Det norske rigsraad/12
Aristokratiets fortsatte sammensvinden. – Rigsraadets politiske stilling. – Mangelen af en fyldigere aristokratisk repræsentation. – Rigsraadets sammensætning. – Sammenblanding mellem norsk og svensk aristokrati. – Det norden– og vestenfjeldske aristokrati. – Østlandets særegne forhold. – Aristokratiets mangel paa politiske interesser. – Fælles raadsmøde i Kjøbenhavn 1398. – Det norske rigsraads forhold til ledelsen af de udenlandske anliggender. – Dronning Margrete ved raadsmødet i Oslo 1401. – Unionelt raadsmøde i Helsingborg 1401. – Kong Eriks reise til Norge i 1405. – Tvivlsomme raadsmøder i 1409 og 1410. – Raadets talrighed. – Hr. Arne Sigurdssøn træder efter 1398 tilbage fra sin stilling som kansler, uden foreløbig at faa nogen eftermand. – Rigsseglet bringes udenfor landet. – Ingen centralstyrelse inden rigets grænser. – Uorden i administrationen. – Dronning Margrete den egentlige regent. – Hendes officielle forhold til kong Eriks styrelse af Norge. – Dronning Margretes død 1412. – Kong Erik følger i hendes fodspor. – Biskop Jakob optræder som kansler. – Seglet overdrages til biskop Jon af Oslo. – Den danske kansler besegler norske breve. – Et eget norsk kancelli bliver overflødigt. – Det norske segl bringes hyppig udenfor riget. – Kongen paaberaaber sig undertiden rigsraadets medvirkning. – Raadsmøder 1420 og 1421. – Norske rigsraader i Kjøbenhavn 1423. – Raadsmøde paa Akershus Mai 1425. – Unionelt raadsmøde i Kjøbenhavn 1425. – Raadsmøde i Bergen 1426. – Forhandlinger med England 1431 og 1432. – Det norske raads medlemmer under urolighederne i Sverige 1434 og 1435. – Raadsmødet i Søderkøping 1436. – Udkast til en ny unionsakt. – Agmund Sigurdssøns opstand. – Sigurd Jonssøn bliver drottsete i 1439 og stilles tillige med raadet i spidsen for landsstyrelsen. – Raadsmøde i Oslo 1440. – Møder i Lødøse og Kalmar 1441. – Møde i Lødøse 1442. – Kristofer af Bayern vælges til Norges konge og krones i Oslo.
Gjennem hele det fjortende aarhundrede var den samme udvikling, som allerede tidligere var begyndt, bleven fortsat uden afbrydelse, og det norske aristokrati var stadig svundet sammen. Af de store ætter var der ved aarhundredets slutning kun faa tilbage. Den høibyrdigste af dem alle, Giske-Bjarkøætten uddøde i 1355, da hr. Erling Vidkunnssøn afgik ved døden, kun faa aar efter sin eneste søn, hr. Bjarne; dens store eiendomme gik dermed over til andre ætter. Giske med tilliggende gods kom i Hafthorssønnernes hænder, der nu stode som de første jordegodseiere i landet, navnlig efterat de ogsaa havde arvet Hestbøætten, der uddøde mod aarhundredets slutning; denne havde da forinden arvet den gamle æt paa Tolga. Men jo snevrere denne kreds blev, desto mere steg ogsaa dens fornemhed; de gjenlevende ætter arvede ikke alene de uddøendes jordegods, men fik ogsaa derved et tillæg i høibyrdighed. Medlemmerne af rigets første ætter vare de eneste, som bleve tagne til rigsforstandere. I det ydre hævede de sig ikke alene op over sine omgivelser ved sine rigdomme, men fik ogsaa fra kongedømmets side udtrykkelig anerkjendelse af sin ophøiede stilling. Hr. Sigurd Hafthorssøn kaldes i offentlige brevskaber »kongens frænde, og hans broder hr. Jon fører, ligesom ogsaa hr. Agmund Finnssøn, titel af baro regni Norvegiæ. Gjennem de forskjellige ætters uddøen samledes der tilsidst et umaadeligt gods paa de faa gjenlevendes hænder.
Aristokratiets sammensvinden var fremdeles en følge af de samme forhold, som allerede i de foregaaende aarhundreder havde vist sine virkninger. Jo snevrere den høiadelige kreds blev, desto mere maatte imidlertid dens formindskelse blive synlig; i samme forhold skilte den sig ogsaa stedse mere ud fra sine omgivelser. Disse kunde paa sin side ikke heller holde sig oppe, idet de samme krav maatte gjøre sig gjældende mellem dem. Fordringerne til en standsmæssig optræden bleve stedse større, og dermed fulgte som en uafviselig nødvendighed, at mange smaaætter trykkedes ned. Hos disse kan man ikke tænke paa nogen almindelig uddøen, saaledes som ved de første ætter. De forsvandt kun i mængden. Medens det i 1309 endnu lod sig forudsætte, at det norske aristokrati kunde fremvise 270 riddere og væbnere (s. 115), var man i 1371, da der skulde stilles borgen ved fredsslutningen med kong Albrecht, indskrænket til et tal af 60 saadanne. Det er rimeligt, at der i Norge paa den tid ikke fandtes mange flere medlemmer af disse klasser. Som forklaringsgrund til denne paafaldende hurtige sammensmeltning kunde der bl. a. tænkes paa den oprydning, som den sorte død gjorde inden aristokratiets rækker. At denne ogsaa forsaavidt har havt sine virkninger, kan ikke negtes. Man maa dog heller ikke overdrive disse. Af den egentlige høiadels voksne medlemmer er maaske hr. Ivar Rova den eneste, om hvem det med nogenlunde sikkerhed kan antages, at han er bortreven af den sorte død. Større virkninger kan denne pest have havt ved at forrykke arveforholdene inden de ringere ætter, ligesom den i det hele taget kan have havt meget store økonomiske virkninger for det hele samfund, og saaledes ogsaa for aristokratiet. Den store nedgang i tallet af saadanne ætter, som bliver synlig i 1371, skriver sig maaske for en del netop fra disse virkninger af den sorte død, der saaledes i sine følger kan faa en vis lighed med borgerkrigene. Den bragte ogsaa meget jordegods i kirkens besiddelse.
Imidlertid var der ogsaa fremdeles gjennem det hele fjortende aarhundrede en del ætter, som uden at høre til den snevreste høiadel dog indtoge en saavidt fremtrædende plads i samfundet, at deres medlemmer kunde komme ind i rigsraadet. Af disse holdt enkelte sig ogsaa i den følgende tid som anerkjendte adelige familier. Tilsammen med høiadelen maa disse betragtes som en stedse mere udviklet og afsluttet stand. Uagtet der endnu ind i det femtende aarhundrede tales om haandgangne mænd, var dog bevidstheden om det dermed forbundne tjenesteforhold til kongen paa den tid efter al rimelighed saa uklar, at den i virkeligheden kan betragtes som tabt. Dermed maa ogsaa de adelige privilegiers arvelighed være anerkjendt, og samtidig viser der sig ogsaa spor til, at landbønderne paa adelens gods begyndte at betragtes som en egen klasse, ialfald i de dele af landet, som laa nærmest Sverige og Danmark.[1] Alligevel blev den saaledes begyndte standsudvikling i Norge gjennem den hele middelalder aldrig helt afsluttet. Kjøbstæder og landalmue blev ikke trukket med ind deri, og man kom i grunden aldrig ud over begyndelsen.
Udviklingen af en saadan standsforskjel kom imidlertid, selv om den altid blev mangelfuld, i ethvert tilfælde aristokratiet tilgode paa en tid, da de ydre forhold i en ganske særlig grad stillede sig gunstig for dettes bestræbelser efter at opnaa politisk magt. Lige fra Haakon V.s død havde det saa godt som uafbrudt havt alle ydre betingelser for at blive det herskende i staten. Udviklingen i denne retning havde været saa bestemt, at aristokratiet tiltrods for sin indre svaghed dog var stillet frem paa den første plads inden samfundet. Rigsraadet var traadt ind i stedet for de tidligere offentlige institutioner. Som repræsentant for aristokrati og hierarki var det ved kongedømmets side kommet i besiddelse af al politisk magt, og om det end fremdeles kunde hænde, at man gav de af konge og raad fattede beslutninger en videre bekræftelse ved at lade dem lovtage til thinge, var dette kun en rent udvortes form.
De verdslige raadsherrer vare aristokratiets kjerne. Dette var hurtig blevet en følge af de forandringer, som Haakon V foretog med raadet. Forsaavidt havde disse bevirket noget ganske andet, end hvad kongen dermed synes at have tilsigtet, og den mulighed, som i 1308 var aabnet aristokratiet for en ny udvikling, var saaledes bleven til virkelighed. Raadsherrerne havde traadt ind i de gamle baroners plads. Kongedømmet havde maattet vige for dem, dels paa grund af politiske forhold, der stillede sig ugunstig for dette, dels paa grund af dets indehaveres svage personlighed. Den gang, som udviklingen havde taget efter 1319, viser, at Haakon V.s foranstaltninger ingenlunde ubetinget vare til skade for aristokratiet. Ligesaa lidt var centralisationens gjennemførelse i og for sig imod dettes interesser. Det afgjørende var, at aristokratiet manglede livskraft, at det ikke kunde faa den tilstrækkelige tilførsel af nye elementer, og at overhovedet Norges naturlige forhold med nødvendighed maatte hemme dets vækst. Saasnart det mødte en kraftig repræsentant for kongedømmet, tydede alt paa, at det samme skuespil vilde gjentage sig som i Haakon V.s dage, kun at modstanden nu vilde være meget svagere, uagtet saavel tidsaanden som de ydre forhold gjennem lange tider havde virket til at styrke og sikre de høiere samfundsklasser i deres besiddelse af magten. Der gik gjennem tiden en dobbelt strømning. Den ene hævede aristokrati og raad i veiret; den anden trykkede dem ned, og denne sidste blev i længden den stærkeste.
