Wikikilden

Det norske rigsraad/14

< Det norske rigsraad
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 310-331).
◄  XIII.
XV.  ►

XIV.

Raadet under kong Kristjern den første, 1450–1481.

Ridder-værdighedens hyppige uddeling 1419 og 1450 – Det arvelige kongedømmes ophør giver raadet nye betingelser for at kunne udvide sin magt. – Karl Knutssøns haandfæstning. – Kristjern I.s haandfæstning. – Der mangler bestemmelser om rigets daglige styrelse. – Hr. Sigurd Jonssøn og hr. Hartvig Krummedike. – Rigsraadets forhold til styrelsen under kongens ophold i Norge 1450. – Kansleren. – Raadet 1451 og 1152. – Kongens besøg i Norge 1453. – Fuldstændigt omslag i den politik, som tidligere havde været fulgt mod Tydskerne i Bergen. – Raadet savner adgang til at kontrollere kongen. – Forandringer inden aristokratiet paa grund af storætternes uddøen. – Det indgiftede aristokrati faar overtaget inden raadet. – Geistligheden svækkes, ved at dens høieste stillinger overdrages mænd, som ikke ere indfødte. – Erkebiskopen bliver raadets formand. – Raadet deles i det søndenfjeldske og det nordenfjeldske raad. – Kongen paa Akershus i December 1453. – Hr. Ivar Vikingssøn bliver norsk kansler. – Konghelles privilegier af 1453. – Danske rigsraader medvirkende ved Norges styrelse. – Raadsmøde paa Elfsborg 14553. – Unionelt raadsmøde i Skara 1458. – Raadets indflydelse formindskes. – Raadet som rigets øverste domstol. – Den udvalgte konge Hans i Oslo 1473–1474. – Kristjern I i Oslo 1468 og 1478. – Haandfæstningen overtrædes paa forskjellige maader. – Raadets deltagelse i forhandlinger med fremmede magter. – Raadet paa de unionelle møder. – Kristjern I.s regjering har stor betydning for den følgende udvikling. – Grænserne mellem det norske og danske rigsraad udviskes efterhaanden. – Rigsraadets medlemmer forstaa ikke sin stilling. – Det norske aristokrati savner den nødvendige uddannelse for det offentlige liv. – Raadets klager over Kristjern I.s slette styrelse.

Ved de to kroninger, der fulgte efter hinanden i kortere tid end tre fjerdingaar, maa saa godt som alle de Nordmænd, der kunde gjøre sig haab om at opnaa ridder-værdigheden, have faaet den. I November 1449 var der af Karl Knutssøn slaaet femten riddere, i August 1450 af kong Kristjern to og tyve, af hvilke ialfald flertallet maa have været norske. Saaledes vare næsten alle raadets verdslige medlemmer blevne riddere; i Nidaros mødte der blandt «dem kun en eneste væbner. Men denne mængde af nyslagne riddere gav ikke raadet og aristokratiet nogen forøget styrke, ligesaa lidt som det store antal, der nævnes af norske raadsherrer, kan være noget vidnesbyrd om, at raadet netop nu skulde have gjort nogen større anstrængelse for at samle alle sine kræfter. Heller ikke synes det, som om Kristjern I har arbeidet paa at skaffe sig forøget indflydelse i raadet ved at udnævne nye medlemmer, paa hvem han følte sig sikker. Af de raadsherrer, som mødte frem i Nidaros og Bergen, havde de fleste allerede længe havt denne stilling. Udenfor deres kreds var der overhovedet neppe mange, som kunde optages i raadet. Hr. Gaute Kane, der synes at være kommen derind ved kong Kristjerns kroning, var en af de faa Nordmænd, som paa denne tid vare knyttede til hoffet. Han skal lige fra 1442 have været hofsinde hos kong Kristofer og har nu rimeligvis boet paa Kanestrøm.

I ydre glans stod imidlertid dette raad af riddere meget høit. Det var rigets »raad og parliament«, der skulde have afgjørelsen af kongevalget i sin haand, efterat riget var gaaet over fra arverige til valgrige. For den almindelige bevidsthed var det rigtignok ikke klart, at forholdet i denne henseende havde undergaaet nogen forandring, imod hvad det før havde været, og rigsraadet selv tog ogsaa hensyn hertil. Saaledes blev der 1ste August 1450 af de i Nidaros i anledning af kroningen forsamlede medlemmer af raadet udstedt en længere erklæring om, at de havde valgt den nye konge efter rigets love og gamle sædvaner; det anførtes tillige, at han efter kong Erik var den nærmeste til riget, saaledes at det fik udseende af, at arveretten dog havde været det afgjørende.[1] Som det, der nu havde valgretten, ikke alene i tilfælde af kongeættens uddøen, men overhovedet ved enhver thronledighed, havde rigsraadet atter faaet en ny anledning til paa kongedømmets bekostning at befæste og udvide sin magt. I 1449 var der for første gang – saavidt nu bekjendt – af en norsk konge udstedt en haandfæstning. Der var til kronens overdragelse saavel til Karl Knutssøn som til Kristjern I knyttet betingelser; disse vare opstillede af raadet og skulde for en væsentlig del tjene til at sikre dets interesser. Det arvelige kongedømmes ophør aabnede saaledes rigsraadet en adgang til magtudvidelse, som det tidligere ikke havde kunnet faa. Det norske raad havde derved ogsaa den fordel at kunne støtte sig til en lignende bestræbelse hos sine danske og svenske kolleger. Disse kunde ikke en gang selv antages at ville tilstede det norske raad at vise sig altfor medgjørligt imod en ny konge. Ved haandfæstningerne skulde tillige rigsraadet blive den kontrollerende myndighed i riget.[2] Saaledes syntes igjen alle betingelser at forene sig for at give det magten i hænde, og naar dette ikke lod sig gjøre, er det kun et nyt bevis for, at dets ydre glans ikke var ledsaget af nogen tilsvarende indre udvikling af kraft.

