Wikikilden

Det norske rigsraad/13

< Det norske rigsraad
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 296-309).
◄  XII.
XIV.  ►

XIII.

Raadets sidste magtperiode, 1442–1450.

Rigsraadet faar ingen formand i en ny drottsete. – Gunnar Holk som kansler. – Administrative former under Kristofer af Bayern. – Rigsraadet tager kun sjelden umiddelbar del i de løbende forretninger, men har alligevel stor indflydelse. – Aslak Bolt, hr. Olaf Nilssøn, hr. Sigurd Jonssøn og hr. Erik Sæmundssøn. – Smaaætternes medlemmer i rigsraadet. – Der holdes hyppige raadsmøder. – Rigsraader i Bergen 1442. – Retterboden af 15de August 1443. – Raadsmøder i Bergen og Kjøbenhavn 1444. – Forskjellige anskuelser inden raadet med hensyn til den optræden, man skulde følge ligeoverfor Tydskerne i Bergen. – Raadsmødet i Kjøbenhavn 1445 og de der udstedte privilegier og retterbøder. – Raadet i Bergen 1446. – Forholdene i 1447. – Kong Kristofers død. – Hr. Sigurd Jonssøn rigsforstander. – Partier inden raadet. – Mødet paa Baahus. – Kristjern af Oldenburg vælges i Oslo til Norges konge. – Karl Knutssøns valg. – Oplandsk bondeadel. – Karl Knutssøns styrelse i Norge. – Kristjern I.s kroning. – Overenskomsten i Bergen 1450.

Med kongevalget ophørte Sigurd Jonssøn at være drottsete. Efter denne tid nævnes han kun som ridder, hvilken værdighed han formodentlig har opnaaet ved kroningen i 1442, ligesom Erlend Eindridessøn o. fl., der fra nu af føre titelen herre. Rigsraadet havde saaledes i den nærmest følgende tid ingen formand, hvorimod det i Gunnar Holk, der rimeligvis umiddelbart havde efterfulgt Andres Mus som provst ved Mariakirken og kansler, dog havde en fast rigsembedsmand, der tildels besørgede de løbende forretninger. Saaledes har han fra 1442 af udstedt landsvist-breve fra forskjellige steder i Norge, hvor han tildels synes at have reist om for at besørge denne del af sine forretninger. De fleste ere dog rimeligvis udstedte i Oslo.[1] Imidlertid synes ikke kanslerens myndighed at have strakt sig meget langt, og hans stilling har vistnok mere lignet den, som rigens kansler indtog i Danmark, end hans formænds. De unionelle forhold fremtvang med nødvendighed en deling af kanslerens embede, idet der paa den ene side stilledes det krav, at der altid skulde være en kansler inden landet med fuldmagt til at give landsvist i kongens navn, og paa den anden side kongens stadige fravær gjorde det umuligt for kansleren tillige at være i dennes nærhed. Den i 1436 fremsatte fordring, at hvert rige skulde have to kanslere, kom imidlertid aldrig til udførelse for Norges vedkommende, og saaledes maatte de, fleste af de forretninger, som tidligere havde paahvilet den ene kansler, man da havde, gaa over paa det kancelli, der hyppigst var hos kongen., Dette var det danske, medens der maaske ikke en gang har existeret noget norsk kancelli, hvis første forudsætning var ophørt, da kongen som regel opholdt sig udenfor landet. Det segl, som var betroet den norske kansler, blev altsaa fremdeles, om det end ikke udtrykkelig var betegnet som saadant, dog i virkeligheden kun et sigillum ad causas.

Kong Kristofers fleste breve ere udstedte under hans sekret, som var fælles for alle tre riger;[2] ved de faa breve, som han har ladet udgaa fra Norge, er dette maaske hængt under af Gunnar Holk, uagtet der ikke nævnes noget derom. Som oftest kan han dog ikke være anvendt. Man har saaledes bekræftelser af ældre privilegier, kundgjørelser, gavebreve og værnbreve, der ere udstedte paa denne maade. Et værnbrev er ogsaa udstedt under storseglet, der ligeledes i denne konges tid synes at have været fælles for alle tre riger.[3] Dette segl kaldtes nu officielt »majestæts-seglet«, en benævnelse, som for øvrigt allerede forekommer en enkelt gang under den foregaaende regjering.[4] Vedkommende brev er udstedt under kongens ophold i Oslo ved kroningen. I den ved beseglingen anvendte formel: sub sigillo nostræ majestatis, qvo utimur pro præsenti, kan der maaske ligge en undskyldning for, at kongen ikke anvendte et særligt norsk storsegl; imidlertid synes han ikke senere at have anskaffet sig et saadant, og det danske storsegl vedblev for eftertiden i hans styrelse at anvendes som unionskongens majestætssegl. Ogsaa fortsattes fremdeles med den under Erik af Pomern indførte sædvane, at lade norske sager foredrage eller expedere af danske rigsraader.[5] Naar et norsk kongebrev er udstedt under majestætsseglet paa en tid, da den norske kansler var hos kongen i Danmark, er det alligevel neppe rimeligt, at han har kunnet benytte det, da det var i den danske kanslers værge.

