvervet, Borggreven af Nürnberg, eller hvis denne ikke vilde, Kongen af Frankrige, samt hvis heller ikke denne vilde det, Kongen af Ungarn, og endelig, hvis alle disse vegrede m„ en sammensat Commission af lige mange danske og mecklenburgske Raadsherrer. Formodentlig havde Albrecht det bedste Haab om, at hans Ven Keiserens Indflydelse vilde gjøre sig gjeldende hos Voldgiftsmendene. I denne Stilstand indbegrebes ogsaa alle Hertugens „Hjelpere“, hvoriblandt Keiseren, og det bestemtes udtrykkeligt, at de holstenske Grever skulde give sit Forsikringsbrev derpaa[5]. Noget saadant vides rigtignok ikke at være udstedt; imidlertid synes det næsten at falde af sig selv, at ogsaa de lode Vaabnene hvile lige saa længe som Hertugen. Kort efter at denne var dragen bort, sluttede Kong Haakon, der imidlertid var kommen tilbage til Danmark, den 21de October i Roeskilde paa Sønnens og egne Vegne et Forbund med de pomerske Hertuger, hvorved disse lovede at staa dem bi i alle deres Krige, navnlig mod Mecklenburgerne[6]; og den 1ste November indgik han i Kalundborg et lignende Forbund med Hertug Erik den yngre af Saxen (Søn af den eldre, som ovenfor oftere er nævnt), og lovede at sende ham Hjelpetropper, om han for Olafs og Haakons Skyld blev angreben i Tydskland, samt for en betydelig Pengesum at indløse Slottene Opensteen i Vestergøtland, Falkenberg og Lagaholm, hvilke hans Fader altsaa maa have beholdt i Pant siden den sidste Krig[7]. Dette viser, at man var forberedt paa, at Freden ej vilde være af Varighed. Nogen Voldgiftsdom synes heller ikke at være bleven afsagt, hvad enten nu ingen af de nævnte Voldgiftsmend vilde paatage sig Hvervet, eller Stilstandstractaten imidlertid være bleven overtraadt. Herfor gav idetmindste Mecklenburgerne Kong Haakon og Margrete Skylden, idet de den 9de Januar 1377 lod udgaa en højtidelig Protest mod den norske Konges og Dronnings tractatstridige Skridt – hvad enten der nu her sigtedes til Forbundet med de pomerske og saxiske Hertuger, eller til de Fjendtligheder, som imidlertid fandt Sted imellem Kong Haakon og Kong Albrecht i Sverige[8]. Man søgte nu at faa en Megling istand ved Stædernes Hjelp, og saavel Hr. Henning Putbusch som to mecklenburgske Herrer anmodede paa en Hansedag i Lübeck den 24de Juni 1377 Stæderne om at sende Gesandter i dette Øjemed til et Danehof, der skulde holdes i Nyborg den 1ste Juli, og hvor mecklenburgske Gesandter skulde underhandle med Rigsraadet[9]. Danehofet blev vel holdt og en almindelig Landefred vedtagen[10], men der tales ikke et Ord om tydske Gesandters Nærværelse eller noget Meglingsforsøg, derfor er Sagen neppe kommen til Udførelse. Saaledes indtraadte det fjendtlige Forhold paany, skjønt det rigtignok lader til, at Krigsforetagenderne nu mest bestode i Kaperier paa Søen, udøvede af begge Partiers Tilhængere, medens Hertugen indskrænkede sig til at befæste sin Magt i Skaane og vinde flere Tilhængere blandt dette Landskabs Adelsmend. Thi strax efter dette Danehof var det, at Tuve Galen, der selv havde deeltaget deri, og Anders Jakobssøn den 4de August i Wismar tilsagde Hertugens Dattersøn sin Hjelp. Ligeledes søgte de holstenske Grever ved List og Magt at tilvende sig endnu flere af de sønderjydske Slotte, og kaldte sig uden Videre „Herrer til Sønderjylland[11]. Hertugen paakaldte derhos fremdeles den tydske Keisers Bistand mod