Hvad der i høi grad vilde have støttet raadet, var, om den lavere adel i større antal havde kunnet træde frem i det offentlige liv og skabe en udvidet repræsentation for hele denne klasse. Antydninger til noget saadant vare ganske vist forekomne, bl. a. i 1323. Men længere kom man i grunden ikke. Det norske aristokrati var ikke talrigt nok til at kunne opretholde en større repræsentation ved siden af raadet, uagtet det synes, som om der føltes trang til en saadan. Noget nyt var her i færd med at arbeide sig frem; men det formaaede ikke at komme rigtig til gjennembrud, og uagtet det ikke manglede paa tilløb, fik Norge aldrig en fast, mere fyldig repræsentation for en enkelt stand eller for det hele standsvis organiserede samfund. Gjennem hele den tid, der var hengaaet fra Haakon V.s død og til Kalmarunionens afslutning, havde de ydre forhold ogsaa i denne henseende stillet sig saa gunstig, som det vel var muligt, og naar aristokratiet ikke kunde benytte dette anderledes, end det gjorde, naar dets tilbagegang i antal af medlemmer og indre styrke alligevel fortsattes, da viser dette, at der maa have været afgjørende hindringer, som stillede sig i veien for en saadan udvikling. I 1319 var monarkiet veget tilbage for aristokratiet. Efter 1332 havde det gjenoptaget kampen; men dets egen svaghed forhindrede det fra at føre denne til seier og stille kongedømmet i den stilling, hvori det skulde staa efter Haakon V.s system. Efter 1355 havde forholdene fremdeles været mindre gode for kongedømmet. Dertil kom ogsaa den omstændighed, at dette i Haakon VI synes at have havt en repræsentant, der viste sig personlig imødekommende mod raadet og af egen fri vilje indrømmede dette en betydelig indflydelse, der ogsaa strakte sig til rigets daglige administration. Saa havde man Olafs og Margretes regjering, hvorunder det ogsaa var nødvendigt at overlade raadet den egentlige landsstyrelse.
Denne anvendelse af rigsraadets medlemmer i i den daglige administration, som i den anden halvdel af det 14de aarhundrede blev stedse mere almindelig, maa efter al sandsynlighed have medført udviklingen af en forskjel inden raadet, mellem dem, som deri toge del, og dem, som ikke bleve benyttede paa denne maade. Medens nogle medlemmer af rigsraadet saaledes hyppig deltoge i dets forhandlinger og saavel mødte i de regelmæssige raads-sammenkomster, som udenfor disse bistode kongen med administrationen, kunde andre maaske blot i sjeldne tilfælde have anseet det nødvendigt at være tilstede. Man kan saaledes ogsaa nu tale om et større og et mindre raad, skjønt i en ganske anden betydning end før 1308. Dette begrundede heller ingen ydre forskjel i raadsherrernes stilling. Begge modtoge kongens udnævnelse og aflagde rimeligvis sin ed til ham. Hvis de ikke lige hyppig anvendtes, da kom det af tilfældige grunde. Der udviklede sig ikke af de mest benyttede raadsherrer et forøget antal af rigsembedsmænd. Af disse nøiedes man med to, en drottsete og en kansler, dog saaledes at det kun sjelden indtraf, at der samtidig var en indehaver af begge embeder. Det er fra 1319, man kan betragte drottsete og kansler som rigsembedsmænd. Først da greb drottseten ind i styrelsen, medens kansleren fik en mere uafhængig stilling. Dog vedblev denne altid at staa i et nærmere forhold til kongen.
For øvrigt er det ikke muligt at angive mere bestemte regler for raadets.sammensætning. Af de geistlige medlemmer vare erkebiskopen og samtlige under ham staaende biskoper i Norge og dets bilande til enhver tid selvskrevne. Dette maa ogsaa have gjældt kapelmagisteren, hvorimod det kan være tvivlsomt, om Mariakirkens provst havde en lignende ret, naar han ikke tillige var kansler. For de øvrige geistlige, som navnlig efter denne tid optoges i raadet, gaves ialfald ingen saadan. Af verdslige medlemmer træffes nu fehirder og hirdstyrere, altsaa de høieste embedsmænd; saaledes er det rimeligt, at man til disse stillinger kun har taget mænd, som allerede vare komne ind i raadet. Navnlig maa dette have gjældt en mand som hr. Jon Bjarnessøn, der i hertuginde Ingebjørgs tid som kongens fehirde i Norge« synes at have indtaget en overordnet stilling over de andre fehirder. At ogsaa sysselmænd kunde være raadsherrer, viser ikke, at hele denne klasse var berettiget til at træde ind i raadet; hvad lagmændene angaar, da kunde det neppe heller være regel, at disse skulde have sæde i raadet. At visse embedsmænd skulde være raadsherrer, stemmer vistnok mindre med de middelalderske forudsætninger, end at raadets medlemmer vare de nærmeste til at erholde saadanne embeder. Ved uddelingen af fordelagtige sysler til raadets medlemmer kunde disse opnaa gode indtægter og faa erstatning for de ofte betydelige udgifter, som raadsværdigheden medførte.[2] At mænd, som ikke tilhørte raadet, skulde have adgang til dets møder efter særlig tilkaldelse, lader sig ikke benegte. Men som regel maa man dog gaa ud fra, at der paa raadsmøderne kun indfandt sig saadanne mænd, som havde modtaget kongens udnævnelse og havde aflagt ham sin ed. Biskoperne havde som regel rang foran de øvrige; dog kunde det hænde, at drottseten gik foran selve erkebispen. De andre geistlige medlemmers rang var mere ubestemt. Forøvrigt stode ridderne over væbnerne. Oftest var inden disse klasser ancienneteten afgjørende, skjønt ikke altid. Med det svenske og norske raads sammenblanding fulgte en tilsvarende af begge rigers aristokrati. Det er i denne henseende et karakteristisk træk, at den norske høiadel, forsaavidt den modtog nogen forøgelse udenfor sin egen kreds, hellere søgte denne mellem svenske familier end mellem landets egen lavere adel. Den vermelandske ridder hr. Jon Marteinssøn blev saaledes indgiftet i Hafthorssønnernes æt, og derved blev senere hans søn, hr. Sigurd Jonssøn, arving til Giske og det af andre gamle ætter opsamlede gods. Høibyrdigheden forplantedes nu som før lige godt gjennem kognatisk som gjennem agnatisk slægtskab. I hr. Sigurds haand samledes i det femtende aarhundrede det meste af det jordegods, som tidligere havde dannet den norden- og vestenfjeldske høiadels økonomiske grundlag.
Dette maa ogsaa have havt sine virkninger med hensyn til den stilling, som disse landsdele i det hele indtoge. Paa samme tid, som de trykkedes under det hanseatiske handelsaag, forringedes gjennem aristokratiets indsvinden deres tidligere politiske indflydelse. I det femtende aarhundrede var der paa den kant foruden Giskeætten kun to virkelige storætter, nemlig Rømerne og Losneætten, medens Finnengodset ogsaa tilfaldt Giskeættens arvtagere. Rømerne vare maaske en ny æt, der muligens skyldte personlig yndest hos kong Magnus og dronning Blanche sin opkomst, idet de derved fik hr. Audun Hugleikssøns gods.[3] Med dette forenede de ved giftermaal det gamle Stovreimsgods. Efter mandslinjens uddøen traadte en anden slægt, der kom fra Sverige, ind i deres sted og forenede Rømergodset med Austraat. Ætter som Galtung, Smør o. lign. vare mindre betydelige ved siden af disse. Maaske vare de alle dels agnatiske dels kognatiske efterkommere af gamle slægter.
Østlandet var øiensynlig noget heldigere stillet. Her var der dog mere plads, og her forekommer virkelig flere ætter, som maa regnes til den høiere adel, uagtet de neppe i sit jordegods’s størrelse kunde staa ved siden af de vestenfjeldske, og neppe heller i alle tilfælde vare jævnbyrdige med de der hjemmehørende storætter. Paa Østlandet var det ogsaa lettere for den lavere adel at holde sig, og saavidt man nu tør dømme derom, synes det, som om man her ikke var sig bevidst en saadan skarp forskjel som den, der herskede paa Vestlandet. I den følgende tid ser man ogsaa, at udviklingen her tildels var en anden. Medens i de vestlige og nordlige kystegne det hele aristokrati tilsidst løb sammen i et par ætter, og jordegodset paa den maade bragtes over til eiere, som maaske ikke en gang satte sin fod i landet, vedblev der paa Østlandet at bestaa en adel, som endog modtog ny forøgelse og holdt sig lige ned i det 16de og 17de aarhundrede. Udviklingen var her ikke saa fuldstændig afbrudt, som i egnene langs kysten, og om ogsaa de ætter, som i den følgende tid kom i veiret paa Østlandet og naaede en vis blomstring, ikke vare særdeles betydelige, saa maa det dog erkjendes, at man her havde ganske andre forhold end i det vesten– og nordenfjeldske. Men heller ikke de østlandske ætter kunde i længden opretholde et norsk ( aristokrati. Dertil vare de hverken tilstrækkelig talrige, ei heller i besiddelse af saa stort jordegods, at de kunde hævde sin plads i samfundet.
Af megen betydning for aristokratiets stilling og for dets evne til at holde sig oppe under de forøgede fordringer, som tiden stillede, var ogsaa kongernes lange fravær fra landet. Dette viste dog først rigtig sine virkninger efter 1400. Allerede længe før denne tid havde man imidlertid mærket følgerne af, at landet havde umyndige konger, forsaavidt riddernes antal var svundet betydelig ind. Uagtet der af og til, f. ex. ved kroningen i Kalmar 1397, paa én gang sloges et større antal riddere, vare dog disse i det hele i aftagende. Med de ydre udmærkelser maatte ogsaa lysten til at tragte efter disse tabe sig. Det faatallige aristokrati fæstede især sine interesser ved det nærliggende og gik op i det materielle. Haakon Jonssøn og Haakon Sigurdssøn, der efter hr. Agmund Finnssøns død vare Norges høibyrdigste mænd, synes at have været godslige og medgjørlige personer uden politisk interesse og alene optagne af sine forretninger som store godseiere. Det samme har rimeligvis ogsaa været tilfældet med de fleste af deres samtidige. Alene denne interesseløshed kan forklare den lethed, hvormed det senere lykkedes at forlægge regjeringen udenfor landet. Derigjennem blev den politiske slaphed endmere forøget. Saalænge aristokrati og raad havde med en konge at gjøre, der enten var svag eller medgjørlig, eller som ogsaa af de ydre omstændigheder blev tvungen til at vise sig imødekommende, mærkedes dette ikke saa let. Saa meget skarpere maatte overgangen vise sig, da der i regjeringens spidse kom en overlegen personlighed, som dronning Margrete, og hun følte sig sikker i sin sag. Umiddelbart efter en periode, hvori rigsraadet syntes at have opnaaet en meget betydelig indflydelse, følger der saaledes en anden, hvori det viser sig, at det ikke formaaede at hævde denne, og at dets indre styrke var gaaet tilbage i en overordentlig grad, medens dets ydre magt tilsyneladende var bleven jævnt udvidet. Uagtet grundene til dette forfald ligge langt tilbage, var det dog først med Kalmarunionen, det traadte rigtig tydelig frem. Forsaavidt indleder denne en ny periode i rigsraadets historie.