Karl Knutssøns haandfæstning af 20de November 1449[3] begynder med at love, at han vilde holde Norges lov mod alt landsfolket, hvorpaa den bekræfter kirkens og geistlighedens gamle friheder i overensstemmelse med de tidligere compositiones og retterbøder. Deri ligger et vidnesbyrd om, at kirkens primas, erkebiskop Aslak Bolt, i særlig grad har forstaaet at varetage de interesser, over hvilke han var kaldet til at vaage. Men Aslak Bolt varetog tillige raadets sag. Kongen forpligtede sig nemlig til ikke at overlade »rigsens renter« til nogen udlænding, ikke at give saadanne len eller optage dem i raadet og ikke uden raadets samtykke og vilje indlade sig i nogen krig. Heller ikke skulde han undtagen i nødstilfælde foretage eller »fuldkomme« noget ærinde, som vedkom Norges krone, uden med rigsraadets raad, samtykke og stadfæstelse, ligesom han overhovedet ikke maatte overlade indenlandske og udenlandske mænd slot eller fæste i riget uden efter rigsraadets raad. Naar kongen kom ind i riget, forpligtede han sig til for fremtiden at styre sin gaard med embedsmænd, nemlig hofmester, kansler, kjøgemester, fodermarsk o. s. v. og dertil kun tage indfødte Nordmænd efter rigsraadets raad. Heller ikke skulde han paalægge indbyggerne ulovlige skatter, gjæsteri eller andre tyngsler, medmindre det var nødvendigt, og selv i dette tilfælde kun med de hos ham tilstedeværende raadsherrers raad, samtykke og vilje. Efter kongens død skulde »Norges rige og indbyggere« have sit frie kaar at kaare den til konge, med hvem de fandt, at riget bedst kunde være tilfreds, medmindre han efterlod en ægte søn, som dertil kunde være skikket. Saafremt rigsraadet fandt det nyttigt, vilde kongen efter dets raad have et fadebur i Norge, og derhos skulde han mindst hvert tredie aar besøge Norge for rigets og dets indbyggeres kjæremaals og ærinders skyld. De anordninger, som han da traf med raadets raad om slot, land eller len, de skulde staa ved magt, indtil han atter kom tilbage til riget, medmindre nogen af dem, der havde »rigsens rente, slot eller len«, i mellemtiden enten afgik ved døden eller forbrød sig mod konge og rige. Kongen forpligtede sig derhos til ikke at kalde rigsraadet til Sverige paa egen fortæring, medmindre der var stor nødvendighed tilstede og det dreiede sig om spørgsmaal, der vare af stor vigtighed for begge riger, og naar hans »raad og gode mænd« af Norge kom til ham i Sverige, da skulde han hurtigst mulig give dem svar, forat de ikke for lang tøvens skyld skulde paadrage sig store omkostninger. Da denne haandfæstning blot beholdt gyldighed i en ganske kort tid, har den nu kun interesse som et vidnesbyrd om den opfatning af kongens og raadets gjensidige stilling, der gjorde sig gjældende hos erkebiskop Aslak og de »raad og gode mænd af Sverige«, der ledsagede kongen. Alt beregnedes paa, at kongen alene skulde kunne udøve sin myndighed, naar han var inden riget. Blot i det yderste nødsfald maatte han kalde det norske raad til Sverige. Rimeligvis maa det have været tanken, at hofmesteren, som man nu, ligesom i 1436, kaldte raadets første medlem, tilligge med kansleren og nogle andre medlemmer af raadet under kongens fravær skulde besørge den daglige styrelse. Formodentlig har det været kong Karls tanke senere hen at udnævne en hofmester, hvortil han maaske nærmest har tænkt paa hr. Erik Sæmundssøn. Men foreløbig blev der i denne henseende ikke truffet nogen fast ordning. Videre kom det heller ikke med Karl Knutssøns gtyrelse, der saaledes ligesom hans haandfæstning ikke kan have nogen større betydning.

I sine hovedtræk var denne haandfæstning overensstem- mende med den, som kong Kristjern allerede under 2den Juli s. a. havde udstedt i Marstrand.[4] Denne bekræftede dog kun kirkens friheder i mere almindelige udtryk; bestemmelserne om, at kronens len eller slotte ikke maatte overlades til udlændinge uden med rigsraadets samtykke og heller ikke optage saadanne i raadet, forekomme allerede deri, dog med det let forklarlige forbehold, at denne regel ikke skulde gjælde de udlændinge, som »nu inden ere eller med giftermaal kunde herefter indkomme i riget«. Efter dette var altsaa hr. Hartvig Krummedike sikret i sin tidligere plads i raadet. Kongen skulde ikke uden raadets samtykke kunne begynde nogen krig og heller ikke afgjøre nogen »mærkelige« ærinder, der vedkom Norges krone, »uden med meste delen af rigsens raads fuldbyrd og tilladelse«. Kun i yderste nødstilfælde skulde han pantsætte eller afhænde rigets slotte, len eller renter, og da kun med rigsraadets samtykke. Naar han kom i riget, skulde han styre sin gaard med embedsmænd, der vare indfødte Nordmænd, efter rigsraadets raad. Ulovlige skatter maatte ikke lægges paa rigets indbyggere »uden med rigsens raads fuldbyrd og vilje«, som til den tid vare nærværende hos kongen, og som loven tilstedte ham. Efter kongens død skulde riget, hvis han ikke efterlod børn, have sit frie kaar, thi det er nu og blive skal et frit kaarerige, eftersom loven udvisere. Men denne bestemmelse blev i grunden gjort betydningsløs allerede i 1450, da det ved overenskomsten i Bergen sloges fast, at kongevalget skulde foregaa under ét for Danmark og Norge. Ved denne blev ogsaa bestemt, at det ene rige ikke skulde kunne begynde krig »uden med det andet rigsens raads fuldbyrd og samtykke og vilje«. De af kong Kristofer udstedte breve paa slot, len, rente, privilegier eller friheder skulde efter haandfæstningen holdes i fuld magt, eftersom de lød. Saafremt der var udgivet nogle breve, som ljude paa pant at løse for nogen summa pendinge efter nogen mands livstid«, skulde de blive døde og magtesløse. Kongen skulde holde en særskilt dretsel for Norge, saafremt det var beleiligt efter rigets raads raad. Hvert tredie aar skulde han »forfaldeløs« selv besøge riget, og de beslutninger, som han da der vilde tage om slot, land eller len, de skulde staa ved magt, indtil han næste gang kom til riget, medmindre nogen af dem, som indehavde slot, len eller rente, afgik ved døden i mellemtiden eller forbrød sig mod kongen. Tilsidst forpligtede kongen sig til, at han ikke skulde kalde det norske rigsraad til Danmark »til møde eller dage«, undtagen naar der paakom »saadant anfald«, hvorpaa der for begge riger laa stor magt, og naar det saaledes blev nødvendigt, at han maatte kalde sit raad eller gode mænds til sig, da skulde han i ethvert fald hurtigst muligt skaffe dem afgjørelse. Foruden af kongen selv var haandfæstningen beseglet af de tilstedeværende »rigsens raad af Danmark«. Haandfæstningens bestemmelser vare i det hele taget baade efter aanden og ordlyden i dette aktstykke afgjort til rigsraadets fordel. Imidlertid led de i flere punkter af en mangel paa klarhed, der kunde aabne adgang for omgaaelser og overtrædelser.

Navnlig gjælder dette alt, hvad der vedkom den daglige styrelse under kongens fravær. At lade alle administrative forretninger hvile, naar kongen ikke var tilstede, lod sig ikke gjøre. Men haandfæstningen gav ingen regler for ordningen af en fast regjering og for omraadet af den myndighed, som kunde tilssaaes denne. At det ogsaa har været meningen, at der til alle tider skulde være en fast centralstyrelse i Norge, er rimelig. Da Kristjern i 1449 forlod landet, udnævnte han hr. Sigurd Jonssøn til »Norges riges høvedsmand« i sit fravær; denne var i September s. a. i Oslo, hvor han var sammen med mindst tre andre rigsraader, som maaske have staaet ved hans side.[5] Rimeligvis har dog denne rigsforstanders myndighed blot skullet gjælde for det søndenfjeldske, idet kongen tillige havde overdraget erkebiskopen en lignende, og da vistnok nærmest for det nordenfjeldske.[6]

Ved erkebiskopens frafald og paafølgende død maatte hans stilling ophøre. Under kongens besøg i Norge 1450 omtales hr. Sigurd kun som ridder; men i slutningen af 1452 nævnes han igjen som »Norges riges høvedsmand« i kongens fravær.[7] Kort efter maa han være død. I det følgende aar forekommer en ny høi embedsmand inden raadet med titel af hofmester (magister curiæ), og denne er hr. Hartvig Krummedike.[8] Men den stilling, han indtog, kan ikke have været den samme som den, hr. Sigurd havde havt; medens denne i kongens nærværelse kun kaldes ridder, derimod ikke hans høvedsmand over riget, er det netop i kongens egen nærværelse, hr. Hartvig kaldes hofmester. Heller ikke fører han senere denne titel, men kaldes kun ridder og høvedsmand paa Akershus, og det kan endog være uvist, om han har havt den lige til sit fald i 1457, uagtet han i dette aar kaldes drottsete.[9] Maaske kan han som »høvedsmand« have indtaget en overordnet stilling over det søndenfjeldske, ligesom muligvis i det nordenfjeldske ridderen hr. Henrik Jenssøn, der var høvedsmand paa Throndhjems kongsgaard.[10]

