Wikikilden

Det norske rigsraad/15

< Det norske rigsraad
Det norske rigsraad
Den norske forlagsforening,  (s. 332-361).
◄  XIV.
XVI.  ►
XV.
Raadet under kongerne Hans og Kristjern II, 1481–1523.

Rigsraadet overtager styrelsen. – Raadsmøde i Bergen 1481. – Forhandlinger med Sverige. – Raadsmøde i Oslo 1482. – Det norske rigsraads klageskrift. – Hr. Jon Smør som rigsforstander. – Beleiringen af Baahus. – Kong Hans vælges af det norske rigsraad. – Haandfæstningen fælles for Danmark og Norge. – Haandfæstningens bestemmelser om rigsraadets myndighed. – Kongens besøg i Norge sommeren 1483. – Han begynder med at styre landet efter sin haandfæstning. – Rimeligvis er der i 1483 udnævnt to centralstyrelser for Norge. – Raadsmøder i 1485, 1486 og 1489. – Kongens ældste søn, Kristjern, hyldes som thronfølger. – Raadsmøder i 1490, 1491 og 1492. – Raadet i 1495, 1498 og 1499. – Kong Hans misfornøiet med rigsraadet i 1501 og 1502. – Det nordenfjeldske raad 1506. – Raadet nu væsentlig indskrænket til at være den øverste domstol. – Raadets indflydelse paa administrationen kun ringe. – Thronfølgeren stilles i 1506 i spidsen for Norges styrelse. – Han anvender i 1507 og 1508 raadets medvirkning. – Senere synes denne at være aldeles ophørt. – Kong Kristjern benytter fremmede som sine raadgivere. – Kong Hans’s død. – Det norske raads klageskrift. – Fælles haandfæstning for begge riger i 1513. – Raadsmøde ved kongens kroning i Oslo 1514. – Raadsmøde i Kjøbenhavn 1515. – Raadets virksomhed synes at være aldeles ophørt. – Kristjern II.s kansler. – Hr. Nils Henrikssøn som hofmester. – Rigsraadet som domstol.

Efter Kristjern den førstes død, 29de Mai 1481, optraadte rigsraadet paa samme maade, som i 1448, som selvskrevet til at overtage regjeringen, indtil der var valgt en ny konge. Ifølge overenskomsten i Skara af 1458 skulde rigtignok Kristjerns ældste søn, Hans, allerede da været at betragte som valgt til hans efterfølger. Men gjennem de indrømmelser, som faderen senere havde maattet gjøre det svenske rigsraad, kunde dette valg med grund ansees som tilbagekaldt, saaledes at rigsraaderne igjen maatte være berettigede til at vælge konge. Dermed fulgte ogsaa, at rigsraadet blev rigets styrer under det nu forestaaende interregnum. Som dettes formand optraadte foreløbig erkebiskop Gaute af Nidaros. Ingen var nærmere dertil end han. Raadet samledes først i Bergen, hvor i August og September 1481 erkebiskopen, biskoperne af Bergen, Hamar, Stavanger og Hole, hr. Jon Smør, befalingsmand paa Bergens kongsgaard, hr. Alf Knutssøn, Jon Bjørnssøn, Otte Matssøn, Thorleif Bjørnssøn og Guthorm Tjeld udtrykkelig nævnes som raadsherrer.

De forsamlede medlemmer af raadet optraadte med fuld kongelig myndighed. Under 25de August udnævnte de saaledes Thorleif Bjørnssøn til hirdstyrer paa Island. Rigsraadet paaberaabte sig derved, at den afdøde konge havde lovet at styre riget med indenlandske og indfødte mænd og ikke overdrage land eller len til udlændinge, hvilket de nu efter sit privilegium og landets frihed agtede fuldkommelig at holde. Af denne grund vare dets medlemmer blevne enige om, at Thorleif Bjørnssøn paa Norges krones vegne skulde have Island i tre aar, fra hans ankomst der til landet at regne, mod aarlig forfaldsløst at lade udbetale 900 lette gylden i Bergen til »Norges forstander«, hvorhos han skulde være »Norges krone og hendes forstander« tro og huld.[1] Det maa saaledes allerede paa denne tid have været rigsraadets tanke at indrette sig med muligheden af en længere thronledighed for øie og derfor at vælge sig en »rigsforstander«, i lighed med hvad der allerede længe forud var skeet i Sverige. Men det er dog neppe rimeligt, at der allerede i Bergen er foretaget noget saadant valg.

Under det samme møde benyttede ogsaa rigsraadet anledningen til at protestere mod de friheder, som Kristjern den første i sin tid uden at indhente dets samtykke havde tilstaaet Hamburgerne, samt maaske ogsaa borgerne i enkelte andre tydske stæder, med hensyn til at drive handel umiddelbart paa Island. Det tilskrev i denne anledning raadet i Lübeck med underretning om, at denne ret fra nu af maatte være ophævet, medens Bergen atter, ligesom fra gammel tid, skulde være stapelstad for den islandske handel.[2] Rigsraadets medlemmer have rimeligvis i den følgende tid for det meste været samlede. Men da Bergen under de daværende politiske forhold ikke var det heldigste samlingssted, bleve dets forhandlinger snart forlagte til Østlandet. I Bergen har man saaledes neppe taget nogen endelig beslutning. Men det synes dog, som om man allerede der har bestemt sig for at aabne underhandlinger med Sveriges rigsraad og rigsforstander. Ialfald blev om høsten 1481 en af de i Bergen fremmødte raadsherrer, Guthorm Tjeld, sendt til Sverige. Omtrent samtidig sendte kong Hans, der allerede havde antaget titel af Norges arvekonge, nogle sendebud til. Norge, hvilke rimeligvis have truffet raadet paa Østlandet.[3]

I de første dage af 1482 var rigsraadet samlet i Oslo. Her mødte biskoperne Gunnar af Oslo, Hans af Bergen og Karl af Hamar, abbed Paal i Hovedøen, kansleren, hr. Ivar Vikingssøn, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Bo Fleming, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galde, hr. Einar Fluga, Jon Bjørnssøn, Anders von Bergen, Otte Matssøn, Mogens Pederssøn og Guthorm Tjeld, – alle tilsammen kaldte »Norges riges raad«. Paa dette møde blev der bl. a. afgjort en retssag om Manvik gaard og gods, der paadømtes af seks raadsherrer og to lagmænd.[4] Hovedøiemedet med sammenkomsten var dog af rent politisk natur. Der indfandt sig to sendebud fra det svenske rigsraad, og med disse afsluttedes der 1ste Februar en foreløbig, »kjærlig og venlig bebindelse mellem disse to riger, Norge og Sverige, hvorefter de begge skulde bistaa hinanden til opretholdelsen af sin fulde frihed, ret og velmagt«. Navnlig skulde da dette vise sig deri, at det ene riges raad ikke skulde indlade sig paa noget kongevalg uden i fællesskab med det andet, og at ethvert forbund, som sluttedes af det ene rige, ogsaa skulde gjælde det andet.[5]

Samtidig skreve ogsaa de tre biskoper, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Gaute Kane og hr. Svein Galle, et brev til det svenske rigsraad, hvori de opregnede alle de klagemaal, de havde imod den afdøde konges styrelse.[6] Tildels angik disse saadanne ting, som at Orknøerne og Shetlandsøerne vare pantsatte, og at afgiften af Suderøerne ikke betaltes. Men ved siden deraf førtes ogsaa klage over den maade, hvorpaa kong Kristjern ved sine besættelser af de forskjellige lens- og slotsbefalinggmænds-poster ligefrem havde krænket de løfter, som han havde givet i sin haandfæstning. Saaledes klagedes der over hans forhold mod Island og handelen paa denne ø, og at Baahus, Skidasyssel, Midtsyssel o. s. v. dels vare forlenede til udenlandske mænd, dels pantsatte, – endvidere over de mange reiser, som rigsraadets medlemmer paa egen bekostning havde maattet gjøre udenfor landet, hvorunder Russer og hedninger havde gjort indfald i Norge og derved tilføiet riget stor skade. Kongens egne folk havde i Norges frie havne og farvand grebet personer, som havde rigsraadets leide, uden at det siden havde været muligt at faa ret derover. De gjentagne klager over det blodige opløb i Bergen 1455 havde heller aldrig ledet til noget; mange skadelige privilegier vare ovenikjøbet tilstaaede udlændinge. Kongen havde ført mange krige og derved kaldt »Norges gode mænd« til tjeneste uden rigsraadets samtykke, »Norges rige til stor skade og fordærvelse«; han havde bragt rigets indtægter udenfor landet, saaledes at intet deraf anvendtes til dettes nytte. Kronens kirker og len vare overdragne til udenlandske mænd, medens »gode klerke, som ere fødte af riddere og svende i Norge«, maatte »miste og ombære«. Rigsraadets begjæringer om at faa myntere i landet vare aldrig blevne opfyldte. I sommeren 1481 havde ogsaa »den unge herres« (kong Hans/s) tjenere været under den norske kyst og der røvet fra Oslos borgere og flere andre, »af hvilket liden god vilje affødes kan«. Derhos havde Kristjern uden at spørge rigsraadet nylig pantsat en stor del af riget til »den unge fyrstinde«, som de nu igjen vilde have under Norges krone.

I sin henvendelse til det svenske rigsraad havde det norske foreslaaet, at det møde, som paatænktes afholdt i Kalmar, heller burde finde sted i Lødøse. Derved bragtes der en usikkerhed og uklarhed ind i forhandlingerne, der maaske endog fik en afgjørende indflydelse paa disses uheldige udfald. Sagen er senere bleven fremstillet paa forskjellige maader. Men i ethvert fald maa det ansees for sikkert, at de norske rigsraader ikke viste sig sin stilling voksne.