At der i Norge har været nogen fast centralstyrelse ved siden af den administration, der udgik umiddelbart fra kongen, er under disse forhold ikke rimeligt. Hvis der havde været en saadan, maatte der paa en eller anden maade været spor af dens virksomhed. Saaledes var den daglige styrelse unddragen rigsraadets umiddelbare medvirkning. Alligevel maa dette under kong Kristofer siges at have øvet en meget betydelig indflydelse og at have bestemt hans holdning i alle politiske spørgsmaal vedkommende Norges egne forhold. Rigsraadet viser sig nu pludselig i besiddelse af en magt, som det ikke havde havt siden Haakon VI.s dage. Tilsyneladende staar det nu igjen fuldt af kraft og liv og synes at optræde med megen bestemthed. Begivenhedernes gang viser imidlertid, at det nu som før mere var den regjerende konges eftergivenhed, som dette skyldtes, end deres egen kraft. Kong Kristofers regjering var i det hele en tid for den aristokratiske og separatistiske reaktion i de nordiske riger.[6] Norge fulgte i denne henseende med de tvende andre lande, og idet det unionelle kongedømme paa denne maade svækkedes, tilfaldt ogsaa her ved begivenhedernes magt den mest fremtrædende plads aristokrati og raad. Men efter kongens død ophørte dette med en forbausende hurtighed.

Nogen virkelig overlegen personlighed synes der ikke at have været mellem rigsraadets medlemmer i denne tid. De mest fremtrædende ere erkebiskop Aslak og hr. Olaf Nilssøn. Af dem synes den første at have været en ivrig, virksom og energisk personlighed; men han har tillige altid lempet sig efter forholdene og har maaske ofte været paavirket af en trykkende følelse af sit lands politiske afmagt. I befalingsmanden paa Bergens kongsgaard, hr. Olaf Nilssøn, besad rigsraadet en fra erkebispen vidt forskjellig personlighed, en fribytter-natur, der minder om hr. Alf Erlingssøn, dristig og paagaaende, men uden evne til at bedømme landets styrke. Hans herkomst og slægt ere ubekjendte; maaske er han kommen i veiret gjennem kongens personlige gunst og har paa den maade faaet sin norske hovedgaard, Gaute-Tolga, der under dronning Margrete var inddragen af kronen. Raadets fornemste medlem var hr. Sigurd Jonssøn, tillige ogsaa dets største godseier, men, som det synes, uden politisk ærgjerrighed, mest optagen af sine private interesser. Derimod var hr. Erik Sæmundssøn, der maaske først under Kristofers regjering kom ind i raadet, en mere kraftig personlighed af hr. Olafs art; ogsaa hans herkomst og slægt er ubekjendt, da den efterretning, som findes paa et enkelt sted, at han skulde være en Krukow, neppe er paalidelig. Af denne familie, som kom ind i det 15de aarhundrede, var der et medlem i raadet, væbneren Hans Krukow. For øvrigt var rigsraadet paa denne tid mest sammensat af norske medlemmer. Hartvig Krummedike, der allerede var optagen deri, spillede under kong Kristofer ingen fremtrædende rolle. De norske smaaætter vare forholdsvis talrig repræsenterede. Af raadets medlemmer var der vistnok kun faa, som udmærkede sig ved større eiondomme af jordegods. Dette maatte paa en tid som det femtende aarhundrede i høi grad svække dets stilling ved siden af de to andre rigers raad. Men under kong Kristofer traadte dette misforhold ikke frem i dagen; det skjultes under den øieblikkelige indflydelse, som rigsraadet havde opnaaet. Der holdtes jævnlig raadsmøder, snart i Norge, snart i Danmark. Hovedgjenstanden for forhandlingerne paa disse var forholdet til Tydskerne i Bergen.