det danske Raad, og denne indstevnede virkelig in September en heel Deel danske Slots-Høvedsmend til at staa til Rette for sin Domstol[12]. Men herom brød man sig naturligviis ikke i Danmark, og Keiserens Tilsagn om at understøtte det mecklenburgske Huus i dets Fordring paa Danmarks Trone blev saaledes af ingen Nytte. Alligevel maa denne Krigstilstand i Længden have været ubehagelig nok for Danmark, deels fordi en stor Deel af Skaane, saaledes som det allerede er nævnt, var i Mecklenburgernes Hænder, deels ogsaa fordi Høvedsmendenes Selvraadighed og Voldsomhed ved Krigstilstanden fik en ny Næring, da enhver af dem, især de, der havde Slotte i Forvaring, under de nu herskende Forhold kunde optræde næsten som en felvstændig liden Fyrste, hvilken Haakon og Margrete maatte være ængstelig for at støde for Hovedet, medens Mecklenburgerne vistnok ikke sparede paa de bedste Tilbud for at vinde dem. Saaledes have vi seet, at tre skaanske Adelsmend fik hvert sit Hered til Pantelehn og lovede til Gjengjeld at understøtte Mecklenburgerne i Krigen mod Danmark med et ikke ubetydeligt Antal Krigsfolk. Søen foruroligedes af Kapere baade fra Danmark og Mecklenburg, der sværmede om i Farvandene og hindrede Skibsfarten, saa at Hansestæderne og Kong Haakon maatte holde Krydsere ude for nogenledes at frede den[13]. Paa denne Viis gik Tiden hen, uden at Mecklenburgerne kom nærmere mod sit Maal, men ogsaa uden at man fra dansk Side udrettede synderligt mod dem. Der underhandledes fremdeles, af og til, under Stædernes Megling, og man seer, at Hertug Albrecht altid kun henvendte sig til det danske Raad, da han ej vilde erkjende Olaf som Konge og følgelig heller ikke Haakon og Margrete som hans Formyndere. Men ved den talentfulde og driftige Hertug Albrechts Død (den 18de Februar 1379[14]) ophørte for det første al Fare for det folkungske Dynasti i Danmark fra Mecklenburgernes Side, om end hans Sønner senere fornyede Fjendtlighederne, der i nogen Tid synes at have gaaet i Staa.

Ogsaa mellem Sverige og Norge var der i denne Tid ført Krig, og denne Krig var vel for en stor Deel Skylden i, at Kong Albrecht ikke kunde komme sin Fader og Brodersøn til Hjelp. Men man kjender ikke de nærmere Omstændigheder derved. Ganske fredeligt havde det vel ingensinde siden 1371 været mellem Kong Albrechts og Kong Haakons Mend, men efter Kong Magnus’s Død maatte et aabenbart Krigsforhold mellem begge Kongerne indtræde, da Kong Haakon fremdeles beholdt de vestlige svenske Landskaber, uagtet det var bestemt i Kong Magnus’s Befrielses-Tractat, at disse Landskaber, eller Indtægterne deraf, kun skulde tilkomme ham for Livstid os følgelig ved hans Død falde tilbage til Albrecht. Men fra Haakons Side synes der ikke at have været Tale om nogen Tilbagegivelse; derimod behandlede han disse Landskaber, eller hvad han deraf havde inde, som sin retmessige Besiddelse. I 1377 forlenede han saaledes en vis Gudmund Grein, i Betragtning af hans tro Tjeneste, med Kongsgaarden Alveim i Aalehered ved Ljodhuus[15]. At hans Tilhængere, Hr. Erik Ketilssøn, Knut Algøtssøn, Ulf Jonssøn o. fl. fremdeles havde Tilhold, Besiddelser og Myndighed i Vermeland, paa Dal og i Vestergøtland, er allerede forhen omtalt, og endnu kort før hans Død vedblev man i Vermeland at betragte Haakon som sin Landsherre[16]. Elfsborg, som Dronning Margrete tidligere havde