Allerede før 1397 havde dronning Margrete begyndt at afholde møder af alle tre rigers raad under et. Efter mødet i Kalmar afholdtes det første møde af denne art i Kjøbenhavn i August 1398. Der indfandt sig der sytten norske raadsherrer, eller, som de kaldes, »rigets raadgivere og mænd«, nemlig erkebiskop Vinalde, biskoperne Olaf af Stavanger og Eystein af Oslo, provsten ved Apostelkirken, hr. Arnbjørn Sunulfssøn, provsten ved Mariakirken, hr. Arne Sigurdssøn, ridderne hr. Gaute Erikssøn, hr. Alf Haraldssøn, hr. Agmund Bolt og hr. Eindride Erlendssøn, væbnerne Otte Rømer, Haakon Sigurdssøn, Halvard Alfssøn, Olaf Peterssøn, Gunnar Kane, Eiliv Torgautssøn, Sigurd Humlowe og Sigurd Unessøn.
Der kjendes to aktstykker, som ere udstedte paa dette raadsmøde, hvoraf det ene er en liden retterbod om arveforhold i Nordland,[4] udstedt i dronningens navn og uden nærmere omtale af rigsraadets medvirkning. Det andet aktstykke fra dette møde er en bekræftelse paa alle de friheder, som vare tilstaaede de tydske handelsstæder i Norge. Denne siges at være udstedt med dronning Margretes og kongens kjære, troe norske raadgiveres raad og er beseglet af kongen og de ovenfor nævnte sytten raadsherrer.[5] Bagefter er den ogsaa bleven bekræftet af dronningen under hendes segl i et særligt dokument.[6] Ved denne leilighed har altsaa det norske raad optraadt for sig selv. Paa samme maade gav ogsaa det svenske og det danske rigsraad særskilt sit samtykke til en bekræftelse af Hansestædernes privilegier i de to andre riger. Derimod optraadte de tre rigers raad som en enhed under de forhandlinger, der til samme tid førtes med den tydske høimester Konrad von Jungingen. Den med ham afsluttede overenskomst er beseglet af 46 raadsherrer, hvorimellem forekommer 6 norske: biskoperne Eystein af Oslo og Olaf af Stavanger, de to provster, samt hr. Eindride Erlendssøn og Sigurd Unessøn.[7] Hvorfor netop disse derved ere medtagne og ikke tillige andre af det norske raad, kan ikke oplyses.
Det vilde været i overensstemmelse med den aand, hvori rigernes forening var indgaaet og ledet, saafremt en lignende fremgangsmaade var bleven anvendt ved alle forhandlinger med fremmede magter. Men dette lod sig ikke altid overholde, selv om der var lagt an derpaa. Om vinteren var det f. ex. ikke let at faa tilkaldt det norske rigsraad, og i almindelighed lagde de store afstande her betydelige hindringer i veien. Saaledes findes der traktater, som meget nær angaa Norge, men som ere afsluttede, uden at norske raadsherrer have været nærværende. Dette gjælder f. ex. den traktat, som i 1399 blev afsluttet med Rostock og Wismar, og som alene er beseglet af medlemmer af det danske rigsraad.[8] De forskjellige traktater, hvorved kong Albrecht i 1405 opgav sine krav til Gottland o. s. v., nævne kun danske rigsraader;[9] men her var der heller intet særligt behov for at tilkalde norske. Mærkeligt er det at finde to medlemmer af det norske rigsraad mellem kong Eriks forlovere ved den stilstand paa fem aar, som han i 1411 afsluttede med Holstein,[10] – nemlig ridderne hr. Eindride Erlendssøn. og hr. Gyrd Gyrdssøn.
Men ikke alle det norske rigsraads møder ere i denne tid afholdte udenfor rigets grænser.[11] Naar dronning Margrete selv besøgte landet, hvilket dog ikke hyppig hændte, synes der at have været afholdt et raadsmøde, hvor anliggender vedkommende Norge have fundet sin afgjørelse. Et saadant er øiensynlig afholdt i Oslo i Marts og April 1401, hvor dronningen selv var nærværende, – maaske ogsaa kong Erik. Af rigsraader, som paa samme tid vare tilstede i Oslo, kjendes Mariakirkens provst, hr. Arne Sigurdssøn, ridderne hr. Jon Darre, hr. Gyrd Gyrdssøn, hr. Jakob Fastulfssøn, hr. Alf Haraldssøn og hr. Gaute Erikssøn, og maaske Tideke Vistenaker, om hvem det dog ikke sikkert vides, at han paa denne tid har faaet sæde i raadet. Der sees her at være forhandlet om retssager i dronningens nærværelse. Hvad der har bragt hende til Norge paa den tid, maa ellers rimeligvis have været den revision af alle sysler og forleninger, som hun i disse aar synes at have foretaget.[12] I slutningen af August s. a. var der igjen et almindeligt møde i Helsingborg af alle tre rigers raad, hvor der fra det norske navnlig mødte geistlige. Erkebiskop Vinalde indfandt sig der, ledsaget af alle sine norske og islandske lydbiskoper. Derhos nævnes provsterne i Bergen og Oslo, hr. Gaute Erikssøn, hr. Alf Haraldssøn, hr. Agmund Bolt, hr. Jon Darre, hr. Eindride Erlendssøn og hr Gyrd Gyrdssøn. Disse optraadte sammen med det danske og det svenske raad og gave sit samtykke til kong Eriks bekræftelse af dronningens store gave af jordegods til danske og svenske kirker og klostre.[13]
Efter dette synes der at være hengaaet flere aar, inden der i Norge er afholdt noget raadsmøde i kongens eller dronningens nærværelse. Først om høsten 1404 erfares det, at kongen stod i begreb med paa ny at reise til Norge.[14] For denne reise blev der af dronningen udstedt en vidløftig instruktion for den unge konge som veiledning for hans hele forhold, der er et af de mærkeligste aktstykker, som nu kjendes fra vor senere middelalder.[15] At der under kong Eriks besøg i Norge skulde afholdes et større raadsmøde, synes at fremgaa af instruktionen. En i kong Eriks navn 8de Marts 1405 paa Akershus under sekretet udstedt bekræftelse paa et ældre frelsebrev omtaler ogsaa raadets medvirkning.[16] I Juni s. a. træffes ridderen hr. Eindride Erlendssøn og Simon Thorgeirssøn, begge rigsraads-medlemmer, i Oslo.[17] Af et diplom, der er udstedt i Tunsberg 2den Mai 1406 af hr. Eindride og Tideke Vistenaker, sees ogsaa, at kongen og hr. Jon Darre St. Hans aften 1405 vare paa Tunsberghus,[18] hvorhen han ogsaa skulde reise efter instruktionen.
Noget besøg efter dette af kongen eller dronningen i Norge kjendes ikke fra de aar, hvori den sidste fremdeles ledede rigets styrelse. Kong Erik vendte selv om sommeren tilbage til Danmark, hvor han i det følgende aar ægtede den engelske prinsesse Philippa. Ved denne leilighed have formodentlig ogsaa norske rigsraader været tilstede mellem dem, der indfandt sig til brylluppet og de dermed forbundne festligheder, uden at dog noget sikkert vides herom. For øvrigt er der intet til hinder for at antage, at der i denne tid i Danmark kan være holdt flere unionelle raadsmøder, hvorved ogsaa nogle repræsentanter for det norske raad fremmødte.[19] Imidlertid tie alle kilder om en lignende deltagelse fra det norske rigsraads side i flere aar, uden at der dog af denne taushed lader sig udlede noget bevis for, at det aldeles ikke enten inden eller udenfor landet skulde have været i virksomhed. Naar der saaledes i August 1409 sees at have været flere rigsraader tilstede i Bergen (foruden biskop Jakob og provst Arnbjørn, hr. Otte Rømer, hr. Alf Haraldssøn, fehirden Peter Olafssøn, Svale Rømer og Gunnar Kane),[20] da har det maaske været i anledning af et raadsmøde. Da dronning Margrete i 1410 var i Oslo,[21] har formodentlig ogsaa raadet været samlet der.
At der ikke skulde være afholdt møder af det norske rigsraad inden landets egne grænser oftere, end naar kongen eller dronningen der vare tilstede, er ikke rimeligt. Men de sparsomme kilder tilstede ikke, at man kan danne sig nogen forestilling om det omfang, hvori det har udøvet selvstændig myndighed, og om maaden, hvorpaa dette skede. Rigsraadet synes ikke at have havt ganske faa medlemmer. I 1398 var der 17 medlemmer samlet; af de faa oplysninger, som haves fra den følgende tid, vides ialfald, at der maa have siddet endnu flere i raadet.[22] I den ovenfor omtalte instruktion nævnes ogsaa flere fornemme mænd, der tidligere forekomme som medlemmer af rigsraadet. Efter det særlige hensyn, som deri tages til hr. Eindride Erlendssøn, synes denne at have været den mest indflydelsesrige mand inden raadet. Foruden ham nævnes af ældre raadsherrer hr. Agmund Bolt, hr. Alf Haraldssøn, hr. Jon Darre, hr. Otte Rømer, hr. Jakob Fastulfssøn, hr. Gaute Erikssøn og rimeligvis ogsaa Herleik Aasulfssøn.