I Juni 1482 var hr. Jon Smør i Bergen, hvor da ogsaa en afdeling af rigsraadet synes at have været i virksomhed.[7] Kort efter maa han imidlertid være reist til Østlandet, hvor han traf sammen med de fleste af raadets øvrige medlemmer, som da synes at have været paa veien til Lødøse, hvor der imidlertid ikke var holdt noget møde. 25de Juli vare saaledes erkebiskopen og biskoperne af Oslo, Bergen, Hamar og Stavanger samlede paa Jarlsø ved Tunsberg,[8] og 1ste August blev der ogsaa fra samme sted afsendt en forklaringsskrivelse om grunden til, at det norske rigsraad ikke havde givet møde i Kalmar. Denne er undertegnet af følgende consiliarii regni Norvegiæ: erkebiskop Gaute, biskop Hans af Bergen, biskop Eiliv af Stavanger, hr. Jon Smør, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galle, Anders von Bergen og Peter Karlssøn.[9]

Ved mødet i Kalmar havde Svenskerne vist sig virkelig tilbøielige til at tage sig af det norske rigsraads sag, og mødet blev udsat for i stedet at afholdes i Kjøbenhavn 24de August, som det sagdes af hensyn til, at Nordmændene ikke havde indfundet sig. Samtidig var der i Norge sendebud fra det danske rigsraad, men uden at der blev truffet nogen endelig og bindende aftale. Ogsaa fra det svenske rigsraad havde der indfundet sig udsendinge, som kunde bringe tilbage en meddelelse om, hvad der var foregaaet under forhandlingerne med de danske sendebud, undertegnet af biskoperne Hans af Bergen og Eiliv af Stavanger samt væbneren Otte Matssøn som regni Norvegiæ consiliarii.[10]

Til mødet i Kjøbenhavn kom ingen norske rigsraader, da de kun ventede sig ringe >forbedring« deraf. I stedet greb man til mere energiske forholdsregler for ialfald at tiltvinge sig en forandring i et af de punkter, hvorover der var ført klage, ved at besætte Baahus, som fremdeles var i en dansk befalingsmands hænder. Samtidig besluttede ogsaa raadet at udnævne en verdslig rigsforstander, og valget faldt paa hr. Jon Smør, rigsraadets ældste ridder, som fra nu af fører titel af »Norges riges forstander« (regni Norvegiæ gubernator). Som saadan ledede han ogsaa beleiringen af Baahus. I leiren for denne borg samledes tillige erkebiskop Gaute, biskop Hans af Bergen, biskop Eiliv af Stavanger, hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn og hr. Svein Galde, Jon Bjørnssøn, Otte Matssøn, Peter Karlssøn og Guthorm Tjeld tilstede, senere hen ogsaa Anders von Bergen. Derimod er hr. Ivar Vikingssøn maaske bleven tilbage i Oslo[11] og har muligvis ikke engang senere indfundet sig i leiren. Herfra fortsattes de tidligere indledede forhandlinger med det svenske raad. I sine skrivelser udtalte de norske rigsraader sig om den uret, der var gjort deres land, ved at kongen havde overdraget Baahus til en dansk befalingsmand, hvilket tillige indeholdt en fare for Sveriges sikkerhed. Raadets uvilje mod unionen fremgik ogsaa af disse dets skrivelser. Det sagdes i dem, at der var megen fare i den tidligere bestemmelse om, at de tre riger til evig tid skulde være forenede under én konge, hvilket de aldeles ikke kunde finde at være til nogen nytte, da det til denne tid ikke havde havt nogen god fremgang og det i fremtiden yderligere maatte være at befrygte, »at det maatte komme da til mere skade og større usamdrægtighed«.[12]

For at følge en saadan politik som den, det norske rigsraad nu havde forsøgt, var det en nødvendig forudsætning, at det fik hjælp fra Sverige. Men da der netop paa denne tid foregik et afgjort omslag i det svenske raads holdning, maatte alt haab i denne henseende snart opgives. Det svenske rigsraad havde selv vist sig villigt til at underhandle med det danske, og det kunde da ikke opmuntre de norske raadsherrer til at fortsætte paa den vei, hvorpaa de nu vare slaaede ind. I overensstemmelse med den saaledes forandrede situation opfordrede det ogsaa sine kolleger i Norge til at træffe en overenskomst med de danske sendebud og derved faa det ordnet saaledes, at; enten en norsk befalingsmand straks kunde blive indsat paa Baahus eller ialfald den danske indtil videre ikke befatte sig noget med lenet.[13] Med dette svar var sagen for Norges vedkommende egentlig at betragte som afgjort, og rigets tilslutning til den i Danmark valgte nye konge den eneste udvei, som stod det aaben. Da kong Hans omtrent samtidig sendte fire medlemmer af det danske raad til Baahus,[14] blev der ogsaa med dem truffet en aftale om, at det norske raad i Januar 1483 skulde indfinde sig til et unionelt møde i Halmstad og der forhandle om Hans’s antagelse til konge.

Mødet i Halmstad afholdtes til fastsat tid. Foruden erkebiskop Gaute og hr. Jon Smør mødte fra norsk side biskoperne Hans af Bergen og Karl af Hamar, hr. Bo Fleming, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galde, Anders von Bergen og Otte Matssøn. Mødets egentlige hensigt blev ikke opnaaet; der blev atter berammet et nyt møde, som skulde holdes i Kalmar, hvorom der ogsaa udstedtes et dokument, som bl. a. besegledes af erkebiskop Gaute og hr. Jon Smør.[15] Sammen med erkebiskopen af Lund og den danske rigshofmester betegnedes de her som Daciæ et Norvegiæ regnorum consiliarii. Men mødet bragte dog for Danmarks og Norges vedkommende det resultat, at de fra disse riger fremmødte raadsherrer enedes om at antage kong Hans og forelagde ham en haandfæstning, som han paa sin side antog 1ste Februar.[16] Denne var fælles for begge riger. Dog optraadte hvert rigsraad nu for sig.

Haandfæstningen paalagde kongen at styre sine riger med gode indfødte mænd af og i hvert af dem, ikke optage udlændinge i raadet og ikke drage dettes medlemmer nogen vanbyrding over hovedet, samt i det hele ikke udnævne eller afsætte nogen befalingsmand over len eller slotte »uden med de ypperste og bedste rigens raads raad i den landsende, som slottene beliggendes ere«, hvilke da igjen skulde være ansvarlige for rigets »menige raad«. Kongen maatte ikke uden at indhente rigsraadets samtykke pantsætte eller afhænde nogen del af rigerne og heller ikke formindske kronens eiendomme eller indtægter. Raad, ridderskab og gode mænd, geistlige og verdslige, skulde kongen holde ved deres værdighed. Til at paalægge almue og kjøbstæder nogen landskat maatte han indhente samtykke af rigsraadet, biskoper, prælater og ridderskab »og noger almuens samtykke efter loven«. Til at udstede »forbud« i et af rigerne eller til at ophæve et saadant skulde paa samme maade udkræves »meste delen det riges raad«. Med rigsraadets raad skulde ligeledes kongen beskikke gode mænd af sit raad, »helst de retviseste og klogeste«, til at holde retterthing over alle rigerne, med fuldmagt til at dømme om alt, der tilhørte kronen, kirken og ridderskabet. Til at begynde krig aller til at trække fremmede tropper ind i rigerne udkrævedes ogsaa samtykke af vedkommende riges raad. I intet af rigernes raad maatte optages andre end »rigens ædlinge, indfødte mænd, af riddere og svende«, hvilket ogsaa blot maatte ske med rigsraadets raad og efter at de havde aflagt sin ed. I ethvert rige skulde dets »dretsel og breve« opbevares paa et bestemt sted (for Norges vedkommende paa Bergens kongsgaard), hvor de skulde være under opsigt af to geistlige og to verdslige rigsraader, af hvilke kammermesteren skulde være den ene. Disse skulde da én gang om aaret gjøre kongen og vedkommende riges raad regnskab. Kongen forpligtedes til ikke at bringe rigets klenodier, breve eller rente ud af noget rige, men at lade alt, som blev tilovers, efterat de nødvendige udgifter vare bestridte, nedlægge i vedkommende riges dretsel, »og ingensteds udføres uden efter mene rigsens raads raad«. Naar kongen var bleven »annammet« i Sverige, skulde han afvekslende være et aar i hvert rige; saafremt hans nærværelse i det ene paa grund »af mærkelige behov« skulde blive længere eller hyppigere, maatte dette kun ske med vedkommende rigsraads raad. Naar han reiste fra det ene rige til det andet, skulde han modtages ved grænsen af nogle medlemmer af dets raad, embedsmænd og hofsinder og atter igjen af dem ledsages til grænsen. Alle slotslove i Danmark og Norge skulde kongen modtage af hvert riges raads hænder, til hvilke de igjen ved hans død skulde antvordes. Under kongens fravær skulde der i hvert rige tilsættes et udvalg af fire rigsraader, som skulde skikke alle lov og ret, »dog dermed ingen dragen fra sit herredsthing, landsthing eller rigens kansler«. Ved St Olafs dags tid skulde aarlig et møde holdes, afvekslende i Kongsbakke, Lødøse og Konghelle, hvorved tre rigsraader, en biskop og to af ridderskabet, fra hvert rige skulde komme sammen for at forhandle og afgjøre alle anliggender, der kunde fremkalde nogen uenighed mellem rigerne. Foruden disse almindelige bestemmelser var der i haandfæstningen ogsaa indtaget enkelte, der udelukkende angik Norge. I dem maa man se resultatet af de forhandlinger, som om høsten 1482 vare førte mellem de norske raadsherrer og de danske udsendinge.

Kongen forpligtede sig nu bl. a. til at lade den norske krone faa tilbage, hvad den under hans forgjængere, fornemlig under hans fader, havde tabt af land, slotte, stæder, renter eller hvad andet være kunde, »med det allerførste efter rigens raad«. Efter rigsraadets raad tillod han, at der i Norge skulde slaaes mynt, jævngod med danske penge, deriblandt i Nidaros efter domkirkens privilegier. Hvert andet aar skulde rigsraadet samles for at overveie rigets ærinder, afvekslende i Oslo og Bergen, hvor de skulde afgjøre alle forekommende sager, hvad kongen bagefter ubrødelig vilde holde. Til at indkalde disse møder skulde erkebiskopen have »befaling«.

I virkeligheden vare dog ikke udsigterne meget lovende for den fortsatte opretholdelse af Norges selvstændighed i den paa ny indgaaede union. Allerede den maade, hvorpaa Norge var bragt i den stilling, at det ikke havde andet valg end at slutte sig til Danmark, viser rigets politiske afmagt. Haandfæstningen selv giver ogsaa vink om, hvor liden evne rigsraadets medlemmer besad til at opfatte sin egen og rigets stilling.