givet den danske Høvding Jakob. Muus til Pantelehn, indløste hun under sit Ophold i Lund i September 1377[17]. Saaledes var nu, efter Hertug Eriks Afstaaelse af Opensteen, hele den Deel af Vestergøtland, der grændsede til Kong Haakons Besiddelser, kommen under hendes umiddelbare Raadighed. Det var formodentlig især Krigen med Albrecht, eller, som Kong Haakon, der ej vilde erkjende Albrechts Ret til Kronen, udtrykte sig, „de Tydske i Sverige“, der seent ud paa Aaret i 1376, strax efter hiin Tractat med Hertug Erik, kaldte Haakon tilbage til Norge, hvor han formodentlig tilbragte Julen i Oslo, siden vi finde ham der ved et Raadsmødet Januar Maaned[18]. Det var strax efter, nemlig den 3die Februar, at han paa Akershuus skjenkede hiin Forlening ved Ljodhuus til Gudmund Grein: et Tegn paa at han da var beskjeftiget med at ordne Forsvaret paa Grændsen. Om Vaaren gjorde han en Reise over Oplandene lige til Throndhjem[19], maaskee for en Deel i den Hensigt at frede Grændsen og opbyde Leding eller fordre Krigshjelp, da vi erfare, at en saadan „Utgreidsle“ fordredes af Idre og Serna Sogne, som dengang hørte til Østerdalen, og at den blev ydet i Idre, men derimod negtet i Serna, hvor en vis Hallvard Smid satte sig i Spidsen for Almuen og fik flere til at sette sig op imod den kongelige Befaling. Denne Sag blev siden bilagt i Bergen, den 30te Mai 1378, hvor Kongen, som da befandt sig i denne Stad, tilgav Sernaboerne deres Ulydighed, fornemmelig paa Raadsherren Hr. Narve Ingevaldssøns Forbøn[20]. Denne troe Tilhænger af Kongen maa saaledes have haft noget over hine Bygder at sige, og snarest skulde man formode, at Kongen har overdraget ham Befalingen over alle Grændse-Landskaberne nord for Vermeland, nemlig Østerdalen, eller den østlige Deel deraf, Herdalen og Jemteland. Thi nogle Aar senere finde vi ham udtrykkeligt nævnt som Høvedsmand over dette sidste Landskab, og det samme Embede beklædte han vist.allerede nu, da der neppe kan være nogen Tvivl om, at det var han, som, faa Dage efterat han havde udvirket Tilgivelse for Sernaboerne, fik Kongen, fremdeles i Bergen, til at bekræfte det Regulativ for Preste-Indtægterne i Jemteland, som Kong Haakon Magnussøn den eldre havde udgivet i 1305, og udtrykkeligt forbyde den uppsalske Erkebiskops Provster og andre Geistlige at tynge dem med andre Paaleg og Fordringer, end Regulativet hjemlede[21]. Hr. Narve er altsaa rimeligviis kommen til Kongen for at raadslaa med ham om Grendsens Forsvar og om andre vigtige Anliggender i hine Egne og har da baade bedet om Naade for Sernaboerne og medbragt Regulativet til Bekræftelse, for at hindre de svenske Geistliges Anmasselser. Kongens Ophold i Bergen, der formodentlig strakte sig lige fra Høsten 1377 til Sommeren 1378, synes for en stor Deel at have haft til Hensigt at anordne Søforsvaret og treffe Forholdsregler i Forbindelse med de tydske Kjøbmend til at standse Kaperierne. Thi paa en Hansedag, som holdtes i Stralsund den 30te Mai 1378, indløb der et venskabeligt Brev fra ham, hvorfor de forsamlede Raadmend i sin Svarskrivelse takkede, idet de bad ham med sine Mend „at frede Søfarten“, og anmodede ham om at sende nyt Skyts (formodentlig dog kun Kastemaskiner) saavelsom Mandskab til Skibene[22]. Heraf seer man, at han enten selv har haft Skibe ude, eller hjulpet til at udruste og bemande Hanseaternes Krydsere.