Men om der saaledes fremdeles har været et temmelig talrigt rigsraad, og om ogsaa dette jævnlig kan have havt sine sammenkomster, maatte dog dets virksomhed blive stærkt lammet ved det forhold, hvori dronning Margrete stillede sig selv og kong Erik til dets medlemmer. Under de tidligere regjeringer havde det været regel at give den indenlandske styrelse et fast midtpunkt i raadet, som i det øiemed i drottsetens eller kanslerens person erholdt en formand eller ialfald forretningsfører. Nogen norsk drottsete blev ikke nu udnævnt. Det synes endog, som om hr. Arne Sigurdssøn efter 1398 er traadt tilbage som kansler, idet han i de faa aar, hvori han endnu levede, kun omtales i sin egenskab af provst ved Mariakirken og med denne titel.[23] Han var død inden de første maaneder af 1405, og hans eftermand, »hæderlig mand og velbaaren herre, Jens Klemetssøn«, nævnes om høsten 1406.[24] Men heller ikke denne omtales nogensinde paa en saadan maade, at han kan have været kansler.
Dronningen havde i denne henseende sat sig udover alle hensyn. Da der ingen kansler var, synes hun at have taget det særlige norske rigssegl til sig og ladet det blive udenfor landet, uden at bekymre sig om de store ulemper, som en saadan fremgangsmaade maatte medføre, navnlig for retsvæsenet. Da kong Erik i 1405 kom til Norge, var dette et af de punkter, hvorpaa dronningen især havde sin opmærksomhed henvendt. Hun synes at have ventet indsigelser fra raadets side, men vilde ikke lade dette have nogen indflydelse paa valget af en ny kansler. Hun havde da kastet sit blik paa en mand, som i hendes øine var fortrinlig skikket til at beklæde dette embede, og som ogsaa tidligere havde udført denne art forretninger.[25] Han var for øvrigt ikke engang geistlig, men foged eller lensherre, saaledes at hans udnævnelse vilde været aldeles stridende mod den ældre anordning. Maaske er denne plan ikke bleven udført; i ethvert fald er der ikke bevaret noget brev, der er beseglet af en saadan verdslig kansler, og der forekommer heller ikke nogen norsk kansler i den følgende tid, saalænge dronning Margrete var i live. Hvis imidlertid det norske rigssegl overhovedet har været betroet til nogen mand i Norge i denne tid, maa det rimeligvis nærmest have været biskop Jakob Knutssøn af Oslo, en danskfødt mand, der synes at have besiddet dronningens særdeles yndest og senere var kansler.[26] I hans hænder var seglet at betragte omtrent, som om det havde været hos dronningen selv. At hun lagde megen vægt paa at have en paalidelig seglbevarer, fremgaar bl. a. af hendes i instruktionen indeholdte forbud mod, at kong Erik, om han ogsaa blev opfordret dertil, ikke maatte indlade sig paa at udstede noget landsvist-brev under sit sekret, men skyde sig ind under det paaskud, at disse alene kunde besegles med thet jncigle, som ther i righet plæyer at wæræ.
Naar dronningen paa denne maade dels beholdt seglet i sit eget værge, dels alene vilde betro det til en mand, paa hvem hun troede at kunne stole fuldstændig, gjorde hun det umuligt at ordne en nogenlunde selvstændig styrelse af landet under hendes fravær, saaledes som man tidligere havde havt. For at sikre sine egne planer ofrede hun landets tarv, ialfald i de aar, som ligge, mellem 1398 og 1405. Idet man savnede en virksom centralstyrelse inden landet, og kongen og dronningen heller ikke synes at have taget sig med nogen omhu af regjeringens anliggender, maatte administrationen gaa i stykker, og uagtet man her kun kjender lidet til enkelthederne, synes det dog, som om den af R. Keyser[27] udtalte strenge dom over kong Eriks eneregjering, at det da stod daarlig til med landsstyrelsen i Norge, ogsaa med rette kan udstrækkes til dronning Margretes tid. Rigsraadet synes paa sin side ikke at have anstrengt sig for at erholde noget tilbage af den magt, som det paa denne maade havde tabt. For den første kraftige indskriden fra kongedømmets side trak det sig tilbage, som om det følte de samfundsklassers svaghed, som det repræsenterede, og det uagtet kongedømmets repræsentanter befandt sig fjernt fra landet og i grunden ikke selv kunde benytte den magt, som de med lethed fravristede rigsraadet. I den nærmest forudgaaende tid havde konge og raad tilsammen udøvet den myndighed, som oprindelig ved centralisationens gjennemførelse var lagt i kongedømmets hænder. Under forudsætning af, at dettes repræsentanter nu stødte rigsraadet tilside, har det imidlertid ikke derigjennem kunnet virke til at udvikle centralisationen, idet denne snarere maa være bleven svækket end styrket ved en politik, der trængte den eneste centrale myndighed, som fandtes inden riget, stedse mere tilbage. En tilstand, som den, der synes at maatte have været den eneste rimelige følge af dronning Margretes styrelse, kunde aldrig blive til fordel for det nationale kongedømme, om den end ved at svække riget paa en maade kunde være til fordel for hin tids unionelle centralstyrelse. I modsætning hertil havde rigsraadet nu været nærmest til at hævde den nationale centralisation, men det viste sig ude af stand dertil. Begivenhedernes gang godtgjorde saaledes, at Norge ikke havde formaaet at give de institutioner den falde udvikling, som paa grundlag af den nyere tingenes orden havde skullet hævde dets nationale selvstændighed ved siden af Danmark og Sverige. Men idet rige raadet fandt sig i dronning Margretes vilje, kunne dets enkelte medlemmer, ialfald de første af disse, have havt personlige fordele af den slaphed, som maatte gjennemtrænge styrelsen. Disse kunne have opveiet saavel den revision af sysler og forleninger, som den reduktion, der fandt sted i disse aar, og som utvivlsomt maa have været rettede imod aristokratiet.
Dronning Margrete var fremdeles, saalænge hun levede, den egentlige regent. Som saadan kaldtes hun i et brev fra 1394, medens kong Erik endnu var umyndig, rikisens stiornare j Noreghe, og dette var i virkeligheden ogsaa hendes stilling efter 1397 og efterat kong Erik var erklæret myndig.[28] Den maade, hvorpaa den ovenfor omtalte instruktion er affattet, viser tilstrækkelig, at han ikke havde megen frihed i styrelsen. Imidlertid udstedtes dog de fleste kongebreve i hans navn. Af saadanne kjendes imidlertid kun et lidet antal. I dem nævnes ikke rigsraadet, uden i et enkelt tilfælde,[29] ligesom de oftest ere udstedte udenfor Norges grænser paa tider, da der neppe var samlet noget fælles raadsmøde fra alle tre riger. Ogsaa paa denne maade gjorde dronnings Margrete sit for at indskrænke raadets myndighed. Da kong Erik fra Kalmar 8de September 1400 meddelte almuen i Søndfjords syssel, at han havde overdraget dette til biskop Jakob, som ved den anledning kaldes »hæderlig herre, aandelig fader og vor hulde raadgiver, paaberaabte han sig dronningens »samtykke og raad«, og brevet blev »til mere stadfæstelse« beseglet af dem begge.[30] Da kongen 27de Juni 1404 fra Vadstena skrev til sine »fogeder og ombudsmænd og alle Nordmænd, som bygge og bo i Bergen«, om, at Rostock og Wismar havde faaet sine gamle friheder tilbage, var dette alene i hans eget navn og under hans unionelle sekret.[31] Da Jæmteland i 1402 blev pantsat til erkebiskopen af Upsala, synes dette at være skeet i dronningens navn og maaske endog under medvirkning af det svenske raad.[32] Da kong Erik 15de April 1412 fra Lund gav et lensbrev paa en del af kronens gods paa Hjaltland, var dette ogsaa uden at nævne rigsraadet eller dronningen.[33]
Da Margrete døde om høsten 1412, tabte det af hende grundede og opretholdte unionelle kongedømme sin ledende aand. Navnlig i Norge havde hendes mægtige personlighed virket knugende paa selvstændigheden, der inden aristokratiet og raadet ikke havde nogen tilsvarende kraftig repræsentant. Saa meget lettere var det derfor ogsaa faldt dronningen at sikre sig indflydelse gjennem geistligheden, mod hvilken hun altid var meget imødekommende, og hvori hun ogsaa forstod at skaffe sine yndlinge fordelagtige og høie stillinger. Som selvstændig regent forsøgte kong Erik at følge i Margretes fodspor. Hans styrelse af Norge viser ogsaa dette; men han kunde ikke udvikle den samme kraft, som sin adoptivmoder, og man ser saaledes snart igjen, at der kommer mere liv i det norske rigsraad, skjønt dette rigtignok ikke derfor kan siges at have gjenvundet sin tidligere indflydelse.
Kong Erik vogtede sig saaledes vel for at lade seglet komme i en indfødt Nordmands hænder. Han betroede dette først til biskop Jakob af Oslo, der sees at have havt det i 1416,[34] og da han var død, blev det overdraget til hans efterfølger, den danskfødte Jens eller Jon. Men i disses forvaring blev det norske rigssegl i virkeligheden neppe andet, end hvad det tidligere særegne sigillum ad causas havde været. Det benyttedes vistnok i regelen kun til at besegle landsvist-breve. Saaledes blev ogsaa nu den norske kanslers stilling en tilsvarende af den, som i Danmark indtoges af »retterthingskansleren« eller, som han senere hen almindelig kaldtes, rigens kansler (justitiarius). Da han i Danmark altid var en verdslig mand, er det nok muligt, at dronning Margrete, da hun vilde overgive det norske segl til en verdslig embedsmand, ogsaa for dette riges vedkommende har næret den plan at indføre en lignende ordning. Uagtet nu ialfald kong Erik tog en geistlig mand til kansler, synes det dog, som om han ikke har villet indrømme denne andet end en’ganske indskrænket myndighed, medens han for øvrigt anvendte sin danske kansler ogsaa ved norske anliggender. Denne betragtedes altsaa som kongens egen kansler, der med ham var fælles for begge riger. I 1421 og 1431 har saaledes den danske kansler, Johannes Petri, erkedegn i Roskilde, været tilkaldt ved behandlingen af norske regjeringssager.[35] At kongen ordnede sig paa denne maade, var fra hans standpunkt noksaa naturligt. Men det blev alligevel et betydeligt indgreb i Norges rettigheder og var heller ikke paakaldt af nødvendigheden, uagtet det nok kunde have sine vanskeligheder at træffe en ordning, hvorefter kongen altid kunde have hos sig en særegen norsk seglbevarer foruden den kansler, som altid maatte blive hjemme i landet. Med denne kong Eriks deling af kansler-embedet indlededes dettes overgang til den mere beskedne stilling, som det tilsidst kom til at indtage.