Haandfæstningeri var efter sin ordlyd særdeles gunstig for det norske rigsraad. Det samme gjælder ogsaa de tillæg, den senere hen, i løbet af den paafølgende sommer, erholdt ved den reces, som blev vedtagen paa et møde med det svenske raad i Kalmar, hvor Danmark og Norge under ét vare repræsenterede alene ved medlemmer af det første riges raad.[17] Til yderligere sikkerhed havde i Halmstad begge rigers raad paataget sig en gjensidig garanti for den nøiagtige overholdelse af haandfæstningen. Hvis denne havde faaet varig gyldighed, maatte den navnlig være bleven til fordel for det norske raad. Ved haandfæstningens redaktion var der med omhu sørget for at indtage bestemmelser om alt, som under den foregaaende styrelse havde vakt det norske raads misfornøielse. Den gjensidige ligeberettigelse mellem rigerne var opretholdt paa papiret. Til samme tid var der i haandfæstningen ved bestemmelsen om, at der i kongens fravær skulde nedsættes en fast raadskommission af fire medlemmer, sørget for at skaffe riget sikkerhed for en omhyggelig ledelse af retsvæsenet. Hvis de bestemmelser i den kalmarske reces, hvorefter denne kommission i Sverige tillige skulde befatte sig med den øvrige styrelse og navnlig have ret til at sammenkalde raadet, ogsaa kunde finde anvendelse paa Norge, havde man deri grundlaget for en selvstændig centralstyrelse inden rigets grænser.[18] Bestemmelsen om, at der i hvert rige skulde være en indfødt hofmester og kansler, traadte derved supplerende til. Der var ogsaa paa andre maader sørget for at sikre retspleiens regelmæssige gang. Hertil synes der saaledes nærmest at være sigtet ved bestemmelsen om, at rigsraadet skulde samles hvet andet aar. Haandfæstningens bestemmelse om, at kongen ved enkelte anledninger kunde nøies med at indhente de nærmeste raadsherrers samtykke, kunde synes at være fordelagtig for en hurtig forretnings-orden under raadets kontrol. I virkeligheden indeholdt den dog store farer ved at bidrage til end mere at fastslaa raadets splittelse og saaledes at svække dette.[19] For øvrigt vare de bestemmelser, ved hvilke haandfæstningen tilsikrede hvert rigsraad adgang til at kontrollere finans-styrelsen o. s. v., forholdsvis tydelige.

Den nævnte bestemmelse om, at rigsraadet skulde have møder hvert andet aar, er bleven opfattet som et bevis paa den ringe politiske sans eller interesse, som paa denne tid fandtes hos Norges aristokrati.[20] Saafremt meningen dermed havde været at forhindre, at raadet skulde komme oftere sammen, vilde en saadan dom have været berettiget. Men da haandfæstningen paa andre steder ligefrem synes at forudsætte en mindre afbrudt virksomhed fra raadets side, ligesom det ogsaa er sikkert, at der oftere er holdt raadsmøder med kortere mellemrum end to aar, kan der ikke gjøres en saadan indvending mod denne bestemmelse, eller i det hele taget mod haandfæstningen efter dens ordlyd. I virkeligheden har den rimeligvis netop været given for at hindre kongen i at indkalde raadet altfor sjelden. Hvis man fra norsk side havde havt kraft og evne til at opretholde haandfæstningens bud, vilde den kunne have grundlagt en ny udvikling. Men netop denne evne manglede nu end mere end før. Ovenpaa den kraftanstrængelse, rigsraadet havde vist i 1481 og 1482, synes der at være fulgt en gjennemgaaende slappelse.

Allerede om sommeren 1483 indfandt den nye konge sig personlig i Norge, hvor han kronedes i Nidaros. Under dette ophold har han rimeligvis den hele tid været ledsaget af flere rigsraader, og navnlig kan det antages, at der i Oslo og Nidaros har været et større antal samlet hos ham.[21] Fra begge steder haves der kongebreve, i hvilke raadets samtykke paaberaabes. Dette er saaledes tilfældet i den almindelige retterbod, som er udstedt i Oslo, og i den bekræftelse af Opdølernes privilegier, som er udstedt i Nidaros. Ogsaa kongens bekræftelse af Nidaros domkapitels privilegier er udstedt i raadsherrernes nærværelse. Af de medlemmer af rigsraadet, som vare tilstede i Nidaros, nævnes hr. Alf Knutssøn.[22] Paa tilbagereisen fra kroningen lagde kongen veien over Gudbrandsdalen, hvor han fra Tofte kongsgaard udstedte en bekræftelse af Bergens ældre privilegier og fra Steig bekræftede Sandbos ret til fiskevandet i Heimdalen.[23] I disse nævnes ikke raadet; men det er dog rimeligt, at der ogsaa derved har været nogle af dets medlemmer tilstede, saaledes som det var tilfældet med de øvrige breve, som ere udstedte under dette kongens ophold i Norge. I disse paaberaabes heller ikke raadets samtykke; men de ere altid forsynede med paategning om, at de ere udfærdigede under medvirkning af en eller flere rigsraader.[24] Da saaledes kongen 6te August var paa Hamar, bekræftede han der Haakon VI.s retterbod for Østerdalen af 1358 i nærværelse af hr. Ivar Vikingssøn; da han den attende i samme maaned var i Tunsberg og der gav de rostockske kjøbmænd de samme rettigheder til at handle i denne by, som de før havde havt i Oslo, var dette ligeledes i nærværelse af biskop Karl af Hamar og en dansk biskop, og endelig var han, da han 8de September i Konghelle gav nye privilegier for denne by, omgiven af flere norske raadsherrer. Disse havde saaledes fulgt ham under hans hele ophold i landet, hvor han altsaa til en begyndelse synes at have ført styrelsen efter haandfæstningens bud. Ved alle de nævnte kongebreve er beseglingen skeet med sekretet, der rimeligvis er hængt under af et underordnet medlem af kancelliet, der havde fulgt kongen fra Danmark. Efter den hidtil udviklede praxis kunde dette ikke være paafaldende; af større betydning kunde det blive, at kongen allerede nu var begyndt at blande danske raadsmedlemmer ind i den norske styrelse.

Da kongen forlod Norge, kan han neppe have undladt at træffe foranstaltninger til at opfylde haandfæstningens bestemmelser med hensyn til rigets styrelse under hans fravær. Imidlertid vides der ikke noget sikkert herom. En særegen norsk hofmester eller drottsete kan ialfald neppe være bleven udnævnt, og raadet fik i den følgende tid ingen anden formand end erkebiskopen.[25] Da han gjennem sin stilling var knyttet til en fjernere landsdel og blot paa kortere besøg kunde komme til de kanter af landet, hvor nu det politiske tyngdepunkt atter var henlagt, blev dette en væsentlig hindring for dannelsen af en fast styrelse i selve landet. Alligevel synes det, som om der virkelig har været gjort skridt til at istandbringe en saadan, som dog nærmest havde med retspleien at gjøre. I det følgende vil det vise sig, at der enkelte gange omtales et mindre antal af raadsherrer, som samvirkende ved afgjørelsen af administrative og juridiske spørgsmaal, paa en saadan maade, at det ialfald kan antages, at de ere den i haandfæstningen forudsatte faste kommission af rigsraadet. Dog har grænsen mellem denne og det øvrige raad neppe været synderlig skarp. Tillige synes det, som om man ikke har ladet sig nøie med en enkelt kommission, men havt to, en for det søndenfjeldske i Oslo, en for det nordenfjeldske i Bergen. Som medlemmer af den første vare biskopen af Oslo, Mariakirkens provst og befalingsmanden paa Akershus selvskrevne, i den anden Bergens biskop,[26] kapelmagisteren og befalinggmanden paa Bergenhus. Saaledes gjorde ogsaa her den i raadet indtraadte splittelse i to hoveddele sig gjældende. Af hvad der nu vides om raadets virksomhed i den følgende tid, sees, at dette ialfald maa have havt regelmæssige sammenkomster.

I September 1485 vare erkebiskopen, biskopen af Bergen og hr. Alf Knutssøn samlede i Bergen, hvor de forligte en sag angaaende et arveskifte.[27] I Juli 1486 holdtes der igjen en sammenkomst i Bergen, hvor kongen ogsaa indfandt sig. Hans nærværelse gav rimeligvis anledning til, at mange mennesker strømmede sammen. Raadsmøderne maa til alle tider have været betragtede som en bekvem leilighed til at afgjøre allehaande private anliggender, saaledes at alle, der havde saadanne forretninger, kom sammen, der som til et andet stevne. Især maatte dette blive tilfældet, naar kongen var tilstede.[28] Af raadets medlemmer vides kun erkebiskop Gaute og ridderen hr. Nils Henrikssøn at have været tilstede; ogsaa havde lagmanden i Throndhjem, Erik Arnvidssøn, indfundet sig.[29] Om de paa mødet førte forhandlinger vides kun, at erkebispen overdrog kongen patronatsretten til Tromsø kirke, at kongen bekræftede de tydske skomageres privilegier, og at han gav en foreløbig bekræftelse af de tydske kjøbmænds privilegier.[30] Derved omtales ikke raadets medvirkning. Saafremt der kan fæstes lid til en beretning hos Arild Huitfeldt, skal det paa dette møde være kommet til en forsoning mellem kongen og erkebiskopen samt »de norske stændere, som havde røbet tilbøielighed til at slutte sig til kongens modstandere i Sverige.[31]

Fra 1487 og 1488 kjendes ingen antydninger af, at rigsraadet har været i virksomhed. I et klageskrift. der blev indgivet ved en om vaaren 1487 i Lübeck afholdt Hansedag, forudsættes raadet staaende ved kongens side, da der noget tidligere var gjort indvendinger mod Tydskernes umiddelbare handel paa Island.[32] I kildernes taushed ligger for øvrigt ingen grund til at tro, at raadet ikke skulde have været samlet i noget af disse aar. Om høsten 1489 var erkebiskop Gaute i Bergen, hvor han sammen med stedets biskop og provst samt de to riddere, hr. Alf Knutssøn og hr. Odd Matssøn udgav en anordning om de tydske kjøbmænd. Rimeligvis have disse ved den leilighed optraadt som regjerings-kommission for det norden- og vestenfjeldske. Erkebiskopen har ogsaa ved samme leilighed optraadt som dommer, dels med de nævnte herrer dels med andre, som dog ikke alle vare medlemmer af raadet.[33] Imellem dem var Bergens lagmand og væbneren Didrik Pining.