Allerede i 1440 var der indløbet klager til drottsete og raad under disses møde i Oslo, og det var da stillet i udsigt, at rigsraadet om sommeren 1441 vilde holde en sammenkomst i Bergen. Paa grund af de politiske forhold kunde denne ikke komme istand. Efter mødet i Lødøse og den nye konges kroning i 1442 kom imidlertid i September erkebiskop Aslak til Bergen, hvor han optraadte sammen med tre andre der hjemmehørende medlemmer af raadet, biskop Olaf, provst Alf Thorgardssøn (magister capellarum regalium regni Norvegiæ) og hr. Olaf Nilssøn. Rimeligvis have de her især beskjæftiget sig med overlægninger om, hvad der var at gjøre med hensyn til Tydskerne.[7] Der haves ogsaa en af dem udstedt tilladelse for en del engelske kjøbmænd til at drive handel paa Bergen.[8]

I 1443 maa der rimeligvis være afholdt et raadsmøde, hvor der atter er forhandlet om forholdene i Bergen. Som resultatet af dette mødes raadslagninger tør man vistnok med god grund anse den retterbod, som kongen 15de August s. a. udstedte i Kjøbenhavn under sit sekret.[9] I denne omtales rigtignok ikke rigsraadets medvirkning. Men den er i fuldstændig overensstemmelse med den politik, som senere fulgtes af dette, og den kan saaledes betegnes som en indledning til de forsøg, der i den følgende tid gjordes paa at tvinge saavel medlemmerne af kontoret som de tydske haandverkere i Bergen ind under den norske lovgivning og samfundsorden. Retterboden er ligefrem rettet imod Tydskernes organisation i Bergen som kommuner inden kommunen; at gjennemføre den blev en særlig opgave for hr. Olaf Nilssøn, ved hvis side Bergens biskop og kapelmagisteren naturlig kom til at staa.

Om høsten 1444 samledes atter flere af raadets medlemmer i Bergen, erkebiskop Aslak, biskop Audun af Stavanger, biskop Olaf af Bergen, kapelmagisteren, hr. Alf Thorgardssøn, erkedegnen i Nidaros, Svein Erikssøn, ridderne hr. Nikolas Kane og hr. Johan Molteke, samt væbnerne Guthorm Eyvindssøn, Peter Nilssøn, Samson Philippussøn, Thrond Benkestok og Hans Krukow, hvorimod hr. Olaf Nilssøn selv synes at have været fraværende, ialfald i en del af den tid, hvori mødet varede.[10] Rigsraadet modtog her en skrivelse fra raadet i Lynn og besvarede denne. Efter kongens bud indgav det derhos et forslag til at ordne Tydskernes forhold, som formodentlig helt blev indtaget i den vidløftige retterbod, som kongen derefter 4de December 1444 udgav under majestætsseglet.[11] Kong Kristofer var den gang i Kjøbenhavn, hvor flere af det norske rigsraads medlemmer indfandt sig hos ham. Disse forhandlede ogsaa om retspleiens mindre gode tilstand i Norge, og resultatet deraf blev en under sekretet 10de December 1444 udstedt kundgjørelse om, at en del medlemmer af raadet og lagmanden i Stavanger skulde bereise Nidaros, Bergens og Stavanger biskopsdømmer for der paa kongens vegne at sidde retterthing.[12] Mellem dem, til hvem det saaledes overdroges at udøve kongens dømmende myndighed og tillige for ham at træffe foranstaltninger vedkommende rigets forsvar tilsøs og tillands, var hr. Olaf Nilssøn den første. Han skulde repræsentere kongen personlig. De øvrige vare biskop Audun af Stavanger, hr. Gunnar Holk, der for øvrigt kun kaldes provst ved Mariakirken, erkedegnen, Svein, hr. Narve Jakobssøn og væbnerne Guthorm Eyvindssøn og Hans Krukow. I kundgjørelsen siges, at beslutningen var fattet med de bedste mænds raad, og der omtales de gode mænd, som nu vare eller havde været hos kongen i Kjøbenhavn. Maaske have disse tildels været de samme, som deri nævnes. Hovedgjenstanden for mødets forhandlinger var dog nu som før forholdet til Tydskerne i Bergen. Her synes sagen allerede at være afgjort under det forudgaaende møde i denne by, hvor raadet havde sluttet sig til de fordringer, hr. Olaf allerede i 1443 havde opstillet lige overfor Tydskerne i de 24 »punkter og artikler«, som han da havde ladet bekjendtgjøre. Disse skulle ogsaa bagefter være indtagne i retterboden af 1444.