Den saaledes foretagne deling af kanslerens forretninger medførte imidlertid ikke en gang den fordel, at man for eftertiden stadig beholdt et retssegl i landet. Biskop Jon opholdt sig nemlig i de følgende aar baade længe og ofte i Danmark, hvorhen han tog seglet med sig. Allerede i Februar 1422 forekommer et exempel paa, at biskop Jon som kongens kansler i Helsingborg har beseglet et af kong Erik udstedt landsvist-brev.[36] Lignende breve, der ere udfærdigede og beseglede af denne kansler under hans ophold i Danmark, haves fra September 1424 og Januar 1428, medens han i December 1426 og Marts 1434 har udstedt landsvist-breve i Oslo.[37] Ogsaa senere hen var han meget udenfor rigets grænser og træffes saaledes i 1430, 1431, 1433 og 1434 i Danmark og 1435 i Stockholm.[38] Ved de to sidste anledninger var han rigtignok sammen med andre medlemmer af raadet. I det hele taget maatte dog hans hyppige fravær medføre mange ulemper for retspleien. Nogen større forandring kan i det hele ikke mærkes efter dronningens død, hverken for dennes eller for administrationens vedkommende; der var den samme uregelmæssighed, og nu som før afgjordes rask væk norske regjerings-anliggender langt udenfor rigets grænser, og uden at rigsraadet hørtes. Dette gjælder f. ex. forleningerne med Hjaltland og Orknøerne i aarene 1418–1423 og det i 1431 (nostro sub secreto) udstedte værnbrev for biskopen af Stavanger.[39] Dog haves der ogsaa enkelte vidnesbyrd om, at kongen ved flere leiligheder har benyttet raadets medvirkning.
I April 1415 udstedte saaledes kong Erik (nostro sub secreto) fra Helsingborg en befaling til almuen i Viken om at udgive fuld udfareleding, hvori han forudsætter, at han i de to andre riger havde havt raadets samtykke til at gjøre lignende paalæg.[40] Nogen bestemt slutning lader sig dog ikke heraf udlede om, at kongen ogsaa har henvendt sig til det norske rigsraad i samme anledning; men efter brevets udtryk er det dog ikke umuligt. Da kongen i samme maaned bekræftede de bergenske haandverkeres privilegier, synes han ikke at have paa- beraabt sig rigsraadet,[41] heller ikke i 1414 ved bekræftelsen af de engelske kjøbmænds rettigheder i Bergen. I afslutningen af traktaten med Polen af 1419,[42] der foregik i Kjøbenhavn, deltog ialfald et geistligt og maaske et verdsligt medlem af det norske raad, Apostelkirkens provst og hr. Timme Timmessøn; muligvis kan ogsaa lensherren paa Baahus, Hans Krøpelin, betragtes som norsk raadsherre. Massen af de fremmødte rigsraader var ved denne leilighed danske. I September 1420 har der maaske været samlet en del medlemmer af raadet i Bergen, ved hvilken leilighed der fra Haalogalands indbyggere blev overleveret et bønskrift.[43] Det er stilet til kongen og beder ham hjælpe dem i deres nød, med raad af sit viso radhe. I 1421 blev der afholdt et mere fuldtalligt norsk raadsmøde, skjønt ogsaa denne gang i Danmark, hvor rigsraaderne samledes hos kongen i Kjøbenhavn. Herfra udgav han en retterbod om regler for dem, der i Norge vilde seile i kjøbfærd.[44] Denne retterbod er ogsaa mærkelig derved, at den er udstedt under nye former, idet der nu paa brevet angives, hvem der har foredraget sagen eller givet ordren til vedkommende brevs udstedelse fra kancelliet. Denne gang var det den før omtalte danske kansler, der gav befalingen; brevet siges at være udfærdiget: ad jussum domini Johannis Petri. I 1431 optraadte han igjen, men denne gang ved siden af en anden dansk mand, idet brevet er udstedt: ad relacionem Benedicti Pogwisch Joh. Pe. cancel. Idet norske kongebreve paa denne maade ere blevne udfærdigede gjennem det danske kancelli, kan det være tvivlsomt, om der overhovedet i Norge har bestaaet noget kancelli. Tilværelsen af et saadant forudsatte i det mindste nogenlunde regelmæssige besøg af kongen; naar han aldrig kom, og endog de løbende forretninger kunde afgjøres udenfor landet, blev det i grunden overflødigt, idet der til landsvist-brevene neppe behøvedes mere end en enkelt skriver.
Imidlertid vedblev det norske rigsraad ogsaa fremdeles at være i virksomhed, uagtet kongen ved sin anvendelse af den: danske kansler og danske rigsraader havde begyndt at indføre en praxis, der i længden kunde lede til en betydelig formindskelse af dets myndighed. I 1423 var der i Kjøbenhavn samlet flere norske rigsraader, som der deltoge i afslutningen af en traktat med de vendiske stæder af 15de Juni. Disse vare de tre biskoper, Jens af Oslo, Arnbjørn af Hamar og Thomas af Orknøerne, samt ridderen hr. Timme Jonssøn; i September s. a. var hr. Eindride Erlendssøn i Danmark, sammen med biskop Jens,[45] maaske til et særligt norsk raadsmøde. I 1425 har der maaske været norske raadsherrer tilstede, da dronning Philippa i Vadstena udstedte nogle bestemmelser om handel o. s. v. i og ved Bergen.[46] Derimod maa det ansees som sikkert, at der i Mai s. a. holdtes et raadsmøde paa Akershus, hvor der blev udstedt en retterbod om Tydskernes handel. I denne, som er udstedt i kongens navn, omtales efter gammel sædvane »konge og raad«.[47] Kongen selv har neppe været tilstede. Under hans fravær paa pilegrimsreisen til det hellige land maa styrelsen være besørget dels af dronningen,[48] dels af raadet. I 1426 afholdtes et raadsmøde i Bergen, hvorved erkebiskop Aslak, biskop Jon, biskop Arnbjørn af Hamar, biskop Thomas af Orknøerne, hr. Eindride Erlendssøn, Svale Jonssøn, Harnikt Henrikssøn, Olaf Haakonssøn, Guthorm Bengtssøn og Narve Jakobssøn vare tilstede for at afslutte en traktat med Skotland, hvorom der forhandledes med de fra den skotske konge sendte fuldmægtige.[49] I denne anledning havde de norske raadsherrer faaet fuldmagt til at optræde med al den myndighed, som kongen selv vilde have havt, hvis han havde været tilstede. Ved en saadan anledning skulde egentlig det kongelige storsegl anvendes. Dette er saaledes nu maaske bragt op til Norge i biskop Jons forvaring, og han kaldes derfor nu domini regis et regni Norvegiæ cancellarius. Naar erkebiskop Aslak, biskop Arnbjørn af Hamar og biskop Thomas af Orknøerne i Juni 1427 vare paa Lolland, hvor den sidste af dem til kongen udstedte sit gjenbrev paa Orknøerne,[50] der besegledes af de to andre, maa dette have været i deres egenskab af medlemmer af rigsraadet. I August 1430 synes der at have været holdt et raadsmøde i Nykjøbing paa Falster i anledning af freden med Wismar, Rostock og Stralsund, men uden at det kan sees, om der ved denne leilighed har været medlemmer af det norske raad tilstede.[51]
I 1431 var der berammet et norsk raadsmøde i Kjøbenhavn i anledning af de forhandlinger med England, som da vare indledede ved et fra den engelske konge afsendt gesandtskab, men hvorom kongen ikke vilde træffe nogen endelig beslutning, forinden det norske rigsraad var kommet tilstede. Af dettes medlemmer indfandt der sig imidlertid kun tre, og disse oplyste, at nogle af de øvrige vare fangne paa veien til Danmark af engelske skibe. De fangne vare biskop Audun og hr. Eindride Erlendssøn. Men uagtet kongen fra først af havde henholdt sig til sine norske raadgivere og tilsyneladende lagt stor vægt paa, at de vare tilstede ved forhandlingerne, tog han tilsidst ikke synderligt hensyn til dem, idet de afsluttende forhandlinger om høsten 1432 førtes af otte rigsraader med fuldmagt fra kongens side, af hvilke der kun var én norsk, biskop Arne Klemetssøn af Bergen.[52]
I 1433 holdtes der om høsten et møde af rigsraadet i Oslo, hvorhen det var sammenkaldt »efter kongens bud og brev«. Der var da for det indstevnet en retssag mellem Oslo bymænd og Mariakirkens kanniker, som raadet skulde afgjøre paa kongens vegne. Dette overdrog paakjendelsen til to lagmænd, Sigurd Sjofarssøn i Tunsberg og Nikolas Aslakssøn i Hamar, samt væbnerne Harnikt Henrikssøn, Kolbjørn Gerst, Henrik Skakt og Thure Karlssøn,[53] hvilke fire sidste rimeligvis alle vare medlemmer af raadet, hvori Harnikt Henrikssøn allerede 1426 havde plads, medens de øvrige senere nævnes som dets medlemmer. Derimod kan det være tvivlsomt, hvorvidt det samme har været tilfældet med lagmændene, som maaske snarest kun have været medtagne for den enkelte leilighed.