Under sit ophold i Norge 1450 foretog kongen flere regjerings-handlinger, der vedkom rigets indre forhold. I det i Bergen udstedte værnbrev for skomagerne i Vaagsbunden forudsættes ingen medvirkning fra rigsraadets side,[11] hvilket derimod er tilfældet med det kongebrev, som var udstedt i Nidaros om Opdals privilegier. Her siges udtrykkelig, at hele det norske raad gav sit samtykke, og i henhold hertil var brevet udstedt ad relationem domini Petri Nicolai et Henrici Jensson militis.[12] Et værnbrev for biskop. Gunnar af Stavanger er udfærdiget fra kancelliet efter kongens egne ordre, men efter Gunnar Holks raad. Det samme siges ogsaa i Lyseklosters nye privilegier. Da kongen fra Skersund stadfæstede biskopens ældre rettigheder over Stavanger by, nævnes i den paategnede expeditions-bemærkning ikke mindre end fem raadsherrer, hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Guthorm Eyvindssøn og hr. Gaute Kane. Disse synes at have fulgt kongen som en slags raadskomité, indtil han fuldstændig forlod landet.[13]

Da Gunnar Holk, hvor han nævnes i disse breve, ikke fører sin kanslertitel, kan det maaske antages, at han ikke har havt med beseglingen af disse at gjøre. De ere alle udstedte under sekretet,[14] der formodentlig har været i kongens eget værge, medens majestæts-seglet er forblevet i Danmark hos den danske kansler. En del af kancelliets personale er sandsynligvis fulgt med kongen fra Danmark, hvorimod der neppe nu kan være tale om noget eget norsk kancelli. Kansleren var ikke andet end den øverste leder af retspleien, og det norske rigssegl, der skulde opbevares af ham, var i virkeligheden kun et sigillum ad causas. Den danske kansler var ogsaa for Norge kongens virkelige kansler. Et helt nyt træk i forretningsordenen paa denne tid er anvendelsen af notarier ved offentlige brevskaber.[15] Netop under besøget i 1450 var kongen ledsaget af et par saadanne, der have udfærdiget flere offentlige dokumenter. Naar kongen i sit første aar sees at have taget meget hensyn til det norske rigsraad, har dette maaske nærmest været foranlediget af de tilstedeværende medlemmer af det danske. Under opholdet i Bergen optraadte rigsraadet, da det afsluttede den nye forening med Danmark, endog som den eneste institution, der repræsenterede Norge. Kongen, der var fælles for begge riger, kunde ikke gjøre dette; det hele skede kun med hans samtykke.

Derimod har rigsraadet noget senere repræsenteret kongen. Denne kunde eller vilde ikke selv modtage den sædvanlige hylding paa en rundreise, men lod dette tildels ske ved medlemmer af rigsraadet. Saaledes aflagde Hedemarkens almue sin hyldingsed i Oslo til biskop Jon, hr. Hartvig Krummedike, hr. Simon Bjørnssøn og erkepresten, hr. Sigurd Bjørnssøn.[16] Efter det korte oprør i Thrøndelagen i 1453 optræder ogsaa der en del af rigsraadets medlemmer, som bragte landskabet til orden, erkebiskopen, hr. Henrik Kalteisen, biskop Thorleif af Bergen, biskop Jon af Færøerne, provsten, hr. Alf Thorgardssøn, hr. Olaf Nilssøn, hr. Peder Nilssøn og hr. Hans Krukow.[17]

Da kongen i 1450 havde forladt Norge, skulde det vise sig, hvor vidt raadet under hans fravær kunde udstrække sin myndighed, og hvorledes den daglige styrelse skulde foregaa. Kilderne ere imidlertid ogsaa her af den beskaffenhed, at de ikke give nærmere oplysninger herom. I April 1451 vare fem rigsraader hos kongen i Kjøbenhavn, nemlig hr. Sigurd Jonssøn, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Simon Bjørnssøn, provsten, hr. Gunnar Holk, og erkepresten, hr. Sigurd Bjørnssøn. Med deres raad stadfæstede kongen de rostockske kjøbmænds ældre privilegier i Oslo og Tønsberg.[18] Saafremt den beretning medfører sandhed, hvorefter »menige Norges raad« i dette aar skulde have protesteret imod Karl Knutssøns kroning i 1449, er dette maaske ogsaa skeet ved samme leilighed.[19] Rimeligvis er det dog kun en forveksling med, hvad der allerede var gjort i Nidaros 1450.

I 1452 høres overhovedet intet om raadets virksomhed. Da den nyudnævnte erkebiskop, Henrik Kalteisen, i August paa veien til Nidaros kom over Kjøbenhavn, aflagde han der for kongen sin ed som raadsherre.[20] Men det blev senere udtrykkelig oplyst, at intet medlem af det norske rigsraad havde været nærværende ved denne leilighed.[21] Da kongen mod aarets slutning sendte Eggert Frille til Baahus, var dette efter overlæg med danske rigsraader.[22] Hans sendelse var imidlertid mere foranlediget af hensyn til Danmark end til Norge.

I 1453 kom kongen atter til Norge, hvorhen han nærmest var kaldt af hensynet til de forviklinger, som fremdeles holdt sig i Bergen mellem hr. Olaf Nilssøn og kontoret. Rigsraadet var samtidig med kongens besøg samlet i Bergen. Af dets geistlige medlemmer nævnes ved denne leilighed som tilstedeværende biskop Thorleif i Bergen, biskop Gunnar i Hamar, biskop Mathias i Skaalholt og den udvalgte biskop i Stavanger, Sigurd. Af de verdslige forekomme hr. Hartvig Krummedike, hr. Olaf Nilssøn, hr. Mathias Jakobssøn, hr. Peder Nilssøn, hr. Henrik Jenssøn, hr. Magnus Gren, væbneren Herlag Pederssøn, samt rimeligvis hr. Hans Krukow. Tilsammen optraadte disse som regiæ majestatis locum tenentes, episcopi, prælati, barones, nobiles et milites ac militares et utriusque status consilium et parliamentum regni Norvegiæ facientes.[23] Ved siden af de norske rigsraader vare derhos enkelte danske tilstede i Bergen og toge del i de der førte forhandlinger, uagtet disse, saavidt vides, udelukkende angik norske anliggender. Saaledes tog kongen dem endog paa raad i en sag, som stadfæstelsen af hr. Hans Krukows gave af alt sit gods til Munkeliv, med det dertil knyttede tilsagn om at overlade klosteret det af ham indehavte Søndfjord len paa ti aar efter hans død. Det derom udstedte brev er foruden af kongen og de fleste ovenfor nævnte norske raadsherrer ogsaa beseglet af tre danske, derimellem hofmesteren, hr. Nils Erikssøn, og det har endog derved været denne sidste, som foredrog sagen for kongen.[24] Ogsaa forhandlingerne med de misfornøiede Tydskere ved kontoret førtes af kongen med begge rigers raad.[25] Herved kunde han dog, uagtet striden nærmest var fremkaldt ved rent lokale forhold, ialfald med et skin af grund skyde sig under, at sagen i sin videre udvikling, forsaavidt den kunde fremkalde et brud med Hansestæderne, maatte betragtes som unionel. Paa dette møde blev den politik, som i kong Kristofers dage havde fundet ivrige forkjæmpere inden rigsraadet, fuldstændig opgiven. Lige fra sin regjerings-tiltrædelse af havde den nye konge vist sig venlig og imødekommende mod Tydskerne, saavel i Bergen, som i de østlandske byer, uden at raadet havde kunnet hindre ham deri. I 1453 nøiedes han ikke med at bekræfte privilegier, men foretog det endnu mere bestemte skridt at fjerne Tydskernes værste fiende fra den stilling, hvori han kunde gjøre dem mest skade. Hr. Olaf Nilssøn maatte træde tilbage som befalingsmand paa Bergens kongsgaard, hvor den af de tydske kjøbmænd velseede svenske ridder hr. Magnus Gren kom i hans sted, – et synligt tegn paa den forandring, der var foregaaet efter 1448. Nu var det det danske og de i Norge indgiftede medlemmer af det norske rigsraad, som havde indflydelsen, og fra deres side, var der ikke grund til at vente nogen virksom indgriben til fordel for en politik, som med alle dens svagheder og med alle de misligheder, der kunne have klæbet ved hr. Olaf Nilssøns forsøg paa at gjennemføre den, dog hos efterslægten vil kunne gjøre regning paa sympathier, som et af de sidste vidnesbyrd fra middelalderen om kraft og selvfølelse hos Norges første mænd. Hvad der senere, skede, var i overensstemmelse med kongens optræden i Bergen 1453. Da hr. Olaf paa egen haand fortsatte sin hensynsløse optræden mod de tydske kjøbmænd og tilsidst ved sin egen uforsigtighed faldt som et offer for deres hævn, var dette ikke kongen imod. Efter den tid var der for ham liden eller ingen grund til at frygte nogen modstand fra norsk side mod den politik, han vedblev at følge i sit forhold til Hanseaterne.