I 1489 var der allerede tidligere, i slutningen af Juli, afholdt et norsk raadsmøde i Kjøbenhavn, hvor erkebiskop Gaute, biskoperne Hans af Bergen, Eiliv af Stavanger og Herman af Hamar, den udvalgte biskop Herlag i Oslo, provsterne Kristjern Pederssøn i Bergen og Jon Paalssøn i Oslo, hr. Alf Knutssøn, hr. Bo Fleming, hr. Otte Matssøn, hr. Anders von Bergen, hr. Henrik Krummedike og hr. Nils Henrikssøn, Jon Bjørnssøn og Arild Kane, vare tilstede som »Norges riges raad«. Flere af disse medlemmer vare nye. Den mest fremtrædende af dem var Henrik Krummedike, der i den følgende tid spillede en vigtig rolle i Norges historie. Af ældre medlemmer savnes hr. Jon Smør og hr. Einar Fluga, der begge vare druknede i 1483.

Øiemedet med rigsraadets sammenkomst i 1489 var at vælge kongens søn, den senere konge Kristjern II, til thronfølger. Raadet maatte i den anledning udtrykkelig fastsætte, at de forskjellige bestemmelser i de sidste haandfæstninger, som vare til hinder for et saadant valgs gyldighed, ikke skulde have nogen indflydelse derpaa. Man gjorde saaledes atter det samme, som i den foregaaende konges regjeringstid, og bandt sig paa ny til en thronfølger, uagtet man i 1481 og 1482 netop havde villet opretholde rigsraadets frie valg. Som en følge deraf blev det nu ogsaa i strid med bestemmelserne i den sidste haandfæstning vedtaget, at alle slotslove i Norge efter kongens søn skulde holdes til hans søns «troer haand», ikke til rigsraadets. Raadsherrerne optraadte ved denne leilighed paa sine egne »og mene prælaters, klerkeris, ridderes og riddersmændsmænds, borgermesteres, raadmænds, kjøbstædmænds, bønders og mene almues vegne i Norges rige«. Til yderligere vidnesbyrd blev ogsaa det om valget udfærdigede brev beseglet med »flere ypperste prælaters, klerkeris, ridderes og riddersmændsmænds indsegl«, nemlig abbederne Thore i Dragsmark, Paal i Hovedøen og Gyrd i Lyse, ridderne hr. Knut og hr. Odd Alfssønner, væbnerne Anund Jenssøn, Lasse Mus, Didrik Pining, Oluf Bagge, Amund Thorsteinssøn paa Samsal, Guthorm Tjeld, Henrik Fris, Laurits Klaussøn, Anders Amundssøn og Laurits i Dyngø, samt otte lagmænd.[34] Af disse ere to, abbed Paal og væbneren Guthorm Tjeld, tidligere nævnte som medlemmer af rigsraadet, medens de ved denne leilighed ikke synes at have hørt til dette. De nævnte mænd maa betragtes som en videre repræsentation for rigets geistlighed og aristokrati. Mellem dem forekommer to unge mænd af en i høiadelen indgiftet slægt, der allerede havde opnaaet ridderværdigheden, men endnu neppe faaet plads i raadet. De fleste af dem ere imidlertid medlemmer af de smaa østlandske adelsætter.

I Marts 1490 vare biskoperne af Oslo og Hamar, Mariakirkens provst og hr. Bo Fleming samt en lagmand samlede i Oslo for at afgjøre en retssag. I Oktober s. a. fik de to sidstnævnte kongens fuldmagt til at modtage sikkerhed af de rostockske kjøbmænd.[35] I August s. a. holdt Apostelkirkens provst, hr. Otte Matssøn og Arild Kane et møde i Bergen med byens lagmand og raadmænd for at bilægge en strid mellem kontoret og de hollandske kjøbmænd.[36] I December 1490 vare atter flere af raadets medlemmer, nemlig biskop Herlag i Oslo, Mariakirkens provst og Norges riges kansler, hr. Jon Paalssøn, hr. Bo Fleming, hr. Henrik Krummedike og hr. Anders von Bergen, samt tre lagmænd samlede i Oslo. Disse udstedte en fornyelse af de ældre lovbud om bøndernes udenrigske handel m. m., som dog kun synes at være tænkt som gjældende for det søndenfjeldske. Udstederne omtale sig selv som forsamlede for rigsens og alles vores mærkelige ærinde«, og antyde, at de, som maatte ønske nogen forandring i de nye lovbud, maatte møde »for os, rigsens raad her i Oslo eller andensteds, hvor vi ere forsamlede«.[37]

I 1491 var kong Hans igjen personlig i Norge, hvor han i Oslo var samlet med flere af raadets medlemmer. I denne by gav han biskoperne Herlag af Oslo og Herman af Hamar, provsten Jon Paalssøn, hr. Bo Fleming og hr. Anders von Bergen, samt nogle lagmænd fuldmagt til at paakjende de retssager, som i det søndenfjeldske indbragtes for dem, til sædvanlig tid i Oslo.[38] Kongen selv var, som det hed sig, paa grund af nogle »mærkelige ærinde nødsaget til at begive sig ud af landet. Af en noget senere stevning sees, at tiden for sammenkomsten var midfaste 1492,[39] hvilket ogsaa stemmer med, hvad der ellers vides om tiden for de fleste af raadets møder. Rimeligvis har der forinden denne tid været afholdt et møde af rigsraadet i Bergen, siden der om høsten 1491 i denne by er udstedt et brev til kongen af de der »forsamlede Norges riges raadsherrer«,[40] som klagede over den usikre tilstand, der fremkaldtes ved feiden mellem hr. Olaf Nilssøns børn og de tydske stæder. Rimeligvis har det kun været medlemmer af det nordenfjeldske raad, som her vare komne sammen.

Efter 1491 høres der i hele den tilbageværende del af kong Hans’s regjering kun lidet om rigsraadets møder. I Marts 1495 træffes biskop Herlag i Oslo, Mariakirkens provst og hr. Knut og hr. Odd Alfssønner, der nu rimeligvis begge vare medlemmer af raadet, samlede i Oslo tillige med en lagmand for at paadømme en sag, – rimeligvis som medlemmer af den faste rigsraads-kommission for det søndenfjeldske.[41] Om høsten 1496 tales ogsaa om en stevning af rigsraadet til at møde i Oslo.[42] Fra slutningen af 1498 haves ogsaa en i sin art enestaaende efterretning om, at kongen har sendt hr. Henrik Krummedike og den senere biskop i Fyen, Jens Anderssøn Beldenak, som da var »skriver« i kancelliet, til Norge, hvor der i Konghelle holdtes en forsamling af »erkebiskopen og alle andre biskoper og prælater, desligeste riddere, ridderskabet og alle gode mænd og en stor part af almuen over al Norges rige«. Der sad da hr. Henrik og hans ledsager med rigsens raad og skikkede lov og ret i alle de sager, som kom for dem. Hr. Henrik Krummedike maa, hvis beretningen er rigtig, derved have repræsenteret kongens person, medens hans ledsager rimeligvis kun har været ham medgiven som skriver og koncipist. Paa dette retterthing paadømtes sagerne mod dem, der havde dræbt lensherren paa Søndmøre, Arild Kane, og fogden Lasse Skjold.[43] I Marts 1499 vare biskoperne af Oslo og Hamar og Mariakirkens provst igjen samlede i Oslo med to lagmænd for at dømme i en retssag; de underkjendte derved ogsaa en dom, som den ene af parterne tidligere havde wlaglig wonden af det nordenfjeldske raad.[44] Ved denne leilighed vare ogsaa høvedsmanden paa Bergenhus, hr. Otte Matssøn, og høvedsmanden paa Tunsberghus, Peder Gris, tilstede og afsagde med de foran nævnte en dom mellem hr. Henrik Krummedike og Laurits Nilssøn.[45] I Juni 1499 fik ogsaa biskop Herman af Hamar, hr. Knut Alfssøn og to lagmænd kongens fuldmagt til at paakjende en arvesag, hvilket ogsaa skede i August s. a. i Oslo. For hr. Knut mødte da kansleren.[46]

I 1501 og 1502 omtaler kongen i sine breve til hr. Henrik Krummedike, at han havde sendt skrivelser til det norske raad. Kongen var øiensynlig misfornøiet med dets holdning under hr. Knut Alfssøns oprør, men kunde dog ikke bebreide det andet, end at det forholdt sig passivt. Kongen vilde, at raadet og lagmændene sønden- og nordenfjelds skulde afsige dom over hr. Knut, og skrev ligeledes til raadet og kjøbstæderne i begge landsdele om at skaffe ham folk til at bekjæmpe denne.[47] Det vides dog, at biskopen af Bergen, kapelmagisteren og nogle andre medlemmer af rigsraadet i 1501 sendte en skrivelse til indbyggerne paa Moss, hvori de opfordrede disse til ikke at indlade sig med hr. Knut.[48] At det netop var det nordenfjeldske raad, som synes at være optraadt ved denne leilighed, bliver noget paafaldende. I den dom, som efter hr. Knut Alfssøns død blev afsagt for at rense hr. Henrik Krummedike, omtales, at den dræbte havde faaet leide af Norges og Danmarks raad, som her tilstede var«.[49] I 1506 var der til det nordenfjeldske rigsraad indkommet klager over den omsiggribende drikfældighed og andre laster, hvorfor der efter paalæg af erkebiskopen og hr. Nils Henrikssøn paa Frostathinget blev givet en del bestemmelser herom af lagmanden og 24 mænd.[50]

Raadets hovedbeskjæftigelse i denne tid var som landets øverste domstol. En saadan kunde ikke savnes inden rigets grænser, og det blev derfor en naturlig følge af forholdene, at rigsraadet fremdeles maatte udøve kongens dømmende myndighed, dels samlet, naar det havde sine regelmæssige møder, dels gjennem et mindre tal af dets medlemmer. Sandsynligvis har der endnu været adgang til fra rigsraadets domstol at indanke sin sag for kongen. Navnlig kunde dette ligge nær, naar det kun var det søndenfjeldske eller nordenfjeldske raad, som havde afsagt den dom, der paaklagedes; men det kunde dog ligesaa vel ske fra det samlede raad, rigtignok som regel blot, naar kongen var i landet selv. Det sidste synes imidlertid ikke altid at være bleven overholdt[51]. Hvorledes i denne henseende forholdet stillede sig mellem de domme, der afsagdes af rigsraadet, af dettes faste kommissioner eller paa de af kongen i henhold til haandfæstningen (§ 18) anordnede retterthing, lader sig ikke sikkert afgjøre. Maaske kunne de sidste have været betragtede som repræsenterende kongens øverste dommermyndighed uden appel. Dog kan ogsaa dette være tvivlsomt.[52] At der har været nogen forskjel mellem de anførte domstole, synes dog rimeligt.[53] Heller ikke lader det sig med sikkerhed afgjøre, i hvilke tilfælde raadet kunde samles efter indkaldelse af erkebiskopen, og naar det behøvede kongens fuldmagt, samt hvorvidt der i denne henseende har været gjort nogen forskjel paa dets domme.[54] Hvor raadet optraadte som dømmende, var det, ligesom tidligere (s. 326), den regelmæssige fremgangsmaade at tilkalde en eller flere lagmænd. Dette blev efterhaanden saa almindeligt, at disse ogsaa medtoges, hvor raadet afgjorde spørgsmaal vedkommende rigets lovgivning, uden at de dog af den grund alle kunne betragtes som virkelige medlemmer af raadet.