I 1434 holdtes der om sommeren et fælles raadsmøde, som begyndte i Vordingborg, hvor de forsamlede vare tilstede 6te og 20de Juli, og hvor der førtes forhandlinger om fred med Hansestæderne. Derfra var det kongens hensigt at forlægge mødet til Kjøbenhavn og der fortsætte forhandlingerne over andre gjenstande vedkommende rigerne.[54] Imidlertid synes det, som om de svenske raadsherrer umiddelbart efter afslutningen af forhandlingerne i Vordingborg ere vendte tilbage til Sverige, hvor ialfald to af dem, der i Juli vare paa Sjæland, i midten af August forekomme paa et større raadsmøde i Vadstena. Derimod vare de norske raadsherrer endnu i de sidste dage af denne maaned forsamlede i Kjøbenhavn, hvorfra de 27de August sendte sine svenske kolleger en opfordring til at underkaste sig kongen. Man finder der erkebiskop Aslak Bolt, biskoperne Jon af Oslo, Audun af Stavanger, Peter af Hamar og Olaf af Bergen, hvilke samtlige med vished vides at have været nærværende under forhandlingerne i Vordingborg,[55] ridderen br. Eindride Erlendssøn og væbnerne Olaf Haakonssøn, Svale Jonssøn, Sigurd Jonssøn, Guthorm Bengtssøn, Harnikt Henrikssøn, Erlend Eindridessen og Haakon Bolt, – altsaa i det hele fem geistlige og otte verdslige herrer.[56] Ved den nye Orknøjarls belening; som foregik 10de August vare de samme medlemmer af det norske raad tilstede, med undtagelse af Svale Jonssøn.[57] Kongen havde saaledes ved denne leilighed indrømmet rigsraadet adgang til at have indflydelse ved uddelingen af forleninger.
Under de forhandlinger, som i 1434 og 1435 foranledigedos ved Engelbrekts reisning i Sverige, nævnes oftere det norske raad og dets enkelte medlemmer. De stode paa kongens side, skjønt det nok kan være, at de fra begyndelsen af tillige have næret den plan at benytte den forlegenhed, hvori han befandt sig, til at opnaa indrømmelser. Norske rigsraader vare i denne. anledning hyppig i Sverige, hvor man til forskjellige tider i de nævnte aar træffer biskoperne Jon af Oslo og Olaf af Bergen, Apostelkirkens provst, hr. Thorleif, hr. Eindride Erlendssøn, Olaf Haakonssøn, Sigurd Jonssøn, Kolbjørn Gerst og maaske Timme Timmessøn,[58] hvis stilling som medlem af det norske raad dog i det hele kan være noget tvivlsom. Disse norske rigsraader have da færdets frem og tilbage mellem Norge og Sverige; formodentlig har der ogsaa i Norge været afholdt et eller flere møder af raadets medlemmer for at overlægge om, hvad der skulde gjøres, uden at der dog nu kjendes noget nærmere hertil. Ved de forhandlinger, som om sommeren 1435 førtes med Hansestæderne i Vordingborg, synes ingen andre norske raadsherrer at have været tilstede end biskop Jon.[59] Ved det i Kalmar om sommeren 1436 afholdte møde af det danske og det svenske raad siges udtrykkelig, at der endnu den 1ste August ikke var fremmødt nogen repræsentant for det norske,[60] medens der ialfald synes at have indfundet sig to saadanne ved det møde, som i slutningen af September s. a. holdtes i Søderkøping.
Efter hvad der nu er oplyst, dels af L. Daae,[61] dels af G. von der Ropp,[62] der omtrent samtidig, men uafhængig af hinanden, have behandlet disse begivenheder, maa det ansees som sikkert, ialfald som høist sandsynligt, at det bekjendte aktstykke, der indeholder et udkast til en fornyelse af den i 1397 indgaaede union,[63] netop er affattet under denne sammenkomst i Søderkøping, hvor altsaa erkebiskop Aslak og hr. Eindride Erlendssøn have mødt for det norske raad og med to svenske og to danske raadsherrer underhandlet om unionens fornyelse paa et mere bestemt grundlag. Saafremt der umiddelbart forud er bleven afholdt et særlig norsk raadsmøde i Bergen, hvilket ikke er usandsynligt, er denne sag rimeligvis paa forhaand bleven drøftet der.[64] Betydningen af den i Søderkøping vedtagne overenskomst ligger hovedsagelig i de oplysninger, som den meddeler om de af de forsamlede rigsraader paaklagede misligheder ved kong Eriks styrelse, hvilke man nu stræbte at afhjælpe. Her vedkomme disse os kun, forsaavidt de angik rigsraadet.
I denne henseende var det nye udkast til en overenskomst mellem rigerne ganske anderledes klart end udkastet fra 1397. Man havde nu erfaring og benyttede, hvad derved var vundet. Den sammensmeltning af de tre rigers særskilte raad og den dermed følgende undladelse af at give Sverige og Norge deres særlige rigsembedsmænd, som havde karakteriseret dronning Margretes og hendes efterfølgers styrelse, var ikke stemmende med de krav, der fra de nævnte to riger kunde stilles til en god ordning af lovgivning, administration og retspleie. Tillige var det et indgreb i den myndighed, som rigernes raad nu kunde anse sig for berettigede til at udøve. Følgelig maatte det, naar repræsentanter fra alle tre raad toge unions-forholdene under: overveielse, blive et af deres vigtigste formaal at afværge en gjentagelse af kong Eriks tidligere regjeringspraxis.
Udkastet bestemmer saaledes, at kongen i hvert rige skulde efter rigsraadets raad udnævne en drottsete, der skulde have den øverste dømmende myndighed, ialfald naar kongen selv var fraværende, en marsk til at forestaa krigsvæsenet, en hofmester til at forestaa kongens gaard, en øverste kansler, der skulde forvare rigets indsegl, og en gaardskansler. Kongen skulde opholde sig fire maaneder af aaret i hvert rige og da altid ledsages af to rigsraader fra hvert af de andre. Hvis disse bestemmelser vare traadte i kraft, vilde man altsaa paa én gang have faaet regjerings-kommissioner for hvert rige under kongens fravær og– et samlet organ for unionen. Udkastet indeholder tillige udførlige regler for kongevalg. Dette var efter udkastet af 1397 i almindelighed overdraget til rigernes raadgivere og mænd«, og senere havde man forudsat, at en fremtidig konge skulde vælges »af mestedelen af rigernes raad af disse fornævnte tre riger«.[65] Nu gaves der mere bestemte regler. Valget skulde efter disse overdrages til firti mænd fra hvert rige, hvilke for Norges vedkommende vare erkebiskopen, to bisper, drottseten og marsken, Mariakirkens provst, seks lagmænd, tolv riddere, fire raadmænd og tolv odelsbønder. Her trængte altsaa tanken paa en repræsentation efter stænder sig igjen frem, men uden at blive til virkelighed. I denne henseende delte den skjæbne med det hele udkast, der under de følgende uroligheder blev lagt aldeles til side.
I 1436 havde den i Sverige herskende gjæring forplantet sig til Norge, hvor de misfornøiede fandt en leder i Agmund Sigurdssøn Bolt. Til ham sluttede sig forskjellige personer af den lavere østlandske adel og almue i den største del af Oslo biskopsdømme.[66] Reisningen var væsentlig rettet mod kongen og de af ham indsatte fremmede fogder; men forsaavidt rigsraadets medlemmer som sysselmænd neppe heller havde holdt sig frie for misbrug af sin myndighed til fordel for sine egne interesser, gjaldt reisningen ogsaa dem. Derved kom rigsraadet til at staa afgjort paa den anden side, og om en almen national bevægelse blev der ikke tale. 23de Juni 1436 sluttedes paa Jarlsø en overenskomst mellem oprørerne og en del medlemmer af rigsraadet, hr. Eindride Erlendssøn, Olaf Haakonssøn, Sigurd Jonssøn, Erlend Eindridessøn, Mathias Jakobssøn og Simon Bjørnssøn, samt befalingsmanden paa Akershus, hr. Svarte Jens, der egentlig var medlem af det svenske raad, men nu optraadte som norsk rigsraad.[67] Efterat der om høsten atter var kommet nyt liv i bevægelsen, blev der igjen i den følgende vinter holdt en sammenkomst i Oslo, hvorhen imidlertid erkebiskop Aslak var kommen fra Sverige. Her afsluttedes der en ny overenskomst, hvorom der af almuens fremmødte udsendinge udstedtes et dokument, som er dateret 18de Februar 1437.[68] Af rigsraadets medlemmer vare ved samme leilighed nærværende erkebiskopen, biskop Audun af Stavanger, hr. Svarte Jens, lagmanden i Oslo, Simon Bjørnssøn, provsten ved Apostelkirken i Bergen, hr. Thorleif Olafssøn, hr. Eindride Erlendssøn, Erlend Eindridessøn, Mathias Jakobssøn og Kolbjørn Gerst, samt Henrik Skakt, Bengt Harniktssøn, Thorgaut Bengtssøn og Erik Sæmundssøn, der maaske endnu ikke vare optagne i raadet, og fem lagmænd. Idet Agmund Sigurdssøn nu gik ind paa at sværge kongen ny lydighed, maatte rigsraadet paa sin side love at gjøre denne forestillinger om forskjellige ting, som Agmund og hans tilhængere ønskede rettet. Disse vare imidlertid af en saadan beskaffenhed, at det maatte stemme med rigsraadets egne ønsker at bringe dem frem. Dertil hørte fordringen om, at der altid maatte være en drottsete i riget, og at rigsseglet atter maatte komme tilbage, saa at rigets indbyggere ikke derfor skulde blive nødte til at reise udenfor landet, naar de skulde søge landsvist.