Naar kongen personlig kom til Norge for at gjøre en forandring med et af de vigtigste len, da var dette i overensstemmelse med hans løfter i haandfæstningen. For øvrigt viste han sig kun lidet omhyggelig for at overholde denne, og raadet manglede paa sin side alle midler til at øve den ved haandfæstningen forudsatte kontrol. Maaske havde han allerede i 1450 overtraadt haandfæstningen ved at pantsætte et len uden at spørge rigsraadet.[26] Udnævnelsen af en hofmester, der ikke var indfødt, var ogsaa et brud paa denne, og det samme gjaldt den hyppige anvendelse af danske rigsraader ved behandlingen af rent norske anliggender, selv naar kongen var samlet med det norske raads medlemmer. Mellem disse fandtes der efter hr. Sigurd Jonssøns død og Losneættens udgaaen paa mandssiden, der indtraf omtrent samtidig, i grunden ikke mere inden raadet nogen repræsentant for de store, indfødte ætter, der i løbet af aarhundreder havde opsamlet landets jordegods. Som deres arvtagere fremstode mænd af indvandrede ætter, der efter denne tid bleve de første medlemmer af det norske aristokrati. Af det vesten- og nordenfjeldske jordegods kom i den anden halvdel af det femtende aarhundrede den største del i nye eieres hænder, medens der samtidig paa Østlandet dannedes et nyt stort komplex af jordegods i familien Krummedikes besiddelse, dels ved arv, dels ved kjøb og maaske tildels ved andre midler, men i ethvert tilfælde til fortrængsel for de indfødte norske ætter. Forsaavidt arvtagerne tilhørte ætter, der allerede i nogen tid havde levet i landet, kunde denne forandring blot være mindre følelig; men dette var kun for en del tilfældet. Nu traadte ogsaa nye mænd, ikke alene nye ætter frem, og mellem dem fandtes netop de mest indflydelsesrige og de virksomste af de mænd, der i den følgende tid vare Norges første godseiere og medlemmer af rigets raad.

Fra nu af begynder det indgiftede aristokratis tid. Ved Kristjern I.s haandfæstning havde dette faaet en udtrykkelig anerkjendelse af sin stilling som jævngod med de indfødtes og ret til at optages i rigsraadet. Medens de ætter, som før vare komne ind i landet, i regelen efter nogen tids forløb vare gaaede op i det øvrige aristokrati, blev dette nu ikke mere tilfældet. Fra aarhundredets midte danne de indgiftede en egen klasse, der kun gjennem økonomiske interesser, men ikke ved ædlere baand var knyttet til landet. Ved deres side kunde de hendøende rester af det indfødte aristokrati ikke længe holde sig. I dette forfald reves ogsaa de indvandrede ætter med, som ved tidligere giftermaal vare optagne i aristokratiets rækker; saaledes uddøde snart den æt, som man har kaldt de yngre Rømere. Denne fik til arving en norsk æt, som det dog kun lykkedes at holde sig i et slægtled. Tallet af høibyrdige slægter var nu blevet saa lidet, at de enkeltes uddøen blev overordentlig følelig, i en endnu høiere grad end før. Som politisk stand var det norske aristokrati nu i virkeligheden at betragte som næsten aldeles opløst, medens dets medlemmer fremdeles enkeltvis som jordegodseiere i stor maalestok kunde repræsentere betydelige økonomiske interesser og som saadanne ogsaa undertiden tynge i den politiske vægtskaal. Men samtidig med, at aristokrati og raad paa denne maade vare blevne end mere svækkede, fuldendtes begges udvikling som en i det ydre afsluttet stand.[27]

Geistligheden delte i visse henseender skjæbne med aristokratiet. De hendøende store ætter kunde ikke bringe den nogen støtte, og uagtet det norske aristokrati ogsaa i det femtende aarhundrede havde sine repræsentanter inden den høiere geistlighed, var det neppe almindeligt, at denne hentede sine nye medlemmer ad den vei. Allerede i det fjortende aarhundrede havde erkestolen været beklædt af mænd, der ikke vare indfødte, og i det femtende fortsattes efter en større maalestok med denne fremgangsmaade, der baade svækkede den norske kirke og rigsraadet ved at afskjære dette tilgangen af dygtige geistlige medlemmer. Naar det i den følgende tid undertiden kan synes, som om det i rigsraadet netop er de sidste, som have spillet den virksomste og mest indflydelsesrige rolle, da er dette kun en følge af mangelen paa indfødte verdslige medlemmer af nogen betydning. Erkebiskopen, der altid i rang havde været raadets første medlem, uden derfor at kunne kaldes dets formand, kom efter 1450 stedse mere til at indtage en saadan stilling. Men da der i hans nærhed kun boede et mindre antal af raadsherrer, lammede dette igjen raadets indflydelse. Tillige fremskyndedes herved dettes deling i to korporationer, hver med en vis selvstændighed, raadet søndenfjelds og raadet nordenfjelds. Allerede ved aarhundredets midte var denne begyndt at vise sig mere tydelig og fik inden kort tid sin fuldendelse.

Jo mere den nye konge følte sig sikker i magtens besiddelse, desto mindre hensyn tog han til raadet. Under sit ophold i Bergen 1453 gav han dog efter for dettes ønsker i striden om erkestolens besættelse.[28] Derfra ledsagedes han til Østlandet af flere raadsherrer og var i December paa Akershus. Her sees ogsaa biskoperne Gunnar af Hamar og Gunnar Holk af Oslo, den nye provst ved Mariakirken i Oslo, hr., Ivar Vikingssøn og hr. Hartvig Krummedike at have været tilstede. Men disse optraadte ogsaa nu sammen med danske raadsherrer og synes endog at være betragtede som en enhed med disse, som »kongens ærlige raad af Danmark og Norge«. Hr. Ivar Vikingssøn, der rimeligvis netop ved dette kongens besøg er bleven betroet rigsseglet efter Gunnar Holks ophøielse til biskop, nævnes under de da førte forhandlinger ikke med titel af kansler, hvorimod den lundske kannik, hr. Jens Klaussøn, der ogsaa var tilstede, omtales som kongens kansler. Formodentlig er der under kongens ophold paa Akershus afgjort flere regjeringssager. Der kjendes imidlertid nu kun to der udstedte kongebreve. Det ene omhandler et under kongens og rigsraadernes mægling afsluttet forlig mellem hr. Hartvig Krummedike og biskop Gunnar af Hamar.[29] Det andet er en bekræftelse af de rostockske kjøbmænds privilegier i handelen paa Oslo og Tunsberg, hvorved dog ikke rigsraadets medvirkning omtales.[30] Det sidste spor af kongens regjerings-virksomhed under dette hans ophold i Norge er fra aarets sidste dag, da han paa Baahus bekræftede Konghelles privilegier. Ved denne leilighed vides. kun hr. Hartvig Krummedike at have været tilstede.[31] Af de øvrige norske raadsherrer have neppe mange fulgt kongen videre end til Oslo.