I Juli 1378 var Haakon kommen tilbage til Tunsberg[23]; men ud paa Høsten finde vi ham nede i Ranrike, sammen med Marsken Hr. Erik Ketilssøn[24], oppebærende Penge og formodentlig i fuld Virksomhed med Krigen mod Sverige. Samtidigt opholdt Kong Albrecht sig i Vesteraas og søgte at sikkre sig sine svenske Høvdingers vaklende Hengivenhed ved at give dem en ny Forsikkring om, at de skulde nyde sine gamle Friheder, at han aldrig vilde betynge Frelsemendene med Skattepaaleg, og at det skulde være de svenske Mend, der ej torde opholde sig i.Riget, tilladt at komme tilbage inden en vis Dag. At der denne Høst og den paafølgende Vinter øvedes Fjendtligheder, og det endog ikke saa ganske uheldigt fra Albrechts Side, sees deraf, at en vis Olaf Magnussøn, der maa have staaet i Kongens Tjeneste, den 15de October i Køping overdrog Hr. Karl Ulfssøn af Tofta, hvis Fange han var, noget Jordegods for at løskjøbe sig, og at Kong Albrecht selv den 19de Januar 1379 overlod sin Marsk Steen Benedictssøn nogle Ejendomme i Vestergøtland, som han havde frataget Hr. Jon Hafthorssøn, fordi denne havde været og fremdeles var Rigets Fjende[25]. Det tyder ogsaa paa noget mere end almindeligt, at Dronning Margrete, der ellers plejede at opholde sig i Danmark, nu havde begivet sig til Norge og, som det synes, tilbragte Vinteren der[26]. Hun var derimod den næste Sommer atter i Danmark[27]. Men Kong Haakon synes at have holdt sig i Grændse-Egnene Størstedelen af det følgende Aar, og det har sikkert især været for Krigens Skyld. I Begyndelsen af August Maaned var han i Marstrand, omgiven af sine ypperste Mend, nemlig Hafthorssønnerne, Hr. Agmund Finnssøn, Hr. Narve Ingevaldssøn, Hr. Jon Oddessøn, Hr. Ulf Holmgerssøn, Hr. Ulf Jonssøn, Hr. Gynther af Wedhausen, Hr. Jon Danssøn, og Hr. Haakon Eivindssøn, samt Haakon Jonssøn, Alf Haraldssøn, Gaute Erikssøn, Erlend Philipssøn og Otte Rømer. Der blev her vel afgjort Sager, som ikke stod i Forbindelse med Krigen, men Hovedhensigten af alle disse Mends Sammenkomst fra saa fjerne Dele af Riget, og paa en Kant saa nær den svenske Grændse, kan neppe have været nogen anden end at krige med Kongens Fjender i Sverige[28]. Imidlertid blev der dog sluttet en “Stilstand eller, som det heder, taget.en Dag. Man kjender hverken Tiden eller de nærmere Bestemmelser, kun saameget erfarer man, at den, som sedvanligt, skulde kunne opsiges fra hvilkensomhelst af Siderne, og med Hensyn til Tiden bliver det rimeligst at antage, at dette skete den samme Høst, da Kongen havde alle de nævnte Herrer hos sig, saa at vi vilde finde deres Navne paa Stilstandstractaten, om den endnu var til. Imidlertid vedblev Kong Haakon at ferdes paa disse Kanter, som om han ikke ret troede Freden. Sidst i November maa han have været paa Daleborg ved Venern, siden han i Nærheden deraf, ved Holms Kirke, tog den svenske Høvding Nisse Knutssøn til Naade og i sin Tjeneste, hvordan nu Sammenhængen er dermed[29]. Vi høre nu intet fra Kong Haakon førend anden Paaskedag (26de Marts) 1380, da