Under raadets sammenkomst i Bergen havde der for øvrigt gjort sig meget forskjellige opfatninger gjældende af, hvad der burde gjøres med hensyn til Tydskerne. Om de der førte forhandlinger haves der en i sin art aldeles enestaaende beretning i et skrift fra det 16de aarhundredes anden halvdel, den saakaldte »Bergens fundats«.[13] Uagtet der ikke kan oplyses noget om de kilder, hvoraf vedkommende forfatter har øst, er der neppe grund til at betvivle hans paalidelighed i det væsentlige. Efter denne beretning skulde det ene parti af raadet have havt sin første talsmand i erkebiskop Aslak Bolt, det andet i hr. Nikolas Kane. Erkebiskopen holdt paa, »at det var godt, at de Tydske bleve vintersiddendes her i Bergen for tvende aarsagers skyld, – den første aarsag, at dersom det skede, da turde ingen kloster, kirke heller borgerne i Bergen sig befrygte for nogen uforvarendes krig eller feide, som nu nogen tid lang storligen er skeet. Den anden aarsag er, at dersom dette skede, da var det en god ting for alt land; thi at da kunde de Nordfarere, Finmarksfarere og alle omliggendes øer, Island og andre øer, have deres kjøbmandskab, og hvilken kjøbstad, som da alligevel kan blive ved magt, da stande han sit eventyr, og hver borger at søge sin næring og kjøbmandskab herefter, hvor hannem behagerse. Derimod indvendte hr. Nikolas Kane, at det var ikke godt, men at man det anderledes skulde forhandle end at tilstede udlændske saadan indgang med den vintersæde; thi det havde været meget bedre og raadeligere, at man havde bygget en borg heller befæstning, som kunde staa imod de Tydske, om de agtede sig saa igjen at komme, som de tilforn haver været«, – hvorhos han endvidere mente, »at det ikke var raadeligt, at de tilstedte, at gammel skik og privilegier bliver rykte, men heller konfirmeret og stadfæstet«. De af ham udtalte anskuelser vare de samme, som hyldedes af hr. Olaf Nilssøn, og dette parti gik ogsaa af med seiren. Rigsraadet støttede nu den politik, som gik ud paa at drive Tydskerne tilbage i den retslige stilling, som de havde opnaaet ved de privilegier, der vare dem tilstaaede i det 13de og 14de aarhundrede. Paa grundlag heraf vilde man altsaa fra norsk side ikke anerkjende kontoret som noget eget samfund i staten og endnu mindre tillade, at de tydske haandverkere i Bergen dannede et saadant.

I eftersommeren 1445 var en større del af det norske rigsraad forsamlet i Kjøbenhavn i anledning af kongens bryllup. Her kom forholdene i Bergen atter under behandling. Under 25de September bekræftede kongen med sit norske raads samtykke Hansestædernes gamle friheder i Norge.[14] Dette privilegium er udstedt under kongens sekret; som de tilstedeværende medlemmer af det norske rigsraad, der deltoge i dets besegling, nævnes biskop Jon af Oslo, hr. Gunnar Holk, der heller ikke nu omtales som kansler, hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Mathias Jakobssøn, hr. Erik Sæmundssøn, hr. Henrik Skakt, hr. Hartvig Krummedike og væbnerne Hans Krukow og Guthorm Eyvindssøn. Tydskerne i Bergen fandt sig imidlertid lidet hjulpne hermed, og uagtet ordlyden i det nye kongebrev skulde være til deres fordel, betragtede de det dog som et ubeleiligt tillæg til retterboden af 1444, »det store majestæts-brev«, som den kaldtes i deres klager. Dette var ogsaa ganske rigtigt, forsaavidt kongen og raadet en maaned senere udstedte et andet brev under sekretet til Bergens indbyggere, hvori det udtrykkelig forklaredes, at der ikke var tilstaaet Tydskerne mere, end hvad der virkelig havde hjemmel i den norske lovgivning, og at de Tydskere, som kom til Norge, skulde være underkastede dennes bestemmelser.[15] Fremtiden skulde nu vise, hvorvidt rigsraadet var istand til at føre sin politik seierrig igjennem.

I begyndelsen af sommeren 1446 var en del af raadets medlemmer samlet i Bergen. Der nævnes saaledes foruden hr. Olaf Nilssøn biskop Jon af Færøerne, kapelmagisteren, hr. Erlend Eindridessøn, hr. Hartvig Krummedike og hr. Erik Sæmundssøn. Med disse ved sin side forsøgte hr. Olaf at optage kampen og lod retterboden af 1444 med de senere breve oplæse til thinge. Længere ud paa sommeren kom erkebiskopen til Bergen, tillige med erkedegnen i Nidaros, ligesom biskop Olaf nu var tilstede, medens Færøbispen synes at være reist. Af de verdslige raadsherrer kom ogsaa hr. Olafs broder, hr. Peder Nilssøn. Disse bleve en stund udover høsten i Bergen og fortsatte forhandlingerne med Tydskerne, idet de dog med bestemthed fastholdt retterboden af 1444 som det eneste grundlag. Rigsraadet lovede imidlertid, at der i det følgende aar, 1447, ved St. Hans dags tid skulde holdes en ny sammenkomst af dets medlemmer, hvortil kongen enten selv skulde indfinde sig eller ialfald give dem fuldmagt til at ordne alt paa hans vegne. Der skulde tvistepunkterne faa sin afgjørelse. Til dette møde opfordredes ogsaa Orknøjarlen til at komme og deltage i behandlingen af de særdeles landsvigtige sager (negotia felicem statum regni nostri concernentia tunc movenda et expedienda). Det til denne afsendte brev er udstedt af erkebiskopen og tillige beseglet af biskop Olaf, provst Alf, hr. Olaf Nilssøn, hr. Erlend Eindridessøn og hr. Erik Sæmundssøn, som derved optræde paa de øvrige rigsraaders vegne.[16]