Fra den nærmest følgende tid haves der kun faa efterretninger om raadet, saavelsom om den maade, hvorpaa den daglige styrelse var indrettet. Fra 1454 kjendes et af den nye kansler udstedt landsvist-brev.[32] I det hele viste det sig nu snart, at kongen ikke længer tog meget hensyn til det norske raad eller bekymrede sig om landets styrelse. Forskjellige kongebreve ere i denne tid udstedte udenfor rigets grænser, vedkommende norske anliggender, dels under majestæts-seglet, dels under sekretet, ved hvilke det norske raad ikke nævnes som medvirkende. Derimod findes exempler paa, at der ved uddeling af norske forleninger er benyttet danske rigsraaders mellemkomst.[33] Ligeledes have danske rigsraader paa andre maader deltaget i behandlingen af norske spørgsmaal, bl. a. ved tilstaaelsen af privilegier for de tydske kjøbmænd. Kongen har dog ogsaa i 1455, da han var paa Elfsborg og formodentlig ogsaa paa Baahus, havt en sammenkomst med det norske raad, hvorunder han lod dette give sit samtykke til nogle nye breve til fordel for de tydske kjøbmænd.[34] Her indfandt sig den udvalgte erkebiskop Olaf, de tre biskoper, Thorleif af Bergen, Marcellus af Skaalholt og Gunnar af Oslo, hr. Ivar Vikingssøn, hr. Olaf Nilssøn, hr. Hartvig Krummedike, hr. Kolbjørn Gerst, hr. Henrik Jenssøn, hr. Peder Nilssøn, hr. Mathias Jakobssøn, hr. Erik Bjørnssøn, Engelbrekt Staffenssøn og Herlag Peterssøn. Med deres samtykke – ligesom med det danske raads – udstedtes her en for begge riger fælles forordning.[35] Fra dette samme møde haves ogsaa en bekræftelse af Marstrands privilegier af 2den Juli 1455,[36] hvorved kongen rimeligvis maa have indhentet det norske raads samtykke. Ialfald forudsættes, at de skulde gjælde, indtil han fandt det nyttigt at forandre dem »med raad og samtykke af alt rigsens raad i Norge«.

Dette er dog kun en undtagelse. Af den række privilegier, der af denne konge fra 1452 af ere givne de nederlandske stæder, tales der kun i et om raadet; men dette maa efter den hele sammenhæng være det danske.[37] Bremens privilegier af 1455 og Rostocks af 1456[38] ere ogsaa udstedte under medvirkning af danske rigsraader. Hvor privilegierne gjaldt begge riger, kunde dette være mindre paafaldende; hvor de alene gjaldt Norge, var det et aabenbart brud paa de forudsætninger, hvorunder foreningen var indgaaet. Kongen var for øvrigt i disse aar mest optagen af forholdet til Sverige. Efter at han ogsaa var bleven konge i dette land, blev det hans første opgave at sikre sin ældste søn thronfølgen saavel der, som i Norge, i hvilket øiemed han allerede i Oktober 1457[39] tilsagde et møde af begge rigers raad til Skara i Vestergøtland i de første dage af det følgende aar. Ved dette indfandt ogsaa kongen sig.

Fra norsk side mødte i Skara biskoperne Gunnar i Hamar, Gunnar i Oslo og Sigurd i Stavanger, den udvalgte erkebiskop Olaf, hr. Ivar Vikingssøn, erkedegnen i Nidaros, Svein Erikssøn, erkedegnen i Bergen, Finnboge Nilssøn, ridderne hr. Kolbjørn Gerst, hr. Jon Smør, hr. Henrik Jonssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Thorgaut Bengtssøn, hr. Jon Peterssøn, hr. Henning Augustin, hr. Aslak Thoressøn, hr. Ragnvald Nilssøn og hr. Einar Fluga, væbnerne Herlag Peterssøn og Engelbrekt Stefanssøn og de fire lagmænd, Jens i Bergen, Haavard i Oslo, Erik i Stavanger og Aslak i Viken, der alle tilsammen kaldes Norges riges raade. Under forudsætning af, at ogsaa lagmændene have hørt dertil, har altsaa dette talt tre og tyve medlemmer, syv geistlige og seksten verdslige. Fraregnet lagmændene bliver tallet kun nitten, hvoraf tolv verdslige herrer. Disse vare, som det siges, komne sammen med kong Kristjern »for nogen mærkelig Norges riges ærindes skyld«. For at ikke efter kong Kristjerns død nogen paa samme maade som Karl Knutssøn skulde trænge sig til Norges krone, vare de nu komne overens om, at de skulde tage kongens gjenlevende ældste søn til hans efterfølger, og hvis denne da ved faderens død ikke var fuldmyndig, skulde de bistaa den eller de af Norges indfødte mand, som kongen satte til at være formyndere for ham i forening med dronning Dorothea.[40] Ved denne leilighed kunde det med mere grund end ellers paaberaabes, at man handlede efter den gamle norske lovgivning. Men det frie valg, som i 1449 og 1450 var sikret rigsraadet, var aldeles opgivet, og det norske rigsraad havde kun gjort efter, hvad det danske havde gjort foran.

Rigsraadets geistlige medlemmer vare formodentlig paavirkede af den imødekommen, som kongen under det samme møde viste dem ved at stadfæste den gamle sættargjerd.[41] Mod de verdslige viste kongen sig ogsaa eftergivende og sikrede sig deres velvilje ved at lade sin tidligere tilhænger og støtte, hr. Hartvig Krummedike, falde. Mellem de i 1458 nævnte rigsraader ere de fleste enten aldeles nye eller havde før kun været medlemmer af Karl Knutssøns raad, ikke af Kristjerns raad. I dette maa de være komne ind som en følge af de nærmest forudgaaende begivenheder og have saa der mødt sin gamle fiende, hr. Hartvig, med hvem flere af de nye medlemmer havde meget udestaaende. Saaledes faldt han rimeligvis som et offer for forsoningen mellem kong Kristjern og hans gamle modstandere. Ved optagelsen af kong Karls parti i raadet vandt dette kun lidet i national henseende, idet disse nye medlemmer enten tilhørte mindre fremtrædende ætter, eller først nylig vare indgiftede i landet. Til de sidste hørte hr. Alf Knutssøn, eier af Giske, Finnen m. m., der nu for første gang nævnes som medlem af raadet, hvor han siden længe blev siddende. Hr. Hartvig Krummedike mistede ved denne leilighed alle sine forleninger, og om han end ikke formelig udstødtes af raadet, synes det dog, som om han for længere tid har trukket sig ud af dette.[42] At kongen nu overhovedet optraadte forekommende imod det norske rigsraad, viste sig ogsaa deraf, at han hørte dette ved de bestemmelser om Rostockernes handel paa Oslo, som bleve udstedte under opholdet i Skara og skulde gjælde, indtil kongen selv kom til Norge.[43]

