Det norske rigsraad/16

Yngvar Nielsen

Det norske rigsraad

Den norske forlagsforening, 1880 (s. 362-384).

XVI.

Raadets sidste aar, 1523–1536.

---

Hr. Nils Henrikssøn og hr. Olaf Galde gjøre et mislykket forsøg paa at overtage rigets styrelse efter Kristjern II.s flugt i 1523. – Frederik I begynder at udøve regjerings-myndighed i Norge og bliver faktisk herre over landet. – Biskopen af Hamar forhandler i Kjøbenhavn paa raadets vegne om haandfæstningen. – Raadsmøde i Bergen i August og September 1524. – Hr. Vincentius Lunge og Erik Ugerup i raadet. – Kongens norske haandfæstning. – Kongens uddeling af de norske len. – Statholderskab i det norden- og det søndenfjeldske. – Raadets sammenkomster. – Kongens myndighed indskrænkes. – Hr. Vincentius Lunges modstandere i det danske raad. – Hr. Olaf Galde afsættes. – Hr. Vincentius maa overlade Bergenhus til hr. Esge Bilde. – Styrelsen atter lagt i kongens haand. – Raadet træder mere tilbage. – Hertug Kristjerns besøg i Oslo 1529. – Overenskomsten i Bergen af 1450 fornyes. – Hr. Henrik Krummedike. – Ansøgning fra lagmænd og adel. – Lovgivningen under kong Frederik I. – Raadets sammensætning. – Raadsmøde i Oslo 1531. – Norske raadsherrer i Danmark 1531. – Norges og rigsraadets fuldstændige afmagt. – Kristjern II i Norge 1531–1532. – Overenskomsten i Throndhjem 1532. – Frederik I dør. – Rigsmødet paa Bod 1533. – Erkebispen vakler. – Det søndenfjeldske raad erkjender Kristjern III. – Mordscenerne i Throndhjem 3die Januar 1536. – Raadets opløsning. – Slutnings-bemærkninger.

Da Kristjern II i 1513 havde forladt sine riger, vare de to af Norges tre vigtigste borge. Akershus og Bergenhus, i hænderne paa hans tilhængere, Jørgen Hanssøn og biskop Hans Mule, af hvilke den første endog i en skrivelse fra kongen af 1523 kaldes hans statholder i Norge,^[1] medens riget for øvrigt var aldeles herreløst. Rigsraadet var saaledes den eneste myndighed, der kunde overtage styrelsen. Da der for øieblikket ikke fandtes nogen erkebiskop i landet, blev hr. Nils Henrikssøn som rigets hofmester den nærmeste til at optræde som raadets formand. Han skal ogsaa have havt en sammenkomst med hr. Olaf Galde og »nogle andre« af raadet, paa hvilken han selv udnævntes til statholder over det nordenfjeldske og hr. Olaf over det søndenfjeldske. Men det lykkedes dem ikke at komme i besiddelse af Bergenhus og Akershus.^[2] Hofmesteren selv afgik samme høst ved døden, og i det hele stillede omstændighederne sig hindrende i veien for at opretholde den sidste haandfæstnings bud om, at rigets slotte skulde holdes til raadets haand. Der var saaledes paa forhaand endnu mindre udsigt til, at det skulde lykkes at istandbringe en national reisning, der i fremtiden kunde sikre rigets selvstændighed.

Fra dansk side var man under dette ikke ledig, men arbeidede straks paa at sikre foreningens bevarelse. Frederik den første opfordrede det søndenfjeldske raad til at tage ham til Norges konge; efter at være kommen i besiddelse af Baahus, lod han sig hylde paa Hisingen og paalagde lensherren paa Baahus at holde dette slot til »Danmarks og Norges riges raads haand og ingen anden«. I Hans Mules nye lensbrev paa Akershus, gjaldt hans forpligtelse i dette punkt kun Danmarks rigsraad.^[3] Saaledes havde den danske konge altsaa udøvet myndighed som Norges regent uden at være erkjendt som saadan af andre raadsherrer end Hans Mule, biskop Magnus af Hamar, hr. Olaf og hr. Gaute Galde, hvilke tre sidste om høsten 1523 havde fundet det mest hensigtsmæssigt at indsende sine hyldingsbreve.^[4] Kong Frederik sees ogsaa i 1523 at have udøvet andre regjerings-handlinger for Norge paa egen haand. Saaledes har han i August 1523 udstedt et værnbrev, hvorved rigtignok hr. Henrik Krummedike, der fremdeles paa en maade maatte ansees som medlem af det norske raad, var relator.^[5] Denne sendtes ogsaa samtidig til Norge med en meget vidtstrakt fuldmagt for paa kongens vegne at ordne forholdene i det søndenfjeldske,^[6] medens Vincentius Lunge sendtes til Bergen for i det nordenfjeldske at besørge et lignende hverv. Han kom mod aarets slutning i besiddelse af Bergens kongsgaard, hjulpen dertil af biskoperne Hoskold af Stavanger og Olaf af Bergen, som altsaa nu ligeledes erkjendte kong Frederik som Norges herre.^[7] Dermed fulgte ogsaa overbestyrelsen af den hele »landsende« fra Lindesnæs til Vardøhus.^[8] Frederik I var saaledes ved udgangen af 1523 faktisk herre over hele Norge. Den følgende sommer ordnedes styrelsen af det nordenfjeldske saaledes, at foruden hr. Vincentius ogsaa den nye erkebiskop Olaf Engelbrechtssøn, biskop Hoskold af Stavanger og biskop Olaf af Bergen under kongens fravær tilsammen skulde være statholdere i Norge nordenfor Lindesnæs med fuld kongelig myndighed.^[9] Rimeligvis er denne forandring foretaget af hensyn til erkebispen, som efter flere gange at være anmodet af kongen om at komme til ham paa hjemreisen fra Rom og forhandle »udi raadsvis«, om vaaren 1524 havde en sammenkomst med kongen i Flensborg,^[10] hvor han maa have anerkjendt den nye tingenes orden.

Ved kongens danske kroning i Juni 1524 indfandt biskop Magnus af Hamar sig som udsending for det norske rigsraad. Rimeligvis har han inden sin afreise fra Norge havt en sammenkomst med erkebiskopen og andre af raadets medlemmer og med dem forhandlet om den nye konges haandfæstning; maaske er sagen endog pro forma bleven forelagt en del andre adelsmænd, Hamars indbyggere og repræsentanter for den oplandske almue. Da biskop Magnus 14de Juni 1524 hyldede kong Frederik, var det nemlig paa disses og raadets vegne; ligesaa nævnes de i kongens svar paa det ham forelagte udkast til en haandfæstning.^[11] Da biskopen vendte tilbage, medbragte han bl. a. fra kongen anmodning til det norske raad om at bevilge ham en almindelig skat. I en anden skrivelse, som samtidig afgik fra det danske til det norske rigsraad, fremstilles sagen derimod, som om det allerede havde bevilget skatten for begge riger, og det norske kun skulde paase dens inddrivelse og nedsendelse til Danmark.^[12]

Efter sin hjemkomst drog biskop Magnus lige til Bergen, hvor ogsaa de fleste medlemmer af rigsraadet indfandt sig og vare samlede en del af August og September 1524. Der nævnes her som tilstedeværende erkebiskopen, de fire øvrige norske bisper og biskopen af Hole, samt hr. Vincentius Lunge, hr. Olaf Galde, hr. Gaute Galde, hr. Joakim Gris, Erik Ugerup, Olaf Bagge, Erik Erikssøn og Hans Krukow, ialt otte verdslige medlemmer, af hvilke de fleste synes at være ny tilkomne, Hr. Vincentius og Erik Ugerup vare danske mænd, der før aldrig havde været i Norge; men de havde rimeligvis begge kort i forveien ægtet hver sin datter af hr. Nils Henrikssøn og derpaa som »indgiftede« taget sæde i raadet.^[13] Af de øvrige vides med vished kun de to Galder at have tilhørt raadet under Kristjern II. Hr. Joakim Gris var en Nordmand, uden at der vides noget nærmere om hans slægtsforhold.^[14] De tre sidste vare ogsaa indfødte mænd, men tilhørte ikke engang nogen sidegren af de gamle storætter. Med optagelsen af de nye medlemmer maa det denne gang være gaaet høist uregelmæssig til.^[15] Saalænge kongen endnu ikke var kronet og hyldet og hans haandfæstning ikke vedtagen, skulde han ikke have kunnet udnævne nogen raadsherre. Paa den anden side kunde neppe heller raadet paa egen haand indlade sig paa at optage saadanne. Hr. Joakim Gris og Erik Erikssøn nævnes allerede i Juni 1524 paa en maade, der antyder, at de da tilhørte det søndenfjeldske raad,^[16] medens hr. Vincentius og Erik Ugerup først optræde som raadsherrer i Bergen. Men der høres intet om, hvorledes dermed er gaaet til.^[17]