Om det saaledes berammede møde virkelig er bleven afholdt, vides ikke, skjønt dette maa ansees rimeligt. Maaske er det holdt i Kjøbenhavn, hvor hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Mathias Jakobssøn og maaske Hans Krukow vare i Juli maaned.[17] Kongen er imidlertid ikke kommen til Norge. Derimod vides det, at han 22de Oktober s. a. i Heiligenhafen bekræftede de rostockske kjøbmænds privilegier i Oslo, Tunsberg og Viken, men uden at paaberaabe sig sit norske raads samtykke.[18] Rimeligvis have de forsamlede rigsraader ogsaa ved denne leilighed fortsat med den samme politik, som tidligere, og spændingen med kontorets medlemmer er derved kun bleven forøget. I den følgende tid bleve disse forhandlinger skudte tilside, da andre, mere paatrængende spørgsmaal kom paa bane. Kong Kristofer af Bayern døde 6te Januar 1448, og dermed var atter spørgsmaalet om thronfølgen og rigernes forening bragt frem. For Norges vedkommende blev rigsraadet den myndighed, som overtog rigets styrelse, og i dets spidse traadte atter hr. Sigurd Jonssøn, denne gang med titel af »rigens forstander« eller »fuldmægtig høvedsmand over alt Norges rige«, vistnok nærmest fordi der ingen konge var, som kunde gjøre ham til drottsete.

Rigsraadet var under thronledigheden indehaveren af den fulde kongelige myndighed, og enhver udøvelse af denne maa saaledes ogsaa være foregaaet gjennem det. I et landsvist-brev, som kansleren udstedte i Oslo 26de Juni 1448 i sit eget navn, siger han, at velbyrdig mand hr. Sigurd Jonssøn, ridder. rigens forstander, og alt rigens raad i Norge« havde givet ham fuldmagt til paa kronens vegne at afgjøre alle wandrædes maall. Det er derhos beseglet af de to rigsraader, hr. Olaf Haakonssøn og hr. Hartvig Krummedike.[19]

Men denne tilstand var dog kun midlertidig. Norge maatte være forberedt paa at tage sit parti mellem de af de tvende øvrige riger valgte konger. For at overlægge om rigets stilling mødtes rigsraadet i Oslo, hvor ogsaa erkebiskop Aslak indfandt sig efter i forveien at have ladet den nordenfjeldske almue spørge om dens ønsker med hensyn til kongevalget og faaet til svar, at den enten vilde have hr. Sigurd Jonssøn eller ogsaa faa kong Erik tilbage. Hr. Sigurd tragtede dog ikke selv efter kronen, og for øvrigt stillede omstændighederne sig saaledes, at man kun havde valget mellem et af to, at slutte sig til den af Svenskerne valgte konge, Karl Knutssøn, eller til den danske, Kristjern af Oldenburg.

For begge dele hævede der sig stemmer inden raadet. I spidsen for den svenske konges tilhængere stod selve erkebiskop Aslak, til hvem erkedegnen i Nidaros, hr. Svein Erikssøn, naturlig sluttede sig. Af de verdslige raadsherrer stode bl. a. hr. Olaf Nilssøn[20] og hr. Erik Sæmundssøn paa samme side. Høvdingerne for det modsatte parti, der vilde have den danske konge paa Norges throne, vare den gamle biskop Jon af Oslo og hr. Hartvig Krummedike, og til dem har maaske ogsaa hr. Sigurd Jonssøn sluttet sig. Det synes, som om de ikke have havt mange tilhængere; men de opveiede denne mangel ved sin bestemte optræden og sin hensynsløshed. Rimeligvis er den største del af de fremmødte raadsherrer forbleven i de østlige landsdele hele den følgende vinter. Aslak Bolt var ialfald i Oslo 21 Marts 1449.[21]