Landvist blev nu som tilforn meddelt af kansleren, hvis eneste forretning dette var udenfor deltagelsen i de sædvanlige raadsmøder. I hele kong Hans’s tid var embedet forenet med Mariakirkens provsti. Hr. Ivar Vikingssøn, der endnu i 1482 beklædte denne dobbelte stilling og 7de Marts 1485 fremdeles var provst, maa senere i løbet af dette aar være traadt tilbage og forekommer i 1490 som forhenværende provst.[55] Allerede i Oktober 1485 omtales hans eftermand, hr. Jon Paalssøn, som provst ved Mariakirken og er sandsynligvis samtidig bleven kansler, med hvilken titel han senere hyppig forekommer gjennem hele kong Hans’s regjeringstid. Som kansler har han udstedt et betydeligt antal landsvist-breve.[56] Enkelte gange ere saadanne udstedte ved vicekansleren Thorkel Jonssøn.[57]

Udenfor retsvæsenet var raadets indflydelse, navnlig i den senere del af kong Hans’s regjering, kun ubetydelig. Kongen sees at have foretaget de mest forskjellige regjerings-handlinger uden at indhente dets samtykke. Bl. a. har han paa denne maade forbigaaet raadet ved uddeling af privilegier til fremmede kjøbmænd, saaledes i 1487 og 1489 for Rostockerne, i 1490 og 1498 for Amsterdams kjøbmænd.[58] For øvrigt har kongen uden at omtale raadet udfærdiget værnbreve, adelsbreve, lensbreve og forskjellige breve, der vedkomme administrative spørgsmaal af blandet art, enten under sit sekret eller under signetet, et segl, der nu begyndte at anvendes ved expeditionen af mindre vigtige løbende forretninger.[59] Sekretet var nu det egentlige administrative hovedsegl. Uagtet det ved haandfæstningen var forudsat, at Norge skulde have sin særlige finans-styrelse inden landet, blev dette ikke tilfældet. Afgifterne og andre indtægter af de norske len bleve indbetalte i Kjøbenhavn, hvor ogsaa kongen udstedte sine kvitteringer for deres modtagelse.[60] Kun sjelden er det paa kongebrevene angivet, hvem der har været nærværende ved deres expedition. I 1498 nævnes den danske hofmester, i 1499 ridderen hr. Albert Jepsen, i Juli 1500 hr. Henrik Krummedike og i Juli 1505 hr. Jon Paalssøn, som altsaa da har været i Kjøbenhavn.[61] For øvrigt mærkes der ikke meget til det danske rigsraads indgriben i Norges styrelse. Denne har saaledes nærmest været ledet af kongen personlig og besørget gjennem hans kancelli. Imidlertid haves der ogsaa en enkelt antydning til, at kongen har draget rent norske sager ind for det danske rigsraad, selv i tilfælde, hvori det norske rigsraad ellers skulde erkjendes for at være den eneste kompetente myndighed.[62] Endelig maa hertil føies, at kongen rimeligvis har paalagt skatter uden dertil at have indhentet rigsraadets samtykke.[63]

I 1506 fik Norge en centralstyrelse inden landets egne grænser, og det ovenikjøbet med en temmelig udstrakt myndighed, idet kong Hans da indsatte sin ældste søn, den udvalgte konge, Kristjern II, som »fuldmægtig herre over Norges rige, ligervis og udi alle maade, som hans kongelige naade selver førstelig tilstede vore«.[64] Efter denne tid ere rimeligvis de fleste norske regjerings-handlinger foretagne i hans navn. Saaledes haves der et værnbrev og et landsvist-brev,[65] i hvilke der ikke var nogen anledning til at omtale raadets medvirkning. Umiddelbart efter sin ankomst til landet bekræftede kong Kristjern 3die Januar 1507, da han endnu var paa Baahus, staden Konghelles privilegier.[66] Han foretog dette uden at indhente raadets samtykke; sandsynligvis var der heller ingen andre af dets medlemmer tilstede end befalingsmanden paa Baahus.

Først ved sin ankomst til Akershus traf Kristjern sammen med flere af det norske raad. Forholdet mellem ham og dette blev straks spændt. Det var for at sikre Norge imod forsøg fra svensk side paa at bevæge det mod Danmark fiendtlige parti til en reisning, at thronfølgeren var sendt op til landet, og med dette for øie indrettede han sin hele optræden efter, hvad forholdene krævede. Han begyndte med at indsætte nye befalingsmænd paa Baahus og Akershus. Paa den sidste borg maatte hr. Knut Knutssøn Baat, der rimeligvis allerede i nogen tid havde havt sæde i raadet, vige pladsen for en dansk adelsmand, Jørgen Vestenie. Paa Oslo bispestol var allerede i forveien en dansk mand, Anders Mus, i 1506 trængt ind i stedet for Thorkel Jonssøn, som derefter havde taget sin tilflugt til Sverige. Den bestemthed, hvormed kongen saaledes gik frem, har formodentlig bragt hans modstandere inden raadet til at betænke sig. Som saadanne nævnes biskop Karl af Hamar, hr. Nils Henrikssøn, Olaf Ottessøn, hr. Knut Knutssøn og Olaf Galde, medens kansleren regnedes for en paalidelig tilhænger af kong Hans og hans søn.[67] I Marts 1507 deltog ialfald biskop Karl i en større forsamling i Oslo, hvor der af- gaves en kjendelse om, hvad de burde lide, som satte sig op imod kongen.[68] Af dem, som mødte ved denne leilighed, var der kun faa sikre medlemmer af raadet: foruden biskop Karl den nye biskop af Oslo og hr. Jon Paalssøn. Derhos nævnes bl. a. Jørgen Vestenie og høvedsmanden paa Tunsberghus, Kristjern Bagge. Den udvalgte konges egen kansler, Erik Valkendorf, nævnes ikke ved denne leilighed; han blev imidlertid, skjønt fremdeles provst i Roskilde, optagen i raadet, og om at overdrage hr. Jon Paalssøn andet end det til et sigillum ad causas indskrænkede rigssegl var der fremdeles tiltrods for hans troskab ikke tale. Erik Valkendorf var »kongens kansler« og som saadan formand for det egentlige kancelli, der nu igjen maa være indrettet i landet. Kansler-embedets deling var dermed endelig fastslaaet. Erik Valkendorf blev for øvrigt ikke længe i denne stilling, idet han i 1510 blev erkebiskop i Nidaros og dermed raadets første medlem.[69]

I September 1507 var den udvalgte konge i Bergen, hvor ialfald en del af rigsraadet da var samlet, derimellem alle norske bisper, undtagen biskop Karl af Hamar.[70] Her behandledes navnlig sager vedkommende den tydske koloni i Bergen, og saavel kjøbmændene ved kontoret som haandverkerne erholdt med raadets samtykke forskjellige privilegier Samtidig blev der ogsaa af kongen med samtykke af rigsraadet og Bergens borgere udstedt et fribrev for Amsterdams kjøbmænd.[71] Efterat Kristjern var vendt tilbage til Østlandet, synes han der i de første maaneder af 1508 at have været omgiven af en del af raadets medlemmer. Saaledes tilbagekaldte han under 7de Januar de fribreve, som før vare givne Rostocks kjøbmænd, og gav tillige Oslos borgere nye privilegier, med rigens raads raad og samtykke. Som nærværende ved denne leilighed nævnes Anders Mus, hr. Jon Paalssøn, befalingsmændene paa Tunsberghus og Akershus, Kristjern Bagge og Mathias Søfrenssøn, Oslo lagmand, »med mange flere gode mænd, som da tilstede vare«, uden at dog disse omtales som medlemmer af raadet.[72] I de første dage af den paafølgende April maaned holdtes der i biskopsgaarden i Oslo »et almindeligt møde«, hvorved ogsaa den udvalgte konge var tilstede, og hvor der udstedtes en vidisse af et ældre brev om kongehusets arveret til Norges krone. Mellem de tilstedeværende omtales udtrykkelig hr. Jon Paalssøn, Erik Valkendorf, abbeden i Hovedøen, hr. Klaus og hr. Knut Knutssøn som Norgis rygens radh. Mellem de øvrige forekommer høvedsmanden paa Tunsberghus, nogle lagmænd og borgermesterne fra de fleste søndenfjeldske kjøbstæder.[73] Mødet har saaledes været et slags stænder-repræsentation for det søndenfjeldske.

Hermed synes alle spor at tabe sig af raadets virksomhed ved siden af den udvalgte konge. I den retterbod, som han udstedte for Bergen under sit næste ophold i denne by, ved St. Hanstid 1509, nævnes raadet ikke.[74] Fra den følgende tid kjendes i det hele kun faa offentlige aktstykker, og ingen af disse synes, efter hvad der nu kjendes til dem, at antyde nogen virksomhed fra raadets side eller give noget vink om, at den udvalgte konge har tilstaaet dette nogen indflydelse.[75] Ovenpaa det i 1508 udbrudte, men atter hurtig dæmpede bondeoprør i det østlige Norge kom han rimeligvis i en fiendtlig stilling til de fleste af raadets indfødte medlemmer ved den haarde behandling, hvorfor biskop Karl af Hamar blev udsat. Allerede før denne tid var han begyndt med at overdrage de vigtigste forleninger til fremmede, der neppe en gang havde den adkomst at være indgiftede i landet, og som af den grund heller ikke skulde have ret til at tage sæde i rigsraadet. Skjønt det neppe kan antages, at kongen ligefrem har optaget mænd som Jørgen Vestenie o. a. i det norske raad, saa har han dog i sin styrelse baade anvendt disse og andre mænd, om hvem det endog tildels kan antages, at de ikke vare adelsmænd. Under den i landet herskende gjæring har han rimeligvis følt sig langt mere sikker paa dem end paa de norske raadsherrer, og saaledes trængtes disse stedse mere tilbage. Den centralstyrelse, som Norge havde faaet, idet den udvalgte thronfølger havde taget fast ophold i selve landet, blev paa den maade ikke til nogen fordel for raadet og for landets selvstændighed, men har rimeligvis netop virket i den modsatte retning. For raadets stilling var det altid afgjørende, at det bragtes i nær berørelse med en kraftig repræsentant for kongedømmet. Rimeligvis er efter 1508 den hele styrelse bleven ledet af kongen personlig gjennem hans kancelli. Da Erik Valkendorf paa kongens forestillinger var bleven erkebiskop, var der heller ikke inden raadet nogen mand, der kunde modsætte sig den maade, hvorpaa kongen trængte raadet tilside. Om den nye erkebiskops forhold til Norge for øvrigt kan der siges meget godt. Til fordel for raadets selvstændighed var hans ansættelse imidlertid ikke, ligesom i det hele taget ikke den forøgede indflydelse, som kongen i de senere aar havde faaet paa bispestolenes besættelse, hvorved disse bleve afhængige af kongemagten.