Paa mødet i Bergen afgjordes rimeligvis mange sager. Saaledes maa der her være forhandlet om den fremtidige besættelse af alle rigets len, hvorved man navnlig vilde have opretholdt aftalen fra 1523 om, at hr. Olaf Galde skulde have Akershus slot og len, medens hr. Vincentius allerede var traadt i sin afdøde svigerfaders sted som høvedsmand paa Bergenhus. Om det i 1523 passerede blev der udstedt en erklæring. Man imødekom ogsaa kongens ønsker ved at bevilge den af ham forlangte »landehjælp«. Ligeledes afgjordes retssager. Derhos sendte man Kristjern II sin opsigelse af huldskab og troskab.^[18] Fremdeles beskjæftigede raadet sig her med undersøgelser om det store opløb i Bergen 1523, hvorom der var indgivet klager til det danske raad, som dette igjen havde henvist til det norske.^[19] Forhandlingernes vigtigste gjenstand var dog den haandfæstning, som skulde forelægges den nye konge til antagelse, og hvorom der allerede under biskop Magnus’s ophold i Danmark var opnaaet en foreløbig aftale. I den form, hvori den endelig blev vedtagen, nedsendtes den med hr. Vincentius. Lunge til Danmark, hvor den antoges af kong Frederik paa Riberhus 24de November 1524.^[20] Biskoperne af Bergen og Hole samt hr. Joakim Gris deltoge ikke i beseglingen og nævnes heller ikke i haandfæstningen, hvorimod kansleren, Mathias Hvoruf, skjønt han ikke omtales i denne, har hængt sit segl derunder.^[21] Det egentlige kongevalg foregik 23de August.^[22] Af haandfæstningens bestemmelser have følgende betydning for rigsraadets forhold til kongen og statsstyrelsen i almindelighed.

Kongen maatte ikke uden raadets samtykke lægge adeligt gods under sig eller kronen; – ingen adelsmand skulde forbryde sit gods under kronen, medmindre han førte avindskjold mod riget, eller han blev dømt af raadet at have det forbrudt; – hvis kongen havde tiltale til noget medlem af raadet i en sag, der angik ære, liv eller gods, da skulde dette alene kunne ske for raadets domstol, – hvis nogen havde noget at sige paa kongen, da skulde derom dømmes af rigens raad; – kongen maatte ikke begynde nogen krig eller drage fremmede tropper ind i riget, »uden stor mærkelig magt paa ligger og vi ikke kunde forsamle Norges riges raad for landsens leiligheds skyld«; – ingen udlændinge maatte faa nye privilegier eller stadfæstelse af ældre uden raadets samtykke; – intet af rigets len maatte pantsættes eller »bortbebreves« til nogen udenlandsk mand, med mindre »riget saadant anfald finge, det nød og behov gjøres«, i hvilket tilfælde kongen med raadets samtykke maatte give len til dem, som havde gjort ham eller kronen tjeneste »og dertil nyttelige og duelige ere«; – kongen skulde af rigsraadet annamme alle slotslove, hvilke efter hans død igjen skulde holdes til erkebiskopens og rigsraadets haand; – kongen erkjendte rigsraadets ret til at vælge hans efterfølger, saaledes at han ikke maatte anmode det eller rigets indbyggere om i hans levende live at vælge hans søn eller en anden, »uden vi kunde have det i deres minde«; – ingen skulde for eftertiden optages i raadet uden de, som kongen vilde »annammes« med rigsraadets samtykke, og disse skulde da »sværge den ed, som tilhører«; – ingen landskat maatte paalægges almue eller kjøbstæder uden raadets samtykke; – konge og raad skulde hjælpe enhver, som trængtes fra sin ret; – ingen af raadets medlemmer maatte stevnes udenfor riget, medmindre de trættende parter selv enedes derom eller nogen fandt, at der ikke var skeet ham ret af det norske raad; – hvad »frihed« der var kommet fra kronen, skulde igjen gives tilbage til denne, dog efter raadets dom; – intet provsti eller lagdømme skulde besættes med andre end indfødte uden efter raadets raad, vilje og samtykke norden- eller søndenfjelds, – naar raadet skulde indkaldes til »herredag«, da skulde dette forkyndes medlemmerne et helt eller et halvt aar i forveien; – kongen skulde lade sig krone i Throndhjem »eller andensteds inden riget«, hvor det syntes ham og raadet bedst og bekvemmest; – ingen maatte ophøies i adelig stand uden raadets samtykke, medmindre han optraadte »saa ærlige paa marken, at han er det værd«. Tilsidst heder det, at hvis kongen ikke holdt denne »reces«, som han nu havde besvoret og atter vilde sværge at overholder naar han lod sig krone, og hvis han da ikke vilde lade sig undervise af rigsraadet, da skulde rigets indbyggere være løste fra huldskab, mandskab, ed eller tro tjeneste, ja de skulde endog »være forpligt ved deres ære det at afværge«. Den sidste bestemmelse fandtes allerede i de to foregaaende haandfæstninger; men forsaavidt den deri var udtalt under ét for begge riger, kunde den før ikke have den tilsyneladende store betydning, som den maatte faa, naar den blev given for Norge alene.

En saadan magtfylde, som den, der ved haandfæstningen af 1524 var tilstaaet det norske rigsraad, havde dette endnu aldrig været i besiddelse af. Næsten paa alle omraader skulde kongen ved den være bleven bunden til at høre raadet, og han kunde efter dens ord saagodtsom intet foretage uden dettes samtykke. Det hele var opnaaet uden nogen vanskelighed, idet man fra norsk side kun havde stillet sine fordringer, og derpaa disse vare indrømmede af kongen. For ham og hans omgivelser i det danske rigsraad kunde det ikke være ubekjendt, at der fandtes et uhyre misforhold mellem Norges riges og dets raads evne til at hævde sin egen selvstændighed og den myndighed, som nu blev tilstaaet rigsraadet. Dette havde paa sin side intet vederlag havt at byde kongen for, hvad han saaledes tilstod. Norge var allerede i hans besiddelse, inden der var gjort noget for at udarbeide en haandfæstning. Saaledes maa grunden til de betydelige indrømmelser, som kongen paa denne maade gjorde, søges i andre forhold. Til de fordringer, som gjennem biskop Magnus fremkom fra det nationale eller det svensksindede parti inden raadet, om det overhovedet nu er berettiget at bruge en saadan benævnelse, er der neppe taget meget hensyn. Den eneste af raadets norskfødte medlemmer, som ved denne leilighed kan have øvet nogen virksom indflydelse, var erkebiskopen, og forsaavidt haandfæstningen i en større udstrækning tilsikrede den norske kirke vigtige friheder, kan dette være resultatet af hans forhandlinger med kongen under sammenkomsten i Flensborg. Men for øvrigt var kirken og hierarkiet paa denne tid at betragte som sprængt, uden alt sammenhold, ovenpaa de slag, Kristjern II havde ført imod dem ved at indtrænge sine tilhængere, tildels yderst uværdige personer, paa biskopstolene, og hvad den havde tabt, blev aldrig gjenvundet. Aristokratiet, der var i en lignende eller endnu mere vidtkommen opløsnings-tilstand, formaaede her intet. Der var i hele riget kun en eneste verdslig raadsherre, der havde indflydelse hos kongen, nemlig den netop indgiftede hr. Vincentius Lunge. Uagtet han ikke fremtræder i de forud for mødet i Bergen førte forhandlinger om haandfæstningen, saavidt disse nu kjendes, maa det dog være ham, hvem det skyldes, at denne blev til fordel for Norges selvstændighed under raadets styrelse. Af de to mænd, som kongen i 1523 havde sendt til Norge med overordentlig fuldmagt, og til hvis raad han paa denne tid fornemlig maa have lyttet, hvor han skulde afgjøre norske anliggender, maa hr. Vincentius for øieblikket have havt den største indflydelse. Selv optraadte han, der først nylig var kommen til landet, som den ivrigste Nordmand; han talte skarpt mod alle »fremmede« og paastod, at han havde brudt med alt, som bandt ham til hans gamle fædreland. Han var i virkeligheden, ogsaa knyttet nær til Norge, hvor han stod som raadets mægtigste og indflydelsesrigeste mand, indgiftet i landets rigeste æt. Men denne sin stilling opfattede han anderledes end nogen af de mænd, som før havde vandret den samme vei for at tilfredsstille sin ærgjerrighed og sin lyst efter magt. Som den, der i fremtiden var selvskreven til at være det norske rigsraads leder, vilde han ogsaa sikre det en stor indflydelse. Haandfæstningen var given med dettes og hans egne interesser for øie, og mod det samme formaal blev ogsaa hans følgende virksomhed rettet. Hr. Vincentius Lunge vilde opretholde forbindelsen med Danmark, i hvilken han altid var henvist til at søge sin støtte; men han holdt paa, at der skulde tilstaaes Norge og dets rigsraad en stor selvstændighed, for saa selv at være den, som styrede det hele land. I visse henseender bliver hans optræden saaledes et forbillede for den rolle, som Hannibal Sehested spillede i Norge noget over hundrede aar længere nede i tiden. Ved hr. Vincentius opnaaedes nu, hvad en national reisning aldrig havde kunnet bringe.