han befandt sig paa Tunsbergshuus og derfra lod udgaa Ledingsopbud til Indbyggerne i Sogn, saasom „de Tydske i Sverige havde opsagt den Dag, som de havde med ham og hans Rige, og laa nu ferdige med deres hele Magt til at angribe ham selv, hans Rige Norge, og Almuen“. Der opbødes Fjerdedeels Leding af Folk og fuld Almenning af Kost; de skulde være fuldstændig indskibede inden en Maaned efter at Brevet var dem forkyndt, og derpaa drage syd til ham ved Landsenden det raskeste de kunde. Skibsstyremendene skulde efter Lovens Bud opnævne dem, der skulde fare. Og desforuden bød Kongen alle sine Tjenere, haandgangne Mend og Sverre ufortøvet at indfinde sig hos ham med Vaaben ved Landsenden til Rigets Vern[30]. Lignende Breve ere naturligviis udgaaede til de øvrige Fylker i Norge, og Fristen formodentlig angiven forskjellig efter Afstanden, for at alle kunde indtreffe nogenlunde samtidigt. I Sogn blev det ej forkyndt førend omkring den 5te Mai[31]. Anledningen til at Freden saa snart blev opsagt, vides ikke: formodentlig stod dette i Forbindelse med et Tog, som Kong Albrecht ved disse Tider synes at have foretaget til Skaane og Halland. Men Nordmendene og de Danske hevnede dette ved et Indfald i Vestergøtland og det vestlige Smaaland, ja endog i Nærike og Vestermanland, hvorved Skara med dens Domkirke, Ørebro, Vesteraas og Staden Jønkøping opbrendtes. Sandsynligviis har Kong Haakon eller hans Mend, maaskee under Anførsel af Hr. Erik Ketilssøn, først taget Vejen mod Axevall, for at erobre denne Borg, og de danske Høvdinger paa Opensteen og Øresteen m. m. rettet sine Bestræbelser mod Jønkøping og Rumblaborg. Dette Tog foregik sandsynligviis i Juli Maaned, saasom det ej kan have begyndt førend en god Tid efter hiin 5te Mai, og Kongen, som vi ville see, endnu efter Midten af Juni var i Tunsberg; derimod maa det være tilendebragt inden Begyndelsen af August, idetmindste var Jønkøping da allerede afbrendt[32]. Kong Haakons Død, der kort efter indtraf, har formodentlig standset Krigsforetagenderne paa disse Kanter, medens Albrecht fornemmelig rettede sine Bestræbelser mod Skaane og Halland. Haakon beholdt de omstridte Landskaber saa længe han levede.

  1. ↑ Tuve Galens og Anders Jakobssøns Breve af 4de August 1377, i det schwerinske Archiv, er aftrykt hos Styffe, Bidrag No. 68, S. 171. Her staar vistnok ikke udtrykkeligt, at de vilde forhjelpe Albrecht til Danmarks Krone: der tales alene om hans „Arv og Rettighed“, og herunder kunde man ogsaa blot forstaa de Slotte og Godser, som han i privat Arv efter Valdemar var berettiget til. Men da hans Morfader altid udtrykkeligt paastod hans Arveret til Danmarks Krone, er det dog aabenbart dette, som her er meent, især da begge Herrer love at hjelpe hans Arveret „med sin ganske Magt og med alt det, de kunne udrette, og med alle sine Venner, som de kunne faa dertil, samt med alle sine Festninger og Slotte og Gods, som de have i Kongeriget Danmark“. Mere herom nedenfor.
  2. ↑ Sammesteds, No. 69–71, S. 173–175; jvf. nedenfor.