I begyndelsen udfoldede det parti, der ønskede at slutte sig sammen med Sverige, den største virksomhed. Allerede i 1448 havde de tilbudt Karl Knutssøn thronen,[22] og paa Baahus indgik hr. Olaf Nilssøn, hr. Erik Sæmundssøn, Svein Erikssøn, Erik Bjørnssøn, Peder Nilssøn, Hans Krukow og Einar Fluga, »Norges riges raad og mænd«, den 26de Februar 1449 en overenskomst om, at kong Karl Knutssøn ogsaa skulde komme paa Norges throne.[23] I virkeligheden blev dog det danske parti for denne gang det seirende. Paa et raadsmøde i Oslo lykkedes det i Juni 1449 biskop Jon og hr. Hartvig Krummedike, der havde været i Danmark, at sætte Kristjerns valg igjennem. Selv erkebiskopen gik ind herpaa. Foruden ham og de to nævnte raadsherrer opholdt sig den gang i Oslo rigsforstanderen, hr. Sigurd Jonssøn, Apostelkirkens provst, hr. Alf Thorgardssøn, erkepresten i Oslo, Sigurd Bjørnssøn, ridderne hr. Olaf Haakonssøn, hr. Hartvig Krummedike, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Mathias Jakobssøn og væbneren Simon Bjørnssøn, hvilke alle kaldes »rigens raad i Norge«. Uagtet allerede den omstændighed, at rigsraadet havde sendt to mænd, som biskop Jon og hr. Hartvig, paa sine vegne til Danmark, maa tyde paa, at det danskeindede parti havde overvægten mellem de i Oslo forsamlede raadsherrer, til hvilke netop erkebiskopen hørte, er det dog muligt, at der ialfald er nogen sandhed i de paastande, der have været fremsatte om, at Kristjerns valg skyldtes de tropper, han havde sendt op til Oslo. At man før dette frygtede for et dansk angreb, fremgaar af det opraab, som hr. Erik Sæmundssøn, der var befalingsmand paa Tunsberghus, allerede 19de Mai udstedte til almuen paa Agder. Men saafremt der er kommet en dansk styrke saa langt op, kan denne neppe have været meget stor. Derimod er det ikke umuligt, at der har været flere danske tropper tilstede, da rigsraadet straks efter indfandt sig hos den nyvalgte konge i Marstrand.[24]

Ved dette møde nævnes som tilstedeværende følgende »rigens raad i Norge«, erkebiskop Aslak, biskop Jon, hr. Sigurd Jonssøn, der efter kongens afreise kaldes »rigens forstander i min naadige herres, kong Kristjerns, fraværelse«, provsterne Alf og Gunnar, erkepresten Sigurd Bjørnssøn, ridderne hr. Kolbjørn Gerst, hr. Olaf Nilssøn, der ikke havde været med i Oslo, og hvis nærværelse saaledes nu bliver end mere paafaldende, hr. Hartvig Krummedike, hr. Mathias Jakobssøn, samt væbnerne Erik Bjørnssøn, Hans Krukow, Simon Bjørnssøn og Engelbrekt Staffenssøn. Alle disse nævnes i indledningen til et af rigsraadet udstedt brev af 3die Juli, hvorimod dette kun er beseglet af biskop Jon, hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Hartvig Krummedike, hr. Mathias Jakobssøn, Simon Bjørnssøn og Engelbrekt Staffenssøn. Maaske have saaledes i virkeligheden kun disse været tilstede i Marstrand. Rigsraadet var herved den myndighed, paa hvis afgjørelse der lagdes vægt Imidlertid synes der dog ogsaa at være foregaaet en slags hylding eller vedtagelse af valget fra almuens side. Hvor der paa denne maade skede en henvendelse til folket, var det nu i formen altid, som om dette var forsamlet standsvis. Betydningen heraf var dog i alle tilfælde kun en ringe, saavel ved Kristjerns valg, som ved det, der straks efter foretoges af hans medbeiler, Karl Knutssøn.

Denne kom i Oktober til Norge, hvor han valgtes paa Hedemarken, drog saa til Nidaros, hvor han i domkirken kronedes af Aslak Bolt, og vendte atter tilbage til Sverige. I det søndenfjeldske synes han at have udnævnt hr. Erik Sæmundssøn til rigsforstander; ialfald optraadte denne senere i en saadan egenskab.[25] Men med undtagelse af ham, erkebiskopen, biskop Gunnar af Hamar og maaske de to brødre, hr. Herman og hr. Johan Molteke, som i forveien havde været meget virksomme for hans valg, synes kong Karl under sit ophold i Norge kun at have været omgiven af ganske faa medlemmer af det norske raad. Rimeligvis har han dog selv sørget for at afhjælpe denne mangel ved at udnævne nye raadsherrer. Naar man senere har villet fremstille Karl som den, der »havde fortrinet af et folkeligt valg, og at dette igjen var følgen af en formelig »folkereisning«, da er det kun en misforstaaelse.[26] Kristjern var, hvor meget hans valg end kan være bevirket ved intriger og ydre tryk, dog den, der var tagen til konge under de mest lovlige former. Han var ialfald valgt af rigsraadets flertal, og om ogsaa dette kan have været imod dets vilje, havde hans modstander dog ikke bagefter kunnet samle et større antal omkring sig. Folkevalget var kun en form; at Karls omgivelser havde været mere omhyggelige med at iagttage denne, kan ikke støtte gyldigheden af hans kongedømme. Ingen af parterne havde iagttaget, hvad den gamle norske lovgivning foreskrev om en ny konges valg.