Det løfte, som rigsraadet havde givet om, at det skulde tilraade kongen at udnævne en drottsete, er rimeligvis straks bleven opfyldt. Men kongen var ikke ligesaa hurtig til at opfylde Nordmændenes ønske, hvilket først skede i 1439, formodentlig efter gjentagne paamindelser. Rigsraadet havde foreslaaet kongen tre af hans »raad og gode mænd i Norge«, mellem hvilke han skulde vælge en drottsete, og sendte til ham Mathias Jakobssøn og Kolbjørn Gerst med lagmændene Simon Bjørnssøn i Oslo og Nils Alfssøn paa Hedemarken, der ogsaa omtales som kongens »raad og gode mænd af Norges. Efter samraad med dem valgte derpaa kong Erik Sigurd Jonssøn til drottsete. De to andre, som vare foreslaaede, vare Olaf Haakonssøn og Erlend Eindridessøn. Den nye drottsete skulde med fuld kongelig myndighed holde alle rigets indbyggere ved lov og ret, hvor han i kongens fraværelse blev tilsagt, samt styrke kongens og kronens ret. Derfor skulde han da være kongens og »rigsens fuldmægtig drottsete over alt Norge i alle de stykker og magt, som en drottsete bør at have«, med magt til at kræve regnskab af alle kongens fogder og oppebære den kongelige rente og rettighed over alt Norge. Derimod paalagde kongen erkebiskop, biskoper, prælater, klerker, riddere, svende, kjøbstedsmænd og ganske menige almue, som bygge og bo i Norge, at de skulde være drottseten hørige og lydige i alle maader. Udnævnelsen foregik paa Visborg og under kongens sekret.[69] Hvorvidt det særlige norske rigssegl allerede i 1437 eller kort efter er bragt til Norge, vides ikke, men det er dog rimeligt, da der i 1440 atter forekommer en indfødt morsk kansler, nemlig Mariakirkens provst, Andres Mus.[70] Landsstyrelsen fik ved udnævnelsen af en drottsete og en kansler et hidtil længe savnet midtpunkt inden selve riget. Dette maatte paa mange maader føles som en lettelse ovenpaa den forudgaaende uordnede tilstand. Uagtet Sigurd Jonssøn nærmest skulde repræsentere kongen, synes han dog altid tillige at være optraadt paa raadets vegne. Saaledes ser det ud, som om han har handlet i fællesskab med sine kolleger, da han i Januar 1441 forlenede Baahus slot og len til Kolbjørn Gerst.[71] Drottsete og raad udøvede den kongelige dommer-myndighed.[72] Under mødet i Oslo 1440 nedsatte de saaledes en kommission af seks rigsraader, to andre væbnere og fire lagmænd til at afgjøre en retstvist.[73] I 1440 modtog ogsaa drottseten og raadet under det samme møde klager fra Bergens norske indbyggere; Sigurd Jonssøn besvarede disse paa egne og raadets vegne, og brevet besegledes foruden af ham ogsaa af to raadsherrer med deres private segl. Da der ikke kjendes andre skrivelser fra drottseten, kan det ikke afgjøres, hvorvidt han kunde benytte storseglet, eller om et saadant overhovedet fandtes paa denne tid, særskilt for Norge. Rimeligvis har man dog kun havt det tidligere rigssegl.
Det norske rigsraad optraadte ogsaa i den nærmest paafølgende tid som staaende paa kong Eriks side og afviste i det længste alle de opfordringer, som det modtog til at gjøre fælles sag med de andre riger imod kongen. Under disse usikre forhold holdtes jævnlig lange raadsmøder. Saaledes var den største del af rigsraadet i Juli og August 1440 samlet i Oslo, hvor følgende vides at have været tilstede: erkebiskop Aslak, biskoperne Jon af Oslo, Peter af Hamar, Olaf af Bergen, Gotskalk af Hole og Gregorius af Grønland, Apostelkirkens provst, Sigurd Bjørnssøn, den nye drottsete og kansler, Olaf Haakonssøn, Jon Ummereise, Erlend Eindridessøn, Kolbjørn Gerst, Narve Jakobssøn, Mathias Jakobssøn, Thorgaut Bengtssøn, Bengt Harniktssøn, Simon Bjørnssøn, Guthorm Eyvindssøn og Henrik Skakt, der selv kalde sig regni Norvegiæ consiliarii eller righesens radh i Norighe. Men ved siden af dem optræder der tillige en del væbnere, som gaa under navn af righesens thiænistemæn i Noreghe. Disse ere foruden den ovennævnte Henrik Skakt, som under denne sammenkomst maaske kan være bleven optagen i rigsraadet, Erik Sæmundssøn, Ture Karlssøn, Thrond Benkestok, Engelbrekt Staffenssøn, Hafthor Nilssøn, Jon Eilivssøn, Bengt Sigurdssøn, Truls Olafssøn, Erik Olafssøn, Simon Molteke, Nils Mus, Guthorm Paalssøn, Samson Philippussøn, Jeritslaf Karteke, Nils Aslessøn, Jon Bengtssøn, Haakon Hoskuldssøri, Klemet Gudbrandssøn, Lage Peterssøn og Nils (Helge) i Tveten.[74]
I disse personer maa man nærmest se en repræsentation af den norske adel, og sammenkomsten i Oslo bliver saaledes noget mere end et sædvanligt raadsmøde. De mødende tilhørte sandsynligvis for den største del de østlandske smaaætter; dog vare ogsaa nogle fra andre landsdele, derimellem Samson Philippussøn, der synes at have tilhørt en sidelinje af Losneætten.[75] Der udstedtes af de forsamlede to breve til kong Erik; det ene er kun beseglet af rigsraadet, medens maaske samtlige have hængt sine segl under det andet. Dog er dette ikke ganske sikkert. Rimeligvis har i den nærmest paafølgende tid en del af rigsraadet været samlet hos Sigurd Jonssøn. Mellem disse var dog ikke erkebiskopen, som snart reiste tilbage over Dovrefjeld og Opdal.[76] I November var Sigurd Jonssøn i Oslo, hvor han var sammen med Sigurd Bjørnssøn og Kolbjørn Gerst, som vendte tilbage fra en uheldig gesandtskabsreise til Danmark. Disse opfordrede da i forening biskop Audun af Stavanger til at komme til et møde i Lødøse,[77] hvorhen det norske raad var indbudt af det svenske til at indfinde sig. I de første dage af Januar 1441 vare ogsaa en del norske raadsherrer samlede i Sarpsborg, formodentlig for derfra at reise videre til Sverige,[78] og noget senere vare de samme paa Baahus,[79] nemlig foruden drottseten Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst, Mathias Jakobssøn og Henrik Skakt. Et brev, som de derfra tilskreve kongen, var beseglet af dem paa deres øvrige, ikke tilstedeværende embedsbrødres vegne (ex parte ceterorum non præsentium). Disse mødte ogsaa i Lødøse som »rigsens sendebud af Norge« og forhandlede med de der fremmødte svenske rigsraader.[80]
Et nyt møde holdtes ved St. Hans tid i Kalmar, hvor det norske rigsraad repræsenteredes af Erlend Eindridessøn, Sigurd Bjørnssøn, Kolbjørn Gerst, Mathias Jakobssøn, Henrik Skakt, Simon Bjørnssøn, Bengt Harniktssøn og Erik Bjørnssøn,[81] som »rigsens sendebud af Norge«. De afsluttede der med de fremmødte svenske herrer en overenskomst om en ny forening mellem begge riger, under forudsætning af begge raads samtykke, hvorom der fra hver side senere skulde udstedes et dokument. Af disse skulde det norske besegles med »erkebiskopen af Throndhjems og flere biskopers, drottsetens og alle andre rigsens raadgivere i Norges hængende indsegl«.[82]
Efterat ogsaa Sverige om høsten 1441 endelig havde sluttet sig til den i Danmark antagne konge, Kristofer af Bayern, havde det norske rigsraad saagodtsom intet andet valg end at følge efter. Kristofer selv synes næsten allerede at have betragtet sig som norsk konge, idet det endog siges, at han indbød repræsentanter for rigets almue til et møde, som nu blev be stemt at skulle holdes i Lødøse om sommeren 1442, og hvor de tre rigers raad skulde møde. Dette maa dog være gaaet gjennem raadet, med drottseten som mellemmand; ialfald var det ham, som opnævnte de mænd, der skulde møde paa almuens vegne.[83] Der indfandt sig i det hele seks og treti navngivne repræsentanter fra forskjellige norske bygder,[84] samt derhos, som det synes, et betydeligt antal, som ikke nævnes. Almuens deltagelse i kongevalget var en ren formalitet; det var rigsraadet, i hvis hænder afgjørelsen laa, og dette sluttede sig i sit valg til, hvad der allerede var vedtaget i de to andre riger. Kristofer af Bayern blev Norges konge og indfandt sig kort efter i Oslo, hvor han kronedes. Rimeligvis have de fleste medlemmer af rigsraadet været nærværende derved.[85]
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 488. Brev af dronning Margrete, 14de Jan. 1385: Vilium ver ok at fyrnæmdir landboor verde niotande alz þes friælses ok allra þæira naadha sæm varer ok varra handgængna mannæ þienarer hafua ok niotandæ ero j vaarom lenom ok ifuir vældi.
- ↑ Fra 1453 haves et exempel paa, at en rigsraad opgav alle sysler, men dog blev staaende i raadet. Dipl. Norv., VI, no. 545.
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 234. Dipl. Norv., I, no. 630.
- ↑ Paus, Forordninger, s. 234.
- ↑ Lübecks urkundenbuch, IV, s. 770 flg., hvor der leveres en omhyggelig beskrivelse af samtlige segl.
- ↑ Suhm, Historie af Danmark, XIV, s. 615 flg. Dipl. Norv., V, no. 382, 383.
- ↑ Suhm, Historie af Danmark, XIV, s. 648 flg.
- ↑ Huitfeldt, Dronning Margrete o. s. v., s. 158 flg. Suhm, Hist. af Danmark, XIV, s. 474 flg.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 175–178. C. G. Styffe, Bidrag till Skand. hist., II, s. 133. F. H. Jahn, Danmarks historie under unionskongerne, s 530 flg. I den med høimesteren i 1407 afsluttede traktat om Gottland tales der gjentagne gange om alle tre rigers raad, hvilket imidlertid for det norske rigsraads vedkommende alene kan have været en ren formsag. A. Fryxell, Handlingar rörande Sveriges historia, I, s. 51 flg. Smlgn. Huitfeldt, anf. st. s. 273: til kongens haand oc alle hans tre rigers raad.
- ↑ Huitfeldt, anf. st. s. 209.