Haandfæstningen af 1483 var saaledes under kong Hans’s og hans søns styrelse bleven overtraadt paa mange maader. Kongen regjerede Norge i virkeligheden uden kontrol. Thi medens der før havde været en tilbøielighed til at lade det danske raad ogsaa faa indflydelse paa Norges administration, skede dette kun sjelden under kong Hans, hvis styrelse i denne henseende kan betragtes som forbilledet for senere konger, der gik ud fra, at Norge var kongehusets arverige, og helst vilde betragte sig som dettes uansvarlige styrer. Netop under Kristjerns ophold i Norge var arvespørgsmaalet fremme. Kongen kunde der støtte sig til det hele folks uklare opfatning i dette punkt, der gik ud fra, at ingen forandring var skeet. For «rigsraadet maatte dette medføre en betydelig magtforringelse, saafremt det kunde lykkes kongehuset at faa sin vilje frem. At dette ikke skede ved kong Hans’s død, var dog ikke det norske, men meget mere det danske rigsraads skyld.

Da kong Hans døde i begyndelsen af 1513, var Kristjern II i Danmark, hvorhen han kort forud havde begivet sig fra Norge. For Norges vedkommende synes dødsfaldet ikke at have medført nogen forandring i styrelsen, der nu som før gik i Kristjerns navn.[76] Imidlertid var der allerede i 1512 berammet et møde af alle tre rigers raad, tolv medlemmer fra hvert, til Kjøbenhavn ved St Hans tid i det følgende aar.[77] Gjenstanden for dette mødes forhandlinger blev dog ikke en fornyelse af unionen med Sverige, men kongevalget for Danmark og Norge. Paa det norske raads vegne mødte erkebiskop Erik Valkendorf, biskoperne af Oslo, Bergen og Hamar,[78] samt hr. Nils Henrikssøn og hr. Knut Knutssøn. I lighed med det meget talrig forsamlede danske raad indgave disse et klageskrift over de brøst, som fandtes i Norges rige.

Saaledes beklagede de sig nu bl. a. over, at kongen førte titel af »ret arving til Norge«, uagtet riget efter 1387 maatte betragtes som valgrige. Videre anholdt de om, at lenene maatte betroes rigsraaderne og andre indfødte mænd, og i forbindelse dermed, at kongen for eftertiden vilde ophøre med at sætte dem nogen vanbyrdige over hovedet, – at raadet søndenfjelds maatte faa fuldmagt til at afgjøre alle retssager i kongens fravær, og at ingen maatte stevnes uden riget, medmindre raadet selv skjød den sag ind for kongen, – at ingen skat maatte lægges paa almuen uden raadets samtykke, – at kirkens prælater maatte beholde sin frie valgret, – at der ikke uden raadets samtykke maatte tilstaaes fremmede kjøbmænd privilegier, – at ingen udlændinge maatte annammes i raadet uden samtykke af dettes øvrige medlemmer, – at ingen maatte faa adelig frihed uden raadets samtykke, eller »uden han forhverver det udi marken«, – og at alle slotslove i landet efter kongens død skulde holdes til raadets haand.[79]

Raadets klageskrift giver nærmere oplysninger om den maade, hvorpaa Norges styrelse var ledet i de sidste aar. At deraf maatte opstaa misfornøielse, er let forklarligt; men alligevel vilde denne neppe være kommen til orde, hvis det norske raad ikke netop under de daværende forhold havde kunnet gjøre regning paa at finde støtte hos det danske. I ethvert tilfælde er det paafaldende, at mænd som Erik Valkendorf og Anders Mus vare med at indgive et andragende af denne art. Rimeligvis maa det antages, at de deri fremsatte punkter ere vedtagne forinden afreisen fra Norge, hvor der fremdeles mellem raadets verdslige medlemmer kan have ulmet megen uvilje over kongernes fremfærd. Lige fra mødet i Skara 1458 havde flertallet af disse rimeligvis bestandig været mere tilbøieligt til at hælde mod Sverige og følge en blandet national og svenskvenlig politik. Efterat hr. Henrik Krummedike i 1503 havde forladt Norge og derefter tog mindre del i raadets forhandlinger, havde det modsatte parti egentlig ikke havt nogen fører mellem de verdslige raadsherrer. Kong Kristjerns optræden havde heller ikke været skikket til at forsone hans modstandere inden raadet, der nu benyttede leiligheden til at træde frem. Videre end til klager kom man imidlertid ikke denne gang.

Dette fremgaar allerede af det meget forbeholdne svar, som kongen gav paa raadets klageskrift.[80] Spørgsmaalet om titelen henskjød han til det danske raads afgjørelse; for øvrigt udbad han sig nærmere forklaring eller erklærede, at han vilde udstrække de rettigheder, som raadet havde fordret for sig og den indfødte norske adel, til at gjælde Danmarks og Norges adel og raad. Derved blev det i formen bejaende svar i virkeligheden for de fleste punkters vedkommende et fuldstændigt afslag. Om det norske raad havde kunnet støtte sig til det danske, da det fremsatte sine klager, kunde kongen nu paa sin side gjøre det samme. At begge rigers sammenblanding ogsaa for eftertiden skulde fortsættes, viste sig endnu tydeligere, da kongens haandfæstning udfærdigedes under ét for Danmark og Norge, 22de Juli 1513.[81]

Haandfæstningens fleste bestemmelser ere nærmest givne med danske forhold for øie, saaledes at det ofte kan være tvivlsomt, om de overhovedet have gjældt Norge. I andre nævnes derimod dette land udtrykkelig. Kongen tilsikrede saaledes bl. a. det norske raad, at slotslovene i Norge efter hans død skulde holdes til erkebispens og raadets haand, og at begge rigers raad og indbyggere da skulde have ret til at vælge konge. Til løftet om ikke at optage udlændinge i rigens raad eller betro slotte til saadanne eller uadelige knyttedes det indskrænkende tillæg: »Dog i Norges rige skikkes efter tidens leilighed«. Derimod lovede kongen at indhente raadets og nogle af almuens samtykke til alle skatter. I almindelighed tilsikredes kirken dens ældre friheder, ligesom kongen lovede ikke at indblande rigerne i krig uden menige rigens raads samtykke, heller ikke at udstede noget forbud uden dette eller meddele adelig frihed. Norge er ved haandfæstningen helt igjennem betragtet som et annex til Danmark. Af raadets fordringer vare kun faa ligefrem opfyldte; for øvrigt havde kongen lovet at træffe en ordning, naar han selv kom til Norge for at krones. Om at skaffe riget en særegen finansstyrelse, havde der overhovedet ikke været tale. Fra norsk side var dette krav nu for bestandig opgivet. Paa samme maade savnedes nu en bestemmelse om, at kongen skulde indhente raadets samtykke ved udnævnelse af nye raadsherrer og ved uddeling af forleninger. Raadets indflydelse var øiensynlig mindre end nogensinde før, og naar kongen i sit svar paa dets klager havde udtalt, »at adelen udi Norge er fast uddøet«, da var dette en sandhed, der ikke kunde bestrides. Til at kunne modsætte sig den danske adels indtrængen var der efter det skede kun ringe udsigt for Norges raad og aristokrati. I grunden var det fastslaaet, at de for fremtiden skulde udgjøre en enhed med Danmarks.

Under raadets sammenkomst i Kjøbenhavn forhandledes der ogsaa om Hansestædernes privilegier i Norge. Disse fornyedes med det norske raads samtykke.[82] I 1514 kom den nye konge selv til Oslo for at krones og havde da en sammenkomst med sit norske raad. Med dette har han her udstedt forskjellige forordninger, bekræftet forskjellige ældre privilegier eller retterbøder og afsagte domme.[83] Ved siden deraf har han dog ogsaa foretaget lignende regjerings-handlinger uden at paaberaabe sig raadets samtykke.[84] Under mødet førtes ogsaa forhandlinger med de tydske stæder, hvorved nævnes erkebispen, bisperne i Oslo, Hamar og Bergen, Apostelkirkens provst, hr. Kristjern Pederssøn, hr. Nils Henrikssøn og hr. Henrik Krummedike, som nu havde fulgt kongen til Norge og der optraadte som medlem af raadet.[85] Han deltog ogsaa senere hen i et norsk raadsmøde, som holdtes i Kjøbenhavn samtidig med kongens bryllup i August 1515, og hvor kongen udgav en forordning om handelen paa Island; ved dette vare ogsaa erkebispen, tre biskoper og hr. Nils Henrikssøn tilstede.[86]