Under hr. Vincentius Lunges ophold i Danmark om høsten 1524 viste det sig imidlertid, at han til trods for sine gode forbindelser ikke altid kunde opveie den indflydelse, som hans modstandere i det danske og holsteinske raad med hr. Henrik Krummedike og hr. Otte Holgerssøn Rosenkrans i spidsen lagde i vægtskaalen imod ham. Den første af disse stod især paa en spændt fod med hr. Vincentius og det norske raad, som netop paa samme tid havde udstødt ham af sin midte, anklaget ham for kongen og endog sendt ham et feidebrev.^[23] Hr. Vincentius kunde ikke drive igjennem, at hr. Olaf Galde i overensstemmelse med rigsraadets ønske skulde faa Akershus slot og len, medens kongen i spørgsmaalet om de øvrige len synes at have fulgt dets forslag.^[24]

Efter rigsraadets sammenkomst og haandfæstningens vedtagelse af kongen skulde der kunne træffes en endelig ordning af forholdene. Efter den store myndighed, som var tillagt rigsraadet, maatte der nu, hvis denne overhovedet skulde faa nogen betydning, indrettes en centralstyrelse i landet selv. Uden en saadan vilde det hele straks have vist sig rent illusorisk. For det nordenfjeldske var hr. Vincentius allerede om høsten 1523 af kongen udnævnt til statholder. Men denne stilling synes dog kun at have været midlertidig.^[25] Det samme har rimeligvis ogsaa været tilfældet med det kollegiale statholderskab, som var anordnet om sommeren 1524, idet der ikke senere høres tale om nogen overordnet myndighed, der var tilstaaet de to biskoper. Derimod synes der samme aars høst at være truffet en ny bestemmelse, hvorefter erkebispen og hr. Vincentius i fællesskab fik sig overdraget det hverv at føre rigsstyrelsen i det nordenfjeldske. I en skrivelse, som hr. Vincentius under sit ophold i Danmark sendte hr. Olaf Galde, kalder han sig kongens statholder nordenfjelds i Norge, derimod ikke i en til erkebiskopen.^[26] Det er dog rimeligt, at statholder-titelen denne gang ikke har været hr. Vincentius og erkebispen udtrykkelig overdragen.^[27] Den sidste synes heller aldrig at have ført den. For det søndenfjeldske er der i alle tilfælde ikke i 1524 udnævnt nogen statholder. Men her optraadte hr. Vincentius paa egen haand, da han i Januar 1525 kom til Oslo. Imod kongens eget bud, men efter raadets ønske indsatte han hr. Olaf, ikke den af kongen udnævnte hr. Gaute Galde, til høvedsmand paa Akershus. Hr. Olaf optraadte fra nu af som statholder over det søndenfjeldske, og kongen fandt sig bagefter i, hvad der var skeet.^[28] Alt dette var hr. Vincentius’s verk. Da han personlig traf sammen med raadets søndenfjeldske medlemmer, beklagede han selv, hvor lidet disse duede til at hævde de beslutninger, som de i Bergen havde været med at fatte.^[29]

Efter den af hr. Vincentius trufne ordning var nu den daglige styrelse lagt i hænderne paa medlemmer af det norske raad, noget, som ikke paa længe havde været tilfældet. Den nye styrelse havde en udstrakt myndighed, men led tillige under den mangel, at dens tre medlemmer boede paa forskjellige, vidt fra hinanden fjernede steder. De to, som oftest traf sammen, vare erkebiskopen og hr. Vincentius, idet den første hvert aar skulde reise til Bergen og der sammen med den bergenske biskop og høvedsmanden paa kongsgaarden udøve rigsraadets dømmende myndighed.^[30] For øvrigt vare de i regelen henviste til at føre forhandlingerne med hinanden skriftlig; men som oftest have de dog rimeligvis hver handlet paa egen haand. Statholderne stode i rang over de øvrige verdslige medlemmer og kansleren;^[31] erkebispen betragtedes som den fornemste i det hele raad og var dettes formand. Til ham har saaledes den nye biskop i Oslo, Hans Reff, aflagt sin ed som raadsherre i Throndhjem 9de Marts 1525,^[32] og i 1527 udsendte han paa kongens vegne krigsskibe for at holde søen ren for fribyttere.^[33] Hr. Olaf Galde har som statholder i det søndenfjeldske ansat en myntmester i Oslo og givet regler for myntningen i denne by; hertil har han dog rimeligvis havt særlig bemyndigelse fra kongen. Ligesaa har han paa kongens vegne udstedt værnbreve og leidebreve.^[34] Allerede om høsten 1523 havde hr. Vincentius paa egen haand udnævnt en lagmand paa Stegen; men denne er kort efter bleven afløst af en ny, idet hr. Vincentius i April 1526 kundgjorde, at raadet havde ansat Hans Bagge i den samme stilling.^[35] Skatterne synes at være opkrævede af statholderne og derefter nedsendte til kongen. Ligesaa opkrævedes afgifterne af de mindre nordenfjeldske len gjennem hr. Vincentius.^[36] En regelmæssig raadssammenkomst er maaske, ialfald søndenfjelds, bleven afholdt i de første maaneder af hvert aar. Saaledes vare i Februar 1526 biskoperne af Hamar og Oslo, hr. Olaf Galde, kansleren, abbed Hans i Hovedøen, hr. Gaute Galde, Erik Ugerup og Erik Erikssøn samlede i Oslo.^[37] Hvor raadet optraadte dømmende, nøiedes man nu ofte med en eller to medlemmer.^[38] Paa mødet i Malmø 1524, hvor der bl. a. forhandledes med Sverige om Viken, var det norske raad ikke repræsenteret og deltog saaledes ikke i de der fattede beslutninger.