- ↑ Naar Huitfeldt (anf. st. s. 1681) beretter ved aar 1400, at »da leffde vdi Norge disse effterskreffne raad och gode mend«, nemlig biskoperne Aslak Bolt af Bergen, Jon af Oslo, Arnbjørn af Hamar og Thomas af Orknøerne, hr. Svale Jonssøn, hr. Guthorm Bengtssøn, hr. Narve Jakobssøn og hr. Haakon Sigurdssøn, da maa han have fundet disse nævnte i et diplom, hvori de forekomme sammen. I et af haandskrifterne til Absalon Pederssøns Norges beskrivelse (N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 136 flg.) forekommer omtrent den samme notits; i andre haandskrifter findes derhos navnene hr. Eindride Erlendssøn, hr. Henrik Benkestok, hr. Jon Darre. Naar alle disse forekomme sammen, maa der vistnok en eller anden gang være afholdt et almindeligt raadsmøde, hvor de vare tilstede.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 575; II, no. 566, 567.
- ↑ Nye danske magasin, V, s. 1–8.
- ↑ Brev fra dronning Margrete af 11te Novbr. 1404: vortmer wetet dat vnse sone varet nw to Norghweghen unde wi to Denmarcken. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, II, 132.
- ↑ Nye danske magasin, VI, s. 247–264.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 588.
- ↑ Dipl. Norv., IV, no. 751.
- ↑ Dipl. Norv., VI, no. 367.
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 275.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 621.
- ↑ Annales Islandici, pag. 384.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 550 opregner 6 mænd, hvoraf den første (hr. Gyrd Gyrdssøn) og den sidste (Simon Thorgeirssøn) maa ansees for sikre raadsherrer. Maaske kan det da ogsaa antages, at dette har været tilfældet med dem, der opregnes mellem disse, Otte Mikkelstorp, Jon Jonssøn, Einar Ormssøn og Nikolas Gudbraridssøn.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 570; IV, no. 724. Begge breve ere fra 1402. Han omtales i 1398 som kenczeler des riches czu Norweghin. Hanserecesse, IV, s. 453.
- ↑ Dipl. Norv., IV, no. 746, 754.
- ↑ Nye danske magasin, VI, s. 253 flg. Maaske var det den s. 257 omtalte Tideke, hvem dronningen agtede at give seglet i forvaring. Af de nu bevarede breve fra kong Erik lader der sig neppe for tiden tilveiebringe paalidelige oplysninger om, hvor seglet har været fra 1405–1412. De synes alle at være beseglede med sekretet.
- ↑ Om dronning Margretes sekret og sigillum ad causas se Nye danske magasin, VI, s. 257, note 2.
- ↑ Den norske kirkes historie, II, s. 456.
- ↑ Smlgn. f. ex. Annales Islandici, pag. 336, og Dipl. Norv., I. no. 620, hvorefter dronningen ved sit besøg paa Baahus i Mai 1409 paatalte kronens ret til Gaute-Tolga i Ryfylke. Om tiden, naar kong Erik blev erklæret myndig, se R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 447 og C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, II, pag. LVI. I 1390 udnævnte dronningen, i 1415 kongen en hirdstyrer paa Island. Ann. Island., pag. 344, 392.
- ↑ Smlgn. ovenfor, s. 277..
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 565. Her tales om kongens saa vel som om dronningens insigli.
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 436.
- ↑ Dipl. Norv., VI, no. 357.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 628: nostro sub secreto præsentibus appenso.
- ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 456: landsvist-brev, udstedt paa Teige.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 663; IV, no. 850. Om den nævnte danske »kongens kansler«, der døde 1434, se Dansk historisk tidsskrift, I, s. 282, noten, og Huitfeldt, anf. st., s. 515. De af ham besørgede norske breve ere beseglede med sekretet. Maaske har storseglet været overdraget til den saakaldte øverste kanslers, hvem kong Erik paa samme maade kan have stræbt at gjøre til en for alle riger fælles embedsmand. Er dette tilfældet, bliver det saa meget mere forklarligt, at man i 1486 i udkastet til en unionsakt optog en bestemmelse om, at kongen skulde have en øverste kansler i hvert riger. Om kong Eriks segl se Illustreret Nyhedsblad for 1859, no. 17.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 678.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 698, 744; III, no. 686, 692. Det sidste af disse breve er indseglet »oss sealfuum hiawærande«.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 721; III, no. 720; IV, no. 855; m no. 387. Hanserecesse, 2. abtheil., I, s. 50, 270, 400 flg. og 403. Huitfeldt, anf. st., s. 475. Den af sidstnævnte forf. s. 280 omtalte kongens kansler, Jens Jakobssøn, maa være en anden; navnet er neppe heller rigtigt. Smlgn. Dansk hist. tidsskrift, I, s. 281 flg.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 647, 657, 670, 676; IV, no. 850. Ved den islandske hylding af 1419 (II, no. 651) nævnes heller ikke rigsraadet.
- ↑ Dipl. Norv., IX, no. 224. Brevet er ogsaa mærkeligt, forsaavidt kongen deri paaberaaber sig overenskomsten i Kalmar af 1397.
- ↑ N. Nicolaysen, Norske magasin, I, 568 flg. Begge de sidste breve ere udstedte i Helsingborg.
- ↑ Huitfeldt, Erik af Pomern o. s. v., s. 291 flg. Lange (i de haandskrevne Norges aarbøger) vil henføre denne traktat til 1418.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 670. Smlgn. II, no. 809, s. 589 nederst, hvor udtrykkene kunne hentyde til et netop afholdt raadsmøde, helst i Bergen.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 663: nostro sub secreto præsentibus appenso.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 331. Dipl. Norv., I, no. 691.
- ↑ Paus, forordninger, s. 236 flg.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 402. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, 569. Grønlands historiske mindesmærker, III, s. 159. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
- ↑ Smlgn. Dipl. Norv., I, no 696, 697.
- ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 276; smlgn. II, no. 689.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 423 flg.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 453 flg.
- ↑ Dipl. Norv., VI, no. 445, 446. Huitfeldt, anf. st., s. 485, 499 flg. Storseglet er formodentlig ved denne leilighed hængt under af biskopen af Roskilde, som kongens øverste kansler.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 721.
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 643. Huitfeldt, anf. st., s. 510.
- ↑ Dipl. Norv., I, no. 745, 746; IV, no. 855. Smlgn: erkebiskopens brev af 27de August 1434, hvori han lover, at hans efterkommere, hvis de ikke holdt den da indstiftede tjeneste, skulde staa kongen, rigens raad, biskoper og prælater i Norge til rette. Nye danske magasin, I, s. 39. Dipl. Norv., II, no. 717.
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 646.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 519.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 721. Hadorph, Två gambla rijmkrönikor, tillæg, s. 84–99. Huitfeldt, anf. st., s. 545.
- ↑ Hanserecesse, 2. abtheilung, I, s. 400 flg.
- ↑ Hanserecesse, 2. abtheilung, I, s. 552. Grunden til, at ingen medlemmer af det norske raad mødte i Kalmar, kan have været den, at der maaske omtrent samtidig har været et møde i Bergen. Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 756, 757.
- ↑ Historisk tidsskrift, IV, s. 70.
- ↑ Zur deutsch-skandinavischen geschichte im XV. jahrhundert, s. 43. Smlgn. note 3 ovenfor.
- ↑ Hadorph, Två gambla rijmkrönikor, till., s. 117 flg. Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II, s. 31 flg. At der ikke i Kalmar kan være afgjort noget om denne sag, synes klart, naar man sammenholder den ovenfor omtalte beretning om, at der 1ste Aug. ikke var noget medlem af det norske raad tilstede i denne by, med hvad L. Daae (anf. st.) har anført. Af dette fremgaar nemlig, at erkebiskop Aslak ikke heller kan være kommen til Kalmar senere i denne maaned. Ellers kunde det jo antages, at unionens fornyelse var vedtagen efter 1ste August. Allerede Jahn, Danmarks historie under unionskongerne, s. 167, har her det rette. Smlgn. R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 508, 514. C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, II, s. CVIII, holder paa Kalmar.
- ↑ Smlgn ovenfor, s. 288, note 3.
- ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 312.
- ↑ Smlgn. L. Daae i Historisk tidsskrift, IV, s. 81.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 733.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 727. En forudgaaende overenskomst af Decbr. 1436 (VI, no. 465) er indseglet af tolv »rigens mænd«, uden at det dog kan sees, hvem disse ere af de deri opregnede personer.
- ↑ Jahn, Unionshistorie, s. 516 flg.
- ↑ Jahn, Unionshistorie, s. 518. Andres Mus har neppe levet længe efter dette. I et brev af 21de Januar 1441 udstedt paa Baahus nævnes en Simon Bjørnssøn som provst ved Mariakirken. Dipl. Norv., II, no. 743. Men det kan dog tænkes, at brevskriveren her har taget feil og nævnt Simon Bjørnssøn for Sigurd Bjørnssøn, Apostelkirkens provst, der 10de Febr. var paa Baahus. Jahn, anf. st., s. 520. Navnet Simon Bjørnssøn forekommer længere nede i samme brev. Sigurd Bjørnssøn kaldes ogsaa paa et andet sted urigtig provst ved Mariakirken. Hadorph, anf. st., s. 143.
- ↑ Dipl. Norv., II, no. 743.
- ↑ N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 49–54. [Wikikilden: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
- ↑ Dipl. Norv., IV, no. 878.
- ↑ Jahn, Unionshistorie, s. 517 flg. Originalerne til de i det følgende omtalte breve findes i arkivet i Stettin.
- ↑ Historisk tidsskrift, anden række, II, s. 74 flg.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 760.
- ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 523.
- ↑ Jahn, Unionshistorie, s. 519.
- ↑ Jahn, Unionshistorie, s. 520. Dipl. Norv., II, no. 743.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 764.
- ↑ Denne var i 1440 ikke medlem af rigsraadet. Dipl. Norv., IV, no. 878.
- ↑ Hadorph, anf. st., s. 143.
- ↑ Dipl. Norv., V, no. 711.
- ↑ Dipl. Norv., III, no. 771.
- ↑ De geistlige og verdslige herrer, som opregnes hos Huitfeldt, anf. st., s. 655, have maaske hængt sine segl under et eller andet dokument, der er udfærdiget ved denne anledning. Smlgn. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 137, og Dipl. Norv., I, no. 783.