Rigsraadet havde paa sin side vist sig ude af stand til at opretholde nogen selvstændig politik. Dansk og svensk indflydelse kjæmpede om herredømmet over dets medlemmer, og den bestemthed, hvormed det ganske nylig havde optraadt imod Tydskerne, syntes sporløst forsvunden. Raadets holdning afgjorde landets skjæbne. Udenfor dette fandtes ingen norsk institution, der kunde optræde som repræsentant for land og folk og paa et skjæbnesvangert tidspunkt varetage deres vigtigste interesser. Der er denne gang ikke spor af noget møde, som det i 1440, hvor ogsaa medlemmer af aristokratiet udenfor rigsraadet indfandt sig. I det sted optraadte nu de medlemmer af den lavere adel, der toge del i disse forhandlinger, mellem almuen, paa samme maade, som allerede havde været tilfældet under Agmund Sigurdssøns opstand. Paa Romerike optræder ialfald en saadan mand mellem almuen,[27] og blandt dem, der paa Oplandene og i Thrøndelagen sluttede sig til kong Karl, var der flere lignende, som maatte regnes til bondeadelen. Paal Ivarssøn (Gjesling) og Steinar Bratt fra Vaage hørte saaledes til disse. En Holte Gunnarssøn, der optraadte med dem, tilhørte en hirdmandsæt fra det 14de aarhundrede.[28] Andre havde maaske blandet sig endnu mere mellem sine omgivelser, som Thorstein Thoressøn fra Søndre Gudbrandsdalen.[29] Hundrede aar tidligere vilde de samme personer være optraadte som kongens haandgangne mænd. Nu synes den afgjørende overgang at være endelig foregaaet, hvorefter de og deres ætter havde faaet sin plads som de første mellem almuen og ikke som de sidste mellem aristokratiet.

Karl Knutssøns kongedømme kunde hos saadanne mænd ikke finde megen støtte. Det faldt ogsaa hurtig, uden at han endnu havde kunnet befatte sig synderlig med norske regjeringsanliggender. Ligesom hr. Erik Sæmundssøn var hans repræsentant i det søndenfjeldske, saaledes havde han nordenfjelds overdraget styrelsen til erkebiskopen og de to riddere hr. Aslak Thuressøn Baat og hr. Einar Fluga, der formodentlig begge vare medlemmer af hans raad. Aslak Bolt døde snart efter; hr. Erik Sæmundssøn synes at være bleven dræbt af hr. Hartvig Krummedike,[30] og de to andre riddere kunde ikke opretholde sin magt i det nordenfjeldske. Af kongebreve, som Karl Knutssøn har ladet udgaa under sit ophold i Norge, kjendes nu kun et under »indseglet« udfærdiget værnbrev for Nidaros domkirke.[31] I dette omtales ingen kansler, heller ikke paaberaabes nogen medvirkning fra rigsraadets side. Formodentlig har der ikke været tid til at faa hverken kansler eller noget norsk rigssegl. Dog havde kongen ialfald senere et unionelt sekret.[32] Rimeligvis har hele hans norske administration været meget uordnet.

Om sommeren 1450 kom kong Kristjern med en flaade til Nidaros, hvor han kronedes til konge med stor glans. I forveien havde i Halmstad det svenske rigsraad opgivet Karls fordringer paa Norge. Kristjern omgaves under dette ophold af 24 norske rigsraader, nemlig de fem biskoper, Marcellus af Skaalholt, Jon af Oslo, Gunnar af Stavanger, Heming af Færøerne og Mathias af Hole, abbed Olaf i Halsnø, provsterne Alf i Bergen og Gunnar Holk i Oslo, erkepresten Sigurd Bjørnssøn i Oslo, samt ridderne hr. Sigurd Jonssøn, hr. Olaf Haakonssøn, hr. Olaf Nilssøn, hr. Erlend Eindridessøn, hr. Hartvig Krummedike, hr. Mathias Jakobssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Simon Bjørnssøn, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Guthorm Eyvindssøn, hr. Hans Krukow, hr. Gaute Kane, hr. Peder Nilssøn og hr. Henrik Jonssøn, samt væbneren Engelbrekt Staffenssøn (consiliarii et consilium regni Norvegiæ facientes).[33] Af disse ledsagede de fleste kongen til Bergen, hvor desuden ogsaa stedets egen biskop, Thorleif, og hr. Gaute Kane vare tilstede. Her afsluttedes 29de August 1450 den bekjendte forening mellem Norge og Danmark.[34]