Den store myndighed, som udøvedes af erkebiskopen og de to norske statholdere, var alene opnaaet ved en tilsvarende indskrænkning af kongens. Saaledes har hans raadighed over forleninger nu neppe bestaaet uden i navnet. Dette var formodentlig ogsaa tilfældet med hans raadighed over de kongelige kapeller krongodset.^[39] Myntregalet synes at være fuldstændig opgivet af kongen og overdraget statholdere og biskoper.^[40] Derimod har kongen, som det synes uden i forveien at have indhentet raadets samtykke, bekræftet privilegier for de tydske kjøbmænd i Norge og for enkelte kjøbstæder, dog under forbehold af, at dette kun skulde gjælde indtil hans kroning.^[41] Uagtet denne ved haandfæstningen var stillet i sikker udsigt, kom den dog aldrig istand, hovedsagelig fordi hr. Vincentius paa alle maader arbeidede paa at hindre dens afholdelse. Han støttedes heri af det norske raad mod det danske.^[42]

En ordning af de norske forhold, som den, der var istandbragt af hr. Vincentius Lunge, kunde ikke have udsigt til at blive langvarig. Dertil stred den i altfor høi grad mod kongens og det danske rigsraads interesser. De norske magthavere svækkede selv sin stilling ved indbyrdes uenighed og ved at indblande sig i de indre svenske forhold, idet de modtoge Daljunkeren og Peder kansler, da disse flygtede fra Sverige. Tillige udæskede de altfor stærkt hr. Henrik Krummedike ved at forholde ham hans len og eiendomme i Norge. Lidt efter lidt forøgedes den indflydelse, som hr. Vincentius’s modstandere havde hos kongen. I 1527 gik denne endog saavidt, at han fratog hr. Olaf Galde befalingen over Akershus og hans statholderskab, hvori det søndenfjeldske raad maatte finde sig.^[43] Samtidig overdroges saavel Akershus som Baahus til to nye lensherrer, der vare danskfødte, og da de ikke vare indgiftede, heller ikke skulde have ret til at sidde i raadet. Dermed var ikke alene haandfæstningen brudt; der var tillige gjort et betydeligt indgreb i den magt, hvoraf medlemmerne af det norske raad hidtil havde været i besiddelse. Hr. Vincentius, der vel forstod betydningen heraf og vidste, at raden snart ogsaa maatte komme til ham, havde i begyndelsen den tanke at ville modsætte sig lignende forsøg med væbnet haand. Men han opgav dette, formodentlig fordi han ikke har stolet paa sin egen og landets modstandsevne. Fra 1529 blev hr. Eske Bilde, hr. Henrik Krummedikes svigersøn, befalingsmand paa Bergenhus, og dermed var den tidligere ordning endelig opgiven. Hr. Vincentius beholdt rigtignok sin plads i raadet og fik endog til erstatning for sine tabte forleninger nye, store besiddelser i jordegods, men han kunde ikke længer kalde sig statholder^[44] og havde ingen kollega, der i det søndenfjeldske arbeidede for de samme formaal. Erkebiskopens stilling var heller ikke ganske sikker, den undergravedes ligesom det hele hierarkis magt, og i stedet for at kunne værne om sin stilling som raadets formand maatte han stræbe at redde, hvad reddes kunde, for kirken. Hierarkiets almindelige opløsning viste sig bl. a. deri, at bispestolenes besættelse nu betragtedes som hørende under konge og raad.^[45]

Idet saaledes kong Frederik og det danske rigsraad berøvede de norske statholdere deres myndighed og dermed atter ophævede den styrelse, riget i nogle aar havde havt inden sine egne grænser, maatte forholdene blive de samme, som de før havde været. Styrelsen lagdes atter umiddelbart over i kongens haand. Der var ialfald søndenfjelds ikke nogen mellemmand mellem ham og lensherrerne.^[46] Den tidligere ordning havde havt sine mangler; den havde været noget usædvanligt, og egentlig ikke tidligere havt noget tilsvarende. Men alligevel maatte dog den nye tilstand føles som et tilbageskridt. Thi selv om det samlede raad ikke i den tid havde udfoldet nogen virksomhed af betydning, havde dog styrelsen været ledet ved mænd, der enten vare indfødte eller knyttede til landet ved stærke baand.

Ovenpaa den i aarene 1527–1529 indtraadte reaktion kunde det ikke ventes, at det samlede raad eller nogen af dets tvende hovedafdelinger kunde beholde nogen større indflydelse Daa landsstyrelsen. Dets virksomhed har fra nu af rimeligvis næsten udelukkende været indskrænket til at udøve den øverste dømmende myndighed i riget. Mathias Hvoruf har formodentlig nu som før udstedt alle landsvist-breve. Forsaavidt kongen ved norske regjerings-anliggender ansaa det nødvendigt at tage nogen paa raad, var dette fra nu af som oftest hans danske og holsteinske raadgivere.^[47]

Frederik I kom heller ikke efter disse forandringer til landet. Derimod sendte han i 1529 sin søn, hertug Kristjern, til Oslo, ledsaget af fire medlemmer af det danske raad, biskop Styge Krumpen, hr. Henrik Krummedike, hr. Otte Krumpen og Knud Gyldenstjerne, som den unge fyrstes raadgivere og med fuldmagt til at deltage i raadsmødet. Disse opholdt sig fra Juli til September i Oslo. Som øiemedet for deres sendelse angives i den derom udstedte instruktion,^[48] at de skulde afgjøre retssager mellem rigsraaderne og andre, sammen med det norske raad hjælpe enhver til sin ret, der kom for dem, undersøge forholdene med de norske len og forhandle med de norske rigsraader om bekræftelsen af de ældre traktater mellem rigerne, samt meddele dem, at kongen og det danske raad havde aabnet underhandlinger med Sverige om at faa Viken tilbage. En lignende paa længere tid beregnet myndighed, som den, der i 1506 var overdragen Kristjern II, fik hertugen ikke, uagtet det var tilraadet hans fader at gjøre ham til statholder i Norge.^[49] Da han ikke var valgt til thronfølger, vilde imidlertid en saadan udnævnelse altid være noget uformelig.

Af det norske raads medlemmer indfandt der sig ikke mange i Oslo. Erkebiskopen vilde aldeles ikke komme og indtog endog en holdning, der vakte hertugens mistanke;^[50] af de øvrige biskoper nævnes kun Hans Reff og dennes anden formand, Anders Mus, der fremdeles havde beholdt sin plads i raadet. Foruden dem vides blot kansleren, hr. Vincentius, hr. Nils Lykke, hr. Olaf Galde, hr. Gaute Galde og Erik Erikssøn at have været tilstede.^[51] Det skal have været hensigten at faa det norske rigsraad til at erkjende hertugen for arveberettiget til Norge; men hertil var dog ikke dette villigt.^[52] Derimod blev der af de tilstedeværende rigsraader fra begge lande udstedt en bekræftet gjenpart af overenskomsten i Bergen af 1450, som et tegn paa, at denne fremdeles var i kraft.^[53] Hertugen lod sig imidlertid under sit hele ophold i Norge kalde med Guds naade ret arving til Norge, en titel, som endog tillægges ham i den af de forsamlede medlemmer af »Danmarks og Norges rigsraad« udstedte erklæring om hans forhold i Norge.^[54] At hertugen virkelig har udøvet kongelig myndighed, synes at fremgaa af det privilegium, han gav adelsmanden Jon Nilssøn Skak.^[55] Blandt de under dette møde afgjorte retssager var ogsaa en, hvori hr. Vincentius var part. Dommen gik ham imod.^[56] Mellem dommerne var ogsaa hr. Henrik Krummedike, hans gamle fiende, der nu ved hertugens side var den mest raadende i landet og havde faaet sine forleninger tilbage, uden at det dog kan sees, hvorvidt han tillige er bleven betragtet som norsk raadsherre. Hvor forandret stillingen i det hele var, viste sig ogsaa deraf, at han nærmede sig erkebiskopen, som derimod var i aabent fiendskab med hr. Vincentius. Ved mødet blev ogsaa indgivet et andragende fra adel og lagmænd, som bl. a. begjærede, at der ikke maatte paalægges nogen skat, medmindre det var overveiet »af de herrer og gode mænd, som Norges riges leilighed vide«.^[57]