Ved mødet i Skara var indflydelsen inden raadet fra de indgiftede dansk-tydske medlemmer bragt over til de norske og indgiftede svenske. Men den betydning, som rigsraadet selv syntes at have faaet, var kun en rent forbigaaende. Da kongen havde opnaaet, hvad han ønskede, bekymrede han sig ikke synderlig om det norske raad. I den følgende del af hans regjering spiller dette kun en lidet betydelig rolle. Forretningsordenen blev atter den samme, som den havde været i de nærmest foregaaende aar. Paa kongens vegne besørgede kansleren, hr. Ivar Vikingssøn, nu som før udstedelsen af landsvist-breve.[44] I hans forfald nævnes flere gange kanniker ved Mariakirken som vicekanslere.[45]

Raadet havde nu sin væsentligste betydning som rigets øverste domstol, som udøveren af kongens dømmende myndighed. I denne henseende maatte unionen medføre en udvidelse af dets magt, da en saadan institution ikke kunde savnes inden riget. Det ansaaes derved som nødvendigt, at mindst tre af dets medlemmer deltoge i dommen.[46] Ved siden af raadets egne medlemmer vare i regelen en eller flere lagmænd tilkaldte, som ogsaa vare med at afsige dommen. Saadanne dombreve haves fra 1465 1471, 1472, 1478, ligesom nogle af raadets medlemmer i 1461 synes at have havt et lignende hverv.[47] Foruden erkebiskopen og biskoperne nævnes i disse breve hr. Ivar Vikingssøn, Svein Erikssøn, hr. Erik Bjørnssøn, nu maaske raadets ældste medlem, hr. Jon Smør, hr. Alf Knutssøn, hr. Gaute Kane, hr. Ragnvald Nilssøn, hr. Henrik Jenssøn, hr. Einar Fluga og hr. Svein Galde. Maaske vare ogsaa de to væbnere Thrond Benkestok og Reidulf Stigssøn medlemmer af raadet.

Af og til, skjønt neppe ofte, er der ogsaa afholdt større sammenkomster af det hele raad, ved hvilke kongen dog kun sjelden selv var nærværende. I 1468 og 1478 var han saaledes i Oslo, hvor han med sit raad har udstedt nogle bekræftelser af byens privilegier.[48] I vinteren 1473–1474 sendte han sin søn, den udvalgte kong Hans, til Oslo, hvor det søndenfjeldske raad havde en sammenkomst ved Kyndelsmesse 1474. Paa denne stadfæstede kong Hans Oslos privilegier med raadets samtykke.[49] Ved samme leilighed paadømtes ogsaa en retssag af ham og raadet.[50] Uagtet der ialfald efter 1458 neppe gaves nogen fast centralstyrelse inden landet, synes dog medlemmerne af raadet paa de steder, hvor flere boede sammen, undertiden at have været betragtede som en slags regjering. Saaledes synes en skrivelse fra raadet i nogle frisiske stæder af 1466 at være affattet under forudsætning af, at det søndenfjeldske rigsraad har havt en saadan stilling.[51] I 1476 udgik der en skrivelse til den engelske konge fra de bergenske raadsherrer, biskopen, kapelmagisteren og hr. Jon Smør, tillige med abbed Paul i Munkeliv, hvilken sidste dog ikke var medlem af raadet.[52] Rimeligvis har dog dette været i henhold til en særlig fuldmagt fra kongen.

Kong Kristjern selv kom efter 1455 neppe mere, end to gange til Norge, ved de ovenfor omtalte raadsmøder i Oslo 1468 og 1478.[53] I det sidste aar stillede han derhos i udsigt, at enten han selv eller ogsaa hans merckelike sendebod i 1479 vilde komme til Bergen for der at ordne de mange sager, som trængte til afgjørelse og havde ophobet sig.[54] Men der vides intet nærmere om, hvorledes det gik hermed. Under disse kongens besøg i Norge er der afgjort norske regjerings-anliggender under medvirkning fra raadets side.[55] Men for øvrigt lod dette sig kun vanskelig gjøre, og den maade, hvorpaa kongen overtraadte haandfæstningens bud om, at han hvert tredie aar skulde besøge Norge, drog saaledes ogsaa andre overtrædelser efter sig. Foreningen af 1449 og 1450 var indgaaet under den forudsætning, at Norge skulde bevare sin administrative selvstændighed. Men der var hverken truffet foranstaltninger til at sikre denne gjennem en fast centralstyrelse, eller sørget for, at der altid hos kongen kunde være tilstede medlemmer af det norske raad. Saaledes maatte den hele regjering og administration atter gaa i stykker. Haandfæstningens bud om, at Norge skulde have sin egen finansstyrelse, lod sig efter dette ikke opretholde. Hver lensherre stod i virkeligheden umiddelbart under kongen. Forsaavidt han samlede administrationen af større landsdele i en overordnet lensherres haand, bidrog dette ikke til at forøge raadets magt.[56] At opretholde nogen virksom kontrol med den maade, hvorpaa kongen bortgav lenene, og saaledes hævde haandfæstningens bud i dette punkt, lod sig heller ikke i længden gjøre for rigsraadet. Kongen ledede for det meste styrelsen paa egen haand. Uden at spørge rigsraadet har han pantsat len, udstedt værnbreve, givet de norske byer og fremmede kjøbmænd privilegier og bekræftet ældre gaver af krongods. Tildels har han derved handlet lige imod, hvad der forud var besluttet af raadet; en enkelt gang har han ved disse regjerings-handlinger tilkaldt medlemmer af det danske raad.[57] I hvilken grad kongen tilsidesatte hensynet til sine norske raadgivere, viser sig deraf, at han i 1471 har givet en stadfæstelse af et ældre brev til fordel for de tydske stæder form af en kundgjørelse, der bl. a. er stilet til raadets medlemmer.[58] Kun i et enkelt punkt er der grund til at tro, at kongen har holdt sig haandfæstningen efterrettelig, nemlig ved paalæg af nye skatter og afgifter. Hertil har han formodentlig som oftest indhentet raadets samtykke; dette har ialfald ikke efter hans død klaget over, at det i denne henseende er blevet tilsidesat.[59] I kong Kristjerns styrelse af Island synes der aldrig at være tale om raadet.[60]

Under disse forhold var det ikke at vente, at det norske raad kunde have nogen større indflydelse paa forhandlinger med fremmede magter. En enkelt gang nævnes dog dets medlemmer ved saadanne. I 1462 vare hr. Hartvig Krummedike og hr. Erik Bjørnssøn tilstede i Kjøbenhavn under forhandlingerne med de tydske stæder, og i 1465 forekommer hr. Ivar Vikingssøn mellem dem, som afsluttede en traktat med England, og fører ved denne leilighed titel af kansler.[61] Da kongen i 1468 pantsatte Orkn- og Shetlandsøerne, paaberaabte han sig det norske raads samtykke; uagtet der har været reist tvivl imod paalideligheden heraf, er det dog rimeligt, at det forholder sig saa. Under sit besøg i Oslo samme sommer kan kongen have forhandlet med raadet om denne sag, og nogle af dets medlemmer kunne ogsaa have fulgt ham til Danmark og der deltaget i de afsluttende forhandlinger.[62] Mellem dem har rimeligvis hr. Ivar Vikingssøn været, da han i det hele taget blev meget anvendt, maaske fordi han har været en mand, der ved sin dygtighed har hævet sig op over sine omgivelser. Da han paa denne maade maatte være meget paa reiser udenfor landet, ligger deri en forklaringsgrund til, at vicekanslerens embede nu atter er bleven besat.