  1. ↑ Dipl. Norv., II, no. 776; III, no. 789; X, no. 177. Ved de to første af disse breve mangler seglet; ved det sidste (af 27de Oktober 1442) hænger der endnu et stykke. Men saavidt det kan sees, er dette kong Eriks norske rigssegl, der er bleven benyttet i 1398 og senere rimeligvis indtil videre har maattet gjøre tjeneste. Smlgn. ovenfor, s. 282 flg., note 2 og s. 292.
  2. ↑ En afbildning deraf i Sveriges historia från äldsta tid till våra dagar, II, s. 266. Smstds. s. 265 en afbildning af denne konges store majestæts-segl.
  3. ↑ Dipl. Norv., I, no. 782, 790; III, no. 794; IV, no. 901; VI, no. 490; VII, no. 426.
  4. ↑ Huitfeldt, anf. st., s. 330.
  5. ↑ Dipl. Norv., IV, no. 901: Dominus proprie præsente domino Ottone Nicolai.
  6. ↑ Smlgn. L. Daae, Kristjern den førstes norske historie, 1448–1458, s. 3.
  7. ↑ N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 569.
  8. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 418.
  9. ↑ Paus, Forordninger, s. 238 flg.
  10. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 423, 424. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  11. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 324.
  12. ↑ Dipl. Norv., I, no. 790.
  13. ↑ N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 539. En anden hovedkilde for disse begivenheder er det tydske klageskrift, der er trykt med indledning i Kristiania videnskabs-selskabs forhandlinger for 1877, no. 8.
  14. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 427. Det privilegium, som kongen med raadets samtykke 29de Aug. 1445 (N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 571) skal have tilstaaet de tydske skomagere, er ialfald af tvivlsom ægthed. Smlgn. Kristiania videnskabs-selskabs forhandlinger for 1877, no. 8, s. 20 flg., og for 1878, no. 11, s. 2.
  15. ↑ Naar der i Kristiania videnskabs-selskabs forhandlinger for 1877, no. 8, s. 4 er udtalt tvivl om, hvorvidt det andet af de i det tydske klageskrift af 1447 omtalte tillæg til retterboden af 1444 for tiden kjendtes, da er dette urigtigt. Det kan ikke være noget andet end det her omhandlede kongebrev, der først er trykt hos Huitfeld, Kong Kristofer, 676 flg., og siden hos Paus, anf. st., s. 265.
  16. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 432.
  17. ↑ Dipl. Norv., II. no. 774.
  18. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 435.
  19. ↑ Dipl. Norv., I, no. 806.
  20. ↑ Han synes allerede i Februar 1448 at have været i Viken. Dipl. Norv., X, no. 194.
  21. ↑ Dipl. Norv., II, 783.
  22. ↑ L. Daae, Kristjern I.s norske historie, s. 22.
  23. ↑ L. Daae har (anf. st., s. 24) ytret tvivl, om alle disse kunde kaldes medlemmer af rigsraadet. Dette maa nærmest gjælde Erik Bjørnssøn og Einar Fluga, især den sidste; dog er der intet, som taler imod, at de begge kunne have siddet i raadet. Erik Bjørnssøn var rigsraad 3die Juli 1449. Dipl. Norv., III, no. 806.
  24. ↑ L. Daae (anf. st., s. 27 flg.) er den første, som har vakt tvivl om paalideligheden af, hvad der før berettedes om den danske hær i Oslo. Hvad denne forf. har anført om øiemedet med kongens rustninger, er vistnok aldeles rigtigt. Alligevel udelukker ikke dette muligheden af, at nogle tropper ogsaa kunne være sendte til Oslo.
  25. ↑ Dipl. Norv., X, no. 201.
  26. ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 543 flg.
  27. ↑ L. Daae, anf. st., s. 44.
  28. ↑ L. Daae, anf. st., s. 41, note 1.
  29. ↑ Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 767; II, no. 761, 821, 829; III, no. 772, maaske ogsaa III, no. 600, 691, 797. Den mand af dette navn, der i 1458 kaldes dekn (V, no. 816), er maaske den samme; et saadant tilnavn var paa den tid ikke sjeldent. II, no. 819. Hadorph, anf. st., s. 162.
  30. ↑ L. Daae, anf. st., s. 72.
  31. ↑ Dipl. Norv., V, no. 762.
  32. ↑ Sveriges historia från äldsta tid till våra dagar, II, s. 279.
  33. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 342.
  34. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 345.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/13&oldid=234082»