Om ordningen af rigets styrelse i de sidste aar af Frederik I.s regjering haves ikke mange oplysninger. Ligesom tidligere har kongen disponeret over forleninger og krongods,^[58] og som oftest uden derom at høre det norske raad. Et enkelt lensbrev er dog udstedt in præsentia consiliariorum regnorum Daciæ et Norvegiæ hic existentium, af hvilke maaske hr. Vincentius har været den eneste norske raadsherre.^[59] Lovgivnings-virksomheden synes i hele kong Frederiks tid at være næsten stanset. En forordning om Bergens privilegier fra 1528 og en fra 1531 om almuen paa Tjømøs ret til at drive handel ere her aldeles enestaaende. I den første nævnes ikke raadet; men der er dog – efter andre samme dag udstedte breve – grund til at antage, at baade danske og norske raadsherrer ere hørte, af de sidste ialfald hr. Vincentius. Den anden forordning siges udtrykkelig at være udfærdiget de commissione dominorum consiliariorum Daciæ et Norvegiæ, paa en tid, da flere af de sidste virkelig vare i Danmark. En befaling om at indskrænke Rostockernes handel i Oslo og Tønsberg er derimod kun udstedt ad mandatum regis majestatis proprium.^[60] Flertallet af de norske breve, som i denne tid ere udfærdigede gjennem kancelliet, og hvilke næsten udelukkende angaa forleninger, ere alene udstedte efter befaling af kongen. Ved siden af ham nævnes dog flere danske raadsherrer, ja selv andre Danske, der ikke hørte til raadet; i 1530 forekommer ogsaa hr. Vincentius paa samme maade.^[61]

Raadets sammensætning har i disse aar undergaaet flere forandringer. Hr. Joakim Gris og Olaf Bagge nævnes ikke efter 1524, medens Erik Erikssøn endnu omtales som raadsherre i 1532. Hr. Olaf Galde overlevede ikke længe sin afsættelse. Efter 1526 nævnes den nye, danskfødte abbed i Hovedøen, Hans Anderssøn som medlem af raadet, i hvilket ogsaa flere af hans formænd havde havt sæde.^[62] Derhos fik raadet senere tre verdslige danske medlemmer i hr. Eske Bilde, hr. Nils Lykke og hr. Klaus Bilde. Men naar dette er skeet, kan ikke sees. Hr. Nils var, som indgiftet, berettiget til at tage sæde i raadet, hvorimod de to Bilder ikke havde en saadan adkomst. De ere maaske først meget sent blevne optagne i raadet, dog inden September 1533.^[63] Derimod synes ikke hr. Mogens Gyldenstjerne paa Akershus at have været optagen i raadet.^[64] Erik Hack, der i 1536 synes at omtales som raadsherre, kjendes ikke ellers.^[65] Som kansler og provst ved Mariakirken blev Mathias Hvoruf staaende indtil høsten 1532, da han efterfulgtes af den danske adelsmand Morten Krabbe.^[66] Hvor raadet i denne tid skriver til kongen, undertegner det sig hans »kapellaner og tro tjenere«. Ved kapellanerne maa forstaaes samtlige geistlige medlemmer.

At der af hensyn til retspleien har været afholdt regelmæssige raadsmøder saavel sønden- som nordenfjelds, kan neppe betvivles. Dog kjendes kun lidet dertil. I Marts 1531 vare Hans Reff, kansleren, abbed Hans og Erik Erikssøn samlede i Oslo. De behandlede der med Oslo lagmand en retssag, som allerede var afgjort under raadsmødet i 1529. Parterne afvistes, indtil de kunde fremføre sine bevisligheder for »alt Norges riges raad«.^[67] Til den paafølgende sommer var det norske raad tilsagt at indfinde sig i Kjøbenhavn og der forhandle sammen med det danske. Kongen havde ogsaa indkaldt repræsentanter for kjøbstæder og almue.^[68] Disse mødte dog ikke, hvorimod om sommeren 1531 biskoperne af Oslo og Stavanger, kansleren, hr. Vincentius, hr. Nils Lykke, hr. Eske Bilde og Erik Ugerup vare i Danmark. Her have de norske raadsherrer sammen med de danske været nærværende ved udfærdigelsen af den ovenfor (s. 376) omtalte forordning for Tjømø almue og deltaget i foreløbige forhandlinger om de spørgsmaal, som egentlig havde foranlediget mødets indkaldelse.^[69] Da dette imidlertid blev udsat til i September, fik biskopen af Oslo og kansleren fuldmagt til at optræde paa det samlede norske raads vegne, forat de andre kunde reise hjem.^[70] Af den instruktion, som kongen har udstedt for de tre mænd, der skulde repræsentere ham paa mødet i Kjøbenhavn, sees, at han ønskede en fornyelse af den ældre forening, en af sine sønners valg til thronfølger, og et gjensidigt løfte om, at begge riger vilde understøtte hinanden i tilfelde af angreb fra den landflygtige konge. Nordmændene opfordredes ogsaa til at angive alle sit lands merkelige brøster, forat begge rigers raad kunde raade bod derpaa. For øvrigt blev ogsaa det andet møde udsat.^[71]

Efter 1529 frembød Norge et sørgeligt skue. Aldrig før havde dets raad været i den grad splittet og afmægtigt. Efter sin sammensætning frembød det nu kun en daarlig støtte for de nationale eller svenskvenlige bestræbelser, der efter 1458 altid havde kunnet gjøre regning paa sympathier inden dets midte. I 1524 havde disse maattet tjene hr. Vincentius; efter de sidste begivenheder havde kongen og det danske raad faaet overtaget inden det norske rigsraad. Bevidstheden om det umulige i af følge en selvstændig politik var dog endnu ikke gaaet helt op for de norske medlemmer. Men under trykket af forholdene blev deres holdning vaklende og ubestemt; deres svaghed drev dem til at søge en støtte i list, uden at dog dette gjorde dem stærkere. De sidste forsøg paa at hævde Norges politiske selvstændighed have saaledes ingen tiltalende karakter. De ledende mænds mangel paa bestemthed, ordholdenhed og mod er derved det mest fremtrædende.

Med Kristjern II.s ankomst til Norge om høsten 1531 begyndte der et fuldstændigt anarki. Han fandt tilslutning hos raadets norske medlemmer og enkelte af de danske, skjønt for disses vedkommende dog maaske tildels ikke med deres frie vilje. I November samledes det søndenfjeldske raad i Oslo, hvorfra der i hele raadets navn sendtes opsigelsesbreve til kong Frederik og det danske rigsraad.^[72] Af geistlige raadsherrer mødte biskoperne af Hamar og Oslo, den gamle Anders Mus, Hovedøens abbed og kansleren. Ligeledes maa hr. Gaute Galde, Erik Ugerup og Erik Erikssøn have været tilstede. Senere kom ogsaa erkebispen til Oslo, hvor han med de øvrige herrer hyldede kong Kristjern og tilsagde ham, at raadet senere paa et almindeligt rigsmøde vil erkjende hans søns arveret.^[73] Det søndenfjeldske raad bevilgede ogsaa kongen en landehjælp.^[74]

Efter den uheldige udgang af Kristjern II.s tog saa det truende ud for det norske raads fortsatte bestaaen. Imidlertid var hr. Vincentius Lunge en af dem, til hvem det først overdroges at tilveiebringe orden. En fuldstændig opløsning af det norske rigsraad stemte ikke med hans politik. Sammen med hr. Nils Lykke havde han en sammenkomst med hr. Eske Bilde i Bergen, hvor der holdtes møde med almuen, som gav sit samtykke til en skat, og hvor tillige af de øvrige rigsraader Hans Krukow indfandt sig.^[75] De reiste derfra til Throndhjem og afsluttede der en foreløbig overenskomst med erkebispen. I den paafølgende høst holdtes et raadsmøde i Throndhjem, hvor erkebispen, biskoperne af Hamar og Oslo tillige med Anders Mus, hr. Vincentius, hr. Gaute Galde, hr. Nils Lykke, Erik Ugerup og Erik Erikssøn vare tilstede. Paa dette møde forhandledes med kongen og det danske raads sendebud, hr. Truid Ulfstand og hr. Klaus Bilde. Det norske raad maatte indgaa paa, hvad der fordredes. Alle tilsagn, som vare givne kong Kristjern, maatte tilbagekaldes, og foreningen med Danmark fornyedes, idet man dog herom forbeholdt sig nærmere forhandlinger paa en almindelig sammenkomst af begge rigers raad.^[76] Men det grundlag, hvorpaa foreningen var bygget, blev ikke derved sikrere og mere bestemt, end det før havde været. Der var ikke sagt, hvad det var, man fornyede, enten overenskomsten af 1450 eller haandfæstningen af 1524, og den forvirring, som tidligere herskede i landets statsretslige forhold, er derved, om muligt, kun bleven forøget. At overenskomsten af 1532 og den frihed, som derved tilstodes Norges raad, kun havde liden virkelig betydning, viste sig af den forpligtelse, som biskop Hans Reff allerede havde maattet indgaa i August, til at antage den konge, som det danske raad valgte ved næste thronledighed. Til mødet i Throndhjem var han ogsaa udsendt af dette. I December maatte ogsaa biskop Magnus af Hamar indgaa paa en lignende forpligtelse.^[77] Raadet havde kun faaet tilgivelse og lov til fremdeles at bestaa under forudsætning af, at det uden modstand fulgte det danske raad.