  3. ↑ Tingenes rimeligste Gang synes vistnok at være den, at der først indtraf en Storm, og at dette bevegede Hertugen til at dagthinge. Saaledes fortæller ogsaa Rudloff, Meckl. Gesch. II. S. 500; han siger, at Flaaden afsejlede den 13de September og blev strax ved Udsejlingen saaledes hjemsøgt af Storm, at Hertugen deri saa et Vink til at prøve Underhandlinger. Men han angiver ingen Autoritet, og man kan derfor ikke vide, om han her har haft nogen saadan for sig, eller er gaaet efter Gisning. Derimod udtrykker Detmar sig aldeles bestemt saaledes: „Samme Aar, ved vor Frue Fødselsdagstider (8de September), havde Hertug Albrecht samlet en heel Deel Folk og drog dermed til Danmark; med Dagthingningen o. s. v. asviiste de ham, saa at han drog tilbage og kom sejlende hjem i stor Nød paa Søen, mange af hans Folk druknede, og saaledes fik han intet Gavn, kun Skade, af Reisen (Detmar, S. 304). Da Detmar var samtidig med disse Begivenheder, burde han dog antages at vide god Beskeed derom. Og usandsynligt kunde det vel heller ikke være, at Albrecht ej saa meget ved Stormen, som ved Raadets faste Holdning har ladet sig bestemme til at indgaa Dagthingningen, hvorved han dog ikke opgav noget af sin Dattersøns foregivne Ret, men alene fegte Spørsmaalet afgjort ved Voldgift, istedetfor ved Krig. I een Ting fejler dog Detmar, nemlig at han antager Albrechts Søn Henrik, ikke dennes Søn Albrecht, for Prætendenten til den danske Krone.
  4. ↑ Kong Haakon nævnes nemlig ikke som deeltagende i Dagthingningen, der tales kun om Olaf, Margrete og Danmarks Indbyggere.
  5. ↑ Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 500–508.
  6. ↑ Huitfeld, S. 560.
  7. ↑ Tractaten er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 503–505, hos Scheidt, v. deutschen Adel, Mantissa, S. 368, og efter denne i Schl. H. L. Urk. II. S. 323–324.
  8. ↑ Rudloff citerer udtrykkeligt denne Protest (l. c. S. 502), sigende, at„de mecklenburgske Hertuger derved forvarede sig mod alle det norske Hofs tractatmessige Skridt“; men desverre gjengiver han ikke Indholdet nærmere, og Originalbrevet selv maa nu være tabt, siden det ikke findes blandt de Breve i det schwerinske Archiv, som Styffe har meddelt i sine „Bidrag“.
  9. ↑ Suhm, XIV. S. 36, 37.
  10. ↑ Sammesteds, S. 39.
  11. ↑ Rudloff, l. c. S. 500, Styffe, Bidrag S. LXVIII. Keiserens Stevnebreve ere daterede den 12te September 1377, altsaa er vel Anmodningen derom fra Hertugen indgiven i Juli eller August.
  12. ↑ Scr. r. D. VII. S. 99. 100.
  13. ↑ Allerede paa Hansedagen i Stralsund 1377 taltes der om at udruste Kogger mod Sørøverne, ligeledes handledes derom paa Hansedagen den 25de Januar og 30te Mai 1378, o. fl., see Suhm, XI. S. 37, 53–55. Det sees her, at Wismar og Rostock ingen Skibe vilde udruste mod Sørøverne, saa længe som Hertugen af Mecklenburg var uforliigt med Danmark; kun naar et saadant Forliig var kommet istand, og Sørøverne da angreb dem, skulde de udrede Krigsfolk ligesom de andre. Deraf kan man slutte, at Kaperne, især i den første Tid, fornemmelig udgik fra mecklenburgske Havne, og sandsynligviis endog fra Wismar og Rostock selv, ligesom senere, da Vitalianerne udsendtes. Senere nævnes dog ogsaa danske Herrer og Slotshøvdinger, som Johan Grubendal, Høvedsmand paa Søborg, Johan Lembeke, Høvedsmand paa Ribe, og Nikolas Svarteskaaning, paa Vardberg, (i 1382 ligesaa Henrik Vardenberg og Paschedach, Høvedsmand paa Abrumsthorp, see Suhm, XIV. S. 104, 106, Bunge, Urk. B. III. No. 1188, S. 397. Men af dem var Johan Lembeke gaaet i Forbund med Mecklenburgerne, see Rudloff, l. c. S. 500, Suhm, l. c. S. 9. Formodentlig udrustedes der slige Kapere fra de fleste ved Søen beliggende Slotte, og maaskee især af Mecklenburgernes Tilhængere l Skaane.
  14. ↑ Saaledes opgives Dagen hos Detmar, S. 310.
  15. ↑ Brevet, udstedt paa Akershuus den 3die Februar 1377, er aftrykt hos Suhm, XIV. S. 509.