Under de forhandlinger med Sverige, som optoge den senere del af Kristjern I.s regjering, optræde oftere medlemmer af det norske raad sammen med det danske paa de større unionelle sammenkomster. De nævnes saaledes ved møderne i Jønkøping 1466, i Kalmar 1471, 1473, 1474 og 1476 og i Rønneby 1476. Ved alle disse leiligheder var hr. Ivar Vikingssøn tilstede, som oftest ledsaget af to eller flere af de øvrige rigsraader. Af dem nævnes biskop Hans Teiste af Bergen (1476), biskop Gunnar Holk af Oslo (1473), hr. Magnus Gren (1471), hr. Erik Bjørnssøn (1471 og 1473), hr. Henrik Jenssøn (1474 og 1476), hr. Kolbjørn Gerst (1466), hr. Bo Fleming (1466), hr. Alf Knutssøn (1471 og 1476) og hr. Jon Smør (1476).[63] Ved andre anledninger, som ved de unionelle forhandlinger i Halmstad 1468 og i Kalmar 1472, optraadte derimod det danske rigsraad alene baade paa Danmarks og Norges vegne.[64] Men ogsaa naar det norske rigsraad var repræsenteret ved disse møder, viser det sig, at dets medlemmer betragtedes som en enhed med det danske raad, og at det samme var tilfældet med de to riger, Danmark og Norge, lige over for Sverige.

I denne henseende maa Kristjern L.s regjering have havt en stor betydning for den følgende udvikling. Ved overenskomsten i Bergen 1450 var der netop i hans tid lagt et nyt grundlag for foreningen, og i den følgende tid maatte kongens hele styrelsesmaade tjene til at bringe rigerne mere sammen i politisk og administrativ henseende. Hvorvidt han herved har været sig en bestræbelse i denne retning fuldt ud bevidst, kan være tvivlsomt. Men selve udviklingens gang er aldeles tydelig. Dronning Margrete havde i sin tid arbeidet paa at danne et unionelt raad af de tre særskilte rigsraad, og denne politik blev i hendes tredie efterfølgers tid med held gjentagen for de to af rigernes vedkommende. Grænserne mellem det norske og det danske raad udviskedes efterhaanden, hvormed ogsaa fulgte en begyndende sammensmeltning mellem begge rigers administration, navnlig derved, at kongen henvendte sig til det danske raad i sager, som udelukkende vedkom Norge. Ved siden deraf gaves der ogsaa en enkelt gang bestemmelser under ét for begge lande med samtykke af begges rigsraad.[65] Efterhaanden begyndte man at vænne sig til at betragte denne sammensmeltning som noget, der var i sin orden. Paa de tider, hvor ogsaa Sverige var med i unionen, synes den norske almue endog at have anseet alle tre rigers raad som en enhed, og kongen selv bidrog til at støtte denne opfatning.[66]

Saafremt det norske rigsraads medlemmer havde havt en rigtig forestilling om betydningen af disse forhold og derhos været istand til at gjøre sig gjældende i det unionelle raad, der saaledes efterhaanden voksede frem, vilde den nu begyndte udvikling ingenlunde ubetinget have været til Norges skade. Men rigsraadet besad i denne henseende ikke de fornødne betingelser. Kun om et ganske ringe antal af den tids raadsherrer kan det antages, at de have havt den uddannelse, som krævedes af deres stilling. Deres syn var snevert, og de gjorde kun lidet for at holde sig i høide med sine standsfæller i de to andre lande. Norge selv bød i det femtende aarhundrede ingen adgang til at erholde endog blot en tarvelig uddannelse for det offentlige liv, og udenfor de geistlige har det vist været en stor sjeldenhed, at en raadsherre havde foretaget en udenlandsk studiereise. Selv til unionskongens hof søgte kun sjelden de unge norske adelsmænd.[67] De holdt sig helst hjemme i stilhed, optagne af sine private interesser, over hvilke de tabte sansen for de større, saaledes at de bleve ude af stand til at optræde paa en kraftig maade, hvor det gjaldt om at opfylde sine pligter mod sine standsfæller og sit land. De lange og hyppige reiser, som bleve nødvendige for det norske raads medlemmer, naar de skulde deltage i de fælles raadsmøder, gjorde disse endnu byrdefuldere for dem end de indenlandske. De klagede derover og saa sig helst fritagne for at møde. Følgen deraf blev den, at sagerne afgjordes uden deres medvirkning. Ude af stand til at foretage noget kraftigt skridt til at bevare sin egen indflydelse, nøiedes raadet med at indgive klager over kongens styrelse. Saadanne vides bl. a. at være førte over hans slette mynt og over, at der førtes forhandlinger med Hansestæderne udenfor riget.[68] Men noget udbytte bragte aldrig disse klager, til hvilke kongen intet hensyn tog. Haandfæstningens bestemmelser bleve kun sjelden opfyldte. Skylden herfor hviler ikke alene paa kongen. For en stor del var den ogsaa rigsraadets, der manglede evne og midler til en virksom kontrol og ikke kunde paase, at de i 1449 givne løfter bleve overholdte.