Frederik I overlevede kun i nogle faa maaneder den heldige afslutning af urolighederne i Norge. Ved hans død i April 1533 blev alt igjen kastet over i det uvisse. Erkebiskopen optraadte nu i Norge som raadets formand og som den, der paa dettes vegne ledede styrelsen under thronledigheden. Saaledes er der i hans og raadets navn udstedt landsvist-breve,^[78] og han betragtedes som den, der havde den afgjørende stemme ved uddeling af forleninger o. lign.^[79] Det danske rigsraad ønskede en fælles optræden fra begge riger ved kongevalget og paaberaabte sig de bestaaende overenskomster. Det gjorde tillige paastand paa at have en stemme med ved ordningen af Norges indre anliggender^[80] og havde i de danske befalingsmænd paa Baahus, Akershus og Bergenhus en god støtte for sin indflydelse. Efter det danske raads opfordring indkaldte erkebiskop Olaf et almindeligt rigsmøde til Bod i August 1533. Her mødte temmelig mange af raadets medlemmer, erkebispen, biskoperne af Stavanger, Hamar og Oslo, hr. Vincentius, hr. Eske Bilde, hr. Nils Lykke, hr. Klaus Bilde, Erik Ugerup og Hans Krukow.^[81] Derimod har neppe almuens repræsentation været meget talrig.^[82] Der er paa dette rigsmøde forhandlet om mange anliggender, vedkommende Norges forhold og de punkter, hvori rigets selvstændighed og raadets myndighed var tilsidesat. Med hensyn til rigets fremtid vedtoges, at der ikke skulde holdes noget eget norsk kongevalg, men at rigsraadet skulde samles med det danske for at vælge konge ved St. Hanstid 1534, og at landet indtil da skulde styres af raadet, dog saaledes at de daværende befalingsmænd over lenene skulde beholde disse. De fattede beslutninger kundgjordes senere af erkebiskopen og raadet.^[83]

Paa Bod var stemningen for en fortsat forening med Danmark, men paa et grundlag, som nærmest svarede til det, der var forudsat i den sidste haandfæstning. Efter mødets sammensætning var ogsaa dette at vente. Dog have neppe alle været enige deri. Erkebispen havde andre tanker, og hr. Eske Bilde sees netop paa den samme tid at have betragtet det danske raad som sin egentlige overordnede, som den myndighed, hvilken han var ansvarlig for Bergenhus. Da de fattede beslutninger skulde opfyldes i 1534, gjorde erkebiskopen vanskeligheder. Han kom med hr. Nils Lykke og Hans Krukow til Bergen, men undslog sig der for at drage til det fælles danske og norske raadsmøde. Men han kunde ikke beslutte sig til noget bestemt skridt. Med de to andre lod han hr. Eske Bilde drage med fuldmagt til Danmark og medgav ham en instruktion for de øvrige norske rigsraader, som mødte der. Ja, han gik endog saavidt, at han bemyndigede to navngivne medlemmer af det danske raad til sammen med dem at optræde paa Norges vegne.^[84] Mødet i Kjøbenhavn kom imidlertid ikke istand, og man var saaledes lige langt fra en endelig ordning. Under denne halve tilstand arbeidedes fra begge de stridende partier i Danmark paa at vinde Norge. Erkebiskopen vilde helst have afgjørelsen udsat, medens de søndenfjeldske rigsraader snart lode sig overtale til at slutte sig til hertug Kristjern (III.s) parti, der nu havde det danske raad paa sin side.^[85]

I Februar 1535 var det søndenfjeldske raad samlet i Oslo, formodentlig for efter gammel sædvane at paakjende retssager, og rimeligvis har der her hele den følgende vaar og sommer som oftest været samlet flere af dets medlemmer. Ogsaa hr. Vincentius indfandt sig i Oslo og blev der længe. Efterhaanden nærmede de sig til hertugens side og hyldede ham tilsidst i Mai 1535 som Norges konge,^[86] medens de paa samme tid udtalte sin misfornøielse med den maade, hvorpaa erkebiskopen i 1534 havde betroet Norges sag i danske rigsraaders hænder og i det hele havde tilsidesat hensynet til sine kolleger i raadet. Erkebiskopen paa sin side var mere vaklende; det viste sig snart, at det raads- og rigsmøde, han vilde have afholdt i Throndhjem om sommeren 1535, ikke kunde komme istand, og han erkjendte tilsidst ogsaa hertug Kristjern som konge.^[87] Denne var straks begyndt at udøve sin nye myndighed.^[88] Efter hvad der var passeret paa Bod og i Oslo maa det antages, at man ialfald har tænkt sig den nye tilslutning paa grundlag af Norges selvstændighed i alle indre anliggender. Det søndenfjeldske raad tænkte saaledes i September paa at foreslaa kongen indtil videre at antage sin faders haandfæstning.^[89]

Mod slutningen af aaret indfandt biskoperne af Oslo og Hamar, hr. Vincentius Lunge, hvem de søndenfjeldske raadsherrer netop agtede at foreslaa for den nye konge til rigshofmester,^[90] hr. Eske Bilde og hr. Klaus Bilde sig i Throndhjem for at forhandle med erkebispen om en endelig ordning. Her underhandledes om Kristjern III.s anerkjendelse og om en landskat; men intet kom til afslutning, da erkebispen lod sig henrive til at fængsle hr. Vincentius, som myrdedes tillige med hr. Nils Lykke, der allerede før var fængslet, og at sætte de øvrige fremmødte herrer i fængsel paa Tuterøen. Efter denne fortvivlede handling var det norske rigsraad at betragte som sprængt; raadsherrernes fængsling og blodseenen i Throndhjem 3die Januar 1536 vare et statskup, hvis følger bleve skjæbnesvangre.

De fængslede herrer slap løs efter nogle maaneders forløb mod at love at ville holde sine slotte o. s. v. til erkebispens og raadets haand. Men der kom ikke nu mere liv i raadet. Hr. Klaus Bilde meldte sig snart helt ud af dette; med den katholske lære var de geistlige medlemmers magt allerede helt undergravet. Erkebiskopen selv forlod i 1537 landet efter endnu i nogen tid at have fortsat sin vaklende politik, og de øvrige biskoper maatte vige sin plads som kirkens fyrster. Om noget samlet rigsraad er der ikke længere tale. De enkelte medlemmer af raadet aflagde hver for sig sin hylding til den nye konge.^[91] Dog forudsættes det endnu i December 1536 som bestaaende,^[92] og selv Klaus Bilde synes i det følgende aar ikke at have betragtet det som opløst.^[93] Nogen formelig opløsning er heller ikke foregaaet. Men idet den nye konge ikke tog de faa tilbageværende medlemmer i ed, var den dog foregaaet i virkeligheden; der kjendes intet exempel paa, at nogen af disse senere har ladet sig kalde rigsraad. Mod Kristjern III kunde landet ingen modstand gjøre. Til en fornyelse af dets raad kunde denne ikke have megen lyst, og efterat han ved sin haandfæstning havde indgaaet paa at bringe Norge i et provinsielt forhold til Danmark, kunde der aldeles ikke blive tale herom. Rigsraadets rolle var saaledes endelig udspillet.