  16. ↑ Styffe, Bidrag No. 73. S. 177.
  17. ↑ Suhm, XIV. S. 507.
  18. ↑ Den 29de Januar var Kongen i Oslo, Norges gl. L. III. S. 198.
  19. ↑ Den 4de Marts var Kongen paa Thotn (Dipl. N. II. 497), den 5te Mai i Nidaroos (Norges gl. L. III. S. 900.
  20. ↑ Dipl. N. VI. Dipl. Dalekarl. No. 84.
  21. ↑ Norges gl. L. III. S. 201.
  22. ↑ Suhm, XIV. 55.
  23. ↑ Man har et Landsvistbrev af Haakon, dateret Tunsberg den 29de Juli 1378 Dipl. N. I. 451.
  24. ↑ Den 8de November var Kong Haakon ved Tuneims (nu Tanums) Kirke i Ranrike, og modtog der Penge af „sin Tjener“ Ivar Ludvigssøn (D. N. VI.), samme Dag var Hr. Erik Ketilssøn paa Knee i Tuneim og overdrog Jordegods til Kongen, hvilket Jordegods denne 6 Dage efter, ved Nesine Kirke der i Nærheden, henlagde til en af fine Gaarde. Dipl. N. I. 452, 453. Samme Dag, nemlig den 14de November, udgav Kong Albrecht fra Vesteraas hiin Forsikkring (Hadorph, Riimkr. II. S. 37, 38). Som Medbesegler nævnes hans Fader Hertug Albrecht og Broder Hertug Magnus; men om de have været magte„ ex vel et stort Spørsmaal; de kunde senere have ladet Brevet besegle.
  25. ↑ Breve i det svenske Rigsarchiv; jfr. Styffe, Bidrag S. LXX.
  26. ↑ See det hos Suhm S. 59 i Uddrag meddelte Brev af 21de December 1378, hvor Margrete siger, at hun „for Forretningers Skyld“ var dragen til Norge.
  27. ↑ Den 10de Juli 1379 var hun i Lund, Suhm S. 64.
  28. ↑ Dipl. Norv. II. 459, I. 458. Jevnfør nedenfor S. 99.
  29. ↑ Brev af 26de November, Dipl. N. V. 314. Han tilgiver her „velbaarne Mand“ Nisse Knutssøn, der nu er traadt i hans Tjeneste, hvad han har forbrudt sig imod ham, paa det Vilkaar at han forliger „de tvistende Parter“ (málsêgande), uden at man faar nøiere Underretning om, hvem disse Parter var. Nisse Knutssøn gik dog nok atter siden i Albrechts Tjeneste, siden han i Marts 1381 var Heredshøvding i Nærike (Br. i sv. Rigsarchiv). Formodentlig havde han været tagen til Fange af Kong Haakons Mend.
  30. ↑ Dipl. N. II. 461.
  31. ↑ Paa den Dag udstedtes nemlig Gjenpart deraf i Viik i Sogn, aabenbart til Oplæsning for Almuen, Dipl. N. II. 462.
  32. ↑ Toget henføres i Chron. Scr. R. D. I. S. 66 til 1380. I de visbyske Minoriters Chron. (ssteds S. 45) siges der ogsaa, at Skara og Jønkøping brendtes, men der angives intet Aarstal, derimod siges det udtrykkeligt, at dette Indfald af Danske og Norske skete for at hevne Kong Albrechts Herjetog til Skaane og Halland. At i alle Fald Jønkøpings Brand maa have fundet Sted nogen Tid for den 7de August 1380 sees deraf, at Høvedsmanden i Østergøtland, Erik Karmen, denne Dag paa Kong Albrechts Vegne tilstod Jønkøpings Borgere Skattefrihed i fire Aar, paa Grund af den Brand og Ødeleggelse, Staden havde lidt. Brev i Jønkøpings By-Archiv, Handl. rør. Skand. Hist. 32 B. S. 374, Styffe, Bidrag S. LXXI.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/8/7&oldid=84421»