  1. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 342. Naar det norske rigsraad, parliamentum regni Norvegiæ, gjentagne gange paaberaabes i Kristjern I.s skrivelser til paven o. a., der ere trykte i stette bind af Script. rer. Danic., da har dette neppe nogen synderlig betydning. Smlgn. L. Daae, Kristjern I.s norske historie, s. 102, hvor disse breves karakter er omtalt.
  2. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 230, 236.
  3. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 531.
  4. ↑ Huitfeldt, Kristjern den første, s. 9 flg.
  5. ↑ Dipl. Norv., III, no. 808.
  6. ↑ Dipl. Norv., III, no. 806.
  7. ↑ Dipl. Norv., V, no. 779.
  8. ↑ Dipl. Norv., III, no. 824; VI, no. 545.
  9. ↑ Dipl. Norv., III, no. 840.
  10. ↑ Smlgn. Dipl. Norv., V, no. 785, 792, 818; VII, no. 455. Smlgn. nedenfor, s. 318, note 6, og s. 328.
  11. ↑ Dipl. Norv., I, no. 812. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 573. I førstnævnte verk I, no. 813 omtales, at kongen havde forlenet Bergens domkapitel med Hardanger, men uden at noget nærmere oplyses om maaden, hvorpaa dette skede. Smstds. VI, no. 535 et lensbrev, der er udstedt uden raadets medvirkning og rimeligvis maa henføres til denne tid. Smstds. VIII, no. 344 et mærkeligt brev, en af danske raadsherrer i 1450 afsagt dom mellem kongen og nogle engelske kjøbmænd.
  12. ↑ Dipl. Norv., II, no. 788.
  13. ↑ Dipl. Norv., IV, no. 921, 924; VI, no. 534, 535.
  14. ↑ Sekretet findes afbildet paa den ene planche til {{sperret|Dipl. Christ. I. Et andet i Sveriges hist. från äldsta tid till våra dagar, II, s. 320; paa s. 319 en afbildning af majestæts-seglet.
  15. ↑ L. Daae, Kristjern I.s norske historie, s. 55, note 1.
  16. ↑ Dipl. Norv., III, no. 812.
  17. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 350.
  18. ↑ Dipl. Norv., III, no. 815: nostro sub secreto.
  19. ↑ Huitfeldt, Kristjern den første, s. 32.
  20. ↑ Nye danske magasin, VI, s. 50: han hauer och sworet oss radh. Videre siger kongen, at H. K. havde svoret at overholde alle de artikler, som wy meth wort radh mw nerwerendis betracte kunne nyttelighe at wære.
  21. ↑ Dipl. Norv., III, no. 824.
  22. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 348.
  23. ↑ Dipl. Norv., III, no. 824; VI, no. 545. Maaske er der her ved udtrykket reg. maj. loc. tenentes tænkt paa de to tilstedeværende herrer, Hartvig Krummedike og Henrik Jenssøn. Smlgn. ovenfor, s. 316. At opfatte det som gjældende det hele raad, er neppe rigtigt.
  24. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 545. Brevet er ogsaa mærkeligt, forsaavidt det taler om wortnede og landboer under Munkeliv.
  25. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 450, s. 448.
  26. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 535. Smlgn. ovenfor, s. 316, note 3.
  27. ↑ Det er netop paa denne tid, at raadets medlemmer begynde at føre titel af rigsraad. Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 853; II, no. 743, 1011; VI, no. 535, 545; VIII, no. 236. Det sidste brev er dog falsk. Før kaldtes de kun en enkelt gang »kongens raadgivere«. Smlgn. s. 243.
  28. ↑ Dipl. Norv., III, no. 824. Ogsaa i det til almuen i Thrøndelagen 10de Oktober 1453 udstedte kongebrev paaberaabes raadets samtykke ved de til kirken gjorte indrømmelser. Skandin. literatur-selsk.s. skr. XVI, s. 161 flg.
  29. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 351: Dominus rex proprie in pleno consilio. Smstds no. 352 biskopens erklæring om forliget. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  30. ↑ Dipl. Norv., III, no. 825.
  31. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 547.
  32. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 353.
  33. ↑ {{sperret|Dipl. Norv., II, no. 808: Dominus rex proprie et ad instanciam domini Akonis Axelson.
  34. ↑ Dipl. Norv., VII,.no. 450: Dominus rex per se [præsentibus] illustri domino duce Slesvicensi et domino Nicolao Erici militi; VII; no. 451: Dominus rex per se præsentibus dominis Nicolao Erici magistro curie Eggardo Frille et Timmonme Nicolai militibus.
  35. ↑ Detmar ved Grautoff, II, s. 178. Nor, tidsskr. for videnskab og literatur, III, 3, s. 54. Skandin. literaturselsk.s skrifter, XVI, s. 56, note 1 og 172 flg. Paus, Forordninger, s. 270. Willebrandt, Hansische chronik, bilag, s. 61 flg.
  36. ↑ Dipl. Norv., V, no. 793. I disse privilegier tales om »haandgangne mænd«. Smlgn. IV, no. 928; VII, no. 144.
  37. ↑ Dipl. Norv., V, no. 777, 778, 781, 788, 817, 869.
  38. ↑ Dipl. Norv., III, no. 832; V, no. 791.
  39. ↑ Dipl. Norv., V, no. 809.
  40. ↑ Dipl. Norv., III, no. 842.
  41. ↑ Dipl. Norv., IV, no. 941
  42. ↑ Dipl. Norv., II, no. 828. Smlgn. L. Daae, Kristjern I.s norske historie, s. 147 flg. Smstds. s. 143 flg. om den orden, hvori rigsraaderne nævnes ved dette møde. – Naar hr. Hartvig Krummedike endnu i Mai 1457 kaldes drottsete, er dette maaske en misforstaaelse. Dipl. Norv., III, no. 840.
  43. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 556: ad relationem episcopi Asloensis.
  44. ↑ Dipl. Norv., II, no. 889, 892, 900; VIII, no. 353.
  45. ↑ Dipl. Norv., I, no. 893 (hr. Gudbrand Rolfssen vicekansler), III, no, 852 (hr. Peter Magnussøn), 917 (hr. Gudbrand Rolfssøn).
  46. ↑ Dipl. Norv., II, no. 878.
  47. ↑ Dipl. Norv., I, no. 853 (mellem de her nævnte lagrettesmænd en væbner), 870; II, no. 878, 886, 907; V, no. 834.
  48. ↑ Paus, Forordninger, s. 271–273. I 1478 var erkebiskopen, tre bisper, kansleren og fem af de ovenfor nævnte riddere tilstede. Dipl. Norv., II, no. 907.
  49. ↑ Dipl. Norv., I, no. 906: datum ... de consensu et consilio unanimi regni consiliariorum pronunc ibidem congregatorum nostrique secreti munimine roboratum.
  50. ↑ Dipl. Norv., III, no. 903. Ogsaa 1478 har han givet Rostockerne et fribrev. III, no. 924. Smlgn. s. 328, note 2.
  51. ↑ Dipl. Norv., III, no. 876.
  52. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 481. Smlgn. R. Keyser, Den norske kirkes hist., II, s. 568, hvor for øvrigt abbeden ogsaa omtales som rigsraad. I brevet er det kun de tre førstnævnte, som føre denne titel.
  53. ↑ Under dette besøg har kongen ogsaa ombord paa sit skib i Oslofjorden udstedt et værnbrev for eieren af Sandbo i Vaage ad relationem domini Karoli, episcopi Hamarensis. Dipl. Norv., III, no. 923.
  54. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 588. I et kongebrev af 1478 omtales et raadsmøde i Bergen, formodentlig i 1477. Nor, III, 3, s. 64.
  55. ↑ I et brev fra 1472 tales om en ældre retterbod, der med samtykke af raadet var stadfæstet af kongen; maaske har dette været ved hans kroning. Dipl. Norv., II, no. 886.
  56. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 805 flg. Efter 1455 synes hr. Magnus Gren at have indtaget en saadan stilling i hele det nordenfjeldske. Skandinaviske literatur-selskabs skrifter, XVI, s. 161 flg. Smlgn. L. Daae, Kristjern I.s norske historie, s. 96. Naar hr. Kolbjørn Gerst en enkelt gang, i 1459, kalder sig »høvedsmand paa Tunsberghus i min herre kongens fraværelse«, har dette maaske ogsaa hensyn til en saadan, ham overdragen udvidet myndighed. Dipl. Norv., II, no. 830.
  57. ↑ Dipl. Norv., I, no. 883, 888; III, no. 865, 886, 906, 918, 924 (udstedt i Kjøbenhavn af den udvalgte konge); VII, no. 468. Nor, III, 3, s. 61. Willebrandt, Hansische chronik, bilag, s. 71 flg.
  58. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 471. I 1469 havde de tydske stæder klaget for konge og raad. Nor, III, 3, s. 59 flg.
  59. ↑ Hadorph, anf. st., tillæg, s. 805 flg. Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 314 flg.
  60. ↑ Finni Johannæi Hist. ecclesiast. Isl., II, 232–242.
  61. ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 166. Nor. III, 3, s. 57.
  62. ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 206. Smlgn. Huitfeldt, Kristjern I, s. 172, og C. F. Allen, De tre nordiske rigers historie, II, s. 524 flg.
  63. ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 175, 285, 312, 327, 329; Dipl. Norv., III, no. 893; Hadorph, III, anf. st., tillæg, s. 300.
  64. ↑ Dipl. Christierni primi, pag. 199, 259.
  65. ↑ Skandin. literatur-selskabs skr., XVI, s. 172 flg. Smgln. ovenfor, s. 323.
  66. ↑ En bonde fra Ringerike klagede i 1450 for konunghen och rigsens radh aff Danmark och Sverighe och Norighe. Dipl. Norv., I, no. 853. I bekræftelsen af sættargjerden taler kongen om sit ærlighe raad lærdhe ock leckthe af alle iij ryckenæ. Smstds. IV, no. 941.
  67. ↑ Smlgn. ovenfor, s. 301. Ogsaa hr. Alf Knutssøn havde været kongelig »hofsinde«. Om en norsk adelsmand, der var kammerjunker hos kongen, men alligevel omtales som »denne fattige Norbagge«, se Huitfeldt, Kong Hans, s. 202.
  68. ↑ Hadorph, anf. st., tillæg, s. 306. Nor, III, 2, s. 65. Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 336.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/14&oldid=234083»