Efter denne tid vides intet om regelmæssige raadsmøder. Forsaavidt kongens reformatoriske virksomhed paa lovgivningens omraade vedkom Norge, synes han derved aldeles at have sat raadet til side, saaledes som ved den store forordning af 29de September 1521.[87] De tre sammenkomster af det norske raad i 1513, 1514 og 1515 havde alle havt en ydre foranledning, og da i den følgende tid ingen saadan indtraf, synes raadet heller ikke at være bleven samlet. Den hele institution synes at være aldeles opløst, ligesom aristokratiets sidste rester. Af verdslige medlemmer talte raadet nu kun ganske faa, foruden hofmesteren neppe andre end hr. Knut Knutssøn, hr. Olaf Galde og hr. Gaute Galde, maaske ogsaa Hans Krukow.[88] Af disse blev Knut inden kort tid henrettet som forræder mod kongen, medens de geistlige for en del vare danske, som kongen havde skaffet ind paa rigets bispestole. Selv disse vare ofte udsatte for følgerne af kongens og hans omgivelsers luner. Til at afhjælpe de forskjellige brøst, over hvilke der i 1513 var klaget fra raadets side, blev egentlig intet gjort. Navnlig vedblev kongen at overdrage de vigtigste len til mænd, som ikke vare indfødte, tildels endog ikke engang adelige. Idet rigets styrelse nu faktisk alene foregik gjennem disse, blev raadet stedse mere overflødigt. Kun forsaavidt enkelte af dets medlemmer kunde optræde ved siden af de kongelige befalingsmænd og i fællesskab med disse, var der for dem adgang til at bevare nogen indflydelse. Men selv denne var neppe stor.[89] I 1519 overdrog kongen Hans Mule, der kort efter blev biskop i Oslo og høvedsmand paa Akershus, fuld kongelig myndighed over hele Norge.[90] Dette statholderskab maatte, forsaavidt det virkelig fik varig betydning, end mere indskrænke raadets magt. Ved Kristjern den andens thronbestigelse synes den gamle norske kansler hr. Jon Paalssøn enten at have trukket sig tilbage eller at være død. Hans efterfølger blev Hans Olafssøn, en mand, der alene synes at have skyldt kongens personlige gunst denne ophøielse. Fra karakterens side kunde der mod ham gjøres vægtige indvendinger. Omkring 1520 blev denne igjen efterfulgt af Mathias Hvoruf. Fra dem begge haves landsvist-breve i kongens navn.[91] Under Kristjerns regjering forekommer der igjen en hofmester i Norge; men der har til denne titel neppe været knyttet nogen særlige forretninger. Denne hofmester, den anden og sidste, som vort fædreland har havt, var hr. Nils Henrikssøn, der rimeligvis har faaet den, da han i 1515 med Erik Valkendorf deltog i det gesandtskab, der hentede kongens brud fra Nederlandene.[92] Han fører denne titel ved raadsmødet i samme aar. At han ikke dermed kan have forenet nogen overordnet myndighed, viser sig af Hans Mules udnævnelse i 1519.

Endog raadets dømmende virksomhed synes i denne tid at være nær ved at gaa i staa, forsaavidt der ikke høres noget om domme, der ere afsagte paa en mere talrig forsamling af rigsraaderne. Derimod vedbleve de mindre afdelinger af raadet i forbindelse med lagmændene og kongens befalingsmænd at afsige domme.[93] Maaske have de hertil havt kongelig fuldmagt af kongen for hvert enkelt tilfælde.[94] Her var der ligesom i administrationen en stor splittelse. Alt blev lagt under kongen umiddelbart, uden at der nogensinde findes en antydning af, at rigsraadet har kunnet gjøre modstand eller endog blot fremsætte krav paa at faa en særegen norsk styrelse med sæde inden landet.[95] Hvor der er tale om rigsraadet, er det neppe nogensinde alene det norske; enten er det Danmarks alene,[96] endskjønt heller ikke dette under Kristjern II kan have havt nogen betydelig indflydelse paa norske anliggender,[97] eller ogsaa begge rigers raad, der er optraadt i fællesskab. Norske kongebreve ere dog nu, ligesom tidligere, blevne expederede ved danske raadsherrer;[98] men for øvrigt var det en nødvendig følge af den politik, som kongen fulgte med hensyn til det danske raad, at han ikke afveg fra den praxis, der med Norges styrelse havde udviklet sig under hans faders regjering. I dette land vare forholdene i alle henseender mere gunstige end i Danmark for et regjerings-system som det, Kristjern II fulgte.