Dettes bortgang kunde for samtiden ikke være meget iøinefaldende. I lange tider havde det kun havt ringe betydning, og den indflydelse, som paa papiret var det tilsikret ved de forskjellige haandfæstninger, havde i regelen kun været et skin. Folket var vant til at se sig styret af Danmarks konge og raad. De forretninger, som hidtil havde været besørgede af Norges rigsraad, gik lige godt efter dettes ophør. Kansleren vedblev at udstede landsvist-breve under rigsseglet. De dømmende herredage holdtes med visse mellemrum, og for øvrigt havde man i overlagthingene en fast overdomstol. Der var intet hul efter det forsvundne rigsraad, som forlængst havde overlevet sig selv. Ved begivenhederne i 1536 og 1537 mistede Norge ingen selvstændig centralstyrelse. Administrationen var alt i forveien opløst efter de forskjellige len; i denne henseende foregik der ingen forandring. Styrelsen laa nu som før umiddelbart under kongen, som udøvede sin magt dels med dels uden medvirkning fra sine danske raadgiveres side. Ovenpaa al den uro, som havde ledsaget de sidste forviklinger, maatte det føles som en velgjerning, at der indførtes en ordnet tilstand.

Mellem de mænd, der under disse begivenheder havde indflydelde hos den nye konge, var der enkelte, som vilde have de gamle statsretslige former bevarede, derimellem ogsaa rigsraadet. Hvis denne mening var bleven den seirende, vilde det imidlertid have været en meget vanskelig sag at skaffe raadet medlemmer. Hierarkiet var sprængt og høiadelen tilintetgjort. Smaaætterne alene kunde ikke danne et rigsraad. Selv de »indgiftede« vare nu næsten forsvundne. Hverken Erik Ugerup eller Jens Bjelke vare skikkede til at lede det norske raad. En virkelig storættet norsk adelsmand, indfødt eller indgiftet, fandtes ikke mere. De fleste danske og svenske adelsslægter, der havde faaet jordegods i Norge, ansaa det ikke længere for umagen værd at bo i landet. De havde desuden sine vigtigste besiddelser paa andre steder og vedbleve med sine interesser at være knyttede til disse, hvor de fortærede indtægterne af sine norske godser.

Aristokrati og raad havde fulgt rigets dalen. Dettes kraft var brudt, og det kunde ikke længer hævde sin plads ved siden af de to naboriger. De forhold, der havde foranlediget dette, de økonomiske omvæltninger, som vort fædreland havde undergaaet fra borgerkrigene indtil reformationen, ere endnu ikke belyste. Men deres virkninger ligge klart for dagen. Dog var ogsaa her et svagt fremskridt begyndt. I det femtende og sekstende aarhundrede lagdes grundvolden for et nyt opsving af landets næringsveie. Den nationale bevidsthed, som efter 1500 kunde synes rent forsvunden, undergik en lutrende foryngelse, og allerede i det syttende aarhundrede kunde Nordmændene igjen betragte sig som et folk. Riget fik atter sine særegne institutioner, og der skabtes nye samfunds-klasser, som bleve bærere af den følgende historiske udvikling. Rigsraadets opløsning staar her som den sidste afslutning af den gamle tid; en ny tid var alt i frembrud, og denne blev lysere og glædeligere for vort fædreland end de aarhundreder, hvori rigsraadet havde skullet støtte dettes synkende selvstændighed.