  1. ↑ Dipl. Norv., V, no. 915.
  2. ↑ Dipl. Norv., III, no. 931. Smlgn. Huitfeldt, Kong Hans, s. 9. Nor, III, 3, s. 68.
  3. ↑ C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, IV, s. 85.
  4. ↑ Dipl. Norv., I, no. 932.
  5. ↑ Hadorph, anf. st., tillæg s. 302 flg.
  6. ↑ {{sperret|Hadorph, anf. st., tillæg s. 304 flg. [Wikikildens note: Fotnotetegnet mangler i originalen.]
  7. ↑ Dipl. Norv., V, no. 918.
  8. ↑ Dipl. Norv., II, no. 921.
  9. ↑ Hadorph, anf. st., tillæg, s. 306 flg.
  10. ↑ Hadorph, anf. st., tillæg, s. 309 flg.
  11. ↑ Dipl. Norv., V, no. 919.
  12. ↑ Hadorph, anf. st., tillæg. s. 310 flg.
  13. ↑ Dipl. Norv., III, no. 939.
  14. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 590.
  15. ↑ Hadorph, Två gambla rijmkrönikor, tillæg, s. 314 flg.
  16. ↑ Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II. s. 46–56.
  17. ↑ Huitfeldt, Kong Hans, s. 37–42.
  18. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 336 flg.
  19. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 240 flg.
  20. ↑ C. G. Styffe, Bidrag till Skandinaviens historia, IV, s. LX.
  21. ↑ Hos Arild Huitfeldt, Kong Hans, s. 36, opregnes en del »herremænd og adel«, som paa den tide skulde være udi Norge berømmede og navnkundige«, nemlig bisperne i Oslo, Bergen og Hamar, Mariakirkens provst, og 12 riddere og væbnere. Smlgn. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 140. Maaske ere disse navne hentede fra et eller andet dokument, der er udstedt ved kroningen, og kunne saaledes angive raadets medlemmer paa den tid. De ere hr. Erik Bjørnssøn, hr. Alf Knutssøn, hr. Bo Fleming, hr. Gaute Kane, hr. Svein Galde, hr. Olaf Ottessøn, hr. Hans Krukow, hr. Einar Fluga, hr. Otte Matssøn, Jon Bjørnssøn, Mogens Pederssøn og Guthorm Tjeld. Smlgn. ovenfor, s. 275, note 4.
  22. ↑ Paus, Gamle norske forordninger, s. 273–277. Dipl. Norv., I, no. 932: ad relacionem domini Alueri Kanuti militis; VI, no. 592: dominus rex per se jn presentia consiliariorum. – Samtlige breve fra dette kongens besøg ere udstedte under sekretet.
  23. ↑ Paus, Forordninger, s. 275 flg. Dipl. Norv., III, no. 943. I det første af disse breve (hos Paus) maa dateringen være urigtig. Naar kongen 1 Aug. var paa Steig, kan han ikke have været 2 Aug. paa Tofte. Et kongebrev for Island, hvori raadet ikke nævnes, udstedt paa Støren, i Finni Johannæi Hist. eccl. Isl., II, pag. 218 seqv.
  24. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 593: ad relacionem domini Ywarj Wikingi; no. 594: ad relacionem ipsorum dominorum Karoli Hamarensis et Nicolai Glob Vibergensis ecclesiarum episcoporum; no. 595. dominus rex per se jn presencia consiliariorum.
  25. ↑ Den bisp er øffuerst i Norgis raad, huad hand giør, følger de andre effter, skal kongen have skrevet i 1512. Huitfeldt, Kong Hans, s. 288.
  26. ↑ Naar biskopen i Bergen i 1503 paa kongens vegne forbød at tappe øl i Stavanger uden borgernes tilladelse, har dette maaske været i egenskab af den fuldmagt, han har faaet som medlem af denne kommission. Dipl. Norv., I, no. 1009.
  27. ↑ Dipl. Norv., I, no. 945.
  28. ↑ Smlgn. Dipl. Norv., I, no. 949. Annal. Island., pag. 384.
  29. ↑ Dipl. Norv., I, no. 949. 950. I det sidste omtales udtrykkelig kongen som nærværende i Bergen.
  30. ↑ Dipl. Norv., I, no. 950; VI, no. 601: ad mandatum domini regis proprium. Paus, Forordninger, s. 277.
  31. ↑ Huitfeldt, Kong Hans, s. 72. Smlgn. Jahn, Unionshistorie, s. 355 og note 3.
  32. ↑ Dipl. Norv., V, no. 932.
  33. ↑ Dipl. Norv., I, no. 963. Smlgn. V, no. 952 og VIII, no. 926.
  34. ↑ Dipl. Norv., II, no. 955. Huitfeldt, Kong Hans, s. 91 flg.
  35. ↑ Dipl. Norv., I, no. 965, 969.
  36. ↑ Willlebrandt, Hansische chronik, III, s. 79. Dipl. Norv., VI, no. 610. I September 1490 var hr. Nils Henrikssøn i Bergen.
  37. ↑ Dipl. Norv., II, no. 963. Huitfeldt, Kong Hans, s. 92 flg.
  38. ↑ Af disse nævnes biskop Herlag, hr. Jon, hr. Bo Fleming og hr. Anders von Bergen som nærværende i Oslo Palmesøndag 1491. Danske magasin, tredie række, II, s. 18.
  39. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 431, 432.
  40. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 611: nostro sub secreto. Her kan dog vel neppe tænkes paa noget særeget sekret for raadet.
  41. ↑ Dipl. Norv., II. no. 981. Sagen havde allerede før været inde for rigsraadet; i brevet paaberaabes et ældre rigens radz breff och orskordh og et rigensradz semiwbreff. Smlgn. III, no. 996.
  42. ↑ Dipl. Norv., II, no. 991.
  43. ↑ C. Paludan-Müller, Jens Andersen Beldenak, s. 138 flg. Danske magasin, tredie række, II, s. 29 flg. Efter disse kilder kan kongen ikke have være tilstede. Dette synes dog tvivlsomt, da der haves to breve, som paa samme tid, December 1498, ere udstedte paa Baahus i kongens navn. Dipl. Norv., V, no. 982. Willebrandt, Hansische chronik, III, s. 83 flg.
  44. ↑ Dipl. Norv., I, no. 998.
  45. ↑ Danske magasin, tredie række. II, s. 30 flg.
  46. ↑ Danske magasin, tredie række, II, s. 31–33. Dipl. Norv., I, no. 439. Smstds. VIII, no. 446, i et brev af 22de Decbr. 1499, omtales en ældre dom af »rigens raad i Oslo«. Smstds. III, no. 1011, i et brev af 1ste Juni 1499, omtales et forlig, som var istandbragt af erkebiskopen »med lagmanden og flere rigens raad i Norge«.
  47. ↑ Dipl. Norv., VIII, no. 455–460. Om hr. Knuts gods, som af rigsraadet blev dømt under kronen, smlgn. I. no. 1019, og Huitfeldt, Kong Hans, s. 212.
  48. ↑ H. Behrmann, Kong Kristjern den andens historie, I, fortalen, s. LXVII.
  49. ↑ Dipl. Norv., V, no. 900.
  50. ↑ Dipl. Norv., I, no. 1018.
  51. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 221 flg.
  52. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 222.
  53. ↑ Smlgn. hvad der s. 347 flg. er meddelt om, at det søndenfjeldske raad underkjendte en dom, der var afsagt af det nordenfjeldske, og samme side, note 2.
  54. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, anf. st., I, s. 220; Danske magasin, tredie række, II, s. 18. – Dipl. Norv., II, no. 1017, et af kansleren 15de Marts 1502 i Oslo »efter rigens raads raad, samtykke og fuldmægtige befaling paa Norges riges vegne« udstedt landsvistbrev synes at antyde, at raadet er optraadt ganske selvstændig.
  55. ↑ Dipl. Norv., V, no. 919, 927, 949. Smlgn. C. C. A. Lange, De norske klostres historie, anden udg., s. 399.
  56. ↑ Dipl. Norv., I, no. 962, 999, 1000, 1010, 1016, 1017, 1025, 1034 (i den udvalgte konges navn); II, 1017 (smlgn. s. 349, note 4), 1032; V, no. 970; X, no. 303 (i den udvalgte konges navn).
  57. ↑ Dipl. Norv., II, no. 935; IV, no. 1001.
  58. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 602, 609, 626. Langes, tidsskrift. I, s. 283 flg.
  59. ↑ Finni Johannæi Historia eccl. Isl., vol. II, pag. 249. seqv. Dipl. Norv., I, no. 1015; II, no. 1011; III, no. 1011; IV, no. 1042; V, no. 982, 993, 996; VIII, no. 450; IX, no. 430, 444; X, no. 283. Saalænge dronning Dorothea levede, havde hun styrelsen af Jæmteland, der hørte til hendes morgengave; et forleningsbrev for dette landskab (udstedt ad proprium mandutum serenissime domine regine) er i 1495 givet i hendes navn, med ansvar for lensherren for hende, kong Hans og Norges raad. Smstds. II, no. 984. Brevet no. 1011 i del III synes – efter kongens titel – at være skrevet under forudsætning af, at Jæmteland var svensk. Smlgn. Saml. t. n. f. spr. og hist., I, s. 42 flg. Smstd., s. 43 flg. privilegier for Jæmteland af kongen, udstedte 1498, i hvilke raadet ikke nævnes. – Smlgn. s. 355, note 2.
  60. ↑ Dipl. Norv., II. no. 989, 1002. Kongen har ogsaa disponeret over krongodset. Smstds. I, no. 1015, 1019. Smlgn. ovenfor, s. 328.
  61. ↑ Dipl. Norv., III, no. 1011; IV, no. 1042; VI, no. 626; IX, no. 444.
  62. ↑ Dipl. Norv., X, no. 305: en stevning til at møde for raadet i Kjøbenhavn.
  63. ↑ Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentlige ret, I, s. 315.
  64. ↑ H. F. Jahn, Unionshistorie, s. 584. C. F. Allen, De tre nordiske rigers historie, I, s. 436, 674.
  65. ↑ Dipl. Norv., III, no. 1039; X, no. 303.
  66. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 645.
  67. ↑ C. F. Allen, anf. st., I, s. 450, 676. Handlingar rörande Skandinaviens historia, XX, s. 126.
  68. ↑ H. F. Jahn, Unionshistorie, s. 584.
  69. ↑ Som den udvalgte konges kansler har han rimeligvis under dette ophold i Norge benyttet det segl, som er afbildet i Sveriges hist. från äldsta tid till våra dagar, II, s. 426.
  70. ↑ Lange, De norske klostres historie, anden udg., s. 820 flg. Smlgn. N. Nicolaysen, Norske magasin, I, s. 546.
  71. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 647: Dominus rex proprie; VII, no. 527: Dominus rex per se in præsentia domini Andres Mwss episcopi Osloensis. Smlgn. H. Behrmann, Kong Kristjern den andens historie, I, fortale, s. LXVIII.
  72. ↑ Dipl. Norv., III, no. 1040.
  73. ↑ Dipl. Norv., III, no. 1043.
  74. ↑ Paus, Forordninger, s. 281 flg. Behrmann, anf. st.
  75. ↑ H. Behrmann, Kristjern II.s historie, I, s. LXIX viser, at kongen var paa Akershus 20de Marts 1508, i Skien i Oktober s. a., hvor han bekræftede denne bys privilegier, paa Akershus 21 Oktober 1510, i Kjøbenhavn 8de Aug. 1511, hvor han gav kjøbmændene fra Hoorn frihed til at handle paa Bergen. 81e Septbr. 1512 var han paa Akershus, hvor han med raadet afsagde en dom. I de sidste dage af samme aar var han paa Vardberg slot, hvorfra han gav indbyggerne i Finmarken tilladelse til at kjøbe levnetsmidler hos bønderne i Norge, hvor de vilde. I Decbr. 1507 var Erik Valkendorf i Oslo. Finni Johannæi Hist. ecel. Isl., II, pag. 250. Mai 1510 var kongen paa Akershus. Saml. til n. f. spr. og hist., I, s. 46.
  76. ↑ Dipl. Norv., IX, no. 475, brev af 19de Juni 1513, hvorved den udvalgte konge stadfæster en norsk abbed: ad mandatum principis proprium.
  77. ↑ Huitfeldt, Kong Hans, s. 298. Ved det unionelle møde i Kalmar 1505, hvor det danske og norske raad optraadte som en enhed, var det norske repræsenteret ved erkebiskop Gaute, den udvalgte biskop Karl af Hamar, kansleren, hr. Nils Henrikssøn [og hr. Henrik Krummedike]. Smstds. s. 215. I den der udstedte bekræftelse af Throndhjems privilegier (Münch. saml. 19) nævnes ikke raadet.
  78. ↑ Smlgn. Dipl. Norv., IV, no. 1063.
  79. ↑ Dipl. Norv., IX, no. 476.
  80. ↑ Dipl. Norv., IX, no. 477.
  81. ↑ Aarsberetninger fra det kgl. danske geheimearkiv, II, s. 56 flg. Dipl. Norv., IX, no. 478.
  82. ↑ Willebrandt, Hansische chronik, bilag, s. 84 flg. Nor, III, 3, s. 82. C. F. Allen, anf. st., II, s. 82. Dipl. Norv., VI, no. 656.
  83. ↑ Dipl. Norv., I. no. 141: ex commissione reverendissimi patris domini Erici archiepiscopi Nidrosiensis, 1043.
  84. ↑ Dipl. Norv., II, no. 1045: III, no. 1060, V, no. 1017; VI, no. 658. Paus, s. 281 flg. Saml. t. n. f. spr. og hist., I, s. 45. Münch. saml. 19. Smlgn. D. N., I, no. 1042 og C. F. Allen, anf. st., II, s. 157 flg. Om kongen ved denne leilighed har fortsat sine forhandlinger med raadet fra 1513, vides ikke. Noget varigt resultat kunne de dog ikke i noget tilfælde have bragt.
  85. ↑ Dipl. Norv., VII, no. 537, s. 522. Smstds. IX, no. 480 ansøgninger om at faa forleninger, der rimeligvis ere indgivne ved kroningen. Af det danske raad ledsagede ogsaa biskopen i Viborg kong Kristjern. Nor, III, 3, s. 84.
  86. ↑ Dipl. Norv., VI, no. 659 Smlgn. no. 637.
  87. ↑ C. F. Allen, anf. st., III, 2, s. 81 flg. og 438 flg. Heller ikke ved det af dronning Elisabeth under kongens fravær (1521) udstedte privilegium for Bergen forudsættes raadets medvirkning. Paus, Forordninger, s. 283 flg.
  88. ↑ Dipl. Norv., II, no. 1046, 1055.
  89. ↑ Dipl. Norv., II, no. 1046; III, no. 1072, hvor kongens skriver i 1515 pantsætter et len i kongens navn, medens hofmesteren optræder mellem vidnerne.
  90. ↑ C. F. Allen, anf. st., III, 2, s. 90 og 439.
  91. ↑ Dipl. Norv., II, no. 1067; III, no. 1070; V, no. 1022; VII, no. 555. Indtil 1513 synes Kristjern II. altid at have benyttet det segl, hvoraf en afbildning findes i den illustrerede Sveriges historia, II, s. 426, og som ogsaa anvendtes ved beseglingen af hans haandfæstning. I rigsarkivet findes fra hans regjeringstid intet andet kongesegl. Derimod er der paa Sandbo i Vaage (efter meddelelse af hr. arkivfuldmægtig H. J. Huitfeldt) et fra dette forskjelligt segl, som han benyttede i Oslo 1514. Af denne konges egentlige norske rigssegl, der var i kanslerens værge, haves i rigsarkivet intet exemplar. Kongen benyttede nu ofte sit signet.
  92. ↑ L. Daae, i Histor. tidsskr., I, s. 237 flg.
  93. ↑ Dipl. Norv., III, no. 1059.
  94. ↑ Dipl. Norv., II, no. 1055, en ansøgning om, at kongen vil give erkebispen, biskoperne af Bergen og Stavanger, hr. Nils Henrikssøn, de nordenfjeldske lagmænd, biskoperne af Oslo og Hamar, Mariakirkens provst, hr. Knut Knutssøn, hr. Gaute Galde og de søndenfjeldske lagmand fuldmagt til at paadømme en sag.
  95. ↑ Skatter ere rimeligvis i denne tid altid paalagte uden at indhente raadets samtykke, hvorimod der vistnok oftere for et syns skyld er forhandlet derom med almuen. Dette skede ialfald i det vestenfjeldske.
  96. ↑ R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 642 flg.
  97. ↑ Det var for det danske raad, hr. Knut Knutssøn blev anklaget; da dette frifandt ham, lod kongen ham dog henrette. C. F. Allen, anf. st., III, 1, s. 26 flg.
  98. ↑ Dipl. Norv. III, no. 1074, 1075. Man har ogsaa breve, som ere exspederede ad relationem Sigbritte in præsentia domini regis, Nor, III, 3, s. 88.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_rigsraad/15&oldid=234084»