---

1. Dipl. Norv., X, no. 326.
2. Dipl. Norv., I, no. 1067; V, no. 1039.
3. Dipl. Norv., II, no. 1073–1075. C. F. Allen, De tre nordiske rigers historie, IV, 1, s. 197. I disse tilfælde har altsaa kongen uden videre anseet sig berettiget til at raade over lenene. I Juni 1524 var han imidlertid af en noget anden mening, idet han nok tilstod erkebiskopen (det efter hr. Nils Henrikssøn ledige?) Throndhjems len, men derimod udtrykkelig gjorde opmærksom paa, at de len, som denne for øvrigt havde anholdt om at faa, ikke kunde uddeles, forinden raadet havde været samlet i Bergen. Dipl. Norv., VII, no. 583.
4. C. F. Allen, anf. st., IV, 1, s. 202.
5. Dipl. Norv., III, no. 686.
6. Danske magasin, tredie række, II, s. 250 flg. Han kaldes i et til ham stilet brev af 19de Novbr. 1523 »Norges riges forstander søndenfjelds«. Dipl. Norv., VIII, no. 516.
7. Smlgn. Dipl. Norv., X, no. 418.
8. Dipl. Norv., V, no. 1039. I et kongebrev af 30te Marts 1524 kaldes han kongens statholder i Norge norden Lindesnæs. Dipl. Norv., VII, no. 579.
9. Dipl. Norv., VII, no. 580.
10. Dipl. Norv., VII, no. 577, 579; VIII, no. 522. Erkebispen kom til Nidaros 31te Mai 1524. Scriptores rerum Danic. VI, s. 617.
11. Dipl. Norv., VII, no. 584. Smlgn. X, no. 418. C. F. Allen, anf. st., IV, 2, s. 229. 235.
12. Dipl. Norv., VII, no. 587, 588.
13. Om tiden for deres giftermaal smlgn. L. Daae i Historisk tidsskrift, III, s. 242, 244.
14. Samlinger til det norske folks historie, IV, s. 118.
15. De fire norske medlemmer kunne allerede i Kristjern II.s sidste aar være komne ind i raadet. Hvorvidt den gang ogsaa ridderen hr. Karl Knutssøn, hr. Knut Alfssøns søn, der faldt under Stockholms beleiring, har tilhørt det norske raad, er vistnok høist usikkert.
16. Dipl. Norv., VII, no. 584.
17. I en kilde heder det endog, at hr. Vincentius paa egen haand skal have optaget »mange«, deribl. Erik Ugerup i raadet. Gustaf I.s. registratur, V, s. 215.
18. Dipl. Norv., I, no. 1067, 1068; VII, no. 591, 593; IX, no. 532. Om opsigelsen sendtes ogsaa meddelelse til Gustav I. VIII, no. 526.
19. Dipl. Norv., VI, no. 695, 696, 697. Smstds. no. 698 en anden klage fra Norge for det danske raad, rimeligvis fra høsten 1523.
20. Dipl. Norv., VII, no. 594.
21. Af Dipl. Norv., VII, no. 600, s. 618, sees, at de søndenfjeldske raadsherrer beseglede haandfæstningen i Januar 1525 i Oslo.
22. Dipl. Norv., IX, no. 534.
23. Dipl. Norv., VII, no. 596, 607, 608, 612; IX, no. 539. smlgn. Allen, anf. st., IV, 2, s. 245.
24. Dipl. Norv., VII, no. 596, 597. Smlgn. no. 582 om provstiet i Bergen.
25. Hr. Vincentius omtaler i et brev til erkebiskopen (Dipl. Norv., II, no. 601, s. 622) denne sin myndighed paa en saadan maade.
26. Dipl. Norv., VII, no. 596, 597. Smlgn. no. 620, 621, 631.
27. Gustaf I.s registratur, V, s. 215.
28. C. F. Allen, De tre nord. rigers historie, IV, 2, s. 257.
29. Dipl. Norv., VII, no. 600. Hvilke medlemmer af raadet der har været tilstede kan ikke med bestemthed afgjøres. Det brev, hvori raadet stillede borgen for hr. Olaf Galde, (VIII, no. 529), er udstedt i følgendes navn: erkebiskopen, bisperne af Stavanger, Hamar og Bergen, kansleren, hr. Vincentius, hr. Gaute Galde, Erik Ugerup. Olaf Bagge, Erik Erikssøn og Hans Krukow. Men kun biskopen af Hamars segl er paatrykt. Maaske have kun kansleren, brødrene Galde, hr. Vincentius, Erik Ugerup og Erik Erikssøn virkelig været tilstede.
30. Nye danske magasin, VI, s. 321 flg. – Ved vigtigere anledninger synes kongen at have sendt en af sin sekretærer til det norske raads medlemmer. D. N., VII, no. 614, 618.
31. Samlinger til det norske folks sprog og hist., I, s. 485 flg.
32. Dipl. Norv., I, no. 1070.
33. Dipl. Norv., I. no. 1072. Raadets arkiv maa havre været hos erkebispen.
34. Dipl. Norv., II, no. 1681, 1083; IX. no. 560.
35. Dipl. Norv., VII, no. 601, 621. Den kgl. stadfæstelse Norske rigsregistranter, I, s. 10.
36. Norske rigsregistranter, I, s. 9. Smlgn. Dipl. Norv., VII, no. 668, 675.
37. Saml. til det norske folks spr. og hist., I, s. 485 flg. Smlgn. 491 flg.
38. Dipl. Norv., VIII, no. 556, 566. En hentydning til raadets dømmende virksomhed i Meddel. fra det n. rigsark., I, s. 206. 1525 har der maaske været et alm. raadsmaade. D. N., VII, no. 611, og i 1527 et nordenfjeldsk. Gustaf I.s reg., V, s. 217 flg.
39. Norske rigsregistr., I, s. 1–10. Dipl. Norv., VII, no. 615, 616. I 1525 havde dog kongen saa megen indflydelse, at han fik raadet til at anerkjende hans udnævnelse af en dansk mand til abbed i Hovedøens kloster. Lange, Klosterhistorie, 2 udgave, s. 420.
40. Norske rigsregistr., I, s. 10.
41. Dipl. Norv., V, no. 1042; VI, no. 698. Norske rigsregistr., I, s. 6. Willebrandt, Hansische chronik, III, s. 88.
42. Smlgn. ol. a. Dipl. Norv., VII, no. 650, 652, 657.
43. Dipl. Norv., IX, no. 589. Biskop Hans Reff, kansleren, hr. Gaute Galde og Erik Erikssøn vare tilstede ved overdragelsen af Akershus til den nye lensherre, som i tilfælde af kongens død forpligtedes til at holde slottet til rigsraadets haand.
44. Ved en enkelt leilighed kaldes hr. Eske Bilde »kongens statholder nordenfjelds«. Dipl. Norv., VIII, no. 707, s. 747. 1530 fik han og erkebispen kongens fuldmagt til i hans fravær at forsvare det nordenfjeldske VII, no. 673.
45. Smlgn. bl. a. Dipl. Norv., VII, no. 717, 718–722.
46. Det var nu kongen, som udstedte værnbreve. Dipl. Norv., IV, no. 1090. I det nordenfjeldske var dog hr. Eske maaske en overlensherre. VII, no. 678. Smlgn. s. 373, note 2.
47. Allerede fra 1525 af havde han henvendt sig til disse i spørgsmaal, der vedkom Norges indre forhold, Nye danske magasin, V, s. 218, 291, 301. Smlgn. T. H. Aschehoug, Norges offentl. ret, I, s. 339.
48. Dipl. Norv., IX, no. 596. Smlgn. VII, no. 664 flg.
49. C. F. Allen, De tre nord. rigers hist., V, s. 258.
50. Dipl. Norv., III, no. 599.
51. Dipl. Norv., VIII, no. 607; IX, no. 637. Om hr. Olaf Galde mente kongen nu, das dar nicht vhill zu holen ist. VIII, no. 601, s. 688.
52. Huitfeldt, Frederik den første, s. 181. Efter denne kilde udgik modstanden fra erkebiskop Olaf.
53. Huitfeldt, anf. st., s. 184 flg.
54. Huitfeldt, anf. st., s. 182 flg. Dipl. Norv., VIII, no. 607.
55. Dipl. Norv., VIII, no. 605.
56. Dipl. Norv., IX, no. 637.
57. Dipl. Norv., VIII, no. 598.
58. Dipl. Norv., I, no. 1077. Norske rigsregistranter, I, s. 14–42.
59. Norske rigsregistranter, I, s. 15.
60. Dipl. Norv., V, no. 1055; VI, no. 710. Norske rigsregistranter, I, s. 25. Forbudet mod udlændinges handel nordenfor Bergen (1532) er udstedt uden at nævne det norske rigsraad. Dipl. Norv., VII, no. 699, 700.
61. Norske rigsregistranter, I, s. 14–42.
62. Lange, De norske klostres historie, anden udg., s. 420. Saml. til norske folks spr. og hist., I, s. 485 flg. Smlgn. s. 372, note 5.
63. Dipl. Norv., IV, no. 1101. Paludan-Müller, Aktstykker til grevens feide, II, no. 49. I 1534 klagede hr. Klaus Bilde over raadets faatallighed. Dipl. Norv., VIII, no. 722.
64. Dipl. Norv., IX, no. 637.
65. Paludan-Müller, Aktstykker til grevens feide, II, no. 102.
66. Skjønt ikke kronet konge, benyttede Frederik I baade sekret og signet. Af denne sort har han imidlertid havt flere, større og mindre. I rigsarkivet haves aftryk af 6 forskjellige af disse signeter.
67. Dipl. Norv., I, no. 1079.
68. Norske rigsregistranter, I, s. 28. Et norsk raadsmøde, som var berammet til Sommeren 1530, synes aldrig at være bleven afholdt. Historisk tidsskrift, III, s. 298. Heller ikke et dansk-norsk. Dipl. Norv., VII, no. 670. Decbr. 1529 var Erik Ugerup med hr. Nils Lykke i Bergen. Saml. til n. f. spr. og hist., I, s. 57 flg.
69. Dipl. Norv., VIII, no. 650. Smlgn. VII, no. 684, 686, 687.
70. Dipl. Norv., VIII, no. 649.
71. Dipl. Norv., VII, no. 688, 689.
72. A. Heise, Kristjern den anden i Norge, s. 27. Huitfeldt, anf. s. 272 flg. R. Keyser, Den norske kirkes historie, II, s. 721 flg. Ved denne leilighed anvendtes rigsseglet. Ellers har Kristjern denne gang i Norge benyttet et stort signetum.
73. A. Heise, anf. st., s. 28 flg. Dipl. Norv., VIII, no. 670. Kalkar, Aktst. til Danmarks historie i reformationstiden s. 66 flg.
74. Smlgn. A. Heise, anf. st., s. 27.
75. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 28. Dipl. Norv., IX, no. 703.
76. Dipl. Norv., IX, no. 728, 729. Norske rigsregistranter, s. 389.
77. Dipl. Norv., IX, 706, 730.
78. Dipl. Norv., I, no. 1083.
79. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 43 flg., 45, note. Dipl. Norv., VII, no. 718. – Tyge Krabbe mente i 1533, at efter Eske Bilde vilde raadet kun betro Bergenhus til en i riget bosat mand. Danske saml., II, 2, s. 352.
80. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 46.
81. Dipl. Norv., IV, no. 1101.
82. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 47 flg., 50.
83. Finni Johannæi Hist. eccles. Isl., II, pag. 269.
84. Paludan-Müller, Aktst. til grevens feide, II, no. 13, 14, 15.
85. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 56.
86. Paludan-Müller, Aktst. t. gr. feide, II, no. 30, 32, 37, 40–12, 49.
87. Paludan-Müller, Aktst. til gr. feide, II, no. 44. Erkebiskopen benyttede den forlegenhed, hvori hr. Nils Lykke netop paa denne tid var kommen gjennem sit forhold til sin afdøde kones søster, til fordel for sine interesser. Paludan-Müller, Grevens feide, II, s. 58 flg. I August 1535 blev Nils Lykkes sag paadømt af rigsraadet i Oslo (Hans Reff, kansleren, hr. Gaute Galde), hvorved hr. Vincentius optraadte som anklager. Smstds. II, s. 73 flg. Dipl. Norv., VII, no. 718.
88. Norske rigsregistranter, I, s. 43 flg.
89. Münch. saml., 19 i rigsarkivet.
90. Dipl. Norv., VIII, no. 732.
91. Paludan-Müller, Aktst., II, no. 120, 121, 122, 124, 125, 130.
92. Dipl. Norv., II, no. 1120.
93. Paludan-Müller, Aktst. til grevens feide, II, no. 136.